Idrætspsykologi

Hverdagen er fyldt med situationer, hvor der forekommer målinger i en eller anden form. Måske indledes dagen med en kontrol af kropsvægten på badevægten, og efter et fem minutters brusebad er det tid til morgenmaden. Et antal kopper vand måles op sammen med nogle mål kaffe. På vej hen til morgenbordet kontrolleres temperaturen udenfor, samtidig med at meteorologen i radioen fortæller, at der er faldet tre millimeter regn i løbet af natten. Den tilgængelige information bliver ofte brugt som grundlag for beslutninger. Hvis det viser sig, at kropsvægten er større, end det ønskede, bliver det måske besluttet, at man ikke vil spise så meget brød. Er det meget koldt om morgenen, vælger man noget andet tøj, end hvis det havde været varmere. Der sker med andre ord også en vurdering af de talværdier, som målingerne genererer – bedømmelserne sker i forhold til noget. Fordelen ved at relatere målværdier til en standard, en norm, et indeks eller et defineret interval er åbenlys, det gør beslutningsprocessen nemmere. Hvis vi ikke kender normen, bliver det imidlertid sværere. Er en temperatur udenfor køkkenvinduet på 40 grader Fahrenheit at betragte som varmt eller koldt? Trøje på eller ikke?

På samme måde, som målinger i hverdagen er meget almindelige, forekommer der også andre mere specielle målinger. I forbindelse med en planlagt helbredskontrol er det for eksempel almindeligt, at blodtrykket kontrolleres. Måske bliver der også gennemført en standardiseret cykeltest. De fundne værdier sammenlignes bagefter med normpopulationens (dvs. personer i samme alder, med samme køn osv.). Standarden, som den fundne værdi sammenlignes med, kan dermed siges at være normrelateret. Hvis sammenligningen i stedet for går ud fra et vist kriterium, som at alle fodboldspillere skal ligge over en bestemt sat minimumsgrænse, når det gælder kondition og styrke, når forårssæsonen begynder, handler det i stedet for om en kriterierelateret standard. Målingerne opfylder derfor en funktion – de er et redskab, som giver testbrugeren information, der kan danne baggrund for beslutninger og forholdsregler.

Måling af psykologiske egenskaber forekommer ikke lige så ofte i hverdagen, hverken generelt eller inden for idrætten. Men der sker en henvisning til måling, hver gang en idrætsudøver bedømmes som dygtigere end en anden, når nogen siges at være dobbelt så træt efter dagens gåtur sammenlignet med den i går, eller udtaler sig om nogens intelligens (eller mangel på samme). Historisk set udgør netop intelligensmålinger begyndelsen på en videnskabelig retning, som går under navnet psykometri, en videnskab som er blevet udviklet til også at handle om at måle mentale egenskaber, evner eller psykologiske egenskaber ved hjælp af kvantitative metoder. I personlighedskapitlet (kapitel 4) beskrives, hvordan psykometriske metoder er blevet brugt, ikke mindst inden for trait-psykologien, for at kvantificere centrale personlighedstræk. Måling er dermed en integreret del inden for såvel almenpsykologien som idrætspsykologien. I det følgende afsnit beskrives og diskuteres de aspekter, som er af speciel interesse, når det handler om at kvantificere psykologiske begreber.

For at kunne kvantificere noget, uanset hvad, skal begrebet operationaliseres; det skal på en eller anden måde gøres målbart. Tag for eksempel det arbejde, som et menneske udfører på en cykel- eller løbetur. Hvordan måler man bedst kroppens belastning? Den mest enkle og hyppigst forekommende måde er at registrere pulsfrekvensen. Når cykel- eller løbehastigheden øges, stiger pulsen også. Men selvom pulsen stiger lineært med arbejdsbelastningen ved både cykling og løb, er ulempen, at makspulsen er forskellig for forskellige individer. En sammenligning mellem to personers pulsfrekvens uden en viden om deres respektive makspuls, siger derfor ikke definitivt noget om, hvem der lige nu ligger tættest på sin maksimale arbejdsevne. En direkte måling af iltforbruget giver et mere korrekt billede af den aerobe belastning. Men det er ikke kun iltforbruget man kan måle under et fysisk arbejde. Også vejrtrækningsfrekvensen, blodtryk, sved og udskillelse af hormoner kan være af interesse. En gang imellem suppleres målingen af iltforbruget derfor med et eller flere af disse parametre. Men til trods for det, er det ikke alle de forandringer, der sker i kroppen under fysisk arbejde, der registreres. Der er foretaget et udvalg – forhåbentlig ud fra et solidt teoretisk grundlag.

Konklusionen af det ovenstående er, at enhver måling forsøger at afspejle nogle faktorer på en god måde. Men for det meste giver den valgte måling alligevel ikke al den information, som er mulig. Kun i det tilfælde, hvor interessen netop gælder antallet af kontraktioner per minut, som hjertet udfører, er måling af pulsen den optimale metode. Så snart pulsfrekvensen bruges til noget andet, for eksempel som et mål for den totale belastning, som kroppen udsættes for ved et arbejde på en ergometercykel, vil præcisionen blive mindre.

Et eksempel fra psykologiens verden, som eksemplificerer den samme type problem, gælder måling af type A-adfærd (et begreb, der er nærmere beskrevet i kapitel 4). Spørgsmål af målrelateret art er, om man kan måle det globale adfærdsmønster, eller om det er nødvendigt først at identificere centrale delkomponenter? I så fald findes der nogle delkomponenter, som er vigtigere end andre, når det gælder om at prædicere fremtidige hjerte-kar-problemer (udtrykket infarkt-relateret adfærdsmønster nævnes i kapitel 4)? Det er med andre ord én ting at observere et adfærdsmønster og synes at kunne se visse bemærkelsesmæssige træk, men noget helt andet at afgøre hvilke delkomponenter, som det kan være værd specifikt at identificere. Samt – ikke mindst – er der mulighed for at skabe en metode med tilfredsstillende høj reliabilitet og validitet (begreberne beskrives i kapitel 2), som medfører, at delkomponenterne kan kvantificeres med en stor præcision?

Når det gælder om at operationalisere type A-adfærd, findes der en metode, som netop tager fat på den tendens, at en form for type A-adfærd er at tale forceret og være tilbøjelig til at afbryde samtalepartneren, hvis han eller hun opfattes som værende for langsom. Metoden med det strukturerede interview (Friedman & Rosenman 1974) betyder, at intervieweren trænes til at gennemføre interviewet på en måde, som fremprovokerer en type A-adfærd. Der er dog blevet rejst kritik mod det strukturerede interview, fordi det – ud over at det kræver trænede interviewere – er svært at sætte point på. Meget i interviewet bygger på subjektive bedømmelser af den observerede adfærd. Det strukturerede interview fungerer godt til at hjælpe med at kategorisere en person som type A eller ikke. Men hvis formålet er at skelne mellem individer med forskellig grad af type A-adfærd, kræves det, at pointsætningen er mere nøjagtig. Der er derfor blevet udviklet forskellige selvvurderingsværktøjer for om muligt at kunne øge diskrimineringsevnen, blandt andet Jenkins Activity Survey (JAS; Jenkins m.fl. 1971) og Bortnerskalaen (Bortner 1969). Som det er fremgået i kapitel 4, foregår der stadig en debat om, hvilken eller hvilke der er de mest centrale dimensioner af paraplybegrebet »type A«, henholdsvis hvilke faktorer der først og fremmest er relateret til en øget risiko for hjerte-kar-problemer. Hostilitet (fjendtlighed mod andre) er en faktor, der fremhæves af visse forskere, men dette kritiseres af andre. Det er knap nok unikt, for der findes intet psykologisk måleredskab, som ikke bliver kritiseret for den måde, som testkonstruktøren har valgt for at operationalisere det teoretiske begreb, som redskabet menes at måle. En stadig gentagen kritik er udvalget af faktorer eller dimensioner, som indgår i redskabet. Det faktum, at alle psykologiske (såvel som medicinske og fysiologiske) tester har såvel styrker som svagheder, stiller dermed krav til den potentielle testbruger. Inden for idrætspsykologien er en basal viden om psykologisk testning derfor vigtig.

En debat, som er blevet ført siden 1970’erne, drejer sig om, hvorvidt de testredskaber, som bruges inden for det idrætspsykologiske område, bør være idrætsspecifikke eller ikke. En idrætsspecifik test er udviklet til at bruges inden for idrætten og ikke andre steder (samtlige type A-redskaber, som er blevet nævnt tidligere, er ikke idrætsspecifikke). I 1950’erne og 60’erne brugte man en række almene, ikke idrætsspecifikke tester inden for den idrætspsykologiske forskning. En del af disse er allerede nævnt i kapitel 4, for eksempel 16 Personality Factors. En lignende test er Minnesota Multiphasic Personality Inventory (MMPI), som er blevet brugt og stadig bruges inden for det idrætspsykologiske område. Den kritik, der er blevet fremført, tager imidlertid sit afsæt i det faktum, at disse tester oprindelig er blevet udviklet til ikkeidrætsudøvende populationer, og at man kan sætte spørgsmålstegn ved generaliserbarheden, når man bruger dem til at drage konklusioner om idrætsudøvere.

En anden test, som også beskrives nærmere i kapitel 4, er Locus of Control (LOC; Rotter 1966; specielt interesserede bør også se Rotter 1990). Man er begyndt at bruge LOC først og fremmest i den mere motionsorienterede idrætspsykologiske forskning, fordi graden af indre kontrollocus af mange er blevet anset for at være en faktor af betydning for motionsadfærden (Courneya & Hellsten 1998). For at øge muligheden for at prædicere motionsadfærden er der blevet udviklet forskellige specialversioner, for eksempel Exercise Locus of Control scale (EXLOC; Noland & Feldman 1984) og Exercise Objectives Locus of Control scale (EOLOC; McCready & Long 1985). De empiriske resultater viser dog kun få forskelle mellem de forskellige skalaer, når det gælder om at prædicere motionsadfærd (Wallston 1992, se også Kimiecik & Blissmer 1998).

En mulig tolkning af dette er, at de mere grundlæggende karakteristika, som for eksempel hvordan et individs selvfølelse opbygges, og et individs attributionsstil er, ikke nødvendigvis kræver tester, som er udviklet specielt til idrætten. De mønstre, som det er ønskværdigt at identificere, forekommer antageligvis i flere situationer, end dem der er idrætsrelaterede. Men hvis interessen i stedet for handler om de forskellige reaktionsmønstre i idrætssituationer, for eksempel hvordan en idrætsudøver føler sin tilstand før en vigtig konkurrence, er det sandsynligvis nødvendigt at bruge et værktøj, som er specifikt udviklet til denne situation. På samme måde er det antageligvis vigtigt at bruge et idrætsspecifikt værktøj for at måle et individs evne til at fokusere eller at refokusere under en idrætskonkurrence.

I den empiriske idrætspsykologiske forskning bruges både almenpsykologiske og idrætsspecifikke tester. Udviklingen ser ud til at gå mod flere af den sidste type. En gennemgang af de seneste årgange af tidsskrifter, som The Sport Psychologist, International Journal of Sport Psychology, Journal of Sport and Exercise Psychology og Journal of Applied Sport Psychology, viser tydeligt dette. Et yderligere tegn på denne trend kan observeres i den sammensætning af idrætspsykologiske tester, som Ostrow har publiceret. I det første oplag fra 1990 var der optaget 175 tester, ved den anden udgave seks år senere var antallet steget til 314 (Ostrow 1996). Kriterierne, som blev brugt, var dog relativt stringente. Blandt andet skulle testen have været publiceret i et engelsksproget og videnskabeligt tidsskrift. Der krævedes også reliabilitets- og validitetsmålinger for, at en test kunne blive optaget. Det mest sandsynlige er derfor, at de godt 300 tester, som beskrives i bogen, kun udgør en del af alle de tester, der eksisterer, og som bruges i praksis inden for det idrætspsykologiske område.

Det fremgår af det ovenstående, at det er nemt nok at finde et testredskab. Vanskeligheden ligger mere i at vælge blandt dem der er, så man opnår, det man vil med testen. Formålet er selvfølgelig det centrale. Hvis formålet er at kortlægge et individs personlighed, er behovet et andet, end hvis det er af interesse at finde ud af, hvordan en idrætsudøver føler sig lige før konkurrencens start. I det sidste tilfælde er det sikkert en state-test, der er relevant, måske CSAI-2 (Competitetive State Anxiety Inventory-2; Martens m.fl. 1990), som giver en opfattelse af personens niveau, når det gælder bekymring/uro. En mental rådgiver vil måske få en opfattelse af idrætsudøverens psykologiske færdigheder og evner (psychological skills). Hvor god er koncentrationsevnen egentlig? Har personen nogle problemer med at gøre sit bedste under pres? Valgmulighederne i dette tilfælde omfatter blandt andet ACSI-28 (Athletic Coping Skills Inventory-28; Smith m.fl. 1995) og OMSAT-3 (Ottawa Mental Skills Assessment Tool-3; Durand-Bush m.fl. 2001).

I de fleste praktiske sammenhænge bruges tester både i kortlægnings- ogvurderingsøjemed. Niveauet i det første måletilfælde er derfor grundlaget for selve interventionen, hvis effekt senere bliver vurderet på et i forvejen bestemt tidspunkt. Det primære formål bliver dermed at følge et individ over en vis tid. Brugen af psykologiske tester til andre formål, som for eksempel ved udtagning til hold, fører os ind på de etiske aspekter.

Den mentale træningsproces’ tre skridt:

1. Kortlægning

2. Intervention

3. Vurdering

Alle former for testvirksomhed fordrer en nøje iagttagelse af forskellige etiske aspekter. Det er klart, at testbrugeren følger de sædvanlige etiske regler. Til disse henregnes, at den der bliver testet, deltager frivilligt og har mulighed for at afbryde sin deltagelse uden nogle negative konsekvenser, og at testresultatet behandles konfidentielt. Bruges der standardiserede psykologiske tester som en af de mange informationskilder, som senere vil kunne ligge til grund for et individuelt udformet interventionsprogram, er det naturligvis en helt anden sag, end hvis testningen skal bruges til en eller anden form for selektion.

For at kunne beskytte mod en utilladelig brug har blandt andet Psykologförlaget (www.psykologiforlaget.se) opstillet nogle nøje regler for brug af psykologiske tester. Fejlagtigt brugt kan ethvert værktøj forårsage stor skade. Det er derfor nødvendigt, at testbrugeren ved, hvilke anvendelsesområder en test passer til, hvilke begrænsninger der er, og hvordan testresultatet tolkes (se også kapitel 11). Hvis man er usikker, bør man lade være med at teste.

Indtil nu er der kun blevet diskuteret forskellige former for standardiserede testredskaber. Der findes naturligvis en række andre værdifulde informationskilder – for eksempel samtaler, interviews, spørgeskemaer og observationer. Generelt kan man sige, at standardiserede psykologiske tester ikke bør være den eneste type af information i en kortlægnings- og vurderingsproces (Meyer m.fl. 2001). Snarere bør de supplere den øvrige information, for at det tilsammen kan give et så komplet billede af idrætsudøveren, som det er muligt at opnå. Denne tanke fremgår af figur 10.1.

Figur 10.1. Nogle mulige informationskilder og vurderingsredskaber. (Figur modificeret efter Lundquist & Hassmén 2001).

Hvis formålet er at kortlægge faktorer, der påvirker en idrætsudøver i en konkurrencesituation, kan enkle samtaler i hverdagen give nogle vigtige informationer. Disse kan senere suppleres med opfølgende samtaler og interviews rettet mere specifikt mod det, som måske vækker bekymring eller på andre måder opleves af idrætsudøveren, som noget der påvirker præstationen. Samtaler og interviews med trænere/ledere, både nuværende og tidligere, lægger endnu en brik til puslespillet. Den unge idrætsudøvers forældre, eller den ældre idrætsudøvers eventuelle partner og børn, kan også bidrage til det helhedsbillede, man leder efter. Det er klart, at der også indgår observationer af idrætsudøveren som en vigtig informationskilde, både under træning og konkurrencer. Så længe idrætsudøveren selv er informeret og giver sin tilladelse, findes der mange forskellige måder, man kan udnytte til at få den viden om idrætsudøveren, som er nødvendig, for at man kan tilpasse den mentale træning til individet. Det kan altså være en fordel at kombinere såvel nomotetiske som ideografiske metoder (se nedenfor).

Målinger af forskellige egenskaber, færdigheder og attituder kan foretages med redskaber, som er fælles for samtlige deltagere (nomotetiske metoder), eller med redskaber, som er specifikke og specielt udformet til det enkelte individ (ideografiske metoder). I det følgende afsnit beskrives og diskuteres disse to måder at gribe sagen an på.

Nomotetiske (nomo = hold) metoder udgår fra det generelle og almengyldige. I praksis indebærer det, at en standardiseret psykologisk test er beregnet til at kunne bruges af alle (selvfølgelig under forudsætning af, at testtageren behersker sproget, tilhører den valgte målgruppe osv.). Fordelene er åbenlyse: Standardiserede psykologiske tester er lette at bruge, lette at administrere og relativt uafhængige af den, der administrerer testen. De giver som regel ofte tal, der kan bearbejdes statistisk ogfremstilles grafisk, for eksempel for at kunne følge en udvikling over tid. Selv om samtaler, interviews og observationer kan pege i den samme retning – idrætsudøveren er måske blevet bedre til at præstere noget under pres – er det svært at udtale sig om graden af forbedring. En standardiseret test giver mulighed for at sammenligne en før-værdi med en efter-værdi, og på den måde får man en opfattelse af forandringens størrelse. Dette er dog en påstand, som fordrer en bestemt nuancering, fordi enhver form for måling er forbundet med en vis usikkerhed – man må tage hensyn til målefejl. Enkelt udtrykt kan målefejlen (M) defineres som forskellen mellem den sande værdi (S) og den observerede værdi (O):

Hvor stor målefejlen er i de enkelte målinger, er umuligt at beregne. Ved gentagne målinger øges imidlertid mulighederne for at udtale sig om usikkerheden i målingerne. Statistiske beregninger som reliabilitetskoefficienter giver en brugbar måling for målefejlens størrelse.

Foruden præcision i målingerne (reliabiliteten) påvirkes målefejlen også af, hvor godt det er lykkedes for testkonstruktøren at skabe en test, som virkelig måler det, som den er beregnet til at måle (dvs. validiteten, se kapitel 2 for en diskussion af disse begreber). Et test med en lav validitet vil uundgåeligt resultere i mange målefejl, selv om der i princippet bliver lige mange hver gang, hvis nu testens reliabilitet er stor. Det grundlæggende krav til en god test er altså, at den udviser såvel stor reliabilitet som validitet.

Desværre kan man ikke ukritisk acceptere de valg, som testkonstruktøren engang har gjort, og dermed gå ud fra, at reliabilitet og validitet er tilfredsstillende i alle forekommende tester. Flere af de psykologiske tester som findes og bruges, er af tvivlsom konstruktion. Mange af de tester, som bruges i Sverige (og Danmark), har desuden amerikanske forlæg. Det medfører yderligere en usikkerhed på grund af kulturelle forskelle, noget der kan påvirke præcisionen i målingerne. Det er derfor nødvendigt, at testbrugeren selv skaffer sig den nødvendige viden, både for at kunne vælge en pålidelig test og for at kunne bruge resultaterne på en meningsfuld måde. I personlighedskapitlet nævnes POMS-testen (for at se manualen, se McNair m.fl. 1992), og at denne blandt andet er blevet brugt for at skelne mellem mere eller mindre succesrige idrætsudøvere, noget der dog har fået en del kritik. Denne kritik er dog ikke så overraskende, da testen oprindelig er blevet udviklet til den kliniske psykologi og ikke til idrætspsykologien. Men for at kunne opdage tidlige tegn på negativ overtræning (kapitel 9) har den dog vist sig at være meget brugbar (Kenttä & Hassmén 2002). Det samme værktøj kan altså i en situation være stort set værdiløst, mens det i en anden kan give værdifuld information.

Men hvis nu de nomotetiske metoder er behæftet med en vis usikkerhed, hvorfor så ikke bare bruge de ideografiske metoder? Det vil sige, metoder der er udviklet til at opfange det, der er individuelt unikt og særpræget. Man plejer at sige, at ulemperne ved de ideografiske metoder er, at de er mere omstændelige end de nomotetiske, at de sjældnere får udtrykt deres resultater i tal, og at resultaterne i langt større udstrækning kan påvirkes af den, som administrerer testen. Ved at de er individorienterede, bliver mulighederne for meningsfuldt at kunne sammenligne individer med hinanden også mindre, og det er jo heller ikke meningen. Men det gør mulighederne mindre for at kunne relatere teorier og tidligere forskning til hinanden, hvilket gør det sværere at udtale sig om, hvad det egentlig er, de opnåede resultater betyder i et større perspektiv. I praksis vælger derfor mange testbrugere en nemotetisk test, fordi den er hurtigere at administrere, og det er let at få tal frem – ulemperne følger så at sige med i købet. Men der er alternative arbejdsmetoder.

Den russiske forsker Yuri Hanin (der for tiden arbejder i Finland) har udviklet en interessant metodik, hvor grundlaget er ideografisk, men hvor selve brugen af den bagefter efterligner den traditionelt nomotetiske. I stedet for at testpersonen tager stilling til et vist antal udsagn, eller vurderer intensiteten af et bestemt antal adjektiver, som for eksempel i POMS-testens 65, skal personen vælge de adjektiver, som føles mest relevante. En af POMS-testens dimensioner er nedtrykthed/depression, hvilket består af 15 adjektiver i originalversionen. I stedet for at bedømme om personen har følt sig værdiløs, ulykkelig osv. (på en skala mellem 0 = slet ikke, til 4 = vældig meget), opmuntres personen til først at udvælge de adjektiver, som han/hun forbinder med nedtrykthed/depression. Altså adjektiver, som føles relevante og virkelig afspejler følelser, som er kendt for individet. Derefter kan intensiteten bedømmes ved hjælp af den sædvanlige 0-4 skala – eller Borg-CR10 skalaen (se kapitel 8) kan for eksempel bruges til dette, hvilket Hanin (2000) har gjort med held. For virkelig at give mulighed for en tilpasning til individet, er det hensigtsmæssigt, at de »personlige adjektiver« udvælges fra et betydeligt større antal, end det der indgår i POMS-testen. Resultatet bliver måske, at personen kun vælger fem ord, men disse fem er meningsfulde for denne person. Den interesserede henvises til Hanin (2000) for en mere udførlig beskrivelse af den ideografisk nomotetiske metode. Den er først og fremmest velegnet i forbindelse med, at det samme individ følges over tid, for eksempel i en mental træningsproces med før-, under- og eftermålinger.

For at vise vanskelighederne ved at bruge en nomotetisk test er et studium af POMS-testen et godt eksempel. Formålet var at se, om der var forskel på, hvordan forskellige mennesker opfatter de beskrevne adjektiver. I alt 85 personer blev bedt om at angive, hvilke adjektiver de oplevede som irrelevante af de 65, som testen består af. Af depressionsfaktorens 15 adjektiver blev 8 nævnt som irrelevante, adjektivet uværdig anså næsten en tredjedel af personerne (24 ud af 85) for at være irrelevant (Hassmén & Strand 2000). Dette er et faktum, som naturligvis påvirker målefejlene, og som viser, at forskellige individer ikke reagerer og opfatter ord på nøjagtig samme måde – til trods for, at det er en nomotetisk test. Noget, som yderligere kan gøre brugen af testen vanskelig, kan være, at det, der opleves som relevant eller irrelevant, faktisk kan variere over tid. Ved at være opmærksom på uregelmæssigheder i svarmønstre, på fordelinger som er skævt fordelt, og ved at supplere standardiserede nomotetiske tester med ideografiske informationskilder, vil mulighederne for at kunne nærme sig personens »sande værdier« kunne blive forbedret (se også Dunn 1994; Mumma 2001).

Ud fra tidligere kapitler og afsnit fremgår det, at der kan være både fordele og ulemper ved forskellige former for psykologisk testning. Men det er også tydeligt, at testningen skal ske under nogle nøjekontrollerede former. Det er vigtigt med et klart udtrykt formål, og at testerne er valgt med omhu, så at de opfylder den valgte funktion. Der kan indgå standardiserede psykologiske tester i en kortlægnings- og vurderingsproces, på samme måde som en standardiseret cykelergometertest kan indgå for at måle den fysiske arbejdsevne. Men hvis cykelergometertesten bruges på en forkert måde, vil dens bidrag i denne sammenhæng være minimalt. På samme måde er det med psykologiske tester. I den rette sammenhæng opfylder de deres funktion, i en forkert sammenhæng kan konsekvenserne i bedste fald blive ringe, i værste fald kan de direkte modvirke formålet.

Standardiserede (idræts-)psykologiske tester giver, som det er blevet påpeget i gentagne tilfælde, kun en del af helheden. Ved at supplere med forskellige informationskilder, som samtaler og interviews henholdsvis spørgeskemaer og observationer, bliver kortlægnings- og vurderingsprocessen mere fuldkommen. Denne kombination af informationskilder bruges også i praksis, for eksempel inden for det talentprogram, som udføres af Sveriges Olympiske Komite (SOK). Formålet med programmet er at give unge idrætsudøvere, som man bedømmer vil kunne blive succesrige eliteidrætsudøvere, de forudsætninger de behøver for at kunne udvikle sig optimalt. Målet for idrætsudøverne i talentprogrammet er at repræsentere Sverige i fremtidige sommer- eller vinterolympiader. For at gøre det muligt at give et så bredt billede som muligt af den enkelte idrætsudøvers fysiologiske styrker og svagheder, bruger man følgende informationskilder i kortlægningsprocessen:

• Idrætsudøverne selv (som skriftligt fortæller om sig selv og deres idræt).

– standardiserede konditions- og styrketester (både almene og inden for de specifikke idrætsgrene)

– en tidligere OL-medaljetager som, i sin egenskab af gruppeleder, blandt andet bedømmer, hvordan idrætsudøveren fungerer socialt i en uformel gruppe

– individuelle interviews med idrætsudøvere, som gennemføres af særligt uddannet personale

Al den information, som indsamles i hele denne kortlægningsfase, danner bagefter grundlag for interventionsfasen. Interventionsfasen efterfølges af en vurderingsfase, som gennemføres med 12-18 måneders mellemrum. Inden for de givne rammer – som omfatter tidsperioder, personaleressourcer og omkostninger – er målet dermed at skabe så gode forudsætninger som muligt for at styre og vurdere intentionerne. Endnu et mål er at øge individets selverkendelse om sine egne stærke og svage sider, for det er trods alt den enkelte idrætsudøver, der skal udføre præstationerne. (Læs mere i kapitel 11 og 12 om den mentale træningsproces og betydningen af en langsigtet og systematisk mental træning).

I arbejdet med at kortlægge et individ og de såvel indre som ydre faktorer, som kan påvirke en idrætspræstation, kan man bruge modellen i figur 10.2. Som det fremgår af figuren, er det ikke kun psykologiske faktorer, som påvirker en præstation. Også den aerobe og anaerobe arbejdsevne, styrke, teknik, dagsform samt væske- og ernæringsbalance vil i større eller mindre omfang påvirke præstationen (biomekanik, fysiologi, kost/ernæring). I konditionsidrætter, som langrend og løb, er den maksimale iltoptagelse meget central. I golf spiller den en mindre rolle, men det er i stedet for evnen til at svinge med en pålidelig teknik, der er helt afgørende. På samme måde er det naturligvis med de psykologiske faktorer. I koncentrations- og teknikidrætter stilles der andre krav end ved udholdenhedsidrætter. De krav, der stilles til idrætsudøvernes mentale profil, er dermed til en vis grad anderledes, selvom man kan mene, at grundlaget er det samme.

Figur 10.2. En model, som viser indre og ydre faktorer, der påvirker en idrætspræstation. Se endvidere forklaring i teksten.

Figur 10.2. bør betragtes med tanke på dette. Basisdelen (nederst i figuren; traits) består af individets mere bestående personlighedskarakteristika, hvor blandt andet selvfølelse, kontrollocus og perfektionisme indgår (som er blevet behandlet i kapitel 4). I den mellemste del (dvs. motivation, mål, at være bevidst om) genfindes faktorer, som man ikke lige så tydeligt kan anse for at være generelle personlighedskarakteristika, men som i deres natur er mere associerede til personen som idrætsudøver, for eksempel motivation og målsætning (se kapitel 5). Disse to dele vil uundgåeligt komme til at påvirke individets reaktioner i konkurrencesituationen (states). Hvor stor en effekt dette får, er bestemt af, hvor godt udviklet individets psykologiske færdigheder er (skills) (se mere i kapitel 11 og 12). Som altid skal man lægge mærke til de ydre faktorer, såsom individets sociale miljø og relationen til ledere og trænere (se kapitel 6 og 7).

I tabellen nedenfor beskrives kortfattet nogle psykologiske tester, som er blevet brugt inden for idrætspsykologisk forskning, og hvor forskningsresultaterne er blevet publiceret. De fleste er også blevet brugt i praktisk arbejde med idrætsudøvere og motionister. Vi har medtaget såvel de mere generelle tester som idrætsspecifikke. Da hovedparten af den forskning, som er blevet publiceret, kan findes i engelsksprogede tidsskrifter (se referencer i forbindelse med hver test), angiver vi her det engelske navn, så at det bliver lettere at finde (nemmest i databaserne PsycINFO henholdsvis MEDLINE). Hvis man er interesseret i en yderligere testbeskrivelse, kan der henvises til Ostrow (1996).

Psykometrik (fra græsk psyke, sjæl, og metri, det sidste står for »mål« og »redskab til at måle med«) er den videnskab, hvor man bruger kvantitative metoder for at måle (udtrykke i tal) personlighedstræk, interesser, viden, færdigheder og attituder.

Vurdering af en måling (en måleværdi) kan ske i forhold til en norm (standard, indeks eller lignende) og siges at være normrelateret (for eksempel flere eller færre type A-point sammenlignet med normalpopulationen). Vurderingen kan også ske i forhold til et vist kriterium – så er den kriterierelateret.

Operationalisering er en nødvendig procedure for at muliggøre måling af abstrakte begreber, som selvfølelse, intelligens, motivation og type A-adfærd.

Generelle og idrætsspecifikke tester bruges begge inden for det idrætspsykologiske område. Som betegnelserne antyder, er forskellen om testen er udviklet specifikt til idrætsrelaterede målinger eller ej.

Standardiserede tester kaldes også for nomotetiske (nomo = hold) og udmærker sig ved, at de er udviklet til at opfange det generelle eller almengyldige. Disse tester er blevet afprøvet på et repræsentativt antal stikprøver ud af den påtænkte population, som testen er udviklet til, hvilket betyder, at man kan opfange såvel reliabilitets- som validitetsmål. Ikke-standardiserede tester forekommer også, disse kan i større udstrækning have til formål at måle det unikke og individuelle (en mere ideografisk arbejdsmåde).

Psykologiske tester kan både bruges i kortlægnings- og vurderingsøjemed under en mental træningsproces.

Der bør altid være en etisk overvejelse for at undgå en fejlagtig brug af psykologiske tester. Alle resultater skal behandles konfidentielt, deltagelse skal være frivillig, og formålet med testningen skal være helt tydelig for alle implicerede.

Nogle almindeligt forekommende nomotetiske måleredskaber inden for forskning og praksis.

Athletic Identity Measurement Scale
(AIMS). Måler i hvilken udstrækning individets identitet er idrætsrelateret. Jo flere point på de 10 påstande, desto større en del af identiteten, mener man, er baseret på selve idrætsudøvelsen (Brewer m.fl. 1993).

Athletic Coping Skills Inventory
(ACSI-28). Formålet er at måle individuelle forskelle i psykologiske evner/færdigheder af relevans for idrætspræstationer. Testen indeholder 28 udsagn inddelt i 7 delskalaer. Disse er: evnen til at 1) bevare kontrollen når det går dårligt, 2) gøre sit bedste under pres, 3) opstille kortsigtede og langsigtede mål, 4) bevare koncentrationen, 5) se bort fra urovækkende tanker, 6) bevare selvtillid og motivation samt 7) lytte til trænere og ledere. (Smith m.fl. 1995).

Bortner-scale. Skalaens 14 udsagn er beregnet til at måle graden af type A-adfærd, frem for alt dimensionen »tidspresset ambition«. (Bortner 1969).

Competetive State Anxiety Inventory-2
(CSAI-2). Tre delskalaer som måler: 1) kognitiv bekymring/uro, 2) somatisk bekymring/uro og 3) selvtillid. (Martens m.fl. 1990).

Exercise Motivations Inventory
(EMI). Tolv delskalaer for at kortlægge hvilke motiver et individ har for at deltage i regelmæssig fysisk aktivitet. Skalaerne er: 1) stresshåndtering, 2) vægtkontrol, 3) rekreation, 4) social genkendelse, 5) fornøjelser, 6) udseende, 7) personlig udvikling, 8) at tilhøre en gruppe, 9) undgå dårligt helbred, 10) konkurrence, 11) veltrænet og 12) helbredsgrunde. (Markland & Hardy 1993).

Locus of Control

(LOC). En skala med totalt 29 udsagn. 23 af disse indgår, hvilket betyder, at pointene kan variere mellem 0 og 23 (6 udsagn er udfyldt). Jo flere point, desto større eksterne (ydre) kontrollocus. (Rotter 1966).

Multidimensional Perfectionism Scale

(MPS). Seks delskalaer: 1) frygten for at gøre noget forkert, 2) tendensen til at stille store krav til sig selv, 3) oplevelse af høje krav fra forældrene, 4) oplevelsen af at forældrene har en kritisk indstilling til individets handlinger, 5) tvivl om egne præstationers kvalitet og 6) understregning af præcision, orden og organisation. (Frost m.fl. 1990).

Self-consciousness Scale

(SCS). Tre delskalaer: 1) private, som måler bevidstheden om egne tanker, 2) public, som måler bevidstheden om, hvad andre tænker og hvordan personerne opfører sig i andres øjne, 3) social anxiety, som måler graden af social bekymring/uro. (Fenigstein m.fl. 1975).

Self-Esteem

(SE). To delskalaer for at måle indvidets selvfølelse, dels 1) basisselvfølelse, dels 2) præstationsbaseret selvfølelse. (Johnson 1997; Johnson & Forsman 1995).

Sense of Coherence

(SOC). Redskabet er konstrueret for at måle individets følelse af sammenhæng (meningsfuldhed, forståelse og evnen til at håndtere noget). Totalt 19 spørgsmål som giver et totalt pointtal. (Antonovsky 1987, 1993).

Sport Anxiety Scale

(SAS). De totalt 21 udsagn resulterer i tre delskalaer, som måler, hvordan personen reagerer generelt (trait): 1) somatisk bekymring/uro, 2) uro for ikke at kunne klare presset og 3) koncentrationsforstyrrelser. (Smith m.fl. 1990).

Social Physique Anxiety Scale

(SPAS). Måler graden af bekymring/uro som et individ oplever, når andre mennesker observerer eller vurderer individets krop. (Hart m.fl. 1989).

Sport Competition Anxiety Test

(SCAT). En skala med 15 udsagn. 10 af disse danner et totalt pointtal, som varierer mellem 10 og 30 (5 udsagn er udfyldt). Formålet er at måle individets generelle tendens til at reagere med bekymring/uro før en konkurrencesituation. (Martens m.fl. 1990).

Sport Orientation Questionnaire

(SOQ). Tre delskalaer for at måle 1) konkurrenceorientering (viljen til at arbejde hårdt for at opnå forbedringer og at konkurrere mod andre), 2) viljen til at vinde (at vinde er vigtigt) og 3) at opnå personlige mål (indre motivation). (Gille & Deeter 1988).

Task and Ego Orientering in Sport Questionnaire

(TEOSQ). To delskalaer med i alt 13 udsagn som måler om individet motiveres af selve processen og af at blive bedre sammenlignet med sig selv (task), eller om det at sejre og at besejre andre er det vigtigste (ego). (Duda & Nicholls 1989).

Ottawa Mental Skills Assessment Tool-3

(OMSAT-3). Tolv delskalaer for fire udsagn vurderet i tre dimensioner: A. Grundlæggende evne når det drejer sig om 1) at formulere mål, 2) selvtillid, 3) engagement. B. Psykosomatisk evne til at 4) fungere under pres, 5) kontrollere sin frygt, 6) slappe af, 7) aktivere sig – at tænde på noget. C. Kognitiv evne til 8) fokusering, 9) refokusering, 10) at bruge mentale forestillinger, 11) mental træning og 12) at planlægge konkurrencer. (Durand-Bush m.fl. 2001).

Profile of Mood States

(POMS). Totalt 65 adjektiver som beskriver følelser, inddelt i 6 faktorer: 1) anspændthed/bekymring, 2) nedtrykthed/depression, 3) vrede/fjendtlighed, 4) styrke/aktivitet, 5) træthed/træghed,og 6) forvirring. POMS blev oprindelig udviklet til kliniske populationer (først og fremmest såkaldte psychiatric outpatients), men er blevet brugt i hundredvis af studier af idrætspsykologisk interesserede. (McNair m.fl. 1992).

Physical Self-Perception Profile

(PSPP). Fem delskalaer med 6 udsagn som hver måler, hvordan individet ser på sin egen krop. (Fox 6 Corbin 1989).

Sport Motivation Scale

(SMS). Syv delskalaer i tre dimensioner. A. Indre motivation som gælder 1) viden (motiveres af at lære nye ting), 2) at opnå noget (motiveres af at kunne noget rigtig godt), 3) stimulering (motiveres af spændingen ). B. Ydre motivation som gælder 4) identifikation (motiveres for at beholde gode relationer til venner), 5) intern regulering (motiveres af at idrætten gør, at personen føler sig godt tilpas) og 6) ekstern regulering (motiveres af at det giver prestige at være idrætsudøver). C. 7) Amotivation (mangel på motivation). (Pelletier m.fl. 1995).