BØNDERTRIOEN’, som Riis havde døbt gruppen, der skulle arbejde sig igennem området sydvest for Uppsala, sad i kantinen.
– Det lyder som et lille jazzorkester, sagde Norrman.
– Vi skal måske have ens jakker på, sagde Berglund.
– Med brede reverser, tilføjede Norrman.
– Til sagen! sagde Lundin.
– Tager du isbilen? sagde Norrman, så på Riis og grinede.
– Hvad er det, der er så morsomt?
– Spis nu ikke for mange ispinde!
– Hold op, sagde Riis surt. – Jeg tager mig af isbilen, basta!
– Jeg ringede til LRF, sagde Berglund. – Der er treoghalvtreds lokalafdelinger.
– Sikke mange bonderøve, sagde Riis.
– Der er vel et par stykker, som er interessante for os, fortsatte Berglund. – Jeg har fået fat i den ene formand, der bor i en by, der hedder Fittja. Han lyder til at være en flink fyr.
– Det her føles lidt desperat, der er ikke meget kød på, sagde Riis. Det var noget, alle var klar over. Ét eneste vidneudsagn fra en ejer
af en benzintank i Örsundsbro, og så blev der sendt tre kriminalfolk ud på grundig orientering i ødemarkerne, mens byen myldrede med tyve, røverier og mishandlinger. Men faktum var, at ingen kunne finde på noget bedre.
Berglund og Norrman svingede ind over broen mod Örsundsbro. Norrman kørte sin gamle Sierra, og Berglund så sig ivrigt og nysgerrigt om, mens han kommenterede, hvad han så. Kollegaen kom af og til med små bemærkninger, men sad ellers tavs.
De trivedes godt sammen, supplerede hinanden, de kendte begge den andens særheder, styrker og svagheder. Der var en gensidighed, som også kunne mærkes i deres fælles fremtoning. Norrman og Berglund udstrålede sikkerhed.
Berglund havde talt med formanden i den LRF-afdeling, som omfattede området syd for Örsundsbro, ned til Håbogrænsen. Afdelingen havde over hundrede medlemmer. Der var aktive landmænd, men der var også en del private medlemmer.
Landmanden havde ikke haft tid, men havde henvist til en nær nabo, en ældre mand ‘der vidste alt om egnen’. Han havde ikke været svær at overtale til at agere guide i Fittja og omegn. Berglund og Norrman skulle møde ham ved kirken.
De kørte forbi Q8-tanken, hvor vidnet, som hele ekspeditionen byggede på, holdt til. ‘Beckes’ stod der på en bil, og Norrman tænkte, om det var den Becke, som Lindell havde talt med.
De kørte til venstre mod Hjälsta, og efter et par kilometer, ved Giresta kirke, svingede de til venstre mod Fittja kirke.
Solen brød i det samme frem, og skyerne sejlede i en utrolig fart mod vest. Der lå et smukt lys over det lille, frostknugede område. Det var et indtagende syn. Den smalle vej snoede sig gennem en frodig og naturskøn egn. Store, sammenhængende marker blev afløst af gårde og skovbakker.
Norrman kørte langsomt. De to politifolk betragtede opmærksomt landskabet, beboelseshusene og fabriksbygningerne. Var det her, han var?
Wilhelm Magnusson, som vejviseren i Fittja hed, ventede ved kirken, ikke ved kirkedøren, men ved muren længere henne, hvor han stod med ryggen til politifolkene.
Han vendte sig med en uventet hurtig bevægelse, da de gik hen ad grusgangen, og tog imod dem med udstrakt hånd. Berglund fattede straks sympati for manden. Der var noget i hans udseende, han godt kunne lide.
– Her står jeg, sagde Magnusson.
– Fint, at du tog dig tid, sagde Norrman.
– Jeg synes, at udsigten er en af de smukkeste i sognet, sagde manden og vendte sig halvt om og slog ud med armene i en favnende bevægelse.
Bag muren bredte en svagt hældende mark sig, dens fjerne skel markeredes af grupper af elletræer. De lyste rødbrune i sollyset, som fakler mod sivbæltet i baggrunden. Lårstavikens vand var frosset til en gråhvid hinde, ikke helt ulig en rimfyldt pels, men med en åben våge midt i. På den anden side af vandet rejste landet sig dramatisk, de kunne ane det stenede terræn med den mørkegrønne granskov som baggrund.
De to politifolk kunne kun være enige.
– Dér gik jeg i skole, sagde manden og pegede på en grå bygning, som var nabo til kirkegården. – Jeg stod her for nylig og læste gravstenen efter den gamle lærer. Ham, der kom efter, lever stadigvæk og er på vej mod de hundrede.
Han talte med en svag dialekt med lidt anstrøg af Enk0pingsmål.
– Lige over søen kan I se husmandsstederne, der hører under Wik, og man kan næsten se spirene fra slottet herfra.
– Det er smukt, sagde Norrman.
De tre mænd stod sådan et øjeblik. Norrman tændte en cigaret og havde det godt med at være politimand.
– Så I er ude og jage, brød manden tavsheden.
– Nemlig, vi jager en bil, som vi tror, kan findes her på egnen.
– Hvad med føreren?
– Jo, det er nok ham, der er mest interessant, sagde Norrman med et smil.
Efter lidt diskussion frem og tilbage på kirkegården gik de rundt om kirken og kommenterede dens spåntag. Derefter tog de plads i Sier-raen og startede deres odyssé i det tilsyneladende velnærede, nordsvenske sogn.
– Jaa, vi har også meget skidt her, sagde Wilhelm Magnusson.
– Vi har for eksempel en bande narkomaner, der bor i en gammel rønne. De laver ballade, kører vildt som biltyve gennem byen og råber og skriger sommetider, så man er lige ved at tro, at der nogen, der er døden nær.
– Bor de her stadigvæk?
– Ja da, den slags slipper man ikke så let af med. Der er to, men så har de jo gæster. Også et kvindemenneske.
Magnusson pegede pludselig hen mod en gruppe huse.
– Her havde vi et mord, det er ikke så længe siden.
Norrman kastede et hurtigt blik på den gamle for at se, om han lavede sjov, men han så helt alvorlig ud.
– Her boede den gamle skolelærer, i den lille, gule rønne, sagde han og pegede.
– Mord, siger du?
– Ja, derhenne, sagde han og pegede mod den næste gård. Der var masser af folk. De stoppede mig, da jeg kom med traktoren, altså politiet, men journalisterne kom i helikopter og til fods.
– Hvornår var det?
– ’64.
– Jaså, hvad skete der?
– Der var en, der slog en bankfunktionær ihjel og futtede ham af i kakkelovnen. Politiet troede først ikke på det, men de prøvede at sætte ild til en gris, og den brændte op.
– Det kan jeg godt huske, sagde Berglund fra bagsædet og lænede sig frem.
– Han sad vist inde i syv år. Han opførte sig godt og kom ud. Det var her, sagde den gamle oplivet og pegede hen mod en pragtfuld bygning oppe på en høj.
De kørte tilbage mod Giresta. Magnusson udpegede gårde og husmandssteder, fortalte, hvem der boede i husene. Han var som en levende opslagsbog. De kørte videre mod Bålsta og passerede Bäl-sunda.
– Her går grænsen for vores LRF-afdeling, dér ved grøften.
Berglund smilede på bagsædet.
De fortsatte lidt, men vendte om ved afkørselsvejen mod Biskops-Arnö, kørte tilbage og drejede mod Kulla.
De kørte rundt på småvejene en time. Berglund havde tit svært ved at følge med på kortet. De så ingen rød Volvo. Næsten heller ingen mennesker.
Deres guide snakkede løs, blev mere og mere snaksalig.
– Jeg kan tale med nogle folk her på egnen, sagde han, – få udspredt, at I er interesseret i en ny, rød Volvo. Efter nogle dage er sognet her gennemtrevlet.
– Det lyder godt, sagde Norrman. – Hvis du vil gøre det, er det fint.
– Ikke noget at snakke om!
De skiltes ved kirken. Manden gik ind på kirkegården igen. Norr-man og Berglund blev siddende lidt i bilen. Norrman røg en cigaret med vinduet åbent.
– Fin fyr, sagde han og så efter den gamle, hvis ryg forsvandt om bag kirken. – Nu står han dernede igen og ser ud over søen.
– Det, han sagde om en bande narkomaner, der boede her, skal vi følge det op?
– Vi spørger lige ‘narkoen’, sagde Berglund.