HAN FULGTE LIGE I HÆLENE PÅ HENDE. Sommetider så tæt på, at han havde kunnet røre ved hende. De andre fodgængere på gågaden eksisterede ikke, der var kun hende og ham.
Hun gik hurtigt med kantede bevægelser for at undgå sammenstød med de stressede julegavekøbere. Hun var irriteret, troede han. Hendes hår løftedes af et vindpust, som kom farende mellem murene. Hun standsede op, strøg med hånden over håret, og han var meget tæt på at kaste sig over hende. Han kunne mærke duften fra hendes hår.
Nu er det mig, der jager dig, tænkte han, ikke uden triumferen. Du leder ikke en morderjagt, du er jaget. Han havde pistolen i jakkens inderlomme. Han ville aldrig mere gå ubevæbnet.
Da hun nærmede sig apoteket, satte hun farten ned og smuttede ind. Hun vendte sig om og holdt døren for den næste, og han så hendes profil: målbevidst, sammenbidt og meget kønnere end i avisen.
Han lod flere komme uden om ham, før han selv fulgte med strømmen ind. Hun stod ved reolen for hovedpinepiller, og det glædede ham. Hun tog en pakke med 3 x Treo. Dem får du brug for, tænkte han og gik hen mod afdelingen for forkølelser.
Mens han fingererede ved et slimløsende præparat, iagttog han Ann Lindell. Hun stod i kø, så sig omkring. Han vendte ryggen til. Da hun betalte, hørte han hendes stemme for første gang. Bare nogle ord, men det var nok til at give ham en opstemt følelse, som om han lærte hende lidt bedre at kende. Han ville røre ved hende, bare smyge sin arm mod hendes, men overvandt sin indskydelse, gik ud af apoteket og indhentede hende cirka ti meter væk.
Vinden var stærk gennem gågadens trange passage, og han trak lynlåsen op på den nyindkøbte jakke. Kvinden fra Frelsens Hær stod der stadig, og hun nikkede venligt, da han gik forbi. Han smilede tilbage. I nogle sekunder troede han, at hun var forsvundet i folkemængden, men så igen hendes ryg uden for Ving-butikken, hvor hun studerede skiltet med de sidste-øjeblik-tips. Glem det, tænkte han.
Hun gik over Stora Torv nu med langt hurtigere skridt. På et tidspunkt vendte hun sig om, og han bildte sig ind, at hun så ham lige ind i øjnene. Da var han seks, syv meter fra hende. Han stod bomstille og troede, at hun ville genkende ham, men hendes blik var alt for ufokuseret, det så nærmere ud, som om hun tøvede, som om hun havde glemt noget, men hun fortsatte i samme høje tempo hen mod Forumgalleriet.
Hvordan skulle hun kunne genkende ham? De havde aldrig haft noget med hinanden at gøre. De eneste vidner, der var, var en gruppe unge mennesker i mørket bag Migo, og han var overbevist om, at de aldrig ville kunne danne sig et billede af ham. De havde kun set ham i nogle sekunder, mens han affyrede skuddene og forsvandt.
Han kunne godt lide at følge efter hende. Det mindede næsten om en erotisk følelse, som en jagt på en kvinde, hvis bevægelser han lærte at kende, en, som han havde udset sig, og var helt sikker på, at han ville vinde.
Alle de andre i juleræset forsvandt, og Lindell udskilte sig som den eneste. Han var igen tæt i hælene på hende. Han vidste, at det var uforsigtigt, men spændingen gjorde ham mere og mere nærgående. Han ville kunne skyde hende her for så at forsvinde i mængden. Hende, som skulle jage ham! Nu for hun rundt i byen, åbenbart for at købe julegaver. Hun skulle få en gave af ham, som hun aldrig ville glemme. Hun skulle komme til at fortryde, at hun havde indledt jagten på ham, at hun i det hele taget havde valgt politifaget. Det vidste han nu, det besluttede han på rulletrappen op til første sal, denne blæsende decembereftermiddag.
Uden for LundeQ måtte han vente i næsten en halv time, men det bekymrede ham ikke. Han havde oceaner af tid.
Han skyggede hende helt hen til politistationen. Da hun gik ind gennem hovedindgangen, ophørte jagten, men han vidste, hvor hun boede og besluttede sig for at køre hen til hendes lejlighed. På vejen derhen købte han en pizza og nogle øl.
Parkeringspladsen var halvfuld, og han tog en plads, hvor han kunne se både hendes lejlighed og indkørslen til parkeringspladsen.
Han måtte vente i fire timer. Han var faldet i søvn og vågnede ved, at en bil blev parkeret tæt op ad hans. Det var en ældre mand i en gammel Anglia. Han troede ikke, at manden havde registreret, at der sad et menneske i bilen ved siden af.
Da han kiggede op mod hendes vindue, så han, at der var lys. Han steg ud af bilen. Sneen lå tommetyk.
Hvad ville han? Ville han se hende dø? Hun havde i og for sig ikke gjort ham og Chris noget. Hun gjorde bare sit arbejde.
Han tøvede i trappeopgangen, læste navneskiltene: ‘Ann Lindell, 2’. Han tog den første trappe i nogle store skridt: Olsson og Myhr. Sikke mange, der er, tænkte han. Så mange døre med familier inde bagved. Så mange middagsborde, der nu blev dækket. Han gik en etage op: Landström og Fridén. Hvad mon hun laver? Han lyttede opmærksomt efter lyde, men det eneste, som hørtes, var en hund, der gøede.
På vej op til anden sal trak han ned i lynlåsen og stak hånden ind i inderlommen. Dér var Colten. Han kunne mærke det kolde stål og lod fingrene løbe over den indgraverede hest på kolben. Han havde omhyggeligt studeret sit våben og undret sig over denne hest. Den føltes fremmed i sammenhængen. Den eneste erfaring, han havde med heste, var fra sin barndom i Storgrind, hvor der sommetider kom heste og ryttere forbi.
Nu var hesten ikke længere et barndomsminde, men et symbol på død. Han vidste, at hver gang han så en hest, så ville Veronica Malméns næsten lydløse skrig runge inden i ham. Hun havde åbnet munden som for at skrige højt, men der var kun kommet en hvæsen fra hendes læber.
Han stod uden for Lindells dør med afsikret våben. Sveden drev af ham, og han rystede af kulde. Fra lejligheden hørtes musik. Trin, der kom og gik.
Følelsen af at være udenfor forstærkedes af madlugten, som bredte sig i trappeopgangen. Hunden gøede. Han gik et par trin baglæns, lukkede øjnene et øjeblik, rakte hånden frem og pressede pegefingeren mod ringeklokkens knap. Lyden var skarp, og han fortrød straks. Våbnet havde han stoppet inden for jakken.
Han hørte skridt fra lejligheden, og døren blev hurtigt lukket op. Ingen tøven, dørkanten røg ud med fuld kraft.
– Jah? sagde Ann Lindell spørgende.
Hun var rødmosset og havde slået håret ud. Hun så på den tredobbelte morder med et åbent blik. Hun havde et køkkenredskab i hånden, som han umiddelbart antog for et våben. Den anden hånd holdt stadig i dørhåndtaget. Han formåede ikke at sige noget, men stirrede bare på kvinden foran ham. Hvor var hun sød, var det første, han tænkte.
– Vil du noget?
Hendes stemme var anderledes, med en snert af utålmodighed. Fra køkkenet hørtes lyden af en gryde, der kogte over.
– Næh, fik han frem. – Jeg er vist gået forkert, sagde han lavmælt.
– Hvor skulle du hen?
– Jeg …
Mere nåede han ikke at sige, inden Lindell afbrød ham.
– Vent lige lidt!
Hun strøg ud i køkkenet, og han hørte hende bande. Han så ind i lejligheden. Den lange, smalle entré endte i et rum med et stort vindue, fyldt med potteplanter. Han fik lyst til at gå direkte ind. Han ville snakke med denne kvinde, høre hendes stemme.
Ann Lindell kom tilbage til entreen. Hun holdt en karklud i hånden. Manden var forsvundet, og hun hørte kun hans hurtige trin ned ad trappen.
– Idiot, sagde hun og trak døren i igen, men blev stående i entreen, inden hun hurtigt løb hen til vinduet. Mandens ryg forsvandt bag kulturhuset ved parkeringspladsen. Da han dukkede op igen, standsede han op, trak jakken sammen og stak hænderne i lommerne, samtidig med at han kastede et blik op mod husfacaden og ilede videre.
Så kom visheden! Det var ham! Hun hev mobiltelefonen ud af jakken og tastede alarmnummeret til vagthavende.
– Det er Lindell. Jeg har en mistænkelig type ved min bopæl. Send nogle folk, sagde hun ophidset og opremsede adressen, holdt en kort pause, inden hun løbende ned ad trappen gav signalementet af den fremmede mand.
– Ring til Haver, Fredriksson og også Sammy! Send en helikopter op, hvis det er muligt. Og hunde! Ring til Ottosson!
Hun kunne se aktiviteterne på kommandobroen for sig og blev overvældet af en taknemlighedsfølelse, en slags ydmyghed over for den organisation, hun var en så fasttømret del af, så loyal mod.
Parkeringspladsen lå øde hen. Som opslugt af jorden. Ser jeg syner? tænkte hun. Det er måske bare en forvirret fyr, der er gået forkert? Var det ham, der havde ringet tidligere uden at give sig til kende?
En bil kørte væk fra parkeringspladsen, men det var en nabo, hun kendte godt. Han så forfrossen ud, tænkte hun. Omkring de femogtredive, fyrre, lidt hærget, akkurat som fyren i Adaptbutikken havde beskrevet kunden. Kan han være så satans dum, at han besøger mig?
Hun løb rundt om hjørnet og lod blikket feje over den indre gård. Et ældre par kom gående imod hende, og længst væk, ved indgangen i nummer fem, forsvandt en mands ryg. Var det ham? Endnu en bil forlod parkeringspladsen, og Lindell løb tilbage, men da var bilen væk. Hun løb ud på gaden. Ingen bil.
Det ældre par var kommet rundt om huset, og Lindell skyndte sig tilbage, indhentede dem og spurgte stakåndet, om de havde set en mand i den indre gård.
– Ja, vi mødte en ung mand, sagde kvinden, som Lindell genkendte fra et møde i boligforeningen.
– Hvordan så han ud?
– Hvordan han så ud? sagde manden fåret.
Lindell nikkede ivrigt. I det fjerne hørtes sirener.
– Han var ikke ret pæn, sagde kvinden, – hvis man må sige det sådan.
– Pæn?
– Han så ikke godt ud, hvis man udtrykker det på en anden måde.
– Hvordan?
– Jeg synes ikke, De lyder venlig, sagde manden.
– Jeg er fra politiet, sagde Lindell hurtigt.
Hun var ved at blive træt.
– Han så uplejet ud, fortsatte kvinden.
Manden vendte sig om. Sirenerne var nu helt tæt på.
– Hvad er der sket?
– Ingenting, sagde Lindell. – Havde han en mørkegrøn, halvlang jakke på?
De så begge ud til at være i tvivl. Den første politibil kørte ind på parkeringspladsen med hvinende dæk og blev efterfulgt af endnu en. Lindell løb hen og modtog den første patrulje. Det var Molin og to kolleger, som hun ikke kendte navnene på.
Hun beskrev kort sammenhængen, prøvede at give et så godt billede af manden som muligt og opfordrede Molin til at følge op på det til Johannesbäck. De kørte, og i samme øjeblik kom hundepatruljen. Mobiltelefonen ringede. Hun flåede den op. Det var Sammy, som var lige i nærheden.
– Kør mod Brantings Torv, opfordrede Lindell. – Ring også til Ottosson!
Inden for få minutter myldrede hele Salarbackar, Gränby og de omkringliggende områder med politi, som krydsede frem og tilbage på gaderne.
Hunden, den gamle Viro, fik fært af manden ved Lindells dør. Et spor, som han fulgte ud på parkeringspladsen, men dér hørte det op. Lindell forbandede sin amatørisme, at hun var løbet ind i gården. Hun burde have haft overvågning på parkeringspladsen hele tiden. Nu kunne manden iagttage, hvordan hun løb væk og bagefter køre sin vej stille og roligt.
Hunden var standset ved den gamle Anglia, og Lindell troede et øjeblik, at det var Sund med hatten, Angliaens ejer, som Viro havde opsporet, men Sund boede i trappeopgangen ved siden af, og hvorfor skulle han være gået op til hende? Det var bedst at tjekke, tænkte hun, og bad en af de uniformerede kolleger om at opsøge Sund og spørge, om han havde været her for at se til Lindell i dagens løb. Det var jo ikke umuligt. Han plejede at kigge ind, tit med et glas syltetøj, en blomsterstikling eller simpelthen bare for at snakke lidt.
I samme nu kom Sund gående.
– Har du været oppe hos mig i dag?
Sund rystede på hovedet, mens han så sig forvirret omkring.
– Du er ikke gået direkte fra din bil og op til mig? Det er vigtigt!
– Jeg er med, sagde Sund mildt, – ellers ville du ikke spørge, men jeg har ikke været oppe hos dig i en uge, som du ved.
– Godt, sagde Lindell hurtigt.
Der havde samlet sig en del folk, og flere af naboerne stirrede ud fra vinduer og altaner. Hun mærkede en hånd på sin arm og snurrede rundt.
– Der var en bil, der kørte væk. Den stod ved siden af min, sagde Sund stille.
– Lige nu?
– Ja, den stod jo på Arnes plads. Han er ganske vist bortrejst, men alligevel. Jeg så, den kørte væk. Det var dengang, du rendte rundt herude.
– Hvilken vej kørte den?
– Til højre, sagde Sund og pegede.
Lindell sank sammen. – Fandens, mumlede hun.
– Hvad for en farve, mærke?
– Grøn, tror jeg nok, eller blå måske. Mærket aner jeg ikke. Vist en lidt nyere model?
Sammenlignet med Sunds over fyrre år gamle bil fremstod alle biler vel som lidt nyere, tænkte hun.
– Var den rusten, havde den tagbagagebærer eller andet, som du lagde mærke til?
Sund stod tavs, kiggede uden at se ud over parkeringspladsen.
– Næh, sagde han endelig, – det var så mørkt. Grøn tror jeg. Ikke ret stor.
Lindell så op mod sit vindue, tænkte på pastaretten, som stadig stod på komfuret. Havde hun slukket for pladen? Hun kunne ikke engang spise sin pasta i fred. Selv om sulten havde lagt sig nu.
Over politiradioen hørte hun, at helikopteren var kommet op. Telefonen ringede.
– Er du uskadt? var det første, Ottosson spurgte om.
Lindell fortalte, hvad der var sket, at Sammy havde overtaget koordinationen, at Haver tog sig af sammenhængen, at hun selv ville gå op og prøve at få noget pasta.
– Hvad fik dig til at tro, at det var morderen? spurgte drabschefen, og Lindell kunne høre den udprægede skepsis i hans stemme.
Havde hun sat en kæmpeindsats i gang på grund af et fantasifoster? Måske var manden bare gået forkert, havde taget fejl af husene, der var fire snorlige huse, som omgav gården.
– Jeg fik en fornemmelse. Han … Lindell tøvede. Han så på mig på sådan en sær måde. Desuden passede han med beskrivelsen.
– Hvilken beskrivelse?
Ottossons spørgsmål faldt lynhurtigt.
– Manden i Adaptbutikken, sagde Lindell. – Jeg tror, at det var vores mand, der var derinde.
Jo mere hun tænkte over det usandsynlige i, at han skulle opsøge hende, jo mere usikker blev hun. Hvorfor? For at myrde hende? Hun gøs. Han kunne have gjort det så let som ingenting.
– Er du der?
– Ja da, jeg tænkte bare.
– Fredriksson har fundet en forbindelse mellem Manfredsson, socialkontoret og Akademiska, sagde Ottosson.
– Hvad?
– Du hørte det godt, sagde drabschefen. – Forbindelsen er til at føle på. Manfredsson blev i efteråret behandlet på Akademiska og kan have truffet Veronica Malmén dér.
– Der er mange, som kommer dér, sagde Lindell.
Ottosson overhørte hendes kommentar.
– Det er oven i købet sandsynligt, at de mødtes. Der mangler nogle småting, men Fredriksson er sikker i sin sag.
– Hvad mener du?
– Jeg tror, det holder vand. Jeg har faktisk snakket med Fritzén.
Lindell troede næsten ikke sine egne ører. ‘Snakket med Fritzén’,
det kunne kun betyde én ting, at de havde diskuteret en anholdelse.
– Hvornår er det sket?
Ottossons svar trak ud.
– Det har været i gang siden i går. Allan ringede til mig sent i går aftes.
Lindell lænede sig mod Sunds bil.
– I går?
– Han prøvede at få fat i dig, men det var umuligt. Han ringede til mig.
Pis med dig, tænkte Lindell. Hun tog nogle hurtige skridt hen over parkeringspladsen med telefonen presset mod øret.
– Nu vil jeg have noget pasta, sagde hun og slukkede for samtalen. Lindell lod blikket fare hen over facaden, hvor naboerne stadig
holdt udkig og diskuterede fra altan til altan. Sund snakkede med Edin i stueetagen. Han pegede hen mod parkeringspladsen hvor Lindell stod alene. De to sidste politibiler kørte stille ud på gaden. En af de uniformerede kolleger rakte hånden op. Lindell syntes, at han smilede.
Hun følte sig totalt udmattet og også svimmel. Ryde kom kørende i sin gamle Opel. Hvor åndssvagt, tænkte hun, han har åbenbart ikke engang fået besked om, at Manfredsson er den formodede morder.