VERONIKA HIRMANENS ARBEJDSKAMMERATER sad forsamlet i kantinen. Tre kvinder og en mand. Alle fire rejste sig samtidig, da Lindell trådte ind i lokalet. Hun så sig hurtigt omkring og registrerede de spartanske omgivelser. En siddegruppe rundt om et slidt fyrretræsbord, nogle klorofylfattige krydderurter i vinduet og en kaffemaskine på en bænk.
Hun gav hånd til socialrådgiverne fra venstre til højre. Den første kvinde, på hendes egen alder, strøg håndfladen mod bukserne, inden hun tog politiets hånd. Den anden var yngre, ikke mere end treogtyve, mente Lindell. Den tredje havde en rædselsfuld dragt på i en skidenbrun farve, og fra ørerne dinglede et par kæmpestore ringe i skinnende gult. Manden havde posede fløjlsbukser på og en strikket pullover. Han hilste med en overgearet bevægelse og var også den, der tog initiativet.
– Ekman, sagde han med en kraftig stemme. – Vi er naturligvis chokerede. Veronika var et fint menneske!
Lindell satte sig. Der lå en nervøs forventning i lokalet. Den yngste kvinde fik et hosteanfald, og Lindell ventede til det var overstået, før hun indledte.
– Jeg hedder Ann Lindell, er politiinspektør, og som I ved, undersøger jeg mordene. I har jo tidligere snakket med en af mine kollegaer, men jeg vil selv danne mig et billede af Veronikas arbejdsplads.
Hun lod blikket vandre over gruppen, mens hun talte.
– Vil du have kaffe? indskød kvinden med dragten.
– Nej tak.
Lindell tog blokken op.
– Jeg vil, som sagt, danne mig et billede af hele Veronikas liv.
Hun holdt en pause, usikker på, hvordan hun skulle fortsætte.
– Hvis jeg nu spørger sådan her: Hvad var Veronika Hirmanen for et menneske?
De fire så på hinanden og derefter på Lindell.
– Som sagt, hun var et fantastisk menneske med en enormt stærk medfølelse, en god arbejdskammerat, loyal, sagde Ekman og lænede sig frem som for at understrege ordene.
– Det forstår jeg, sagde Lindell, men …
– Kom ikke og sig noget andet! Nu skal I vel ikke rode op i hendes liv og fremstille hende som et dårligt menneske.
– Slet ikke, forsikrede Lindell. – Vi vil bare komme sandheden så nær som muligt.
– Man ved jo, hvordan det fungerer, sagde Ekman og søgte støtte hos de andre.
– Jaså, sagde Lindell.
En af kvinderne gjorde tegn til at ville sige noget, men Ekman kom hende i forkøbet.
– Det her er en udsat arbejdsplads med evindelige besparelser og stadigt større arbejdsbyrde. Folk elsker at hakke på socialvæsenet.
– Jeg er ikke folk i al almindelighed, sagde Lindell, som nu var blevet træt af Ekman, – så det kan du godt glemme! Jeg efterforsker et tredobbelt mord. Basta. Nu gør vi sådan her: Jeg snakker i fred og ro med jer alle, én efter én, prøver at danne mig et billede af jeres arbejde og Veronikas arbejdsliv. Dermed være ikke sagt, at vi finder noget her, som har noget med mordet at gøre, men det er den måde, vi må arbejde på. Det tror jeg, I forstår, ikke?
Hun kunne se en svag antydning af et nik fra en af kvinderne, mens Ekman stadig så aggressiv og afvisende ud. Han lænede sig tilbage i sofaen med en mine, som røbede, hvad han mente om Lin-dells forslag.
– Vi kan vist godt begynde, sagde hun i et let tonefald og kiggede på manden. – Skal vi sige et kvarter, og så kommer den næste ind.
Kvinderne forlod lokalet uden et ord.
– OK, sagde Lindell og kiggede op fra sin blok.
Forhørene varede godt en time. Lindell fik ikke ligefrem noget af værdi at vide fra manden. Det var hun indstillet på. Han veg ikke fra sin holdning. Han måtte have dårlige erfaringer, tænkte hun, eller også er der noget, han ikke vil ud med.
Kvinden i den brune dragt satte sig i sofaen nøjagtig et kvarter efter. Hun så på Lindell med et undersøgende blik, som for at aflæse, hvad hun og Ekman havde talt om. Lindell vendte hurtigt blad i sin blok, fik kvindens personoplysninger og gentog det spørgsmål, hun havde indledt med.
– Veronika var ikke nogen god socialrådgiver, sagde kvinden uden tøven og så med et fast blik på Lindell.
– Ikke det?
– Veronika var krigsbarn.
– Fra Finland?
Kvinden nikkede.
– Ikke sådan at hun kom hertil under krigen, hun er jo født senere, men hendes far var med i vinterkrigen og blev invalideret. Psykisk invalideret, uddybede hun. – Det gik ud over familien.
Lindell var klar over, at det afsatte kvarter formentlig ikke ville være tilstrækkeligt.
– Veronika flyttede fra familien og kom her til Sverige som sekstenårig. Hun var sej. Når hun havde klaret sig selv, så måtte andre også gøre det. Hun havde ikke haft det så let, gentog hun tit, og det er nok rigtigt. Hun var også hård over for sin mand. Jeg tror, hun elskede ham på sin egen måde, men hun talte aldrig pænt om ham. Hun beklagede sig især, da han blev arbejdsløs. Det tog hun som en personlig svaghed.
– Hvordan reagerede I?
– Vi var mange gange trætte af det.
Kvinden tav, strøg med hånden hen over bordet som for at fjerne nogle krummer. Nu så hun ikke længere på Lindell, men indadvendt ned i bordpladen.
– Det er ikke rart at tale ondt om en død, og slet ikke en arbejdskammerat, det må du forstå. Men Veronika var ikke vellidt her. Så enkelt er det.
Lindell tænkte på scenen i Norbyvillaen. Veronikas gennemskudte bryst, kroppen sammensunken og ydmyget, hendes mand op mod væggen, det opslåede fotoalbum.
– Jeg tror, det var derfor, hun aldrig fik børn. Hun var sikkert klar over, at hun ikke ville blive en god mor.
– Behandlede hun folk dårligt?
Lindell så på uret.
– Dårligt og dårligt, hun var ikke fleksibel, gik efter bogen, om jeg så må sige. Hun havde et plus, og det var, at hun behandlede alle lige.
– Lige hårdt?
Kvinden nikkede stille.
– Var der noget her, der kunne motivere til at myrde hende?
– Vi har selvfølgelig talt om det. Vi modtager jo sommetider trusler, klienter som er oprørte eller frustrerede. Den slags prellede af på Veronika, hun var simpelthen ligeglad med, at folk blev højrøstede og besværlige. Nogle går op i limningen over småting, andre bliver stumme og passive, når de ser deres tilværelse revne. Senere kommer tankerne måske, når de sidder hjemme ved køkkenbordet. Folk er så forskellige.
Kvinden tog et ark papir frem af dragtlommen, foldede det ud og rakte det over bordet.
– Vi, Agnes, Sofie og jeg har lavet en liste. Ekman har ikke været med. Vi så jo hans fortegnelse over navne og syntes, at den burde suppleres.
– Jeg er med.
– Det er klienter, som på en eller anden måde har følt sig forfordelte. Der er sikkert flere, og en del personer på listen oplever det måske ikke så slemt, jeg mener nu, hvor der er gået nogen tid.
Lindell studerede papiret. Fem af dem havde stået på den liste, Fredriksson havde fået af Ekman. Her var der yderligere otte. Otte håndskrevne navne, nydeligt stillet op med navn og adresse samt en kort forklaring. Otte medborgere, der var kommet i klemme.
Der var nu gået femten minutter, og der hørtes en forsigtig banken på døren.
– Jeg ved ikke, om det er rigtigt, det vi gør, men vi ønsker at morderen bliver fanget. Du må love ikke at vise listen til andre!
Lindell kiggede op fra papiret, tænkte sig om et sekund og nikkede.
– OK, sagde hun og så hen mod døren. – Kom ind!
Den yngste af socialrådgiverne åbnede forsigtigt og kiggede ind. Lindell skubbede listen ind under blokken.
– Kom frit frem, Agnes, vi er færdige, sagde hendes kollega.
Forhøret af de to andre bekræftede billedet af Veronika Hirmanen. Under deres vidneudsagn spekulerede Lindell over, om det var tre arbejdskammeraters sammenstrikkede version, hun fik fortalt. Om det var sådan, at Veronika ikke passede ind i gruppen og blev genstand for urimelig kritik.
Hun studerede de to kvinder, men kunne ikke mærke noget nag eller nogen hævnlyst hos dem. De var bare alvorlige. Det var tydeligt, at de ikke brød sig om situationen. De havde talt sammen og vedtaget at sige, hvad de mente, var sandheden. Veronika Hirma-nen var ikke et offer for mobning.
Lindell forlod socialkontoret med en stærk følelse af ubehag. “Hun gik efter bogen,” havde den ældste kvinde sagt. Hvilken bog?
I bilen tog hun listen frem og studerede navnene:
Georg Fransson, 52 år, alkoholproblemer, arbejdsløs.
Tore Svensson, 34 år, stofmisbruger, arbejdsløs.
Johannes Lindeberg, 34 år, mishandling af hustru, vvs-mand.
Sven-Erik Roos, 37 år, stofmisbruger, familiesag, arbejdsløs. Bo-Lennart Wiik, 48 år, økonomiske problemer i forbindelse med arbejdsløshed.
Gustav Fahlman, 39 år, stofmisbruger, avisbud.
Fredrik Stolle, 31 år, arbejdsløs, familiesag.
Boo Hansson, 41 år, arbejdsløs, familiesag.
Otte mænd. Ingen ‘K’. Fandtes morderen blandt dem? Måske var der en, som havde et øgenavn, der begyndte med ‘K’? Lindell gennemgik navnene en gang til, inden hun kørte ud fra parkeringspladsen.
Akademiska Sygehus havde en speciel lugt. Ann Lindell mente, at det havde noget at gøre med den første gang, hun var på besøg på stedet. Det var en af de første dage på arbejdet i Uppsala. En ung kvinde var blevet mishandlet, og det blev Anns opgave at afhøre hende, når hun vågnede af bevidstløsheden.
Hun havde aldrig set en så blåmærket, forslået, mørbanket og ydmyget kvinde. Ikke en plet på hendes spinkle krop havde undgået mandens slag og spark. Hun havde lyst til at omfavne hende. Den svage stemme, der kom fra de sårede læber, det stadig skræmte blik, som kun lige kunne anes bag de opsvulmede kinder, dropslangen, hvis nål dirrede let, da kvinden ville løfte hånden som i en afværgende bevægelse, da Ann ville lægge sin hånd over kvindens. Og så lugten. Måske var det rædslen, der lugtede? Ann blev aldrig helt klar over, hvad der fik hendes lugtesans til at reagere så voldsomt.
Lige siden den formiddag på intensivafdelingen kunne hun fornemme lugten, så snart hun nærmede sig sygehusets mange bygninger.
Hun kørte langsomt gennem området, så sig af gammel vane omkring. Al denne vold. Som om de almindelige sygdomme og menneskelige lidelser ikke var nok? Hun havde hørt i radioen, at der ikke var mere vold i samfundet end før i tiden, det var bare det, at medierne satte fokus på det på en anden måde. Ann, der stod midt i strømmen, troede ikke, at det passede. Mange gange ville hun gerne flygte af skræk, men aldrig på jobbet. Det skete kun, når hun sad hjemme i sofaen, i en sparsomt oplyst lejlighed, med et vinglas i hånden.
Afdeling 70 lå midt på den lange snoede bakke, som var sygehusets hovedgade. Det lykkedes hende at finde en parkeringsplads lige uden for indgangen, hun puttede nogle kroner i automaten og skyndte sig ind under halvtaget. I den store forhal pillede en lille dreng papiret af en karamel. Han puttede den med tydelig nydelse i munden og krøllede papiret sammen til en lille kugle. Ledte med blikket, fandt en papirkurv og smed artigt papiret ned i dens gab. Lindell gik forbi, drengen tyggede med kraftige kæbebevægelser. En mand, der havde fået det ene ben amputeret, skældte ud på sin kone, som tålmodigt skubbede kørestolen foran sig.
På elevatordøren sad logoet: Et par med et barn, hånd i hånd. Hun kiggede på de stiliserede figurer, symbolet på den lykkelige familie, mens hun ventede på elevatoren.
Hun kørte et par etager op og trådte ud i en virkelighed, som hun egentlig aldrig havde lært at kende. Lindell havde aldrig været alvorlig syg eller var kommet til skade og havde derfor aldrig ligget på sygehuset.
En overvægtig kvinde med et resigneret ansigtsudtryk lå på en båre, ‘Akuttaske’, stod der på et skilt på væggen bag kvinden. Sådan en kunne jeg godt bruge, tænkte Lindell.
– Vent her, så kommer der en portør, hørte hun en af personalet sige til den apatisk stirrende kvinde på båren.
Lindell gik hen til en sygeplejerske, der kom gående, stoppede hende og præsenterede sig.
Cecilia Hansson havde et meget smukt, kraftigt, rødligt hår, samlet i en hestehale, og under samtalen røg kvindens hænder ustandselig op til hestehalen. Hun trak i håret og rystede let på hovedet for at fordele hårmanken over ryg og skuldre.
– Veronica og jeg havde samme vagter, sagde hun. – Vi kom hertil samtidig for godt et halvt år siden, så vi havde en del til fælles. Det er altid svært at komme ind et nyt sted, og så er det godt at være to.
Der hørtes fløjtende lyde på gangen, og Lindell gik ud fra, at det var en af patienterne, som påkaldte sig opmærksomhed.
– Kan vi gå lidt væk? Har du tid?
– Vi kan gå ind på et lægekontor, sagde Cecilia Hansson.
– Hvordan faldt Veronica til her? indledte Lindell, da de havde sat sig.
Cecilia så ud, som om hun spekulerede lidt. Hun justerede den sølvfarvede hårelastik i hestehalen, inden hun svarede.
– Fint, sagde hun, men uden overbevisning. – Hun var forsigtig med at, ja, hvad skal jeg sige …
Lindell ventede. En arbejdskammerat lindede på døren, men lukkede den igen, da hun fik øje på Lindell.
– Hun var som regel glad, sagde Cecilia, – men sommetider var hun deprimeret, og så var det ikke morsomt at arbejde sammen. På en afdeling som den her må man være på toppen. Her er som en rutsjebane.
– Hvorfor var hun deprimeret, tror du?
– Hun talte aldrig om det. Jeg prøvede nogle gange, men hun var altid lige afvisende. Hun talte i det hele taget sjældent om sit privatliv.
– Kærester?
– Jo, hun havde haft en kæreste, men det var gået forbi. Hun nævnte ham en gang, men kun i forbifarten.
– Ingen ny kæreste?
– Ikke hvad jeg ved af.
– Gik I aldrig ud sammen?
Kvinden rystede på hovedet.
– Hvordan var hun til sit arbejde?
– Pligtopfyldende og ordentlig, sommetider næsten for meget. Men hun pjækkede aldrig fra sit arbejde, det kunne jeg godt lide ved Veronica. Man kunne stole på hende. Der er andre, der bare løber skrigende væk.
– Hvordan var hun over for patienterne?
De blev igen afbrudt af den samme kvinde.
– Kommer du hen til Målle bagefter? Undskyld, sagde hun, og vendte sig mod Lindell, inden hun lukkede døren igen.
– Målle er en ældre mand, som har udset mig som sin yndling, sagde Cecilia smilende. – Jo, fortsatte hun tøvende, – Veronica var utrolig målrettet, sikker i behandlingen, men hun så måske ikke altid mennesket bag, hvis du forstår, hvad jeg mener. Ikke at hun opførte sig dårligt, men hun kunne måske opfattes som lidt fremfusende.
Lindell tænkte på Veronicas velordnede hjem og mente godt, hun forstod.
– Talte hun nogensinde om, at hun følte sig truet?
– Næh, aldrig, hun talte ikke så meget om sig selv, men havde hun følt sig truet, havde hun garanteret fortalt det.
– Hun klagede ikke over en mand, som generede hende? Jeg mener, hun så jo godt ud, og mænd burde jo være rimeligt interesserede i hende.
– Nej, heller ikke det.
– Ingen mand her på afdelingen …
– Her er mest kvinder.
– Jeg har sikkert læst for mange lægeromaner, sagde Lindell og smilede.
– Vi har ikke tid til kærlighed her. Næsten heller ikke når vi kommer hjem.
– Kan der have været en patient, som har følt sig dårligt behandlet og fået et horn i siden på Veronica?
– Der er jo stor forskel på at få et horn i siden på nogen og at skyde og dræbe dem, sagde sygeplejersken nøgternt.
De sagde farvel, Cecilia for at gå hen til Målle, og Lindell for at møde afdelingssygeplejersken.
Hun brugte lidt over en time på afdelingen, talte med lederen og to sygeplejersker og fik telefonnumre på yderligere to, der havde arbejdet sammen med Veronica, men som ikke var på afdelingen.
Da hun skulle til at forlade afdelingen, fik hun øje på den rødhårede ved siden af en ældre mand, som stavrede hen ad gangen, støttet af en gangstol med dropflasken i et stativ. Kvinden gjorde tegn til, at Lindell skulle vente, og da hun kom hen til hende, så hun synligt beklemt ud.
– Der var lige en ting, sagde hun og trak i sit hår. – Det er svært at sige, men du talte om mænd og forhold. Jeg tror, at Veronica var til kvinder.
Hun så op, nu ikke bare beklemt, men også skyldbevidst, som om hun svinede sin afdøde arbejdskammerat til.
– At hun var lesbisk?
– Snarere biseksuel, men jeg tror, at hun blev tiltrukket af kvinder. Det er måske ikke vigtigt, men det kan måske forklare et og andet.
I baggrunden kunne hun høre Målle kalde på sin yndlingssyge-plejerske.
– Det kan være vigtigt, sagde Lindell, og jeg er glad for, at du havde mod til at fortælle mig det.
Cecilia Hansson skyndte sig væk. Lindell blev stående. På væggen bag hende hang et stort skilt med fotografier af afdelingens personale. I den midterste række gabte en tom plads.
Da Lindell trådte ud af forhallen, dalede nogle snefnug stille ned mod den sorte asfalt. Hun blev stående lidt og tænkte over, hvad hun lige havde hørt. Hun spekulerede på, om de to myrdede kvinder måske havde haft et forhold, men det var for langt ude, og hun slog det ud af hovedet med et smil.