FREDRIK STARK fik en følelse af opsøgende virksomhed, da han svingede ind på den smalle grusvej. Det var ude på landet, og det var et fagligt ærinde. I mange år havde han rejst på kryds og tværs gennem det halve Uppland, udøvet ‘opsøgende virksomhed’, havde besøgt landarbejdere på deres arbejdspladser og i deres hjem.
Han havde agiteret for faget, prøvet at overtale de tvivlende og vægelsindede, havde indskrevet medlemmer og plejet de gamle. Sommetider opstod der tvister, uløste konflikter med arbejdsgiveren med forhandlinger til følge. Så var Stark i sit es. Han kunne lide at hævde aftaler og love, opsøgte striden, forsvaret af mennesker og deres værdier. Det var det, som havde været drivkraften i hans faglige engagement.
Edvard stod på gårdspladsen, da han kom. De havde ikke set hinanden så tit, egentlig mest tilfældigt nu og da. Begravelsen af Anton havde været det første tilfælde af mere organiseret art.
– Velkommen, sagde Edvard og rakte hånden frem.
Han ser tilfreds ud, var det første Stark tænkte, da han greb hånden. Edvard og han havde ofte det samme syn på de faglige spørgsmål, og Edvards baggrund som tredjegenerations arbejder på samme gård og sønnesøn af den legendariske Albert Risberg, havde givet ham en vis pondus.
De gik småsnakkende en tur rundt om huset. Edvard viste, pegede og fortalte. Solen skinnede, og øen gjorde sit bedste for at fremstå i sit smukkeste lys.
For Edvard føltes det næsten højtideligt. Det var det første besøg på øen af en god ven. I to år havde han ikke dyrket sit tidligere liv og vennekreds.
De drak kaffe hos Viola. Edvard så, at også hun syntes, at det var en usædvanlig situation, måske oven i købet truende. Stark ville måske lokke Edvard væk fra hende. Sådan tolkede Stark det, men på den anden side var Viola aldrig særlig venlig over for nyankomne. Efter en halv time gik de op til Edvard. Han trak et par kurvestole hen til vinduet, så de kunne spejde ud over havet. Stark betragtede Edvard, da han talte om sit nye liv. Ganske vist genkendte han sig selv i vennens længsel efter en slags ro, men selv kunne han aldrig tænke sig at isolere sig på en ø. Og spørgsmålet var, om Edvard havde fundet en ro. Det virkede, som om det gamle liv lå og gnavede, uden at det faktisk var blevet erstattet af noget andet.
Han spurgte til drengene, som han havde fulgt, siden de blev født. Edvard svarede undvigende. Stark fortalte om Rosander, deres fælles ven på Getberget i Ramnäs. De plejede at mødes. Rosander havde færdiggjort sin afhandling om netvinger og var lige nu i Ålands skærgård i en vindblæst hytte, han havde lejet. Han påstod, at han skrev på en bog.
Han levede stadig alene og blev mere og mere stivnakket, selv om han af og til havde kontakt med ‘Vitrosen’, som han i omkring et halvt år havde levet sammen med. Hun var flyttet til Gotland og havde haft succes med sine stoftryk.
Edvard lyttede adspredt til Starks fortælling. Det føltes mærkeligt ad den vej at få informationer om sin gamle fødeegn. Edvard følte sig lidt utålmodig, rejste sig og hentede Landarbejderen.
– Har du læst det? spurgte han og holdt tidsskriftet op og fortsatte derefter den diskussion fra begravelsen, som var den væsentligste årsag til at, Stark var kommet. Edvard kendte ham godt nok til at vide, at politikken var det, som kunne lokke gartneren til øen.
– Jo da, sørgeligt. Har du læst lederen?
Edvard nikkede og slog op i tidsskriftet.
– ‘En faglig organisation, som efterhånden tvinges til at reducere sine aktive medlemmer ved hjælp af førtidspension og ikke genansætte personale, bliver ikke mere slagkraftig. Man kan ikke klare alt med computere. En faglig organisation er et kollektiv – mennesker, der har sluttet sig sammen for at få det bedre. Og så skal der en god computerteknik til at hjælpe,’ citerede han. – Hvor er medlemmerne? For ham var der kun funktionærer. Medlemmerne flygter jo fra forbundet.
– ‘Et godt renommé,’ har du set, at han skriver det? spurgte Stark. – Hvor henne? Da ikke hos os!
– Nej, de kørte lortet nedenom og hjem, og nu græder de blod, fordi de ikke må ansætte personale. Så giver de computerne skylden. Kan du huske, hvad møderne var optaget af? Nye kontorstole, mobiltelefoner og computere til ombudsmanden, mens de få, der klarede at blive i storafdelingens bestyrelser, følte sig helt off-side. Det gik jo hurtigt op for dem, at det her ikke var noget rotteræs for dem.
– Jeg er så fandens desillusioneret. Som du ved, var jeg politisk aktiv, og det projekt røg jo i vasken, selv om vi lærte en masse og faktisk udrettede en del. Og faget røg bagefter.
– Det er, som om vi ikke eksisterer længere, sagde Edvard og kylede tidsskriftet til side.
De sad tavse og så hvordan skumringen begyndte at opsuge lyset, lagde skyggerne stadig tættere omkring elletræerne og krattet.
– Jeg var for forsigtig, sagde Fredrik Stark stille. – Jeg så jo, hvor galt det var, hvor langt væk fra folkebevægelsestanken det hele drev hen. Små forandringer, der åd os op indefra. Jeg var så forbandet træt af drikkeriet, bolleriet og fuskeriet, hvordan mødelederne i bestyrelsen kom til møderne uden at have læst i dokumenterne, hvordan frygten bredte sig. Det virkede, som den var indbygget, en slags mekanisme, der slog til. Det var sjældent, jeg så nogen prøve med civilkurage. Hvis nogen havde en afvigende mening, blev den præsenteret i det skjulte, på værelset eller i spisesalen, efter mødeforhandlingerne.
Han tav brat. Edvard skævede til vennen og forstod, at han gik tilbage i tiden, til de femten år, hvor han sad i forbundets øverste besluttende organ. Lidt som en ensom ulv, en galning, en tragisk Don Quijote var han blevet kastet mod vindmøllerne.
Fredrik Stark havde kunnet sidde i forbundets ledelse, dengang de, der rejste til kongressen som ombud, ikke var tillidsmænd på heltid, men medlemmer, som stod i produktionen otte timer om dagen. I andre forbund ville han overhovedet ikke blive valgt, det havde han tit understreget.
– Jeg husker et møde, hvor to af mødelederne samlede et par ludere op og bollede dem på hotelbalkonen, stak dem nogle hundredkronesedler og sendte dem ud i natten.
– Men det forekommer vel alle vegne, indvendte Edvard.
– Jo, men alting gik helt ad helvede til. En af dem sad og pralede med sine aktier, og en anden havde kun interesse i det faglige for at komme ud, bedrage sin kone, gøre sig bemærket. Der var ingen ideologi, det var deres egne interesser, der styrede. De ville ikke sidde og hakke i det i nogle lurvede småafdelinger, det var der intet flashlight over, næ, de ville have deres tjenester betalt: kontor, bil, konferencer og rejser. Vi sad her og snakkede med Tomat-Anton om, hvordan vi skulle få medlemmerne til at komme til møderne, hvordan opsynet af arbejdspladser skulle blive bedre.
– Med andre ord, to verdener, sagde Edvard.
– Nemlig. To adskilte verdener. Efter endnu et hovedbestyrelsesmøde skulle vi slutte af på Solvalla. Jeg skrev rejseafregningerne om eftermiddagen, da mødet var slut, og syntes, at det kunne være hyggeligt at tage til ‘Valla’, møde vores hestepassende medlemmer i staldene. Jo tak! Vi blev installeret på en slags VIP-hylde, højt oppe bag glas, og dér skulle vi følge løbene. Nogle unge piger fra ATG kom og bød os velkommen, og funktionærerne vimsede rundt. Medlemmerne kunne vi se som små prikker dernede. Dér sad vi, og alle oppebar diæter, og det var dag- og natdiæter, og senere ville folk tage hjem, og det udløste en ny dagdiæt og ny dagløn. På bestyrelsesmøderne for ledere spillede de på heste.
– Du spiller jo selv.
– Men ikke med andres penge. Hvis vi havde snuppet pengene, så havde det været bedre! Ganske vist strafbart, men bedre. Nu var det idealiteten vi stjal fra. Man skal kun gøre det, som man kan forsvare over for medlemmerne. Det andet skal man give pokker i, selv om det bare er noget møg! Det er møget, der er grundlaget for de store svigt.
– Det er sådan et samfund, vi har fået. For røvere.
– Faktum er, sagde Stark, – at det begyndte at føles, som om jeg selv var tosset.
Edvard rejste sig og skruede op for radiatoren. Vinden var blevet værre, og kulden var taget til.
– Vil du have en pilsner mere?
Edvard ventede ikke på svaret, men gik hen og hentede et par dåseøl mere.
– Jeg tænker på, hvordan vi lever, sagde Stark.
Edvard rakte ham en øl.
– Hvad mener du? spurgte han.
– Vi sidder på vores røv og lader det hele ske.
– Du lyder som Rosander.
– Der ligger tåge over landet, sagde Stark. – Vi ser ikke hinanden.
Øl efter øl blev hentet fra køleskabet. De kunne høre, hvordan Viola gjorde sig klar til at gå i seng. Mørket var kompakt, og værelset blev kun oplyst af en standerlampe i det ene hjørne.
– Der er altid et valg, sagde Stark. – Man kan ikke give omstændighederne skylden. Jeg har selv tænkt: Er det ikke lettere at give efter, falde til ro og gå på kompromis? Hvor mange aftener på konferencehoteller rundt om i Sverige stillede jeg ikke mig selv det spørgsmål. At kunne være accepteret, være en af gruppen. Det er en menneskelig egenskab, og jeg kan forstå mekanismerne, men det kan ikke undskylde, at man holder kæft for ikke at få ubehageligheder.
– Men du er jo holdt op?
Stark vendte hurtigt hovedet og så på Edvard.
– Jah, sagde Stark med træt stemme, – det har du ret i, jeg er holdt op, så hvad fanden har jeg på hjerte? Jeg kunne ikke magte det. Femten år var lang tid. Arbejdet i den store afdeling kan jeg ikke klare.
Diskussionen døde ud. De sad tavse og stirrede ud i mørket, optaget af deres egne tanker.
Stark tænkte på sin tid i fagforbundet. Edvard tænkte på Ann. De havde talt sammen i telefonen, og hun ville gerne have, at han skulle komme ind til byen og bo hos hende i nogle dage.
– De er kommet videre med mordene, sagde han. – De har fundet bilen, som han flygtede i.
– Jaså, der har ikke stået noget i sladderpressen.
– Nej, jeg tror, at de holder lav profil. Men jeg ved det ikke. Ann siger ikke så meget.
– Flytter I sammen?
Edvard skar ansigt, tog en slurk øl, og Stark fik på fornemmelsen, at Edvard ikke ville snakke om sit forhold, men han var for nysgerrig til at lade det ligge.
– Hvordan er det at komme sammen med en strisser?
Edvard satte dåsen ned og smilede.
– For fanden, tror du, at vi snakker om mord og forbrydelser hele natten?
Stark svarede ikke, men til hans overraskelse fortsatte Edvard.
– Vi har det godt, når vi ses, men det sker ikke så tit. Ikke så tit som jeg gerne vil. Jeg ved ikke, hvad hun vil. Sommetider tror jeg, at hun er træt af det, og sommetider tror jeg, at hun vil flytte herud.
– Har hun ingen børn fra tidligere?
Edvard rystede på hovedet.
– Men dine drenge så, har de det godt med Ann?
– De har knap nok mødt hinanden.
Edvard mærkede beruselsen stige sig til hovedet. Han følte pludselig, at han ikke ville tale mere om Ann. Han så på Stark og spekulerede på, hvordan han havde det med kærligheden. Han vidste så lidt om ham. Han vidste efterhånden så lidt om alle. Fakta var, at han ikke engang vidste, hvordan Marita og drengene havde det.
Ann var sammen med Viola og Viktor dem, der udgjorde hele hans privatliv, kom han i tanke om. Han havde vist aldrig oplevet det så tydeligt som nu.