7. Et professorliv

Da Tolkien stod af toget fra Leeds på Oxford station, må han uden tvivl være faldet i staver et øjeblik for at dvæle ved, hvor langt han var nået på så forbløffende kort tid. Han havde stået præcis samme sted 16 år tidligere, da han ankom til Oxford som en skoledreng, der skulle prøve at bestå universitetets adgangseksamen. Han havde været forelsket og fortabt, og han var dumpet. Men et år senere var han vendt tilbage for at prøve igen, og i efteråret 1911 var han startet på Exeter College. Nu, i oktober 1925, kom han tilbage som nyudnævnt professor i angelsaksisk. Han var igen alene på stationen (Edith og drengene blev boede i Leeds, mens han etablerede sig i sit nye job og fandt en passende bolig til familien), men på alle andre områder havde hans liv ændret sig markant. Hvad angik hans akademiske karriere, havde han opnået det han ville; han stod allerede på toppen af sin profession.

I de første par måneder i Oxford havde Tolkien utrolig travlt, men var også utrolig lykkelig; det føltes som at komme hjem. Han blev kastet lige ind i undervisningen og de administrative pligter, og der var andre nye roller at spille, for som professor ved det Engelske Fakultet på Oxford var han blevet en del af et meget aktiv socialt liv på universitetet. Han skulle være med til middage og repræsentere sit fakultet, tage sig af gæsteforskere og andre standspersoner og var forpligtet til at give indtryk af at deltage entusiastisk i universitetspolitik. Ellers risikerede man at blive ugleset og sladret om. Oven i købet skulle han finde et passende hjem til sin familie – men det var trods alt et job, han var vant til.

I slutningen af 1925 fandt Tolkien et stort, komfortabelt hus på den grønne Northmoor Road i Oxfords akademiske centrum, lige nord for bymidten og de storslåede universitetsbygninger. Northmoor Road 22 var et dejligt, nyt hus med en stor og smuk have. Der var rosenbuske omkring hoveddøren, hvorfra der snoede sig en grussti ned til vejen, som havde træer på hver side og næsten ingen trafik. Det var det perfekte sted for familien, og Edith og drengene – John, som nu var otte, Michael på fem og Christopher, som lige var blevet ét – flyttede snart efter. De var endelig nået frem til en vis stabilitet, og Tolkien-familien blev boende på Northmoor Road indtil 1947. De flyttede én gang i løbet af den tid, men det var til nabohuset, nr. 20, som de købte af forlæggeren Basil Blackwell i 1929.

Takket være det faktum, at Oxford næsten ikke blev berørt af de tyske bomber under Anden Verdenskrig, ser Northmoor Road, som ligger ca. 1½ kilometer fra byens centrum, ikke meget anderledes ud i dag, end den gjorde i 1930erne. De to huse, som Tolkien-familien boede i, ligner stort set sig selv fra dengang, professoren i angelsaksisk og hans voksende børneflok boede der. Det er stadig en vej, hvor akademikere bor med deres børn, men nu til dags er der ikke mange, der bliver boede i to årtier, som Tolkien-familien gjorde. Northmoor Road 20 er et stort hus, men det er ikke nær så kønt som nr. 22. Det er dækket af gråt stenpuds, præcis som dengang Tolkien-familien købte det, og det asymmetriske design er ikke rart for øjet, selvom den vildtvoksende have gør sit for at rette op på helhedsindtrykket.

Flytningen til Oxford markerede en væsentlig forbedring af familiens livsstil. Væk var de klaustrofobiske huse, den nordlige industribys sodede gader. For en gangs skyld syntes Edith, at de havde fundet det perfekte hus, og at hendes mand havde det perfekte job. For Tolkiens vedkommende var det slut med den nedslående udsigt til en murstensvæg uden for vinduet og slut med at dele kontor. Han cyklede til arbejde ad stille gader med træer på hver side, indtil han kom ud på St. Giles, den brede, svungne allé som forbinder det nordlige Oxford med byens centrum. Merton College, hovedkvarteret for det Engelske Fakultet, har bagside ud mod Christchurch Meadow, som svinger ned til Cherwell. Om sommeren lyser alverdens blomster op i universiteternes haver. Møder på universitetet var sindige affærer, hvor der blev serveret te i porcelænskopper, og tjenere bød småkager rundt.

Tolkien fandt sig straks til rette i sin nye rolle. Hans job indebar en række forelæsninger hvert år, og de krævede ikke meget forberedelse, eftersom faget stort set var struktureret på samme måde som i Leeds takket være det faktum, at George Gordon havde brugt Oxford som model for sit fakultet deroppe. Nogle af forelæsningerne blev holdt på Pembroke College (som var hans officielle tilknytningssted), men langt de fleste fandt sted på eksamenskollegiet på High Street.

Auditorierne på eksamenskollegiet er vidtstrakte og højloftede, rigt udsmykkede med stuksøjler og pastelfarvede vægge. Trægulvene giver genlyd for hvert fodtrin, forelæserens stemme giver genklang. Til nogle af forelæsningerne, f.eks. dem om middelalderlitteratur, var der altid helt fyldt, fordi det var standardpensum for alle engelskstuderende. Andre gange forelæste Tolkien for små grupper om særlige emner. Han var ikke særlig striks og havde en tendens til at glide bort fra emnet, så for nogle af de studerende blev det en udfordring at se, hvor længe de kunne holde deres forelæser væk fra pensum. En tidligere studerende fortæller, at han dengang troede, Tolkien var skrupskør, fordi han pludselig forlod emnet og begyndte at tale om nisser og elverfolk, halvvejs henvendt til klassen, halvvejs mumlende for sig selv.

Tolkien elskede at have publikum på og satte stor pris på de forelæsninger, hvor han virkelig kunne give udtryk for sine egne tanker. Han havde en dyb og vedvarende kærlighed til sit fag, og han var enestående dygtig til at formidle dette til sine elever på en sådan måde, at størstedelen aldrig ville glemme hans lidenskabelige og stærke foredrag.

Af alle Tolkiens forelæsninger var dem, der handlede om Beowulf de mest mindeværdige for mange af hans tilhørere. Når forelæsningsrækken startede, trådte han stille ind i rummet, gik op på podiet og brød pludselig ud i åbningslinierne fra Beowulf, råbte næsten ordene og fyldte auditoriet med de rungende vers. Hans ansigt var forvrænget, når han udtalte de kraftfulde ord på det originale angelsaksiske: ***. (”Ja, vi har spurgt til spyddaner før, folkekongers fylde i fortidens dage, hvordan heltene hentede hæder i kampen!”25

Det gjorde et rystende indtryk. Digteren W.H. Auden, som var en stor beundrer af Tolkien og korresponderede med ham fra midten af 1950erne, var som studerende med til en af Beowulf-forelæsningerne og sagde i et brev til sin tidligere underviser, at han aldrig havde glemt den måde, han havde chokeret sit publikum på med den dramatiske virkning af det stykke, og hvordan han selv aldrig havde glemt det.

Det, der gjorde Tolkien til en god underviser, var hans sprudlende personlighed. Han kunne være indadvendt, og somme tider endda helt eneboeragtig, men han havde et naturtalent for at kommunikere, hvad enten det var på enmandshånd, når han underviste studerende derhjemme, eller med et publikum som dem han tryllebandt med sine forelæsninger om et så forældet og kompliceret emne som angelsaksisk. Det er fint opsummeret af forfatteren Desmond Albrow, som mange år efter huskede, hvordan han som ung mand havde mødt Tolkien i hans arbejdsværelse på Northmoor Road. ”Han var en professor”, skrev Albrow, ”som lignede en professor . . . Tolkien gik i fløjlsbukser og sportsjakke, røg på en beroligende pibe, lo meget, mumlede somme tider, når hans tale ikke kunne følge med hans tanker, og lignede dengang, i mine idealistiske øjne, den unge Leslie Howard, filmskuespilleren. Han udstrålede civilisation, indtagende forstand og forfinelse.”26

Tolkien var lidt af en skuespiller. På King Edward’s havde han holdt meget af skoleopførelserne, og som universitetsstuderende havde han fusket lidt med drama. I de klubber og foreninger, hvor han var et fremtrædende medlem, havde han været stolt over at holde en tale, deltage i en diskussion eller læse noget op, han selv havde skrevet, uden at være hæmmet over det, og som gammel holdt han endda af at optage sig selv ved hjælp af et tidligt hjemme-båndoptagersystem, når han læste højt på elversprog.

Han elskede at klæde sig ud, og det skete, at han fornøjede sig med at forskrække naboerne på Northmoor Road ved at fare ned ad gaden som en økse-svingende viking, før han cyklede af sted til en fashionabel udklædningsfest på universitetet. Som midaldrende hævdede han ganske vist, at han ikke brød sig om eller bifaldt drama, og at han fandt det moderne teater vulgært, men han havde en fantastisk fornemmelse for dramatisk oplæsning. Når han var i dét humør, kunne han sagtens smide sin støvede, lidt klichéfyldte professorfremtoning og slippe sin undertrykte drillesyge løs. Engang, i en butik i Oxford, var ekspedienten temmelig længe om afbryde sit eget gøremål og anerkende hans tilstedeværelse. Så da det blev tid til at betale, gav Tolkien hende sine forlorne tænder sammen med pengene for at få hævn.

I den korte periode i 1930erne, hvor familien ejede en bil, viste Tolkien sig at være i bedste fald utilregnelig bag rattet. Deres første bil, som fik kælenavnet ”Jo” efter de første to bogstaver i registreringsnummeret, var en Morris Cowley, som var fremstillet et par gader fra Northmoor Road, på Cowley-bilfabrikken. Tolkien havde en række mindre uheld med bilen, men de var store nok til at overbevise Edith om, at det ville være sikrere for hende at benytte de offentlige transportmidler, og for det meste nægtede hun at stige ind i bilen, hvis det var Tolkien, der kørte. Det værste var hans vane med at ignorere lyssignaler og bare krydse en hovedvej for at komme ned på en sidevej uden at se sig om, mens han råbte: ”Angrib dem og de spreder sig!”

Tolkiens afslappede omgang med folk kom ham til gode i hans nye stilling, for udover at mestre sin egen disciplin, skulle man, for at klare sig godt som akademiker med en ledende stilling på fakultetet, have evnen og temperamentet til også at spille politiske spil. Professoratet medførte administrative pligter, som Tolkien fandt ekstremt kedsommelige. Han hadede smålighed og foragtede bureaukrati og papirnusseri, men når han følte noget for en sag, kunne han sagtens kæmpe uden at tabe point på det administrative.

Tolkien blev involveret i netop sådan en sag stort set fra sin første dag på stedet. Instituttet for Engelsk Sprog og Litteratur var, på mange måder, en ulykkelig samling af mænd og kvinder. Ulig mange andre fag, hvis standardpensum var af lige stor interesse for alle, var mange af de studerende (filologerne) mere interesserede i sprog end i litteratur. De kunne ikke fordrage at blive tvunget til at læse tekster af Chaucer, Shakespeare og andre ikoner fra den litterære tradition, mens de studerende fra Engelsk Litteratur ikke kunne se, hvorfor de skulle tvinges til at læse ældgamle tekster som Beowulf.

Tolkien mente, de studerende i det sidste år på studiet af engelsk sprog og litteratur skulle have lov til at specialisere sig inden for deres eget interessefelt. De engelske litteratur-fans kunne sige farvel til middel- og oldengelsk og koncentrere sig om mere moderne tekster, mens de, der var fascinerede af den litterære kanon fra før Chaucer, kunne slippe for at sidde bøjede over noget, der var skrevet efter 1300-tallet.

Det er måske overraskende, at en så tilsyneladende simpel og logisk forbedring skulle møde nogen modstand overhovedet, men det gjorde den i høj grad. I 1925, da Tolkien første gang foreslog ændringen i pensum, var der næsten ingen på fakultetet, der støttede ham. Men gradvist lykkedes det ham at overbevise mange af de inkarnerede traditionalister om, at hans plan ville være en forbedring. Det tog godt nok seks år, før reformen trådte i kraft, men tempoet inden for den daværende akademiske verden taget i betragtning, var det en omvæltning, der skete med lynets hast. Tolkien var dygtig til at manøvrere på lærerværelset, og han var god til at overbevise folk. Han var hverken en smigrer eller en aggressiv proselytmager, men han vidste simpelthen, hvordan man brugte sine professionelle kontakter.

Ved siden af disse forpligtelser spillede Tolkien også rollen som familiefar. I 1929, fire år efter at de havde bosat sig i Oxford, fik han og Edith et fjerde barn, den datter som Edith havde savnet: Priscilla. Men selvom babyen bragte familien stor lykke, var hun også endnu en lille byrde, der lagde sig til Tolkiens voksende mængde af forpligtelser. Han var 37 og på toppen af sin akademiske karriere. At være professor på Oxford var en æresbevisning og gav en høj social status, men det var ikke specielt velbetalt, og han var stadig nødt til at rette studentereksamensopgaver, hvilket han gjorde hver sommer i godt 20 år.

Fra Tolkiens dagbøger og breve får man faktisk det indtryk, at han altid var på arbejde, i en eller anden funktion, fra 1925 til sidst i 1960erne, og at hans skema var yderst opslidende. Han vågnede tidligt og havde ofte besøg af mindst én elev på Northmoor Road, før han tog hen på universitetet for at holde forelæsning. Der var jævnlige fakultetsmøder at deltage i og endeløs universitetsadministration at håndtere. Efter frokost holdt han somme tider endnu en forelæsning eller tog hjem for at rette eksamensopgaver eller essays. Der var altid kurser at forberede, råd der skulle gives til kolleger, breve at skrive, komitéer at deltage i. Oven i købet forventedes det, ligesom for de fleste andre akademikere, at Tolkien bidrog til litteraturen på sit felt ved at udgive artikler.

Men Tolkien var ikke særlig glad for at skrive til andre akademikere. I starten af 1920erne havde han haft det sjovt nok med at sammensætte den nye udgave af Sir Gawain and the Green Knight sammen med Eric Gordon i Leeds, men han brød sig aldrig særlig meget om at skrive på bestilling eller for at leve op til forpligtelserne ved sin akademiske stilling. Alligevel producerede han en respektabel mængde arbejde, og det lykkedes ham sågar at gøre de studier læseværdige og interessante, som i andre hænder, med en anden pen, ville have virket ekstremt tørre. Han skrev ofte til The Review of English Studies og The Oxford Magazine og mange andre litterære tidsskrifter. Han færdiggjorde et nøglestudie af en middelalderlig engelsk tekst ved navn Ancrene Wisse and Hali Meiohad, som blev opsummeret i Essays and Studies af Members of the English Association, udgivet af Clarendon Press i Oxford i 1929, og han var en jævnlig bidragyder til Transactions of the Philological Society.

Disse ting fyldte hans arbejdsliv som Oxford-professor, men der var selvfølgelig altid en anden side af hans intellekt, som havde behov for at komme til udtryk. Selvom han fandt glæde i sit akademiske arbejde, gjorde det ikke meget for at kanalisere hans livlige og multifacetterede fantasi. Så sent om aftenen, når familien sov, tog han forfatterkasketten på og dykkede ned i en fantasiverden.

Det kræver selvfølgelig en særlig styrke at finde pennen frem efter en hel dag med mentalt krævende arbejde, men Tolkien havde selvdisciplinen og viljestyrken til at sidde ved skrivebordet på sit arbejdsværelse fra kl. ca. 22 til kl. 1 eller 2 om morgenen, mens han kæmpede med indviklede handlingsgange og smukt ciselerede personskildringer. Efter et par timers søvn begyndte dagen forfra.

Der var også familien, som Tolkien gik meget op i. På en eller anden måde lykkedes det ham altid at finde tid til sine børn ligegyldigt hvor meget, der ellers blev krævet af ham. Han var en utroligt kærlig far og var slet ikke flov over at vise det, hvilket dengang var usædvanligt. Han kyssede ofte sine sønner offentligt, og i de mange hundreder af breve han skrev til dem i løbet af deres liv, tiltalte han dem altid i de mest kærlige vendinger, f.eks. ”Allerkæreste”, og han underskrev sig altid ”Din egen far” eller ”Med al din egen fars kærlighed”.

En af de måder, han viste sine følelser på, var ved hvert år at skrive et brev til dem ”fra Julemanden”. Hvert brev var rigt illustreret og fortalte børnene om Julemandens seneste eventyr og hans forberedelser til højtiden. Disse breve er kærligt blevet gemt af Tolkien-familien, og i 1976 blev de samlet i udgivelsen Julemandens breve.

Tolkien skrev det første brev i 1920, da John var tre, og han var måske blevet inspireret til det, fordi han blandt sine egne papirer havde fundet et brev, som hans mor havde skrevet til Julemanden på hans vegne, da han var to. Uden på konvolutten med det første brev til John stod der: Mrs. Tolkien og Hr. John Francis Reuel Tolkien, Alfred Street 1, Oxford, England, og indeni var et brev, som beskrev Julemandens hus sammen med en omhyggeligt tegnet illustration. Fra da af var der hvert år et nydesignet, malet frimærke uden på konvolutten, og indeni var der nyheder fra Nordpolen, som berettede om Julemandens gøren og laden. Efterhånden blev historierne mere detaljerede, og personkredsen blev udvidet med den Store Polarbjørn, den Store Sæl og sne-elverfolk.

Samlingen af breve fra Julemanden er et smukt arvestykke og et billede på, hvordan familiens liv ændrede sig i løbet af årene. I 1924 er brevene til John blevet til breve til både John og Michael. I de næste par år er adressaterne ”John, Michael og Christopher Tolkien”, og i 1929 står der ”J&M&C&P Tolkien, Northmoor Road 22, Oxford, England”, og brevet starter med ”Kære Drenge og Pige”. Men som tiden går og drengene vokser op, bliver konvolutterne stilet til færre og færre Tolkien-børn, indtil 1938, hvor den 14-årige Christopher åbenbart er blevet for gammel, og Priscilla på ni er blevet den eneste modtager. Sådan bliver det ved indtil 1943, da Priscillas sidste brev bliver underskrevet ”Mange kærlige hilsner fra din gamle ven Julemanden”.27

Tolkien elskede tydeligvis at forfatte disse breve, og han nød at finde på andre historier til sine børn. Nogle af dem blev opfundet på ferier og begyndte med, at et af børnene lagde mærke til et trafikskilt eller et vejskilt, eller at de mødte noget usædvanligt. Der var en hel serie historier om den utrættelige Major Vej Forude, som altid prøvede at fange den lumske og uudgrundelige O.P. Klæber (inspireret af et skilt, hvor der stod: ”Plakatop­klæbning forbudt”).

I 1925 fandt Tolkien på en historie til John og Michael (Christopher var stadig kun baby), som begyndte, da Michael mistede en legetøjshund på stranden, og den voksede til en kompleks samling eventyr ved navn Roverandom. Hovedpersonen var hunden Roger, som var blevet tryllet om til et stykke legetøj af en troldmand og derefter tabt på stranden, før den blev reddet af Psamathos Psamathides, sandtroldmanden. Tolkien nedskrev denne samling historier og illustrerede dem med vandfarver. Et af de bedste af billederne (som er bevaret i en samling på Bodleian Library i Oxford) hed ”Parken omkring Havkongens Palads”, som hørte til et eventyr, hvor Roger rejser under vandet.

Blandt yndlingshistorierne var også en serie om to mystiske figurer ved navn Maddo og Owlamoo, som havde optrådt i Michael Tolkiens barndomsmareridt. Maddo var en behandsket hånd uden arm, som kunne skille soveværelsesgardinerne og klatre op og ned ad dem i mørket, og Owlamoo var en grim ugle, som sad på toppen af klædeskabet. En anden historie involverede en hollandsk dukke, som Michael havde, og der var endnu flere med en lillebitte fyr ved navn Timothy Titus.

Det var en meget kreativ periode i Tolkiens liv, og hans frodige fantasi blev stimuleret af de positive reaktioner, han altid fik fra sine egne børn. Han fremstillede en temmelig stor samling tegninger og illustrationer, billeder af drager, nisser og andre mærkelige skabninger. Hr. Fryd (Mr. Bliss) var en anden populær opfindelse, en høj, tynd mand, som havde en gul bil, og som rodede sig ud i alle mulige vanskeligheder. Den historie var Tolkien særligt tilfreds med, og han lavede en fin, indbundet udgave af den.

Figuren Tom Bombadil kom også til verden i denne periode, og han var hovedpersonen i en række fortællinger, der senere blev udgivet under titlen Tom Bombadils eventyr (The Adventures of Tom Bombadil). Heri optrådte også Gyldenbær, en grævlingefamilie, Pilemanden og Dyssevætten, som i denne historie var spøgelset af en for længst afdød konge, der lå begravet under Berkshire Downs.28 Selvom Tolkien ikke havde nogen anelse om, at disse figurer en dag ville optræde i historien om Ringen, så ændrede de sig stort set ikke fra deres første tilsynekomst til den form, de fik i Ringenes Herre.

Tolkien brugte også en stor del af sin fritid på at male vandfarver med drager, og nogle af dem kom til at ligge til grund for hans senere illustrationer til Hobbitten. Tolkiens forestilling om dragen var meget påvirket af hans barndoms kærlighed til The Red Fairy Book af Andrew Lang, som havde en særlig dramatisk dragefortælling ved navn ”Sigurd and Fafnir”. En af Tolkiens bedste illustrationer fra 1920erne var en vandfarve af en drage, der havde rullet sig sammen, hvor han nedenunder havde tilføjet et citat fra Beowulf: ”hringboga heorte gefysed”, ”slyngormens hjerte jagedes til at begive sig i strid.”29 Mere end ti år senere, et par måneder efter at Hobbitten var udkommet i 1937, holdt Tolkien en juleforelæsning for børn, ”Om drager”, på universitetsmuseet i Oxford, og som illustration brugte han dette billede i lysbilledform.

Når vi overskuer Tolkiens forfatterskab og betragter lærdommen og dybden i et værk som Silmarillion, er det let at glemme, hvor meget han holdt af at skrive for børn, og han må have holdt meget af det, eftersom han havde fire børn. Silmarillion og Ringenes Herre er tilsyneladende bøger for voksne (selvom den sidste altid har appelleret til alle aldersgrupper), men Tolkien fandt stor glæde i at udvikle historier, som var startet som spontane, mundtlige fortællinger ved sengetid eller for at slå tiden ihjel på en kedsommelig køretur. Og han satte altid stor pris på børns reaktioner på hans historier. Da han var blevet en berømt forfatter, holdt han særlig meget af at holde foredrag for børn og gjorde sig umage for at svare på brevene fra alle de unge mennesker, som skrev til ham om hans bøger. Ifølge en kvinde, der som barn var nabo til Ronald og Edith, afprøvede Tolkien sine historier på hende og de andre børn, der legede på vejen.

Det var altså Tolkien midt i livet; professionel forsker og underviser, familiemenneske og fortæller af drømme og eventyr. Udefra var hans liv normalt og temmelig trivielt, men hans indre verden, hans verden af under-skabelse, var i gæring og i stor modsætning til hans konventionelle facade. Dette var privatmennesket, som formede legender og skabte en hel mytologi. Men før vi kommer til det og til resultatet af hans anstrengelser, bør vi først vende os mod endnu et aspekt af hans personlighed: J.R.R. Tolkien, mændenes mand, som elskede at omgås ligesindede, fantasifulde sjæle i en eksklusiv mandeverden.