DA LINDELL OPSUMMEREDE de sidste dages intensive arbejde, slog det hende, at de ikke var kommet én millimeter nærmere mordets opklaring. Det var måske ikke helt sandt, men sådan følte hun det. De havde tjekket alt, som havde virket interessant, og de havde naturligvis fået en del at vide og kunne udelukke en del, som de før havde brudt deres hjerner med, men alt i alt stod de langt fra en opklaring.
Da hun sad i bilen på vej til politistationen, ringede statsadvokaten. Han havde igen fremsat spørgsmålet om assistance fra Stockholm, men Lindell havde stadigvæk syntes, de skulle se tiden an.
– Det er snart jul, havde Fritzén sagt, og hun spekulerede på, hvad han mente. Var det hans egen julefred, der var i fare, eller mente han, at det måske var svært at få nogle stockholmere hertil, hvis det lå for tæt på helligdagene?
Besøget på Akademiska havde ikke givet noget afgørende. Ifølge alle på afdelingen var Veronica Malmén en vellidt arbejdskammerat. Sådan var det tit, tænkte hun, da hun svingede ud fra baggården. Ingen taler ondt om en død og da slet ikke om en myrdet. Alle gamle uoverensstemmelser, al konkurrence og al sladder bliver med ét slag glemt, og i stedet idylliseres den tidligere arbejdskammerat og fremstilles som et vidunder af samarbejdsvillighed, punktlighed og godhed.
Sådan var det også på kirurgisk. Veronica havde ganske vist kun arbejdet der et halvt år og var måske ikke kommet helt ind i arbejdsfællesskabet, havde måske heller ikke haft en chance for at gøre sig upopulær. Lindell ville vide, hvordan Veronicas nærmest helt maniske ordenssans, som så tydeligt kunne mærkes i hendes lejlighed, gav sig udslag på hendes arbejde? Var hun en strid pernittengryn? Lindell havde luftet spørgsmålet, men det var kun Cecilia Hansson, som overhovedet var kommet ind på noget af det. De andre havde alle bevidnet, at Veronica var let at samarbejde med, at hun var, som folk er flest.
Efter alles udsagn levede Veronica alene. Hun havde sjældent talt om mænd, kun én gang omtalt Kristian Castillo, men ikke kritisk.
Fredrikssons ihærdige arbejde med Kurt Manfredsson kom lidt bag på hende. Ganske vist var han den eneste, de havde stødt på i sagen, som havde et ‘K’ i navnet, men Lindell mente, at det, som indtil nu var kommet frem, ikke var meget at skrive hjem om.
Det eneste positive var nok Fredrikssons metamorfose, og hun lod ham være i fred. Og kendsgerningen var, at han mange gange før havde fået tilsyneladende uløselige knuder op. Han var nok den bedste forhørsleder på afdelingen, siden gamle Lundquist var holdt op.
Hun var så tidligt ude, at hun fik en parkeringsplads i baggården. På kommandobroen sad et halvt dusin kolleger, og Lindell vekslede et par ord med Haver, som nærmest havde bosat sig der, inden hun gik op til tredje sal og sit kontor.
Hun satte sig, trak telefonen hen til sig for at ringe til Edvard, men fortrød og slog i stedet sin notesblok op. Telefonen ringede. Det var omstillingen, som spurgte, om det var i orden at stille en samtale ind.
– Det er er i orden, bare det ikke er en journalist. Lige nu orker jeg ikke flere. Det bøvl må Liselotte tage sig af.
Hun løftede røret ved første ringetone. Det var en ung kvinde.
– Det er Matilda, sagde hun og det varede lidt, inden det gik op for Lindell, hvem det var.
– Det gør mig virkelig ondt med din søster, sagde hun.
Der blev stille i røret, og Lindell følte sig nødsaget til at fortsætte.
– Hvordan går det?
– Det er svært, sagde Matilda Malmén med en dialekt, som fik Lindell til at associere til en standup-komiker, hun havde set på fjernsynet i forrige uge.
– Er du hjemme?
– Ja, jeg kan ikke blive på ulleråker længere, så kommer jeg aldrig derfra. Min mor og far kom herop i går. De bor her.
Var det sådan, Veronica havde talt? Et lidt forsigtigt tonefald, en varm stemme og med den nordvestskånske dialekt.
– Jeg kom til at tænke på noget, sagde Matilda. – I går aftes, da jeg sad oppe og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at Veronica her i sommer beklagede sig over sit arbejde.
– På kirurgisk?
– Nej, det før. Hun arbejdede på Arbejdsformidlingen nogen tid, men hun trivedes ikke særlig godt. Hun sagde op og begyndte på sygehuset. Hun var utilfreds. Det føltes, som om hun ikke gjorde nogen nytte. Inden for sygeplejen kan man helbrede og lindre, men på formidlingen var det som at kæmpe mod vindmøller, sådan sagde hun.
– Var der noget specielt?
Lindell klikkede uafbrudt med kuglepennen, tegnede ubevidst en vindmølle.
– Veronica var et følsomt menneske. Hun tog sig nemt tingene for nær, blev ked af det. Hun blev virkelig deprimeret på formidlingen. Lige inden hun holdt op, kom jeg i tanke om, at hun havde ringet til mig et stykke tid før og sagt, at hun overvejede at sygemelde sig de sidste uger af ansættelsen.
Matildas stemme knækkede over.
– Jeg forstår, sagde Lindell og skrev videre på blokken. Og i det samme øjeblik ringede mobiltelefonen. Hun så på displayet, at det var Ottosson.
– Lige en ting til, Matilda, sagde hun, samtidig med at hun trykkede på svarknappen, – havde Monica en hest?
– Ja, sagde søsteren. – En hoppe. Jeg har sørget for pasningen. Selv kan jeg ikke, er allergisk.
– Hvor ligger stalden?
Lindell noterede navnet. Hun afsluttede samtalen og så på uret. Jeg kan godt nå ud til stalden, tænkte hun og tog mobiltelefonen.
– Vi har fået et lortebrev, sagde Ottosson.
Hun kunne høre, at han ringede fra kommandobroen.
– Her?
– Ja, det er lige kommet. Det lugter virkelig af lort.
– Jeg kommer ned!
Der var stor opstandelse. På et af bordene på kommandobroen lå der en gul kuvert. Cirka tyve personer trængtes rundt om den ildelugtende hilsen. Lindell kunne mærke stanken, så snart hun kom ind i lokalet.
Der blev gjort plads til hende, så hun kunne klemme sig ind til bordet. Haver nøs. Hans nysen kunne idenficeres på lang afstand.
– Fy for helvede, sagde Lindell spontant.
‘Krimnalpolitiet i Uppsala’, det var skrevet med blyant og med blokbogstaver. Adressen var kort og godt: ‘Salagaten, Uppsala’.
– Han har stavet forkert, sagde Ottosson og pegede på kuverten.
– Kan man se, hvor den er stemplet?
– Nej, sagde Beatrice, som var kommet samtidig med Lindell, og som granskede kuverten nærmere. – Den stinker virkelig, udbrød hun og trak sig væk.
Ryde kom ind, gik hen til bordet og studerede forsendelsen uden et ord.
– Jaså, sagde han og tog en plasticpose frem.
Stakkels mand, tænkte Lindell medfølende, han skal rode i lorten.
– Dna, hørte hun nogen sige fra kommandobroens indre. Hun vendte sig mod Ottosson.
– Hvad siger vi til det? sagde hun.
– Han kan vel ikke have hele stationen som skydeskive, så det er nok snarere en slags advarsel.
– En hilsen, sagde Beatrice. – Han gør opmærksom på sig selv, forvirrer os lidt.
Vi må ikke undervurdere ham, tænkte Lindell, og en følelse af uro kom krybende. Den nye trussel forstærkede hendes i forvejen generende anspændthed. Morderen kom nærmere, trådte frem, men stadigvæk som en skyggefigur, demonstrerede sin beslutsomhed om at gå videre. Der lå også noget provokerende hånligt over det hele.
– Det gælder om at bruge det imod ham, sagde hun stille, og Ottosson så på hende med et undersøgende blik.
– Han prøver at vise styrke, men det er også et svaghedstegn at sende et brev til os.
– Han virker sikker i sin sag, sagde Beatrice.
– Ja, han ved jo, at nu kan vi identificere hans lort, sagde Lindell.
– Hvis det da er hans lort? indskød efterforskningschefen.
– Hvor får man ellers fat i lort? sagde Beatrice.
Lindell så på Ryde, som havde puttet kuverten ned i plasticposen. Hun trak Beatrice lidt til side.
– Du, jeg har en liste med otte navne fra Hirmanens socialkontor. Vil du godt tjekke, om vi har dem i vores register?
– Selvfølgelig, sagde Beatrice.
– Den ligger på mit skrivebord. Snak lige med Fredriksson også, sig at vi har fået otte navne til. Han knokler jo med de første fem.
– Hvad mener du om ham Kurt Manfredsson? spurgte Beatrice.
– Det er svært at sige, sagde Lindell afvisende.
– Allan arbejder benhårdt på det, men han er jo ret så hemmelighedsfuld.
Lindell vidste ikke, om hun skulle opfatte Beatrices ord som kritik, og i så fald om den var rettet mod hende eller mod Fredriksson.
– Det er fint, at han klør på, sagde hun.
– Han er … begyndte Beatrice, men afbrød hurtigt sig selv.
– Hvad?
Lindell prøvede at se uanfægtet ud, men kunne mærke, hvordan hendes ansigtsmuskler spændtes.
– Ikke noget, sagde Beatrice, men hendes ubehag kunne tydeligt ses. – Vi klør på, sagde hun i et forsøg på at anslå en lettere tone.
Lindell forlod politistationen i frustration. Dels var der lortebrevet, men måske var det først og fremmest kollegaens halvkvædede vise. Hvis der var noget, som Lindell var allergisk overfor, var det uvished om, hvad det handlede om. Hun mente selv, det mest var erfaringen fra opklaringen af mordet på Enrico, men også hendes private forhold, som gjorde, at det generede hende, når ikke alt kom for en dag.
Det tog så meget energi at gætte sig til, hvad omgivelserne mente og tænkte. Jeg må snakke med Edvard, fastslog hun i bilen på vej ud af byen. Selvfølgelig om hvad de skulle gøre til jul, men først og fremmest om hvordan de skulle arrangere deres forhold bagefter og måske mange år fremover. Sådan lå landet, mange år fremover. Hun prøvede at forestille sig livet med Edvard om fem, ti, måske tyve år, men tanken var svimlende. Det blev for stort. Først julen. Hvis morderen ‘K’ var blevet fanget inden da.
Stalden, hvor Veronica havde sin hest, lå lige øst for byen, og hun var der tyve minutter senere.
Hun kørte ind på pladsen foran stalden. En ung pige kom til syne i en dør. Lindell prøvede at forestille sig den myrdede her. Var det hesten, hun gav sin kærlighed? En del unge piger vokser aldrig fra deres lidenskab, men forbliver hestepiger.
Hun steg ud og iagttog den halvåbne dør. pladsen foran stalden henlå i mørke, og det varede lidt, inden hun kunne skimte pigen i en bås. Med voldsomme bevægelser, som ikke passede med hendes spinkle krop, striglede hun en hest.
pigen og hesten vendte samtidig ansigterne mod hende.
– Hej, jeg hedder Ann og kommer fra politiet.
pigen holdt op med at arbejde, men så helt neutralt på Lindell.
– Jeg undersøger mordet på Veronica, du har sikkert læst om det i avisen.
– Det her er Veronicas hest.
– passer du den?
Pigen nikkede og strøg med hånden hen over manken. Hoppen skuttede sig lidt.
– Du kendte Veronica?
– Ja, hun lod mig ride på Minerva.
Pludselig strømmede tårerne ned over pigens kinder, og Lindell blev slået af, at det var første gang, hun så en mere åbenlys sorgreaktion fra en af dem, der havde kendt Veronica.
– I var venner, sagde Lindell og gik et skridt nærmere.
Pigen nikkede stumt.
– Skal vi sætte os et sted og snakke?
De satte sig i et lokale fyldt med sadler og seletøj. Det var en fremmed verden for Lindell, og hun så sig om.
– Sikke en flot orden I har, sagde hun.
Pigen sad med tillukket ansigt, benene tæt samlet og med hænderne hvilende på de tætsiddende ridebukser. Fra vinduet skinnede solen ind på det lyse hår, og Ann kom til at tænke på et italiensk maleri.
– Hvor godt kendte du Veronica?
– Hun har altid været i stalden. Jeg begyndte for fem år siden.
– Hvor gammel er du?
– Tretten, sagde pigen og så på Lindell, som om der var noget suspekt i at være tretten år.
– Snakkede du tit med hende?
Et nik.
– Var hun sød? Hun lod dig ride på Minerva?
– Jeg passede Minerva, når Veronica ikke havde tid. Hun var lidt besværlig i starten, hun var ret hidsig og fremfusende.
Et øjeblik troede Lindell, at pigen mente Veronica.
– Hvad så nu?
Pigen så op.
– Det ved jeg ikke. Hendes søster snakker om at sælge hesten.
– Måske kan du købe den?
Lindell havde ingen anelse om, hvad en hest kostede.
– Det må jeg ikke, sagde pigen stille.
– Lagde du mærke til noget anderledes ved Veronica her i efteråret og vinteren? Var hun vred eller ked af det?
– Sommetider.
– Hvordan?
– Hun sagde ikke så meget.
– Var der noget specielt? Nævnte hun aldrig noget?
– Der kom en fyr herind og kiggede. Da blev Veronica skidebange. Vi var ved at gøre boksen ren. Dyrlægen skulle komme. Minerva hostede hele tiden.
– Kom manden ud i stalden?
Lindell lænede sig frem.
– Næh, han stod udenfor og kiggede bare ind, og da Veronica fik øje på ham, blev hun bange. Det kunne jeg se.
– Sagde hun noget?
– Nej, fyren forsvandt. Veronica gik hen til døren, kiggede ud og så, at han kørte væk i en bil.
– Så du ham? Hvordan så han ud?
– Han stod kun i døren i kort tid, men jeg syntes, at han så ondskabsfuld ud.
– Hvor gammel?
– Det ved jeg ikke. Måske halvtreds.
– Beskriv ham!
– Høj, tynd og med lidt pjusket hår.
– Hvordan var han klædt?
– Det kan jeg ikke huske. Ikke så fint.
– Det var ikke hendes ekskæreste?
– Kristian? Næh, ham kender jeg.
– Hvad gjorde Veronica bagefter?
– Hun sagde ‘sådan en idiot’, eller noget i den retning, og så fortsatte vi. Vi troede først, at det var dyrlægen.
– Hun sagde ikke mere om episoden?
– Jo, hun spurgte mig, om jeg havde set fyren før og sagde, at jeg skulle sige til, hvis han kom igen.
– Hvornår var det?
– Det kan jeg slå op, sagde pigen hurtigt, rejste sig, gik hen til et gammelt skrivebord og tog en stilebog med stift omslag.
– Vi skriver alt det op, som har med Minerva at gøre, sagde hun og bladrede i bogen.
– 28. november, sagde hun og pegede på et notat.
Det var Veronica Malméns skrift, det så Lindell straks. Navnet på dyrlægen stod der også.
– Må jeg kigge i bogen?
Hun bladrede i bogen, selv om hun ikke havde nogen større forhåbning om at finde noget af interesse. Hun bladrede stille, de stive blade vendte sig med en svag raslen. Veronicas stejle håndskrift fortalte om Minervas udvikling. Otte års arbejde med en hoppe, som åbenbart havde været utrolig besværlig i begyndelsen. Lindell kunne fornemme den myrdedes glæde, da Minerva efterhånden blev i mere stabilt humør. Sommetider var der en anden håndskrift, og Lindell formodede, at det var den unge piges.
– Hvad hedder du?
– Josefin.
Lindell blev siddende i bilen, noterede navnet på dyrlægen og Jose-fins telefonnummer. Hvem var manden i stalddøren? Var Veronica bare blevet bange eller vred, fordi en ukendt kom ind i stalden, et sted, hvor ingen uvedkommende havde adgang, eller havde hun genkendt ham?
Hun forlod bilen, gik tilbage til stalden og spurgte, om Josefin havde dyrlægens telefonnummer.
Hun ringede stående på pladsen uden for stalden. Dyrlægen tog næsten med det samme røret. Han kunne udmærket huske besøget. På spørgsmålet om han havde set en mand ved stalden, tænkte han efter i så lang tid, at Lindell troede, at forbindelsen var blevet afbrudt.
– Nej, jeg er her stadig. Der var en ting. Jeg mødte en bil på vejen. Som du har bemærket, er den smal. Jeg har kørt den mange gange. Ved gården nærmest stalden går vejen rundt om deres lagerbygning, og det var heldigt, jeg kørte stille og roligt, for da jeg kom rundt om hjørnet, kommer der en bil farende i alt for høj fart. Det var lige ved, at vi stødte sammen.
– Så du noget til føreren?
– Det var en mand, så meget så jeg, men det var også alt.
– Ville du kunne genkende ham?
– Det er tvivlsomt.
– Hvad var det for en bil?
– Jeg er ikke så god til det med biler.
– Farve?
– Sort. Det drejer sig om Veronica, ikke?
– Jo, det drejer sig om Veronica. Tak fordi du kunne huske noget.
Lindell bladrede i sin blok, fandt nummeret til Matilda og ringede
op. Hun tog omgående telefonen.
– Hej, det er Ann Lindell. Vi talte sammen tidligere i dag. Jeg har et spørgsmål: Havde nogen af din søsters bekendte en sort bil?
– Det ved jeg ikke, men ikke så vidt jeg husker. Veronica havde ikke mange venner. Måske en af hendes arbejdskammerater, jeg aner det ikke.
– Hvilken bil har Kristian?
– Han havde tidligere en gammel rød Saab, nu tror jeg ikke, han har nogen.
– Hvis du kommer i tanke om en med en sort bil, så ring straks til mig, OK?
Hun ringede først til sygehuset, blev stillet ind til kirurgisk afdeling, og det lykkedes at få fat i Cecilia Hansson, som heller ikke kunne huske nogen sort bil i forbindelse med Veronica.
Derefter ringede hun til Haver, der sad på kommandobroen, og hun rapporterede, hvad Josefin havde fortalt.
Da alle samtalerne var overstået, lænede hun sig tilbage, tændte for en musikkanal på bilradioen og sad derefter i ti minutter og prøvede at tænke.