MØRKET LAGDE SIG HURTIGT OVER HUSET. Han bar den sidste affaldssæk ud og kylede den med voldsom kraft oven på de andre. De dannede en stor bunke. Der lå måneders affald, gamle paptallerkener, dåser og flasker, aviser og tøj. Nederst lå der papkasser, som engang havde indeholdt fjernsynet, mikroovnen, møbler fra Ikea, køkkenudstyr og andet, som han havde købt, da han installerede sig på husmandsstedet.
Dengang hvor han træt af livets muligheder havde prøvet at skabe sig et hjem, et sted at gå ud fra, et sted for ham og Chris. I de første sommermåneder havde han vasket op, ryddet op og støvsuget. Ensomheden havde sommetider overvældet ham, fortvivlelsen havde rusket i ham, angsten plaget ham, men han havde været overbevist om, at han ville holde ud. Livet var også til for ham, hvis han bare passede på, hvis ikke hans stue blev en narkohule.
Mari var kommet på besøg, havde rost ham, ja, endda sovet der en nat. Det var i begyndelsen af august, og de havde siddet oppe til langt ud på natten, delt et par flasker vin og snakket. Han havde været lige på nippet til at fortælle om røveriet af posthuset, som muliggjorde hans liv, men indså, at den tillid ville hun aldrig kunne tage imod.
Som efteråret gik, og mørket lagde sig omkring husmandsstedet, blev roderiet værre, han holdt op med at vaske op, gik over til pap-tallerkener og plastickrus, men orkede knap nok at smide dem ud, der samlede sig flasker langs væggene, nullermændene slog sig sammen til hære. Han spildte madrester, øl og rom, men gad ikke tørre det op.
På toilettet lå der bunker af papruller fra toiletpapir. En sæk blev fyldt udelukkende med gamle aviser og en anden med tøj, som han ikke havde gidet vaske, og aldrig mere skulle gå med.
Han gik ind igen, tog et snavset viskestykke, skyllede det under hanen og tørrede med hårde bevægelser køkkenbordet af. Moderens viskestykke med rødt, broderet monogram på fik ham til at huske søsterens kasse med duge, lagner og andet linned, som hun var kommet over med. Nu var lagnerne svinet til, og viskestykkerne blev brugt som gulvklude.
Han stoppede op midt i bevægelsen og betragtede de snirklede bogstaver. Han ville græde, men kunne ikke. Han ville beskytte det hvide, men nu var det for sent, og han hev viskestykket til sig, gik ud på gårdspladsen og smed det på affaldsbunken, tog en lighter frem, bøjede sig ned og satte ild til nogle aviser, der lå sammenkrøllede i bunden.
De lyseblå luer søgte opad, og avisernes sorte overskrifter blev ædt af flammerne. Han kiggede op mod Lundmarks hus. Han følte sig som en bøddel.
Katten, som han havde fodret hele sommeren og efteråret, kom smygende gennem krattet af gyldenris, der tidligere havde lyst solgyldent, men som nu stod sortgråt. Ilden lyste i kattens øjne. Den listede sig forsigtigt rundt om krattet, søgte hen mod hushjørnet, så på manden.
– Gå ad helvede til, sagde han til katten og slog ud med armen.
– Det er slut nu, gå op til Lundmark.
Katten nærmede sig døren med tøvende skridt.
– Det er slut nu.
Det brændte en time, og så var der kun en glødende bunke tilbage. Sveden løb ned ad ham, uvant som han var med fysiske anstrengelser. Han åbnede en flaske rom og tog et par slurke direkte af flasken.
Ilden oplivede ham. Han gik frem og tilbage mellem husets rum og gårdspladsen. Radioen spillede musik, og speakerstemmens umodne, skabede kaglen fik ham til også at tage radioen med og kyle den ned i glødebunken. Den tav midt i en plade af Back Street Boys. Bagefter fortsatte han med møblerne. Snart røg den gamle sofa ud, han tømte kommodens skuffer ud på gulvet, lagde kun lidt tøj til side, mens resten blev smidt ud på bålet, som fik fornyet energi. Kommoden fulgte efter, derefter sengen og sengetøjet. Madrassen trak sig sammen som i smerte.
Katten sneg sig omkring hushjørnerne, og han snakkede med den, forsøgte at få den til at opgive husmandsstedet, prøvede at tvinge den, truede den, kastede ting efter den, men den opgav ikke tanken om at komme ind i stuevarmen.
Han gik hen til spisekammeret, tog Colten frem, gik ud, satte sig på havestolen og ventede. Nogle minutter senere kom katten igen, gned sig op ad den gamle regnvandstønde ved hushjørnet, miavede. Han løftede våbnet, støttede det med begge hænder, sigtede omhyggeligt og førte fingeren mod aftrækkeren. Smældet var øredøvende. Det rykkede i dyret nogle sekunder, og så lå det stille.
Han gik derhen, vendte katten om med tåspidsen, bøjede sig ned og tog den stadig varme krop og kastede den på ilden. Stolen fulgte efter, og han blev grebet af en indskyldelse til også at smide våbnet derind, men tog sig i det.
Han gennemgik systematisk huset, brændte alt det, han ikke længere havde brug for, og det, der blev tilbage, kom ned i en rejsetaske og den gamle sportstaske.
Han trak vandslangen ind og spulede med svagt tryk hen over gulvet, køkkenlågerne og toilettet, fandt en bøtte skurepulver og tørrede overfladerne af med et viskestykke. Det duftede af citron. Der hang en rå kølighed over det nøgne, mørke trægulv.
Han betragtede en sidste gang husets indre, inden han smed taskerne ind i bilen. Hos Lundmark lyste der blåt i køkkenet. Han havde spekuleret på, om han skulle gå op til den gamle og sige farvel, men havde bestemt sig for ikke at gøre det. Han orkede ikke at forklare. Han orkede ikke at se Lundmarks skuffede øjne.