HAN VÅGNEDE MED EN VOLDSOM HOVEDPINE, vaklede op og gik ud på toilettet, satte sig på det kolde sæde i fem minutter, lod den kolde hane løbe og skyllede ansigtet. Da tømmermændene og køligheden fik ham til at ryste, tog han en varm trøje på, en af Lundmarks gamle, som han havde fået, da den gamle havde opdaget, hvor lidt varmt tøj han havde.
Han var blevet siddende i havestolen længe efter, at Lundmark havde slukket lyset. Den gamle var kommet til syne i vinduet, lige inden det blev mørkt. Måske havde Lundmark set ham i udebelysningens skær?
Han følte sig som en saltet sild, hvor løgsovsen lå og skvulpede i hans indre. Han ville aldrig mere spise sild! I køleskabet var der én øl tilbage, og den åbnede han. Han blev stående ved køkkenbordet og lagde kinden mod køleskabets kolde overflade.
– Min Chris, sagde han lavmælt.
Tankerne om drengen kom hurtigt igen. Måske var det noget, han havde drømt under sin urolige søvn, som nu trængte sig på? Lige så uventet og hurtigt kom tårerne. Han kæmpede imod, men det var, som om al den opsparede sorg og ensomhed fik den sidste af dæmningerne til at briste. Han kæmpede imod for ikke at falde dybere, blive knust og ude af stand til at fuldføre sin plan.
Han havde set, hvordan folk var brudt sammen, var blevet tossede, forsumpet i fortvivlelse og hysteri, men han havde altid gjort modstand. Han var stukket af, havde søgt nyt selskab, nye narkohuler. Han huskede især en kvinde, han havde levet sammen med i nogle måneder. Hun havde mistet sin søn ved en ulykke. Drengen, ni år gammel, var cyklet lige ud foran en bil og var blevet dræbt på stedet. Selvfølgelig havde han forstået hendes sorg, men havde ikke kunnet klare hendes tårer. Den dag, drengen ville være fyldt femten, havde hun overtalt ham til, at de sammen skulle tage ned til kirkegården et sted på Norrköpingegnen. Hun havde grædt uafbrudt på vejen hjem. En uge senere var hun stadig ædru og græd hver dag. Så havde han forladt hende.
Han havde ikke tænkt på det siden dengang, men nu dukkede hun op i hans tanker. Han vidste ikke, om det var afholdenheden eller gråden, der havde skræmt ham mest. Nu græd han selv.
Øldåsen blev mast sammen i hånden, øllet flød over og løb ned på gulvet. Kroppen føltes som en ussel skal omkring et endnu mere usselt indre. Det var følelsen fra narkohulerne og de tilfældige logier. Han satte sig på køkkenbænken. Uden at han tænkte over det, gyngede overkroppen stille frem og tilbage. Han drak nogle slurke af den deforme dåse.
Tankerne om Eva kom igen. Det forvirrede ham, for han havde været så overbevist om, at han var færdig med hende, havde visket hendes overgearede skikkelse ud af sit liv. Hun, som havde fumlet rundt med Chris efter alle løfterne om at tage sig sammen. Men han var ikke bedre selv, en junkie og småtyv. Hvor mange gange havde han ikke lovet og forsikret Mari, socialfolkene, forstanderen på behandlingshjemmet, ja, selv den uforstående Chris? Bedyret, at nu var det slut med det gamle liv. Nu skulle det nye begynde, det virkelige liv.
Inderst inde kunne han ikke fordømme hende. Hun og han var som tvillinger i deres forbandede liv. Hvor var hun? Han vidste, hvor han kunne begynde at lede, men var i tvivl. Selvfølgelig ville han have hende. Hun ville forstå. Hende kunne han fortælle alt.
Han tog en slurk til. På bordet foran ham lå et gammelt brød i en pose. Han trak det ud, brækkede et stykke af og huggede det tavst i sig.
Hun ville varme ham. Hun ville uden at stille spørgsmål krybe ned under hans beskidte dyne og holde om hans rystende krop. Hun ville bolle med ham, stille sig på alle fire som en hund og ophidse ham, le. De ville drikke sig fra sans og samling, smadre porcelæn og vælte møbler i deres rullen rundt for at nå hinanden. Til sidst skulle de sove sammen, tæt sammenslyngede skulle de sove, grimme med åbne munde og blege lemmer.
Ikke noget ønskværdigt liv, og hvad så, for fanden! Hvad havde han nu? Hans gode forsætter var ved at falde fra hinanden. Selv hans plan føltes mindre væsentlig. To styks, plus en i bonus, men det virkede ikke helt så magtpåliggende længere. Var det pigens øjne, hendes fægtende arme?
Han drak det sidste øl og følte sig lidt bedre tilpas. Bare nu ikke Lundmark kom forbi! Det ville han ikke kunne klare. Han tændte en cigaret og så, hvordan den grå røg aftegnede sig som spiraler mod det lige så grå lys fra vinduet. Han sad helt stille i nogle minutter, røg en cigaret mere og tænkte på Chris, på Eva og på søsteren Mari, som han burde ringe til. Spekulationerne, forplumrede af tømmermænd og en følelse af at alt var ved at styrte sammen over ham, hensatte ham i en trykkende, tung sindsstemning. Rummet blev mindre, hans krop blev presset sammen. Han kendte kun én kur mod det, og den fandtes hos Charlie i Ropsten.
Livet fremtrådte præcist så meningsløst og tomt, som han havde frygtet. Det gode forsæt fra sommeren og efteråret havde vendt sig til det modsatte. Han så sig om i køkkenet. Hans fattige ejendele gav et blegt skær af et smadret liv.
Nu fremstod hans liv som de sidste år i skolen, hans rasen frem og tilbage i skolegården. Det rasede frem og tilbage i kroppen, vildt rasende med hurtige vendinger. Underlaget af grus, tørt, småkornet grus, ikke engang en sten at tage op, som hånden kunne føle på, lege med, kaste, kun en tør, støvet overflade. Sådan følte han sig indeni. Som en øde skolegård, en parodi på det virkelige liv.
Men det her kunne han ikke skulke fra! Den forbandede Eva, som flippede ud. Hvis hun havde klaret sig nogle måneder mere så ville han være nået frem. Så ville Chris have været her. Eva flygtede gang på gang, og alligevel, hvor havde hun været smuk og glad. Også klog, på en måde utrolig klog, men så usikker på livet, så troløs. Ivrig efter at gøre en tilpas, opsat på at blive elsket. Hendes kusse havde altid taget imod hvem som helst, der smigrede hende på grund af hendes øjne, hår, smilet, det gamle smil. Nu så hun mere og mere oppustet ud og falbød sin hærgede krop for et skud eller nogle piller. Hvor mange aborter havde hun ikke haft? Sommetider havde han måske været faderen, det var ikke til at vide? Den eneste udenlandsrejse, hun havde været på, ud over til København, var gået til Grækenland, og hun var kommet tilbage med et halssmykke, hvor der lå en mørk hårlok bag et lille sølvlåg. Og selvfølgelig var hun gravid. Hun havde bare grinet. Den satans luder! Men hvor havde han dog elsket hende!
Han rejste sig på rystende ben, gik hen til køkkenbordet og hentede en gul, foret kuvert. Han fik fat i en blyantstump, skrev med blokbogstaver navn og adresse og gik derefter ud på toilettet.
Han syntes, at der lugtede af saltede sild i hele bilen og skævede til kuverten på gulvet. Han kørte ud på E18 ved Bålsta og drejede af mod Stockholm. Hans kuldskærhed var gået over i rystelser, som af og til gennemstrømmede hans krop som kuldegysninger. Han trængte til noget stærkt, hvis han skulle klare den, men vidste samtidig, at det ville være en kortsigtet løsning. Hvis han opsøgte Charlie nu, så måtte han blive der, sikkert tre-fire døgn, muligvis en uge.
Nej, hen til den nærmeste gule postkasse for at slippe af med den stinkende pakke. Så til bolaget og hjem. Måske skulle han købe en cognac til Lundmark som julegave? Et skidedyrt mærke, som den gamle aldrig før havde set.
Bilen rystede, det peb fra den utætte bildør, trafikken ind mod byen var intens, og han kørte for stærkt. Pakken, som han ustandselig skævede til, fik adrenalinet til at suse i kroppen. Det gjorde ham godt at køre stærkt, at lægge sig på grænsen af, hvad bilen og hvad han selv formåede. Han overhalede de fleste, kastede bilen ind mellem kørebanerne og kom nærmere og nærmere hovedstaden.
Ved Solvalla faldt han til ro, pludselig bevidst om risicierne. Der kunne dukke en strisser op. Ved rødt lys blev han holdende ved siden af en amerikansk varevogn. Føreren var en ung kvinde. Han så på hende, og hun på ham, men kun et kort øjeblik, inden hun hurtigt stirrede lige frem. Han blev ved med at betragte hende, og han vidste, at hun kunne mærke hans blikke. Hun var smuk, ikke ligesom Eva, men mere liljehvid, forfinet, smuk, en pige, som han aldrig kunne få, ikke engang kunne tale med, men han ville have hende! Det urealistiske i hans ønske fik ham til at le højt. Hun drejede hovedet, så hans grin, kørte til og efterlod ham flere kilometer bag sig.
– Narrefisse, mumlede han.
Efter at have postet den gule kuvert og kørt planløst rundt i Stockholm et par timer, satte han kursen mod Norrtull og kørte ind på en tankstation. Han tankede op og blev siddende i bilen. Billedet af kvinden i bilen ved det røde lys vendte hele tiden tilbage og forøgede hans uro.
Han kørte et stykke væk, steg ud og stillede sig op for at pisse op ad et plankeværk. En bus med unge mennesker kom duvende ind på benzintanken, og de nysgerrige passagerers ansigter lyste i ruderne. Ja, glo I bare, tænkte han, snart står I selv op mod plankeværket. De halvfjerds kilometer til Uppsala afviklede han på fyrre minutter og kom lige til eftermiddagens myldretid. De mange røde lys og de evindelige stop fik ham til at bande, og han svingede af på Vaksalagatan ind mod centrum. Husene står der sgu endnu, tænkte han, det ser så uforandret ud. Han kørte forbi Kvarngärdet ikke langt fra Veronica Malméns bopæl. Skulle han tage derhen og tjekke?
Bilradioen spillede en gammel favorit, en Sex Pistols-plade, og han blev straks i bedre humør. Han drejede ind mod politistationen. Stadig med punkpladen hamrende i øret parkerede han bilen ved fortovskanten og kiggede på de mennesker, der hastede forbi.
Var der lidt triumf i hans følelser? At han stadig var på fri fod, og at strisserne jagede en skygge, at han lagde beslag på så mange mange i en forgæves jagt? Han ville aldrig lade sig fange, aldrig! Han kunne se indgangen og den hæslige facade fra en overordnet position. De, der gik ind og ud, politifolk og andre, var fangerne, han var fri. Han tændte en cigaret og iagttog menneskene. Det var, som om rollerne var byttet om, han efterforskede strisserne og ikke omvendt.
Pludselig fik han øje på en strisser, som han genkendte. Han krøb ubevidst sammen og gjorde sig mindre, skoddede og så sig uroligt omkring, gjorde sig klar til at starte bilen. Nej, jeg er en fri mand, tænkte han, og rankede ryggen.
Han havde aldrig været i nærmere kontakt med hende, men set hendes billede på spisesedlerne ved tankstationen. Hun var yngre, end han havde troet. En pæn skikkelse. Det begyndte at klø i arrene på brystet. Det gjorde det altid, når han blev ophidset.
Hun stod uden for indgangen og diskuterede med et par andre, som også var politifolk, gik han ud fra. To mænd, hvoraf den ene virkede bekendt. Helt sikkert en kriminalmand.
De tre politifolk var fordybet i en livlig diskussion. Nu kunne han huske det: Sammy Nilsson hed han! gestikulerede med den ene hånd. Nilsson havde engang forhørt ham i en mishandlingssag. Han havde vidst, hvem den skyldige var, men havde ikke sladret. Det havde virkelig ophidset kriminaleren.
Hvad skulle han gøre? Vente og håbe på, at de ikke gik i hans retning? Nilsson ville garanteret genkende ham. Hvis de kom nærmere, og han prøvede at gøre sig usynlig, så ville de garanteret opdage ham, give sig til at spekulere, måske spørge, hvad han lavede uden for politistationen. Det kunne måske klares med en nødløgn, men det var ikke smart. Han ville have initiativet. Strisserne var ikke dumme, lige nu var de på vagt og ville slå til med det samme.
Den kvindelige politibetjent snakkede ivrigt. Tænk, hvis han kunne aflæse hendes læber? Som på et givet signal brød de op, men gik heldigvis den modsatte vej. Han trak vejret lettet og mærkede først nu, hvor voldsomt han svedte. Det kløede på brystet.
Han så de tre forsvinde, og i takt med, at deres rygge blev mindre og mindre, gik skrækken over i raseri. Han stirrede efter dem og kom i tanke om det brev, han havde sendt tidligere på dagen.
Det begyndte at blive mørkt, og den gående trafik tiltog. Menneskene på fortovene, på vej til deres biler eller træt vadende langs facaderne, slæbende på indkøbsposer, tilhørte en anden slægt end ham selv. Det var den følelse, han fik, som om han ikke havde del i denne menneskelighed, der gik omkring, handlede, planlagde, kom hjem til lejligheder og lavede mad og tænkte på, hvad fjernsynet havde at byde på, var sammen med deres børn og puttede dem i seng.
Følelsen af fremmedhed blev forstærket af, at en gruppe arbejds-klædte mænd i grønne overalls med et gult bånd over brystet, en med en skovl i hånden, nogle med hjelme, kom hen imod ham. De gik bare helt naturligt, selvfølgeligt, på vej fra arbejdet til et arbejds-skur for at skifte tøj. De lignede et hold i klubdragter, idrætsmænd, som marcherede ud af stadion efter en vellykket indsats.
Resten af eftermiddagen tilbragte han i centrum. Julehandelen var i fuld gang, og gågaden var sort af folk. Han så nogle han kendte, en gammel klassekammerat og et par junkier, men gav sig ikke til kende.
Han drønede rundt i tøjbutikker og blev i en stille forretning stående ved dameundertøjet, stirrende på en udstillingsdukke kun iført et par g-strengstrusser og en minimal bh. Han lod blikket feje over stedet med undertøj og følte en voldsom trang til at købe et sæt af de sorte eller mørkegrønne. Han mærkede ekspedientens blik og følte forsigtigt på en af de silkeagtige trusser. Ophidselsen i kroppen pirrede ham. Ekspedienten kom nærmere, og han flygtede ud på gaden.
Frelsens Hær spillede, og opfordringen til at ‘holde gryden i kog’ fik ham til at standse op, tage tegnebogen frem og lægge en hundredkroneseddel i gryden. Soldaten, en rynket dame, som kunne være hans mormor, så på ham med et varmt blik og takkede. Hun holdt et blad frem mod ham, men han rystede på hovedet.
– God jul, sagde kvinden.
Efter at have slentret videre standsede han efter tyve meter og vendte sig om. Kvinden stod der stadig, og hornorkesteret havde taget hul på en ny frelsersang. Den vækkede noget inden i ham, som han ikke kunne sætte ord på. Et gammelt minde.
Biblioteket var åbent, og han smuttede ind for at varme sig i læsesalen, men blev urolig over stilheden, som kun blev afbrudt af raslen af papir, og gik ud igen. Han vandrede rundt i byen en time til, gik ind i nogle forretninger, tænkte på Lundmark, at han burde købe en julegave til den gamle. Det må have været år og dag siden han havde fået nogen. Selv fik han hvert år en bog af Mari. Han havde engang prøvet at læse en af dem, men havde opgivet efter ti sider.
Sulten drev ham ind på O’Connors, men da han først var derinde med tallerkenen foran sig, mistede han appetitten, tænkte på sildene og bestilte en guldøl i stedet for den mineralvand, som han først havde bedt om. Øllen gik direkte i blodet. Trætheden kom snigende, og han havde allermest lyst til at lægge sig ned på den sofa, han sad på. Som gammel misbruger var han vant til at rende rundt, jage på gaderne frem og tilbage, men dagens bytur havde taget på kræfterne.
Der kom flere og flere ind på restauranten, og den summende lyd tog til. Han studerede gæsterne ved de nærmeste borde. De var alle par eller selskaber på fire, fem stykker. Alle havde noget at sige til hinanden.
‘Jeg er en morder,’ fik han lyst til at råbe, slynge det lige ind i gæsternes fjæs.
Han tog en øl til og bad samtidig om regningen så lavmælt, at tjeneren ikke opfattede, hvad han sagde. Det var, som om stemmen ikke kunne bære. Klokken var mellem syv og otte.
Han besluttede at holde ud til otte for derefter at finde sig en kvinde.
Lundmark så ham forlade bilen på gårdspladsen foran husmandsstedet og var straks klar over, at han havde kørt spritkørsel. Det kunne han se på den måde, han forlod bilen, og på, hvordan han ravede hen til huset. “Den satans drengerøv,” mumlede han, tog en trøje og støvler på.
Han lå på køkkenbænken og kiggede klatøjet op, da Lundmark trådte ind i huset.
– Hvordan går det?
– Jeg fryser sgu sådan, lykkedes det ham at få frem og trak jakken tættere om sig.
Lundmark satte sig.
– Er du ulykkelig? sagde han.
Manden på bænken lukkede øjnene.
– Se på mig, sagde den gamle.
Lundmark stod som en skygge i stuens mørke.
– Du har brug for en pige.
Et fnys fra bænken var det eneste, der hørtes.
– En pige, som kan tage sig lidt af dig, en du kan hygge dig med. Det er ikke godt for en ung mand at gå rundt sådan her.
– Jeg har det bare elendigt.
– Det har jeg set.
– Det er værre, end du tror.
Han rettede igen blikket mod loftet.
– Jeg ved, at du har har været på stoffer, det ved alle her på egnen. Den slags spredes hurtigt. Du er jo en kendt mand i byen. Alle har kendt dig, lige siden du var dreng.
Han tav og ventede på naboen, men denne gjorde ingen tegn til at ville sige mere.
– Der er ingen, der dømmer dig, det må du være klar over. Der var lidt snak i begyndelsen, men nu er der gået et stykke tid, det er gået over, og alle glæder sig over, at du klarer dig.
Ingen reaktion, og Lundmark troede et øjeblik, at knægten var faldet i søvn.
– Forstår du, hvad jeg siger? Du ser jo ikke så tosset ud og er ung, det er klart, at du må have en dame. Kender du ingen?
Han satte sig hurtigt op, gyngede med overkroppen og gjorde en klodset bevægelse med armen mod bordet for at afværge.
– Jeg tror, jeg må i seng. Det bliver en lang dag i morgen.
– Alle dage er lige lange, sagde Lundmark. – Jeg kommer over i morgen formiddag. Fridegård har igen været været et smut forbi. Det kan du høre om i morgen.
– Ja.
– Kør nu ikke igen, når du er fuld! Du kan jo slå nogen ihjel.
– Ja.
– Tænk over det med damen.
– For helvede! Der er ingen, der vil have en gammel junkie! Kan du ikke fatte det!
Ansigtet trak sig sammen i en grimasse. Han slog hårdt med hånden i bordpladen, så et glas væltede og sendte en tyktflydende væske ud over den allerede beskidte dug.
– Du må se at komme videre, sagde Lundmark og tog et skridt ud i køkkenet. – Du er god nok.
– Jeg er en lort.
Lundmark satte sig på en køkkenstol. Han tog de kæmpestore handsker af og lagde dem på bordet, mens han betragtede sin nabo.
– Vi talte om Fridegård, kan du huske det? Han skrev en række bøger om Lars Hård, som vist i virkeligheden var Fridegård selv. Han kaldte sig i dem ‘Sognets værste mand’, han sad i fængsel og var ringeagtet her i byen. Han gik rundt på vejene her ligesom dig, ulykkelig og usikker på, hvor han hørte hjemme.
– Hvad har det med mig at gøre?
– Du er en Lars Hård. Han rejste sig og skabte sig et liv. Det kan du også gøre, men du må ikke have ondt af dig selv! Selvmedlidenhed er det værste, jeg ved.
Lundmark rejste sig og gik hen mod døren. Han lod ikke til at høre hulkene fra sofaen.
– Du skal læse Lars Hård-bøgerne, sagde han og lukkede døren efter sig.