HAN VAR FULD. Han var rasende, vanvittig af raseri. Han mindedes Eva. Hvorfor skulle de dog ikke kunne elske! Han kunne sikkert få et job, og hun var stoffri og for fanden, hvor skulle de leve.
Han kørte som en gal og var ved at skride ud ved Tuna. På en lige strækning. Sådan var hans liv. Han kunne klare kurverne, men på de lige strækninger drejede vejen pludselig, og han kvajede sig.
Taskerne på bagsædet væltede rundt, og han fik et slag af rejsetasken. En voldsom opbremsning, så dækkene hvinede.
Han vaklede ud, knap nok bevidst om, hvor han befandt sig. Et drivhus skabte et drømmeagtigt syn i det mørke landskab, hvor træernes silhouetter stod takkede mod himlen. Billedet var så smukt, at han hulkede. Han skreg mod himlen, følte den rå, fugtigkolde luft, som omfavnede ham.
Han brækkede sig i grøften, brølede sin fortvivlelse ud, kastede op igen. Syntes han blev mere ædru, tørrede sig om munden, spyttede og løftede blikket over marken. Der var mørke omkring ham. Ikke ét oplyst hus, kun det spøgelsesagtige skær fra drivhuset.
Han gik hen til bilen, sparkede til døren og krøb ind på forsædet efter en cigaret, fik ild på den med rystende hænder. Da han tog et sug, lyste gløden ligesom en ildflue.
– Så hids dig for helvede ned, sagde han højt og tog lidt sne op fra grøftekanten. Sammen med sneen fik han nogle strå med af det visne græs. Han kølede panden, gned sig i ansigtet. Græsset duftede af jord. Indvendigt frøs han.
Han vendte om. Hvad skulle han i Uppsala? Ud på E8 i stedet! Men da han havde kørt en kilometer, vendte han om igen.
Han listede af sted gennem Örsundsbro. De fleste huse henlå i mørke. Han kom ud på vej 55 og mødte hurtigt en langturslastbil, som blændede ham, og han bandede, men opdagede så, at han selv havde det lange lys tændt.
Maggan boede i en stuelejlighed, og han kørte stille forbi, spejdende. Han bakkede tilbage, låste bilen. Der var plantet en række nåletræer på pladsen udenfor, og det var svært at afgøre, om alle lys i lejligheden var slukket.
Han steg ud, så sig om, ikke en lyd, ikke et menneske. Han gled ind mellem to tujaer og blev stående på verandaen. Han tog et skridt nærmere vinduet, stødte ind i en gammel kuglegrill, som skramlende faldt over mod vinduet.
I ti minutter stod morderen næsten helt stille, usikker på hvad han lavede der, hvad han ville. Han havde, siden Maggan kom ud til husmandsstedet i sommer, mødt hende fem, seks gange. De havde været på værtshus og i biografen, det var mange år siden, han havde siddet i en biografsal.
Han gled ned mod muren, blev ét med den, tændte en cigaret og røg den med små bevægelser. Han faldt til ro. Nu er jeg tilbage, tænkte han.
Han rejste sig med stive ben, bankede forsigtigt på ruden og ventede. Ingen reaktion. Han bankede lidt hårdere og så, hvordan en lampe blev tændt et sted i lejligheden. Skyggen af en person kom til syne, og pludselig stod han badet i lys. Udebelysningen var blevet tændt, og han krøb instinktivt sammen.
Maggan åbnede verandadøren. Hun havde en lang T-shirt på.
– Er der sket noget?
– Må jeg komme ind?
– Har du drukket?
Han rystede på hovedet og holdt håndfladerne op i en gestus som for at vise, at han var clean. Maggan trådte til side, og han smuttede ind i lejligheden.
– Sæt dig, sagde Maggan.
Han sank ned i sofaen, og Maggan kom tilbage med en tændt cigaret i munden.
– Er der sket noget? gentog hun.
– Nej, for fanden!
Han sukkede tungt, pludselig enormt træt. Maggan iagttog ham, røg stående med skulderen mod dørkarmen. Hun så udslidt ud, syntes han. Sort under øjnene.
– Har du en øl?
– Du ved, at jeg ikke har noget i huset.
– Så en lys øl da?
Maggan fnyste.
– Hvad vil du? Klokken er halv tre.
Kroppen føltes som en ynkelig skal. Han rystede, pressede knæene sammen og lænede sig frem.
– Jeg fryser ad helvede til. Må jeg sove her?
Han så på hende, men fik ingen reaktion. Maggan gik hen til sofabordet, lænede sig frem og skoddede. Han kunne skimte hendes bryster under T-shirten. Han kunne mærke duften af bomuld og vaskepulver. Hvor han dog længtes efter den rene duft! Hans egen svedige kropslugt, stuelugtens blanding af tilrøget druk, madrester som rådnede på tallerkner og gryder, havde lukket hans porer i, havde trukket en hinde over en mere og mere svampet hud. Ånden stod som en urenlighed om ham.
– Jeg har drukket lidt, sagde han, – men nu er jeg ædru.
– Er du?
Hendes stemme var skarp, han betragtede hende, mødte hendes blik og kunne stort set ikke aflæse meget andet end den afvisende kølighed.
– Men for fanden, Maggan!
Hun gik tilbage til dørkarmen.
– Jeg begynder at arbejde klokken syv, sagde hun. – Arbejde.
– Jeg kan sove på sofaen. Du kan bare tage på arbejde.
– Og så skulle du blive liggende her? Det her er ikke nogen narkohule. Jeg bor her, jeg lever her.
Hendes stemme knækkede over.
– Jeg går, når jeg vågner. Jeg tager væk. Langt væk ad helvede til.
Hun spurgte ikke, hvor han skulle hen, men vendte sig hurtigt og kom næsten straks tilbage med en pude og et tæppe, som hun smed på sofaen.
– Og så har du fandme at være væk, når jeg kommer hjem. Ellers ringer jeg til politiet.
– Det lover jeg. Har du hørt noget fra Eva?
Maggan så på ham.
– Drop Eva, sagde hun i en hårdere tone, end hun havde villet.
– Jeg mener, hvis du skal få styr på dit liv, så drop hende. Hun bliver aldrig normal, forstår du det? Hun er død for verden. Hun er fed og grim, skæv af stoffer og bare fuld af en masse lort og løgn.
Han famlede efter en cigaret, men kunne ikke tænde den. Han krøb sammen i sofaen, lagde sig ned, rystet, tom for tanker, bare fuld af fortvivlelse.
– Chris har det godt, det er vel hovedsagen. Jeg tror, det var godt, det, der skete.
Maggan gik nærmere, knælede ned, løftede hans hoved og skubbede puden ind, lagde tæppet over den rystende krop. Så sad hun og iagttog hans grå ansigt.
– Kan du huske, hviskede han næppe hørligt.
– Jeg husker.
– Jeg har myrdet, hviskede han endnu lavere.
– Hvad siger du?
Han slog øjnene op, så ind i hendes ansigt.
– Må jeg ikke sove sammen med dig?
Maggan rystede stille på hovedet.
– Nej, sagde hun.
– Jeg skal nok lade være med at røre dig.
Hun lagde sin hånd på hans fugtige pande og strøg håret væk.
– Sov nu, sagde hun, – du trænger til det.
– Tænd en cigaret, bad han. – Vi kan vel ryge en smøg sammen?
Maggan betragtede ham i sofaen. Han sov med åben mund, og de kantede, hårde træk var blevet mildere. Hun burde gå ind i seng igen, men besøget havde gjort hende urolig. Hvorfor dukkede han op, og hvor skulle han hen? Det var de samme gamle spørgsmål som tidligere, når han og Eva flakkede rundt, slog sig ned i en lejlighed, blev smidt ud eller bare forsvandt, sommetider begge to og sommetider kun den ene.
Hvad var det, han havde sagt? At han havde myrdet? Hvad mente han med det? Hun havde kendt ham det meste af hans liv, og han havde da aldrig været voldelig, ikke engang når han var på druk.
Mente han, at han rent billedligt havde myrdet Chris? Eller Eva? Uroen fik Maggan til at tænde endnu en cigaret.
Hun satte sig ved køkkenbordet. Havde hun gjort det rigtige? Hun rejste sig og kiggede ind i dagligstuen. Han havde trukket tæppet af. Han vidste ingenting. Gjorde han det, så ville han ikke komme ud til hende for at få en nats søvn.
Han kunne jo ikke have sørget for Chris? Nu havde drengen det godt. Det overbeviste hun sig selv om.