8. En mandeverden

Tolkien og C.S. Lewis mødtes første gang den 11. maj 1926 til et fakultetsmøde for Engelsk Institut på Merton College. Tolkien havde ikke været professor i angelsaksisk meget mere end to semestre, og Lewis var først for nylig blevet udnævnt til vejleder på Engelsk Sprog og Litteratur og medlem af lærerkollegiet på Magdalene College.

I starten var de tilsyneladende på vagt over for hinanden, og Lewis betroede sin dagbog: ”Det lykkedes Tolkien at få drejet diskussionen over på den forberedende engelskeksamen. Jeg talte selv med ham bagefter. Han er en glat, bleg, flydende lille fyr . . . tror, at al litteratur er skrevet for mænd mellem 30 og 40 . . . Han er harmløs: trænger bare til et par flade”.30

Det er et mærkeligt minde at have om deres første møde og ærgerligt, at vi ikke har noget fra Tolkiens side at sammenligne med. Hvis vi ser bort fra den temmelig tåbelige og arrogante stil, fortæller det os meget om Tolkien på det tidspunkt. Det var dengang, han startede sin kampagne for ændringen af den engelske fagstruktur på Oxford, og Lewis’ beskrivelse af, hvordan det lykkes Tolkien at få drejet samtalen over på det emne, han selv ønsker, bekræfter det, vi allerede ved om ham – at han var god til at tale og god til at overbevise. Alligevel virker det, som om nogle af de andre fakultetsmedlemmer allerede er ved at blive trætte af Tolkiens overbevisninger, og i det første lange stykke tid efter de mødtes, var Lewis selv modstander af Tolkiens planer.

Den anden mærkelige kommentar er Lewis’ beskrivelse af Tolkiens holdning til meningen med litteratur. Tolkien var selvfølgelig temmelig gammeldags og havde stærke meninger om mænds og kvinders korrekte roller i samfundet, men bemærkningen om, at litteratur skulle være ”skrevet for mænd mellem 30 og 40”, virker helt malplaceret. Måske lagde Lewis ordene i munden på ham, eller måske var det ren brovten, for Tolkien havde i hvert fald nogen erfaring med intellektuelle kvinder. Inden for hans egen familie var Tante Jane, som han havde boet hos en kort overgang i 1904, en af de første kvinder, der fik en naturvidenskabelig uddannelse, og han anså hende for at være en meget beundringsværdig kvinde.

Da Lewis og Tolkien mødtes, havde de meget til fælles. Lewis var næsten syv år yngre, men de havde begge kæmpet i skyttegravene, var begge store sprogelskere, og selvom Lewis ikke var så bekendt med islandsk som Tolkien, var han fascineret af oldengelsk litteratur og af den nordiske mytologis mystiske forviklinger.

Deres baggrund var meget forskellig, og det var deres strålende begavelse, der gjorde, at de overhovedet kom til at kende hinanden. Lewis var søn af en advokat i Belfast. Hans forældre havde døbt ham Clive Staples, men han havde altid kaldt sig selv Jack, og det kaldte hans venner ham derfor også. Han var uddannet på det eksklusive Malvern College og havde fået et legat til University College i 1916. Han var en fremragende forsker, der tog en førstegrad i klassiske sprog i 1920 og endnu en førstegrad to år senere, hvilket var en beundringsværdig præstation, specielt set i lyset af, at Lewis deltog i krigen og blev såret i kamp i 1918.

Lewis virkede mere kosmopolitisk end Tolkien, måske pga. sin relativt privilegerede baggrund; hans interesser var bredere, og han var på mange måder en langt mere ukonventionel person. Mens Tolkien var ægtemand og far til fire, førte Lewis et helt andet liv. Han blev betragtet som en boheme og efter tidens målestok nærmest bizar. Han var ugift, men boede sammen med en langt ældre, fraskilt kvinde, Janie Moore, en irer, der ikke havde gået ret længe i skole, og som Lewis havde mødt under krigen, da hun var 45 og han selv 19. De boede i et stort, uregelmæssigt hus, der blev kaldt The Kilns, i nærheden af Shotover Hill, ca. otte kilometer fra Oxfords centrum. Lewis boede der i næsten 33 år, fra 1930 til sin død i 1963, og det var for det meste et muntert sted, fyldt med bøger og papirer. Der var en lille sø i haven, hvor Lewis og Tolkien plejede at svømme om sommeren.

Men Lewis refererede kun til sin elskerinde som ”Mrs. Moore”, og hun var både hans mor og hans elskerinde. Hun var også noget af et mysterium for Jacks venner. Jack tog hende aldrig med i sociale sammenhænge, og mange af dem, som kendte Lewis godt, mødte hende kun sjældent og kun, hvis hun var hjemme, når de kom på besøg i The Kilns. Tolkien, som fra slutningen af 1920erne var en af Lewis’ nærmeste venner og fortrolige, vidste næsten intet om kvinden, undtagen at hun følelsesmæssigt tilsyneladende havde krammet på Jack. Mange i Oxford betragtede hende som lidt af en tosse, for når Jack en sjælden gang nævnte hende, virkede det som om det meste af det, hun sagde, var noget sludder, og det var almindeligt kendt, at hun var næsten sindssygt besidderisk over for Lewis.

Det var næsten uundgåeligt, at Tolkien og Lewis skulle blive nære venner. Mange af de andre undervisere var nogle temmeligt kedelige typer, hvis liv stort set var lig med deres arbejde. (I en af sine tidligste bøger, En pilgrim vender hjem, spiddede Lewis typen med sin karakteristik af ”Hr. Fornuftig”, som var vittig og intelligent, men snæversynet og overfladisk.) Lewis var ivrig efter at skrive prosa og poesi, og han havde store planer. I den henseende fandt han en beslægtet ånd i Tolkien. De var også begge tiltrukket af den form for kammerateri, de hver især havde været en del af siden skoletiden, en mandeverden, som havde fået større betydning for dem under krigen. Men deres venskab udsprang også af en fælles intellektuel baggrund og af nøje udmålt kritik af hinandens litterære anstrengelser.

Inden for de første par måneder efter de var blevet præsenteret for hinanden, begyndte de to mænd at mødes regelmæssigt på Lewis’ værelser på Magdalene, en trist møbleret, luvslidt suite. Der var tunge brokadegardiner for vinduerne, der lå høje bunker af papirer på skrivebordet, og bøger lå smidt rundt om på gulvet eller stod i stabler lænet op ad døren. De sad tit ved ilden til langt ud på aftenen og diskuterede litteratur eller historie eller gav kritik på hinandens manuskripter.

Kort tid efter deres første møde lånte Tolkien Lewis kladden til ”The Gest of Beren and Lúthien” (som senere blev til ”The Lay of Beren and Lúthien”), og Lewis fyldte margenen med konstruktive kommentarer. Han har tilsyneladende været hurtig til at opfatte, at Tolkien kunne være følsom over for kritik, så i stedet for at fare frem med barske og ligefremme kommentarer, gjorde Lewis grin med sin egen kritik af ”The Gest of Beren and Lúthien” ved at lægge den i munden på de fiktive kritikere ”Schick”, ”Peabody” og ”Pumpernickel”, som alle havde et par bemærkninger.

Men måske havde Lewis ikke behøvet at gøre sig så stor umage. Hans ven kunne ganske rigtigt være meget følsom over for kritik, men han var tilsvarende åben og modtagelig for kritik fra folk, han respekterede. For ikke så længe siden havde hans venner fra T.C.,B.S. forsigtigt ført ham væk fra det, de syntes var en forkert retning, og i slutningen af 1920erne, da to af hans ældste venner var døde, og Lewis til gengæld fyldte meget i hans liv, var der få mænd, han respekterede mere. Det er meget sigende, at da manuskriptet til ”The Gest of Beren and Lúthien” kom retur, tog Tolkien alle bemærkningerne til sig og skrev det næsten totalt om.

Men selvom deres forhold udsprang af litteraturen, udviklede det sig hurtigt i andre retninger, for de holdt begge af gode samtaler med andre mænd, stærkt øl og af at læse højt for hinanden af gamle tekster og af deres egne skriverier.

Kun et par uger før deres første møde, i løbet af Tolkiens andet semester som professor i angelsaksisk, havde han dannet en islandsk læsegruppe, som blev kaldt Coalbiters (”Kulbiderne”). Navnet kom af det islandske ord Kolbíter, som betyder ”dem, som om vinteren kommer så tæt på ilden, at de bider i kullene”, og dens eneste formål var at bringe folk sammen, der interesserede sig for de traditionelle islandske sagaer, som så blev læst højt af medlemmerne.

I efteråret 1926 inviterede Tolkien Lewis til at være med i Coalbiters, og selvom han næsten ikke kunne noget islandsk, var han ivrig efter at lære det, og han påtog sig gradvist at læse mere og mere ambitiøse passager op. Lewis var ikke den eneste novice i islandsk blandt medlemmerne af Coalbiters. Der var eksperter i lingvistik, blandt andre G.E.K. Braunholtz, professor i komparativ filologi ved Oxford, og R.M. Dawkins, professor i byzantinsk og nygræsk, men der var også medlemmer, som i endnu mindre grad end Lewis var eksperter i oldsprog. En underviser i engelsk fra Exeter College, aristokraten Nevill Coghill, kunne overhovedet ikke islandsk, og Tolkiens gamle chef fra Leeds University, professoren i engelsk litteratur ved Oxford, George Gordon, var også kun en ivrig begynder.

Som med alle den slags klubber var det lige så meget en undskyldning for at mødes med vennerne om aftenen, drikke en øl og få en pause fra arbejdsdagens forpligtelser, som det var seriøse studier.

Men gruppens oprindelige mål var at læse sig igennem alle de store islandske sagaer, og det blev de færdige med i starten af 1930erne. Bagefter begyndte Coalbiters at lukke ned, og Tolkien og Lewis blev medlem af en anden litterær klub ved navn The Inklings, som var startet af en studerende, Edward Tangye Lean, og som mødtes en gang om ugen på University College.

Lean var også redaktør for universitetstidsskriftet Isis, og en ambitiøs ung forfatter, som havde startet klubben for at medlemmerne kunne læse højt for hinanden af deres uudgivne værker. I 1933 forlod Lean Oxford for at påbegynde en karriere inden for journalistik og radio, og klubben holdt op med at mødes, men semesteret efter besluttede nogle af de gamle medlemmer, blandt andre Tolkien og Lewis, at genoplive klubben, og de genbrugte det gamle navn som betegnelse for deres uformelle møder på Lewis’ værelser på Magdalene. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvorfor de kaldte sig Inklings, men både Tolkien og Lewis kunne lide navnet på grund af dets tvetydighed; det antydede, at medlemmerne tog livtag med ”store idéer” (inkling = anelse, mistanke), og det passede også på akademikere og forfattere, hvis liv var bygget op omkring store mængder blæk (= ink).

De første møder i Inklings fandt sted hver torsdag aften i Lewis’ rummelige værelser på Magdalene, men i 1939 var de også begyndt at holde regelmæssige møder tirsdag formiddag, på en pub på St. Giles, som hed The Eagle and Child (men som alle kærligt kaldte The Bird and Baby).31

Pubben er siden blevet udvidet, og rummet, hvor Inklings-medlemmerne plejede at mødes, ligger bagest i pubben. I dag er det blevet noget af et museum for klubben, med fotografier af Tolkien, Lewis og Charles Williams på væggene. Dem, der melder sig til ”Inklings-turen”, som løber af stablen hver onsdag morgen i sommermånederne, får et stop her, hvor de kan indsnuse atmosfæren. På væggen ved baren hænger en stor mindeplade med teksten:

C.S. Lewis

Hans bror W.H.L. Lewis, J.R.R. Tolkien, Charles Williams og andre venner mødtes hver tirsdag

morgen i årene 1939-1962 i det bageste værelse af denne deres yndlingspub. Disse mænd, kendt

som ”The Inklings”, mødtes her for at drikke øl og for blandt andet at diskutere de bøger, de var

ved at skrive.

Det var ikke den eneste pub, som Inklings-medlemmerne frekventerede. De holdt også af The King’s Arms, som lå tæt på Bodleian Library, The White Horse og The Mitre i centrum af Oxford, men, som der står på mindepladen, var The Bird and Baby deres favorit. Her læste Tolkien for første gang uddrag af det, han kaldte sin ”nye hobbitbog”, dvs. Ringenes Herre, op for sine venner, og Lewis fortalte dem om Narnia, om sin kosmiske mytologi og om en af sine mest populære skabninger, djævlen Fangegarn (Screwtape) og dennes lærling, Malurt (Wormwood).

Alle disse mænd er nu døde, men hvis man står i The Bird and Baby, før der er kommet andre gæster, og hvis man ignorerer trafikken udenfor, summelyden fra køleranlægget til den australske lagerøl, og værten, der skruer op for musikanlægget for at glæde de studerende, kan man måske for et øjeblik forestille sig Tolkien (”Tollers”, som de kaldte ham) læne sig tilbage i en stol og hule hånden om pibehovedet, med hele ansigtet dækket af røg, mens Lewis læser op fra nogle krøllede papirer. Rundt om bordet sidder tre eller fire andre Inklings: Hugo Dyson, Nevill Coghill og måske Christopher Williams. Alle lytter intenst; fra tid til anden tager de en tår af deres øl.

Kernen af Inklings bestod af syv eller otte samtidige. Lewis og Tolkien var bagmændene, Nevill Coghill, Lewis’ ældre bror Warren (Warnie) og Hugo Dyson, professor i engelsk litteratur ved Reading University, deltog også i de tidlige møder sammen med en lægeven, Robert Havard (der af en eller anden grund blev kaldt Humphrey). Charles Williams kom til senere, i 1939. De var ikke alle litterater. Warnie var officer og havde gået på Sandhurst, men i 1940erne begyndte han at skrive historiebøger; Humphrey var katolik og Oxford-mand, og Tolkien holdt af ham af de samme grunde, men Humphrey havde ikke andre litterære tilbøjeligheder end en dyb beundring for sine venners arbejde; Nevill Coghill var medlem af Exeters lærerkollegium og forsker i middelengelsk, anerkendt i akademiske kredse for sin oversættelse af Chaucers Canterbury Tales, og han blev professor i engelsk litteratur ved Oxford i 1957. Han var også meget interesseret i teatret og stod bag mange overdådige opsætninger på Oxford. Den mest berømte var en spektakulær, udendørs opførelse af Shakespeares Stormen i sommeren 1949 på en scene, der var bygget op ved siden af en sø bag ved Worchester College. Coghill var vejleder for W.H. Auden og i den periode, hvor han gik til møder i Inklings-klubben på The Bird and Baby, underviste han også Richard Burton, som spillede med i adskillige af Coghills opførelser.

Det var selvfølgelig en frygteligt eksklusiv klub. Der var ikke megen udskiftning blandt medlemmerne, undtagen når Lewis mødte nye mennesker og inviterede dem med, næste gang de var i Oxford. Medlemmerne skulle leve op til diverse kriterier: de skulle være gode til at samtale, være interesserede eller involverede i at skrive, være glade for at drikke, være ven med C.S. Lewis, men først og fremmest skulle de være mænd.

Ingen kvinde fik nogensinde adgang til denne udsøgte mandeklub. Ifølge legenden dukkede den respekterede amerikanske litterat Dorothy Parker op på The Bird and Baby i 1943 og gik ud fra, at hun ville blive inviteret til at sidde med ved bordet, men hun blev høfligt bedt om at gå.32 Det var meget vigtig for disse mænd, at Inklings forblev et eksklusivt mandligt reservat.

Lewis var god til at beskrive atmosfæren ved Inklings-møderne i breve til sine venner og i sine essays. De mødtes som regel om aftenen, men han, Tolkien og Williams læste ofte højt for hinanden over en formiddagspibe på Lewis’ værelser. ”Forestil dig,” skrev Lewis, ”en dagligstue med vinduer, der vender mod nord, indhegnet af Magdalene College, en solrig mandag formiddag ved 10-tiden. Proffen og jeg, begge på Chesterfieldsofaen, tændte vores piber og strakte benene. Williams, der sad i lænestolen overfor, smed sin cigaret ind i ilden, tog den bunke af meget små, løse ark, han plejer at skrive på – jeg tror, de kommer fra en tiøresblok, der er lavet til huskesedler – og begyndte.”33 Et andet sted beskriver Lewis de typiske møder med mindst en håndfuld Inklings som højrøstede affærer, og han forestillede sig, at forbipasserende ville tro, de udvekslede sjofle vittigheder i stedet for at diskutere teologi.34

I dag kan man hurtigt komme til at undervurdere Inklings-klubbens påvirkning. Professor Kilby, kurator for Wade-samlingen, hvor mange af Lewis’ papirer befinder sig, kendte Tolkien en kort overgang i 1960erne og har skrevet: ”The Inklings som organisation er større i vores forestilling om den, end den nogensinde var i virkeligheden.”35 Det, han antyder, er formentlig, at den gruppe individer, som mødtes på pubber i Oxford og diskuterede litteratur, religion, eller hvad de nu havde lyst til, ikke tænkte på sig selv som en litterær gruppe på samme måde som f.eks. Bloomsbury-gruppen gjorde. Men det rører ikke ved det faktum, at de havde en enorm indflydelse. I 1997 (da de første meningsmålinger havde peget på Tolkien som århundredets mest populære forfatter, og Løven, heksen og garderobeskabet også lå højt på listen), skrev journalisten Nigel Reynolds denne kommentar: ”[Målingen] synes at vise, at The Inklings, en drikkeklub i Oxford i 1930erne, har været stærkere end Bloomsbury-gruppen, Algonquin-cirklen i New York, Hemingways Pariserklike og W.H. Auden/Christopher Isherwood-gruppen af forfattere i det samme årti.”36

For Tolkiens vedkommende varede den legendariske del af Inklings-møderne nok frem til slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han var ved at kæmpe sig igennem den sidste tredjedel af sin ”nye hobbitbog”. Inden for de næste par år begyndte han at få et dårligere forhold til nogle af de andre medlemmer. At interessen var dalende, kan man læse ud af det faktum, at de sidste dele af den fremtidige Ringenes Herre ikke blev læst højt til Inklings-møderne; for de andre medlemmer sluttede oplæsningen med, at Frodo og Sam stod på tærsklen til Mordor.

Mellem 1946 og 1947, da Tolkien ikke kom til så mange møder mere, begyndte Inklings-medlemmerne at mødes på en anden pub i Oxford, The Roebuck (nu Oz Bar) i Market Street, i stedet for på Lewis’ værelser. Stedet var uofficielt delt i to. Ovenpå var et stort lokale med tunge brokadegardiner for vinduerne, en bar, et klaver og et lille køkken, hvor man kunne få mad, og gæsterne var overvejende universitetsfolk. Nedenunder var den almindelige bar.

Her mødtes Inklings-medlemmerne næsten hver uge, men Tolkien var i hvert fald ikke specielt interesseret i stedet, for det havde slet ikke noget af ånden fra The Bird and Baby. Tilsyneladende fik man også drukket mere, end man fik læst på The Roebuck, for de lokale stamgæster i baren nedenunder husker tydeligt lyden af soldatersange fra Første Verdenskrig sunget så gennemtrængende, at det gik lige gennem loftet. Lewis var altid frisk på en fællessang, men det var ikke rigtigt Tolkiens stil.

Tolkien og Lewis var nære venner i måske 20 år, fra 1926 til 1946. Herefter begyndte deres forhold at kølnes indtil starten af 1950erne, hvor det næsten var ikke-eksisterende. Inklings-møderne fortsatte indtil cirka et år inden Lewis’ død i 1963, men da var Tolkien for længst holdt op med at komme, og de gamle venner mødtes kun meget sjældent. Årsagerne til, at forholdet faldt fra hinanden, er lige så komplekse som venskabet var, og for at prøve at forstå det bør vi kaste et nærmere blik på nogle af Tolkiens mindre charmerende egenskaber.

Tolkien havde i mange år været glad for Hugo Dyson og Warnie Lewis. Han var forblevet tæt på Christopher Wiseman og havde som ung været usædvanlig stærkt knyttet til de andre medlemmer af T.C.,B.S. Han havde et hjerteligt forhold til mange af de andre akademikere på Oxford, men for Tolkien var Jack en helt særlig ven. Sammen med Lewis kunne han åbne sit hjerte, han kunne acceptere detaljeret kritik fra ham, og af alle Inklings-medlemmerne betragtede han sig selv og Lewis som de mest ligesindede og intellektuelt jævnbyrdige. Men Tolkien var et meget jaloux menneske, som blev meget besidderisk over for sine venner. Samtidig blev han hurtigt fornærmet på dem, hvis de vandt anerkendelse og succes.

Lewis var bevidst om Tolkiens usikkerhed og tilbøjelighed til jalousi. Allerede i 1939 skrev han til sin bror Warnie, hvordan Tolkiens ”problemer, bortset fra at de er alvorlige og tit dukker op, som regel er så komplicerede, at man slet ikke kan trænge igennem dem.”37

Jacks følelser for Tolkien var aldrig lige så intense. Han havde umådelig stor respekt for ham, holdt utrolig meget af hans selskab og havde stor glæde af deres forhold, men samtidig var han en på alle måder mere farverig og uortodoks person end Tolkien. Han boede sammen med den åbenlyst mærkelige Mrs. Moore, hvilket var langt fra hans vens konventionelle familielivsstil. Han havde langt flere nære venner end Tolkien, han var i besiddelse af en mere liberal tankegang på mange områder og var i stand til at nyde et friere privatliv. Disse forskelligheder var en del af dynamikken i venskabet, men fra de sene 1930ere sneg tre ting sig langsomt ind mellem parret: Lewis’ religiøse omvendelse, Lewis’ kommercielle succes, men, hvad der måske var allervigtigst: Lewis’ venner.

Lewis var vokset op som nordirsk protestant, men da han blev voksen, havde han stort set forkastet enhver form for tro. Tolkien blev kun gradvist klar over det, men da han gjorde, fik han den idé, at det på en eller anden måde var hans pligt at oplyse sin ven om de religiøse doktriners mysterier. Derfor havde de tit mange og lange samtaler om religion.

Selvom Lewis i midten af 1920erne ville have kaldt sig selv agnostiker, havde han tænkt meget over emnet religion. Efter krigen var han nået frem til, hvad han kaldte et ”Nyt Syn” på religiøs ortodoksi. Hans nye filosofi gik ud på at betragte den kristne doktrin som en myte på linie med andre myter. Men hans syn begyndte gradvist at ændre sig. Da han mødte Tolkien i 1926, var han imidlertid blevet forvirret over nogle af troens store spørgsmål, og Tolkiens ortodoksi bidrog kun til forvirringen, i hvert fald i starten.

Lewis havde svært ved at få det til at stemme, at hans nye ven, som var en af de mest interessante, intellektuelle og intelligente mænd han nogensinde havde mødt, samtidig var en gudfrygtig kristen – oven i købet katolik. Han kunne have affejet Tolkiens dybe overbevisning som ønsketænkning, men det gjorde han ikke. Han prøvede at skille intellektet fra troen, at gå ud fra at en person kunne have et højt udviklet intellekt, og samtidig have en tro, der udsprang af noget helt separat og stærkere, men det holdt ikke til en nøjere undersøgelse.

I stedet gik Lewis den stik modsatte vej. Selvom man ikke kan sige, at Tolkien omvendte Lewis, bevirkede hans portrættering af sine egne religiøse følelser og hans dygtige forklaringer af subtile nuancer og meninger, at Lewis begyndte at genoverveje sin egen tro. I løbet af de første fem år af deres venskab, fra 1926 til 1931, flyttede Lewis’ holdning til religion sig et betydeligt stykke. Til sidst havde han konkluderet, at der var en Gud, men hans forestilling om det guddommelige var ikke ortodokst kristen. Den var måske mere i slægt med mange østerlandske religioners Gud, næsten en panteistisk Gud, en Gud, som var kilden til inspiration, et naturens kildevæld, langtfra noget bibelsk billede.

Ud af de mange frugtbare og intense samtaler Tolkien og Lewis havde, var der en, der skilte sig ud som et vendepunkt i deres debat, og som markerer det øjeblik, hvor Lewis gik fra at være agnostiker til at være troende.

Det var en lørdag aften, den 19. september 1931. Lewis og Tolkiens fælles ven, Hugo Dyson, (som også var kristen) var på et af sine jævnlige besøg i Oxford og havde spist middag med Jack og Tolkien på Magdalene. Han var kendte udmærket til de mange samtaler, de to venner havde haft om emnet og var ivrig efter at deltage. Efter middagen gik de en tur, og samtalen vendte sig naturligt mod kristendommen. Lewis havde forskanset sig med sin panteistiske forestilling om Gud og kunne derfor ikke gå helhjertet ind i den ortodokse kristendom, som grundlæggende kræver, at man tror på Kristus og har en fast overbevisning om, at Jesus blev sendt herned for at dø på korset og dermed frelse vore sjæle. Lewis kunne ikke acceptere dette som andet end en myte. Ligesom Tolkien havde han forsket i mytologier, i fortællinger om helte og om hedensk moralsk frelse. For ham var historien om Kristus simpelthen endnu en legende, en myte, som hverken var mere nøjagtig eller mere meningsfuld end nogen anden myte, hverken for ham eller for resten af den moderne verden. Og grundlæggende mente han, at myter var lig med løgne.

Tolkien lyttede opmærksomt til det, hans ven sagde, og da Lewis kom til sin konklusion og kastede armene i vejret som for at sige: ”Så hvordan kan du tro, at Kristus-historien er andet end en gammel legende?”, kom Tolkien med et argument, som kom til at ændre hans livs retning.

Myter,” proklamerede han, er bestemt ikke løgne. Myter opstår af en kerne af sandhed og bærer en meget specifik kulturel mening. Kristendommen er baseret på det, Lewis betragtede som ”myten om Kristus”. Udmærket, argumenterede Tolkien, han kunne kalde det en myte, hvis han ville, men den var konstrueret på baggrund af virkelige begivenheder og var inspireret af en dyb sandhed. Til syvende og sidst troede Tolkien ikke, at nogen myte var løgn, og den ”myte”, kristendommen var baseret på, udpegede en retning for det ikke-materialistiske aspekt af ethvert menneske, en indfaldsvej til en dybere, spirituel sandhed.

Åbenbaringen skete ikke fra det ene sekund til det andet, men samtalen fik Lewis til at tænke over problemet tro på en helt anden måde, end han plejede. Lewis havde aldrig kunnet acceptere nogle af aspekterne af den kristne ortodoksi; det var, som om hans intellekt altid stod i vejen for hans tro. Han skrev engang til en ven: ”Hvordan skulle jeg – jeg af alle – nogensinde kunne tro på den røverhistorie?”38 Men inden for to uger efter sin diskussion med Tolkien og Dyson skrev Lewis til sin ven Arthur Greeves og fortalte, at han havde bevæget sig væk fra sin gamle overbevisning til en ny position, hvor han endelig kunne omfavne Kristus; med andre ord betragtede han nu sig selv som kristen.

Man kan se det som et godt eksempel på, hvordan Tolkien påvirkede Lewis’ religiøse tankegang, men samtalen den septemberaften giver os også et fascinerende indblik i, hvordan de to mænd intellektualiserede, og hvordan denne proces inspirerede deres skriverier. Idéen om, at kristendommen er en sand myte, ligger til grund for det, Lewis brugte resten af sin litterære karriere på at beskrive. Det er princippet bag hans berømte Narnia-bøger (som Tolkien hadede) og science fiction-trilogien Fra den tavse planet (Out of the Silent Planet, 1938), Rejsen til Venus (Perelandra, 1943) og Den frygtelige kraft (That Hideous Strength, 1945). Ved at forbinde Kristus med den intellektuelle tråd, som Lewis var meget bekendt med (mytens betydning), var det næsten, som om han først skulle intellektualisere religionen for derefter at lade den blive et instinkt, en passion.

Ironisk nok markerede denne vigtige samtale i september 1931 en ny intensitet i forholdet mellem Tolkien og Lewis, men det såede også frøet til deres senere uvenskab. Tolkien havde inderligt håbet, at Lewis ville vende sig mod katolicismen, og selv to år senere kunne han om sit venskab med Lewis skrive i sin dagbog: ”Bortset fra, at det giver mig konstant glæde og fornøjelse, har det gjort mig så meget godt at kende en mand, der på én gang er ærlig, modig og intellektuel – akademiker, digter og filosof – og discipel, i hvert fald efter en lang pilgrimsvandring, af Vorherre.”39

Men Tolkien havde virkelig fejlbedømt sin ven. I stedet for at vende sig mod katolicismen, vendte Jack tilbage til sine rødder, til en form for irsk protestantisme, som Tolkien selvfølgelig ikke kunne fordrage. Da den mand, han havde hjulpet med at finde Gud, bagefter blev ”en fjende”, og ikke bare det, men en berømt omvendt, begyndte deres venskab at smuldre.

Lewis var på sin side ikke specielt tiltrukket af katolikker eller katolicismen. Han og hans bror, Warnie Lewis, omtalte tit de irske katolikker i nedsættende vendinger, og når Tolkien nævnte sin religion eller kom til at tale om noget af det, Lewis anså for at være arkaisk og åbenlyst latterlig religiøs praksis, kunne han næsten ikke skjule sin afsky.

Men fordi de begge to var forfattere, blev Lewis’ omvendelse særligt smertefuld for Tolkien. Fra at finde Gud, finde Kristus og blive troende, var Lewis gået direkte ind i rollen som kristen apologet, en rolle, som gjorde ham berømt langt ud over Oxford. I et, ifølge Tolkien, næsten amoralsk tempo udgav Lewis En pilgrim vender hjem: et allegorisk forsvar for kristendom, fornuft og romantik (The Pilgrim’s Regress: An Allegorical Apology for Christianity, Reason and Romanticism, 1933). Senere blev Fra Helvedes blækhus (The Screwtape Letters), som stort set var skrevet i 1940-41, mens Lewis gjorde tjeneste som luftangrebsvagt, udgivet som føljeton i et kristent tidsskrift og blev en international succes, da den udkom i bogform i 1942. Tolkien brød sig ikke om disse bøger og mente, måske med rette, at Lewis ikke havde taget sig tid til at nå frem til en klar forståelse af sit religiøse udsyn, at han havde spyet sine tanker ud på tryk i rasende fart uden at lade dem modne først.

I løbet af resten af 1940erne og videre i 1950erne skrev Lewis en lang række kommercielle succeser, meget forskellige og tilhørende vidt forskellige genrer, men med det til fælles, at forfatteren brugte allegorien til at portrættere sit religiøse udblik. Fra den tavse planet og senere Narnia-bøgerne, begyndende med Løven, heksen og garderobeskabet, pløjede alle i den samme fure af religiøs allegori.

Lewis dedicerede Fra Helvedes blækhus til Tolkien, og i vennens personlige udgave af bogen tilføjede han: ”Et symbolsk afdrag på en stor gæld”. Men Tolkien brød sig ironisk nok ikke om historien; han opfattede den som temmelig banal og alt for hastigt skruet sammen. Alligevel var hans inderste forbehold mere personligt. Tolkien var på mange måder en fundamentalistisk katolik. Han troede på, at djævelen og hans dæmoner virkelig eksisterede, og at det derfor var temmelig dumdristigt at fremstille så alvorlige sager på en så letsindig måde.

Men Tolkiens største foragt var reserveret Lewis’ mest berømte og succesrige værk, Narnia-bøgerne. Lewis begyndte at læse dem højt til Inklings-møderne i foråret 1949. Klubbens medlemmer havde alle været tryllebundne af Tolkiens oplæsning af Ringenes Herre i løbet af det årti, hvor han havde taget dem med fra Hobbitrup til Mordors grænse, men nu arbejdede Lewis sig igennem sin egen mytologi med en hæsblæsende fart og præsenterede langvarige passager, som ofte var blevet skrevet i løbet af nogle få dage. For Tolkien var tempoet ét af irritationsmomenterne, men han hadede også historien og syntes, den var fyldt med modsigelser og uoverensstemmelser. Selv pålagde han sig en høj og omhyggelig standard, og han forventede, at hans venner lagde den samme kvalitet og integritet for dagen.

Tolkien gjorde ingenting for at skjule sin afsky, og ved møderne proklamerede han omgående, at han virkelig ikke brød sig om Løven, heksen og garderobeskabet. En af Lewis’ elever, Roger Lancelyn Green, var begyndt at komme til Inklings-møderne fra tid til anden, og han hørte Lewis læse op af en tidlig kladde til bogen på møder, som Tolkien nægtede at komme til. Senere, da Tolkien stødte ind i Green på gaden, og eleven begyndte at tale om Lewis, bekendtgjorde Tolkien: ”Jeg hører, du har læst Jacks børnebog. Det går simpelthen ikke!”40

Men der var mere i det, end at Tolkien var fornærmet over Lewis’ skrivehastighed. I midten af 1940erne var Lewis blevet en berømt forfatter. Hans bøger om Fangegarn var blevet solgt i næsten en kvart million eksemplarer, og hvert år udgav han en science fiction-roman, som skaffede ham endnu mere popularitet og global anerkendelse. Hobbitten havde solgt godt, men nu kæmpede dens forfatter med en slags efterfølger, og han kunne ikke finde nogen forlagsredaktør, som var interesseret i det projekt, han virkelig brændte for, Silmarillion. Der blev gnedet yderligere salt i såret, da forlæggerne nærmest stillede sig i kø foran Lewis’ dør for at få retten til Løven, heksen og garderobeskabet et par måneder efter, at den var færdig. Det er ikke tilfældigt, at der fra oktober det år ikke var flere torsdagsmøder på Lewis’ værelser på Magdalene; klubben mødtes sjældnere og under mindre formelle former og efterhånden kun på pubber i Oxford.

Skruen strammedes, da Tolkien begyndte at mistænke Lewis for at have ”lånt” fra ham. Han mente, at der var ekkoer af hans idéer i Lewis’ bøger, og at Lewis havde bearbejdet og genbrugt nogle af hans navne. Et eksempel var Lewis’ ”Tinidril”, som Tolkien mistænkte for at være en kombination af hans egne ”Idril” og ”Tinúviel”. Tolkiens egen udgave af Lewis’ Rejsen til Venus har en temmelig bidende håndskrevet kommentar: ”En sund årgangsvin (?), håber jeg!”41

Lewis havde mange kontakter og bekendtskaber, og en gang imellem mødte han et nyt menneske, som han hurtigt blev meget begejstret for og næsten kom til at tilbede. Dernæst prøvede han at pådutte sine gamle venner den pågældende person. Han gjorde det mange gange i løbet af sit venskab med Tolkien, men for Tolkien var det mest irriterende tilfælde, da Lewis mødte forfatteren Charles Williams første gang. Nogle dage efter deres første møde fortalte Lewis sine Oxford-venner, hvilken fantastisk mand han var. Han beskrev Williams som en ”grim mand med arbejderdialekt. Men det glemmer man fuldstændig, når han har talt i fem minutter. Hans ansigt bliver nærmest engleagtigt. Af alle de mænd, jeg har mødt, er han, både offentligt og privat, den hvis tale emmer mest af kærlighed. Den er simpelthen uimodståelig.”42 De overgearede kommentarer var typiske for Lewis, men Charles Williams skulle blive mere end en forbigående interesse og kom snart til at konkurrere med Tolkien om at være Lewis’ nærmeste ven.

Williams var den ældste af dem og allerede fyldt 50, da han mødte Lewis første gang i 1936. Hans uddannelsesmæssige baggrund var noget blandet. Han var startet fint ud med et legat til St. Albans Grammar School, og dernæst en plads på University College i Oxford fra 1901, 15 år før Lewis. Han var tilsyneladende en lovende elev, men efter to år på Oxford kom hans far i økonomiske vanskeligheder og kunne ikke længere bidrage til skolepengene, så Williams var nødt til at forlade universitetet uden en grad. Han kom til at arbejde for Oxford University Press og begyndte at udgive romaner, fagprosa og digt- og essaysamlinger.

I 1940 havde Charles Williams skrevet 27 bøger. Lewis var blevet opmærksom på ham efter at have fundet en udgave af Williams’ nyligt udgivne The Place of the Lion. I 1939 var Williams flyttet til Oxford, hvor han og hans kone og søn boede under Anden Verdenskrig. Fra da af begyndte han at se meget til Lewis, hvis venskab og vejledning han satte stor pris på. I 1939 skrev Williams til sin kone om sin nye ven: ”Jeg er flygtet til C.S. Lewis’ værelser . . . han er altid en stor tedrikker og har efterladt en bakke til mig med mælk og te, og en elektrisk kedel i nærheden.”43 Til Tolkiens store ærgrelse var han hurtig til at invitere sig selv med til mandagsmøderne på Eastgate Hotel, hvor Lewis og Tolkien havde nydt at mødes alene hver uge i mere end ti år.

Snart kunne Lewis nærmest ikke undvære Williams og begyndte at arbejde på at få ham officielt ansat på universitetet, selvom han aldrig havde opnået en grad. På trods af modstand fra næsten alle sider lykkedes dette for Lewis (i høj grad takket være den alvorlige mangel på kvalificerede lærere under krigen), og senere hjalp han også Williams til at få en æresgrad fra Oxford.

På trods, eller måske på grund af, Lewis’ overdrevne begejstring kom Tolkien aldrig til at føle sig helt godt tilpas sammen med Jacks nye ven. Charles Williams blev af mange betragtet som en temmelig arrogant og selvtilstrækkelig person, som tilsyneladende havde behov for at overkompensere for sin fragmenterede uddannelse over for de andre Inklings. Tolkien brød sig i hvert fald ikke om hans personlighed. Han kunne heller ikke lide mandens forfatterskab, især ikke The Figure of Arthur, en beretning om Arthur-legenderne.

Noget tyder på, at Tolkien også konstant var på vagt over for Williams’ religiøse og filosofiske standpunkter, som på mange måder stod i diametral modsætning til hans egne. Han var både et trofast medlem af den anglikanske kirke, men også næsten fanatisk besat af mysticisme og det okkulte. Han var medlem af den berømte mystiske gruppe, der var kendt under navnet Order of the Golden Dawn, hvor også den berygtede Aleister Crowley var medlem, men om søndagen gik han i kirke som enhver god kristen. Disse to aspekter af hans filosofiske og spirituelle interesser udgjorde en interessant kombination, når de blev udtrykt poetisk, men Tolkien, som siden sin barndom ikke havde haft meget til overs for protestanter, havde ikke meget tilfælles med en protestant, som også interesserede sig for okkultisme, djævletilbedelse og sort magi.

Desuden har Williams tilsyneladende haft alvorlige sadistiske tendenser. Så vidt man ved, kom de aldrig til udtryk i fysisk forstand, og det siges, at han var en hengiven og kærlig ægtemand for sin kone Michal og deres søn Michael. Men han udtrykte sig meget kraftigt i sin digtning og i sine romaner. I et digt med titlen ”Antichrist” skriver han:

My mind possessed me with delight

To wrack her lovely head

With slow device of subtle pain.44

Sådanne sadistiske impulser, kombineret med hans fascination af det okkulte, lagde en spændende intensitet til hans forfatterskab, men ifølge nogle af hans venner føltes det ofte, som om Williams kun lige nøjagtig kunne kontrollere sine følelser, at han kun med en enorm kraftanstrengelse var i stand til at holde sin mørke side i skak.

Alt dette ville i sig selv have været nok til at gøre det svært for Tolkien og Williams at blive venner – uden den komplikation som deres respektive venskab med Lewis udgjorde – men Tolkien var simpelthen jaloux og følte sig skubbet fra tronen af Williams. Det bedste, man kan sige om forholdet mellem Tolkien og Williams, er, at de tolererede hinanden, og det hjalp ikke, da de kom til at lære hinanden bedre at kende. De tilbragte måske to aftener om ugen sammen i noget lignende seks år, men de kom aldrig til at stole på hinanden, og Tolkien følte sig ofte ekstremt dårligt tilpas i Williams’ selskab.

Intet af dette synes at have påvirket Lewis. Han var begejstret for Williams’ temmelig skarpe personlighed og beundrede hans tankegang. Og det virker næsten, som om Lewis fejlagtigt var overbevist om, at alle hans venner havde det på samme måde. ”I 1939 var Williams blevet lige så uundværlig for alle mine venner i Oxford, som han var for mig”, skrev han.45 Dette stammer fra Lewis’ essay til erindringsbogen om Williams, Essays Presented to Charles Williams, som var skrevet af Inklings-medlemmer og deres venner og blev udgivet i 1947 (to år efter Williams’ død i 1945). Men Tolkien afslører noget af sin intolerance over for Williams i en kommentar, han selv har skrevet i sin egen udgave af bogen (som han, ironisk nok, også havde bidraget til). I margenen tilføjede han: ”Ak nej! Jeg havde i hvert fald nærmest aldrig mødt ham, før han slog sig ned i Oxford.”

Tolkien ignorerede eller modsagde ofte de ting, Lewis var entusiastisk omkring, og han anså sin ven for at være meget letpåvirkelig og temmelig dårlig til at bedømme andre, men han gik også meget op i at holde på formerne, især på tryk, og kommentaren stammer fra den periode, hvor deres venskab virkelig var for nedadgående. Men den er også et udtryk for stærke personlige følelser. Mange år senere fortalte Tolkien en journalist, at ”Jeg har læst en del af hans bøger, men jeg brød mig ikke om dem . . . Jeg kendte ikke Charles Williams særlig godt.”46

I slutningen af 1940erne havde Tolkien og Lewis’ venskab så godt som nået sin afslutning. Jack og Tollers var blevet fremmede for hinanden pga. deres forskellige religiøse overbevisninger, og Tolkien var blevet irriteret over Lewis’ kommercielle succes. Charles Williams’ indtræden i deres lille cirkel havde været en kilde til stor uvilje og havde løsnet båndene yderligere, men i 1952, et år efter Janie Moores død, gav Lewis forholdet dødsstødet, da han mødte og forelskede sig i Joy Gresham.

Dette nye menneske i Lewis’ liv ødelagde de sidste antydninger af det gamle venskab. Joy Gresham var en forfatter, der havde haft moderat succes, og som var gift med en anden forfatter, en forhenværende alkoholiker ved navn Bill Gresham. Ligesom Lewis havde hun oplevet en religiøs omvendelse, og i 1952 besøgte hun England og mødte Lewis for første gang. De kom hurtigt meget tæt på hinanden, blev forelskede, og da Joy havde været i USA for at blive skilt, kom hun tilbage til England med sine to små sønner og blev hurtigt installeret i The Kilns som Lewis’ elskerinde.

Fire år efter deres første møde blev de gift på rådhuset i Oxford. Ingen af Lewis’ venner var til stede, og mange af dem (inklusive Tolkien) fik det kun at vide via en notits i The Times. Tolkien var efter sigende knust over, at Lewis ikke selv havde fortalt ham det.

Men på det tidspunkt vidste Lewis, at han aldrig kunne genoptage det venskab, han engang havde haft med Tolkien. Der var vokset en afgrund frem imellem dem, og Lewis vidste på forhånd, hvordan Tolkien ville reagere på hans ægteskab. Tolkien kendte Joy Gresham meget dårligt, men han havde mange grunde til at føle uvilje imod hendes person. For det første var hun en frimodig, stærk og uafhængig amerikansk kvinde, slet ikke Tolkiens type. Hun var fraskilt med to små børn, og hun var en jødinde, som først for nylig var konverteret til den presbyterianske kirke, en ortodoks doktrin, der ikke kunne være mere forskellig fra Tolkiens katolicisme. Hvad værre var, som forfatter var hun begyndt at skrive den samme slags bøger som Lewis, og bidrog dermed til det, som Tolkien ville have betragtet som protestantisk propaganda. Ironisk nok blev Edith Tolkien veninde med Joy Gresham.

På det tidspunkt, hvor Jack og Joy blev gift, så Tolkien kun sin forhenværende ven meget sjældent. I 1954 tog Lewis imod professoratet i middelalder- og renæssanceengelsk på Cambridge, og han var derfor ikke så tit i Oxford. Han opretholdt en hjertelig tone over for Tolkien og skrev en strålende anmeldelse af Ringenes Herre, som han havde læst i manuskriptform i 1949, da deres venskab allerede nærmede sig sin afslutning. Tolkien have lånt ham det og spurgt, hvad han syntes om det. Alligevel var der ingen af de to gamle venner, som var i stand til genfinde følelserne for hinanden og genoptage kontakten, da Joy døde i 1960 og efterlod Lewis i dyb sorg.

Da Lewis døde i november 1963, afviste Tolkien alle forespørgsler om at skrive en nekrolog, og han nægtede at bidrage med et essay til en erindringsbog. Faktisk talte han sjældent om Lewis, og hans eneste dokumenterede kommentar til afslutningen på deres lange venskab er en bitter reference i et brev, han skrev kort efter, at Lewis var død. ”Først blev vi adskilt af Charles Williams’ pludselige opdukken”, erklærede han, ”og dernæst af hans [Lewis’] ægteskab.”47

Det var en sørgelig fodnote til et forhold, der var lige så produktivt, som det var intenst; et venskab, der havde gjort dem begge til bedre mænd.