Forfatterens forord

Hvis jeg skal sammenligne mig selv med den typiske Tolkien-læser, fandt jeg ind i hans verden ret sent. Jeg var 17, da en skolekammerat gav mig sit slidte eksemplar af Ringenes Herre og sagde, at den skulle jeg altså læse. Men selvom jeg var sen til at tilslutte mig fanskaren, kom jeg hurtigt efter det ved at læse Tolkiens mest berømte bog otte gange i træk. Jeg blev så besat af denne fortælling om heltemod, tragedie og tidløst eventyr, at jeg blev nødt til at starte forfra, så snart jeg var færdig med det sidste kapitel.

Jeg begyndte snart at samle på alle de oplysninger om Tolkien, jeg kunne finde. Jeg læste selvfølgelig Hobbitten og kom igennem hans oversættelse af Beowulf (da.: Bjovulf), hans Niels Bonde fra Bol (Farmer Giles of Ham), Træ og blade (Leaf By Niggle) og andre, mindre kendte værker. Så i 1977, et år efter at jeg første gang var blevet præsenteret for Ringenes Herre, hørte jeg nyheden om den længe ventede udgivelse af Silmarillion. På udgivelsesdagen stod jeg i kø uden for den lokale boghandel kl. 8, klar til at hente mit forudbestilte eksemplar, og en time senere, da jeg var på vej mod busstoppestedet og hjemturen, var jeg i gang med at læse om elver og mennesker og stødte ind i folk, der skulle skynde sig på arbejde.

Omtrent samtidig begyndte jeg at blive involveret i musik. Jeg var ved at lære at spille guitar og var med i forskellige bands i gymnasiet og det første år på universitetet. Fuldstændig ude af trit med tidsånden (punk var det helt store) dannede jeg bands med navne som Palantir og begyndte at skrive sange om Galadriel, som havde c-stykker på elversprog. Jeg græmmes ved tanken. Men nu, så længe efter, kan jeg alligevel se, at selvom min hengivenhed for Tolkien var umoden, var den udsprunget af noget, der var usædvanligt kraftfuldt. Der må have været noget uimodståeligt tiltrækkende ved Midgård, siden det kunne få så stærk en indflydelse.

Det var først senere, jeg opdagede, hvordan millioner af mennesker var gået samme vej og blevet ivrige Tolkien-fans; nogle havde endda fundet sammen i bands og sunget sange om Midgård. Faktisk blev jeg introduceret til Ringenes Herre af en kæreste, og på første år på universitetet blev det, at have bogen under armen i de studerendes opholdsstue, betragtet som en storartet måde at komme i kontakt med piger på. Og jeg kender i hvert fald én, som tog en universitetsgrad i islandsk efter at være blevet inspireret af Tolkien og hans værker. Men måske var det uundgåeligt, at der også kom en voksende skare af folk, som ikke brød sig om Tolkien, af den simple grund at så mange holdt så meget af mandens bøger. Deres reaktion var at gå imod strømmen, og det er forståeligt nok. Når nogen bliver besat af et bestemt emne, bliver de kedelige og kommer til at irritere dem, der står uden for cirklen. Tolkien appellerer ikke til alle, og nogle af dem, som virkelig ikke følte noget for Ringenes Herre, reagerede selvfølgelig med foragt og kynisme.

I løbet af det år jeg opdagede Tolkien, besluttede en af mine skolekammerater, at han ikke ville tage imod Ringenes Herres tilbud om fred, men i stedet gøre oprør imod det, han betragtede som den ”lumske kult omkring Midgård”. Han forsøgte aldrig at læse bogen, men læste i stedet en (indrømmet: meget morsom) satirisk parodi, der hed Bored of the Rings.1 Han ignorerede mig sågar, da jeg spurgte, hvordan han dog kunne synes, at parodien var morsom, hvis han ikke engang havde gidet læse originalen.

Selvfølgelig faldt jeg ned på et tidspunkt. Lidt efter lidt falmede Tolkiens indflydelse, og jeg begyndte at skrive sange om kærlighed, sex og død og, hvad vigtigere var, jeg begyndte at læse bredere. Men jeg forlod aldrig Tolkien helt; jeg havde altid et blødt punkt for Ringenes Herre og tænkte tilbage på historien med glæde. Da jeg var i starten af tyverne, flyttede jeg til Oxford, og efter et par år havde jeg skabt mig en karriere som forfatter. Jeg hørte om Tolkiens liv i byen, og om hvordan han, C.S. Lewis og de andre Inklings mødtes på pubben The Eagle and Child, og jeg gik tit derhen for at drikke en øl i håbet om, at en eller anden form for inspiration ville sive ud af væggene. Så da jeg blev tilbudt at skrive denne biografi, var jeg med det samme tiltrukket af opgaven.

Men før blækket var tørt på forlagskontrakten, gik det op for mig, at der kunne være visse farer forbundet med denne tilbagevenden til min ungdommelige besættelse, for jeg ville være nødt til at læse Ringenes Herre igen, næsten 25 år efter den sidste af de otte gange. En del af mig kunne ikke vente med at komme i gang, men samtidig var jeg bange – ville jeg overhovedet synes om bogen nu, et kvart århundrede efter?

Da jeg blev færdig med det sidste kapitel for ottende gang, tilbage i 1977, skulle jeg lige til at starte på universitetet, jeg lyttede til Yes-plader og havde skulderlangt hår. Nu hvor jeg var midaldrende og havde kone og tre børn, havde jeg læst tusindvis af bøger siden de længst svundne dage og hørte kun Yes meget sjældent. Kunne jeg stadig identificere mig med Aragorn? Ville jeg stadig hige efter at vide mere om Gandalf og de andre Istari? Ville jeg overhovedet gå op i, hvordan det gik Frodo og Sam? Mange gange før havde jeg genlæst gamle yndlingsbøger, kun for at opdage at de overhovedet ikke sagde mig noget mere. Ville der ske det samme med Ringenes Herre? Ville jeg forvandle mig til min kyniske skolekammerat og foretrække Bored of the Rings?

Jeg købte en ny udgave af Ringenes Herre og tog den med hjem. I dagevis lå den uåbnet på spisebordet. Den blev overflyttet til soveværelset og dernæst til badeværelset, og ryggen var stadig fuldstændig ubøjet. Jeg begyndte at lave research til denne bog og igen finde frem til oplysninger om Tolkiens liv og tid, og endelig, efter uger med den ene udflugt efter den anden, lykkedes det mig at åbne hans største værk.

Selvfølgelig blev jeg fortryllet igen. Magien var ikke forsvundet, og faktisk begyndte jeg at opdage nye aspekter ved historien, nye indsigter som først kom til mig nu, ting der var gået min næse forbi eller ikke havde været interessante for mit yngre jeg. Jeg var begejstret og ikke så lidt lettet, for hvordan kunne jeg have skrevet om Tolkien, hvis jeg ikke længere satte pris på hans arbejde?

Og nu, hvor jeg endnu engang har ladet mig opsluge af Midgårds univers og er kommet tilbage fuld af nyt liv, kan jeg se, at min bekymring var grundløs. Jeg tror, der er dem, som elsker Tolkiens verden og som vil forblive livslange fans, og dem som aldrig vil komme til at værdsætte den.

I dag er min anti-Tolkien-ven lige så midaldrende som jeg selv, og han bjæffer stadig af min Ringenes Herre-fascination. Han har ikke læst bogen (som i mellemtiden er blevet udnævnt til det tyvende århundredes roman af boghandlerkæden Waterstone’s) og har absolut ingen intention om nogensinde at læse den. Han har det ordsprog på sin side, som hedder Tolkien is Hobbit-forming.

Da jeg lavede den indledende research til bogen, blev jeg opmuntret over at opdage, at den søgemaskine, jeg havde valgt, fandt frem til cirka 450.000 websider om Tolkien eller om Ringenes Herre, og at mange af disse sites er forbløffende professionelle og underholdende. Men da jeg læste noget af det ”officielle” materiale om Tolkien, slog det mig hvor meget af det, der var latterligt subjektivt, næsten tilbedende.

Jeg betragter mig selv som en trofast fan, men jeg er dybt rystet over det ”officielle” eller ”autoriserede” materiales overbe­skyttende holdning til Professor Tolkien. De udgivne breve fortæller næsten intet om hans privatliv. Alt hvad der er personligt, såsom hans forhold til sin kone Edith og hans venskab med C.S. Lewis og nogle af de andre Inklings, er skjult bag et slør af mystik. Ingen autoriseret beskrivelse stiller nogensinde spørgsmålstegn ved Tolkiens indre drivkraft eller prøver at fremstille nogle af mandens personlige dæmoner. Hvad værre er, bliver der næsten aldrig gravet i de accepterede fakta om Tolkiens følelser, bevæggrunde og meninger. Tolkien var, som denne bog viser, et godt menneske, en moralsk og retskaffen, troværdig og meget begavet mand, men han stod ikke til at blive helgenkåret.

Jeg har oplevet den form for guddommeliggørelse før. Mens jeg lavede research til min biografi om Sir Isaac Newton, Isaac Newton: The Last Sorcerer, opdagede jeg, at hans disciple, af grunde, som de bedst selv kendte, i århundreder havde tilbageholdt materiale som, da det så dagens lys, afslørede et rigtigt menneske bag lærebøgerne. Et andet af mine emner, Stephen Hawking, bliver stadig af nogle af sine kolleger portrætteret, som om han ikke var et menneske af kød og blod. I begge tilfælde fandt jeg en hel verden af farver og vitalitet ved at lede under overfladen.

Min hensigt med at skrive denne bog var ikke at finde skeletter i skabet for enhver pris, og jeg fandt kun de forventede, der var fiktive. Men kreative mennesker er sjældent neutrale eller tandløse, lige meget hvor meget deres beskyttere gør sig umage for at få dem til at se sådan ud. Jeg foretrækker at tro, at rigtige fans er interesserede i mere end et ensfarvet billede af deres helte. Og som Tolkien-fan håber jeg, at jeg her kan bidrage med, hvis ikke hele regnbuen, så i hvert fald en lille pasteltoning til at give et mere farverigt billede af skaberen af Midgård, verdenshistoriens mest populære forfatter.