ASTA LUNDIN, ENKEN EFTER TOMAT-ANTON, stod foran kirken og tog imod. Vinden greb fat i frakken og blottede en overraskende lys kjole. Det grå hår stak frem under hatten, og det sorte slør bevægede sig sagte i den stadig stærkere vind. Hele hendes magre skikkelse, så skrøbelig mod den massive kirkemur, udstrålede bedrøvelse og var et rørende billede på savnet af Anton. Måske var det allermest hatten. Edvard havde aldrig set hende med sådan en.
Hun så så lille ud, syntes Edvard, da han langsomt nærmede sig. Der var nogle gamle bekendte hos Asta, men også mange, som han aldrig før havde set, familie antog han, måske naboer. Der stod en kvinde tæt ved Asta, han gik ud fra, at det var hendes søster.
Edvard hørte Allans skridt i gruset bag sig og vendte sig om. Allan gik med drævende skridt, så ulig hans ellers så energiske fremfærd og med bøjet hoved.
Det var som om Antons død først nu gik rigtigt op for Edvard. Han gik frem med udstrakt hånd, Asta greb den. Hun trak ham ind til sig og gav ham et kort kram. Den tynde krop skælvede, da han lagde armene om hende.
– Sådan er det, sagde hun stille. – Tak fordi du kom.
Edvard gik. Så så han sig om og betragtede de andre begravelsesgæster lidt nøjere. Dér stod Fredrik Stark, lidt kraftigere end da de sidst sås, tyndhåret og i en sort, lidt for lille overfrakke.
– Goddag, Edvard, sagde Stark og rakte hånden frem.
De burde snakke om Anton, men ingen af dem formåede at sige noget væsentligt andet end de sædvanlige fraser, så de tav hurtigt. De betragtede i stedet de andre gæster. Edvard kunne identificere cirka tolv gamle forbundskammerater. Berger, den gamle røgter, uden overfrakke, men med forbundets fortjenstmedalje på jakkeopslaget, havde fanen med. Han stod ret med den vinrøde futteral tæt ind til kroppen, som om der var nogen, der truede med at tage den fra ham.
Vera var der, hun, som lige var fyldt halvtreds, det havde Edvard læst i avisen. Havde det været på den gamle afdelings tid, var hun blevet fejret.
Den gamle sekretær var der, og også den seneste. To landarbejdere fra en af de større gårde nord for byen stod for sig selv. Fridell fra golfbanen på Vråby kom gående fra parkeringspladsen. Han haltede. En kvindelig vikar, som Edvard kun havde truffet ganske kort i slutningen af afdelingens selvstændige liv, snakkede med Lundström, deres faste revisor.
– Det er hyggeligt at se de gamle ansigter, sagde Fredrik Stark.
Det var første gang, så mange af den gamle afdelings medlemmer var samlet siden 47’eren holdt sit sidste møde. Så glæden over at gense de gamle venner var der naturligvis, men den overskyggedes af den sørgelige årsag til deres sammenkomst. Da det var deres gamle formand, Tomat-Anton, selve billedet på deres samhørighed, de skulle tage afsked med, fik begravelsen også en symbolsk betydning.
Præsten talte smukt om Anton, og alle syntes, han ydede den gamle landmand og gartner retfærdighed. Han talte om arbejdet med jorden, hans søde tomater, hans interesse for hunde, men først og fremmest om kærligheden og det livslange ægteskab med Asta. Han sagde noget om godheden, som havde strømmet ud fra Anton. Det kunne de alle skrive under på. “Han var en god sortfrakke,” sagde Lundström senere.
Berger sænkede den med sort flor dekorerede fane ned over kisten. Edvard skimtede i et glimt ordene ‘Jorden til den, der bruger den’ i guld på fanens røde baggrund.
Edvard bar Anton Lundin sammen med tre andre fra afdelingen. Bag ham gik Allan, på kistens anden side gik Lundström og Stark. Uden for kirkedøren ventede vinden, som fejede gammelt birkeløv op fra jorden i en lynhurtig bevægelse og spredte det ud på grusgangen, inden et nyt pust fik det til at hvirvle op igen. Den underligt snefattige vinter havde dog afsat nogle smudsgrå pletter på græsplænerne. Det dystre optog slingrede af sted mellem gravene og fandt Anton Lundins sidste hvilested. Det var lige ved siden af et rankt træ, og Edvard fæstede blikket på dets furede stamme for at kunne gå sikkert og fortrænge den sorg og det vemod, han følte over for vægten på sin skulder.
De brede bånd løb i landarbejdernes hænder. De var vant til vægt, at stå imod, at fire, at holde igen, at parere. Edvard mødte Lundströms blik i det sammenbidte ansigt over gravens dyb. De så på hinanden et kort øjeblik. Så koncentrerede han sig om nedfiringen, mærkede hvordan kisten rørte bunden, og Allan og han slap båndene, som de var blevet enige om, for at Lundström og Stark skulle kunne trække dem til sig. En jordklump faldt med en dump lyd mod kistelåget, så endnu en. Det var, som om selve jorden, den fede af mennesket kultiverede, ville være den første til igen at omgive Anton. Edvard tog det som en hilsen.
Bærerne stod stille i nogle sekunder og bøjede hovederne mod graven. Edvard fik øje på Starks hårdt knugede hånd om båndet. Knoerne lyste hvide af kulde. Omkring dem stod en duft af nåleskov blandet med en sød blomsterduft. Til sin overraskelse og glæde så Edvard et bundt stilktomater mellem kransene og buketterne. Edvard nikkede hen mod tomaterne, og Allan smilede skævt. Hans ansigt lignede mest en maske med dybe furer og stivnede træk.
De trådte tilbage, og Asta gik frem og smed en håndfuld røde roser i gravens dyb. Hun sagde noget, som ingen opfattede.
Én efter én gik begravelsesgæsterne frem til graven, mumlede noget og lod deres blomster dale ned over den gamle gartner. Den fåmælte Berger, af alle, holdt en lille tale. Det kunne mærkes, at han nøje havde planlagt, hvad han ville sige. Han opholdt sig ved et par episoder i afdelingens liv. Tomat-Anton og Berger var jævnaldrende og havde holdt sammen i lang tid.
Edvard kunne ikke klare at se på den aldrende røgter under hans korte tale, men fortsatte vedholdende med at stirre på den stribede bark på træet, bed tænderne sammen og følte en stor taknemlighed mod Berger, fordi han havde haft styrke til at udtale de ord, de alle gerne ville formulere.
Den sorte flok stod samlet lidt ved graven, inden de gik hen til parkeringspladsen. Kaffen skulle drikkes hjemme hos Asta. De kørte i en bilkaravane som en bugtende slange hen over landskabets sorte vinterbaggrund.
Hundene gøede, og Stark og Edvard gik hen til hundegården for at berolige de ophidsede spidser.
– De savner vel også Anton, sagde Fredrik, åbnede tråddøren og gik ind.
Stark havde tre, fire hunde omkring sig, bjæffende og hoppende. En ung hund hylede af henrykkelse og rullede om på ryggen. Stark satte sig på hug og kløede hunden med kraftige strøg, lod den nappe sig i hænderne.
– Hvordan går det på øen? sagde han og vendte sig mod Edvard.
– Det går godt, lidt ensomt sommetider, men jeg arbejder meget, bygger huse og har nok at lave. Hvad med dig?
Fredrik Stark tøvede lidt, inden han svarede, undgik de mest voldsomme angreb fra hundene.
– Knokler for meget.
Han rejste sig stille. Hundene var faldet mere til ro.
– Jeg arbejder i Stockholm, nord for byen, sagde Stark. – Der er masser af arbejde. Forbandede udgravninger, du ved.
Edvard strøg med hånden over nettet.
– Hvad så med fagforeningen?
– Ikke en skid! Den er død! Jeg rejste ned til et møde her i efteråret. Eller rettere, jeg blev hængende på jobbet og kørte ned syd for Stockholm. Vi var en tolv stykker og så selvfølgelig ombudsmanden.
Gartneren nikkede ved mindet om sammenkomsten.
– Jeg sad dér og forbandede mig selv, at jeg ikke var mere aktiv dengang for at forhindre sammenlægningerne, og at vi kom ind under den store afdeling.
– Du var da aktiv!
– Men ikke nok. Ikke frækt og offensivt nok. Vi lod det ske! Vi lod os tromle ned. Vi klarede os et stykke tid i knæ, men så kom overmagten, og vi faldt pladask på maven.
– Er du begyndt i bryderbranchen?
Stark lod sig ikke anfægte af Edvards bemærkning, men fortsatte: – Vi skulle have kæftet noget mere op, mobiliseret medlemmerne, have satset noget mere.
– Skulle vi have startet vores eget? Et nyt Upplands Landarbejderforbund?
– Hvad har vi nu? En fagforening hundrede til hundredeoghalvtreds kilometer væk. Tænk på dem, der bor i Skärplinge eller Tierp, de har sgu endnu længere! Hvad der først i århundredet ikke lykkedes godsejerne i syd og virksomhedsejerne i det nordlige Uppland – at splitte og knuse landarbejderbevægelsen i det her landskab – det lykkedes for forbundsfolkene. Vores afdelinger blev opbygget under trusler om bortvisninger, afskedigelser og fængsel. For satan, hvor måtte de kæmpe.
– Jeg ved det, sagde Edvard.
– Ombudsmanden kørte frem som en graverkarl, talte os ihjel, prædikede effektivitet og ligestilling, når det i virkeligheden var passivitet, de udbredte. Landarbejderen var fuld af gylle.
– Men vi var ikke så mange, indvendte Edvard.
– Næh, men så meget desto vigtigere var det, at vi mødtes, at vi holdt sammen. Nu er vi som ukrudtsfrø, der blæser i vinden.
De forlod hundegården, låste døren og gik stille op mod huset. På halvvejen blev de stående. Edvard frøs, men ville gerne blive, høre mere. Han havde savnet stemmerne i så lang tid.
– Hvad skulle vi have gjort? begyndte han igen.
– Først og fremmest have talt lige ud af posen. Vi så jo, hvad der skete. Det var ikke så svært at regne ud, at det ville foregå på denne måde. Vi havde set resultaterne fra de andre fag. Landarbejderne haltede bagefter, og det var vores enkelhed og vores eftergivenhed, vores sendrægtighed, som var drivkraften i det fag, vi kendte. Det var Anton, du og jeg, Vera, Julle, Berger og alle de andre! Vi var amatører med hensyn til sproget, men vores stemmer nåede frem. Vi havde et par hundredlapper til hele bestyrelsen i honorar. Vi mødtes hjemme hos hinanden. Med andre ord, utidssvarende. Den slags mennesker kan man ikke have i arbejderbevægelsen længere. Nu skal det være flotte kontorer og kørselsfradrag, traktementer, konferencer, fagligt-politisk samarbejde.
Edvard stod tavs over for den salve, som Stark fyrede af. Han iagttog stifteren, som havde genvundet noget af sin gamle styrke som agitator. Der gik en gysen igennem ham – om det var kulden eller ordene, de kendte, berusende organisationsord, som fik hans krop til at ryste, anede han ikke.
De fortsatte gåturen. De andre gæster var allerede gået ind, og Edvard og Stark skyndte sig op mod huset.
– Vi må snakke noget mere sammen, sagde Edvard.
Asta og hendes søster havde bagt og smurt smørrebrød. Der duftede tungt af nybagt brød. Der hørtes en summen af stemmer og skramlen af kopper og fade fra dagligstuen. Cirka tredive personer havde taget imod Astas indbydelse, og diskussionen var i fuld gang.
Præsten, en ung mand med en gigantisk dobbelthage, sad allerede ved bordet ved siden af Asta. Præsten talte, mens Asta sad passivt lyttende med hænderne hvilende foran sig på bordet. Det var tydeligt, at hun var træt, og Edvard ville ønske, at præsten ikke snakkede så meget. Han kunne vel lade hende få lidt fred, eller var det sådan, at hun havde brug for hans ord, hans tilsyneladende afslappede og sorgløse enetale?
Edvard gik hen til den kvindelige vikar, som han slet ikke kunne huske navnet på, og gav hånd. Den summende lyd tiltog i styrke, og der hørtes endda dæmpet latter. Edvard kastede et blik over på Asta, der stadig sad ubevægelig. Hun havde ikke rørt sin kaffe. Han rundede bordet, gik hen til hende, bøjede sig ned og lagde armen om hende.
– Hvor var det fint, sagde han, – og så har du bagt.
Asta rystede på hovedet og smilte.
– Du har vel set smørrebrødet?
Han nikkede og lod blikket feje hen over forsamlingen. Lige pludselig blev han slået af tanken om, at Marita burde være med. Hun havde jo mødt Anton og Asta så mange gange, ikke mindst alle de gange de havde holdt bestyrelsesmøde i Ramnäs. Så plejede de at hjælpe farfar ned. Albert, der boede ovenover, så han kunne sidde med. Marita burde være med! Jens og Jerker burde være med!
– Hvad står du og spekulerer på?
Lundström puffede til Edvard som for at få ham til at vågne op. Edvard hentede kaffe og kom til at sidde ved siden af Lundström, Vera og Stark. Det var som sædvanligt Stark, der snakkede løs.
– Jeg læste de gamle kongresprotokoller fra 1976 og frem. Det var en underlig læsning. Der stod så meget vrøvl. Så mange forsikringer, så mange løfter.
– Vi havde måske kunnet klare os, men mange afdelinger haltede jo, det må du da indrømme, indskød Vera.
– Det vidste vi godt, ikke mindst her i Uppland. Tag hele Norduppland og Mälaraerne, men hvad skal man gøre, når der ingen tilvækst er, når man ikke kan få folk ind i bestyrelserne? Jo, begynde forfra! Der er ingen vej udenom, hvis man vil have en folkebevægelse. Det er bare om at gå i gang med at agitere, organisere.
– Bare? sagde Vera.
– Det er hårdt, men sådan er det! Forbundet havde ikke viljen til det, det manglede reelle motiver til en rekonstruktion. Husker I ombudsmanden, som rejste rundt nordpå. Hans eneste opgave var at fortælle folk, det var en dårlig idé at fortsætte. “Afdelingen er dødsdømt – slå den sammen med hovedafdelingen,” var hans budskab.
– Hvad skulle man så have gjort? spurgte Edvard.
– Vi skulle have begyndt forfra, begyndt i det små, måske have haft en lille bestyrelse på tre personer, formand, kasserer og sekretær.
– Vedtægterne siger vist noget andet, indvendte Lundström.
– Ja, det er muligt, men vedtægterne måtte vi alligevel ændre. De justeres på hver eneste kongres. Dan en lille gruppe, giv dem støtte fra centralt hold, fra naboafdelinger. I husker vel, at vi optog lokale forhandlinger i Tierpesafdelingen? Forhandlinger som ombudsmanden ikke kom til eller gav fanden i. Jeg selv var langt ude på bøhlandet, oppe omkring Karlholm, og forhandlede mig frem til næsten tyvetusind spir til et medlem. Han havde måske ikke opfundet den dybe tallerken, blev udnyttet og havde et dårligt forhold til landmanden. Det er dér, der er brug for fagforeningen. Men ombudsmanden havde godkendt en aftale, som gav den skakkels fyr en slavekontrakt. Jeg tror ikke engang, at han mødte medlemmet!
– Det så vi en del af, indrømmede Lundström. – Når han kom listende, uden at vi havde bedt ham om det, forhandlede bag ryggen af os, både på medlemmernes og afdelingens vegne.
– Viljen til at redde afdelingerne var simpelthen ikke til stede, for det ville have krævet en helt anden ideologi, et helt andet syn på demokratiet. Ombudsmanden og de centralt valgte tillidsmænd skulle have sørget for at lægge stilen helt om, og det var man ikke interesseret i.
Fredrik Stark tav. Han havde i flere år været aktiv i forbundets centrale organ, og dér ustandselig været i mindretal. En stemme, der råber i ørkenen.
– Det var langt nemmere at fjerne medlemmerne, undtagen dem der betaler kontingent, skabe store enheder med kontorer, computerudstyr og alt det andet lort!
Vera havde med stigende irritation lyttet til Stark, ikke så meget på grund af det, han sagde, men snarere fordi han snakkede så meget, den sædvanlige, gamle fejl.
– Du behøver vel ikke kværne sådan løs, sagde hun, – vi er jo enige om det meste.
Edvard lo.
– Kværn du bare løs, sagde Lundström.
Stark så ned i bordet, kiggede op på Vera, og et lille smil bredte sig ud over hans ellers så alvorlige ansigt.
– Er der nogen, der kan holde mig i ørerne, så er det dig, sagde han. – Men det er så længe siden, jeg har talt med nogen, som gider høre. Tænk på, hvad vi har mistet, sagde han, og smilet forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet.
– Tænk på, hvad vi har mistet, gentog han.
Han begynder også at se udslidt ud, tænkte Edvard.
– Anton, ham har vi mistet, sagde Stark og bragte alle tilbage til, hvorfor de var samlet.
Edvard drejede hovedet og kiggede på Asta. Hun havde samme blik som før, lidt bortvendt, som om hun befandt sig et andet sted. Måske sammen med Anton.
– Arbejder din kæreste med mordene? spurgte Vera og lagde sin hånd på Edvards arm.
– Ja, i døgndrift.
– Det er sgu noget forbandet noget, sagde Lundström.
Edvard så væk fra Asta.
– Ja, det … begyndte han, men opdagede, at han ikke havde noget at sige.
– Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?
– Det spørger Ann også om.
– Det er hævn, sagde Stark. – En, der er rigtig forbandet forbitret.
Edvard så på ham.
– Hvad mener du?
– Jeg tror ikke, det er nogle af de sædvanlige mord. Der ligger noget rigtig lusket bag. Et menneske, som har mistet fodfæstet, sammenhængen. Ligesom os, men værre, tilføjede han.
Ingen sagde noget. Lundström rejste sig og gik hen mod toilettet.
– Der er flere og flere, der mister orienteringen, sagde Stark, og Edvard troede, han ville gå videre med mordene, men han gik over til det faglige igen.
– Bare se på afdeling seks, som omfatter hele Östergötland og Sörmland! Hvor mange er aktive dér? Den gamle Nyköpingsafdeling havde møder hver anden måned, femten, tyve måske flere til hvert møde. Nu er der måske to eller tre i hele Sörmland, der kommer til årsmødet. Er det bevægelse! Eller tag Västgötaafdelingen, I husker vel, hvordan den blev fremhævet som et eksempel på, hvordan en stor afdeling kunne fungere, de blev jo brugt som et vægtigt argument i debatten. Hvordan ser den ud i dag?
Stark tav med ét, som om han blev grebet af tvivl. Han så skyldbevidst på Vera.
– Undskyld, sagde han, nu tromler jeg derudad igen.
– Og det med kontaktombud har jo aldrig fungeret, sagde Edvard, som ikke ville have, at diskussionen skulle holde op. – Det var det udbyggede net, som skulle være fagets forlængede arm ude på landet, dets øre og stemme. Det er det rene lort.
– Når man fjerner den grundlæggende organisation fra folk, kravet om formand, sekretær og egen pengekasse, så ramler organisationen, det er helt basalt, sagde Stark.
– Og fanen, sagde Lundström.
Edvard så på den gamle traktorfører, hvis enorme hænder lå på bordet. Det rødlige hår på armene så endnu kraftigere ud end før, som et ryatæppe, der vældede ud af manchetterne.
– Når man kører ind med kornet nu om dage, fortsatte traktorføreren, – og holder der i køen, ved man ikke, om der er andre landarbejdere. Før kendte jeg alle sammen. Dengang kunne man gå ud og snakke.
Edvard blev grebet af betydningen i Lundströms tale, det små, som er gemt i det store. Han så traktorføreren for sig i køen med hølæsset bag traktoren, hans blik over rækken af traktorer og trækvogne. Et øjeblik blev han selv sat tilbage til køen langs åen, mærkede trætheden i arme, ben og hoved. Hvor mange gange havde han ikke siddet dér, tilbagelænet med den ene fod på speederen? Fra høstkøen sprang tankerne igen til Marita, for anden gang under begravelsen. Hun burde have været her!
Stark snakkede løs, men Edvard havde mistet koncentrationen og lyttede kun med et halvt øre. Stark stod stadig midt i en diskussion, som han selv havde forladt. Edvard var kommet væk fra sine forbundskammerater, det faglige. Det gjaldt alle, men i Edvards tilfælde blev det endnu tydeligere, idet han var flyttet til øen.
– Utroligt! sagde Stark, – i hele Skåne, som nok har tre og et halvt tusinde medlemmer, kommer der femogtyve til årsmøderne, der er en to, tre studiekredse, en ombudsmand, som betragter afdelingen som sit eget kongedømme.
– Vi har ikke længere nogen betydning, sagde Lundström. – Arbejderbevægelsen er som en ryddet skov, vi er stubbene, der står tilbage.
– Vi havde da alligevel et program? sagde Vera. – Du, som har læst de gamle skrifter, ved da, hvad der stod, sagde hun og vendte sig mod Stark.
Stark nikkede stille.
– De har solgt os, sagde Vera.
Begravelsesgæsterne begyndte at røre på sig, uroen tog til, skraben af stole, der blev skubbet ud og klirren med porcelænet skabte en stemning af opbrud. Astas søster og et par naboer var allerede i gang med at sætte kopper, fade og asietter væk, og nogle åbnede for vandet til opvasken i køkkenet.
Asta havde rejst sig, men blev stående ved præsten, der havde grebet hendes hånd. Hun gjorde sig fri og smilte til ham. Edvard gik hen til hende. Han så, at hendes træthed truede med at tage overhånd.
– Asta, sagde han, stak en hånd ind under hendes arm og trak hende forsigtigt væk fra bordet, – hvordan har du det?
Den blege enke gjorde sig fri af Edvards greb, lagde armen om ham. Han kunne mærke den magre hånd på sin overarm. Asta havde altid været så fysisk, havde taget om Anton, kysset ham også i andre folks selskab. Edvard havde altid syntes, at det havde set rart ud, muligvis med en lidt misundelig følelse inderst inde over, at to mennesker efter et så langt liv sammen kunne vise hinanden en sådan varme.
– Anton ville glæde sig over, at I alle kom, fra foreningen, mener jeg, sagde hun. – Han satte stor pris på den, det ved du.
Edvard nikkede tavs. Han greb hårdt om enken. Asta skubbede ham fra sig, men holdt sine hænder om hans overarme, så ind i hans ansigt.
– Du kan hjælpe mig senere, med papirerne. Vil du det?
– Selvfølgelig skal vi hjælpes ad, sagde han til Asta. – Jeg ringer efter jul.