3. Oxford

Birmingham ligger kun ca. 80 kilometer fra Oxford, men trods den beskedne geografiske afstand er der en dyb kløft imellem de to byer. Og, som for at understrege at han var kommet frem i verden, ankom Tolkien til Oxford som en verdensmand – som passager i en vens bil – noget af en sjældenhed dengang. Det var en glohed dag, og Tolkien og hans ven, Dickie Reynolds, kunne først ikke få øje på én eneste studerende, indtil de opdagede, at alle var nede og stage på floden.

I 1911 var livet på Oxford domineret af det britiske klassesystem. Det var et sted, hvor de seriøse kom for at lære noget og for at skabe sig en karriere ved hjælp af deres intellekt og viljestyrke, men det var også en legeplads for aristokratiets sønner (og, i meget sjældne tilfælde, døtre), unge mennesker, som kunne studere med venstre hånd og nøjes med en tredjegrad, før de fik serveret en stilling i finansverdenen, i hæren eller som afdelingsleder i deres fars firma. Studerende fra middelklassen og (ekstremt sjældent) fra arbejderklassen overlevede på stipendier og legater. De fleste arbejdede hårdt, men havde det sjovt indbyrdes, og de blandede sig næsten aldrig med de studerende fra overklassen, som typisk søgte mod kollegierne Christchurch, Magdalene og Oriel. Det var alt sammen vældig Gensyn med Brideshead-agtigt for de velhavende, men på den anden side smittede noget af trylleglansen selvfølgelig også af på de fattigere studerende. Selvom folk fra de forskellige klasser ikke blandede sig meget med hinanden, foretog middelklasseeleverne sig mange af de samme ting som deres mere velhavende ligemænd: de lærte at drikke og ryge, de opdagede glæden ved at spise middag med vennerne sent om aftenen på deres egne værelser. Nogle af dem faldt endda over så eksotiske ting som opium og kokain, og nogle få blev sågar introduceret til sex.

Tolkien var en typisk lavere middelklasse-elev på Oxford. For hans vedkommende var den vigtigste opdagelse ved studenterlivet ikke muligheden for at blive inspireret eller for at udvide sin intellektuelle horisont, men muligheden for at opleve meget mere, end hvad Oratoriet og de kyske glæder ved T.C.,B.S. havde budt på. Men han var selvfølgelig opdraget til at blive en konventionel ung mand, konservativ og respektfuld over for alle slags autoriteter, og erkendelsen af den utrolige frihed kom kun gradvist til ham.

Han begyndte at ryge pibe og drikke øl. Han tilbragte mere tid sammen med sine venner end med at læse, og han brugte for mange penge på sig selv og disse nye venner. For ham, som for næsten alle de andre, stod det altid lidt værre til, end han havde regnet med, når kollegiets kostregning blev stukket ind under dørsprækken hver lørdag, så ved slutningen af det første år havde han fået opbygget en gæld, som var helt normal, men (for ham) bekymrende.

Men der var også mere intellektuelle distraktioner at beskæftige sig med. Han meldte sig ind i diskussionsklubber, i universitetets essayklub og den dialektiske forening. Det føltes, som om han var tilbage i T.C.,B.S. på skolebiblioteket på King Edward’s, og Tolkien var i sit rette element.

Tolkien tilbragte næsten al sin tid i mandligt selskab. Dette skyldtes til dels tidens skik og brug. Ugifte mænd og kvinder måtte kun mødes under opsyn, og de relativt få kvinder, som dengang læste på Oxford, gik til separate forelæsninger på deres egne kvindekollegier, såsom Lady Margaret Hall og St. Hilda’s. Alt dette var fuldstændig selvfølgeligt for Tolkien og hans venner, og på mange var det en udvidelse af deres kvindeløse teenagetid, hvor de nød at omgås andre mænd. Godt nok havde Tolkien fundet Edith, og han længtes stadig efter hende, når han var kommet hjem fra et spændende møde i diskussionsklubben – eller på pubben – og sad alene på sit tomme kollegieværelse, der vendte ud mod Turl Street. Men de unge mænd, som var kommet fra skoler over hele landet, efter at have forladt deres egne T.C.,B.S.-lignende klubber, ønskede og søgte hinandens selskab, og i deres øjne ville tilstedeværelsen af kvinder simpelthen have ødelagt dynamikken.

Alligevel rummede intet af dette nogen antydning af homoseksualitet, i hvert fald ikke for Tolkiens vedkommende. Senere i livet hævdede han sågar, at han ikke havde vidst, hvad det var, før han blev rekrutteret til hæren. Denne fuldstændig mandsdominerede verden var mere beslægtet med kammerateriet mellem drenge, der leger cowboyer og indianere eller sørøvere. Som 18-årige kunne de ikke længere svinge træsværd eller iføre sig hovedprydelser med fjer (i hvert fald ikke, hvis de ikke kunne undskylde sig med at være fulde), så i stedet spiddede de hinanden med vid, konkurrerede på den intellektuelle grønsvær og oplevede hvor berusende elitære lege for universitetsstuderende kunne være. Mens størstedelen af deres jævnaldrende overalt i landet knoklede på fabrikker eller kontorer, levede de i en fortryllet virkelighed med meget lidt ansvar. På godt og ondt var det denne virkelighed, som formede de intellektuelle, politiske og militære vogtere af Englands fremtid, ligesom det havde været for mange generationer før dem.

Så var der selvfølgelig arbejdet. Og igen var Tolkien så heldig at blive undervist af en inspirerende lærer. Dr. Joe Wright var meget langt fra den stereotype Oxford-universitetslærer. Han kom fra en lille by i Yorkshire og var som seksårig blevet sat til at arbejde på den lokale uldgarnsmølle. Han havde ikke modtaget nogen officiel undervisning overhovedet, men i 15-årsalderen var han begyndt at opdage, at der lå en hel verden uden for hans rækkevidde – en verden af ord, sprog og skrift. Han lærte sig selv at læse og skrive og begyndte at gå på aftenskole, hvor han studerede fransk og tysk, før han hurtigt gik videre til latin. Da han var fyldt 18, havde han forladt møllen og etableret sin egen aftenskole i et gæsteværelse hjemme hos sin mor. Da han havde tjent lidt penge, tog han ud for at rejse rundt i Europa, og han fandt frem til Heidelberg, hvor han tog en universitetsgrad og dernæst skrev en doktorafhandling. I mellemtiden havde han tilegnet sig russisk, oldnordisk, oldsaksisk, oldengelsk og mange andre, både nutidige og uddøde sprog. Da Joe Wright vendte tilbage til England, slog han sig ned i Oxford og blev til sidst tildelt stillingen som assisterende professor i komparativ filologi, en titel som ingen kunne være mere velkvalificeret til. I 1892 (Tolkiens fødselsår) havde Wright skrevet en lærebog i gotisk for begyndere, som Ronald havde fået af sin lærer på King Edward’s.

Wright var en streng lærer, og han hersede med Tolkien, men Tolkien var også en ivrig og ekstremt begavet lingvist, og Wright blev hurtigt klar over, at hans elev ejede en dyb og usmittet kærlighed til sprog, et naturligt øre for rytmen i ord og lyde. I skolen havde Tolkien været stærkt optaget af latin og græsk og, opmuntret af dygtige og entusiastiske lærere, havde han lært lidt om oldtidssprogene, såsom oldfinsk og oldnordisk. Professor Wright førte Tolkien dybt ind i denne arkaiske vildmark og viste ham, hvordan kronologisk adskilte sprog fra helt forskellige kulturer var internt forbundne af understrømme og temaer.

Så Tolkiens første år som universitetsstuderende fløj næsten forbi i en rus. Han havde formentlig ikke været gladere siden sin tidligste barndom, og det lykkedes ham at finde en hårfin balance mellem fornøjelserne og arbejdspresset ved studenterlivet. Han havde ganske vist stiftet gæld, men det var næsten så almindeligt, at man kunne risikere at blive betragtet som excentriker, hvis man lod være. Han havde næsten ignoreret religionen i løbet af det år og gik kun meget sjældent i kirke, men han havde ikke mistet noget af sin tro eller sin kærlighed til den katolske kirke, og han havde fundet en inspirerende lærer i Joe Wright. Hans liv ville have været fuldkomment, han ville have været fuldt ud glad og tilfreds, hvis det ikke havde været for – Edith.

Arbejdet og fornøjelserne på Oxford havde gjort deres til at distrahere Tolkien fra sorgen ved den tvungne adskillelse fra Edith, men hans følelser for hende var på ingen måde blevet svagere, og på hele sit første og ind i sit andet år på Oxford krydsede han dagene af indtil sin 21-års fødselsdag. Endelig oprandt dagen. Aftenen før sin fødselsdag, sent den 2. januar 1913, komponerede han det brev til Edith, som han længe havde drømt om at skrive. I brevet fortalte han hende igen om sine følelser og udtrykte sit ønske om, at de måtte blive genforenede efter at have været adskilte i så lang tid.

Den følgende morgen, på sin fødselsdag, postede han brevet og ventede tålmodigt på Ediths svar. Men da det kom, allerede et par dage senere, knuste det midlertidigt hans håb og drømme, for det indeholdt den værst tænkelige nyhed: Edith var for nylig blevet forlovet.

Ediths forlovede var en ung mand ved navn George Field, som var bror til en af hendes gamle skolekammerater, Molly Field, der boede i Cheltenham. Nyheden om forlovelsen kunne have været slutningen på historien om Edith og Ronald, hvis ikke Edith i sit brev til Tolkien havde antydet, at hun faktisk ikke var forelsket i George, men simpelthen var kommet til den konklusion, at Ronald havde glemt hende. For ikke at ende som pebermø havde hun accepteret en af de eneste ledige unge mænd i sin omgangskreds.

Men Tolkien havde aldrig glemt hende, og han havde ikke tænkt sig at lade Edith slippe væk nu, hvor han havde ventet så længe. Den 8. januar tog han toget til Cheltenham for at sætte tingene på plads. Edith stod på perronen og ventede. De talte og talte til langt ud på aftenen, og da Edith var blevet overbevist om, at Tolkien virkelig stadig elskede hende, lovede hun, at hun ville hæve sin forlovelse og forlove sig med ham i stedet.

Stakkels George Field blev først dødeligt såret, for han havde været forelsket i Edith, selvom hun ikke gengældte hans følelser fuldt og helt, men Edith havde bestemt sig. Hun vendte det døve øre til naboernes sladder og den misbilligende mumlen fra de ældre medlemmer i hendes omgangskreds i Cheltenham og begyndte at glæde sig til en fremtid sammen med den unge mand, som hun havde givet sit løfte tre år tidligere.

Men både Edith og Ronald havde nogle svære forhindringer at overvinde den vinter. I januar og februar 1913 var Tolkien nødt til at koncentrere sig helt om forberedelsen til sin Honour Moderations på Oxford, den første af to rækker eksaminer, som ville føre til en grad i klassiske sprog. Han havde ikke arbejdet lige grundigt i løbet af sit første år, hvilket betød, at han på et par måneder var nødt til at terpe alt det, han burde have brugt et helt år på. Efter den distraherende genforening med Edith og rejserne frem og tilbage til Cheltenham havde han svært ved at finde tid til at repetere. Han gik til eksamen i slutningen af februar og var i sit stille sind ikke overrasket, da han kun opnåede en andengrad.

Tolkiens lærere på Exeter var skuffede over ham. Det var særdeles svært at opnå en førstegrad, men lærerne mente, at enhver, der var kvik nok til at få et legat til Oxford, og som var flittig nok selv (formentlig af taknemmelighed over overhovedet at få lov til at gå på universitetet), burde kunne flyve igennem året med en førstegrad. Men der var noget usædvanligt ved Tolkiens eksamensopgaver. Selvom han kun havde opnået en andengrad i samlet årskarakter, havde han skrevet en nærmest fejlfri opgave i sit yndlingsfag, komparativ filologi, kurset hvor han blev undervist af Joe Wright. Eksaminatorerne havde ikke blot givet ham en førstegrad for opgaven, men havde tilføjet en note, hvori de gjorde særligt opmærksom på den enestående kvalitet i Tolkiens arbejde. Resultatet blev, at lærerkollegiet med Exeters rektor, Dr. Franell, i spidsen anbefalede, at han ændrede hovedfag fra studiet af klassiske sprog til engelsk sprog og litteratur.

Skiftet gav absolut mening for Tolkien. Han havde aldrig vist nogen stor interesse for det, der udgjorde størstedelen af pensum for studiet af klassiske sprog – græsk og romersk litteratur. For ham var de germanske folkeslags ældgamle mytologier og legenderne skrevet på oldislandsk udelt mere tiltrækkende, mere oprigtige på en eller anden måde. Studiet af engelsk sprog og litteratur var på ingen måde ideelt, men det passede langt bedre til Tolkien end studiet af de klassiske sprog. Det var et relativt nyt fag på Oxford og, som navnet antydede, opdelt i to helt separate aspekter. På den ene del studerede eleverne sprogets struktur og udvikling fra oldtiden til samtiden, og på den anden del forventedes de at læse og analysere litterære værker fra 1400-tallet og fremefter.

Tolkien interesserede sig næsten udelukkende for sprog. Han havde aldrig rigtig beskæftiget sig med ”moderne” litteratur. Han anså Shakespeare for at være overvurderet, og der var mange af nationalskjaldens stykker, som han decideret ikke brød sig om. Han gik meget hurtigt hen over Dryden og Milton, og han afskyede de ”moderne” forfattere fra 1700- og 1800-tallet, hvis værker var blevet kanon, og som var en vigtig del af pensum på studiet af engelsk sprog og litteratur på Oxford.

Heldigvis fik Tolkien endnu en meget talentfuld og alsidig lærer, Kenneth Sisam, en newzealænder, som kun var fire år ældre end Tolkien. Ved første øjekast gav Sisam indtryk af at være en temmelig tør og indadvendt person, men han viste sig at være en exceptionel formidler af sit fag og en mand, som Tolkien hurtigt kom til at beundre. Tolkien kastede sig ud i det nye fag og pløjede sig igennem de obligatoriske tekster, men den del af kurset han virkelig nød, var den der omhandlede sprog og krydsbefrugtningen mellem kultur og filologi. Det viste sig at være en stor forbedring i forhold til den akademiske linie, han hidtil havde fulgt; den passede til hans temperament, hans oprigtige og dybe interesser og blev en afgørende faktor, som medvirkede til at styre ham hen imod en karriere som filolog.

I mellemtiden var Edith Bratt blevet stillet over for et problem, som for hende var mindst lige så afskrækkende som Tolkiens eksamensproblemer. Af forskellige grunde havde parret endnu ikke offentliggjort deres forlovelse. For det første fordi Tolkien var nervøs for at skulle fortælle sin tidligere værge, Fader Francis, om deres genforening. Fader Francis havde selvfølgelig ikke længere nogen reel magt over Tolkien, men det er svært at frigøre sig fra gamle vaner, og Ronald var sikkert overdrevent bekymret for, hvad præsten ville synes. For det andet havde Tolkien endnu ikke fortalt nogen af sine venner om Edith. Ingen af de andre medlemmer fra T.C.,B.S. eller hans nye venner på universitetet havde nogen som helst anelse om hendes eksistens. Men det faktum, at de endnu ikke havde arrangeret Ediths indlemmelse i den katolske kirke, var den vigtigste grund til forsinkelsen.

Tolkien stillede slet ikke spørgsmålstegn ved, om Edith skulle konvertere. Han afskyede den anglikanske kirke; for ham repræsenterede den det onde, som havde gjort det af med hans mor. Det kan synes mærkeligt, at Tolkien, som inderst inde var dybt krænket over den måde, hans familie havde behandlet hans mor på, ikke udadtil viste nogen vrede over for dem, han bebrejdede. Han opretholdt et hjerteligt forhold til Walter Incledon, og han besøgte sin Tolkien-bedstemor og sine Suffield-bedsteforældre indtil deres død. Men han var åben omkring sin foragt for den institution, de var en del af, den anglikanske kirke.

Edith var ikke nogen ivrig kirkegænger, men det var alligevel problematisk for hende at konvertere til katolicismen. Det første og vigtigste problem var, at hun egentlig ikke følte sig hjemme i den katolske kirke. Hun var blevet opdraget til at tilhøre den anglikanske kirke og kendte intet til katolsk praksis. Hun lagde aldrig skjul på, at hun ikke brød sig om at skrifte og ikke følte den åndelige lettelse som ivrige katolikker, deriblandt Tolkien, hævdede at føle, når de havde blottet deres sjæle og fået tilgivelse for deres synder. Desuden brød hun sig ikke om troens strenghed, hun hadede at gå til tidlig messe, og da hun senere i livet fik dårligt helbred, nægtede hun på det bestemteste at faste eller at gå med sin mand til messe klokken seks.

Men det var ikke de eneste problemer, Edith havde med at opfylde Ronalds ønsker; der var andre, mere verdslige, men ikke mindre pinefulde. Hendes husvært i Cheltenham var hendes ”Onkel” Jessop, familiens overhoved, som hun havde boet hos siden 1910, og som også var en sofaprotestant, der hadede paven i Rom. Edith vidste, at hvis hun begyndte at modtage undervisning som forberedelse til at konvertere til katolicismen, ville hun omgående blive bedt om at forlade familien Jessop. Og desuden var hendes sparsomme sociale liv i Cheltenham tæt knyttet til den lokale sognekirke, selvom hun ikke var særlig religiøs selv.

Alligevel vidste Edith, at hvis hun og Tolkien skulle giftes, havde hun ikke andet valg end at bøje sig for sin forlovedes ønsker. For Ronald var Ediths konvertering simpelthen bydende nødvendig. Han var uden tvivl klar over, at Edith ikke var særlig ivrig, men valgte at se det som et bevis på hendes kærlighed til ham. For ham var det helt utænkeligt, at den kvinde, han skulle giftes med, ikke havde den samme tro som Mabel Tolkien.

Det var en uheldig måde at begynde deres nye forhold på, en dårlig start på den lange fremtid, de håbede at få sammen. Edith var i hvert fald krænket over at blive tvunget ind i katolicismen (sådan som hun uvægerligt måtte opfatte det). Hun tolererede processen, for det var sådan, de fleste kvinder fra hendes socialklasse ville have reageret i 1913. Hun elskede virkelig også Ronald; han havde lovende udsigter, og han elskede i hvert fald hende. Han var også kærlig, og i det store hele ikke mindre hensynsfuld end nogen anden mand, hun havde mødt. Edith ville meget, meget gerne giftes med ham, stifte familie og føre et normalt liv; hendes gammeljomfrutilværelse i det temmelig snobbede og kedelige Cheltenham passede hende ikke, og hun var blevet 24; årene hastede forbi.

Alt taget i betragtning var det måske en lav pris at betale. Så i foråret 1913 fortalte Edith ”Onkel” Jessop om sin beslutning, og, som hun havde forventet, reagerede han med at forlange, at hun forlod hans hjem, så snart hun havde fundet et andet logi.

Eftersom Edith havde vidst, hvordan han ville reagere, havde hun allerede gjort forberedelser til at flytte til den nærliggende by Warwick sammen med en af sine kusiner, en midaldrende kvinde ved navn Jennie Grove, som var pukkelrygget. De fandt hurtigt nogle midlertidige værelser og flyttede senere hen i et lille hus i nærheden. Edith begyndte at gå til undervisning hos den lokale præst, Fader Murphy, som desværre viste sig temmelig uinteresseret, hvilket selvfølgelig ikke hjalp på situationen.

Tolkien besøgte Edith og hendes husfælle i Warwick, efter at det akademiske år sluttede i juni, og i slutningen af sommeren kunne parret modtage deres første velsignelse sammen. Tolkien var ude af sig selv af glæde over, at de endelig kunne gå sammen til den samme gudstjeneste. Han beskrev det i sin dagbog i overstrømmende vendinger; Ediths minder om den samme begivenhed blev ikke nedfældet.

Der er ingen tvivl om, at Edith og Ronalds forhold var blevet styrket af, at alle omkring dem havde været opsat på at skille dem ad igen, dengang de fandt hinanden, og selvom de virkede præcis så forelskede som ethvert andet par, der snart skulle giftes, gik de også hinanden på nerverne og skændtes ofte. De havde været væk fra hinanden længe, og forholdet havde været så kortvarigt før den påtvungne adskillelse; de kendte knap nok hinanden. Og hvad der var endnu værre: de havde begge forandret sig i den mellemliggende periode og udviklet sig meget i forskellige retninger. Efter at have mistet Edith, havde Tolkien fundet trøst i mandligt selskab, først med sine skolekammerater i T.C.,B.S., og siden med sine gode venner på Oxford. Han havde prøvet friheden ved den uafhængige ungkarletilværelse, men, allervigtigst, han havde fundet den akademiske verden.

På nogle måder havde Tolkien været lidt langsom til at finde sit kald. Han havde været en dygtig skoleelev, men dengang han og Edith boede i Duchess Road, var hans fremtidige liv som akademiker stadig en fjern og vag idé. Han havde først vist sig at være en førsteklasses akademiker, efter at han havde taget afsked med Edith, og man kunne måske forestille sig, at netop deres adskillelse havde givet plads til, at dette aspekt af hans personlighed kunne komme til udtryk.

Edith havde aldrig været det mindste akademisk. Som barn havde hun udvist et exceptionelt musisk talent, men det var ikke blevet plejet efter fortjeneste. Ulig hendes fremtidige mand var der ingen, der havde opmuntret Edith, ingen der havde gjort sig den ulejlighed at give hendes talent lov til at folde sig helt ud, og da hun og Ronald fandt hinanden igen, var det håb, hun engang må have haft, om at blive professionel musiker, eller bare musiklærer, forsvundet for længe siden.

Bortset fra det passede Ediths og Ronalds personligheder ikke altid godt sammen. Hun var en uafhængig og livlig ung kvinde, hvis energi var blevet undertrykt af alle omkring hende. Ligesom Tolkien havde hun som barn haft sit mål af modgang. Hun var blevet forældreløs og var flyttet fra det ene hjem til det andet, uden nogensinde at have haft sin egen, rigtige familie. Hun undertrykte altid sin bitterhed, men fra tid til anden stak den alligevel hovedet frem, og når Ronald besøgte det lille hus i Warwick, havde de tit et heftigt skænderi, der som regel var udsprunget af noget helt trivielt.

Tolkien havde også svært ved at udtrykke sin kærlighed til Edith uden at blive sentimental og lettere patroniserende. I sine breve tiltalte han hende som ”lille ven”, og han omtalte hendes hjem i Warwick som hendes ”lille hus”. Som ung mand var han også overbeskyttende over for hende. Hans temmelig umodne forestilling om moderne, praktisk kærlighed udsprang af manglende erfaring, men hans tænkemåde var også i høj grad påvirket af det, han havde læst. Forfatteren Charles Moseley har gjort opmærksom på, at Tolkien, som så mange andre, delvist lod sig styre af en litterær forestilling om kærlighed:

Selvfølgelig er ingen upåvirkede af det, de læser. Hvis man tilbringer sine dage med at læse bøger og digte fra en verden, hvor kvinder bliver æret, sat på en piedestal – tilbedt, sågar – hvor de største mandlige dyder er mod, og ærlighed, og ære, og gavmildhed, så vil man til sidst komme til at tænke på den måde (og ikke være dårligere stillet af den grund).12

Det var alt sammen udmærket, men det må have været irriterende for en kvinde med et uafhængigt væsen, som i så lang tid havde klaret sig selv. Selvfølgelig var Edith forvirret. Hendes forlovede var i stand til at tvinge hende til at konvertere til hans tro, han viste ingen interesse for hendes musiske talent og prøvede sjældent at dele noget fra sit akademiske liv med hende. Men samtidig overvældede han hende med patroniserende og umodne beviser på sin kærlighed.

Det var måske derfor, og for at give dem begge lidt tid til at tænke sig om, at Tolkien tog på arbejdsferie til Kontinentet i sommeren 1913. Han havde taget et job med at se efter to mexicanske drenge, og de drog sammen på tur i Frankrig. I Paris mødtes den lille gruppe med en tredje dreng og to tanter, og det forventedes, at Tolkien skulle optræde som hele selskabets kulturelle guide i byen.

Det havde virket som en nem opgave, men det viste sig at være en så komplet fejltagelse, at det ville have været bedre, hvis han var blevet i Warwick, om så bare for at skændes med Edith. Det første tegn på problemer kom, da Ronald til sin store skam opdagede, at selvom han havde klaret komparativ filologi og kunne skrive indviklede opgaver om perifere og mystiske aspekter af nordisk og angelsaksisk, kunne han nærmest ikke tale et ord spansk, og selv hans fransk viste sig at være helt utilstrækkeligt. Det betød, at han ikke kunne gøre sig forståelig over for de mexicanske drenge, som han havde ansvaret for, og som ikke kunne tale engelsk.

Oven i det hele opdagede han hurtigt, at han bestemt ikke brød sig om den franske kogekunst, og han syntes, at de nationaliteter han mødte, særligt i Paris, var upolerede og uhøflige. Hvad der var endnu værre, var, at de mexicanere, han skulle undervise, slet ikke var interesserede i fransk kultur, og de insisterede i stedet på at besøge steder som i Tolkiens øjne var vulgære turistattraktioner. Da de overtalte ham til at tage dem med til Bretagne i et par dage, troede Tolkien, at han i hvert fald ville kunne trøste sig med synet af det smukke landskab og områdets fine vine. I stedet endte selskabet i Dinard ved kysten, en badeby der kunne have været en mindre udgave af Blackpool – for Tolkien var det så vulgært, som det kunne blive.

Men det blev endnu værre. Tolkien kom gående på et fortov i byen sammen med en af drengene og den ældste af de to mexicanske tanter, da føreren af en bil mistede kontrollen og kørte ind i dem. Den ramte den ældre dame, som fik alvorlige indre blødninger, og hun døde et par timer efter.

Det var en katastrofal afslutning på en katastrofal rejse, og Tolkien var lettet, da det endelig lykkedes ham at få den døde tante transporteret hjem, og han kunne overlade ansvaret til den sørgende familie. Da han gik ombord på båden til Dover, svor han, at han aldrig ville tage et lignende job igen.

Med sådan en sommer bag sig var Tolkien lettet, da hans tredje år på Oxford begyndte i efteråret 1913. Selvfølgelig var han bekymret for sit ustabile forhold til Edith, men nu var der masser af ting, der kunne distrahere ham fra det. Faktisk blev han endnu mere involveret i studenterlivet på Oxford, end han nogensinde havde været før. Han tillagde sig, hvad der for ham var temmelig ekstravagante vaner. For de penge, han havde tjent på sin uheldige ekskursion i Frankrig, købte han nye og temmelig smarte møbler til sit værelse; han smykkede væggene med fashionable, japanske tryk og investerede i en helt ny garderobe. Når vejret var mildt, padlede han på Cherwellfloden og spillede jævnligt tennis. Han blev valgt til formand for diskussionsklubben, og sammen med en gruppe venner dannede han en ny klub som de kaldte Chequers, hvor hovedaktiviteterne gik ud på at spise fine middage på hinandens værelser og drikke rigelige mængder dyr vin og cognac.

Imens førte Edith en meget anderledes tilværelse i Warwick. Det var en smuk by, selvom den ikke var i samme kategori som Oxford, og med sit eget, højt respekterede universitet fyldt med unge mennesker var den i hvert fald mere livlig end Cheltenham, men Edith selv havde nærmest ikke noget socialt liv. Hendes husfælle, Jennie, var legemliggørelsen af enhver gammeljomfrus mareridt. Selvom Edith ofte blev irriteret over brevene fra Ronald, fordi de udpenslede, hvor sjovt han havde det, så var de i det mindste fra en mand, som elskede hende, og som hun snart skulle giftes med. Jennie var professionel gammeljomfru. Selvom Ediths liv var kedeligt og trivielt, behøvede hun, ironisk nok, bare at kaste et blik på Jennie med hendes pukkelryg og slidte attitude, for at få slået fast, at hun havde meget at være taknemmelig for på trods af Ronalds irriterende vaner. Måske var det lige så meget det, som det var hendes kærlighed til Ronald, der holdt hende gående i den periode.

Tolkien havde nu fundet den rytme, som han ville komme til at leve efter resten af sine dage. Han tog glad del i fornøjelserne ved universitetslivet, men fik samtidig meget ros for sit arbejde. På trods af de sene nætter over cognackaraflen og de dovne eftermiddage, hvor han betragtede piletræernes grene fra bunden af en fladbundet båd, vandt han det år Skeat-prisen i engelsk, som blev uddelt af Exeter College, og han var nu godt på vej til at opnå en førstegrad.

Tidligt i 1914 blev Edith modtaget i den romerskkatolske kirke. Parret havde valgt, at datoen for ceremonien skulle være den 8. januar for at markere den første årsdag for deres genforening. Et par uger senere blev de officielt forlovede; deres løfte blev velsignet af Fader Murphy, den præst som havde undervist Edith. Begge ceremonier foregik i Ediths lokale kirke i Warwick. Det var en temmelig trist, grim bygning, men for Ronald og Edith betød omgivelserne ikke det store. Begge havde nu lært at acceptere, at deres forhold aldrig ville blive perfekt, men også at der ikke fandtes perfekte forhold. De var to meget forskellige mennesker med uhyre forskellige perspektiver og interesser. De havde været væk fra hinanden så længe, at de måske havde brugt for lang tid på at indse dette og på at finde en måde, hvorpå de kunne indrette sig på at leve lykkeligt sammen alligevel.

Da Tolkien vendte tilbage til Oxford til forårssemestret, må han have været gladere end nogensinde før. Utroligt nok havde han stadig ikke fortalt sine Oxford-venner, og heller ikke engang sine gamle skolekammerater, om sit forhold til Edith. Nu føltes det, som om det rigtige tidspunkt var kommet. Han skrev til alle medlemmerne af T.C.,B.S., som prompte kvitterede med deres lykønskninger. Han var en mand, der var forlovet med den kvinde, han havde drømt om siden sit attende år, og nu kunne han se fremtiden i møde med fornyet håb og selvtillid. For Tolkien var verden lys det forår, ingen skyer lurede i horisonten. Hverken han eller Edith eller deres venner – eller langt de fleste andre – kunne dengang vide, at før året var omme, ville England være i krig, og millioner af unge mennesker, unge mennesker som Ronald Tolkien og Edith Bratt, ville komme til at storme imod en alt for tidlig død.