DER VAR ISGLAT PÅ E3. En stor lastbil med anhænger var kuret af vejbanen, og lasten lå spredt ud over et stort område.
Snedriverne gjorde, at han gang på gang mistede kontrollen. Han vidste, at loven krævede vinterdæk, og han ville ikke skride ud. Han ville ikke dø i en grøft og heller ikke sidde fast i en eller anden politikontrol, men besluttede sig for at holde på en parkeringsplads, måske sove lidt og derefter køre videre tidligt om morgenen.
Han kunne skimte Vätterns sortskinnende vand. Han steg ud af bilen og gik med stive ben cirka ti meter, inden han rystende af kulde vendte tilbage til varmen i bilen.
En følelse af uvirkelighed overvældede ham, da han stirrede ud i mørket. Den sorte vej blev gennemskåret af stærke lys fra forbipasserende biler og store lastbiler, hurtigt opflammende kaskader, som reflekteredes i sneen og skabte spøgelsesagtige figurer i den omkringliggende skov. Uvirkeligheden i at være på rejse. Livet på husmandsstedet havde dog givet ham en illusion om at eje et hjem, et sted for nuet og fremtiden, selv om drømmen i løbet af efteråret var kommet til at fremstå som mere og mere ynkelig. Nu var der ingen fremtid, kun nuet. Hvorfor rejste han så væk? Hvad troede han at kunne finde?
Han havde forladt Lundmark uden at sige et ord til afsked. Den gamle ville selvfølgelig undre sig, han havde snakket om julen, og at de måske skulle holde den sammen. Det gjorde ondt, når han tænkte på Lundmark, at han også havde svigtet ham.
Når det blev morgen, ville han sikkert gå ned til husmandsstedet, se den store askebunke, kigge ind ad vinduerne og indse, at han var blevet ladt alene. Hvad skulle han tro? Han kunne jo ringe til den gamle, men hvordan skulle han forklare, at han var taget af sted så hovedkulds?
– Skråt op med den gamle, sagde han højt, men uden overbevisning.
Han skruede lidt op for musikken, tændte en cigaret og tænkte på Eva. Hvad skulle han sige til hende? Hun havde højst sandsynligt en fyr. Hvordan ville han reagere?
Han havde bestemt sig for at rejse uden egentlig at forstå hvorfor. Var det en flugt fra planen? Da han bagefter forsøgte at udrede sine motiver, blev det sværere og sværere for ham. Det meningsløse i det han havde begået, trådte klarere frem. På en parkeringsplads i et vinterligt mørke gabte den usle ensomhed og håbløshed mod ham med et sort grin.
Han var blevet lokket af mundingsflammerne, af kraften i Col-tens rekyl, lugten af krudt og den voldsomhed, med hvilken lyden fra våbnet havde flænget tavsheden ved villaen og bag Migo. Men rekylen havde forplantet sig ind i hans arm, var smertefuldt løbet gennem hans krop, og ekkoet af skuddene rungede stadig i hans ører.
Han havde, inden han udførte postrøveriet, aldrig før grebet til vold, og i perioder med klarsynethed havde han forstået, at han havde overskredet en grænse, at han aldrig ville kunne vende tilbage, lige så lidt som han kunne vække de døde til live. Fortrød han det? Han ville ikke stille spørgsmålet på den måde, men anede, at han før eller senere ville blive nødt til at gøre det. Den tid ville komme, uanset om han ville det eller ej.
– Skråt op, sagde han, satte bilen i første gear og trillede ud på vejen igen.
Der ville ikke blive nogen søvn, intet hvil, før han mødte Eva. Hvad så med Chris, tænkte han, vil jeg ikke møde ham? Det gjorde ondt at tænke på drengen, men underligt nok var længslen efter ham ebbet mere og mere ud. Det var, som om selve hensigten med hans plan gradvist var blevet forskubbet til noget, som han ikke kunne tage sig af. Motivet, drivkraften i hans myrderier, fremstod ikke længere så tydeligt.
Han havde ikke sendt flere lortebreve, selv om han havde tre navne til på listen. Måske ville han tage dem senere, når han først havde mødt Eva, når han havde kunnet forklare gamle Lundmark det.
Han nærmede sig København om formiddagen. Morgentrafikken gjorde ham irriteret og nervøs. Han kørte i ryk, træt af at sidde bag rattet, som han var, sulten og usikker. Han kørte væk fra motorvejen, søgte ned mod kystvejen, men dér var trafikken mindst lige så intens.
En indskydelse fik ham til at svinge ind på en hotelparkering. Han forlod bilen og krydsede vejen. Vinden kom ind fra havet. Han spadserede gennem en lille park og gik ned mod vandet, blev stående. Han lukkede øjnene, hørte Øresunds bølger og mågernes skrig.
Han gik stille langs strandkanten. På den anden side Sverige. Allerede et land som så fremmed ud i disen.
Et skilt sat op af Solrød kommune fortalte, at man ikke måtte brække grene af, ikke smide affald eller slå telt op. Han havde ikke i sinde at gøre noget af det, men tog en håndfuld sten op og kastede dem en efter en ud i havet.
Cirka hundrede meter væk lå ‘Rosenhuset’, og han gik derhen. Jo da, det kunne godt lade sig gøre med svenske penge.
Han var den første og eneste gæst. Kvinden bag disken arbejdede effektivt og hurtigt, satte postejer og bagværk frem. Han studerede hendes bevægelser, på en uklar måde utilfreds med hendes iver. Hendes koncentration lå i arbejdet, men sommetider så hun op og kiggede på den trætte svensker, og en gang smilede hun og stillede et spørgsmål. Han forstod ikke helt, hvad hun sagde, men fornemmede, at hun spurgte, om det smagte godt. Han rømmede sig og fik en lyd frem, som kunne tolkes som hvad som helst. Han prøvede at smile, men det mislykkedes totalt.
Han vendte blikket mod havet. Skulle han spørge hende om noget? Han prøvede at komme i tanke om et eller andet emne, måske om logi eller noget så banalt som en kommentar om vejret, men kviede sig ved at at åbne munden. Måske kunne han ikke længere snakke?
Flere gæster droppede ind, tilsyneladende bekendte af pigen. De talte hurtigt og ubegribeligt, lo. De var sikkert stamgæster. Her findes også en virkelighed, tænkte han bittert. Mennesker som mig.
Efter en time rejste han sig, lod en halvtredser ligge som drikkepenge og gik hen til bilen igen. En Faktabutik havde åbnet, han gik derind og købte to flasker vin, en pose kiks og noget slik. Han spiste omgående en chokoladekage i bilen, men vinen lod han ligge.
Han havde været i København før. På Vesterbro havde han købt amfetamin, og på Christiania havde han boet en uge hos en belgier, der var skæv af stoffer. Han havde en vag anelse om, hvordan han skulle køre for at komme ud til fristaden.
Han parkerede bilen ved et tilskoddet hus og tog tasken med pengene ud. Var hun her et sted? Det var en næsten umulig opgave at finde Eva, det var han klar over, men måske ville han støde på nogen, som kunne hjælpe ham. Hvis han var rigtig heldig, ville han ramle ind i en gammel bekendt, som også kendte hende.
Hvis han skulle få fat i hende, hvad skulle han så sige? I begyndelsen af efteråret havde al hans vrede rettet sig mod hende, men den følelse var gået over. Nu ville han bare se hende, lægge sine arme om hendes skuldre, fortælle, hvad der var sket, sige, at han ikke længere dømte hende.
Og så? Måske sydpå. Han havde penge nok til at rejse gennem hele Europa. Han kunne efterlade bilen og tage et fly.
Ann Lindell skulle i hvert fald aldrig få fat på ham. Ingen skulle få fat på ham.
I fire timer drev han omkring på Christiania. Den første time hilste han på nogle af dem, han mødte, beskrev Eva og spurgte, om de havde set hende. Alle rystede på hovedet. Ingen var særlig ivrige efter at hjælpe en forvirret svensk junkie på jagt efter gud ved hvad.
Han gik ind på en bodega, hvis ensartede brune indretning og lugt af gammelt øl og urin passede godt med hans eget indre. Han drak tre øl og spiste en fedtet ret bestående af pølser og kartoffelsalat.
Han var overmandet af en træthed, bare en tung, lammende træthed. Sproget rundt om ham var fremmed, latteren fra de andre båse gjorde ham næsten vanvittig. Selv manden bag disken gjorde ham rasende. Hans kraftige brystkasse, de tatoverede arme, som virkede sygelige i det matte lys, hans sikkerhed og selvtilfredse mine fik ham til at rejse sig, gå hen og smide et par hundredekronesedler på disken.
Manden tog imod pengene uden at se på ham og råbte i stedet et eller andet til nogle gæster, der netop kom ind i lokalet.
Han vekslede de penge, han skulle have tilbage, til danske kroner.
– Kender du en svensk pige, der hedder Eva? spurgte han.
Manden vendte sig mod ham, som om han først nu opdagede gæsten. Han tørrede disken af med en skidengul karklud.
– Det kan du roligt regne med, sagde han. – Der er masser af Eva-er her. Hvordan ser hun ud?
Hvordan skulle han beskrive hende? Maggan havde sagt, at hun var blevet fed og grim. Passede det?
– Hun er lyshåret, eller var det før, nu ved jeg ikke. Hun har brune øjne og har et lille ar på hagen.
– Er det din kæreste?
– Var. Engang.
– Har hun fået en ny mand?
Bodegamanden holdt op med at tørre af. Den tatoverede slange snoede sig fra overarmen ned mod håndleddet. Den tvedelte, spillende tunge nåede helt ned til knoerne.
– Måske, i så fald en nigger.
– Der plejer at komme en tøs her med en perker. Hun hedder Eva.
– Er hun tyk?
– Ja, lidt.
– Ved du, hvor hun bor?
Han så indtrængende på manden.
– I det tredje hus på venstre hånd. Der bor en del svenskere der, og de kommer her tit. Jeg har set hende Eva sammen med dem.
Han tog en hundredkroneseddel op og lagde den på disken sammen med byttepengene. Manden bag disken skubbede sedlen tilbage.
– Giv den til Eva. Jeg tror, hun har brug for den, sagde han venligt.
Da han åbnede døren, råbte manden efter ham.
– Kom ind og fortæl mig, hvordan det gik. Jeg kan godt lide historier.
Gaden lå næsten øde hen. En havareret barnevogn stod kørt ind mod muren ved det hus, bodegamanden havde beskrevet. I vognen lå der en sprøjte og en avis med store, mørke pletter. Han gik ud fra, at det var blod.
Han prøvede at skubbe døren op, men så straks, at den var sømmet til med kraftige brædder på indersiden. Han gik et par skridt ud på gaden og kiggede op mod facaden. Flere af vinduerne var dækket af rockwoolstykker, men i et af vinduerne kunne han skimte et gardin og en potteplante.
Der var en mørk, smal gyde ved husets ene gavl, og der gik han ind. Murens kalk var flere steder skallet af og lå på jorden. Cirka tyve ølkasser stod stablet op mod muren. En hund kiggede frem i åbningen ind mod gården.
Han gik ind i den smalle passage med en ubehagelig følelse i kroppen. Det var ganske vist hans verden, han havde set betydeligt mere belastede miljøer, men anspændelsen fik ham til at føle det sug i maveregionen, som han kendte så godt. Nu var han definitivt tilbage.
Gården var fyldt med udtjente møbler og en gammel beholder som med sin rustrøde belægning alligevel skabte lidt farve i de nedslidte omgivelser.
Der var kun én indgang til huset. Der var helt stille. Han stod foran en lejlighed, men tøvede, inden han bankede på. Der sad en lap papir fast på den revnede dør, men han kunne ikke skelne noget navn.
Det varede nogle sekunder, inden han hørte en stemme, der råbte noget, han ikke kunne opfatte. Han tog i håndtaget og åbnede forsigtigt døren. Stanken fra lejligheden, en blanding af gammelt afløb og kattepis, slog imod ham.
Han hørte en stemme fra et af værelserne. Tapeterne havde givet op og hang i fugtfarvede flager ned mod gulvet. På en grå madras lå en utroligt mager mand med et fjernt, lidt bortvendt blik. Han hostede højt, og der satte sig lidt slim på hans hage.
– Kender du en, der hedder Eva, en svensk pige, som skal bo her i huset?
Manden så på ham, men viste ingen tegn på at have opfattet spørgsmålet.
– Eva, gentog han, – en lyshåret pige fra Sverige, som måske holder sammen med en iraner.
Manden smilede uventet og spurgte efter en øl.
Stemmen afslørede, at han var heroinryger.
– Eva!
Manden gjorde tilløb til at rejse overkroppen op, men faldt straks tilbage mod madrassen.
Han forlod lejligheden. Tre af de døre, han hamrede på og prøvede at åbne, var låst.
Han gik op ad den stejle trappe og blev mødt af et blidt lys. Solen var brudt igennem og strømmede ind gennem vinduet ud mod gaden og afslørede et støvet gulv, hvor der lå en tom flaske Carlsberg. Den opfangede nogle af solens stråler.
Der var to døre, og han åbnede den nærmeste uden at banke på. Han kom direkte ud i et køkken, møbleret med et bord og et par stole. Rodet var ubeskriveligt. Han gik videre ind i lejligheden og kiggede ind i det ene værelse.
Fotografiet, der sad med tegnestifter på væggen, fik ham til at synke sammen. Det var ikke stort, men han genkendte det straks. Han havde et mage til i tegnebogen.
Det føltes, som om han havde fået et spark i maven, og han faldt på knæ uden at tage blikket fra fotografiet.
– Chris, sagde han hulkende.
Efter et halvt minut rejste han sig og så sig om: En seng uden sengetøj, men med et plettet tæppe krøllet sammen ved fodenden, de obligatoriske ølflasker, en kommode med to af skufferne trukket ud, et fjernsyn på gulvet og en bunke snavsetøj. Det var alt.
Han gik hen til fotografiet, stillede sig tæt på og betragtede den lille dreng på billedet. Han smilede. De blå bukser med seler var for korte. Han havde hænderne stoppet ned i lommerne og så ind i kameraet med et frimodigt blik. I baggrunden kunne man ane en gynge og en blomstrende busk.
Han lænede hovedet mod væggen, så hans ansigt kom helt tæt på billedet af drengen. Han strøg pegefingeren hen over billedets blanke overflade.
Han sad helt stille på madrassen i en time og kiggede ud gennem den gråstribede rude. Det var en narkohule, han sad i, og det gjorde ham både rolig og oprevet på samme tid.
Han så på billedet af drengen igen. Det kunne være ham selv. Et sted var der et billede af ham, fem år gammel og smilende. Han kom til at tænke på sin sommerfuglesamling. Hvor var den nu? Var den blevet stuvet af vejen og senere ved en eller anden oprydning blevet smidt ud? Havde vingerne mistet deres farve og var smuldret til et blegt pulver? Var billerne blevet ædt af de mikroskopiske dyr, som truede alle samlinger? Det var måske kun nålene, der var tilbage i kasserne?
Han huskede den første bille, han havde fanget. En lillastribet løbebille, som han havde bedøvet med æter og lagt i en gammel æske, som havde indeholdt halspastiller, på et leje af vat. Hvor tit havde han ikke åbnet den æske og studeret det lille dyrs sorte krop og spinkle følehorn?
Det var ved at blive mørkt. Trafikken var sparsom, og fra huset kom der ingen lyde. Han rejste sig og gik hen til vinduet, så ud på gaden. Trækken fra vinduet fik ham til at ryste.
Han registrerede en bevægelse på gaden. Et par kom gående. Det varede nogle sekunder, inden det gik op for ham, at det var hende. Manden ved hendes side var fuld eller påvirket af narkotika. Han havde svært ved at holde sig oprejst, og vaklede af sted, men blev grebet af Eva, som lænede ham op mod husmuren på den anden side af gaden.
Hun var blevet tyk. Han så kun hendes ryg, inden hun drejede kroppen og sagde noget til en person på den modsatte side af gaden. Det lyse hår hang uplejet ned, og da hun strøg det væk med hånden, fik han et chok. Det oppustede ansigt, misfarvet af et stort blåt mærke på kinden og i panden, var ikke hans Evas ansigt. Men han genkendte hendes bevægelser og fagter, når hun snakkede.
Hun grinede højt, så ind mod muren på manden, som hun holdt med et fast greb i hans skindjakke. Det så ud, som om hun pressede ham ind mod facaden med den ene hånd for at give ham et slag med den anden hånd.
Personen på det andet fortov krydsede over gaden, og de tog i fællesskab fat i iraneren og slæbte ham ind i passagen.
Han forlod lejligheden, blev ubeslutsomt stående ved trappen, inden han hurtigt løb ned til stueetagen og rev døren op til den lejlighed, han tidligere havde været inde i.
Manden på madrassen lå der endnu. Han snorkede. Eva og hendes venner gik op ad trappen. Da de kom forbi, skubbede han døren op. Hendes latter hørtes fra lejligheden ovenover. Evas latter.
Han forlod huset og gik hurtigt hen ad gaden.
Fire timer senere sad han på motorvejen uden for Helsingborg i en ny bil på vej nordpå. Den gamle havde han parkeret på en gade i nærheden af færgeterminalen og var gået ind til byen, til han fandt et firma for brugte biler, der så tilstrækkeligt beskedent ud, for at de ikke skulle spørge så meget. Uden at prutte om prisen og diskutere alt for meget med sælgeren, havde han købt en ti år gammel Toyota. “Kan den holde til Holland?” havde han spurgt, og da sælgeren forsikrede, at den kunne køre tusinder af kilometer, slog han til.
Han var klar over, at strisserne ville finde den gamle bil inden for et døgn eller to. En forladt, fremmed bil på en gade i et villakvarter med parkeringsforbud fik ikke lov til at stå længe, inden den tiltrak sig opmærksomhed. Så ville de finde ud af, at den var uforsikret og usynet.
Han smilede for sig selv. Han lugtede dårligt. Han strøg sig over det kortklippede hår. Stubbene på hagen var vokset ud til et mindre skæg. Han spekulerede på, om han skulle købe sig et par svage læsebriller på en tankstation.
Han var en ny mand i en ny bil. Han var overbevist om, at ikke engang Lindell ville kunne genkende ham.
Vejret var slået om, og der faldt en fin regn.