12. Midgård

Bogen er som et lyn fra en klar himmel. Det ville være utilstrækkeligt at sige, at i den er heroisk romance, smuk, veltalende og stolt, pludselig vendt tilbage, i en periode, der næsten er sygeligt antiromantisk . . . I hele verden er der nok aldrig skrevet en bog, der er så bemærkelsesværdigt et eksempel på det, forfatteren andetsteds har kaldt ”under-skabelse”.75

Dette var en af de første anmeldelser af Ringenes Herre, og den var skrevet af ingen ringere end Tolkiens ven C.S. Lewis, der var endnu mere uforbeholden i sin ros uden for offentlighedens søgelys og fortalte sine venner, at Ringenes Herre var lige så lang som Bibelen og ikke ét ord for lang.

Der blev hurtigt trykt den ene anmeldelse efter den anden, en konstant strøm af kommentarer og meninger om Tolkiens store værk, som efterhånden er svulmet op til noget af en flod, som årene er gået.

Lewis var på ingen måde den eneste, der mente, at Tolkiens bog var et mesterværk. Anmelderen i Manchester Guardian erklærede, at Tolkien var: ” . . . en af disse fødte historiefortællere, som gør sine læsere til børn igen i længslen efter at høre mere”.76 Og i Country Life udmalede anmelderen Howard Spring: ”Det er et kunstværk . . . den indeholder opfindsomhed, fantasi og fantastisk forestillingsevne . . . Det er en ægte lignelse over menneskets evige kamp mod det onde.”77 Der kom yderligere støtte fra Truth, som bragte en anmeldelse af A.E. Cherryman, hvori han skrev: ”Det er et bemærkelsesværdigt stykke arbejde. Han har bidraget, ikke bare til verdenslitteraturen, men til dens historie.”78 Og Tolkien fik også opbakning ”hjemmefra”, da Oxford Times’ anmelder forudseende pointerede, at ”Den, der har et strengt praktisk sindelag, vil ikke finde tid til den. Den, der har en fantasi, der kan antændes, vil blive ført med strømmen og blive del af en begivenhedsrig rejse og vil beklage, at der kun er to bøger tilbage.”79

En anden tidlig fan var Bernard Levin, som anså Ringenes Herre for at være ”et af de mest bemærkelsesværdige litterære værker i vor, eller en hvilken som helst tid. I denne plagede tidsalder er det beroligende endnu engang at blive overbevist om, at de sagtmodige skal arve jorden.”80

Men andre var ikke så imponerede. I Daily Telegraph kaldte Peter Green bogen ”et formløst værk” og mente, at den: ” . . . skifter fra prærafaelitisk til drengespejderlitteratur.”81 I Sunday Times spurgte anmelderen, om bogen kun var skrevet ”for opvakte børn”. Den mest utilfredse af Tolkiens anmeldere var Edwin Muir fra Observer, som hævdede, at han anså bogen for at være ”bemærkelsesværdig”, men kritiserede Tolkien for, at hans ” . . . gode figurer er gode hele vejen igennem, hans onde figurer uforbederligt onde: i hans verden er der ikke plads til en satan, som både er ond og tragisk”.82

Da Eventyret om Ringen udkom i USA i oktober, fik den endnu et sæt blandede anmeldelser, men fandt en ivrig og hørlig støtte i den litterære gigant W.H. Auden, som skrev i The New York Times: ” . . . i de sidste fem år har jeg ikke læst noget, der gav mig mere glæde.”83 Og en måned senere lagde han endnu mere vægt bag sin opbakning i et radiointerview, hvor han erklærede: ”Hvis jeg hører om nogle, der ikke bryder sig om den, vil jeg aldrig stole på deres bedømmelse af noget som helst litterært igen.”84

I november 1954 udkom Anden Bog, De to tårne, i Storbritannien. Den gav stof til endnu en stor og blandet landhandel af anmeldelser, og Tolkien var overrasket over at høre, at fordi han havde delt historien der, hvor Frodo er taget til fange i Cirith Ungol, var der mange læsere og anmeldere, som næsten ikke kunne vente på det sidste bind. Anmelderen fra Illustrated London News erklærede, at ”spændingen er grusom”. Og Lewis trådte ind på arenaen med endnu en strålende anmeldelse i Time & Tide, hvori han skrev: ”Da jeg anmeldte det første bind af dette værk, turde jeg næsten ikke håbe på, at det ville få den succes, jeg vidste, det fortjente. Heldigvis tog jeg fejl . . . Bogen er for original og for storslået til, at man kan bedømme den rigtigt ved den første gennemlæsning. Men vi ved med det samme, at den har gjort noget ved os. Vi er ikke helt de samme. Og selvom vi må rationere vores læsning, tvivler jeg ikke på, at bogen snart vil indtage sin plads iblandt de uundværlige.”85

Det var først efter, at det tredje bind udkom den 20. oktober 1955, at kritikerne rigtigt kunne bedømme værket i sin helhed og udtale deres fuldstændige dom over den. De fleste fik bekræftet den mening, de havde haft om det første bind. De, som elskede Eventyret om Ringen, tilbad hele værket, og de, som fandt alvorlige fejl ved det første bind, beholdt deres fordomme og misbilligelser til den bitre ende. Og anmeldelserne var varierede og overlæssede. Edwin Muir, hvis modhager virkelig irriterede Tolkien, skrev en artikel til Observer med overskriften ”En drengeverden”, hvori han udtalte:

Det utrolige er, at alle figurerne er drenge, der leger voksne helte. Hobbitterne, eller halvlingerne, er almindelige drenge; de fuldvoksne, menneskelige helte er på folkeklasse-niveau; men stort set ikke en eneste af dem kender noget til kvinder, kun af omtale.86

Den dengang kendte amerikanske forfatter Edmund Wilson var langt mere barsk, da han skrev, at Ringenes Herre var noget ”pubertetsagtigt sludder og vrøvl”, og han fremsatte dernæst den uheldige forudsigelse, at bogen kun ville appellere til den britiske litteratursmag.87

Det var tydeligt, at Ringenes Herre lige fra starten gav anledning til stærke følelser. Fra begyndelsen var det en bog, der var både elsket og hadet, en bog, som delte den litterære verden i to lejre på tilsyneladende tilfældig vis. Skellet gik ikke imellem intellektuelle og ikke-intellektuelle, og på trods af Wilsons fordomme havde det tilsyneladende heller ikke noget med nationalitet at gøre. Desuden var (og er) kritikken utroligt vidtspændende.

Den første type kritik ser ud til at være kommet fra dem, som simpelthen besluttede sig for at være imod bogen. Anmeldere har ofte en skjult, personlig dagsorden, som oftest har at gøre med simpel jalousi, et behov for at vise sig for sine jævnbyrdige, eller bare en uvilje mod nogen eller noget, der har med en bestemt forfatter eller bog at gøre. Dette sidste var tilsyneladende grunden til, at Edwin Muir vendte sig imod Tolkien, før han havde læst så meget som et ord af Ringenes Herre. I sin første anmeldelse (Muir anmeldte alle tre bind, efterhånden som de udkom) i Observer den 22. august 1954, havde han fremsat følgende kommentar: ”Denne bemærkelsesværdige bog viser sig fra en uheldig side lige fra starten. Kun et stort mesterværk ville kunne overleve det bombardement af ros, som den får på sit eget omslag.”

Dette blev skrevet i en mere naiv tid end vores, en tid, hvor journalister ikke var så vant til den spærreild af informationer og stærkt overdrevne formuleringer, som man i dag forbinder med en typisk, moderne bogudgivelse. Faktisk brugte man dengang sjældent ordet ”reklame”. Men Muir var alligevel forblommet med vilje, for det, der egentlig irriterede ham, var opbakningen fra C.S. Lewis, hvis forfatterskab han virkelig ikke brød sig om.

I 1950erne havde Lewis fået mange fjender, og selvom han også havde hundredetusinder af beundrere verden over, var der mange journalister og litterater, som foragtede hans bøger. Det vidste Lewis, og da Tolkiens forlæggere spurgte ham, om han ville bidrage til omslaget til Ringenes Herre, advarede han Tolkien om, at det måske ikke ville være til hans fordel, at han var en hadet mand i visse kredse, og at Tolkien skulle tænke sig godt om, før han tog imod tilbuddet.

Mærkeligt nok var det først efter, at Tolkien var blevet konfronteret med den ene forsmædelse efter den anden, og at det blev tydeligt, at kilden til vanæren var folk, som hadede Lewis, at det gik op for Tolkien, at hans ven ikke havde overdrevet. Han har tilsyneladende været helt uvidende om, hvor upopulær Lewis faktisk var i visse kredse, men måske havde han heller ikke kunnet modstå chancen for at få de fine ord på tryk fra Lewis, som allerede var en berømt forfatter.

Men bortset fra de personlige angreb, som var fremprovokeret af tåbelig rivalisering og fjendtlighed, gjorde Muir sig stor umage med at forklare sin kritiske holdning, og derfor bør vi også vie den en vis opmærksomhed. Hans primære klagepunkt havde på en måde at gøre med det, han opfattede som forfatterstemmens umodenhed. Han svøber det i opsigtsvækkende fraser, bl.a. ved at insistere på at sammenligne de mandlige hovedpersoner med drenge, men man kan heller ikke benægte, at det svageste aspekt af Ringenes Herre er den måde, Tolkien beskriver romantiske følelser på. Tolkien er fejlfri i sin portrættering af heltemod og det, han formentlig har betragtet som ”ædle følelser”, men det er i hvert fald korrekt, at han håndterer et hvilket som helst forhold imellem kønnene på en ekstremt klodset måde.

Det kommer sig af, at Tolkien aldrig rigtigt følte sig tryg ved at skrive om kvinder, og hans sædvanlige flydende fornemmelse for sprog svigtede, når han skulle beskrive en scene, hvor der er et samspil mellem mænd og kvinder, ligegyldigt hvordan. Vi må huske på, at han var en gammeldags herre med mange victorianske synspunkter. Som vi så tidligere, var hans egen forestilling om romantik påvirket af de bøger, han havde læst, og han var helt klar over, at han ikke var i stand til at skrive overbevisende om noget, der havde med seksualitet at gøre. Blandt hans egne værker var hans favorit ”The Lay of Beren and Lúthien”. Det er en vidunderlig fortælling, men den rummer ingen seksuel energi, hvilket præcis var, hvad Muir klagede over manglen på i Ringenes Herre.

Men den holder alligevel ikke helt. Hvis Muir var i sin gode ret til at kritisere dette aspekt af Tolkiens værk, var det stadig forkert at gøre så stort et nummer ud af det. Selvom han indrømmede, at Ringenes Herre var en ”bemærkelsesværdig” bog, tillod anmelderen sin uvilje mod Lewis og Tolkiens manglende evne til at skrive overbevisende om romantik og sex at overskygge den store bedrift, bogen ellers var.

Man kan undre sig mere over manglen på raffinement i kommentarer fra mænd som Edmund Wilson. De udspringer måske af jalousi, men det er også sandsynligt, at Wilson og andre simpelthen ikke fattede pointen. Ringenes Herre var næsten enestående, og dens læsere (inklusive de professionelle kritikere) havde nærmest intet at sammenligne den med, intet at holde den op imod. Da Tolkiens bøger kom frem i midten af 1950erne, var de desuden håbløst umoderne. Modernismen var på sit højeste, og Tolkiens forfatterskab blev af nogle betragtet som uforbederligt, næsten perverst gammeldags.

Og det var det selvfølgelig også. Det var Tolkiens stil; hans skrivemåde havde sine rødder i en ældgammel form. Allerede i 1950erne havde begrebet plot fået dødsstødet, stilen var i centrum, men det var den modernistiske stil, ikke den arkaiske eller eventyrlige form, som Tolkien brugte.

Vi vil vende tilbage til kritikerne i Kapitel 14, men nu hvor vi har fået et overblik over den første kritiske modtagelse af Tolkiens skaberværk, bør vi også kigge nærmere på nogle af de temaer og begrebsmæssige tråde, som tilsammen fremmaner Midgård. Vi må vende os imod den overvældende mængde spørgsmål, som opstår, når man læser Ringenes Herre og Silmarillion. Nogle af gåderne er f.eks.: Hvor ligger Midgård? Er de Tre Tidsaldre på nogen måde relaterede til Jordens historie? Hvorfor optræder ordet ”Gud” ikke en eneste gang blandt Tolkiens én million ord, eller flere, om Midgård? Havde Tolkien et budskab i baghovedet, da han beskrev sin mytologiske verden? Og hvis han havde, hvad var budskabet så? Og til sidst er vi nødt til at stille det spørgsmål, som nok irriterede Tolkien mere end noget andet, der var knyttet til hans værk: Er Tolkiens mytologiske verden allegorisk?

Midgård er uden tvivl en forvrænget udgave af vores verden. Mere specifikt er landene, som Ringenes Herre foregår i, og hvor handlingen finder sted, en forvrænget udgave af Europa. Tolkien sagde det selv direkte. Da han blev spurgt om Midgårds geografi, erklærede han, at ”Rhûn er elverfolkets ord for Østen. Asien, Kina, Japan og alle de steder, som vesterlændinge betragter som langt væk. Og syd for Harad er Afrika, de varme lande.” Da han blev spurgt ”Vil det ikke sige, at Midgård er Europa?”, svarede Tolkien: ”Jo, selvfølgelig – Nordvesteuropa . . . hvor min egen fantasi stammer fra.”88 Da en journalist spurgte, hvor Mordor var, svarede han: ”cirka i de baltiske lande”.89

Hobbitter er englændere, og Herredet er et aspekt af England. Journalisten Clyde Kilby, som tilbragte nogen tid sammen med Tolkien i 1960erne, fik det at vide af Tolkien selv. ”Da jeg spurgte ham, om der var hobbitter i tidligere tider,” rapporterede Kilby, ” . . . svarede han direkte, at det var der ikke, for hobbitterne var englændere, en bemærkning, som både bekræfter den geografiske fremstilling, og som har vidtrækkende tidsmæssige implikationer. Hvad geografien angår, kørte vi engang nogle kilometer øst for Oxford på London Road, da Tolkien pegede ud på et bakket område nord for os og sagde, at det ville være et passende sted for hobbitter.”90

I et bredere perspektiv er det sandsynligt, at Númenor er baseret på legenden om Atlantis, eller måske den ældre legende om Mu. Man mente, at beboerne i Atlantis havde en avanceret civilisation, som var almindelige mennesker overlegen og rådede over magiske kræfter. Da han blev spurgt, hvor Númenor lå, tøvede Tolkien ikke. ”I midten af Atlanterhavet,” svarede han.91 Det er interessant, at moderne forskning peger imod den antagelse, at der muligvis har eksisteret et Atlantis, Mu eller en anden ældgammel civilisation på en østat i midten af Atlanterhavet.92

Tilsammen repræsenterer Silmarillion og Ringenes Herre en alternativ verdenshistorie, men den stopper, lige før den nedfældede historie begynder. Det virker sandsynligt, at Tolkien havde en form for atlantisk legende i baghovedet sammen med det oldnordiske forbillede. Ifølge legenden levede indbyggerne i Atlantis længere end de mennesker, der efterfulgte dem, og de var højt uddannede håndværkere og dygtige søfarere. Nogle mener, at Europa blev koloniseret af folk fra Atlantis, og at de også såede kimen til den egyptiske civilisation. I Silmarillion tager Númenóreanerne østpå til Midgård i den Anden Tidsalder, efter at Valarne har forbudt dem at rejse vestpå til De Udødelige Lande. Her begynder de at kolonisere, de lever også længere end andre mennesker og er højt civiliserede.

Ældgamle legender beskriver også, hvordan folkene fra Atlantis begyndte at tro, at de var i stand til alt, og at de blev ødelagt af Guds vrede og deres civilisation begravet under bølgerne. Ved slutningen af den Anden Tidsalder truer Númenóreanerne, under ledelse af deres Kong Ar-Pharazôn, Valarne ved at forsøge at bryde forbuddet og sejle vestpå med en stor hær. Valarne påkalder den Ene og beder ham ødelægge Númenóreanerne og hele deres civilisation.93

Tolkien anså sin mytologi for at være et helt igennem religiøst værk og betragtede Ringenes Herre som en kristen, sågar en katolsk historie. Den konklusion kan være meget svær at forstå efter den første gennemlæsning, for Midgård er tilsyneladende en fuldstændig hedensk verden. Den eneste form for bøn bliver udsagt, når et ”svagt” eller ”magtesløst” individ (som f.eks. Sam Gammegod i Mordor) påkalder noget stærkere, en halvgud eller halvgudinder som Galadriel eller Lúthien Tinúviel. Når krigere falder og bliver begravet, siges der ingen bønner over deres grav. Der er ingen kirker eller kapeller noget sted i Midgård. De eneste ”hellige skrifter” er nedskrivninger fra ældre tider. Og alligevel er der antydninger af religiøsitet, og endda af kristen ortodoksi.

Silmarillion beskriver den Ene og tilbyder en alternativ skabelsesberetning, før den fortæller om den Første og Anden Tidsalder, eventyr med elverfolk og mennesker, og deres kamp mod Morgoth og Sauron. Men hvis Tolkien prøvede at fremstille sin mytologi på en subtil religiøs baggrund, må det have været en forvirret baggrund, for budskaberne er blandede og sommetider selvmodsigende.

Dette kommer klarest frem, hvis man prøver at kategorisere mange af de ledende figurer og objekter i centrum af historien. Frodo udviser Kristus-lignende egenskaber – han er Ringbæreren, bebyrdet med korset – han bliver fristet ved Dommedagsspalterne, ligesom Kristus blev fristet. Sauron og Melkor (eller Morgoth) er helt klart figurer fra Helvede: Morgoth, den faldne Valar, er mørkets engel, og Sauron, den faldne Maia, en dæmon eller en djævel. Gandalf er tydeligvis en profetskikkelse, men hvad med Galadriel? Hun optræder kun flygtigt, men bevarer alligevel en magtfuld indflydelse igennem anden halvdel af Ringenes Herre. Hun stammer fra Noldorne, som faldt i unåde i den Første Tidsalder, fordi de ikke adlød Valarne, men hun har også en udstråling, der måske minder om Jomfru Maria.

Denne idé fik Tolkien af sin ven Fader Murray. I sit svar på et brev dateret nogle få måneder før Ringenes Herre udkom, hvor præsten foreslog dette, takkede Tolkien ham for hans indsigtsfulde fortolkning og bifaldt idéen om, at han havde ladet en stor del af sin opfattelse af Jomfru Maria indgå i sin portrættering af Ga­ladriel.94

Men det mest mærkværdige religiøse aspekt i Ringenes Herre er ikke så meget de elementer, som indgår i skabelsen af de centrale figurer, men en næsten umærkelig understrøm, der er indbygget i den måde, hvorpå historien er fortalt, sammenholdt med Tolkiens timing. I Appendiks B til Ringenes Herre hører vi, at broderskabet forlader Kløvedal for at påbegynde deres mission den 25. december. Dagen, hvor det lykkes Frodo og Sam at ødelægge ringen, den dag, hvor den bliver kastet ned i Dommedagsspalterne, og den nye æra begynder for alvor, er, ifølge Gondors tidsregning, den 25. marts. For de fleste er den dato ikke forbundet med nogen særlig betydning, men ifølge gammel engelsk tradition (et emne som Tolkien var særdeles godt hjemme i) var 25. marts datoen for den første Langfredag, dagen hvor Kristus bliver korsfæstet.95 Det vil sige, at hovedbegivenhederne i historien om Ringens ødelæggelse og overvindelsen af Sauron udspiller sig i løbet af den mytiske periode mellem Kristi fødsel den 25. december og hans død den 25. marts.

Der ville ikke være nogen grund til at indfælde dette i historien, medmindre det var en form for subtil ”skjult mening”. Tolkien lægger sin tro ind over sin hedenske verden, hans figurer spiller deres roller i et ikke-kristent tomrum, men deres ”under-skaber” kan føre dem igennem en tidsramme, som er kristen – han har trods alt det sidste ord.

Derudover var det, Tolkien mente, når han hævdede, at hans værk var kristent og endda katolsk af natur, den nådesfølelse, som gennemsyrer værket. Hans figurer lever i en verden, hvor magi er virkelig, hvor tro alene kan få ting til at ske. Det er ikke kun et spørgsmål om viljestyrke eller ambition, men om tanker, der tager form. I Midgård kan sand tro overvinde virkelighedsstrømmen; den kan aflede effekten af almindelig årsag og virkning. Og selvom der ikke er nogen specifik kristendom i nogen af Tolkiens bøger, ingen bibler, ingen krucifikser, ingen altre, findes ”den kristne ånd” overalt. Essensen af historien er kampen mellem godt og ondt, og det godes triumf, men den handler også om ofre, fristelser, selvbestemmelse og fri vilje. Det vidste Tolkiens ven og støtte W.H. Auden, og han bemærkede, at: ”De uudtalte præmisser for Ringenes Herre er kristne.”96 Forfatteren Edmund Fuller mente, at ”Nåden er på spil alle vegne i denne fortælling” og at ”en livstråd af profeti går i opfyldelse.”97

Tolkiens hengivenhed over for katolicismen var formentlig det vigtigste aspekt af hans liv, han var næsten fanatisk kristen: et faktum, som hurtigt blev åbenlyst for enhver, der mødte ham. Han omtalte jævnligt Kristus som ”Herren” og besad en uafrystelig tro på bønnens magt, idet han mente, at han var ”blevet givet” historier efter at have bedt, og at bønner havde helbredt medlemmer af hans familie, når de var syge. En af hans venner, George Sayers, sagde, at ”Tolkien var en meget streng romersk katolik. Han var meget ortodoks og meget gammeldags.”98 Sønnen John, som blev katolsk præst, har udtalt, at katolicismen ”gennemsyrede hele [hans fars] tankegang, tro og alt andet”.99 Det er derfor ikke overraskende, at Tolkien var nødt til at indføje subtile referencer til kristendommen og den bibelske tradition i sin ellers hedenske fortælling.

Noget andet, som lå Tolkiens hjerte nær, var det, han anså for at være den moderne livsførelses destruktivitet og den fremadstormende bølge af teknologiske fremskridt. Hans økologiske overbevisning var upolitisk og udsprang af en dybtliggende personlig afsky for meget af staffagen ved det moderne liv og en mistillid til hele det 20. århundrede. ”Han brød sig ikke om den moderne verden,”, har sønnen Christopher fortalt, ” . . . for ham var den moderne verden stort set lig med maskinen. En af de underliggende ting i Ringenes Herre er maskinen”.100 Andre har beskrevet hans anti-modernistiske holdninger i stærkere vendinger. Ifølge kritikeren Roger Sale har ”Tolkien . . . altid talt . . . som om kun tåber og gale ville kunne betragte det 20. århundrede uden at føle rædsel”.101 Mens forfatteren Paul Kocher har udtalt, at ”Tolkien var økologiker, forkæmper for det usædvanlige, fremskridtshader, håndværkselsker og krigsafskyer, længe før det blev moderne at være det.”102

Tolkiens vrede imod det 20. århundrede står med store bogstaver i Ringenes Herre: Enterne er nogle af de sørgeligste skabninger i litteraturen, fordi de er dømt til undergang, et symbol på en tid, der er ved at være forbi, og kapitlet ”Rengøring i Herredet” må have været en af de mest tilfredsstillende passager, Tolkien nogensinde kom til at skrive.

Det står altså klart, at Tolkien brugte Ringenes Herre som et redskab til at angribe nogle af sine yndlingsofre: teknologer, modernisatorer, forurenere og forhærdede forbrugere. Han skabte en fuldstændig overbevisende alternativ verden, hvor teknologien ikke eksisterer, det, John Clute har beskrevet som ”en storstilet modmyte til historien om det 20. århundrede . . . en beskrivelse af et univers, der føles rigtigt – en anden virkelighed, som sjælen har brug for i dette lossepladsens århundrede.”103 Tolkien gav altså ikke bare efter for ønsketænkning, han missionerede for sine dybfølte overbevisninger. Colin Wilson rammer dette helt præcist, når han skriver:

Ringenes Herre er en kritik af den moderne verden og den teknologiske civilisations værdier. Den

hævder sine egne værdier og prøver at overbevise læseren om, at disse er at foretrække frem for

dem, der er fremherskende i dag . . . den er på én gang et angreb på den moderne verden og et

credo, et manifest.104

Fra et økologisk perspektiv er figuren Saruman (hvis navn kan oversættes som ”snedig mand”)105 mindst lige så uhyggelig som Sauron eller Morgoth. Vi opfatter måske de to sidstnævnte som repræsentanter for det mystiske onde, åndsformørkere, djævle, men Saruman er legemliggørelsen af det korrupte 20. århundrede. Han er den tvetungede politiker, han griber ind i naturens orden, han er forureneren og den onde videnskabsmand. Saruman fremavler en særligt ondskabsfuld udgave af orkerne, som ikke skyr lyset, og som er dobbelt så stærke som Saurons krigere. Han leger med maskiner og teknologi, og mens bogens helte kæmper i Ringkrigen og redder Midgård fra Sauron, står han bag ”moderniseringen” af Herredet. Men Saruman bliver slået tilbage af de ”gamle dages” triumf, af Gandalfs naturalistiske magi og af ”godheden” hos dem, der arbejder med naturen i stedet for imod den. Men måske gik Tolkien for langt her. Måske var han for dygtig til at iklæde sine holdninger kød og blod, for nogle læsere opfatter Ringenes Herre som ren allegori, på mange planer.

Den første, der foreslog det, var Rayner Unwin, som læste en meget tidlig udgave af en del af historien i løbet af sommeren 1947. Da han rapporterede tilbage til sin far, påpegede han, at kampen mellem godt og ondt havde en tydelig biklang af allegori. Tolkien blev ked af det over bemærkningerne, og vi kan formentlig spore hans livslange insisteren på, at hans værk på ingen måde var allegorisk, tilbage til denne respons. Men, hvis vi skal være fair over for Rayner Unwin, var året 1947, krigen var kun lige blevet vundet, og det har formentlig virket helt sandsynligt, at hovedhistorien i Ringenes Herre, kampen mellem ”heltene fra Vesten” og ”skurkene fra Østen” retfærdiggjorde en allegorisk læsning.

Så lad os kigge på bevismaterialet. For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt Ringkrigen på en eller anden måde er et spejlbillede af Anden Verdenskrig.

Ved første øjekast er det helt sikkert en mulighed. Tolkien skrev sin saga i løbet af konflikten, og selvom vi tager i betragtning, at han skrev en del af den før krigen og allerede i 1939 havde fanget fortællingens essens, kan vi modsvare det ved at sige, at selvom hele Europa endnu ikke var i krig, var fascismen en meget stærk magt, og der var absolut krig i luften. Desuden gik Tolkien hele tiden tilbage og omskrev, gennemskrev og reviderede tidlige passager, og det havde været let for ham at skrive allegorisk, hvis han havde ønsket det, ved at krydre teksten med betydningsladede referencer efter at de virkelige begivenheder havde fundet sted.

Det er ikke svært at finde tegn på allegoriske referencer, hvis vi leder efter dem. Der er tre åbenlyse eksempler: Tolkiens brug af sort og hvidt til at definere godt og ondt; hans beslutning om at gøre orkernes sprog gutturalt, hvilket man kan tolke som en ekstremt forvrænget udgave af mundtligt tysk; og selvfølgelig, det mest sigende, de krigsførende landes geografiske placering i Midgård.

Der er en mere subtil allegorisk kommentar i Anden Bog, Kapitel 2, ”Rådsforsamlingen hos Elrond”, som indeholder en kompleks diskussion om, hvad man skal stille op med Ringen. Igennem hele diskussionen er det tydeligt, at de, der arbejder i det godes tjeneste, er helt uforberedte på konflikten, og selv mægtige figurer som Gandalf og Elrond indrømmer, at de først for nylig har forstået det fulde omfang af truslen fra Sauron. Dette er blevet sammenlignet med den måde, hvorpå Storbritannien og de andre Allierede var dårligt forberedte på krig, selvom nazisterne havde været i gang med at opbygge deres militære styrke siden starten af 1930erne. Tolkien skrev ”Rådsforsamlingen hos Elrond” i krigens tidligste dage.

Og så er der det objekt, der ligger til grund for hele historien, Magtens Ring, som indbyder til alle former for allegoriske referencer. Rayner Unwin var den første til at lufte idéen om, at den havde visse ligheder med ”Nibelungens Ring” fra Wagners opera. Tolkien gav skarpt svar på tiltale ved at bemærke, at det eneste, de to ringe havde til fælles, var, at de begge var runde.

Men i virkeligheden er det ikke mange af de foreslåede allegorier, som holder til en nærmere undersøgelse. Sort er altid blevet associeret med det onde, konflikten mellem sorte og hvide magter er ældgammel, og Hitler valgte farven til at repræsentere hans regime netop pga. dens primitive associationer. Desuden ligger Tyskland et godt stykke vej fra Balkan, som Tolkien hævdede var den europæiske udgave af Mordor. Orkernes sprog kunne tolkes som mange andre sprog end lige tysk, og man kunne hævde, at deres sortsmudskede udseende og smalle øjne har meget lidt tilfælles med SS stormtropperne. Selvom han ikke selv vidste det, var Rayner Unwin måske i én forstand tættere på målet med sin reference til Wagners Ringcyklus, for i det mindste har komponisten trukket på ældgamle teutoniske myter og legender som inspiration.

Blandt de andre foreslåede allegoriske forbindelser er der bl.a. idéen om, at Mordor faktisk er Rusland og ikke Tyskland. Det er i hvert fald sandt, at fra længe før Anden Verdenskrig og indtil sin død var Tolkien dybt mistroisk over for Rusland og kommunismen. Han var ikke et særlig politisk menneske, men han var mistænksom over for Stalin hele krigen igennem, selv mens de russiske soldater kæmpede side om side med britiske og amerikanske tropper under Europas befrielse. Og da russerne isolerede sig fra resten af verden og skabte Sovjetblokken umiddelbart efter krigen, kom det slet ikke bag på Tolkien. Men det er lige så usandsynligt, at Rusland er Mordor, som at Tyskland skulle være det, medmindre Tolkien forestillede sig en fremtidig krig, som i 1940erne reelt ikke engang var en fjern mulighed.

Tolkien hævdede, at han hadede allegori i en hvilken som helst form eller udgave og afviste på det kraftigste eksistensen af nogen som helst form for allegori i hans forfatterskab.106 Han betroede sine nære venner, at han havde været stærkt inspireret af religion, da han skulle forme sine figurer, men han nægtede at acceptere, at plottet i Ringenes Herre indeholdt andet og mere end indirekte referencer til hans egne erfaringer med krig. Et eksempel er hans accept af, at Sam Gammegod for ham repræsenterede den gode, solide arbejderklassesoldat, den pålidelige og loyale menige. Men i dette tilfælde tænkte Tolkien mere på sine oplevelser under Første Verdenskrig, og vi må ikke glemme, at meget af grundlaget for Ringenes Herre stammer fra Silmarillion, som stort set var udtænkt umiddelbart efter Første Verdenskrig.

Tolkien stoppede imidlertid ikke der. Han nægtede, at han på nogen måde havde hentydet til sine økologiske bekymringer i Ringenes Herre. Han blev særligt arrig, når han blev konfronteret med paralleller imellem hans beskrivelse af ”Rengøring i Herredet” og Englands tilstand umiddelbart efter krigen. Men for en hvilken som helst læser i starten af 1950erne (eller en senere læser, som kunne huske den tid), er forbindelsen åbenlys og ikke til at komme udenom. Rationering og varemangel var en dagligdags faktor i Storbritannien i 1940erne og 1950erne. I al hast opførte man præfabrikerede huse i billige materialer til dem, som de tyske bomber havde gjort hjemløse. Industrien måtte arbejde på overtid for at genopbygge landet, og forureningen blev langt værre end før krigen; i en periode blomstrede korruptionen, og sortbørshajerne styrede det sorte marked. Alt dette fandt et forvrænget, fiktivt udtryk i beretningen om hobbitterne, der vender hjem fra deres egen krig.

Så hvad skal vi tro på? I hvilken grad er Ringenes Herre et allegorisk værk? Og hvorfor var Tolkien så opsat på at udrydde den tolkning?

Den eneste logiske konklusion er, at Tolkien ikke gjorde sig bevidst umage for at skrive allegorisk, men at begivenheder, der udfoldede sig med dramatisk intensitet i verden udenfor, alligevel fandt vej ind i hans værk, uden at han opdagede det. Netop som han begyndte at skrive, begyndte tanks at køre frem, og verden bukkede under for volden. Det var først, da nogle af dem, der havde læst hans værk, drog paralleller til moderne historie, at han begyndte at få øjnene op for de ubevidste allegoriske elementer i værket. Af grunde, han bedst selv kendte, valgte han så at holde stand imod den tolkning.

Og hvis vi skal prøve at forstå, hvorfor han valgte dette standpunkt, må vi forsøge at komme Tolkiens karakter og motivationer endnu nærmere. For det første betragtede Tolkien selv sin fiktion som en beskrivelse af en renere verden, en verden langt fra den anløbne jordklode, hvor hans virkelige liv foregik. Vi må huske på, at Silmarillion var hans ”mytologi for England”, og at Ringenes Herre var tæt forbundet med dette tidligere værk og trak tunge veksler på det. Det sidste, han ønskede, var, at hans læsere skulle forringe værdien af hans ”høje koncept”, at de skulle tilsmudse hans storslåede, tidløse epos ved at relatere det til smudsige begivenheder fra det moderne menneskeliv.

Den anden grund til hans afvisning af alle allegoriske tolkninger var mere personlig. Omkring det tidspunkt, hvor han var ved at færdiggøre Ringenes Herre og var i færd med at føre den ud i et mangeårigt tomrum rent forlagsmæssigt, havde C.S. Lewis skrevet sine første Narnia-bøger. De var selvfølgelig skrevet som bevidste allegorier, og Tolkien afskyede både bøgerne og Lewis’ motiver. Man kan derfor roligt gå ud fra, at Tolkien ikke værdsatte det, når læsere eller litterære kommentatorer læste Ringenes Herre med allegoriske briller. Tolkien ville for enhver pris undgå nogen som helst form for association mellem Lewis’ forfatterskab og hans eget, især enhver form for sammenligning mellem Løven, heksen og garderobeskabet og Ringenes Herre.

Tolkien var uhyre vagtsom over for spørgsmål om, hvorvidt hans værk var påvirket af andre forfattere. Hans svar til velmenende breve fra fans over hele verden, der spurgte, om han havde været inspireret af den ene eller den anden bog eller forfatter, var ofte oversået med benægtelser og frasigelser, og som han blev ældre, blev denne reaktion endnu mere udtalt.

Et godt eksempel er hans undsigelse af den victorianske forfatter, George Macdonald, som han engang refererede til som ”en gammel bedstemor”.107 Måske var han påvirket af, at hans fiktion ofte blev sammenlignet med Macdonalds.108 Og vi skal måske heller ikke glemme, at Macdonald også var en af Lewis’ yndlingsforfattere, og at han ofte nævnte ham som én, der havde påvirket hans eget forfatterskab.109 Selv Lewis mente, at Tolkien stod i gæld til Macdonald og nævnte det i sin anmeldelse af Hobbitten.

Endnu mere slående er det, at Tolkien angreb sin mest sympatiske figur, Sam Gammegod, som han engang havde kaldt en ”perle blandt hobbitter”.110 I et brev til en fan beskrev Tolkien Sam som ”opblæst og skråsikker . . . Han er yngste søn af en tåbelig og selvglad gammel bonde . . . Sammen med sin loyale herre-tjener-attitude og personlige kærlighed til Frodo bibeholder han en antydning af sin klasses foragt (moderat til tolerant medlidenhed) over for motiver af den slags, der ligger uden for deres rækkevidde.”111

Tolkien lagde måske mere af sin egen personlighed i sit arbejde end nogen anden forfatter. De underliggende temaer i hans fiktion – styrken i heltedåd, vigtigheden af ærlighed og loyalitet, naturens overlegenhed over for teknologi, overbevisningen om, at alle sejre har en pris, kampen mellem det gode og det onde som en evig dynamik i universet – de er alle genspejlinger af Tolkiens dybtfølte overbevisninger og af det, der drev ham fremad. Aragorn og Frodo, Gandalf og sågar Sauron er selvfølgelig sider af hans egen personlighed, men Midgård er gennemsyret af Tolkiens personlighed i en grad, der går langt ud over den normale, gensidige afhængighed og korrespondance mellem en forfatter og hans værk.

Der er mange grunde til, at forholdet mellem forfatter og værk er noget helt særligt i Tolkiens tilfælde. For det første tilbragte Tolkien næsten hele sit liv fordybet i Midgård. Som ældre fortalte han, at nogle af aspekterne fra hans senere fiktion allerede cirkulerede i hans hjerne, da han var dreng, og vi har skriftlige beviser på, at han i hvert fald var i gang med at skabe grundpillerne til sin mytologi, mens han var i starten af tyverne. Tolkien levede og åndede, spiste og drak i Midgård; Midgård var altid i hans tanker selv i de perioder, hvor arbejdet med Ringenes Herre lå brak i et år eller mere; Midgård var til stede, når han underviste og rettede eksamensopgaver, legede med sine børn på stranden ved en engelsk badeby, eller når han tog en drink med sine venner på The Bird and Baby.

For det andet: som vi så i Kapitel 2, skrev Tolkien sin fiktion, fordi han måtte gøre det. Han var nødt til at skabe en fantasiverden, som han kunne fordybe sig i og glemme alt omkring sig. Derfor var han nødt til at være ærlig og ligefrem omkring det. Og det er måske den vægtigste grund til, at han hadede at blive beskyldt for allegori, og at han gjorde alt, hvad han kunne, for at fjerne det, han betragtede som en plet på sit værk.

For det tredje: Tolkiens personlighed, hans tilstedeværelse, var så stærk i hans fiktion, fordi han mente, at historiens handling var vigtigere end den måde, den var skrevet på. Dette standpunkt betød, at han var meget umoderne på et tidspunkt, hvor modernismen (som lægger mere vægt på stil end plot) var ved at blive en indflydelsesrig litterær retning. Men Tolkiens ønske om at fortælle en ærlig historie på en ærlig og ligefrem måde er en af de afgørende grunde til, at hans bøger er så enormt populære og en af de faktorer, som sikrer, at hans fans gang på gang vender tilbage for at genlæse Midgårds mytologi.