HAN VAR LIGE VED AT MISSE GRUSVEJEN, antog den for en markvej, eller rettere en blind vej ind til en tømmerplads. Han kørte forbi, standsede efter nogle meter, kiggede på kortet igen og bestemte sig for, at den smalle vej måtte være den, der var afsat på kortet.
Han svingede ind i den dybe skov, passerede en gammel gårdtomt, kørte igennem en skovhøj, hvor træerne truende bøjede sig over vejen, for til sidst at komme frem til et mere åbent terræn.
Husmandsstedets tag var det første, han så, og da han kom nærmere, opdagede han næsten med det samme sodflagerne, som var spredt over et stort område. Han rullede ruden ned og kunne næsten fornemme røglugten.
Han kørte forsigtigt. Husmandsstedets vinduer manglede gardiner, og der steg ingen røg op fra skorstenen. Et gammelt skur, hvis dør stod og klaprede i vinden, var sunket næsten tyve centimeter i det ene hjørne og hældede betænkeligt. Alt så ubeboet og ubenyttet ud.
Et par hundrede meter længere fremme skimtedes et større hus. Dér steg røgen lidt tøvende op af skorstenen.
Sammy Nilsson besluttede sig for at køre hen til det beboede hus. Da han stod ud af bilen, blev han mødt af hundeglam. Sammy var bange for hunde og så sig omkring. Han kunne ikke se nogen hund, men den var der, for der hørtes nye bjæf, da han åbnede bildøren.
– Hold kæft, hørte han en mandsstemme råbe, og rundt om hushjørnet kom en ældre mand med en schæfer i kølvandet. Hunden svansede rundt ved mandens fødder med et lidt flovt udseende. Sammy gættede på, at hunden havde fået en overhaling.
Han trådte ud af bilen. Manden gik lige hen imod ham.
– Han har det mest i munden, sagde han. – Hvad vil du så? Kommer du fra kommunen?
– Bor du her?
– Jeg, nej, her bor sognets mest sejlivede snedker. En gammel mand, som I aldrig får på plejehjem. Bare så du ved det!
– Jeg er ikke fra kommunen, sagde Sammy. – Jeg kommer fra politiet.
– Det er ét fedt, sagde manden og betragtede Sammy.
Hunden løb rundt om dem, og Sammy rakte prøvende hånden ud. Hunden vimsede frem og slikkede hånden. Halen logrede, og hele hundekroppen gik som i bølger af ophidselse.
– Ja, der kan du selv se, sagde manden.
– Hvem bor her så?
– Lundmark, hedder han, og han dukker nok snart op. Jeg skal hente en stol, som han har lavet.
– Hvor gammel er Lundmark så?
– Over firs, hvor fanden skulle jeg vide det fra?
– Han bor her alene?
– Kællingen stak af for tyve år siden, mindst! Hvis det da ikke er tredive?
Sammy nikkede og tog notesblokken frem. Han kunne godt lide den gamle. Han kunne oven i købet godt lide hans hund.
– Hvem bor på husmandsstedet dernede? Står det tomt?
– Ja, nu gør det.
– Det ser ud, som om de har haft bål udenfor.
– Jaså, det er mere, end jeg ved. Der boede vist en slyngel der engang i sommer. Det var dengang, jeg var ovre med stolen. Siden har jeg ikke været her. Lundmark er dygtig, men ikke så hurtig, hvis man kan sige det sådan.
– Hvad hedder du?
– Helmer Gran.
Lyden af en knallert nåede Sammy og hunden samtidig, mens manden ikke så ud til at have hørt noget.
En ældre mand, som Sammy forstod, var Lundmark, steg af knallerten og blev mødt af schæferens voldsomme hilsner. Han stillede knallerten fra sig mod hushjørnet og tog sin gammeldags hjelm af.
– Hej, Sammy Nilsson fra Uppsalapolitiet.
Lundmark så ikke ud til at have hørt ham.
– Stolen er færdig, sagde han til Gran.
– Det vil jeg sgu også håbe! Seks måneders leveringstid. Har du forgyldt den?
Lundmark smilede til Gran og vendte sig så mod Sammy Nilsson.
– Jaså, du er politimand?
– Jeg arbejder med mordene inde i Uppsala, og som du sikkert ved, har vi fundet en bil et par kilometer herfra.
– Javel, sagde Lundmark.
Sammy gik for et øjeblik i stå, men fortsatte med at fortælle, at de gennemsøgte nærområdet for at høre, om nogen havde set noget af interesse.
– Ser man det, sagde Lundmark og så ikke spor interesseret ud.
– Jeg kørte forbi huset dernede. Er det ubeboet?
– Nemlig, sagde den gamle kort, – ubeboet.
– Igennem lang tid?
– Nja, jeg ved det ikke.
– Det er det hus, der ligger nærmest dit. Du ved vel, hvor længe huset har stået tomt?
– Boede ham narkomanen ikke der? brød Helmer Gran ind. Sammy Nilsson vendte sig mod Lundmark.
– Hvad hedder han?
– Hård, sagde Lundmark.
– Har han et fornavn?
Lundmark så på politimanden med et surt blik.
– Selvfølgelig! Lars Hård.
Han gik hen mod snedkerværkstedet. Han smed hjelmen fra sig ved knallerten.
– Skal du have stolen?
– Vent lidt, sagde politimanden, – du må altså fortælle lidt mere.
Sammy Nilsson gik nærmere Lundmark, som fik et mere og mere afvisende udtryk i ansigtet.
– Hvornår forsvandt han?
– For nogle dage siden.
– Hvor længe havde han boet der?
– Siden i sommer.
– Er han narkoman?
– Det er bare sladder, og det ved du også godt, Helmer! Jeg synes, du skulle holde dig for god til at rende rundt med den slags forbandede sludder. Fyren har haft problemer, men han har klaret sig godt her.
Lundmark hev tophuen af og strøg med hånden over det hvide hår.
– Vil du finde stolen frem, så kan vi gå ind bagefter, sagde Sammy.
Helmer Gran fik sin stol, betalte snedkeren med en hundredkroneseddel og tog af sted. Politimanden og Lundmark stod tavse og iagttog, hvordan hans bil forsvandt, inden de gik ind i huset.
Sammy Nilsson afhørte den gamle mand i tyve minutter, inden han gik ud på gårdspladsen igen og så ned mod det forladte husmandssted. Lundmark blev stående på fortrappen.
– Vil du se huset? hørte Sammy Nilsson ham sige.
– Har du en nøgle?
– Det er åbent.
Lundmark sendte en spytklat ned i blomsterbedet, forsvandt ind i huset igen og lukkede døren med et brag.
Sammy blev pludselig i tvivl. Ville en narkoman og morder gøre rent efter sig? Han gik gennem køkkenet, som var helt tomt, bortset fra en gammel gyngestol. Sammy fik den til at gynge og blev stående i nogle sekunder. Han kiggede ind i kakkelovnens gabende hul. Sort aske. Han så ud gennem vinduet. Også aske der. En kæmpe kaprifolium skjulte delvist udsigten. Nogen havde for længe siden hængt en talgkugle op i det indviklede grenværk, men nu var der kun de tynde tråde tilbage, som gyngede i vinden.
Det andet værelse stod også tomt på nær et gammelt olietryk i en forgyldt ramme. Gennem vinduet kunne han se gavlen af brændeskuret. Der hang en le, og en ødelagt stige stod lænet op ad muren.
Sammy gik ud på gårdspladsen. Det så ud, som om han havde brændt rub og stub. I askebunken var der tøjrester, og han pirkede med foden mellem de svedne stykker tøj. Dér var manchetten til en skjorte og et stykke af et frottéhåndklæde. Under håndklædet mente han at se nogle forkullede, små knogler. Han vedtog med sig selv, at det var resterne af en kylling.
Lige ved siden af askebunken lå, hvad der var tilbage af en madras. Sammy mente, at det mest lignede noget opkast, en svampelignende rest, som var flydt ud til en stivnet kage.
Hvorfor brænde alt? Sammy gik forsigtigt rundt på grunden, åbnede døre til skure og udhuse, kiggede ind. Der var ingenting, som fangede hans interesse.
Sammy gik langsomt tilbage ad vejen til sin bil, standsede op på halvvejen og så hen mod den gamle snedkers hus. Lundmark stod ved sit hushjørne og holdt udkig ned mod husmandsstedet. Han havde sagt, at han troede Hård var rejst til Danmark med en kæreste. Husmandsstedet havde han fået lov til at leje, fordi han havde boet på egnen som ung, men nu var han rejst. For altid, mente den gamle.
Sammy så ud over engene og markerne. Bag de små grupper af træer skimtede han søens matte overflade og toppene af Biskops-Arnös ege.
Haver tog omgående mobiltelefonen.
– Har vi en Lars Hård på nogen af listerne fra Akademiska Sygehus eller socialen?
Haver svarede straks nej. Ingen Hård.
Den ellers så rappe Sammy Nilsson stod tavs i nogle øjeblikke.
– Er der noget galt? spurgte Haver.
– Næ, jeg er ude ved et husmandssted, hvor en fyr er rejst over hals og hoved, har brændt alle møbler og tøj, og ifølge en nabo er stukket af til Danmark.
– Hvor?
– Lige ved Biskops-Arnö. Jeg tror, jeg kan skimte øen fra gårdspladsen.
– Manfredsson er rømmet, sagde Haver. – Bevogtningen var åbenbart elendig. Fredriksson er sgu helt oppe at køre.
Sammy Nilsson syntes næsten, at han i baggrunden kunne høre ophidselsen på kommandobroen.
– Huset havde åbenbart to indgange. Kollegerne bevogtede kun den ene side, så Manfredsson kunne simpelthen bare spankulere ud.
– Hvem var det? spurgte Sammy Nilsson.
– Jeg aner det ikke, sagde Haver, men Sammy forstod, at han godt vidste det.
– Hvad laver Lindell?
– Hun er hos Fritte, Fredriksson vil have en anholdelse af Manfredsson.
– OK, jeg dropper husmandsstedet, sagde Sammy, – men notér lige Lars Hård, hvis han skulle dukke op igen.
Lindell mærkede trætheden strømme gennem sig og kvalte et gab. Hun kastede et blik på væguret og overvejede, om hun skulle ringe til Edvard. Han havde ringet i går aftes og været deprimeret. Det gik op for hende, at han havde talt med sin ekskone om julen. Han havde sagt noget om drengene. Lige inden han havde lagt på, sagde han noget om havet, som hun ikke helt havde forstået.
Hun forlod kommandobroen og gik ind i kantinen. Der var lukket og helt mennesketomt bortset fra et par uniformerede kolleger, som sad i sofahjørnet og spiste pizza. Hun stillede sig bag det oplyste juletræ.
Edvard tog telefonen ved første signal. Han lå og læste.
– Jeg kan måske komme ud nogle timer i morgen.
Hun vidste, at det var vanvittigt, at hun, som var efterforskningsleder, kørte ud til kysten i et privat ærinde. Hun kunne mærke hans overraskelse, men mente at høre, at han blev glad. Fandens, tænkte hun, vi må snakke noget mere sammen!
– Vil du gerne have, at jeg kommer?
Det varede lidt, inden han svarede.
– Ja da, det ville være fint.
Fint, tænkte hun og skævede til kollegerne, som pressede pizzaæskerne sammen og rejste sig for at gå. ‘Fint’, han burde da have sagt ‘fedt’ eller ‘dejligt’ eller noget andet. Nu var det kun ‘fint’.
– Jeg er så glad for dig, sagde hun lavmælt, tæt ind mod mobiltelefonen.
– Så ses vi måske i morgen, sagde Edvard.
Hun stod med telefonen i hånden og besluttede sig for at tage derud med det samme. Ganske vist var hun træt, men der skulle ikke ske så meget om natten, og hun ville kunne være tilbage om morgenen.
Hun gik ind på kommandobroen igen, gjorde tegn til Haver om, at hun ville tale med ham, og de gik sammen ud i ‘Havet’. Lindell lænede sig mod et skab og fortalte, at hun ville tage til Gräsö lige om lidt. Hvis Haver blev forbavset, viste han det ikke.
– OK, sagde han, – gør det! Du trænger til det.
Lindell kunne mærke, hvordan hendes kinder brændte. Havers generøse indstilling rørte hende, men gav hende også skamfølelse. Var der nogen, der havde brug for at forlade stationen, var det Haver. I over en uge havde han så godt som uafbrudt arbejdet på kommandobroen. Lindell vidste, hvor belastende det var at fungere som koordinator i en så omfattende sag. Haver havde brug for at se sin Monica.
– Ola, sagde hun og lagde hånden på hans skulder, – du er alle tiders gode kollega og ven.