MAGGAN ANDERSSON VAR STRAKS KLAR OVER, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. Det var lugten. En påtrængende og skarp svedlugt slog imod hende, lige da hun låste yderdøren op.
Lejligheden var mørk. Klokken var halv fem om eftermiddagen. Hun havde én arbejdsdag tilbage i dette årtusinde, inden skolen lukkede. De havde forberedt næste dags julefrokost. Sidste dag inden juleferien var altid lidt ekstra festlig, og i dag havde de kogt skinke og formet frikadeller.
– Hallo, råbte hun, og hun blev grebet af rædsel, da hun hørte sin egen stemme runge.
Alligevel tog hun et par skridt ind i lejligheden. Hun hørte en svag lyd som en raslen fra en avis. Hun rakte ud efter telefonen på entrébordet, løftede forsigtigt røret og prøvede at huske alarmnummeret. Forbindelsestonen tudede i hendes øre, og hun var overbevist om, at den kunne høres i hele huset. 112! Hun tastede det første tal i samme nu, som en skikkelse voksede ud af dagligstuens mørke. Hun skreg højt og tabte røret.
– Hej, kan du ikke kende mig?
Maggan sank ned på skamlen ved siden af telefonbordet.
– Hvad fanden laver du her? Hvordan kom du ind?
– På den gamle, velkendte måde.
– Har du lavet indbrud i min lejlighed?
– Indbrud og indbrud. Du var ikke hjemme. Jeg skal nok reparere ruden.
– Ruden, skreg Maggan, – jeg vil da skide på ruden! Skrid, for helvede!
Hun rejste sig og greb fat i Tores arm for at trække ham hen mod døren.
– Rør mig ikke!
Hans ord fik hende til at slippe taget. Vreden blev afløst af skræk. – Vil du godt være sød og gå? Jeg er skide ligeglad med, hvordan du er kommet ind.
Hun blev grebet af stor afmagt. Hun ville ikke mindes om sit gamle liv. Hun havde arbejdet i skolekøkkenet i otte år. Otte år med stoffri ensomhed. Nu stod Tore dér. Den samme hæslige svedlugt, tænkte hun. De samme tankebaner.
– Du ser anderledes ud. Med skægget og det korte hår, mener jeg.
Han vendte om på hælen og forsvandt ind i stuen.
– Jeg ringer til politiet, råbte hun efter ham.
– Det gør du fandme ikke, sagde han næppe hørligt. – Kom ind i stedet for. Jeg har nyheder om Eva.
Der var ingen aggressivitet i stemmen, snarere en ro, hun ikke forbandt med Tore. Hun gik ind i stuen. Han sad i sofaen.
– Nej, du skal ikke tænde lyset!
– Er hun død?
– Hvem?
– Eva!
– Nej, hvad fanden får dig til at tro det! Hun lever, som hun plejer.
– Så er der vel store chancer for, at hun dør.
Han fortalte om sin rejse til København. Han så ikke på hende en eneste gang. Stemmen var rolig. Han sad med hænderne i skødet. Hun forestillede sig, at han havde siddet sådan hele dagen og ventet på hende for at kunne fortælle. Så tav han pludselig.
– Hun har forladt mig, sagde han efter en kort tavshed og så på Maggan.
– Det er da længe siden.
– Det var socialkællingernes skyld. Eva og jeg havde noget i gang. Vi ville have klaret den.
– Det tror jeg ikke, sagde Maggan. – Ikke hende.
– Men jeg måske, sammen med Chris.
– Tror du det?
– Jeg sagde det til dem.
– De troede dig ikke?
Han rystede stille på hovedet.
– Nej, hvem tror på sådan en som mig.
– Jeg tror, at Chris har det godt.
Han løftede blikket og så intenst på hende. Hun var nødt til at se væk.
– Du knuste ruden, sagde hun.
– Jeg ryddede op. Jeg lagde tusind dask på køkkenbordet til en ny.
Maggan rejste sig.
– Du troede heller ikke på mig, sagde han.
Hun var på vej hen til altandøren, men standsede op, stillede sig midt på gulvet og så på ham.
– Drop det, Tore! Det er på høje tid at komme videre.
– Du er så fuld af lort!
– Drop det! Det er lige meget med ruden. Du kan sove her i nat og tage af sted senere. Det er i orden med mig.
– Men ikke med mig. Jeg vil høre dig sige, at du tror på mig. At du troede på mig.
Det trak fra vinduet, hvor Tore havde presset et lille stykke stof ind, som hang der som et mørkt gardin.
– Er du sulten? Jeg har frikadeller med fra mit arbejde.
– Jeg vil ikke have dine skide frikadeller!
– Du må have noget at spise.
– Hvad sagde du til socialkællingerne? Svar på det, så går jeg bagefter.
Maggan satte sig i sofaen og lagde hånden på hans knæ.
– Kom videre, Tore. Chris har det godt.
– Hvad sagde du?
– Jeg sagde det præcis, som det var. Jeg tænkte på Chris. Husk, at han boede her i lang tid. Jeg var den, der fulgte ham i børnehave, storkede rundt som en vanvittig. Han sov hos mig. Sommetider i månedsvis, mens du rendte rundt i Stockholm og fixede, og Eva forsvandt bare, gud ved hvorhen. Forstår du det? Jeg elskede også Chris. Jeg ville have, at han skulle have det godt.
– Dumme svin.
– For dig handler det ikke om Chris.
– Hvad helvede handler det så om?
– Det ved jeg ikke. Kan du huske, at jeg rejste til Hägersten, da du boede der? Hvad sagde du dengang? Jeg bad dig om at tage dig sammen. Du sad i en narkohule, høj som et hus. Kan du huske, hvad du sagde?
– Hold din kæft!
– Det sagde du også dengang. Hold din kæft, sagde du, da jeg bad dig om at komme til Uppsala.
Tore rejste sig hidsigt.
– Du havde et valg, sagde Maggan.
Han vuggede frem og tilbage med lukkede øjne. Hænderne var knyttede. Stanken af sved var gennemtrængende.
– Du forrådte mig også. Jeg vidste det. Ikke engang dig.
Slaget kom uventet. Tores knyttede hånd ramte hende lige over panden, og hun røg baglæns mod armlænet. Han betragtede hendes livløse krop. Hendes tunge var blevet presset ud af den halvåbne mund, som om hun rakte tunge ad ham: Det gik ikke, Tore.
I køkkenet fandt han tørresnor og frysetape. Han blev slået af, hvor velordnet hendes køkken var. Alt havde sin plads. Alt var skinnende rent.
Han bandt hende fast i sofaen. Der begyndte at komme liv i hende, og hun klynkede svagt. En lille strøm af blod løb ned ad panden, hvor hun havde ramt armlænet. Han satte tape på, lag på lag, så det dækkede munden.
Først udtrykte hendes øjne udelukkende forbløffelse, for hurtigt at blive afløst af skræk, som forplantede sig ligesom en konvulsion i hendes lemmer. Tore troede et øjeblik, at hun fik krampe. Han havde før set anfald.
Han afsluttede sit arbejde tjept og metodisk, som om det var et hvilket som helst arbejde, men uden at kunne se hende i øjnene. Hun rørte sig ikke, men iagttog ham.
Svedlugten var skarpere end nogensinde. Hans øjne var ikke klare, men så ud til at være overtrukket af en mat hinde.
Han tændte en cigaret og så på hende, lod blikket vandre over hendes krop. Bare han ikke voldtager mig, tænkte hun. Det dunkede i hendes hoved, og hun syntes ikke, hun fik ilt nok. Det værste var, ikke at kunne tale. Bare hun kunne få munden fri, så ville hun måske kunne snakke ham fra det, få ham til at forstå, men noget i Tores bevægelser og blikke sagde hende, at han var uden for al kommunikation.
– Jeg kunne dræbe dig.
Hans stemme lød fremmed.
– Jeg burde gøre det, men nu går jeg, sagde han. – Jeg forlader dig så længe. Jeg har en opgave tilbage.
Hun bevægede sig stille og prøvede med en kraftanstrengelse at åbne munden, men tapen sad for fast, og det eneste resultat var en smertende stramhed over kinderne.
– Jeg skød en mand i morges. Jeg har dræbt, men vær ikke bange, jeg vil ikke dræbe dig. Du er … fortsatte han, men tav.
Nu vidste hun det. Det var ham, der havde myrdet i Norby og uden for Migo. Hun havde også hørt om mordforsøget om morgenen. Lokalradioens udsendelser var domineret af nyheden.
– Nu ved du det, sagde han. – Nu ved du, hvad der skete, men ikke hvorfor. Jeg kan se, at du spekulerer. Og det gør jeg også. Jeg har levet i mit lille hus, har dunket hoved og knytnæver ind i væggen. Jeg har levet alene med ét eneste håb: at Eva skulle komme tilbage, at hun skulle lægge sin hånd på min arm.
Han slog sig ned i lænestolen, tændte en cigaret til.
– Måske ikke kun hende, måske ikke engang hende. Det kunne have været dig, Maggan. Jeg levede alene, og det tager på kræfterne, det gør en skør. Jeg er pisseligeglad med livet. Sådan som jeg har levet, har der aldrig været noget håb. Det begyndte som had. Jeg var jo stoffri, og det forstod de ikke. Jeg ville leve ligesom alle andre. Arbejde.
Han tav og sugede røgen ind.
– Sommetider gik jeg ud på fortrappen og satte mig, røg, drak kaffe, med skaderne som eneste selskab. Der var tidspunkter, hvor jeg var lykkelig.
Der løb tårer ned ad Maggans kinder og vædede tapen over hendes mund. Lejligheden lå totalt i mørke. Tørresnoren skar sig ind i hendes håndled.
– Jeg kunne godt løsne dit bånd, men jeg vil ikke høre dine ord. Jeg ved, hvad du vil sige. Jeg har allerede selv sagt det. Mari, Lundmark og dig var de eneste, jeg havde. Mari elsker mig jo, som en søster gør, men hun forstod aldrig noget. Du sagde noget lort til socialen, det er jeg klar over. Hvad skulle du ellers have gjort? Have taget mit parti? Lundmark lever også alene, men med værdighed. Det klarede jeg ikke. Han har et håndværk. Folk opsøger ham for hans dygtighed. Han løj for politiet. Han ville have, at jeg skulle være en slags figur i en bog.
Tore rejste sig og gik ud på toilettet. Hun hørte, hvordan han lod vandet løbe i håndvasken, og hun gik ud fra, at han vaskede ansigtet.
– Nu går jeg, sagde han stående i døren. – Skal du tisse, må du tisse i bukserne. Jeg har lagt ti tusind kroner i badeværelsesskabet, hvis du vil købe en ny sofa. Jeg er nødt til at gøre det sådan. Du ville aldrig kunne holde kæft eller lyve som Lundmark.
Han så på hende en sidste gang, inden hans skikkelse forsvandt. Døren smækkede i.
Klokken blev ni, inden Lindell forlod politistationen. Den lidenskabelige nat med Edvard, den hovedkuldse afrejse til Uppsala og tretten timers arbejde havde sat sine spor. Hun trådte forkert. Køligheden på gaden føltes befriende. Hun gik med langsomme skridt hen mod bilen.
Hvor er han? var den tanke, som ustandselig dukkede op i hendes udmattede hjerne. Hun blev stående ved bilen, lagde hånden på biltaget og så op mod himlen. Tidligere plejede hun og Edvard at stå på gårdspladsen på Gräsö og betragte stjernebillederne. Sommetider var Viola kommet ud. Edvard havde peget og fortalt. Lindell ville ønske, at han havde stået ved siden af hende nu og talt om himmelhvælvet.
Hun strøg med fingeren hen over den frostdækkede lak. Bevægelsen beskrev en cirkel. En bil kørte forbi. Måske en kollega. Der hørtes stemmer fra et selskab. Lindell kunne skimte dem nede ved Skt. Olofsgatan. Der var en, der begyndte at synge og sang med en overraskende god stemme. De andre klappede.
Hun tastede Edvards nummer på mobiltelefonen. Han svarede efter fem ringetoner.
– Jeg var nede hos Viola og spille kort, sagde han forpustet.
Hun kunne se rummet for sig med køkkenvinduets varme skær. To skikkelser over for hinanden ved køkkenbordet. Måske tog de en cognac.
– Vi har haft en skudepisode, det har du vel hørt? Jeg er helt smadret. Kan du ikke komme herind? Jeg har brug for dig, Edvard.
De havde drukket cognac. Hun krøb ind i bilen, jaloux på Viola, som kunne dele aftenen med Edvard, mens hun selv sad i dårligt ventilerede lokaler og snakkede om elendigheder.
– Jeg kommer måske ud, sagde hun, og i det øjeblik havde hun bestemt sig. – Jeg kører lige et smut hjem først. Venter du på mig?
Venter, tænkte han, hvad skal jeg ellers gøre? Flygte? Kendsgerningen var, at Edvard begyndte at lege med tanken om at flytte ind til byen. Måske ikke for alvor, men at tankerne i det hele taget dukkede op, skyldtes et eller andet, han var usikker på hvad. Han ville aldrig kunne svigte Viola og flytte for altid. Aldrig! Han havde svigtet Marita og sine børn. Den gamle kunne leve ti år mere.
Han afsluttede kortspillet og gik ud på gårdspladsen. Stjerneklart. Et sted gøede nogle hunde. Det mindede ham om de Kanariske Øer. Han lyttede til deres arrige bjæffen og glædede sig. Det ville nok vare to timer, inden Ann dukkede op. Skulle han sove lidt? Så ville han have energi til at elske. Forrige nat havde de elsket tre gange. Jeg kan endnu, tænkte han og smilede. Kærligheden til Ann gjorde ham skrøbelig. Hvis hun forlod ham, ville han gå i havet. Sådan føltes det. Hun var den eneste, der fik ham til at længes efter noget ud over det liv, han levede. Var det så forfærdeligt?
Tidligere havde han diskuteret med Rosander i sin fødeby, og nu sidst med Stark, om menneskets opgave. Både Rosander og Stark havde svaret: Kampen for retfærdighed. Det lød jo godt.
Han gik ind igen og gik op i sin lejlighed. Han ville ikke kunne sove. Længslen efter Ann gjorde ham ude af stand til noget som helst andet end passivt at vente.
Hun kom klokken halv tolv. Han var alligevel faldet hen og havde drømt om et hus tæt ved havet. Men intet var ligesom Gräsö. Det var et stort stenhus, muligvis et slot. I parken voksede der mægtige løvtræer, fremmede arter, som han ikke kunne identificere.
Edvard havde lænet sig ud ad vinduet. Det var tidlig morgen, og et mildt morgenlys trængte ind gennem den lette morgendis. Det mindede om Ramnäs i høsttiden. August. Brølene fra laden. En venten på at dagen skulle begynde.
Men i drømmen var der ingen lyde, intet arbejde. Han havde skimtet en kvinde, der var gået fra træ til træ og havde kærtegnet de snart grovbarkede, snart glatte stammer med en flygtig håndbevægelse. Hun var klædt i hvidt og svævede af sted uden nogen synlig kontakt med den smaragdgrønne græsplæne.
Der havde også været en dam med åkander og vækster med kødfulde stilke og store blade på en halv meter. Kvinden havde kløvet den spejlblanke overflade og var forsvundet ned i vandet. Det sidste, der var at se, var det mørke hår, som for et øjeblik flød ud, men så var alt lige så stille igen. Det var overstået på nogle sekunder.
Han vågnede ved, at hun stod ved siden af sengen. Edvard rakte armen ud i en klodset, indbydende bevægelse.
Uden et ord tog Ann tøjet af, og han var glad for hendes tavshed. Han trak tæppet til side, og hun krøb ned, smøg sig ned over ham, lagde det ene ben over hans lår og borede ansigtet ind ved hans hals. Hendes hud var kold og lugtede af gammel sved. Han knugede hende hårdt og strøg hende over nakken.
De elskede i stilhed. Han greb desperat efter hendes balder og pressede hendes krop ind mod sin.
Efter en halv time stod de op, tog tæppet med og stod tæt sammen ved vinduet. Ann begyndte at tale. Edvard så op mod himmelhvælvet og lyttede bare adspredt. Han røg en cigaret. Hun trak sig væk og efterlod ham ved vinduet, indsvøbt i tæppet.
– Hvad er det her?
Edvard snurrede rundt. Ann stod med en bog i hånden.
– En bog, sagde han fåret.
Hun stirrede på omslaget.
– Åh gud.
– Hvad er der?
– Sikke et bluff–nummer!
Edvard gik hen til hende.
– Hvad er der? Det er en af min farfars bøger.
– Har du læst den?
– Ja, men det er længe siden. Jeg tog den frem i går aftes for at læse den.
– Hvad handler den om?
– Tja, hvad skal man sige? Om en ung mand, født på landet. En af Alberts yndlingsbøger.
– Lars Hård, hedder han det?
Edvard nikkede.
– Min farfar kunne godt lide Fridegård. De mødte oven i købet hinanden.
– Lever han?
– Nej, han må have været død i tredive år.
Ann gik hen til telefonen, tastede et nummer og sank ned i kurvestolen.
– Hej, Sammy, undskyld, at jeg forstyrrer dig så sent. Hvad hed den mand, som du talte med om det der forladte husmandssted?
Bogen lå på bordet. Hun bladrede adspredt i den.
– Kan du møde mig ved Hydro på Råbyvägen om halvanden time? Hun lagde på. Edvard så på hende.
– Hvorfor er den bog så vigtig?
– Fortæl om Fridegård, sagde hun og begyndte at tage tøj på. Edvard fortalte, hvad han vidste, og hun lyttede opmærksomt.
– Du tager af sted igen?
Hun nikkede.