PRESSEKONFERENCEN BLEV PRÆCIS SÅ KATOTISK, som Ottosson havde frygtet. Journalister fra alle tænkelige medier var samlet. Presset blev så stort, at de var nødt til at tage den store mødesal i brug.
Tv-kameraer fra alle fire kanaler var på stedet, ligesom journalister fra de store aviser, lokalpressen og nyhedsbureauer. Desuden nogle freelancere.
Han så ud over forsamlingen, blændet af de opstillede projektører. Der var hele tiden kamerablitz, der lynede, og den summende uro tog til.
Ved siden af ham sad Liselotte Rask, som normalt tog sig af mediekontakterne. Hun så træt ud. Selvfølgelig, tænkte Ottosson, efter fem dages intensiv krigsførelse i telefon og til møder. Hun sad med på kommandobroen, og det var sjældent, hun ikke sad ved sit bord.
De ventede på Aronsson, chefen for kriminalafdelingen. Statsadvokaten havde afslået at medvirke. Ottosson strøg med en træt bevægelse hånden over panden, og sekunder senere strøg han håret tilbage. Jeg burde være blevet klippet, tænkte han, men nu var der næsten ikke engang tid til at barbere sig om morgenen.
Liselotte Rask studerede sine egne notater, tilsyneladende uberørt af opstandelsen omkring hende. Så kunne man ane en bevægelse bagerst i salen. Det var Aronsson, der pløjede sig frem. Han indtog den tredje stol, slog en kæmpestor mappe op og trak mikrofonen hen til sig, men faldt til ro, lænede sig tilbage og nikkede til Liselotte.
– Velkommen, sagde hun. – Mit navn er Liselotte Rask, til højre for mig sidder kommissær Aronsson, chef for kriminalafdelingen, og på min venstre side sidder kommissær Ottosson, chef for drabsafdelingen.
Hun gjorde et kort ophold, inden hun gik videre. Det var som en iscenesat pause, og effekten blev fuldkommen tavshed i salen.
– For tre dage siden blev der begået et dobbeltmord, og nu er der sket endnu et mord. Det ved I. Vi arbejder med alle de ressourcer, vi har, for at få dem opklaret. Det behøver jeg vel ikke gøre opmærksom på. Kommissær Aronsson vil give et overblik over, hvad der er sket, og kommissær Ottosson vil komme ind på efterforskningens nuværende situation. Bagefter bliver der tid til spørgsmål.
Chefen for kriminalafdelingen, hvis hud så sygeligt bleg ud i det skarpe lys, indledte med en ordrig beretning om de seneste dages begivenheder. Alt sammen gamle nyheder. Efter ti minutter begyndte pressefolkene at blive urolige. Aronsson talte løs. Liselotte så på ham fra siden. Han talte frit uden manus, og hun måtte beundre hans evne til at holde historien sammen, selv om hun syntes, han var for omstændelig.
Det var snart Ottossons tur, han samlede sine papirer sammen, så ud over salen med et vurderende blik, som om der var nogen hjælp at få. Han stirrede ud over en ulveflok, sådan så han det, parate til at kaste sig over ham. Hvem som helst kan vel give dem en oversigt, tænkte han, det er mig, der bliver grillet.
Aronsson tav brat, drejede hovedet og så på Liselotte, som igen vendte sig mod drabschefen.
– Min kollega Rask talte om ressourcer, og vi har besluttet ikke at koble rigskriminalen til, så alt det opklaringsmæssige ansvar hviler på Uppsalapolitiet, indledte Ottosson. – Beslutningen kan tages op igen, men det er ikke aktuelt lige nu.
– Hvorfor det? var der én, der råbte i salen.
Ottosson tabte tråden.
– Det er ikke nødvendigt i øjeblikket, gentog han og rykkede med en hastig bevægelse nærmere mikrofonen, samtidig med at han hævede stemmen. Hans ord rungede ud over de forsamlede, og det virkede, som om han mere voldsomt end tilsigtet afviste hjælpen fra Stockholm.
Han fortsatte med at fortælle, at de ikke havde nogen mistænkt, at der ikke var nogen anholdelser lige om hjørnet, men at de med stor sandsynlighed kunne fastslå, at det var den samme gerningsmand, at det var en mand med et svensk udseende, som formentlig boede i Uppsala eller omegn.
– På det punkt er vi sikre, fordi der er en ting, som knytter de tre ofre sammen, fortsatte han, og opmærksomheden blev omgående skærpet.
– Vil I være venlige ikke at fotografere, mens jeg taler, sagde han og vendte sig mod horden af fotografer lige neden for podiet.
– Vi har diskuteret, om vi gør det rigtige ved at gå ud til pressen med det her, men efter vores vurdering kan informationerne redde liv.
Han er virkelig en iscenesætter, tænkte Liselotte Rask og skævede til Ottosson.
– Gerningsmanden har flere gange inden mordene sendt de samme forsendelser til ofrene. Det er gule, forede kuverter af den almindelige slags, som man kan købe på posthusene. Indholdet har været makabert, nemlig ekskrementer, muligvis fra et dyr, muligvis menneskelige.
– Pattedyret mennesket, var der en, der sagde på første række.
Ottosson strøg sig over skægget og holdt en gul kuvert op. De blitz, som denne handling udløste, blændede et øjeblik de tre politifolk. Støjen fra kameraerne mindede Liselotte Rask om lyden fra afdelingen på den tekstilfabrik, hvor hendes mor havde arbejdet i tredive år.
Den bølge af opstandelse, som Ottossons fremvisning af en enkelt gul kuvert rejste, forårsagede et voldsomt røre i journalisternes midte og blev slynget op mod podiet. Liselotte Rask mærkede først suset, og derefter kom lydbølgen.
Endelig fik de noget at sætte tænderne i, tænkte Ottosson træt. Han havde de senere dage haft denne kuvert foran sig, havde åbnet den ved at trykke på de hårde kanter og forestillet sig, hvordan morderen foroverbøjet havde fyldt dens indre med lort. Eller hvordan havde han gjort det? Ottosson havde ikke kunnet lade være med at tænke på teknikken. Havde han skidt på en avis først og bagefter lempet det ned i kuverten? Havde han pakket lorten ind i en plasticpose først for at undgå, at den blev presset ud eller lugtede for meget? Ottosson hældede til plasticposeteorien.
Spørgsmålene haglede ned, selv om han havde meget mere at sige i sin planlagte indledning. Han så spekulativt på Liselotte, som hviskende opfordrede ham til at slippe ulvene løs.
– Hold kuverten op igen, var der nogen, der skreg, og han adlød.
En ny eksplosion af blitzlys fulgte, men så faldt der pludselig ro over forsamlingen.
– Vi opfordrer dem, der eventuelt har modtaget sådan en forsendelse, til straks at kontakte politiet. Vi har to gennemgående numre, I kan se dem på skiltet bag os ved indgangen.
Han pegede med hele hånden, som om nogen havde kunnet undgå at se, hvor han gik ind i salen.
– Vi mener i dag, at mordene er blevet begået af en enlig gerningsmand med adgang til bil, fortsatte Ottosson. – Ved de første mord blev der anvendt en stjålen bil, og vi kan ikke udelukke, at den bil stadig kan være aktuel. Det er en rød Volvo, årets model. Våbnet er en revolver med ammunition af kaliber 0.45. Fabrikat ukendt. Vi formoder, at morderen opholder sig i Uppsala eller omegn.
Chefen for drabsafdelingen fortsatte med at fortælle de detaljer, de kunne gå ud med. Han fik det til at lyde, som om de havde flere facts, end de rent faktisk havde.
Da han tav, tog Rask ordet igen.
– Spørgsmål? sagde hun og puffede i det samme til Ottosson med knæet under bordet som tegn på, at han havde klaret fremlægningen godt.
– Hvem leder undersøgelsen? råbte en journalist fra Upsala Nya.
– Det gør kriminalinspektør Ann Lindell, sagde Ottosson, men fortrød det straks.
– Er det den inspektør, der ledte undersøgelsen af Enrico-mordet?
Spørgsmålet kom fra en af Expressens medarbejdere.
– Det er korrekt.
– Har I en idé om motiverne?
– Vi har vores hypoteser, sagde Ottosson, – men vi vil ikke komme nærmere ind på dem.
– Er der nogle personer, som I i dag har sat under beskyttelse?
– Ingen kommentarer.
– Var nogen af de myrdede politisk aktive?
– Nej, det tror vi ikke.
– Tror?
– Der er intet, der tyder på, der er politiske motiver bag mordene, brød Aronsson ind.
– Kan den kendsgerning, at en af de myrdede havde en stor skattegæld hos fogedretten, have medvirket til, at han blev myrdet?
Spørgsmålet kom fra en yngre mand langt tilbage i salen. Han havde rejst sig op og viftede med sin kuglepen.
– Vi kortlægger selvfølgelig ofrenes baggrunde, sagde Ottosson kort og vendte sig mod en journalist, som han genkendte fra fjernsynet.
– Har den omdiskuterede omlægning af politiet i Uppsala haft en skadelig indflydelse på opklaringen?
De snakker, ligesom vi gør, tænkte Liselotte Rask.
– Absolut ikke, hævdede Aronsson. – Vi står godt rustede, tilføjede han.
– Hvis ressourcerne nu er så knappe i Uppsala med mandskabsmangel og masseopsigelser fra politifolk, der søger andre steder hen, hvorfor vil I så ikke have assistance fra rigskriminalen?
– For det første er der ingen masseopsigelser, og for det andet så er det aldrig et mål i sig selv at koble rigskriminalen til. Vi vurderer det således, at vi i situationen lige her og nu ikke behøver at benytte os af deres hjælp.
Pressekonferencen fortsatte tyve minutter mere, hvor Ottosson mistede stadig mere væske, og Aronsson blev stadig mere træt. Den informationsansvarlige rundede af med at gentage de gennemgående numre til tips. Samtidig begyndte journalisterne at søge mod udgangen. Aronsson sukkede tungt i mikrofonen.
Da lokalet var ved at blive tomt, tog han mobiltelefonen og tastede Lindells gennemgående nummer.
– Ja, sagde Lindell kort.
– Vidste du, at Toiwo Hirmanen havde en skattegæld hos fogedretten?
– Næh, sagde Lindell overrasket. – Ingen anelse! Der var ikke et eneste dokument om det, men jeg er overbevist om, at Haver har fod på det. Han har jo tjekket Hirmanens job og alt det.
– Underligt at få arbejde på et regnskabskontor, når man selv bliver jagtet af fogedretten, synes du ikke? sagde Aronsson.
– Nej, egentlig ikke, sagde Lindell.
De afsluttede samtalen. Lindell havde parkeret bilen ved Savoy på Ringgatan og gik med lange skridt hen ad Kyrkogårdsgatan mod syd. Målet var Adapt-butikken på hjørnet af Skt. Johannesgatan for at tjekke den kvittering, der var blevet fundet ved Migo.
Hun kunne have taget bilen, men følte stor trang til en gåtur. Hun trængte også til at se folk omkring sig, at høre almindelige menneskers stemmer, være en del af livet, selv om det indebar, at hun stæsede af sted på fortovene og hele tiden havde den tredobbelte morder i tankerne.
Der var trangt i den lille butik. Der stod en ung fyr bag disken. En kvinde på hendes egen alder bladrede i en masse kuverter for at vælge et nummer til sit nye abonnement.
– Jeg vil ikke have noget syvtal med, sagde hun bestemt. – Har du flere alternativer?
– Vi har nogle flere, sagde ekspedienten, bøjede sig ned og tog en stak kuverter mere.
Han så på ingen måde besværet ud, snarere hærdet. Lindell knappede jakken op og stillede sig hen for at stirre på en beskrivelse af en fax. Hun læste om alle de funktioner, den havde, men uden at opfatte et eneste ord.
Kvinden valgte til sidst et nummer og fik sin telefon i en lille æske. Ann gik hen til disken.
– Hej, Ann Lindell fra kriminalpolitiet, sagde hun lavmælt og lagde diskret sit ID-kort frem. – Har du tid et par minutter?
Kvinden uden et syvtal i nummeret flyttede sig, så mistænksomt på ekspedienten, lagde æsken i tasken.
– Ja, sagde ekspedienten lidt tøvende. – Hvad drejer det sig om?
– Jeg har bare brug for lidt oplysninger.
Hun forklarede, at hun havde en kvittering fra butikken og gerne ville høre, om han kunne sige noget om, hvordan butikkens rutiner så ud.
– Hvad står der på kvitteringen?
– Det drejer sig om køb af et taletidskort.
– Jaså.
– Kan du ud fra kvitteringen se, hvem kunden er?
– Hvis det bare drejer sig om taletidskort, kan det ikke lade sig gøre.
Ann Lindell tog en kopi af kvitteringen frem. Ekspedienten studerede den nøje.
– Den er fra forrige uge, sagde han.
– Er det dig, der hedder Peter Karlsson?
Den unge mand nikkede.
– Ja, det var mig, der solgte kortet.
– Kan du huske, hvem kunden var?
– Det er umuligt. Der kommer så mange mennesker her.
– Det er en uge siden, sagde Lindell. – Har du haft en kunde, som du har lagt særligt mærke til.
Ekspedienten kiggede på kvitteringen og spekulerede. Lindell sagde ikke noget. Der kom en ny kunde ind, åbenbart en bekendt, for Peter Karlsson nikkede genkendende.
– Hvordan skulle han se ud? For det er vel en han?
– Ja, det er en han. Har du haft en kunde, som skilte sig ud fra mængden?
– Det ved jeg ikke, sagde han nølende. – Der var en, men jeg ved ikke. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår det var.
Han kiggede igen på kvitteringen.
– Hvad særligt var der ved ham?
– Der kom en mand ind, der så lidt, ja, hvad skal jeg sige, han så lidt hærget ud, hvis man kan sige det sådan.
– Alder?
– Svært at sige. Mellem femogtredive og fyrre.
– Hvad havde han på?
Lindel kunne mærke spændingen stige. Hun så, hvordan ekspedienten gjorde alt for at huske det.
– Jeg tror, han havde en kort jakke på. I hvert fald frøs han. Der var nogle kunder, som kom før ham, og jeg kan huske, hvordan fyren stod og skuttede sig.
– Hvor stod han?
Ekspedienten pegede hen mod et glasskab, som indeholdt mobiltelefoner.
– Han stod dér med ryggen til. Nu kan jeg huske, at det var en sort jakke.
– Hvilket materiale?
– Skind, mener jeg.
– Når du siger hærget, hvad mener du så?
– Det var måske det, at han så forfrossen ud. Men jeg ved ikke, om det er hans kvittering!
– Prøv at beskrive ham.
– Lidt højere end mig. 1.77, ret almindelig.
– Indvandrer?
– Nej, svensker! Måske sådan lidt fordrukken, men jeg ved det ikke.
Lindell kunne se, at den unge ekspedient følte sig på glatis.
– Hårfarve?
– Det kan jeg ikke huske. I hvert fald ikke langt hår.
– Sagde han noget?
– Ja, han sagde vist nok noget om, at han ville have et taletidskort.
– Betalte han kontant?
– I så fald står det på kvitteringen.
Lindell kiggede på den lille seddel i sin hånd. Den var stemplet den 3. december, klokken 11.03.
– Kan du huske, hvornår den mand var her?
Ekspedienten rystede på hovedet.
– Måske for et par uger, måske en måned siden. Jeg ved det ikke rigtigt. Der kommer mange kunder i butikken.
Lindell tog kvitteringen.
– Omkring 1.80 høj, cirka fyrre år, lidt hærget, muligvis med alkoholproblemer, iført en sort skindjakke, forfrossen, korthåret, er det sådan, du vil sammenfatte det hele?
Ekspedienten nikkede.
– Så du om han kørte i bil herfra?
– Nej, der kom nye kunder, og han gik vel bare.
– Du skal have tak, sagde Lindell, – og kommer du i tanke om mere, så ring til mig på det her nummer. Du har vel telefon?
– Med to syvtaller i nummeret, sagde han og smilede.
Lindell forlod oprørt butikken. “Vi fanger dig,” mumlede hun stille for sig selv. Hun var overbevist om, at det var morderen, som havde købt taletidskortet, selv om hun godt var klar over, at sammenkoblingen var svag. Det var måske bare ønsketænkning. Men hun var klar over betydningen af ekspedientens oplysninger. Hvis de fandt ham, ville Adapt-ekspedienten med stor sandsynlighed kunne udpege manden ved en konfrontation. Så ville han kunne sættes i forbindelse med Migo. Hun sendte Haver en taknemlig tanke, fordi han så energisk havde støvsuget området bag indkøbscenteret.
Hun gik hen til bilen igen. Det var vel en gåtur på i hvert fald en kilometer, hun tænkte slet ikke på afstanden, hun havde fart på, mens hun vurderede mandens oplysninger. Det, som var lidt mærkeligt, var, at der ikke havde været nogen fingeraftryk på kvitteringen. Hun ville bede teknikerne om at kigge på den igen.
‘Savoy’ skiltede med fastelavnsboller, selv om der var ti dage til jul.
– Verden er af lave, sagde hun til pigen der stod bag disken. – Jeg tager en rosinbolle som sædvanligt.
Hun satte sig i det ene hjørne. Ved det runde bord, hvor hun plejede at sidde, huserede en gruppe mindreårige børn sammen med deres dagplejemor. I et hjørne sad et postbud og et par arbejds-klædte, yngre mænd. Lokalet mindede om et konditori i Ödeshög, hvor hun havde tilbragt adskillige timer som teenager. Den gammeldags indretning, blandingen af forskellige slags kunder og synet af det fristende bagværk, gjorde det så hjemligt og hyggeligt.
Hun satte tænderne i bollen og kom til at tænke på Fredriksson. Sidst hun var her, havde han været med.
Telefonen ringede. Hun hev den irriteret op af skuldertasken. Det var en journalist fra Aftonbladet, som ville vide, hvordan det føltes at jage en seriemorder. Lindell slukkede straks for den, og så var den relativt fredelige tid på konditoriet forbi.
Klokken var syv, og konditoriet lukkede. Lindell kørte hjemad efter at have ringet til Haver. Teknikerne havde afleveret en tyk rapport om villaen i Norby og en foreløbig en om Veronica Malméns lejlighed.
Alle de forskellige oplysninger, de mange vidneudsagn, tipsene, memoerne, iagttagelser fra den udendørs efterforskning, alt det, som nu hobede sig op, skulle renskrives, sammenfattes og sættes ind i en sammenhæng. Hun måtte have mere tid!
Og hun måtte ringe hjem til Ödeshög og give besked, om hun og Edvard kom til jul eller ej.
Telefonen summede igen. En ny journalist, og nu slukkede hun ikke, men svarede tålmodigt på spørgsmålene. Det, journalisten først og fremmest hæftede sig ved, var brevene med lort.
Hun nåede næsten kun lige at afslutte samtalen, før den emsige lyd hørtes igen. Lindell valgte ikke at tage den.
Vel hjemme sank hun sammen i sofaen, tændte for fjernsynet med fjernbetjeningen, men slukkede det omgående. Hun kunne ikke rumme mere information. Telefonen ringede igen, og hun for op med en hurtig bevægelse. Den, der ringede, lagde på i samme øjeblik, hun tog røret op til øret.
Som altid følte hun sig snydt, når hun ikke fik kontakt. Det uafsluttede irriterede hende. Hvem og hvorfor? var spørgsmål, hun altid måtte have svar på. Nu stod hun med en død telefon i hånden. Hun smed røret på for så med en lynhurtig reaktion at hindre telefonen i at falde på gulvet. Kunne det have været Edvard? Nej, han plejede at ringe længe. Også kollegerne. Ödeshög, garanteret mor, vedtog Ann.
Sådan ligger landet: Edvard, jobbet og mor.
Hun gik ud i køkkenet, åbnede køleskabsdøren og fandt et stykke ost, lidt grønsager og fra spisekammeret en åbnet flaske rødvin. Hun holdt den op for at betragte indholdet: to glas.