HAN BOEDE I SUNNERSTA, JURIST. Gift, med mindst et barn. Det havde Tore konstateret under efterårets research. Han så for gammel ud til at være far til et barn, der gyngede på legepladsen. Nils–Ejnar Svärd plejede at stå bag gyngen og skubbe på.
Villaen lå langt inde på grunden og var omgivet af høje hække og buske på alle sider. Tore havde om efteråret, i ly af den kraftige vegetation, fundet frem til huset, men nu var buskene uden blade, og han indså, at naboerne alt for let ville kunne se ham.
Det blev den side, der vendte ud mod gaden. Han stillede bilen ved fortovskanten. Klokken var næsten syv om morgenen. Han vidste, at Svärd plejede at hente avisen ved den tid. De dage han havde overvåget huset, havde juristen været der præcis. Nu skulle han gå den korte tur for sidste gang, åbne brevkassens låg og møde døden.
En bil nærmede sig. Tore krøb sammen og prøvede at gøre sig usynlig. Bilen kørte forbi, og da Tore kiggede op igen, var Nils–Einar Svärd på vej fra huset ud mod gaden. Han var kommet cirka halvvejen ad den flisebelagte gang til brevkassen. Han standsede og sparkede en barneskovl væk.
Tore greb efter Colten, som han havde gemt under en trøje på forsædet. Svärd fortsatte sin gåtur. Tore rullede ruden ned. Manden trak morgenkåben tættere om sig og så op mod himlen.
Tore lagde venstre albue i det åbne vindue og lod løbet hvile i armhulen. Sveden sprang frem på panden.
Nils–Ejnar Svärd løftede låget og stak hånden ind efter morgenavisen. Samtidig registrerede han bilen på gaden og så derhen ganske kort. Det var tydeligt, at han ikke genkendte manden i bilen. Tore syntes, at han så betydeligt ældre ud end i efteråret. Håret strittede til alle sider. Tore tøvede. Manden smækkede låget i igen og begyndte vandringen tilbage til huset. Tore tog en dyb indånding.
– Hallo, råbte han og åbnede i samme nu bildøren.
Manden vendte sig om og så Tore gå over gaden. Han havde stukket Colten ned i jakkens inderlomme.
– Ja? sagde Nils–Ejnar Svärd.
Han stod fire–fem meter fra hækken.
– Kan du kende mig?
– Nej, sagde Svärd. – Vil du mig noget?
– Ja, det vil jeg. Jeg har et ærinde. Du er Nils–Ejnar Svärd fra amtsretten, og vi har mødt hinanden.
Tore syntes, han kunne se et glimt af frygt i mandens øjne, eller måske var det bare forbløffelse.
– Jaså, sagde Svärd og gjorde tilløb til at fortsætte tilbage til hoveddøren.
– Du er en lort, sagde Tore og tog i det samme revolveren op.
Mandens ansigtstræk stivnede. Han stirrede på våbnet.
– Dit møgdyr, sagde Tore, – du tog Eva fra mig.
Han hævede revolveren. Svärd trådte baglæns og åbnede munden som for at sige noget. Så lød det første skud, som ramte ham i lysken. Næste skud ramte den højre kind, og han blev kastet tilbage og rundt, faldt med ansigtet ned mod den hårde beton. Tore ventede cirka et sekund, sigtede omhyggeligt på mandens nakke. Nu var han helt rolig på hånden. Manden bevægede sig stille, drejede kroppen, og det lykkedes ham at komme op på den ene albue. Han så på Tore og prøvede at sige noget, men munden var bare et blodigt søle. Han førte hånden op til sit ansigt og sank samtidig sammen.
Der hørtes et gennemtrængende skrig. Tore så op. I villaens dør stod der en kvinde. Tore sænkede våbnet. Juristen stønnede. Tore vendte om og løb hen mod bilen. Kvinden råbte mandens navn.
To skud. To eksplosioner i et stille villakvarter lige syd for Uppsala. Det varede ikke længe, før døre blev åbnet, og ansigter kom til syne i døråbningerne, ængsteligt spejdende.
Elleve minutter senere var den første politibil og ambulance på stedet. Efter yderligere ti minutter var den ellers så rolige gade fyldt med blå blink og mennesker.
Lindell hørte Havers oprevne stemme i mobiltelefonen og forstod først ikke, hvad der var sket. Hun kørte af færgen i Öregrund med en følelse af uvirkelighed. Det kunne ikke være sandt, var hendes første tanke, men hun vidste, at det kun var alt for sandt. Hun kastede et sidste blik på Gräsö, inden hun kørte over torvet op ad bakken, halvfems grader til venstre, forbi Systembolaget og videre mod Uppsala. Efter nogle minutter havde hun lagt landsbyidyllen bag sig.
Tore satte farten ned ved tredive kilometer–skiltet ved Svamptorget. Revolveren lå under bilsædet. Han standsede og lod nogle skolebørn passere fodgængerfeltet. De vinkede, og Tore vinkede tilbage.
Nogle hundrede meter længere henne mødte han to politibiler med blå blink og sirenerne slået til. Han kørte ind til siden.
Havde de kunnet forhindre det her? var det spørgsmål, Lindell ustandselig stillede sig selv. Hvem var offeret? Hun havde ikke fået andet at vide end, at det var en midaldrende mand, der var blevet skudt med to skud uden for sin villa. Han levede, da politiet kom. Lindell så på uret. Levede han stadigvæk?
Havde han fået et lortebrev? Måske var han politimand. Hun prøvede at komme i tanke om kolleger, der boede i Sunnersta. Men kunne ikke komme på nogen. Hun kørte forbi Norrskedika, Gimo og Alunda i sin vanvittige kørsel mod Uppsala.
Tore kørte stille gennem byen og tilbage ad Gamla Uppsala Gatan til Heidenstams Torv. Han parkerede bilen og forlod den.
Da Lindell ræsede gennem Rasbo, fik hun flere detaljer gennem telefonen: Nils–Ejnar Svärd, femoghalvtreds år, jurist i amtsretten i Uppsala. Gerningsmanden var flygtet i en bil af ukendt fabrikat.
– Flugtvejen? spurgte hun Haver.
– Muligvis over Gottsunda eller Hammarskjöld ind mod byen. Vi ved det ikke.
– Eller ad Hammerskjöld væk fra byen, sagde Lindell og tænkte på morderens formodede vej efter mordet på ægteparret Hirmanen.
Lindell stod ved hækken ved Svärds hus. Der var stillet skærme op. Hun stod helt stille og iagttog, hvordan hendes kolleger arbejdede. Hun kunne se ryggen af Ryde. Sammy Nilsson diskuterede med Beatrice. Han fik øje på Lindell og kom hen til hækken.
– Hvad har vi? sagde hun.
– Naboerne hørte skuddene, men ingen har set gerningsmanden. Han flygtede i en lille, grøn bil. En nabo, som luftede hund, sagde, at han havde set bilen holde ved Svärds villa tidligt om morgenen. Han er skudt med to skud. Skytten stod sandsynligvis ved hækken.
– Klarer han sig?
– Han mistede meget blod, som du ser, og var bevidstløs, da ambulancen kom. Det ene skud gik ind i lænden og flåede sandsynligvis pulsåren op, sagde Sammy.
– Havde han modtaget et lortebrev?
– Ifølge hans kone, nej. Hun er selvfølgelig chokeret, men på det punkt lyder hun sikker.
– Det er måske kommet til hans arbejde, sagde Lindell. – Er der børn?
– En lille pige og to fra et tidligere ægteskab.
– Han er jurist i amtsretten, er det korrekt?
Sammy nikkede. De stod tavse. Lindell forstod, at der ikke var så meget mere. Haver havde sørget for vejspærringer ifølge de opstillede planer.
– For helvede, sagde Lindell med fortvivlelse i stemmen.
Hun havde svært ved at tænke klart. Det var, som om de almindelige funktioner var sat ud af kraft. Sammy så hendes frustration, og han lagde armen om hendes skuldre.
– Politiarbejde har fanden skabt, sagde han.
– Jeg tror, jeg flytter over på øen, sagde Lindell.
Hun gik ind gennem havelågen med bevidstheden om igen at være kommet for sent. I virkeligheden, tænkte hun, kommer vi altid for sent.
Ryde stod med hænderne foldet bag ryggen og betragtede villaen med en alvorlig mine, som om han spekulerede på at vurdere prisen på huset.
– Jeg er færdig, sagde han, da Lindell stillede sig ved siden af ham. – Hvor har du været?
Hun svarede ikke.
Ryde og Lindell havde ikke set hinanden siden mødet på Lindells parkeringsplads.
– Nu må du passe godt på dig selv, sagde Ryde. – I dag slog han til mod den dømmende magt på anden sal, og nu er turen måske kommet til dem længere nede i stueetagen.
Lindell så på teknikeren.
– Du kan være en rigtig satan, ved du det? For øvrigt er Man–fredsson stukket af fra sin overvågning. Det vidste du ikke? Det kan være ham.
Ryde mødte hendes blik.
– Tre mord og et mordforsøg, sagde han. – Hvornår fanger I den djævel?
Ryde smækkede kæberne i, som om han havde fået noget uspiseligt i munden.
– Fy for helvede, sagde han, gik rundt om Lindell og trådte ind på fortovet.
– Og journalistgribbene er på stedet, hørte Lindell ham mumle, inden han med hurtige skridt forsvandt hen mod sin bil.
– Vi, råbte Lindell efter ham, – ikke I!
Sammy Nilsson gik hen til Lindell igen.
– Denne gang tøvede han, sagde Sammy. – Konen fortalte, at han stod med våbnet løftet, men sænkede det.
– Kunne hun give noget signalement?
– Yderst diffust.
– Omkring fyrre år, troede hun, almindelig af højde.
– Er det Manfredsson?
Sammy rystede på hovedet.
– Ingen anelse.
– Hvor er Fredriksson?
– Pisker rundt, sagde Sammy. – For fanden, hvor han skældte ud i går aftes. Jeg har aldrig set ham så ude af sig selv. Han skældte hele BSR ud. Ingen duede til noget.
Lindell var fuld af tilfredshed, da hun hørte om den sløve Fred–rikssons reaktion. Der var altså alligevel lidt krudt tilbage i ham.
– Hvad sagde Otto?
– Han prøvede at gyde olie på vandene, men det var nytteløst.
Sammy tav og så på Lindell. At hun var taget over til Gräsö og sin landarbejder, var blevet flittigt diskuteret. Riis var som sædvanligt kommet med sine sexistiske vitser om kløe og om tyren fra Ramnäs. Haver havde holdt lav profil, men havde direkte adspurgt af drabschefen været nødt til at sige, at efterforskningslederen var kørt hundrede kilometer østpå. Ottosson havde ikke sagt noget, men var gået direkte til sit kontor, Haver mente, det var for at ringe til Lindell.
– Ringede Otto til dig i går?
– Nej, skulle han have gjort det?
– Jeg spørger bare.
Lindell vendte sig væk fra sin kollega og så hen mod huset.
– Jaså, han tøvede, sagde hun ud i luften.
Samlingen på politistationen halvanden time senere blev en ophidset forestilling. Det var, som om en utålmodig irritabilitet havde grebet dem alle. Fritzén brokkede sig over, at overvågningen havde ladet Manfredsson gå.
– Hvad nu hvis det er ham! For fanden en skandale!
Vejspærringerne havde ikke givet noget resultat, ikke andet end pågribelsen af to spritbilister, en efterlyst hæler samt trafikkaos.
Der var udsendt en efterlysning af den grønne bil, men nu var man ikke længere sikker på, at den var grøn. Svärds nabo var kommet i tvivl om farven.