10. Krigen og ringen

Hobbitten blev født ind i en plaget verden. Verden er selvfølgelig altid plaget, men i efteråret 1937, mindre end 20 år efter blodbadet i Den Store Krig, stod civilisationen igen på kanten af afgrunden. Det forår blev Guernica i Spanien udslettet af fascisterne, og i september jævnede japanerne Shanghai med jorden og dræbte mange tusinde. En af de vigtigste årsager til Hobbittens succes er måske, at den tilbød en alternativ virkelighed, en verden, der var ”ægte” på den måde, at den indeholdt vold og intriger, godt og ondt, men befandt sig i et univers uden mortérgranater, tæppebombning og nazister i gåsegang.

1937 havde været vidne til den ene skrækhistorie efter den anden, men det blev ikke bedre i 1938, og mens nogle prøvede at foregøgle sig, at verden ikke var ved at bryde i brand, at den forrige generations forfærdelige fejltagelser ikke ville gentage sig, vidste de fleste, at det var uundgåeligt. I september 1938 mødtes den vage og urealistiske premierminister Neville Chamberlain med Hitler og vendte hjem for at erklære, at der ville være ”peace in our time”. Fem dage senere invaderede Hitler Tjekkoslovakiet. Som svar begyndte Storbritannien og Frankrig at opruste, og bekymringen og frygten blev mere og mere håndgribelig. Inden for 12 måneder var Storbritannien i krig med Tyskland, og denne gang var slagmarken hele Europa.

Oxford var heldigere end langt de fleste britiske byer under Anden Verdenskrig. Hitler syntes, at der var så smukt i Oxford, at han ville bevare stedet for enhver pris, og han havde faktisk øremærket byen som hjemsted for hans fremtidige regering. Så takket være en sjælden pagt mellem krigsførende nationer, blev man ved starten af krigen enige om, at Luftwaffe ikke ville røre Oxford og Cambridge til gengæld for, at RAF ikke ville kaste bomber på Heidelberg og Göttingen.

Men borgerne i Oxford led lige så meget under krigens knaphed som resten af landet. Der var rationering på fødevarer og brændstof, og man kunne aldrig være helt sikker på, om Hitler ville holde ord. Alligevel blev Oxford betragtet som lidt af et helle. Det lå langt fra kysten og var derfor sværere at nå for tyske bombepiloter, og i tilfælde af en invasion ville det formentlig være et af de sidste steder, der ville falde. Nationale skatte ankom med toge og lastbiler fra London og andre steder for at blive opbevaret der, og før Blitzen blev nogle og tyvetusinde kvinder og børn evakueret til Oxford og de omkringliggende landsbyer.

Tolkien-familien gav husly til evakuerede for at fylde de soveværelser, der nu var tilovers i deres store hus på Northmoor Road. Kun Priscilla og Christopher boede stadig hjemme; Tolkiens ældste søn, John, var i præstelære i Rom og blev efterfølgende evakueret tilbage til England; Michael meldte sig til hæren i 1939, men tilbragte et år på Trinity College i Oxford, før han blev luftværnsskytte. Senere i krigen blev Christopher udstationeret i Sydafrika med RAF.

På mange måder ændrede Tolkiens liv sig ikke ret meget. Der var langt færre elever på universitetet, men forelæsningerne fortsatte. Han var stadig nødt til at rette eksamensopgaver og passe sine administrative pligter, og Inklings-møderne fortsatte, som om alt var ved det gamle. Tolkien og Lewis fik for det meste selskab af Williams, Lewis’ bror Warnie og Humphrey (Dr. Havard). Hugo Dyson kom ofte på besøg fra det nærliggende Reading University, og Coghill var stadig et ivrigt medlem. Faktisk var krigsårene nok The Inklings’ storhedstid. Charles Williams’ tilstedeværelse spolerede godt nok en stor del af glæden for Tolkien, men for disse mænd var klubben en mulighed for at flygte fra de barske realiteter: deres land var for anden gang i deres liv dybt involveret i en militær konflikt, det var svært at skaffe øl og tobak, og mange af de elever, de holdt af, ville måske aldrig vende tilbage til auditorierne, ligesom det var tilfældet for mange af deres egne venner 20 år tidligere.

For Edith var det en særligt bekymrende og deprimerende tid. Hendes sønner var hele tiden i farezonen, og hendes mand brugte lige så meget tid sammen med sine venner, som han altid havde gjort. Edith havde været tvunget til at acceptere, at en stor del af Ronalds liv ikke inkluderede hende. På mange måder udelukkede det hende faktisk. Mange af hendes mands venner brød hun sig ikke om, og hun undgik dem. Når Jack besøgte huset på Northmoor Road, opstod der altid kold luft imellem ham og Edith, som om de simpelthen ikke kunne kommunikere med hinanden, og det eneste forbindelsesled mellem Inklings-universet og Edith Tolkiens eksistens var Dr. Robert Havard, familiens læge og Inklings-medlem, som også var en ven af familien, der legede med børnene og rent faktisk konverserede med Edith.

Desuden var der næsten ingen af konerne til de lærere, Tolkien plejede omgang med, som Edith kunne lide eller stolede på. Mange af dem kom fra velhavende familier, og de boede i storslåede huse, som fik Northmoor Road 20 til at virke meget beskedent. Edith var meget bevidst om sine rødder og det faktum, at hendes familie ikke kom fra den øvre middelklasse, og at hun havde en mangelfuld uddannelse i forhold til mange af de andre læreres koner. For sin mands skyld anstrengte hun sig for at være social, hun inviterede til teselskaber og frokoster og prøvede at konversere og at bryde igennem den kølige omgangstone, men efter et stykke tid opgav hun og besluttede, at det aspekt af Oxford ikke var noget for hende. Efterhånden fik Edith ry for at være indadvendt og uinteresseret, og hun blev derfor også overladt til sig selv.

Og på nogle områder passede det hende udmærket. Hun havde sin familie og sit hjem, og hun var tilfreds, om end ikke ovenud begejstret, med den retning, hendes liv havde taget. Hun var stadig bitter over, at hendes mand havde tvunget hende til at blive katolik, og hun gik kun meget sjældent i kirke. Tolkien blev mere from med alderen, men han gjorde ikke yderligere forsøg på at få Edith til at dele hans overbevisninger. Han var helt sikkert frustreret over hendes manglende interesse, og deres meget forskellige religiøse synspunkter forblev et problematisk emne imellem dem indtil starten af Anden Verdenskrig, hvor parret havde et stort skænderi, og al bitterheden og frustrationen kom frem i lyset.

Skænderiet var sikkert blevet fremskyndet af den anspændthed, som fulgte af krigen og opbrydningen i familiemønsteret. Edith var bekymret og forestillede sig måske allerede en meget ensom fremtid. Priscilla, som var ti år, da krigen brød ud, var på kostskole, drengene var enten væk eller på vej væk, og Tolkien tilbragte som regel tre aftener om ugen med sine venner; og når han ikke var ude at drikke og sludre med sine bonkammerater, arbejdede han. Det forventedes også, at han tog del i krigsindsatsen, og ligesom mange andre akademikere (bl.a. Lewis og Williams) var han forpligtet til at være medlem af Air Raid Protection Service (ARP), hvilket krævede, at man tilbragte en del aftener og nætter med at holde udkig med himlen og eventuelle bomber fra Hitler. Der var tilsyneladende ikke meget tid tilovers til Edith.

Oven i disse personlige vanskeligheder havde Tolkien vanskeligt ved at opretholde familiens bekvemme livsstil. De fire børn havde tappet hans økonomiske resurser – med privatskoler og universitetsgebyrer og lægeregninger fra tiden før den offentlige sygeforsikring. Tolkien var pinligt bevidst om de økonomiske ulemper ved en karriere inden for den akademiske verden. Han var ikke gået ind i universitetslivet for pengenes skyld, men i takt med at familien og forpligtelserne voksede, og den årlige retning af studentereksamensopgaver efterhånden hang ham ud af halsen, iagttog Tolkien, hvordan nogle af hans samtidige var begyndt at tjene penge på journalistik og bogudgivelser, og han begyndte at håbe, at hans egne litterære anstrengelser måske kunne ændre hans situation til det bedre.

Hobbitten havde været en succes for Tolkien, men han tjente ikke styrtende med penge på den på det tidspunkt. I 1938 fik han at vide, at det amerikanske forlag havde solgt 3000 eksemplarer af bogen, og at den i England var solgt i nogenlunde det samme antal, da den havde været i handelen i et år. Pengene var nyttige, men langtfra nok til at gøre en væsentlig forskel. Der kom lidt flere penge, efterhånden som Hobbitten blev oversat til flere sprog, men Hobbitten blev først en rigtig pengemaskine i midten af 1960erne, efter succesen med Ringenes Herre.

Hobbitten havde fået gode anmeldelser og havde skabt opmærksomhed omkring Tolkien. Folk i mediebranchen og forlagsbranchen var blevet opmærksom på, hvem han var, og Tolkien begyndte, forståeligt nok, at spekulere på, hvordan han kunne udnytte sin succes. Han fik bekræftet sin nye status, da han i efteråret 1937 nævnte for Stanley Unwin, at hans ven, C.S. Lewis, havde skrevet en roman, og forlæggeren straks var interesseret i at læse den. Romanen Fra den tavse planet var allerede blevet afvist af ét forlag, og efter en ugunstig lektørrapport endte Unwin også med at sige nej tak, men for Tolkien beviste det, at han blev taget alvorligt.60

Nogle få uger efter at Hobbitten var udkommet, var Stanley Unwin klar over, at bogen klarede sig godt, og at Tolkien kunne blive et stærkt nyt litterært navn. Han mente, at folk snart ville være interesserede i at få meget mere at vide om hobbitter og deres verden, og det skrev han til Tolkien. Men Unwin, som var en erfaren og dygtig forretningsmand, vidste også, at forfattere sjældent brød igennem med deres første bog, og at man var nødt til at holde interessen ved lige og producere en hel række succesrige titler, så han var naturligvis ivrig efter, at Tolkien skulle følge sin succes op med en efterfølger, en ”ny hobbitbog”.

Og Tolkiens arbejdsværelse var da også et rent skatkammer af børnelitteratur. På hans skrivebord lå der kopier af nogle af hans fortællinger for børn, og ved siden af lå bunker af papir, noter, maskinskrevne ark, kort, tegninger, digte og prosa, som fortalte om den Første og Anden Tidsalder, om helte som Beren, Gil-galad og Elrond, historier om elverfolk og valar, om Morgoths og Saurons ondskab. Kunne han finde en ”ny hobbitbog” iblandt dem?

Den 15. november 1937 mødtes Tolkien og Stanley Unwin til frokost for at fejre udgivelsen af Hobbitten og diskutere fremtidsplaner. Tolkien medbragte en blandet landhandel af skriverier, inklusive Julemandens breve, en samling fortællinger for børn, prosaudgaven af Silmarillion (”Quenta Silmarillion) og en ufuldendt version af digtet ”The Gest of Beren and Lúthien”. Han havde allerede vist George Allen & Unwin sin børnefortælling ”Hr. Fryd”, og selvom Tolkiens redaktør ikke syntes, at den duede som Hobbittens efterfølger, var han tilstrækkeligt interesseret til at læse den igen og se, om den kunne omskrives til noget, der passede bedre til at blive udgivet.

Stanley Unwin har nok haft svært ved at finde ud af, hvad han skulle stille op med Tolkiens bunke. Julemandens breve var gode, men de kunne ikke udgives som fortsættelse til Hobbitten. Man ville være nødt til at udgive brevene med farveillustrationer, og det var alt for dyrt. Han må have været temmelig desorienteret over ”The Gest of Beren and Lúthien”, og Silmarillion, som dengang var en bunke historier, hvoraf nogle var ufuldendte og tilsyneladende ikke havde noget med hinanden (eller med noget som helst andet) at gøre, må have virket endnu mere forvirrende. Det, Unwin ville have, var et eventyr i romanform, med Bilbo og dværge og elverfolk, troldmænd og trolde, som foregik i Midgård; måske en ny mission for Indbrudstyven Bilbo.

Unwin tog pænt imod manuskripterne og lovede at få nogen til at læse dem. Han var et ægte og oprigtigt menneske, som havde opbygget en imponerende forlagsvirksomhed ved at tage chancer og gøre sit bedste for aldrig at lade gode muligheder slippe væk. Professor Tolkien havde allerede bevist sit værd med Hobbitten; hvem kunne forudsige hvilke andre skatte, der måske allerede lå i hans skrivebordsskuffer i Oxford?

Lektøren fra George Allen & Unwin, Edward Crankshaw, blev forståeligt nok forvirret over det materiale, han havde fået i hænde, men han fik dog en vis fornemmelse af den magi, der engang imellem lyste op midt i strømmen af ord. Men det var åbenlyst for enhver, at Unwin eftersøgte en anden slags materiale, og Tolkien var selv realistisk nok til at vide det. ”Silmarillerne er i mit hjerte,” skrev han til Unwin, og hans manuskript forblev privat og blev holdt tæt ind til kroppen i de næste mange år.61 Og han ville da også være blevet chokeret, hvis Unwin havde været interesseret i at udgive Silmarillion. Det var ikke det rigtige tidspunkt af hans karriere at udgive bogen på, selv ikke hvis den havde været mere sammenhængende. Det var et værk, som kunne være kommet fra en helt anden forfatter end skaberen af Hobbitten. Det ville ikke have givet mening at udgive den som opfølgning på en succesrig børnebog, og det ville have forvirret hans læsere. Men derudover var der en indvending af mere personlig karakter, som gik på, at Tolkien ikke var mentalt forberedt på at lade en udenforstående redigere sit hovedværk. Inderst inde vidste han, at bogen langtfra var færdig, og at det ville kræve mange års forberedelse og udvikling, før den kunne tilbyde sin læser et tilfredsstillende billede af Midgård og Landene mod Vest. Silmarillion var stadig for personligt et dokument; den var for dybt indstøbt i hans egen sjæl.

I mellemtiden måtte han indstille sin hjerne og sit anerkendte talent for børnelitteratur på at opfinde en mere konventionel historie, som igen ville fænge hans læsere. I midten af december fik Tolkien den besked, at det materiale, han havde givet Unwin, ikke kunne bruges som efterfølger (men at det heller ikke var blevet fuldstændig afvist), og den 16. december svarede han, at han ville koncentrere sig om at finde på en ny hobbithistorie, men at han ikke havde nogen klar idé om, hvad han skulle skrive, eller hvordan han skulle videreføre figurerne og idéerne fra originalen.

Den næsten dag skrev Tolkiens redaktør, Charles Furth, til ham for at sige, at der var så stor efterspørgsel på Hobbitten, at de havde hastebehandlet et genoptryk og var nødt til at bruge en privat bil til at hente eksemplarerne fra trykkeren i Woking for at nå at få bøgerne ud til boghandlerne. Det er uklart, om det var dette, der fik Tolkien til at handle, men den dag fik han et glimt af inspiration og begyndte at lave noter til en ny hobbithistorie. Den 19. december kunne han fortælle Furth, at han allerede havde skrevet det første kapitel til en ny bog, og at han kaldte kapitlet ”En længe ventet fest”.

Det var en strålende start, men den var også kommet til ham i løbet af juleferien, hvor han ikke skulle rette studentereksamensopgaver og kun havde få administrative pligter. Tolkien vidste, at han var god til at begynde på historier, men at det var noget helt andet at holde dampen oppe. Det havde altid været helt umuligt for ham at skrive op mod en deadline eller at gøre noget som helst kreativt, hvis han ikke var inspireret.

Et eksempel stammer fra et af hans akademiske projekter. I starten af 1930erne havde han arbejdet på en oversættelse af tre digte, Pearl, Sir Gawain and the Green Knight og Sir Orfeo, som skulle udgives i et samlet bind. I starten af 1960erne var han endelig blevet færdig, og hans redaktør ventede kun på et forord til bogen, som Tolkien havde lovet dem allerede adskillige år tidligere. Den ene redaktør afløste den anden og gjorde alt for at få Tolkien til at skrive den korte tekst, der skulle indlede bogen; nogle bad endda hans venner om hjælp til at få ham til det, men intet hjalp. Til sidst opgav de, og bogen blev først udgivet posthumt, med et forord af Christopher Tolkien.

Men i 1937 var der noget, der skubbede Tolkien fremad sammen med hans spekulationer om en ”ny hobbitbog”. Dette ”noget” var formentlig en kombination af forskellige motivationer. En stor del af hans drivkraft kom helt sikkert af spændingen ved at starte på noget nyt og friskt, men det er utvivlsomt også rigtigt, at han simpelthen ikke kunne tillade sig at lade tingene glide sig af hænde efter en så fornem introduktion til en bred læserskare. Vi må også acceptere, at der var en vis rivalisering mellem Tolkien og Lewis. På det tidspunkt var de stadig de bedste venner. Charles Williams var trådt ind på scenen, men han var endnu ikke flyttet til Oxford og havde bragt disharmoni (som Tolkien opfattede det) ind i deres tætte relation. The Inklings var i sin mest produktive fase, og Lewis udspyede det ene manuskript efter det andet, både fiktion og fagprosa. Han skrev også til tidsskrifter og aviser, og i den sociale cirkel, hvori Tolkien og Lewis var de førende skikkelser, blev Lewis betragtet som den, der havde de bedste chancer for at få en strålende litterær karriere.

Den store og vigtige forskel var, at Lewis arbejdede hurtigt og tilsyneladende havde en uudtømmelig energi og en lind strøm af idéer at trække på. Før Hobbitten blev udgivet, havde Lewis allerede set to af sine fagprosa-bøger på tryk, En pilgrim vender hjem og The Allegory of Love, og han havde skrevet Fra den tavse planet i løbet af nogle få måneder i 1937.62 Tolkien var irriteret over Lewis’ tempo og arbejdede selv på en helt anderledes måde: han var omhyggelig, en perfektionist, som havde meget svært ved at vise sit arbejde til nogen, før det var gennemarbejdet og omskrevet mange gange.

Overraskende nok havde Tolkien og Lewis netop omkring den tid diskuteret at skrive en bog sammen. Lewis havde foreslået det, fordi han syntes, der blev udgivet for få bøger, som de begge kunne lide, og at de derfor skulle skrive deres egen. Lewis besluttede, at han ville skrive en bog om rum, og at Tolkien skulle dække emnet tid. Lewis’ Fra den tavse planet udspringer herfra, men efter at have skrevet de første fire kapitler opgav Tolkien sin del af projektet, en bog med titlen The Lost Road, hvori en far og søn foretager en tidsrejse og bliver indblandet i Númenors fald.

Lewis’ beundring for sin ven var absolut en anden drivkraft, som fik Tolkien til at arbejde med sin fiktion. Han hakkede på ham og opmuntrede ham med sin velafvejede kritik, han ansporede ham og trak ham ud af hans jævnlige kreative tørkeperioder. Mange år senere fortalte Tolkien Lewis’ biograf Walter Hooper, at han havde skrevet Ringenes Herre: ” . . . for at lave en historie til Lewis ud af Silmarillion.”63 Over for en anden forfatter erklærede han, at ”Havde det ikke været for C.S. Lewis’ opmuntring, tror jeg aldrig, jeg ville have færdiggjort Ringenes Herre eller fået den udgivet.”64

Der var altså forskellige kræfter, som trak Tolkien i forskellige retninger samtidig. Han ville gerne fortsætte med en efterfølger til Hobbitten; for sit egos skyld var han nødt til at fortsætte, han vejrede muligheden for at tjene penge på sit arbejde, og han ville meget gerne opgive nogle af aspekterne ved sin akademiske karriere (i særdeleshed de yderst kedsommelige studentereksamensopgaver) for at koncentrere sig helt om at skrive. Men samtidig kunne han ikke ændre sin måde at tænke og arbejde på. Heldigvis var Tolkien den type intellektuel, som kunne holde styr på en detaljeret mytologi i hovedet, og han kunne få mening ud af fragmenterede noter og krydsreferencer, således at historien kunne udvikle sig, uden at han mistede tråden eller energien og drivkraften til at færdiggøre det, han var begyndt på. I løbet af de 12 år, hvor Ringenes Herre voksede fra at være en tåget fortsættelse til at blive et fuldvoksent og uafhængigt værk, led hans arbejde jævnligt under forsinkelser og bagstræveriske beslutninger; der kunne gå måneder, endda år, uden at der skete noget, punkteret af anfald af rasende kreativitet. Mange gange blev idéen lagt midlertidigt på hylden for at give plads til planer om et fuldstændig nyt projekt. Men Tolkiens fremragende evne til at fokusere og visualisere på et episk niveau holdt projektet sammen.

Opflammet af denne nye begyndelse brugte Tolkien resten af juleferien 1937 på at finpudse ”En længe ventet fest” og havde renskrevet en kopi til sine forlæggere i starten af februar 1918. I et følgebrev til Stanley Unwin foreslog han, at han skulle give det videre til sin søn, Rayner, der trods alt havde været så ferm til at bedømme Hobbitten.

Denne begyndelse til Ringenes Herre er næsten som et ekstra afsnit af Hobbitten (dette gælder faktisk for de første 150 sider af Ringenes Herre), og kapitlet forblev stort set uændret fra denne version til den endelige udgave i bogen. Den eneste reelle forskel er, at Frodo optræder som Bilbos søn, og at han ikke hedder Frodo, men ”Bingo” (efter et af Tolkiens børns tøjdyr), og imens han skrev kapitlet, var Tolkien kun vagt bevidst om, at han kunne inkorporere den ring, Bilbo havde fundet i Hobbitten, i den nye fortælling.

Rayner læste det første kapitel og blev straks grebet af det. Et par dage efter at han havde modtaget det korte manuskript, skrev Stanley Unwin til forfatteren om den positive modtagelse og opmuntrede ham til virkelig at arbejde videre med idéen. Båret oppe af dette og af sin egen entusiasme for, hvad han havde skrevet, fortsatte Tolkien straks, så efter tre ugers arbejde var han nået til slutningen af tredje kapitel og var begyndt at forme bogens centrale temaer.

Denne første kladde var stadig i høj grad en ”ny hobbitbog”, selvom Tolkien i sit hoved var begyndt at bevæge sig hen imod en helt anden stemning og atmosfære. Vendepunktet ”Fortidens skygge” (kapitel 2 i den endelige udgave), som er fyldt med forklaringer og baggrundshistorie, blev ikke skrevet før senere, men i februar eller marts 1938 havde ringen fået en hovedrolle i historien, og Tolkien havde konkluderet, at hovedfortællingen skulle være en farefuld rejse, som forbandt hobbitterne, ringen og mørkets fyrste, Sauron (som var blevet nævnt kort i Hobbitten).

Men så, i juni 1938, kom den første afbrydelse i Tolkiens arbejdsmønster. Han var omgivet af problemer. Hans ven, lingvistkollegaen Eric Gordon, døde pludseligt i en alder af 52, og den sædvanlige bunke studentereksamensopgaver var igen landet på hans bord, men derudover kæmpede Tolkien med den retning, hans historie var ved at tage. Han skrev derudaf på historien, men havde ingen klar idé om, hvor den førte ham hen. Men der må være faldet noget på plads i hans tanker, for en måned senere var han på sporet igen og havde udarbejdet historiens overordnede handling.

Han havde indset, at det centrale tema var baseret på idéen om, at Bilbos ring var den ene, herskende ring, som engang havde tilhørt Sauron, spåmanden fra Hobbitten, som nu ville have den igen. Historien skulle bygges op omkring de gode kræfter i Midgård, som, ved at ødelægge ringen, ville forhindre Sauron i at nå sit mål, og i løbet af juli og august 1938 fik Tolkien disse forklarende idéer ned på papiret i det vigtige kapitel, ”Fortidens skygge”, hvor Gandalf forklarer Bilbo historien om ringen.

I august tog familien på ferie til kystbyen Sidmouth. Her fik Tolkien et kraftigt anfald af kreativitet og skrev historien frem til ”Den stejlende pony”, hvor hobbitterne møder Aragorn for første gang. Skriveblokeringen var opløst, og Tolkien skrev som en gal, men historien og den måde, den skred frem på, var stadig tematisk uafklaret. Tolkien havde etableret hovedtråden i fortællingen og kunne se en midterdel og en afslutning for sig, som kunne ledsage hans begyndelse, men det var problematisk, at fortællingen nu hverken var en børnebog eller en seriøs roman for voksne. Man kan fornemme forvirringen ved at se på de navne, Tolkien arbejdede med på det tidspunkt. ”Traver” (Strider) var en hobbit ved navn ”Trotter”, og Frodo var stadig ”Bingo”. Det virkede umuligt at få historien til at passe ind i enten den ene eller den anden kategori, for selvom der optrådte mange figurer fra Hobbitten, var ånden i bogen helt anderledes. Denne historie havde storslåede temaer, som blev ved med at pege på nødvendigheden af et større panorama, de første antydninger af et værk af episk størrelse.

Ved denne skillevej kunne Tolkien have fortsat i en mængde forskellige retninger. Det ville måske have været nemmest for ham at omforme historien til en ”ny hobbitbog”. Det var trods alt den retning, som Stanley Unwin skubbede ham i, og Tolkien ville også gerne selv have en bog i butikkerne. Han var hårdt presset økonomisk og fortalte Unwin om sine vanskeligheder i et brev fra sommeren 1938, hvor han erklærede, at han kun med nød og næppe holdt skindet på næsen ved at rette studentereksamensopgaver dag og nat. Han vidste, at hans tid var kostbar, og at en hurtig bog ville kunne hjælpe ham og hans familie igennem deres umiddelbare problemer, men det taler absolut til hans fordel, at han ikke valgte den vej. I stedet havde han fået et glimt af en større vision, og han ville gerne se, hvilke skatte der måske lå begravet dér.

Det efterår forkastede Tolkien de sidste spor af et plot, der ville passe til en ”ny hobbitbog”, og han begyndte at kalde sit nye værk Ringenes Herre. På det tidspunkt var han nået frem til, at Frodo skulle være ansvarlig for ringens skæbne, og at ringen skulle ødelægges frivilligt i Dommedagsspalterne i hjertet af Mordor for at opløse Saurons magt og forhindre, at han skulle dominere Midgård for evigt.

Sidste del af 1938 var en produktiv tid, og historien bevægede sig hurtigt fremad. I starten af 1939 begyndte Tolkien at forberede sig på en forelæsning, han havde lovet at holde den 8. marts, en forelæsning til ære for Andrew Lang på University of St. Andrew’s i Skotland. Andrew Lang var den samler og forfatter af eventyr, som havde haft så stor indflydelse på Tolkien, så det virkede passende, at han skulle vælge ”Om eventyr” som sit emne.

Udover at være en mesterlig analyse af en litterær form, han holdt utrolig meget af, tjente denne forelæsning til at skabe fokus i Tolkiens egne tanker om sit nye værk. Inden for enhver kultur opstår eventyr ud af en vældig kilde af tradition og myte; de er dråber af fortællinger, som stammer fra det store ocean af historier og legender. Hobbitten er et klassisk eksempel, en lille historie om nogle få individer, men med store, overordnede temaer, og ude i periferien antydningen af noget langt større. Tolkien var begyndt på Ringenes Herre med forestillingen om, at han ville skrive endnu en lille historie. Måske skulle den handle om et nyt eventyr med Bilbo og dværgene, eller måske ville han fortælle en anden lille historie om nogle andre væsner fra Midgård. Men han opdagede hurtigt, at Midgård var meget større, end han og hans læsere havde fået færten af i Hobbitten. Midgård havde en historie og en geografi; der var mange mærkelige og vidunderlige lande på den anden side af Dunkelskoven og Tågebjergene. Tolkien havde allerede skabt den storslåede mytologi, historien og geografien, meget af den legendariske fortid og det understøttende baggrundsmateriale til en mindre fortælling; han havde allerede skrevet Silmarillion. Og da det gik op for Tolkien, at han havde dette store skønmaleri at trække på, konkluderede han selvfølgelig, at denne nye fortælling, Ringenes Herre, ikke behøvede at være helt så lille en fortælling, med de samme figurer, som Hobbitten. Han havde en hel verden som legeplads, hvorfor holde sig tilbage?

I september 1939 var hobbitterne nået til Kløvedal, og planerne for broderskabet blev lagt frem. I mellemtiden, i Oxford, var krigserklæringen den 3. september hurtigt begyndt at ændre folks livsførelse. Hundredetusinder af sandsække blev stablet oven på hinanden op mod bygninger, der blev uddelt gasmasker til alle borgere, man indleverede aluminiumsbaljer og stegepander, hvis metal kunne omformes til våben og tanks, og alle skulle være særligt påpasselige med mørklægningen. I byens centrum blev kældre og middelalderlige tunneller, der løb under universiteterne, konverteret til beskyttelsesrum, inklusive en af de nederste kældre under det nye Bodleian Library, som i tilfælde af luftangreb kunne huse 1100 mennesker. Eksamenskollegiet blev inddraget som militærhospital, og cricketpavillonen på Jesus College omdannet til en midlertidig børnehave. Rundt om i byen og over hele landet var der skilte med sloganer som ”Den som spar’ han har”, ”Grav for sejr” og det provokerende ”Behold Mor – hun er ikke så dum”. I udkanten af byen, på Cowley bilfabrikken, blev der fremstillet tanks og flyvemaskiner.

I arbejdsværelset på Northmoor Road 20 kunne Tolkien med en viljesanstrengelse viske denne triste verden ud og dykke ned i fantasien om Midgård. Her skortede det heller ikke på problemer, men det var den slags problemer, som Tolkien følte sig tryg ved at have med at gøre. Der var mangel på papir, så meget af den første kladde til den midterste del af Ringenes Herre blev skrevet på bagsiden af eksamensopgaver og tilfældige lapper papir, der lå rundt omkring på kontoret, og Tolkiens nydelige, kompakte skrift fyldte dem fra hjørne til hjørne.

Men det kunne ikke undgås, at krigen kom til at virke som en dæmper på Tolkiens arbejdstempo. Der var færre elever at undervise, men kravene til hans job var de samme, og han havde nu også ansvar for at hjælpe til med krigsindsatsen på enhver tænkelig måde. Tolkiens overvældende følelse hvad angik krigen – en mening, som næsten alle hans venner delte – var, at det var et fuldstændig latterligt spild af liv, tid og energi. Havde folk slet ikke lært noget af den sidste krig?

Der er ingen tvivl om, at Tolkien var patriot, han elskede sit land, men han betragtede aldrig rigtig sig selv som ”brite”. Han tænkte absolut på sig selv som ”englænder”. Hans forfædre havde forladt Centraleuropa 200 år, før han blev født, men han brød sig ikke om tanken om det Britiske Imperium, og endnu mindre om det Britiske Commonwealth, og han identificerede sig med en ældre tradition, som var knyttet til Oldengland. Han afskyede naturligvis Hitler, som han betragtede som en ”beskidt lille ignorant” og var rasende over, at det store tyske folk – for det var sådan, han opfattede dem – kunne blive korrumperet af et så ubetydeligt individ.65

Tolkien blev konfronteret med tingenes sørgelige tilstand, endnu før krigen brød ud. I sommeren 1938 videresendte George Allen & Unwin et brev til ham fra det tyske forlag Rütten & Loening, som ønskede at købe rettighederne til at udgive Hobbitten. I brevet spurgte de Tolkien, om han kunne fortælle dem, hvorvidt han var af arisk afstamning.

Tolkien var rasende over dette, fordi han vidste, at det, forlæggerne egentlig spurgte om, var, om han var jøde. Men han vidste også, at redaktørerne på forlaget lå under for regeringens restriktioner, så, på anbefaling af Stanley Unwin, skrev Tolkien to breve til de tyske forlæggere, sendte dem begge til George Allen & Unwin og lod det være op til dem, hvilket der blev sendt videre til Rütten & Loening. Det ene brev var tydeligvis mere direkte end det andet, men begge svarede på spørgsmålet med retfærdig indignation. Stanley Unwin godkendte videresendelsen af det mest nedtonede af de to breve. Overraskende nok virkede det ikke, som om tyskerne blev fornærmede, og de ville stadig gerne købe rettighederne til en tysk udgave af Hobbitten.66

Arbejdet gik langsommere pga. krigen, så ved slutningen af 1940, tre år inde i projektet, var Tolkien kun nået halvvejs igennem det, der til sidst skulle blive Anden Bog af Ringenes Herre, og her, hvor broderskabet af elver, hobbitter, dværge og mennesker lige havde opdaget Balins grav, stoppede skriveprocessen i et helt år.

Vi kender ikke årsagen til afbrydelsen. Tolkiens søn, Michael, blev hårdt såret i januar 1941 og kom på hospitalet; Tolkien fik flere pligter i forbindelse med krigen, og han var mere end sædvanligt tynget af akademisk arbejde, men det lykkedes ham ikke desto mindre at bibeholde sin interesse for historien, og han var i stand til at tage tråden op igen i slutningen af 1941.

Det er dog tydeligt, at Tolkien flere gange i løbet af frembringelsen af den første halvdel af Ringenes Herre ikke havde nogen endelig idé om, hvor historien var på vej hen. På dette stadie eksisterede Lothlórien og Rohan ikke, og Træskæg var en fjendtlig figur, der var ansvarlig for tilfangetagelsen af Gandalf i stedet for Saruman, som heller ikke var opfundet endnu.

Et år senere var Tolkien nået frem til kapitlet ”Vraggods” (oprindelig Kapitel 31, eller Kapitel 9 i Anden Bog i den endelige udgave), og på det tidspunkt, omkring december 1942, mente han, at hele historien kun var seks kapitler fra sin afslutning. Men så, i foråret 1943, mens han prøvede at bringe historien frem til en slutning, hvor alle de løse ender blev samlet op og de internt forbundne temaer blev tilfredsstillende afklaret, begyndte det at gå op for ham, at han havde regnet forkert, og at historien ikke kunne tøjles på den måde. Endnu en gang gik fortællingen abrupt i stå.

For at komme så langt havde Tolkien brugt Silmarillion som guide. Hele vejen igennem den første halvdel af Ringenes Herre er der detaljerede henvisninger til forgangne tider; der bliver sunget sange og læst digte, hvor der bliver refereret til hele afsnit af Silmarillion, og dette giver bogen en vældig substans og dybde. Der er to eksempler i den første del af Ringenes Herre. I Kapitel 11, ”En kniv i mørket”, bringer Aragorn et væld af historiske detaljer med ind i historien, som alle stammer fra et allerede forfattet afsnit af Silmarillion, og senere, i Kløvedal, synger Bilbo en sang om Eärendil baseret på det digt, Tolkien havde skrevet mere end 20 år tidligere (hvor Eärendil oprindelig hed Earendel). Men jo mere Tolkien dykkede ned i Silmarillion for at finde skatte frem, jo flere fandt han, og jo flere forbindelser opstod der, som bandt de to historier sammen.

Som tiden gik, og Tolkien langsomt oprullede historien om ringen, meldte der sig flere sidehandlinger, nye tråde og helt nye temaer. Tolkien opdagede, at han var ude af stand til at ignorere dem, så på trods af at han ikke havde planlagt det, blev han dybt optaget af bifloder, som blev til bække og åer, imens selve floden blev stoppet i sit løb: hovedhistorien kom ikke videre. Dette skulle selvfølgelig vise sig at bære frugt, ligesom det havde gjort i 1938, da historien om ringen først var begyndt at blive afdækket. Det var en sjælden og sammensat alkymi, og bryggen skulle have tid til at gære.

Og alligevel voksede presset. For Tolkien må det have føltes, som om hans anstrengelser ville blive ved i det uendelige. På den ene side var han dybt tiltrukket af historien; den var en tvilling til hans elskede Silmarillion og var blevet næsten lige så vigtig for ham. På den anden side gik tiden. Unwin havde efterhånden opgivet tanken om en fortsættelse til Hobbitten. Tolkien havde prøvet at holde håbet oppe hos dem med breve, der indeholdt erklæringer om, at den ”nye hobbitbog” var lige på trapperne. Men redaktørerne, der vidste, hvor stor en perfektionist Tolkien var, og hvor svært han havde ved at afgive sine ting, var kommet til den konklusion, at de aldrig ville få bogen at se. Situationen blev endnu værre i 1942, da Hobbitten var udsolgt og ikke kunne blive genoptrykt, fordi lageret med de uudsendte eksemplarer blev ødelagt under et luftangreb.67 Tolkien var lige så frustreret som sine forlæggere, og for ham personligt betød det langt mere, men han kunne kun arbejde inden for sine begrænsninger.

For Tolkien var efteråret og vinteren 1943 den værste periode i tilblivelsen af hans store fortælling. Han var helt holdt op med at arbejde på bogen og virkede ude af stand til at samle den op igen. En del af problemet var, at han havde fortabt sig så meget i detaljer, at han ikke længere kunne se skoven for bare træer. Plottet var ikke tabt, bare uklart. Hvor var han på vej hen med historien? Hvordan kunne han lede sine figurer frem til en tilfredsstillende afslutning?

Tolkien var ikke i bevidst kontakt med årsagen til sine vanskeligheder. Hvis han var stoppet op for at analysere det, han var i gang med, ville han have konkluderet, at hans besættelse af detaljer simpelthen var den måde, han arbejdede på. Det ville have været den rigtige konklusion, og, som vi ved, var denne egenskab til dels ansvarlig for magien i Ringenes Herre og Silmarillion. Hans beslutning om at undersøge alle aspekter af historien og farvelægge baggrunden så rigt som muligt gør Tolkiens værk langt mere dybfølt og tilfredsstillende end noget andet værk i den samme genre. Men det betød også, at det, han var i gang med, pinte og plagede ham. Han var ikke fuldt ud klar over det, men han var ved at blive begravet under fortællingens kompleksitet og mængden af detaljer og kunne ikke længere se tingene klart. Og, som det så ofte er tilfældet, var det en lille hverdagshændelse, som pludselig satte den bevidste del af hans sind i kontakt med den ubevidste.

En af Tolkiens naboer på Northmoor Road, den ældre Lady Agnew, mødte Tolkien på fortovet uden for nr. 20 og kom til at nævne, at hun var bekymret over et poppeltræ uden for sit hus. Hun havde fået det skåret ned og mange af grenene savet af, og nu mente hun, at det var en sikkerhedsrisiko, at det måske ville vælte ned over hendes hus i et stormvejr. Tolkien, som altid havde elsket træer, syntes, at det var latterligt af Lady Agnew, og på en venlig måde overbeviste han hende om, at træet skulle blive, at huset ville blive skyllet bort længe før træet kunne gøre nogen skade på hendes ejendom. Den følgende nat drømte Tolkien om hændelsen, og da han vågnede, havde han en færdig historie i hovedet og skrev den meget hurtigt ned, næsten som i en strøm fra underbevidstheden.

Det var historien Træ og blade, og det var en perfekt allegori over Tolkiens egen tilstand.68 Hovedpersonen Nørkle er en maler, der er besat af at rendyrke de mindste detaljer af et maleri, som han har arbejdet på i årevis. Han ved, at tiden er ved at løbe ud, og at han snart skal dø, men han bliver konstant distraheret og kommer ikke til at gøre billedet færdigt i sin levetid. Så skifter scenen til Nørkles tid i skærsilden, hvor han opdager, at hans maleri er genopstået, så han bliver nødt til at gøre det færdigt der, før han får lov til at komme i himlen.

Det er en meget nydelig og rørende lille historie, en af familiens yndlingshistorier og, ifølge Priscilla Tolkien, den mest åbenlyst selvbiografiske af alle hendes fars værker. Og på sin vis var det også en mikstur for ham, rensende og på en måde befriende. I måske et år efter at han havde skrevet Træ og blade, arbejdede Tolkien videre, tålmodigt og meget langsomt. Han havde fundet ny energi, men arbejdede nu med tre separate handlingsforløb, som omhandlede de videre hændelser for det opløste broderskab, og han betroede sin søn Christopher, som var udstationeret med RAF på Standerton i Transvaal, at hver eneste side var en prøvelse for ham, og at det virkelig var blevet en kamp for ham at føre historien fremad på den rigtige måde.

I løbet af sommeren 1944 arbejdede Tolkien støt videre, og i juli var han nået til slutningen af Fjerde Bog (som senere skulle komme til at afslutte anden del, De to tårne). Frodo er blevet taget til fange af orker, Merry og Pippin er kørt i stilling til at spille hver deres vigtige rolle i de store kampe, der ligger forude, og Aragorn og Gandalf har åbenlyst påtaget sig lederskabet og er rede til at opfylde deres skæbne. Selvom Tolkien ikke engang var helt klar over dette på det tidspunkt, var han stadig kun 3/4 igennem historien. Men pludselig, i efteråret 1944, stoppede arbejdet med bogen igen fuldstændigt. Denne gang virker det, som om opgaven simpelthen havde udmattet Tolkien.

Stilstanden varede i over et år, den længste afbrydelse siden han havde påbegyndt bogen næsten otte år tidligere. Krigen i Europa sluttede den 7. maj 1945, og Christopher Tolkien vendte hjem fra Sydafrika for at genoptage sine studier på universitetet. På et tidspunkt fik han Lewis som vejleder, og i efteråret foreslog Lewis, at Christopher Tolkien blev et fuldgyldigt medlem af The Inklings, ”helt uafhængig af min tilstedeværelse, eller af andre ting”, som hans far formulerede det.69 Af alle Tolkiens børn var Christopher den, der var tættest på sin fars forfatterskab (og i dag er han litterær eksekutor for og redaktør af sin fars værker), men han er også en fremragende oplæser, og C.S. Lewis hævdede, at han var bedre til at læse højt fra Hobbitten og Ringenes Herre end forfatteren selv.

Den sommer blev Tolkien udnævnt til Merton Professor i engelsk sprog og litteratur, og han foretrak den mere uformelle atmosfære på Merton frem for sit gamle college Pembroke. Det betød også en lille lønforhøjelse, men det bidrog ikke væsentligt til at lindre Tolkiens temmelig deprimerende økonomiske situation. Umiddelbart efter sin udnævnelse ansøgte han om at få lov til at leje et af de huse, universitetet ejede, men der blev ikke noget ledigt før marts 1947.

Alle Tolkiens sønner var nu flyttet hjemmefra: John arbejdede som præst og boede i Midtengland, Michael var gift og havde en søn, og Christopher var akademiker, så familien havde ikke længere behov for et hus på størrelse med Northmoor Road 20, og salget af ejendommen ville være et velkomment supplement til Tolkiens fremtidige indtægt. Men det hus, som skulle blive deres hjem i de næste tre år, var på ingen måde ideelt. Manor Road nr. 3 var en lille, grim, moderne bygning, og det værste for Tolkien var, at han i stedet for sit rummelige og hyggelige arbejdsværelse fik et lillebitte rum under taget med lavt til loftet.

I de to år der var gået, siden krigen sluttede, havde Tolkien lidt efter lidt skubbet sin historie fremad, så i slutningen af sommeren 1947 følte han sig klar til at vise en del af den til sin yndlingskritiker, Rayner Unwin, som nu var startet på universitetet i Oxford.

Den 28. juli mødte Tolkien Stanley Unwin til frokost i London og gav ham Første Bog af Ringenes Herre. Rayner læste den på et par dage og var tryllebundet. Han erklærede i sin rapport, at det var en temmelig mærkelig bog, meget forskellig fra Hobbitten og ikke rigtigt for børn. Men han havde en mistanke om, at voksne læsere ville kunne få stor glæde af den, hvis de kunne overkomme deres forbehold over for den slags historier, og at det helt sikkert var noget, som George Allen og Unwin burde udgive.

Tolkien var stærkt opmuntret, men han var stadig undvigende omkring færdiggørelsen af bogen. Plottet var løst, og trådene skulle bare samles, men Tolkien kunne simpelthen ikke få sig selv til at sætte punktum for den episke fortælling, som havde optaget ham mere eller mindre intenst i et helt årti. Ligesom han tidligere havde været besat af enhver detalje i Silmarillion, og aldrig blev i stand til at sige, at den var færdig, var han nu blevet så fortabt i Midgård, så dybt involveret i denne alternative virkelighed, at han ikke kunne få sig selv til at føre figurerne frem til den sidste side, eller helt til det sidste kapitel.

I slutningen af 1947 havde han skrevet hele historien, men i de næste to år gennemarbejdede han den og omskrev hele dele af den. Han gik tilbage og indføjede forklarende passager, og han samlede alle de løse ender. Endelig, i løbet af efteråret 1949, tvang han sig selv til at stoppe. Han havde renskrevet hele sagaen, og nu var den langt om længe klar til at blive læst. Og som den første læser tænkte han på sin ven, C.S. Lewis.