Kapitel 4
Personligheds-, adfærds-og reaktionsmønstre
Indledning
Når to personer mødes for første gang, varer det ikke længe, før de begynder at danne sig en opfattelse af hinandens personlighed. Men hvad er egentlig et individs personlighed, og kan den observeres og kategoriseres? I dette kapitel vil der blive redegjort for en række personlighedsteorier, som har påvirket synet på mennesket, og det som med et fælles navn kaldes for personlighed. Også relationen mellem personlighed og mere situationsbunden adfærd vil blive diskuteret. Gennemgangen viser, at der ikke findes kun en måde at betragte personligheden på, hverken generelt eller i idrætten.
Ordet personlighed kommer fra det latinske persona, som oprindelig beskrev den maske, som skuespillerne i antikkens Grækenland dækkede ansigtet med, når de spillede en rolle. Det, som tilhørerne så, var altså skuespillerens persona, noget som kan forklare, at individets personlighed først og fremmest blev forbundet med en ydre observerbar adfærd og et ydre udseende. Men personligheden er vel mere end det, der bare kan observeres udefra?
I Nationalencyklopedin (NE 1996) beskrives personlighed som »helheden af de psykiske egenskaber som udmærker en person«. Ordet karakter kan man også finde i NE, samt forslaget til at søge videre under personlighedstest, personlighedstype henholdsvis personlighedsudvikling. Den første konklusion bliver altså, at personligheden genspejler individets karakter; hvilken det er muligt at måle ved hjælp af personlighedstest. Endvidere forventes det, at personligheden kan forandres i løbet af tiden – den betragtes med andre ord som dynamisk. Til trods for dette virker det, som om de fleste personlighedsforskere er enige om, at et individs personlighed er relativt stabil. Et menneske er så at sige den samme person i dag som i går. Men nøgleordet er selvfølgelig relativt, personligheden påvirkes af oplevelser og erfaringer i et dynamisk samspil. Hvor meget kan den så påvirkes? Hvor spiller arven ind, og hvor stor en del af personligheden påvirker det omgivende miljø? Der er mange personlighedsforskere, der har brugt tid på at forsøge at besvare denne type spørgsmål. Svarene er også særdeles afhængige af de respektive forskeres teoretiske grundlag og perspektiv.
Som idrætspsylologisk interesseret er måske de følgende spørgsmål særlig interessante: Findes der en speciel idrætspersonlighed, som adskiller sig fra dem, der ikke dyrker idræt? Findes der – hvis der nu er en speciel idrætspersonlighed – også forskelle på idrætsudøvere, som kan henføres til de valgte typer af idræt? Er nogle personer bedst egnede til at løbe slalom, mens andre bør spille fodbold? Er det i så fald nødvendigt at have en bestemt personlighed, for at det skal gå godt? Eller for at dyrke regelmæssig motion?
Den tidlige idrætspsykologiske forskning stillede faktisk denne type af spørgsmål. Resultaterne var dog ofte nedslående, idet sammenhængen mellem en bestemt personlighed og motionsadfærden eller succes med idrætten ikke kunne påvises. Er der så intet i tanken om, at personligheden kan påvirke idrætspræstationen eller motionsadfærden? For at kunne besvare dette spørgsmål kræves der først og fremmest en definition på begrebet personlighed, som er bedre, end hvad man hidtil har haft. Først derefter bliver det muligt at se på relationen – og måske også på interaktionen (samvariationen) – mellem personlighed og adfærdsmønster samt, i forlængelse af dette, idrætspræstationen.
De fleste idrætspsykologiske lærebøger plejer »at hoppe over« den almene personlighedspsykologi og gå direkte til det, som forfatterne har anset for at være relevant for de idrætspsykologisk interesserede. Dette kan muligvis forklare, hvorfor idrætspsykologiske forskere har brugt betydeligt flere kræfter på at udforske et fåtal af de perspektiver, der kan identificeres. For at give dig som læser en mere solid basis at stå på, indleder vi dette kapitel med et almenpersonlighedspsykologisk afsnit. I dette afsnit beskrives:
1. Det psykoanalytiske perspektiv og jegpsykologien.
2. Det biologiske perspektiv.
3. Det behavioristiske perspektiv.
4. Det kognitive perspektiv.
5. Det humanistiske perspektiv.
6. Det interaktionistiske perspektiv.
At pladshensyn bliver den generelle gennemgang kortfattet. For dem, der vil læse mere, findes der mange forskellige bøger (se for eksempel Carter & Scheier 2000). Måske er det overflødigt til sidst at påpege, at den opdeling, som er foretaget i det ovenstående, ikke er den eneste mulige. Nedenstående redegørelse vil dog forhåbentlig give dig som læser en grundlæggende forståelse for, hvordan synet på personlighed er blevet udviklet og skabt.
Forskellige psykologiske perspektiver
Det psykoanalytiske perspektiv og jegpsykologien
Har du hørt om Sigmund Freud? Antageligvis er svaret »ja«, fordi Freud stadig er stærkt forbundet med psykologi og især med personlighedspsykologi. Den psykodynamiske teori, som Freud (1923/1962) lagde grunden til – hvor begreber som jeg’et, det’et og overjeg’et er centrale – fik megen opmærksomhed, da den blev præsenteret i begyndelsen af det tyvende århundrede. Freud beskrev også, hvordan den seksuelle drift (libido) gennemgår en række udviklingsstadier fra spædbarnsalderen, hvor barnets drivkraft er at tilfredsstille sin sult og tørst. Munden bliver dermed central, og Freud refererer til dette som den orale fase. Derefter følger de anale, falliske og ødipale faser, samt latensfasen. Alle disse skal gennemleves på en adækvat måde, for at personen til sidst kan nå den genitale fase, som udmærker sig ved et normalt og sundt sexliv.
Stærkt forenklet kan psykoanalysen beskrives som den terapiform, Freud udviklede for at gøre ubevidste konflikter bevidste hos analysanden (den som bliver analyseret). Psykoanalysen som terapimetoden udmærker sig ved det lange tidsperspektiv; terapiprocessen kan foregå ikke kun i uger og måneder, men i flere år. Freud har selv beskrevet analyser, der har varet i indtil 20 år. Dette er noget, som psykoanalysen som metode er blevet stærkt kritiseret for, og som har medvirket meget til, at der er blevet udviklet andre terapimetoder, som for eksempel kognitiv adfærdsterapi. En elev af Freud, Carl Gustav Jung (se Hannah 1976), fortsatte dog med at udvikle Freuds tanker, selv om han i de senere år brød med Freud og nærmede sig religion og mysticisme. Det, der er fælles for dem begge to, er, at de fremhæver, at individet har en række drifter. Personligheden formes, ifølge deres teorier, af personens oplevelser af omverdenen samt graden af driftstilfredsstillelse, henholdsvis de forhindringer der er for driftstilfredsstillelse.
Anna Freud, Sigmund Freuds datter, mente, at mennesket havde et noget friere valg at agere ud fra end den deterministiske opfattelse, som faderen tilsluttede sig (A. Freud 1942). Anna Freud ses også som en af forgrundsfigurerne inden for jegpsykologien. Andre personer inden for denne retning var Alfred Adler (1927), som til forskel fra Sigmund Freud og hans fokus på seksualdriften lagde større vægt på aggressiviteten og på at undersøge menneskets stræben efter magt.
Det, der var fælles for den mere klinisk rettede personlighedspsykologi, var, at de teorier og hypoteser, som forskerne genererede, ofte var vanskelige at verificere og teste empirisk. En konsekvens af dette er, at kunfå forskere inden for det idrætspsykologiske område, som har interesseret sig for idrætsudøverens personlighed, går ud fra de teorier, som Freud og hans efterfølgere har præsenteret. Som terapiform eksisterer psykoanalysen dog stadig væk, og adskillige idrætsudøvere med spiseforstyrrelser eller dybere depressioner er blevet behandlet af kliniske psykologer, der er velbevandrede i Freuds teorier. Det bør dog påpeges, at dagens psykoanalyse er blevet videreudviklet fra den, som Sigmund Freud oprindeligt præsenterede. Blandt andet lægger neoanalysen betydelig mere vægt på betydningen af kulturelle og sociale faktorer, end Sigmund Freud gjorde. Erich Fromm og Karen Horney har været meget medvirkende til denne udvikling.
Det biologiske perspektiv
Charles Darwin kan som biolog ses som en af grundlæggerne af dette perspektiv, selv om han er mest kendt for sine teorier om arternes udvikling. Han var dog ikke fremmed over for at sammenligne menneskene med dyrene, og han konstaterede, at mennesker og dyr i mangt og meget udviste samme slags reaktionsmønstre i situationer, der kunne sammenlignes. Ud fra dette perspektiv er den største del af menneskets adfærd styret af nedarvede faktorer, og miljøet kan kun lidt eller i ubetydelig grad påvirke det, som allerede findes fra begyndelsen.
En af de mest kendte personlighedspsykologer, som i sin teoridannelse gik ud fra et biologisk grundlag, er Hans J. Eysenck. Eysenck fokuserede på tre centrale personlighedsdimensioner, nemlig introversion – ekstraversion (indadvendthed – udadvendthed), neuroticisme (tilbøjelighed til at reagere emotionelt, for eksempel med bekymring/uro) og psykoticisme (tilbøjelighed til humørsvingninger) (Eysenck 1970).Enhver af disse overordnede dimensioner har en række underliggende delkomponenter, hvilket betyder, at Eysencks teori er hierarkisk opbygget (Eysenck 1982). Ifølge Eysenck er det hovedsageligt medfødte anlæg, som bestemmer hvor på den respektive dimension, en person havner. Han medgiver dog, at miljøet kan påvirke og styre udviklingen til en vis grad (Eysenck 1982). Et meget brugt værktøj, som er blevet udviklet for at kunne måle disse centrale personlighedsdimensioner, er Eysenck’s Personality Questionaire (EPQ; Eysenck & Eysenck 1975).
En anden person med et biologisk grundsyn er Marvin Zuckerman. Hans teorier går ud fra graden af aktivering af nervesystemet. En person, som ligger »for lavt«, når det gælder aktivering, er tilbøjelig til at søge udfordringer, som gør, at aktiveringsgraden øger. Zuckerman (1979) kaldte disse individer for »sensations seekers«. Faldskærmsudspringere og andre, som søger udfordringer forbundet med en vis risiko, anså han for at være eksempler på denne spændingssøgende personlighedstype. Såvel Eysencks som Zuckermans teorier og værktøjer er blevet tilpasset og udforsket inden for det idrætspsykologiske område, hvilket fremgår af de næste kapitler.
Det biologiske perspektiv er dog blevet kritiseret for, at det lægger for stor vægt på de medfødte egenskaber, og at menneskets personlighed derfor i stort omfang er bestemt allerede fra fødslen. Måske er det alligevel tilfældet, som det er blevet foreslået, at personer, som for eksempel er ekstroverte, er mere tilbøjelige til at søge efter nye oplevelser og ydre stimulans. Gennem dette kommer de sandsynligvis også til at opleve flere og større forandringer i livet, hvilket vil påvirke og forme deres personlighed (Saudino m.fl. 1997). Selv forskere, som i grunden har en biologisk opfattelse, taler ofte om miljøets indvirken, og at det kan bidrage til at forme individets personlighed.
Det behavioristiske perspektiv
Behaviorister som Burrhus F. Skinner og John B. Watson mente, at tanker, følelser, motiver osv. var utilgængelige for videnskabelige studier (Skinner 1938; Watson 1919). I stedet for skulle forskeren koncentrere sig om den ydre observerbare adfærd, som var resultatet af det, der skete inde i hjernen, og som man anså var umuligt at studere direkte. Ved at udsætte forsøgsdeltagerne for forskellige situationer (stimuli) og studere virkningen (respons), kunne forskerne drage nogle konklusioner, som bagefter resulterede i teorier om den menneskelige adfærd. Det var en grundlæggende indstilling, at et barn bliver født som et ubeskrevet blad, og at det, som former personen, er det miljø, som barnet vokser op i. Hvilket altså er et helt andet perspektiv, end det der fremføres af tilhængerne af det biologiske perspektiv. Skinner viste i en række indlæringspsykologiske eksperimenter, hvordan adfærden kunne modificeres afhængigt af, om personen blev belønnet eller ikke (se for eksempel Skinner 1974). Ifølge Skinner var begrebet personlighed dog helt meningsløst. For det vi kalder personlighed, er kun aktioner (respons) på det omgivende miljø (stimulus). Adfærden, der bliver belønnet, bliver forstærket, den adfærd, der ikke bliver belønnet, bliver svagere (ifølge hans stimulus/respons-teori). Skinners og Freuds teorier har ikke mange fælles træk, kun på et punkt: De var begge overbeviste determinister. Freud, som psykodynamiker, mente, at tanker og handlinger blev bestemt af ubevidste konflikter, mens Skinner, som behaviorist, mente, at den tidligere indlæring og miljøet havde den største påvirkning.
Ud fra den eksperimentelle forskers synsvinkel findes der mange positive sider ved behaviorismen. De resultater, der er blevet præsenteret, bygger for det meste på et solidt empirisk grundlag. Nøjagtigt kontrollerede eksperimenter i laboratoriet har vist, hvordan en veldefineret stimulus resulterer i en bestemt respons. Mange af eksperimenterne er dog blevet gennemført på dyr, hvilket naturligvis medfører, at det indskrænker en generalisering i forhold til menneskelig adfærd. Det behavioristiske perspektiv er også blevet stærkt kritiseret for, at det kun ser personlighed som bestående af indlærte reaktioner, og at bevidstheden betragtes som en illusion.
Det kognitive perspektiv
Opfattelsen af, at mennesker hele tiden tænker på deres omverden og forsøger at sørge for orden og gøre den forståelig, er ikke kun noget, der er kendetegnende for det kognitive perspektiv. Teoretikere inden for dette perspektiv mener dog, at den måde, som mennesker ser og tolker deres omverden på, også bestemmer, hvordan et menneske er som person. Dermed udgør dette grundlaget for personlighed og individualitet. Gestaltpsykologien har sit udgangspunkt i, at mennesket forsøger at forstå sin omverden ved at søge efter meningsfulde strukturer. Ved hele tiden at mødes af nye indtryk vokser der en helhed frem (en gestalt), som er noget mere end kun summen af de indgåede dele. En af de mere fremtrædende teoretikere på dette område var Georg Kelly, som mente at alle er unikke i den måde, som omverdenen bliver organiseret på. Han refererer til dette som individets personlige konstruktioner (Kelly 1955). Ved at individet tillægger situationen en personlig mening, betyder dette, at man ikke længere kan tale om en slags objektiv situation. I stedet for bliver den individuelt unikke psykologiske situation central. Kellys teorier havde så stor en indflydelse, at de var årsag til det videnskabelige tidsskrift The International Journal of Personal Construct Psychology.
Kellys tanker inspirerede også andre forskere til at undersøge individets tolkningsmønster eller kognitive stil, altså individets måde at forklare sine handlinger på, henholdsvis det som sker og påvirker personen. En person kan for eksempel have et optimistisk tolkningsmønster, og han/hun vælger at tolke en præstation, som var noget dårligere end forventet, med at den var utilfredsstillende på grund af en dårlig forberedelse. Ved at forberede sig bedre til næste gang vil resultatet snart være tilbage på det sædvanlige høje niveau. En person med et mere pessimistisk tolkningsmønster vil måske i stedet for se mere på sin manglende intellektuelle evne og forbinder det dårlige resultat – selvom det var en tilfældighed – som et bevis på sin egen iboende og uforanderlige underlegenhed. Der er også studier, der har vist, at personer med et optimistisk syn på deres præstationer i højere grad, end de der har en pessimistisk holdning, mener at hårdt arbejde og en bedre selvdisciplin kan betale sig (Noel m.fl. 1987; Peterson & Barret 1987). Idrætsudøvere med en optimistisk kognitiv stil udviser en mindre grad af bekymring/uro før konkurrencerne end personer med en mere pessimistisk stil (Wilson m.fl. 2002). I et nyligt publiceret studium fremlægger forskerne den tese, at individets tolkningsmønster desuden kan påvirke livslængden. Flertallet af personer over 50 år i en mindre by udfyldte et standardiseret spørgeskema. Ved opfølgningen 23 år senere viste det sig, at de, der havde et mere positivt livssyn på deres aldring, havde levet længere (7,5 år) end de, der havde haft et pessimistisk livssyn (Levy m.fl. 2002).Selvom der metodologisk findes en del svagheder med studiet, viser det alligevel, at individets tolkningsmønster ikke kun kan have effekt på graden af bekymring/uro i en bestemt situation, som Wilson og hans medarbejdere fandt ud af (2000), men at det også kan få mere dramatiske og langtrækkende konsekvenser.
Begrebet indlært hjælpeløshed blev lanceret af Martin Seligman (1975) for at beskrive den opgivenhed, som en person kan føle, når de ydre omstændigheder opleves som uberegnelige og uden for kontrol. De første studier, der blev udført, var på hunde som blev udsat for elektrochok. Resultaterne viste, at hundene efter en tid opgav at flygte og at komme væk fra elektrochokene. Dette adfærdsmønster fortsatte, også når situationen blev forandret, og de ville have haft mulighed for at komme væk fra elektrochokene. De havde altså lært sig, at det var umuligt at undgå chokene, hvilket førte til handlingslammelse og efterfølgende blev tolket som livslede. Mennesker, som hele tiden oplever, at det, der sker for dem, har årsager, som de hverken kan forudse eller kontrollere, tenderer også til gradvis at forskyde deres stræben efter kontrol, så at den bliver mere og mere ekstern, hvilket kan føre til depression, forhøjet stressniveau og en følelse af apati (Abrahamson m.fl. 1989; Joiner & Wagner 1995). I denne sammenhæng er også individernes attributionsmønster vigtigt (se kapitel 3, afsnittet »Attributioner« s. 78).
Albert Banduras sociale indlæringsteori er endnu en retning inden for det kognitive perspektiv, som har haft en stor indflydelse på, hvordan personlighedsudviklingen er blevet betragtet. Ifølge Bandura (1977a) er samspillet med andre mennesker centralt for, hvordan vi opfører os og føler os. Ved at betragte hvordan andre mennesker agerer i forskellige situationer, bliver disse personer modeller for ens egen måde at opføre sig på (hvilket han kalder for modelindlæring). Mennesker kan også lære sig at observere samspillet med andre mennesker (observationsindlæring). Al indlæring sker dermed i sociale og kulturelle sammenhænge. Kopieringen sker dog ikke uden eftertanke, hvilket sikkert er heldigt, når vi tænker på, at vi dagligt eksponeres for en masse tvivlsom adfærd. Ifølge Bandura overvejes de tænkte konsekvenser altid. Adfærd, som med stor sandsynlighed vil føre til negative konsekvenser, har dermed en mindre chance for at blive forstærket.
Sammenfattende kan man sige, at det kognitive personlighedsperspektiv knytter sig til den menneskelige iagttagelses (perceptionens) rolle og tænkning som kernen i det, som former mennesker som personer. Personligheden formes af individets egne højst personlige konstruktioner, erfaringer og tolkninger af årsager og konsekvenser, samt på den måde som individet vælger at attribuere dette.
Trait- (træk-) perspektivet
Charles Darwin, som er mest kendt for sine biologiske teorier, havde, som det allerede er nævnt i kapitel 2, en fætter ved navn Frances Galton, som interesserede sig for spørgsmålet: »I hvilket omfang går begavelse og intelligens i arv?« Blandt andet gennem tvillingestudier forsøgte Galton at påvise, hvor stor en del som består af arv (nature), og hvor stor en del som afhænger af miljø (nurture). Med en baggrund inden for meteorologien, mente Galton, at den bedste måde at nærme sig individet på var at forsøge at kvantificere (sætte tal på) centrale egenskaber. For siden hen at kunne få et mål for samvariationen mellem de forskellige egenskaber udviklede han en statistisk metode til beregning af sammenhæng. Karl Pearson fulgte dette arbejde op, og endnu i dag indgår Pearsons produktmomentkorrelationskoefficient i næsten alle grundlæggende statistikkurser. Den kliniske psykologis studier af personligheden, gennem observationer og samtaler, går dermed over i et forsøg på at identificere centrale egenskaber, som kan gøres målbare. Tanken er da, at det bliver muligt at lave sammenligninger mellem forskellige menneskers respektive grupper. Med tilstrækkeligt mange sammenligninger vil det desuden være muligt at afgøre, om et bestemt individ adskiller sig fra normgruppen. Spørgsmålet er dog, om det kan lade sig gøre at måle personlighed med en lige så stor præcision som kroppens højde og vægt?
Lad os se på, hvilke veje forskellige forskere er gået for at kunne måle personlighedstræk eller dispositioner. I litteraturen omtales denne gren ofte som trait-psykologi, hvor betegnelsen trait netop står for personlighedstræk/disposition. Grundtanken er, at hvert enkelt individ har en tilbøjelighed (trait) til at reagere på en bestemt måde i mange ensartede situationer. En person som for eksempel er bange for nederlag, tenderer mod at reagere med bekymring i de fleste situationer, hvor der er en risiko for nederlag (i skolen, på arbejdet, på stadion). Spørgsmålet er: Hvor mange grundlæggende traits findes der?
Hippokrates (som man mener er lægekunstens fader) mente, at der fandtes fire hovedtyper af personer, og at en harmonisk personlighed var afhængig af kropsvæskernes balance. En ubalance resulterede i forstyrrelser, og kolerikerens ilterhed og irritation skyldtes med stor sandsynlighed et overskud af gul galde. Melankolikeren havde i stedet for et overskud af sort galde, hvilket forklarede en sørgmodighed og selvbebrejdelse, som plager denne personlighedstype. Et overskud af blod gør, at sangvinikeren er optimistisk og munter, et overskud af slim at flegmatikeren er besindig og eftertænksom. Et fællesnavn for denne lære med rødder i antikkens Grækenland var humoralpatologi. Denne lære har i dag kun få tilhængere (hvis der overhovedet er nogen). Men ønsket om at inddele menneskeheden ud fra mere bestående dispositioner eller karaktertræk er ikke forsvundet, men lever videre i trait-psykologien.
Gordon Allport bliver ofte nævnt som foregangsmand inden for det trait-psykologiske område. I 1930’erne gennemgik han sammen med en medarbejder engelske ordbøger for at identificere alle de ord, som på en eller anden måde beskrev personlighedstræk. De fandt næsten 18.000 ord (Allport & Odbert 1936). Selv efter at de havde fjernet de ord, som kunne beskrive mere temporære tilstande, var der 4000 tilbage. Det er klart, at mange af ordene var synonymer, men det viser alligevel, at det ikke er en ret nem opgave at definere, hvad personlighed er, ud fra sproget. For at komme videre bruges en statistisk metode, som kaldes for faktoranalyse. Det er en metode, som giver brugeren mulighed for at se hvilke ord eller udtryk, der beskriver samme koncept (faktor), og hvilke der beskriver andre koncepter (faktorer). Faktoranalysen som statistisk metode bygger simpelthen på korrelationer (mål for sammenhæng), og de ord, som udviser en indbydes korrelation, mener man dermed beskriver det samme koncept.
Raymond Cattel gik ud fra Allports og Odberts lister og supplerede med sine egne observationer og interviews. Efter en række udviklingsstadier førte dette frem til et spørgeskema, som kom til at hedde 16 Personality Factors (16 PF; Cattel & Eber 1962). Disse 16 personlighedsfaktorer var ifølge Cattel de grundlæggende, som tilsammen gav et udførligt billede af individet, og det der havde at gøre med personligheden.
Fortsat forskning i samme spor og med brugen af faktoranalytiske metoder har i slutningen af det tyvende århundrede resulteret i The Big Five. Præcis som navnet antyder handler det om fem dimensioner eller faktorer, som derefter består af en række underfaktorer (Costa & McCare 1992a, 1992b; John 1990; McCrae & John 1992). Faktorerne i The Big Five er neuroticisme (tilbøjelighed til at reagere emotionelt, for eksempel med bekymring og uro), ekstraversion (udadvendthed), venlighed/godmodighed, at være nøjeregnende/pålidelig og åbenhed over for forandringer. McCrae og John (1992) udtrykker en stor optimisme, når de skriver at:
»I dag tror vi, at det er frugtbart at antage den arbejdshypotese, at den femfaktorielle model af personligheden hovedsagelig er korrekt, og at den repræsenterer de centrale personlighedstræk.... Hvis denne hypotese er korrekt – hvis vi virkelig har opdaget personlighedens basisdimensioner – så udgør dette et vendepunkt for personlighedspsykologien (s. 177)«.
Er der grund til at tro, at disse fem faktorer virkelig er dem, der udgør kernen i personligheden? Der er rejst kritik af dette (se for eksempel Lamiell 2000; Paunonen & Ashton 2000; Zucjerman m.fl. 1993). Men der vil sikkert komme andre forslag frem, som på sin vis udviser træk fra det, som er blevet præsenteret ovenfor. For på samme måde som Costa og McCrae har lånt tanker og ideer fra andre personlighedsforskere, vil fremtidens forskere blive influeret af den teori, som Costa og McCrae har udviklet og testet empirisk.
Det humanistiske perspektiv
Kernen i det humanistiske perspektiv er mere filosofisk, end det er tilfældet med de øvrige perspektiver. En af forgængerne, Abraham Maslow, refererede til den humanistiske psykologi som »den tredje kraft«. Han så den som et stærkt alternativ til psykoanalysen og behaviorismen (de to andre kræfter). Maslow fremhævede begrebet selvrealisering som et centralt behov, der var værd at tilstræbe. Men for at det enkelte menneske skal føle dette behov, kræves det, at andre mere grundlæggende behov først bliver opfyldt. I Maslows (1987) behovshierarki er de fysiske behov de mest basale. Alle har behov for mad og drikke, dvs. ernæring, for overhovedet at kunne eksistere. Når så dette basisbehov er tilfredsstillet, gælder det behovet for tryghed, behovet for samvær med andre og påskønnelse, samt behovet for en god selvfølelse. Først når alle disse behov er opfyldt, opstår behovet for selvrealisering hos de fleste, om ikke hos alle, mennesker.
Carl Rogers, en fremtrædende forsker inden for den humanistiske psykologi, mente, at individet selv har den væsentlige del af ansvaret for sit liv og udvikling. Ifølge Rogers har alle mennesker en iboende stræben efter at vokse og udvikle sig. Denne grundtanke reflekteres også i den klientcentrerede terapi, som han udviklede, hvor terapeuten skal vise indlevelse, varme og ægte følelser. Han mente også, at terapeuterne skal vise klienten ubetinget positiv påskønnelse, for at terapien skal lykkes og blive en succes.
Såvel Maslow som Rogers har haft stor betydning for udviklingen af en mere humanistisk psykologi, hvor man understreger helheden hos individet. De metoder, der bruges for at studere mennesket, adskiller sig også fra det gængse naturvidenskabelige ideal, hvor målinger blev betragtet som det centrale. Den humanvidenskabelige metode læner sig i stedet for op ad hermeneutiske og fænomenologiske metoder, hvor forståelsen af tanker, følelser og individets livsverden bliver det centrale. Hvad betyder så dette for de konkrete implikationer for det idrætspsykologiske område? I kapitel 10 diskuteres forskellen mellem nomotetiske (generelle og almengyldige) og ideografiske (unikke og individuelle) metoder. De sidstnævnte har fået en stor påvirkning fra netop den humanistiske psykologi, hvor det enkelte individs unikke oplevelser og personlige livsverden er af interesse (se for eksempel Hanin 2000).
Det interaktionistiske perspektiv
De perspektiver, der tidligere er redegjort for, har ikke lige så tydeligt som den interaktionistiske psykologilagt så megen vægt på såvel individ- som miljøfaktorer som en forklaring på menneskelig adfærd. Det psykodynamiske perspektiv fremhæver først og fremmest individet og de intrapsykiske konflikter som en forklaring på de observerede adfærdsmønstre. Miljøet spiller en betydelig mindre rolle, i hvert fald i de teorier Sigmund Freud fremførte. Behaviorismenunderstreger derimod miljøet, men nedtoner individfaktorerne. Den moderne interaktionisme går et skridt videre og understreger såvel samspillet inden i individet (mellem krop og bevidsthed) som mellem individ og omverden (personen i situationen). En af de første, der klart udtrykte betydningen af miljøets påvirkning, var Kurt Lewin (1935). Han skabte til og med en ligning, hvor Adfærden skulle ses som en funktion af Personen og det omgivende Miljø (B= f(P,M)). I den personlighedsteori, som Henry Murray (1938) yderligere skabte, fremgår det, at såvel Freud, Jung som Adler (det psykodynamiske perspektiv), sammen med Lewins ideer om miljøets betydning, og Allport (trait-psykologien), har betydet noget for ham. Ved at Murrey så personligheden som en helhed, valgte han at tale om personologi i stedet for personlighed.
Personligheden inden for idrætten
Selvfølgelig har de forskellige måder at definere personligheden på, som er beskrevet ovenfor, også påvirket, hvordan man har studeret den inden for idrætten. En teori, som har haft stor gennemslagskraft, også inden for idrætspsykologien, fremhæver, at personlighed kan studeres med udgangspunkt i den psykologiske kerne (Hollander 1967). Denne kerne udgøres af individers opfattelse af sig selv som individ, sit værd som menneske og grundlæggende attituder og vurderinger – »det sande jeg«. Den psykologiske kerne påvirker samtidig, hvordan individet agerer i forskellige situationer. En person, som i de fleste situationer er genert og stille, er antageligvis mere introvert end ekstrovert. Det typiske reaktionsmønster er dermed for det meste en god indikator på den dybereliggende kerne. Men selvom et individ tenderer mod at opføre sig på en bestemt stereotyp måde i lignende situationer, kan han eller hun blive tvunget til at agere på forskellige måder afhængig af den rolle, som individet spiller lige nu. En person, som egentlig er genert og tilbagetrukken, kan som lærer, træner eller coach agere på en måde, som ikke er typisk for en genert og reserveret person. Rollerelateret adfærd kan med andre ord adskille sig fra det typiske adfærdsmønster, og en overvejende introvert person kan opføre sig mere udadrettet i situationer, hvor rollen kræver det. På den måde påvirker det sociale miljø i stor udstrækning den rollerelaterede adfærd, i mindre udstrækning typiske reaktionsmønstre, og allermindst den psykologiske kerne. Hollander mener med andre ord, at både individets iboende egenskaber og ydre faktorer påvirker adfærden, hvilket klart er en interaktionistisk opfattelse.
Spørgsmålet bliver så, på hvilken måde det er muligt at studere den psykologiske kerne, de typiske reaktionsmønstre samt rollerelateret adfærd henholdsvis interaktionen med det omgivende miljø? I den tidlige personlighedsforskning, med forbindelse til idrætten, var det trait-psykologiske perspektiv det mest udbredte. Der er blevet gennemført megen forskning for at identificere centrale personlighedstræk eller forsøg på at sammenligne og identificere, hvad det er der adskiller den idrætsudøvende fra den ikke-idrætsudøvende population, når det drejer sig om personlighedstræk. På samme måde som inden for den almene personlighedspsykologi er imidlertid dette mere statiske syn på de individuelle dispositioner (traits) blevet kritiseret, også inden for den idrætsorienterede personlighedspsykologi (se for eksempel Vealey 2002).
Der findes dog personer, som forsvarer tanken om, at bestemte traits kan prædicere idrætspræstationer. En af disse er William P. Morris, som mener, at hans Mental Health Model kan hjælpe med til at prædicere idrætspræstationer. Med hans egne ord: »An athlete who is neurotic, depressed, anxious, schizoid, introvertes, confused, fatigued, and scores low on psychic vigor will tend to be unsuccessful in comparison to an athlete who is characterized by the absence af such traits« (Morgan 1980, s. 62). Ved hjælp af POMS-testen (Profile af Mood States, McNair m.fl. 1992) konstaterede Morgan i et flertal af undersøgelser, at succesfulde idrætsudøvere tenderede mod at udvise en tydeligere »isbjergsprofil« (mange point for styrke og få point for de øvrige fem faktorer, se kapitel 10 for en nærmere beskrivelse af POMS-testen) sammenlignet med mindre succesfulde idrætsudøvere (Morgan & Johnson 1978; Morgan & Pollock 1977; Morgan m.fl. 1987). Det er selvfølgelig interessant, at Morgan bruger en state-test (en test som skal indfange fluktuerende sindstemninger) som et »bevis« for at psykologiske traits er relaterede til succes med idræt. Det er måske ikke underligt, at resultaterne derfor en gang imellem bliver fulde af modsigelser.
Et andet nærliggende spørgsmål er desuden, om alle mennesker udmærker sig eller karakteriseres af de samme traits? Det kan være, at mennesker ikke kun varierer, for eksempel i graden af generel bekymring/uro (trait anxiety), men at denne trait måske er mere relevant for visse individer end for andre. I stedet for at måle bestemte udvalgte, generelle traits hos alle (ifølge en nomotetisk opfattelse), kan det derfor være nødvendigt først at finde ud af, hvilke der siger noget om det enkelte individ og derefter fokusere på disse metatraits (Baumeister & Tice 1988; Siem 1998). Dette ligger dermed på linje med en ideografisk opfattelse. Det vil sige, udgangspunktet er, at enhver person er unik, hvilket gør det nødvendigt at gå ud fra at visse dele af personligheden – visse traits – måske kun findes hos et eneste individ. Dette ville muligvis også kunne forklare, hvorfor nogle forskere har fundet en sammenhæng mellem traits og idrætspræstationer, mens andre ikke har gjort det. For eksempel identificerede Morgan, at der var forskelle mellem forskellige succesrige idrætsudøvere. Andre forskere, som har forsøgt at replikere Morgans resultater, har ikke haft held med sig i samme grad, hvilket har medført, at man har sat spørgsmålstegn ved Morgans model.
Yderligere en forklaring på de modsatrettede resultater kunne være, at de adjektiver der bruges i POMS-testen (65 adjektiver) ikke opleves lige relevante af alle idrætsudøvere (Hassmén & Strand 2000; se også kapitel 10). Dette medfører, at modellens prædikationsevne først og fremmest hænger sammen med udvalget af individer. En metaanalyse omfattende 33 POMS-studier (Rowley m.fl. 1995) bekræfter, at udvalget er ekstremt vigtigt; resultatet viste, at kun en eneste procent af den totale varians i materialet mellem mere eller mindre succesrige idrætsudøvere kunne forklares ved hjælp af POMS-testen. Dens evne til at prædicere succes i idræt er med andre ord meget lav. Med en positiv tolkning af resultaterne kan det muligvis lade sig gøre at strække sig til den konklusion, at succesrige idrætsudøvere har en noget mere positiv isbjergsprofil sammenlignet med mindre heldige idrætsudøvere. POMS-testen har dog vist sig at være værdifuld i andre sammenhænge, nærmere bestemt til at opdage tidlige tegn på overtræning og idrætsrelateret udbrændthed (se mere i kapitel 9).
Ligner det da ikke en tanke, at visse generelle traits er vigtige i sammenhængen? For at kunne besvare dette spørgsmål, er det måske relevant at spekulere over formålet med at forsøge at måle et individs personlighed samt, ikke mindst, hvordan man kan betragte relationen mellem traits og succes i idræt. Det er her muligt at skelne mellem en deterministisk henholdsvis en probalististiskopfattelse. Den førstnævnte antager, at det er muligt at prædicere en bestemt adfærd (som en god idrætspræstation), hvis man bare kan identificere de personlighedsfaktorer, som udøver påvirkningen. Den probalistiske opfattelse er noget mindre stringent og siger kun, at det er ved hjælp af viden om et individ, at man kan prædicere, hvordan en person højst sandsynligt vil komme til at opføre sig. Der er for eksempel en større sandsynlighed for, at en person med en høj præstationsbaseret selvfølelse (se mere s. 100) bliver mere nervøs i en konkurrence, end en person med en lavere grad af præstationsbaseret selvfølelse. Det er altså ikke sådan, at en person med en høj præstationsbaseret selvfølelse nødvendigvis altid skal reagere med en højere grad af nervøsitet, men kun at sandsynligheden for at denne øges, når det føles vigtigt for personen at lave en god præstation. Den probalistiske opfattelse betyder derfor en bevidsthed om, at forskellige situationer vil komme til at påvirke individet i større eller mindre omfang.
Ved at kende en idrætsudøvers personlige egenskaber er det dermed muligt bedre at forstå, hvorfor individet reagerer på en bestemt måde i en idrætssituation. Hvis der findes en bedre forståelse for, hvordan individet bliver påvirket og reagerer i situationen, så er det også muligt at tilpasse den mentale træning til personens forudsætninger og behov. Dette kan derfor øge chancen for at optimere den fremtidige præstation. Lad os tage endnu et eksempel på, hvordan viden om individets personlighed kan være til hjælp i det praktiske arbejde. I en konkurrence bliver det konstateret, at en skiskytte skyder udmærket på de tre første af fire skydebaner, for derefter at bomme et eller flere skud på den sidste. Personen siger selv, at det skyldes nervøsitet, og at det er svært at »klare presset«, især i vigtige konkurrencer. Hvis det kun er symptomerne, der bliver angrebet – nervøsiteten – uden nogle overvejelser over den grundlæggende årsag, vil præstationsmønstret sandsynligvis bestå. Det er sikkert muligt at forbedre præstationerne, men sikkert ikke lige så sandsynligt, som hvis vi forsøger at finde den grundlæggende årsag. Hvad kan den så være? Den første mulighed er selvfølgelig at se på selvfølelsen hos personen og forsøge at forstå, på hvilken måde den bygges op. Måske er personen meget præstationsorienteret og dermed stærkt afhængig af, at det går godt i konkurrencerne. Resultatet er så vigtigt, at personen ved den sidste skydestation den ene gang efter den anden begynder at spekulere – bevidst eller ubevidst – på hvor godt det vil føles, når han kommer op at stå øverst på sejrsskamlen. For så vil publikum og massemedierne hylde personen, hvilket forstærker den selvfølelse, som er meget afhængig af atudføre en god præstation. Hvis ikke personen er bevidst om disse mekanismer og aktivt arbejder på at gøre afhængigheden af fremgang mindre for at kunne føle sig noget værd som menneske, vil der heller ikke ske nogen ændring. Jo vigtigere en konkurrencepersonen står overfor – for eksempel et OL, som måske kun finder sted en eller to gange i karrieren – desto mere udtalt vil dette problem være. Strategien med selv eller med hjælp af en mental rådgiver at sige til sig selv »OL er en hvilken som helst konkurrence« fungerer antageligvis kun til en vis grænse. Sandsynligvis fungerer det til den sidste skydebane, bagefter bliver virkeligheden alt for vanskelig at se bort fra. Derfor gælder det ikke kun om at forsøge at tage forholdsregler over for symptomerne, det er mindst lige så vigtigt at forstå de grundlæggende mekanismer.
Det, der i det næste skridt bliver interessant at se på, er, hvilke andre traits – foruden selvfølelse – der er blevet fremhævet som interessante i et præstationsperspektiv. Det kan også være værd at tænke over relationen mellem de mere varige personlighedsegenskaber (traits), og hvordan disse påvirker reaktionerne i situationen (for eksempel bekymring/uro). Samt ikke mindst på hvilken måde individets psykologiske færdigheder (for eksempel evnen til at håndtere psykisk pres) påvirker ovenstående. Alle former for præstationer sker i forskellige unikke situationer; det omgivende miljø kommer derfor uundgåeligt i større eller mindre grad til at påvirke – interagere med – individet (se figur 4.1.). Selvom personen er nogenlunde konstant i sit adfærdsmønster, vil situationerne adskille sig fra hinanden. Vi fortsætter med eksemplet med personen, hvis selvfølelse for en stor del er præstationsbaseret. Han/hun har altså en forhøjet sandsynlighed for at reagere med nervøsitet i situationer, hvor det føles vigtigt, at det lykkes. Hvis denne person har udviklet sin evne til at håndtere nervøsitet, kan den negative påvirkning i det mindste reduceres.
Det, der adskiller denne model (se figur 4.1.) fra den, som Hollander har foreslået, er hovedsagelig, at reaktionsmønstret skilles ud, og at modellen er blevet suppleret med psykologiske færdigheder/evner. En idrætspræstation påvirkes med andre ord af en række faktorer, som interagerer indbyrdes, og som også lader sig påvirke af det omgivende miljø. Det svære ved at prædicere en idrætspræstation bliver dermed helt tydeligt, uanset hvor mange faktorer der tages med i ligningen. Dette forklarer også, hvorfor det kan være mere rimeligt at anlægge en probabilistisk synsmåde i stedet for en deterministisk.
Figur 4.1. Skematisk model, som beskriver helhedstænkningen i en trait/ state/ skill-model.
I den resterende del af dette kapitel beskrives nogle af de personlighedstræk, adfærds- og reaktionsmønstre, som kan betragtes som vigtige i et idrætsperspektiv. Først gives der en ganske omfattende redegørelse for noget meget grundlæggende, nemlig selvfølelsen. Efter en gennemgang af forskellige personlighedsdimensioner diskuteres derefter forskellige adfærds- og reaktionsmønstre. De psykologiske færdigheder venter vi dog med at behandle til senere i bogen.
Selvfølelse – selvtillid – situationsspecifik selvtilllid
Man har ofte betragtet selvfølelse som en global dimension, som ikke kun omfatter en generel følelse af selvværd, men også omfatter selvtillid og andre aspekter relaterede til oplevet kompetence og dygtighed. Men i de senere år har stadig flere forskere foreslået, at mere situationsrelaterede aspekter af selvet, som selvtillid (self-confidence) og situationsspecifik selvtillid (self-efficacy) bør adskilles fra selvfølelsen (self-esteem). Endvidere har man foreslået, at selvfølelsen består af (mindst) to delkomponenter, som har forskellig oprindelse, og som genererer forskellige selvattituder og adfærd.
Den ene af disse to komponenter defineres som en mere fundamental selv-accept og påskønnelse af en selv og kan kaldes for grundlæggende selvfølelse. Denne del er ikke relateret til oplevede færdigheder, dygtighed eller andres vurderinger, men handler altså om individets selvværd på et grundlæggende plan. Den anden af selvfølelsens to komponenter kan kaldes for præstationsbaseret selvfølelse. Den omfatter individets disposition for at stræbe efter fremgang og at føle sig kompetent, ligesom behovet for at blive påskønnet og accepteret af andre. Denne del af selvfølelsen er mere følsom for situationsfaktorer. Ud fra disse to dimensioner kan man identificere fire forskellige varianter af selvfølelse. Et individ kan have en stor grundlæggende selvfølelse i kombinationen med enten en lille eller en stor præstationsbaseret selvfølelse. Det har ved forskning vist sig, at disse fire grupper skiller sig ud, blandt andet på grund af afhængigheden af hele tiden at skulle præstere noget, frygten for nederlag samt test- og konkurrenceangst (Forsman & Johnson 1996; Johnson 1997, 1998; Johnson & Forsman 1995).
Mere specifikt har det vist sig, at individer med en stor grundlæggende selvfølelse og en stor præstationsbaseret selvfølelse generelt har et stort behov for at præstere noget. Et nederlag opleves dog ikke som nogen trussel mod selvfølelsen, og personen er derfor ikke så bange for at lide nederlag og har en lille testfrygt (Johnson 1997). Eliteidrætsudøvere med denne kombination af de to dimensioner af selvfølelse udviser ofte kun ringe frygt for konkurrencer, en relativ stor selvtillid og har højt opstillede mål for deres præstationer (Koivula 2002). Disse individer nyder udfordringer og bliver inspireret af succes (Forsamn & Johnson 1996; Johnson & Forsman 1995). Sandsynligvis findes der mange succesrige eliteidrætsudøvere i denne gruppe.
Individer med en svag grundlæggende selvfølelse og en stor præstationsselvfølelse har også et behov for at præstere noget. De er meget konkurrencemindede, men har ofte en fjendtlig indstilling til modstanderne. På grund af deres svage grundlæggende selvfølelse øges sandsynligheden også for, at de føler en stor skræk for nederlag, hvilket de konstant bekymrer sig om, og som derfor medvirker til en stor konkurrencefrygt og nervøsitet. Et nederlag er jo en trussel mod deres sårbare selvfølelse.I og med at selvfølelsen bygger på succesrige præstationer, stiller de ofte kontinuerligt store, perfektionistiske krav til deres præstationer. Samtidigt er det almindeligt, at disse individer er bekymrede for, at kvaliteten af deres præstationer ikke er gode nok. Blandt eliteidrætsudøvere ytrer dette sig sædvanligvis ved en lav idrætsrelateret selvtilid. De har også et stort behov for at blive holdt af og beundret af andre (Forsman & Johnson 1996; Johnson & Forsman 1995; Koivula m.fl. 2002). Det er dog ikke usædvanligt, at idrætsudøvere, selv på et meget højt niveau, udviser en lav grundlæggende selvfølelse i kombination med en stor præstationsbaseret selvfølelse. I det foregående eksempel med skiskytten er det sandsynligt, at personen hovedsageligt bygger sin selvfølelse op omkring selve situationen.
Individer med en stor grundlæggende selvfølelse i kombination med en lav præstationsbaseret selvfølelse har vist sig at have et mindre behov for præstationer, en lavere grad afbehov for konkurrence og også en lav konkurrencefrygt. Disse individer stiller ikke specielt store krav til deres præstationer. De har stor selvtillid og er generelt set tilfredse med sig selv, som de er. De har ikke de store behov for at vise sig kompetente og bekymrer sig ikke meget om mindre gode præstationer (Forsman & Johnson 1996; Johnson & Forsman 1995; Koivula 2002). Det er formodentlig usædvanligt at møde eliteidrætsudøvere med denne kombination af de to dimensioner af selvfølelse.
Det samme gælder antageligvis personer, hvor både den grundlæggende selvfølelse og præstationsselvfølelsen er lav. Sådanne individer har vist sig at have et mindre behov for præstationer og en mindre grad af interesse for konkurrencer. Samtidig udviser de et relativt højt niveau af præstationsfrygt og en tvivl på deres præstationers kvalitet. Sandsynligvis undgår disse individer udfordringer (Forsman & Johnson 1996; Johnson & Forsman 1995; Koivula m.fl. 2002). Dette kan til en vis grad afhænge af, at de, hvilket forfatternes upublicerede data over svenske eliteidrætsudøvere også viser, oplever store forventninger fra forældrene, samtidigt med at de føler en ganske kritisk indstilling fra forældrene. Hvis et barn oplever store krav og forventninger, og at den kærlighed barnet får er afhængig af præstationer, er det sandsynligt, at barnet ikke udvikler en stor grundlæggende selvfølelse. Hvis barnet desuden føler, at præstationerne aldrig er gode nok, og at dets præstationer fører til kritik fra forældrene, undgås sandsynligvis de situationer, som indebærer præstationer, der kan bedømmes og dermed kritiseres. Der er derfor en stor risiko for, at barnet udvikler en lav global selvfølelse. Omgivelsernes reaktioner og støtte – eller mangel på støtte – kan altså få vidtrækkende konsekvenser og påvirke barnet, også i den voksne alder.
Selvfølelse bruges ofte synonymt med begrebet selvtillid. Men som det viser sig, er disse begreber ikke jævnbyrdige. Selvfølelse kan betragtes som en meget grundlæggende, central og fundamental del af selvet, som handler om, hvordan individet generelt vurderer og opfatter sig selv, og som udvikles tidligt i børne- og ungdomsårene. Selvfølelsen kan betragtes som et meget stabilt aspekt hos individet, som er svært at påvirke i en voksen alder (for eksempel Greenwald m.fl; Johnson 1997).
Selvtillid omfatter i stedet for en selvopfattelse om en kapacitet af mere begrænsede færdigheder eller evner, for eksempel om studiekapacitet, social kapacitet eller idrætskapacitet. Selvom selvtilliden er et relativt stabilt personlighedstræk, er det betydeligt nemmere at påvirke og arbejde med end selvfølelsen. Et individ med en stor selvfølelse har formodentlig også en stor selvtillid inden for flere områder, mens et individ med en lav selvfølelse formodentligt ikke udviser en stor selvtillid, når det drejer sig om specielt mange færdigheder. Det er derimod ikke umuligt, at et individ, som udvikler en stor selvtillid inden for et eller flere områder, alligevel på længere sigt kan øge sin selvfølelse gennem dette. Selvtillidstræning, som bliver mere udførligt beskrevet i kapitel 12, handler om at individet skal overvinde sin usikkerhed og uselvstændighed, overvinde sin generthed og kunne betragte sig selv og sine præstationer på en saglig måde uden en overdreven selvkritik. Formålet er, at individet med træningen skal udvikle en tillid til sine evner. Udviklingen af effektive coping-strategier (se afsnittet »Stress og coping« senere i dette kapitel) og forskellige former for visualisering og udvikling af en relevant attributionsstil er eksempler på teknikker, som man mener er gode til at styrke et individs idrætsselvtillid.
Det er endvidere blevet foreslået, at en dimension af den globale selvfølelse er fysisk selvværd (Fox 1990, 1997). Denne omfatter flere områder, hvor et individ kan have forskellige opfattelser af sine evner, sin kapacitet og sit værd: Disse er idrætskapacitet, legemsattraktivitet og fysisk styrke. Idrætsselvtillid kan først og fremmest siges at være et individs opfattelse af sin egen idrætskapacitet (altså idrætsevne, evnen til at lære sig idrætsfærdigheder), men handler også om fysisk kondition og fysisk styrke samt legemsaktivitet i varierende udstrækning. Idrætsselvtillid betragtes af mange som afgørende for idrætspræstationer (Feltz 1988, 1994; Vealey 1986, 1999). I en studie om kilder til selvtillid (Vealeym.fl. 1998) identificeres ni forskellige kilder. Disse var:
1. Dygtighed
2. Påvisning af evner
3. Fysisk og mental forberedelse
4. At kunne præsentere sig selv fysisk
5. Social støtte
6. Erfaringer gennem andre
7. Træneres lederegenskaber
8. Hvor bekvemme omgivelserne er
9. Situationens fordele.
Betydningen af disse kilder varierer selvfølgelig for de forskellige individer, afhængig af for eksempel hvilken idræt det handler om, om det er en individuel sport eller en holdsport, hvilket niveau det handler om og individets personlighed. Disse kilder kan igen deles ind i tre grupper. En gruppe behandler præstationer (1 og 2 ovenfor). En behandler selvregulering i den betydning, at mennesker benytter sig af refleksioner om selvet for at kunne planlægge og regulere adfærden for at nå de personlige mål (3 og 4), og en behandler de faktorer, som drejer sig om de sociale omgivelser, det sociale klima (5-9).
Den første gruppe handler om selvtillid, som hidrører fra den opfattede dygtighed og udviklingen af en eller anden færdighed. Selvtilliden kan også komme fra, at individet viser sine færdigheder for andre og har held med at vise en større evne end andre, specielt konkurrenterne. Præstationer kan således, ifølge de to første punkter, fungere som kilder til selvtillid. Men forskellen på at udvise dygtighed og at vise sine færdigheder for andre er vigtig, ud fra flere aspekter, for eksempel for motivationen (se også kapitel 5).
Fysisk og mental forberedelse handler om, at individet oplever at være optimalt forberedt med stærkt fokus på opgaven og præstationen. Det har for eksempel vist sig, at idrætstrænere vurderer fysisk konditionstræning som en af de vigtigste strategier for at højne en idrætsudøvers selvtillid (Gould m.fl. 1989). Selv følelser som afslapning og energi påvirker en idrætsudøvers opfattelse af kompetence (Williams 1994). Fysisk selvpræstation handler om idrætsudøverens oplevelse af sit fysiske jeg, idrætsudøverens opfattelse af kroppen. Idrætsudøvere er ofte meget engagerede i, hvordan deres kroppe ser ud og vurderes af andre (Martin & Mack 1996), hvilket er en del af det fysiske selvværd. Sandsynligvis er dette aspekt først og fremmest relateret til situationspecifik selvtillid.
Social støtte, ved for eksempel anerkendende feedback fra trænere, forældre, venner og andre i omgivelserne, er af stor betydning for børns oplevelse af kompetence (Black & Weiss 1992; Horn 1985). Også opmuntring og støtte fra trænere har betydning for idrætsudøverens selvtillid, som også påvirkes af idrætsudøverens tillid til trænerens/lederens kompetence (Horn 2002). Følelsen af tryghed og at føle sig godt tilpas i en konkurrencesituation og i de omgivelser, hvor træningen finder sted, skal man heller ikke undervurdere som en positiv faktor. Fordelen ved hjemmebane er dermed en reel faktor, som gennem sin positive indflydelse på selvtilliden også kan påvirke kampens resultat.
Selv om flere af disse kilder til selvtillid kan betragtes som situationsspecifikke, kan de formodentlig alligevel have en betydning for den mere stabile selvtillid.
Begrebet situationsspecifik selvtillid stammer fra det engelske self-efficacy (Bandura 1977b, 1986, 1997), hvilket betyder, at vores handlen og motivation afhænger af vores tro på egen formåen og dermed er noget, som kan variere meget, også under en bestemt præstationssituation. En golfspiller, som oplever sig selv som en meget dygtig golfspiller, har antageligvis en stor idrætsselvtillid. Men hvis hun i en konkurrence, efter en periode med dårlige resultater, føler en lavere grad af tillid til at kunne slå sine slag, har hun, hvad der kunne kaldes for en lav situationsspecifik selvtillid. Den situationsspecifikke selvtillid adskiller sig dermed fra den mere generelle selvtillid ved, at den varierer fra situation til situation.
Også inden for den mere sundhedsorienterede psykologi er man blevet opmærksom på dette begreb, som har vist sig at være betydningsfuldt. Der findes mange studier, som har vist sammenhængen mellem situationsspecifik selvtillid og deltagelsen i fysisk aktivitet og motion. Resultaterne viser betydningen af en stor specifik selvtillid for både at kunne påbegynde og blive ved med at være fysisk aktiv og at motionere. Betydningen er tilmed større end den egentlige fysiske kompetence (Dzewaltowski 1994; McAuley 1992, 1993; Rogers & Sullivan 2002).
Målinger af situationsspecifik selvtillid bør vurdere selvtilliden ud fra tre dimensioner, nemlig niveau, styrke og almengyldighed (for eksempel Bandura 1877b, 1986). Niveau handler om forventede færdigheder eller antal af opgaver, som kan blive udført. Styrke repræsenterer den dimension, der handler om den sikkerhed, med hvilken individet forventer sig at kunne klare hvert niveau med succes. En ung kunstskøjteløber kan være op til 90 procent sikker på at kunne lave en enkelt Salchow, men kun 20 procent sikker på at kunne lave en dobbelt. Almengyndigheden refererer til de færdigheder, i hvilke et individ føler sig kompetent. I en konkurrence kan en gymnast have en stærk tro på sine evner i disciplinerne ringe og barre, men en lavere tiltro til sin evner, når det drejer sig om hesten.
Perfektionisme
En disposition, der er relateret til selvfølelsen, er perfektionismen. Inden for idrætten, og specielt inden for eliteidrætten, er en stræben efter den perfekte præstation stadig nærværende. Det perfekte slag, hop eller løb kan, ifølge en meget udbredt opfattelse, nås med tilstrækkelig megen træning. Det engelske udtryk practice makes perfect formidler tydeligt dette. Mange anser, at denne stræben efter det perfekte er nødvendig, for at en idrætsudøver skal kunne nå op til den ypperste elite. Høje mål kan derfor betragtes som nyttige for en idrætspræstation. Men når der ikke er andet end det perfekte, der dur, er der en risiko for, at idrætsudøveren udvikler et negativt selvbillede og en stærk frygt for nederlag (Wiiliams & Leffingwell 2002). Nogle individer har en tendens til at blive mere eller mindre besatte af ideen om at nå perfektionen. Dette medvirker derfor til en overdreven uro for eventuelle fejltagelser, hvor idrætsudøveren får svært ved at komme videre, når han har lavet fejl eller har tabt, hvilket derefter fører til, at han får en stærk tvivl om sine præstationers kvalitet (for eksempel Frost m.fl. 1990). En stræben efter perfektionisme kan være positiv, men den kan også være negativ, hvis den forenes med en frygt for ikke at nå op til den ønskede standard.
Forskerne har derfor foreslået, at perfektionisme bør betragtes som et flerdimensioneltbegreb, der består af både negative og positive dimensioner. De negative omfatter frem for alt en overdreven frygt for at lave fejltagelser, en stærk tvivl på sine egne handlinger og præstationer og en betydelig angst for nederlag. De negative dimensioner omfatter også en følelse af meget høje krav og forventninger fra forældrene (eller andre vigtige personer), og en oplevelse af, at disse personer er kritiske og utilfredse med individets præstationer. Tilsammen kan dette være medvirkende til, at der bliver skabt en neurotisk form for perfektionisme.
De positive dimensioner handler i stedet for om at sætte høje standarder og at have høje krav til sine præstationer, at have en positiv stræben efter præstationer, som efterfølges af følelser af tilfredsstillelse og en forhøjet selvfølelse. De kan også siges at omfatte relativt høje krav om orden og struktur i tilværelsen (se for eksempel Frost m.fl. 1990; Hamachek 1978; Stumpf & Parker 2000; Terry-Short m.fl. 1995).
Man kan dog ikke betragte disse dimensioner som separate; det er vigtigt at studere, hvordan forskellige kombinationer af dimensionerne påvirker individerne (Koivula m.fl. 2002). Høje præstationskrav behøver derfor ikke nødvendigvis altid at være noget positivt. Hvis et individ har ekstremt høje krav til sin præstation, er det sandsynligt, at diskrepansen mellem de opstillede mål og den faktiske præstation bliver betydelig, hvilket kan opleves som stressende. Hvis individet desuden er meget bekymret for at lave fejl og tvivler på sine præstationers kvalitet, er det sandsynligt, at individet også oplever stress og bekymring (for eksempel Borkovec m.fl. 1986; Kawamura m.fl. 2001).
Forskningen i perfektionismen inden for idrætten har vist, at idrætsudøvere, som i høj grad er bekymret for at lave fejl, også føler en større bekymring og har en negativ tænkning før konkurrencerne. De har også en lav idrætsselvtillid, har større vanskeligheder med at koncentrere sig og udviser negative reaktioner på fejl. Idrætsudøvere, som tvivler meget på deres præstationer, har også en lav idrætsrelateret selvtillid, og de siger, at de har mange indre billeder af fejl og nederlag. De er desuden i høj grad bekymret for publikums reaktioner (Frost & Hendersion 1991). I studier med svenske idrætsudøvere har det vist sig, at forskellige mønstre af perfektionisme er tydeligt relateret til individets selvfølelse. Idrætsudøvere, der både har en høj grundlæggende og høj præstationsbaseret selvfølelse, udviser som regel et perfektionsmønstermed høje krav til deres præstationer, men med en relativt lille bekymring over fejl og en relativt lille tvivl på deres præstationer. Individer, som udviser en stor grundlæggende selvfølelse i kombination med en høj præstationsbaseret selvfølelse, har ofte relativt høje værdier på mange af de forskellige perfektionsdimensioner. Dette er noget, som derfor ofte resulterer i lavere idrætsrelateret selvtillid og mere bekymring (Koivula m.fl. 2002 ).
De individer, som har en lav grundlæggende og lav præstationsbaseret selvfølelse, har ofte ganske små krav til deres præstationer, samtidigt med at de er relativt bange for at lave fejl og tvivler på deres præstationer (Koivula m.fl. 2002). Endnu ikke publicerede data fra forfatternes egen forskning viser, at eliteidrætsudøvere med dette mønster, i noget større omfang end andre grupper, har oplevet høje krav og forventninger fra deres forældre, samtidig med at de har følt, at forældrene har været kritiske og utilfredse med deres præstationer. Deres bekymring og frygt for konkurrencen skyldes derfor ikke først og fremmest deres egne store krav, men skyldes ydre krav kombineret med en kritisk bedømmelse. Konsekvensen kan blive, at nogle – som ville have kunnet udvikle sig til fremragende eliteidrætsudøvere – vælger at undgå udfordrende situationer og konkurrencer for ikke at få kritik. Sammenfattende kan man sige, at det virker, som om individer, der udviser en høj basisselvfølelse baseret på kærlighed til og respekt for sig selv, også har mere positive mønstre på perfektion. De, der har en selvfølelse, som er afhængig af præstationer, kombineret med lav grundlæggende selvfølelse, viser derimod mere negative former for perfektionisme.
Indre og ydre kontrollocus
Martin Seligmans forskning omkring attributionsstil (hvordan mennesker vælger at forklare forskellige former for begivenheder og hændelser), som tidligere er forklaret, har store ligheder med den forskning, som Julian Rotter har udført omkring begrebet locus of control (Rotter 1966), eller kontrollocus. I Rotters sociale indlæringsteori understreges betydningen af kognitive og motiverende faktorer for at forstå og forklare menneskers adfærd i forskellige sociale sammenhænge. Ifølge Rotter er det specielt fire forskellige faktorer og deres interaktioner, der er interessante, nemlig:
1. Adfærdspotentialet
2. Forventning
3. Forstærkningsværdien
4. Den psykologiske situation.
En person har flere forskellige alternativer at vælge imellem, når han/hun (ud fra forventninger og tidligere forstærkninger) beslutter sig for, hvordan han/hun vil opføre sig. Dermed varierer muligheden og sandsynligheden for forskellige former for adfærd ved forskellige situationer (adfærdspotentialet). Individets forventning handler om hans eller hendes oplevelse af sandsynligheden for, at en bestemt forstærkning vil resultere i en bestemt adfærd. Individets bedømmelse af sandsynligheden kan variere mellem 0 og 100 procent, afhængig af tidligere erfaringer i den samme eller lignende situationer. Hvis en niårig har erfaret, at en tabt fodboldkamp altid tidligere har medført skuffelse og irritation hos forældrene, og at en vundet kamp tidligere altid har medført ros og belønninger i form af slik og is, vil barnets bedømmelse af sandsynligheden af det, der vil ske ved den næste tabte kamp, henholdsvis at man vinder, formodentlig være 100 procent. Ud fra dette er det rimeligt at drage den konklusion, at mennesker med stor sandsynlighed vil forsøge at udvise en adfærd, som før er blevet belønnet og forstærket. Alle bliver hele tiden konfronteret med nye situationer. Man forsøger så at bruge sin viden om tidligere situationer, som mere eller mindre ligner de nye. Individets forventninger kan derfor med tiden føre til mere varige adfærdsmønstre ved de forskellige situationer. En del forventninger er specifikke for bestemte situationer, andre er mere generaliserede forventninger, som gælder et større antal ensartede situationer, og som reflekterer de erfaringer, som individet har samlet sig igennem tiden. Ifølge Rotter har de generelle forventninger desuden en betydning for individets personlighed samt for stabiliteten og enheden i personligheden.
Forstærkningsværdien handler om, hvordan et individ vælger mellem forskellige forstærkninger, hvor sandsynligheden for dem alle ville være lige stor. Vurderingen afhænger af tidligere erfaringer og varierer mellem individer og over tid og situation. Men der findes visse relativt stabile forskelle mellem individers præferencer af forstærkninger og belønninger, og forskellige adfærdsmønstre kan derfor henføres til tanker og følelser om, hvad der opfattes som aktiviteter, der giver belønning. Som interaktionist mener Rotter endvidere, at det for forståelsen af det enkelte individs adfærd er nødvendig, sammen med individets forventninger og forstærkningsvurderinger, også at tage hensyn til, hvordan situationen bliver oplevet af individet, altså den psykologiske situation.
Rotter har identificeret to generaliserende forventninger af, hvordan forstærkninger og belønninger vil kunne opstå, nemlig locus of control (kontrollocus) og interpersonel tillid. I denne bog behandles kun den førstnævnte. Individer, som føler og tror, at deres liv, og det som sker for dem, i stort omfang styres af eksterne, ydre faktorer (skæbnen, held/uheld, chancer, andre betydningsfulde og ukontrollerbare kræfter), siges af have ydre kontrollocus. Individer, som i stedet for ser succes og nederlag som først og fremmest et resultat af deres egne evner, handlinger og anstrengelser, føler i større omfang, at de har kontrol over forstærkningerne og belønningerne i deres liv. Disse siges at have indre kontrollocus. En golfspiller med ydre kontrollocus vil have en større tilbøjelighed til at forsøge at finde årsagerne til en dårlig præstation uden for sig selv og sin egen kontrol. I stedet for at indse, at der faktisk blev slået for hårdt til bolden, og den derfor rullede over hullet, mener denne golfspiller, at afbrænderen skyldtes den dårlige green. (Eller at han blev forstyrret af lyde i omgivelserne, eller at det var rent og skært uheld). Det centrale er altså, at et individ med ekstern kontrollocus overvejende placerer årsagen til et resultat uden for sin egen kontrol. Dette er noget, som af åbenlyse grunde kan forhindre, at individet tager fat i den virkelige årsag til, at resultatet blev, som det blev. I det ovenstående golfseksempel ville det – for de fremtidige golfpræstationer – antageligvis være bedre at træne puttet og at tilpasse slagstyrken til greenens hurtighed end at affærdige resultatet som afhængigt af tilfældet og dermed gøre det umuligt at påvirke.
Man har udført en del forskning inden for personlighedspsykologien for at studere forskellene mellem individer med forskellige kontrollocus. En grundlæggende forskel, der er blevet redegjort for i flere studier (for eksempel Hassmén & Koivula 1996), er, at personer med indre respektiv ydre kontrollocus søger, vælger, bearbejder og bruger information om deres omgivelser på forskellig måde. Personer med indre kontrollocus er generelt set, foruden en tilbøjelighed til aktivt at søge information om deres omgivelser, også bedre til at udvælge relevant information og at bruge denne på en adækvat og konsekvent måde. Det ser desuden ud til, at de er bedre til at kontrollere og ændre på bestemte fysiologiske responser. Disse individer bliver heller ikke lige så påvirkede af andres indflydelse, de forsøger i stedet for selv at kontrollere situationen og også andre individers adfærd.
Personer med ydre kontrollocus har oftere vist sig at udvikle psykologiske forstyrrelser, de har mere angst, lavere selvtillid og har oftere depressioner og udviser en større selvmordsrisiko (Beautrais m.fl. 1999; Presson & Benassi 1996).
Der er også forskning, der har vist, at individer med ydre kontrollocus oftere rapporterer om større smerte og større utilfredshed med smertestillende midler (Johnson m.fl. 1989). Man mener, at det er en ukendt følelse af kontrol, der kan bidrage til en forbedret evne til at have held med at håndtere kronisk smerte (Bates & Rankin-Hill 1994). Selv oplevelsen af anstrengelsen ved fysisk arbejde har vist sig at være forskellig mellem individer med forskellig kontrollocus. Individer med indre kontrollocus har vist at være bedre til at lytte til kroppens signaler og kan derfor bedre vurdere anstrengelser i relation til den fysiske belastning. Det ser ud til, at personer med ydre kontrollocus i stedet for overvurderer deres anstrengelser (se kapitel 8), specielt ved større fysiske belastninger (Hassmén & Koivula 1996; Koivula & Hassmén 1998).
Den definitive årsag til de problemer, som oftere forekommer hos individer med ydre kontrollocus, er svær at fastslå. Men man har foreslået, at det er disse personers manglende evne til at opleve kontrol over situationer og dermed deres liv, der fører til, at de ikke kan fungere effektivt. Som tidligere beskrevet er det almindeligt med nedtrykthed og depressioner hos dem, der oplever en lav kontrol. Men hvad er det så, der gør, at personer med ydre kontrollocus har dårligere kognitive evner? Det kunne være, at personer, der ikke har haft eller har udviklet en mere effektiv evne til at søge korrekt information og at kunne løse problemer, udvikler en følelse af ikke at kunne kontrollere og beherske deres omgivelser og situationerne. De udvikler noget, som kan sammenlignes med indlært hjælpeløshed (Seligman 1975), hvilket, som tidligere beskrevet, kan være forbundet med blandt andet en mindre motivation samt med indlæringsvanskeligheder. Dette kan helt eller delvis være en følge af, at de individer, som i deres barndom og ungdom har været omgivet af så mange modstridende signaler, ikke har kunnet mærke, at de har haft en mulighed for at kunne forudse deres egen adfærd. Reaktionerne fra de nærmeste omgivelser har svinget på en inkonsekvent og ulogisk måde for barnet. Det har derfor været svært at udvikle sine egne informationsbearbejdninger og problemløsningsevner, som jo er baseret på, at individet lærer sig at se og tolke logiske følger af begivenheder og hændelser. Disse to kategorier (indre – ydre) skal dog ikke betragtes som en dikotomisk variabel, men snarere som et kontinuum, hvor flertallet af individer havner et eller andet sted i midten.
En følelse af sammenhæng
Inden for den vestlige medicin er det stadig væk almindeligt at fokusere på, hvilke faktorer der bidrager til en dårlig sundhedstilstand, noget som kunne kaldes for en patologisk opfattelse (sygdommen står i centrum). Aaron Antonovsky (1991) anlægger en anden synsvinkel, som han kalder for salutogenese (fra latin salus = sundhed, og genesis = oprindelse), og han stiller spørgsmålet: »Hvad er det, der gør eller holder mennesker raske?« Centralt for denne opfattelse, hvor sundhed er mere i fokus end manglende sundhed, er begrebet en følelse af sammenhæng (FASAM), som består af tre komponenter: forståelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Antonovsky definerer FASAM på følgende måde:
»Følelsen af sammenhæng er en global holdning, som udtrykker i hvilket omfang, man har en gennemtrængende og varig, men dynamisk tillid til, at (1) de ydre stimuli, der hidrører fra en indre og ydre verden igennem livet, er strukturerede, forudsigelige og til at forstå, (2) de ressourser, som kræves for, at man vil kunne møde de krav, som disse stimuli stiller, er tilgængelige, og (3) disse krav er udfordringer værd at investere i og bruge sit engagement på« (side 41).
Der findes mange berøringspunkter mellem FASAM og andre begreber og teorier, for eksempel Rotters ræsonnementer omkring kontrollocus. Når Antony taler om delkomponenten forståelse, handler det om i hvilken udstrækning, individet oplever indre henholdsvis ydre stimuli som strukturerede og tydelige. En person med indre kontrollocus har, som det tidligere er fremgået, en større evne til at håndtere og bearbejde stimuli samt at vælge relevante stimuli til forskel fra en person med ydre kontrollocus. På samme måde mener Antonovsky, at en person med en høj følelse af forståelse har en større evne til at håndtere hændelser i livet, og at de, selv når de kommer som overraskelser, kan lade sigordne og forklare. Et yderligere nærbeslægtet begreb er Kobasas begreb om at have modstandskraft, som består af tre komponenter: engagement, kontrol og udfordring (Kobasa 1979). Personer med en høj kontrol, mener man, har en stor mulighed for at påvirke det, der sker i deres liv. Kobasa bruger én skala til at måle graden af ydre kontrol og en til at måle magtesløshed. Denne måde at tænke på falder for en stor del sammen med Rotters, selvom magtesløshedsdimensionen er unik for Kobasa. Det har vist sig i empiriske studier, at personer, som er mere hårdføre, også er mere raske end andre personer (Manning & Fusilier 1999). På samme måde har personer med en højere følelse af sammenhæng vist sig at opleve deres stress som lavere og deres sundhed som bedre, sammenlignet med personer med en lavere følelse af sammenhæng (Hassmén m.fl. 2000).
Endnu findes der dog kun et fåtal af internationalt publicerede studier, hvor begrebet følelse af sammenhæng undersøges i relation til fysisk aktivitet. Dette skyldes måske delvis den kritik, som er blevet rettet mod begrebets teoretiske forankring og mod FASAM-værktøjet, som Antonovsky har udviklet for at kunne måle delkomponenterne forståelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed (se for eksempelGeyer 1997). Antonovsky (1991) mener selv, at begrebet er globalt, og at den høje korrelation mellem de tre delskalaer taler for, at værktøjet er endimensionalt. Der kan alligevel ikke ses bort fra, at følelsen af sammenhæng ser ud til at samvariere med sundheden. Behovet for at udvikle værktøjets psykometriske egenskaber er dog tydeligt.
Selvbevidsthed
Den grundlæggende teori om selvbevidsthed (self-awareness) er blevet udviklet af Duval og Wicklund (1972). Begrebet er siden hen blevet videreudviklet og betragtes i dag som vigtigt inden for flere psykologiske retninger (Silvia & Duval 2001). Det er blevet foreslået, at forskellige holdninger for opmærksomhed og bevidsthed er involverede i den selvreguleringsproces, som hele tiden foregår hos alle individer (Carver & Schleier 1981). Litteraturen har også beskrevet de tydelige konsekvenser af en selvfokuseret opmærksomhed på en række forskellige sociale funktioner (Nystedt & Smari 1989).
Selvbevidsthed er teoretisk blevet delt op i privat selvbevidsthed (private self-consciousness) respektivt offentlig selvbevidsthed (public self-consciousness), ud fra forskelle i opmærksomhedsfokus. Privat selvbevidsthed handler om individets selvforståelse, individets indsigt i sine egne tanker, følelser, forestillinger, attituder, motiver osv. Offentlig selvbevidsthed handler i stedet for om individets bevidsthed om og fokus på sig selv som et socialt væsen betragtet udefra. Fokus ligger dermed på andres meninger og oplevelser af individet (Fenigstein m.fl. 1975).
Begge former for selvbevidsthed har stor betydning for individets selvregulering, og de adskiller sig tydeligt fra hinanden ud fra flere aspekter. Individer, som har en udviklet privat selvbevidsthed, tenderer mod, sammenlignet med de der har en høj offentlig selvbevidsthed, at have en bedre selverkendelse og være mere konsekvente i deres attituder og adfærd. De agerer mere ud fra deres egne følelser, interesser og opfattelser, end ud fra det der ser ud til at kræves af den specifikke situation og af andre. På grund af, at disse individer lægger mindre vægt på andres meninger, er de heller ikke så tit nervøse og bekymrede for sociale sammenkomster og offentlig fremtræden, sammenlignet med individer med en høj offentlig selvbevidsthed. De kan samtidig være dårligere til at samarbejde og også være dårligere til at forudse andres reaktioner. Disse forskelle kan også have konsekvenser for motionsaspektet. Individer med en stærk offentlig selvbevidsthed tenderer mod at motiveres af ydre faktorer (de motionerer måske først og fremmest for at påvirke deres udseende i positiv retning). Dette kan ske på bekostning af den indre motivation for aktiviteten, hvor der derfor kan være en risiko for, at individet holder op med aktiviteten. Ved i stedet for at agere ud fra sine egne følelser og interesser, fremmes en følelse af indre kontrol og indre motivation (Deci & Ryan 1985; Ryan & Deci 2000), hvilket er relateret til en fortsat deltagelse i aktiviteten. En høj privat selvbevidsthed er derfor positiv. Den offentlige bør derimod være lavere, men et vist mål af forståelse for, hvordan andre oplever individet, understøtter dog ofte i sociale sammenhænge.
Type A-adfærd
Historien omkring det begreb, som kom til at hedde type A, kan spores tilbage til 1950’erne, hvor to hjertelæger siges at have noteret, at lænestolene i venteværelset kun var slidt længst ude ved kanterne. Hjertepatienterne sad så at sige på spring, og de var kendetegnet ved, at de var utålmodige og anspændte i en grad, som patienter med andre lidelser ikke var. Om dette er sandt eller ej, skal vi lade være usagt. Men at den overvejende del af patienterne i en hjertemodtagelse tilhører typen A-gruppen konstateredes tidligt. Sammenhængen mellem dette adfærdsmønster og hjerte-kar-sygdomme er også relativt velbelyst (for eksempel Rosenman & Chesney 1980).
En central faktor for at udvikle dette adfærdsmønster ser ud til at være et stærkt behov for at præstere og at sammenligne sine præstationer med andre (Strube 1989). Hvis ikke præstationen modsvarer ens egne krav, opstår der dog stress, hvilket gennem en øget udskillelse af stresshormoner som cortisol på længere sigt kan føre til en dårligere sundhedstilstand. Det er blevet foreslået, at type A-adfærd er et resultat af en social indlæring, hvor netop behovet for at præstere på et højt niveau er blevet udviklet for senere at blive forstærket (Price 1982). Andre forskere hævder i stedet for, at visse individer har en medfødt tilbøjelighed til at reagere kraftigere fysiologisk end andre i stressede situationer (Krantz og Durel 1983). Sandsynligvis kan begge forklaringsmodeller være gyldige og bidrage til at forklare, hvorfor visse individer udvikler kredsløbsrelaterede problemer.
Ifølge mange forskere udmærker type A-adfærd sig frem for alt af tre komponenter (Friedman & Rosenman 1974):
1. Et stærkt fokus på konkurrence – og præstationer
2. En følelse af et stadigt tidspres
3. Ofte forekommende vrede og fjendtlighed
En person, som hele tiden er fokuseret på præstationer, oplever sig som presset af tid og reagerer ofte, som en konsekvens af dette, med vrede og fjendtlighed og udskiller dermed mere stresshormon end en person, som ikke udviser en lige så tydeligt A-adfærd. Tilhører personen desuden den gruppe af individer, som reagerersærlig voldsomt på stress rent fysiologisk, øges risikoen for hjerte-kar-problemer betydeligt, sammenlignet med en person, som ikke reagerer lige så voldsomt. Personer, som har en kynisk og mistænksom indstilling til andre mennesker og reagerer med fjendtlighed (hostilitet), løber også en betydelig større risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme end andre (Knox m.fl. 1998), noget som har gjort, at nogle vælger at tale om infarktrelateret adfærdsmønster. Personer, som mangler de karakteristika, som udmærker type-A adfærd, plejer at blive kaldt type B-individer i litteraturen. De fleste mennesker udviser dog nogle tegn på type A-adfærd, som for eksempel at pulsen og adrenalinudskillelsen øger i bilkøer, og at tiden en gang imellem føles, som den ikke slår til; denne gruppe kaldes ofte i litteraturen for type X-individer.
Patienter med hjerte-kar-sygdomme anbefales ofte af deres læge at udøve lavintensiv fysisk aktivitet under rehabiliteringen. Regelmæssig motion bruges også som en særdeles god metode til at reducere et for højt stressniveau og for at »vaccinere« sig mod fremtidige sundhedsproblemer (se mere i kapitel 8). Forskning har dog vist, at individer med en udpræget type A-adfærd tenderer mod at undervurdere deres subjektive anstrengelser. Risikoen for at overanstrenge sig er derfor åbenlys (Hassmén & Koivula 1996; Hassmén m.fl. 1993). I kliniske studier har det også vist sig, at type A-individer løber en betydelig større risiko end type B-individer for at få yderligere hjerteinfakter efter den første (Review Panel 1981). Dette kunne skyldes deres tendens til at undervurdere arbejdsintensiteten og dermed presse sig mere, end hvad der er sundt (Hassmén m.fl. 1993). Så selv om fysisk aktivitet har en række positive fordele under en rehabiliteringsproces, er det nødvendigt at være bevidst om, at type A-individer ofte udviser en tendens til at undervurdere deres anstrengelsesniveau.
Sensation seeking
Personer, som hele tiden søger nye udfordringer og gerne vil tage fat på risikofyldte aktiviteter, som faldskærmsudspring, bjergbestigning og dykning, er dem, som Marvin Zuckerman (1979) kalder for sensation seekers, hvilket vel nærmest kan oversættes med at søge oplevelser og spænding. Denne personlighedstype udmærker sig ved »the need for varied, novel, and complex sensations and experiences, and the willingness to take physical and social risks for the sake of experience« (side 277). Det har også vist sig empirisk, at individer, som opnår mange point i den psykologiske test SSS (Sensation Seeking Scale, Zuckerman 1979), er mere omskiftelige i deres valg af idræt sammenlignet med personer med færre point, som i stedet for beskæftiger sig med den samme idræt igennem længere tidsperioder (Rowland m.fl. 1986).
En fremført teori for at forklare, hvorfor visse individer hele tiden søger nye udfordringer, er, at de synes, at deres aktivitetsniveau er for lavt, og at de har behov for at højne det for ikke at kede sig (Zuckerman 1991). Empiriske resultater (for eksempel Jack & Ronan 1998) bekræfter, at der findes forskelle i graden af spændingssøgende mellem deltagere i højrisikosportsgrene(for eksempel faldskærmsudspring) og sport med mindre risiko (maratonløb og golf). Resultatet viser også, at det ser ud til, at der findes en sammenhæng mellem spændingssøgning og impulsivitet. Personer, som beskæftiger sig med ekstrem udholdenhedssport, tilhører dog ikke sensation seekers, i den forstand som Zuckerman taler om, men de drives mere frem af en vilje til at teste deres egne fysiske og psykiske grænser igennem lang tid end af at udsætte sig for en direkte risiko.
Opmærksomhed, opmærksomshedsstil og koncentration
Evnen til at rette opmærksomheden mod og koncentrere sig om det, der lige nu er relevant, er central i forbindelse med enhver form for præstation. Hvor mange idrætsudøvere har ikke af og til forklaret en mindre god præstation med manglende koncentration og et mistet fokus? Netop evnen til at fokusere og efter en forstyrrelse igen at kunne fokusere, fremhæves ofte som meget centralt for en god idrætspræstation.
I kapitel 3 blev beskrevet, hvordan den sensoriske information bearbejdes i hjernen. Som det fremgår, er en eller anden form for selektionsproces nødvendig, fordi mængden af sanseindtryk, vi får per sekund, overstiger den, som det er muligt at behandle. Den strategi, eller opmærksomhedsstil, som bruges for at selektere, er individuel og menes dermed at udgøre et personlighedstræk (Nideffer 1993). Nideffer har i sin forskning om opmærksomhedsfokus (attentional focus) foreslået en model, som beskriver, hvordan opmærksomheden kan rettes mod interne og eksterne faktorer (retning), henholdsvis mod få eller mange faktorer (bredde) – se Nideffer og Sagal (2001). En idrætsudøver kan altså i enhver given situation udvise en af fire mulige kombinationer:
1. En intern – smal opmærksomhed
2. En intern – bred opmærksomhed
3. En ekstern – smal opmærksomhed
4. En ekstern – bred opmærksomhed.
Det, som ser ud til at adskille eliteidrætsudøvere fra mindre dygtige idrætsudøvere, er evnen tilhurtigt at kunne skifte fokus, alt efter hvad der kræves i enhver given situation, altså en større fleksibilitet (Castiello & Umiltá 1992). Tag for eksempel en basketspiller, som skyder et straffekast. For ikke at blive forstyrret af publikum kræves det, at opmærksomheden vendes indad, og at den er smal og kun fokuseret på selve straffekastet. Efter straffekastet, når bolden igen går i spil, kræves der dog, at spilleren skal kunne se med- og modspillere og få det overblik, som er nødvendigt for at lave en god præstation. Nideffer (1976) har udviklet TAIS (Test of Attentional and Interpersonal Style), med seks delskalaer, for netop at kunne måle opmærksomhedsfokus.
Også andre forskere har beskæftiget sig med de individuelle forskelle i opmærksomhedsstil. Morgan og hans kolleger studerede for eksempel maratonløbere og fandt ud af, at fremragende eliteløbere i højere grad end andre fokuserede deres opmærksomhed på indre faktorer, de lyttede simpelt hen mere til kroppens signaler (Morgan 1980; Morgan & Pollock 1977). De tolkede dette som en understregning af, at dette er den optimale metode, hvis man skal udføre en god præstation. Senere forskning har dog vist, at også eliteløbere benytter sig af både associative og disassociative teknikker (Tammen 1996). Måske har fremragende løbere ganske enkelt en større evne til at skifte opmærksomhedsfokus til det, som lige nu er det mest optimale for præstationen. Under træning og i begyndelsen afet konkurrenceløb er man mere opmærksom på eksterne faktorer, løberen disassocierer. Jo længere tid løbet varer, desto mere associerer løberen for at være mere opmærksom på kroppens signaler, hvilket gør det muligt at ligge præcis ved den optimale præstationsgrænse i slutfasen af løbet. Inden for golfspillet har den tidligere anfører Pia Nilsson populariseret udtrykket »assa« og »dissa« (Nilsson 1998), hvilket ifølge ovenstående principper også handler om at rette opmærksomheden mod det, som lige nu er det optimale.
Arousal, stress, bekymring og uro
Det engelske udtryk arousal bruges i dag flittigt, hvorfor denne praksis også følges her. Arousal ertraditionelt blevet beskrevet som graden af fysiologisk aktivering, hvilket kan variere fra det ekstremt lave (personen er bevidstløs) til det ekstremt høje. Den fysiologiske aktiveringsgrad styres af det autonome nervesystem, som er opdelt i den sympatiske del (den der forbereder kroppen til kamp eller flugt) respektive den parasympatiske del (den der får kroppen til igen at vende tilbage til det normale niveau).
Allerede i 1908 præsenterede Yerkes og Dodson deres inverterede U-hypotese, hvor de beskrev sammenhængen mellem arousal og præstation. Ifølge deres teorier er et hverken for lavt eller et for højt arousalniveau optimalt for præstationen, men det skal være »tilpas« og tilpasset opgavens sværhedsgrad. Det empiriske grundlag for denne konklusion bestod af dansemus, som blev udsat for elektrochok af forskellig styrke (kraftige elektrochok resulterede i højere arousal). Det viste sig, at jo vanskeligere en opgave musene skulle lære sig, desto svagere var det optimale niveau på elektrochokkene). Yerkes og Dodsons tolkning var, at aktiveringsniveauet skulle være lavere for finmotoriske og komplicerede opgaver sammenlignet med de grovmotoriske og ukomplicerede, hvor det var ønskeligt med et højere aktiveringsniveau. Direkte oversat til idrættens verden betyder det, at arousalniveauet bør være lavere for sportsdiscipliner som golf og skydning, mens det bør være højere i discipliner som kuglestød og vægtløfting. Men også individets dygtighed er en vigtig faktor. En nybegynder i tennis kan derfor antages at præstere bedre ved et lavt arousalniveau sammenlignet med en professionel tennisspiller, som kan håndtere og måske til og med har brug for et højere arousalniveau for at kunne præstere optimalt. En tanke som ligger på linje med drive-teorien (Hull 1951). Teorien har dog været udsat for megen kritik, da den anses for at beskrive sammenhængen mellem arousal og præstation på en alt for enkel måde ved at forudsætte, at jo højere arousalniveauet bliver, desto bedre bliver individets præstation (Cox 1998). Det er i alle sammenhænge nødvendigt at være opmærksom på idrættens krav og idrætsudøverens evne for at kunne udtale sig om det optimale arousalniveau for en given præstation.
Læg mærke til, at diskussionen indtil nu kun har drejet sig om det fysiologiske arousalniveau, som altså kan variere mellem lavt og højt. I praksis er det dog svært at adskille den fysiologiske og psykologiske aktiveringsgrad, fordi der sandsynligvis altid er en kognitiv vurdering (bortset fra når individets arousalniveau er så lavt, at personen er bevidstløs). Den individuelle vurdering, der sker, bestemmer om et højt niveau opleves negativt (personen føler sig nervøs) eller positivt (personen føler sig aktivt forberedt). På samme måde kan et lavt arousalniveau opleves positivt (roligt og trygt) eller negativt (kedsommeligt). Variationen i arousalniveau har derfor for det meste en årsag, noget der udløser responsen – en stressfaktor. Den stressende faktor kan være af såvel fysisk (for eksempel motion) som af psykisk natur (en oplevet trussel). I begge tilfælde reagerer kroppen delvis på samme måde med forandringer i puls, blodtryk, vejrtrækningsfrekvens og udskillelse af stresshormoner (adrenalin, noradrenalin og cortisol). Hverken arousal eller stress kan derfor siges udelukkende at være af positiv eller negativ natur; det er først efter, at der er foregået en vurdering, at man kan udtale sig om dette. I tilfælde af at personen oplever, at de til rådighed værende ressourcer modsvarer de krav, der stilles, vil det øgede arousalniveau (pulsen stiger, kroppen er forberedt på aktivitet) opleves som noget positivt, og præstationen vil antageligvis også blive positivt påvirket. Men hvis personen i stedet for oplever, at de tilgængelige ressourcer ikke er tilstrækkelige til de krav, der stilles, bliver vurderingen mere negativ, noget som analogt med ovenstående kan få en negativ effekt på præstationen. Jo større oplevelsen er af ikke at slå til, desto større bliver de negative konsekvenser sandsynligvis.
I forskningslitteraturen er der givet megen plads til netop individets negative tolkning af en stressfaktor. Begrebet anxiety er centralt for dette område. Anxiety oversættes ofte, i mangel af et bedre udtryk, med både bekymring og uro. En person, som har tendens til for det meste at opleve situationer som truende, hvilket giver anledning til en større bekymring/uro, siges at have et højt trait anxiety. Ved at der findes en fysiologisk (somatisk) og en psykologisk (kognitiv) komponent, er der forskere, som har valgt en opdeling i somatisk bekymring/uro henholdsvis kognitiv bekymring/uro (Martens m.fl. 1990; Smith m.fl. 1990).
Den statistiske sammenhæng mellem trait anxiety (den generelle disposition for at reagere med bekymring/uro) og state anxiety (situationsrelateret bekymring/uro) er høj, men ikke helt perfekt. Selv en idrætsudøver, som for det meste plejer at føle sig bekymret og urolig før præstationssituationer, kan føle sig forholdsvis rolig over for en situation, som føles velbekendt og dermed mindre truende. Man kan endda konstatere, at en persons generelle reaktionsmønster (»plejer at være nervøs for konkurrencer«) øger sandsynligheden (probabiliteten) for, at personen vil komme til at føle sig nervøs også før en speciel konkurrence, det er en del af individets personlighed. Men behøver en høj grad af bekymring/uro før en konkurrence nødvendigvis også at få en negativ effekt på præstationen? Forskningens svar er tvetydigt. I en del undersøgelser har det vist sig, at et (for) højt niveau af bekymring/uro påvirker præstationen mere negativt end et lavere niveau, analogt med den inverterede U-hypotese (Sonstroem & Bernardo 1982). Men arousal og anxiety er ikke det samme. Forskere, som er gået ud fra sammenhængen mellem arousal og præstation for at undersøge sammenhængen mellem anxiety og præstation, er blevet meget kritiseret (se for eksempel Krane 1992; Woodman & Hardy 2001).
Forskerne har derfor følt sig udfordret til at udvikle forskellige modeller for at forklare sammenhængen mellem præstation og bekymring/uro. Blandt disse tilbyder katastrofemodellen, oprindelig udviklet af en fransk matematiker (Thom 1975), et interessant perspektiv. Den inkluderer både fysiologisk arousal og kognitiv anxiety i samme model for at forklare, hvordan præstationen påvirkes, når disse interagerer (Hardy 1996). For det meste sker interaktionen på en systematisk og forudsigelig måde, men når den fysiologiske aktivering og den kognitive bekymring/uro når (for) høje niveauer, vil det udløse en drastisk (»katastrofal«) dårligere præstation. Modellen er blevet kritiseret for, at den er svær at teste empirisk (for eksempel Gill 1994). Hardy (1996) har dog mødt kritikken med empiriske data (og desuden påpeget, at det knap nok kan lade sig gøre at forkaste en teori eller en model, bare fordi den lader til at være kompliceret). Da det er svært i en laboratorie- eller praksissituation samtidigt og kontrolleret at manipulere med både graden af fysiologisk aktivering og kognitiv bekymring/uro, vil der sikkert blive krævet en del arbejde, før modellen kan verificeres eller falsificeres.
Ud fra dette perspektiv er Yuri Hanins IZOF-model (Indivdual Zones of Optimal Functioning, Hanin 1995, 1997) attraktiv, idet den går ud fra, at der for hvert individ findes en optimal zone, hvor graden af anxiety er det »rigtige«. Modellen inkluderer flere dimensioner end anxiety og er i de seneste år blevet stadig mere brugt inden for den anvendte idrætspsykologi. Udgangspunktet er ideografisk, hvilket betyder, at det, som er unikt og betegnende for individet, når det drejer sig om følelser, reaktioner og tolkninger, er det, der bliver brugt for at forstå, hvordan og hvorfor præstationen bliver påvirket (mere om dette i kapitel 10).
Man er i forskningen efterhånden blevet mere opmærksom på individets egen tolkning af en situation og den psykologiske følelse, som situationen fører hen til. Stadig flere mener, at det ikke er nok kun at studere intensitetsforandringer i bekymring/uro (lav-høj) for at forstå, hvordan præstationen bliver påvirket. En bestemt situation kan af et individ opleves som truende og dermed give anledning til bekymrende tanker (kognitiv bekymring/uro), mens et andet individ oplever at have fuld kontrol over hændelsesforløbet og i stedet for føler sig opstemt og tryg. For at man kan teste empiriske data, hvor det ikke kun er vigtigt at iagttage intensitet, men også retningen (positiv-negativ), er der blevet lavet en modificering af CSAI-2 (beskrives i kapitel 10), hvilket er den mest anvendte skala til at måle state anxiety. Respondenten skal efter ethvert af de 27 udsagn, som er besvaret (for eksempel »Jeg føler mig nervøs«), også angive om han/hun mener, at denne følelse er positiv eller negativ for præstationen (Jones & Swain 1995). Empiriske resultater viser, at idrætsudøvere på højere niveau tenderer mod i større udstrækning end idrætsudøvere på lavere niveau også at tolke »negative« udsagn som positive for præstationen (Perry & Williams 1998).
Som altid finder der også en samvariation sted mellem mere varige personlighedstræk og de reaktionsmønstre og individuelle tolkninger, som er intimt forbundet med præstationssituationen. For eksempel ser det ud til, at der er en sammenhæng mellem forskellige dimensioner af perfektionisme og både kognitiv og somatisk frygt for konkurrencer. Individer, som udviser høje niveauer på visse perfektionsdimensioner, oplever ofte både kognitiv og somatisk frygt for konkurrencer. For eksempel har eliteidrætsudøvere med en præstationsbaseret selvfølelse, kombineret med en stærk tvivl på deres egne præstationers kvalitet og frygt for nederlag, udvist en større frygt for konkurrencer (Koivula m.fl. 2002). Præcis som for selvfølelsen kan vi altså se, at en anden personlighedsdimension, perfektionismen, påvirker reaktionsmønstret. For at kunne håndtere konkurrencepres, som opleves negativt, kan en række forskellige kognitive henholdsvis adfærdsmæssige færdigheder og strategier udvikles og trænes (Cox 1998). Mere om dette i det følgende afsnit.
Stress og coping
Fysisk aktivitet er en af de vigtigste faktorer for både fysisk og psykisk sundhed og velbefindende. Manglende fysisk aktivitet giver en væsentlig risiko for flere af de sygdomme (for eksempel hjerte-kar-sygdomme og lungesygdomme), som topper på listen af dødsårsager (American Heart Association 1998; Blair 1994; Wilmore & Costill 1999). Dette medfører ofte, at mange oplever eliteidrætsudøvere som et idealbillede af sundhed og velbefindende. Men eliteidrætsudøvere drives oftere af præstationsmotiver end af sundhedsmotiver i deres træning, hvilket gør, at de ikke nødvendigvis opnår alle de positive effekter, som regelmæssig motion giver dem, der ikke er eliteidrætsudøvere. Eliteidrætsudøverens meget hårde og intensive træning kan snarere føre til kronisk træthed, med nedslidningsskader, sygdomme og udbrændthed (mere om dette i kapitel 9).
Som tidligere beskrevet har eliteidrætsudøveren ofte store, til og med perfektionistiske krav, til sine præstationer. Dette kan være nødvendigt for at kunne klare at stræbe videre mod toppen. Men hvis indre og/eller ydre krav og målsætninger opleves som så store, at der er en stor forskel mellem disse og individets faktiske ressourcer og præstationer, giver det som regel en følelse af stress. Dette kan derfor føre til følelser af bekymring og uro (Lazarus & Folkman 1984). Stress defineres jo som en forskel mellem krav og ressourcer. Situationsstressen afhænger dermed dels af en afgørende vurderende proces (cognitive appraisal), som bestemmer, hvorfor og i hvilket omfang situationer giver anledning til stress, dels på de kognitive og adfærdsmæssige strategier (copingstrategier), som bruges til at håndtere situationen, samt de negative emotionelle reaktioner situationen giver anledning til. En første vurdering har til formål at adskille stressede situationer fra de mere harmløse. En anden vurdering sker for at kunne vurdere den potientielle trussel mod copingressourcerne, hvorefter man laver en ny copingstrategi. Der vil ske en ny vurdering, hvis der fremkommer ny information.
Et individs copingsressourcer bestemmer derfor om en situation opleves som stressende. Disse ressourser er dels en egenskab hos individet, for eksempel sundhed, energi, optimisme, høj selvfølelse og høj problemløsningskapacitet, samt sociale evner, dels egenskaber hos omgivelserne, som social støtte og økonomiske ressourcer. De dynamiske og bevidste anstrengelser, som et individ foretager sig for at kunne håndtere vanskelige situationer, og som giver anledning til stress og uro, kaldes for copingstrategier. Disse kan, ifølge Lazarus og Folkman (1984), kategoriseres som problemfokuserede og emotionsfokuserede. Den førstnævnte kategori referer til strategier, hvis formål det er aktivt at håndtere eller ændre på situationen og det problem, som er skyld i stressen, eller flygte fra det. Det handler om at øge sine anstrengelser, logisk analysere, søge alternative løsninger og opveje dem mod hinanden. Yderligere alternativer er at omstrukturere sine mentale repræsentationer og kognitive strukturer, bruge visualisering samt at søge støtte fra andre i form af råd, feedback osv. Den anden kategori repræsenterer strategier, som bruges for at ændre på indholdet af den stressfyldte situation og regulere de følelser, som situationen har givet anledning til. Det kan for eksempel ske ved brug af humor at give udtryk for sine ubehagelige følelser, at distrahere det væk ved at fokusere på noget, som er irrelevant for idrætspræstationen, ved at tage stoffer eller ved at undgå kontakt med andre.
En del mener endvidere, at der findes yderligere en dimension af coping, som medfører, at et individ kan have konfronterende eller undvigende (approach–avoidance) problemfokuserede respektive emotionsfokuserede copingstrategier (Roth & Cohen 1986). Et individ kan konfrontere sine følelser ved at omvurdere situationen eller ved at betro sig til en ven eller en træner, eller undvige ved at fornægte, gennem distraktion eller gennem ønsketænkning. På samme måde kan en person konfrontere en trussel mod sundheden gennem lægeundersøgelser eller undgå at få en diagnose (»det man ikke ved, har man ikke ondt af«).
Generelt er det bedre med problemfokuserede strategier, fordi de håndterer de virkelige problemer (årsagen/årsagerne) og ikke kun symptomerne. Personer, som ofte vælger problemfokuserede strategier, bliver mindre deprimerede både under og efter de stressede situationer sammenlignet med dem, som vælger andre strategier. Af de forskellige mulige emotionelle strategier er spekulationer og diskussioner, samt negativ undvigen som at tage stoffer, at være aggressiv og søgen efter sanseoplevelser, de mindst adaptive former for coping. Mens distraktion, for eksempel gennem biografbesøg, at dyrke idræt og andre afslappende og behagelige metoder for at få et pusterum i stressoplevelsen, derimod kan betragtes som mere adaptive. Det, der skal bruges, afhænger dermed i stor udstrækning af situationen. I nogle tilfælde har individet en større kontrol til at påvirke, og så kan en problemfokuseret copingstrategi være den mest hensigtsmæssige. I andre er muligheden for kontrol og påvirkning lille. Og så kan en emotionel, men alligevel adaptiv strategi være det bedste alternativ.
Stressede situationer, som eksamener, test og prøver, og offentlig optræden, kan deles i tre faser: før, under og efter. Disse faser stiller forskellige specifikke fysiske, tekniske og psykologiske krav til individet (Hanin 2000). Individets valg af copingmetoder varierer til en vis grad hen over disse faser (Gaudreau m.fl. 2002). Variationen i coping, og de emotionelle reaktioner som følge af stress, er relateret til forskellen i den faktiske præstation og individets målsætning (performance – goal-discrepancy, PGD). Forskning med golfspillere har vist, at hvis diskrepansen mellem præstation og mål er lille og ubetydelig, tenderer golfspilleren, som har problemfokuserede copingsstrategier i førfasen, mod at bevare disse til efterfasen. Men hvis PGD er betydelig større, sker der en formindskning i brugen af problemstrategier fra før- til efterfasen af konkurrencen. En lille PGD er endvidere relateret til en formindskelse af emotionsorienterede copingsstrategier fra før- til efterfasen og en stabil brug af undvigende copingstrategier. En stor PGD betyder derimod en øgning af undvigende strategier og en stabilitet i emotionsorienterede copingsstrategier hos idrætsudøvere, som bruger disse i førfasen (Gaudreau m.fl.).
Selvom copingstrategierne kan variere efter situationen, har mange individer alligevel en primær copingstrategi, som de som regel bruger, og som de har udviklet gennem børne- og ungdomsårene. Idrætsudøvere, som har udviklet gode copingfærdigheder, er mere effektive i deres stresshåndtering, mens dårligere copingstrategier ser ud til at hænge sammen med underpræstationer og også med helt at holde op med idræt (for eksempel Anshel 1997). Det er derfor vigtigt allerede tidligt at forsøge at udvikle adaptive copingstrategier for at kunne håndtere konkurrencestressen. Disse copingstrategier kan indlæres på samme måde som andre færdigheder. Træning af disse, mentalt eller konkret i idrætssituationer, betyder, at strategierne bliver mere lettilgængelige og effektive (Madden 1995). Hvordan disse færdigheder kan udvikles vises i kapitel 12. I kapitel 8 diskuteres desuden motion som en effektiv copingstrategi for at gøre oplevelsen af stress og stressens effekter mindre, og som en metode til at øge modstanden mod stress.
Sammenfatning
Personlighed er et fællesbegreb for individets identitet, egenskaber, reaktions- og adfærdsmønster, samt for de psykologiske færdigheder; det som udmærker en persons karakter og gør hende eller ham til noget individuelt unikt.
Der findes en række af personlighedspsykologiske perspektiver. I bogen beskrives det psykoanlytiske perspektiv, det behavioristiske, det kognitive, det trait-baserede, det humanistiske og det interaktionistiske.
Det trait-psykologiske perspektiv har været udgangspunkt for megen forskning inden for det idrætspsykologiske område. Generelt kan man sige, at der næppe findes en rendyrket idrætspersonlighed, men at forskningen omkring de forskellige personlighedstræk (traits) kan bidrage til en øget forståelse af individets reaktionsmønster i en bestemt præstationssituation.
Selvfølelse, selvtillid og situationsspecifik selvtillid er relaterede til hinanden, men begreberne handler ikke om det samme. Den fundamentale accept af en selv og den påskønnelse, vi føler for os selv som person, kaldes for selvfølelse. Den er altså noget meget grundlæggende. Selvtillid er ofte mere begrænset og omfatter den opfattelse af sig selv, individet har af sin kapacitet, når det gælder en mere afgrænset viden eller færdighed. Den situationspecifikke selvtillid er, netop som navnet siger, endnu mere afgrænset i tid og rum.
Perfektionisme er et personlighedstræk nært relateret til selvfølelsen. En person med en svag selvfølelse risikerer i større omfang end en person med en stærk selvfølelse at udvikle et negativt perfektionsmønster, hvor frygten for nederlag dominerer.
Indre og ydre kontrollocus handler om individets attributionsstil. En person med et ydre kontrollocus forklarer (attribuerer) ofte det, der sker, med en henvisning til ydre og mindre kontrollerbare faktorer (som held/uheld, tilfælde, eller andres adfærd og egenskaber). Individer, som i stedet for ser fremgang og modgang som et resultat først og fremmest af deres egne evner, af egne handlinger eller anstrengelser, har et indre kontrollocus.
En følelse af sammenhæng er et begreb, som består af tre komponenter: forståelse, håndterbarhed og meningsfuldhed. Begrebet er udviklet af Antonovsky, som er blevet kendt for sin salutogeniske opfattelse. Centralt står spørgsmål, som handler om, hvad det er der gør eller holder mennesker raske (til forskel fra den patologiske opfattelse, hvor sygdommen i stedet for står i centrum).
Selvbevidsthed har betydning for individets selvregulering, dvs. såvel håndteringen af indre tanker og følelser som evnen til at interagere med andre mennesker og evnen til at fungere i sociale sammenhænge. Meget af den mentale træning, som bliver beskrevet i kapitel 11 og 12, handler om at forbedre individets selvbevidsthed.
Type A-adfærd er et omdiskuteret begreb, som bliver brugt til at beskrive personer, der udviser et bestemt adfærdsmønster. Type A-personer udmærker sig ved, at de er meget præstationsorienterede, ofte føler sig ekstremt tidspressede og frustrerede, hvilket giver anledning til vrede og fjendtlighed (hostilitet). I litteraturen beskrives en sammenhæng mellem hjerte-kar-sygdomme, hvilket også har gjort, at det benævnes som et infarktrelateret adfærdsmønster. Den senere tids forskning tager afsæt i dette paraplybegreb; frem for alt bliver hostilitet (fjendtlighed) og aggressivitet fremhævet som de kritiske reaktioner set i et sundhedsperspektiv.
Spændingssøgende personer (fra det engelske sensation seekers) er personer, som vil dyrke idræt, som føles spændende og kan indebære risici, som for eksempel bjergbestigning, faldskærmsudspring og bilsport.
Opmærksomhedsfokus kan ifølge Nideffer variere, både når det gælder retning (intern-ekstern) og omfang (bred-smal). En idrætsudøver kan dermed i enhver given situation udvise en af fire mulige kombinationer af opmærksomhedsfokus.
Bekymring/uro (fra det engelske anxiety) er et af de bedst udforskede områder inden for det idrætspsykologiske område. Begrebet plejer at blive delt op i en fysiologisk (somatisk) del og en psykologisk (kognitiv) del.
Copingstrategier er et fællesnavn for de måder, som individet bruger for at kunne håndtere en stresset situation. I litteraturen laves der ofte en opdeling i emotionsfokuserede henholdsvis problemfokuserede copingstrategier, hvor situationen og individets ressourcer afgør, hvilken strategi der bliver valgt, og som er den mest adaptive.