LINDELL HAVDE BESLUTTET SIG for at forsøge at læse så meget som muligt af sagen. Materialet omfattede allerede fire tykke mapper. Det var først og fremmest vidneudsagn, refereret fra samtaler med naboer og pårørende, teknikernes rapporter, iagttagelser fra bilerne i byen, oplysninger, som måske ville få betydning, når de blev sat ind i en større sammenhæng.
Der var også en rapport fra Ryde om våbnet, som var blevet benyttet. Lindell læste den med stor interesse. Kaliberen havde i begge tilfælde været 0.45. Det betød ifølge Ryde, at en lang række forskellige revolvere kunne være mulige mordvåben. Han nævnte Smith&Wession, Colt og den østrigske Glock som de mest sandsynlige. Der var affyret ialt ni skud, og samtlige hylstre var blevet fundet. Der var ingen fingeraftryk.
Hun havde bedt Wende om at gennemgå listen af rapporterede, stjålne våben og skimmede den hurtigt igennem. Der var både Colt og Smith&Wesson med, men det betød ingenting. Der var så mange våben i omløb.
Der var også en liste med over behandlede patienter på kirurgisk afdeling. Det havde været et så omfattende materiale, at man i første omgang havde begrænset sig til alle de patienter, som havde et for- eller efternavn, der begyndte med ‘K’. En af de lånte efterforskere arbejdede med den liste.
Hun læste udskriften af det seneste forhør med Manfredsson. Det var tydeligt, at Manfredsson ikke præcist kunne gøre rede for sine gøremål de to mordaftener, men han gav drikkeriet skylden og havde en håndfuld kammerater, som alle bedyrede, at de i de pågældende dage havde drukket tæt. Det var tydeligt, at nogen i kliken var faldet over en større mængde smuglersprut, uklart hvorfra, og havde besluttet sig for at tømme lagerbeholdningen så hurtigt som muligt.
Lindell følte en voksende irritation, da hun læste kollegaens rapport igennem. Nu ledte han efter våben i kredsen omkring Manfredsson.
Skal jeg tage det op med Fredriksson? tænkte hun. Måske ville det få ham totalt ned med nakken? På den anden side gik det ikke at efterforske på rene spekulationer og løse sammenhænge. Det var noget sløseri. Norrman, og i nogen grad Sammy Nilsson, gik mere og mere ind for Fredrikssons linie. Statsadvokaten havde ringet til hende og diskuteret. Hun havde frarådet en anholdelse. Lindell syntes, at det medførte manglende koncentration i arbejdet og besluttede sig for at snakke med Fredriksson.
Lindell bladrede videre og fordybede sig i mængden af papirer. Hun havde slukket sin almindelige mobiltelefon og havde lånt en anden, hvis nummer kun hendes nærmeste kolleger kendte. Strømmen af opringninger fra journalister havde antaget urimelige proportioner. Den nye mobil ringede, og hun tog den med øjnene stift rettet mod vidneudsagnene fra Kristian Castillos far.
– Hej, det er mig, sagde Ola Haver. – Vi har fået rapport om en bil.
Jeg vidste det! tænkte Lindell og smækkede mappen i.
– Hvor og hvordan?
Kranbilen stod på vejstrækningen mellem fastlandet og Arnö. Det blæste en smule, og kranføreren, en ældre mand med et sammenbidt ansigtsudtryk, trak lynlåsen op i nylonjakken.
– Jeg har næsten tredive meter wire, sagde han og så på Lindell.
De stillede sig i læ bag den kraftige maskine.
– Hvor meget kan du løfte?
– Mange biler, sagde han. – Hvornår går dykkerne ned?
– Så hurtigt som muligt, sagde Lindell.
Ude på isen så hun Sammy Nilsson og to uniformerede politibetjente sammen med personale fra firmaet Boström. Der var to dykkere, der forberedte sig. En lang stålwire lå som en sort, truende slange, der bugtede sig hen over isen. Det sneede, men alligevel skinnede en bleg sol.
Vendte hun blikket mod syd, lå Arnö med højskolens bygninger skrånende ned mod vandet. Ved øens tilslutning til vejbanen stod en stor forsamling af mennesker, elever på skolen, gik hun ud fra. I den anden ende af strækningen samledes flere og flere biler.
Kranføreren fulgte hendes blik.
– Årets begivenhed, sagde han og tændte en cerut.
Lindell betragtede manden. Han virkede helt rolig på trods af det usædvanlige og oprivende i situationen. Han var kommet tøffende med sin kæmpestore maskine, havde modtaget dem og fået instrukser af politifolkene. Det havde set ud, som om han næsten ikke havde lyttet til de oprevne stemmer og de modstridende forslag, som blev fremført. Han var simpelthen gået ud over isen til den våge, som var åbnet, var vendt tilbage til mobilkranen, havde kørt den ud på vejbanen, havde sat kranarmen ned og trukket wiren frem. En af de uniformerede politifolk havde hjulpet til.
Lindell anede fagkundskaben bag hans ro, at han blev stillet over for de mest omskiftelige situationer og kun ved at bevare roen havde kunnet udføre sit arbejde.
Lindell gik ud på isen igen. Dykkerne diskuterede med Sammy Nilsson. Fra den vinkel, hvor bilen skulle trækkes op, var der åbent vand, og spørgsmålet var, hvor modstandsdygtig isen var.
– Måske må vi suge isen op, hørte hun Sammy Nilsson sige.
Hun gik hen til iskanten. Dernede i dybet skimtede hun biltaget.
Det var en snørefisker, der havde opdaget bilvraget. Han var blevet nysgerrig, da han fik øje på den nydannede is, som havde lagt sig over den våge, som bilen havde skabt. Han havde boret et par huller, isen havde ikke været mere end nogle centimeter tyk, havde set, hvad han mente, var en bil, og havde slået alarm.
Det slog hende, at de muligvis ville finde et lig i bilen. Måske var morderen dernede? Hun trådte væk fra iskanten og så bagud mod fastlandet.
Parkeringspladsen var fuld af biler. Hun kunne ane de oprørte stemmer fra bilister, som ville over. Fra den anden side hørtes latter. Norrman og Berglund var allerede ovre på øen. De ville forsøge at få fat i skolens rektor.
Pludselig hørtes et plask, den første dykker gik ned. Lindell blev grebet af en følelse af opstemthed. Hun gik nogle skridt nærmere vågen. Synet af den anden dykker, som gjorde sig klar til at følge sin kollega, fik hende sært nok til at føle lyst. Han var vel omkring de tredive og meget flot bygget. Kroppens faste konturer afsløredes under den kropsnære dragt. Et nyt plask, og han forsvandt med en boblen.
Hvilket syn mødte dem? Var der et lig dernede i det kolde vand? Anspændelsen fik hende til at folde hænderne, og hun stillede sig så tæt ved kanten, hun turde. Sammy Nilsson stod ved siden af hende, og han var for en gangs skyld usædvanligt stille.
Endelig sker der noget, tænkte Lindell. Dykkerne kunne skimtes som mørke skygger, der ligesom sæler kredsede omkring bilen. En projektør blev tændt i dybet. En politimand firede en wire ned, og Lindell så, hvordan en af dykkerne tog fat i den og forsvandt.
Efter et minut kom han op til overfladen, hagede sig fast i iskanten og tog mundstykket af.
– Vi kan ikke se noget menneske, hverken i bilen eller udenfor, sagde han. – Ville sætter wiren fast nu.
Han forsvandt, men kom næsten omgående op igen, efterfulgt af den anden. Med nogle hurtige, smidige bevægelser stod de atter på isen. Et tegn til kranføreren, og wiren blev langsomt spændt. Lindell så fascineret, hvordan den løb hen over isen, men næsten straks mødte den modstand og blev spændt. Iskanten brast, wiren brød isen i stykker med skarpe, smældende lyde, men med ét blev bilen trukket op. Bagagerummet og tagboksen var det første, der kom til syne, og nogle sekunder senere blev vandoverfladen brudt af den røde Volvo.
En halv time senere stod den på en ladvogn, mobilkranen var kørt, og trafikken blev lukket igennem.
Lindell og en håndfuld af hendes kolleger stod på Arnösidens parkeringsplads. Alle frøs, så Norrmans tilbud om kaffe oppe på skolen blev modtaget med taknemlighed. Den eneste, der blev tilbage ved bilen, var Ryde.
De kørte stille op ad bakken med de skarpt huggede asketræsblokke på begge sider af vejen. Det var begyndt at sne igen, og det dækkede for udsigten. De parkerede uden for hovedbygningen.
– Har du kortene med? spurgte hun Norrman, som nikkede.
– Det her er jo dine gamle jagtmarker, sagde Lindell, – kørte Berglund og dig tit herud?
– Vi drejede af oppe ved vejskiltet ned mod skolen. Med andre ord, en kilometer herfra. Det her er en anden LRF-afdeling, sagde Norrman med et dystert ansigtsudtryk. – Grænsen gik ved grøften, tilføjede han.
– Hvilken grøft?
– Nåh, det var noget, som Fittjafyren sagde, ham, der guidede os rundt.
Lindell kom lidt bagud i forhold til de andre, tog mobiltelefonen op og tastede Edvards nummer. Intet svar. Hun stod med telefonen i hånden og kiggede op mod skolens hovedbygning. De høje træer foran huset fik hende til at associere til en kirkegård.
Var han ligefrem her på skolen? Hun lod blikket vandre over de spredte bygninger. Hendes kolleger forsvandt ind i skolen. Lindell tøvede, tog nogle skridt, men standsede op. Hun så ud over vandet og kunne fornemme den sorte våge. Hvorfor køre en bil ud på isen? For at skjule den – var den naturligste forklaring. Men det betød også, at føreren formodentlig kendte til forholdene, vidste, at isen var skrøbelig lige der. Eller også var det en satsning. Måske var han beruset og havde haft i sinde at køre over på den smalle vejbane, men havde mistet kontrollen over bilen.
Vi må lede i vandet, tænkte hun, han ligger måske dernede. Hun gik stille hen mod skolen. Hun hørte en kraftig motorlyd, vendte sig om og så, hvordan ladvognen kørte og forsvandt over bakketoppen på fastlandssiden. Den røde bil, tænkte hun tilfreds, vi fandt dig til sidst. Hun sendte den opvakte tankejer i Örsundsbro en taknemlig tanke.