6. Op ad karrierestigen

Victory Day bragte usigelig glæde og lettelse. Kl. 13 slog Big Ben for første gang i fire år. Hundredetusinder af briter strømmede ud på gaderne, og hele dagen og et godt stykke ind i den kølige nat var gaderne i Londons centrum helt blokerede af fejrende menneskemængder. En af de tilstedeværende bemærkede, at det var ligesom en gigantisk fejring af skolernes sommerferie.

Ved konfliktens slutning var ti millioner mænd, kvinder og børn døde, og krigen havde fuldstændig drænet Europas stormagter for resurser. Men den havde også ændret den vestlige civilisations landkort. Det prøjsiske rige, som det havde taget Habsburgerne et tusinde år at opbygge ved hjælp af krige og ægteskaber, var faldet fra hinanden på lidt over 50 måneder. Ud af asken fra dette rige skabte sejrherrerne fire ”nye” lande: Østrig, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien. Europas befolkning svor med én stemme, at den aldrig igen ville lade sig rive med til en sådan nedslagtning.

Tolkien var i Hull, da nyheden nåede frem, men han havde absolut ikke tænkt sig at blive i hæren længere end højst nødvendigt. Han havde allerede bedt om tilladelse til at vende tilbage til det akademiske liv, og i mellemtiden var han blevet tilbudt et job i Oxford. Inden for et par uger fik han sit ønske opfyldt. Han var nu fri til at hente Edith, lille John og den evige Jennie Grove i Penkridge, hvor de havde boet siden foråret, og de rejste sammen til Oxford, det sted som Tolkien længe havde betragtet som sit hjem.

Jobbet, Tolkiens første, var som filolog på The New English Dictionary, som på det tidspunkt var ved at blive sammensat i Oxford, i en klynge af bittesmå, støvede rum i hjertet af Old Ashmolean-bygningen på Broad Street, tæt på byens centrum.

Jobbet var temmelig dårligt betalt, men formålet var også primært at finde et arbejde i Oxford, og da han begyndte i starten af 1919, var Tolkien nok allerede klar over, at det var en midlertidig stilling.

The New English Dictionary var et enormt projekt, påbegyndt i 1878 af den trofaste redaktør James Murray, som døde i 1915 efter at have viet 40 år af sit liv til projektet.23 De første 42 år havde ført redaktørerne frem til bogstavet H, og de var nu i færd med at dække resten af bogstaverne i alfabetet. Tolkien fik til opgave at arbejde på nogle af ordene under ”w”.

Det var den slags arbejde, som krævede omhyggelighed, sans for detaljer og en dyb forståelse for sprog, men det var ekstremt kedeligt. Tolkiens sprogkundskaber gjorde ham yderst kvalificeret til jobbet, men han vidste, at han burde arbejde inden for et bredere felt med en akademisk karriere som ramme. Han fik kun nogle få ord ad gangen at arbejde med og skulle lave grundig research på deres rødder og mening. Det var meningen, at han skulle finde frem til de indviklede forbindelser imellem disse engelske ord og de tilsvarende ord på et dusin forskellige sprog, inklusive ældre sprog som angelsaksisk, og spore den måde, de havde udviklet sig på. Kun en brøkdel af arbejdet ville blive inkluderet i den endelige udgave, men redaktørerne mente, at man skulle vide alt, hvad der var at vide om et ord, således at de to eller tre linier i ordbogen ville være præcise og definitive. Somme tider tog det Tolkien en uge at lave research på og rapport om et enkelt ord.

I deres første måneder i Oxford lejede Tolkien-familien en lille lejlighed i St. John’s Street, tæt på Ashmolean-bygningen. Den var trang og ukomfortabel, men Tolkien blev snart i stand til at modtage private elever i hjemmet, og dette supplerede hans temmelig magre indkomst, så i sommeren 1919 besluttede han, at de havde råd til at leje et lille hus i nærheden, på Alfred Street.

Dette var en væsentlig forbedring af familiens livskvalitet. Der var masser af plads, de kunne ansætte en hushjælp, og det vigtigste for Edith var, at de kunne hente hendes klaver fra opmagasineringen, støve det af og give det sin rette plads i opholdsstuen. Det var også et mere praktisk sted at modtage universitetselever, og Tolkien havde den store fordel, at han kunne undervise kvindelige studerende fra kvindekollegierne, fordi tilstedeværelsen af hans kone og Jennie Grove betød, at de unge damer ikke behøvede at blive ledsaget af en anstandsdame.

Tolkien opdagede, at han faktisk var en temmelig god lærer. Han var populær blandt sine studerende, deres arbejde blev meget bedre, og han nød sin nye rolle. Det følgende forår, da han havde en stor gruppe studerende booket til hele resten af det akademiske år, regnede han ud, at han kunne sige helt op på The New English Dictionary.

Han må have følt sig usædvanligt selvsikker, for Edith havde lige fortalt, at hun var gravid med deres andet barn, men det faldt også sammen med Tolkiens erkendelse af, at det han virkelig gerne ville, var at opbygge en akademisk karriere. Han havde opdaget, at han havde talent for at formidle sin egen entusiasme for sit fag, og han vidste, at et arbejde som filolog uden for universitetets regi, som f.eks. jobbet på The New English Dictionary, helt sikkert ikke var noget for ham.

I sommeren 1920 fik Tolkien at vide, at der var blevet en lektorstilling ledig i engelsk sprog på universitetet i Leeds, efter at engelskprofessoren på stedet, F.W. Morrman, var død i en drukneulykke. Han søgte stillingen uden at sige noget til Edith og var forbløffet, da der ankom et brev til Alfred Street, som indbød ham til en samtale.

Han havde ikke forventet at nå så langt, og da han blev indbudt til samtale, troede han, at han ville være oppe imod langt mere erfarne kandidater, og han regnede derfor slet ikke med at nå længere. Men efter at have tilbragt en dag på universitetet, hvor han kom særdeles godt ud af det med den nye professor i engelsk, George Gordon, begyndte han at tro, at han måske alligevel havde en chance. Et par dage efter kom det officielle tilbud med posten, og Tolkien måtte fortælle Edith, at de var nødt til at flytte igen.

Edith blev vred, hvilket var forståeligt, for hun havde givet sig selv lov til at tro, at deres omflakkende liv var ovre, og at de ville slå sig ned i Oxford, som hun var kommet til at synes om. Men det var åbenlyst, at de ikke havde noget valg. For Tolkien var det et stort skridt op ad karrierestigen og et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Leeds er ikke nogen køn by og har aldrig været det. Byens centrum var domineret af usle rækkehuse, som blev kaldt to-oppe-to-nede, fordi de kun havde fire værelser. Hvert hus havde en lillebitte baghave af beton, og de lå klumpet sammen i smalle gader uden træer. Universitetet var ikke mindre utiltrækkende – i dag ville man have kaldt det et red-brick, dvs. ”moderne” universitet – langt fra Oxfords glans og herlighed.

De første par måneder i det nye job var særligt deprimerende for Tolkien. Edith var blevet i Oxford for at føde deres andet barn, og han var derfor nødt til at bo i en lillebitte etværelses tæt på universitetet. Han tog toget til Oxford sidst på eftermiddagen hver fredag og vendte tilbage om søndagen. Situationen var så elendig for ham, at han søgte to andre akademiske stillinger. Den første var Baines-professoratet ved universitetet i Liverpool, den anden var en ny stilling, De Beers-professoratet ved Cape Towns universitet, som var sponsoreret af en berømt diamantmine-familie.

Tolkien blev forbigået af det Engelske Institut i Liverpool, men han var rystet over at høre, at stillingen i Cape Town var hans, hvis han ville have den. Han må have overvejet det længe og grundigt, mens han sad på sit tarvelige lille værelse i den frysende kolde vinter. Han huskede ikke noget fra sine tidligste år i Sydafrika, de havde nærmest fået status af en legende fra fortiden, men selvom det var spændende, ville en flytning til Cape Town også medføre problemer.

Netop som han skulle til at bestemme sig for, hvad der var det bedste at gøre, fødte Edith deres andet barn, sønnen Michael, og kort tid efter besluttede hun, at hun var klar til at rejse nordpå. Tolkien havde fundet et lille hus tæt på universitetet, St. Mark’s Terrace 11, og tidligt i 1921 flyttede familien ind. Det virkede åbenlyst, at han ikke kunne forvente, at Edith ville gå med til at flytte til udlandet, så han afslog tilbuddet fra Cape Town.

Senere spekulerede Tolkien ofte på, om han havde taget den rigtige beslutning. Før han fandt et fodfæste i sin karriere og blev en populær forfatter, grublede han over, om dette måske havde været deres chance for at få et mere spændende liv. Men da foråret kom, og familien var blevet genforenet i Leeds, oplevede både Ronald og Edith til deres overraskelse, at de var begyndt at kunne lide at være der.

Mens de boede i Alfred Street i Oxford, havde udsigten til flytningen fyldt dem med bange anelser, men af helt forskellige årsager fandt de begge to meget at holde af i Leeds. Edith foretrak den mere uformelle atmosfære i Leeds frem for det forfinede universitetsmiljø i Oxford, og hun blev hurtigt venner med konerne til nogle af Ronalds kolleger.

Det Engelske Institut, hvor George Gordon var leder, var lille, men ved at blive større. Universitetet havde ikke Oxbridge-kollegiernes resurser, og Tolkien var nødt til at dele kontor med Gordon og professoren i fransk. De sad klemt inde i et rum, der var en fjerdedel så stort som de rummelige lokaler, en Oxford-lærer havde til rådighed. Vinduerne var beskidte, malingen skallede af, og udsigten kunne ikke hamle op med Exeters frodige bede og ældgamle sandsten. Men omgivelser og fysiske bekvemmeligheder er ikke alt. Tolkien kunne lide og respekterede Gordon og blev hurtigt glad for sine engelskstuderende. De fleste af dem kom fra de lokale byer, mange af dem fra lavere middelklassefamilier, og de fleste af dem var meget flittige. Tolkien havde nok af erfaringer med elitisme fra Oxford til at vide, at vid og urban optræden kunne have sin charme, men hvis de optrådte sammen med dovenskab og arrogance, var de ikke meget værd. På nogle måder afspejlede de engelskstuderende drenge oppe nordpå et aspekt af Tolkiens egen personlighed, hans stoicisme og pligtopfyldenhed. Disse mænd havde været nødt til at kæmpe imod deres baggrund på samme måde, som han selv havde gjort.

Og det blev bedre endnu. I starten af 1922 ankom en ung akademiker, som Tolkien havde undervist to år tidligere i det lille hus i Alfred Street, for at starte i en stilling som adjunkt på det Engelske Institut. Eric Gordon, (som ikke var i familie med George Gordon), var en usædvanlig kvik og belæst fyr, som delte Tolkiens lidenskab for oldsprog. Han havde haft et Rhodes-stipendiat,24 og tilbage i Oxford havde han og Tolkien haft mange underholdende samtaler uden for den officielle undervisningstid.

De begyndte hurtigt at samarbejde om udgivelser. Deres første var en ordliste til en stor samling middelengelske uddrag, som blev udgivet i slutningen af 1922, men bagefter begyndte de at arbejde på det, der skulle blive Tolkiens første, vigtige udgivelse: en ny udgave af det middelengelske digt Sir Gawain and the Green Knight. Digtet er skrevet af en anonym poet fra det vestlige Midtengland omkring 1380 og er en bogstavrimende romance, hvori helten, en af Kong Arthurs riddere, Sir Gawain, overlever to prøver. Den første er at halshugge den Grønne Ridder; den anden at modstå fristelsen til at begå ægteskabsbrud med en vis Lord Bertilaks kone.

Digtet var en personlig favorit for både Tolkien og Gordon, og desuden en af grundpillerne på pensumlisten for middelengelsk. Da det endelig blev udgivet af Clarendon Press i Oxford i 1925, blev det omgående inkluderet i universiteternes standardpensum og vedblev at være det i mange år.

Men Tolkien og Gordon var også venner, og de gjorde meget for at sætte kulør på tilværelsen på det Engelske Fakultet i Leeds. De startede en vikingeklub for lærere og elever. Den havde ingen forbindelse til mange af de andre klubber og foreninger, som Tolkien før havde været involveret i. Den var bygget på en fælles intellektuel interesse for studiet af oldnordisk og andre gamle sprog og traditioner, men først og fremmest skulle det være sjovt at være med, en pause fra den akademiske verden. Medlemmerne tilbragte det meste af deres tid med at skrive vovede vers, som blev læst højt over store mængder øl på universitetets bar, og initiativet gjorde nærmest Tolkien og Gordon til de mest populære lærere på universitetet.

I mellemtiden blev Tolkiens familieliv endnu mere kompliceret og hans ansvar endnu større. Edith var blevet gravid igen i starten af 1924, hvilket hun ikke selv var særlig tilfreds med. Udsigten til at passe tre små børn i det lille hus i St. Marks Terrace var ikke særlig opmuntrende, og de flyttede snart til et større hjem ikke langt derfra, på Darnley Road 2, West Park. Tolkien kunne utvivlsomt være blevet i Leeds hele sin karriere, og han og hans familie ville på mange måder have haft det godt. Godt nok tjente han ikke særlig meget, men han havde en lille ekstraindkomst med at rette studentereksamensopgaver i løbet af sommerferien. De havde lige råd til korte ferier i nærliggende badebyer hver sommer, og måske ville de snart få råd til at købe deres eget lille hus. Tolkien blev yderligere positivt stemt, da der blev oprettet et nyt professorat i engelsk i 1924. Han fik stillingen og startede i oktober, kun en måned før parrets tredje barn, Christopher Reuel, kom til verden.

Denne nye titel har formentlig været nok til at få Tolkien til at blive i Leeds i et stykke tid. Den var bedre betalt, og det var en vigtig forfremmelse – alligevel manglede der noget i hans karriere. Han kunne ikke lade være med at føle, at han burde kunne opnå noget mere for sig selv og sin voksende familie. Det var absolut en bemærkelsesværdig præstation at blive professor i en alder af 32, men man kunne heller ikke komme udenom, at det var på et lille provinsuniversitet. Selvom han ikke sagde noget om det, havde Tolkien sat sig nogle højere ting for øje, en stilling i London måske, eller på et af Oxford-universiteterne.

Han gjorde ikke noget ved det, men så, i starten af 1925, opstod pludselig den ideelle mulighed. Professoren i angelsaksisk ved Oxford, William Craigie, havde taget imod en stilling i USA, og den mest eftertragtede position inden for Tolkiens felt var pludselig ledig. Det var naturligvis ikke til at modstå.

Man rettede henvendelse til tre andre kandidater, alle mere erfarne og i bedre positioner til jobbet end Tolkien, så på trods af hans ambitioner så det ud til, at Tolkien ville blive i Leeds lidt endnu. Men så besluttede en af kandidaterne sig for ikke at søge, en anden blev tilbudt stillingen og sagde nej tak, hvorfor der til sidst kun var Tolkien og én anden kandidat tilbage, nemlig Kenneth Sisam, som havde undervist Tolkien på Exeter ti år tidligere.

Ansættelseskomitéen overvejede længe og grundigt. Sisam var uden tvivl den mest erfarne, og han var populær på universitetet. Tolkien var lidt af en ukendt størrelse. Der var også det element af elitisme og snobberi, som fik nogle i panelet til at anse Tolkiens nuværende professorat i Leeds for mindre kvalificerende, end det faktisk var. Men Tolkien havde også indflydelsesrige venner. Faktisk var den mand, som havde givet ham hans første akademiske stilling, George Gordon, selv flyttet til Oxford to år tidligere og var nu professor i engelsk litteratur der.

Efter en lang diskussion var stemmerne i ansættelseskomitéen ligeligt fordelt imellem Sisam og Tolkien, men Gordon fik vicekansleren, som havde den afgørende stemme, til at bestemme sig for den unge professor fra Leeds.

Der er ingen tvivl om, at Tolkien var oprigtigt lamslået. I sit afskedsbrev til rektoren for Leeds University gjorde han det klart, at han, der havde så lidt erfaring, slet ikke havde regnet med at blive tilbudt en så berømmelig stilling, og at han i stedet havde regnet med at forblive i sit gode job på universitetet i mange år fremover.

For Edith betød det, at de endnu en gang skulle rykke op med rode, men det var et stort skridt fremad for Ronald, og hun var meget glad på hans vegne. Hun var faldet til i Leeds, men inderst inde havde hun heller aldrig troet på, at de ville blive boende, at hendes strålende begavede mand i længden ville nøjes med det næstbedste.