9. På vej mod Hobbitten

For Tolkien var 1930erne og 1940erne de mest kreative år i hans liv. Hans inspirerende idéer og litterære arbejde blomstrede i de år. Fordums løse, fragmentariske idéer til børnebøger begyndte at antage former, som skulle komme til at nå ud til et bredt publikum, og det var den periode, hvor han fandt sit sikre ståsted som forfatter.

Ingen ved nøjagtig, hvornår han begyndte på Hobbitten, ikke engang Tolkien selv. Ligesom Hr. Fryd, Roverandom og Julemandens breve, begyndte den som godnathistorie for hans børn, og vi kan kun gå ud fra, at Tolkien, efter at være blevet inspireret mens han rettede studentereksamensopgaver, tyggede på idéen og lod den udvikle sig som mundtlig fortælling, der til sidst blev skrevet ned. I 1937, nogle måneder efter at Hobbitten var udkommet, nævnte Christopher Tolkien i sit brev til Julemanden, at hans far havde læst Hobbitten højt for børnene mange år tidligere, og at kun slutningen dengang ikke var skrevet ned. Dette understøttes af, at Tolkien lånte Lewis manuskriptet, minus de sidste kapitler, før Inklings-møderne, og mens Coalbiters stadig læste deres islandske sager, hvilket daterer den tidligste udgave af bogen til omkring 1931.

Efter Tolkiens egen familie var Lewis formentlig den første, der læste historien, og han blev straks bjergtaget af den. I et brev til sin ven, Arthur Greeves, proklamerede han:

Siden semesteret startede, har jeg tilbragt nogle vidunderlige timer med at læse en fortælling for børn, som Tolkien har skrevet. Jeg har fortalt dig om ham før: den mand som, hvis skæbnen havde villet det, havde passet perfekt til at være tredjemanden i vores venskab i gamle dage, for han er også opvokset med W. Morris og George Mac­donald. Det har været helt uhyggeligt at læse hans eventyr – det er præcis den historie, vi begge ville have længtes efter at skrive (eller læse) i 1916: man føler ikke, det er noget, han finder på, men at han bare beskriver den samme verden, som vi alle tre har adgang til . . . Om det virkelig er godt, er et helt andet spørgsmål: for slet ikke at tale om, hvorvidt moderne børn vil bryde sig om det.48

Ganske rigtigt stammer meget af inspirationen til Hobbitten fra Tolkiens tidlige liv, de bøger han læste som barn, de fantasilege han legede. På et overfladisk plan er der antydninger og referencer til hans yngre dage: hans tante Jane boede i et lille hus i Worcestershire, som blev kaldt Bag End (Bag’s End = ”Sækkedyb”) af de lokale, og der optrådte jævnligt drager i Andrew Langs historier. Tolkien havde skrevet om drager i sine tidligste historier for børn, som så dagens lys, mens han underviste i Leeds. Det mest bemærkelsesværdige er en digtrække, som han kaldte ”Tales and Songs of Bimble Bay”, hvor et af digtene, ”The Dragon’s Visit”, beskrev, hvordan en drage angreb den søvnige Bimble Bay, og hvor en af personerne hed ”Miss Biggins” (Baggins = ”Sækker”). Det er også åbenlyst, at meget af ånden fra Julemandens breve går igen i Hobbitten. Det bemærkede nogle af familiens litterære venner, som havde set brevene fra Julemanden. En af dem, filologkollegaen Simonne d’Ardenne, har sagt, at: ”Disse vidunderlige breve var baggrunden for Hobbitten, som senere gjorde Tolkien berømt, og udgangspunktet for det senere eventyr for voksne, den store trilogi Ringenes Herre.”49

Men da Lewis skrev, at ”man føler ikke, det er noget, han finder på, men at han bare beskriver den samme verden, som vi alle tre har adgang til”, mente han, at Tolkien (ligesom Lewis og formentlig Greeves) havde bevaret stærke og levende billeder fra den fantasiverden, man dyrker i barndommen. Tolkien var den perfekte type til at have skabt en figur som Bilbo og et sted som Herredet.

Efter at hans bøger var blevet berømte, var Tolkien ikke bleg for at kalde sig selv en hobbit. Han sagde det halvt i spøg, men der er visse ligheder mellem Tolkiens karakter og en typisk hobbit. På mange måder var Tolkien ikke så forskellig fra Bilbo Sækker. Tolkien var mistænksom over for, og somme tider foragtede han endda, det 20. århundrede. Han var noget af en antiindustrialist, som ikke mente, at videnskab og teknologi havde gjort meget for at forbedre menneskehedens vilkår. Han nægtede at få en bil, indtil det blev en praktisk nødvendighed, og Edith fik sin vilje (men de skilte sig af med den igen efter nogle få år). Han fik aldrig TV og hørte kun meget sjældent radio. Han brød sig ikke om moderne litteratur, musik og teater og var ikke interesseret i samtidspolitik. Man kan næsten sige, at han egentlig overhovedet ikke ønskede at leve i den moderne verden, og at hans misbilligelse var med til at anspore hans kreativitet; han foretrak så absolut Midgård.

Men på et mere prosaisk plan er hobbitten en type. En type som ligner mange af de mennesker, Tolkien kendte og voksede op med. Hobbitten er bygget på en række prototyper på engelske mænd og kvinder, som nu næsten er uddøde, karikaturer af middelklassen før Anden Verdenskrig, som skuespillere i engelske film fra før krigen, måske parret i Det korte møde eller Richard Hannay, helten fra De niogtredive trin.

Bilbo Sækker er en middelklasseenglænder, der, ligesom Tolkien, rynker på næsen af fremskridt og nye opdagelser. Bilbo kan lide sin pibe og sin lænestol og bliver kun langsomt overtalt til at tage del i noget eventyr. Men da han først er indblandet, bliver han forvandlet til en helt: blodet fra Somme flyder i hans årer. En hobbit som Sam Gammegod repræsenterer arbejderklasseenglænderen, Tommy fra skyttegravene, gadesælgeren eller slagterlærlingen, som fløjter, mens han cykler på arbejde.

Hobbitten begyndte med et pludseligt glimt af inspiration, måske, ifølge legenden, et åbenbaringens øjeblik, mens Tolkien dagdrømte og fik øje på et hul i gulvtæppet i sit arbejdsværelse. Men fra den første kreative impuls begyndte han at tænke baglæns. ”I et hul i jorden boede der en hobbit.” Fint, men hvad var en hobbit? Og hvorfor boede han i et hul i jorden?

For at besvare disse spørgsmål var Tolkien nødt til at gå langt tilbage i historien, at finde ud af, hvem disse skabninger var og opbygge et sæt karakteristika til dem, og på den måde kom forestillingerne om alle de mennesker, han kendte – hans slægtninge i Birmingham, de stoiske elever i Leeds, fodtudserne i skyt­tegravene, som han gerne ville være blevet venner med, professorerne ved højbordet i universitetets spisesal, købmanden fra det overdækkede marked i Oxfords centrum – med ned i smeltediglen.

I nogen tid forblev manuskriptet til Hobbitten ufærdigt; det lå, næsten glemt, i en skuffe og blev ignoreret. Og måske ville det aldrig være blevet udgivet, hvis ikke Tolkien alligevel fra tid til anden åbnede skuffen og lånte det ufærdige manuskript til gode venner af familien og tætte kolleger som Lewis.

I en af de tidlige versioner listede Bilbo sig hen til dragen Smaugs hule for at dolke den, og der var flere vigtige detaljer, som var anderledes: dragen hed ”Pryftan”, og ”Gandalf” var navnet på høvdingedværgen, mens troldmanden blev kaldt ”Bladorthin”. Det er muligt, at dannelsen af Inklings-klubben opmuntrede Tolkien til at åbne skuffen og puste støvet af siderne, men selv da var de sidste kapitler ikke skrevet ned, og historien hang i luften, mens dragen var ved at dø. Gandalf fik formentlig sit navn og Bladorthin blev droppet efter en oplæsning på Lewis’ værelser, hvor Tolkien besluttede sig for, at alle dværgene skulle navngives i henhold til en samling oldislandske digte, Den ældre Edda.

En af dem, som fik manuskriptet at se, var en tidligere elev ved navn Elaine Griffiths, som boede i Oxford, og som i 1936 var ved at redigere en oversættelse af Beowulf for London-forlaget George Allen & Unwin. En af Elaine Griffiths’ gamle venner fra universitetet, Susan Dagnall, som havde læst engelsk samtidig med hende og nu var redaktør på George Allen & Unwin, kom til Oxford for at diskutere Beowulf-udgaven. Over frokosten kom de to kvinder til at tale om gamle dage, og Elaine nævnte, at Professor Tolkien havde skrevet en vidunderlig børnebog, som han havde lånt hende. Hun foreslog, at Susan Dagnall skulle besøge Tolkien den dag og se, om han ville lade hende få manuskriptet.

Til Susan Dagnalls overraskelse var Tolkien mere end villig til at låne hende sin bog, og hun tog videre til Oxford Station med et løfte om, at hun ville aflevere den tilbage så hurtigt som muligt. Hendes nysgerrighed var vakt, så hun læste manuskriptet i løbet af togturen tilbage til London, og et par dage senere returnerede hun det til Tolkien sammen med et brev om, at hun syntes, det havde et stort potentiale, men at det måtte være færdigskrevet, før hun kunne sende det videre til sine overordnede på forlaget.

Tolkien var begejstret for hendes opmuntring og gik straks i gang med arbejdet. Det var tidligt i august 1936, og det var perfekt timing. Det var sommerferie; han var næsten færdig med at rette den årlige bunke studentereksamensopgaver, og han skulle ikke begynde på universitetet før om næsten to måneder. Michael Tolkien, der snart blev 16, havde skåret sig grimt på et knust vindue på skolen, men han havde én hånd tilovers til at hjælpe sin far med at renskrive den nye udgave, så den 3. oktober, lige før starten på det akademiske år og en ny omgang administrative pligter, var den reviderede og færdige udgave af Hobbitten klar til at blive sendt af sted til Susan Dagnall. På forsiden af manuskriptet havde Tolkien skrevet ”Hobbitten eller Ud og hjem igen”.

Susan Dagnall var meget begejstret for det nye manuskript og viste det til direktøren Stanley Unwin. Han faldt straks for det, men ville gerne have en reaktion fra en læser i den rette aldersklasse, så han gav det videre til sin tiårige søn, Rayner, som ved hjælp af et honorar på en shilling blev overtalt til at skrive en kort rapport om bogen. Drengen konkluderede, at bogen ville være særdeles interessant for børn mellem fem og ni.50

Inden for en uge skrev George Allen & Unwin til Tolkien for at fortælle, at de gerne ville udgive hans bog.

Tolkien havde givet Susan Dagnall et sæt kort, som fulgte med manuskriptet, og forlæggerne mente, at det ville være passende at inkludere nogle af dem, men Tolkien havde store og eventyrlige planer for bogen, som ikke kunne imødekommes. Hans kort skulle tegnes om, fordi originalerne havde for mange farver. Han ville også have et kort over den del af Midgård, hvor historien skal til at fortsætte ved bogens slutning, og at Thrors kort skulle sættes ind i teksten til det første kapitel. Tolkien foreslog, temmelig naivt, at dette skulle trykkes med usynligt blæk, så det først ville komme frem, når man holdt det op mod lyset.

Tolkien tilbød også George Allen & Unwin et sæt illustrationer til bogen, med en tilhørende note, hvor der stod: ”For mig at se beviser billederne stort set kun, at forfatteren ikke kan tegne.”51 Men trods hans beskedenhed syntes redaktørerne og Stanley Unwin vældig godt om billederne og skrev tilbage for at sige, at de gerne ville bruge otte af dem, trykt i sorthvid.

I februar var korrekturen til Hobbitten færdig, og befandt sig i Tolkiens arbejdsværelse på Northmoor Road. Men Tolkien havde sans for detaljer og var hele tiden nødt til at lave noget om, så det var ikke så enkelt for ham at læse korrektur. I stedet for bare at finpudse teksten, besluttede Tolkien sig for nogle store ændringer i teksten. Da forlæggerne hørte det, forsøgte de at tale ham fra det ved at nævne, at det ville blive meget dyrt, og at han selv ville komme til at hæfte for ændringerne. Tolkien lod sig ikke afskrække, men gjorde sig i stedet stor umage for, at de nye sætninger altid kom til at passe præcis ind der, hvor de gamle sætninger havde stået.

Grunden til, at han tøvede med korrekturen, var sådan set fornuftig nok. Han brød sig ikke om de mange sidebemærkninger, han havde lavet til læseren, og brugte en del tid på at luge ud i dem og ændre teksten.52 Men der dukkede andre problemer op, som havde at gøre med uoverensstemmelser i historiens geografi og kronologi, og det krævede en god del ændringer og rettelser at få tingene til at stemme.

Det tog ham mere end to måneder at få manuskriptet gjort klar i foråret 1937. Han havde forbedret bogen væsentligt, men da manuskriptet kom tilbage til George Allen & Unwin, havde forlæggerne efterhånden tabt tålmodigheden med Tolkien og havde set i øjnene, at selvom historiefortælleren havde et umiskendeligt talent, var professorens behov for at veje hvert et ord og skille og samle alt, hvad han havde skrevet, temmelig frustrerende.

Det næste problem var udgivelsesdatoen. George Allen & Unwin havde gode grunde til at ville sende bogen ud i slutningen af september. Det ville være det perfekte tidspunkt at lægge billet ind på julesalget af børnebøger, og det ville give dem tid til at sætte og trykke bogen efter de mange forsinkelser i korrekturfasen.

Tolkien foretrak at lade bogen udkomme i juni. Dette skyldtes, at han, i det samme år hvor han havde gennemarbejdet og finpudset Hobbitten, havde modtaget et forskningsstipendium, som skulle give ham mulighed for at forfølge sine litterære studier. Han havde brugt sin arbejdstid på de akademiske artikler og sin fritid på romanen, men han var bekymret for, om hans kolleger på universitetet ville mistænke ham for at bruge universitetets midler til at finansiere en karriere som børnebogsforfatter. Hvis bogen udkom i juni, mente han, ville det være svært for nogen at hævde, at han havde arbejdet på den under selve stipendieperioden (som løb i et år fra oktober 1936).

Stanley Unwin var klar over, at Tolkien bekymrede sig unødigt, og nægtede at gå på kompromis med sit kommercielle instinkt. Bogen udkom til sidst i slutningen af september 1937 og var udsolgt ved juletid. Tolkiens kolleger var nærmest ikke klar over, hvad der foregik, før bogen blev anmeldt i The Times, og ifølge Tolkiens egen rapport til Stanley Unwin havde de reageret med ”overraskelse og en smule medlidenhed.”53

Hvis man ikke er bekendt med den gennemsnitlige Oxford-universitetslærer, virker det måske som en mærkelig reaktion. Oxbridge er kendt for sin ondskabsfuldhed – en egenskab som er fælles for mange akademiske institutioner – men som er allermest udtalt inden for de berømmede lærdomshaller i Oxford og Cambridge. Tonen blandt universitetslærere har altid været hånlig over for næsten alt, hvad de møder, og for manges vedkommende er det en form for selvforsvar, en måde hvorpå man kan afstive sin medfødte, men malplacerede overlegenhed. Tolkien vidste det; han gjorde ret i at forvente at blive latterliggjort, men det glædede ham også, at hans kolleger ikke længere var i stand til at ignorere bogen. ”Jeg bliver hele tiden spurgt, hvordan min hobbit har det,” fortalte han Unwin. ”Professoren i byzantinsk græsk har købt den, ”fordi førsteudgaver af Alice [Alice i Eventyrland, som er skrevet af en anden Oxford-akademiker, Charles Dodgson] er mange penge værd i dag”.54

Anmeldelsen i The Times, som i den grad imponerede Tolkiens samtidige, var forfattet af C.S. Lewis, som skrev:

Alle, som elsker den form for børnebøger, der kan læses og genlæses af voksne, bør bemærke, at der er kommet en ny stjerne på himlen. Nogle af figurerne vil næsten virke mytedannende for det trænede øje . . . Tolkien giver ikke udseende af at have opfundet noget. Han har personligt studeret trolde og drager og beskriver dem med den form for nøjagtighed, som er mere værd end oceaner af overfladisk ”originalitet”.55

Et par dage før denne anmeldelse havde Lewis allerede fået en anden trykt i Times Literary Supplement. I den erklærede han, at: ”Ingen almindelig opskrift på en børnebog vil give læseren skabninger, der er så forankrede i deres land og historie som dem, Professor Tolkien har skabt – som naturligvis ved meget mere om dem, end hvad han behøver at vide for at skrive sin fortælling.”56

Eftersom han måske var bange for, at anmelderens identitet skulle blive afsløret og anmeldelsen blive betragtet som utroværdig, fortalte Tolkien alle, der vidste, at den var skrevet af hans ven, at Jack var den mest pinligt ærlige mand, han nogensinde havde kendt, at hans udtalelser altid var ægte, og at han ikke ville have skrevet sådan, hvis han ikke havde ment det, bare for at hjælpe salget på vej. Det var uden tvivl rigtigt, og Lewis holdt faktisk aldrig op med at gøre reklame for Tolkiens bog, selv ikke efter at deres venskab var kølnet. I sin bog, Of This and Other Worlds, skrevet i slutningen af 1930erne, siger han om Hobbitten:

Man må gøre sig klart, at dette kun er en børnebog i den forstand, at den første af mange læsninger kan foregå i børneværelset. Alice bliver læst alvorligt af børn og med latter af voksne; Hobbitten, derimod, vil være sjovest for de unge læsere, og først år efter, ved den tiende eller tolvte gennemlæsning, vil de begynde at forstå, hvilken lærdom og ægte eftertanke, det har krævet for at gøre alt i den så modent, så venligt, og, på sin egen måde, så sandt. Det er farligt at profetere, men Hobbitten kunne meget vel blive en klassiker.57

Ti år senere bemærkede Lewis:

Hobbitten er ikke i fare for at forfalde til ren handling eller spænding på grund af det bemærkelsesværdige skift i tonen. Når humoren og hyggen ved de tidlige kapitler og al ”hobbitteriet” falder væk, passerer vi ubevidst ind i en episk verden.58

Selv før Hobbitten var udkommet i England, havde et stort amerikansk forlag fået øje på den. Den redaktør, som havde ansvar for bogen på George Allen & Unwin i London, Charles Furth, skrev til Tolkien i maj 1937, at Houghton Mifflin i Boston gerne ville påtage sig at udgive bogen i USA. Desuden ville de gerne have et sæt farveillustrationer til at ledsage teksten og spurgte, om Tolkien også kunne forsyne dem med det.

Tolkien var glædeligt overrasket og sagde, at han gerne ville prøve at sørge for billederne, men var nervøs for, om forlæggerne ville synes, de var gode nok. På det tidspunkt var Furth og resten af de ansatte på Allen & Unwin blevet vant til Tolkiens opførsel, og at han på nogle måder ikke var den nemmeste forfatter at arbejde sammen med. Tilbage i februar havde de undret sig meget over Tolkiens kritiske kommentarer til korrekturen på de sorthvide illustrationer til Hobbitten. I et brev til dem påpegede han, at trykkene var gode, bortset fra to problemer med illustrationen til ”Troldene”. En af konturlinierne på et træ i baggrunden var brudt et enkelt sted, og nogle af prikkerne omkring bålet i midten af billedet var ikke helt godt gengivet.

Med så mange krav kom Tolkien i tidsnød, men han brød sig ikke om tanken om at lade en anden illustrere hans bog og sagde til Furth, at hvis han ikke selv kunne fremstille nogle tilfredsstillende kunstværker, så skulle han i hvert fald have vetoret med hensyn til, hvad amerikanerne gjorde, for han følte en ”ægte væmmelse” for alt, hvad Disney-studierne havde produceret.59

Af en eller anden grund blev dette brev videresendt til Houghton Mifflin – ucensureret. Da Tolkien fandt ud af det, blev han meget pinligt berørt. Men redaktørerne i Boston virkede helt upåvirkede af Tolkiens uredigerede kommentarer og var ikke mindre ivrige efter at købe rettighederne og udgive snarest muligt. I august 1937 havde Tolkien overvundet sin usikkerhed omkring sine kunstneriske evner og havde, på trods af en tung arbejdsbyrde af eksamensopgaver og administrative pligter, lavet fem farveillustrationer til bogen. De forestillede ”Kløvedal”, ”Bjerget: Hob­bitrup set fra vandet”, ”Bilbo vågnede med solen i øjnene”, ”Samtale med Smaug” og ”Bilbo kommer til vand-elverfolkenes hytter”. Houghton Mifflin brugte de første fire i den første udgave, og Allen & Unwin brugte dem i deres anden udgave i starten af 1938.

Tolkien var meget tilfreds med billederne og var begejstret for den anden udgave af Hobbitten, men forlæggerne blev igen kritiseret for deres anstrengelser. På indersiden af smudsomslaget på den første udgave havde Stanley Unwin skrevet en tekst, der lød:

J.R.R. Tolkien har fire børn, og de fik Hobbitten læst højt, da de var små. Manuskriptet blev lånt ud til venner i Oxford og læst højt for deres børn. Frembringelsen af Hobbitten minder meget om frembringelsen af Alice i Eventyrland. Vi har atter at gøre med en legesyg professor fra et vanskeligt tilgængeligt fag.

Det lyder uskyldigt nok, men Tolkien pillede det helt fra hinanden og skrev tre sider med kritiske kommentarer til det ene afsnit. Bogen var ikke blevet læst højt for børnene, da de var små, for hans ældste søn, John, var 13, da han hørte historien, og han havde ikke ”lånt” bogen ud til nogen, og dem, der havde lånt den, havde sandelig ikke læst den højt for deres børn. Tolkien stejlede ved omtalen af angelsaksisk som ”vanskeligt tilgængeligt”, selvom Unwin faktisk var mere unøjagtig omkring forfatteren til Alice i Eventyrland, Charles Dodgson, som var matematiklærer. Tolkien argumenterede videre, at Dodgson faktisk ikke havde været professor, men kun underviser – en verden til forskel for en Oxford-mand. Han brød sig heller ikke om at blive kaldt en legesyg professor.

Brevet demonstrerer en af de store vanskeligheder, som Tolkien og hans forlæggere nu stod overfor. Hobbitten og Tolkiens forfatterskab i det hele taget udsprang af en helt særlig personlighed. Tolkien var kræsen og neurotisk og må til tider have været helt ulidelig at arbejde sammen med. Men han var også verdensfjern, helt ude af stand til at sympatisere med vilkårene for dem, der arbejdede i forlagsbranchen, eller nogen anden branche: faktisk var han fuldstændig fremmedgjort over for den kommercielle verden. Tolkien var vant til at tage sig sin tid til at perfektionere sit arbejde. Han elskede at omskrive og omarrangere sine idéer på papiret. Han levede i sit værk, og ud over det eksisterede der ikke meget andet end hans akademiske liv, hans familie og hans nære venner. Han kunne ikke forstå meningen med Unwins omslagstekst; han havde ikke nogen fornemmelse for nødvendigheden af at fange offentlighedens interesse; han kunne ikke forstå, hvorfor nogen ville sammenligne Hobbitten med Alice i Eventyrland, og derfor kastede han sig over de mindste detaljer og fangede slet ikke idéen om, at offentligheden har brug for trækplastre, referencer, markører. Fra sit elfenbenstårn i Oxford kiggede han ikke ned på masserne; han troede bare, at alle tænkte på samme måde som ham.

Dette førte til flere problemer end dem, han havde med sine redaktører. Da Hobbitten viste sig at være en stor succes i løbet af vinteren 1937, håbede Stanley Unwin naturligvis på en fortsættelse. Tolkien især var særligt ivrig efter at følge den op og begyndte at fantasere om, at dette gennembrud i hans skrivekarriere kunne komme til at forbedre familiens vilkår enormt. Allerede i oktober 1937, få uger efter at Hobbitten var udkommet, følte han sig optimistisk. I et brev til Stanley Unwin udtrykte han håb om, at han snart ville kunne glemme alt om at rette studentereksamensopgaver, et dårligt betalt rutinearbejde, som allerede havde kostet ham 17 somre, og at han kunne arbejde med det, han elskede allermest og få en tilstrækkelig økonomisk belønning for det. Og faktisk solgte Hobbitten godt i hele julesæsonen, og da 1937 blev til 1938, fik den en del omtale i den landsdækkende presse, så Tolkien havde mange gode grunde til at være optimistisk. Der kom flere gode nyheder tidligt i 1938, da den amerikanske udgave udkom og fik en lige så varm modtagelse, som den havde fået i Storbritannien. Det forår vandt Tolkien New York Herald Tribunes pris for bedste børnebog, og, fast besluttet på ikke at tabe tempo, prøvede han at arbejde på en efterfølger.

Men fordi Tolkien ikke kunne tænke kommercielt eller indstille sig på det, som markedet forventede af ham, blev hans vej til international succes langsommelig og frustrerende. Men den smertefulde rejse skulle komme til at frembringe noget, der var langt større end bare en fortsættelse af Hobbitten.