1. Barndom

Professor John Ronald Reuel Tolkien cykler af sted i fuld fart, og han kan mærke sveden pible frem under skjorteflippen. Det er en varm, tidlig eftermiddag lige i begyndelsen af universitetets sommerferie, og der er kun spredt trafik på hovedgaden. Han har allerede haft møde med en hovedfagsstuderende om de problemer, hun havde med at fortolke en angelsaksisk tekst, købt en frisk forsyning blæk og papir i en forretning på Turl Street, afleveret en bog på universitetsbiblioteket og fundet en kopi af det digt, han har skrevet til The Oxford Magazine, som for en uge siden var blevet væk imellem hans papirer på kontoret. Normalt gør han sig umage for at nå hjem til frokost med familien, men i dag skulle han deltage i et fakultetsmøde og var derfor nødt til at spise frokost på universitetet. Nu er han på vej hjem for at begynde at pløje sig igennem den afskrækkende bunke studentereksamensopgaver, som har ligget på hans skrivebord siden starten af ugen.

Klokken slår tre, da han passerer Carfax Towers i Oxfords centrum, og han begynder at cykle endnu hurtigere. Han regner ud, at han i bedste fald kun har to timer på sit arbejdsværelse, inden han er nødt til at cykle tilbage til byen og deltage i endnu et møde, denne gang til te i lærernes opholdstue på Merton College, og imens han cykler, regner han ud, at han højst kan nå at rette tre opgaver.2

Han cykler op ad Banbury Road, drejer først til højre og så til venstre, og kommer ud på Northmoor Road, hvor familien Tolkien har boet i nr. 20 siden starten af året, 1930. Idet han svinger benet over sadlen og balancerer på den ene side af cyklen, glider han forbi lågen og op ad stien. Han hilser på sin kone, Edith, ved at stikke hovedet ind ad køkkendøren og smile. Men så ser han, at hans lille datter, den fem måneder gamle Priscilla, er vågen og sidder glad og klukkende på sin mors arm. Han går over og giver sin kone et kys på kinden og kilder Priscilla under hagen, før han går ud igen og ned ad gangen til sit arbejdsværelse på sydsiden af huset.

Tolkien har et hyggeligt arbejdsværelse; det er tapetseret med reoler, som først danner en tunnel og dernæst breder sig ud til hver side, når man kommer længere ind i værelset. Professorens skrivebord er placeret sådan, at han har naboens have mod syd lige foran sig, og til højre er der et andet stort vindue, hvorfra man kan se ud på vejen, hen over en veltrimmet græsplæne. På sit skrivebord har Tolkien en blok og en beholder med penne, og der ligger bunker af papirer på hver side. Til venstre ligger de opgaver, som han mangler at læse (en høj stak), og til højre ligger de opgaver, han allerede har læst (en væsentligt lavere stak).

Tolkien sætter sig godt til rette ved skrivebordet, tager sin pibe frem af jakkelommen, stopper den med frisk tobak og tænder den meget omhyggeligt. Han bakker på piben og læner sig frem for at tage den øverste opgave fra den venstre bunke, lægger den foran sig og begynder at læse.

Det er trættende og næsten altid kedsommeligt at rette opgaverne, som er skrevet af 16-årige, men det hjælper med at betale regningerne, og med en kone og fire børn at forsørge er Tolkien nødt til at gøre noget for at supplere sin professorløn. Selvom arbejdet som regel er temmelig åndsforladt, sætter Tolkien en ære i at læse hver eneste opgave grundigt og være opmærksom på alle detaljer. Så i den næste halve times tid koncentrerer han sig om en enkelt opgave. Fra tid til anden skriver han en hurtig kommentar ude i margenen, og en gang imellem sætter han et lille flueben ved slutningen af et afsnit. Han vender langsomt siderne, alt ånder fred, og stilheden brydes kun af en fugl på vinduesfremspringet og en mild brise, der stryger bladene imod vinduet foran skrivebordet.

Da Tolkien efter et stykke tid er sikker på, at han har givet opgaven en fair bedømmelse, lægger han den over i bunken på højre side, før han tager en ny fra bunken til venstre. Efter at have været i gang med opgaven i et par minutter vender han endnu et blad og bliver overrasket over at se en helt blank side foran sig. Han tøver et lille øjeblik med fornemmelsen af at være blevet belønnet for dagens arbejde med én side mindre at rette. Så læner han sig tilbage i sin stol og ser sig omkring. Med ét drages hans blik mod tæppet, der ligger tæt op ad et af skrivebordets ben. Han lægger mærke til et lille hul i stoffet; han stirrer på det og falder i staver. Så vender han tilbage til papiret foran sig og begynder at skrive: ”I et hul i jorden boede der en hobbit”…

Selvom Tolkien ikke selv anede, hvorfor han skrev det, og ikke havde nogen som helst idé om, hvor stor betydning denne udgydelse fra hans underbevidsthed ville få for ham, for hans familie, for den fremtidige engelske litteratur, så vidste han alligevel, at han med den ene sætning havde skrevet noget interessant; faktisk så interessant at han på stedet blev inspireret til, som han selv formulerede det senere, ”at finde ud af hvad hobbitter er for nogen”.

Og i det øjeblik, med en enkelt sætning, som måske var et udslag af kedsomhed, en sætning, der måske i lang tid havde prøvet at finde udtryk, kom det incitament, som førte til bøgerne Hobbitten og Ringenes Herre. Sammen med Silmarillion og en enorm samling spredte noter om Midgårds mytologi, skulle disse værker med tiden blive kendt overalt i verden, glæde og inspirere millioner af læsere og spille en afgørende rolle i skabelsen af en ny litterær genre, fantasy fiction. Få år efter den skæbnesvangre eftermiddag kom mange tusinder til at vide en hel del om, hvad hobbitter var for nogen, og i 1960erne var hobbitterne og den verden, de levede i, lige så kendte som filmstjerner og kongelige overhoveder. Mange betragter Midgård som mere end et fantasirige. Fra det der bare kunne have været en enkeltstående linie nedkradset på et stykke papir i en ukendt professors arbejdsværelse, voksede Tolkiens værk frem og udfoldede sig til heltesagn, som var selvstændige, sammenhængende og altopslugende: en mytologi for det moderne menneske.

J.R.R. Tolkiens familiebaggrund var på mange måder meget lidt bemærkelsesværdig, nærmest triviel. Hans far, Arthur Tolkien, var bankassistent og arbejdede for Lloyds i Birmingham. Arthurs far, John, havde været klaverbygger og nodepapirsælger, men da Arthur var ved at blive voksen, var Tolkiens klaverer holdt op med at sælge, forretningen blev afviklet og John Tolkien erklæret fallit.

Arthur var derfor pinligt bevidst om risikoen ved at være selvstændig erhvervsdrivende, hvilket til dels forklarer hans beslutning om at vælge et sikkert job i den lokale bank. Men Lloyds’ filial i Birmingham viste sig at være lidt for langsom til at forfremme sine ansatte, så selvom han var glad for jobbet, var Arthur klar over, at hans eneste chance for at komme højere op i systemet var at vente på, at nogen døde. Så da han blev tilbudt en stilling i udlandet imod slutningen af 1888, behøvede han ikke at tænke hverken længe eller grundigt over, om han skulle tage imod den eller ej.

Jobbet var hos Bank of Africas filial i yderposten Bloemfontein i Sydafrika. Arthur vidste, at der her lå et stort potentiale for en ung mand med ambitioner. Oranjefristaten, hvor Bloemfontein var hovedstad, var ved at blive et betydningsfuldt mineområde, hvor nye guld- og diamantfund tiltrak risikovillig kapital fra Europa og USA. Arthurs eneste problem var at han, et år før han satte kurs mod Kap det Gode Håb, havde forelsket sig i og friet til en køn 18-årig kvinde ved navn Mabel Suffield, og den nye stilling betød, at han var nødt til at rejse fra hende.

Mabels familie, familien Suffield, havde ikke ligefrem givet Arthur deres velsignelse, og de håbede, at deres datter ville finde sig noget bedre. Men standpunktet udsprang i højere grad af snobberi end af antipati mod Arthur Tolkien som person. Familien Suffield regnede ikke familien Tolkien for stort bedre end fattige immigranter (slægten havde et fjernt tilhørsforhold til Sachsen, men havde været engelsk i adskillige århundreder), men de havde deres egne sociale utilstrækkeligheder. Mabels far var søn af en manufakturhandler, der havde haft egen forretning, men forretningen var smuldret, og han var lige så insolvent som Tolkien. Da Arthur og Mabel mødte hinanden, rejste John Suffield rundt og solgte desinficeringsmidler for et firma ved navn Jeyes.

Dette havde ikke den store betydning for hverken Arthur eller Mabel, bortset fra at Mr. Suffield forbød sin datter at gifte sig med sin kæreste, før der var gået mindst to år, fra han havde friet til hende, hvilket betød, at Arthur måtte tage af sted alene. Mabel var nødt til at vente på nyt fra sin forlovede og håbe, at hans udsigter snart ville gøre det muligt for hende at rejse ud for at støde til ham, så de kunne gifte sig.

Arthur svigtede ikke. I 1890 var han blevet afdelingsleder for Bank of Africas filial i Bloemfontein og var stærkt på vej frem. Da han syntes, han var tilstrækkelig etableret, skrev han til Mabel Suffield for at bede hende komme, så de kunne blive gift. Mabel var 21, og hendes og Arthurs forhold havde ikke taget skade af den to år lange ventetid, som hendes familie havde pålagt dem, så i marts 1891 trodsede Mabel sin families betænkeligheder, købte en billet til damperen Roslin Castle og havde snart kurs mod Kap det Gode Håb.

I dag er Bloemfontein, som ligger i hjertet af Oranjefristaten, en ret anonym by, men i slutningen af det nittende århundrede, da Arthur Tolkien kom dertil første gang, bestod den ikke af stort mere end et par hundrede faldefærdige bygninger. De kraftige vinde blæste ind fra ørkenen og fejede igennem byen. Nu til dags kan de fleste indbyggere søge læ i huse og storcentre med aircondition, men i 1890erne var der langt færre bekvemmeligheder. Forholdene for de hvide bosættere var ikke stort bedre, end de i dag er for de sorte afrikanere, der bor i barakbyen omkring det moderne Bloemfonteins centrum.

Parret blev gift i Cape Town Cathedral den 16. april 1891 og tilbragte nogle få hvedebrødsdage på et hotel tæt ved Sea Point. Men da den første glæde var stilnet af og den største spænding indfriet, indså Mabel hurtigt, at det ikke ville blive let at bo sådan et sted.

Hun blev snart fortvivlende ensom og syntes, det var svært at få venner blandt de andre bosættere i byen. Størstedelen af befolkningen var afrikaans, efterkommere af hollandske nybyggere, og de var ikke særlig ivrige efter at blande sig med den engelske befolkning. Ægteparret mødtes med andre udrejste briter og havde også selv gæster, men i Mabels øjne var byen meget mangelfuld. Der var en tennisbane, nogle få butikker og en lille park. Det var meget anderledes end travlheden i Birmingham og storbylivets adspredelser. Hun hadede også klimaet: sommerens gloende hede og fugtighed og vinterens isnende kulde.

Men der var ikke andet at gøre end at prøve at tilpasse sig. Arthur lå vandret i luften for at gøre sig gældende i Bank of Africa og var sjældent hjemme. Han var tilsyneladende tilfreds med sit liv, hvilket kun forværrede situationen. Arthur havde venner på arbejdet og havde altid travlt, så han havde ikke tid til at spekulere over de mindre tiltrækkende sider ved livet i Bloemfontein. Han har tilsyneladende ikke bekymret sig særlig meget om Mabels utilfredshed og anså det for en forbigående krise, hun hurtigt ville komme sig over.

Mabel prøvede virkelig at få det bedste ud af situationen og holdt tydeligvis meget af sin mand. Somme tider lykkedes det hende at hive ham væk fra banken, og så gik de lange ture sammen eller spillede tennis i byens eneste klub. Andre gange sad de to bare sammen og læste højt for hinanden derhjemme.

I starten kedede Mabel sig bare, men situationen blev straks anderledes, da hun opdagede, at hun var gravid med deres første barn. Begge var henrykte, men Mabel var også bekymret over, at byens sundhedsvæsen ikke kunne tilbyde hende og hendes nyfødte barn den nødvendige pleje. Hun antydede, at det måske ville være bedst for dem at tage en pause og vende tilbage til England, så hun kunne få barnet der, men Arthurs argument var altid, at han ikke havde råd til at tage fri så længe. Mabel besluttede at hun, når alt kom til alt, hellere ville blive og klare sig så godt hun kunne i Bloemfontein end rejse den lange vej hjem og få barnet, uden at Arthur ville være der til at støtte hende.

Deres søn blev født den 3. januar 1892. De kaldte ham først John, men diskuterede længe hvad hans fulde navn skulle være. Arthur insisterede på at følge traditionen med navnet ”Reuel”, et mellemnavn der var blevet givet til adskillige generationer af Tolkien-drenge, men Mabel foretrak Ronald. Til sidst blev de enige om begge dele, så den 31. januar 1892 blev barnet døbt John Ronald Reuel Tolkien i Bloemfontein Cathedral. Der var dog aldrig nogen, der kaldte ham John. Hans forældre, og senere hans kone, kaldte ham Ronald. I skolen kaldte hans venner ham som regel John Ronald, og på universitetet blev han kaldt ”Tollers”, et ret klodset tilnavn som var typisk for den tid. Hans kolleger kaldte ham J.R.R.T. eller, mere formelt, Professor Tolkien. I den store verden blev han kendt som J.R.R. Tolkien, eller som regel bare Tolkien.

Hans første barndomsår i Sydafrika var præcis så eksotiske, som man kunne forvente, og milevidt fra hvad han ville have oplevet, hvis han havde tilbragt de samme år i Birmingham. Der er nogle legendariske familiehistorier, som har overlevet fra dengang, og som den voksne Tolkien huskede og fortalte til sine egne børn. Der var den gang, hvor naboens abe flygtede og hoppede over hegnet ind til familiens have, hvor den flåede tre af drengens sparkedragter, som hang til tørre, fuldstændig fra hinanden. Ved en anden lejlighed besluttede en af tjenestefolkene, en dreng ved navn Isaak, at tage den spæde Ronald med hjem for at vise ham til sin familie, som boede i udkanten af byen. Forbløffende nok blev han ikke fyret på stedet.

Det var under alle omstændigheder nogle farlige omgivelser for små børn. Vejret gik fra den ene yderlighed til den anden, og spædbarnets første sydafrikanske sommer var virkelig en prøvelse for Mabel. Fluerne var nådesløse og heden uophørlig. Der var giftige slanger og masser af farlige insekter i haven, og da drengen var lidt over et år gammel, blev han bidt af en tarantel. Han blev kun reddet, fordi hans kvikke barnepige var hurtig til at finde biddet og suge giften ud.3

Mabels hverdag forbedrede sig mærkbart, efter at hun havde født. Arthur begravede sig stadig i arbejde, men i foråret 1892 kom Mabels søster og svoger, May og Walter Incledon, til Bloemfontein. Walter havde erhvervsinteresser i Sydafrika og besluttede at holde øje med guldminerne på stedet for en tid. Mabel havde nu masser af selskab, og endda nogen til at hjælpe til med babyen, men hun fik alligevel mere og mere hjemve og blev mere og mere vred over, at Arthur levede hele sit liv uden for hjemmet. Situationen blev ikke bedre, da hun opdagede, at hun var gravid igen.

Hilary Tolkien blev født den 17. februar 1894, og det var ikke et øjeblik for tidligt for Mabel, som havde været højgravid under en særligt nådesløs sommer. Det er ikke overraskende, at hun fik en ny krise snart efter. Hendes søster og svoger var vendt tilbage til England, og hun stod nu over for at tage sig af to små børn i fjendtlige omgivelser og med meget lidt hjælp fra sin mand. Hilary var heldigvis sund og rask, men Ronald fik hele tiden børnesygdomme: hoste, som kun blev værre af heden og støvet om sommeren og den kolde vind om vinteren, og senere en række hudlidelser og øjeninfektioner. I november 1894 havde Mabel virkelig brug for frisk luft og for at se noget andet, så hun tog til Cape Town med drengene på en hårdt tiltrængt ferie. Arthur, som (hvis han bare havde villet indrømme det) også havde brug for ferie, stod stejlt på, at han ikke kunne tillade sig at holde fri, ikke engang i nogle få dage. Han tilbragte endnu en skrap sommer i Bloemfontein.

Da de kom tilbage, havde Mabel helt tydeligt sat sin lid til, at hele familien skulle holde en længere pause fra støvet og vinden. Hun kæmpede for at overtale Arthur til, at de skulle besøge hans familie i England. Han havde været væk hjemmefra i næsten seks år; nu fortjente han i hvert fald en lille orlov. Men hun talte for døve øren, for Arthur hævdede, at en længere ferie ville bringe hans position i banken i fare. I stedet blev det besluttet, at Mabel og drengene skulle tage til England uden ham og blive der, mens det var sommer i Sydafrika. Hvis alt gik godt, kunne han støde til senere.

Så i april 1895 sejlede Mabel, Ronald og Hilary fra Cape Town ombord på SS Guelph. Tre uger senere lagde de til i Southampton, hvor de blev hentet af Mabels yngste søster, Emily Jane, som blev præsenteret for drengene som Tante Jane. De tog toget til Birmingham og fik et værelse i familien Suffields lille hus i King’s Heath-distriktet.

Det var meget trangt. Mabel og drengene delte seng, og der boede fem andre voksne i huset: Mabels forældre, hendes søster, deres lillebror William og en lejer, en ung, lyshåret forsikringsassistent ved navn Edwin Neave som, når han ikke flirtede med Jane, underholdt Ronald med at spille banjo og synge varietéviser. Men i forhold til Oranjefristaten var livet bekvemt og mageligt: vejret var mildt, vinden hylede ikke så voldsomt igennem tagspærene, at det virkede som om huset ville falde sammen, der var ingen taranteller i haven eller slanger i græsset. Mabel savnede sin mand, men på den anden side havde han valgt ikke at gøre dem selskab. Drengenes helbred var Mabels førsteprioritet.

Arthur savnede selvfølgelig også sin familie. Han skrev til dem jævnligt og fortalte, hvor ked af det han var over adskillelsen, men han fastholdt alligevel, at han ikke kunne forlade sin plads, ikke engang i et par måneder. Han var tilsyneladende fuldstændig besat af forestillingen om, at andre kunne overtage hans position og skade hans karriere for altid.

Imens var hele den sydafrikanske region på randen af politisk kaos. Med Paul Kruger i spidsen truede boerne med et oprør mod briterne, og fra hovedkvarteret i Transvaal havde boerne optrænet en formidabel guerillastyrke. I 1895, mens Arthur Tolkien regnede på velhavende europæeres finanser i Bloemfontein, dannede Krugers soldater en militær alliance imellem Transvaal og Oranjefristaten som, i løbet af et par år, ville tvinge briterne ud i en krig om hele Sydafrika. Nu var det ikke helt nemt at være brite og bo i et handelscentrum som Bloemfontein, og på en måde var Arthur glad for, at hans familie var i sikkerhed i England.

Men pludselig, i november 1895, kom der flere dårlige nyheder. Arthur skrev til Mabel, at han havde fået gigtfeber. Det var en meget alvorlig sygdom, og Mabel bønfaldt Arthur om at tage fri fra arbejdet og komme op til sin familie i England. Men han afslog konsekvent, idet han hævdede, at han ikke ville kunne klare den engelske vinterkulde.

Det blev sommer i Bloemfontein, og Arthurs tilstand forværredes hurtigt. Da Mabel hørte det, besluttede hun, at hun var nødt til at tage tilbage til Sydafrika med drengene. Så i slutningen af januar 1896 var alt klar til rejsen; billetterne var bestilt og datoen var fastlagt. Den 14. februar 1896 dikterede Ronald, som lige var fyldt fire, et brev til sin far, der blev skrevet ned for ham. I brevet fortalte han sin far, hvor meget han savnede ham, og hvor meget han glædede sig til at se ham efter så lang tid.

Brevet blev aldrig sendt, for næste dag ankom nyheden om, at Arthur var død af en alvorlig blødning. I dyb sorg pakkede Mabel med det samme, overlod drengene i forældrenes varetægt og tog den første damper til Kap det Gode Håb. Da hun nåede frem til Bloemfontein, var den mand, hun havde været gift med i fem år, blevet begravet på den lokale kirkegård.

Livet skulle nu blive helt anderledes for den fireårige Tolkien. Det vilde Bloemfontein var væk og erstattet af Birminghams spraglede industrielle landskab, Englands andenstørste by, en af de mest betydningsfulde i det engelske imperium. Væk var den fjerne horisont, den røde sol der hang lavt over de fjerne bjerge; væk var legene i skyggen på en brændende hed januareftermiddag. Ronalds nye verden var domineret af rækkehuse og skorstene, baghaver af beton og røgen fra de lokale fabrikker.

På trods af at Arthur havde arbejdet så meget, havde ødelagt sit helbred og var død i den faste overbevisning, at han ikke kunne tage fri for at være sammen med sin familie, efterlod han sin kone og sine to små drenge uendelig lidt at starte et nyt liv med. Hans formue var investeret i Bonanza-minerne, men afkastet gav ikke Mabel mere end tredive shillings om ugen, hvilket i 1896 kun med nød og næppe var nok til at forsørge dem alle tre. Mabels svoger, Walter Incledon, oprettede en lille understøttelse til hver af drengene, men hverken Suffield-familien eller Arthurs forældre havde resurser til at hjælpe økonomisk. Da Arthur døde, havde Mabel og de to brødre boet i familiens lillebitte hus i mere end ni måneder, og alle syntes, det var for trangt i længden: man måtte finde et billigt lejemål hurtigst muligt.

Da sommeren kom, havde Mabel fundet et lillebitte delehus, Gracewell nummer 5, i landsbyen Sarehole, et par kilometer syd for byen. I dag er Sarehole en forstad til Birmingham, overhældt med beton og tæt befolket, men da familien Tolkien flyttede dertil, var det stadig et roligt og fredfyldt sted, langt fra byens larm, omgivet af marker og skove. Huset var en nydelig murstensbygning for enden af en lille vej, og Ronald følte sig hjemme med det samme.

Selv som gammel kunne han stadig genkalde sig detaljerede minder fra dengang, han boede sammen med sin mor og sin bror i denne landlige idyl. Huset var lille, men komfortabelt, og naboerne, som var ældre folk, var venlige og hjælpsomme. Hilary var kun to et halvt, da de flyttede dertil, men inden længe legede han med sin ældre bror i markerne omkring huset, og de gik på lange opdagelsesrejser sammen. Somme tider vandrede de til den nærmeste større landsby, Hall Green, og de blev efterhånden venner med de børn, der boede der.

Drengene havde en usædvanlig stærk samhørighed. De havde ingen faderfigur og ingen andre mænd i huset, og, ikke overraskende, kom de også begge to til at få et meget tæt forhold til deres mor. Tiden, inden de kom i skole, gik med at opfinde lege og bruge fantasien. Drengene opdigtede en historie om en lokal bonde, som i virkeligheden var en ond troldmand, og de tryllede det konventionelle og fredelige engelske landskab om til en magisk forlystelsespark, hvor gode og onde troldmænd kæmpede om herredømmet over landet. Hele sommeren tog de på korstog og kampagner til fremmede lande (den lokale skov) for at forsvare de uskyldige imod skurkene. Andre gange plukkede de brombær på det sted, de havde døbt Dalen. I forhold til Tolkiens forfatterskab er det mest interessante referencepunkt en mølle, der lå tæt ved Gracewell. Møllen blev bestyret af far og søn, og begge var tilsyneladende bemærkelsesværdigt asociale. Den ældre møller havde langt sort skæg, men var relativt passiv, mens hans søn, som drengene døbte Hvide Trold (fordi han altid var dækket af mel), virkede åbenlyst skræmmende og ekstremt uvenlig. Disse figurer fra barndommen fik nyt liv næsten et halvt århundrede senere, som den salvelsesfulde møller, Rødtop, og hans ubehagelige søn Torben Rødtop.

For Ronalds vedkommende blev forestillingerne om trolde og drager endnu mere udviklede, da han begyndte at læse. Hans mor opmuntrede ham og introducerede ham til mange af tidens bedste børnebøger, billedskabende fortællinger som f.eks. den nyudgivne Skatteøen, Alice i Eventyrland og traditionelle historier som f.eks. Rottefængeren fra Hameln. Men for den syvårige Ronald var den vigtigste bog The Red Fairy Book af Andrew Lang. Lang, en skotsk akademiker som både samlede, omskrev og selv skrev eventyr, havde fået stor succes med sine antologier. Ronald elskede dem og slugte den ene fortælling efter den anden, hvis bare der var noget med drager og søslanger, sagneventyr og ædle ridderes bedrifter.

Tolkien blev hurtigt en ivrig læser, og inden længe var Mabel blevet klar over hans begejstring og et tilsyneladende naturligt anlæg for sprog. Hun havde selv undervist børnene som forberedelse til deres skolegang, og da Ronald var syv, begyndte hun at lære ham fransk og elementær latin, som han med det samme fattede interesse for. Omtrent samtidig prøvede Mabel, som selv var en kompetent, selvlært pianist, at vække drengenes interesse for musik. Hilary ville gerne, men Ronald havde tilsyneladende slet ikke talent for at spille klaver.

Det er en mærkelig kendsgerning, at selvom Tolkien skrev en anseelig mængde poesi og det, man kunne kalde sangtekster, ord han lagde i munden på sine elver og hobbitter, så kom han ikke på noget tidspunkt i sit liv til at interessere sig for musik. Han gik næsten aldrig til koncert; hans fremtidige kone, Edith, var en dygtig pianist, men han lyttede kun sjældent til hendes spil, og han fandt jazz, jive og senere popmusik frastødende og irriterende. Der har tilsyneladende ikke været plads til musikken i hans kunstneriske smag.4

Det var en lykkelig tid for Tolkien. Han elskede Sarehole, og hans fantasi var blevet endnu mere optændt, efter at han havde opdaget bøger. Det var en tid, som han ville huske og dvæle ved med glæde resten af sit liv. For den voksne mand stod dette alt for korte intermezzo som den mest fredfyldte og drømmelignende tid. Han huskede næsten intet fra sin tid i Sydafrika; hans far, en mand han kun havde kendt flygtigt, var nu blevet en ren skyggefigur og falmede til sidst helt. For Tolkien var hans barndom denne tid i Sarehole med hans bror og hans elskede mor; intet af det, der var gået forud, virkede betydningsfuldt længere.

Og så ændrede det hele sig igen. De gyldne år i Sarehole kunne ikke vare evigt, og i slutningen af år 1900, umiddelbart før Ronalds niårs-fødselsdag, var Mabel tvunget til at flytte hele familien tilbage til Birmingham.

Der var mange grunde til flytningen. Mabel ville hellere have, at drengene skulle gå i skole i byen end på landet. I 1899 havde Ronald været til adgangseksamen på den prestigefulde King Edward’s, hans fars gamle skole. Han kom ikke ind første gang, men tog prøven igen året efter, bestod og blev tilbudt en plads fra september 1900. Men skolen lå seks kilometer fra Sarehole, og Mabel havde ikke råd til togbilletten, så Ronald var nødt til at gå det meste af de i alt 12 kilometer hver dag. Det var åbenlyst upraktisk for familien at blive på landet, lige meget hvor kede af det drengene ville være over at flytte.

Men der var også en anden grund til flytningen, som måske var endnu mere tvingende for Mabel. Hun havde opdaget katolicismen i 1899 og var begyndt at forberede sig på at konvertere, og den nærmeste katolske kirke lå inde midt i Birmingham.

Mabel lader til at have været fuldstændig konventionel i religiøs henseende indtil hendes mands alt for tidlige død, men det er ikke svært at regne ud, hvorfor hun fandt lindring for sin sorg inden for den romerske kirke. Ronald og Hilary havde trods alt haft hinanden, men Mabel havde ikke mange venner, og selvom hun blev ved med at være tæt på sin egen familie, og i særdeleshed søsteren Jane, kendte hun ikke sin mands familie særlig godt. John Tolkien, Ronalds farfar, var død mindre end et halvt år efter sin søn, og Mabel havde ikke meget tilfælles med sin svigermor, Mary Tolkien.

Desuden var Mabel Tolkien tilsyneladende overhovedet ikke interesseret i at blive gift igen. Der var selvfølgelig heller ikke den store sandsynlighed for, at hun skulle finde en at forelske sig i. Hun boede på landet med sine to små sønner, var fattig, nærmede sig de 30, og var derfor ikke ligefrem den mest eftertragtede kvinde. Der var også det ved det, at hun gerne ville opdrage drengene efter sine egne principper, og det ville ikke have været let for en så stærk og uafhængig personlighed at indgå i et nyt forhold bare for at give sine sønner en faderfigur.

Men ikke engang Mabel selv kunne have forudset den yderste konsekvens af sin beslutning, for hendes omvendelse betød, at hun måtte se i øjnene, at hendes familie havde slået hånden af hende én gang for alle. Mabels far, John Suffield, var opdraget som streng metodist og var siden blevet unitar. Han afskyede den katolske kirke af hele sit hjerte, og Mabels omvendelse til Rom gjorde ham så rasende, at han nægtede at have mere med hende at gøre. Tingene blev ikke bedre, da Mabels svoger, Walter Incledon, som havde tilbragt nogen tid sammen med Tolkien-familien i Bloemfontein, besluttede, at han ikke kunne acceptere Mabels beslutning.

Walter var blevet rimelig velhavende efter en række kloge investeringer og havde opnået en position som samfundsstøtte i det anglikanske miljø i Birmingham.5 Én ting var, at Mabels nyhed stødte ham personligt, men hvad værre var: det kunne blive pinligt for hans sociale status, så konsekvensen blev, at han uden varsel stoppede den understøttelse, han havde hjulpet sin svigerinde og sine nevøer med siden Arthurs død. Fra lige akkurat at have klaret sig stod Mabel nu over for en økonomisk katastrofe.

Selvfølgelig gjorde den hårde behandling hende kun endnu mere loyal over for paven. Fra år 1900 talte hun næsten aldrig med sin far eller svoger, og hendes forhold til Mary Tolkien (endnu en antipapist) gik fra ubestemmeligt til nærmest ikke-eksisterende. Hendes eneste kontakt til sin familie gik nu igennem hendes søster og bror.

De familiemæssige omkostninger kunne man forholde sig til, men hvad med pengene? Mabel kunne ikke arbejde, fordi hun ikke havde nogen til at se efter Ronald og Hilary, så hun var simpelthen nødt til at få tingene til at hænge sammen, finde et billigere sted at bo og prøve at overleve på udbyttet og renten fra Arthurs magre investeringer. Tolkien huskede tydeligt deres nye hjem i Mosleykvarteret længe efter, at han var blevet voksen; han beskrev selv stedet som ”forfærdeligt”. Det var trangt og mørkt, og de små vinduer var skjult af snavsede blondegardiner.

De flyttede igen få måneder efter, fordi ejendommen viste sig at være på listen over saneringsmodne bygninger og skulle rives ned. Det næste hus lå tæt på King’s Heath Station, kun nogle få gader fra familien Suffield. Men Mabel var selvfølgelig ikke velkommen, og drengene kunne kun besøge deres bedsteforældre, når de fulgtes med Tante Jane. For drengene havde det nye sted den fordel, at der gik en jernbanelinie lige forbi baghaven, hvor lokomotiverne havde deres sidste stop på King’s Heath inden New Street, som var Birminghams hovedbanegård. For Mabel havde stedet den fordel, at det lå tæt på St. Dunstan’s, en katolsk kirke hvor hun og drengene begyndte at komme i slutningen af år 1901.

Det havde været et afgørende år, både for familien Tolkien og for verden som helhed. Boerkrigen, som var brudt ud to år tidligere, var tilsyneladende langt fra en afslutning, og England var stadig ved at vænne sig til, at Dronning Victoria var død forrige januar og var blevet efterfulgt af sin søn, den aldrende playboy Edward VII. Forståeligt nok følte Mabel sig udmattet af alt, hvad der var sket, siden hun havde forladt Bloemfontein, og hun havde brug for at finde en form for stabilitet, en kilde til indre ro.

Desværre kunne St. Dunstan’s kirken ikke tilbyde nogen af delene. Men så, tidligt i 1902, faldt Mabel over Birminghams ora­torianer-samfund i forstaden Edgbaston, hvor der i mere end 50 år havde levet et broderskab af præster. Stedet var blevet grundlagt i 1849 af John Henry Newman, samtidens mest berømte gejstlige, som havde været præst i den anglikanske kirke, før han konverterede til katolicismen i 1844. Han havde boet i Rom et stykke tid, var blevet modtaget i den romerske kirke og havde grundlagt sin egen menighed i Birmingham med Vatikanets oratorianske forsamling som forbillede. Mabel satte pris på, at præsterne dér afholdt den slags gudstjenester, hun bedst kunne lide. Der var også den store fordel, at der lå en katolsk skole, St. Philip’s, lige i nærheden, og det bedste af det hele var et lille hus med en overkommelig husleje, som lå lige ved siden af skolen og meget tæt på kirken, og som var ledigt. Adressen var Oliver Road 26, og i januar 1902 blev det familien Tolkiens femte hjem i Birmingham.

Det var på mange måder en flytning til det bedre, og Mabel var gladere, end hun havde været i årevis, i hvert fald i et stykke tid. I oratorianer-samfundet fandt hun noget af den støtte, hun havde brug for, og hun fik en særligt betydningsfuld ven i en af præsterne, en mand ved navn Fader Francis Xavier Morgan.

Fader Francis begyndte at besøge Mabel snart efter, at familien flyttede til Oliver Road, og han blev deres personlige præst og ven. Han var halvt waliser og halvt engelsk/spansk på mødrene side. Han var tætbygget, mørkhåret og fuld af energi. Hans stemme dundrede, og hans latter gav genlyd i hele huset få minutter efter, at han var trådt ind ad døren. Hilary og Ronald kom hurtigt til at elske og respektere Fader Francis, og Mabel havde ubetinget tillid til ham.

Men selvom Fader Francis kunne tilbyde Mabel åndelig vejledning, kunne han ikke gøre meget for at afbøde de praktiske vanskeligheder, hun stod over for. Pengeproblemet var permanent, og Oliver Road var et fattigt kvarter. De omkringliggende gader var skumle efter mørkets frembrud, og drengene var derfor som regel nødt til at blive inden døre i de lange vintermåneder, hvor det blev mørkt ved femtiden om eftermiddagen.

Heller ikke St. Philip’s skolen viste sig at være helt som ønsket. Det var en typisk statslig skole i et fattigt område af en britisk by ved århundredeskiftet. Mere end 50 børn var stuvet sammen i ét klasseværelse, hvor de blev undervist i basal grammatik og matematik af uinteresserede lærere med utilstrækkelig uddannelse. Det akademiske niveau var lavt på St. Philip’s, og skolens elever forventedes at passere igennem systemet uden at erhverve den store lærdom, før de blev sendt videre til de lokale fabrikker, butikker og lagerbygninger.

Heldigvis for Ronald og Hilary lod Mabel ikke sin tilknytning til den romerske kirke gå forud for sønnernes akademiske behov. Få måneder efter at de var startet på St. Philip’s, tog hun dem ud af skolen igen og begyndte at undervise dem derhjemme, og samtidig genoptog hun forbindelsen til King Edward’s for at prøve at skaffe drengene fripladser.

I 1903 fik de at vide, at Ronald var blevet genoptaget på King Edward’s skole, og at skolepengene ville blive dækket af et legat, men Hilary havde ikke bestået den samme adgangseksamen. Mabel frasagde sig ansvaret for Ronalds succes og Hilarys fiasko. Hun var klar over, at Ronald havde et stort akademisk potentiale og en god disciplin, men hans yngre bror var alt for dagdrømmende og verdensfjern, så han var nødt til at fortsætte med at blive undervist derhjemme for måske at kunne bestå i andet forsøg.

Så i efteråret vendte Ronald, der nu var 11, tilbage til sin gamle skole efter at have været væk i næsten to skoleår. Heldigvis havde hans mor taget godt vare på undervisningen under hans fravær fra skolen, og han opdagede, at han ikke havde nogen problemer med at følge med. Hans interesse for sprog var nu i fuldt flor, og han var en meget kompetent lingvist for sin alder. King Edward’s gav ham de bedste muligheder. Foruden standardsprogene fransk og tysk begyndte Ronald at lære græsk i 11-årsalderen og blev snart introduceret til Chaucer og det middelengelske sprogs oprindelse af en levende underviser og middelalderlitteratur-entusiast ved navn George Brewerton.6 Ved årets slutning kunne Mabel skrive i et brev til sin svigermor, Mary Tolkien, at Ronald, som for nylig var blevet konfirmeret i den oratorianske menighed, klarede sig godt, og at han læste bøger, som man normalt gav til 15-årige.

Men efter glæden over Ronalds konfirmation og første altergang kom der flere problemer til i begyndelsen af 1904. Mabel følte sig udmattet, og det blev hurtigt klart, at hendes træthed ikke bare kom af at tage sig af Ronald og Hilary, og heller ikke kun af at bo i noget, der ikke var stort bedre end slum. Hun havde sukkersyge.

I 1904 fandtes der ikke nogen effektiv behandling af sukkersyge, og lægevidenskaben var endnu uvidende om insulinets virkning, så Mabel blev hurtigt dårligere og kom på hospitalet i april.

Først var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvad de skulle stille op med drengene. Huset på Oliver Road blev ryddet og lejekontrakten opsagt. Mabel lå stadig på hospitalet, men lægerne kunne ikke gøre andet end at håbe, hun ville blive lidt stærkere. Der var ingen i familien, der kunne se efter begge Tolkien-brødre, så de blev adskilt for en tid. Hilary blev sendt hen til sine bedsteforældre et par gader væk, og Ronald kom hjem til Tante Jane, som havde giftet sig med familiens lejer, den banjospillende forsikringsassistent, Edwin Neave. De boede nu i Hove tæt ved Brighton på Sydkysten, så Ronald var nødt til at forlade King Edward’s, før skoleåret var slut, og gøre sit bedste for ikke at komme bagud med studierne ved at læse de tekster, der blev anbefalet, og træne sine sprogkundskaber i kladdehæfter.

I juni havde Mabel mod forventning fået det så meget bedre, at hun kunne udskrives fra hospitalet, og ved Fader Francis’ hjælp blev drengene genforenede med deres mor, mens hun kom til hægterne. Det lykkedes præsten at skaffe familien to værelser (et soveværelse og en stue) i et lillebitte hus, som oratorianer-samfundet ejede, og som var udlejet til det lokale postbud. Huset lå på Oratoriets grund, som blev brugt af de syge og ældre medlemmer af Birmingham-kirken og var blevet købt til dette formål af grundlæggeren, John Henry Newman, et halvt århundrede tidligere. For et lille honorar tog postbudets kone, Mrs. Till, sig af familien og lavede mad til dem.

Sommeren 1904 kom til at stå for Tolkien som måske den mest idylliske tid i hele hans barndom, et uspoleret billede af livet på landet, som næsten må have givet inspiration til det fiktive Herred i Midgård. Han var ikke rigtig klar over, hvor syg hans mor var, og hvis han overhovedet tænkte over det, ville han være gået ud fra, at hun var i bedring. Ronald havde længtes efter Sarehole lige siden den dag for næsten fire år siden, hvor de var blevet tvunget til at forlade deres hyggelige lille hus, og deres nye, midlertidige hjem i landsbyen Rednal i hjertet af Worcestershire, langt fra Birminghams røg og snavs, føltes som at komme tilbage til et tabt paradis. Hver eneste solrig dag, og dem var der mange af i løbet af den lange sommer, gik Ronald og Hilary lange ture i skoven, hvor de vadede i vandløbene, klatrede i træerne, tegnede og fløj med drager.

Drengene kom meget tættere på Fader Francis i løbet af den sommer. Han besøgte dem ofte og fulgtes med dem på mangen en vandretur. Når han var på besøg, røg han pibe, og som voksen hævdede Tolkien, at han selv var blevet inspireret til at begynde at ryge pibe ved at se, hvordan Fader Francis åbenlyst nød at bakke på en lang pibe af kirsebærtræ på Oratoriets veranda i Rednal.

Desværre varede idyllen ikke længe. I september måtte Ronald tilbage til skolen (mens Hilary stadig blev undervist derhjemme). Gåturen til stationen tog en halv time hver morgen og hver eftermiddag, og efterhånden som efteråret nærmede sig, blev Ronald hentet på stationen af Hilary, som bar en lampe, der skulle hjælpe dem med at finde tilbage til Rednal i mørket.

Ingen af drengene var klar over, hvor syg deres mor var blevet. Mabels sukkersyge blev stadig værre, og den 14. november faldt hun om i stuen foran Ronald og Hilary i huset i Rednal. Drengene så til, chokerede og skrækslagne, ude af stand til at hjælpe, imens deres mor hurtigt gled over i en koma. Seks dage senere, mens drengene blev trøstet af den venlige Mrs. Till nedenunder, døde Mabel Tolkien i en alder af 34 år. Kun Fader Francis og Mabels søster, May Incledon, stod ved hendes seng, da hun gik bort.