5. Fantastiske verdener

Alle fans af J.R.R. Tolkiens forfatterskab ved, at romancyklussen om Midgård er enestående. I de sidste halvtreds år er der udgivet tusindvis af fantastiske fortællinger, som har været kraftigt inspirerede af Tolkien, men ingen af dem har givet sine læsere den samme følelse af helhed og samlethed som Hobbitten, Ringenes Herre, Silmarillion og Unfinished Tales. Og der er en meget god grund til, at de er enestående. Ulig nogen anden moderne forfatter brugte Tolkien, når han ikke var beskæftiget med sit arbejde på universitetet, næsten hele sit voksne liv, dvs. omkring 60 år, på denne ene frembringelse. I perioder var hans indre verden, Midgård, mere virkelig for ham end hans virkelige liv.

Men hvordan startede dette enorme projekt, denne magiske frembringelse af en totalt alternativ virkelighed? Under hvilke påvirkninger blev værket til? Og hvad var det, der holdt Tolkien fanget og fordybet så længe?

Spørgsmålene er sammensatte, og nogle aspekter af dem er svære at forklare, men vi kan i det mindste prøve at følge Tolkiens tankegang og lede efter årsager og katalysatorer.

Først bør vi vende os mod Tolkiens tidlige barndom. Vi har allerede set, hvor meget han elskede den engelske natur, og dette påvirkede selvfølgelig den måde, han fremstillede sin fiktive verden på. Som de fleste børn brugte Tolkien sin fantasi og legede lege, hvor opdigtede uhyrer og farlige udyr terroriserede landet. Det usædvanlige er, at han som voksen tydeligt kunne huske disse fantasier og derfor kunne trække på sit eget fjerne, fiktive landskab, da han gik i gang med at skrive. Da han ikke længere kunne lege med sin yngre bror Hilary, begyndte han at opdigte fiktive personer, igennem hvilke han kunne blive ved med at lege indirekte. Det gør alle skønlitterære forfattere. Men for Tolkiens vedkommende gør det en forskel, at hans imaginære univers slog rod, da han var meget ung, som en ekstremt sammensat, alternativ virkelighed baseret på den tidlige barndoms næsten eventyragtige verden. Som voksen blev Tolkien i stand til at tage denne enkle forestilling og omskabe den til noget, der til stadighed fanger læsernes fantasi med fremtryllelsen af en totalt opslugende og troværdig mytologi.

Og bag hele Tolkiens fremstilling af Midgård ligger ønsket om at skabe en mytologi. Tolkien begyndte at arbejde på det tidlige materiale, som senere blev en del af hans store saga, i Første Verdenskrigs sidste år, og han ville gerne skrive det, han kaldte “en mytologi for England”. Fra sine studier af oldsprog og -kulturer, var han kommet til den konklusion, at England, ulig Island, Skandinavien og Centraleuropa, ikke rådede over nogen betydningsfuld samling af skrevne legender, der dannede en hel mytologi. Den oldengelske litteratur kunne kun fremvise fragmenter, ekkoer af Arthur-legender, brudstykker og glimt fra en længst glemt tid. Som bekendt brød Tolkien sig ikke meget om Shakespeare, som nogle betragter som en samlende formidler af myter og legender, og Chaucer inspirerede ham heller ikke voldsomt. England havde slet ikke noget, der i størrelse svarede til den islandske mytologi, Eddaerne, beskrevet af 1200-talshistorikeren Snorri Sturluson, det episke digt Beowulf, eller de mytologiske fortællinger i det finske Kalevala.17 Det var op til ham, ræsonnerede Tolkien, at gøre noget ved det.

Tolkien var ikke den første, der fik denne idé. I Howards End, udgivet i 1910, skriver E.M. Forster:

Hvorfor har England ikke en storslået mytologi? Vores folklore har aldrig udviklet sig længere end til det nuttede, og de bedre af hyldestsangene til vores landskab stammer alle oprindeligt fra en græsk fløjte. Hvor dyb og ægte den indfødte fantasi end er, har den tilsyneladende fejlet her. Den er gået i stå ved heksene og alferne.18

Men hvem ville være bedre til det end Tolkien? Han var den ideelle person til at skabe en mytologi om Midgård, fordi forfatteren af et sådant værk både havde brug for en aktiv og disciplineret fantasi og en god sprogforståelse. Folk bliver tit overraskede, når de finder ud af, at Tolkien var en fuldtidsansat akademiker, og at han for det meste skrev om natten, og når han ellers kunne stjæle sig til det; mange af hans kolleger blev i hvert fald meget overraskede over, hvad Tolkien havde lavet i sin fritid, da hans bøger blev berømte. Men det var netop kombinationen af disse evner, der gjorde, at Tolkien var i stand til at frembringe en fantasikultur, som både var hermetisk lukket og havde en indre logisk sammenhæng. For som Tolkien havde lært som ung dreng, er sprog mere end bare ord.

Sprogstudier er i virkeligheden kulturstudier. Det er slående, at selvom Tolkien var professor i angelsaksisk og særdeles bekendt med sprogets regler, såvel som med opbygningen og detaljerne i måske et dusin forskellige sprog, så hævede hans talte fransk og spank sig aldrig rigtigt over gennemsnittet. Det, der interesserede Tolkien, var forholdet mellem sprog og kultur. Studiet af et digt som Beowulf (som Tolkien havde været fascineret af siden sine skoledage på King Edward’s), afgiver bunker af oplysninger om de nordiske folks levevis og tænkemåde i det syvende århundrede. Faktisk fortæller Eddaerne og Beowulf os lige så meget om de nordiske folk, som nogen samling af arkæologiske fund nogensinde vil kunne.

Så via sine studier af oldsprog begyndte Tolkien at værdsætte mytebegrebet som kulturelt dokument. Da han havde indset dette, kunne han begynde at opbygge sin egen mytologi til at beskrive en fiktiv kultur, faktisk et helt, fiktivt univers, hvis rødder lå i de fiktive folks sprog. For Tolkien blev sproget, og i særdeleshed elverfolkets sprog, grundlaget for hans episke fortælling.

Men fascinationen og den mangeårige fordybelse i sprog var selvfølgelig ikke den eneste kvalitet, Tolkien havde brug for. Der var tre andre faktorer, der var lige så vigtige. For det første havde han brug for den form for fantasi, som kunne forme sprog og bevæge figurerne igennem det fiktive landskab, han havde opfundet. For det andet skulle der disciplin til at blive ved med at skrive, og for det tredje skulle han have en grund til at gøre det.

Man kan nok roligt gå ud fra, at den anden og tredje grund er forbundne, for uden en stærk drivkraft og et indre behov for at skabe denne fiktion (at “under-skabe”, som Tolkien kaldte det), er det svært at forestille sig, at nogen ville arbejde til langt ud på natten, uge efter uge, måned efter måned, år efter år.

Hvad var Tolkiens drivkraft? Hvad fik ham til at skabe Midgård, og hvorfor fik det den form, det gjorde?

Tolkiens ønske om at skabe en “mytologi for England” havde rødder i det faktum, at der ikke var noget i den nationale, litterære kanon som han kunne kalde sit eget, men det havde også noget at gøre med, at frembringelsen af et sådant epos var noget han kunne gøre, noget han var uddannet til. Og det var dén lykkelige tanke, der slog ned i ham, netop da han vendte tilbage til England med skyttegravsfeber.

Men vi må endnu længere tilbage for at finde den oprindelige inspirationskilde, tilbage til skolekammeratskabet i T.C.,B.S. Alle fire unge mænd i gruppen, som sad så alvorlige med deres tekopper, havde en stærk fornemmelse af skæbne. De besad alle en skarpt defineret selvsikkerhed, hvad angik deres egne intellektuelle evner. Selvom de som drenge stadig ikke havde fundet deres kald og stadig brugte det meste af tiden på blot at flirte med idéer, så troede de hver for sig på, at de ville komme til at udrette noget vigtigt, gøre noget meningsfuldt med deres liv.

Den sidste gang, de alle mødtes, var juleferien 1914 hjemme hos Christopher Wisemans forældre, der for nylig var flyttet ind i et temmelig fornemt hus tæt ved Wandsworth Common. Under krigens skygge havde de fire medlemmer, Wiseman, Tolkien, G.B. Smith og Rob Gilson, som alle gik på Oxford eller Cambridge, og alle stod for at skulle forberede sig på militære pligter, tilbragt hvad der for dem var den perfekte weekend, hvor de bare sad og talte og drillede hinanden på en godmodig og intellektuel facon. De havde selvfølgelig også talt meget om krigen: hvordan kunne de lade være? Men de havde masser af andre fælles interesser; de havde læst højt for hinanden, de havde diskuteret litteratur, kunst og politik, præcis som de havde gjort i skolen. Men nu var de hver især begyndt at finde en vej, en retning, og det var i løbet af den weekend, det var gået op for Tolkien, at han gerne ville skrive. Han havde ingen klar forestilling om præcis, hvor han ville hen med det, men han mente, han skulle begyndte at skrive poesi. Eftersom han var fuldstændig uinteresseret i moderne vers, og fordi han forstod betydningen af det episke digt, var det uundgåeligt, at han ville blive draget af denne ældgamle form.

Men så kom krigen, og døden. Inden for et år var to af de fire, Gilson og Smith, døde, og de overlevende, Wiseman og Tolkien, var dybt chokerede over mødet med dødeligheden. I et brev til Tolkien, som Smith skrev nogle få dage, før han selv blev dødeligt såret, beskrev han, hvordan tabet af Rob Gilson havde rystet ham i hans grundvold, men at det ikke kunne opløse deres broderskab. Smith mente, at de overlevende, dem som kom levende og hele ud af krigen, måtte repræsentere dem alle og bære flammen fra T.C.,B.S. videre for at sige det, som de døde var blevet forhindrede i at sige, for at skabe, at frembringe noget, som de alle ville være blevet stolte af.

Tolkien var dybt berørt af brevet, og Smiths død satte for alvor ordene i relief. Inden for nogle få dage begyndte Tolkien at formulere nogle af de tidligste elementer af det, der skulle blive hans eget epos, hans mytologi for England, for T.C.,B.S., for Gilson og for Smith.

Hvis dette forklarer, hvordan Tolkien blev drevet frem til under-skabelse, hvordan forklarer vi så den retning, han tog? Han var selvfølgelig lingvist og studerede uddøde kulturer og mytologi, så dette gav ham en baggrund at starte på, men hvorfor havde han i første omgang vendt sig mod mytologi og oldsprog?

For at besvare dette spørgsmål er vi nødt til skrue tiden yderligere tilbage, til tiden før T.C.,B.S., til en tidligere og dybere kærlighed: Mabel Tolkien.

Tolkiens kærlighed til moderen var en konstant og mægtig kraft igennem hele hans liv sammen med en overvældende tro på, at hun var død ung, fordi hendes familie havde reageret på hendes katolicisme ved at slå hånden af hende. Denne overbevisning styrkede Tolkiens egen tro og bevirkede, at religionen blev det måske vigtigste aspekt af hans eget liv.

Det kan ikke være tilfældigt, at Tolkien blev interesseret i sprog og mytologi næsten samtidig med, at han mistede sin mor. Kan det tænkes, at en del af Tolkiens underbevidsthed vendte sig imod katolicismen, fordi kirken havde taget hans mor fra ham? Kan det tænkes, at dette aspekt af hans indre jeg udsøgte sig et ikke-kristent rige, et radikalt, hedensk alternativ, et sted hvor der ikke var nogen konventionel tro?

Et af de mest slående aspekter ved Tolkiens mytologi er, at den beskriver en verden, der er blottet for kristendom ligesom de ældgamle traditioner, den er baseret på. Midgård er en verden som, med en kristen term, er “falden”, men den er ikke forløst.19 Med andre ord er det en verden som Tolkiens tidlige barndom, før hans mor fandt kirken; måske Sarehole, eller Bloemfontein, en verden hvor hans mor er ung og rask, en verden hvor de er sammen. Hver aften, når Tolkien slog op i manuskriptet, når han satte et nyt ark i skrivemaskinen eller startede på en illustration med blæk og vandfarve, vendte han samtidig ubevidst tilbage til sin mors arme.

Og hvem kan bebrejde ham det? Hvilken drivkraft kunne være stærkere? Denne antagelse rører ikke ved magien og kaster ikke smuds på hans fantastiske præstation. Hans mors død og årsagen til den gav Tolkien en drivkraft, som han højst sandsynligt aldrig blev bevidst om, men selvfølgelig kunne dette i sig selv heller ikke have frembragt Midgård. Tolkien fik måske den indre styrke til at arbejde videre, alene på sit arbejdsværelse sent om aftenen, fordi han på det metaforiske plan vendte tilbage til sin tidlige barndom, men han skulle stadig forme en hel mytologi, frembringe troværdige figurer og handlingsgange, og dernæst strukturere en enorm samling materiale til en yderst læseværdig form.

Denne bedrift bliver endnu mere forbløffende, når man tager i betragtning, at Tolkien skrev i et vakuum. Bortset fra at han arbejdede uden nogen form for opmuntring fra en forlagsredaktør, og uden at have nogen grund til at tro, at hans bøger nogensinde ville blive læst af andre end nogle få, nære venner, skal vi huske på, at der næsten ikke var noget fortilfælde for det, han forsøgte at gøre.

Hvis man måler i global popularitet, er fantasy-genren i dag en af de vigtigste, men dengang Tolkien begyndte at skrive, lå fantastic fiction (eller, som nogle kaldte det, “romantisk episk litteratur”) langt ude i periferien og blev ofte regnet for at være en afart af science fiction.

Men fantasy-genren har sin egen imponerende slægtstavle. Der er mange og meget forskellige meninger om, hvem der var den første forfatter inden for denne genre, og der er også stadig nogen diskussion om, hvad fantasy egentlig er, og hvordan det adskiller sig fra science fiction. Man kan hævde, at grækeren Gajus Lucilius, som levede ca. 180-102 f.Kr., var den første; hans Satirer er formentlig de ældste overlevende eksempler på fantasy og er blevet brugt som model for mange senere værker. Senere, i 1500-tallet, genoplivede den engelske intellektuelle og statsmand Thomas More Lucilius’ stil og skrev klassikeren Utopia, som blev efterlignet af mange, blandt andre den italienske kætter Tommaso Campanella, som blev retsforfulgt og tortureret af Inkvisitionen på grund af sin bog Solstaden (La città del Sole) fra 1602.

Beslægtet med disse, men alligevel lidt til en side, er en af de mest berømte fantasifortællinger, Jonathan Swifts Gullivers rejser, som blev udgivet i 1726, og i hvilken vor helt rejser til lande, hvis virkelighed ligger fjernt fra forfatterens eget, temmelig borgerlige liv i 1600-tallets England. Swifts talent var helt enestående, og fordi hans værk var så sammensat, fik det mange efterlignere, men få der var vellykkede. Men det syttende og attende århundrede frembragte en voksende rigdom af bemærkelsesværdige litterære værker, der kunne klassificeres som fantasy, blandt andre Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse, Micromégas af ingen ringere end Voltaire og selvfølgelig Mary Shelleys Frankenstein.

En anden forfatter, som fik stor indflydelse på fremtidige fantasy-forfattere, var Walter Scott, hvis romaner fra starten af 1800-tallet blandede historisk realisme med fantasy. I dag er Walter Scott bedst kendt for sine ridderromaner, særligt Ivanhoe, som blev udgivet i 1819, og hans Waverley-romaner: Guy Mannering (1815), Oldgranskeren (The Antiquary, 1816) og Den sorte Dværg fra samme år. Han var en dygtig forsker, som lavede omhyggelig research til sine romaner og skrev gribende heltefortællinger om fortidens England, og man kan stadig se spor af Scotts værker i det 21. århundredes fantasy-litteratur, hvor handlingen ofte foregår i et “alternativt middelalderligt landskab”.

Et århundrede senere, på tærsklen til den teknologiske tidsalder, begyndte science fiction og den mere sjældne fantasy fiction at få den læsende offentligheds interesse. Jules Verne og H.G. Wells’ værker er måske de bedst kendte eksempler på genren fra den tid, men deres bøger, i særdeleshed Vernes En verdensomsejling under havet (1870) og Wells’ Tidsmaskinen (1895) var helt forskellige fra fantasy eller romantic fiction, fordi de beskæftigede sig med mulige verdener, genkendelige “virkeligheder”, hvor naturvidenskabelige eller teknologiske opfindelser spillede en afgørende rolle for handlingen. På dette tidspunkt adskilte fantasy sig fra science fiction derved, at fantasy-forfatterne valgte at lade deres historier udspille sig i alternative verdener, der kunne være så fjernt fra “virkeligheden” som de ønskede, i stedet for at arbejde med futuristiske, videnskabelige idéer.

En af de vigtigste fantasy-forfattere omkring århundredeskiftet var den irske adelsmand Lord Dunsany. Edward John Moreton Drax Plunkett blev født i 1878 som den 18. baron i Dunsany-slægten; han blev uddannet på Eton, blev gode venner med en anden irer, W.B. Yeats, og skrev nogle og halvfjerds bøger i løbet af en karriere, der strakte sig over et halvt århundrede. Ligesom Tolkien var Dunsany en akademiker, der skrev litteratur i sin fritid; han sad i et professorat, som var oprettet for at hædre Byron, på universitetet i Athen. Hans første bog, The Gods of Pegana, som udkom i 1905, var en samling korte fantasy-noveller, og han fortsatte med at skrive, blandt andet The Sword of Welleran. Han opfandt frasen beyond the fields we know til at beskrive den genre, han skrev i, fortællinger om verdener hvor næsten alt kan ske, og hvor de regler, vi kender fra det jordiske rige, ikke nødvendigvis gælder.

Vi ved, at Tolkien læste mange af Dunsanys bøger og fortællinger, men vi ved ikke meget om, hvad han syntes om dem. Han var meget optaget af dem som ung, men senere anså han dem for at være overfladiske og opfundet med utilstrækkelig sans for detaljer. Særligt beklagede han Dunsanys valg af navne. Tolkien gjorde sig stor umage for, at alle hans navne skulle følge logiske, lingvistiske regler, og han var kritisk over for det faktum, at Dunsany bare fandt på dem uden brug af ekspertise.

Men visse aspekter af Dunsanys historier havde alligevel slået rod i Tolkiens hukommelse. Et eksempel er Dunsanys The Hoard of the Gibbelins, hvor han beskriver gibbelinerne (nisser eller orker), der “som det er vel kendt, ikke spiser noget ringere end mennesker”. Et andet sted, i The Distressing Tale of Thangobrid the Jeweller, har helten en grusom konfrontation med Hlo-hlo, edderkoppeguden (The spider idol), og i en af Dunsanys mest populære fortællinger, The King of Elfland’s Daughter, rejser Alveric fra Jammerdalen Erl “længere væk end de marker vi kender” og vender tilbage med elverkongens datter.

Men der var en anden forfatter, hvis store indflydelse Tolkien gladeligt vedkendte sig, nemlig William Morris. Hans forældre var velhavende evangelister, som forkælede deres søn så meget, at han blev noget af en enspænder. Som syvårig blev han fascineret af middelalderen og alt, hvad der havde at gøre med ridderlighed og heltedåd. Denne interesse blev kultiveret af Morris’ store kærlighed til Walter Scotts forfatterskab, og i særdeleshed Waverley-romanerne. Interessen voksede til noget nær en besættelse, og da han blev ni, gav hans hengivne far ham sågar en pony og en rustning i barnestørrelse, så den unge William kunne udleve sine fantasier dybt inde i Epping-skoven, som lå tæt på familiens hjem.

Morris var akademiker og yderst kreativ. Han interesserede sig for kunst, litteratur og historie, og da han blev ældre, begyndte hans fascination at bevæge sig væk fra leg og rollespil og i retning af ”under-skabelse”. Han klarede sig godt i skolen og fortsatte på Exeter College i Oxford i 1853, 58 år før Tolkien. Han havde oprindelig tænkt sig at læse til præst, men blev hurtigt fanget ind af det kunstneriske liv. Da hans far døde, arvede Morris en årlig sum på £900, hvilket var mere end rigeligt til, at han ikke behøvede tage et almindeligt job.

Morris var inspireret af Chaucer, Keats og Tennyson, og hans egen fiktion emmer af middelalderligt billedsprog, men foregår i en alternativ verden, som er helt hans egen opfindelse. Han blev en af de ledende figurer i den såkaldte prærafaelitiske sammenslutning af kunstnere og var tæt på Dante Gabrielle Rossetti, Edward Burne-Jones og Charles Swinburne. Det første, han fik udgivet, var et digt med titlen The Earthly Paradise, som han begyndte på i 1861. I slutningen af 1860erne blev Morris meget optaget af islandsk mytologi og udgav senere en oversættelse fra islandsk af de to sagn Sagaen om Gunløg Ormetunge og Fortællingen om Grettir den Stærke.

I midten af 1870erne kombinerede Morris sin livslange fascination af middelalderen og den engelske riddertradition med sit studie af myter og skrev romanerne Sigurd the Volsung og The Fall of the Niblungs. Disse blev efterfulgt af hans mest berømte fortælling, The House of the Wolfings (1888) og The Wood Beyond the World (1894). To år senere udgav han The Well at the World’s End, som med sine over 1000 sider var det længste, udgivne værk inden for fantasy-genren indtil Tolkiens Ringenes Herre. Det rummer også nogle af de samme kendetegn fra den heroiske litteratur, som Tolkien integrerede i sin egen episke saga. Morris’ detaljerede historie foregår i en verden, som er meget lig det nordvestlige England i middelalderen, men det mest bemærkelsesværdige er, at det er en verden der, ligesom Midgård, emmer af magi og er fuldstændig uberørt af nogen form for kristendom.

Denne senere række bøger fik stor betydning for Tolkien, som først for alvor fik øjnene op for Morris i starten af sit tredje år på Exeter i 1913. Da han vandt Skeat-prisen i engelsk det efterår, gik en del af de fem pund, han fik i præmie, til erhvervelsen af en smuk, læderindbunden udgave af The House of the Wolfings.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Morris og hans elegante stil (som kun lejlighedsvis var mere overlæsset end elegant) udstak retningen for Tolkien. Det følgende korte uddrag fra The Wood Beyond the World viser, at stemningen i hans måde at skrive på minder meget om nogle af Tolkiens mere poetiske passager, specielt visse steder i Silmarillion:

Dér så han et højt skib, som han knap havde bemærket

før, et skib der var helt beredt, med alle både ude, og mænd der sad ved bådenes årer, rede til at tove hende udad når trossen blev kastet, og det syntes som om hendes sømænd blot ventede på, at en eller anden skulle gå ombord. Således stod Walter, dovent betragtede han det omtalte skib, og mens han kiggede, se!, gik folk forbi ham hen ad landgangsbroen. Der var tre; først en dværg, mørk af lød og hæslig, med lange arme og ører der var alt for store og hjørnetænder, der stak ud ligesom hugtænderne på et vildt dyr.

Han var klædt i en pragtfuld jakke af gul silke, og bar i sin hånd en knortet bue, og havde et bredt sværd ved livet. Dernæst kom en jomfru, ung af ydre, knap tyve

somre; hendes ansigt var friskt som en blomst; gråøjet, brunhåret, med læber fyldige og røde, smal af krop og slank.

Simpel var hendes klædning, en kort og snæver kjole, således at en jernring tydeligt kunne ses om hendes højre ankel. Den sidste af de tre var en dame, høj og statelig, så strålende af ydre og kostbart klædt . . . 20

Der var andre populære forfattere på den tid, som gjorde meget for at etablere fantasy-genren. Henry Rider Haggard, bedst kendt for den storslåede roman Kong Salomons miner, og Edgar Rice Burroughs, som kombinerede fantasy og science fiction, var ved at blive populære i starten af det 20. århundrede. Der var også James Branch Cabell, hvis mest kendte bog The Biography of the Life of Manuel, foregik i et alternativt USA. Ligesom Morris skabte Cabell en verden, hvor magi og mytisk tradition var sat i stedet for konventionel religion. Hans bøger skabte stort postyr, og en af dem, Jurgen: A Comedy of Justice (da.: Jurgen: En Komedie om Retfærdighed, 1943) var forbudt i mange år.

En af Tolkiens vigtigste samtidige, og en mand som tog hul på sin egen vidtspændende fantasy-fiktion på næsten samme tid, var den engelske forfatter Eric Rucker Eddison. I 1922 udgav han romanen The Worm Ouroboros, hvor hovedpersonen, en mand ved navn Lessingham, bliver ført til den alternative verden Mercurius, hvor han bliver inddraget i en episk kamp, idet han prøver at mægle i en konflikt imellem stridende stammer.

Tolkien hævdede, at han ikke havde læst Eddison før i 1940erne, og han afviste på det bestemteste, at hans eget forfatterskab skulle være inspireret af The Worm Ouroboros. Vi har heller ikke grund til at tro andet. Der er få paralleller imellem f.eks. Ringenes Herre og Eddisons roman, bortset fra rammen – fællesnævneren for næsten al fantasy – skabelsen af en selvindeholdt, alternativ virkelighed. Men det er interessant, at Eddison, ligesom Morris og Tolkien, var fascineret af nordisk mytologi. I 1926 havde han udgivet en vikingeroman, Styrbiorn the Strong, og, ligesom Morris før ham, oversatte han senere et gammelt islandsk epos, Egil Skallagrímssons saga.

Tolkien mødte Eddison mange gange i Oxford, fordi C.S. Lewis inviterede ham med til Inklings-møderne, når han var i byen. Men Tolkien huskede Eddison som en temmelig ubehagelig og aggressiv type, som mente, at Tolkiens skriverier var “blødsødne”. Tolkien udtalte dog, at Eddison formentlig var sin generations bedste fantasy-forfatter.

Dette var altså forløberne for Tolkiens egne litterære anstrengelser. Han var en stor fan af Morris, og han havde læst Walter Scott og Dunsany og syntes om dem. Han kan have læst Swift og har muligvis været bekendt med den forskelligartede science fiction fra forfattere som Verne og Wells. Han var fuldstændig fordybet i de nordiske folks mytiske tradition og de germanske legender; han kendte alt til Beowulf og den fragmentariske baggrund af oldengelske og middelengelske traditioner. Han kendte Chaucer, var fuldstændig uinteresseret i Shakespeare og var helt kold over for ”moderne forfattere”, fra George Elliot over Dickens til T.S. Eliot. Hans egen litterære fantasi blev først og fremmest ansporet ved at skabe sprog, og derfra blev han inspireret til under-skabelsen af kulturer, legender om fjerne folkeslag og mytiske figurer.

Det hele begyndte i 1914. Tolkien havde fusket lidt med vers før det sidste møde i T.C.,B.S., hjemme hos Christopher Wisemans forældre. Hans tidligste, kendte forsøg hedder ”The Voyage of Earendel the Evening Star”, i hvilket han refererer til en søfarer, Earendel, og for første gang nævner Vesterled, som i Silmarillion bliver De Udødeliges Land i det fjerne Vesten.21 Tolkiens digt trækker i høj grad på atmosfæren og billedsproget fra den angelsaksiske digtrække Christ of Cynewulf, hvori englen Earendel spiller en stor rolle. Denne digtcyklus havde været en af titlerne på Tolkiens pensumliste til hovedfagseksamen det foregående år, og ”The Voyage of Earendel the Evening Star” markerer indledningen til den tætte forbindelse mellem Tolkiens eget, imaginære univers og det univers, som bebos af ophavsmændene til den nordiske mytologi.

Tolkien syntes, at han var sluppet heldigt fra digtet og begyndte med det samme at overveje at udvide digtets tema til en bredere legende – måske en hel række af forbundne fortællinger. I løbet af 1914 og i starten af det følgende år skrev Tolkien en hel digtsamling. Først syntes han, det var svært at forbinde dem med temaerne fra ”The Voyage of Earendel the Evening Star”, og i stedet udforskede han en hel vifte af opdigtede rammer. Han skrev ”Sea Chant of an Elder Day”, et lettere overgearet digt, hvori han prøver sig frem med realisme i stil med Wordsworth. Det var ikke nogen stor succes, og hans nærmeste ven, Christopher Wiseman, rådede ham til at lære at kontrollere sit sproglige udtryk. Det næste Tolkien forsøgte sig med, var et kærlighedsdigt om Edith. Han havde taget imod Wisemans råd og skrevet det i en mere ligefrem og enkel stil, og dette var mere vellykket. Så skrev han et digt med titlen ”Manden i Månen kom for tidligt ned”, som blev udgivet mange år senere i samlingen Tom Bombadils Eventyr og i starten af 1915 var han blevet sikker nok på sig selv til at skrive noget til Edith, en let, humoristisk vrøvleremse med titlen ”Troldefødder” (Goblin Feet).

Men hans skrivekunst var stadig mest interessant og mest original, når han arbejdede, langsomt og omhyggeligt, med at udvide den antydning af en fortælling, som var indeholdt i ”The Voyage of Earendel the Evening Star”. Han havde nu i adskillige år arbejdet på det, han kaldte sit ”vrøvle-alfesprog”, og det var nu vokset til et autentisk og rigt facetteret sprogsystem, som senere skulle forme de to elversprog, Quenya (eller højelversproget) og Sindarin, som tales af Midgårds andre elvergrupper. Det gik op for ham, at han kunne kombinere sin forestilling om et elverfolk med kimen til en større idé, som stammede fra ”The Voyage of Earendel the Evening Star”. Brikkerne begyndte at falde på plads, og Midgårds og de tre tidsaldres mytologi begyndte at tage form.

I foråret 1915, imens han læste til sin afsluttende eksamen på Oxford, begyndte Tolkien på ”Lay of Earendel”, om Earendel, stjerne-søfareren, som rejser til det jordiske Valinor. Der finder han to træer; det ene bærer frugt af guld, det andet frugt af sølv. Selve digtet minder ikke særlig meget om Tolkiens senere historier, som senere igen førte til hans berømte bøger. Det kunne måske have været et digt sunget af en elverprins i Kløvedal, eller en baggrundsfortælling til en episode i Silmarillion. Men først og fremmest satte det Tolkien på det rigtige spor og åbnede op for et helt univers af muligheder.

1916 begyndte med glæde, da Tolkien og Edith endelig blev gift, men så begyndte Ronalds held at svigte. Han blev frustreret over sit første afvisningsbrev fra forlaget Sidgwick and Jackson, til hvem han havde sendt en lille stak poetiske anstrengelser. Så skete der et dramatisk temposkifte i Tolkiens liv. Den akademiske verden blev taget fra ham og erstattet med militærtræning og krig. I skyttegravene i Somme kom han til at opleve desperation og frygt. Det år, der var begyndt med så mange løfter og så meget optimisme, endte med død overalt, sygdom og ringe håb for fremtiden.

Tolkien talte aldrig om at skrive mere på sin mytologi under de stille perioder i kampen eller i løbet af de lange, kedelige ventetimer imellem missionerne, men samtidig var der en del af hans tanker, som altid var i gang med at planlægge og opdigte. Krigen, og i særdeleshed to af hans bedste venners død, gav Tolkiens fantasi et fokus og ansporede ham til at arbejde for alvor, da han vendte tilbage til England. Men der kan ikke herske nogen tvivl om, at hans oplevelser i løbet af Slaget ved Somme fik stor betydning for hans senere arbejde.

I et senere kapitel vil vi vende tilbage til overvejelserne omkring Tolkiens erfaring med krig, og hvad den betød for hans plot og figurer. Men selvom disse detaljer havde en altoverskyggende andel i hans litterære succes, tilføjede skyttegravenes blod og smerte og barbarisme også hans arbejde en ny og afgørende stålsathed.

Krigen traumatiserede Tolkien, præcis som den traumatiserede andre af det tyvende århundredes centrale forfattere, inklusive George Orwell og William Golding. Det, de havde set i Frankrig, blev hos dem resten af livet, det stod prentet på nethinden, og i årtier efter dukkede der billeder op, som fandt vej ned på siden i nye, forvrængede udtryk. Orwell opfandt den uigennemtrængelige brutalitet i 1984. I Fluernes Herre udstiller William Golding den mørke skyggeside, som findes i os alle. På sin egen, idiosynkratiske måde begyndte Tolkien at forestille sig et univers, hvor mørke kræfter stred mod gode, den ultimative ondskab over for den ultimative godhed. Så Tolkiens rigtige arbejde begyndte, mens han var rekonvalescent i England og stadig havde friske billeder af helvede og heltemod i hovedet.

Stedet, hvor arbejdet begyndte, kunne ikke have været mere forskelligt fra Sommes mudder, snavs og elendighed. Great Haywood, den idylliske engelske landsby, hvor Edith havde boet siden starten af 1916, og hvor Tolkien blev sendt hen for at hvile sig og samle kræfter, fungerede som et stille og fredeligt bagtæppe.

Som det fremgik af forrige kapitel, var dette en tid, hvor Tolkien og Edith kom tættere på hinanden, end de nogensinde havde været før. Det var måske det eneste tidspunkt i deres liv, hvor de ikke behøvede at dele deres følelser med andre; de havde ingen arbejdsforpligtelser, og det var lige før deres første barn blev født. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det, der blev til Silmarillion, har en klangbund af romance, heltemod og tragedie, for dette var de dominerende kræfter i Tolkiens tanker i slutningen af 1916. Det romantiske spor var inspireret af Edith, helte- og tragedieelementerne af krigen.

Tolkien købte en billig notesbog, og på forsiden skrev han ”The Book of Lost Tales”. Han begyndte med det samme at fylde den med fragmenter af historier, digte, skitser og mere detaljerede passager fra hans egen under-skabelse, hans egen mytologi. Den første, hele fortælling (som senere blev en af de sidste episoder i Silmarillion) var ”Gondolins fald”, som beskriver en frygtelig kamp, hvor vores helt, søfareren Eärendil, hjælper elverfolket og Gondolins mænd med at bekæmpe det ultimativt onde væsen, Morgoth.22

Denne fortælling er fra ende til anden understøttet af friske minder fra skyttegravene; det er heltemod og tragedie, som kommer op til overfladen, og med denne første, hele fortælling i hus kunne Tolkien gå videre til at skabe hele eposet. Mens han arbejdede støt igennem 1917 og 1918, begyndte det fulde, højt hvælvede drama at udfolde sig.

”The Book of Lost Tales” eller Silmarillion er, selvfølgelig, bygget over den traditionelle “legendeform”, en fortælling om godt og ondt, som skal kæmpe mod hinanden. Dramaet begynder i virkeligheden i den Første Tidsalder, da en smed fra elverfolket, noldoen Fëanor, skaber tre store juveler, titlens silmariller. Disse juveler indeholder lys fra Valinors To Træer, som oplyser Salighedsriget og er elsket af hele elverfolket og valarne (halvguder, som arbejder for den Ene og styrer verden). De er så smukke, at en af valarne, den oprørske Morgoth (måske en hedensk Lucifer) begærer dem så meget, at han stjæler dem, flygter til Midgård og for en sikkerheds skyld forgifter de To Træer som en sidste, ondskabsfuld handling.

Elverfolket bliver så rasende, at de forfølger Morgoth, fast besluttede på at få deres højtelskede silmariller tilbage, og det bliver startskuddet til en række krige, en cyklus af legender og fortællinger, som involverer et enormt persongalleri, sammenslutninger mellem mennesker og elverfolk, som kæmper i århundreder for at få Fëanors smukke skaberværk tilbage.

I bund og grund er Silmarillion en dybt sørgmodig fortælling. Elverfolket (Noldorne) kan aldrig for alvor vinde krigen, som Gondolins fald bare er en lille del af. Til sidst, efter megen smerte og store tab, beder de valarne om hjælp. Valarne forbarmer sig over noldorne og kommer selv til Midgård. Dette udløser en titanernes kamp, valarne knuser Morgoth og ødelægger hans højborg, Thangorodrim.

Og alligevel er det en Pyrrhussejr, deraf det sørgmodige. I den endelige kamp synker elverbyen Beleriand i havet, to ud af de tre silmariller går tabt for altid, og mange af noldorne bliver tvunget til at leve i eksil i Midgård, hvor de enten dør i senere krige med Sauron i den Anden Tidsalder, eller overlever i begrænset antal indtil slutningen af den Tredje Tidsalder.

Mere end noget andet aspekt af legenden er dette det, der mest tydeligt er inspireret af Tolkiens oplevelser under krigen. Følelsen af, at sejren aldrig er komplet, og at al triumf er plettet af tab, er et stærkt element i Tolkiens univers. I hele den episke cyklus er sejren altid dyrekøbt, succesen indeholder altid et vist mål af tab. Der er et underliggende strejf af sørgmodighed, af skrøbelighed og forgængelighed ved alt, hvad der har med Midgård at gøre.

Denne pessimisme finder sågar vej ind i den mest romantiske episode af ”The Book of Lost Tales”. I ”The Lay of Beren and Lúthien”, en fortælling i stil med Romeo og Julie og Tristan og Isolde, falder en mand, Beren, søn af Barahir, høvding for den første Edain-slægt over elverprinsessen Lúthien, datter af Thingol Gråkappe, elverkonge af Doriath, da hun danser i skoven. De bliver forelskede, og sammen spiller de en afgørende rolle i kampen mod Morgoth. De får en af silmarillerne tilbage fra Morgoths fæstning, men netop i triumfens øjeblik bliver Beren angrebet af en ulv, som fjenden har sat fri, og han dør i sin elskedes arme. Lúthien Tinúviel, den udødelige elverprinsesse, vælger at dø som et menneske og følge efter sin elskede Beren.

Tolkien skrev efter al sandsynlighed den fortælling i løbet af foråret 1918, adskillige måneder efter at hans første søn, John, var blevet født. Han blev inspireret til at begynde historien, efter at Edith havde danset for ham i skoven tæt ved et af deres midlertidige hjem under krigen, i Roos, Yorkshire. Derfor forbandt Tolkien altid ”The Lay of Beren and Lúthien” med sig selv og Edith. De vanskeligheder, som hans fiktive par gennemgik, afspejlede for ham de vanskeligheder, han og Edith havde gennemgået og overkommet. I hele hans forfatterskab var ”The Lay of Beren and Lúthien” hans personlige favorit, og da Edith døde, 53 år efter at historien var blevet skrevet, insisterede Tolkien på, at hendes gravsten skulle bære inskriptionen:

EDITH MARY TOLKIEN

1889-1971

LÚTHIEN

De historier, som nu fyldte hans notesbog, betød en hel del for Tolkien, men han havde ikke nogen klar idé om, hvad han skulle bruge dem til. Som vi skal se, gjorde Tolkien sig senere i sin karriere store anstrengelser for at få Silmarillion udgivet, efter at Hobbitten var blevet en succes, og det er ikke svært at se, hvorfor det værk betød noget særligt for ham. Han havde lagt så meget af sig selv i det, ting han elskede, ting han frygtede, og ting han hadede. Det var tydeligvis et meget personligt dokument, og det blev et værk, som kom til at dominere hans liv. Han kunne aldrig rigtigt få sig selv til at gøre det færdigt. Selv som gammel, få måneder før sin død i 1973, sad han og reviderede og ændrede i teksten og tilføjede nye detaljer til sit epos. Og selv i de tidlige år, da den første notesbog var skrevet fuld af idéer, og hans fortællinger om Midgård var begyndt at brede sig til mange bind, vidste han, at dette værk var hans store under-skabelse. I starten af 1970erne kunne han ikke få sig selv til at indrømme, at fortællingen var færdig, fordi den for længe siden havde fået sit eget liv og havde opslugt ham i sig. Han var næsten kommet til at identificere sig for meget med historien.

I 1918, da han forlod hæren og påbegyndte på sin karriere, lå livet som akademiker, ægtefælle og hengiven far foran ham. Han kunne kun håbe på, at det værk, som havde optaget ham i næsten to år, en dag ville få den opmærksomhed, han vidste det fortjente. Selvom han ikke kunne vide det, var forfattelsen af den første kladde til Silmarillion kun begyndelsen på denne kamp, og hans forsøg på at få sine bøger udgivet skulle komme til at tage mange mærkelige og forunderlige drejninger i løbet af de følgende årtier.