TORE SIGVARD SVENSSON KØRTE MOD LÖTEN. Han kørte ind på parkeringspladsen ved Heidenstams Torv. Ikke et menneske at se. Han havde kørt uafbrudt fra Danmark med kun ét stop for at tanke op.
Under turen havde han tænkt på Maggans ord om, at Chris havde det godt, at det, der skete, var det bedste. Den viden ramte ham et sted i Småland, at hun måtte have sagt det samme til socialkællingerne. Desuden havde hun ikke talt pænt om Eva. “Tyk og grim,” havde hun sagt, og ganske vist var det rigtigt, men hvorfor sige det så ondskabsfuldt? De havde jo været venner, alle tre. Det var for let at sætte sig på den høje hest. Maggan havde sit på det tørre.
Lugten af sved fyldte bilen. Han røg en cigaret og stirrede ud gennem forruden. Trætheden fik hans tanker til at flyve hid og did. Det føltes, som om han var fuld. Det hele var noget rod.
Han knipsede cigaretten ud på asfalten. Maggan boede fem hundrede meter herfra. Han burde besøge Lundmark. I handskerummet lå våbnet og en æske patroner. Den sidste æske. Den skulle række langt. Der var fire navne tilbage.
Måske skulle han snakke med Maggan. Ville hun melde ham? Han vidste det ikke mere, og det føltes heller ikke så vigtigt.
Strisseren Lindell tænkte han mere og mere på. Billedet af hende i dørkarmen med grydeskeen i hånden fik ham til at tøve. Der var noget ved hende, som fristede. Var det det, at hun jagede ham?
– Ann Lindell, sagde han prøvende, – du vil have mig.
En morder, en mand, en gammel junkie, en far, en postrøver, en bror. Han tændte en cigaret til og startede bilen.
Han trillede bilen i gang. – Nils–Ejnar Svärd, mumlede han, er det din tur nu? Nummer tre på listen.
Han kørte tværs over E4 og ind på Scandic. Restauranten var åben, og nogle tidlige morgengæster skrabede ymer, smør og brød til sig.
Tore spiste med god appetit. Han så en Upsala Nya Tidning ligge på nabobordet og fik en pludselig lyst til at hente den, men droppede det.
Da han havde drukket den anden kop kaffe, vidste han, hvad han ville gøre. Han betalte femogtyve kroner for morgenmaden, købte cigaretter i en automat og kørte mod vest. Klokken var et kvarter i seks om morgenen. Han ville kunne nå ud til Lundmark og tilbage, inden Svärd hentede sin morgenavis.
Det gik op for ham, at der var noget galt. De mange hjulspor på vejen ned mod Arnö var påfaldende. Normalt var der ikke mange biler, der kørte forbi her. Nu var vejen helt kørt i smadder. Et kraftigt køretøj havde desuden presset vejkanten ned, så der var gravet et bredt, dybt spor op mellem grøften og vejen. Da han kom frem til den lille vej, som gik ned mod husmandsstedet og Lundmark, var han helt overbevist. Der var også friske bilspor. Om vinteren kørte der måske en bil om ugen på den smalle og næsten ufremkommelige vej.
Han drejede ind på en skovvej nogle hundrede meter før huset. Det var en provisorisk vej, der blev brugt under skovfældningen, og han havde problemer med at manøvrere bilen mellem stenene og de spor, som tømmermaskinen havde lavet.
Han vidste, at skovfældningen var overstået, så det kunne ikke være skovarbejdernes biler og maskiner, der havde været skyld i de mange spor på vejen. Der var kun ét tænkeligt alternativ.
Han fandt mobiltelefonen frem og tastede Lundmarks nummer. Den gamle svarede ved den anden ringetone. Tore gættede på, at han holdt til i køkkenet. Det gav et højt klik, da han hørte Lundmarks hæse stemme.
– Hej, det er Tore.
Lundmark svarede ikke straks.
– Hvor fanden er du? sagde han så.
– I Danmark, sagde Tore.
– Strisserne har snuset rundt her. Og ikke bare her, men i hele sognet.
– Hvad mener du?
– De leder efter nogen. Er det dig, de vil have fat på?
– Har strisserne været hjemme hos dig?
Lundmark fnøs. Tore kunne høre, hvor oprevet han var.
– Har de?
– Det kan du bande på! De render rundt i bakkerne.
Lundmark lød både forurettet og trist, og Tore strakte sig hen
over bilsædet. Han fik bildøren op og tumlede ud.
– Vi har haft det godt, sagde Tore med brudt stemme. – Hvad der end sker, så …
– Strisseren var også nede hos dig, gik rundt og snuste, rørte i asken. Hvorfor brændte du det hele?
– Det var mest noget gammelt.
– For helvede! Du købte jo møblerne i sommer.
– Hvad der end sker, så er du god nok. Du var fair. Faktisk den eneste.
Han satte sig på en sten, og fugten fra mosset kunne straks mærkes gennem bukserne.
– Hvad vil du nu gøre?
– Rejse endnu længere væk, sagde Tore og følte sig endnu mere ussel. At skulle være nødt til at lyve for den gamle lige til det sidste.
– De leder efter en morder, men jeg sagde, at sådan var du ikke. Eller hvad?
– Næh, sagde Tore.
– Men ring til politiet, så slipper du for alle ubehageligheder.
– Måske. Hvis jeg kommer tilbage, må jeg så bo hos dig?
Det varede nogle sekunder, inden Lundmark forstod spørgsmålet.
– Husmandsstedet er der jo stadig, sagde Lundmark. – Det brændte jo ikke ned.
– Er du vred på mig?
Den gamle tøvede med svaret.
– Jeg sagde ikke, hvad du hed, sagde han til sidst.
– Spurgte de ikke?
– Jo, men jeg huskede at kalde dig for Lars Hård, da politimanden spurgte.
Tore brast i latter.
– Lars Hård! Hvor fik du det fra?
– Husker du det ikke?
–Næ.
– Fridegård, sagde Lundmark.
Tore huskede pludselig den gamles fortællinger.
– Det var fandens!
Han skammede sig over ikke straks at have forstået. Alting var gået galt, og han syntes, han kunne se Lundmarks skuffede ansigt for sig.
– OK, nu må jeg slutte. Pas godt på dig selv!
– Vent, sagde Lundmark, men Tore slukkede for telefonen.