Kapitel 5
Motivation
Indledning
Når motivationen forsvinder, bliver præstationen dårligere – uanset hvad præstationen egentlig handler om. Det abstrakte begreb motivation kan dermed siges at udgøre grundlaget for al menneskelig virksomhed og er en forudsætning for, at vi skal kunne præstere noget. Der findes selvfølgelig forskellige teorier og ræsonnementer også om dette emne, for eksempel om det er bedst at blive motiveret af indre eller ydre faktorer, om det er bedst at være procesorienteret i stedet for resultatorienteret, eller på hvilken måde motivationsklimaet påvirker præstationen. Formålet med dette kapitel er at redegøre for nogle af de begreber, som er centrale inden for området, samt at give en baggrund for forståelsen af de motivationsteorier, som har haft og stadig har en meget stor betydning inden for den idrætspsykologiske forskning.
Motivation handler om indre eller ydre kræfter, som initierer, giver energi til, styrer og opretholder adfærden. Der findes imidlertid en hel række misforståelser af begrebet. Det skyldes måske, at det både er komplekst og samtidig noget, som »alle« kender til og har en mening om (præcis som så meget andet inden for psykologien, hvilket blev nævnt allerede i kapitel 1). Specielt inden for idrætten bruges begrebet motivation til at betegne diverse fænomener, som mange gange handler om noget andet. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at trænere går ind i omklædningsrummet før en kamp for at »motivere« sine spillere ved at holde en inspirerende peptalk. Ofte handler det dog ikke primært om at styrke motivationen, men om at påvirke andre situationsrelaterede faktorer, måske det fysiologiske (asousal, se kapitel 4) eller det mentale aktiveringsniveau. Selv om både aktiveringsniveau og motivation påvirker præstationen, er det ikke korrekt at betragte dem som den samme ting.
En gang imellem diskuteres desuden begrebet motivation, som om det var en medfødt og global personlig egenskab, som personen enten har eller ikke har. Årsagen til dette kan måske delvis spores tilbage til Murrays (1938) tanker om motivationen som en integreret del af personligheden. Men de flestes erfaring er sjældent, at nogle personer altid er velmotiverede i alle mulige situationer, mens andre ikke er motiveret til noget som helst. Det er mere sandsynligt, at graden af motivation i ethvert givet øjeblik påvirkes af den aktuelle situation og individets vurdering af den – der forekommer en interaktion. På linje med tanken, at motivation er en medfødt egenskab, forekommer også udtrykket »konkurrenceinstinkt«, som bruges for at beskrive idrætsudøvere, som er så motiverede, at de altid gør deres bedste for at vinde. Deres »medfødte« konkurrenceinstinkt gør, at de kan klare at kæmpe mod alle odds. Men »instinkt« består, ifølge Nationalencyklopedin, af »indre, ikke vilje- eller tankestyret drift, som fører til en vis adfærd«. Den stærke motivation, som vi til daglig kalder for konkurrenceinstinkt, burde derfor have en anden benævnelse. I al motivation er individets vurdering jo central. Så lad os forlade myten om medfødt motivation og forstå begrebet som en dynamisk proces og en interaktion mellem individets egenskaber, færdigheder, oplevelser, forventninger og vurderinger af individet selv og af situationen.
For at beskrive og forklare, hvad motivation handler om, er der blevet skabt en del teorier. I det følgende følger en kort oversigt over disse. Derefter forklarer vi mere indgående to teorier, somhar haft en særlig stor indflydelse inden for den idrætspsykologiske forskning ogpraksis. En af disse er Vallerands (1997) hierarkiske model, som beskriver, hvordan motivation kan betragtes som noget globalt (i alle situationer), kontekstuelt (for eksempel i idrætssituationer) henholdsvis situationelt (i nogle idrætssituationer). Men vi begynder med nogle tidlige teorier, som meget af den empiriske forskning er udgået fra.
At beskrive og forklare motivation
Nogle toneangivende motivationsteorier
Need achievement theory er en af de teorier, der har haft stor indflydelse. Den beskriver, hvordan individets motivation handler om enten at stræbe efter at vinde eller at undgå nederlag (for eksempel Atkinson 1957). Teorien går ud fra, at disse grundlæggende motiver, som menes at udgøre en del af individets personlighed, interagerer med signaler fra det omgivende miljø (en interaktionistisk opfattelse), som så resulterer i følelsesmæssige tilstande, for eksempel skam eller stolthed. Dette medfører derfor, at man nærmer sig (approach) eller undgår (avoidance) i sin adfærd i præstationssituationer. Forskning, som udgår fra denne teori, har vist, at individer, som motiveres for at vinde, i større udstrækning vælger mere udfordrende opgaver og udviser en større præstationsevne sammenlignet med individer, hvis vigtigste opgave er at undgå nederlag. Men det er ikke i alle situationer, at individer, som forsøger at undgå nederlag, vælger de letteste opgaver, henholdsvis får dårligere præstationer, noget som teorien prædicerer. Den er derfor blevet kritiseret (for eksempel af Roberts 1982). Teorien er også blevet kritiseret for at lægge for stor vægt på personlighedens betydning og sin mangel på forklaring på, hvorfor individer med en lav grad af motivation i nogle situationer laver en forbedret præstation (Maehr 1974). Individer, som først og fremmest motiveres til at undgå nederlag, udviser ofte en større kognitiv bekymring/uro i præstationssituationer sammenlignet med dem, der først og fremmest motiveres til at vinde (Roberts 2001), noget som har resulteret i den følgende motivationsteori.
Test anxiety approach er en motivationsteori, som fokuserer på situationer, der indebærer test og prøver, samt også præstationer over for andre mennesker, specielt i de situationer i skolen, hvor man er udsat for bedømmelse. Men en negativ oplevelse af spændingsniveau påvirker også, ifølge teorien, individets motivation negativt. Forskning ud fra denne teori har givet en værdifuld viden om relationen mellem følelser og kognition (se mere i for eksempel Martens m.fl. 1990).
Expectation of reinforcement er en anden teori, hvis udgangspunkt er social indlæringsteori med en speciel interesse for individets forventninger om forstærkninger (se mere i kapitel 4, afsnittet »indre og ydre kontrollocus«). Tanken er, at individets præstationsadfærd er rettet mod at opnå accept af sig selv eller at blive accepteret af andre (Crandall 1963, 1969). Forskningen har fokuseret på individuelle forskelle i forventningen om at vinde, for eksempel mellem kvinder og mænd. Indtil nu er den idrætsrelaterede forskning dog begrænset.
Det kognitive perspektiv
Inden for motivationsforskningen er den kognitive opfattelse i dag den dominerende. Dette perspektiv omfatter forskellige teorier, som for eksempel handler om attributioner, indre og ydre motivation (intrinsic and extrinsic motivation), præstationsmotivation (achievement motivation) og oplevet kompetence (perceived competence). Fælles for disse studier er deres fokus på studiet af, hvordan viden tilegnes, repræsenteres og bruges, og hvordan individets tanker påvirker og styrer præstationsadfærden.
Ud fra de sociale kognitionsteorier får et indvids oplevelse af årsagen eller årsagerne til adfærden, hændelserne og det, der sker, en afgørende betydning for følelser, forventninger og generel motivation over for lignende situationer og hændelser i fremtiden. Denne opfattelse forbinder individets personlighed og situationsspecifikke faktorer med de attributioner et individ har (se kapitel 3, afsnittet »attributioner«). Hvis man har succes, og det tilskrives ens egne indre egenskaber og færdigheder, resulterer det i en anden fortsat motivation, end hvis det, at man har haft succes, i stedet for attribueres til hårdt arbejde og anstrengelser. Attributionsmodellerne skal dog ikke betragtes som rendyrkede motivationsteorier i sig selv. Derimod har de fleste motivationsteorier, som går ud fra social kognition, deres grundlag fra attributionsteorierne.
Nogle eksempler på motivationsteorier, som er baseret på perspektivet social kognition, er teorier om self-efficacy, perceived competence og achievement goal theory. Den sidstnævnte teori behandles mere indgående længere fremme i afsnittet »Præstationsmotivation«. Teorien om »self-efficacy« har været en af dem, som har skabt størst opmærksomhed inden for forskningen af motivation i idræt, og den bygger på den idé, at præstationen påvirkes af et individs egen opfattelse af sin kapacitet og evne. Det har for eksempel vist sig, at et individs situationsspecifikke selvtillid påvirker motionsadfærden og specielt viljen og motivationen til at fortsætte med regelmæssig motion (for eksempel McCauley 1992). Motivationsteorier, som bygger på individets oplevelse af sin egen kompetence (perceived competence), går ud fra, at oplevet kompetence er et flerdimensionalt motiv, som styrer individets følelser og adfærd. Fremgang eller nederlag inden for disse områder vurderes af udenforstående og for individet betydningsfulde personer. Ved fremgang fører disse vurderinger og den oplevede kompetence til fortsatte anstrengelser, mens en oplevelseaf inkompetence medfører følelsen af bekymring og af, at man er mislykket. Dette fører derefter til en reduktion af anstrengelser og forsøg på at nå præstationsmålene.
I anden idé, der er blevet fremført, er, ud fra den teoretiske angrebsmåde, at det er mere sandsynligt, at de, der betragter sig som kompetente inden for et idrætsområde, også deltager i idræt. Men det har vist sig, at denne sammenhæng er ganske svag. Mennesker deltager og engagerer sig i idræt af flere grunde (for eksempel sociale) end bare for at vise deres kompetence (Feltz 1988; Gould m.fl. 1982). I de miljøer, hvor idrætskompetence betragtes og fremhæves som meget vigtig, er det derimod ikke helt usandsynligt, at det først og fremmest er dem, der oplever en høj idrætskompetence, som fortsætter med aktiviteten.
Indre og ydre motivation
Vallerand (1997) foreslår i en hierarkisk model, at motivation bør betragtes som noget flerdimensionalt. Empirisk forskning har vist modellens betydning for at kunne forstå motivation i idrætten (for eksempel Frederick & Ryan 1995; Vallerand og Reid 1990; Whitehead & Corbin 1997). Vallerands model er opbygget af fire dele. Den første omfatter tre centrale begreber, nemlig indre og ydre motivation henholdsvis amotivation (mangel på motivation). Den anden del af modellen beskriver, hvordan disse tre motivationsbegreber eksisterer på tre forskellige hierarkiske niveauer i individet (den situationsspecifikke, den kontekstuelle henholdsvis den globale). Den tredje del udgøres af de faktorer, som påvirker motivationen på det globale, kontekstuelle respektivt situationsspecifikke niveau. En fjerde del af modellen handler om, hvilke konsekvenser motivationen får; kognitiv affektivt henholdsvis adfærdsmæssigt. I det følgende afsnit gives der mere udførlige beskrivelser af modellens fire dele.
Figur 5.1. Den hierarkiske model om ydre og indre motivation anvendt i idræt. (Efter Vallerand, i Vallerand og Rousseau 2001).
Tre centrale begreber
Motivationen kan altså deles op i tre bestanddele, nemlig den indre motivation, denydre motivation samt amotivation. Indre motivation handler om at gøre noget bare for den fornøjelse og tilfredsstillelse, som det giver. Ydre motivation handler derimod om, at deltagelsen baserer sig på de fordele, som kan være følgen af det, man laver. Disse typer af motivation fører til forskellige oplevelser. Et indre motiveret individ oplever i større omfang følelser af glæde, nydelse og afslapning og er ikke anspændt. Han eller hun kan fokusere på opgaven. Det ydre motiverede individ risikerer derimod i stedet for at føle sig presset, at nervøsiteten ofte øges, blandt andet fordi mulighederne for kontrol er mindre. Individer med indre henholdsvis ydre motivation søger også forskellige typer af belønning for deres deltagelse. Den indre motiverede har som mål at få følelsesmæssige belønninger, for eksempel glæde og nydelse. Individet med ydre motivation drives først og fremmest frem af sociale eller materielle belønninger. Den amotiverede udmærker sig ved en mangel på intention med aktiviteten, og personen viser dermed sin mangel på motivation. Der er flere ligheder med begrebet indlært hjælpeløshed: Det amotiverede individ oplever følelser af inkompetence og mangel på kontrol.
Man mener, at indre motivation består af tre typer:
1. Indre motivation for at lære noget og opnå viden. Et indvid deltager i aktiviteten for at opleve tilfredsstillelsen og fornøjelsen af at lære sig noget, at opdage og forsøge at forstå noget nyt.
2. Indre motivation for at opnå noget. Her handler det om deltagelse i en aktivitet, som man gør ud fra fornøjelsen og tilfredsstillelsen af at opnå og skabe noget. Denne type omfatter også forsøg med at overgå sig selv. Fokus er derfor ikke præstationsresultatet, men selve anstrengelsen og forsøget på at opnå noget, som er bedre end det, som idrætsudøveren har præsteret før. Et eksempel kan være en kunstskøjteløber, som træner, fordi han oplever en tilfredsstillelse og en glæde ved at forsøge at opnå den perfekte trinsekvens.
3. Indre motivation for at opleve stimulans. Dette handler om motivation til at deltage med det formål at opnå positive sanseoplevelser. Et eksempel på dette er et individ, der træner løb, fordi hun i løbet kan nyde de positive følelser og oplevelser, der er af hendes krops styrke, kraft og hurtighed (Vallerand m.fl. 1989, 1992, 1993).
Et eksempel på ydre motivation er, hvis deltagelsen i aktiviteten først og fremmest er et middel til opnå ære, berømmelse og priser. Den ydre motivation kan ligeledes deles op i forskellige typer:
1. Ydre regulering (external regulation) handler om adfærd, som motiveres og reguleres af ydre midler som belønninger og restriktioner. For eksempel når en basketspiller siger, at han går til dagens træning for at kunne blive udtaget til den næste kamp. Det er denne type, der som regel henvises til, når der skrives og tales om ydre motivation.
2. Introjiceret regulering (introjected regulation) kaldes denne type af ydre motivation, hvor individet begynder at internalisere grundene for sine handlinger. Handlingen er ikke helt selvvalgt fra individets side, fordi han eller hun hele tiden føler et pres eller et tryk for at skulle handle på en bestemt måde (selvom presset er selvskabt gennem for eksempel skyldfølelser). Et eksempel er, når en golfspiller tager med til fysisk træning, fordi han ellers ville få skyldfølelse.
3. Identificeret regulering (identified regulation) medfører en adfærd, der er selvvalgt. Adfærden betragtes som vigtig og højt vurderet af individet, og han eller hun vælger at gøre det, til trods for at aktiviteten ikke i sig selv betragtes som specielt god eller positiv af individet. Et eksempel på dette er, når en tennisspiller synes, at hun vil øge sin fysiske styrke, fordi hun oplever, at det er vigtigt, og derfor begynder at styrketræne.
4. Integreret regulering (integrated regulation) kaldes den adfærd, hvor aktivitetsvalget er naturligt og i øvrigt i overensstemmelse med individet. Her eksemplificerer vi med en svømmer, som i turneringssæsonen lader være med at gå ud med vennerne om aftenen og til fester, fordi han vil være i optimal form op til turneringerne (for eksempel Deci & Ryan 1985, 1991).
Også amotivation kan betragtes som et flerdimensionalt begreb. Det kan deles op i fire forskellige typer:
1. Amotivation som følge af en oplevelse af mangel på kapacitet og evne. Dette er den definition som forekommer hyppigst.
2. Amotivation som et resultat af individets overbevisning af, at den foreslåede strategi ikke vil komme til at føre til de ønskede resultater.
3. Amotivation som handler om, at individet oplever adfærden som alt for krævende for at ville engagere sig i den.
4. Amotivation som er relateret til følelser af hjælpeløshed og en oplevelse af ikke at have kontrol over tingene.
Motivation på tre niveauer
I Vallerands motivationsmodel foreslås det, at indre og ydre motivation samt amotivation eksisterer på tre hierarkiske niveauer, nemlig situationsniveau, det kontekstuelle respektive det globale niveau.
1. På situationsniveau handler det om motivationen, som individerne oplever i situationen, hvor de er engagerede i en aktivitet »her og nu«. Det er meget mere en tilstand end en varig og bestandig disposition (trait). Motivationen på dette niveau kan derfor variere i styrke og type relativt hurtigt. Situationsmotivationen bliver for eksempel påvirket af sociale faktorer, som for eksempel belønninger og præmier, tidsgrænser (»deadline«), bedømmelser og overvågning. I konkurrencesammenhæng ligger fokus ofte ikke på selve opgaven, men på at vinde over andre (dvs. modstanderne), hvilket i mange tilfælde påvirker den indre motivation negativt (Vallerand m.fl. 1986b). Et andet aspekt relateret til dette, er betydningen af den indre motivation, ved at man har vundet eller tabt, eller oplevelsen af at have gjort en god eller en mindre god præstation. Den indre motivation har vist sig at være større hos vindere og dem, der føler, at de har lavet nogle gode præstationer i konkurrencen (Mccauley & Tammen 1989; Vallerand m.fl. 1986a), henholdsvis hos dem, som har fået en positiv feedback (Thill & Mouanda 1990; Vallerand & Reid 1988; Whitehead & Corbin 1991). Den indre motivation, og til en vis grad også den ydre motivation af typen identificeret regulering, er relateret til positive følelser og nydelse, en oplevelse af det såkaldte flow (se kapitel 11), en bedre koncentration og formodentlig også at have en større udholdenhed i opgavens udførelse (se for eksempel Deci 1971; Kowal & Fortier 1999; McCauley & Tammen 1989).
2. Motivation på et kontekstuelt niveau refererer til den motivation, som individet plejer at føle for et specifikt område, som omfatter en bestemt type af aktiviteter, for eksempel arbejde, studier eller idræt (Vallerand 1997). Nøjagtigt som sociale faktorer påvirker situationsmotivationen, påvirker forskellige sociale faktorer også motivationen på det kontekstuelle niveau. En vigtig social faktor på dette motivationsniveau er idrætsledere, trænere og coacher, deres ledelsesstil og deres typer af instruktioner. For eksempel kan trænere og ledere, hvis stil er kontrollerende og med brug af tvang (dvs. som sætter målene for idrætsudøverne, og som fokuserer på resultatet snarere end på processen) medføre en lavere grad af indre motivation hos idrætsudøveren. En adfærd, som er baseret på ydre belønninger, skaber en grobund for ydre motivation, først og fremmest af typerne ydre regulering og introjiceret regulering samt amotivation (se for eksempel Briére m.fl.1995; Pelletier m.fl. 1995).
En andet eksempel på en betydningsfuld faktor for motivationen er det motivationsklima, som omgiver individet. Her har for eksempel ledere, trænere, holdkammerater og forældre en vigtig rolle med at skabe et motivationsklima, som opmuntrer individet til at deltage i en aktivitet med fokus på at udvikle sig og blive bedre og ikke at præstere i termer at være bedre end andre og vinde over dem (Mitchelle 1996; Papaioannou 1995; Seifriz m.fl. 1992; Theeboom 1995). Forældre, som hver gang først og fremmest spørger barnet, om det vandt eller tabte i kampen/turneringen (præstationen i forhold til andre) i stedet for at spørge om noget ved selve kampen (præstationen i forhold til barnet selv), vil sandsynligvis bidrage til et motivationsklima, som er bestemt af ydre og dermed mindre kontrollerbare faktorer.
På samme måde, som motivationen på situationsniveau har oplevet kompetence og kontrol, samt en oplevet samhørighed med andre, en betydningsfuld effekt på den indre motivation på det kontekstuelle niveau. Også den kontekstuelle motivation har betydningsfulde effekter af følelsesmæssig, kognitiv og adfærdsmæssig karakter. Indre motivation og til en vis grad også ydre motivation af typen identificeret regulering er positivt relateret til en højere grad af oplevet fornøjelse, nydelse, interesse, tilfredsstillelse og til oplevelsen af flow, men er ikke relateret til oplevelsen af bekymring (mens andre former for motivation og amotivation udviser en sammenhæng med kontekstuel bekymring). Individer med indre motivation tenderer også mod at anstrenge sig mere (Li 1999; Williams & Gill 1995), og de udviser en højere grad af selvtillid til at begynde og fortsætte med at motionere og deltage i idrætsaktiviteter. Jo mere de er motiveret af ydre belønninger (som præmier eller udseende og vægttab), desto mindre er sandsynligheden for, at de vil begynde henholdsvis fortsætte med at være engagerede i deres aktivitet (Ingledew m.fl. 1998; Oman & Mccauley 1993). Denne sammenhæng ser også ud til at gælde for idrætsledere, når det drejer sig om et fortsat lederskab. Individer med en høj indre motivation, og også en identificeret og integreret ydre motivation, udviser desuden ofte en større respekt for etiske og moralske aspekter (Vallerand & Losier 1994). Disse individer er altså mindre tilbøjelige til at snyde eller bruge forbudte hjælpemidler sammenlignet med individer, som vil vinde præmier og medaljer for enhver pris. Dette har også vist sig at gælde for trænere og idrætsledere. Med indre motiverede ledere og trænere er sandsynligheden for et klima, som vil tillade doping og andre former for regelbrud, betydeligt lavere (se også kapitel 9).
Sammenfattende kan man sige, at en høj indre motivation resulterer i en række positive effekter inklusive muligheden for en forbedret præstation. Men der findes situationer, hvor dette ikke passer helt, for eksempel hvis en opgave opleves som kedelig og uinteressant. Da kan en identificeret regulering blive en mere betydningsfuld faktor end den indre motivation i forhold til at give positive konsekvenser og resultater (Vallerand 1997). Hvis en golfspiller synes, at det er kedeligt med konditionstræning, selv om hun elsker at spille golf, kan den ydre motivation af typen identificeret regulering være den motivation, hun har brug for, for at hun vil gennemføre den nødvendige del af sin træning. Det samme gælder for den eliteidrætsudøver, som træner med sigte på et mål langt ud i fremtiden (for eksempel OL). Ved at se sig selv stå øverst på sejrsskamlen er det muligt at opbyde den energi, der er nødvendig for at kunne gennemføre dagens træning (som måske udføres trekvart år før OL).
3. Med motivation på det globale niveau mener man individets generelle og mere stabile prædisposition for at have en bestemt type af motivation i sin interaktion med omgivelserne (Vallerand 1997). På dette niveau er det forskellige globale faktorer, som påvirker individets motivation. De findes i individets liv på et en relativt stabil og varig basis. Et eksempel på sådanne faktorer kunne være individets levemiljø henholdsvis de attituder, som findes i samfundet over for den aktivitet, som individet deltager i. Betydningen af motivation på dette niveau påvirker ganske givet ikke kun den idrætsmæssige del af individets liv, men formodentlig også flere andre dele, som for eksempel individets tilfredshed og hans eller hendes generelle grad af positiv eller negativ livsindstilling.
Præstationsmotivation
En præstationssituation udmærker sig ved, at individets vigtigste stræben er at blive dygtig. Præstationsmotivation kan dermed siges at være personens forsøg på at opnå fremgang og de opsatte mål. Individets motivation til at engagere sig og fortsætte med aktiviteten påvirkes dermed formodentlig stærkt af hans eller hendes oplevelse af sin egen kompetence og evner, når det drejer sig om aktiviteten (Nicholls 1984; Roberts & Duda 1984). Der findes forskellige teorier om præstationsmotivation, hvor need achivement theory og attribution theory (som begge er blevet nævnt tidligere) er et par eksempler.
En motivationsteori, som også har haft stor betydning inden for den idrætspsykologiske forskning, såvel som i den idrætspsykologiske praksis, er Nicholls (1984, 1989), achievement goal theory. Forskning ud fra denne teori har øget forståelsen af præstationsadfærden, og for hvad det er, der påvirker og følger af motivationen inden for idrætten (Duda & Hall 2001). En central ide i teorien er, at individer adskiller sig i, hvordan de tilskriver en mening til de oplevede succeser og nederlag ud fra de præstationsmål, de har opstillet. Disse mål definerer de attributioner og overbevisninger, som siden hen former individets strategier med hensyn til at nærme sig (approach) og til at undgå (avoidance) i præstationssituationer, niveauet på engagement, samt hvordan han eller hun reagerer på forskellige præstationsresultater (Ames 1992; Nicholls 1984, 1989; Roberts 2001). Ifølge Nicholls findes der to forskellige målorienteringer (goal orientations), som afspejler et individs disposition til at engagere sig. I det følgende afsnit vil der blive redegjort for betydningen af de forskellige typer af motivationsklima for mere situationsspecifikmålorientering (goal involvement) og følgerne af dette.
Målorientering
Man antager, at der findes to forskellige typer af målorientering: proces- eller opgaveorienteret målorientering henholdsvis resultatorienteret målorientering.
En opgaveorienteret målorientering (task goal orientation) kendetegnes ved en tro på, at anstrengelse og hårdt arbejde fører til bedre evner og større dygtighed. Denne type af målorientering er dermed tydeligt relateret til større anstrengelser, udholdenhed og en tro på, at succes er et resultat af, at man virkelig gør sit bedste, og at man samarbejder (Duda 1988, 1989a,b; Duda & Nicholls 1992, Williams & Gill 1995). Et fokus på opgaven fører også til en større nydelse, interesse og tilfredsstillelse (Boyd & Callaghan 1994). Individer med en opgaveorienteret målorientering har en højere indre motivation og foretrækker målopfyldelse, indlæring og forbedring som informationskilder, når det drejer sig om deres kompetence. De er også i mindre grad interesseret i at bevise deres kompetence over for andre (Duda m.fl. 1995; Williams 1994). Når det gælder om oplevelsen af stress, har det vist sig, at individer med en opgaveorienteret målorientering først og fremmest bruger problemfokuserede copingstrategier (Pensgaard & Roberts 1997), se kapitel 4, afsnittet »Stress og coping«.
En resultatorienteret målorientering (ego goal orientation) karakteriseres i stedet for af normrelaterede vurderinger af ens evner, hvilket indebærer, at færdigheder og dygtighed vurderes ud fra sammenligninger med andre. Det bliver da vigtigt at kunne være dygtig til at præstere bedre end andre, eller at kunne lave lige så gode præstationer som andre, men med en mindre arbejdsindsats. Denne type af målorientering har også vist sig at være relateret til opfattelser af, at succes er et resultat af ydre faktorer, medfødt talent, held samt omgivelsernes påskønnelse. Individer med en meget resultatstyret målorientering har ofte et stort behov for at vinde, hvilket delvis kan skyldes, at de oplever verden som et fjendtligt sted, hvor den eneste måde, man kan »overleve« på, er at vinde (Franken & Brown 1996). De foretrækker derfor også konkurrenceresultater (placeret på første plads) og andre vurderinger som vigtige informationskilder til deres evner og kompetence. Informationen kan jo også bruges som en måde at sammenligne sig med andre på. Denne type af individer er desuden bevidste om mulighederne for at vise en større kompetence og at undgå at vise deres inkompetence, hvis nederlaget kan skyldes manglende arbejdsindsats. De bruger derfor forskellige selvhævdende bias (se mere kapitel 3, afsnittet »Attributionsfejl«), og deres anstrengelser fungerer som en måde til at forhøje eller at beskytte deres selvværd på (Covington 1992; Dweck 1999): »Jeg havde ikke heldet med mig, fordi jeg ikke anstrengte mig nok, det er ikke, fordi jeg savner kompetence.« Resultatorienteret målorientering er også relateret til undvigende og/eller emotionsfokuserede copingstrategier (Pensgaard & Roberts 1997).
Et individ behøver dog ikke udelukkende at have den ene eller den anden målorientering. Ud fra teorien kan individet have en høj eller en lav opgaveorienteret målorientering i kombination med en høj eller en lav resultatorienteret målorientering, hvilket resulterer i forskellige attituder, opfattelser, indstillinger, vurderinger og adfærd. Udviklingen af disse forskellige målorienteringer betragtes først og fremmest som et resultat af en socialiseringsproces. Studier viser endvidere, at individets selvfølelse (se mere i kapitel 4, afsnittet »Selvfølelse - selvtillid - situationsspecifik selvtillid«) kan have en stor betydning for hans eller hendes målorientering. Individer med et stort behov for at vinde har ofte en dårligere selvfølelse, end de individer som i stedet for lægger vægt på at gøre deres bedste (Franken & Brown 1996). En endnu upubliceret forskning i Sverige (N. Hassmén & Fallby) indikerer, at selvfølelsen har betydning for målorienteringen. Blandt andet viser resultater, at individer med en høj grundlæggende og en høj præstationsbaseret selvfølelse også har både en høj opgaveorienteretog en høj resultatorienteret målorientering. Individer med en lav grundlæggende selvfølelse i kombination med en høj præstationsbaseret selvfølelse har stort set en resultatorienteret målorientering. Dette er måske ikke så overraskende, fordi disse individer, med deres skrøbelige selvfølelse, har et stort behov for at blive beundret af andre og at vise andre, at de har succes. Individer med en høj grundlæggende og en lav præstationsbaseret selvfølelse har, hvilket tidligere er blevet beskrevet, et mindre behov for at præstere noget og lægger kun ringe vægt på at vise sig kompetente over for andre.
Hidtil har vi kun beskrevet individets mere stabile målorientering. Men individets målorientering kan påvirkes ud fra situationen og ud fra, hvilken aktivitet præstationen gælder. Et individ, som hovedsagelig har en opgaveorienteret målorientering (for eksempel gennem uddannelse og arbejde og for sin motion), kan gennem en idræt, som han eller hun deltager i og konkurrerer i, alligevel udvise en stor resultatorienteret målorientering. Selv en person, som i sin idræt generelt set har en opgaveorienteret målorientering, kan i en bestemt situation have en mere resultatorienteret målorientering. Individets målorientering varierer i løbet af sæsonen (træning, når der snart er konkurrencer osv.). En betydningsfuld faktor for individets mere situationsspecifikke målorientering er det motivationsklima, som hersker i hans eller hendes omgivelser. Påvirkningen kan dog variere, afhængig af hvor stærk den dispositionelle målorientering er hos individet og individets opfattelse af sin kompetence og formåen.
Motivationsklimaet
Et klima, som udmærker sig ved, at succes først og fremmest er at besejre andre, og hvor individets præstationer bedømmes ud fra, hvordan det er lykkedes for individet i forhold til andre, kaldes for resultatorienteret motivationsklima. Et »uskyldigt« spørgsmål til den 7-årige datter om, hvem der vandt fodboldkampen, sender det signal, at det er resultatet i form af at have vundet eller tabt, der har den største betydning. Et spørgsmål, som derimod stilles ud fra, om datteren har haft det sjovt, har lært sig noget nyt, eller om hun gjorde sit bedste, kan i stedet for være med til at skabe et proces- eller indlæringsorienteret motivationsklima. Et resultatorienteret klima risikerer at skabe en frygt for nederlag hos individet, hvilket derfor kan bidrage til følelser af konkurrenceangst og skabe dårlig selvtillid. Motivation baseret på ydre belønninger og den indre motivation, som er relateret til følelser af nydelse og glæde, bliver mindre. Et procesorienteret motivationsklima har i stedet for vist sig at føre til lavere præstationsfrygt og færre muskelspændinger, en højere oplevelse af kompetence og en større glæde og tilfredsstillelse ved at deltage i aktiviteten. En idrætsudøver, som bliver motiveret af opgaven (og ikke primært af resultatet), vil sandsynligvis fortsætte i længere tid med aktiviteten, vil anstrenge sig mere, vil håndtere modgang bedre og se mere positivt på idrætten. Interessante forskningsresultater antyder, at det kan lade sig gøre at gennemføre interventioner i praktiske sammenhænge, som for eksempel for et hold og for idrætsundervisning i skolen, som medfører et forandret klima. Individer med forskellig målorientering kan dog opfatte motivationsklimaet på forskellig måde (Duda 2001).
Sammenfatning
Motivation handler om de indre eller ydre kræfter, som initierer, giver energi og styrer samt opretholder adfærden. Motivationen påvirkes af individets egenskaber, tanker og forventninger samt af situationen og individets vurdering af denne.
Sociale kognitionsteorier forbinder individets personlighed og situationsspecifikke faktorer med individets attributioner. Vigtige begreber er self-efficacy, perceived competence og achievement goals.
Indre motivation handler om at gennemføre noget, der kun er til for selve glæden og den indre tilfredsstillelse. Ydre motivation handler i stedet for om ydre drivkræfter, som præmier, penge eller beundren og berømmelse. Amotivation handler om manglende motivation, hvilket kan skyldes, at man synes, man ikke er god nok, og det kan være relateret til følelser af hjælpeløshed.
Vallerands hierarkiske motivationsmodel siger, at den indre og ydre motivation samt amotivation findes på tre niveauer: det situationspecifikke, det kontekstuelle henholdsvis det globale niveau.
Målorienteringen kan være procesorienteret, den kan også være resultatorienteret, hvilket er karakteriseret ved at individet vurderer sine evner ud fra en sammenligning med andre for derigennem at bevise sine egne evner.