11. Forviklinger

Lewis havde selvfølgelig allerede hørt meget af Ringenes Herre, da den var blevet læst højt på Inklings-møderne. Men i sin helhed fremstillede den en stor vision, et panorama, han aldrig havde oplevet før, og det fortalte han Tolkien i et brev fyldt med ros og beundring. Han kunne have fremhævet fejlene, men de var allerede blevet kommenteret over en øl på The Bird and Baby, og desuden forekom de ham trivielle sammenlignet med det færdige værks majestæt.

Umiddelbart efter at han havde læst bogen færdig, gav Lewis den videre til sin bror Warnie. Det tog ham tre uger at komme igennem den, men da han var færdig, erklærede han i sin dagbog: ”Du Godeste, sikken en bog! Jeg er målløs over den uendelige frodighed i mandens fantasi. Det er en stor bog af sin slags!”70

Nu var den færdig: hvad så? Selvom Ringenes Herre var klar til at blive redigeret i slutningen af 1949, skulle der alligevel gå hele fem år, før bogen endelig blev udgivet; en forsinkelse, der skyldtes misforståelser, stejl stædighed og Tolkiens naivitet og verdensfjernhed.

Da han var færdig med Ringenes Herre, kom Tolkien til den konklusion, at han nu både ville have den og Silmarillion udsendt som beslægtede udgivelser. Han anså de to for at være tæt forbundne, hvilket også var rigtigt, og mente, at de skulle udgives af det samme forlag og hvis ikke samtidig, så i hvert fald kort efter hinanden. Han kunne ikke bære tanken om, at Ringenes Herre skulle splittes op i tre dele og var nu så loyal over for hele mytologien, at han ville have haft svært ved at tolerere, at så meget som ét ord blev ændret. Som han fortalte Stanley Unwin: ”Den er skrevet med mit hjerteblod . . . ”71

Situationen blev ikke mindre kompliceret af, at Tolkien havde mistet tilliden til sin forlægger. Den primære årsag var hans overbevisning om, at Sir Stanley Unwin (som var blevet adlet i 1949) ikke havde nogen oprigtig interesse i Silmarillion. Tolkien havde præsenteret ham for bogen adskillige gange, og selvom han ikke have fået et direkte ”nej”, følte han, at hans store værk ikke blev taget alvorligt.

Men i virkeligheden havde Unwin næppe haft en chance. Tilbage i 1939 havde Tolkien overdraget ham ”Quenta Silmarillion”, og denne var blevet læst med lup, men i det store og hele misforstået, af forlagets faste lektør. I det mellemliggende årti havde Tolkien nævnt sit hovedværk jævnligt, men havde ikke engang antydet over for Unwin, at en udgivelse nok ville kræve en solid gennemskrivning og redigering. Sidst, men ikke mindst, havde Tolkien gjort Unwin forvirret omkring, hvad det egentlig var, han var i gang med. Unwin havde for længe siden, da krigen sluttede, opgivet tanken om nogensinde at få en efterfølger til Hobbitten, og kunne derfor kun håbe, at Tolkien en dag ville overraske ham med en vidunderlig ny bog. Stanley Unwins søn, Rayner, havde læst noget af Tolkiens nye værk i 1947, og han havde været tilbørligt begejstret, så Unwin må have undret sig over, hvorfor Tolkien nu blev ved med at tale om denne anden, temmelig besynderlige bog, Silmarillion. Det var åbenlyst for en forretningsmand som Sir Stanley Unwin, at hvis Ringenes Herre virkelig var så god, som hans egen søn havde syntes, burde Tolkien og hans forlæggere koncentrere sig om den og måske tale om det andet projekt senere.

Tolkien opfattede selvfølgelig tingene helt anderledes. For ham var Silmarillion og Ringenes Herre én bog, én sammenhængende enhed, og det måtte enhver redaktør eller forlægger, han skulle arbejde sammen med, forstå. For at komplicere tingene yderligere besluttede Tolkien i starten af 1950, at der var to vigtige grunde til, at George Allen & Unwin ikke gjorde deres arbejde så godt, som de burde.

For det første var Tolkien meget skuffet over den første efterkrigs-udgave af Hobbitten, som udkom uden de farveillustrationer, som havde begejstret ham i 1938. Illustrationerne havde været for dyre og for svære at producere pga. krigsrestriktioner, men det ignorerede Tolkien åbenbart, eller også kunne han ikke sætte sig ind i de simple økonomiske sammenhænge.

Men Tolkiens andet klagepunkt mod sine forlæggere var mere alvorligt. Da de i 1938 havde insisteret på at prøve at finde noget, der kunne fungere som en slags efterfølger til Hobbitten, havde han vist dem en kort fortælling ved navn Niels Bonde fra Bol. Den var meget forskellig fra Hobbitten, men det var en charmerende lille historie, som foregik i det, Tolkien kaldte ”Det lille Kongerige” (i virkeligheden Oxfordshire og Buckinghamshire i hjertet af England og tæt på hans hjem). George Allen & Unwin ville gerne udgive historien med det samme, men der kom den ene forsinkelse efter den anden, og knapheden på papir under krigen betød, at den ikke udkom før i 1949. Da den gjorde, blev det noget af en skuffelse. Takket være Hobbittens fortsatte succes havde forlæggerne været for selvsikre og trykt 5000 eksemplarer af historien, men i foråret 1950 havde de kun solgt 2000, og Stanley Unwin måtte indrømme over for Tolkien, at det ikke var blevet den store succes, de havde håbet på.

Tolkien lagde hele skylden for, at Niels Bonde fra Bol startede som en skuffelse, på sine forlæggere og mente, at de ikke have gjort nok reklame for den. Hans vurdering var nok delvist rigtig, men man kan heller ikke nægte, at selvom historien er charmerende, ville den aldrig komme til at vælte verden (og kom kun til at sælge bedre senere takket være den opmærksomhed, forfatteren til Ringenes Herre fik af sine fans).72

Men ingen af delene ville sikkert have gjort den store forskel, hvis ikke Tolkien havde mødt og var blevet duperet af en redaktør, som lod til at vise den form for interesse for hele hans værk, som han savnede hos George Allen & Unwin. Redaktøren var en ung mand ved navn Milton Waldman, som arbejdede på forlaget Collins i London, og som havde lært Tolkien at kende igennem en af forfatterens venner, der også var medlem af Inklings, Gervase Matthew, som havde været begejstret for Tolkiens episke fortælling. Da Waldman hørte, at det var intet mindre end en fortsættelse af Hobbitten, kontaktede han straks Tolkien og bad om at se noget af hans materiale.

Men Tolkien sendte ham ikke manuskriptet til Ringenes Herre. I stedet, som en prøve, tilbød han ham Silmarillion. Han tænkte, at hvis Waldman var interesseret i den, ville han vise ham Ringenes Herre. Waldman var lige så forundret over Silmarillion som alle dets få læsere før ham. Han var tryllebundet af tekstens skønhed og fortalte Tolkien, at han var interesseret i at prøve at få sit forlag til at udgive den. Tolkien var imponeret og sendte ham Ringenes Herre.

Efter at have læst Tolkiens seneste epos indså Waldman, at han virkelig havde fundet guld, men han havde også en skjult dagsorden. Selvom han var oprigtigt interesseret i alt, hvad Tolkien havde skrevet, var Waldman og hans chef, forlæggeren William Collins, i virkeligheden mest optaget af at få rettighederne til den bog af Tolkien, der allerede var en succes: Hobbitten. For at opmuntre Tolkien til at forlade Unwin, fortalte Milton Waldman ham, at Collins, som også var en boghandlerkæde og havde deres eget trykkeri, ikke ville have noget problem med at skaffe papir og derfor stod i en langt bedre position end George Allen & Unwin til at udgive to så krævende bøger som Ringenes Herre og Silmarillion.

Tolkien var overbevist. Hans kontrakt på Hobbitten krævede, at han gav sine forlæggere to måneder til at acceptere eller afvise en fortsættelse, og han var overbevist om, at deres afvisning af Silmarillion og accept af Niels Bonde fra Bol havde løst ham fra alle kravene i kontrakten. Han følte dog en moralsk forpligtelse, specielt over for Sir Stanley, som han ikke ligefrem betragtede som en ven, men dog som en nær bekendt, og over for Rayner Unwin, der altid havde støttet hans arbejde. Han besluttede derfor, at han ikke kunne forlade George Allen & Unwin fra den ene dag til den anden og prøvede i stedet at få dem til at forlade ham, at få dem til at afvise Ringenes Herre.

Tolkien skrev til Unwin og forklarede, at han havde mistet kontrollen over sin nye bog. Han skrev, at sammen med Silmarillion fyldte hans mytologi nu over en million ord, og han var begyndt at spekulere på, om nogen nogensinde ville være interesseret i sådan et uhyre. Unwin spurgte, om den ikke kunne splittes op i separate bind, og Tolkien svarede, at det ville han aldrig tillade.

Men Tolkien havde forregnet sig. Ved at spille så kostbar havde han kun gjort Unwin mere interesseret i det, han havde skrevet. I mellemtiden beholdt han kontakten til Waldman og fortalte ham, hvordan han håndterede Stanley Unwin, og at han håbede, at han snart ville være løst fra sine forlæggere, uden at de nogensinde ville få at se, hvad han havde skrevet.

Men Rayner Unwin havde selvfølgelig allerede læst noget af Ringenes Herre nogle år tidligere og forstået bogens potentiale. I et brev til sin far giver han udtryk for den holdning, at Ringenes Herre var komplet i sig selv og ikke behøvede at blive ledsaget af Silmarillion, og at der måske var materiale i den sidste, som kunne tilføje den første yderligere magi. Han påpegede videre, at en dygtig redaktør kunne samarbejde med Tolkien om at inkorporere en passende mængde materiale fra Silmarillion i Ringenes Herre, og at de bagefter, hvis de ventede tilstrækkelig længe, kunne droppe Silmarillion helt.

Det var ikke Rayners mening, at Tolkien skulle se brevet, men Sir Stanley inkluderede hans kommentar i et brev, han sendte til forfatteren et par dage senere. Tolkien blev naturligvis rasende og var nødt til at skrive den ene kladde efter den anden, før hans vrede havde fundet en passende form. Han kunne næsten ikke styre sig og gav Unwin et ultimatum: enten begge bøger eller ingen af dem.

Over for sådan et valg kunne Unwin ikke gøre andet end at give slip på Tolkien. Han skrev til ham og udtrykte sin oprigtige ærgrelse over, at de ikke kunne komme til en forståelse, og at forfatteren havde tvunget ham til at afvise hans værk, og at de måske kunne være nået frem til et passende kompromis, hvis han havde ventet lidt. Men det var nu åbenlyst for alle involverede, at forholdet var gået i stykker. Tolkien ville gerne løses fra George Allen & Unwin, så han kunne forfølge den interesse, Waldman viste ham; Unwin ville ikke have Silmarillion og kunne ikke tvinges til at acceptere den.

Tolkien var nu både løst fra sin kontrakt og, mente han, fra sin moralske forpligtelse, så han lovede Milton Waldman og William Collins, at de kunne udgive hans arbejde. Men så gjorde han dem straks forvirrede ved at fortælle Waldman, at han regnede med, at den endelige udgave af Silmarillion og Ringenes Herre ville runde omkring en million ord tilsammen. En desorienteret Milton Waldman påpegede, at manuskriptet til Ringenes Herre kun var på ca. en halv million ord, og at Silmarillion kun var på ca. 125.000 ord. Så var det, at Tolkien lod bomben springe: at han kun anså Silmarillion for at være halvt færdig, og at det ville kræve et enormt arbejde at gøre den klar til udgivelse, og at dette indebar en tilføjelse af yderligere materiale. Det var ikke helt, hvad Waldman havde tænkt sig; han havde tværtimod planer om at fortælle Tolkien, at han var nødt til at skære drastisk i Ringenes Herre.

Da Tolkien hørte det, blev han oprigtigt chokeret. Han havde troet, at han havde fundet en velvilligt indstillet forlægger, som forstod, hvordan han arbejdede og anerkendte, at hans mytologi kun kunne folde sig ordentligt ud, hvis der ikke var nogen begrænsning på bøgernes længde eller detaljerigdom. Men i stedet for at prøve at nå frem til et kompromis med sin nye redaktør, besluttede Tolkien, at tiden var inde til at præsentere Waldman for adskillige nye kapitler af Silmarillion, som han sendte til Collins’ kontor i London uden at forklare, hvor de skulle placeres i hovedmanuskriptet, eller hvordan de hørte sammen med resten af bogen.

Det er muligt, at man stadig kunne have reddet trådene ud, selv efter denne katastrofale begyndelse, men sådan skulle det ikke være. I sommeren 1950 tog Waldman til Italien, hvor han tilbragte det meste af året. Han sørgede for, at andre fra Collins’ stab i London overtog forbindelsen med Tolkien, men de havde ingen forståelse for, hvad der foregik, og kunne hverken finde hoved eller hale i den mærkelige bunke papirer, som Professor Tolkien var ansvarlig for. Det var meningen, at Waldman skulle vende tilbage til England i nogle måneder i efteråret 1950, men rejsen blev udsat, da han blev syg i Italien.

Og på den måde faldt Tolkiens forhold til Collins til jorden. Waldman prøvede at korrespondere med ham og blev belønnet med en lang og detaljeret synopsis af hele mytologien, som Tolkien håbede ville hjælpe med at kaste lys over eventuelle tvetydigheder i det ufærdige epos og illustrere, hvordan bøgerne hang sammen og var uadskillelige, bortset fra som to bind – Ringenes Herre og Silmarillion.

Men det hjalp ikke meget, og i starten af 1952 var Tolkien ved at miste håbet. Hele året havde han været optaget af akademisk arbejde og familiens flytning fra Manor Road til et hus i Oxfords centrum, Holywell Street 99, men da de var kommet på plads, begyndte han igen at tænke på sin bog. Desværre var interessen fra Waldman og Collins helt forduftet på det tidspunkt, og for at gøre ondt værre var prisen på papir steget drastisk i 1951, hvilket gjorde udgivelsen af en Midgårdsmytologi til en endnu større satsning for en forlægger, end det havde været to år tidligere. I sin frustration skrev Tolkien til Collins og tilbød dem et ultimatum i stil med det, han havde påtvunget Stanley Unwin – enten skulle de acceptere hans værk, som det var og fuldstændigt uredigeret, eller også returnere det med det samme.

Et par dage efter lå Tolkiens manuskripter igen på hans skrivebord, og for første gang siden slutningen af 1930erne havde han ikke nogen form for forbindelse til noget forlag. Han indså, at tiden var kommet til at skifte perspektiv og reevaluere situationen. Han var blevet 60 nogle få måneder tidligere, og hans værk var ikke tættere på udgivelse, end det havde været, da han var blevet færdig med Ringenes Herre for næsten tre år siden. Han tænkte på sin egen skabning, figuren Nørkle fra Træ og blade, og på hvordan han først havde set sit færdige værk i himlen. Hvis han skulle opleve at se udgivelsen af den mytologi, som han havde ofret så meget tid og energi på, måtte han handle nu. Han måtte krybe til korset og, for en gangs skyld, gå på kompromis.

I juni skrev Tolkien til Rayner Unwin og forklarede, hvor indviklet sagen om hans bog var blevet, og spurgte, om han og hans far Sir Stanley stadig ville være interesserede efter al den tid. Rayner Unwin svarede med det samme og arrangerede et møde i Oxford, og i september hentede han manuskriptet fra Tolkiens hus i Holywell Street.

Nu var det udelukket at udgive hele mytologien, og Tolkien indvilligede i at lade Ringenes Herre blive fordelt på tre separate bind og udgivet over mindst et år. Men Rayner var stadig bekymret. Han havde en klar følelse af, at George Allen & Unwin burde udgive bogen, han syntes, den var et mesterværk, men han havde næsten ingen tiltro til dens kommercielle potentiale. Selvom Hobbitten stadig solgte godt, havde Tolkien mistet det blå stempel, han havde fået under den første bølge af hobbit-entusiasme, og Rayner Unwin mente, at en så mørk, lang og detaljeret bog som Ringenes Herre, der tilsyneladende ikke passede ind i nogen eksisterende genre, kun ville appellere til en meget lille del af markedet.

Rayner var efterhånden helt inde i familieforetagendet og skulle selv tage stilling til Ringenes Herre, eftersom hans far var i Japan. Men efter at have foretaget nogle beregninger var han alligevel stadig så bekymret, at han følte sig nødsaget til at spørge sin far til råds, og via telefonsamtaler og telegrammer forklarede han ham, at han mente, at bogen ville koste forlaget op mod £1000, men at de stadig burde udgive den som en prestigetitel, der ville vinde dem stor litterær berømmelse. Stanley Unwin var enig, og de besluttede at tilbyde Tolkien en aftale, hvor han ikke fik noget forskud og ingen royalty, men hvor han til gengæld ville få del i overskuddet. Det ville sige, at George Allen & Unwin skulle dække produktionsomkostningerne, distributionen og promoveringen, og hvis bogen gav overskud, ville de afregne fifty-fifty med Tolkien.

Tolkien tog med det samme imod tilbuddet. Han var efterhånden kommet til den konklusion, at han nok aldrig ville komme til at tjene noget særligt på sine bøger, og han ville bare gerne se sin bog på tryk og se den få opmærksomhed.

1953 var et meget travlt år for Tolkien. Han og Edith havde aldrig været særlig glade for at bo i Holywell Street. Huset i nr. 99 var en smuk gammel bygning, som lå helt perfekt – en kort spadseretur fra Merton College og fem minutter fra butikkerne og det overdækkede marked i nærheden af Carfax – men mængden af trafik ødelagde det gode indtryk, især for Ronald. Han hadede biler dybt og inderligt, men på Northmoor Road var de i hvert fald kun sjældent kommet i nærheden af hans hjem. Nu var der en lind strøm af biler og lastvogne uden for deres vindue hele døgnet.

For at undgå trafikken flyttede de til et nyt hus i Headington. I dag er Headington en østlig forstad til Oxford, men dengang var den næsten en by i sig selv, og huset på Sandfield Road 76 lå i en stille sidegade. Men hvis Tolkien-parret havde troet, de kunne flygte fra biluhyret, havde de gjort regning uden vært, for Headington var et af de steder omkring Oxford, hvor udviklingen gik hurtigst i 1950erne, så inden for et par år var deres stille, blinde vej blevet åbnet op og omdannet til en gennemkørselsvej, og der gik ikke længe, før kvarteret var overhældt med beton og cement.

I løbet af flytningen, den tredje på seks år, var Tolkien travlt optaget af den sidste redigering af teksten til Ringenes Herre og korrekturlæsningen. Selvom han altid havde hævdet, at den eneste naturlige inddeling af hans mytologi var inddelingen i to samlede bind, Ringenes Herre og Silmarillion, lykkedes det ham at finde en måde, hvorpå han kunne dele bogen nydeligt i tre. Da dette var gjort, blev spørgsmålet om undertitler et stort emne, der førte til lange diskussioner. Endelig blev de enige om I: Eventyret om Ringen (The Fellowship of the Ring), II: De to tårne (The Two Towers) og III: Kongen vender tilbage (The Return of the King), men beslutningen om den sidste titel trak ud i det uendelige, fordi Tolkien foretrak Ringkrigen (The War of the Ring).73

Tolkien var stadig fuldtidsansat på universitetet, og arbejdsbyrden var næsten umenneskelig. Rayner havde ikke bedt Tolkien om at beskære manuskriptet, men Tolkien var selvfølgelig overdrevent opmærksom på placeringen af hvert eneste ord i det massive manuskript. Han skulle også komponere et sæt detaljerede appendikser med udvalgt materiale fra Silmarillion, og han skulle tegne stamtræer, tidslinier og kort.

Udgivelsesdatoen for Ringenes Herre blev fastsat til sommeren 1954, og efter gentagne bønfaldelser fra Unwin lykkedes det endelig Tolkien at indlevere sit færdige manuskript i april 1953, hvor det skulle overgå til den langsommelige fremstillingsproces. I oktober ville forlæggerne gerne have kortene klar til trykkeren så hurtigt som muligt, men på det tidspunkt var Tolkien overbebyrdet, det akademiske år var begyndt igen, og han prøvede samtidig at revidere og gennemarbejde manuskriptet til De to tårne. Heldigvis var Christopher Tolkien i nærheden og kunne hjælpe sin far, og han forberedte kortene ud fra det forvirrede sæt billeder, hans far havde nedkradset mange år tidligere. Mod slutningen af året fandt Tolkien tid til at udforme et sæt omslag, som blev brugt som forlæg for det endelige omslag. På en baggrund af olivengrønt papir ser man den Ene Ring, omgivet af flammeskriften fra inskriptionen, men over den ser man den Røde Ring, Narja: et design, som stadig pryder visse udgaver.

Endelig var det hele klart, og George Allen & Unwin, der stadig ikke troede på bogens indtjeningsevne, bestilte kun 3500 eksemplarer fra trykkeren til en fast pris af 21 shillings pr. bind. Som et ekstra skub til salgskampagnen bad de tre kendte forfattere om at skrive bagsidetekster til bogen. Den ene var C.S. Lewis, de to andre var berømte fans af Hobbitten, Naomi Mitchison og Richard Hughes.

Lewis’ tekst lød: ”Man kan næsten med sikkerhed sige, at der aldrig nogensinde er skrevet en bog som denne. Hvis Ariosto kunne konkurrere på fantasifuldhed (hvilket han faktisk ikke kan), ville han stadig mangle dens heroiske alvor.”74

I august 1954 nåede Eventyret om Ringen endelig ud til boghandlerne.