HAVET LÅ NÆSTEN SPEJLBLANKT. Kun en svag brise fra sydøst formåede at kruse den gråblå vandoverflade. Et dovent hav.
Lindell så Edvard på lang afstand. Han bar rundt på sten. Hun iagttog hans bevægelser, hans målrettethed. Arbejde. Edvards arbejde. Bevidstheden i hans ageren. Den selvfølgelige måde han steg ind i den gamle traktor, kørte ud i vandet og lod frontskovlens last falde med et plask i vandet, alt dette gjorde hende varm.
Han forstærkede og udbyggede molen, som omgav viktors bådplads. To morgener var han stået tidligt op og gået ned til havet.
Selv havde hun sovet tungt. Hun havde fået sovepiller og havde taget dem. Da hun vågnede, var hun blevet liggende længe i sengen. Hun var ikke sikker på, om hun ønskede at vågne op alene, eller om hun havde foretrukket, at han lå her ved siden af hende.
Edvard havde været mere omsorgsfuld end nogensinde, men hun havde svært ved at tage imod hans trøst. Hvad ved du, havde hun tænkt, om livet på gaden? Du vandrer rundt på din ø. Et luksusliv. Spørgsmålene voksede til irritation. Hans private kvaler og usammenhængende snak om folkebevægelser og landarbejdere begyndte at gå hende på nerverne. Så gør dog noget! ville hun råbe. Tag dig af dine sønner, så de ikke havner på gaden som Tore, skriv et læserbrev, hvad som helst, men ikke dette langtrukne drøvtyggeri.
Og alligevel, når hun så ham bære på sten, blev hun fyldt af kærlighed. Hans arbejde, hans hænder, de rutinerede greb, hans blik over markerne, græsgangene og havet, de tøvende formulerede ord om opdyrkning og formål og den sommetider drengeagtige iver. Det var det, hun havde set og var blevet forelsket i.
Hun var klar over, at han var lykkelig på øen. Eller i hvert fald at han kunne holde ulykken på afstand. Når han slæbte rundt med sten, vurderede deres vægt og form, levede han. Han behøvede ikke dette arbejde, og han fik ikke penge for det. Han belastede uopfordret sin ryg. Viktor var selvfølgelig taknemlig, men hvor tit tog den gamle ud med sin båd?
Kunne han ikke tage sine sønner med ud til øen, bede dem om at hjælpe til? Som det var nu, sled han i det alene.
Hun var jaloux på den selvfølgelighed, med hvilken han lagde sin hånd på redskaberne. Selv dyrene stod ham nærmere end mennesker. Engang havde de vandret på øens nordlige ende og var stødt på en flok kvier. Edvard var gået ind på græsstykket og havde gået rundt mellem dyrene. Selv havde hun stået uden for pigtråden. Dyrene havde samlet sig rundt om ham, og som han stod dér i centrum af de mægtige kroppe, var der ingen tøven i hans bevægelser. Han kløede dem i nakken, daskede til dem, når de blev for nærgående, og hun kunne høre, hvordan han snakkede med dem med en lavmælt mumlen.
Bagefter havde han fortalt om dyrene på Ramnäs, om Widegren, der var blevet stanget, og han kom med historier, som hun forstod, var opsamlet i hans liv som landarbejder. Det var blevet en historie om arbejdskammerater og mærkelige begivenheder, en fremvisning af et helt landskab.
Hun var misundelig, ja, oven i købet jaloux på Viola, den vindtørre, gamle kvinde. Hun og Edvard havde noget sammen, som hun selv og Edvard manglede.
Jeg har dræbt et menneske. Ordene kom hele tiden igen. Hun virrede lidt med hovedet som for at blive fri for tankerne. ‘Jeg har dræbt et menneske.’
Sammy Nilssons skud var kommet hurtigt og uventet. Han havde set lynet fra Colten, og havde været overbevist om, at hun svævede i livsfare.
– Det var et slumpeskud rettet mod en skyggefigur. Jeg kunne ikke andet, sagde han flere gange, da de gennemgik hændelsesforløbet. Kollegerne prøvede at berolige ham og gav ham ret, alligevel blev han ved med at gentage sine ord.
Lindells skud var det, som dræbte Tore Svensson, så enkelt var det. At Sammy påtog sig en del af skylden, ændrede ikke ved den kendsgerning.
Lindell spekulerede på det, Tore havde sagt: “Jeg kan dø her.” ville han provokere hende?
Hendes egen reaktion, at affyre sit våben, var ren refleksmæssig. Da det første skud kom, var hun helt sikker på, at det var Tore, der skød, og besvarede ilden. Hun havde sigtet lavt. Det vidste hun, men da Tore faldt, ramte skuddet lige oven over hans højre øje.
Havde de anvendt mere vold end nødvendigt? Ingenlunde, havde Ottosson slået fast. Ingenlunde, hvem andre end Ottosson brugte det ord? Fritzén var enig. Det skulle selvfølgelig undersøges, men ingen troede på, at hverken Sammy Nilsson eller hun selv ville blive bebrejdet noget.
I medierne var hun blevet hyldet, men hun havde syntes, det var nogle frygtelige overskrifter, og var holdt op med at læse avisen og høre nyhederne. Hun var klar over, at hun for altid i andre menneskers øjne ville være den, der skød den tredobbelte morder. Og fakta var, at mange af kollegerne havde fået en anden tone i deres stemme. Nogle var kommet med en kommentar om Malexandermordene, at det var på tide, at ‘vi gav igen’, som om hun nu havde hævnet sig på de myrdede Smålandskollegers vegne, og som om det bevæbnede rakkerpak fik smagt deres egen medicin.
Fredriksson havde ringet dagen før juleaften. Det var en træg samtale. Han, som havde satset hele sin prestige på Manfredsson, sagde til lykke til hende nu, samtidig med at han beklagede, at hun skulle være nødt til at opleve en skudepisode med dødelig udgang. Han havde lydt eftertænksom, der var ikke noget af den aggressivitet, han tidligere havde vist, og han havde ikke snakket om at holde op. Lindell tænkte, at han nok havde bestemt sig til at sige op, og at det derfor ikke længere var nødvendigt at væve videre om det.
Haver havde set Fredriksson gennemgå sine skrivebordsskuffer, som om han forberedte en ny start. Lindell ville ikke spørge, men ønskede ham en god jul og sagde, at de skulle høres ved efter nytår.
Hun havde slået ihjel. Hele efteråret havde hun tænkt på at skabe liv, at blive gravid. Nu havde hun slukket et liv. Hun havde masser af gange gennemgået sine to møder med Tore. Hvorfor havde han opsøgt hende? Hvad ville han? Hun var klar over, at der var noget, han ville have sagt. Hun ønskede, at de havde kunnet tale med hinanden. Måske ville hun bedre have kunnet forstå hans livsbane, og hvorfor han havde udviklet sig til morder. Hun ville være blevet en bedre politikvinde. Nu var han død. Et afsluttet kapitel. Sagen var opklaret.
Sådan var det. Hun havde forspildt alle muligheder for en dialog.
Der var dem, der mente at han havde forspildt sin ret til at leve. Lindell var ikke enig. Eller? Hun tog et par skridt på stranden, pludselig urolig. Var hun i virkeligheden bedøvende ligeglad med Tores liv og død? Var det bare hendes egen angst, at have været den, der havde affyret det dræbende skud, som fik hende til at se psykologisk på det? Lod hun bare som om?
Hvorfor havde han ikke dræbt hende ved Hydrotanken? Hun var senere kørt derud igen og havde gået rundt og spekuleret på, hvor han havde befundet sig. Havde han stået bag vaskehallen eller ved kiosken? Så tæt på? Hun havde set sig omkring, manden, der fyldte sin bil op ved pumpen, kvinden, der kom trækkende med barnevognen, lyden fra trafikken, de klodsede juledekorationer i butiksvinduet, og manden, der slæbte på en sæk med birkebrænde. Her kunne hun være blevet slået ihjel.
Edvard forsvandt med traktoren om bag et krat. Hun hørte, hvordan han prøvede at ase sig op ad den stejle strandskråning, og blev pludselig bange for, at traktoren skulle rulle rundt. Den havde en faldstang, men ikke noget førerhus. Han kunne blive slynget ud af traktoren og blive klemt ihjel.
Hun gik med hurtige skridt hen ad stranden. Så blev motorlyden svagere, hun skimtede den blå traktor bag grantræerne og blev klar over, at han var kommet op. Selvfølgelig var han kommet op.
Lindell stoppede op. Hun ville have, at han skulle komme helt tæt til hende. Og bore sin brede hånd ind i hendes hår, holde om hendes nakke og se på hende. Hun ville lukke øjnene og varmes af hans kærlighed. Hun havde brug for den hånd nu mere end nogensinde.
Opholdt han sig ved havet bare for at komme væk fra hendes snak om Tore? Hun havde fortalt om hans nytteløse kamp for sit barn. Maggan havde givet hende billedet af et par, som aldrig havde kunnet leve i fred og stoffrihed, og som havde forsømt Chris. Mag–gan havde for længst opgivet håbet om, at de ville rejse sig af fornedrelsen og de evindelige svigt.
Edvard havde lyttet, men ikke kommenteret. Han havde set på hende med sine hundeøjne og var derefter gået nedenunder. Nogle timer senere havde Edvard taget tråden op igen. Tore ville sikkert gerne dø, havde han sagt. Han havde mistet sit barn, sin kærlighed. Sådan kan ingen leve.
Ann vidste ikke, om det var ment som en trøst, men hun var blevet oprørt. Hun tog hans ord som et bevis på Edvards fejhed. på samme måde som hun kunne blive så vred på ham, når han stod uden ord ved havet eller strejfede rundt i markerne uden mål og med. Denne passivitet, som hun havde så svært ved at takle, hans rådvildhed over for livet, over for sine to drenge. Hun anede den desperate vrede hos Edvard, som hun var klar over, at Tore også havde oplevet. Forskellen var, at Tore ikke kendte noget andet sprog end gadens. Han greb til vold. Edvard isolerede sig på en ø.
Men hvorfor slå ihjel? Tore havde ikke været en almindelig slagsbror. Ifølge søsteren og dem, der havde kendt ham, havde han i virkeligheden været klog, en misbruger, som aldrig før havde brugt vold, en tyv som aldrig havde mishandlet nogen. Han var noget af en gåde.
Naboen Lundmark havde talt om Tore som et varmt menneske, der kunne se på sommerfuglene og blomsterne med en inderlighed i blikket. Inderlighed, havde han sagt. Hun havde prøvet at forestille sig dette blik, men det var ikke lykkedes. Det, hun så, var en morders øjne.
Han skulle være kommet herud og have båret på sten sammen med Edvard, tænkte hun og så ud over havet. Vinden var taget noget til og drejet mod nordøst. Det var den vind, viktor ikke kunne lide. Edvard slukkede for traktoren. Ann vendte sig om og spejdede op mod træerne, men hun så kun Tores ansigt for sig. Jeg tog hans liv.
Leder han efter flere sten? Starter han traktoren igen, så går jeg op og kører ud til mor og far. Kommer han ned ad skrænten, så stopper jeg med p–pillerne.
Ann stod stille på stranden og afventede. Der gik et minut. Han måtte have set hende. Hun gik nogle skridt, kastede et blik mod grantræerne, satte sig på hug og bad om et eller andet. Hvad som helst. Stenene foran hende lå samlet, som om nogen omhyggeligt havde lagt dem i et mønster. Hun så, hvordan en sort flis var brækket af en større sten og havde forskubbet sig nogle millimeter. Hun tog den op med hånden, og i samme øjeblik startede traktoren. Hun lagde stenen tilbage på sin plads, prøvede at få den til at passe i sin tidligere position.
‘At miste livet,’ var de ord, der fløj gennem hendes hoved. Hun vendte ansigtet mod havet. Gæssene fløj uafbrudt ind mod stranden.
Hun så Edvards hænder for sig. Ingen havde taget om hendes krop som han. Nu rakte han ud efter sten.
– Edvard! råbte hun ud mod havet. – Edvard!