4. Ægteskab og krig

Der kan ikke have været ret mange steder i England, hvor krigserklæringen havde en så dramatisk effekt som i Oxford. Da det begyndte at blive varmt i slutningen af foråret og starten af sommeren 1914, var byen tæt pakket med unge universitetselever og deres kærester. Bådene var fyldt op, og champagnepropperne sprang højlydt, efterhånden som eksamenerne blev overstået og sommerballerne begyndte. Og så, som det sker hvert år, var byen pludselig tom. De velhavende elever tog tilbage til deres landsteder eller gik ombord på dampere med kurs mod udenlandske rejsemål. Studerende om Tolkien, der var kommet på universitetet takket være legater og stipendier, tog toget tilbage til deres familiers beskedne hjem i byer over hele landet, eller startede på deres sommerferiejob for at have et par ekstra pund på lommen, når den forventede hvirvelvind af fristelser og arrangementer startede igen i oktober et par måneder senere.

Men oktober 1914 blev som ingen anden oktober i universitetets historie, for politik og dybtliggende racehad havde skubbet det kontinentale Europa ud på sammenbruddets rand. Den 28. juni 1914 var arvingen til den østrig-ungarske trone, Ærkehertug Frans Ferdinand og hans kone blevet myrdet af en serbisk terrorist i Sarajevo, en handling som gav anledning til en vældig tumult. Den østrigske regering anklagede øjeblikkelig de serbiske ledere for meddelagtighed i mordet, og inden for en måned havde Østrig-Ungarn erklæret Serbien krig.

Europa, et kontinent med nogle og tyve stater der lige akkurat havde formået at opretholde et minimum af stabilitet i én generation, oplevede nu en storstilet ”politisk dominoeffekt”. Østrigs gamle fjende, Rusland, mobiliserede sine tropper imod dem; dette fik Tyskland til at erklære Rusland krig. Så begyndte Ruslands allierede, Frankrig, at mobilisere sine tropper, og derefter erklærede Tyskland krig mod Frankrig. Storbritannien blev kastet ind i den spirende konflikt, fordi landet var forpligtet til at stå på Frankrigs side på grund af deres officielle, venskabelige forbindelse, og den 4. august erklærede Storbritannien krig mod Tyskland og Serbien.

I efteråret 1914 opdagede de studerende fra Oxford, som normalt ville have sat sig forventningsfulde ned til semesterets første, officielle middagsbord og spillet et par partier tennis, før vejret blev for dårligt, at de pludselig var havnet i træningslejre i stedet. Her blev de forberedt til slagmarkerne i Frankrig, hvor tusinder af professionelle soldater fra de britiske ekspeditionsstyrker allerede var blevet dræbt.

Da krigen brød ud, havde Storbritannien ikke nogen værnepligtig hær, men krigen optændte hurtigt hjerterne i en sådan grad, at hundredetusinder af unge mænd havde meldt sig frivilligt allerede før efteråret. Men Tolkien var ikke iblandt dem. Han var fast besluttet på at få sin grad først og havde valgt at tage tilbage til Oxford og udskyde militærtjenesten til den følgende sommer. Da han ankom til byens forladte banegård i den første uge af oktober, blev han chokeret over, at kollegierne nærmest var ubeboede og universitetet så godt som lukket ned. Hans eneste tilbageblevne ven fra tiden før krigen var Colin Cullis, sammen med hvem han havde startet Chequers-klubben det foregående år. Cullis var blevet dømt uegnet til militærtjeneste.

I starten kunne Tolkien næsten ikke holde ud at opholde sig på det forladte universitet, og i løbet af de første par dage skrev han til Edith om kedsomheden og ubehaget. Men så besluttede han og Cullis at forlade de indesluttede, tomme kollegieværelser og leje nogle værelser sammen i St. John’s Street, ikke så langt fra Exeter. Samtidig meldte Tolkien sig ind i officerernes træningskorps, så han kunne lære eksercits i universitetsparken og forberede sig til at lade sig hverve til hæren. Han var overrasket over at opdage, at han faktisk godt kunne lide det.

Som det akademiske år skred frem, blev tidenderne om krigen værre og værre. I den krigsgale stemning fra efteråret 1914 havde man talt om at krigen var ”ovre ved juletid”, men da 1914 blev til 1915, og vintermånederne blev til forårsmåneder, var konflikten stagneret i et dødt løb, der var lige ubehageligt for alle. Begge parter anbragte hundredetusinder af soldater i skyttegrave, som løb kilometer efter kilometer igennem Nordfrankrigs bondeland. Imellem hver hær var et par hundrede meters ingenmandsland, og ingen offensiv eller modoffensiv ændrede frontliniens position med mere end nogle ganske få meter. I foråret 1915 kunne ammunitionsforsyningerne ikke længere følge med efterspørgslen, og for en tid var man nødsaget til at skrue lidt ned for kampen. Men det var kun en midlertidig stilhed før stormen. Allerede i krigens første år havde kampene kostet millioner af mænd livet, alene på Vestfronten, og alle vidste, at så snart ammunitionslagrene var fyldt op, ville bombardementet starte forfra og koste lige så mange liv endnu.

I det affolkede Oxford kunne Tolkien bedre koncentrere sig om sit arbejde end nogensinde før. Mens Edith fik lagt krigsrestriktionerne oven i sin i forvejen triste hverdag, arbejdede Tolkien stødt og roligt, og i juni 1915 tog han den afsluttende eksamen i engelsk sprog og litteratur. Et par dage senere fik han besked om, at han havde opnået en førstegrad.

Men der var ikke meget tid at fejre i, for pga. sin forpligtelse over for træningskorpset, og fordi krigen havde gjort det vanskeligt at rejse, nåede Tolkien ikke engang til Warwick for at dele sin triumf med Edith, før han måtte påtage sig den stilling, han havde udsat, som sekondløjtnant i Lancashires infanteriregiment, det samme som en af hans venner fra T.C.,B.S., G.B. Smith.

Men selv da var krigen og dens rædsler stadig meget langt væk. De nærmeste slagmarker på Vestfronten lå mindre end et par hundrede kilometer fra Oxford, og mange familier sørgede allerede over de unge mænd, der var faldet ved Mons og Ypres, men de der, som Tolkien, havde levet beskyttet i akademiske omgivelser eller lige var begyndt på træningen, var endnu ikke blevet konfronteret med de fysiske konsekvenser af konflikten.

Nu hvor vi har global nyhedsdækning og næsten uforsinket adgang til de seneste overskrifter fra hele verden, er det svært at forestille sig, hvor få informationer der dengang nåede hjem, og hvor forsinkede de var. Uden radio og TV, og med aviser som skrev uhyre detaljeret om krigen, men længe efter at begivenhederne havde fundet sted, var krigen langt borte. Selv de faldne blev begravet tæt på fronten; ingen flagdækkede ligposer blev sendt hjem.

Der var restriktioner på benzin, man rejste mindre, end man var vant til, og fødevarepriserne gik i vejret, men de civile, der levede under krigen, oplevede kun en brøkdel af de besværligheder, der kom til at følge i kølvandet på Anden Verdenskrig. Der var næsten intet bombardement af britiske byer under Første Verdenskrig, og de eneste soldater de civile så, var de entusiastiske rekrutter, der gik ombord ved Portsmouth, Southampton eller Dover, og de forbundne, forbrændte og lemlæstede, der kom tilbage til de engelske hospitaler.13

I træningslejrens barakker var Tolkiens eneste opgave at få tiden til at gå, indtil han blev sendt til Frankrig. Han trænede og eksercerede, han fik overskæg og trænede lidt mere. Officererne underviste i krigsførelse, detaljerne omkring våbenvedligeholdelse og kortlæsning. Fra sin relativt luksuriøse tilværelse i Oxford, hvor han jævnligt spiste middag på kollegiet, havde adgang til verdens bedste biblioteker og nød godt af opholdsstuer med læderlænestole og god portvin, var han nu blevet kastet ind i en helt igennem barskere verden. I træningslejren boede han skulder ved skulder med professionelle soldater og upolerede rekrutter, unge mænd der kom lige fra bondegårde og fabrikker, mænd som han skulle lede og føre i krig. Væk var den allestedsnærværende mulighed for at fordybe sig i en intellektuel diskussion, at debattere og gruble. Her var maden næsten uspiselig for Tolkien, han sov i en smal køjeseng og delte et latrin, der stod under et utæt tag af bølgeblik, men det allerværste var, at det var en uendelig kedsommelig tilværelse.

Der var et par adspredelser. Han købte en motorcykel sammen med en ven, og når det var hans tur til at bruge den, lykkedes det ham endelig at komme til Warwick og besøge Edith. Det besøg og de gange, hvor Ronald kunne slippe væk fra træningslejren i et par dage, var lykkefyldte oaser for dem begge. De kom meget bedre ud af det med hinanden nu; måske var den modvilje, Edith før havde følt, blevet opslugt af krigens afsavn og den konstante frygt for at deres liv sammen kunne blive revet itu og alt være tabt.

Samtidig begyndte Tolkien også at gøre nogle af sine tidligste notater til den mytologi, som skulle komme til at dominere hans tankegang det meste af livet. Det var, mens han levede i uvished, i tomrummet mellem universitetet og slagmarken, at de første frø til Silmarillion begyndte at slå rod i hans hjerne.

Efter seks måneders elementær træning valgte Tolkien at videreuddanne sig til signalmand. Dengang, før radioen, var signalmændenes værktøjer morsealfabetet og håndflag, og Tolkien lærte at bruge en felttelefon, som virkede ved hjælp af lange ledninger, der var spændt ud over skyttegravene.

Ved juletid lykkedes det Tolkien at være sammen med Edith, og i den ferie begyndte de at tale om at fastsætte en dato for deres bryllup. Ronald ville sandsynligvis snart blive sendt til udlandet, formentlig i starten af det nye år. De vidste begge, at i krigens første 18 måneder havde gennemsnitslevetiden for en soldat ikke været meget mere end par uger. Det såkaldte ”Store Fremstød” kunne ventes når som helst, og det ville medføre store tab. Det var en skræmmende tid at gennemleve.

De blev enige om onsdag den 22. marts 1916. Typisk for Tolkien fortalte han først sin gamle værge, Fader Francis, om brylluppet nogle få uger før, fordi han troede, at han på en eller anden måde ville misbillige det. Men hans frygt var ubegrundet, og Fader Francis var meget glad på deres vegne. Han sendte sine varmeste lykønskninger og tilbød selv at vie dem på Oratoriet i Birmingham, men fordi Ronald havde ventet så længe med at fortælle det, var det allerede blevet arrangeret, at Ediths lokale præst, Fader Murphy, skulle vie dem i den grimme, moderne katolske kirke i midten af Warwick.

De havde ventet længe på den dag, men ligesom det var tilfældet for mange tusinde andre par overalt i Europa, var der ingen garanti for, at de ville få en fremtid sammen. Den forfærdelige krig havde allerede ødelagt så mange liv, og den ville komme til at knuse håbet om fremtiden for mange, mange flere før den var forbi. Livet var pludselig blevet endnu mere skrøbeligt, end de havde oplevet som børn, og de kunne hver for sig ikke gøre meget mere end at sætte deres lid til Gud.

Tolkien var nu blevet premierløjtnant og blev fotograferet i sin krigsuniform. Han ligner en typisk repræsentant for sin klasse og sin tid. Hans hår er kort og tilbagestrøget, der er en nydelig skilning i venstre side, og hans uniform er ulastelig. Han har overskæg, og hans træk er stærke: lige øjenbryn, en flot, lang næse og markerede kindben. Han er ikke klassisk smuk, men han udstråler intelligens, integritet og viljestyrke: Tolkien ligner en mand, man kan stole på, men han er heller ikke uberørt af tidens frygt, udtrykket i hans ansigt rummer også stor usikkerhed. Nogle få uger senere blev han sendt af sted til fronten.

Tolkiens transportskib lagde til ved Calais den 6. juni, og på landjorden fortsatte han rejsen til den britiske hærs basislejr i en lille by ved navn Étaples. Her skulle han tilbringe de næste tre uger uden at vide, hvor eller hvornår han ville blive sendt i kamp; det var en ny rutine, som for det meste gik ud på at sidde og drikke spandevis af te, ryge pibe, snakke, læse og, tja, vente.

Det var på én gang kedeligt og stressende. Kedsomheden blev forstærket af manglen på resurser; der var kun få bøger og aviser til rådighed, og den konstante fare for snigskytter og miner udelukkede muligheden for, at man kunne gå sig en tur. Tolkien kom ikke særlig godt ud af det med de andre officerer i kompagniet. Mange af dem var professionelle soldater, som han havde meget lidt tilfælles med, og som anså mænd af hans slags for at være amatører, skoledrenge der var blevet klædt ud i voksne mænds uniformer. Tolkien foretrak at omgås de frivillige officerer og infanterisoldaterne, de menige mænd som udgjorde størstedelen af hæren, men det var forbudt for officerer at pleje venskabelig omgang med de almindelige menige, fordi man mente, at en sådan familiaritet kunne svække disciplinen.

Kedsomheden var én ting, men deres situation blev mere og mere anspændt for hver dag. Fra det øjeblik hvor Tolkien havde modtaget sine ordrer og forladt England, havde han følt sig truet, som en skydeskive. Han havde selvfølgelig hørt historier fra fronten – hvem havde ikke det? Der foregik en konstant udveksling af mænd imellem basislejren og frontlinien, og en lige så konstant strøm af sårede og syge soldater, som passerede igennem lejren på vej hjem. Hver soldat havde sin egen historie at fortælle, alle kunne aflægge en enestående, men altid sindsoprivende rapport om de rædsler, der foregik blot nogle få kilometer væk. Men anspændtheden skyldtes også den totale mangel på detaljerede, officielle nyheder og på reelle oplysninger om planlagte angreb. Sammen med den monotone ventetid var det det, der var sværest at bære.

Men så blev monotonien pludselig brudt. Der kom ordrer om, at den Elvte Bataljon, som Tolkien netop var blevet overført til, skulle rykke ud til frontlinien, mod nordøst. Det så ud til, at det længe ventede ”Store Fremstød”, de Allieredes modoffensiv, endelig skulle sættes i værk.

Straks blev tempoet anderledes. De kørte med troppetransporttog til Amiens, hovedstaden for Somme-distriktet i Picardiet i Nordfrankrig, godt 120 km. nord for Paris. Fra toget virkede området øde; landsbyerne var blevet hærgede både af de Allierede og af den tyske hær. Det havde regnet i ugevis, og markerne var overskyllede. En gang imellem fik man et glimt af et vinslot eller et hus igennem de tilåndede vinduer, men de var altid ødelagte, skodderne hang løst fra vinduerne, fordums storslåede messinglåger lå smidt blandt bunker af våde murbrokker.

Ombord på toget blev der røget og spillet kort, kupéerne var tætte af røgen fra piber og cigaretter. Bagagehylderne og sidegangene var fyldt med grej og udstyr. De frivillige officerer pudsede deres støvler og smurte deres bajonetter. Andre skrev hjem til deres kærester og mødre. De kunne allerede høre bragene fra haubitser og mortérgranater ikke langt derfra. For langt, langt de flestes vedkommende blev det deres sidste togtur.

Det regnede hele tiden, mens de var i Amiens, og det regnede stadig, da de drog ud på den udmattende march til landsbyen Rubempré, som lå 15 kilometer tættere på frontlinien. Larmen fra geværerne lød hele tiden højere. Fra tid til anden fløj en vildfaren granat forbi lige over deres hoveder, og de var hele tiden opmærksomme på den allestedsnærværende fare for miner og snigskytter.

De blev i Rubempré i 36 timer. Stedet var nærmest forladt, den eneste vej, der gik forbi de faldefærdige og bombarderede huse, var fuld af huller og næsten ufremkommelig for køretøjer og heste. Bataljonen sov i lader og udbrændte huse; de lavede nogle nødtørftige tage, der holdt den værste regn ude.

Så rykkede de igen mod fronten og den nærliggende landsby Bouzincourt, hvor der var en mere etableret militærlejr. Dette var så tæt på fronten, som de ville komme, før de skulle i kamp; det var samlingsstedet for et stort antal britiske tropper, som holdt til i området. Bouzincourt lignede knap nok en landsby mere; den var blevet mere eller mindre jævnet med jorden af miner og granater. Hæren havde bygget et par hytter, hvor man indlogerede nogle få af officererne, inklusive Tolkien. Andre måtte nøjes med våde, utætte madrasser i de forladte huse; huse, der engang havde været højt skattede af deres indbyggere, der nu var døde eller spredt for alle vinde af den frembrydende ødelæggelse. De fleste sov så godt de kunne på markerne eller i grøften.

Det ”Store Fremstød” havde været et yndet samtaleemne, både blandt soldaterne og de civile derhjemme, men kampagnen var blevet forsinket gang på gang. Cirka fire måneder tidligere, i slutningen af februar 1916, havde tyskerne, under ledelse af general von Falkenhayn, foretaget et overraskelsesangreb mod de Allierede ved Verdun på floden Meuse i Nordøstfrankrig, og dette havde forsinket planerne om en modoffensiv. I de fire måneder havde der været svære tab på begge sider, men den 1. juli 1916 besluttede general Haig at samle en halv million mænd, suppleret af en mindre, fransk styrke der skulle starte modoffensiven et bestemt sted, og man håbede dermed at drive den tyske hær ud af Frankrig.

Det blev kaldt Slaget ved Somme. På den første dag blev 19.000 britiske soldater mejet ned af tyske maskingeværer, og 60.000 infanterister blev sårede. De fleste døde og sårede blev samlet op et par meter fra de skyttegrave, hvor de havde forberedt sig på angrebet. Det var det største tab på én dag i den britiske hærs historie, og størstedelen af skylden for katastrofen blev retfærdigvis lagt på general Haigs skuldre, fordi han fejlagtigt havde troet, at de tyske geværer var blevet uskadeliggjorte af det tunge artilleribombardement, som havde stået på i adskillige dage før angrebet. Størstedelen af de tyske geværer var slet ikke blevet berørt af de Allieredes bombardement. Blandt de 19.000 som døde den dag, var en af Tolkiens nærmeste venner, et medlem af T.C.,B.S., Rob Gilson, som havde tjent i Suffolk-regimentet.

I flere uger efter anede Tolkien intet om sin vens død. Hans bataljon var blevet tilbageholdt som reserve, da den første bølge af tropper (som Gilson havde været en del af) gik med ansigtet forrest mod kuglerne og granaterne. Men så, fem dage efter, blev det den Elvte Bataljons tur til at rykke frem. Selv da fik Tolkien ordre om at blive i Bouzincourt; han var officer i Kompagni ”B”, og Kompagni ”A” skulle først til fronten.

Tolkien vidste, at to af hans venner havde kæmpet i skyttegravene tæt på hans lejr, fordi han for nylig havde fået breve, som fortalte, at Rob Gilson og G.B. Smith gjorde tjeneste i de omkringliggende lejre. Han havde en mistanke om, at de allerede havde været i kamp, men kunne ikke få det bekræftet. Men så, netop den dag hvor Kompagni A forlod Bouzincourt, ankom Smith til landsbyen sammen med et kompagni, der var blevet tildelt nogle få dages hvile.

De talte og drak te, præcis som de havde gjort i det støvede bibliotek på King Edward’s i Birmingham. De udvekslede minder og opfriskede sjove historier om de to andre venner. Men dette sted var den absolutte modsætning til deres ungdoms dannede omgivelser. Renskurede skoledrenge var blevet til mudderdækkede mænd, geværer havde erstattet bøger, og de vidste begge, at de befandt sig i orkanens øje.

Tre dage efter at de havde forladt lejren, vendte Kompagni A tilbage. Mange var døde, og 100 mænd (over en tredjedel) var blevet sårede. Om fredagen, en uge efter at Kompagni A var blevet sendt til fronten, var det Tolkien og Kompagni B’s tur. Den nat, under dække af mørket, tog de deres oppakning på ryggen og deres hjelme på hovedet og marcherede ud af landsbyen langs det mudrede spor, som fulgte de 1½ kilometer fra deres hytter til skyttegravene.

Bent double, like old beggars under sacks,

Knock-kneed, coughing like hags, we cursed through sludge,

Till on the haunting flares we turned our backs

And towards our distant rest began to trudge.

Men marched asleep. Many had lost their boots

But limped on, blood-shod. All went lame; all blind;

Drunk with fatigue; deaf even to the hoots

Of disappointed shells that dropped behind.14

Sådan begynder Wilfred Owen en af sine mest berømte beskrivelser af skyttegravene i Første Verdenskrig. Meget mere skal ikke skrives her. Adjektiverne krymper sig på siden, og hverdagens sprog svigter, når man konfronteres med en sådan storm af smerte og meningsløshed.15

Tolkiens kompagni skulle angribe landsbyen Ovillers, som var blevet besat af en stor tysk styrke. Mange af hans medsoldater blev dræbt i angrebets første timer, deres kroppe var blevet sønderskudt og pint af maskingeværkugler. Tolkien kæmpede ved sine soldaters side 48 timer i træk, og det var et fantastisk held, at han ikke fik mere end sår og rifter. Han hvilede i et par timer og kæmpede så i yderligere 12 timer, før hans kompagni vendte tilbage til Bouzincourt.

Tilbage i lejren, mere udmattet end han nogensinde havde troet, man kunne være, fik Tolkien en lille stak breve, som var ankommet lige efter, at han og hans mænd var taget af sted. Det ene var fra G.B. Smith, som overbragte den nyhed, de begge havde frygtet siden Slaget ved Somme begyndte. Deres skolekammerat Rob Gilson var død.

Tolkien var knust. I kampens hede havde han set mænd dø lige for øjnene af sig, havde lugtet deres blod på sig, og han havde selv dræbt, men han havde ikke mistet nogen, der var tæt på ham selv, nogen der var så indflettet i hans eget liv. Det var, som om en del af hans fortid var blevet ætset bort. I al døden og ødelæggelsen havde han oplevet smerte på smerte; nu lagde en ny sorgfuldhed sig til følelsesregisteret.

I denne choktilstand vendte Tolkien igen og igen tilbage til skyttegravene, og hver gang kom han helt uskadt tilbage. Men han var bevidst om sin dødelighed som aldrig før. Indtil Gilsons død havde Tolkien overbevist sig selv om, at han og hans venner på en eller anden måde var immune over for døden, at deres tætte bånd, deres dybe venskab, ville beskytte og opretholde dem. Det er en forbløffende almindelig tanke blandt soldater, som er tvunget til at se døden i øjnene hver eneste dag; det bliver betragtet som en forsvarsmekanisme, en måde at håndtere faren, frygten og den tilsyneladende endeløse elendighed på.

Slaget ved Somme rasede hele den forfærdelige sommer i 1916, og Tolkien fandt hele tiden sig selv i begivenhedernes centrum. Han mødte Smith en gang mere i august, og de talte vemodigt om deres døde ven og om det fjerde medlem af T.C.,B.S., Christopher Wiseman, som på det tidspunkt gjorde tjeneste som flådeofficer. De to mænd var nu hærdede af krigen, bitre og vrede. De prøvede at bekæmpe melankolien med munterhed, men det lykkedes ikke helt. Det blev deres sidste møde.

Og soldaterne på hver side kæmpede videre, videre ind i september og videre gennem oktober. Selv da vinteren satte ind, og kraftige vinde og iskold regn nåede de i forvejen medtagne slagmarker, hørte geværsalverne aldrig op. Skyttegravene blev endnu mere mudrede; somme tider stod man i slam til midt på livet, og det lugtede dårligt, var sygdomsbefængt og fyldt med rotter.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at antallet af mænd, der blev syge af feber og mystiske dårligdomme under Første Verdenskrig, er større end mænd, der blev sårede i kamp. Fællesbetegnelsen for hele spekteret af alvorlige febersygdomme var ”skyttegravsfeber”, en bakterieinfektion (lægerne kaldte den ”pyrexia”), som spredtes via lus, og i november 1916, efter fem måneder i Frankrig, blev Tolkien en del af den medicinske statistik, endnu en soldat der bukkede under for sygdommen.

På det tidspunkt opholdt han sig i landsbyen Beauval, og efter at have haft voldsom feber i to dage blev han transporteret til et hospital ved Le Touquet på den franske kyst. Da han slet ikke var i bedring en uge senere, blev det besluttet, at han skulle sendes tilbage til England. Den 9. november 1916 vågnede Tolkien op i en by, som han var særdeles bekendt med: Birmingham.

Edith kom med det samme for at besøge ham, og lægerne var tilsyneladende bekymrede over, at hans tilstand var så alvorlig. Han var indlagt i seks uger, men man kunne ikke gøre noget for ham. Skyttegravsfeber var en alvorlig sygdom, og mange soldater døde af den, specielt hvis de også var sårede og dermed svækkede i forvejen. I en tid længe før antibiotika og med et meget begrænset kendskab til sygdommens mekanismer, kunne lægevidenskaben ikke gøre meget andet end at holde patienterne under observation og sørge for, at de fik nok at spise.

Edith var straks efter deres bryllup flyttet til en landsby ved navn Great Haywood i Staffordshire tæt på den træningslejr, hvor Tolkien havde forberedt sig på at skulle til Frankrig. Hun boede stadig sammen med sin kusine Jennie, i et nydeligt lille hus i hjertet af den pittoreske landsby, og havde gjort det i hele 1916. I den tredje uge af december besluttede lægerne, at Tolkien var rask nok til at rejse, så han tog toget sammen med Edith for at rekonvalescere i huset i Great Haywood.

Det var en fantastisk, afslappende tid for Tolkien. Selvom de frygtelige oplevelser fra skyttegravene stadig stod tydelige og smertefulde på hans nethinde, og ingen af dem kunne vide, om han snart ville blive sendt tilbage til Frankrig, gjorde han og Edith, hvad de kunne for at få det bedste ud af det, de frygtede, var et kort mellemspil. De prøvede efter bedste evne at holde krigen ude af deres tanker, men det var selvfølgelig svært. Det var koldt, og krigsrationeringen gjorde ikke livet mindre ubekvemt; der var ikke nok brændsel, og måltiderne var tarvelige. Men det værste, var at nyhederne fra krigen altid var dårlige nyheder.

Lige før han forlod Birmingham, havde Tolkien fået at vide, at Smith var død af sår fra granatkardæsk, som der var gået koldbrand i. Ud af de fire oprindelige medlemmer af T.C.,B.S. havde kun Tolkien og Christopher Wiseman overlevet krigens første to år.

Den politiske smeltedigel, hvori den militære konflikt indgik, var evigt foranderlig og kunne kun bidrage til forvirringen. I november var Wilson blevet genvalgt til USA’s præsident, og den 7. december, mens Tolkien var ved at komme til kræfter i Birmingham, blev David Lloyd George premierminister. Båndene mellem USA og Storbritannien var stærkere end nogensinde før, og der var tale om, at USA snart ville sætte sine kræfter ind i kampen mod Kejseren. Men den følelsesmæssige reaktion på krigen, meningsløsheden og den ubetvingelige følelse af at fremtiden kunne vise sig endnu værre end nutiden, var uden for rækkevidden af enhver politisk analyse. I hele Europa var der mange, der følte sådan den jul, ikke mindst beboerne i huset i Great Haywood.

I et forsøg på at sprede de mørke skygger satte Edith sig til klaveret, og Tolkien tegnede hende. De gik korte ture, godt pakket ind mod den bidende vind, og de sad foran kaminen og talte sammen, som de sjældent havde haft lejlighed til før. Edith blev gravid den måned, og den nyhed vakte både glæde og frygt. Hvad var det for en verden, de kunne tilbyde det barn, der var begyndt at vokse i Ediths mave? Det var en tanke, som mange delte i løbet af den hårde vinter.

I januar så det ud til, at Tolkien gjorde gode fremskridt, men mod slutningen af den næste måned fik han et tilbagefald. Han var syg igen i tre uger og blev igen rask nok til at rejse, denne gang til en udstationering ved en lejr i Yorkshire, hvor myndighederne håbede, at han ville være i stand til at genoptræne sig til at deltage i krigen.

Ronald rejste nordpå alene, og Edith og Jennie fulgte snart efter. De to kvinder lejede nogle værelser i Hornsea, et temmelig trist og vindblæst sted ved kysten. Byen var charmeforladt selv i fredstid, men nu var den næsten lagt øde, og den var helt igennem deprimerende, tynget til jorden af et gråt og frysende vinterskydække.

Men Tolkien blev syg igen snart efter sin ankomst til træningslejren. Denne gang var hans symptomer mere alvorlige, end de havde været, siden han kom tilbage til England, og han blev indlagt på et sanatorium i nærheden, i Harrogate. Her forbedredes hans tilstand igen, og et par uger senere vendte han tilbage til lejren.

Og sådan fortsatte det igennem foråret og sommeren 1917. Anfald af sygdom, somme tider alvorlige, andre gange mindre alvorlige, blev afbrudt af korte perioder med bedre helbred. Denne rytme gjorde heller ikke ligefrem Ediths tilværelse nemmere. Hun var højgravid i sensommeren 1917, det varme vejr bekom hende dårligt, og værelserne i Hornsea var en ringe erstatning for de langt mere bekvemme boliger, hun havde delt med Jennie, siden krigen brød ud. Det var ikke så mærkeligt, at hun blev nedtrykt og ængstelig, så i september blev det besluttet, at hun skulle vende tilbage til Cheltenham for at udstå de sidste uger af sin graviditet.

Den 16. november blev parrets første barn født, en dreng som de kaldte John Francis Reuel. Edith fødte ham på et hospital i Cheltenham med kusine Jennie ved sin side. Tolkien kunne ikke få orlov, men så snart Edith var i stand til at rejse, tog hun sin nyfødte søn med toget nordpå og flyttede ind i endnu et midlertidigt hjem, denne gang i den lille landsby Roos tæt ved den seneste militærlejr Tolkien var blevet sendt til.

I England var der nu et reelt håb om, at krigen var gået ind i sin afsluttende fase, og at de Allierede snart ville komme ud som sejrherrer. Og der var god grund til at føle en smule optimisme, for krigen havde ændret sig radikalt i de seneste måneder. Det forår havde USA erklæret Tyskland krig, og der var ankommet en lind strøm af tropper, ammunition og udrustning til Europa. Flåden, som i 3½ år havde bekæmpet Tyskland ved Europas kyster og i Atlanterhavet, fik nu forstærkning af amerikanske skibe. Tilsammen reducerede de truslen fra de tyske ubåde, som havde hærget handelssejladsen over Atlanten og afbrudt forsyningerne af fødevarer og ammunition.

USA’s indtræden i krigen markerede et definitivt kursskifte og gav Europa nyt håb om, at de Allierede ville sprede de tyske styrker. Men der var stadig stor usikkerhed omkring Rusland og Østfronten. Den dag John blev født, stormede bolsjevikkerne, anført af Trotsky og Lenin, Moskva og tog magten. Rusland var i oprør, landet havde mistet mange millioner mænd i kampen mod Tyskland, og de nye ledere krævede en ende på konflikten med et fremstød, som de kaldte ”fredsoffensiven”.

I Roos oplevede Edith og Ronald endnu et lykkeligt mellemspil, endnu en stund med glæde og ro midt i kaos, og for første gang kunne de tillade sig at håbe, at Ronald ikke ville blive nødt til at tage tilbage til fronten. Men idyllen var kortvarig. Tolkien blev ikke beordret tilbage til Frankrig, men i marts blev han sendt til en lejr, der lå godt 100 km. mod syd i Penkridge, Staffordshire, så Edith, lille John og Jennie Grove måtte ud på landevejene igen. Men så snart de havde pakket ud, besluttede hæren, at Tolkien skulle tilbage til Yorkshire.

Nu blev det Edith for meget, og hun nægtede konsekvent at flytte én gang til. I stedet blev hun i Penkridge, og Ronald måtte rejse alene til Hull, hvor han straks blev syg igen og indlagt på endnu et hospital.

Edith var efterhånden udmattet og følelsesmæssigt forstyrret. Tolkien havde været syg, rask og syg igen i de sidste 18 måneder, og selvom Edith var heldig, at hendes mand overhovedet havde overlevet krigen, havde hun flyttet en god håndfuld gange, siden han vendte hjem fra skyttegravene. Hendes desperation var helt forståelig, og i hendes breve til sin mand fra denne periode, er det åbenlyst, at hun nu ikke længere forsøgte at skjule sin frustration. I et af dem påpeger hun, tilsyneladende uden antydning af humor, at Ronald havde ligget så meget i sengen i de sidste to år, at han aldrig mere burde føle sig træt.

Men nu var det værste overstået. De Allierede vedblev at opleve store tab i løbet af krigens sidste år (Wilfred Owen mistede livet en uge før tyskerne overgav sig; han blev dræbt af en maskingeværsalve, imens han var ved at lede sine mænd over Sambre-kanalen), men i slutningen af 1917 var krigslykken definitivt vendt.16 Den 11. november 1918 accepterede de Allieredes øverstbefalende, marskal Ferdinand Foch, den tyske overgivelse fra embedsmanden Herr Matthias Erzberger i et hovedkvarter i en togvogn, der holdt på et sidespor ved Compiègne i Frankrig. Den næste dag skrev Tolkien til sin befalingsmand og bad om at blive sendt til Oxford, så han kunne fortsætte sin uddannelse, indtil han blev afmønstret.