13. De sidste år

Ringenes Herres enorme succes ændrede ikke Tolkiens liv fra den ene dag til anden, og på det tidspunkt, hvor den kunne have gjort det, var det alt sammen en lille smule for sent.

Men George Allen & Unwin behøvede dog ikke vente længe, før de indså, at den chance, de havde taget, havde været risikoen værd, og at beslutningen om at dele overskuddet med forfatteren ikke var den kløgtigste. Seks uger efter udgivelsesdatoen måtte Ringenes Herre genoptrykkes, og i starten af 1956 modtog Tolkien første del af overskuddet fra bogen, da der ankom en check til Sandfield Road, Headington, på næsten £4000. Det var mere end en årsløn for Tolkien.112 Året efter var checken væsentligt større, og hvert år (indtil 1965) solgte bogen bedre og bedre, og Tolkien fik større og større checks.

Tolkiens bankkonto fik en yderligere indsprøjtning i 1957, da et katolsk college, Marguette University i Milwaukee, købte originalmanuskripterne til Hobbitten og Ringenes Herre (sammen med Niels Bonde fra Bol og den dengang uudgivne Hr. Fryd) for £1250. Den nye status som velhavende kom som noget af et chok for Tolkien-parret, som hele deres liv havde kæmpet for at få tingene til at hænge sammen, men det gav også Edith og Ronald udsigten til en sikker alderdom og betød, at de kunne forkæle sig selv med den luksus, de aldrig havde haft råd til før.

Succesen kom meget sent i livet – Tolkien var midt i tresserne, da Ringenes Herre gjorde ham til en succesrig forfatter, han var tæt på pensionen og så allerede frem til at få tid til udelukkende at arbejde på sine andre projekter, især Silmarillion, den bog, der havde været centrum for hans kreative energi i godt 40 år.

På mange måder havde Tolkien altid været ældre end sin alder. Som ung mand havde han sværmet om temmelig gammeldags idéer, og de havde aldrig forladt ham helt. Efterhånden som han blev en gammel mand, kom mange af hans gode og dårlige aspekter endnu stærkere til udtryk. Hans talefejl forværredes, så nogle næsten fandt ham uforståelig, et karakteristika, som ikke ligefrem blev bedre af, at Tolkien havde en pibe fastklemt mellem tænderne i næsten alle sine vågne timer. En af nekrologerne beskrev ham som ”den bedste og værste taler i Oxford – værst pga. tempoet og den slørede udtale, og bedst pga. den indsigt, viden, humor og ”strøm”, han talte ud fra.”113

Et af hans mest udtalte karaktertræk var hans pedantiske natur. Denne bidrog i meget høj grad til at gøre ham til en dygtig forsker, og den var en af kilderne til hans succes som fantasiformidler, men den fik ham også til at virke overdrevent kritisk på mange områder. I 1955 producerede BBC en radiodramatisering af Ringenes Herre, som generelt blev anset for at være vældig god, men Tolkien syntes, den var vældig ringe og mente, at han selv kunne have spillet mange af rollerne bedre. I 1956 skulle en hollandsk forlægger til at udgive Ringenes Herre, men Tolkien opdagede, at nogle af navnene ikke var blevet oversat korrekt og forsinkede udgivelsen. Et par år senere blev Tolkien rasende på en svensk forlægger, fordi han foreslog at lave en udgave, som indeholdt et forord af en svensk forfatter, hvori bogen blev beskrevet som allegorisk.

Tolkien var meget fordomsfuld omkring visse ting, han havde stærke sympatier og antipatier, og som det sker for mange, efterhånden som de bliver ældre, blev han endnu mere udtalt i sine holdninger, mere ekstrem i sine følelser med alderen. Han anså et stigende antal ting for at være ”vulgære” eller ”absurde”; han brød sig ikke om det franske sprog og om fransk madlavning; han kunne heller ikke lide journalister, nærmest over én kam; han syntes, der var mange fotografer, som ikke var i stand til at tage et ordentligt billede, og at han kunne gøre det bedre. Han levede altid op til forventningerne ved at misbillige de forskellige illustratorers omslag og illustrationer til hans bøger, og han betragtede de fleste forlæggere som ganske ineffektive og dårlige til at distribuere og promovere.114

Han havde tilsyneladende et neurotisk behov for at gøre vrøvl over hver eneste lille detalje af de ting, han blev involveret i. Da journalistægteparret Charlotte og Dennis Plimmer interviewede ham til Daily Telegraph i 1967, sendte de Tolkien en kladde til interviewet og fik til gengæld en 2000 ord lang afhandling om artiklen, hvori Tolkien pillede næsten alt, hvad de havde skrevet, fra hinanden, som var de hans universitetselever. Parret havde refereret til Tolkiens garage (som var blevet omdannet til arbejdsværelse) som hans ”studerekammer”, men det var åbenbart en unøjagtig betegnelse, og bare tanken om, at Silmarillion var vokset frem af Tolkiens forkærlighed for at skabe nye sprog, gav anledning til en halv side med rettelser og kritik.

Han blev også ekstremt hemmelighedsfuld, næsten paranoid, og havde svært ved at afsløre noget som helst om sig selv eller sin fortid til de mange journalister og essayskribenter, som begyndte at stå i kø foran hans dør efter succesen med Ringenes Herre. Han kunne ikke lide at blive en kultfigur og kunne ikke forstå, hvorfor folk var interesserede i ham lige så vel som i værket, og han erklærede, at han følte, folk betragtede ham som ”et uhyre man kunne glo på”.115 I starten af 1960erne satte han en stopper for W.H. Auden, da han ville skrive en kort biografi om ham og forklarede den foreslåede forlægger, at en sådan beretning kun kunne skrives af en, der var tæt på ham, og at bogen ville være en grov indtrængen i hans privatliv.

Hans holdning til moderne litteratur blev aldrig opblødet, og faktisk brød han sig ikke om størstedelen af de bøger, der nogensinde var skrevet. Engang, da en journalist mindede ham om, at C.S. Lewis havde sammenlignet ham med 1500-talsforfatteren Ariosto, svarede Tolkien yderst skarpt, at ”Jeg kender ikke Ariosto, og jeg ville foragte ham, hvis jeg gjorde . . . Cervantes var et romantikkens ukrudtsmiddel . . . Dante interesserer mig ikke. Han er fuld af trods og ondskabsfuldhed. Jeg interesserer mig ikke for inferiøre relationer imellem inferiøre mennesker i inferiøre byer.”116

Og alligevel var han mest kritisk over for sig selv. Det var den drivkraft, som fik ham til at omskrive og revidere og gennemskrive. Han var absolut bevidst om de fejl, der fandtes i Ringenes Herre – selvom der nævnes fem troldmænd, kommer vi kun tæt på to af dem (Gandalf og Saruman); at der er forvirring omkring hvem, der er den ældste skabning i Midgård – Tom Bombadil eller enterne; at elveren Cirdan ejer en af de tre magtfulde elverringe, men kun optræder flygtigt i bogen. Det var alvorlige fejl, som ikke kunne udryddes i en håndevending, men Tolkien gik altid med planer om at skrive flere bøger, hvori uregelmæssighederne ville blive opklaret. Engang i 1960erne, da hans forlægger bad ham revidere Hobbitten til en ny udgave, arbejdede han til langt ud på natten med at genlæse bogen og skulle lige til at gå i gang med at skrive den helt om, da han kom til fornuft og stoppede sig selv. Han troede fuldt og fast på, at enhver fortælling først skulle skrives som digt, hvilket var præcis den måde, hvorpå han arbejdede med en stor del af Silmarillion.

På trods af alt det solgte han aldrig sig selv for billigt, og der var mange områder, hvor han stod helt fast på, at han havde ret, og at andre tog fejl. Det var et nødvendigt standpunkt for ham og essentielt for hans succes som forfatter. Han vidste, at han havde skabt noget helt særligt med Ringenes Herre, og han var selvsikker nok til at forfølge sit mål i godt 17 år. Det viste sig også, at han havde ret med hensyn til Silmarillion, som til sidst blev udgivet på trods af, at den konstant var blevet afvist af hans forlæggere.

Efter en hvilken som helst målestok ville Ringenes Herre blive vurderet til at være en stor succes, men på et tidspunkt skete der det, at en mærkelig kæde af begivenheder forvandlede denne blot ”succesrige” bog til et globalt fænomen.

Tidligt i 1965 var et amerikansk forlag ved navn Ace Books begyndt at lægge mærke til, hvordan Ringenes Herre var blevet et hit blandt collegeelever, særligt i Californien. Så fandt de ud af, at Tolkiens amerikanske forlægger, Houghton Mifflin i Boston, åbenbart havde handlet i strid med loven om copyright ved at indføre flere end det lovlige antal ufalsede trykark fra de britiske forlæggere. Ace besluttede derfor at spille højt spil og udgive det, der svarede til en piratkopi af Ringenes Herre.

Nogen tid før udgaven var klar til transport, fik Houghton Mifflin færten af projektet og kontaktede George Allen & Unwin i London. Den rasende Rayner Unwin indså, at Houghton Mifflin var nødt til at producere en ny paperbackudgave så hurtigt som muligt, men før det kunne lade sig gøre, skulle udgaven redigeres. Så Unwin tog straks til Oxford for at tale med Tolkien og forklare ham situationen, så han kunne foretage de relativt ubetydelige ændringer i teksten så hurtigt som muligt.

Men Tolkien foretog sig ingenting. Månederne gik, og i juni 1965 kunne man finde Ace-udgaven i de amerikanske boghandlere. Rayner Unwin, der nu var desperat for at få trykt den officielle paperbackudgave, begyndte at jagte Tolkien rundt efter rettelserne, kun for at finde ud af, at forfatteren ikke engang var begyndt på dem og i stedet havde lavet nogle ændringer i Hobbitten.

Ace-udgaven var omhyggeligt fremstillet og tro mod originalen. Den havde et veldesignet omslag, men det vigtigste var, at den blev den solgt for kun 75 cents pr. bind, en brøkdel af prisen for den originale paperback. Houghton Mifflin forberedte sig på at lægge sag an, men Ace havde tilsyneladende valgt en ekstremt nonchalant attitude omkring hele sagen og havde på det tidspunkt slet ikke tænkt sig at betale Tolkien nogen form for royalty.

Endelig, i august 1965, fattede Tolkien tilsyneladende omfanget af, hvad der var ved at ske og indså, at hvis situationen ikke forandrede sig, ville han aldrig få en øre af salget fra Ace-udgaven, som efter sigende gik som varmt brød. Det lykkedes ham at rette manuskriptet igennem og aflevere ændringerne til Unwin, som så gav dem videre til Houghton Mifflin.

Ballantine-udgaven af Ringenes Herre kom endelig i handlen lige før julen 1965. Men fordi de betalte Tolkien royalty, kostede den officielle udgave 95 cents pr. bind, og læserne blev naturligvis stadigvæk tiltrukkede af Ace-udgaven.

Tolkiens temmelig eftergivende holdning til problemet blev nu tilsyneladende til vrede over piratudgaven. Han havde ingen idé om, hvad der kunne gøres ved det og forventede, at forlaget ville gå rettens vej, men så skete der noget temmelig usædvanligt. Tolkien havde svaret samvittighedsfuldt på alle de breve, han havde fået fra sine læsere. Han havde tit brugt timer på at forfatte et enkelt svar og svarede altid på spørgsmål om bogen, så længe de var høfligt stillede og bestod af intelligente ønsker om oplysninger. Denne anstrengelse begyndte nu på forbløffende vis at bære frugt, fordi han i alle sine svar til fanbreve fra USA (der nu ankom til Sandfield Road i en lind strøm), fortalte, hvor oprevet han var over Ace-udgaven, og hvordan problemet med at håndtere situationen distraherede ham fra hans arbejde.

Denne nyhed spredtes til en voksende fanskare i et overraskende tempo, og disse fans fortalte det videre til andre fans, som igen fortalte det videre. Inden for et par måneder var det almindeligt kendt, at Ace-udgaven burde ignoreres, og at den officielle Ballantine-udgave var den eneste, som betalte forfatteren hans retmæssige royalty. Nyheden nåede hurtigt frem til den landsdækkende presse, og inden længe opdagede folk, som måske ellers aldrig ville have hørt om bogen, eksistensen af Ringenes Herre og var nysgerrige nok til at betale de 95 cents for at få mere at vide. I 1965 havde Ace solgt 100.000 eksemplarer af deres udgave, men inden for seks måneder toppede Ballantine-udgaven listen med over én million eksemplarer, hvilket gjorde, at Ringenes Herre blev en bestseller i USA mere end ti år efter, at den var udkommet første gang. I 1968 havde bogen solgt tre millioner eksemplarer verden over.

Ace-udgaven af Ringenes Herre forvandlede Tolkiens mesterværk til et ikon for forlagsbranchen i det 20. århundrede. Ikke alene blev Ace tvunget til at indgå forlig om at betale forfatteren al royalty i fremtiden, de blev også tvunget til at aflevere en engangsbetaling for al den royalty, de havde tilbageholdt. Men det allervigtigste var, at kontroversen omkring deres piratudgave havde givet Tolkien og Midgård offentlighedens bevågenhed.

Ringenes Herre nåede frem til den vestlige verdens universiteter med perfekt timing. Den var skrevet af en traditionselskende, tweedklædt Oxford-professor under Anden Verdenskrig, men den fandt klangbund hos en ny generation unge mennesker, som kun lige var på nippet til at opdage bevidsthedsudvidende stoffer og det, der snart ville blive kendt som hippiekulturen. I 1966 var ”Swinging London” på sit højeste, Carnaby Street blomstrede, årtiets bedste plade, Beatles’ Revolver var på gaden, og man kunne vælge imellem hash og LSD. Den sommer dukkede der badges op med slogans som Tolkien is Hobbit-forming, ”Gandalf som præsident” og ”Frodo lever”. Tolkien- og Midgårdsklubber skød op så usandsynlige steder som Polen og Borneo, og amerikanske soldater, der var udstationerede i Vietnam, mødte stammefolk, der bar skjolde med Saurons Øje.

Det er ikke svært at se, hvorfor Ringenes Herre faldt i så god jord hos hippierne. Den foregår i en alternativ virkelighed, hvor den ortodokse religion ikke spiller nogen rolle, og hvor magi får tingene til at ske. Den er uforbeholdent kritisk over for det 20. århundrede, teknologien og materialistisk tankegang. Men det vigtigste ved den verdensomspændende publicity, som blev Tolkien og hans bog til del, var, at bogen ikke bare appellerede til hippier og heller ikke udelukkende til unge mennesker. Den blev læst af folk i alle aldre med vidt forskellige forudsætninger. Den rummer en universalitet, og den kan tolkes på mange forskellige niveauer og på mange forskellige måder (hvoraf nogle er helt utilsigtede fra forfatterens side).

Så Tolkien fandt med ét sig selv midt i en hvirvelvind af medieinteresse, en kultfigur, af nogle betragtet som en slags guru. Mængden af fanbreve, som havde været støt stigende igennem årene, voksede nu til overvældende proportioner: alt, alt for mange til, at han kunne besvare dem personligt. Han fik anerkendende breve fra verdensberømtheder, bl.a. Hollywood-stjerner og en astronaut, og han fik sågar et brev fra en fortvivlet ægtemand, som hævdede, at hans kone var blevet besat af kærlighed til Aragorn. Ikke så længe efter hørte Tolkien om en dramatisering af Ringenes Herre, opført af tiårige skolebørn i Cheltenham, og at den dreng, som havde spillet Frodo, stadig opførte sig fuldstændig som Frodo en hel måned efter opførelsen. En anden gang fik Tolkien besøg i Headington af et medlem af Parlamentet, som sagde: ”De har ikke skrevet Ringenes Herre”. Dermed mente han, at forfatteren havde modtaget historien fra Gud.117

Han blev ringet op af fans fra Californien kl. 3 om natten, fordi de havde glemt tidsforskellen. I sommeren 1967 rejste en gruppe amerikanske studerende til England med det formål at besøge Tolkien, slog lejr på græsplænen uden for hans hus i Headington og råbte i kor: ”Vi vil se Tolkien. Vi vil se Tolkien.”

Tolkien var lykkelig over bogens popularitet, men han var forundret og lettere skræmt over nogle af læsernes reaktioner. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Han havde aldrig oplevet noget, som kunne have forberedt ham på dette. For Tolkien var værket hovedsagen, og han kom aldrig til at forstå, hvorfor nogen skulle være interesserede i ham, i hans privatliv eller hans fortid. Edith havde det på samme måde. Hun prøvede at agere stødpude mellem sin mand og den udefrakommende verden, så han kunne få tid til at komme videre med sit arbejde, men i midten af 1960erne var hun selv i halvfjerdserne og kunne ikke gøre meget for at stoppe de overivrige fans og indtrængende journalister. I 1968 stod det klart, at ægteparret ikke kunne blive i Headington. De var nødt til at finde et nyt hus og holde den nye adresse hemmelig, få hemmeligt telefonnummer og fremover være langt mere diskrete, hvad deres planer angik.

Det var på mange måder et passende tidspunkt at forlade Oxford på. Siden han gik på pension i 1959, havde Tolkien prøvet at fortsætte arbejdet med Silmarillion, men det gik kun langsomt fremad. Livet kedede ham, og han var ofte deprimeret. Han brød sig ikke om at blive ældre, og han savnede sit tidligere livs mangfoldighed. Børnene var alle flyttet hjemmefra og havde deres egne familier, de fleste af hans gamle venner var døde eller boede langt borte, men det værste af det hele var, at han følte, at hans energi og entusiasme for at skrive var ved at sive bort.

Der var to ting, som holdt ham oppe. Den første var hans tro, som om muligt var blevet stærkere med alderen, og den anden var Edith. Parret var tættere på hinanden nu, end de nogensinde havde været gennem hele deres liv sammen, og Tolkien havde nu mere tid til bare at sidde og sludre med hende om deres børn og børnebørn og til at invitere hende ud på deres yndlingsrestaurant i Oxford. De havde også råd til at nyde livet lidt. I 1966 tog de på krydstogt i Middelhavet, og i marts samme år fejrede de deres guldbryllup med en overdådig fest, som blev holdt i haven ved Merton College, hvor komponisten Donald Swann opførte The Road Goes Ever On – en sangcyklus fra Midgård.

Tolkien-parret valgte Poole som deres nye hjem, en lille by, der lå op til Bournemouth på sydkysten. De kendte stedet fra ferier, de havde været på for nylig, og Edith havde venner der, men for Tolkien må det have været noget af et kulturchok. De købte et lille etplanshus med veranda, der lå en kort tur med taxa fra Miramar Hotel i Bournemouth, som havde været Ediths yndlingssted, da de besøgte byen. Hun følte sig langt mere hjemme der end noget andet sted, de havde boet, og de mennesker, der boede der (inklusive mange ældre), var af Ediths slags, deres opvækst lignede hinandens, og de var lige så uprætentiøse og uintellektuelle som hun selv. Edith nød at spille kort med sine venner, at møde dem til te eller bare at spadsere en tur med sin mand langs havet forbi Winter Gardens og de store, komfortable huse, som vendte ud mod den Engelske Kanal.

Huset var af overkommelig størrelse og havde en stor have, som Tolkien holdt af at passe. For Edith var de få år i Poole sikkert de lykkeligste i hendes liv, men for Tolkien må de ofte have været yderst pinsomme. Han havde ingen af sin egen intellektuelle kaliber at tale med, han var åben og selskabelig, men den endeløse strøm af småsnak under det ene teselskab efter det andet må hurtigt være begyndt at irritere ham. Men det lader til, at Tolkien betragtede denne periode som en nødvendig bodsøvelse. Han havde en dyb og ægte kærlighed til sin kone, og i sin alderdom begyndte han måske at indse, hvor ulykkelig hun havde været over nogle af aspekterne ved deres samliv. Hun havde hadet de sociale forpligtelser ved universitetslivet, hun havde ikke kunnet lide ret mange af hans venner, hun havde ikke delt hans hengivenhed over for katolicismen, og selvom hun altid havde været umådelig stolt af hans præstationer, havde hun ikke været en del af hans intellektuelle verden. De mange eftermiddage, der gik med at lytte til muzak og konversere med Bournemouths aldrende småborgere, udgjorde Tolkiens tilbagebetaling for alle de aftener, han havde tilbragt på The Bird and Baby sammen med Lewis, eller havde diskuteret teologi til kl. 2 om natten på Magdalene, mens Edith sov alene.

Isolationen gjorde ham i stigende grad angerfuld, og han fik den fikse og fuldstændig forkerte idé, at han havde forsømt sine børn. Faktisk havde han forkælet dem og givet dem så meget kærlighed, han overhovedet kunne. Simonne d’Ardenne, som var en ven af familien, husker, at ”I en periode på over fyrre år fortæller alle de breve, han skrev, om hans børns helbred, deres tilstand, deres fremtid; hvordan han bedst kunne hjælpe dem med at komme godt på vej i livet.”118

Og alligevel lader det til, at Tolkien gradvist accepterede og endda kom til at føle et mindstemål af tilfredshed med det miljø, han nu befandt sig i. Han var ofte nedtrykt, fordi han ikke kunne arbejde så hårdt, som han havde gjort før i tiden, og han savnede den dannede atmosfære under buegangene og i lærernes opholdsstue, men han gik ikke så meget op i det nye livs mangel på æstetik. Hvad hjemmets indretning angik, havde han altid sat det praktiske højere end pænhed. Huset på Northmoor Road var et af de grimmeste i det nordlige Oxford, og W.H. Auden beskrev engang huset i Headington som ”Rædselsfuldt, med rædselsfulde billeder på væggene.”119 En bemærkning, som havde såret Tolkien-parret dybt.

Det kan synes mærkeligt, at en mand, der var så indhyllet i skønheden ved sprog, og som skabte noget så æstetisk tilfredsstillende som Ringenes Herre, en mand, der var inspireret af den store stilist William Morris, skulle have bekymret sig så lidt om den tilsyneladende mangel på skønhed i sit eget hjem. Men måske er det ikke så mærkeligt endda, for Tolkien levede i sin egen verden det meste af livet. Han var altid travlt optaget, og næsten al hans energi var rettet imod hans liv på universitetet og hans indre liv, hans skrivning. Han boede mere i Midgård end i den virkelige verden.

I Poole forsøgte han virkelig at arbejde, og vi kan måske forestille os ham i slutningen af 1960erne, siddende ved et bord i det, der fungerede som hans arbejdsværelse, omgivet af sine bøger og bunker af papirer. Hans pibe sad formentlig fastklemt mellem tænderne, mens han prøvede at lirke essensen ud af en idé, han havde nedfældet i al hast ti år tidligere måske og fundet igen i en længst glemt bunke. Så prøvede han at udarbejde, hvordan den passede ind i hans storslåede mytologi. Men det lader til, at han i sine sidste år kun gjorde meget få fremskridt med sine episke skabelse. Silmarillion var ikke bedre organiseret, end den havde været i 1950erne. Den voksede, men blev ikke mindre usammenhængende; nye idéer opstod af andre, og de nye tankestrømme fløj af sted og blandede sig med andre komplekse handlinger og ledetråde. Tolkien var mindst lige så knyttet til denne mytologi, som han altid havde været, og han forestillede sig stadig, at den skulle være en mytologi for England. På et tidspunkt i løbet af 1950erne havde han endda overvejet at dedicere den til Dronning Elizabeth II.

I slutningen af 1960erne var Tolkien blevet multimillionær, men den livslange vane med at vende hver øre betød, at han og Edith havde svært ved at være afslappede omkring deres finanser. Men de kunne båndlægge midler til fordel for deres børn og børnebørn, og pengene gjorde resten af deres eget liv og deres efterfølgeres meget mere behageligt. De ødslede ikke, men de nægtede heller ikke sig selv noget. Tolkien brokkede sig tit lidt over priserne på restauranter, men de spiste ude næsten hver aften og drak god vin til maden. På sine gamle dage anlagde Tolkien sig også et minimum af skræddersyet elegance, som ville have overrasket hans gamle ven Lewis. Som unge havde de begge rynket på næsen af mænd, der gik i stiligt og fashionabelt tøj, og havde betragtet det som et udtryk for latente homoseksuelle tilbøjeligheder. I Lewis’ tilfælde gik det så vidt, at det nærmede sig det absurde, og det blev sagt om ham, at han kunne få et nyt sæt tøj til at se slidt ud anden gang, han havde det på. Da Tolkien var i slutningen af halvfjerdserne opdagede han glæden ved smarte silkeslips og håndsyede sko; et stilskifte, som bliver ekstra tydeligt, hvis man sammenligner de fotografier, der blev taget af ham som gammel, med dem, der blev taget af en universitetslærer midt i livet.

Tolkien fik stadig masser af breve, men de gik nu igennem hans forlæggere, og han havde ikke kræfter til at svare på hvert eneste spørgsmål, han fik stillet, som han havde haft for vane. Han mistede aldrig interessen for økologi, og, som det sker for mange ældre mennesker, blev han mere og mere vred over den måde, verden udviklede sig på, for han syntes sjældent, forandringerne var til det bedre. Han kunne finde på at boykotte en yndlingsrestaurant, hvis ruten pludselig krævede, at de skulle køre dertil af en nyanlagt vej, som havde spoleret et yndigt landskab, og han blev i særdeleshed vred, da han opdagede, at en flyvebåd, der sejlede over den Engelske Kanal, var blevet døbt Shadowfax (= Skyggefaxe, Gandalfs hest i Ringenes Herre) uden hans tilladelse. Ved en anden lejlighed skrev han på bagsiden af en check til skattevæsenet: ”Ikke en øre til Concorden”.

Men så, i slutningen af 1971, ændrede hans liv sig igen. Edith, der nu var 82 og var blevet mere og mere skrøbelig, blev i al hast indlagt med betændt galdeblære. Hun døde et par dage senere den 29. november.

Og dermed gik Tolkien ind i sit livs sidste fase. I dyb sorg dvælede han en tid i Poole – men kun længe nok til at bringe sine ting i orden. Derefter boede han hos familie og venner, mens han langsomt og gradvist kom overens med sit tab. Hans søn, Christopher, som i mellemtiden var blevet tilknyttet New College som underviser, hjalp med at arrangere, at Tolkien fik en lejlighed på Merton Street 21. Lejligheden var ejet af hans gamle college, Merton, og der fik han hylder til alle sine bøger og både et arbejdsværelse og en temmelig luksuriøs dagligstue. Han betalte en symbolsk husleje, fik gratis måltider tilberedt af kollegiets kok, en fuldtidshusholderske, gratis telefon og antikke møbler, inklusive et enormt Wiltontæppe i dagligstuen.

Tolkien var glad for at være tilbage i Oxford og i nærheden af det akademiske miljø som æresmedlem af lærerkollegiet, men det var en ensom og til tider temmelig trøstesløs tilværelse. Han rodede lidt med sin store bog, svarede på de mange venlige breve, han fik fra hele verden, havde tit besøg af sine børn og deres familier og mødtes med overlevende venner. I foråret 1973 fik Tolkien besøg i Oxford af Christopher Wiseman, hans gamle kammerat fra T.C.,B.S. og det eneste andet medlem af gruppen, som havde overlevet tiden i skyttegravene, og de mindedes og talte om de mange år, hvor de var forblevet venner, og alt det, der var sket i deres liv og i resten af verden. Sammen med sin søn, John, besøgte Tolkien også sin bror, Hilary, som, tilbage i 1930erne, var blevet frugtfarmer og stadig boede på sin gård i Evesham-dalen.

I løbet af de sidste år af sit liv blev Tolkien hædret af både den akademiske og den litterære verden. I foråret 1972 var han til stede ved en ceremoni på Buckingham Palace, hvor han blev slået til ridder, og samme aften holdt Rayner Unwin en middag til hans ære på Garrick Club i London-bydelen Mayfair. Tolkien modtog mange æresdoktorater fra det akademiske samfund, men den titel, han satte højest, kom fra hans eget universitet, som i juni 1972 gjorde ham til Æresdoktor i Litteratur ved en ceremoni, som blev afholdt på Sheldonian i hjertet af Oxford. Hans gamle ven fra The Inklings, Colin Hardie, som havde titel af ordfører ved officielle lejligheder for Oxford University, holdt en tale for ham.

Tolkiens helbred havde i adskillige år været for nedadgående. I Poole var han begyndt at lide af ledbetændelse og galdeblæreinfektioner, og fra slutningen af 1972 led han af ekstremt fordøjelsesbesvær. Han gik til lægen og blev røntgenfotograferet, men der var ikke noget at se. Den 28. august 1973 rejste han til Bournemouth for at besøge sine venner, Denis og Jocelyn Tolhurst. Det var Mrs. Tolhursts fødselsdag, og Tolkien så ud til at have det godt og drak sågar en smule champagne. Men om natten vågnede han med store smerter og kom på hospitalet tidligt næste morgen. Han havde akut blødende mavesår, som ikke havde været synligt på røntgenbillederne. Tre dage senere, søndag morgen, den 2. september 1973, døde Professor Tolkien i en alder af 81.