2. To kvinder

Tolkien tilgav aldrig helt sine slægtninge, at hans mor var død en alt for tidlig død. Han var overbevist om, at deres forkastelse af hendes konvertering til den katolske kirke havde forværret hendes sygdom, og han var dybt forarget over den manglende støtte, hun dengang havde fået.

olkien har forståeligt nok været bitter over at miste sin mor, men hans fjendtlighed mod resten af familien var heller ikke ubegrundet. Mabel var uden tvivl nedtrykt og dybt påvirket af reaktionen på hendes konvertering til katolicismen, hvilket kan have fremprovokeret hendes sygdom. Tolkiens fjendtlighed falmede ikke med tiden. I et brev til sin søn, Michael, skrevet i 1941, 37 år efter moderens død, skriver han om sin mor, som han erindrede som smuk og begavet, at hun havde lidt meget i sit liv og var blevet syg pga. den forfølgelse, hun havde været udsat for, fordi hun var konverteret til katolicismen. Han var sikker på, at den smerte havde gjort, at hun var død ung.

Mabel Tolkiens død fik også afgørende betydning for, hvordan Ronalds personlighed udviklede sig, og hvordan han forholdt sig til religion. Som gammel hævdede Tolkien, at han var blevet inspireret af katolicismen, før hans mor døde, og i et andet brev til Michael Tolkien, skrevet i 1963, fortæller han: ”Jeg blev forelsket i det hellige sakramente lige fra starten – og ved Guds nåde er jeg aldrig holdt op med at være det.”7

Det kan meget vel være, men der kan heller ikke herske tvivl om, at Tolkien forbandt sin mor med katolicismen, og han opfattede hende som noget af en martyr, både for sin tro og for sine sønners velbefindende. For den 12-årige Ronald var der en dyb forbindelse imellem disse to, moderen og troen. Fra da af var han ivrig katolik, om ikke evangelisk, så i hvert fald missionerende, og som vi skal se, kom denne inderlige tro ikke bare til at sætte retningen for hans liv og karriere, men den lå også til grund for hans mytologi og styrede ofte hans pen.

Mabel Tolkiens tidlige død påvirkede også sønnerne på andre måder. Ronald havde altid været en selskabelig og udadvendt knægt, og det så ud, som om denne side af hans personlighed aldrig trådte helt i baggrunden. Som voksen kunne han tale med hvem som helst om næsten hvad som helst, men fra november 1904 var der en ny, mørk tråd, der løb igennem hans personlighed. Han havde levet i fattigdom, han var blevet flyttet fra én ubekvem bolig til en anden, han havde set og halvvejs forstået sine bedsteforældres fjendtlighed imod hans elskede mor, og han havde, i en helt fjern fortid, mistet sin far. Alt dette havde gjort ham åndeligt alsidig og god til at tilpasse sig, men hans unge mors tilsyneladende meningsløse død havde også, hos ham, udløst en dybtliggende følelse af, at alle menneskeskabte ting var formålsløse og al menneskelig anstrengelse ikke andet end forfængelighed.

Fra tid til anden blev han overvældet af sit eget livssyn, der skubbede ham ned i mørke, depressive perioder, hvor han næsten ikke kunne tage sig sammen til at arbejde. Når han blev opslugt af pessimismen, havde han sågar svært ved at forholde sig til de mennesker, der omgav ham, også de nærmeste venner og familien. I et sådant håbløst humør sagde han til en ven: ”Hvor er det dog en forfærdelig, frygtformørket og sorgtynget verden vi lever i.”8

I de første par dage efter Mabels begravelse var Tolkiens slægtninge i vildrede over, hvad de skulle stille op med Ronald og Hilary. Kort før sin død havde Mabel valgt Fader Francis som drengenes værge, men de kunne ikke bo hos ham. Kostskole blev foreslået, men hurtigt forkastet igen, fordi der ikke var penge nok. Ronald havde fået et legat til King Edward’s, men legatet var ikke nok til at dække kost og logi, og Hilary havde kun lige bestået adgangseksamen og var blevet optaget som dagelev.

Problemet blev løst, da Tante Beatrice fra Suffield-siden af familien indvilligede i, at drengene kunne bo hos hende i hendes hus i Stirling Street i Edgbaston-kvarteret i Birmingham. Beatrice havde giftet sig med Mabels lillebror, William, men han var død et par måneder før sin søster og havde efterladt Beatrice alene i et relativt rummeligt hus med ekstra soveværelser. Hun var en temmelig streng kvinde, som sjældent viste følelser og stadig var i dyb sorg. Hun gav drengene et stort værelse og lavede mad til dem, men viste ellers ikke den ringeste interesse for, hvem de var, eller hvad de foretog sig. Ronald blev forfærdet, da han en morgen trådte ind i køkkenet i Stirling Street og fandt Beatrice i færd med at rage i asken fra det, der havde været hans mors breve og personlige papirer. Hans tante var ikke ondskabsfuld; det var simpelthen et udslag af hendes åndsforladte personlighed. Hun var bare gået ud fra, at drengene ikke havde nogen interesse i at beholde tingene og havde besluttet at skille sig af med dem.

Først var Ronald helt igennem ulykkelig i Stirling Street. Han var atter tilbage i Birminghams sodede centrum, tæt på hvor han havde boet med sin mor før den midlertidige idyl i Rednal. Fra sit soveværelsesvindue havde han kun udsigt til tag efter tag, skorsten efter skorsten; der var ikke engang spændingen ved lokomotiverne i baghaven. Beatrice talte nærmest ikke til drengene, og huset var mørkt og dystert, særligt i de lange vintermåneder lige efter Mabels død. Den første jul uden moderen var uden tvivl den værste, Ronald havde oplevet eller nogensinde kom til at opleve.

Men der var en anden side af drengenes liv; de var kommet til at sætte deres lid til kirken og forholdet til Fader Francis. Faktisk tilbragte de mere tid på Oratoriet end i Stirling Street. Hver morgen, så snart de stod op, løb Hilary og Ronald om kap hen ad gaderne, forbi deres gamle skole, St. Philip’s, og det faldefærdige hus på Oliver Road hvor de engang havde boet med deres mor, og videre til Oratoriet, hvor de var messedrenge for Fader Francis og spiste morgenmad sammen med ham bagefter. Så var det enten en rask spadseretur, eller somme tider en hestesporvogn til skole. Når det ringede ud fra sidste time kl. 16, mødtes brødrene uden for porten og løb tilbage til Oratoriet for at drikke te og tilbringe resten af eftermiddagen sammen med deres værge.

Det varme forhold til Fader Francis påvirkede hele Ronalds forhold til den katolske kirke og forstærkede det behov, han havde for at følge i sin mors religiøse fodspor, og hverken Tolkien-familien eller Suffield-familien forsøgte at forvirre drengene ved at tvinge dem væk fra kirken og den vej, deres mor var gået før dem. Walter Incledon og Mabels søster, May, tog drengene med på ferie sammen med deres to små piger, Mary og Marjorie, og Hilary og Ronald var altid velkomne i bedsteforældrenes hjem.

Den anden vigtige distraktion i Ronalds liv var skolen, som han elskede. Han var populær hos både kammerater og lærere og udviste en bred interesse for de akademiske fag, såvel som for sport. Han var særligt glad for rugby. I slutningen af 1905 var Tolkien den bedste elev på sin årgang og var blevet gode venner med en ét år yngre dreng, der hed Christopher Wiseman.

Christopher Wiseman delte mange af Ronalds interesser. Han var akademisk fremmelig og var blevet nummer 2 på skolens liste i 1905, selvom han var et år yngre end Tolkien, og det gav anledning til en venskabelig rivalisering imellem de to, som kom til at vare hele skoletiden ud. Han og Wiseman delte kærligheden til sprog og sprogenes oprindelse. George Brewerton, som et par år tidligere havde introduceret Ronald til glæden ved middelengelsk, mente nu, at begge hans superelever var klar til angelsaksisk, og det var fra ham, at makkerparret første gang hørte om litteraturen før Chaucer, og i særdeleshed det store drama i den store klassiker fra den oldengelske kanon, Beowulf.

De lange sommerferier, hvor eksamenspresset ikke trængte sig på, som det havde gjort i påskeferien, tilbragte Ronald og Hilary for det meste hos oratorianerne, men det lykkedes også Fader Francis at få dem ud af Birmingham på en kort ferie en gang om året. Deres hyppigste rejsemål var byen Lyme Regis i Dorset. De boede på det hyggelige Three Cups Hotel i Broad Street, gik lange ture langs den store strand, der førte væk fra hotellet og standsede deres vandring for at undersøge pytter på stenene og tage en hurtig dukkert i det kølige vand.

Fader Francis var meget mere end en ven af familien, som havde fået pålagt at være drengenes formynder; han var blevet deres erstatningsfar, og der var opstået en stærk forbindelse imellem dem. Han elskede dem som sine egne sønner og var en god lytter, som behandlede Ronald og Hilary med respekt, så de kunne tale mere åbent med ham end de fleste drenge kan med deres biologiske far.9 Fader Francis fandt derfor hurtigt ud af, at ingen af drengene trivedes i Tante Beatrices knugende hjem.

Heldigvis kendte han et alternativ. Præsterne ved Oratoriet var venner med en lokal vinhandler, Mr. Faulkner, og hans snakkesalige kone (som afholdt tre ugentlige musikaftener som underholdning for oratorianer-brødrene), og de havde et stort hus på Duchess Road i et væsentligt bedre område end Edgbaston, hvor Tante Beatrice boede. Faulkner-parret lejede værelser ud, og Fader Francis vidste, at der netop var blevet et stort værelse ledigt på anden sal. Så i februar 1908 pakkede Ronald og Hilary deres ting, sagde farvel til Tante Beatrice og flyttede endnu en gang til et nyt hjem.

Ronald var glad for forandringen. Huset på Duchess Road var ikke noget imponerende syn; det var helt dækket af slyngplanter, og der var alt for mange møbler, men atmosfæren var ren og lys sammenlignet med den sygelige stemning i Stirling Street. Faulkner-parret var sociale og udadvendte, og huset genlød som regel af snak og musik. Mrs. Faulkner var en ivrig musiker, en social stræber og måske lidt af en snob, men hun var også munter og livlig, og hun kunne godt lige Tolkien-drengene.

Men bortset fra den venlige atmosfære var den materielle livsstil også væsentlig bedre i Faulkner-hjemmet, og det var uden sammenligning den mest komfortable bolig, drengene nogensinde havde haft. Parret havde sågar en stuepige boende, som hed Annie. Ronald længtes selvfølgelig stadig efter landet og de vidde, åbne marker i Sarehole eller Rednal, men efter omstændighederne kunne han ikke være gladere. Og samme dag som de var ankommet med deres tasker og kufferter og havde lagt deres ting på plads i værelset, gik Ronald og Hilary nedenunder for at spise middag og opdagede, at der var en anden lejer i huset. På første sal, lige under deres eget værelse, boede en ung og køn pige ved navn Edith Bratt. Hun var lille og fiks, havde grå øjne og en kort, moderigtig frisure. Hun var 19, næsten tre år ældre end Ronald, og i hans øjne besad hun en besnærende modenhed.

Edith havde meget tilfælles med Ronald. Hendes mor, Francis Bratt, var død fem år tidligere, og hun havde ikke kendt sin far, fordi hun var født uden for ægteskab. I slutningen af 1888 var Francis taget til Gloucestershire for at føde sit barn, som kom til verden den 21. januar 1889, men hun satte sig op imod sladderen og sin families misbilligelse og vendte tilbage til Handsworth-distriktet i Birmingham for at opdrage sin datter der. Bratt-familien var rimelig velhavende, og Edith var vokset op i mere materielt trygge kår end Tolkien-brødrene. Hun blev sendt på pigekostskole og havde tidligt vist evner for musik. Som tiårig var hun blevet så dygtig en pianist, at man håbede, hun ville få mulighed for at blive optaget på et konservatorium. Men da hendes mor døde pludseligt i 1903, blev alle den slags planer pludselig til luftkasteller. Edith arvede noget jord i Birmingham, og dette gjorde hende lige akkurat økonomisk uafhængig. I Faulkner-hjemmet havde hun adgang til familiens klaver, og hendes spil var velkomment, så længe hun holdt sig til populære melodier og lettere klassikere, for Mrs. Faulkner kunne ikke holde ud at høre hende øve skalaer.

Med to så ulykkelige forhistorier var det ikke mærkeligt, at Edith og Ronald hurtigt fandt hinanden. På en måde så de begge sig selv og hinanden som ofre, overlevende fra den samme slags ulykke, og derfor følte de med det samme et stærkt bånd imellem sig. Over for sine egne børn gav Tolkien tit udtryk for, at han og deres mor på en måde havde reddet hinanden fra trængslerne ved deres barndom.

I starten flirtede de bare spøgefuldt hjemme hos Faulkner-familien. Ronalds værelse lå lige over Ediths; de kunne kommunikere ved at læne sig ud af vinduerne, når resten af huset sov, og de opfandt et særligt tegn til at få den andens opmærksomhed. Senere begyndte de at mødes uden for huset; de cyklede af sted hver for sig og mødtes på terestauranter i Birmingham, eller de gik lange ture i det omkringliggende landskab. Siddende ved en å eller under en skyggefuld eg fortalte de hinanden om deres håb og drømme, deres planer for fremtiden, og efterhånden, i løbet af den lange, varme sommer i 1909, blev de forelskede.

I en kort periode var deres forhold uovervåget. Hilary talte helt sikkert aldrig om det, og det gjorde Helen Faulkner heller ikke, ej heller stuepigen Annie, men til sidst slap nyheden om parrets hemmelige møder på tomandshånd ud via en vis Mrs. Church, som ejede en af de terestauranter, hvor Ronald og Edith mødtes. Hun så dem en lørdag og nævnte det for Oratoriets opsynsmand. Fader Francis fik hurtigt at vide, at Ronald sås med en ung dame, og han skred øjeblikkeligt ind.

Det var en uheldig periode for Ronald at blive distraheret af kærlighed. Det var meningen, at han skulle læse flittigt til sin Oxbridge adgangseksamen på King Edward’s,10 og eksamenen var svær nok uden Ediths ynder til at lokke ham væk fra bøgerne. Det vidste Fader Francis, og han var meget bekymret. Han sendte med det samme bud efter Ronald, og belærte ham om nødvendigheden af at koncentrere sig om studierne. Han tog et strengt standpunkt og forbød drengen nogensinde at se eller tale med Edith igen. Da Ronald indvendte, at han og Edith var forelskede, insisterede Fader Francis på, at deres forhold måtte slutte med det samme. Hvis de havde det på samme måde, når Ronald blev myndig tre år ud i fremtiden, var han naturligvis fri til at genoptage forholdet. Men i mellemtiden måtte han bøje sig fuldstændig for Fader Francis, og Ronald måtte igen koncentrere sig fuldt og helt om forberedelserne til sin Oxbridge eksamen. Det blev straks besluttet, at Ronald skulle flytte ud af Faulkner-hjemmet, og at Edith skulle rejse væk og bo hos noget familie i Cheltenham.

Ronald vidste med det samme, at han var nødt til at adlyde sin værge. Han respekterede og elskede Fader Francis, som havde været den eneste rigtige faderfigur i hans liv. Han vidste også, at Fader Francis var i sin gode ret til at bekymre sig om hans akademiske fremtid. Ronalds intellektuelle jeg kunne acceptere det, men han var også en følsom dreng, og udsigten til at blive flået bort fra den pige, han elskede, i hele tre år gjorde meget ondt.

Midt i al dette postyr, i sensommeren 1909, skulle Ronald rejse til Oxford for at tage sin adgangseksamen. Han tog toget, sad og var ulykkelig i eksamenslokalerne, og gjorde sit bedste. Senere på dagen, før han tog toget tilbage til Birmingham, stod han sammen med en gruppe andre foran opslagstavlen ved indgangen til eksamenslokalerne og fandt ud af, at det ikke var lykkedes ham at få det stipendium, som var hans eneste mulighed for at komme på universitetet.

Der må have været nogle timer, i løbet af rejsen tilbage til soden og hjertesorgen, som var hovedindholdet af hans liv i Birmingham, hvor Tolkien troede, at hans liv var forbi. Han havde mistet den pige, han elskede, og han var en akademisk fiasko – han vidste, at han kunne gå op til adgangseksamen igen året efter, men det var et hårdt slag ikke at bestå. Den jul var næsten lige så trist som julen 1904, og Tolkien svælgede i selvmedlidenhed og begræd sin skæbne i en dagbog, han påbegyndte nytårsdag 1910.

Og det nye år bragte ikke meget håb om en lysere fremtid. Brødrene blev flyttet til et nyt logi nogle få gader væk fra Faulkner-parrets hus, og Ronald fik at vide, at Edith meget snart ville blive sendt til Cheltenham. Han besluttede, at han ikke kunne bære at være borte fra hende så længe uden i det mindste at få chancen for at sige ordentligt farvel. Han brød sit løfte til Fader Francis og aftalte at mødes med Edith, så de kunne få en sidste eftermiddag sammen på landet. De mødtes langt fra Birmingham på en terestaurant, hvor de ikke havde været før. Ronald tog Edith med hen i en smykkeforretning og gav hende et armbåndsur til hendes 21-års fødselsdag, og Edith købte en fyldepen til hans 18-årsdag. Den eftermiddag lovede de hinanden, at de ville være tro, og at de ville mødes igen efter tre år og fortsætte, hvor de slap.

Men på en eller anden måde fik Fader Francis nys om dette møde, og Ronald blev kaldt tilbage til Oratoriet for at stå skoleret. Denne gang var præsten rasende og dybt såret over, at Ronald havde ignoreret hans ønsker. Tolkien prøvede at forklare, at han bare havde villet sige farvel, men hans værge var uimodtagelig for alt, hvad den unge mand sagde. Han proklamerede, at det ikke bare var Ronald forbudt at se eller tale med Edith før sin 21-års fødselsdag, men han tilføjede også et grusomt forbud imod nogen form for kommunikation imellem dem fra da af; de måtte ikke engang skrive til hinanden.

Ronald var rystet over dette og gled ind i en temmelig ynkelig sindstilstand. Han skrev side op og side ned om sine sorger i sin dagbog og begyndte at stå og hænge på gadehjørner i nærheden af Duchess Road i håbet om at se sin elskede Edith gå eller cykle forbi. Han bad til at få et ”tilfældigt” glimt af hende, og i et stykke tid virkede det, som om han ikke kunne tænke på andet end Edith.

Men selv disse tilstræbte, sporadiske glimt af den elskede blev der sat en stopper for. På en eller anden måde fik Fader Francis én gang til at vide, at Ronald havde set pigen. Måske havde han fået overdrevne oplysninger, men denne gang kogte hans vrede over, og han truede med helt at afblæse Tolkiens akademiske karriere ved at nægte ham økonomisk hjælp til universitetet.

Det var Ronald strengt forbudt at have nogen som helst form for kommunikation med sin elskede, men det var ikke forbudt for Edith. Hun skrev til Ronald en sidste gang, før de skiltes, og gentog sine følelser for ham. Dette inspirerede Ronald til at trave op og ned ad gaderne den dag, Edith skulle til stationen for at tage toget til Cheltenham, i håbet om at få et glimt af hende, når hun cyklede forbi. Og det skete faktisk; imod alle odds fik han et kort glimt af den pige, han ikke ville komme til at se i tre år, idet hun cyklede af sted til stationen og et nyt liv i Cheltenham.

Det blev hurtigt klart for Ronald, at det eneste, han nu kunne gøre var at begrave sig i arbejde. Hvis Edith holdt sit løfte, ville han komme til at se hende straks efter sin 21-års fødselsdag, for han vidste, at han ville være tro mod hende. Hvis han håbede på at opnå noget med sit liv, at skabe sig en god karriere og komme ud som sejrherre i sagen, så var han nødt til at følge spillets regler.

Det var en svær periode, men den var med til at forme Tolkien: den var karakterdannende. Opslugt af sine studier udmærkede han sig akademisk, og King Edward’s blev nu midtpunktet i hans liv. Hvis han var bitter på Fader Francis, fordampede følelsen hurtigt – han forstod, at hans værge virkelig ville ham det bedste – men hans uforpligtende barndomsdage på Oratoriet var nu erstattet af seriøse, intellektuelle sysler og en tæt gruppe venner fra skolens ældste klasser. Han blev også mere interesseret i sport, og selvom han var spinkel, blev han anfører for rugbyholdet. Han nød spillet, men i løbet af den første sæson brækkede han næsen og pådrog sig et kraftigt bid i tungen.11

Han dannede en klub på King Edward’s, hvis medlemmer næsten altid mødtes på biblioteket efter timerne, eller somme tider til te på en terestaurant ved navn Barrow’s Stores i Corporation Street i Birminghams centrum. Gruppen kaldte sig The Tea Club, og den bestod af fire drenge, som alle havde fået titel af bibliotekar, en særlig rang af præfekt. Senere var der et par fra gruppen, som bestemte, at de skulle ændre navn til Barrovian Society (efter Barrow’s Stores), men da de andre ikke var enige, blev det til sidst besluttet, at de skulle kombinere navnene, og derfor blev de kendt som Tea Club, Barrovian Society, eller T.C.,B.S., et navn der holdt ved.

De var de kvikkeste drenge på årgangen; det var dem, som snart skulle føre sig frem i de hellige lærdomshaller i Oxbridge. Klubben bestod af Christopher Wiseman, rektorens søn Robert Gilson, og en yngre dreng, Geoffrey Bache Smith, som bare blev kaldt GBS. Hver eftermiddag, når de mødtes i biblioteket, lavede de te med en kedel og en kogeplade, de havde smuglet ind, og de havde alle sammen kager eller sandwich med. Mens de drak te, diskuterede de deres fælles interesser – ældgamle sprog og mytologi. De læste højt fra Beowulf og Sir Gawain and the Green Knight, talte om klassisk musik og nutidig politik og viderebragte de opdagelser, de hver for sig havde gjort i bøgernes, kunstens og ”højkulturens” verden. På mange måder var denne lille forsamling en forløber for The Inklings, den berømte gruppe af intellektuelle, der bestod af Tolkien, C.S. Lewis og andre akademikere fra Oxford. Det var et selskab af ligesindede unge mænd med fælles interesser, intellektuel nysgerrighed og ophøjede principper.

I december 1910 tog Tolkien for anden gang til Oxford for at gøre et sidste forsøg på at bestå adgangseksamen. Denne gang følte han sig langt mere sikker, og følelsen var berettiget. Han var godt forberedt og var på alle måder en bedre studerende og mere erfaren i den form for spørgsmål, han vidste ville blive stillet. Og hans håb og selvsikkerhed blev ikke gjort til skamme, da han senere samme dag stimlede sammen med de andre foran opslagstavlen. Det var lykkedes ham at opnå et legat til Exeter College, og han skulle starte den følgende oktober.

Universitetets legat var lidt mindre prestigefuldt end et fuldt stipendium (som han havde håbet på og hemmeligt mente, at han burde være blevet tildelt), men han ville ikke lade dette gøre skår i glæden over at være blevet optaget. Legatet udgjorde £60 om året (i stedet for stipendiets £100 om året), og med et lille studielegat fra King Edward’s som belønning for at være kommet på Oxford, plus en gavmild understøttelse fra Fader Francis, kunne han lige akkurat få tingene til at løbe rundt under hele uddannelsen, når bare han levede sparsommeligt og beskedent. Han var så opløftet, at han brød sit løfte til Fader Francis og telegraferede de gode nyheder til Edith, og hun sendte ham sine anonyme lykønskninger.

Da han vendte tilbage til King Edward’s og de to sidste semestre, havde han det bedre, end han havde haft det længe. Edith var ganske givet aldrig langt fra hans tanker, men det var lykkedes ham at overvinde en af de helt store forhindringer i sit liv ved at lade sig opsluge af arbejde. Nu skulle han kun vente på Edith i to år mere, og ved den tid ville han være godt i gang med sit andet år som studerende på Oxford.