Anden del

Det stof, hvorom menneskeheden er bevidst, unddrager sig vore sanser i et til stadighed aftagende mønster. Tag for eksempel et metal, et stykke træ, en vanddråbe, atmosfæren, en gasart, kalorier, elektricitet, æteren. I dag kalder vi alle disse ting for stof og favner alt stof i en generel definition; men på trods af dette hersker der næppe to indbyrdes mere forskellige opfattelser, end dem vi har af henholdsvis et metal og æteren. Hvad æteren angår, føler vi en næsten uimodståelig trang til at klassificere den sammen med ånden eller intetheden. Den eneste overvejelse, som holder os tilbage derfra, er vor opfattelse af dens atomare beskaffenhed; og selv her er vi nødt til at påkalde os vor opfattelse af atomet som noget, der besidder en vis målbarhed, soliditet, håndgribelighed og vægt. Forkast ideen om atomernes orden og vi ville ikke længere være i stand til at opfatte æteren som en entitet, eller, i det mindste, som stof. I mangel af en bedre betegnelse ville vi måske i stedet kalde den for ånd. Tag nu et skridt hinsides æteren - forestil Dem et stof der er tilsvarende mindre almindeligt end æteren, på samme måde som æteren er mindre almindelig end metal, hvorefter vi straks (på trods af alle skolastiske dogmer) kommer frem til en unik masse - et stof uden partikler.

For selv hvis vi skulle være i stand til at erkende den uendelige lidenhed, der kendetegner atomerne, er den endnu mere uendelige lidenhed i hulrummene imellem dem en absurditet.

Edgar Allan Poe, The Mesmeric Revelation

Ligesom alle materielle ting har vist sig at hænge sammen og være del af en og samme sag; som gruset ved vore fødder og selv de fjerneste og mindst fortjenstfulde fiksstjerner er forbundne, er også "Regner det, min kære?" og den mest kedsommelige metafysiske forespørgsel forbundne.

Samuel Butler, Note-books

Ni

Man ser sig i igen spejlet og denne gang svarer det bekræftende: jo, man er forbandet.

Solen er først lige begyndt at stå op, da jeg står uden for universitetets bibliotek tirsdag morgen, fem minutter før de åbner. Jeg er lettere groggy i hovedet efter at have taget turen op ad bakken i det svage, grå lys, som næsten blev kvalt af vinterhimlen og min ånde, der i sig selv er som en vinterhimmel en miniature. For første gang nogensinde lyttede jeg til min iPod, mens jeg gik, og den musik, som jeg bedst syntes passede til at gå op ad bakke i morgenskumringen på min første dag som en person, der muligvis er forbandet, var Händels Dixit Dominus, det samme stykke musik som blev spillet den aften, jeg mødte Burlem i Greenwich. Jeg både elsker og hader det stykke musik, og mens det spiller, føles det som noget, der kravler rundt på mig, både indeni og rundt omkring på huden.

Det kan godt være, at Patrick synes, jeg er helt fantastisk postmoderne, fordi jeg har en iPod, men når det kommer til research, foretrækker jeg stadig biblioteker frem for internettet. Og selvom jeg godt ved, hvad vievand er og hvor jeg sandsynligvis ville kunne få fat på det, aner jeg intet om den anden ingrediens i Mr. Y's opskrift: Carbo Vegetalis (eller vegetabilsk kul). Eller, okay, jeg forstår godt at vegetabilsk kulstof indikerer noget i retning af brændt træ og vegetation, men hvad er homøopatisk potens? Internettet ville sikkert kunne besvare mit spørgsmål ganske hurtigt, men ikke nødvendigvis korrekt. Jeg er også nødt til at finde ud af, hvad en attenhundredetalsforfatter kan have ment med det - hvem ved? Måske findes udtrykket slet ikke mere eller betyder noget helt andet i dag. Se bare, hvordan betydningen af ordet "atom" har forandret sig op igennem århundrederne. Jeg har besluttet, at jeg med et hundrede procents sikkerhed vil forsøge at lave denne tinktur og afprøve den på mig selv. Også selv om jeg her til morgen vågnede som ved et piskesmæld med den smertende bevidsthed, som nogle gange rammer en, når man lige har slået øjnene op, og hvor der var noget inden i mig, som forsøgte at fortælle mig, at jeg burde lade være. Men hvorfor skulle jeg det? Og det er jo ikke ligefrem, fordi det er en blanding, der kan udrette de helt store skader. Kulstof er ikke giftigt, og det er vand heller ikke. Og for mig at se er opskriften en del af bogen, og en ting som Lumas, af ukendte årsager, bevidst gerne har villet have læseren til at prøve.

Bibliotekets afsnit om lægevidenskabens historie viser sig at ligge oppe på fjerde sal i et lille hjørne ved siden af nogle trapper og i forlængelse af religion og filosofi. Der er en hel sektion omhandlende homøopati: en masse gamle bøger i stift bind og med mørkegrønne, mørkerøde og grå rygge. Jeg trækker en tyk, grøn bog ud og ser på titlen, Kent's Repertory, og på udgivelsesåret, 1897.

Jeg sætter mig i skrædderstilling på det falmede gulvtæppe og begynder at bladre i den, fanget ind af det besynderlige format, som jeg ikke forstår. Bogen indeholder tilsyneladende en liste over symptomer, som er delt ind efter overskrifter som "Søvn", "Øjne", "Kønsorganer" og "Sindet". Jeg slår op på kapitlet med overskriften "Søvn" og finder der en sælsom poesi i et afsnit med overskriften "Drømme". Jeg læser ned over siden, der består af enkeltstående ord eller, visse steder, af enkeltstående sætninger med udsagn som seksuel, skamfuld, skeletter, skydning, slanger, svovllugt og, længere nede, ramt af lynet (at blive), stjerner (faldende) og tyveri (af frugt). Efter hver enkel lille bid tekst står der nogle bogstaver, som jeg ikke forstår, men som ligner forkortelser. Under opslaget, "drømme, slanger" står der en masse af den slags: alum., arg-n., bov., grat., iris., kali-c., lac-c., ptel., ran-sc., rat., sep., sil., sol-n., spig., tab. Jeg ved ikke, hvorfor nogle af dem står i kursiv og heller ikke hvad forkortelserne betyder.

Jeg bladrer baglæns igennem bogen hen til kapitlet om "Sindet" og finder nogle meget mystiske optegnelser under afsnittet "Vrangforestillinger", inklusive forestillinger som "dels levende, dels død" foruden den lidt mere udflydende "selvindbildte illusioner". I afsnittet "Kønsorganer, mandlige" finder jeg referencer til erektioner, som kan være "voldsomme" eller som for eksempel kun finder sted om eftermiddagen eller i forbindelse med et hosteanfald. Jeg kan godt lide det, jeg finder, men forstår ikke en brik, og lukker derfor den tykke bog og begynder i stedet at lade blikket løbe hen over nogle af de andre bøger på hylden. Det er underligt: Jeg har ellers altid troet, at homøopati var et eller andet urtekvaksalverhalløj, men synet af de mange bøger får mig til at indse, hvor ekstremt alvorligt en masse mennesker må tage det, eller mere præcist, må have taget det, omkring forrige århundredskifte, hvor de fleste af bøgerne oprindeligt er udkommet.

Alle forfatterne har yderst grandiose eller underlige navne: Constantine Hering, aut. læge; John Henry Clarke, aut. læge; William Boericke, aut. læge. Der er oven i købet også nogle kvinder, deriblandt Margaret Tyler, aut. læge og Dorothy Shepard, aut. læge. Alle har de deres profession opført efter navnet, hvilket peger i retning af, at alle betydningsfulde mennesker, som praktiserede homøopati dengang, også var uddannet læger. Efter nogen tid har jeg fået samlet en bunke bøger sammen, som strækker sig fra 1880'erne og frem til starten af 1900-tallet. Jeg bærer dem hen til et lille bord og begynder at forsøge at få mening i tingene.

Efter to timers hård læsning går jeg ud for at tage en cigaret. Himlen er nu en ensartet, kunstig blå farve, og i et kort sekund føles det næsten, som om noget er blevet slettet fra den. Et gråt egern piler hen over græsset foran mig, dets slanke krop stiger og falder som en lille bølge. Jeg følger det med øjnene, mens det klatrer op ad en træstamme og forsvinder. Hinsides træet længere nede ad bakken ligger byen og flimrer i det falske, lave lys. Katedralen dominerer som sædvanlig udsigten og i det mærkelige lys tager den sig næsten sepia-gul ud, som en j.peg af et gammelt fotografi. Mens jeg inhalerer røgen i den kolde luft, tænker jeg over de ting, jeg har lært her til formiddag. Homøopati blev tilsyneladende opfundet (eller opdaget, måske) af Samuel Hahnemann i 1791. Hahnemann var en kemiker, som havde skrevet afhandlinger om blandt andet syfilis og arsenikforgiftninger. Han var noget skeptisk over for samtidens medicinske behandlingsmetoder, især åreladning. Hahnemann mente, at Kong Leopold af Østrig dybest set var blevet slået ihjel af sine læger, som havde åreladt ham fire gange inden for fireogtyve timer i et forsøg på at kurere høj feber.

Mens han oversatte Cullens Materia Medica, oplevede Hahnemann et øjeblik af forbløffende klarsyn. Cullen skrev, at kinabark helbredte malaria, simpelthen fordi det var bittert. Men Hahnemann vidste tilfældigvis, at forgiftninger forårsaget af kinabark gav symptomer, der mindede i slående grad om dem, der optrådte i forbindelse med malaria, inklusiv vattersot og stærk udtæring. Det gik op for ham, at det middel, som helbredte malaria, forårsagede symptomer, der var meget lig selve sygdommen. Kunne det samme tænkes at gælde for andre sygdomme og deres helbredende medikamenter? Kunne det tænkes, overvejede han, at med ondt skal ondt fordrives?

Dette var hans første opdagelse. Den førte, med tiden, til udviklingen af et helt nyt medicinsk behandlingssystem med mottoet: Similia similibus curentur - lige skal helbredes med lignende. Hahnemanns anden åbenbaring var, da han kom frem til, at det er i den mindste mulige dosis, at helbredelsen ligger. Det er alt sammen meget godt at give et menneske kinabark for at helbrede det for malaria, men da barken er giftig, skadede det som regel samtidig den, som skulle helbredes. At kurere en forgiftning med et giftstof lød umiddelbart ikke som nogen særlig god idé, så Hahnemann eksperimenterede med forskellige fortyndinger af kinabark og opdagede, at man kunne fortynde den oprindelige blanding en hel del og stadig fremkalde en reaktion. Senere endnu kom attenhundredetallets homøopater frem til, at jo mere man fortyndede dosis, desto mere effektivt virkede medicinen: jo tættere på en uendelig lille mængde, desto mere nærmede man sig noget meget mærkeligt og meget potent. Paradoksalt, måske, og hvad så? Paradokser har aldrig stoppet kvantefysikerne, eller Einstein.

Det er iskoldt herude, på trods af den blå himmel, og så snart jeg har slukket cigaretten, går jeg ind i biblioteket igen og op på fjerde sal for at fortsætte læsningen.

Jeg tager den første bog, jeg kiggede på tilbage ned fra hylden og ser på den igen. Jeg forstår nu, at det er et sted, hvor homøopater slår symptomer op for at finde de almindeligste substanser, der står opført ud for dem. De spøjse forkortelser refererer alle sammen til homøopatiske substanser, ser det ud til. Ars. står for Arsenicum; bry. for Bryonia; carb-v. for Carbo Vegetalis. Da først jeg forstår, hvordan systemet er skruet sammen, føler jeg mig fristet til at begynde at slå alle mine egne underlige symptomer op - at vågne tidligt om morgenen; en stærk trang til salt, cigaretter og alkohol; min forkærlighed for grænseoverskridende sex; at jeg foretrækker mit eget selskab frem for andres - men jeg har ikke tid til den slags. På mine håndled og ankler er der mærker efter rebene, der får huden til at skinne som små stykker smeltet plastic. Måske jeg skulle forsøge at finde noget, som kunne få mærkerne til at hele? Det ville sikkert ikke tage så lang tid. Men så måske alligevel ikke. Jeg er næsten begyndt at kunne lide dem.

Jeg gaber uden at holde mig for munden: der har alligevel ikke været andre heroppe hele formiddagen. Jeg ved stadig ikke, hvad Carbo Vegetalis er, eller hvad der menes med en tusinddel potens, så jeg løber bogstablen på bordet igennem, til jeg omsider finder frem til to oplysende tekster. Den ene er en kort biografi af dr. Thomas Skinner, en skotsk homøopat, som besøgte Amerika i 1876 og udviklede noget, der hedder en "centisemal fluksionsmaskine", til fremstillingen af det bogen beskriver som "potenser som overskrider en tusindedel". Efter endnu en god portion bladren og læsning, støder jeg på den næste oplysende tekst. Det er et genoptryk af et opslag i et katalog fra 1925 fra Boericke & Tafels Homøopatiske Apotek i Philadelphia, som indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvordan homøopatisk medicin bliver (eller blev) fremstillet.

Processen lyder fuldkommen vanvittig. Den består tilsyneladende i, at man tager en substans (kinabark, arsenik, svovl, slangegift, eller kort sagt hvad som helst) og lader det trække i "den fineste sprit, lavet på rent korn", hvorefter medicinen fremstilles ved at man tager en dråbe af denne "moder-tinktur" og tilsætter den til nioghalvfems dråber alkohol, hvorefter det omblandes (ved at røre eller ryste det) ti gange; derefter tager man en dråbe af denne nye blanding og tilsætter den til nioghalvfems dråber alkohol, og så videre. Tredivte potens, som åbenbart er ret almindelig inden for homøopatien, fremstilles altså ved at gentage processen tredive gange. Tusinde potens (som de kalder 1M potensen) ved at gentage den tusind gange. Eller det er i det mindste sådan, jeg forstår det. Det lyder fuldkommen usandsynligt. Jeg læser det igen. Jo. Den er god nok.

Shit. Er der overhovedet nogen, som laver den slags nu til dags? Findes der overhovedet sådan noget som Tafel's High Potencies eller Skinners fluksionsmaskine? Ender det med, at jeg må ud og finde noget kulstof og begynde at fifle med pipetter og slivovits (mon det tæller som den fineste sprit? Sikkert ikke) . Vil mine håndled kunne klare al det rysteri? Jeg har ikke ligefrem bioniske arme, og jeg har absolut ingen stamina. Engang viskede jeg alle blyantsnotaterne i marginen væk i en hundrede sider lang bog, jeg skulle fotokopiere (det er en lang historie) og bagefter føltes det, som om jeg havde spillet pik på en kæmpe i hundrede år.

Jeg sidder stadig og tænker på det og på at jeg ville ønske, at jeg kunne få en victoriansk apoteker til at hjælpe mig, da der er nogen, der prikker mig på skulderen. Selvom jeg ellers troede, at jeg var alene herinde, får det mig ikke til at fare sammen. Faktisk er jeg så fordybet i forsøget på at løse dette nye problem, at jeg bare ryster hånden væk fra skulderen og fortsætter med at læse.

Desuden kan jeg allerede mærke, at det er Patrick. Jeg kan lugte hans aftershave og den citronagtige duft af hans rene tøj. Han rører ved min skulder igen og denne gang er jeg nødt til at reagere.

"Hej," siger jeg uden at se op.

"Hej," svarer han og læner sig ind over min højre skulder. "Hvad læser du om?"

"Homøopati i attenhundredetallet," svarer jeg og vender hånden, så den hviler på bogen i stedet for at holde den åben. Jeg vil ikke have, at han skal se mine håndled.

"Wow," siger han. "Fandtes homøopati allerede dengang?"

"Jeg tror, det var dens storhedstid," svarer jeg.

Der opstår en lang pause. Jeg ville ønske, at han ville gå igen.

"Ariel," siger han.

"Hvad?"

"Kan jeg give en kop kaffe for at sige undskyld?"

"Jeg har ret travlt med det her."

"Ariel?"

Jeg svarer ikke. Han står fortsat bag ved mig, og jeg ved ikke, om jeg burde vende mig rundt og se på ham eller bare fortsætte med at læse og håbe, at han fanger budskabet og går sin vej. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er for et budskab, jeg vil have ham til at fange. Noget i retning af "hold mig ude af dine skide familieproblemer." Efter at jeg har ignoreret ham i et stykke tid, rykker han tættere på og ser ned på bogen, der ligger foran mig, på samme måde som folk kigger på fotografier i et mennesketomt rum.

"Okay, jeg skal nok give dig arbejdsro," siger han uden at røre sig. "Hov," han peger på et sted i bogen med sin tynde pegefinger. "Fosfor; det har jeg taget engang."

Jeg ser op. "Har du taget homøopatisk medicin?"

"Ja, da. Jeg ved ikke rigtig, om det virkede, men ..."

"Prøv og hør. Måske skulle vi alligevel tage en hurtig kop kaffe," siger jeg. "Men du bliver nødt til lige at give mig et par minutter til at blive færdig her og låne et par bøger. Skal vi sige udenfor om fem minutter?"

"Glimrende."

Shelley College (som er opkaldt efter Mary, ikke Percy Bysshe) har en Fibbonacci-trappe, en lysekrone fra 1960'erne og en bistro ved navn Monster Munch. Monster Munch er den eneste del af bygningen, jeg ikke bryder mig om. Det hele er indrettet i en klar orange farve og med svulmende hvide hjørner og kanter, foruden et splinternyt poolbord og en stor plasmaskærm. Jeg foretrækker den nedslidte lille bar i Russell-bygningen med gulvaskebægrene og borde med hakker. De studerende bryder sig ikke om Russell Bar, hvilket betyder at der som regel er tomt derinde. Det sker, at de engang imellem finder derind for at læse korrektur eller for at sidde og hænge i en af de plettede, gamle sofaer og pleje deres tømmermænd, men det er ret sjældent. Desuden må man ikke ryge i Monster Munch. Man må kun foretage sig pletfri ting i Monster Munch; man er selv nødt til at være en pletfri, nyvasket person herinde: lysstofbelysningen og spejlene på væggene gør det umuligt at være på nogen som helst anden måde.

Jeg sidder på en skammel ved et lille hvidt bord henne ved vinduet og forsøger at trække ærmerne på min trøje længere ned, så de dækker håndleddene, mens Patrick henter kaffe til os begge: en eller anden mælkeskummende drik til sig selv og en americano til mig (det som bare hedder "sort kaffe" på Russell).

Jeg har min bunke med bøger om homøopati liggende foran mig; de ser helt forkerte ud herinde, ligesom jeg selv gør det. Spejlene reflekterer den usunde kulør, min hud har, ganske bleg set op mod mit røde hår, og de flossede kanter på mine cowboybukser, som jeg ikke troede, var så tydelige. Jeg tog den her trøje på i morges uden overhovedet at tænke over det, men nu kan jeg se, hvor tyndslidt ulden er blevet og hvor tarvelig den får mig til at se ud. Hvis det ikke var for håret, ville jeg stort set ligne en dårlig fotokopi.

Patrick stiller min kaffe foran mig og ser ud gennem vinduet.

"Wow, man kan virkelig se langt i dag," siger han og sætter sig. Himlen er stadig hyperrealistisk blå.

"Ja, men man kan ikke se katedralen." Det eneste man kan se heroppefra, er marker uden noget på og, i det fjerne, nogle mærkelige industrielle skorstenstårne.

"Er man nødt til altid at kunne se katedralen?"

"Ja, det synes jeg. Faktisk er det vel det eneste, der er at kigge på, er det ikke? Heroppefra, mener jeg."

"Måske." Patrick roder rundt i skummet med en smal sølvskinnende ske. Jeg lægger mærke til, at han ryster en smule på hænderne og at hans pande skinner svagt, fordi den er dækket af en tynd film af sved. "Altså."

"Altså," svarer jeg opmuntrende. "Har du ...?" Hvad skal jeg sige? Jeg skulle til at spørge, om han havde det bedre nu, men så går det op for mig, at det er en absurd ting at spørge om, fordi jeg i virkeligheden er ligeglad med, hvordan han har det. Den halve sætning bliver hængende i luften et øjeblik, hvorefter Patrick fylder den ud med sit eget spørgsmål, som han besvarer.

"Ja. Emma er kommet hjem igen. Jeg ..." Han rører noget mere rundt i sit mælkeskum.

"Jeg er ked af, hvis jeg virkede lidt underlig i går. Jeg tænker på, om du mon nogensinde ville kunne tilgive mig."

"Det er okay," hører jeg mig selv sige. "Det var jo ikke ligefrem, fordi jeg ... du forstår nok, hvad jeg mener ..."

"Jo, men. Jeg burde ikke ..."

"Jeg mener, måske skulle vi forsøge at undgå ... i fremtiden..."

Monster Munch er ikke det rigtige sted at have den slags samtaler. Det her er en efter-midnat, småberuset, jazz-bar-samtale, og vi forsøger at tage den på et sted, der ser ud som om det allerede er blevet censureret.

"Bortset fra det," siger jeg.

"Jeg er frygtelig ked af det."

"Det er okay."

Jeg tænker på Frankensteins monster, den fiktive person, som indirekte har været med til at give stedet her sit navn. Hun lå dér, livløs og ubevægelig, kastet hen over sengen; hendes hoved hang ned og hendes blege og forvredne træk var halvt dækket af hendes hår ... Mærkerne efter dæmonens morderiske greb sad på hendes hals, og åndedraget var ophørt mellem hendes læber. Det var hvad Victor Frankensteins frembringelse gjorde mod hans forlovede, Elisabeth. Måske det alligevel ikke er det forkerte sted at have den her samtale, når det kommer til stykket.

"Du ..." begynder jeg, samtidig med at Patrick siger, "Jeg ..."

"Dig først," siger han.

"Nej, bare fortsæt."

"Nej, jeg mener det."

"Det er bare ... jeg har ikke lyst til at være en slags stand-in for din kone. Især ikke når du er vred på hende. Det har aldrig været en del af aftalen."

"Nej. Undskyld. Det skal aldrig ske igen."

Vi sidder og er tavse et øjeblik. Jeg nipper til min kaffe og ønsker svagt, at jeg kunne ryge en cigaret. To kvinder kommer ind og bestiller juice oppe i baren og sætter sig derefter ned ved bordet omme bag vores.

"Hvordan kan det være, at du har taget homøopatisk medicin?" spørger jeg Patrick.

Han trækker på skuldrene. "Der var en, der foreslog mig at prøve at gå til en homøopat engang for lang tid siden."

"Hvordan var det?"

Han nipper til kaffen og jeg bemærker, at han er holdt op med at ryste på hænderne.

"Det var interessant." Han rynker brynene. "De stiller én en masse underlige spørgsmål. De vil vide, hvilken slags fødevarer man har en særlig stærk trang til, hvad man drømmer om om natten, hvad der er ens arbejde og hvordan man har det med det. På en måde er det lidt ligesom at være til psykolog."

Jeg har været til psykolog engang. En idrætslærer så arrene, jeg havde længst oppe på lårene og tvang mig til at gå læge. Lægen henviste mig til et eller andet afsnit for teenagere på det lokale sygehus. Jeg kan huske, at jeg sad og så en soapopera i venteværelset, som, ud over den fedtede tv-skærm, var udstyret med nogle grønne plasticstole og plakater der advarede imod aids. Den fyr jeg skulle snakke med, var en ung mand med måneansigt og briller. Jeg fortalte ham, hvor fantastisk det føltes at give sig selv nydelse gennem smerte, og at jeg godt vidste, at det var afhængighedsskabende, men at jeg ikke var blevet afhængig af det endnu. Derefter gav jeg grinende min egen fremstilling af min barndom. Gennem hele samtalen sad psykologen bare og så på mig med et mystificeret ansigtsudtryk, og en uge senere modtog jeg et brev, hvor der stod, at de ikke havde faciliteter til at hjælpe mig "på nuværende tidspunkt".

Jeg kan nu stadig huske det æske-agtige, tyndvæggede lille lokale. Der lugtede af gammel cigaretrøg, og jeg lagde mærke til, at der stod et engangsaskebæger i folie på bordet ved siden af pakken med papirlommetørklæder og vasen med blå plasticblomster. Det var det øjeblik, at det gik op for mig, at rygning var en mulighed. Det afløste så med tiden snitteriet, men jeg har stadig arrene. Patrick kan godt lide dem.

Jeg nipper til kaffen og Patrick fortsætter med at fortælle om samtalen hos homøopaten.

"Jeg ved ikke, hvorfor de har brug for at vide så mange ting om ens liv," siger han og ler kort. "Jeg var jo bare kommet, fordi jeg led af hovedpine og søvnløshed."

Jeg tømmer min kop. "Og du endte så med at få ordineret fosfor?"

"Ja. Nu jeg tænker efter, har jeg faktisk ikke haft hovedpine siden, om end jeg stadig ikke sover særlig godt."

"Tror du rent faktisk på det?"

"Mmm. Det ved jeg ikke. Jeg så engang en dokumentar, som sagde at medikamenterne er ren placebo og at der ikke er noget i dem, som kan have en effekt på noget som helst. De fortynder medikamenterne så meget, at det eneste der er tilbage, rent kemisk, er vand. Tilsyneladende argumenterer homøopaterne så med, at vand har en hukommelse, hvilket lyder temmelig åndssvagt."

"Hvordan så medicinen ud?" spørger jeg ham. "Hvor købte du den?"

"Åh, det var homøopaten, som gav mig den. Hun havde et enormt vægskab af træ ..." Patrick breder armene omkring en meter ud til siderne og forsøger med en finger på hver hånd at vise, hvor stort skabet havde været. Jeg lægger mærke til, at han ikke ser ned på sine hænder, mens han gør det, men på væggen bag mig.

Det går pludselig op for mig, at folk, når de beskriver størrelser på denne måde, har brug for at tage perspektivet til hjælp. Det han siger, er ikke "det var så stort". Det han siger, er "Det ville se så stort ud herfra, hvis det hang derovre."

Han fortsætter. "Det var fuldt af alle disse her små skuffer, som var mærket alfabetisk. Hun trak en af dem ud og nede i den var der en masse små glasflasker med bittesmå, hvide sukkerpiller. Hun forklarede mig, at medicinen oprindeligt er en væske, men at de små piller absorberer den og på den måde gør den nemmere at tage. Undskyld. Det må være ret kedeligt at høre på."

"Nej, det interesserer mig virkelig. Jeg havde ikke nogen forestilling om, hvordan noget som helst af alt det her ser ud i virkeligheden." Jeg lader fingrene løbe igennem håret, men der sidder en stor filterknude foran, som jeg forsøger at løse op, mens vi snakker. "Er man så nødt til at gå til en homøopat for at få den slags piller?"

"Nej, nej." Patrick griner. "Går du aldrig i materialisten? De sælger homøopatiske lægemidler hvor som helst nu om dage. Man kan også købe det i helsekostbutikker. Jeg tager Nux Vomica mod halsbrand. Det er ikke på recept eller noget."

"Hmm," siger jeg. "Det er ret interessant. Jeg anede ikke, at det var så almindeligt udbredt."

"Det er en hel industri i vore dage," svarer han. "Jeg har nogle Nux liggende på mit kontor, hvis du gerne vil vide, hvordan pillerne rent faktisk ser ud."

"Okay."

De fleste menneskers kontorer er frygtelig rodede. Jeg har kendt til mennesker, som tilsyneladende er blevet fanget på deres kontorer og stadig sidder og arbejder klokken otte om aftenen, fordi vejen ud er spærret af tårnhøje bunker af gamle journaler, bøger og udprintede mails.

Patricks kontor, derimod, er stort, kvadratisk og pletfrit. Det har ikke akkurat den samme skinnende overflade som Monster Munch-bistroen, men man kan godt fornemme, hvorfor han kan lide at drikke sin kaffe der. Han har et par borde stillet op i den samme form for L-arrangement som mig, men hans borde er større og det ene er med glasbordplade. Det med glaspladen vender over mod døren og er tomt, bortset fra en tung, gennemsigtig brevpresser og en hvid lampe. Det andet vender over mod vinduet, er ligeledes tomt bortset fra en computer og ser ud, som om det er blevet poleret for nylig. Rummet er så stort, at der også er plads til et sofabord og fire behagelige stole.

Han lukker døren bag os og går over til skrivebordsskuffen. "Her," siger han og tager et lille brunt pilleglas op og rækker det til mig.

Jeg lægger bøgerne fra biblioteket fra mig på sofabordet og tager imod glasset. På mærkaten står der Nux Vom 30. 125 tabletter. En vejledning på siden instruerer én i at tage en tablet hver anden time i "akutte" tilfælde og ellers tre tabletter om dagen. Jeg skruer låget af og kigger ned på en bunke bittesmå, flade tabletter, der ligner kridhvide aspirin i miniatureudgave.

Nu låser Patrick døren og lukker persiennerne.

"Hvor tilgivet er jeg?" siger han.

"Hmm?" siger jeg og ser op, men han har allerede lagt armene omkring mig og kysser mig hårdt. "Patrick," siger jeg, da han endelig holder inde. Men hvad skal jeg sige bagefter? På trods af - eller, underligt nok, på grund af - i går, begynder en velkendt fornemmelse at strømme igennem mig, og i stedet for at sige, at det her ikke er nogen god idé, lader jeg ham trække trøjen af mig og hive mine bukser og trusser ned og lægge mig hen over glasbordet, mens han holder fast i mit hår.

Mine bryster bliver presset ned mod det kolde glas, og mens Patrick knepper mig, tænker jeg på, hvordan de mon ser ud set nedefra.

"Hold da kæft, Ariel," siger han bagefter, mens han står og tørrer pikken med en Kleenex og jeg trækker bukserne op igen. "Jeg ved virkelig ikke, om det er det bedste eller det værste, du får frem i mig."

"Jeg tror, det er det værste," svarer jeg med et smil.

Han smiler tilbage. "Tak for, at du har tilgivet mig."

Jeg griner. "Det er jeg nu ikke sikker på, at jeg har endnu." Jeg samler mine bøger op og går hen mod døren. "Nå, men jeg må hellere smutte over og se, hvordan mine nye medkontorister er."

Patrick smider Kleenex'en ud. "Medkontorister?"

"'Flygtninge' kalder Mary dem. Folk fra Newton-bygningen. Jeg skal dele kontor med to af dem."

"Åh. Nedtur." Patrick læner sig ind over glasbordet og ser på mig. "Nå, men du er altid velkommen her."

"Vi ville blive opdaget."

"Ja. Formentlig." Han sukker. "Så er det tilbage til hotellerne, går jeg ud fra."

"Vi får se." Jeg bløder svaret op med et lidt frækt smil, da en idé slår ned i mig. "Åh, Patrick?" siger jeg med hånden på dørhåndtaget, som om det er en pludselig indskydelse.

Han står og piller ved knapperne i sine bukser, som for at sikre sig, at de er knappet rigtigt.

"Hvad?"

"Jeg har glemt min pung derhjemme. Du har vel ikke en tier ekstra et eller andet sted? Det er ikke så frygtelig vigtigt, men jeg skulle helst tanke benzin på vejen hjem. Du skal nok få den tilbage i morgen."

Han trækker straks sin tegnebog op af lommen og finder en tyver frem.

"Det skal du ikke tænke på," siger han. Og derefter lige som jeg skal til at gå, og med dæmpet stemme: "Der er altid mere, hvor den kom fra."

På vejen ud spekulerer jeg på, om det var bedre end at stjæle af kaffe-og-the-kassen i køkkenet, eller værre.

Ti

Der er en ung kvinde på mit kontor. Hun er omtrent på min alder eller måske lidt yngre, og har kraftige sorte briller og kort, lyst, småkrøllet hår. Hun er ved at stille bøger op i den reol, jeg har ryddet. Rundt om hende står fem-seks andre kasser med alle mulige ting stikkende op af dem: primært bøger, men også cd'er, et lille anlæg, en tyk grøn frø og en krøllet laboratoriekittel.

"Hej," siger jeg og træder rundt om kasserne. "Jeg hedder Ariel."

"Oh, my God. Jeg er frygtelig ked af alt det her. Jeg hedder Heather." Hun taler med skotsk accent, formentlig Edinburgh eller deromkring.

Hun smiler stort til mig, lægger den bog fra sig, hun står med og stikker en hånd frem mod mig. Jeg lægger min egen bunke bøger fra mig på mit formindskede skrivebord og tager den.

"Helt seriøst," siger hun. "Jeg skal nok prøve at komme herfra igen så hurtigt som muligt. Men hvor er det bare pænt af dig at tilbyde at dele. Det er jeg virkelig, virkelig glad for."

"Øhm ... Du får mig vist til at lyde som et bedre menneske, end jeg rent faktisk er," svarer jeg. "Ikke fordi jeg ikke selv ville have tilbudt det. Men til at begynde med delte jeg kontoret med min vejleder, som så ikke er her i øjeblikket, så ... ja det er vel så bare logisk, at jeg skal dele med nogen. Det var faktisk institutbestyreren, som forslog det."

"Nå, men under alle omstændigheder, tusind tak. Jeg mener, du kunne jo have sagt nej."

Jeg kunne have sagt nej, men ikke desto mindre.

"Jeg skal lige tjekke min mail," siger jeg og sætter mig ved skrivebordet. "Men jeg vil godt give dig en hånd bagefter, hvis du synes."

"Nej tak. Det er helt fint. Jeg skal nok forsøge ikke at rode alt for meget. Jeg skulle jo nødigt ødelægge dit kontor fuldkommen for dig."

"Helt seriøst," siger jeg. "Det gør altså ikke noget."

Heather har allerede stillet sin computer op på skrivebordet foran vinduet. Ham fyren fra teologi må derfor tage det omme bag mig med ansigtet ind mod den anden væg. Heathers computer har en stor fladskærm, som lige nu ser ud til at stå på stand by. Jeg trykker på et par knapper for at tænde min computer, hvorefter jeg rejser mig og begynder at skræve hen over labyrinten af kasser for at gå op ovenpå for at tjekke mit dueslag og for at hente en kop kaffe ude i køkkenet.

"Vil du have en kop kaffe med?" spørger jeg Heather på vej ud.

"Dejligt, hvis du gider? Ah nej, jeg kan da ikke også begynde at bede dig om at lave kaffe til mig oven i alt det andet."

"Det er altså ikke det store besvær. Jeg skal alligevel selv have en kop."

"Åh, jamen så ja tak. Men kun hvis det ikke er til for meget besvær. Jeg har sikkert også brug for det til klare mig igennem dagen."

"Jeg kender følelsen," svarer jeg.

Da jeg kommer tilbage til mit skrivebord, begynder jeg straks at søge internettet igennem efter homøopatiske lægemidler. Så vidt jeg kan gennemskue, koster de cirka tre til fire pund stykket. Jeg kunne bestille dem online, men jeg har ikke noget kreditkort, så jeg bliver nødt til at gå en tur i byen efter det. Jeg er så sulten, at det føles som om jeg er ved at besvime, men jeg har ikke lyst til at spilde mine penge på kantinen. Jeg tror bare, jeg vil drikke min kaffe og bagefter befri min bil og tage hjem og spise suppe og tage mig et bad. Derefter kan jeg gå ud og lede efter noget Carbo Vegetalis. Der er en stor materialist og to-tre helsekostbutikker i byen, og hvis disse her medikamenter virkelig er så let tilgængelige, som Patrick siger, burde det ikke være noget problem at finde det, jeg har brug for.

Mens jeg tænker, er Heather blevet færdig med at stille bøger på hylderne.

"Åh, nej," siger hun.

Jeg kigger op og ser hende stå og kigge på reolen. "Er alt okay?"

"Åh, undskyld. Det var ikke min mening at forstyrre dig, hvis du sidder og arbejder."

"Det gør jeg ikke," svarer jeg. "Hvad er der galt?"

"Jeg har glemt at gøre plads til ham den tredje."

Vi kigger begge to på hylderne. Det er vitterlig lykkedes hende at fylde en hel reol i en sådan grad, at der endda ligger bøger stablet op oven på hinanden og nogle stikker ud i mærkelige vinkler, som om de andre bøger er ved at forsøge at mase dem ud.

Selv den grønne frø står midt i det hele og ser klemt ud. Hun bider sig i læben, tydeligvis ægte bekymret over problemet. Så fanger hun mit blik og vi begynder at grine begge to.

"Nå, ja," siger jeg og trækker på skuldrene.

"Måske har han ikke så mange ting. Jeg har kun mine, fordi de alligevel alle sammen var i magasin. Mit kontor skulle have været sat i stand her i løbet af ferien. Men hvis han har, kan jeg jo altid pakke en del af det tilbage i kasserne." Hun går over til mit skrivebord og kigger på min stabel af bøger om homøopati. Hun rører ved en af dem med en bevægelse, som om hun er bange for, at den kan være smitsom og flytter derefter straks hånden. "Du er da herpå litteratur, er du ikke?"

"Øh, jo. På en måde."

"Hvorfor så alle de bøger om homøopati?"

"Nå, jeg har altid gang i en masse mærkelige bøger. Jeg er ved at lave en ph.d. om tankeeksperimenter. Men faktisk tror jeg, instituttet helst vil smide mig helt ud. Det er vist alt sammen lidt for videnskabeligt, også selvom jeg faktisk har en del lyrik med og den slags."

"Tankeeksperimenter! Cool."

"Ja. Det er ret sjovt. Du er evolutionsbiolog, ikke?"

"Jo. Jeg har et postdoktoralt stipendiat i molekylærgenetik, - hvor emnet er evolution i bred forstand fra tidernes morgen, eller i det mindste fra livets begyndelse, så det er mildt sagt vildt omfattende. Jeg får så også lov til at undervise nogle stykker af ungerne - det var det, min gamle vejleder kaldte de studerende - i hvert semester, men det meste af tiden arbejder jeg på de her computermodeller. Hey, vil du prøve at se noget virkelig cool?"

"Ja," svarer jeg. "Hvad er det?"

-"Prøv at se her." Hun rører ved musen på sit skrivebord og fladskærmen vågner igen op. Pludselig kan jeg se, at en masse hvide tal og bogstaver dækker hele den sorte skærm, mens de hele tiden skifter som tal på en børsliste eller informationer på en computer-matrix, og hvor der burde være en tik-tik-tik-lyd samtidig. "Den er ved at udregne livets oprindelse," siger hun. Så griner hun med den type skinger latter, som ideelt set har brug for, at der er flere til stede i rummet til at absorbere den. "Det lyder nok rimelig gak. Undskyld."

"Wow," siger jeg og stirrer på skærmen.

"Ja, ret vildt, ikke? Nå. Min ansøgning fik det til at lyde en hel del mere kedeligt end det, men dybest set er det dét, jeg forsøger. Det hele handler om at lede efter LUCA. Eller faktisk at se hinsides LUCA, siden der ikke længere for alvor er nogen, som tror på LUCA."

Jeg står stadig og stirrer på skærmen, mens Heather vender sig om. Der ligger en blyant på hendes skrivebord, som hun samler op og begynder at stå og lege med i hånden, mens hun læner sig op ad bordet med ryggen til skærmen. Tallene og bogstaverne bliver ved med at skifte og gentage sig for øjnene af mig. Det er en af den slags ting, man kunne blive ved med at kigge på i timevis. Man kunne kigge på det hele natten, og når man så lukkede øjnene, ville man stadig se tusindvis af bogstaver og numre passere forbi i mørket. "Hvad er LUCA?" spørger jeg.

"Det står for Last Universal Common Ancestor."

"Som i ...?"

"Som i den ting vi alle sammen nedstammer fra."

"Aha," siger jeg. "Og det her program? Hvad gør det egentlig?"

Heather stryger en hånd igennem håret. "Ih guder - det er godt nok noget af et spørgsmål," svarer hun. Derefter: "Åh, goddag."

En mandestemme svarer. "Hej."

Jeg vender mig rundt. Der står en fyr i døråbningen med en lille kasse i hænderne. Han har skulderlangt sort hår og er iført nogle lidt tilfældigt udseende lag tøj i sorte, grå og hvide nuancer. Under hans sorte, korte bomuldsjakke har han en åbenstående, grå skjorte på. Under den en tynd, sort langærmet sweatshirt. Under den vist nok en hvid T-shirt. På trods af alt tøjet ser han tynd og firkantet ud, med en lidt krum næse og høje, næsten mumieagtige kindben. Desuden er hans kinder dækket af tre dage gamle skægstubbe. Han er ung, formentlig først i trediverne, men hans sort-brune øjne ser ud til at være millioner af år gamle.

"Hej," svarer jeg. "Du må så være ...?

"Jeg hedder Adam. Der skulle vist være en plads til mig herinde?"

Heather tager øjeblikkelig over og begynder at fare rundt i kontoret som en squashbold.

"Hej, Adam. Jeg hedder Heather. Det her er Ariel. Her er dit skrivebord og din opslagstavle hænger lige der og jeg er frygtelig ked af det, men prøv at se engang, hvad jeg allerede er kommet til at gøre ved hylderne ..." Jeg er mig svagt bevidst, at Heather griner den samme skingre latter igen og begynder at snakke videre. Jeg er ikke sikker på, om Adam overhovedet hører efter, hvad hun siger: hans blik har låst sig fast i mit. Jeg aner ikke hvorfor, men jeg har en stærk trang til at gå igennem lokalet og smelte sammen med ham: ikke til at kysse ham, ikke til kneppe ham, men til at smelte sammen med ham. Det er fuldkommen latterligt - han er alt for ung til mig.

Jeg tænker, at han må bryde det her lange, intense blik når som helst nu, men det gør han ikke. Kan det forsætte i al evighed? Nej. Pludselig kommer jeg til at tænke på Patrick og alt mulig andet, der har at gøre med min slibrige fortid, og bryder fortryllelsen ved at vende mig om og kigge ind i min computerskærm i stedet. For første gang nogensinde lægger jeg mærke til alt støvet rundt langs kanterne. Alting ser beskidt ud herinde. Jeg ser over på Adam igen, men han er nu optaget af at berolige Heather med hensyn til hyldespørgsmålet.

"Jeg har næsten ingenting," siger han. "Se selv."

Han viser hende sin kasse. Nede i den ligger tre blå blyanter, universitetets årbog, en rød notesbog og en bibel.

"Nej, du har godt nok ikke meget med," siger Heather. Adam trækker på skuldrene. "Behold du hylderne. Jeg er bare taknemmelig for at have fået et skrivebord."

Han sætter sig ved bordet og tænder computeren. Heather bliver ved med at tale til ham, og ved at lytte til deres samtale, finder jeg ud af, at Adam arbejder på noget så ophidsende som planlægningen af nogle seminarer i det forestående semester. Som regel plejer jeg at synes, at den slags samtaler er dybt kedsommelige, men Adams stemme er så hypnotiserende, at jeg ikke kan lade være med at lytte med. Jeg kan ikke placere hans dialekt. Først synes jeg, det lyder som om han kommer fra det sydlige London med et strejf af newzealandsk. Derefter reviderer jeg det yderligere til New Zealand med et strejf af irsk. Derefter giver jeg op og begynder igen at overveje at tage hjem. Jeg kan ikke begynde at få følelser for en fyr, som render rundt med biblen i en kasse, især ikke når jeg stadig kan mærke Patricks sæd løbe ned ad indersiden af låret. Kors, hvor er jeg langt ude. Jeg rejser mig og begynder at tage min frakke på.

"Så," siger Heather. "Nu synes jeg, at vi skal gøre noget sammen for at fejre det." Hun ser hen på mig. "Ariel? Gud, er du på vej hjem? Hvad siger du?"

"Hvad?" siger jeg og stopper homøopatibøgerne ned i en pose for at tage dem med mig.

"Middag, hjemme hos mig, i aften? Jeg tænkte, at jeg kunne fortælle noget mere om LUCA og Adam kan fortælle os, hvordan Gud skabte mennesket, og så kan vi drikke os skidefulde bagefter. Eller, vi kan, mener jeg. Jeg kunne forestille mig, at Adam ikke drikker. Hvad siger du, Adam?"

"Jeg kommer kun, hvis jeg må drikke," siger han.

Jeg smiler til Heather. "Øhm, jo. Det lyder hyggeligt."

"Fantastisk," siger hun. "Klokken syv? Her er min adresse. Hun kradser noget ned på et stykke papir og rækker det til mig.

Da jeg kommer ud på parkeringspladsen bag Newton-bygningen, er der denne gang ikke længere mænd posteret rundt omkring og den stribede advarselstape har revet sig løs og blafrer i vinden. Længere borte står den ødelagte bygning i en lidt sær vinkel og med et halvt rejst stillads hele vejen rundt. Min bil er den eneste, der er tilbage på parkeringspladsen, og jeg er glad for, at jeg kan fjerne den. Jeg forventer altid, at der vil være dejligt lunt i bilen, men da jeg sætter mig ind, er den som sædvanlig kold som et køleskab, lettere fugtig og lugter af cigaretter. Men den starter i første forsøg.

Trafikken er tæt ind mod byen, og da jeg nærmer mig jernbaneoverskæringen, begynder lysene at blinke og de tunge bomme at gå langsomt ned. Shit. Det betyder, at jeg vil sidde fast her de næste ti minutter.

Der holder en bus foran mig, som stikker ud i en underlig vinkel, så den delvis blokerer det modsatte spor, og de par biler som nåede over, før bommene gik ned, er nu ved at forsøge at manøvrere rundt om den. Der ligger en bager på denne side af vejen lige ved siden af en pub, så jeg stiger ud af bilen og går ind for at købe noget brød. Inde hos bageren står der en kvinde, der smiler til mig, som om alle mennesker jeg nogensinde har kendt, lige pludselig er døde. På vej tilbage til bilen går det op for mig, hvorfor bussen holder i sådan en underlig vinkel: i virkeligheden er det en hvid varevogn, som holder ud fra kantstenen foran pubben. Bogstaverne på siden danner ordene "Select Amusements". Et øjeblik efter kommer en mand ud fra pubben med en sækkevogn med en oldgammel, enarmet tyveknægt med ledningerne hængende ud på bagsiden. Han stiller den på fortovet, mens han åbner varevognen bagtil. Da jeg kommer forbi, kan jeg se seks eller syv andre opretstående maskiner, alle med godt slidte knapper, som formentlig hver og en bærer fingeraftryk efter tusindvis og atter tusindvis af mennesker. Der står en anden mand i bagenden af vognen og tørrer en af maskinerne af med en hvid klud. Da han opdager, at hans kollega er kommet tilbage med en maskine til, holder han inde og hopper ned for at hjælpe med at løfte den op i varevognen og surre den fast. Et øjeblik får jeg den tanke, at maskinerne er levende og at disse mænd er ved at tage dem som gidsler. Så går bommene op, trafikken begynder igen at rulle og jeg sætter mig ind i min bil og kører videre. Jeg kommer hen til tanken uden problemer og køber for fem pund benzin.

Jeg lejer en privat parkeringsplads af den kinesiske restaurant omme på den anden side af huset og i dag er der heldigvis ikke nogen, som har parkeret der ved en fejltagelse. Efter jeg har spist noget suppe, går jeg ud i badet med to af bøgerne om homøopati under armen.: Kents Lectures on Homoeopathic Materia Medica og en noget besynderligt udseende bog med titlen

Literary Portraits of the Polychrests. Jeg har tænkt mig at læse om Garbo Vegetalis og bagefter vil jeg gå ud og købe noget af det. Det er lige meget, hvor beskidt jeg er, eller at jeg gerne vil lade som om, der ikke er noget i vejen med mig, eller at jeg forfærdelig gerne vil se Adam igen, eller at jeg i virkeligheden burde tænke over, hvordan jeg kan få min opgave tilbage på sporet og begynde på min næste klumme til magasinet. Det er det her, der er min mission. Det her har ikke noget med det virkelige liv at gøre. Det virkelige liv giver mænd lov til at kneppe én hen over deres skrivebord (og nyde det, hvilket på en eller anden måde er det værste). Det virkelige liv er et sted, hvor man tit løber tør for penge og derefter for mad. Det virkelige liver ikke at have centralvarme. Det virkelige liv er fysisk. Så foretrækker jeg bøgerne: selve usynlighedcn af deres indhold, af deres tanker, idéer, deres billedverden. Lad mig blive en del af en bog; jeg ville give hvad som helst for at opnå det. At blive forbandet af at læse Mr. Y's forbandelse må betyde at blive del af bogen; et intertekstuelt væsen: en bog-cyborg, eller, i betragtning af at bøger ikke er kybernetiske, måske en bibliorg. Ting i bøger kan ikke blive snavset til, og det virkelige liv er, tja, når det kommer til stykket, er det bare støv. Selv bøger bliver til støv, præcis som de smuldrende rester H. G. Wells' tidsrejsende finder på et museum. Men tanker er rene.

Inden jeg begynder at læse, laver jeg et lille tankeeksperiment, bare et øjeblik. Hvad nu, hvis det her er det virkelige liv? Hvad nu, hvis jeg er blevet ramt af forbandelsen og skal dø, præcis ligesom Lumas og alle andre, som læste Mr. Y's forbandelse tilbage i 1890'erne? Hvis jeg troede, at det var noget, der skete i virkeligheden, ville et eller andet overlevelsesinstinkt tage over og fortælle mig, at jeg skulle stoppe, ville det ikke? Men hvis det ikke er virkeligt, hvorfor gider jeg så overhovedet fortsætte?

Jeg tager den første bog op, Kents Lectures, og begynder at læse om Carbo Vegetalis.

Vi vil nu vende os mod studiet af vegetabilsk kulstof - Carboveg. Det er en forholdsvis passiv substans, som opnår sin kraftige medicinske virkning og forvandles til en effektiv helbredende agent, efter at være blevet pulveriseret tilstrækkelig fint. Gennem tilstrækkelig fortynding antager det selve sygdommens karakter og opnår helbredende egenskaber.

Den almindelige lægevidenskab anvender den i spiseskestore doser til at neutralisere for meget mavesyre. Men kulstof er i sandhed et bevis for Hahnemanns storhed. Det er ganske passivt i sin rene form og de iboende helbredende kræfter viser sig ikke, før det er tilstrækkeligt potenseret. Det er et af de dybdevirkende, langtidsvirkende, anti-psoriske lægemidler. Det trænger dybt ind i selve livets substans, i dets afsøgning udvikler det symptomer med blivende effekt og det helbreder tilstande, som ellers kan opfattes som næsten kroniske - den slags, som udvikler sig langsomt og snigende.

Derefter følger en lang liste over symptomer, som kan helbredes af dette middel i homøopatiske doser. Ikke meget af det forekommer synderlig interessant eller giver nogen indikation af, hvorfor kulstof skulle være det "særlige" middel, der er udvalgt til Lumas' mikstur. Jeg læser om sløvhed, dovenskab og opkastning af blod. Jeg læser videre ned over siden og erfarer at folk, som mangler Carbo-veg., desuden er kolde og kadaverlignende. Jeg lukker bogen og tager i stedet Literary Portraits of the Polychrest op. Teksten på flapperne fortæller mig, at det burde være muligt at "læse" eller afkode personer fra litteraturen stort set på samme måde, som man læser sygdomssymptomer hos en levende person.

Jeg kan godt forestille mig, hvordan det kunne fungere med alle de små symptomer, som jeg lige har læst om, al den læggen vægt på om folk har det værst efter klokken 11 (svovl) eller klokken 16 (vegetabilsk svovl). Jeg åbner Portraits og læser følgende passage.

Carbo-v kaldes også ofte genopliveren - og enhver praktiserende homøopat vil vide hvorfor. Når en patient tilsyneladende har udstødt sit sidste suk, er dette det lægemiddel, som straks bør gives i højest mulig potens. 1M eller 10M er som regel tilstrækkelig til at genoplive personen, eller omvendt, at hjælpe patienten i hans bortgang.

Efter en præsentation opremses derefter en liste over forskellige berømte litterære personer som, efter forfatterens mening, har brug for dette middel. Mina Murray og Jonathan Parker får et par sider hver, hvorefter forfatteren bruger en del plads på at diskutere den døende person i Edgar Allan Poes novelle "Hypnotisk åbenbaring". Derefter er der, selvfølgelig, et afsnit om Elizabeth Lavenza fra Frankenstein. Afsnittet slutter således:

Det kan næppe undre nogen, at det er kulstof, som rummer og er nøglen til denne gåde. Kulstof er intet mindre end selve livet i komprimeret form: det bruges som brændstof til vores smelteovne og maskiner, som igen på samme måde forsyner os med livets brændstof. Kulstof, som alle levende væsener til sidst henfalder til (af jord er du kommet), må være det mest hemmelighedsfulde af alle substanser og i den henseende er sammenhængen med døden uafviselig. Men kulstof er også liv. Det er selve livets begyndelse og dets afslutning. Dets kraft er ikke bundet i dets fysiske substans, men i energi, som er ensbetydende med dets mening. Og meningen med kulstof er på en gang simpel og kompleks. Liv. Død. Altings grænse.

Da jeg kommer ud fra badet, fugtig og ren, men ikke specielt meget varmere, kan jeg mærke min hjerne tikke af sted ligesom skærmen på Heathers computer. Genopliveren. Se, det lyder da i det mindste interessant. Og alt det med at kulstof er essensen af såvel liv som død. Jeg kan huske, at der stod et eller andet interessant om kulstof i Jim Lahiris populærvidenskabelige bog, så iført min badekåbe går jeg ud i køkkenet og sætter kaffe over, hvorefter jeg begynder at rode mine hylder igennem efter bogen. Da jeg finder den til sidst, bekræfter den de ting, jeg mente at huske. I den enorme smeltedigel ved navn Big Bang var hydrogen det første element ud af den varme, plasmiske suppe af elektroner og protoner. Det var et temmelig ukompliceret stof: det eneste man skal bruge for at lave hydrogen, er en enkelt elektron og proton. Massen af denne hydrogenisotop er en - fordi den jo har en proton (elektroner har stort set ingen masse). I den ekstreme varme, blev der også dannet hydrogenisotoper med massen to (deutrium - en proton og en neutron) og tre (tritium - en proton og to neutroner). Derefter fulgte helium med massen fire. Men der er ikke noget stabilt atom med massen fem. Fordi der ikke findes noget atom med massen fem, var der ingen, der kunne forstå, hvordan det kunne være gået til, at der var blevet dannet kulstof. Hvert nyt element er opstået ved hjælp af en sammensmeltning af de foregående elementer, men man kan piske hydrogen og helium sammen lige så længe det skal være i den kosmiske blender, uden der nogensinde bliver dannet kulstof.

Det er lidt af et problem, for hvis man ikke kan lave kulstof på denne måde, bliver resten af det periodiske system også noget af en umulighed. Men fordi kulstofs mest almindelige masse er tolv, ville det være nødvendigt, at tre heliumatomer stødte ind i hinanden på nøjagtig samme tid og ved ekstremt høje temperaturer for at det kunne lade sig gøre.

Det så ud til at være en umulighed, at en sådan begivenhed nogensinde skulle have fundet sted. Senere konkluderede astronomen Fred Hoyle, at kulstof var nødt til at eksistere, eftersom han nu engang bestod af det, og lavede en nøjagtig beregning af, hvordan denne "masse-fem-problematik" kunne overkommes. Som svar på hele polemikken skrev George Gamow en parodi på skabelsesberetningen, hvor han lod Gud skabe alle tænkelige kemiske masser, men i sin iver og begejstring glemme at skabe et element med massefylden fem.

Gud var meget skuffet og ville til at begynde med rive hele universet ned og begynde forfra igen. Men det ville næsten være for enkelt. Derfor besluttede Gud, i og med at han var almægtig, i stedet at rette sin fejl på den mest umulige måde, man overhovedet kunne forestille sig. Og Gud sagde: "Lad der blive Hoyle." Og der var Hoyle. Og Gud så på Hoyle ... og bad ham om at lave de tunge grundstoffer på en hvilken som helst måde, han lystede.

Nu forholder det sig jo sådan, at kulstof er selve udgangspunktet for alt liv, og, som homøopatibogen påpegede, den uundgåelige følge af livet, nemlig døden. Så hvis man skulle forsøge at lave et mystisk bryg, er kulstof derfor slet ikke så tosset en ingrediens at bruge - især ikke hvis man fortyndede det, så det slet ikke var fysisk til stede længere; så det simpelthen var en erindring.

Jeg kommer hen til helsekostbutikken ved halvfemtiden, men selvom Patrick havde ret og de har en hel afdeling med homøopatiske medikamenter, er der ingen Carbo Vegetalis. Efter også at have prøvet hos materialisten og i Holland & Barrett begynder jeg efterhånden at føle mig noget mindre fortrøstningsfuld i forhold til hele mit forehavende.

Materialisten havde slet ikke Carbo Vegetalis og Holland & Barrett havde det kun i potens C6, hvilket er præcis 994 gange mindre fortyndet, end den blanding jeg har brug for. Klokken er allerede fem, da jeg kommer ind i den lille butik ved siden af Odeon-biografen. Jeg har aldrig været derinde før, og jeg ved ikke engang, hvad det er, de sælger. Når man passerer forbi, ligner det mest af alt bare en dør uden en butik inde bagved, men ser man godt efter, er der et mindre udstillingsskab bygget ind i muren ved siden af døren. Inde i skabet står et par krukker med noget, der godt kunne ligne urter, et eksemplar af Tao Te Ching samt et sæt tarotkort. Butikkens navn - Selene, det græske ord for "måne" - står på døren sammen med et falmet skilt, der med slynget skrift inviterer en til at "komme indenfor og snuse lidt rundt". Jeg håber nu mest bare på, at butikken måske også har homøopatiske lægemidler, siden en kvinde henne i Holland & Barrett anbefalede mig at prøve her.

Da jeg åbner døren, begynder en klokke at ringe svagt et sted. På den anden side af døren finder jeg en smal trappe af træ, og jeg begynder at bevæge mig op ad den i halvmørket. For enden af trappen finder jeg en anden dør, denne med sandblæste glaspartier, som jeg åbner, hvorefter jeg træder ind i en lillebitte butik. Her bliver jeg mødt af en lille, skaldet mand, som sidder bag et tungt skrivebord og læser i en bog. Butikken lugter kraftigt af sandeltræsrøgelse og tingene derinde er stillet op i et rektangel og med bordet lige inden for døren til venstre. Skrivebordet ligner noget, der kunne have tilhørt en arkitekt i attenhundredetallet: det er stort og bredt og tilsyneladende fuld af et væld af skuffer, som hver især kun er fem-seks centimeter høje, men til gengæld omtrent trekvart meter brede.

Der er ikke noget kasseapparat. Bag bordet hænger en flosset og krøllet plakat med en skrift, jeg ikke kender og ved siden af den er der en lillamalet trædør med et orange perleforhæng for.

Manden gør ikke noget for at vise, at han har set mig, så jeg begynder bare at se mig lidt om på egen hånd. I den fjerneste venstre side af butikken finder jeg nogle lidt vaklevorne træhylder med små brune glas med homøopatiske lægemidler. Jeg finder et glas med Carbo-veg., men denne gang er det i potens C30. Jeg sukker og går over i højre side, forbi plasticbøtter med krystaller og række efter række af store glaskrukker fyldt med urter. Under urterne er der en lille, støvet opstilling af glas og flasker, hvoraf nogle er udstyret med korkpropper og andre har almindelige skruelåg. Jeg tager en lille flaske op, som jeg tænker, jeg kan bruge til vievandet. Jeg kan ikke se, at der skulle være homøopatiske midler andre steder i butikken. Jeg går hen til disken og venter på, at manden skal se op.

"Jeg leder efter et homøopatisk middel," siger jeg. "Henne i hjørnet," svarer han og ser ned i bogen igen.

"Der har jeg set," siger jeg. "Jeg har brug for noget med en højere potens."

"Åh," siger han. Han ser ned på sit ur. "Faktisk skal vi lige til at lukke, så ..."

- "Så I har altså ikke højere potenser?"

"Jo, det har vi," svarer han. "Men vi sælger dem ikke uden videre."

Jeg rynker panden. "Hvordan det? Skal jeg bruge en recept eller hvad?"

Han ryster på hovedet. "Du må betale for en konsultation." Han sukker. "Hvad er det for et middel, du skulle bruge?"

"Carbo Vegetalis," siger jeg og rødmer, mens jeg siger det fremmedartede ord.

"Undskyld?" siger han.

"Carbo Vegetalis. Genopliveren. Eller det er i det mindste det, folk ser ud til at pleje at kalde det. Jeg har fundet det på hylden, men ikke i en tilstrækkelig kraftig potens."

"Genopliveren? Hvor har du hørt det udtryk?"

"Åh, jeg læste det i en bog," svarer jeg.

Så meget for at lyde, som om jeg ved, hvad det er jeg taler om.

"Tja, vi har alt op til 10M," siger han.

"Jeg skal bruge 1M," siger jeg. "Tusinde potens. Det er sådan det hedder, ikke?"

Han rynker panden igen. "Du er klar over, at højere potenser kan være farlige, hvis du ikke ved, hvad du laver, ikke?"

Jeg siger ikke det, jeg i virkeligheden står og tænker, hvilket er: "Jamen, det er jo bare vand."

"Ja," siger jeg. "Jeg ved det. Det skal nok gå."

"Okay," siger han. "Men jeg bliver nødt til først at give dig en konsultation. Hvad er problemet?" Han gaber, mens jeg fortæller en historie om noget hovedpine. Han lader mig snakke løs i et stykke tid, hvorefter han, stadig mens jeg taler, åbner en af de store skuffer og tager et brunt glas frem.

"Ja-ja. Okay. Jeg ordinerer dig noget Carbo-v.," siger han "Det bliver otte pund. Det er for konsultationen. Selve medikamentet er gratis."

"Tak," siger jeg og tager glasset. Jeg betaler for "konsultationen" og den tomme glasflaske, jeg fandt henne på hylden tidligere. Så går jeg.

Elleve

Klokken er på en eller anden måde gået hen og blevet seks, da jeg træder ud på den iskolde gade igen. Lyset fra forlygterne hænger trist ned foran bilerne i den tynde tåge, og folk haster af sted iført tykke huer og handsker, slæbende på mapper eller plasticposer fulde af uhåndterlige indkøb eller begge dele. Jeg beslutter at gå hjem og så forsøge at få fat på noget vievand på vej hen til Heather i stedet for nu. Katedralen ligger alligevel lige på vejen over til hende.

Wolfgangs cykel står nede i gangen, da jeg kommer hjem. Mine hænder er iskolde, selvom jeg har gået med dem knyttet nede i lommerne hele vejen, den ene omkring glasflasken, den anden omkring glasset med Carbo Vegetalis. Det første jeg gør, da jeg kommer ind, er at gemme lægemidlet i en gammel sukkerdåse inde bagest i et af skabene; hvorfor er jeg ikke selv helt sikker på. Derefter stiller jeg glasflasken på bordet og stikker hænderne ind under den varme hane i et forsøg på skylle kulden ud af dem.

Jeg sætter noget kaffe over og går ud på badeværelset. Jeg forsøger at rede mit hår, men det for filtret, så i stedet sætter jeg det op med en elastik. Jeg ser mig selv i spejlet og spekulerer, som sædvanlig, over i hvilken udstrækning jeg er forbandet. Almindelig sund fornuft siger, at sådan noget som forbandelser slet ikke findes. Men derefter kommer jeg til at tænke på, at jeg senere i aften har tænkt mig at lave Lumas' mikstur, drikke den og se, hvad der sker. Mit spejlbillede ser ikke ud til at reagere synderligt ved tanken, bortset fra at jeg kan se en mild skuffelse i mine øjne. Og hvad så når miksturen viser sig ikke at have nogen effekt? Så er det tilbage til det virkelige liv og mit rigtige arbejde uden så meget som bare at have mit eget kontor længere. Jeg dupper lidt pudder i mit allerede blege ansigt og smører en smule svagt rosa læbestift på læberne. Jeg trækker trusser og bukser af og vasker mig med en vaskeklud. Derefter tager jeg et par rene trusser og de samme bukser på.

Efter jeg har drukket kaffen, smutter jeg ned ad gangen og banker på hos Wolfgang. Han åbner stort set øjeblikkeligt og inviterer mig ind i sit køkken. Ingen af os har et rigtig elementkøkken, men bare et par hylder og nogle skabe. Wolfgangs hylder er stoppet med nødder og frø og tørret frugt i gennemsigtige pakninger. Hans skabe indeholder udelukkende alkohol, hvilket er grunden til, at jeg er her nu. Da jeg træder ind, bemærker jeg, at der lugter mere rent i køkkenet, end der plejer. Som regel er de eneste møbler derude et laminatbord og en enkelt stol, og jeg er nødt til at have en stol med selv, hvis jeg skal spise med. Her til aften er der to stole foruden en lille vase med blomster på bordet.

"Synes du, at her ser indbydende ud?" spørger han.

"Ja, selvfølgelig," siger jeg. "Især på grund af de to stole. Skal du have Cathrine på besøg?"

"Cathrine? Nej. Jeg har slået op med Cathrine. Jeg får besøg af en, som er noget meget mere specielt end Cathrine."

"Dit kærlighedsliv skifter godt nok hurtigt," siger jeg. "Ha! Ja. Hurtigt og uventet."

"Okay. Nå, men hvis det er tilfældet, skal jeg ikke opholde dig..."

"Du kom ikke for at spise med, vel? For som du ved, er du altså velkommen en hvilken som helst anden dag ..."

"Nej," siger jeg. "Bare rolig. Selvom jeg ville ønske, at jeg var kommet for at spise med. Faktisk er jeg på vej hen for at spise sammen med de mennesker, som har invaderet mit kontor." Jeg ryster på hovedet. "I virkeligheden ved jeg ikke rigtigt, hvorfor jeg går derhen."

"Ah," siger han. "Hvis det ikke er en af mine gourmetmiddage, du er kommet for, er der vel noget andet, du gerne vil presse ud af mig."

"Mmm. Ja. Jeg tænkte på, om du måske har flere flasker tilbage af den der tvivlsomme vin."

Lige før jul erhvervede Wolfgang sig omkring tredive flasker bulgarsk rødvin fra en eller flere for mig ubekendte personer, som han siden har solgt af til mig for et pund stykket. Jeg har ikke købt nogen i et par uger, men jeg er nødt til at have en flaske med over til Heather og jeg har ikke lyst til at betale fem pund nede i supermarkedet, når jeg kun har omkring ti pund tilbage at leve for.

Han ryster på hovedet. "Tvivlsom? Hvordan kan du få dig selv til at kalde min vin for tvivlsom?"

Jeg griner. "Okay, så. Din fuldkommen reglementerede og lovlige rødvin."

Hans øjne glider horisontalt hen i retning af et af skabene. "Jeg har et par flasker tilbage."

"Må jeg købe en?"

"Selvfølgelig." Han trækker en ud af skabet. Etiketten er skrevet på bulgarsk, hvilket får den til at se temmelig autentisk og, ikke uvæsentligt, dyr ud. "Nå, hvordan står det ellers til?" spørger han og rækker mig flasken.

"Okay," siger jeg og giver ham et pund. "Mærkeligt. Åh - har jeg fortalt, at jeg er blevet færdig med bogen?"

"Den med forbandelsen?"

"Ja."

"Og opskriften var med? Og du har skaffet ingredienserne?"

Jeg spørger ikke, hvordan i alverden Wolf er kommet frem til den fuldkommen korrekte konklusion, at jeg ville begynde at lede efter ingredienserne, så snart jeg kendte dem.

"Nej," lyver jeg. "Den var desværre ikke med."

"Hvad sker der med Mr. Y?"

"Stort set alt, hvad han har frygtet, der kunne ske. Der sker én god ting: han laver miksturen og drikker den, og den fører ham også tilbage til Troposfæren. Men alting er helt forfærdeligt derinde. Han træder ind i sin kones bevidsthed og opdager på den måde, hvor ulykkelig han har gjort hende. Derefter træder han ind i sin konkurrents bevidsthed og forstår, at han aldrig nogensinde vil kunne slå ham. Lige inden det bliver åbenlyst, at han og hans kone er direkte på vej mod fattighuset, finder han ud af nogle flere ting i forhold til, hvordan Troposfæren fungerer. Man kan, rent faktisk, springe fra et menneskes bevidsthed og ind i en andens, præcis som Mr. Y havde forestillet sig. Og ved at gøre det, kan man også rejse ned igennem folks erindringer ... det er lidt som at surfe, selvom Mr. Y selvfølgelig giver det et andet navn: Pedesis."

"Igennem erindringer ...? Altså en form for tidsrejse måske?"

Jeg tror, det var det, der lå i det."

Jeg tænker på det næstsidste afsnit i bogen.

Jeg havde ikke fundet lykken, ej heller blot en smule medgang, i Troposfærens skyggerige. Dog følte jeg derinde en smule af, hvad en fugl må føle, når den glider igennem luften: I al den tid jeg strejfede omkring i denne nye verden, vidste jeg, at jeg var fri. Og selvom jeg havde fejlet i kødets verden, kunne jeg her i bevidsthedens verden flyve, måske ikke som en fugl kan flyve, men som et menneske, der bevæger sig hurtigt hen over et uendeligt antal trædesten, hvor hver ny sten udgør et afsæt, hvorfra det er muligt at springe ind i et utal af andre. Efterhånden som jeg blev mere erfaren og lærte at mestre denne metode til at springe længere ind i denne verden af bevidstheder, at bevæge sig med rappe og lette skridt og med samme naturlighed som bølgerne på vandet, besluttede jeg at kalde denne bevægelse for Pedesis, afledt af det græske Pedesis (pi eta delta eta sigma epsilon sigma). Denne flod med dens sten, som et landskab med dets våninger, flød af sted fremad - ja - men også baglæns. Og således besluttede jeg derfor at søge tilflugt, på pedetisk vis, i tidens tåger. Dette fører mig frem til afslutningen på min historie, for, netop nu i aften, er det min hensigt at sætte ud på en rejse mod Troposfærens inderste dyb. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil vende tilbage for at fuldføre min historie; så langt borte vil jeg da befinde mig fra dens begyndelse.

"Men hvad sker der så med Mr. Y?" spørger Wolfgang. "På hvilken måde fuldbyrdes forbandelsen?"

"Åh, han forsvinder ind i Troposfæren."

"Hvad, med krop og det hele?"

"Nej." Jeg ryster på hovedet. "Hans krop bliver fundet senere."

Wolf spærrer øjnene op. "Han dør?"

"Ja," svarer jeg. "Der er en 'Redaktørens bemærkninger' til sidst, som forklarer hvordan han blev fundet, kold og livløs, på gulvet i sin kælder. Han havde låst sig inde og havde begivet sig ud på sin sidste rejse dernedefra. Hans kone troede, at han var forsvundet og opdagede derefter den låste kælderdør og tilkaldte politiet. Han var sultet ihjel."

"Og forfatteren til denne bog døde også?"

"Ja."

"Så er det vist godt, at du ikke har ingredienserne, hvad?"

"Mmm."

Nogle gange ved nattetide ligner katedralens porte en åbentstående mund: et udbrud af forbavselse midt i en gade pakket med gamle, skæve bygninger, der er blevet lappet sammen på og fyldt ud med tidens gang. Den store træport er lukket og et skilt fortæller interesserede, at kirkepladsen er åben for besøgende igen i morgen fra klokken otte-tredive.

Altså ingen vievand i aften. Ingen Pedesis.

Men jeg ved jo godt, at det hele ikke er virkeligt, så måske udskyder jeg bare at vide det med sikkerhed. Jeg kunne trods alt være gået hen til katedralen tidligere i dag. Så den står altså på det virkelige liv igen her til aften, men det virkelige liv med et implicit løfte om noget andet, noget fiktivt. En aften mere af samme skuffe er ikke så slem, selvom jeg, nu hvor jeg står foran den lukkede port, ville ønske at jeg havde haft vievandet: jeg ville ønske, at jeg havde noget farligt at foretage mig senere i aften.

Jeg går hen ad det frosne fortov, som tindrer i mørket, mens jeg kigger på mit nye kort for at finde Heathers adresse. Huset viser sig at ligge i en sidegade lige bag katedralen: et lille rækkehus i gule mursten med en sort dør.

Jeg banker to gange med dørhammeren og træder derefter et skridt tilbage, mens jeg venter på, at hun skal komme ud og åbne.

"Ariel, hej!" siger hun, da hun åbner døren. "Tak fordi du ville komme. Er det vin? Fantastisk - jeg har virkelig brug for så meget vin som muligt efter i dag. Hvordan går det? Åh, undskyld. Her står jeg og plaprer løs i døren. Kom dog indenfor."

Døren fører direkte fra gaden og ind i stuen. Det er et af den slags huse, mange yngre akademikere tilsyneladende bor i, før de bliver gift og begynder at få børn, med fyrretræsgulve, løse tæpper, masser af bogreoler, indrammede Picasso-plakater, efterårsagtige plaider slynget hen over sofa og lænestole, et sofabord med dekorative bøger samt adskillige lamper. Der ser ud, som min lejlighed sikkert ville se ud, hvis jeg havde centralvarme og ingen mus og i øvrigt gad indrette mere end et rum. Jeg kan lugte ristet hvidløg kombineret med et eller andet fra et røgelseskar, måske en kombination af pebermynte og lavendel. Der er lunt i lejligheden. Noget jazz kommer ud af et lille stereoanlæg. Adam er ikke at se nogen steder.

"Hvid eller rød?" spørger Heather. "Åh, og bare gør dig det behageligt. Læg frakken hvor du vil - her er alligevel altid et syndigt rod."

Hvorfor siger folk altid, at der er rodet hjemme hos dem, når det ikke passer?

"Øhm, rød, tak. Sikken en dejlig lejlighed du har her, for øvrigt. Jeg er helt vild med den plakat."

"Ja, det er et ret fantastisk billede, ikke?" siger Heather over skulderen på vej ud i køkkenet efter vin. Hun kommer tilbage og rækker mig et stort glas med perlemorsskinnede, lyserød stilk. "Jeg elsker Picasso."

"Jeg er især glad for netop det billede," siger jeg og ser hen på det. "Jeg kan lide alt, hvad der har med fire dimensioner at gøre. Det er lidt af en besættelse for mig."

"Fire dimensioner?" siger hun, hvorefter hun stønner opgivende. "Okay, prøv at fortælle mig, hvad det lige er jeg ikke forstår her? Jeg har aldrig rigtig fået fat på det med kunst: jeg tænker bare 'sikken et pænt billede', hvorefter jeg hænger det op på min væg. Det er nu engang det der sker, når man biolog. Man har brug for folk fra humaniora til at forklare en, hvad det er, der rører sig ude i det virkelige liv."

Jeg griner og forsikrer Heather om, at jeg kun ved en ganske lille smule om kubisme og futurisme og ikke meget andet om kunst, hvorefter jeg siger noget om, at man kan se billedet, som om kvindens hoved bevæger sig igennem tiden, eller, alternativt, at hun bliver betragtet igennem et firedimensionalt væsens øjne.

"Wow. Det lyder cool. Jeg kan nu bedst lide Skriget. Men jeg syntes, det var lige lovlig studentikost at have det hængende i stuen, så jeg gik efter noget lidt mere sofistikeret. Men jeg er altså bare helt vild med Skriget. Det er sådan, jeg føler mig indeni det meste af tiden."

"Hvorfor?"

"Åh, øhm ..." Det banker på døren. "Det må være Adam, håber jeg, og ikke en eller anden seriemorder." Hun griner. "Vent her."

Af uvisse årsager begynder mine hænder pludselig at ryste. Jeg stiller glasset fra mig og tager det straks efter op igen. Der står et koldt pust ind i rummet, da Heather slår døren op for at tage imod Adam. Han ser ud præcis, som han gjorde tidligere; den eneste forskel er, at hans hår virker mere uglet.

"Hej," siger han henvendt til mig og tager frakken af. "Hej," svarer jeg tilbage.

Heather siger, at han bare skal lægge frakken, hvor han synes og gentager sin undskyldning over "alt rodet", hvorefter hun går ud i køkkenet for at hente et glas hvidvin til ham. Vi ser på hinanden uden at røre os eller sige noget.

"Nå," siger hun, da hun kommer tilbage. "Men jeg er altså ved at lave en gang pasta med ristede grøntsager. Bare noget helt enkelt - jeg håber det er i orden med dig, Adam?"

"Ja, fint," siger han og tager glasset, mens han stadig kigger på mig. Jeg ser direkte tilbage på ham, men denne gang bryder han blikket og ser over på Heather. "Det lyder rigtig dejligt."

Adam sætter sig i den ene side af den store sofa over for der, hvor jeg sidder. Uden at se på nogen af os læner han sig frem og studerer de bøger, som ligger på sofabordet. Da han har kigget på dem alle sammen, tager han en stor bog med stift bind og med titlen Sære fisk op og begynder at bladre i den. Ingen af os siger noget i et par sekunder. Heather må have stillet sit anlæg på shuffle, for da jazznummeret er slut, følger en sørgmodig akustisk guitar og en fyr begynder at synge et eller andet om at være alene og ensom i natten.

"Jeg må hellere gå ud og sætte pastaen over," siger Heather. "Nå," siger Adam, da hun er gået. "Hvordan går det?"

"Fint nok, tror jeg. Hvad med dig? Har du fundet dig til rette derude?"

"Ja, bestemt. Og tak for at du vil dele dit kontor med os."

"Det er helt i orden. Men som jeg også fortalte Heather tidligere, havde jeg sådan set ikke noget valg."

"Okay, på den måde. Så du fik os så at sige presset ned over hovedet?"

"Ja. Men det gør mig vitterlig ikke noget. På ære."

Smalltalk, smalltalk. Og derefter begynder han igen at bladre i bogen, han sidder med i skødet.

Heather kommer tilbage.

"Nå, hvordan står det til i religionens verden?" spørger hun ham. "Hvordan går det med Gud?"

"Hvor skulle jeg vide det fra?" spørger Adam.

"Er du da ikke religiøs?" spørger hun. "Jeg troede ..."

Adam smiler. "Jeg skal give dig det korte svar: Nej."

"Åh, kom nu," siger Heather. "Hvordan lyder det lange svar? Åh!" Et eller andet ude i køkkenet har sagt "ding" og hun springer op for at gå ud og tage sig af det. "Undskyld - det er pastaen, tror jeg."

Adam sender mig et blik, som om vi skal til at røve en bank sammen. Han ser også ud, som om han egentlig helst ville være fri.

"Reddet," siger han.

Jeg smiler til ham. "Det var ærgerligt," siger jeg. "Jeg ville ellers også gerne have hørt den lange version."

"Åh ..." Han sukker og løber fingrene igennem håret.

"Hey - det er lige meget," siger jeg. "Jeg snakker bare. Du behøver ikke at fortælle mig noget som helst."

"Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg hellere sidde og kigge på fisk," siger han.

Jeg smiler. "Ja, jeg tror godt, jeg forstår hvad du mener."

"De er mærkelige, de her fisk. Har du kigget på dem?"

"Nej."

"Prøv at komme herover og se."

Da jeg rykker hen ved siden af ham i sofaen, kommer jeg til at tænke på alle de gange, jeg har været sammen med en mand og de kæder af løgne, der har bragt os først ind i det samme hus, så ned på den samme sofa og siden ind i den samme seng. Jeg er træt. Jeg fryser. Kom herover, der er noget, jeg skal vise dig. Det ender altid med, at man knepper.

Nu sidder jeg ved siden af ham, med bare et par centimeter imellem os, men selvfølgelig er der Heather ude i køkkenet. Jeg trækker ærmerne længere ned på min trøje for at skjule håndleddene.

"Prøv at se," siger han og peger.

Bogen er slået op på et helsidesbillede af en gennemsigtig fisk. Den ligner et brugt kondom med røde tænder.

"Idrk!" siger jeg. Men faktisk kan jeg ret godt lide den. "Har den et navn?"

"Det tror jeg ikke. Prøv at se den her."

Adam vender siden og drejer bogen hen i min retning. Billedet viser noget, der godt nok ligner en fisk, men i stedet for et normalt "fiskeansigt" med udstående øjne og en lille mund, har den her tingest tilsyneladende et ansigt som en abe hugget i sten, som om en eller anden har klasket de to ting sammen - fiskekroppen og abehovedet - som en slags joke, eller måske endda ved et uheld.

"Hvad ville du kalde sådan en?" spørger jeg.

"Det ved jeg ikke. En abefisk? Forloren abefisk?"

Han bladrer igen og finder endnu et billede. Det ligner en orm med et sæt fritsvævende kønslæber voksende ud af den. Jeg får lyst til at grine, men gør det ikke.

"Orkidefisk," siger han. Hvorefter vi bliver bedt om at komme ud og sætte os til bords.

"Gør mig den tjeneste at fortælle mig, at du ikke går ind for, at man underviser børn i kreationisme," siger Heather til Adam cirka fem minutter efter, vi er begyndt at spise. "Eller hvad det nu er, man kalder det i dag: intelligent design."

Vi spiser pasta med ristede grøntsager, som lovet, og med en stor salat til. Frem til dette nye spor i samtalen har Heather fortalt om sine problemer med at finde ordentlige mænd på universitetet.

Pastaen er næsten lige så håbløst springende i det som hun selv, og de hvide spiraler glider af gaflen, hvis man ikke passer på. Grøntsagerne - cherrytomater, svampe, auberginer og bagte løg - er blevet vendt i olivenolie og citronsaft og har en let klistret, næsten karamelliseret overflade. Der er også hvidløgsbrød og jeg spiser så meget jeg kan. Faktisk har jeg frem til nu været meget mere interesseret i maden end i samtalen. Jeg plejer at hade middagskonversationer, men selv jeg kan se, at den her godt kan gå hen og blive ganske interessant.

"Hvordan mener du?" spørger Adam.

"Altså som en del af de naturvidenskabelige fag," svarer hun. "Er der ikke forskel på kreationisme og intelligent design?" siger jeg.

"Ikke for alvor," svarer hun. "Intelligent design påberåber sig at være videnskabelig, men det er den ikke: når det kommer til stykket, udtaler den sig om ting, man ikke kan vide noget som helst om."

"Folk, der går ind for intelligent design, er sådan nogle som mener, at evolutionen er alt for kompliceret til at have kunnet finde sted helt af sig selv, er det ikke?" spørger jeg.

"Jo," siger Heather. "Altså, bliiing! Bare fordi de ikke kan forstå det ..."

"Jeg ville aldrig undervise i religion, som om det var en videnskab," siger Adam. "Men vi medtager delvist videnskabelige spørgsmål i vores undervisning på religion, hvis det kan gøre dig en smule klogere."

"Hvilke, for eksempel?" spørger Heather.

"Vi underviser i skabelsesberetninger og myter," siger Adam. "Herunder Big Bang."

"Og hvordan er det så lige, man skal forstå Big Bang som en myte?" spørger Heather.

"Det er en historie," siger Adam. "Ligesom historien om at verden kom ud af et enormt æg, eller at Gud sagde 'Lad der blive lys' hvorefter der blev lys. Det er alt sammen bare historier om verdens skabelse - ingen af os var til stede for at indsamle de nøgne facts, og vi er derfor nødt til at konkludere, at man ingenting kan vide med sikkerhed."

"Men vi er faktisk stadig del af Big Bang," siger Heather. "Så vi ser det omkring os hele tiden. Vi er 'til stede' lige nu. Og desuden kan videnskaben godt vide ting uden selv at have oplevet det. Der er heller aldrig nogen, der rent faktisk har set en dinosaur. For resten, husk nu endelig bare at forsyne jer med mere mad og vin."

"Det er ikke, fordi jeg er ude på at skændes eller noget," siger Adam med et smil. "Men jeg kan altså ikke tilslutte mig Big Bang-teorien i større grad, end jeg kan tilslutte mig de mennesker, som mener at verden bliver holdt på plads af enorme skildpadder."

"Men man kan ikke være uenig i Big Bang-teorien!" svarer Heather.

"Hvorfor ikke?"

"Altså, det er jo ikke en holdning; det er en velunderbygget teori med masser af beviser. Det er bestemt ikke noget, man bare kan vælge at være enig eller uenig i. Man kunne vælge at forsøge at modbevise den, men det er noget helt andet."

"Så man kan altså godt danne sig en mening om f.eks. kreationisme eller hvorvidt Gud findes eller ej, men jeg må ikke have en mening om, hvorvidt verden vitterlig begyndte med et uendeligt lille støvkorn, som pludselig eksploderede uden nogen beviselig årsag?"

"Okay, jeg indrømmer at selve begyndelsen er lidt langt ude," svarer Heather.

"Og så er der også problemet med, hvad der gik forud for begyndelsen," siger jeg.

"Ja, ja," siger Heather. "Men prøv at se bort fra alt det et øjeblik og se i stedet på alle de beviser, der er for Big Bang. Når først man har indset, at alt i universet er i bevægelse og at tingene bevæger sig længere og længere væk fra hinanden, går det op for en at, tja, i går var alting lidt tættere på hinanden, og dagen forinden en lillebitte smule tættere endnu. Hvis man spoler båndet helt tilbage til begyndelsen, må man indse at alting logisk set må have været klumpet sammen som udgangspunkt. Så ... Adam, så meget er du vel nødt til at give mig ret i?"

"Er jeg? Åh, må jeg bede om lidt flere grøntsager, tak?"

"Kun hvis du giver mig ret," siger Heather grinende.

"Nå, jamen, i så fald ..." Adam holder hænderne frem for sig som for at forhindre noget stort i at brase ind i ham.

"Nej. Jeg laver bare sjov. Her ..." Hun skubber skålen med grøntsager hen mod Adam. "Men jeg kan stadig ikke forstå, hvordan du kan modsætte dig de videnskabelige fakta."

"'Fakta' er et ord. Videnskab i sig selv er bare en bunke ord. Mit gæt er, at sandheden eksisterer et sted hinsides sproget og det, vi kalder for 'virkeligheden'. Det må den gøre; altså, hvis den overhovedet eksisterer, vel at mærke."

"En gang til?" siger Heather spørgende.

"Aha," siger jeg og nikker med løftede øjenbryn. "Det kan godt være, at han fik dig der."

"Det hele er kun en illusion," siger Adam. "Skabelsesberetninger, myter, religion, videnskab. Vi fortæller os selv, hvordan tiden fungerer - derfor kan du for eksempel forestille dig at spole univers-båndet tilbage og være sikker på, hvad du vil finde i den del af tiden, vi kalder for 'i går' - men i går eksisterer kun, fordi vi har opfundet den: den er ikke virkelig.

Du kan ikke bevise over for mig, at i går nogensinde har fundet sted. Alt det vi går rundt og bilder os selv ind, at vi skal tro på, er en fiktion, en historie."

"Tja," siger Heather, "det kan man jo ikke argumentere imod - hvilket straks gør mig mistænksom. Og desuden - hvis virkeligheden ikke er andet end en illusion, hvorfor gider vi så overhovedet fortsætte?"

"Fortsætte med hvad?"

"Med at forsøge at forstå alting. Med at forsøge at finde sandheden."

"Man kan forsøge at finde sandheden uden for virkeligheden," siger Adam.

"Og hvordan skulle det så foregå?"

Adam trækker på skuldrene. "Gennem meditation, tror jeg. Eller muligvis ved at drikke sig meget fuld."

Jeg skulle netop til at sige et eller andet dybt om Derrida, men Heather ser ægte foruroliget ud, så jeg beslutter at lade være.

"Meditation er ikke en videnskab," siger hun.

"Det er netop det, der er pointen med det," svarer Adam.

"For himlens skyld," siger hun, nu lettere forpustet. "Alle den slags småuldne overnaturlige ting ... altså ikke for at fornærme dig, men det eneste, man skal bruge for at bedrive videnskab er faktisk ord og logik. Jeg kører et aftenkursus for voksne i videnskabsmetode og jeg giver dem altid eksemplet med de der edderkoppespind, der sidder uden for undervisningslokalet. Historien går ud på, at der er den her lange gang uden for lokalet med en masse orange lamper skruet fast i væggen. Lyset er altid tændt. Om aftenen kan man se en masse spindelvæv, som er spundet oppe omkring lamperne og man kan se alle stankelbenene og insekterne, som er fanget i dem.

Man kan se på disse her spind og tænke: 'Er edderkopperne ikke bare kloge, at de har forstået, at de skal lave deres spind der, hvor de andre insekter søger hen, fordi de bliver tiltrukket af lyset?' Eller man kan gå et skridt videre og indse, at man kun har lagt mærke til de spind, som sidder i nærheden af lamperne og at man derfor har konkluderet, at det er de eneste, der er. En digter ville måske stoppe op og give sig hen i forestillinger om edderkoppernes umådelige snedighed. En videnskabsmand ville registrere præcis, hvor mange spindelvæv der var, og hvor, og derefter konkludere at det er tilfældigt, at nogle af dem befinder sig i nærheden af lamperne."

"Men alt det beviser jo bare, det jeg siger," svarer Adam. "Jeg ville ikke konkludere, at edderkopperne havde til hensigt at bruge lyset til at lokke insekterne til. Jeg ville gå ud fra, at jeg aldrig ville kunne forstå, hvad edderkopperne foretog sig og hvorfor, fordi jeg ikke selv er en edderkop."

"Men videnskabsfolk er nødt til at forsøge at forstå ting. De er nødt til at spørge hvorfor?"

"Ja, men de vil aldrig finde et ordentligt svar," siger Adam.

"Bortset fra det," siger jeg med lidt højere stemme, end jeg egentlig havde tænkt mig. "Øh ... bortset fra det skulle jeg lige til at sige, at alt det med videnskab og sprog er enormt spændende set i relation til noget, jeg læste om Big Bang for nylig. Det hele er lidt kompliceret, men det viser, at hvis man tager udgangspunkt i nogle af de grundlæggende antagelser om Big Bang, vil man rent logisk ende et sted, hvor vi enten lever i et multivers eller i et univers skabt af Gud. Der er ikke rigtig nogen mellemvej."

"Jeg kommer vist til at blive godt ør i hovedet, før aftenen er omme," siger Heather.

"Du skal bare drikke noget mere vin," siger Adam og smiler til hende.

Jeg er lige blevet færdig med det sidste stykke hvidløgsbrød og både Heather og Adam har lagt kniv og gaffel fra sig. Jeg samler min taske op og fisker en pakke cigaretter frem.

"Hvis du er til meditation og den slags, er det så ikke forkert at drikke vin?" spørger Heather.

"Åh, det er så sjældent, jeg gør det," svarer Adam.

Jeg ved ikke, om han mener mediterer eller drikker vin, men selvom jeg forventer at Heather vil spørge, gør hun det ikke. I stedet samler hun et vildfarent rucolablad op og lægger det tilbage i salatskålen.

"Må man ryge herinde?" spørger jeg.

"Ja, ryg bare løs. Jeg åbner døren ud til, hvis det er i orden med jer."

Hun rejser sig for at gøre det, og Adam og jeg begynder så småt at gøre tegn til at tage af bordet, da hun siger, at vi bare skal lade det stå.

"Nej, helt seriøst," siger hun. "Fortæl mig om den her Gudeller-multivers-teori."

"Okay," siger jeg og tænder en cigaret. "Undskyld - har du et askebæger? Jeg kan også gå udenfor, hvis du synes ..."

"Nej-nej, jeg henter bare en underkop."

"Gud eller multiverset," siger Adam dæmpet, mens Heather er ude efter underkoppen. "Hmm."

"Kender I de basale begreber inden for kvantefysikken?" spørger jeg. "Altså ikke den totalt hardcore svære del af stoffet, men den slags der står i populærvidenskabelige bøger? Om patrikelbølger og sandsynlighed og den slags."

Adam ryster på hovedet. Heather lægger sit på skrå, som om hun forsøger at få alle informationerne til at trille ned ad bakke inde i sin hjerne og lægge sig til hvile et sted, hvor hun kan få adgang til dem.

Jeg burde vide det," siger hun. "Jeg tror, jeg har vidst det en gang. Men man lærer at ignorere al den slags, når man arbejder på det molekylære plan. Det har ikke nogen umiddelbar effekt, hvilket betyder at man kan tillade sig at se bort fra det."

"Jeg er bange for, at jeg er helt på bar bund her," siger Adam.

"Okay, sagen i en nøddeskal er - og jeg må lige advare jer om, at jeg altså laver min ph.d. inden for humaniora, hvilket vil sige, at I helt sikkert kunne få det her formidlet fra mere pålidelig kilde - at kvantefysik beskæftiger sig med subatomare partikler, eller med andre ord: partikler der er mindre end atomer."

Adam rynker panden. "Det kan godt være, det lyder skørt, men jeg har en sær fornemmelse af, at jeg engang har set en af den slags partikler eller sådan noget," siger han. "Måske er jeg bare fuld. Det må være noget, jeg har hørt engang og så har glemt igen. Nå, men bortset fra det vil min hjerne rigtig gerne have, at du fortæller mig, hvad i alverden der er mindre end et atom?"

"Jamen, som alle ved består et atom da af neutroner, protoner og elektroner," siger Heather.

"Som så igen består af kvarker," siger jeg. "Bortset fra elektronen, som er udelelig - eller det mener man i det mindste, den er. Folk troede også, at atomet var udeleligt for hundrede år siden, og før da vidste man ikke engang, at det eksisterede, så det er ikke ligefrem, fordi vi ved det hele endnu."

Der er koldt i rummet med bagdøren åben. Heather rejser sig og tager en lille cardigan fra en stoleryg og tager den på.

"Jeg tror nu, vi er ret sikre på det med elektronen," siger hun. "Uf, hvor er det koldt."

Adam og jeg udveksler et sigende blik.

"Bortset fra det," siger jeg, "kvantefysikken beskæftiger sig altså med disse her bittesmå partikler af stof.

Men da først fysikerne begyndte at teoretisere over disse partikler og observere dem i aktion i partikelacceleratorer og den slags, opdagede de, at den subatomare verden ikke opfører sig, sådan som man ville have forventet."

"Hvordan det?" spørger Adam.

"Alt det, der handler om almindelig sund fornuft - at fortiden går forud for fremtiden, årsag og virkning, Newtons love og aristotelisk poetik - ingen af de ting spiller en rolle på det subatomare plan. I et deterministisk univers, som er den slags univers Newton troede, at vi levede i, kan man altid forudsige, hvad der kommer til at ske, hvis man har tilstrækkeligt med informationer om, hvad der er gået forud. Og man kan altid vide ting med sikkerhed. Det er enten dag eller nat, for eksempel: det er aldrig begge dele på en gang. På kvanteniveau hænger tingene ikke sådan sammen."

"Og det er den slags ting, der får mit hoved til at snurre," siger Heather.

"Ja, det er ret mærkeligt," siger jeg. "Det er ... altså, der er for eksempel partikler, som kan gå igennem vægge, bare sådan uden videre. Der er partikelpar, der tilsyneladende er forbundne og forbliver forbundne, selvom der er millioner af kilometer imellem dem. Einstein kaldte det "actio in distans" og afviste det fuldstændig, fordi det syntes at pege i retning af, at informationer kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed."

"Og der er ikke noget, der kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed," siger Heather. "På det punkt er jeg helt på linje med Einstein."

"Nå, men en af de mærkeligste ting ved subatomare partikler er, at der sker noget højst besynderligt, når man kigger på dem. Frem til det øjeblik, hvor man rent faktisk observerer dem, befinder de sig i en ikke-defineret tilstand, hvor de kan indtage alle mulige positioner i atomet, f.eks. som superposition eller som partikelbølge."

Adam ryster på hovedet. "Der tabte du mig vist, er jeg bange for," siger han.

"Hør her," siger jeg. "Forestil dig, at du er ude at gå en tur, og jeg ikke ved, hvor du er. Du kunne være på universitetet, i parken, ude at handle, i et rumskib, på Pluto, hvor som helst. Det er alt sammen reelle muligheder, selvom nogle af dem er mere sandsynlige end andre."

"Okay," siger Adam.

"Nå, men almindelig logik siger dig, at du helt sikkert befinder dig enten det ene eller det andet sted, uanset om jeg har set dig der eller ved med sikkerhed, at du befinder dig det pågældende sted. Du er der et eller andet sted, det er bare mig, der ikke ved hvor."

Adam nikker og et kort sekund forestiller jeg mig et liv, der er så normalt, at jeg kunne være sammen med sådan en som ham, måske bo sammen i et hus ligesom det her, og have den slags jordbundne, men på en eller anden måde næsten surrealistiske tanker: er han ude at handle eller er han på arbejde?

"Altså," siger jeg, "pointen er selvfølgelig, at du er stand-in for partiklen i dette eksempel ... Nå, men kvantefysikerne siger, at når din position er ukendt - du kunne være ude at handle, i parken og så videre - eksisterer du faktisk alle de steder på en gang, indtil nogen finder ud af, hvor du er, ved at observere dig. Så i stedet for en klart afgrænset 'virkelighed', er der en udflydende skygge. Du er i en butik og i parken og på universitetet, og det er først, når jeg begynder at lede efter dig og opdager, at du er i parken, at alle de andre muligheder forsvinder og virkeligheden blive slået fast."

"Så selve observationen har en reel indflydelse på virkeligheden?" spørger Adam.

"Ja - eller, set ud fra denne model i hvert fald. Ideen om at alle muligheder eksisterer som en bølgefunktion, indtil en udefrakommende observatør kigger på partikelbølgen, og dermed får den til at stoppe, kaldes Københavnermodellen."

"Er der andre måder at anskue det?"

"Ja. Der er mange-verdens-fortolkningen. Den går kort sagt ud på, at hvor Københavnermodellen peger i retning af, at alle andre muligheder falder væk, så man står tilbage med én afgrænset virkelighed, der er knyttet til observationen, foreslår mange-verdens-fortolkningen at alle muligheder eksisterer på en gang, men at hver af dem har hvert sit univers at gøre det i. Så der er, bogstavelig talt, mange verdener, hver med en lillebitte forskel. Så i ét univers er du i parken, i et andet er du på arbejde og i et tredje på månen eller i zoologisk have eller sådan noget."

"Det er de to eneste muligheder, der er, ikke?" spørger Heather. "Jeg mener, de fleste tror enten på den ene eller den anden af de to teorier?"

"Jo, det mener jeg bestemt," siger jeg. "Men jeg tror nu, de fleste hælder mod Københavnermodellen."

"Men hvad har alt det at gøre med Big Bang?"

"Tja," siger jeg. "Hvis du forestiller dig den oprindelige partikel: den som sagde 'bang' for fjorten milliarder år siden ... den partikel burde være ligesom enhver anden partikel. Den burde have sin egen bølgefunktion - en række af muligheder i forhold til, hvor den befandt sig og hvad den lavede. Så med det vi kender til kvantefysikken, er der noget, der tyder på, at med mindre en udefrakommende observatør pludselig kom på banen og kiggede på præcis, hvilken tilstand partiklen befandt sig i, ville dens bølgefunktion ikke kollapse.

Med andre ord ville den blive ved med at eksistere i en tilstand, hvor alle sandsynlige positioner var til stede på en gang. Den ville både være hurtig og langsom, bevæge sig mod højre og venstre og være her og der og alle vegne på en gang. En observatør, der befinder sig uden for universet, må være Gud. Så måske var det Gud, som fik den bølgefunktion til at kollapse, der udviklede sig til universet. Med andre ord; ud af alle muligheder fik Gud netop den oprindelige partikel til at kollapse og blive til det univers, som vi lever i. Det er Københavnermodel-udgaven kombineret med tanken om den oprindelige partikel. Hvis man afviser den model, står man tilbage med mange-verdens-fortolkningen, som peger i retning af, at der ikke er nogen udefrakommende observatør og intet kollaps. I stedet eksisterer alle mulighederne et sted 'derude' - hvert eneste univers, man overhovedet kan forestille sig eksisterer parallelt med vores: nogle varme, nogle kolde, nogle med mennesker, nogle uden, nogle som skaber deres egne 'baby-universer' og nogle, der ikke gør ..."

Heather stønner. "Jeg vidste, at der var en grund til, at jeg havde glemt alt det her."

"Hvad hvis man afviser kvantefysikken?" spørger Adam.

"Så tror jeg desværre din cd-afspiller og dit kreditkort holder op med at virke."

"Jeg har hverken cd-afspiller eller kreditkort."

Jeg smiler bredt. "Nej, men du forstår godt, hvad jeg mener alligevel. Moderne teknologi bygger på kvantemekanik. Ingeniører bliver undervist i det. Jeg mener, det er skørt, men det virker derude i den virkelige verden."

"Gud eller multiverset," siger Heather. "Hvilken mulighed foretrækker du?"

"Jeg er ikke specielt begejstret for nogen af dem," svarer jeg. "Men formentlig Gud - hvad det så end indebærer.

Man kunne måske kalde det Thomas Hardy-modellen: Jeg vil hellere forestille mig en eller anden instans et sted derude, som betyder noget i stedet for at føle, at jeg eksisterer i et enormt hav af ren meningsløshed."

"Hvad med dig, Adam?"

"Gud," siger han. "Selvom jeg egentlig troede, at jeg havde lagt den slags spørgsmål bag mig." Han smiler uden at man kan se hans tænder, som om det ville få hans ansigt til at gå i stykker, hvis han brugte munden noget mere. "Nej, det giver faktisk mening: forestillingen om en udefrakommende intelligens. I hvert fald foretrækker jeg den mulighed i denne sammenhæng."

"Nå, jamen så står jeg vist alene sammen med multiverset," siger Heather.

"Man er aldrig alene i multiverset," påpeger jeg.

"Ha-ha," siger hun. "Helt ærligt, jeg kan bare ikke forestille mig, at Gud har skabt livet, ikke med den slags research jeg arbejder med. Jeg mener, beviset er der bare ikke. Og jeg får så mange trusselsbreve fra kreationisterne, at jeg ikke kan se mig selv rette ind i forhold til dem på nogen som helst måde."

"Jeg tror ikke, at man kan kalde det her at 'rette ind' i forhold til kreationisterne," siger jeg. "Det må da kunne tænkes, at et eller andet udefrakommende væsen har udløst selve universets begyndelse, men at alt andet siden har udviklet sig, præcis som videnskaben mener det?"

Men mens jeg siger det, tænker jeg: "gennem Newtons teori om årsag og virkning," og det går pludselig op for mig, at dette modsiger ideen om et kvanteunivers, hvorefter jeg ikke længere ved, hvad jeg skal sige.

"Hvad præcis er det, din research går ud på?" spørger Adam.

Jeg leder efter LUCA," svarer hun. "Eller det er i hvert fald den overskrift, man bruger, hver gang videnskabsjournalisterne skriver om det. LUCA står for Last Universal Common Ancestor. Med andre ord leder jeg efter vores alle sammens sidste fælles stammoder."

"Hun har den her computermodel," siger jeg. "Du skulle prøve at se den, næste gang du er på kontoret. Jeg forstod den ikke, da jeg så den, men alligevel gav den mig kuldegys op og ned ad ryggen."

"Vores universelle stammoder," siger Adam. "Interessant."

"Lad være at sige noget - du tænker sikkert på noget i retning af edens have, med ..." begynder hun.

"Nej-nej. Den store moder. Altings begyndelse. Tao kaldes også de titusind tings stammoder: tom, men dog uudtømmelig, giver den liv til et uendeligt antal verdener. Det er fra Tao Te Ching."

"Åh," siger Heather. "Nå, men det lyder nu også næsten lige så slemt. Hvem vil have dessert?"

Tolv

Efter desserten - bagte abrikoser med honning, cashewnødder og cognac - og en lang samtale om LUCA og et andet forskningsobjekt kaldet FLO (first living organism), siger Adam og jeg tak for i aften til Heather og går sammen hen ad det glatte, frostglitrende fortov.

Da vi er kommet uden for hørevidde, begynder Adam at grine.

"Hvad?" siger jeg.

"Altså, jeg synes ikke, jeg ville sige det, men jeg ved ikke rigtig, om det interesserer mig, hvilken bakterie, vi nedstammer fra."

"Biologer har det godt nok med at have de mest deprimerende forklaringer på tingene," siger jeg. "Jeg var nu heller ikke alt for overbevist af Heathers reaktion på mine tanker omkring maskiners bevidsthed."

"Nej. Hun foretrækker at opretholde status quo, tror jeg."

"Sådan opfatter jeg det også. Men jeg kan ikke se, hvad der skulle være galt i forhold til argumentationen. På et eller andet tidspunkt udviklede dyrene sig fra planter, og derfra til bevidst liv. Hvad er bevidsthed? Logisk set består vi af de samme kvarker og elektroner som alt andet, der så måske bare er sat sammen på en anden måde. Men bevidsthed er tydeligvis noget, der kan udvikle sig. Så langt hen ad vejen formulerede Samuel Butler det også i det nittende århundrede. Hvis den menneskelige bevidsthed kunne udvikle sig fra ingenting, hvorfor skulle maskiner så ikke også kunne udvikle en bevidsthed?"

Der er en række indlysende indvendinger mod denne tanke, hvoraf Heather faktisk også påpegede nogle af dem. For eksempel: hvad hvis bevidsthed kun kan eksistere i organiske livsformer? Men hvad er en organisk livsform? Maskiner kan kopiere sig selv. De består af kulstof. De har brug for brændstof, præcis som vi har det.

"Medmindre bevidsthed ikke er noget, der opstår af stof," siger Adam.

"Ja, hmm, det er vel også en mulighed," siger jeg. "Men nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke: hvis en computer læste alle bøger i hele verden, ville den så med tiden begynde at forstå, hvad sprog er?"

"Hmm," siger Adam. Derefter, efter en længere pause: "Det er koldt."

"Ja. Jeg hundefryser."

Der er næsten helt stille, da vi begynder at gå ind mod centrum af byen. Klokken er over midnat, og da vi nærmer os katedralen, er de eneste lyde, jeg kan høre den fjerne brummen af lastbiler uden for butikkerne; den knirkende lyd af mænd som læsser bluser og sandwich og færdigsnittede salater og kaffebønner og aviser af, så tingene kan materialisere sig i butikkerne i morgen, som ved et trylleslag.

"Kender vi to hinanden?" spørger Adam pludselig. Jeg tøver lidt og siger så: "På hvilken måde?"

"Jeg mener, jeg syntes jeg havde set dig før, da jeg mødte dig tidligere i dag."

Jeg tager en dyb indånding: kold luft fylder lungerne. "Jeg tænkte det samme."

"Men jeg kender dig ikke. Det er jeg sikker på."

"Tja ..." jeg trækker på skuldrene. "Måske har vi mødt hinanden for længe siden og bare glemt det igen."

"Jeg ville ikke have glemt det. Jeg ville ikke have glemt det, hvis jeg havde mødt dig."

"Adam ..." begynder jeg.

"Lad være med at sige noget," siger han. "Prøv bare at se." Vi er netop kommet forbi katedralens port. Hvis man stopper og ser op mod det punkt, som Adam peger på, kan man se Jesus kigge ned på en, udhugget i sten.

"Det er utroligt," siger jeg, uden at tænke. "Selv hvis man ikke tror på resten, er Jesus en bemærkelsesværdig skikkelse." Jeg begynder at grine. "Det lød tåbeligt og banalt. Undskyld. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der vil være uenig i det."

"Du skulle bare vide ..." svarer Adam.

"Åh," siger jeg og kommer pludselig i tanke om, da jeg stod på præcis samme sted tidligere i dag og kiggede på porten, snarere end op på Jesus. "Ved du noget som helst om vievand?"

"Det var dog et mærkeligt spørgsmål."

"Det ved jeg godt." Vi begynder igen at gå og drejer ned ad en lille, brolagt gade i retning af min lejlighed. Det slår mig, at vi måske er på vej hjem til mig for at sove sammen; måske var det noget, jeg godt kunne finde på.

Men i stedet for den sædvanlige spænding, bliver jeg ramt af en helt anden følelse: den samme følelse, jeg fik tidligere, da jeg så på min computerskærm og opdagede, hvor beskidt den var. Jeg er beskidt, og har travlt med at gøre noget, som kan hjælpe mig til at flygte. Ikke desto mindre fortsætter vi i retning af min lejlighed.

"Hvad vil du gerne vide?"

"Øhm, alt muligt, velsagtens, men især hvor jeg kunne få fat i noget."

"Vievand?" Jeg kan ikke se hans ansigtsudtryk i mørket, men jeg fornemmer klart en skepsis i hans stemme. "Er du katolik?"

"Nej. Jeg er overhovedet ikke spor religiøs. Min mor troede på aliens."

"Aha."

"Ja. Men hvorfor spørger du?"

"Fordi det kun er katolikkerne, der bruger vievand. Du vil kunne finde noget i en hvilken som helst katolsk kirke."

"Ikke inde i katedralen?"

"Nej. Ikke normalt, i hvert fald."

"Jeg var ellers sikker på, at jeg havde set nogle døbefonde inde i katedralen. Jeg ville have været derinde tidligere, men der var lukket."

"Der er fonde derinde. Men de er tomme. Den engelske kirke droppede vievand for flere hundrede år siden."

"Ah. Så hvis man ville forsøge at få fat i noget vievand fra en katolsk kirke, ville man være nødt til at gøre det i dagtimerne, formoder jeg."

"Nej. Ikke altid. Man ..." Han holder inde. "Vil du da gerne have haft fat i noget nu?"

"Måske. Ja. Måske. Jeg ved det ikke."

"Må jeg spørge hvorfor?"

"Det er sikkert bedst, at du lader være. Det er ... altså, det er noget, som du sikkert ikke ville bryde dig om. Har du nogensinde hørt om fysikeren George Gamow?"

"Nej. Ville du have noget imod at gå i den modsatte retning, mens du fortæller om ham? Så skal jeg vise dig, hvor du kan få vievand."

"Mener du det?"

"Ja. Jeg har en nøgle til St. Thomas. Denne vej."

Jeg følger efter ham hen over en parkeringsplads og igennem en smal passage ud til Burgate. Burlems hus ligger lige ovre på den anden side af ringvejen et lille stykke efter St. Augustine, på en træbeplantet villavej. Jeg gad vide, hvordan huset ser ud nu. Jeg forestiller mig det helt pakket sammen, før det går op for mig, at det er fjollet tænkt: folk pakker ikke deres huse sammen længere. Måske har Burlem solgt det. Eller måske han rent faktisk er der. Jeg var forbi og banke på engang sidste år, men der var ingen, der svarede. Adam og jeg drejer til venstre og kommer forbi tegneseriebutikken: en hel vinduesudstilling bestående af superhelte og skurke; af de gode og de onde. Mens vi går, ryster jeg Burlem ud af hovedet og begynder i stedet at fortælle Adam om George Gamow og om, hvordan han engang som barn beholdt en oblat i stedet for at spise den og puttede den ind under sit mikroskop for at se, om der var nogen forskel på den og almindelig vaffelkiks. Jeg fortæller Adam, at jeg har tænkt mig at forsøge noget lignende med vievandet - altså dybest set et eksperiment, som måske ikke er helt i tråd med ånden i den katolske kirke. Så er vi fremme ved kirken.

"Jeg kan godt forstå det, hvis du alligevel ikke har lyst til at lukke mig ind," siger jeg.

"Nej. Jeg synes det lyder sjovt, dit eksperiment. Og for mig er det alligevel ligegyldigt."

Inden for kirkedøren er der mørkt og lugter af røgelse og kolde sten. Vi går ikke direkte ind: det viser sig, at vievandet er i en lille fond lige ved indgangen. Jeg bemærker, at Adam gør korsets tegn foran et billede af Jomfru Maria. Jeg tager den lille glasflaske frem.

"Jeg er sikker på, at det her ikke er noget, du burde give mig lov til at gøre," siger jeg.

"Det er bare vand," siger Adam. "Der er ingen regler, der siger, at man ikke må tage det med hjem. Og som sagt betyder alt det her ikke noget for mig længere."

Men han ser ikke på, mens jeg sænker flasken ned i fonden. I stedet fortsætter han forbi mig og begynder at pille ved nogle foldere og eksemplarer af The Catholic Herald. Der hænger en plakat på væggen fra et sted ved navn Saint Judes helgengrav. Adam løfter hånden og rører kort ved den. Jeg tror ikke, han er klar over, at jeg betragter ham. Jeg ser væk.

"Må jeg spørge, hvordan det kan være, at du har nøgler til kirken?" spørger jeg på vejen ud.

"Åh, jeg er præst," siger han. "Eller, det var jeg i det mindste. Kan vi gå hjem til dig nu?"

Set igennem en andens øjne må mit køkken virke som et mørkt, hengemt og trykkende sted, som stinker af hvidløg og cigaretter. Desuden står der en bog, der er forbandet på kaminhylden: en smal, bleg bogryg, man ikke engang lægger mærke til, hvis man er en anden end mig.

"Undskyld," siger jeg til Adam, idet vi træder ind.

Præcis hvad det er jeg undskylder for, ved jeg ikke. Det tykke lag gråt støv oven på dørkarmen? Sofaens armlæn, der er i stykker i den ene side? Brændemærkerne på de slidte, gamle køkkenborde? Det krakelerede grønne linoleum?

Når jeg er alene, lægger jeg ikke engang mærke til de ting. Jeg har lyst til at åbne et vindue, men det er for koldt. Jeg har lyst til at tænde for alle gasblussene ligesom jeg plejer, men gør det ikke.

"Undskyld her er så koldt," siger jeg.

"Der er også iskoldt hjemme hos mig," siger Adam. "Jeg bor ude på selve universitetsområdet."

"Gør du det? Hvor?"

"Jeg har et værelse på Shelley College. Det er lille og der lugter af macaroni & cheese hele tiden. Tro mig: det her er den rene luksus."

"Vil du have en kop kaffe?" spørger jeg.

"Bare vand, hvis det er okay med dig."

Jeg fylder et glas med postevand til Adam og sætter kaffe over til mig selv. Et tog kører forbi nedenfor og de spinkle vinduesrammer rasler lidt. Jeg ser en lillebitte bevægelse i et hjørne af rummet - et kort glimt og så er det væk, som en spøgelsespartikel. En mus.

"Her er rart," siger Adam og sætter sig i sofaen.

Da min kaffe er færdig, sætter jeg mig ved siden af ham i den gamle sofa. Jeg tror ikke nogensinde, jeg rent faktisk har siddet ved siden af et andet menneske i denne sofa. Det føles lidt som at sidde i et tog med ryggen mod køreretningen, og hvor vi begge passer på ikke at støde ind i hinanden med knæene.

"Hvad er Sankt Judes helgengrav?" spørger jeg.

"Åh, det. Så du lagde mærke til det."

"Jeg så bare plakaten på væggen i kirken. Jeg har hørt navnet før: Sankt Jude. Hvad er han helgen for?"

"Fortabte og håbløse spørgsmål. Jeg tager derud, når tingene..."

"Hvad?"

"Bare når tingene går skævt. Du glemmer helt at stille mig det mest indlysende spørgsmål."

"Hvad er det indlysende spørgsmål?"

"Om det med, at jeg er præst."

"Jeg er ikke særlig god til at stille den slags spørgsmål," siger jeg.

Der bliver stille. Jeg burde sige et eller andet; jeg ved godt, at det er min tur til at sige noget. Og jeg vil faktisk gerne vide det. Under normale omstændigheder ville jeg sikkert vide alt om, hvordan det er at være præst og hvordan det kan lade sig gøre at være præst og så holde op med at være det igen. Jeg ville for eksempel gerne spørge, hvorfor han stadig gjorde korsets tegn i kirken. Men nu hvor jeg har fået fat i både vievand og Carboveg., føles det præcis ligesom dengang jeg havde et barberblad liggende i en æske, og hvor jeg bare ville ønske, at alle mennesker ville gå deres vej, så jeg kunne komme til at gøre det, jeg havde lyst til i fred.

"Er det okay, hvis jeg ryger?" spørger jeg Adam.

Han trækker på skuldrene. "Det er dig, der bor her."

"Ja, jeg ved det godt, men ..."

"Jeg mener det. Tag dig ikke af mig."

Han nipper til vandet, mens jeg tænder en cigaret. Jeg kan se en svag rysten på den venstre hånd, som holder glasset med vandet, og da jeg kigger op, lader jeg blikket vandre hen over køkkenets arrede overflade: mærker fra den gang jeg brændte risen på; den gang jeg kom til at skolde mig; den gang jeg skar mig i fingeren.

"Hvordan var det?" spørger jeg, mens jeg tvinger tankerne på flugt. "Eller, hvordan er det, kan jeg måske endda spørge."

"Hvilket?"

"At være så troende? Jeg mener, at være så troende, at man kan finde på at blive præst."

Han stiller glasset fra sig og læner sig frem med albuen mod knæet og ansigtet hvilende i højre hånd. Med pegefingeren tegner han en cirkel rundt langs kanten af sit ansigt, som om han var blind og gerne ville vide, hvordan hans ansigt så ud.

"Jeg har tænkt meget over det," siger han. "Jeg har forsøgt at sætte ord på det, men jeg har ikke haft nogen at fortælle det til og ... Nu har jeg så mødt dig, og jeg tror måske, du vil kunne forstå det. Eller faktisk, det ved jeg, at du vil."

"Hvorfor tror du det?"

Nu tager han begge hænder op foran ansigtet og lader hovedet falde ned i dem.

"Det ved jeg ikke."

"Adam?"

"Det må du undskylde. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at tale med dig om de ting, du gerne vil tale om. Det var ikke, fordi jeg ikke var religiøs nok, at jeg holdt op med at være præst ... det var bare nogle tåbelige ting, jeg sagde hjemme hos Heather. Jeg mistede ikke troen, fordi jeg fik lyst til at gå i seng med små drenge eller gamle mænd eller unge kvinder eller den slags. Jeg studerede Tao Te Ching - for nogle år tilbage, er det faktisk allerede - og besluttede at følge vejen parallelt med at være præst. Det er ikke så usædvanligt - masser af mennesker gør det. Men det underminerede min tro. Det eneste jeg ønskede, var intet at begære, men det blev så selvfølgelig et begær i sig selv, og det var ved at drive mig til vanvid. Og så kunne jeg ikke lade være med at spekulere over paradokser. Jeg spekulerede over jomfrufødsel og troens mysterium og alt muligt andet. Det var ikke sådan, at jeg hadede paradokserne - de er en del af selve kirkens fundament, trods alt - men jeg begyndte at forlange mere af dem.

Jeg ville gerne forstå, hvordan et rendyrket paradoks tager sig ud. Til sidst gik det op for mig, at jeg slet og ret havde brug for stilhed, og jeg gik derfor ind i en orden med tavshedsløfte og blev der i to år uden at tænke overhovedet. Derefter stoppede jeg som præst. Jeg er ikke så god til at forklare det ... og du har ret. Hvorfor fortæller jeg dig overhovedet alt det? Hvor har jeg set dig før? Pis. Jeg må hellere gå nu."

"Adam ..."

Han rejser sig. "Undskyld, at jeg bare kommer brasende på den måde. Det her er ikke det rigtige sted for mig."

Han har ret. Jeg knepper med ældre mænd og er opslugt af forbandelser og sjældne bøger. Han har brug for nogen med lidt mere sund fornuft at tale med end mig. Jeg ser på hans slidte tøj og rodede hår og forestiller mig hans mørke, stærke overkrop. Jeg gad vide, om han overhovedet nogensinde har været i seng med nogen?

Jeg tager en dyb indånding. Hvorfor er jeg altid den forkerte person?

Og så, uden at nogen af os tilsyneladende har gjort noget, står vi pludselig og presser os ind mod hinanden og kysser, som om det er midnat ved festen ved verdens undergang. Jeg kan mærke hans pik blive stiv og begynder at gnide mig op ad ham. Det her føles anderledes. Der er noget virkeligt ved det her, som jeg troede, jeg helt havde glemt.

"Undskyld," siger han efter omtrent tyve sekunder og trækker sig væk. "Jeg kan ikke gøre det her."

"Jeg ved virkelig ikke, hvad det var, der skete," siger jeg og lader som om, jeg er enig i, at det var en dårlig idé. Jeg kan ikke fange hans blik. Jeg vender mig over mod komfuret, som om jeg skal til at lave et eller andet vigtigt derhenne. Kan man lave en antifejringskage? En skuffelseskage? En afvisningskage?

"Undskyld," siger Adam et sted omme bag mig. "Jeg ... jeg burde ikke drikke. Jeg er ikke vant til det."

Da jeg endelig får svaret undskyld, er han gået. Jeg er en fucking idiot. Eller er jeg? Når tiltrækkende yngre mænd tilbyder mig noget, tager de det alligevel altid tilbage igen efter ret kort tid, så det er sikkert bare godt, at det ikke blev til mere. Hvad skulle en mand som Adam dog også med sådan en som mig? Hvis man er sådan en som Adam, kan man få hvem som helst. Hvis han tog sig et bad og fik et jakkesæt på eller sådan noget, tja, så ville jeg godt se den kvinde, som sagde nej til ham. Med sådan en som Adam er det alt sammen lige meget med min iPod eller min bløde nakke eller at mine bryster ikke er begyndt at hænge (endnu). Jeg har ingen appelsinhud og mænd over halvtreds føler derfor de er heldige, hvis de kan komme i seng med mig. Hvad har jeg, som Adam kunne tænkes at falde for? I den seksuelle økonomi har jeg masser af oversøiske konti kaldet "ældre mænd", men jeg tror, at jeg ville blive nægtet at åbne en konto et hvilket som helst andet sted.

Jeg havde engang en sort tuschpen, men jeg ved ikke, hvor den er blevet af. Det var en tyk, fallisk, kemisk-lugtende tingest, som jeg brugte til at skrive nummeret på lejligheden på en af Luigis skraldespande omme i baggården. Men det var for, hvor længe er det egentlig siden? Halvandet år? Den er ikke i skuffen i køkkenet, og heller ikke i kruset med penne oppe på hylden. Satans også. Det tætteste jeg kan komme det, er en sort kuglepen. Til gengæld har jeg rent faktisk et stykke hvidt karton. Det er bagstykket fra et par billige netstrømper, jeg købte på et marked sidste forår, og som har ligget i kommodeskuffen lige siden. Jeg tegner derfor den sorte cirkel på kartonet: det tager fem minutter bare at farvelægge den.

Jeg har også en sort prik på armen; det sted hvor jeg forsøgsvis borede pennen ned i kødet for at prøve, hvordan det ville være; for at se om det ville føles, ligesom det plejede.

Vievandet i glasflasken ser en smule tåget ud. Jeg henter siden fra Mr. Y's forbandelse og lægger den foran mig på køkkenbordet for at løbe fremgangsmåden igennem. Okay, så jeg skal altså blande Carbo-vegetalis i vievandet og slynge blandingen adskillige gange. Det betyder vel dybest set bare at ryste det godt, gør det ikke? Jeg synes at kunne huske fra homøopati-bøgerne, at det er tilfældet. Da jeg rækker op i skabet for at tage Carbo-vegetalisen op af sukkerdåsen, svæver den løsrevne side fra Lumas' bog ned på gulvet. Jeg samler den op og lægger mærke til, at kanten af siden er begyndt at føles en smule fugtig. Jeg kommer i tanke om, at jeg har set noget gennemsigtig tape i en køkkenskuffe, som jeg finder frem, hvorefter jeg bruger de næste par minutter på omhyggeligt at reparere bogen ved at få den flossede side til at passe sammen med den flossede kant mellem side 130 og side 133. Man kan selvfølgelig godt se sammenføjningen, men i det mindste er siden nu igen en del af bogen.

Jeg kommer i tanke om, at man ikke må røre ved homøopatisk medicin med fingrene, så jeg ryster en af pillerne ud på en ske af metal. Den laver en lille, klakkende lyd. Så trækker jeg proppen op af glasflasken og kommer pillen ned i den. Den flyder oven på et øjeblik, hvorefter den synker og vandet begynder at blive stadig mere uklart i takt med at den opløses. Mit hjerte føles som en lille hoppebold, der springer tilbage fra brystkassen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er nervøs: det eneste jeg har gjort, er jo at komme en lille sukkerpille ned i noget vand. Ikke desto mindre står jeg og ryster blandingen i flere minutter, hvorefter jeg kommer i tanke om noget, jeg har læst tidligere på dagen og banker flasken nogle gange ned mod et sammenfoldet viskestykke på køkkenbordet.

Jeg kigger efter og ser, at pillen nu er fuldkommen opløst i vandet. Så er det altså nu, at jeg skal drikke det.

Eller skal jeg? Er vievand sterilt, eller bare overhovedet hygiejnisk forsvarligt? Hvor mange mennesker har haft deres fingre nede i det? Sikkert ikke så mange. Slap nu af, Ariel. Men ... Stiller præsten det frem om aftenen eller om morgenen? Det er for åndssvagt, det her. Jeg tager proppen af flasken og tvinger mig selv til at tage en stor slurk. Sådan. Nu behøver jeg ikke bekymre mig om det længere. Jeg henter det hvide stykke karton og lægger mig på sofaen, fuld og træt og nu også en smule svimmel.

Sort prik, sort prik. Den begynder at flyde ud. Så sover jeg.

Jeg drømmer om mus. Jeg drømmer om en museverden, som er større end den her, og hvor en stemme et sted i baggrunden siger "Du kan nu vælge" eller noget i den retning hele natten igennem. Jeg vågner først på den anden side af klokken ti, rystende af kulde i mine cowboybukser og trøje på sofaen og med det kolde vinterlys skinnende ind gennem køkkenvinduet og ned i hovedet på mig. Jeg må have tabt papstykket, da jeg faldt i søvn, i hvert fald ligger det på min mave. Set her i dagslyset ser det næsten latterligt ud: en plamage på et billigt stykke offwhite karton. Jeg burde helt sikkert have gjort mig mere umage, men jeg var ret fuld. Nå, men det virkede jo altså heller ikke. Eller også virkede det ikke, fordi jeg fuckede tingene op. Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig narre af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige? Du kan nu vælge ... Jeg kan vælge at ophøre med at være besat af tanken om at være forbandet.

Jeg kan vælge at holde op med at drikke miksturer lavet ud fra opskrifter i sjældne bøger. Jeg kunne, formentlig, forsøge at sælge bogen selvom den er beskadiget? Men allerede mens jeg tænker det, ved jeg at intet i verden kunne få mig til at give den fra mig. Jeg vil altså beholde bogen, men derudover vende tilbage til hverdagen. Jeg vil skrive en historie om forbandelser til magasinet. Jeg vil se at komme videre med min ph.d. Skrive et kapitel om Lumas om flydende grænser imellem fiktion og faglitteratur, og om tankeeksperimentet, der udvikler sig til et fysisk eksperiment. Et trick som får en til at anskue verden på en helt ny måde ...

Bortset fra at jeg ikke har det, som om jeg ser verden på en ny måde. Jeg har det, som om jeg slet ikke har sovet. Og jeg har ondt i maven, som ved menstruationssmerter, bortset fra at det sidder lidt højere oppe. Vandet må have været fuldt af bakterier. Måske skulle jeg forsøge at spise noget. Måske vil det hjælpe lidt.

Der er stadig noget sojamælk i køleskabet, så jeg sætter havregrød og kaffe over. På vej ind i soveværelset efter en anden trøje, går det op for mig, hvor kold og træt jeg vitterlig er. Jeg tror også hellere, jeg må finde et halstørklæde. Mens jeg trækker den tykke, sorte sweater over hovedet og vikler et langt, sort, uldent halstørklæde omkring halsen, kigger jeg ud ad vinduet. Der hænger små istapper ned fra rammen omkring vinduet på indersiden: en detalje af den slags man lover sig selv at huske at fortælle til folk en gang i fremtiden, når man har fået styr på sit liv og man får lyst til at fortælle anekdoter om, hvor fattig man var den vinter og hvor frygteligt det hele var, der hvor man boede. Men for hver dag der går, bliver jeg mindre fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden. Jeg er heller ikke sikker på, at det overhovedet er det, jeg vil: "Ha-ha, dengang jeg var fattig. Ha-ha, har du set det stykke?

Ha-ha, jeg ved godt, at det kan lyde slemt, men faktisk har jeg gået her på det sidste og tænkt, at det måske ville give mening at stemme på de Konservative." Jeg vil gøre hvad som helst for at undgå, at mit liv skal tage den drejning. Måske jeg bare vil blive ved med at leve sådan her altid. Så jeg er ikke så optaget af, hvad de istapper står for, når det kommer til stykket. Istapper findes. Jeg smiler kort, selvom der ikke er nogen til at se det, og vikler tørklædet en omgang mere omkring halsen.

Jeg går tilbage ned ad gangen og ud i køkkenet igennem den malede trædør, der er dækket af et årtiers tykt lag oliemaling. Pludselig får jeg en underlig fornemmelse af, at døren er alt for lille eller at jeg selv er alt for stor. Det føles fuldstændig ligesom et deja-vu, som om jeg skal til at give mig til at skrumpe og om lidt kigge op på en dør, der er hundrede gange større og ikke bare en lille halv meter højere end mig. Men det sker ikke, det bliver bare hængende i min bevidsthed: en parallel tanke; måske noget der finder sted for en anden udgave af mig, derude et sted i multiverset. Fornemmelsen minder mig om dengang, der var nogen, som serverede te brygget på svampe for mig uden at sige det, og hvor jeg tilbragte hele aftenen med at sidde og se den her forstadsstue i lyserødt og cremefarvet vokse og trække sig sammen omkring mig. Jeg kan huske fjernsynet ovre i hjørnet med et eller andet lørdagsaftensunderholdningsshow, hvor højrøstede, glade, sunde familier konkurrerede om at vinde en ny bil eller en ferierejse. På et tidspunkt tårnede fjernsynet sig op over mig, som om jeg kunne rejse mig og træde ind bag skærmen. Men det billede der er blevet tydeligst hængende hos mig, var når rummet skrumpede sammen og blev på størrelse med en sukkerknald. Jeg så ned på det, på det rum jeg befandt mig i, bortset fra at jeg ikke længere var i rummet.

Bagefter spurgte jeg min ven, hvordan han troede, at det kunne lade sig gøre. Hvor var jeg, hvis jeg ikke længere var i rummet? Han smilede bare og sagde: "På et dårligt trip, mand." Sikken en idiot. Jeg lukker øjnene og åbner dem. Døren er sig selv igen. Jeg må virkelig have drukket for meget i går.

Efter morgenmaden overvejer jeg at tage ud på universitetet, men beslutter alligevel at blive hjemme. Okay, varme koster godt nok penge her, men så længe jeg bare bruger gassen, burde det være okay, i det mindste bare for en dag, mens jeg forsøger at samle tankerne igen. Kastede jeg mig i armene på Adam i går eller kastede han sig i armene på mig? Uanset hvad kan jeg umuligt opholde mig i samme lokale som ham i dag. Det er stadig koldt, så jeg tænder varmeovnen og sætter mig hen i sofaen med knæene trukket op under mig og begynder at tænke over, hvad jeg nu skal lave. Jeg kunne skrive noget, men det kan jeg ikke. Jeg kunne læse noget - men hvad skal man læse efter Mr. Y? Jeg kunne blive siddende her hele dagen og vente på, at forbandelsen skal begynde at virke. Men der er ikke nogen forbandelse. Den eneste forbandelse i mit liv er mig selv.

Du kan nu vælge.

Hvad foregik der egentlig i drømmen?

Mens jeg står og børster tænder og ryster af kulde ude på det fugtige badeværelse (som er langt det koldeste rum i lejligheden), kommer jeg i tanke om, at tuschpennen ligger i badeværelsesskabet. Selvfølgelig. Jeg købte den der mærkelige shampo i en flaske uden etiket og ville skrive på den i tilfælde af, at jeg skulle købe noget andet fra en markedsbod og komme til at blande tingene sammen. Det er den slags ting, jeg foretager mig, når jeg i virkeligheden burde sidde og arbejde: skriver etiketter til shampoflasker, stryger cowboybukser, tænker på havmåger. Jeg åbner skabet og der ligger den, en tyk, sort pen, side om side med en gammel pakke hovedpinepiller og en knækket hårbørste.

Da jeg har åbnet lågen, triller den ud og jeg griber den i luften, før den lander i håndvasken. Okay.

Ti minutter senere sidder jeg igen i sofaen, denne gang med en frisk kop kaffe, en cigaret og en perfekt sort cirkel på bagsiden af et stykke kridthvidt karton. Jeg løb al den vildfarne post fra trappeopgangen igennem, indtil jeg fandt et fødselsdagskort, der så ud til at være et års tid gammelt, inde i en lyseblå konvolut. "Tillykke med de 20 år, Tamsin," stod der. "Vi kommer snart og besøger dig." Underskrevet Maggie og Bill. Men den del af kortet ligger nede i skraldespanden nu. Jeg har den anden halvdel: Et rektangulært kort med et victoriansk hyrdemotiv på den ene side og et skærende hvidt ingenting på den anden. Eller nu er det faktisk et skærende hvidt ingenting med en lille, perfekt farvelagt sort cirkel i midten.

Jeg slukker cigaretten og drikker det sidste af kaffen, mens jeg vender kortet og betragter det victorianske maleri endnu en gang. Billedet er dateret 1867 og har titlen Sommerlandskab, selvom farverne faktisk er mere efterårsagtige i det. Det virker som et utrolig fredfyldt sted: Den røde jord er dækket af et tykt tæppe af græs og overhængt af smaragdgrønne og bronzefarvede træer, og langs floden løber en sti, hvor man kunne spadsere alene i fuldkommen stilhed. Jeg vender kortet igen, og der er cirklen. Cirkel. Beroligende landskab. Cirkel. Beroligende landskab. Jeg ved godt hvilken side, der er mest fødselsdagsegnet. Okay. Var der noget med, at man skulle vente et kvarter, før man gjorde det her? I alle de homøopatibøger jeg læste i går, stod der at homøopatiske lægemidler skal tages med ren mund og mindst et kvarter efter, at man har spist eller drukket noget. Men det er okay. Hvis det ikke virker, kan jeg give kaffen skylden og så prøve igen senere. Så længe jeg bare bliver ved med at gøre det forkert, skal jeg nok have noget at lave resten af dagen.

I aften kan jeg så indrømme over for mig selv, at eventyret er forbi og vende tilbage til hverdagen igen. Måske kan jeg genlæse Erewhon. Det plejer som regel at kunne muntre mig lidt op.

Jeg tager flasken op og ryster den kort endnu en gang. Ah, hvad fanden - jeg dunker den hårdt ned i sofaen ved siden af mig to gange. Jeg har sikkert slynget den for meget nu, men det kan vel kun gøre den mere potent, ikke mindre? Jeg tænker igen på det, der stod i homøopatibøgerne og kommer i tanke om, at hvis jeg tog en dråbe af denne blanding og kom den i noget vand og rystede det igen, ville resultatet blive endnu mere potent end denne blanding, selvom det rent videnskabeligt set ville være endnu mere fortyndet. Hvordan kan det gå til? Hold nu op, Ariel: lad være med hele tiden at tænke og se i stedet at komme videre. Der er bare dig og væsken. Okay. Jeg drikker af den: en stor mundfuld. Derefter lægger jeg mig tilbage på sofaen og stirrer på den sorte cirkel, mens jeg koncentrerer mig alt, hvad jeg kan. Og denne gang falder jeg ikke i søvn: jeg ser den sorte cirkel dele sig i to, og jeg forsøger ikke at blinke, mens den kaleidoskoperer op og ned på pappet i en roterende, drejende bevægelse.

Og så, i et øjeblik som føles smallere og skarpere end kanten af et barberblad, begynder jeg at falde. Jeg falder ind i en sort tunnel, den samme sorte tunnel, som Mr. Y beskrev i bogen. Men jeg falder ikke nedad, hvis det overhovedet giver nogen mening: jeg falder ligeud, fremad, horisontalt. Tunnelens vægge passerer forbi, som om jeg befandt mig inde i en bil, men jeg er ikke inde i en bil. Uanset hvor det er, jeg befinder mig, er der fuldkommen stille og jeg kan overhovedet ikke fornemme min krop. Jeg er ret sikker på, at min krop rent faktisk er her sammen med mig, men den har ingen fornemmelser eller drifter. Jeg ved ikke engang, om jeg har tøj på eller ej.

Kun min bevidsthed føles levende. Jeg ser - selvom det ikke føles, som om det er ud igennem øjnene - næsten præcis de samme ting, som Mr. Y så: et tæt mørke hele vejen rundt om mig, som pludselig brydes af småbitte prikker af lys, der forvandles til bølgende linjer, som synes at blive ved og ved i en evighed. Derefter en enorm penis, tegnet i samme stil som Cerne Abbas-kæmpen, men her gengivet i lys. Der er også en vagina, som ser mindre bekendt ud, og som straks efter er væk igen. Derefter er det, som om jeg begynder at bevæge mig hurtigere. Jeg ser de samme fugle og fødder og øjne, som Mr. Y så, men for mig at se ligner det ægyptiske hieroglyffer af den slags, man lærer om i de små klasser i skolen. Derefter følger en masse bogstaver: græske, romerske og kyrilliske. Jeg genkender ikke dem alle sammen, men efter nogen tid begynder de at samle sig i alfabeter og i adskillige minutter er det dem, som fylder tunnelens vægge. Kunne jeg stoppe det her igen, hvis jeg gerne ville? Det er jeg ikke sikker på, at jeg kunne. Kan min bevidsthed overhovedet håndtere den her oplevelse, hvad den så end består i? Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om hallucinogener på grund af den manglende kontrol og det faktum, at man er nødt til at gå med hele vejen; man kan ikke bare slukke for det igen. Nu er jeg så her og jeg ved, at jeg ikke kan slukke for den her tilstand. Jeg kunne miste min forstand. Måske er jeg blevet sindssyg. Måske er det sådan her det føles at overskride grænsen mellem normalitet og galskab, og måske slipper jeg aldrig mere ud herfra. Mens jeg tænker, begynder jeg at få kvalme, så jeg forsøger at holde op med at tænke og i stedet bare kigge på tunnelens vægge igen.

Alfabetet begynder at tage sig mere bekendt ud og omfatter nu også taltegn, om end i mønstre, jeg ikke straks genkender.

Mærkelige kombinationer af romertal, som jeg ikke forstår, afbrudt af talrækker, der begynder med 2, 3, 5, 7, 11, 13, 17, 19 og 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21. I det mindste går jeg ud fra, at det er talrækker, men kort efter opløser de sig til lange strømme af tal, som ligner telefonnumre til det ydre rum. Nogle steder kan jeg se ligninger, som flimrer kortvarigt og forsvinder igen. Jeg er sikker på, at jeg ser Newtons F=ma, og, senere, Einsteins E=mc². Jeg kan se matematiske symboler, som jeg ikke forstår, foruden dem jeg forstår: et = og et +, foruden diverse matematiske sætninger som I = {1, 2, 3, ...100} Derefter følger flere serier af tal, som fortsætter minut efter minut. Jeg ser talrækker, der overhovedet ikke giver mening, som: 1431, 1731, 1831, 2432, 2732, 2832, 3171, 3181, 3272, 3282, 11511, 31531, 31631, 32532, 32632, 33151, 33161, 33252, 33262, 114311, 117311, 118311, 124312, 127312, 128312, 214321, 217321, 218321, 224322, 227322, 228322. Til at begynde med tror jeg, at der må være tale om datoer, men så begynder tallene igen at blive for høje. Derefter sker der noget andet, noget der ikke er beskrevet i Lumas' version af dette: Alfabetets bogstaver forsvinder fuldstændig og erstattes med tal, hvorefter tallene, bortset fra 1 og 0 også forsvinder, indtil jeg til slut er omgivet af millioner og atter millioner af 0'er og 1'er, som falder i kaskader ned ad væggene, der omgiver mig.

0111011101101000011000010111010001110100011010000110010101100110011101010110001101101011011010100101110011011001110110111101101001011011100110011101101110110111
0011101110110100001100001010111010001110100011010000110010101100110011101010101100011011010110110100101100110110011101101111011010010110111001100111011011110110
1110011101110110100001100001011101000111010001101000011001010110011001110101010001101101011011010010111001101100111011011110110100100110111001100111011011110110
111001110111011010000110000101110100011101000110100001100101011001100111010101100

0110110101101101001011100110110011101101111011010010110111001100111011011110110111001110111011010000110000101110110011101000110100001100101011001100111010101100
0110110101101101001011100110110011101101111011010010110111001100111011110001101101110011101110110100001100001011101000111010001101000011001010110011001110101011
0001101101011011010010111001101100111011011110110100101101110011001110111011110110111001110111011010000111000010100101110001110100011010000110010101100110011101
101011000110110101101101001011100110110011101101111011010011011011100110011101101111 01101110

Og så bliver alting hvidt og jeg er ude af tunnelen.

Tretten

Jeg står med asfalten under mine fødder i en frygtelig kompakt, smal gade. Længere fremme ligger et nedslidt højhusbyggeri, som måske har været lyst og indbydende engang. Til begge sider for hvor jeg står, tilbyder snuskede butiksvinduer deres postkort, aviser, sko, kameraer, hatte, slik, sexlegetøj og klædestoffer i lange baner, men ingen af dem ser ud til at have åbent. Jeg tror, det er nat her: himlen er svær at få øje på, men belysningen er kunstig og jeg kan se noget sort oppe over mig, om end der ikke er nogen stjerner og heller ingen måne. Hele vejen rundt om mig knitrer ødelagte neonskilte som ar efter bumser. To eller tre af dem flakker i erotisk ophidsende farver - rødt, knaldpink og pudderhvid - men resten af dem ser ud, som om det er længe siden, de sidst har virket. Pladsen over udstillingsvinduerne er et stort virvar af svage natriumlamper, gadeskilte, rustne jerngitre og vinduer ind til, hvad der tilsyneladende er hundredvis af lejligheder og lagerrum. Der er skilte overalt, som stikker ud i en ret vinkel fra bygningerne som Post-it-sedler fra en gammel bog. Men jeg kan ikke læse dem.

Kan jeg bevæge mig fremad i dette rum? Ja. Jeg kan tage et skridt, og derefter et til. Jeg kan se en gyde lidt fremme til venstre: endnu en ekstremt smal passage. For enden af gyden kan jeg svagt ane noget, der ligner et ståltrådshegn med pigtråd i cirkler oppe for oven. Der er brandtrapper overalt i siksak og spiraler, som fører op og ned ad de trætte murstensmure. Et blåt lys danser i et vindue oppe i et hus: et fjernsyn? Så der er altså liv her, ud over mig selv, om end jeg ikke føler mig specielt meget i live. Jeg føler mig hverken varm eller kold, levende eller død, fuld eller ædru ... jeg føler ingen verdens ting. Faktisk er det ganske behageligt ikke at føle noget, selvom det selvfølgelig ikke føles direkte "behageligt". Det føles ikke som noget som helst. Hvem har nogensinde prøvet ikke at føle noget som helst? Det er fantastisk. Måske føler jeg mig så rolig, fordi her ikke er andre mennesker. Jeg har været steder som det her før - Soho, Tokyo, New York - men der var altid alt for mange mennesker, som var på shopping, som klikkede med deres kameraer, snakkede, løb, gik, ønskede, længtes. Jeg får klaustrofobi i storbyer, bliver overvældet af alt det begær samlet på et sted, af så mange mennesker, som forsøger at suge ting til sig eller i sig: sandwich, cola, sushi, mærkevarer, forbrug, forbrug, forbrug. Men her er helt tomt. Der er et busstoppested, men ingen busser; vejskilte, men ingen trafik. Jeg går videre, og jeg kan rent faktisk høre lyden af mine skridt mod den hårde belægning. En gade til højre fører ned til en lille plads med et plaskende springvand i midten. Jeg ser kaffebarer inde i skyggerne, hvis borde og stole fylder op på de dunkle fortove og et par mindre bytræer, som vokser op af nogle betonkummer. Jeg har ikke lyst til at fare vild, så jeg drejer hurtigt tilbage til hovedgaden, usikker på hvad jeg nu skal tage mig til. Jeg vender mig og alting synes at vælte rundt i mit synsfelt.

Hvor skal jeg gå hen? tænker jeg.

Hvorefter en metallisk kvindestemme taler til mig i et oplysende tonefald: Du har nu fjorten valgmuligheder.

Mit billede af gaden foran mig bliver pludselig overlappet af et konsolbillede, som minder om en slags bykort på en computerskærm inde i min bevidsthed. Nogle af områderne blinker kort i en lys, computerblå farve, som krigszoner på et verdenskort. Det er de valg, jeg har, forstår jeg. Men ...? Faktisk forstår jeg ikke noget som helst af det, der foregår. Det nærmeste "valg", hvis det da er det, det betyder, er den tredje dør i en husblok lige ved siden af det sted, som jeg startede ud fra. Jeg går nogle få skridt og begynder så at klatre op ad en brandtrappe, der går i siksak, og hører gummisålerne på mine sko mod metallet; en hul, rungende lyd. Et øjeblik efter kommer jeg til en grøn dør, hvor malingen skaller af. Jeg tager i døren, som åbner indad. Hvad gør jeg nu?

Du har nu én valgmulighed, siger stemmen.

Jeg er indenfor.

Du har nu én valgmulighed.

Du ... Jeg står stadig på alle fire bøjede ben og - oh, shit - jeg er fanget. Hele vejen rundt om mig er der tykke, halvt udviskede plasticvægge og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan bevæge mig en smule frem og tilbage - så meget ved jeg - men lige nu står jeg stille. Fuck. Jeg kan knap nok trække vejret. Jeg bliver ved med at blinke, fordi mit syn ikke føles rigtigt: alt uden for mit fængsel ser brunt og fortegnet ud og der er genspejlinger over det hele. Og så er jeg er sulten; det er en form for sult, jeg aldrig har prøvet før, som kommer fra et sted i maven, jeg ikke

kan genkende. Hvad jeg end er, er dette et helvede: det er den slags følelse, man kun ville kunne have i et eller to sekunder i et mareridt, før man vågnede skrigende op. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ikke vende mig rundt. Mine arme/ben/vinger er skubbet tæt ind til siden af kroppen. Jeg tror nok, jeg har en hale, men jeg kan ikke bevæge den. Den bliver holdt nede af et eller andet. Og jeg tænker, at jeg sikkert kommer til at dø her, helt alene og ude af stand til at bevæge hovedet. Hold så op, Ariel. Du er stadig Ariel. Ja, Ariel plus ... Hvad? Hvem er jeg? Hvis bevidsthed er jeg blevet telepateret ind i? Jeg - eller "vi"; jeg har det samme problem på det punkt, som Mr. Y havde - vil gerne klø mig. Jeg vil gerne spise: Jeg ved, det er sådan, jeg er endt herinde i kassen. Der var noget sødt og smuldrende, som jeg spiste, men ikke for nylig. Men næsten lige så meget som at spise, vil jeg gerne klø mig. Jeg elsker det, når min skarpe fod gnider mod øret og fjerner kløen, og jeg ville give hvad som helst for at kunne klø mig sådan lige nu (ikke at jeg forstår de økonomiske implikationer bag et sådant håb). Jeg har forsøgt - eller faktisk bliver jeg ved med at forsøge. Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? Jeg, Ariel, kan se væggene af plexiglas, men det andet "jeg" forstår ikke, hvad det er, der foregår. Dette væsen - det andet jeg - gik i panik for flere timer siden. Hun kunne ikke gøre, som hun plejer i den type situationer, nemlig forsøge at flygte og finde et mørkt og blødt sted at gemme sig. Men det er svært at tænke på dette væsen, denne ting som jeg nu er en del af som "hun". Min pels ("min pels"? Tja, det er i det mindste sådan det føles) lugter af frygt: en fugtig, sød, kageagtig lugt. Og jeg kender godt lugten i forvejen fra de andre, fra dem som er kommet tilbage med mærker efter tænder i deres kroppe.

Zoom ud. Hold dig til tredje person. For himlens skyld, Ariel, du er ikke en mus. Men det er jeg. Jeg ved, hvordan jeg skal pleje min pels.

Jeg har været gravid adskillige gange (jeg tror ikke, hun kan tælle, men det kan jeg. Jeg ved ikke med sikkerhed, om hun har et sprog, men det har jeg. Jeg kan tælle tingene i erindringer, hun måske ikke engang ved, at hun har). Jeg kan huske den smertefulde fornemmelse af at føde, der føles som et hårdt pres mod et nyt sår. Jeg ved, at jeg skal dø her, men jeg kan da umuligt vide, hvad det vil sige at dø? Kun elefanter forstår døden ... Hvor har jeg læst det? Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg har været her, men jeg vil gerne ud. Luk mig ud! forsøger jeg at skrige, men det eneste jeg kan høre, er musens hurtige åndedræt og hendes hjerte, der banker i stedet for mit eget.

Hvad gør jeg nu? Jeg ved, hvordan jeg skal berolige mig selv i den type situationer. Jeg har stået i overfyldte undergrundsbaner og i elevatorer og tænkt tanker som "nu er vi der næsten" og "træk vejret". Men min bevidsthed er smeltet sammen med hendes og jeg ved, fordi hun ved det, at dette er farligt; at det er bydende nødvendigt at komme fri. Men vi kan ikke røre os. Shit, shit, shit. Hvordan kommer jeg ud herfra? Hvor er alle de informationer, som Mr. Y sagde, at han så i udkanten af synsfeltet? Netop som jeg tænker den tanke, springer noget i retning af en computerdesktop frem i billedet. Jeg ser nu det samme, som musen ser - et stort kammer, som ser underligt fortegnet og bruntonet ud set igennem plasticvæggen (selvom hun ikke forstår det og tror, at hun er et sted, hvor hun aldrig har været før, fordi selv lugten er anderledes inde i plastboksen) - men med et overlap: en konsol på hvilken jeg kan foretage forskellige valg. Det er svært at beskrive, hvordan den ser ud, fordi jeg ingen anelse har om, hvordan den virker. Det minder om en computerdesktop, men alt på den føles fremmed. Jeg ved ikke, hvordan man betjener den. Men det ser faktisk ud til, at den kommer frem, når jeg kalder på den. Og formentlig kan den også hjælpe mig til at komme ud herfra.

Øverst i højre hjørne af mit synsfelt er der et blåt felt, som blinker, når jeg kigger (tænker?) på den. Resten af "skærmen" er fyldt med små halvgennemsigtige billedfelter, som hver især ganske svagt viser et landskab, jeg ikke genkender. Det er som at se hundrede videnskabelige dokumentarprogrammer blive afspillet på den samme skærm. Hvad er det for nogle billeder? Når jeg kigger på de enkelte af dem, lyser de op et øjeblik, som et link på internettet, og det går op for mig (hvordan ved jeg ikke) at jeg kan vælge at hoppe ind i en af dem, hvilket formentlig er den form for handling, som Lumas gav navnet Pedesis. Men det er ikke det, jeg vil. Jeg bliver nødt til at se at komme ud herfra - ud af Troposfæren - for at befri musen fra dens fælde. Jeg kigger ned over de gennemsigtige billeder igen. Et af dem fascinerer mig mere end de andre: landskabet har noget overjordisk over sig. Men - åh, nej - i samme øjeblik Min tanker dvæler ved det og jeg tænker "det her ser interessant ud", begynder der at ske noget. Jeg begynder at glide - det er det eneste verbum, jeg kan komme i tanke om - ud af denne virkelighed og ind i den næste. Jeg tænker "Stop! Jeg mente det ikke!" Men det er for sent.

I det mindste er jeg ikke spærret inde længere.

Nu lunter mine poter hen over en kold, mørk overflade. Jeg kan mærke den bageste del af min krop svaje, når mine poter rører jorden foran til højre; bagved-venstre; foran-venstre; bagved-højre. Jeg har en hale, som jeg kan bevæge! Det føles på en gang velkendt og fremmed: som noget jeg altid har haft; som noget jeg har haft engang for længe siden. Den blege betonflade under mig (og jeg kan fornemme, at det er mig selv, der sætter ordet "beton" på det) er kold som en isterning (ditto), hvilket får mig til at bevæge mig hurtigere.

Men jeg er varm nok. Jeg har kun lige forladt min rede og erindringen om den megen pels og lugten af min familie (jeg må oversætte for mig selv undervejs, og ordet "familie" er det tætteste jeg kan komme denne sansede erindring af at være tæt sammen og forbundet til hinanden) virker beroligende på mig som varm sirup (ditto). Jeg er igen en mus (tror jeg). Men jeg er fri.

Der er noget imellem mine bagben: det føles naturligt nok for musen, men ikke for mig. Det føles mærkeligt, ligesom min hale, men hvor min hale føles som en ekstrem legemsgenstand, føles denne her nye ting fuld af kraft, ligesom en klitoris, men der er mere af den, og den strækker sig fra maven til et sted uden for kroppen. Det prikker i den nu, hvor en varm væske løber ud af den og ned på betonen. Og jeg tænker, at det vil holde de andre væk, og jeg har altid gjort det af den grund. Min pels sitrer af abstrakte navneord, en uoversættelig, ikke-menneskelig følelse af stolthed, ejerfornemmelser, planer for fremtiden og et konstant begær efter vold - efter at sætte kløerne i mine små, blege rivaler og flå dem sønder og sammen - og sex. Måske er det i virkeligheden det, jeg lever allermest for: den måde min hjerne dirrer og giver efter, når denne klitorisagtige pik bevæger sig ind og ud af et andet væsens varme, stramme hul, og den sødmefulde, sivende fornemmelse, der til sidst breder sig ud gennem maven, ryggen, benene og halsen, og som er så sød at jeg falder forover, mens jeg klamrer mig til hende, hun, hvem det nu er. Jeg har begær - måske er jeg ikke andet end begær - men det synes ikke at være noget, der optager mig. Min bevidsthed er ikke centreret omkring "jeg vil have, jeg vil have". Det er mere et spørgsmål om "jeg har, jeg har". Der er kun en ting, der går mig på, mens jeg løber omkring her i dette område med dets skraldespande på hjul, der er højere end jeg selv.

Hvor er hun? En mangler. En er væk. En er forsvundet. Jeg er måske ikke i stand til at tælle, men jeg kan i hvert fald trække fra. Det er noget fucking lort.

Selv jeg er chokeret ved tanken om, at en mus kan finde på at bande, indtil det går op for mig, at det er mine tanker smeltet sammen med hans: hans følelser oversat til mit sprog. Jeg burde forsøge at slippe ud, men følelsen af at være her, at være ham, er næsten vanedannende. Alt ved ham synes på en måde ladet. Selv hans/mine knurhår vibrerer af energi og forventninger, som et sæt strømførende ledninger, der vokser ud af mit ansigt. Han bevæger sig nu, så meget lettere på fødderne end jeg nogensinde vil kunne på mine, og det er som at køre en tur i rutschebanen. Vi bevæger os hen over betonen over mod den anden skraldespand, og jeg ved, hvor jeg er på vej hen, samtidig med at jeg ikke ved det og hver bevægelse føles overraskende. Det er som at være den, der kører og passager på en og samme tid. Og der er noget usvigeligt sikkert over disse bevægelser og den fornemmelse jeg mærker lige nu: fornemmelsen af at bide i et stykke gammelt brød, der er gennemvædet af regnen - et stykke brød jeg genkender som gammelt, fordi jeg selv har smidt det ud, men som nu smager helt fantastisk: en krydret smag, som toast med peanutbutter.

Men jeg er vitterlig nødt til at komme ud herfra. Den her mus har det helt fint, men det har den anden ikke. Hun sidder i fælden og jeg bliver nødt til at lukke hende ud. Jeg tænker "Konsol!", som om jeg er midt i et spil Space Invaders eller sidder og glor på en eller anden science fiction-film, og jo, tingesten toner frem og overlapper mit synsfelt. Jeg har tænkt mig at ignorere de gennemsigtige billeder, men pludselig sker der to ting på en gang: I synsfeltet bag konsollen - musens synsfelt - ser jeg pludselig en orange plamage, som en udflydende klat marmelade, og på konsollen ser jeg et felt, hvor billedet ikke ligner et overjordisk landskab, men hvor der sidder en grå mus ved siden af en skraldespand og spiser et stykke brød.

Det er mig. Der er nogen, som kigger på mig.

Nu bliver det pludselig forvirrende. Min mus har set den orange kat, og det føles som om vi begge har fået en indsprøjtning med iskoldt vand og er gået i højeste alarmberedskab. Det er frygt, men en form for frygt jeg slet ikke er vant til. Død, død, død venter forude. Fuck. Mine indvolde har forvandlet sig til en grødis og jeg er nødt til at flygte; jeg er nødt til at gemme mig ... Men vent lidt. Grødisen er ved at fryse til. Jeg fryser på stedet. Jeg ved (en form for basal viden, som jeg aldrig har været i nærheden af før) at jeg er nødt til at stå fuldkommen stille. Og jeg, Ariel, vil bare ønske, at jeg kunne komme væk herfra i en fart, men et eller andet instinkt, som jeg ikke vidste, jeg havde - en slags museinstinkt, der har overlejret mine egne instinkter - ser at der også hænger en døråbning (grå, officielt udseende) og svæver oppe over katten. Det får mig til at fokusere på det gennemsigtige felt med den statueagtige mus, det felt som tilhører katten, som kigger på den stivnede sukker-mus, hvis rædsel jeg fornemmer som en svag sitren i min/vores krop, og jeg tænker "Shift! Shift!"

Og nu glider jeg igen, ind i noget der større. Min hale føles lettere nu, og jeg vifter med den, mens jeg krummer mig sammen, vild af forventning, og min tynde tunge slikker hen over de skarpe tænder. Det her bliver bare så fucking fedt, og jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet kan vente med at springe frem med kløerne forrest. Jeg bevæger bagdelen rundt i en roterende bevægelse, finder balancepunktet. Nu? Nej. Vent. Må finde det perfekte øjeblik, det helt perfekte øjeblik. Jeg har gjort det her tusindvis af gange, og jeg vil aldrig, aldrig kunne blive træt af det.

Jeg planlægger ikke mine angreb i detaljer, men når jeg bagefter gennemgår dem i tankerne, er de som en art blodige balletter, med mig som instruktøren, der dirigerer danseren med min klo, får maden til at danse, får den til at lave piruetter på sine brækkede ben, fordi jeg godt kan lide, når maden bevæger sig. Ikke fordi jeg ikke også spiser det brune lort, de serverer for mig i en plasticskål, men jeg nyder det ikke: det smager af død. Jeg spiser det kun for at overleve, fordi de får mig til at gå rundt med en skide klokke om halsen halvdelen af tiden, som skræmmer maden væk. Men jeg kan få klokken af igen, hvis jeg gør mig umage nok og arbejder på det med mine præcise kløer. Så nu har jeg ingen klokke, og maden står og venter foran mig. Jeg glæder mig til fornemmelsen af den varme blod-sovs-væske der vil fylde min mund, når først jeg har flået pelsindpakningen af den lille tingest, der står og ryster foran mig og forsøger at stå bomstille. Jeg husker smagen ... Åh, Gud. Fy for helvede. Det smager som varm kødbouillon blandet med jerntabletter og rust. Og nu tænker jeg, at det må smage modbydeligt, virkelig, men synapserne (eller hvad det nu er) i min hjerne og i kattens hjerne står allerede og hopper op og ned som en flok unger i en diskussionsklub for juniorer. Efter et par sekunder er jeg næsten overbevist om, at blod smager skønt, når det kommer til stykket, men den smule, der er tilbage af mig, som er menneske og vegetar tænker "Nej!" Jeg kan mærke denne tanke blande sig med kattens tanker, og derfor, da musen omsider beslutter, at øjeblikket er kommet til at pile ind under skraldespanden, tøver jeg. Og min katte-bevidsthed foretager en baglæns saltomortale, bare et øjeblik, men det er nok til at fucke alting op. Der er en stemme inden i mig, som siger, at jeg ikke skal gøre det. Jeg forstår ikke det her. Begreber som hvorfor? er ikke en del af mit sprog.

Det føles som en slags hovedpine, en erindring om et hvidt rum og et bord og om at blive holdt nede ved nakken, mens der blev jaget en eller anden skarp ting ind i mig. Nå, men der er ikke nogen, som holder mig nede nu.

Pis af med dig, passager.

Nej.

Du er som en loppe inde i mit hoved.

Tja ... Måske har du ret. Hvorfor skulle du også absolut redde den bid mad? Hvad er det overhovedet "at redde"? Der er ikke noget, der giver mening ... Ariel: du er ikke nogen kat, for helvede. Du var den mus. Du kunne huske dens rede. Men jeg er heller ikke en mus. Og nu vil jeg gerne smage dens blod.

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

En summen i mit hoved, som jeg ikke genkender. Et kemikalie der er stærkere end frygt.

Jeg bevæger mig langsomt fremad nu. Maden har bevæget sig derinde under skraldespanden. Ny strategi. Ikke Game Over. Jeg krummer mig sammen og min ryg tegner en perfekt kurve: den ene skulder er en smule højere løftet end den anden, min venstre pote anbragt foran den højre. Jeg skal knase dit kranie, skal jeg, og jeg er ligeglad med, hvor længe jeg kommer til at danse med dig først. Jeg ... Du er væk. Hvor er du? Hvor helvede er min mad blevet af ...?

Musen er væk. Han er i sikkerhed. Min bevidsthed har en sejrsfest og en begravelse kørende på en gang i det samme rum.

Konsol. Nu er jeg virkelig nødt til at komme ud herfra. Tingesten viser sig igen i mit synsfelt og giver et ryk, da min blaffer-bevidsthed hopper op og ned sammen med katten i fuldt firspring på vej hen mod muren, og derefter - wow - hopper op på den. Gud, hvor var det fedt.

Men jeg er nødt til at komme ud herfra. Jeg har reddet en mus, men der er stadig en anden, der skal befris. Jeg ser mig om på desktoppen igen, og denne gang ignorerer jeg de gennemsigtige billedfelter i midten. Den eneste anden ting, der er tilbage, er det blå objekt/billede, som jeg derfor styrer mine tanker hen imod. Quit now? spørger kvindestemmen, jeg genkender fra tidligere. "Ja," tænker jeg. "Ja, ja, ja ..." En dør kommer til syne foran mig og jeg er mig selv igen, jeg trykker håndtaget ned og træder ud igennem den på to tunge ben, uden hale. Men jeg genkender ikke det her sted. Jeg ser ud til at befinde mig i en lang gang med gråt tæppe og beigefarvede vægge. Oh, shit. Hvor er brandudgangen? Hvordan kommer man ud?

Jeg går ned igennem den tomme gang; forbi opslagstavler uden meddelelser, videre forbi skinnede hvide døre ind til kontorerne, indtil jeg kommer til en lobby med fire elevatorer på rad og række. Der er ikke noget på væggene, bortset fra et nød-udgangsskilt: en grøn tændstikmand og en grøn tændstikmand i en kørestol bevæger sig hen imod en skinnende hvid udgang. Tændstikmanden kommer først. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg trykker på knappen til elevatoren. Øjeblikkeligt går alle fire sæt døre op, hvilket får mig til at smile. Er der virkelig slet ingen andre mennesker her end mig? Tænk at have en hel by for sig selv - hvis det her overhovedet er den samme by, som jeg startede ud fra. Men jeg kan ikke blive her: Jeg er nødt til at komme tilbage. Jeg vælger på må og få den tredje elevator fra venstre og trykker på S-knappen. Den falder hurtigere, end jeg egentlig bryder mig om, men jeg føler mig ikke svimmel. Jeg kan stadig ingenting mærke. Da jeg kommer ned i stueplan, finder jeg en svingdør, der fører mig tilbage ud på gaden igen. Og derude finder jeg noget mærkeligt; et lille, hvidt visitkort ligger foran mig på jorden.

Det ville ikke se mærkeligt ud i en almindelig by, liggende på det tyggegummiplettede fortov sammen med gamle chipsposer, cigaretskod, kvitteringer og forrevne stumper avispapir. Jeg ville aldrig lægge mærke til det i en almindelig by. Men her er det virkelig påfaldende. Jeg bøjer mig ned og samler det op. Navnet Apollo Smintheus er skrevet på det med brunt blæk. Andet står der ikke. Jeg trækker på skuldrene og stikker det ned i lommen på mine bukser.

Jeg står på en tom hovedgade med stille kontorbygninger til begge sider. Der er skilte, som viser vej til undergrundsbanen, men der er ingen trafik, så jeg begynder at skrå over gaden og klatrer over den barriere, som adskiller de to vognbaner. Nå, jeg kan nu dreje enten til højre eller venstre, eller fortsætte videre frem ned ad en mindre gade. Der er noget ved sidegaden, som virker bekendt, så jeg fortsætter lige ud, bange, men uden egentlig at føle frygt, som om jeg iagttager mig selv i en film, indtil jeg genkender gyden på min højre hånd, den med alle brandtrapperne. Den gyde lå ellers på min venstre hånd tidligere. Nu forstår jeg. På en eller anden måde er jeg endt inde i den store bygning, jeg stod lige over for, da jeg kom hertil. Så det eneste jeg behøver at gøre for at komme tilbage nu, er formodentlig at fortsætte videre ned ad gaden og derefter - ja - ind i tunnelen med nullerne og ettallerne og alle bogstaverne fra hvert eneste alfabet, jeg nogensinde har set. Derefter åbner jeg øjnene.

Tilbage på sofaen. Jeg er i live. Jeg er hjemme. Jeg er et menneske. Jeg fryser. Jeg skal tisse. Den følelse af skuffelse, jeg tit har, når jeg vågner op fra en almindelig drøm, har nu forvandlet sig til noget andet: skuffelsen over at være mig, her, nu.

Min første, altoverskyggende tanke er: Jeg vil tilbage til Troposfæren.

Og en svagere tanke som siger: Men du ville jo gerne ud derfra.

Mærkeligt som jeg hele tiden kommer til at tænke på stoffer, men det var jo den samme parallel Mr. Y lavede. Denne gang kommer jeg til at tænke på et badeværelse, engang for lang tid siden. Faktisk må det have været lige før, jeg tog til Oxford. Jeg var ude på et badeværelse i Manchester sammen med en eller anden stor fyr, som rakte mig en lillebitte pibe belagt med grøn emalje. Jeg kan huske, at jeg tog et sug af piben og følte noget, jeg aldrig havde følt før: fuldstændig tilfredsstillelse, noget i retning af sådan som man har det efter en orgasme, bare endnu bedre - hvor hele verden er en stor, blød dyne og man skal lige til at falde i søvn, og man har det som om ingenting nogensinde vil kunne gøre én ondt mere. Jeg sugede lortet ned i mine lunger, og det smagte af ammoniak. Og bagefter spurgte jeg fyren, hvad det var.

"Freebase," svarede han. "Ligesom rygekokain. Du må nok hellere lade være med at gøre det igen; det får dit hoved til at gå helt i koma."

På samme måde som jeg øjeblikkelig fik lyst til at tage et nyt sug af piben, ønsker jeg nu at vende tilbage til Troposfæren. Måske det er det, der er forbandelsen.

Forvirrede tanker, forvirrede tanker. Det er ret indlysende, at jeg bare må være faldet i søvn igen. Jeg kan ikke have været inde i Troposfæren. Det er et fiktivt sted, et sted hentet i en bog. Men alligevel rejser jeg mig fra sofaen, og det første jeg gør, før jeg går på toilettet og al den slags, er at tjekke musefælden under vasken. Og så får jeg det helt dårligt. Der sidder hun, det væsen hvis erindringer og tanker jeg delte, og ryster i den lille boks med halen fastklemt i fælden.

Jeg tror aldrig rigtig, jeg har kigget på de mus, der gik i fælderne før, eller bare tænkt særlig meget over dem, bortset fra at jeg har skullet huske at sætte dem fri igen udenfor så hurtigt som muligt. Men nu kigger jeg på den. Uanset om det "bare var en drøm" eller ej, ved jeg nu præcis, hvordan hun har det derinde. Mine hænder famler med lukkemekanismen, da jeg åbner boksen, hvorefter jeg så forsigtig som muligt forsøger at befri hendes hale.

"Det må du undskylde," siger jeg til hende. "Det må du virkelig undskylde."

Jeg sætter forsigtigt boksen ned på gulvet og hun begynder at bakke baglæns ud af den, først langsomt, mens hun snuser med næsen. Jeg forventer, at hun straks skal forvandle sig til en grå streg, der løber hen over gulvet for at komme i sikkerhed så hurtigt som muligt, men i stedet bliver hun siddende og ser på mig, mens hun klør sig - jeg ved hvor meget hun har haft lyst til at gøre netop det - og bliver så bare ved med at stirre på mig med sine bittesmå sorte øjne. Jeg genkender det blik fra et eller andet sted og gengælder det instinktivt. Vi bliver siddende på den måde i et helt minut, og jeg er sikker på, at hun ved det. Jeg er sikker på, at hun, på et eller andet plan, ved at jeg har været inde i hendes bevidsthed, og at jeg forstår hende. Hun er ikke bange for mig. Derefter sætter hun sig omsider i bevægelse og smutter ind under et af køkkenskabene. Jeg tjekker de andre fælder, som er tomme, hvorefter jeg smider dem alle sammen ud.

Der er noget galt med lyset. Det tager et stykke tid, inden det går op for mig - jeg går ud på badeværelset for at tisse og bruger fire-fem minutter på at se på mig selv i spejlet, mens jeg spekulerer på, hvad folk ville finde derinde, hvis de kom ind i mit hoved - men så snart jeg kommer ud i køkkenet igen og sætter kaffe over, lægger jeg mærke til det. Det er allerede næsten mørkt udenfor.

Så kigger jeg hen på uret og opdager hvorfor. Klokken er fire om eftermiddagen. Det var mærkeligt. Jeg tog miksturen cirka ved ellevetiden, tror jeg nok. Og jeg var i Troposfæren i cirka en halv time, eller sådan føltes det i i hvert fald. Måske er jeg ved at blive sindssyg.

Jeg kigger efter i bukselommen. Der er ikke noget visitkort. Jeg ser ud af vinduet: der er ingen kat.

Men jeg vil slå Apollo Smintheus op senere for at se, om det er noget, der findes i virkeligheden.

Varmeovnen må være gået ud, mens jeg lå på sofaen, og nu ryster jeg af kulde. Jeg tænker tilbage på, hvordan der var i Troposfæren: stedets ikke-følelse, fraværet af kulde og varme. Jeg vil have den fornemmelse tilbage. Men hvis jeg ikke kan få det, vil jeg i det mindste have det varmt, varmt, varmt. Jeg tænder for resten af gasblussene og stiller mig så tæt hen til komfuret som muligt. Lidt efter er kaffen færdig, men jeg tager den ikke med mig hen nogen steder. Jeg bliver bare stående ved komfuret, skælvende og fordybet i mine tanker. Jeg burde være begyndt at få varmen. Er jeg blevet syg? Har miksturen påvirket mig på en eller anden mere tilbundsgående måde? Er den ved at fucke hele min organisme op?

Og derefter tænker jeg, at hvis jeg virkelig lige har rejst igennem en eller anden mærkelig dimension og ind i bevidstheden på en mus (og en kat) og ud igen, ville det nok få mig til at føle mig lidt mærkeligt tilpas. Jeg mener, det ville vel kunne få hvem som helst til at have det lidt underligt? Tanken får mig til at smile og derefter til at grine. Hvem andre end mig ville kunne finde på at telepatere sig ind i bevidstheden på en sexfikseret mus og derefter en psykopatisk kat. Det her ville være en god historie at fortælle, bortset fra at jeg ikke fortæller historier og at der alligevel ikke vil være nogen, der vil tro på den.

Jeg holder op med at grine. Alle andre som har gjort det her, er døde af det. Hvis man lige føjer det til historien, er der vist ikke nogen, der ville grine.

Det brummer nede fra min taske. En sms.

Det er Patrick. undskyld at jeg trænger mig sådan på, men jeg må se dig igen asap.

Åh, for helvede da.

Efter at have tjekket alle referencer til Apollo Smintheus i mine leksika spiser jeg en tidlig aftensmad - en skål ris med resten af misoen. Der er noget galt med min lejlighed her til aften. Det er ikke bare det, at tiden er gået alt for hurtigt: den føles tom, kold og mere beskidt end den plejer. Jeg orker ikke at bekymre mig om elektricitetsregningen og tænder det store lys i køkkenet og lampen og åbner for radioen, mens jeg spiser. Normalt lytter jeg aldrig til radio på denne tid af døgnet, og jeg har ingen anelse om, hvad det er for en slags programmer, der kører. Jeg vil gerne høre noget beroligende: en halv time med excentriske mennesker, der diskuterer rejsebøger, for eksempel, eller deres haver. I stedet ramler jeg ind i et debatprogram om religion. Ved at se på uret gætter jeg mig til, at det har været i gang i cirka ti minutter. Der er omkring fire forskellige stemmer, inklusiv programværten.

- ... Men Mantra II viser, at de patienter, der blev bedt for ikke klarede sig nævneværdigt bedre end dem, der ikke blev bedt for.

- Jeg er ikke enig ...

- [Latter] Åh, hold op. Man kan da ikke bare være uenig i en videnskabelig undersøgelse. Det fremgår sort på hvidt af artiklen i The Lancet.

- For dem som ikke ved det, er Mantra II - jeg mener Mantra står for Monitoring and Actualisation of Noetic Trainings - en undersøgelse, som blev færdiggjort her tidligere på året. Målet var at undersøge, om bøn hjalp på en gruppe hjertepatienter eller ej. Patientgruppen vidste ikke, om der blev bedt for dem eller ej. De eksterne bønnegrupper omfattede alt fra kristne til muslimer, jøder og buddhister ...

- Mantra II er ikke den eneste undersøgelse af sin art på området - det synes jeg, at jeg er nødt til at understrege. Hvad med Randolph Byrds klassiske undersøgelse fra 1988? Eller William Harris' Kansas City-undersøgelse fra 1999? I Harris' undersøgelse, som fandt sted på St. Luke's Hospital, klarede den gruppe, der blev bedt for, sig elleve procent bedre end den gruppe, der ikke blev bedt for. Forskerne har studeret området i årtier. Og de bliver ved med at undersøge det, fordi det netop ikke er blevet fastslået med nogen som helst sikkerhed, at forbøn ikke virker. Tværtimod er det faktisk ret sikkert, at bøn har en effekt, om end vi stadig er langt fra at forstå, hvori effekten består.

- Bestemt. Det jeg selv har observeret i mit faglige virke, er at bøn har en effekt på verden. For at vende tilbage til Mantra II ... - Men det er jo komplet latterligt! Hvor er beviserne? I Harris-undersøgelsen, som du nævner, Roger, - og som jeg har beskrevet indgående i min bog - indrømmede forskerne selv, at undersøgelsens sandsynlighedfaktor lå på en til femogtyve. Med andre ord var der en sandsynlighed på en til femogtyve for, at de resultater de kom frem til, kunne være fremkommet af sig selv, ved et uheld, og altså helt tilfældigt. Det er altså bestemt ikke nok til at overbevise mig. Et spil som Lotto ville ikke klare sig ret længe, hvis det kun bestod af femogtyve tal og man kun skulle udvælge et af dem!

- Som jeg sagde, for at vende tilbage til Mantra II-undersøgelsen - og jeg går ud fra, at det også har en vis relevans for Harris-undersøgelsen - bliver man nødt til at se på, hvem det er, der undersøger de indkomne data og hvordan de fortolker dem ... - Aha - så nu er det pludselig en sammensværgelse? Forskerne har "dækket over sandheden"?

- Nej, selvfølgelig ikke. Men måske skal ting som bøn og forbøn ikke forstås igennem undersøgelser med data og grafer og sandsynlighedsfaktorer. Hvordan skal man overhovedet begynde at måle den her slags ting? Hvordan udregner man for eksempel "en enheds" bøn?

- Der er et interessant etisk spørgsmål på færde her, som handler om Gud, synes jeg. Uanset hvordan vi fortolker data fra undersøgelser som Mantra II, er vi nødt til at spørge: hvis nu vi antager, at bøn rent faktisk hjælper folk - hvilken slags Gud er det så, som kun vil hjælpe folk, der beder ham om hjælp eller har andre til at bede for sig? Det kan da kun pege i retning af en Gud, som gør forskel på folk, selvom vi ellers antagelig alle skulle være Guds børn, og alle være lige i Hans øjne?

- Ja, det er et interessant spørgsmål. Måske er selve bønnen som begreb betragtet et paradoks. Måske kan man slet ikke bede til en Gud, som behandler alle lige. Måske gør det bønnen overflødig. Hvis Gud elsker alle mennesker lige højt, burde man vel ikke være nødt til at minde ham om at tage sig af folk? Der burde i så tilfælde ikke være nogen logisk grund til at gå i forbøn for nogen.

- Jeg er enig i, at der måske kan ligge en dybsindig pointe begravet der et sted. Men på den anden side kan man også spørge: hvad nu hvis det slet ikke er Gud? Hvad nu hvis bønnens succes i stedet afslører noget vigtigt om tankens kraft? Kan tanker rent faktisk influere stof?

- Du mener ligesom med bøjede skeer og den slags?

- Ja. [Latter] Man kan vel godt sammenligne det en lille smule med at bøje skeer.

Jeg bliver færdig med mine ris og tænder en cigaret, mens diskussionen fortsætter i baggrunden. I det mindste er stemmerne der til at minde mig om, at der findes en håndgribelig verden uden for dette rum, uden for min egen bevidsthed. Hvor fanden har jeg været henne her til eftermiddag? Og, kan jeg ikke lade være med nu at tænke, hvor lang tid skal der gå, før jeg kan tage tilbage dertil? Måske skulle jeg forsøge igen så snart som muligt for at se a) om stedet er lige så virkeligt, som det føltes her til eftermiddag og b) om jeg, hvis det er virkeligt (hvad virkeligheden end måtte være inden for den her sammenhæng), vil være i stand til at navigere derinde med lidt større succes end første gang.

Et tog skramler forbi og jeg tænker kort over, hvor det mon er på vej hen. Jeg har slet ikke været udenfor i dag.

Jeg ryger endnu en cigaret og forsøger at få varmen, men det hjælper ikke rigtig. Jeg burde sikkert forsøge at komme tilbage til Troposfæren alene af den grund: i det mindste slipper jeg så for at fryse. Hvis bare jeg ikke troede, at dagens begivenheder kunne tyde på, at jeg var ved at blive sindssyg (overdreven medfølelse med mus - jeg tror, det betyder endnu et flueben i afkrydsningsskemaet) - og hvis bare jeg ikke frøs så meget - så ville i dag, uden sidestykke, være den mest fantastiske dag i hele mit liv. Så jeg må gøre det igen. Jeg må finde ud af, om det er virkeligt (om end jeg vil forsøge at undgå katte). Og hvad så bagefter? Flippe ud? Fejre det? Få et nervøst sammenbrud? Der er ikke nogen selvindlysende ting at gøre før, under og efter en situation som denne, bortset fra at stoppe øjeblikkeligt og ikke tillade der at blive et før, under og efter igen.

Men det er det eneste, jeg ikke er parat til at gøre. Jeg er nødt til at forsøge at komme tilbage dertil.

Netop som jeg sætter mig tilbage i sofaen med de remedier, der hører sig til min nye afhængighed - kortet med den sorte cirkel og flasken med væske - banker det på døren. Er det Wolf? Jeg ignorerer det og synker tilbage i sofaen, mens jeg adspredt tænker på, at jeg aldrig har prøvet at ligge på en psykologs divan, hvorefter jeg drikker noget mere af miksturen og holder kortet op foran øjnene.

Tunnelen.

Gaden.

Konsol.

Fjorten

Du har nu syvogtyve valgmuligheder.

Hvorfor er alting så anderledes fra sidst? I det mindste befinder jeg mig på det samme sted, på den samme tomme gade og står og ser på de samme skilte. Alle bortset fra et er stadig skrevet på et sprog, jeg ikke forstår. Det ene skilt er nu oplyst og til at læse. Mus 1 står der på det. Jeg må vitterlig være ved at blive sindssyg. Men herinde, i Troposfæren, virker det ikke som noget, jeg behøver at bekymre mig om. Det er ligesom med den frygt jeg havde sidste gang, den frygt som ikke for alvor føltes som frygt: ængstelsen er der, men man kan bare ikke rigtig mærke den. Hjertet begynder ikke at banke hurtigere; man sveder ikke. Jeg ser igen mig selv som i en film. Jeg spiller mig selv i et computerspil. Så jeg har altså syvogtyve valgmuligheder. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder. Og hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg lige så gerne bare blive stående her midt i den tomme gade og mærke dette velsignede ingenting.

Ville jeg kunne leve med ikke at vide mere? Nej. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan det her fungerer. Hvad er Troposfæren? Den slørede konsol er som et gennemsigtigt kort, der ligger bredt ud over mit synsfelt og viser mig, hvilke steder, der er "aktive", altså hvilke steder, jeg kan træde ind i. Eller det var i det mindste sådan, det syntes at fungere sidst. Sidste gang var det nærmeste sted, jeg kunne træde ind i den lejlighed, som nu er afmærket med ordet Mus 1. Denne gang ser en af butikkerne, som ligger et par indgange længere nede af gaden, ud til at være fremhævet. Det er en lille musikforretning med et klaver i vinduet. Jeg beder konsollen om at lukke ned inde i hovedet og den forsvinder fra synsfeltet med et flakkende skær. Nu kan jeg se butikken ordentligt. Der er et klaver: et lille sort opretstående eksemplar med nogle nodeark på en holder. Jeg kigger efter en ekstra gang og opdager, at titlen på musikstykket står på tysk. Skiltet på døren er også på tysk: Offen. Jeg åbner døren og en lille klokke begynder at klemte. Jeg forventer at se det indre af butikken, men det gør jeg naturligvis ikke.

Du har nu én valgmulighed.

Du ... Jeg er nu en anden: en der er menneske og mand. Jeg sidder på en café og venter. Jeg behøver ikke at oversætte denne persons tanker: det er en underlig fornemmelse rent faktisk at være en anden, men det er altså sådan det føles. Det er i hvert fald nemmere end at være en mus eller en kat. Jeg kan ... jeg kan tale tysk. Jeg tænker endda på tysk. Jeg kan læse noder. Jeg ... Okay, Ariel, lad dig nu bare flyde med.

Så jeg sidder altså på en café og stirrer på bundfaldet i en hvid kop med rande af gammelt, gråt cappucinoskum, og jeg er i pissedårligt humør, men det er der ikke noget nyt i. Hvordan kunne han gøre det her mod mig igen? Igen.

Ordet giver mig lyst til at tude. Jeg kan mærke det i huden, i kinderne og hele vejen ned over brystet: små inficerede orme af fiasko, som kravler rundt på mig, og som alle sammen gentager det samme ord: igen. Han sagde, at det ville ske snart. Nu ser det mere ud som aldrig. Det må være på grund af noget, jeg ikke har gjort. Tanken om at det ville være sket under alle omstændigheder er for ubehagelig. Det må være skjorten. Han sagde, at han godt kunne lide den blå, så hvorfor har jeg taget den her latterlige røde las på?

Nu kommer tjeneren herover og der dukker, som Lumas også beskrev det, et svagt omrids af en anden butik op oppe over hendes hoved, og det går op for mig, at jeg kunne gå ind ad den dør i stedet for at blive "her" - hvad det så end er "her" betyder. Skal jeg forsøge det? Hvad med den gang Mr. Y forsøgte og røg tilbage ud i Troposfæren? Jeg forsøger at kalde konsollen frem, men den kommer ikke. Jeg har ikke tænkt mig at forsøge på noget uden den til at guide mig.

Jeg kalder på den igen.

Den kommer ikke frem.

I det mindste fik jeg et kvarter mere sammen med ham. Men hvad er et kvarters ekstra minder i sammenligning med et helt liv sammen? Den fremtid, der skulle have været min. Det var det, jeg skulle have sagt til ham. Jeg ved, at han længes lige så meget efter det her, som jeg gør, men når det så kommer til stykket, er han en kryster. Måske skulle jeg have sagt det. Robert, du er en kryster. Måske er det mig, der er en kryster. Jeg ville aldrig kunne sige sådan til ham. Bare at forestille sig hans ansigt, hvis man sagde sådan. Han ville storme ud. Han ville sige, at jeg var gået over grænsen. Åndssvagt udtryk. At være gået over grænsen. Hvilken grænse? Hvor? Åh, ja. Den grænse som du trak imellem mig og alt, hvad jeg har lyst til at sige og være.

Grænsen mellem et "normalt" liv og det andet, den anden mulighed. Du kunne have krydset den grænse. Du lovede mig at krydse den grænse. Du lovede mig det. Du lovede mig det. Du lovede mig det. Og jeg har været så blid og forstående over for dig i de sidste par uger, har snakket med dig, når du har haft brug for at snakke, har kysset dine tårer væk, når jeg rent faktisk havde mere lyst til at slikke din pik. Jeg har gjort alt, hvad du har bedt mig om.

Jeg ser ham komme ind for en time siden, allerede ti minutter for sent på den, som om jeg ikke havde andre ting at foretage mig (men det har jeg ikke, Robert: det eneste jeg overhovedet vil, er at elske dig).

"Jeg kunne ikke komme før," siger han. "Børnene skabte sig."

Endnu et åndssvagt udtryk. Hvad skabte de? Lort? Et kunstværk? Begge dele?

Hans børn. De står på den anden side af en helt anden grænse. Men jeg har ladet, som om de interesserede mig længe nok. Eller. Okay, jeg var på en måde interesseret i dem. Jeg forestillede mig weekender sammen med dem engang i fremtiden, når Hvaderdetnuhunhedder var kommet sig lidt. Ture i parken. Store isvafler. Det passede ikke hundrede procent sammen, men jeg kunne have programmeret mig selv til at gøre det. Jeg ville have gjort det for din skyld, Robert.

Bordet foran mig er et helt lille kunstværk i sig selv. Hvilken titel skulle man give det? Efter afsløringen. Det lyder meget godt. Forræderiets grå rande. To kopper, to underkopper, en mand. Når man ser på bordet, kan man med det samme se, at der har været to mennesker her for lidt siden, men at den ene er gået. Den ene har et møde, et fast skema, et liv. Den anden er mig og jeg har ikke noget som helst i hele verden bortset fra denne kop kaffe.

Måske man endda har set ham gå, ham med den vigende hårgrænse og de sorte jeans. For en time siden trådte han ind og dengang var der ingenting på bordet, bortset fra den rød-oghvidternede voksdug, et lamineret menukort og en peberbøsse (men ingen salt). Han undskyldte, at han var sent på den og satte sig, og jeg kunne se at han rystede.

"Kaffe?" spurgte jeg. Og jeg havde lyst til at slå ham, slå det rystende vrag overfor mig. Jeg havde lyst til at bede ham om at opføre sig som en mand. Hvis jeg havde lyst til at kneppe piger resten af mit liv, så gjorde jeg nok ikke det her, gjorde jeg vel?

En tjener kom hen til bordet. De taler alle sammen fransk her, eller i det mindste render de rundt med overbevisende franske accenter, så han sagde "Café au lait" med en åndssvag engelsk-fransk accent, og tilføjede derefter et "Merci".

Sikke en idiot. Og nu? Nu har jeg bare lyst til at pisse ham lige op i hovedet. Jeg har lyst til at drukne ham i min egen lort. Jeg har lyst til at tage billeder af ham, mens han drukner i min lort og sende dem til hans kæreste. Jeg har lyst til at skrive en hele koncert om, at han drukner i min lort og spille den til hans begravelse og ud af et permanent højttaleranlæg på hans grav, så hele hans familie er nødt til at lytte til den i al evighed.

Men jeg var stadig fuld af håb, da han så på mig hen over bordet.

"Hvordan har du haft det?" spørger han, som om jeg havde kræft.

(Det er dig, der er sygdommen, Robert, din elendige lille kræftsvulst. Du har givet mig kræft i hjertet.)

"Hvordan tror du?" svarer jeg.

Jeg tror, det var meningen, at jeg skulle svare: "Fint. Glimrende. Mit liv er fuld af lyserøde skyer."

Tja, men det lyder vel også noget mere attraktivt, ikke?

Han tænder en cigaret med rystende hænder. Det er mig, der har lært ham at ryge, selvfølgelig. Jeg har lært ham at ryge og jeg har lært ham at drikke og jeg har lært ham at kneppe mig i røven. Jeg viste ham de ting, jeg selv hele tiden havde haft på fornemmelsen: at to mænd sammen er en meget mere potent størrelse end det selvudlignende yin-og-yang, som er pik-og-kusse. Vi opdagede tingene sammen: den mandlige krops skønhed. Kan du ikke længere huske det, Robert? Jeg købte endda en reproduktion af Donatellos David til dig på et tidspunkt, hvor jeg knap nok havde penge til mad. For at gøre gengæld købte du en buste til mig af Alexander den Store.

Og du sagde, at du ville flytte sammen med mig.

Siddende her ved bordet for en time siden lignede han ikke en, som skulle til at forlade sin familie for at flytte sammen med mig. På den anden side - hvorfor skulle han ikke være ude af den, hvis han lige havde forladt sin kæreste (de er ikke gift, selvom de har to børn). Måske er det det, tænkte jeg. Måske er han ude af den, fordi han har sagt det til hende og han bliver nødt til at komme hjem til mig i aften og jeg vil give ham vodka for at tage lidt af chokket og bagefter vil jeg slikke hans pik så grundigt, at han aldrig nogensinde vil forlade mig igen. Jeg ville bare gerne have chancen for at overbevise ham om, at det skulle være mig. Jeg ser Robert som en fisk, der stadig svømmer rundt med krogen i munden. Hvis hun hiver i den, går han tilbage til hende: det ved jeg bare.

Robert sidder der med sin cigaret, som fastfrosset i tiden. Min hjerne nægter at afspille denne erindring som en film: den trækker rundt med mig som en schæferhund og får mig til at fare hid og did ... Og nu tænker jeg, at jeg burde skrive en selvhjælpsbog til andre i samme situation. Eller ... Ja. En hjemmeside. Jeg kunne sende hende et link, bare så hun kunne vide besked.

hvordanmantagerdenopirøven.com

Ikke at den sikkert ikke findes allerede. Og når det kommer til stykket, er det heller ikke det, jeg vil.

roberteretdumtsvin.com

Ikke generelt nok.

nårheteroseksuellemændloveratspringeudsombøsserogsåikkegørdet.com

Han nippede til kaffen. Jeg sad med ansigtet vendt over mod døren, jeg havde anbragt mig selv der som en sød lille velkomstmåtte (tåbelig engelsk opfindelse), som sad og ventede på, at han skulle komme og tørre sine fødder af i mig. Så der sad han så og nippede til kaffen og så igennem mig og hen på væggen, som var dækket af postkort fra Paris, og jeg sad bare og så folk forlade stedet, som bakterier på jagt efter en ny vært at inficere. Ingen nye gæster kommer nogensinde ind på denne tid af dagen; det er som selve stedet har taget et eller andet antibiotisk.

"Er du okay?" spurgte Robert mig.

"Jeg er forvirret."

Det var meningen, at han skulle være kommet over i går aftes for at fejre starten på vores nye liv sammen. Jeg havde slået op med Cathrine og det eneste, der nu manglede, var at han forlod sin kæreste. Han kom ikke. I stedet ringede han til mig ved tolvtiden og sagde med en åndssvag hvisken, at det hele var for kompliceret og at han ville mødes med mig her i morgen. Jeg sagde, at jeg havde købt blomster. Han sagde, at han var nødt til at løbe nu. Jeg foreslog, at vi kunne mødes hjemme hos mig i stedet for her - cafeen ligger trods alt dør om dør med min lejlighed. Han sagde, at det ikke var nogen god idé.

Så der sad vi så. Og jeg vidste, at han ikke havde gjort det.

"Du har ikke sagt det til hende," sagde jeg.

Han rystede stadig. "Jeg har sagt det," sagde han. "Jeg sagde det i går aftes."

"Åh, Gud," sagde jeg. "Det vidste jeg ikke. Undskyld. Er du okay?"

Jeg lænede mig hen over bordet og rørte ved hans arm. Selvfølgelig var han straks tilgivet. Han havde gjort det. Han havde sagt det til hende. Det var jo det, jeg havde ønsket. Eller faktisk var det det, vi begge to havde ønsket. Men hvor havde han så været i nat? Lige som jeg skulle til at begynde at spekulere over det, fjernede han min hånd fra sin arm.

"Lad hellere være."

"Robert?"

"Jeg sagde det til hende. Jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at forlade hende."

"Men det er da godt, er det ikke? Medmindre ... Altså, selvfølgelig kommer du til at være ked af det, men jeg skal nok støtte dig. Det skal nok gå alt sammen."

"Jeg er ked af det, Wolfgang. Men jeg har ombestemt mig." Hvorfor smider du ikke bare hele min skide sjæl en tur i mikrobølgeovnen, nu du er i gang?

"Jeg sagde det til hende. Jeg sagde, 'jeg forlader dig', og hun svarede, 'nej, du gør ej'. Bare sådan lige. Hun vidste, at jeg havde haft noget kørende. Hun er jo ikke dum. Vi ... Ah, Gud, jeg ved ikke engang, hvor jeg er længere, jeg er bare så træt."

"Vi hvad?" spørger jeg. "Hvad var det, du skulle til at sige?

"Vi har tænkt os at prøve at tage en tur mere."

Den her idiot får et forhold til at lyde som et barns snurretop. Ah, jeg tror lige jeg prøver at tage en tur mere! Men jeg sagde ikke noget, og han fortsatte derfor bare med at plapre løs om, hvordan han troede, at han var bøsse, måske, eller i det mindste biseksuel, men nu var han ikke så sikker længere.

Han sagde, at han troede, at han nok var biseksuel, men det betød jo så, at han i virkeligheden godt kunne blive sammen med sin kæreste, og de havde trods alt to børn og hun havde ret, når hun sagde, at han skulle tænke på dem i stedet for kun at tænke med sin pik.

Konsol!

Konsol?

Konsol?

Shit. Jeg er nødt til at komme ud herfra. Jeg havde ingen anelse om, at det her er Wolfs bevidsthed, selvom jeg måske nok burde have været i stand til at tyde tegnene. Pis. Pis. Jeg fatter ikke, hvordan jeg er kommet til at vade ind i hans privatliv på den her måde. Jeg burde ikke vide noget af alt det her. Jeg havde ingen anelse. Ah, Wolf ... Jeg er virkelig ked af det. Hvor er hende tjeneren nu blevet af? Jeg kan desværre ikke se mig omkring: det eneste jeg kan se, er det Wolf ser, og han kigger bare ned i bordet. Ingen døre. Ingen halvgennemsigtige billedfelter.

Konsol?

Men den kommer ikke op. Jeg sidder fast.

Nu rejser han sig for at forlade cafeen. Men han ser stadig ikke på nogen.

Og så genkender jeg den måde, han har det. Det må være, hvor længe, sytten år siden? ... Kors, hvor får det mig bare til at føle mig gammel. Jeg var forelsket, totalt og helt igennem uskyldigt forelsket, for første og eneste gang, i en fyr som var ved at tage sin afsluttende eksamen i byen, mens jeg var i gang med min bachelor. Han havde skulderlangt hår og kørte rundt i en lille, blå mini.

Bare det at se den holde ude på universitetets parkeringsplads gav mig altid et summende stød i kroppen, ligesom når man kommer til at røre ved hjertet ved en fejl, og den røde lampe blinker i det der gamle operationsspil for børn. Senere slog han op, fordi han syntes, at jeg var for ung, og det næste års tid brugte jeg på luske rundt efter ham (inklusive den gang, hvor jeg efterlod en kaktus i en sigende facon foran hans dør), hvorefter jeg besluttede helt at opgive at have noget med kærligheden at gøre.

Wolf har nu ikke tænkt sig at begynde at luske rundt efter nogen. Wolf vil drikke sig fuld. Vi vil drikke os fulde ... Jeg vil drikke mig fuld.

Det er begyndt at sne. Bakterie-menneskene på fortovet tramper snefnuggene til sjap i samme sekund de rammer jorden; det har præcis den samme konsistens som den citron-isdrik, som Heikes mor plejede at lave til os, når vi kom hjem i vores pioneruniformer engang ud på eftermiddagen. Men sjappet på fortovet er snasket og brunt at se på. Og det er sådan, det er: livet udtrykt i et enkelt øjeblik. Man begynder med den reneste citrondrik med knust is og ender med noget skident snask. Det her er sådan, man ender. Og jeg ved, hvor jeg er på vej hen, så jeg går igennem den brune grød på autopilot, uden at græde. Jeg nægter at græde. Ikke nu.

Men det skal nok gå. Hvis man drikker tilstrækkelig meget bourbon, begynder ens menneskelighed at smelte bort. Klokken tre i nat vil jeg være ligeglad. Om en time vil jeg måske være bedøvet nok til at holde op med at tænke på, hvornår jeg skal græde over det. Der blæser en iskold vind sammen med de spredte snefnug, men jeg orker ikke at knappe knapperne i min frakke. Jeg tror, jeg har glemt mit halstørklæde på cafeen. Fint. Måske fryser jeg ihjel. Jeg ser det for mig: mig frosset ihjel på en bænk i en park med knust hjerte. Robert vil læse om det i lokalavisen og ... Eller her er et endnu mere trist scenarie.

Jeg dør på bænken ligesom før og så videre, men idioten læser ikke engang om mig. Jeg kunne dø, uden der var nogen, der ville lægge mærke til det. Min nabo Ariel ville måske lægge mærke til det efter et par dage. Cathrine ville jo nok bare være ligeglad nu. Hun sagde ikke noget, efter jeg havde gjort det forbi. Hun græd ikke engang. Hun sagde ikke, at jeg var ved at begå en fejltagelse. Hun tiggede og bad mig ikke om at holde op med at tænke på mænd. Tanken får mig næsten til at sætte kurs direkte mod parken og knappe alle knapperne op på den her rædselsfulde røde skjorte, men, på trods af hvad jeg ellers siger til folk, er jeg ikke selvmordskandidat.

Der kommer en forretningsmandstype gående imod mig med en avis holdt op over hovedet for at forhindre snefnuggene i at lægge sig på hans skaldede isse. Hey, din nar! Har du nogensinde prøvet at slikke en anden mands pik? Det har jeg.

Men så på den anden side; det er mere almindeligt, end folk går og tror. Han har sikkert også prøvet det.

(En dør hænger og svæver i luften over manden, men jeg tøver; så ser Wolf den anden vej og døren er borte.)

Jeg vil have, at det skal gøre ondt. Jeg har brug for fysisk smerte, ikke alt det her mentale lort. Det her ville være det perfekte tidspunkt at gå til tandlæge. Goddag, Herr Doktor. Bare gør lige, hvad du har lyst til ...

Jeg kunne kneppe mig selv i røven med en lygtepæl. Jeg kunne forsøge at finde en eller anden bøssehadende hooligan, der kunne sparke mig i hovedet, mens jeg lå krummet sammen på jorden i nato- og/eller fosterstilling. Jeg går i retning af Westgate Tower, byens stramme røvhul nede i centrum. Jeg brugte den beskrivelse en gang, og vedkommende jeg snakkede med blev helt rystet. "Men har du nogensinde set en bus forsøge at klemme sig igennem dernede?" spurgte jeg.

"De ser altid ud, som om de godt kunne bruge en gang glidecreme." Ha. Hvis det er et slagsmål, jeg er ude efter, befinder jeg mig i den forkerte ende af byen. Jeg kunne begynde at gå hjemad igen og så hænge ud i nærheden af kebabstedet og vente på, at der skulle komme en flok af "ungdommen" forbi. Hvad ville jeg så gøre bagefter? Det eneste jeg ville behøve, var at begynde at glo på en af dem. Jeg ville ikke engang behøve at kalde ham en bøsserøv. Hvem ville jeg i virkeligheden allerhelst pandes ned af? Jeg ville allerhelst pandes ned af en flok homoer, der ville fistfucke mig i røven bagefter. Jeg vil have, at noget skal gøre mere ondt end det her.

Konsol?

Konsol?

Stadig ingenting. Og Wolf går stadig og ser ned i fortovet.

Vi fortsætter videre ned i retning af St. Dunstan's. Efter nogen tid kommer vi til en dør, som jeg aldrig har lagt mærke til før. Eller, jeg har på en gang aldrig lagt mærke til den, samtidig med det går op for mig, at jeg kommer her ret tit. Den fører ind til en trappe og ned i en kælderbeværtning, der er indrettet som vinbar. Og her sidder jeg så frem til lukketid, mens jeg drikker Jack Daniel's og ser op og ned ad hver eneste fyr, som passerer. forbi. Jeg tænker, at en af dem vil reagere. En af dem vil enten få lyst til at banke mig eller kneppe mig, men jeg kunne lige så godt have været usynlig. Måske er jeg. Måske er jeg usynlig. Da det bliver sidste omgang, går jeg op i baren og køber tre drinks mere.

"Er jeg synlig?" spørger jeg bartenderen. "Kan du se mig?" Hvorefter narrøven smider mig ud. Og jeg er ikke engang fuld endnu. Jeg går hen på hotellet.

Bestyreren i aften er en tidligere udsmider ved navn Wesley.

"Hey - du skal ikke på arbejde i aften," siger han.

"Drikke," siger jeg. "Jeg skal bare have noget at drikke."

Mine indvolde føles som kogende lava. Jeg bliver nødt til at gøre noget ved det. Jeg overvejer at forklare det til Wesley, men han siger bare, "Okay, men kun et par stykker, kammerat."

Melissa har klavertjansen i aften. Jeg sætter mig i båsen ved siden af og glor tilstrækkelig meget på hende til at få hende til at spille forkert tre steder inden for samme takt. Nå, men jeg tror, de tager fejl. Hele verden synes på en eller anden måde at vende forkert. Hvorfor er jeg her egentlig? Nå, jo. Den idiot til Robert. Når jeg kommer hjem, står han der måske og venter med en lille kuffert og tørrer sine øjne med et sammenkrøllet lommetørklæde.

I mine drømme. Eller som Ariel siger, i et andet univers - måske det samme, som det hvor jeg også er rig. Det er så en anden ting: efter i aften vil jeg være fuldkommen på spanden. Gad vide om hun vil låne mig nogen penge? Nej. Sagde hun ikke noget med, at hun havde brugt dem alle sammen på den der bog? Kunne jeg måske stjæle bogen? Hun sagde, at det var en af de mest sjældne bøger i hele verden ... Hvordan kunne jeg gøre det? Gå derind for at tage et glas sammen med hende før sengetid og så slå døren fra på vej ud. Senere kunne jeg så gå tilbage og ...

Dit røvhul, Wolfgang. Du er hendes ven.

Klaveret er så blankpoleret, at det ser ud, som om det kunne finde på at begynde at spadsere ud herfra på sine fire ben. Skal jeg kaste op? Rolig, rolig. Jeg går ud og pisser. Det hjælper sikkert.

Jeg står alene ude på wc'et under lysstofrørene og pisser ned i en porcelænskumme, da der kommer en fyr ind. Han ville sikkert se bedre ud efter at have været en tur i polititegnerens fotoshop.

Hans kolossale øjenbryn synes ikke at passe sammen med hans små, stikkende øjne. Eller måske er det næsen, som virker ligesom klasket på, eller som om der er nogen, som lige har givet ham en på bærret. Han kommer hen og stiller sig ved siden af mig og tager pikken frem, men han begynder ikke at pisse. Han skæver hen på mig; ned på min pik og så op til øjnene igen. Jeg glor på hans pik. Han glor på min pik igen. Er det en slags hemmelig kode eller hvad? Før jeg helt forstår, hvad der sker, er vi inde i en af toiletbåsene. Jeg ligger på knæ på det våde flisegulv og han knepper mig i munden. Det eneste jeg kan smage, er koldt pis.

Da han er færdig, kalder han mig en luder og går så. Jeg tænker igen på Donatellos David, og det er så nu, jeg begynder at græde efter at have kastet op i toilettet omme bag mig: Jack Daniel's blandet med sæd og et fjernt minde om kaffe. Kvinder er nemmere end det her. Jeg vil prøve at finde en kvinde, der vil hjælpe mig. Jeg vil ... Åh, Gud. Jeg tror aldrig, jeg får lyst til sex igen i hele mit liv. Men man kan ikke få noget som helst, uden der også er sex eller i det mindste et løfte om sex involveret (medmindre jeg har misforstået noget og det jeg i virkeligheden mener, er vold, men jeg er også lidt fuld). Måske jeg skulle prøve at hænge mig, om ikke andet så for at få lidt medfølelse. Er det nemt at gøre det, så det mislykkes?

De næste par minutter er forvirrende. Wesley - jeg er sikker på, at det er ham - kommer ind, lige som jeg skal til at slå døren op. Han trækker mig igennem gangen og ud i køkkenet, hvor det lykkes mig at stikke en albue ned i en plasticbøtte med rejecocktail, før han presser mit hoved ned mod det rustfri stålkøkkenbord.

"Det gør du bare aldrig mere her på mit hotel, din lede bøssekarl," siger Wesley. Jeg har helt ærligt ingen anelse om, hvad det er, han mener.

Jeg tror ikke, at han er ved at fyre mig. Jeg tror, det her svarer til en første officiel advarsel. Det gør ondt et sted: min arm omme bag på min ryg.

"Slå dog fra dig, din skide tæve," siger han og trækker mit hoved hårdt tilbage med et greb i kraven.

Jeg kommer til at grine, fordi jeg glemmer at tæve i denne sammenhæng ikke betyder "hunhund".

"Er det mig, du griner af?"

Jeg drejer rundt, ser en knytnæve, hvorefter alting bliver sort.

Konsol?

Ingenting.

På vej hjem forsøger jeg at blive kørt over. Jeg går endda igennem Westgate Tower, midt på vejen, mens jeg mumler "Røvhul, røvhul", men trafikken bremser bare op bag mig, som om det var et begravelsesoptog i stedet for en eller anden drukkenbolt, som er ude på skrammer. Inde i parken forsøger jeg at starte et skænderi med nogle store knægte på en bænk, men de ser bare forskræmte ud og løber deres vej. Jeg tror måske, jeg har glemt, hvor det er, jeg bor, men pludselig er jeg der, og der er min cykel.

Jeg spytter to gange på jorden, før jeg træder indenfor i opgangen. To fyre i en sort bil sender mig nogle skumle blikke, før de kører videre og holder ind til siden rundt om hjørnet. Måske stiger de ud om lidt og kommer herover for at give mig nogle bank. Vil jeg stadig gerne det? Men ingenting sker: det ser bare ud, som om de er faldet i søvn.

Søvn. Det er sikkert en meget god idé. Måske vil jeg bare falde i søvn og aldrig vågne igen. Gad vide om Ariel har nogle sovepiller. Sikkert ikke. Skal jeg gå ind og snakke med hende nu? Er jeg for langt ude? Ville jeg objektivt set se ud til at være "langt ude", hvis jeg bankede på hos nogen lige nu?

Faktisk tror jeg ikke, jeg har kræfter til overhovedet at komme op ad trappen. Der ser ganske indbydende ud her på betonen. Jeg tror bare, jeg ...

"Åh. Ohm ... undskyld."

Hvem sagde det? Åh ... en eller anden fyr på vej ned ad trappen. Wow! Hold da kæft nogle kindben. Men - auch! Han er helt forslået. Har Ariel været i seng med ham? Jeg ville gå i seng med ham, hvis jeg var hende. Han ligner hende, som hun ville se ud, hvis hun var en høj, mørkhåret mand. Det er en mande-Ariel, en han-Ariel. Hvorfor er han pludselig her? Er han rent faktisk Ariel, som har forklædt sig? Hvorfor skulle hun forklæde sig og begynde at tale med en anden dialekt? Han siger undskyld. Han undskylder for, at jeg er ved at lægge mig til at sove, der hvor han har brug for at sætte sine fødder. Det her er for kompliceret for mig. Jeg tror bare, jeg går op i seng.

"Excusez-moi," siger jeg på fransk for at narre ham. Jeg begynder at rejse mig.

"Har du brug for en hånd?" spørger han.

"Nein, danke."

Ja. Jeg er flersproget. Se, den var sjov.

(Min hjerne er ikke i stort bedre tilstand end Wolfs, og det er som om alkoholen også har påvirket mig. Alligevel tænker jeg Adam. Hvad laver Adam her?)

"Er du Ariels nabo?"

"Si," svarer jeg grinende. "Yes."

Han lader fingrene løbe igennem sit uglede hår og sukker. "Jeg er nødt til at finde hende."

"Hun bor oppe ... i skyerne."Jeg ville have sagt "ovenpå". Det er sjovt, det her.

"Jeg ved godt, hvor hun bor. Hun svarer ikke, når man ringer på."

"Hun er ude ... sammen med idioterne ... sammen med dem-da-dum-da-dej ...

"Sammen med hvem?"

"Middag. Med de nye fra kontoret. Eller var det i går? Undskyld ... jeg er lidt fuld. Forstår du, der er sket noget mærkeligt og yderst tragisk i mit liv her til aften og ..."

"Hør her, undskyld mig, kammerat. Hvis du ikke kan hjælpe mig, så lad være. Men lad for helvede være med at spilde min tid, okay? Det er faktisk ret alvorligt, det her. Hendes liv er i fare, hvis det ellers betyder noget for dig."

"I fare? Hvem er efter hende? En pik?"

"Hvad? Så tag dig dog for fanden sammen, menneske."

"Fare. Fare! Ariel er i fare? Vi må hjælpe hende: Hvor er håndgranaterne?"

"Bare glem det."

"Undskyld, at jeg er sådan her. Lad mig nu prøve at hjælpe. Hun er min ven."

Den anden mand sukker. "Der var to mænd, okay? Den ene har et sort jakkesæt på, den anden et gråt. De har begge to lyst hår, ligesom dit, måske lidt lysere endnu. Den ene har et lille hageskæg." Fyren står og gestikulerer foran mig, som om han kunne mane mændene frem ved at tegne dem i luften. "Jeg tror, de kører i en sort sedan. Har du set dem?"

"Hvem? Er de her? Nej. Det tror jeg ikke. Der holder en sort bil..."

"Hvor?"

"Hvad?"

"Du sagde noget om en sort bil."

"Gjorde jeg? Det kan jeg ikke huske. Undskyld."

"Prøv og hør engang. Jeg tror, at de her mænd er bevæbnede. De er meget farlige. De har været henne i en boghandel for at spørge dem ud om Ariel.

Hun har købt en bog, som de er ude efter - det er det eneste, jeg har været i stand til at finde ud af."

"Nå, den. Jamen, Ariel vil ikke sælge den bog. Aldrig nogensinde."

"Hvad er det for en bog?"

Lad være med at fortælle ham det, Wolf. Lad være med at fortælle ham det.

"Det er ... Åh. Der er en stemme inde i mit hoved, som siger, at jeg ikke må sige det."

Jeg ryster på hovedet. "Nej. Desværre. Lægens ordre."

Jeg kan ikke forstå alle de stemmer, der er inde i mit hoved. Den ene siger, at jeg ikke må fortælle det, mens en anden siger, at jeg skal gå op og hente bogen med det samme. Og - av - ikke engang selv sælge den, men give den til den rare mand, når han beder om den ...

En døråbning, sådan lidt kirkeagtig at se på, hænger og flimrer rundt om Adams krop. "Shift!" kommanderer jeg. "Shift!" Jeg er nødt til at finde ud af, hvad der er sket. Jeg begynder at glide, ligesom de andre gange, men i stedet for at glide ind i Adams hoved, føles det som om jeg begynder at falde, men ikke nedad. Før jeg kan begynde at forstå, hvad der sker, og hvordan det er muligt at falde i andre retninger end nedad, lander jeg ude foran musikforretningen. Jeg er tilbage i Troposfæren og ligger på asfalten og ser op på de blinkende neonskilte under en sort himmel uden stjerner. Det er som om nogen har slukket for alting på en gang: den dunkende fornemmelse i Wolfs hoved, lugten af fugt i betonopgangen, kulden, lyden af trafik fra gaden uden for huset. Ligesom tidligere er der næsten fuldkommen stille i Troposfæren.

Der er ingen lyde overhovedet: ingen fugle, ingen trafik, ingen mennesker. Den eneste lyd jeg nogensinde har hørt i Troposfæren, er lyden af mine egne skridt. Havde elevatoren en lyd? Jeg kan ikke engang huske det.

Jeg må skynde mig at komme ud herfra og finde Adam.

Hvorfor skulle nogen bevæbnede mænd være ude efter bogen? Jeg kender ikke Adam særlig godt, men det var tydeligt, at han troede på det, han sagde og at han forsøgte at hjælpe mig. Er det ham, der har ført mændene på sporet af mig - de to mænd i bilen? Eller er det her alt sammen på en eller anden måde noget, jeg drømmer? Jeg er foruroliget over det, Adam sagde om pigen i boghandlen. Han vidste tydeligvis ikke, hvad der var sket, men jeg kan godt regne det ud. Det er ret logisk: hvis man vil have Mr. Y's forbandelse, bliver man ved med lede efter den; det ved jeg fra mig selv. Disse her mænd må have googlet den og fundet et spændende nyt link - en pige som skriver, at hun har solgt den i en antikvarboghandel. Så de finder altså frem til butikken, tager derhen og spørger hende ud om, hvem hun har solgt den til. Hun kan ingenting huske, gætter jeg på, bortset fra at jeg er en yngre kvinde, som er ved at lave sin ph.d. på universitetet. Og hvad sker der så? Mændene går ind på universitetets hjemmeside og søger på "Lumas". Som de finder under mine forskningsinteresser på siden over de ansatte. Og forstår straks, at det må være mig, der har købt bogen. Hvorefter de begynder at lede efter mig ... og jeg er ikke ligefrem svær at finde. Ingen, som har noget med et universitet at gøre, er svære at finde. Man kan finde frem til folk fra alle mulige indgangsvinkler, og pludselig toner jeg så frem: Ariel Manto - mit alias, mit pseudonym, det navn jeg gav mig selv, dengang jeg kun var atten år og ikke havde lyst til at være mig længere. Ariel Manto. Forskningsinteresser: Derrida, videnskab og litteratur, Thomas E. Lumas.

Navnet Ariel er i det mindste rigtigt nok. Og jo, det var efter digtsamlingen, ikke skuespillet.

Den næsten sirupsagtige stilhed i Troposfæren gør det umuligt at gå i panik, så jeg rejser mig ganske roligt og vender mig i retning af udgangen, selvom der samtidig er en del af mig; som helst bare vil blive her, hvor de ikke kan få fat på mig. En by helt for mig selv forekommer som et bedre valg end mænd med skydere. Men så kommer jeg til at tænke på mig selv, som jeg må være lige nu i den virkelige verden, liggende i så totalt udspacet tilstand på min sofa, at jeg ikke engang kan høre, når det banker på. Kom så, Ariel. Skynd dig ud og løb. Snak med Adam og gør, hvad det end er, der skal gøres, men hvis der er bevæbnede mænd med i spillet, må du hellere tage benene på nakken. Skynd dig ud og løb. Skynd dig ud og løb. Skynd dig ud og ...

Jeg hører en ringlende lyd bag mig.

Og en knirken: en langtrukken, skinger tonebølge af lyd. Jeg vender mig rundt. Det her er helt forkert. Jeg burde være alene herinde. Jeg burde være ...

Det er en dør. Der er en dør, som bliver åbnet. Døren ind til musikforretningen. Ah, fuck. Og en - nej, to - to mænd kommer ud, træder ind i Troposfæren som et par aliens, der træder ned fra et rumskib. De ser ud præcis, som Adam beskrev dem: en mand i et gråt jakkesæt og en i et sort. De har begge to lyst hår. Men der er noget lettere tegneserieagtigt over dem. Som om de er blevet kopieret ind oven på baggrunden. De har også - hvad fanden? - et par unger med sig. To små drenge, begge med det samme lyse hår som mændene, måske lidt lysere.

"Der er hun," siger den ene af mændene, ham i det grå jakkesæt, og hvis mund ikke bevæger sig helt simultant med at ordene kommer ud. "Hun har allerede regnet ud, hvordan man kommer ind."

Amerikansk accent. Shit. Skal jeg begynde at løbe og forsøge at ryste dem af mig i en af gyderne? Noget siger mig, at det ikke nogen klog fremgangsmåde.

"Bare rolig," siger den anden. "Hende her får vi ikke de store problemer med." Derefter siger han henvendt til mig: "Flyt dig nu. Kom så. Det er ikke noget særligt, det her. Vi skal bare lige have lov til at lade børnene fucke dig lidt op, så vi kan finde ud af, hvor du har lagt bogen. Det gør ikke spor ondt, mens de er i gang."

Børnene begynder at danse frem mod mig som to marionetdukker. Deres hud har den samme køleskabsagtige, lyserøde farve som råt kød. Den ene er klædt ud som cowboy, den anden har en blå kappe på.

"Luk os ind," synger den ene, som om han var statist i en Dickens-musical.

"Vi vil gerne lege," siger den anden.

Begge stirrer på mig med et sarkastisk blik igennem øjne, der er så lyse, at de næsten er hvide.

"Flyt dig," siger det sorte jakkesæt igen. "Lad nu bare børnene more sig lidt."

Flytte mig? Nej tak. Men jeg vil heller ikke have de freaks - hverken mændene eller børnene - i nærheden af mig. Jeg går baglæns, mens alle fire begynder at gå frem imod mig. Jeg snubler over noget: jeg tror, der er et af sandwichskiltene fra ude foran en af butikkerne, men det viser sig at være en stander med aviser og postkort. Jeg genfinder hurtigt balancen og sparker standeren ind foran dem. Børnene opdager det og springer hen over den. Men mændene ser ikke ud til at opdage, hvad det er, jeg har gjort.

"Uanset hvad det er, du tror, du har gang i," siger den grå, "så er det slut nu. Kom så. Flyt dig. Vi skal bare forbi. Av!

Shit, hvad fanden er det? Kom så. Du gør bare tingene værre for dig selv. Det behøver ikke være så svært, det hele."

De vil gerne ind i min bevidsthed ...? Hvordan? Tænk dig nu om, Ariel. Hvor er de nu? Okay. De er i Troposfæren, ligesom mig. Kom så. Prøv nu at gennemskue det. For at komme tilbage ind i mig selv igen, skal jeg gå ned ad gaden omme bag mig og ind i tunnelen. Så jeg må forhindre dem i at følge efter mig derind. Det er måske ikke det rigtige, men det er det bedste, jeg kan komme på.

Hjælp mig, tænker jeg. Men ingenting sker. Eller måske gør der. Der ligger pludselig et jernrør på asfalten. Jeg bøjer mig ned og samler det op.

"Hvem er I?" spørger jeg.

De bliver ved med at gå frem imod mig side om side, så de næsten fylder hele den smalle gade.

"Vi er her bare for at hente bogen," siger den grå.

"Du er nødt til at forsøge at samarbejde lidt," siger den anden.

"Selvom ... hvis du ikke gør det ... Tja, vi er faktisk ligeglade med, hvad der skal til for at skaffe bogen. Den måde du har siddet inde i din vens bevidsthed og bare gloet ud? Det er Level One. Når først børnene er kommet ind i din bevidsthed, skal de nok forvandle den til en gang spaghetti."

"On top of Old Smoky ..." synger den første knægt.

"I holder jer bare fra mig," siger jeg. "I holder jer fandeme bare væk ..."

Jeg svinger jernrøret mod manden i det grå jakkesæt, ham som står tættest på mig. Han reagerer ikke, før det hamrer hårdt ind i siden af hovedet på ham: det er som om han slet ikke kan se jernrøret. Ligesom avisstanderen.

"Din møgfisse," siger han og tager sig svajende til hovedet. Derefter: "Martin - hun har et våben."

"Du kender turen," siger den anden fyr. "Vi kan lige så godt gøre det færdigt her, og så bagefter gå op i hendes lejlighed efter bogen. Jeg tør vædde hvad som helst på, at den bare står frit fremme i en reol."

En af de små drenge piller næse, mens han formentlig venter på at se, hvad de voksne nu vil gøre. Den anden dreng, som ser ud til at være en smule ældre, står og glor på mig.

"Når først jeg er kommet ind i din bevidsthed, så tisser jeg på alle dine erindringer," siger han. "Og bagefter så skider jeg alle dine andre tanker ud gennem dine øjenhuler. Der er ikke noget, du kan gøre for at stoppe mig."

Jeg ser mig selv for mig sidde og savle på et eller andet sindssygehospital. Og hvad er der så sket med hende der? Åh, hun blev gal lige pludselig. Først så troede hun, at hun kunne lave telepati og derefter pakkede hendes hjerne bare sammen. Blev til spaghetti fra det ene øjeblik til det andet. Det er ret sørgeligt. Før det skete, var hun i gang med en ph.d. Og jeg vil aldrig nogensinde være i stand til at fortælle nogen, hvad der i virkeligheden er sket. Jeg vil ikke have nogen hukommelse. Jeg ... Okay. Nu er jeg bange.

Konsol?

Tingesten toner frem. De to mænd og drengene er markeret med rødt. Fare. Ja tak - jeg tror, jeg har fanget den. Den smalle, tætpakkede gade bag dem fremstår i en slags gråtonet sort-hvid. Det er nyt.

Du har nu ingen valgmuligheder, siger kvindestemmen.

Hvordan kan jeg ikke have noget valg?

Der er lukket alle steder.

Okay. Så fortæl, hvad jeg kan gøre? Er der andre muligheder?

Du kan gå ud gennem udgangen.

Jamen, jeg vil ikke ud herfra. De psykopater vil trænge ind i min bevidsthed, hvis jeg gør det.

Du har nu ingen valgmuligheder.

Så det er bare det? jeg kan gå ud gennem udgangen og blive slået ihjel bagefter?

Du kan vælge at spille Apollo Smintheus-kortet.

Hvad?

Fare på vej ...

Konsollen har ret. Manden i det sorte jakkesæt er på vej over mod mig med ... Av. Oh, shit. Jeg troede ikke, man kunne føle smerte herinde. Oh, fuck. Det føles som at have menstruationssmerter i hovedet. Det er som tandpine i hjernen ... Jeg falder ned på knæ. Okay, fortæller jeg konsollen. Spil Apollo Smintheuskortet. Gør det nu. Gør det nu. Åh, Gud.

Femten

Hvor lang tid er der gået? Jeg ved det ikke. Men mændene og de to modbydelige små drenge har ikke bevæget sig længere frem mod mig, og nu står der pludselig noget, eller nogen, ved siden af mig. Jeg ligger stadig på knæ på den sorte asfalt, med hænderne presset hårdt imod hovedet i et forsøg på at få smerten til holde op. Jeg har bare taget så meget fejl af Troposfæren. Jeg troede, at man ikke kunne mærke noget herinde, men smerten her er mere intens end noget som helst i den virkelige verden. Og det er oven i købet den værste form for smerte, der findes: ikke den skarpe, stikkende fornemmelse som efter en kniv eller en tatovering, eller som når man er blevet revet af en kat. Er hovedpiner nogensinde behagelige? Det tror jeg næppe. Og det her er den værste hovedpine, jeg nogensinde har haft; der er noget, som er i gang med at vride min hjerne, som om den var et vådt viskestykke. Jeg kan tilsyneladende ikke lukke øjnene selvom det blinkende neon i gaden gør mig svimmel.

Faktisk er det blinkende neon ved at opløse sig omkring mig. Alt er ved at opløse sig og forvandle sig til en slags grå, atmosfærisk støj. Butikkerne, husblokkene, selve gaden. Troposfæren knaser og syder, som om den bliver sendt på en forkert kanal.

Stilheden omkring mig er allerede alt for larmende, så da den knasende og sydende lyd derefter forvandler sig til en knitren, som ildebrand i en tør skov, og de to mænd begynder at sige ting som "Hvad fanden er det for en tingest?", har jeg bare lyst til at dø hurtigt, så jeg ikke kan føle noget som helst mere. "Tingesten", som stadig befinder sig ved siden af mig, er iklædt en lang rød kappe og sorte støvler, men jeg kan se, at inde under kappen er han et dyr: en musehybrid af en eller anden slags, med grå pels på benene. Jeg kan ikke nå andet end at registrere det, før billedet begynder at gå i stykker ligesom alt andet omkring os. Det eneste jeg ønsker nu, er at det vil ske hurtigt, at alt bare vil blive tavst og forsvinde.

Apollo Smintheus, hvis det er ham det er, siger noget på et sprog, jeg ikke forstår, og smerten forsvinder og støjen forsvinder, som om min frekvens er blevet genindstillet og nu er helt fin og sprød. Jeg rejser mig let svajende op. Apollo Smintheus er højere end mig: han må være godt to meter og fyrre høj, og står oprejst på sine bagben. Han har et kogger fuldt af pile slynget over skulderen. Hans spidse museansigt er dækket af grå pels, og han har knurhår. Han er formentlig det mest bizarre væsen, jeg nogensinde har set. Men da han åbner munden og taler, er det på engelsk og med amerikansk accent.

"Nådada," siger han. "Sådan noget har jeg aldrig set før. Hvem er disse mennesker?"

"Det ved jeg ikke," svarer jeg.

"Men det er de onde, ikke?"

"Jo. Så hvis du kan hjælpe mig ..." Jeg er lige ved at græde. "Så er du sød ..."

"Okay. Tag det bare roligt."

Han begynder at sige noget på det andet sprog igen. Samtidig tager han sin bue og spænder strengen med en pil fra koggeret. Han skyder den mod manden i det grå jakkesæt, som ser ud til at afparere den på en eller anden måde. Jeg kan ikke forstå alt det, som derefter sker. Børnene gemmer sig bag mændenes ben; derefter er der vist noget, som kommer farende imod Apollo Smintheus - en eller anden slags kugle af gult lys - men han løfter bare armen og sender den tilbage i retning af manden i sort. Manden falder på knæ på jorden og tager sig til hovedet på samme måde, som jeg gjorde tidligere. De to børn ser ned på ham, derefter på hinanden, hvorefter de vender sig og begynder at flygte ned ad gaden. Nu sætter Apollo Smintheus endnu en pil for buen og skyder den af i retning af manden i gråt. Den rammer ham i halsen, men der kommer ikke noget blod, da manden snubler, opdager hvad der er sket, og derefter tager fat omkring pilen med begge hænder og trækker den ud, efterladende et gabende hul omgivet af flaprende hud, som i et ulækkert hardcore pornoklip på internettet.

Han begynder at tale, og jeg kan se hans strubehoved bevæge sig.

"Dit lede røvhul," siger han grødet. "Hvorfor kæmper du for hende?"

"Årh, fordi hun bad mig om det," svarer Apollo Smintheus.

"Hvordan i hele hule helvede bar hun sig ad med at fange en guds opmærksomhed?"

"Hun gjorde det på den gode, gammeldags måde. Hun hjalp en mus," siger Apollo Smintheus og spænder sin bue igen. "Og nu, som de siger i Illinois: Go to hell, fuckface."

Illinois? En Gud? Det må være noget, jeg drømmer. Intet af alt dette skete nogensinde for Mr. Y. Det må være den effekt tv og film og - ikke fordi det er noget, jeg har gjort mig særlig meget i - computerspil har haft på min skrøbelige hjerne. Det her er virkelig fuldkommen vanvittigt. Men jeg må indrømme, at jeg nyder det hele temmelig meget nu, hvor Apollo Smintheus står og skyder pile ind i de to lyshårede mænd, som om de var skydeskiver i 2D hængt op for enden af en bueskydningsbane. De er ikke døde, endnu, men de er sendt grundigt til tælling. Hvad skal man gøre for at slå nogen ihjel herinde? Apollo Smintheus går nu hen til dem efter at have trukket et sammenrullet reb frem fra inde under kappen og binder dem sammen. Derefter kommer han tilbage hen mod mig, mens han mumler et eller andet. Og mens han går og mumler på sit mærkelige sprog, begynder der at vokse et slags bur op omkring de to mænd, en klokkeformet fugleburslignende ting lavet af sølvskinnende tråd. Da han er tilbage henne ved siden af mig og vender sig rundt, er mændene tilfangetagne og bevidstløse, som noget taget direkte ud af et eventyr.

"Sådan," siger han.

"Tak," siger jeg. "Tusind, tusind tak. Jeg ..." Jeg ser ned af gaden. Der er ingen spor af hverken drengen med kappen eller ham med cowboyudstyret. "Hvad med de to børn?"

"Dem behøver du ikke bekymre dig om. Kaffe?" siger Apollo Smintheus. "Vi kan gå hjem til mig, og så skal jeg nok forklare det. Undskyld. Nu er jeg vist uhøflig. Jeg kan naturligvis også bare mane mit sted frem her. Men måske har du mere lyst til at mane dit frem?"

Jeg aner ikke, hvad det er han snakker om, så jeg nikker bare. "Dit sted," siger jeg.

Apollo Smintheus begynder igen at messe noget og et sted mellem musikforretningen og noget, der vist nok er en poolhal (som jeg ikke har lagt mærke til før), kommer en bue til syne. Det ligner en version for voksne og i rigtige levende billeder af musehullet fra Tom og Jerry-tegnefilmene. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare ret meget mere. Hvis alt det her er noget, der foregår i min fantasi, er jeg meget mere forskruet, end jeg nogensinde ville have troet. Måske har jeg endda brug for medicin.

"Denne vej."

Vi går ind igennem buen og videre ind i noget, der kun kan beskrives som en mellemting imellem et musehul og en minimalistisk newyorkerlejlighed. Rummet er hvidt, og her ville være let og luftigt, hvis det nogensinde var dag herinde, og hvis der ikke hang grove brune tæpper for de store vinduer nede ved bagvæggen. Der hænger tykke fyrretræshylder rundt om på væggene, men de er alle tomme. Der står ingen ting på bordene. Gulvet synes at bestå af en blankpoleret mørk parket, men man kan næsten ikke se det for al savsmulden. Henne i et hjørne af rummet er der en rede. En masse hvide dun, der er rullet sammen til en kugle. Apollo Smintheus fører mig igennem rummet og ind i det næste. Dette rum minder mere om en stue fra syttenhundredetallet med åben kamin og to gyngestole.

"Værsgo og sæt dig," siger han. "Så laver jeg noget kaffe."

Jeg forventer, at han skal tage en gammeldags kedel frem og hænge over ilden. Men han foretager sig slet ingen ting. Alligevel står der et krus dampende, sort kaffe parat på en lille flettet brik, da jeg ser ned på bordet.

"Nå," siger han. "Så du er altså ikke en Gud."

"Nej, det tror jeg ikke," siger jeg. Jeg vil gerne smile, men jeg er stadig rystet og bange efter mødet med de to mænd - og de forskruede børn. "De fyre ..." siger jeg. "De er ikke døde, vel?"

"Nej. Man kan ikke dræbe ting herinde."

"Hvor længe kan de blive siddende der i buret?"

Apollo Smintheus gynger i stolen. "Så længe jeg har kræfter nok til at holde dem der. Foruden så længe jeg har lyst til at holde dem der, naturligvis. Hvad gjorde de ved dig? Hvad sloges I for?"

"De sagde, at de ville gå ind i min bevidsthed og fucke den op," svarer jeg. "Eller, jeg tror, at de havde tænkt sig at sende de to drenge ind."

"Åh nej."

"Jo. Jeg ... jeg tror, du reddede mit liv."

"De kan ikke skade dig for alvor herinde," svarer Apollo Smintheus. "Men jeg vil antage, at de var på vej til din ..." Han siger et ord på det samme mærkelige sprog igen.

"Min hvad?"

"Hvad ville du mon kalde det? Mine venner i Illinois har åbenbart ikke et ord for det. Denne portal ind til din bevidsthed. Findes der et ord for den?"

Jeg ryster på hovedet. "Nej. Det hele herinde er fuldkommen nyt for mig. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg drømmer eller om jeg er vågen."

"Nå, men du ved godt, hvad det er for en ting, jeg taler om."

"Ja. Og det var den, jeg forsøgte at forsvare. Tror jeg nok. Det hele er så forvirrende."

"Netop. Men hvordan er I alle sammen kommet herind?" spørger han. "I burde slet ikke have adgang hertil."

"Undskyld?"

"Du er ikke en Gud. Du er et fysisk, levende væsen. Hvordan er du kommet herind?"

"Jeg læste en bog. Der var nogle anvisninger ... Det er for resten den, mændene er ude efter. Altså bogen."

Der burde være lunt i rummet med kaminen tændt, men jeg fornemmer ingenting, hverken over eller under kropstemperatur.

Jeg tager kaffen op og ydersiden af kruset føles varmt, men på en eller anden måde forplanter varmen sig ikke til mine hænder. Jeg tager et nip. Det er den mest fantastiske kop kaffe, jeg nogensinde har smagt, men da jeg synker den, bevæger den sig ikke videre ind i kroppen. Jeg kan absolut intet mærke i maven.

Apollo Smintheus rynker panden. "Hvorfor er de ude efter bogen?"

Jeg tager endnu et nip af kaffen. "Det ved jeg ikke. Jeg mener, de ved tydeligvis i forvejen, hvordan man kommer ind, så det kan ikke være anvisningerne, de er ude efter. Det giver bare ikke mening."

"De vil ikke have, at du skal have dem. De vil forhindre folk i at komme herind. Hmm. Jeg er ret sikker på, at det må være det. Ikke nogen dårlig idé. Det er ikke godt for mennesker at komme her. Du er den første, jeg rent faktisk har set, men du er ikke den første, jeg har hørt om. At du kommer og hjælper musene, synes jeg nu naturligvis vældig godt om. Det er derfor du fik, hvad det end var, du fik, som gjorde dig i stand til at tilkalde mig."

"Det var et visitkort."

"Åh," siger han. "Hvor fornemt."

"Jeg er nødt til at spørge: hvorfor skulle mennesker ikke komme her?"

"Denne dimension ... Jeg tror, det er det rigtige ord. Den er ikke noget, I nogensinde vil kunne forstå. Fortæl mig, hvad du ser foran dig lige nu."

"Ohm, et bord og en stol med dig i. Ild i kaminen. En ..."

"Ingen af disse ting er her," siger han. "Bortset fra mig. Og jeg ser intet af det, du ser."

"Hvad ser du så?"

"Ikke noget, som du har nogen ord for. Og, bare af nysgerrighed, hvad er jeg i øvrigt?"

"Du er ..." Hvad er den bedste måde at udtrykke det? "Et muse-menneske."

Han griner. "Et muse-menneske. Så har jeg måske oven i købet pels?"

"Ja."

"Hvilken farve?"

"Grå."

"Har jeg buen og pilene?"

"Ja."

"Og har jeg tøj på?"

"Ja. En rød kappe."

"En rød kappe?" Han griner. "Hvor mon den kommer fra? Sådan en har jeg ikke på på nogen af billederne."

"Hvilke billeder?"

"Du ved, hvem jeg er, går jeg ud fra. Du slog mig op?"

"Ja. Du er Apollo Smintheus. Musenes Gud."

"Var der nogen billeder?"

"Ja. Fra en eller anden mønt ... Det var ikke særlig tydeligt."

"Jeg er, naturligvis, ikke en mus. Ikke normalt."

"Åh. Undskyld ..." Af en eller anden grund føles det passende at undskylde; undskylde for det der sidder der foran mig.

"Jeg er en inkarnation af den græske Gud Apollo. Eller, det var jeg i det mindste. Jeg har udviklet mig noget siden dengang. Eller jeg er - hvad er det nu drengene kalder det - blevet opgraderet."

Jeg stiller kaffen fra mig. Fornemmelsen af at drikke noget, der ikke er der i virkeligheden, er underlig, som en slags bulimi. Det her kan ikke være noget, der sker rigtigt. Det er alt sammen for mærkeligt.

"Du har vist tabt mig," siger jeg. "Er det du siger, at du i virkeligheden er noget helt andet, end det jeg ser her foran mig."

"Åh, ja. Ligesom hele det her sted. Det er forskelligt for alle. Altså, alle mennesker. Så meget må du da vide."

"Jeg er bange for, at jeg ikke ved noget som helst."

"Hvorfor er du så kommet her?"

"Bogen ..."

Han ryster på hovedet. "Hvad har den lovet dig? Penge? Magt?"

"Nej." Jeg ryster på hovedet. "I virkeligheden ved jeg slet ikke, hvorfor jeg er kommet. Den lovede mig faktisk ikke rigtig noget, bortset fra viden. Jeg tror, at jeg måske bare gerne ville vide, om stedet var virkeligt."

"Og nu ved du det så. Har du tænkt dig at komme tilbage hertil?"

"Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg tror, jeg er nødt til at finde en måde at flygte fra de mænd. Hvis det betyder at benytte mig af det her sted,

så...

"Du kan være sikker på, at de i hvert fald vil bruge det til at finde dig. Og at de vil bruge ..."

Der kommer noget på det mærkelige sprog igen. "Undskyld?" siger jeg.

"De børn, du så. De bruger dem som ... Jeg kan ikke finde de rigtige ord for det på dit sprog ... noget som at blaffe, at ride på ryggen og så smittefare. Børnene er ikke projektioner af mennesker fra din verden. De er væsener, som kun eksisterer i denne verden, ligesom mig."

"Så de er altså guder?"

"Nej. De er noget andet." Han smiler, og hans knurhår bevæger sig op og ned.

"Jeg vil gætte på, at de er en slags vedhæng til mændene - på samme måde som en blaffer, en der får en ridetur eller en virus. De vil ikke forsøge at komme ind i din bevidsthed på egen hånd. De går kun, hvor mændene går."

"Er du sikker?"

"Så sikker som jeg kan være. Jeg kan finde ud af mere, til når du kommer tilbage, hvis du synes."

"Jeg får altså ikke ballade, hvis jeg kommer igen?" Apollo Smintheus smiler. "Ballade fra hvem?"

"Dig. De andre guder. Hvad ved jeg."

Han begynder at le. "Åh-ha. Den var morsom."

"Hvordan det? Jeg forstår det ikke."

"Vi kan ikke afholde dig fra at gøre noget som helst. Det her er jeres verden, ikke vores. Vi er en del af den, men det er mennesker, som har skabt den. Det eneste jeg siger, er at vi gør vores bedste her og at det ville være bedst for dig at blive i den fysiske verden. Men det er bare et råd. Du kan vælge at ignorere det."

"Hvis jeg ignorerer det, sker der så noget slemt med mig?"

"Det tvivler jeg på. Du vil sikkert også være nødt til at bruge dette rum, hvis du vil besejre din fjende. Men du er nødt til at svare mig på et vigtigt spørgsmål."

"Hvad er det?"

"Altså, hvis de er de onde, er du så en af de gode? Og hvis du er det, hvad er det så, de gode står for? Hvis du skal bekæmpe dem, er du nødt til at vide, hvorfor du bekæmper dem."

"Jeg tror ikke rigtig, jeg har noget valg. De vil slå mig ihjel."

Apollo Smintheus ser væk fra mig et øjeblik, som om han overvejer, om han skal fortælle mig noget eller ej. Han nipper til sin kaffe og stiller den så fra sig på bordet.

"Nå, men du skal vide, at du kan bruge mig som din hjælper, så længe du har kortet. Og så længe jeg har kræfterne til det."

"Hvor længe kan jeg regne med at have kortet?"

"Hvem ved? Sikkert et par dage, målt i din tid. Måske mindre."

"Okay. tak. Og hvad mener du med, hvis du har kræfterne?"

- "Hvis de beder, så overlever jeg. Hvis ikke, går jeg i dvale. Det er ikke helt som at dø, men jeg kan ikke rigtig gøre noget imens."

"Hvem er de? Mus?"

"Ha! Nej. Mus kan ikke skabe guder. De ville heller ikke have lyst til det. Nej, jeg taler om drengene i Illinois. Det er dem, som holder mig i gang. De har en lille klub. En lille ... kult, tror jeg du ville kalde det. Kulten for Apollo Smintheus. De har deres egen hjemmeside."

Han gaber. "Faktisk er jeg begyndt at blive lidt træt. Jeg bliver nødt til at vente med at fortælle dig om dem til næste gang."

"Okay. Undskyld. Jeg skal også se at komme videre." Jeg rejser mig og stolen rokker et par gange, som om den husker, at jeg har siddet i den. "Jeg ved godt, det her er et frygteligt spørgsmål, men ..."

"Spørg bare."

"Altså, har du nogen som helst idé om, hvor længe du kan holde mændene fanget her? Jeg går ud fra, at de ikke kan forfølge mig i den virkelige verden, så længe de er her ... Stemmer det?"

"Ja, det stemmer. Altså, hvis du går nu og jeg bruger alle mine kræfter på det, kan jeg i hvert fald holde dem her i ..." Han kniber øjnene sammen. "Det her er en mere kompliceret udregning, end man skulle tro ... Ohm, i omkring tre eller fire timer, din tid."

"Hvad mener du med 'min tid'?"

Jeg forklarer det, når du kommer tilbage. Jeg er nødt til at hvile mig nu. Jeg er ikke ligefrem en af de mest magtfulde af guderne. Når der kun er seks mennesker i hele verden, som beder til en, så ..."

"Igen mange tak," siger jeg. "Du har virkelig reddet mit liv."

Da jeg kommer tilbage ud i Troposfæren, er det begyndt at regne. Det var mærkeligt. Der har aldrig været noget vejr herinde før. Regnen pisker hårdt mod asfalten som trommestikker og løber derefter ned i rendestenen med et vedvarende shhhh. Mændene er stadig bevidstløse i deres bur, men jeg holder mig alligevel på afstand, da jeg passerer forbi. Jeg er nødt til at slippe væk fra dem. Jeg så godt, hvad de kunne gøre ved mig. Hvis de kunne slippe ind i min bevidsthed sammen med de modbydelige små drenge, tror jeg det ville være sket. At det ville være ude med mig.

Det føles som om det tager flere timer at komme igennem tunnelen denne gang, som om en vind forsøger at blæse mig den anden vej. Hvad ville mændene få at se, hvis de kom ind i min bevidsthed? De ville formentlig aldrig komme igennem denne tunnel. Jeg forstår, at det er min vej ind og ud af Troposfæren. Jeg gad vide, om jeg har en lille butik, og hvad der mon ligger fremme i vinduet. Er det mig, der bestemmer det, eller gør de? Og hvordan så tingene ud for dem i Troposfæren? Ifølge det Apollo Smintheus fortalte, kan de ikke have set det samme som mig - og det var i hvert fald tydeligt, at de ikke kunne se avisstanderen og jernrøret. Men de drenge: de kunne i hvert fald se det samme som mig. Han har ret: det er svært at forstå. Men det kan da vel ikke være helt umuligt?

Jeg passerer de bølgende linjer og de småbitte prikker af lys. Næsten hjemme. Næsten ...

Åh, fuck. Jeg kommer til mig selv på sofaen og alting føles anderledes. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig.

Jeg er så tør i munden, at jeg ikke ville kunne sige et ord, selvom jeg gerne ville. Shit. Jeg sætter mig op, men jeg har det, som om jeg har fået den værste omgang influenza i hele mit liv. Vand. Jeg må have en masse vand. På en eller anden måde kommer jeg over til vasken. Jeg drikker tre kopper vand og kaster dem straks op igen. Jeg drikker to til og kaster op. Jeg ved, jeg har brug for væske, så jeg tvinger mig selv til at drikke endnu en kop, denne gang i små nip. Åh, Gud. Hvad er der dog sket med mig? Jeg troede, at Troposfæren var sådan en slags "drømmeverden", hvor man ikke kunne komme til skade. Mine øjne gør ondt. Lyset, der kommer ind ad vinduet, er stærkt som en laserstråle og jeg bevæger mig igennem rummet og trækker gardinerne for. Hustagene udenfor er dækket af et kridhvidt lag sne, som solen skinner hidsigt ned på. Vent lidt. Hvorfor er det lyst? Hvorfor er solen fremme? Det var ikke bare nat i Troposfæren (hvor det alligevel altid er nat); det var nat, da jeg forlod Wolfs bevidsthed for ikke så længe siden endda.

' Jeg ser på uret. Klokken er to. Det må være om eftermiddagen, hvis det er lyst.

Men jeg tog miksturen klokken fem om eftermiddagen.

Jeg lader tungen løbe hen over mine tørre læber. Jeg er svimmel. Jeg kender den her form for svimmelhed. Det er fordi jeg ikke har røget i mange timer. Kors. Har jeg ligget på sofaen i enogtyve timer? Det er ikke så mærkeligt, at jeg føler mig syg. Er det dehydrering? Eller er det en del af den sindssyge som gør, at jeg tror, jeg kan rejse ind i andre menneskers bevidsthed? Den samme sindssyge som gør, at jeg tror, der er to mænd efter mig?

Men problemet er, at jeg slet ikke føler mig sindssyg.

Adam. Jeg er nødt til at finde Adam for at finde ud af hvad - hvis overhovedet noget - der skete i går (eller hvornår det nu var: det er kraftedeme umuligt at holde styr på, hvilken dag det er - jeg kunne lige så god være rejst tilbage i tiden uden at ane noget om det).

Og jeg laver derfor en aftale med mig selv: hvis mændene findes i virkeligheden, kører jeg min vej, bort til et sted hvor de ikke kan finde mig. Men hvis de ikke er virkelige, tager jeg direkte over til universitetshospitalet for at se, om jeg kan blive indlagt. Uanset hvad må jeg hellere tage nogle ting med mig, så efter at have taget Mr. Y's forbandelse ned fra kaminhylden, går jeg ind i soveværelset og lægger den ned i en rejsetaske, hvorefter jeg dækker den med noget tøj. Hvad har jeg ellers brug for? Min bærbare. En stor kniv, bare for en sikkerheds skyld. Derudover har jeg selvfølgelig brug for resten af vievandsmiksturen og glasset med Carbo-veg., så jeg kan lave noget mere. Jeg har ikke rigtig noget mad, der er egnet til at tage med, så det må jeg vente med at tage mig af til senere. Da jeg har pakket min taske, vasker jeg mig hurtigt og forlader lejligheden. Der ligger en konvolut lige inden for døren med mit navn på. Den er fra Adam. "Haster", står der på den. "Jeg må tale med dig." Okay. Der er et lokalt telefonnummer, men jeg er efterhånden blevet så paranoid, at jeg ikke har lyst til at tale med ham over en telefon. Jeg vil hellere tage ud på kontoret og så håbe på, at han er der.

Min bil er, ligesom alt andet, dækket af sne. Store hvide fnug kommer stadig dalende ned fra himlen, og gaden har den der særlige og hemmelighedsfulde lyd, sneen giver den, som om hele verden har dæmpet stemmen til en hvisken. Der står et gammelt stykke pap op ad en skraldespand ud for bilen, som jeg bruger til at skrabe det meste af den løse sne af forruden. Isen nedenunder er et større problem. Jeg har ikke nogen skraber og pappet er nu slasket og vådt.

Til sidst tænder jeg for varmeblæseren og lader motoren køre i et par minutter, indtil isen begynder at smelte. Jeg kan stadig ikke se ordentligt, da jeg kører ud, men jeg må se at komme af sted. Jeg er nødt til at finde ud af, om jeg er blevet sindssyg eller er i overhængende livsfare. Jeg ville ønske, der var en tredje mulighed, men den er vist ikke sådan at få øje på.

Universitetets område er gennemskåret af en hovedfærdselsåre, som uvilkårligt (eller det er jeg i hvert fald altid gået ud fra) adskiller kulturstudierne fra de naturvidenskabelige laboratorier. På denne tid af dagen er vejen som regel ubefærdet: et bånd af sort asfalt med enkelte biler og cyklister, der ind i mellem kommer kørende, måske for at holde tidligt fri, eller måske endda på vej fra Shelley-bygningen i områdets østlige del til Hardy i den vestlige. I dag er kørebanen ikke sort: den er en blanding af hvid is og gammel, grå sjap, og den er fuldkommen tætpakket med sneklædte biler, der kører med vinduesviskerne i gang. Og rundt omkring på campus er mindre grupper af studerende tilsyneladende i gang med at bygge snemænd. Hvad sker der? Hvor er alle de mennesker på vej hen? Og hvad er der sket med dagens undervisning og seminarer? Jeg kan ikke blive siddende her i en trafikprop hele dagen og glo på en masse store, hvide klumper som - og det er nok endnu et flueben i afkrydsningsskemaet - på en eller anden måde virker besatte, som om de er i gang med at overtage verden. Ikke i dag, ikke i dag. Lad mig nu bare nå frem til Adam.

Mens jeg sidder og hvisker disse ord for mig selv, kommer jeg pludselig til at tænke over, hvem det er jeg taler til, hvem min bøn er rettet mod. Jeg troede faktisk, jeg klarede alting nogenlunde, men med ét har jeg svært ved at få vejret. Kom nu, kom nu. Jeg banker en hånd ned i rattet nogle gange og lader derefter fingrene glide igennem håret. Det er fugtigt af sved, selvom det er frostgrader udenfor. Trafikken i denne retning er meget værre end i den anden side af vejen.

Eller faktisk ser der slet ikke ud til at være nogen biler i den anden vejbane efter en af universitetets hvide lastvogne er passeret forbi. For at komme frem til parkeringspladsen ved Russell-bygningen skal jeg dreje af til højre omtrent halvtreds meter længere fremme. Fuck det. Jeg sætter bilen i gear, trækker ud og begynder at overhale den lange række af biler. Folk glor på mig. Lige som jeg nærmer mig indkørslen, begynder trafikken igen at komme imod mig i modsat retning. Nå, men de bliver bare nødt til at vente. Bortset fra at det gør de ikke. Selvom jeg blinker af mod højre og det er ret indlysende, hvad det er, jeg vil, kører den første bil bare videre frem imod mig, mens føreren gestikulerer og blinker med forlygterne, som om det er det mest forrykte, han har set i hele sit liv. For himlens skyld. Jeg kan ikke komme fremad, nu hvor denne bil blokerer vejen. Til højre for mig er der en trekant med græs med en anonym snemand i midten. Der er ingen studerende i nærheden. Jeg drejer i en bue til højre og kører hen over græsset og rammer snemanden med siden af bilen, så den får overbalance og falder om på jorden. Jeg kan levende forestille mig den sure bilist i den anden bil og hvad han kunne tænkes at mene om den manøvre, jeg lige har foretaget, men jeg vender mig ikke om for at se efter. Desuden synes jeg godt, man kan betragte det her som et nødtilfælde. Nu er jeg fremme ved indkørslen til parkeringspladsen og der er fri bane, selvom en lang række biler forsøger at komme ud den modsatte vej. Jeg genkender adskillige mennesker. Der er Lisa og Mary. De ser mig ikke. Åh, og der er Max. Jeg sætter farten ned, mens min bil passerer hans og ruller vinduet ned. Han gør det samme.

"Hvad sker der?" spørger jeg.

"Universitetet er lukket resten af eftermiddagen," siger han. "Vi har alle sammen fået en mail, hvor vi bliver bedt om at tage hjem. Er du på vej ind?"

"Ja."

"Nå, men jeg ville nok vende om, hvis jeg var dig. Det kan kun blive værre fra nu af."

Jeg parkerer et tilfældigt sted, ude af stand til at se de hvide streger, som markerer de enkelte pladser og samtidig fuldkommen ligeglad med, hvad andre måske vil tænke om, hvor min kølerhjelm befinder sig i forhold til afmærkningerne og bygningerne og de fem andre biler, som stadig holder der. Hvad er det i øvrigt også for en slags mennesker, som går så helvedes højt op i, hvordan man anbringer et køretøj i en hvid firkant, nogen har malet på jorden? Parkeringspladser forekommer mig at være en slags kollektivt udsagn, der handler om normalitet. Se mig, jeg er normal: jeg holder mig inden for stregerne. Også mig! Også mig! Men jeg holder mig ikke inden for stregerne længere. Jeg glider på isen, da jeg løber over mod engelsk-bygningen i håb om, at Adam ikke er gået endnu.

Døren ind til mit kontor er ulåst, men der er ingen i rummet. Jeg lukker døren bag mig. Heathers computer er tændt og jeg kan se kaskaderne af tal i hendes LUCA-program løbe ned over skærmen. Jeg ved vist ikke helt selv, hvor opkørt jeg er, i hvert fald farer jeg sammen og udstøder et lille råb, da døren pludselig går op.

"Ariel?" Det er Heather med en kop kaffe i hånden.

"Undskyld," siger jeg. "Wow, jeg er vist ikke helt vant til, at der er andre herinde endnu. Ohm ..."Jeg bliver nødt til at sige et eller andet normalt. "For resten, tak for middagen forleden. Det var hyggeligt."

"Ja, det var. Selv tak," siger hun. Men hendes øjne siger noget andet. "Er du okay?"

"Ja, selvfølgelig."

"Fik, ohm ... fik de der mænd fat i dig?"

"Hvilke mænd?"

"De amerikanske politifolk."

Politifolk? Kan de mænd virkelig have noget med staten at gøre?

"Undskyld?" spørger jeg, komplet uvidende.

"De kom og spurgte efter dig i går. De var faktisk ret vage i forhold til, hvem de var - det var bare mig, der gik ud fra, at de var politifolk, fordi de opførte sig sådan. Jeg troede, Adam tog hen for at fortælle dig det. De ville konfiskere din computer og rekvirere alle papirer på dig fra personaleafdelingen. Yvonne var ikke meget for det, så det endte med, at de måtte prøve at få en eller anden fax igennem fra deres bagland i Amerika, som de kunne gå videre med til dekanen. Tilsyneladende har de vist også tidligere været i gang med at efterforske en eller anden anden person her fra instituttet. De sagde, at de aldrig havde fundet ham, men at det ville være lykkedes dem, hvis bare universitetet havde givet dem de fornødne oplysninger. Nå, men faxen gik vist ikke igennem i går og til sidst gik de bare, men de sagde, at de ville komme tilbage i dag. De var ikke specielt rare. Ariel, hvad i alverden sker der?"

"Jeg ved det ikke," siger jeg. "Jeg ... jeg har ikke snakket med Adam. Jeg anede virkelig ikke ... ved du, hvor han er nu?"

"Nej. Men han har lagt et brev til dig."

"Er der nogen, der har læst det?"

"Nej. Han bad mig om at gemme det, så det gjorde jeg. Men jeg har det bestemt ikke godt med det. Han har også lagt et telefonnummer."

Hun rumsterer lidt rundt på skrivebordet, indtil hun finder et stykke papir med nummeret 07792 skrevet på det. Det virker underligt - jeg ville ikke have troet, at Adam havde en mobiltelefon.

Jeg har under alle omstændigheder ikke tænkt mig at ringe til nummeret: hvem ved, hvem der kunne tænkes at lytte med? Hvis de mænd på en eller anden måde har noget med staten at gøre, er jeg endnu mere på røven, end jeg troede. Jeg skal bestemt ikke til at ringe til nogen eller bruge pengeautomater (ikke at jeg i øvrigt har nogen penge at hæve). Jeg har set tilstrækkelig mange actionfilm til at kende turen. Problemet er bare, at jeg, når jeg ser actionfilm, er vant til at mærke spændingen og frygten på et skridts afstand, som tilskuer. Så hvis helten skulle gå hen og dø, tænker man "Nej!", men i virkeligheden er man ligeglad. Det er bare en historie - og i øvrigt ved man, at helten som regel ikke dør i en historie. Men jeg er pinligt bevidst om, at jeg ikke er med i nogen historie, og hvis der virkelig er nogen, som er ude på at skyde mig eller trænge ind i min bevidsthed eller den slags, så er der ingen manuskriptforfatter til at klare ærterne for mig i tredje akt. Jeg vil dø i anden akt, og der er ikke nogen Aristoteles til at komme og sige, at det er helt forkert.

Og det ser altså ud til, at jeg ikke er blevet sindssyg. Ikke alene er det her noget som vitterlig sker for mig i virkeligheden: det er også sket for Burlem. Han er helt sikkert "den anden person fra instituttet", som de to mænd har været her for at efterforske. Han er den sidste person, som har haft bogen. Så jeg har bestemt ikke tænkt mig at tage over på hospitalet. Jeg vil se, om jeg kan komme til at tale med Adam, og derefter vil jeg forsøge at finde Burlem. Jeg vil forsøge at finde ham, og derefter vil jeg prøve at finde ud af, hvor meget han forstår af det, der foregår - og hvad der så skal ske, må jeg finde ud af bagefter. Han må godt nok have fundet sig noget af et skjulested, hvis han ikke er blevet fundet endnu, men på den anden side har han jo heller ikke bogen længere: det har jeg.

"Har du brevet?" spørger jeg Heather, mens jeg forsøger at få min stemme til at lade være med at dirre.

"Ja. Det tror jeg. Det er her et eller andet sted."

Efter nogen tid finder hun en lille, blå konvolut og rækker den til mig.

"Tak."

"Ariel ..."

"Hvad?"

"Tror du, de der mænd kommer tilbage? De skræmte livet halvt af mig."

"Jeg ved det ikke."

"Jeg mener, jeg ved godt, at vi bare er gæster og at det er dit kontor, og at hvad du gør, er din egen sag, og det er ikke fordi, jeg vil blande mig eller noget, men ..."

"Hvad?"

"Altså, det er ikke særlig rart sådan at få besøg af politiet. Hvis du er i knibe på en eller anden måde, synes du så ikke, du måske skulle tage at gøre noget ved det?"

Du kan rende mig i røven, Heather.

Men det jeg siger, er: "Jeg er ikke i knibe. Og jeg har tænkt mig at besøge min tante i Leeds, så der går nok lidt tid, før du ser mig igen. Hils Adam fra mig - og nyd den ekstra plads på kontoret."

Måske vil hun sende psykopaterne en tur til Leeds, men det er ikke noget, jeg tør regne med.

Seksten

Kære Ariel,

Jeg har brugt det meste af natten på at banke på din dør og derefter hele morgenen på at være bekymret for, om jeg har ført de der mænd direkte hjem til dig. Du har ikke ringet til mig. Jeg håber, at du er okay.

Hvis ikke der skulle være andre, der har fortalt dig det, så sagde mændene, at de kom fra USA's Central Intelligence Agency. Jeg tror ikke en skid på det - men hvem ved? De ville have din adresse, men jeg gav dem den ikke. Nu plager de mig i mine drømme. Ikke at det betyder noget: Jeg havde et nervesammenbrud for et par år siden, som har gjort, at jeg i dag er lidt sær og skrøbelig og nemt får mareridt.

Jeg har det ikke så godt lige nu, så jeg tager ud til St. Judes helgengrav for at forsøge at blive mig selv igen. Hvis du kan, synes jeg også du skulle tage at komme derud. Jeg kan ikke fortælle dig mere lige nu, men jeg kan uddybe, når vi ses.

Hvis du synes det hele lyder rablende paranoidt, så bare ignorer det. Jeg kan godt være lidt paranoid engang imellem.

Din ven

Adam

Klokken er halv fire og det er næsten helt mørkt, før jeg kommer ud til St. Judes helgengrav. Jeg havde ikke tid til at stoppe for at spørge om vej eller den slags, så jeg kørte simpelthen bare rundt på må og få i Faversham og håbede på, at noget ville vise sig. Efter nogen tid så jeg et lille skilt med ordene St. Jude's Shrine og nu er jeg her så, uden for The Church of Our Lady of Mount Carmel. Jeg tror helgengraven er indenfor i kirken. Min vurdering er, at jeg har cirka en halv times tid, før jeg må se at komme væk og tage et fuldkommen tilfældigt sted hen for at samle tankerne. Så jeg har ikke meget tid at løbe på.

Der er ikke andre i kirken, da jeg kommer ind, formentlig med et vanvittigt blik i øjnene og med min lasede, gamle rejsetaske over skulderen. Stedet lugter støvet og røgelsesagtigt. Jeg lægger mærke til en font med vievand på min venstre side, og selvom det minder mig om alt det, jeg har gjort og alt det der er gået galt, dypper jeg fingeren i det og fører hånden op til panden. Mens jeg gør det, kommer jeg i tanke om dengang i skolen, hvor vi ind i mellem spillede Dungeons and Dragons i spisefrikvarteret, når det regnede. I nogle udgaver af spillet kunne man tage hen til en by og hente vievand, som kunne helbrede alt, bortset fra de mest alvorlige sygdomme, og forbedre ens sundhed. I andre versioner kunne man bruge det som et våben mod onde ånder eller de udøde. Men der er aldrig nogen, der har fortalt, at man kunne drikke det og komme ind i en anden verden, eller at dette rent faktisk ville være en dårlig idé. Jeg bevæger mig længere frem i kirken.

Det er et lille, koldt og beroligende rum med høje egetræspaneler og hårde træbænke som kirkestole. Et skilt viser vej ned ad nogle trapper og videre til skrinet.

Og - åh - hvor er der dejligt lunt her på vej ned ad trappen. Hundredvis af stearinlys er tændt hernede: der er adskillige standere til små fyrfadslys og et helt bord fuldt af store kerter i kirkeblå plasticstager med hvert sit billede på - om end jeg ikke kan se, hvad billederne forestiller. Da først jeg er nede ved skrinet, er der faktisk decideret varmt, og jeg kan vikle mig ud af mit halstørklæde. Her er stadig ingen andre mennesker. På højre side af mig, og omgivet af endnu flere lys, står en statue af, hvad jeg formoder må være St. Jude. Væggen bag den består delvist af en mosaik, delvist af sortsværtede mursten. Statuen er guldbelagt: en mand med skæg, der står lænet op ad sin stav. Der er tremmer imellem ham og mig, så det et øjeblik ser ud, som om han er i fængsel. Set fra hans perspektiv ser det selvfølgelig ud, som om det er mig, der er i fængsel. Jeg går lidt rundt i rummet. På den ene side hænger bønner på gule Post-it-sedler. Vil du ikke nok hjælpe min tante, som har nogle forfærdelige smerter. Kære St. Jude, vil du ikke nok gå i forbøn for min søn, Stefan, som er bare nitten år gammel. Du må ikke lade min bror dø. Bring min søn uskadt tilbage fra krigen. Bønnerne er underskrevet af folk fra Mauritius, Polen, Spanien, Brasilien ... Af mennesker fra hele verden. En planche forklarer, at St. Jude er skytshelgen for håbløse og fortabte spørgsmål. St. Jude ser ud til at være den helgen, man går til, når alt andet har slået fejl. Derefter, ovre i den anden ende af rummet, læser jeg i en trykt folder, at St. Jude er en kontroversiel helgen, som måske ikke engang har levet i virkeligheden.

Jeg har aldrig før bedt i mit liv. Men nu, efter at have tændt et lys og stillet det på en af de strålende standere, går jeg tilbage til skrinet og knæler ned foran det. Da jeg sidder der, ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal gøre.

At tænke noget i retning af "Åh, kære St. Jude, hjælp mig og lad ikke de der mænd finde mig," forekommer åndssvagt. Noget siger mig, at jeg ikke bør bede for mig selv; at jeg burde bede for et andet menneske. Men hvem har jeg at bede for? Selv den sidste person jeg har været i seng med, betyder ikke noget for mig. Jeg har næsten flere følelser for, at den anonyme søn fra den gule Post-it skal komme hel hjem fra krigen. I stedet for at bede for nogen, stirrer jeg bare på statuen, indtil dens omrids begynder at blive udflydende at se på. "Hvem er du?" tænker jeg. "Hvad stiller du op med al den energi, som samler sig her på dette sted?" For der er en særlig energi her: den knitrer omkring mig med en intensitet, som en million stearinlys ikke ville kunne hamle op med. Hvad er det? Er det mine håb? Andre menneskers håb? Simpelthen selve bønnens kraft? Jeg kan mærke St. Judes blik, og jeg tænker, at hvis han virkelig var der, ville han bede mig om at holde op med at stille spørgsmål, som ikke kan besvares og med at spekulere så meget.

Men jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet kan gøre andet.

Da det kommer til stykket, beder jeg om klarhed. Jeg beder om, at virkelighedens grænser skal træde frem. Om en verden - og en form for eksistens - der giver mening. Jeg beder for et liv efter døden, der ikke er som dette liv. Jeg beder for mysteriets ophør. Hvordan ville livet være, hvis alle mysterier var opklaret? Hvis der ikke længere var nogen spørgsmål, ville der ingen historier være at fortælle. Hvis der ingen historier er, er der heller intet sprog. Hvis der ikke er noget sprog, er der heller ingen ... hvad? Jeg tænker på Adam og det han sagde med, at sandheden eksisterer uden for sproget, da jeg hører stemmer på vej ned ad trappen, som lyder til at tilhøre en mand og en kvinde.

Af en eller anden grund føler jeg mig flov over at ligge på knæ og bede, så jeg rejser mig op og lader som om jeg står og ser på lysene. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at gå snart: jeg ser på uret. Klokken er et kvarter i fire. Men jeg er bare så træt, som om jeg ikke har sovet i flere dage. Og det er iskoldt og mørkt udenfor.

"Jo, men nu er det da - endelig - lykkedes os at få graven op at køre igen."

"Utroligt. Jeg var ellers bange for, at den seneste brand ville betyde begyndelsen på slutningen."

Jeg genkender stemmen, selvom den lyder træt, næsten nedbrudt.

"Det er aldrig slut med St. Jude. Han har så mange loyale støtter."

Stakkels Apollo Smintheus, tænker jeg, hvis kult af troende kun tæller seks medlemmer.

"Det er ... Åh, Ariel! Du er altså okay!"

"Hej, Adam."

"Maria, det er Ariel Manto. Hende jeg fortalte dig om."

Adam ser forfærdelig ud. Hvad er der sket med hans ansigt? Hans højre øje er hævet og forslået som en halvrådden frugt. Og han har det samme tøj på, som da jeg så ham i tirsdags. Hvilken dag er det i dag? Torsdag. Jeg tror, det må være torsdag. Han er sammen med en kvinde på omkring tres. Hun er klædt i en lang, brun nederdel og en lilla bluse. Hendes grå hår er dækket af et brunt hovedtørklæde, men et par sølvskinnende lokker falder ned over den ene side af ansigtet. Hendes brune øjne virker på en eller anden måde yngre end hans.

Hun rækker en hånd frem. "Goddag, Ariel," siger hun dæmpet. "Godt, at du er nået sikkert frem. Adam har fortalt os om dine problemer. Vi har redt op til dig i klosterets gæstefløj i tilfælde af, at du skulle komme. Du kan blive her lige så længe du vil og komme til hægterne igen."

En varm seng? I et kloster? Men jeg kan ikke blive her. Jeg er nødt til at komme videre.

"Det er meget venligt af jer," siger jeg, af en eller anden grund med min "høflige" stemme, som jeg ellers kun bruger over for skolelærere, p-vagter og lignende autoriteter. "Men jeg tror, at jeg er i en rigtig slem knibe og vil ikke trække jer med ind i det." Jeg ser over på Adam og peger op mod hans forslåede ansigt. "Det er allerede gået for vidt. Det var dem, som gjorde det mod dig, var det ikke?" Adam nikker. Jeg fortsætter: "De menneske r jeg ved ikke engang for alvor, hvad det er, der foregår. Jeg kom bare for at sige tak til Adam. Og undskyld."

"Hvad med en kop te?" siger Maria, som om jeg slet ikke lige har forklaret, at vi alle sammen er i fare, så længe jeg er i nærheden. "Vi kan sætte os over i klosterets køkken."

Adam ser på mig. "Herinde kan de ikke nå dig," siger han.

Jeg sukker. "Det skal man ikke være så sikker på." Og jeg er ikke sikker på noget som helst. Jeg er ikke engang sikker på Adam. Hvad har han gjort, som skulle få mig til at stole på ham? Er der et eneste menneske i hele verden, som jeg rent faktisk ville kunne stole på? Jeg kommer til at tænke på mig og min mor, og dengang jeg forsøgte at fortælle hende, at jeg var begyndt at skære i mig selv. Jeg havde planlagt det hele. Jeg havde tænkt mig først at fortælle hende, hvordan jeg var begyndt at plukke mine øjenbryn, fordi de andre piger henne i skolen gjorde det, men at jeg syntes, at smerten føltes så rensende, at jeg ikke kunne stoppe igen. En aften i badet gik det så op for mig, at jeg ville ende med ikke at have nogen øjenbryn tilbage, hvis jeg blev ved med at plukke dem, men jeg havde stadig ikke påført mig selv tilstrækkelig med smerte til at opnå den rette katarsis. Jeg tog derfor min fars barberkniv og skar mig selv i benet. "Ikke nu, Ariel," sagde hun og satte sig hen ved sin amatørradio.

"Du er altså ikke verdens navle, at du ved det." Måske Burlem. Af en eller anden grund tror jeg, at jeg stoler på ham. Maria begynder at gå op ad trappen.

"Måske du skulle vise hende den hemmelige gang?" siger hun til Adam. "Der er jo ingen grund til at gå udenfor, hvis det vrimler med farlige mænd derude. Vi ses derovre." Derefter ser hun hen på mig. "Vi har prøvet det, der var værre end dette her, min søde pige."

Da lyden af hendes skridt er væk, ser jeg igen over på Adam. "Det er jeg ked af," siger jeg, "men jeg er virkelig nødt til at gå nu."

"Ariel ..."

"Hvis jeg fortalte dig bare halvdelen af de ting, der er sket, ville du nægte at tro mig. Men den korte version er, at de kan få fat på mig overalt. Jeg ved godt, det lyder vanvittigt." Jeg sukker, frustreret over at der ikke en nogen måde at forklare det på. "Det er simpelthen sådan, at hvis de kan komme i nærheden af mig, kan de også fange mig, bare de er tæt nok på. Jeg ved godt, at det ikke giver mening, og faktisk ved jeg heller ikke selv, hvordan det fungerer ... Men jeg tror, at min eneste chance er at rejse bort, langt bort, og så hurtigt som muligt."

"Jeg er sikker på, at du er i sikkerhed her. I det mindste længe nok til at få en kop te. Jeg skal nok forklare hvorfor."

"Jeg har ikke megen tid, før de begynder at spore mig hertil."

"Ved de, at du er her?"

"De skal nok finde ud af det. Heather vil fortælle dem det."

"Men jeg sagde, at hun ikke skulle læse brevet."

"Det kan hun jo have gjort alligevel. Det er for risikabelt." Min stemme bliver mere og mere hysterisk at høre på, men s jeg taler, til det til sidst går op for mig, at jeg er lige ved at græde.

Men jeg må ikke græde. Hvis jeg græder, så er det helt slut.

Al adrenalinen vil gå ud af mig, og jeg tror adrenalin, er det eneste, der holder mig oppe lige nu. Jeg har næsten ikke flere penge og jeg har ikke engang særlig meget benzin på bilen. Men jeg kan stjæle noget benzin: det har jeg gjort tidligere. Og jeg har penge nok til at kunne leve af pomfritter i et par dage. Hvis bare jeg slipper væk, er der stadig en chance for at det nok skal gå.

Jeg begynder at gå op ad trappen.

"Ariel? Ariel! Hør dog på mig. Du er mindre udsat her, tro mig."

"Det kan du ikke vide noget om."

"Jeg ved mere, end du tror."

Jeg tøver.

"De fulgte ikke efter mig ind i universitetets kapel," siger han. "Jeg tror ikke, de kunne. Og jeg har ikke drømt om dem, efter at jeg korn hertil. Kom nu med. Jeg skal nok forklare det derovre."

Han tager min hånd og fører mig væk fra St. Jude og ind i et rum med St. Jude-merchandise. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg gør, som han siger, bortset fra at jeg faktisk føler mig for svag lige nu til at gøre noget som helst andet. I det lille rum vi står i, er der mange utændte versioner af de store blå stearinlys, foruden postkort, smykkevedhæng, medaljoner, bønnebøger og brune småkrukker med hvide låg. Adams hånd føles kold. Han stopper op ved et af bordene og tager en af de små krukker op med den frie hånd.

"Her," siger han. "Måske får du brug for det."

Jeg ser på mærkatet. Olie velsignet ved St. Judes helgengrav, står der.

"Og en af dem her." Adam rækker mig en kæde med et lille, blåt vedhæng. Der er et billede af St. Jude på den.

"Tak," siger jeg. Og selvfølgelig ville jeg under normale omstændigheder sige, at jeg ikke tror på lykkeamuletter og slangeolie, men jeg vil nok sige, at homøopatiske lægemidler og vievand falder ind under den samme kategori, og se bare hvor det har bragt mig hen.

Lige nu har jeg brug for al den hjælp, jeg overhovedet kan få, uanset hvor usandsynlig den end måtte forekomme. Jeg giver slip på Adams hånd og tager kæden på. "Hvordan skal jeg betale for dem?" spørger jeg.

"Jeg skal nok betale for dig senere. Det skal du ikke tænke på. Jeg har efterhånden befundet mig uden for Guds husholdningsøkonomi i nogen tid, men selv jeg forstår, at det ikke er penge, der får tingene til at hænge sammen. Okay. Vent lige her ... Eller, kan jeg få dig til at tage et af lysene og tænde det?"

Han bukker sig ned og åbner en slå, som jeg ikke har bemærket før. Det er en lem i gulvet. Jeg tager et tykt lys i en blå holder og tænder det med min lighter. Jeg bemærker, at jeg ryster på hænderne og at mine ben føles lette og usikre, som om der løber en elektrisk strøm igennem dem. Jeg har det slet ikke spor godt. Mit hoved ...

Instinktivt griber jeg ud efter Adams skulder. Jeg vil bare lige hvile hovedet imod den et øjeblik: jeg tror, det måske vil få det hele til at føles lidt bedre. Så begynder mit hoved at syde af, hvad er føles som små luftbobler.

"Adam," siger jeg. Men før han kan nå at svare, bliver alting stille og det føles, som om jeg bliver dyppet i en enorm beholder med sort maling med hovedet forrest.

Da jeg vågner, ligger jeg i en lille, smal seng, der er blevet stramt redt op med nyrullet, hvidt sengetøj og brune tæpper. Min taske ligger på gulvet henne ved et skab. Der er et lille sengebord med en bibel på og en enlig træstol. Der er et vindue til højre for mig, men gardinerne er trukket for, så jeg har ingen anelse om, hvad tid på døgnet det er.

På den anden side er det jo altid svært at bestemme klokken ud fra vinterhimlen. Om vinteren er der ingen forskel på klokken fem om morgenen og om eftermiddagen.

Der er ingen andre til stede i værelset. Hvad er der sket? Besvimede jeg? Jeg har vist heller ikke rigtig fået noget at spise i et par dage. Det er, som om Troposfæren suger alt liv ud af en. Alle andre, som har læst Mr. Y's forbandelse er døde. Og Mr. Y selv døde af sult. Nu forstår jeg pludselig hvorfor. Ikke at det på nogen måde påvirker den del af mig, som med en næsten aggressiv kraft forlanger at komme tilbage dertil.

Jeg er stadig iført det tøj, jeg havde på, da jeg kom hertil: et par gamle grå cowboybukser og en sort trøje. Jeg vil egentlig gerne skifte, men jeg har ikke noget med, der er mere præsentabelt, så måske springer jeg det over alligevel. I stedet for at skifte tøj giver jeg mig til at børste mit hår og forsøger virkelig at komme i bund med al filteret. Det tager næsten et kvarter. Jeg ser ned på mine håndled. Mærkerne efter rebene har forvandlet sig til små sølvskinnende, røde skorper, og jeg må gøre mig umage for at modstå fristelsen til at pille i dem. Der kommer ikke nogen ind og ser til mig. Hvad er der i et kloster? Munke, tror jeg. Ikke at jeg kan forestille mig, at der skal komme en flok munke vadende herind. Men Maria og Adam. Hvor er de nu? Der er en klokke, der ringer et eller andet sted. En, to, tre, fire, fem, seks, SYV slag. Oh, shit. Mændene må helt sikkert være sluppet ud af deres bur i Troposfæren nu. Og de er ikke inde i min hjerne. Endnu. I det mindste føles det ikke, som om de er inde i min hjerne. Men hvordan skal jeg kunne vide det? Jeg fletter håret i en af den slags fletninger, som jeg tror religiøse mennesker måske vil bifalde og vasker ansigtet i håndvasken. Der er ikke noget spejl. Vil jeg klare mig igennem endnu en dag? Hvem ved. Jeg burde forsøge at finde Adam og Maria.

Jeg åbner forsigtigt døren og træder ud i en svagt oplyst gang. Der brænder et gult lys nede for enden, og jeg kan høre lyden af kvindelatter og klirrende grydelåg. Jeg kan også lugte mad: en varm og krydret lugt. Det må være køkkenet dernede. Det var der, jeg var på vej hen for at drikke te, inden jeg besvimede, hvis det altså var det, der skete.

Mine ben føles stadig svage. Skal jeg mon til at besvime igen? Nej; kom nu. For himlens skyld, Ariel, det er jo bare at gå derned. Men jeg tror, jeg er nødt til at hvile mig lidt først. Jeg læner mig op ad væggen et øjeblik, mens jeg hiver efter vejret, som om jeg har løbet en marathon. Hvad er der i vejen med mig? Måske jeg bare lige skal lukke øjnene et sekund.

"Ariel?"

På en eller anden måde må det være lykkedes mig at glide ned på gulvet og Maria står nu over mig med et blåt-og-hvidternet viskestykke i hånden. Hendes lille ansigt trækker sig sammen i en bekymret panderynken.

"Jeg tror hellere, du må gå ind i seng igen."

"Undskyld," siger jeg. "Jeg forstår ikke, hvad der er i vejen med mig."

De to mænd kunne komme nu og gøre lige, hvad de ville med mig. Jeg ville ikke være i stand til at stoppe dem. Måske ville det være bedre på den måde: bare at få det overstået. Ville jeg foretrække, at de gjorde det af med mig i Troposfæren eller herude? Apollo Smintheus sagde, at man ikke kan dø i Troposfæren, men måske er der ting, som er værre end døden. Så jeg kunne også bare blive herude og vente på en hurtig død. Men de sagde aldrig noget om, at de ville slå mig ihjel. De ville bare gøre mig sindssyg og stjæle bogen fra mig.

Maria hjælper mig op, og et par minutter efter er jeg tilbage i værelset. "Måske du skulle tage og skifte til noget mere behageligt nattøj," foreslår Maria.

"Jeg har det fint. Jeg tror bare, jeg lige skal ligge ned et par minutter." Jeg har faktisk slet ikke noget nattøj med. Dengang jeg pakkede, var noget så afslappende som søvn vist det sidste, jeg tænkte på; det var mere flugt, jeg havde i tankerne.

"Du skal da ikke ligge i dit almindelige tøj," siger Maria. "Nu skal jeg finde noget, du kan have på."

En halv times tid senere ligger jeg i sengen i en lang, hvid natkjole og tænker på at tage tilbage til Troposfæren. Jeg forsøger at regne ud, om det vil tage livet helt af mig, hvis jeg bare smutter hurtigt ind for at forsøge at finde Apollo Smintheus. Inden jeg gik i seng igen, trak jeg gardinerne fra og så ud på himlen et stykke tid, før jeg trak for igen. Himlen var sort som en skærm og snefnuggene dalede mod jorden i samme tempo som kaskaderne af tal i Heathers LUCA-program. Hvornår vil det gå op for hende, hvor jeg er taget hen? Og vil hun fortælle det videre til de to mænd?

Kort efter kirkeklokken har ringet otte, er der nogen, der banker på.

Det er Maria igen. Hun står med en stor, tyk, brun morgenkåbe.

"Tror du, du vil kunne klare lidt aftensmad?" spørger hun. "ja," svarer jeg. "Tak. Og tusind tak for jeres gæstfrihed." Hvis jeg får noget at spise, vil jeg helt sikkert kunne klare e n tur tilbage til Troposfæren.

"Du behøver ikke at klæde dig på. Bare tag denne her over dig."

Jeg burde klæde mig på, men jeg orker det ikke. Men jeg er nu sikker på, at jeg nok skal få kræfterne tilbage, når først jeg har fået noget at spise. Eller burde jeg tage tilbage først? Jeg forstiller mig mig selv holde parkeret på en eller anden anonym rasteplads midt ude på bøhlandet, sunket sammen på bagsædet og fuldkommen slået ud af miksturen.

Hvad ville der ske derefter? Ville jeg mon fryse ihjel? Måske skal jeg bare tage og blive her i nat. Den her seng er så varm og ren, at jeg ikke engang har lyst til at forlade den nu. Men jeg bliver nødt til at få noget at spise.

Køkkenet er et langt, smalt rum med en stor porcelænsvask nede i den ene ende, køkkenborde langs væggen til højre og med et langt fyrretræsbord i midten. I den venstre side af rummet er der den største kamin, jeg nogensinde har set. Der nu ikke ild i den lige nu. I stedet er der blus på et enormt brændekomfur, hvor to store stålgryder står og sender deres damp op i den grå kampestensskorsten.

Jeg går over mod bordet og gulvets planker knirker under mine fødder.

"Sæt dig bare, søde," siger Maria. "Adam kommer lige om lidt."

Jeg trækker en stol ud og lader mig falde ned på den. Jeg har det virkelig ad helvede til.

"Der har ikke været nogen og spørge efter mig, går jeg ud fra?" siger jeg.

"Nej, søde," Maria smiler et ungt smil. "Og vi har sat en udkigspost op, bare for en sikkerheds skyld."

Jeg ser en munk med en kikkert for mig. Men det er sikkert bare en af køkkendamerne ude på slags avanceret nabopatrulje. Begge billeder forekommer mig temmelig komiske, og stemningen i rummet er akkurat tryg nok til, at jeg formår at gengælde Marias smil.

"Tak," siger jeg.

Maria går over til komfuret. "Grøntsagsgryde og kartofler?"

"Ja, tak. Meget gerne."

Jeg er allerede begyndt at spise, da Adam kommer ind og sætter sig over for mig. Maria stiller en tallerken med den samme ret foran ham, om end jeg bemærker, at hun har givet ham to kartofler mere, end hun gav mig. Der står en kande med vand på bordet, og jeg fylder glasset for anden gang og drikker. Jeg har brug for væske og kalorier, så jeg kan tilbringe natten inde i Troposfæren, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvornår jeg skal nå at få sovet, kan jeg ikke rigtig overskue. Måske skulle jeg forsøge at dele min nat op og bruge halvdelen af den på at sove og halvdelen i Troposfæren. Men hvordan det fungerer med tiden, når man er derinde, har jeg stadig ikke forstået.

"Hej," siger Adam. "Hvordan går det?"

"Det går fint nok," siger jeg. "Undskyld, jeg bare sådan besvimede."

"Jeg forsøgte at stoppe det, men du gik bare ud som et lys," siger han "Heldigvis slog du ikke hovedet eller noget."

Maria tager sit forklæde af. "Jeg er inde ved siden af, hvis der er noget, I har brug for," siger hun.

Den forslåede del af Adams ansigt har præcis samme farve som syltede brombær. Øjet i den side af ansigtet er næsten fuldkommen lukket til.

"Det er ikke så slemt, som den omgang du har været igennem," siger jeg. "Det er jeg altså virkelig frygtelig ked af."

Han trækker på skuldrene. "Nå, ja. Den slags sker jo."

"Jo, altså bortset fra, at det gør det ikke. Ikke normalt." Jeg tager en dyb indånding og nipper til vandet. "Den slags ting burde slet ikke ske. Ikke i virkeligheden."

"Ja, men hvad er virkeligheden? Helt seriøst: det er okay. Det er overstået nu."

"Men hvad nu, hvis de kommer her? Så er vi alligevel på røven." Det går op for mig, at jeg har bandet i et kloster. "

Jeg mener ... undskyld sproget. Men du forstår godt, hvad jeg mener."

Adam smiler. "Det er bare sprog," siger han. "Så længe du ikke gør det foran munkene. Det vil bare gøre dem forvirrede." Det gør tydeligvis ondt, når han smiler. Han skærer en grimasse. "Av," siger han.

"Så hvad var det mere præcist, der skete?" spørger jeg. "Jeg mener, de har tydeligvis slået dig. Men hvorfor?"

"Jeg ville ikke fortælle dem, hvor du boede."

Shit. Hvor skyldig kan man føle sig?

"Men hvorfor spurgte de dig?" Jeg forstår ingenting.

"De havde allerede udspurgt Heather, og da hun ikke kunne besvare deres spørgsmål, sendte hun dem videre til mig. De så ud til at gå ud fra, at vi vidste en hel masse om dig, selvom Heather blev ved med at fortælle dem, at vi kun havde delt kontor i sammenlagt to dage. Så hun fortalte dem, at jeg var ude for at vise en ny underviser rundt på universitetet, og de indhentede mig så nede ved kapellet. Den kvinde jeg havde vist rundt - hendes børns skole havde ringet og sagt, at de måtte lukke tidligt på grund af sneen, og hun var derfor taget af sted fem minutter tidligere. Da jeg kom ud fra kapellet, løb jeg direkte ind i armene på disse her to lyshårede mænd.

Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med noget, og de spurgte hvem jeg var, hvilket jeg fortalte dem. 'Vi vil gerne stille dig nogle spørgsmål,' sagde den ene af dem. Det gik jeg selvfølgelig med til - hvorfor skulle jeg ikke det - og inviterede dem med indenfor i kapellet. Det var ishamrende koldt og sneen var begyndt at blive hængende i deres hår og øjenbryn. Jeg ville tilbyde dem, at jeg kunne lave noget varmt at drikke i kapellets køkken. Den ene af dem begyndte at gå rundt, som om han så sig om efter en anden bygning, vi kunne gå ind i, men som du ved, er der ikke andre bygninger ude ved kapellet.

De sagde så, at de hellere ville tale med mig udenfor. Jeg kan huske, at jeg overvejede, hvad de mon havde imod kapellet. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på bomber og terrorister, og jeg tænkte at mændene måske var kommet for at evakuere bygningen eller noget i den stil. Jeg spurgte dem, om alt var som det skulle være. Derefter blev det hele temmelig forvirrende.

'Når nu vi er nødt til at stå og snakke herude i kulden, skal vi gøre det kort,' sagde den ene. 'Hvor er Ariel Manto?'

'Det ved jeg da virkelig ikke,' svarede jeg. 'Hvorfor?'

'Vi er nødt til at finde hende. Det er et spørgsmål om international sikkerhed."

Jeg har siddet og spist, mens Adam fortæller. Ikke just den mest passende reaktion på de ting, han siger, det er jeg godt klar over, men jeg bliver nødt til at få nogle kalorier indenbords. Det sidste får mig nu alligevel til at stoppe op og rynke panden en gang.

"'International sikkerhed'? Hvad skal det betyde?"

Adam tager en tår af sit vand. "Det ved jeg ikke," svarer han. "Jeg fik aldrig chancen for at spørge. Det næste der skete, var at jeg gentog tilbudet om, at vi kunne gå indenfor i kapellet, hvilket så ud til at gøre dem godt hidsige. De begyndte at tale grimt til mig og sagde, at jeg bare skulle fortælle, hvor du var, hvis jeg ikke havde lyst til at komme til skade. De sagde ting som, 'Du kneppede hende, men du ved ikke, hvor hun bor?' Og jeg tænkte bare, 'Hvad for noget?' Men så gik det op for mig, at Heather sikkert har troet, at vi tog hjem og gik i seng med hinanden forleden aften. Nå, men de blev altså ved med at stille mig en masse virkelig grove, seksuelt eksplicitte spørgsmål om dig. På det tidspunkt gik det op for mig, at mændene var farlige og jeg besluttede ikke at fortælle dem noget.

Det gik også op for mig, at de slet ikke behøvede mig til at fortælle dem, hvor du boede, men at de bare kunne slå det op i oversigten over ansatte. Jeg sagde derfor, at jeg ingenting vidste. Derefter truede de mig. De sagde noget i retning af, 'Fortæl det nu eller det bliver værst for dig selv." Adam trækker på skuldrene. "Jeg tænkte så, at de næppe ville kunne gøre andet og mere end at give mig bank, hvorefter jeg bed tænderne sammen og forberedte mig på det værste." Han peger på sit ansigt. "Det her er så resultatet."

"Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal kunne ..." begynder jeg.

Adam smiler igen til mig, denne gang dog mest med den nederste halvdel af ansigtet. "Tja, men det var nu ikke engang det mest underlige af det hele. Først begyndte de bare at slå løs på mig. Den ene hev fat i mig og tvang mine arme om på ryggen, mens den anden slog mig i ansigtet, vel omkring ... tre gange? Måske fire. Det mindede mig om dengang i spisefrikvartererne i skolen, fordi den her fyr så ud, som om han tænkte, at han havde al den tid i verden, det skulle være til at slå mig. Først slog han mig, så holdt han en lille pause og åndede på sine hænder, fordi det var så koldt, hvorefter han slog mig igen."

"Ah, Gud," siger jeg.

"Efter nogen tid sagde manden, som holdt mig, 'Det virker ikke. Han er en eller anden religiøs idiot, som sikkert render rundt og tror, han er Jesus. Vi kunne klynge ham op på korset uden at få en skid brugbart ud af ham.' Den anden svarede så noget i retning af, 'Nå, men romerne havde jo heller ikke sådan en her, vel?' Hvorefter han trækker en pistol frem. Jeg må nok indrømme, at han havde ret: jeg blev en hel del mere bange for dem efter det. Jeg forsøgte så at rive mig løs, og manden som stod og holdt mig, gled på isen og mistede grebet. Da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, halvt løb, halvt væltede jeg ind i kapellet og lukkede døren bag mig.

Jeg blev hele tiden ved med at tænke på St. Thomas og forsøge at forlige mig med tanken om døden. Det var nemmere, end jeg ville have troet på forhånd. Jeg vidste, at jeg formentlig skulle dø, selvom jeg samtidig var klar over det absurde i tanken om at blive skudt midt i universitetets kapel. Mine instinkter fik mig til at gemme mig nede under en af kirkebænkene, men jeg vidste, at de når som helst ville komme farende ind af døren og skyde mig. Der var bare ikke andre steder at gemme sig."

Jeg er holdt helt op med at spise nu. Det her lyder fuldkommen vanvittigt. "Hvad skete der så?"

"Døren gik op - jeg tror, de sparkede den op - men de korn ikke ind. I fem minutter eller deromkring stod de udenfor og kaldte på mig. De stod bare og råbte og bandede i et forsøg på at få mig til at komme ud. De kom med en detaljeret beskrivelse af alle de ting, de ville gøre ved mig, hvis ikke jeg kom ud - men jeg lukkede bare fuldstændig af for alt hvad de sagde, og for første gang i årevis bad jeg til Gud. Jeg hørte dem diskutere noget om deres pistoler og hvad de skulle stille op med mig. På et tidspunkt sagde den ene til den anden, 'Gå nu bare ind og gør det af med ham.' Hvortil den anden sagde, at han var godt dum, hvis han troede, at han ville gå derind og miste ... et eller andet ... et eller andet, jeg ikke forstod." Adam tager en slurk vand mere. "Nå, men det er i hvert fald derfor, at jeg tænkte, at du ville være i relativ sikkerhed her. Jeg fik helt klart det indtryk, at de ikke mente, de kunne betræde et religiøst sted."

"Men hvad skete der bagefter? Gik de så bare deres vej?"

"Ja. Til sidst gjorde de. Det føltes som timer, men der kan kun være gået godt fem minutter eller deromkring. Ingen af dem var villige til at komme ind i kapellet, og jeg havde ingen planer om at komme ud. Jeg tror ikke, de havde mod på en belejring, hvor de var nødt til at blive stående ude i sneen, mens jeg overlevede på oblater og altervin indenfor."

"Det her er nok den modigste ting, jeg nogensinde .." begynder jeg at sige.

"Du behøver ikke at prøve at smigre mig," siger han og holder hænderne afværgende op. "Efter de var gået, rystede jeg så meget, at jeg ikke kunne stå op de første tyve minutter. Da jeg så overhovedet kunne stå op, drak jeg al altervinen. Jeg er ikke spor modig."

Jeg burde protestere igen. Men der er noget, der sidder og gnaver i mig, noget jeg må vide.

"Den ting du sagde før. Noget med, at du ikke forstod, hvad de mente. Hvad var det?"

Adam har taget sin gaffel op og sidder nu og spiser sin grøntsagsstuvning lige så roligt, som havde han refereret resultatet af en fodboldkamp og ikke en historie om at undslippe et par bevæbnede mænd.

"Undskyld?"

"Du sagde, at den ene af dem sagde, at den anden skulle gå ind i kapellet, men at han så svarede, at han ville miste et eller andet, hvis han gjorde det. Kan du huske, hvad det var?"

"Øh ... ja. Det var en forkortelse, tror jeg. Tre bogstaver."

"Undskyld. Der er ingen grund til, at du skal kunne huske, hvad det var."

"Jamen, jeg kan godt huske det. Bogstaverne var KID. 'Jeg mister min KID.' Men det giver bare overhovedet ingen mening. Giver det måske mening for dig?"

Jeg ryster på hovedet. "Nej. Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at det måske ville."

Sytten

Efter vi er færdige med at spise, går Adam med ud i den indre gårdhave, så jeg kan få mig en cigaret. Gårdhaven består af en lille kvadrat med græs - som nu er dækket af sne - omsluttet af fire smalle, grå buegange. Som Adam forklarer, er det som at være indendørs udenfor, eller omvendt. Da jeg spurgte, svarede han, at han faktisk ikke vidste, om det var tilladt at ryge i gårdhaven, men at der alligevel aldrig var nogen, som var efter gæsterne med den slags. Så nu står jeg altså her og trækker giftig luft ned i lungerne, mens jeg tænker på gårdhaven i Russell-bygningen, og på hvordan folk kun bruger den til at ryge i: de fleste studerende ville aldrig skænke det en tanke, at gårdhaver kunne bruges til andet.

"Du er stille," siger Adam, som står og læner sig op ad en stensøjle.

"Jeg føler mig bare så malplaceret her," siger jeg. "Som om jeg vil blive ramt af lynet hvert øjeblik det skal være for at ryge eller bande.

Eller værre endnu - for at bekymre sig om tåbelige ting, som at jeg skal blive ramt at lynet for at ryge eller bande, når det jeg i virkeligheden burde føle mig skyldig over, er dit ansigt og den kendsgerning, at min tilstedeværelse her udsætter jer alle sammen for fare og ... og så det, at jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan jeg skal slippe væk og hvor jeg skal tage hen."

"Du kunne også bare blive her," siger Adam.

"Det kan jeg ikke," siger jeg. "Der er en, jeg er nødt til at prøve at finde."

Men jeg siger ikke hvem, og jeg siger ikke, hvordan jeg har tænkt mig at prøve at finde ham.

"Har alt det her noget med bogen at gøre?" spørger han. Jeg nikker. "Ja."

"Jeg går ud fra, at jeg ikke skal spørge om noget, der har med bogen at gøre?"

"Rigtigt. Det er sikkert bedst, at du glemmer, at der nogensinde har været en bog."

Adam trækker på skuldrene. "Nå. Men jeg er i hvert fald under alle omstændigheder glad for at have fået dig at se igen."

"Det kan du ikke mene," siger jeg. "Ikke efter alt det, der er sket med dig."

"Men det gør mig vitterlig ikke noget," siger han og ser lidt væk fra mig. "I det mindste er smerten virkelig."

"Jeg tror jeg forstår, hvad du mener," svarer jeg, efter en pause.

"Gør du?" spørger Adam.

"Måske ikke," siger jeg og blæser røgen ud i den kolde luft. "Men jeg har ... jeg ved ikke. Jeg har en sær måde at anskue tingene på. Det er en af de andre grunde til, at jeg føler mig uden for her ... Også sammen med dig, faktisk."

Jeg rømmer mig og det føles som om mine ord bliver suget tilbage og bliver stikkende fast i halsen. Alt det jeg gerne vil sige (og samtidig ikke vil sige) kan sammenfattes i en sætning: "Jeg har gjort en masse forkerte ting."

"Alle har gjort en masse forkerte ting."

"Ja, men der er forskel på, når man glemmer at sende et fødselsdagskort til sin bedstemor og så de ting, jeg har gjort. Jeg ..."

"Uanset hvad det er, du har gjort, er det ligegyldigt for mig."

Jeg kan ikke begynde at forklare om min seksuelle afvigelse til Adam, så jeg smider cigaretskoddet ind i sneen, hvor det synker ned som et glødende øje og går ud. "Jeg er en selvdestruktiv person," siger jeg. "Eller det er i det mindste det, man ville kalde mig på brevkassesprog."

"Selvdestruktiv," siger Adam. "Det er et interessant ord. Så er jeg vist også selvdestruktiv, men på en mere bogstavelig måde. Det er det, Tao beder en om: at destruere selvet og frigøre sig fra jeget."

"Så det at være selvdestruktiv kan også være positivt?" spørger jeg. "Det lyder interessant."

"Tja, siden jeg mistede min Gud ..."

"Har du mistet Gud?" siger jeg med antydningen af et smil på læberne. "Det var vel nok skødesløst af dig."

Shit. Det her er ikke tidspunktet til at lave jokes. Ariel, for helvede, opfør dig ordentligt. Men Adam ser bare på mig i et sekund og så, pludselig, går han hen til mig, slår armene omkring mig og kysser mig inderligt. Jeg kysser tilbage, selvom jeg godt ved, at vi ikke kan stå her på den måde. Hans læber presser hårdt mod mine med kold nødvendighed, og derefter bruger han tænderne: han bider mig så hårdt i læben, at der næsten går hul. Jeg trækker mig væk fra ham.

"Adam ..."

"Undskyld. Men du gør noget ved mig."

Jeg ser ned i jorden. "Det er ikke min mening."

"Jo, det er."

"Nej. Hør her - jeg forstår godt, hvad du mener. Som regel er det bevidst, når jeg gør noget ved andre mennesker, men ikke med dig. Det er anderledes med dig."

"Hvordan? Fordi det er lykkedes mig at miste Gud? Eller fordi jeg overhovedet har haft Gud til at begynde med?"

"Undskyld at jeg afbrød. Hvad var det, du skulle til at sige?"

Han sukker ud i luften: en frossen sky af tvivl og usikkerhed. "Jeg skulle til sige, at først mistede jeg Gud, og derefter mig selv. Du ved, hvordan religion plejer at hjælpe folk til at finde sig selv og Gud? Det lykkedes mig at miste absolut alt. Jeg troede, at det var pointen. Alle de bøger jeg læste om at give afkald på begæret og jeget ... det hele var dybt sjælenedbrydende, bogstavelig talt. Jeg var overhovedet ikke forberedt på det. Intet havde kunnet forberede mig på, hvordan det ville være at være objektivt vidende og opmærksom over for religion uden selv at være en del af det hele. Biblen forvandlede sig til en bog på linje med en hvilken som helst anden. Jeg kunne stadig læse den og have meninger om, hvad den ene eller den anden stump tekst betød, men jeg kunne ikke tro på det mere."

"Sjælenedbrydende. Som i selvdestruktiv."

"Netop. Jeg oplevede at være fuldkommen uden et selv og det var pissehamrende skræmmende."

"Adam."

"At knytte sig til andre mennesker; at fortabe sig i dem; at 'blive et'. Det er et helvede. Hvem var det, der sagde, at helvede er de andre?"

"Sartre."

"Han har ret. Det var ikke gået op for mig: at rive sin sjæl ud og lade den gå på omgang er overhovedet ikke det samme som at forestå altergangen eller aflevere en sæk brugt tøj i en velgørenhedsbutik. Det er som at gå ind i en park midt om natten og smide al tøjet og vente på, at der skal komme nogen og pisse på en."

Jeg kommer til at tænke på Wolf og hans håbløse forsøg på at få nogen til at give ham tæsk.

"Folk kan da ikke alle sammen være så slemme," siger jeg.

"Det er heller ikke det, jeg siger. Jeg ... Jeg ved ikke, hvad det er, jeg siger. Det var det, jeg ville have forsøgt at forklare dig forleden aften, men jeg er vist ikke meget bedre til det nu. Jeg fortalte vist, at jeg havde haft et nervesammenbrud?"

"Jo. Det gør mig ondt. Jeg ..."

"Det er en del af den samme ting. Selvet som destruerer sig, som bryder sammen. Det handler om at sprænge selvet i stumper og stykker, indtil der ikke er mere tilbage. Men jeg kunne ikke gennemføre det. Jeg fejlede fuldstændig. Jeg brød ganske rigtigt sammen, men før jeg så overhovedet havde nået at se ned i afgrunden og forstå, hvordan der var dernede, begyndte jeg at bygge mig selv op igen. Jeg forsøgte at være 'normal': at drikke og bande. Og det var såmænd morsomt nok. Men nu ved jeg så ikke rigtig længere, hvem jeg er. Jeg bruger ordet ' jeg' uden for alvor at vide, hvad det betyder. Jeg ved ikke, hvor jeget starter og hvor det slutter. Jeg ved ikke engang, hvad det består af."

"Åh. Men, der kan jeg så godt hjælpe dig," siger jeg. "Alting i det kendte univers består af kvarker og elektroner. Du består af det samme stof som mig eller sneen eller stenene. Det er bare forskellige kombinationer."

"Det er en smuk tanke," siger Adam.

"Men det jo sandt." Jeg griner. "Det er ikke noget, jeg går rundt og taler om hele tiden. Men det er så sandt, som noget overhovedet kan være."

Engang lavede jeg et undervisningsforløb for mine studerende, der handlede om at arbejde med betydninger. Tanken er, at det skal være et lille introduktionskursus, jeg holder for at få dem i gang med at tænke over Derrida. Vi gennemgår Saussure og alle de andre grundtekster, og derefter viser jeg dem en fotokopi af Duchamps Fontaine - det urinal, som er blevet udråbt til det mest betydende stykke kunst i det tyvende århundrede - og spørger, om det er kunst eller ej. På et af holdene begyndte de fleste af de studerende at argumentere for, at et urinal ikke kan være kunst: to-tre stykker af dem blev ret ophidsede og begyndte at snakke om Picasso, og om at deres børn kunne tegne bedre, og om den seneste Turner Pris-vindende installation med lyset, der blev tændt og slukket ... og jeg havde ellers troet, at det ville blive et nemt hold at undervise. Det eneste jeg havde villet demonstrere var, at noget som hedder "et urinal", og som vi altså forstår, som noget mænd kan pisse i, kun adskiller sig fra noget, som hedder "et maleri", og som vi forstår, som maling på et lærred, fordi vi gør det til to forskellige ting ved hjælp af sproget. Og om vi vælger at anbringe både den ene og den anden af tingene i kategorien "kunst" afhænger af, hvordan vi definerer kunsten. Men de studerende havde svært ved at fange pointen og jeg var næsten ved at fortvivle over dem. Jeg kan huske, at jeg tænke: "Fuck jer. Jeg ville bare så meget hellere sidde og drikke kaffe hjemme i mit køkken lige nu." Jeg forklarede dem, at alt i verden består af de samme kvarker og elektroner. Med atomer forholder det sig anderledes. Der er jo både heliumatomer og brintatomer og alle mulige andre atomer, men i virkeligheden adskiller de sig kun ved det antal kvarker og elektroner de består af og, hvad kvarkerne angår, ved hvilken vej de vender.

Jeg forklarede, at urinalet derfor, på en meget konkret måde, kunne siges at være det samme som, for eksempel, Mona Lisa. Jeg fortalte dem, at det de opfattede som virkeligheden, var helt og aldeles relativ i forhold til den position, de anskuede tingene fra. Under et tilstrækkeligt kraftigt mikroskop ville urinalet og Mona Lisa se fuldkommen ens ud.

Det er ikke bare tid og rum, der er fucked up. Stof er energi, men det er også mere end det: stof er allerede i sig selv en grå grød; vi kan bare ikke se det. Nu tænker jeg så på Troposfæren og jeg spekulerer over, hvad den består af og, selvom den kun skulle findes i min fantasi, hvad min fantasi i så fald består af.

Adam går med mig tilbage på værelset. Jeg sætter mig ned på sengen med det samme, mens han går lidt frem og tilbage i nogen tid, kigger ud mellem gardinerne og tager biblen op og lægger den tilbage igen. Jeg tror først, at han har tænkt sig at sætte sig på stolen, men efter nogen tid kommer han alligevel hen og sætter sig ved siden af mig på sengen med hovedet hvilende mod hovedgærdet cirka fem centimeter fra mit.

"Så hvis vi alle sammen består af kvarker og elektroner ..." begynder han.

"Hvad?"

"Hvis vi to gik i seng med hinanden, så ville det eneste der skete altså være, at nogle kvarker og elektroner gned imod hinanden."

"Bedre endnu," svarer jeg. "I virkeligheden er der ikke noget, der 'gnider imod hinanden' på mikroplanet. Stof rører i virkeligheden slet ikke ved andet stof, så vi kunne gå i seng med hinanden uden at nogen af vores atomer overhovedet rørte hinanden. Husk at elektronerne befinder sig på ydersiden af atomerne og støder andre atomer fra sig.

Så vi kunne gå i seng med hinanden og rent faktisk frastøde hinanden samtidig."

Jeg kan høre hans vejrtrækning slå over i en svagt anderledes rytme, da han lægger sin hånd på mit ene ben, lige der hvor morgenkåben står en smule åben.

"Og hvad skulle man så kalde det? Jeg mener, hvis det bare er atomer, som frastøder hinanden, så kan det da i virkeligheden ikke have den store betydning. Jeg mener, hvorfor skulle nogen have noget imod det?"

"Adam ..."

"Hvad gør det overhovedet virkeligt?"

Et øjeblik tænker jeg igen på smerte: på at fremtvinge en friktion; tvinge atomer til at udveksle elektroner; tvinge noget til at blive virkeligt. Men det her er noget andet; noget som befinder sig hinsides det.

"Sprog," svarer jeg. "Alt fra eksistensen af ordet virkelig til eksistensen af ordet kneppe til eksistensen af ordet forkert."

Jeg lægger så tilpas meget tryk på ordet forkert, at han fjerner hånden fra mit ben igen. Jeg trækker morgenkåben sammen omkring mig og krydser anklerne. Jeg ved udmærket godt, hvorfor jeg ikke kan gøre det her, men at vide er ikke det samme som at føle, og jeg kan mærke blodet pumpe målbevidst rundt i kroppen for at forberede sig på noget, som bare ikke kan finde sted: Adams læber mod mine; hans mørke, behårede bryst presset ind mod mine fine, lyse bryster; sammensmeltning; selvforglemmelse. Det er som at sulte og mærke, hvor meget man har brug for at spise. Jeg sulter og nogen har lige anbragt en skål mad foran mig og sagt, at jeg ikke må spise den; at den måske er forgiftet.

Adam rejser sig fra sengen og går over til vinduet. Gardinerne er stadig trukket for, men han trækker dem ikke til side; han står bare og kigger på det beigefarvede stof. Han sukker.

"Det er det her sprog-noget, som er dit arbejdsfelt, ikke?"

"Jo."

"Det er meget forskelligt fra teologi."

"Er det?" siger jeg. "Nogle af de ting du sagde forleden aften hjemme hos Heather ... de fik mig til at tænke på Baudrillard og hans teori om simulacret: en verden bestående af illusioner, af kopier af kopier af ting, som ikke eksisterer længere; kopier uden en original. Og Derridas différance og måden vi lader betydningerne forskyde sig i stedet for nogensinde for alvor at opleve betydning. Derrida taler en hel del om tro. Han skrev en masse om religion."

"Men det er stadig ikke spor sjovt, vel? Det har stadig magten til at fortælle en, hvad man må og ikke må. Det er nærmest sådan: der er ikke noget, der betyder noget, men man er stadig nødt til at følge spillets regler. Jeg vil have noget, som fortæller mig, at jeg ikke behøver at følge spillets regler."

"Nå, ja, men så er du måske tilbage hos eksistentialisterne. Jeg tror, de har det sjovere. Selvom problemet med dem er, at de ikke for alvor selv ved, at de har det sjovt."

Jeg tænker på Camus og Den fremmede. Jeg tænker på det sted, hvor Meursault drikker kaffe i lighuset og den måde det, senere, bliver brugt som bevis på, at han er et dårligt menneske. Hvilken slags menneske ville det så gøre en til at dyrke sex i et kloster?

"Så Derrida er altså ikke eksistentialist?"

"Nej. Men det har alt sammen et fælles udspring: Heidegger; fænomenologi."

"Og hvad har den så at sige om livet?"

"Hvad? Fænomenologien?"

"Ja."

"Ohm ... Alt det her er stadig noget, jeg går og tænker over, og den måde jeg forstår det på, er måske ikke hundrede procent korrekt, men dybest set handler det om tingsverdenen: fænomenerne."

Jeg tænker tilbage på Lumas' historie "Det blå værelse" om de to filosoffer, som forsøger at bevise, hvorvidt spøgelser eksisterer eller ej. Den minder mig om den periode, hvor jeg for første gang for alvor forsøgte at forstå fænomenologien (en endnu uafsluttet proces). Jeg havde læst Levinas En découvrant l'existence avec Husserl et Heidegger- Husserl var Heideggers mentor - og jeg gik og baksede med at forstå hans tanker, men det var svært. En dag jeg lå i badet og forsøgte at lade være med at gøre bogen våd, stillede jeg mig selv, som en slags tankeeksperiment, det gammelkendte spørgsmål: "Er der et spøgelse til stede i dette rum?" Jeg mindede mig selv om, at hvis jeg var rationalist, kunne jeg med relativ stor sindsro svare nej, så længe jeg bare havde fastslået, at spøgelser ikke findes ved hjælp af logik og almengyldige udsagn. Man kan sagtens være rationalist med bind for øjnene. Jeg ved, at spøgelser ikke findes, så derfor er der ikke nogen spøgelser i rummet. Hvis man er rationalist og man har bygget sit verdenssyn op ud fra en logik som siger, at når noget er dødt, er det dødt, og det er ligesom bare det, kan man befinde sig i et rum fuldt af hylende ånder og stadig komme frem til, at der ikke er noget spøgelse. Hvis jeg var empiriker, ville jeg begynde at lede efter beviser, der havde med det sansede at gøre: Jeg ville se, at der ikke var noget spøgelse til stede i rummet og konkludere, at hvis jeg ikke kunne erfare det, var det der heller ikke. Så meget havde jeg forstået. Men fænomenologien, forekom det mig, interesserede sig slet ikke for om spøgelset var der eller ej. Fænomenologien syntes i stedet at stille spørgsmålet, "Og hvad fanden er det så lige, at man forstår ved et spøgelse?"

Jeg forsøger at opsummere det for Adam.

"Helt grundlæggende siger fænomenologien, at du eksisterer og verden eksisterer, men at forholdet mellem de to størrelser er problematisk. Hvordan definerer vi entiteter, altså ting med et selvstændigt hele? Hvor stopper den ene entitet og hvor begynder den næste? Strukturalismen synes at mene, at objekter er objekter og at man kan give dem et hvilket som helst vilkårligt navn. Men jeg er mere interesseret i spørgsmålet om, hvad der gør et objekt til et objekt. Og hvordan et objekt kan have betydning, uden for det sprog vi bruger til at definere det igennem."

"Så alt er bare sprog, når det kommer til stykket. Der findes ikke noget uden for ordene. Er det hovedpointen?"

"På en måde. Men det er nu ikke bare ord. Måske er 'sprog' et forkert udtryk at bruge i denne sammenhæng. Måske er 'information' bedre. "Jeg sukker. "Det er enormt svært at udtrykke i ord. Måske er Baudrillard den, som kommer tættest på, når han taler om en kopi uden en original: en simulation. Ligesom hvis du kan huske den måde Platon troede, at alting her på jorden var en kopi - eller en skygge - af et eller andet 'ideelt objekt.' Nå, men hvad så nu, hvis vi har skabt en verden, hvori selv virkeligheden på skyggeniveauet ikke var den endelige kopi? En kopi, hvor alt der nogensinde har været 'virkeligt', nu er forsvundet og hvor kopierne, der refererede til tingene - med andre ord sproget, tegnene - ikke længere refererer til noget? Hvad hvis alle vores åndssvage billeder og tegn overhovedet ikke konstituerer virkeligheden? Hvad hvis de ikke refererer til noget udenfor, men kun refererer indad, til sig selv og andre tegn? En slags hypervirkelighed. Eller hvis man skulle forsøge at udtrykke det med Derridas ord, kunne man tale om en verden, som konstant underkaster sig det virkelige. Og det er i sproget bevægelsen foregår. Sproget lover os et bord, eller et spøgelse, eller en sten, men kan faktisk aldrig levere varen, når det kommer til stykket."

"Er det ikke deprimerende?" spørger Adam.

Jeg griner, men det runger hult herinde i rummet. "Da vel ikke mere deprimerende end din teori om, at alting er en illusion?"

"Men det jeg talte om, var en illusion som dækker over noget andet. En nøje afgrænset virkelighed. Du taler om en verden, hvor ingenting ikke er en illusion."

"Tja, måske vil jeg gerne kunne tro, at der er noget uden for simulacret. Det ved jeg ikke. Men det er interessant at tænke over det. Ligesom det at opdage, at alting består af kvarker og elektroner. Jeg synes, det er interessant, fordi hver gang man lærer noget nyt om de mest basale byggesten - sproget, atomer, hvad som helst - opdager man, at det forekommer helt urimeligt. De ting jeg talte om forleden aften om kvantefysik: det er så vanvittigt, at det simpelthen ikke kan passe. Og de ting du så sagde med, at sandheden skulle findes uden for virkeligheden: det synes jeg også var rimeligt interessant. Der er altid et niveau mere, som vi bare ikke kender til endnu. Naturvidenskaben er nået til kvarker og elektroner og de forskellige sære varianter af dem, som når os via kosmiske stråler og den slags, men vi ved ikke, om det så ligesom bare er det: om vi er nået til det udelelige stof - det grækerne kaldte atomos. Det kan endda tænkes, at alting kan deles i det uendelige. Og der er samtidig stadig disse her store spørgsmål, som ingen kan finde svaret på: hvad gik forud for begyndelsen og hvad vil der ske, efter det er slut. Den kendsgerning at disse spørgsmål stadig forbliver ubesvarede er interessant. Ingen ved for alvor noget om alt det virkelig vigtige - og der er stadig en utrolig masse at lære."

"Hvilket så bringer os tilbage til religionen."

"Jeg synes, du sagde, at religion var en del af illusionen. Jeg mener, den består af sprog ligesom alt andet ..."

"Men tro," siger han nu. "Hvad består tro af?" Adam rører ved gardinerne, men trækker dem ikke fra. "Men man kan ikke basere noget på troen. Intet der er baseret på tro er sandt."

"Ikke det? Man kunne godt argumentere for, at vi alle sammen tror på noget. Vi tror på sproget, for eksempel."

"Men troen betaler sig nu ikke altid, gør den vel? Man får ikke altid det tilbage, som man havde tænkt sig."

Han vender sig rundt og ser på mig. Han er bleg i ansigtet og jeg kommer i tanke om det, han sagde om ikke at have det "så godt" for tiden. Men han er stadig formentlig det mest tiltrækkende menneske, jeg nogensinde har mødt, og et øjeblik kan jeg næsten ikke forstå, at han er her i rummet sammen med mig med sit lange, uvaskede hår og sit gamle, gråtonede tøj, som om der er så meget mere ved ham end bare kød og blod, så meget mere end bare en samling atomer. Hvor nemt ville det ikke være først at lukke øjnene og derefter lukke ham ind. Men derefter ville han jo forsvinde igen, og jeg ville stå tilbage med konsekvenserne af, hvad jeg havde gjort. Jeg vil ikke have, at han skal forsvinde. Jeg kan ikke gå i seng med ham, så jeg er nødt til at få ham til at blive ved med at snakke. Og bagefter kunne vi måske bare lægge os til at sove i hinandens arme? Vær nu ikke så dum, Ariel. Herinde ville det være lige så slemt som at kneppe.

"Man kunne måske sige, at vi tror på den samme kultur," siger jeg.

"Baseret på hvad?"

"Det samme sprog. Jeg mener, vi deler jo faktisk en kultur og den kultur består af ting, som vi har delt op og sat mærkater på, ligesom attenhundredetallets naturvidenskabsmænd altid skulle klassificere alting. Selvfølgelig er der stadig en voldsom debat om alle disse klassifikationer.

Er to fisk, der ligner hinanden i virkeligheden en eller to slags fisk? Er alting forskelligt fra hinanden eller ens?"

Han ser på mig med det mest udslukte udtryk, jeg nogensinde har set, alt i hans ansigt peger nedad, inklusive blikket, som nu kravler ned mod gulvet. Men jeg tænker stadig, at allerhelst ville jeg bare fortabe mig fuldstændig i ham; fortabe mig i udslukte, surmulende Adam. Jeg har bare fået endnu mere lyst til ham, nu hvor han er vred på mig over, at jeg ikke vil gå i seng med ham. Det er som om strømmene af energi imellem os er blevet elastiske og nu forsøger at finde hinanden. Er vi forskellige eller ens?

Han siger ingenting, så jeg fortsætter.

"Ud fra hvilke kriterier kan man fastslå, at her slutter den ene ting, og der begynder den næste? Og hvad vil det overhovedet sige 'at være til'? Med mindre man bevæger sig helt ned på det atomare plan, er der tilsyneladende ingen mellemrum imellem tingene. Selv det tomme rum myldrer af partikler. Men ser man så nærmere på atomerne, går det op for en, at tomrum stort set er det eneste, der er. Du har garanteret hørt analogien, at et atom er ligesom en hel sportshal med kun en tennisbold i midten. At der i virkeligheden slet ikke rigtig er noget, der hænger sammen. Men vi skaber sammenhænge mellem tingene via sproget. Og vi bruger den slags klassifikationer og tomrummet imellem dem til at skabe en kultur, sådan som den vi selv befinder os i lige nu, i hvilken vi begge to forstår, at det ville være forkert af os at sove sammen i et kloster, hvor jeg opholder mig som gæst."

Adams øjne er hårde, men hans stemme er blevet blødere. "Hvorfor er det forkert?"

"Hold nu op, du ved godt hvorfor. Vi ville støde alle, som bor her, hvis de vidste, hvad der foregik."

"Men det må da være deres egen fejl, at de ikke kender til teorien om atomerne."

"Ville det nu også det? Det er ikke sådan kulturen ser på det. Forestil dig at bruge det som et forsvar for mord. 'Men hr. dommer, jeg slog hende i virkeligheden slet ikke ihjel, fordi atomerne i kniven aldrig rørte atomerne i hendes krop.' Vi kan ikke bare hælde kulturen ud, fordi vi ikke bryder os om den. Eller, det kunne vi måske - eller vi kunne bilde os selv ind, at vi havde gjort det - men den skyld vi ville føle, ville være den samme." Jeg sukker. Det er så nemt bare at blive ved med at snakke, men det er ikke spor nemt at forklare, hvad det er, jeg rent faktisk føler. Hvad skulle jeg sige? Adam, jeg vil se dig uden tøj på. Jeg vil slikke din pik og lægge mig bagover og lade dig kneppe mig, men ikke i et kloster, fordi det får mig til at føle mig beskidt og ond, og jeg skal sikkert snart dø, og selvom jeg ikke er sikker på, om jeg tror på himlen, har jeg set et væsen, som hævdede at være en Gud for ganske nylig og derfor har jeg ikke lyst til at tage chancen her i sidste øjeblik.

Og derefter kommer jeg igen til at tænke på Derrida. Det er, som om jeg er i gang med at afholde en eller anden slags indre auktion, og mit sidste bud angående seksuel renhed er som følger: jeg kan godt tænke på at have hans pik i min mund, men jeg må ikke sige noget om det og heller ikke gøre det. Jeg lader ikke atomerne danse alt for løst rundt.

Adam vender sig igen over mod vinduet. Denne gang trækker han gardinerne til side og ser ud.

"Sner det stadig?" spørger jeg. Sætningen minder mig om et eller andet citat: "Tell me, my dear, does it still snow?" Men jeg kan ikke huske, hvor det kommer fra. Måske er det ikke engang sne i citatet, måske er det regn.

"Nej." Han sukker. "Jeg skulle være blevet hjemme hos dig i tirsdags."

"Jeg ville heller ikke være gået i seng med dig den nat." Hører du efter, Gud?

Han nikker. "Du er ikke tiltrukket af mig."

"Det er ikke det. Jeg tror mere, det handler om, at jeg ikke selv synes, jeg er specielt tiltrækkende."

"Det lyder som det rene bullshit i mine ører."

"Undskyld. Det har du ret i. Men jeg kan bare ikke. Jeg ville gerne - men jeg kan bare ikke."

Nu vender han sig over mod mig igen. Men han ser mig ikke i øjnene. Der er ikke nogen forbindelse imellem os - hvad det så end lige er, forbindelsen egentlig består i, når nogen ser ind i ens øjne og man ser ind i deres og det et øjeblik føles, som om ens maskiner er forbundet til den samme stikkontakt, eller måske endda at den ene er maskinen og den anden stikkontakten. Maskiner, stikkontakter, elektricitet, strømme af energi ... Det kan godt være, at vores øjne ikke mødes, men alle de andre energistrømme er der stadig og trækker mig hen imod ham.

"Men du har lyst? Du har lyst til at være sammen med mig?" Måden han siger det på, får ham til at lyde, som om han har en uhelbredelig sygdom og et år tilbage at leve i. Er det virkelig muligt at tage sex så alvorligt? Patrick siger, at jeg "gør" ting ved ham, men det eneste jeg i virkeligheden gør, er at love at give ham det, som jeg altid giver ham: beskidt, uforpligtende sex. Men jeg tror ikke, det ville betyde det store for ham, hvis han aldrig så mig igen. Har jeg lyst til Adam? Nemt spørgsmål.

"Ja. Men jeg kan ikke få dig. Jeg er helt forkert for dig."

"Du ved godt, at jeg aldrig ..." Han lader sætningen dø, som et snefnug der smelter, før det når jorden.

"Jeg ved det. Det er også derfor. Sagen er, at det har jeg jo. Tusindvis af gange med hundredvis af mennesker."

"Ariel, for Guds skyld."

"Hvad?"

"Hvorfor siger du det på den måde?"

"På hvilken måde?"

"Som om du prøver at få dig selv til at lyde som ... nej, jeg ved det ikke."

"Som en luder?"

"Sådan ville jeg ikke udtrykke det."

"Nej. Det er du alt for pæn til." Jeg bider mig i læben.

"Åh, hold dog kæft. Du tror, at jeg er pæn, fordi jeg engang har været præst. Jeg har ikke lyst til at være pæn. Jeg vil meget hellere ..."

"Hvad vil du? Hellere være ligesom mig? Har du lyst til at være upæn? Har du lyst til at være beskidt? Nå, men så kom." Jeg begynder at åbne badekåben. "Lad os kneppe i klosteret. Så du kan få en lille prøve på, hvad det er, jeg har. Se: her er noget af det, som jeg har." Jeg rækker armene frem med indersiden af håndleddene vendt ud mod ham, som om jeg er ved at løfte noget op mod loftet. "Det var det, der skete, sidst der var nogen, der bollede mig."

Adam tager et skridt frem og i et kort sekund forestiller jeg mig, at han vil flå min badekåbe af og kaste mig ned på sengen. Er det det, jeg vil have, at han skal gøre? Eller vil jeg have, at han skal have ondt af mig med mine ødelagte håndled og hundreder af seksuelle erobringer? Men hans øjne er ubevægelige som fossiler, da han går direkte forbi mig og ud af rummet. Uanset hvad det er, jeg er ude efter, er det ikke noget, jeg kommer til at få. Han er væk.

En halv time senere er jeg stadig alene inde på det kolde værelse og kravler i seng og ned under tæpperne for at få varmen. Derefter drikker jeg noget af miksturen fra glasflasken og stiller den på stolen ved siden af sengen.

Jeg læner mig tilbage og ser ind i den sorte cirkel, indtil denne virkelighed begynder at glide over i den, jeg er begyndt at foretrække.

Denne gang tager det overhovedet ikke lang tid at rejse igennem tunnelen. Men da jeg kommer ud på den anden side, er der helt forandret. Gaden jeg kender, er der ikke mere. I stedet befinder jeg mig på et tætpakket bytorv med grå brostensbelægning, hvor stenene ser bittesmå ud i forhold til de mange rigmandsvillaer og slotte, som omgiver pladsen. Der må være i hundredvis af disse bygninger, selvom jeg objektivt set godt kan se, at det rent pladsmæssigt er en umulighed. Ikke desto mindre er de "her". Nogle af dem er bygget af lyse sten, andre er opført i mørke, rustrøde mursten og har gotiske spir og tårne, der synes at nå helt op til skyerne, som om de forsøgte at gribe fat i dem og trække sig helt op til himlen. Skyer. Det er godt nok underligt. Der har aldrig før været skyer i Troposfæren. Men det er stadig nat herinde; måske er det bare på grund af fuldmånen, at jeg pludselig kan se skyerne. Men så går det op for mig, at månen heller ikke har været her før.

Der står en statue midt på pladsen og skinner i månelyset. Det ser ud til at være en kopi af Rodins Grubleren: en mand, der sidder på en sten med hovedet hvilende mod bagsiden af hånden. Men da jeg komme tættere på, kan jeg se, at denne mand har et museansigt. Det er en statue af Apollo Smintheus uden kappe. En ugle tuder, og jeg farer sammen. Sidste gang jeg hørte lyde i Troposfæren, var det overhovedet ikke noget godt tegn. Men ingenting sker, så jeg konkluderer, at det nok faktisk bare var en ugle. Hvor mange bygninger er her? Et urimeligt højt antal. Det er ekstremt svært at beskrive, det jeg ser foran mig; det er, som om der bare er alt for meget af det hele: for mange informationer pakket tæt sammen på al for lidt plads.

Ud over virvaret af tårne og spir, kan jeg se vindebroer og voldgrave, høje, røg fra bål, en fuld regnbue og utallige flag; bag husene er der bjerge og klippetindinger og søer, alt sammen i et sammensurium, som en håndfuld landskabsfotografier, der lapper ind over hinanden på en overfyldt væg. Mellem de mange statelige bygninger er der andre, mere dagligdags steder: et par tesaloner, en lille boghandel og en butik som sælger tryllekunstner-udstyr. De ser nu alle sammen ud til at have lukket. Især et sted forekommer sært dragende, men det er ikke en bygning. Det er en tilgroet have med høje mure omkring og en smedejernsport. Der står en bænk derinde omgivet af træer. Jeg vil gerne derind, men porten er låst. De andre steder omkring mig er også lukkede. Anakronistiske neonskilte lyser i en skarp pink alle vegne. Closed. Fermé. Lukket på grund af ombygning. Closed. Lukket. Ingen ledige værelser. Hvad kan det dog være for en slags sted, som har gotiske slotte og tårne med pinkfarvede neonskilte over det hele?

Konsol?

Tingesten toner frem.

Du har nu ingen valgmuligheder, siger kvindestemmen.

Skønt. Nu igen. Er hele stedet gået ned? Har de to mænd gjort noget herinde, som betyder, at jeg ikke kan komme ind nogen steder længere?

Du har modtaget en ny besked.

Hvad?

Du har modtaget en ny besked.

Kan jeg få lov at se beskeden? Der er ikke noget svar. Hvor er den lille konvolut, som man klikker på? Hvad er ækvivalenten til det herinde? Hvordan henter jeg en besked frem i Troposfæren? Og hvem kunne i øvrigt have fundet på at lægge en besked til mig?

Et øjeblik forestiller jeg mig en pakke i brunt indpakningspapir med røde, grønne og sorte ledninger stikkende ud: en bombe fra mine fjender. Men tanken får mig ikke til at føle noget ubehag, og jeg husker, at det er det, jeg så godt kan lide ved dette sted: ikke for varmt, ikke for koldt, uden frygt.

Noget står og lyser fra omme bag konsollen og jeg opdager, at det er Apollo Smintheus' musehul. Jeg har ikke lagt mærke til det tidligere, men nu er det der pludselig, anbragt inde mellem noget, der ligner Valhalla og et sted ved navn Primrose Tea Shoppe. Er det mon meningen, at jeg skal gå derind? Jeg vil naturligvis frygtelig gerne se Apollo Smintheus igen. Jeg slår konsollen fra og går igennem den hvide bue og ind i rummet, som jeg genkender fra tidligere: de tomme borde og hylder og reden henne i hjørnet. Apollo Smintheus er ikke at se nogen steder. Jeg går videre ind i det næste rum. Ilden er gået ud og her er ingen tilstede. Men der ligger en folder på bordet.

En guide til Troposfæren, står der på forsiden. Af Apollo Smintheus.

Er det beskeden? Jeg åbner folderen.

Du har nu ingen nye beskeder, siger konsollen.

Så folderen er altså beskeden. Okay. Jeg sætter mig i gyngestolen og begynder at læse. Hele dokumentet er kun omkring tre sider langt, og det er sat med store typer.

Troposfæren er ikke et sted.

Troposfæren består af tanken.

(som jeg selv består af bøn)

Troposfæren udvider sig.

Troposfæren befinder sig både inden for dit univers og uden for det.

Troposfæren kan også kollapse til et eneste punkt. Troposfæren har mere end tre dimensioner og mere end en "tid".

Du står nu i Troposfæren, men du kunne vælge at kalde den hvad som helst.

Tanken er alle tanker.

Bevidstheden er alle bevidstheder.

Denne dimension er forskellig fra andre.

Din troposfære er forskellig fra andres.

Du opnår Pedesis via nærhed, som enten er:

Geografisk (i verden)

Tropografisk (i Troposfæren)

Slægten (i bevidstheden)

De valgmuligheder Troposfæren præsenterer dig for, er udelukkende baseret på nærhed.

(Bortset fra når informationerne bliver blandet sammen)

Du kan springe fra person til person i den fysiske verden.

(men kun hvis personen i øjeblikket er modtagelig over for bevidsthedernes verden)

Alt dette er erindringer.

Troposfæren har en anden form end den fysiske verden, som den ellers (i begrænset omfang) korresponderer med. Af denne årsag er det nogle gange mere effektivt at rejse i Troposfæren og andre gange mere effektivt at rejse i den fysiske verden (se diagram).

Billedbeskrivelse:

Diagrambeskrivelse:

Langs y-aksen i venstre side står: "Tid forløbet som y (ikke dig)"

Langs y-aksen i højre side står: "Tid forløbet som x (dig)"

Langs x-aksen står: "t (ækvivalente enheder af afstand/tid i Troposfæren)"

En linje går fra toppen af y-aksen i venstre side til bunden af y-aksen i højre side. Over linjen står "Passeret tid ved tilbagekomst fra y (ikke dig) til x (dig)"

Over streneg står formlen "x i anden er lig med y i anden plus t i anden"

Der er ingen enhedsangivelser langs nogen af akserne.

Berigtigelse: Dette diagram er en nedskaleret version af en multidimensional udregning. Den vil være korrekt for rejser af en kort eller ikke-kompleks natur. Pedesis, som følger slægtsvejen over mange generationer, vil (formentlig) føre til unøjagtigheder.

Bemærkning: enheder af afstand/tid i Troposfæren svarer stort set til 1.6 gange deres ækvivalent i den fysiske verden. En "time" i Troposfæren svarer derfor til 1.6 timer i den fysiske verden, dvs. seksoghalvfems minutter.

Omregning af tid til afstand foretages efter sædvanlige metoder.

Du kan ikke dø i Troposfæren.

Du kan dø i den fysiske verden.

Stof er tanke.

Afstande er væren.

Intet forlader Troposfæren.

Du vil formentlig kunne anskue Troposfæren som en tekst.

Du vil kunne anskue den udgave af Troposfæren du ser som en metafor.

Troposfæren er, på et plan, en verden udelukkende bestående af metaforer.

Selvom jeg her har forsøgt, kan den virkelige Troposfære ikke beskrives.

Den kan ikke udtrykkes på noget sprog bestående af tal eller bogstaver, bortset fra som del af en existentiell-analyse (se Heidegger for yderligere oplysninger).

Det sidste punkt kunne godt have været udtrykt klarere. Det jeg mener, er at det at opleve Troposfæren samtidig er at udfolde den.

Slut.

Atten

Jeg er tilbage i sengen og klokken har kun lige passeret midnat.

Jeg er nødt til at forsøge at skrive så meget som muligt af Apollo Smintheus' dokument ned, før jeg glemmer det igen. Jeg er nødt - til at være i stand til at gennemtænke det i den virkelige verden. Hvad betyder det alt sammen? Tanken er alle tanker. Bevidstheden er alle bevidstheder. Er det dét, Troposfæren er? Summen af alle bevidstheder? Måske vidste jeg det godt i forvejen. Måske er det dét, jeg hele tiden har haft en mistanke om. Hvis det er tilfældet, er byen i min bevidsthed så stor, at den har en lille butik eller et hus eller måske endda et slot for hver enkelt bevidsthed i verden? Hvad var det for noget med alle de slotte, og hvorfor var de lukkede? Hvad er bevidsthed? Har orme det også? Det må de næsten have, hvis mus har det. Hvis jeg gerne ville ind i bevidstheden på en eller anden orm i Afrika, hvordan skulle jeg så bære mig ad?

En ting er i hvert fald sikkert. Tiden fungerer på en anden måde i Troposfæren. Jeg forstår ikke helt, hvad afstand/tid tilbagelagt i Troposfæren er, men det er ret oplagt, at når man kommer ud igen, er der gået mere tid udenfor.

Det første jeg gør, er at tegne diagrammet, sådan som jeg husker det. Dybest set er det baseret på Pythagoras' sætning, men anvendt på rum og tid. Jeg kæmper for at genkalde mig alle de populærvidenskabelige bøger, jeg har læst i tidens løb. Tyngdekraften fungerer på en lignende måde, gør den ikke? Men der er ikke noget i Apollo Smintheus' dokument om masse. Det handler udelukkende om afstand og tid. Faktisk ser det ud til, at han foreslår, at afstand og tid er en og samme ting i Troposfæren. Jeg ved godt, at det samme gælder for det "virkelige" univers. Det er det, man kalder for rum-tid. Men det er ikke noget, man bemærker til daglig. Man kan ikke fifle med tiden ved at gå i butikker eller rejse en tur til månen, for den sags skyld. Hvis man vil manipulere med tiden, er man nødt til at flyve bort fra Jorden i et meget hurtigt rumskib og blive ved med at rejse med noget nær lysets hastighed uden at sætte farten hverken op eller ned. Hvis man så kommer tilbage til Jorden igen, vil man opdage, at der er gået "længere" tid på Jorden sammenlignet med hos dig inde i rumskibet. I Troposfæren sker der tilsyneladende det stik modsatte. Eller er det, når det kommer til stykket, det samme? Min mave rumler. Jeg bliver nødt til snart at få noget at spise igen.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på slottene og tårnene med deres pyntelige spir og tunge vindebroer. Mens jeg skriver linjerne Du vil kunne anskue den udgave af Troposfæren du ser som en metafor. Troposfæren er, på et plan, en verden udelukkende bestående af metaforer, spekulerer jeg på, hvad slottene, hvis de er metaforer, repræsenterer. Og derefter: når man træder ind i Troposfæren, får man så øjeblikkelig adgang til den bevidsthed, som befinder sig "tættest" på en i den virkelige verden?

Og hvis det er tilfældet, tilhørte alle slottene så de religiøse mennesker her i denne bygning? Og hvem besluttede, at de skulle være slotte? Gjorde de, eller gjorde jeg?

Jeg bliver færdig med at nedskrive dokumentet. Jeg tror, det er næsten rigtigt. Det er nemmere end jeg ville have troet at huske det hele, men så kommer jeg i tanke om de ting Apollo Smintheus fortalte mig, og jeg forstår, at min Troposfære (som jo er forskellig fra alle andres) befinder sig inde i min bevidsthed. Dette dokument er nu en erindring. Men min manglende hukommelse er allerede begyndt at gnave i det i kanterne. Jeg kigger på en af de linjer, jeg har skrevet: Du kan springe fra person til person i den fysiske verden. Det ser ikke rigtigt ud. Har jeg måske glemt noget? Jeg rynker panden kraftigt, som om det vil få de ting, jeg husker til at gnide mod hinanden og skabe en slags erindringsfriktion. Det virker. Du kan springe fra person til person i den fysiske verden (men kun hvis personen i øjeblikket er modtagelig over for bevidsthedernes verden). Okay. Jeg forstår ikke, hvad det betyder, men i det mindste står det der nu sort på hvidt.

Jeg gaber. Min krop vil gerne sove - og spise - men min hjerne vil gerne fortsætte med det her: fortsætte med at besvare spørgsmål, til der ikke er flere spørgsmål tilbage. Jeg ser hurtigt ned over listen igen. Jeg kommer til at smile, da jeg ser referencen til Heidegger. Hvordan kommer Apollo Smintheus dog til at tænke på Heidegger? Men et eller andet siger mig, at Apollo Smintheus ved, hvordan man forklarer tingene for folk på deres eget sprog, som altså i mit tilfælde omfatter ord som tilstedeværen og fundamentalontologi, foruden deres mere storladne modsætninger væren og ontologi. Jeg har aldrig glemt, det jeg har læst af Væren og tid, selvom det ikke at have læst den færdig er en af de ting, jeg virkelig kan ærgre mig over.

Jeg husker netop de begreber, fordi det især var dem, jeg skrev en forfærdelig masse noter til i bogens margin.

Dengang jeg læste Væren og tid, tænkte jeg altid på den som Væren og frokosttid: det var min egen private joke med mig selv i den måned, det tog mig at læse de første hundrede sider. Grunden til at det tog så lang tid, var fordi jeg kun læste i den til frokost over en tallerken suppe og en bolle på en billig café ikke så langt fra, hvor jeg boede dengang i Oxford. Der var ingen form for opvarmning i lejligheden og meget fugtigt. Vinteren gik med den ene luftvejsinfektion efter den anden og om sommeren var lejligheden fuld af insekter. Hver eneste dag gik jeg derfor ned på cafeen for at sidde der en times tid eller to og læse i Væren og tid. Jeg tror nok, jeg klarede omkring tre til fire sider om dagen. Mens jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv: gad vide om Apollo Smintheus også ved disse her ting? Ved han noget om den dag, hvor cafeen pludselig var lukket på grund af ombygning og jeg holdt op med at komme der? Ved han, at jeg kort efter indledte en affære med en fyr, som ville have, at vi skulle mødes i frokostpausen og at jeg forlod Heidegger på grund af ham?

Jeg ville ønske, at jeg var blevet færdig med bogen. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den med mig. Men hvem tager Væren og tid med som en uundværlig genstand, når de er på flugt fra to bevæbnede mænd? Jeg står ud af sengen. Der står et fritstående, antikt bogskab henne ved væggen. Fronten består af en glaslåge, som har en lille sølvskinnende nøgle. Jeg ser ind gennem ruden og får øje på en masse tekster skrevet af pave Johannes Paul II, inklusive et bind med hans digte. Der er tykke, brune bibler og smalle, hvide bibelkommentarer, alle sammen støvede. Ingen tykke, blå bøger. Ingen Væren og tid. Ikke fordi jeg havde regnet med det. Min mave udstøder endnu en sigende lyd, som en ballon der bliver pustet op. Jeg bliver nødt til at få noget mere at spise, hvis jeg skal tilbage til Troposfæren. Bagefter vil jeg så forsøge at regne ud af, hvordan jeg kan finde Burlem.

Der er koldt og mørkt ude på gangen. Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg skal til at stjæle mad fra køkkenet i et kloster. Eller er det nu også at stjæle? Jeg er sikker på, at hvis der var nogen, som var vågne og jeg kunne spørge dem, ville de sige, at jeg bare skulle tage, hvad jeg havde lyst til. Det er i hvert fald det, man plejer at sige til sine gæster, er det ikke? I det mindste har jeg ikke dyrket sex herinde; jeg har ikke dyrket sex i klosteret med en forhenværende præst.

Gad vide, hvor Adam er. Mon han er inde på et af de andre gæsteværelser? Jeg prøver at forestille mig, at jeg støder tilfældigt på ham på gangen og siger, at jeg tager alt det jeg sagde tidligere i mig igen. Men jeg er ikke sikker på, at man kan tage sine ord i sig på den måde. Mit indre snor sig omkring sig selv som spiraler, da jeg i et glimt forestiller mig, hvordan det ville være at røre ved ham; bare røre ved ham hvor som helst. Det begynder ikke som en seksuel tanke, men ender alligevel hurtigt i det spor. Jeg forestiller mig mig selv slikke hans ben og kradse ham på ryggen. Efterhånden som mine tanker begynder at snurre hurtigere og hurtigere, falder alt andet væk. Der er ingen bevæbnede mænd; ikke noget kloster. Hvis jeg havde en helt usandsynlig halv time sammen med Adam, en halv time fuldkommen løsrevet fra alt andet, hvad ville jeg så bruge den til? Vi kunne gøre hvad som helst. Hvor langt ville jeg gå? Hvor langt ville være langt nok til at stille mit begær? Forrevne, voldelige billeder farer igennem mit hoved som vildfarne glasskår og jeg sukker, efterhånden som fantasien fortoner sig igen. Måske der aldrig nogensinde er noget, der for alvor vil tilfredsstille mig.

Døren ud til køkkenet er lukket, men ulåst. Indenfor er der mørkt, men varmen stråler stadig ud fra komfuret, og man kan se de orange gløder ulme derinde bag glasset. Jeg tænder ikke lyset; de orange gløder lyser akkurat kraftigt nok til, at man godt kan se. Lugten af gryderetten, der var så lækker tidligere, har tabt sin intensitet og forvandlet sig til noget, der mere minder om erindringen om et måltid: den lidt syntetiske madlugt, man ofte mødes af på institutioner. Jeg åbner et par låger, før jeg finder spisekammeret. Der er store røde og metalfarvede dåser med kiks stablet oven på hinanden. Der er omkring tyve dåser baked beans i storkøkkenstørrelse. Der er skummetmælkspulver og kondenseret mælk. Der er adskillige hele brød. Hvad vil kunne give mig mest af den energi, jeg har brug for for at kunne blive i Troposfæren? Jeg genkalder mig de gode råd om kost fra mine kvindelige eks-samboers evindelige dameblade. Komplekse kulhydrater. Det er det, jeg har brug for. Fuldkornspasta og brune ris. Men jeg kan ikke begynde at stå og lave mad. Der er en kasse med frugt. Jeg er sikker på, at jeg kan huske, at bananer er en god kilde til et eller andet. Jeg tager tre af dem og derefter, efter at have tænkt mig om, hele klasen. Jeg kan tage nogle af dem med mig, når jeg skal videre. Et lille fuldkornsbrød. Et glas peanutbutter. En flaske limonade. Hold da kæft. Har jeg virkelig tænkt mig at rejse til en anden verden på en kost bestående af peanutbuttersandwich, bananer og limonade? Det er en absurd tanke. Lige da jeg skal til at lukke skabet, får jeg øje på noget andet: adskillige store bøtter med Hi-EnerG kosttilskud. Jeg tager en med bare for en sikkerheds skyld. Det er en brun bøtte med muntre, lyserøde bogstaver. Jeg kommer til at tænke på tåbelige påskrifter med store bogstaver på diverse produkter, hvorefter jeg tænker iPod. Og derefter: Burlem. Det var der, jeg gemte alle hans dokumenter.

Selvfølgelig.

Tilbage på værelset tager det mig ikke mange minutter at tænde min bærbare og sætte stikket til iPod'en i. Jeg overfører Burlems filer og tager derefter iPod'en ud og gemmer den nederst i min taske. Jeg kan høre det begynde at blæse op udenfor og jeg forestiller mig, at det udvikler sig til en hel snestorm, som tallene i LUCA-programmet forvandlet til en virus, selvom Adam har sagt, at det var holdt op med at sne. Jeg spiser tre bananer, hver især pakket ind i en skive fuldkornsbrød. Jeg nipper af limonaden. Jeg surfer lidt rundt i filerne. Jeg opdager, at Burlems CV ikke er opdateret, om end han ser ud til at have haft en fase, hvor han søgte diverse stillinger i USA for omkring tre år siden. Jeg opdager, at han var halvvejs færdig med en roman, da han forsvandt. (Og, spekulerer jeg, gad vide, om han tog filen med sig? Blev han nogensinde færdig med den?) Det første kapitel er ret godt, men indeholder tydeligvis ikke noget, som vil kunne hjælpe mig til at opspore ham. Jeg kan ikke lade være med også lige at læse en fil med en synopsis af handlingen i grove træk, før jeg går videre. Den er kun en side lang. Romanen handler om en ung akademiker, der har en affære med en kollega, som han kommer til at gøre gravid. Hans kone opdager affæren (men ikke det med barnet) og lader sig skille fra ham, mens kollegaens mand tror, at barnet er hans eget. Da manden dør, får pigen sandheden at vide om sit biologiske ophav og begynder forsigtigt at opbygge et forhold til faren. Fortælleren bor alene kun med sine bøger til at holde sig med selskab og ønsker, at han kunne se mere til datteren. Efter jeg har lukket dokumentet, kigger jeg videre i de forskellige filer. Jeg finder de forskellige led i den ansøgningsproces Burlem skulle igennem for at få sit professorat. Jeg finder breve til hans bankrådgiver.

Men der er intet, som på nogen måde kunne tyde på, at han havde planer om at forsvinde, at han havde planer om at forlade universitetet for aldrig at komme tilbage igen. Der er flere breve. Der er et til en søndagsavis med et vredt læserbrev om en tegnefilm, som gjorde grin med Derrida ugen efter hans død. Jeg smiler ved synet. Jeg kan godt huske at jeg så den tegnefilm dengang og håbede, at nogen ville påtale det. Der er et brev til en, jeg ikke genkender navnet på. Molly. Der er ikke noget efternavn. Det er skrevet i et lidt mærkeligt sprog, det sprog man ville bruge, hvis man talte til et barn. Så går det op for mig, at det er til et barn. Det er skrevet til et barn - eller måske en teenager - på en kostskole. Burlem lover snart at komme og besøge hende, og at give hende nogle penge. Hvad kan Burlem have for med en skolepige? Min hjerne fyldes af ubehagelige tanker.

Derefter åbner jeg filen med romanen igen. Pigen i bogen hedder Polly.

Jeg læser brevet igen. Det må være Burlems datter; selvfølgelig må det det. Fuck. Han har aldrig nævnt noget om hende over for mig. Jeg troede bare, han var en ugift- eller, tænkte jeg, fraskilt - mand i halvtredserne. Jeg vidste ikke, at han havde en problemfyldt fortid bag sig, selvom jeg burde have fornemmet det. Han lignede en mand med en problemfyldt fortid.

Der er ikke nogen adresse på brevet, bortset fra Burlems egen. Men nu begynder jeg at finde andre breve - en hel stribe af dem placeret i samme mappe som dem til bankrådgiveren - som giver god mening. De er alle sammen stilet til en Dr. Mitchell og handler om ting som skolepenge, mobning og ekstraundervisning. Derefter kigger jeg i brevene til bankrådgiveren og finder instrukser om at oprette en betalingsordning til en skole i Hertfordshire. Overførslen er mærket Molly Davies. Nu forstår jeg. Burlem betaler for at have datteren gående på en kostskole.

Der er også en adresse på den del af brevene. Adressen tilhører skolen.

Mit hoved summer. Ville jeg kunne opspore Burlem gennem hende?

Jeg bliver nødt til at finde Apollo Smintheus.

Da jeg kommer tilbage til Troposfæren, går det op for mig, at bytorvet har mere end fire hjørner. De samme slotte står langs kanten med de samme pinkfarvede neonskilte, der stadig ser lige usandsynlige ud. Uglen tuder igen.

"Apollo Smintheus?" siger jeg.

Ingenting.

Jeg kalder konsollen frem.

Du har nu ingen valgmuligheder, siger den.

"Kan jeg stadig bruge mit Apollo Smintheus-kort?" spørger jeg.

Apollo Smintheus-kortet er udløbet.

Fuck. Jeg troede, han sagde, at jeg ville have det i et par dage.

Jeg går lidt rundt på pladsen, men alting er virkelig lukket. Der er en gade, som fører væk fra pladsen og den tager jeg. For hvert skridt tænker jeg på Apollo Smintheus' cirkaberegning af, at hver enhed bestående af afstand/tid i Troposfæren svarer til 1.6 i den "virkelige" verden. Så hvor meget er et skridt? Hvor lang tid koster det mig? Hvis jeg tager hundrede skridt, og det tager mig for eksempel to minutter, hvad vil klokken så være, når jeg vågner op tilbage i klosteret? Hvor langt ville jeg skulle bevæge mig for at gå glip af morgenmaden? Hvor langt ville jeg skulle bevæge mig for at blive erklæret død? Jeg går videre forbi et par parkeringspladser og en jazzklub. På den anden side af gaden ligger der en snusket stripklub med sort olie løbende i striber ned ad facaden, som om der har været ildebrand for nylig.

Ingen af disse steder har et navn, men stripklubben har silhuetter af piger, som danser op ad en stang og jazzklubben har et billede af en saxofon. Jazzklubben ligger på et hjørne, hvorfra en betontrappe fører ned i en gyde med en biograf og endnu en parkeringsplads nede for enden. Igen af disse bygninger ser ud til at være lukkede. Der er ingen pink-farvede neonskilte her. Uden for alvor at tænke over det, går jeg ind i jazzklubben. Men der er ingen musik og ingen røg.

Du har nu én valgmulighed.

Du ... Jeg fryser og jeg skal skide. Men det ser ud til, at vi kommer til at sidde her hele natten. Ed har varmen kørende på fuldt knald, men mine fødder er alligevel som frosne klumper. Der ligger sne på jorden udenfor og det er også blæst godt op. Skiltet på kirken ovre på den anden side af gaden vipper frem og tilbage. Hvem er Our Lady of Carmel? Ordet får mig til at tænke på karamel; en dame lavet af karamel eller noget i den stil. Bilen lugter af kaffe og junkfood. Der ligger sandwichemballage ud over hele gulvet. Jeg sparker til en af boksene og den siger en lille, hård og plasticagtig lyd.

"Hvad var det?" spørger Ed.

"Sandwichemballage," siger jeg. "Undskyld."

Ed siger ikke noget. Hans øjne er to store pupiller. "Måske er hun slet ikke derinde," siger jeg.

"Hør her, præsten ved det med kirker og hun knepper med ham, okay?"

"Jo, men ..."

"Og han 'kommer der, når det hele er lidt svært'. Hvorfor skulle han ikke også invitere hende? De ved sikkert udmærket, at så længe de bliver derinde, er der ikke noget, vi kan stille op. Eller i hvert fald ved hun det, måske:"

Jeg vil nu mene, at bogen er på vej til Leeds."

"Hvor ligger Leeds, for øvrigt?"

Jeg trækker på skuldrene. "Et sted oppe nordvest på? Det er ret langt herfra."

"Pis."

"Vi skal nok få fat i den bog."

"Det lykkedes ikke sidste gang."

"Vi skal nok få fat i den."

Jeg ... Oh, fuck. Jeg er inde i hovedet på en af de lyshårede mænd. Martin. Martin Rose. Okay, Ariel. Du må ikke lade ham mærke, at du er her. Men hvordan lister man sig rundt inde i et andet menneskes bevidsthed? Shhh. Skal jeg blive her eller smutte igen? Konsol? Tingesten kommer til syne som et gennemsigtigt lysbillede, og da jeg/Martin kigger over mod Ed, er hans ansigt overlappet af et ekstra lag billeder. Et sted er der en, der står og bager. En anden er ude at køre på en motorvej. En tredje ser op mod en blå himmel. Hvad er alle disse billeder? Jeg kommer i tanke om Apollo Smintheus' dokument:

Du opnår Pedesis via nærhed, som enten er:

Geografisk (i verden)

Tropografisk (i Troposfæren)

Slægten (i bevidstheden)

Okay. Så hvis man er tæt på nogen i den fysiske verden, kan man altså komme ind i deres bevidsthed via Troposfæren. Det giver da en slags mening. De her fyre befinder sig lige uden for klosteret, og jeg måtte kun gå ned ad én mental gade for at komme frem til dem. Jeg forstår ikke, hvad tropografi betyder. Men Slægten. Er det det, jeg ser nu? Har disse billeder noget at gøre med Martins forældre og bedsteforældre?

Er det deres verden set igennem deres øjne? Der er kun tre af dem. Det er ikke meget slægt. I musens bevidsthed var der flere hundrede billeder. Kom nu, Ariel. Tænk dig om ... Men jeg vil ikke tænke alt for højlydt, så jeg ikke risikerer at tiltrække mig Martins opmærksomhed. Jeg er næsten nysgerrig nok til at teste et af billederne på konsollen for at se, hvad der vil ske, men noget siger mig, at det ville være en kæmpe fejl. Sidst jeg gjorde det, med musen, lykkedes det mig at springe fra musen i skabet under vasken ud til baggården og ind i bevidstheden hos musen henne ved skraldespandene, som må have været den første mus' - hvad? - far? Bedstefar? Guderne må vide, hvor jeg ville ende, hvis jeg sprang denne gang. Måske et eller andet sted i USA. Hvad ville det mon betyde her i Troposfæren?

"Ed?"

"Hvad?"

"Hvis hun bare bliver derinde, er det altså ikke meget vi kan stille op, vel?"

"Ved hun det?"

Ed trækker på skuldrene. Der har hængt en utydelig døråbning oppe over hans hoved hele tiden, men nu kan jeg også se et andet billede på konsollen. Det er et billede af det indre af en bil og en lyshåret mand ... Det er mig. Det er Martin. Så jeg kunne altså vælge at være Ed i stedet for? Er det sådan, det er? Skal jeg springe? Skal jeg forsøge det? Nej. Hellere blive her i sikkerhed. Jeg forsøger at slappe af og lade mit "jeg" glide i baggrunden, så jeg kan blive mere Martin og trænge længere ind i ham end til bare overfladen af hans tanker. Og - det er som at trække i et nyt sæt tøj; noget der er for varmt, som en uldtrøje på en varm dag - min bevidsthed sætter farten ned, og mit "jeg" er nu Martins.

"Vi kunne sætte ild til det," siger jeg, uden for alvor at mene det. Jeg er ikke kommet for at brænde kirker ned - eller skyde præster. Vi har pludselig fået en ny chance for at få fat i bogen og okay, måske har det gjort os en smule kulrede. Men på den anden side har vi næsten ikke mere serum tilbage, så det føles faktisk temmelig påtrængende. Vores CIA-kort vil kun kunne hjælpe os så og så langt, især hvis nogen skulle vælge rent faktisk at prøve at ringe for at tale med vores tidligere chef. Hvad ville han sige? Nej, jeg har ikke set gutterne, siden de gik ind i projekt Starlight. Ikke siden jeg underskrev det skema, som fritog dem fra tjeneste. CIA? Ikke længere.

"Det er måske ikke nogen helt dum idé," siger Ed. "I det mindste ville vi få varmen."

"Det er en dum idé. Glem, at jeg overhovedet nævnte det."

"Hvorfor? At prøve at ryge dem ud er da en fin idé."

Jeg ser ud gennem forruden. Jeg tænker, at jeg ikke har det godt med at skyde præster, men hende ville jeg godt kunne ordne: Ariel Manto. Mon ikke også det er noget, hun regner med. Det gør det nemmere. Den første gang var ikke helt nem: Jeg kan huske, at jeg kastede op ude på toilettet inde i en eller anden lyseblå diner ude vestpå. Jeg holdt fast om kummen, og der var blod på den bagefter; blod fra mine hænder. Den næste person jeg dræbte, var et stykke menneskeligt affald, som godt vidste, hvad der ventede ham. Det fik det til at gå op for mig, at det er muligt at gøre den slags på en upersonlig måde, og efter det opdagede jeg, at jeg faktisk kunne gøre det uden for alvor at være til stede i det. Som om man er der og ikke er der på én gang. Som en slags tåge der lægger sig inde i hovedet, og som man bagefter kan viske bort. Men så på den anden side: al den tid man har tilbragt i MindSpace får en til at føle større medfølelse med folk. Men ikke desto mindre; vi er nødt til at skille os af med de folk, som kender hemmeligheden - når først vi selv har fået fingre i den.

Jeg sparker til sandwichemballagen igen og Ed glor arrigt på mig. Indimellem går vinduesviskerne i gang og sneen skubbes sammen til små, grødede strømme, der samler sig ude langs kanterne af forruden. Lige ud for os på højre hånd ligger klosteret: den lille røde murstensbygning. Kunne jeg bare vade over og sætte ild til det? Hvordan sætter man ild til noget? Er det ikke svært, især nu med al sneen? Vi ville få brug for noget benzin og et eller andet at tænde op med og en lighter.

"Jeg tror ikke, det er helt nemt at sætte ild til et sted," siger jeg.

"Så hvordan i himlens navn har du ellers tænkt dig, at vi skal få dem ud derfra?"

"Det ved jeg ikke."

En lang pause følger.

"Jeg fryser."

"Det gør jeg også."

Martins bevidsthed - eller i det mindste hans overfladetanker - falder til ro i en summen af fysiske fornemmelser, hvorefter min egen bevidsthed automatisk synes at vrikke sig ud af den snærende dragt. Mit "jeg" er tilbage. Så hvordan kommer jeg nu ind i Martins erindringer? Konsollen er stadig fremme, og jeg genkender "knappen", der betyder Quit. Jeg slår konsollen fra ved at tænke på, at den skal være lukket. Nu sidder jeg så bare her i Martins nærhed og plager ham uden at han overhovedet ved, at jeg er her. Jeg kan ikke lade ham vide, at jeg er her. Men jeg vil have hans erindringer. Jeg vil vide de samme ting, som han ved. Mr. Y gjorde det i bogen, så jeg burde også kunne gøre det, nu hvor fiktionen tilsyneladende er blevet til virkelighed.

"Barndom!" tænker jeg, som et eksperiment. Jeg forsøger at betone ordet med det samme lidt kække og autoritative udråbstegn, som når jeg tænker Konsol! Intet sker. Jeg forsøger at glide lidt længere ind i Martin. Jeg undertrykker mig selv, så meget jeg overhovedet kan. Jeg føler de samme ting, han føler. Jeg forsøger at lade være med at være mig selv, samtidig med at jeg er ham. Jeg fokuserer på alt det lort, der bogstavelig talt ligger og presser på i mine tarme og hvordan jeg lige nu ikke engang er sikker på, om jeg ønsker at få fingre i serummet lige så meget, som jeg ønsker at sidde ude på et rent, velduftende toilet med mine bare tæer boret ned i et cremefarvet langluvet tæppe og skide, få renset affaldsstofferne ud af systemet ... Jeg forsøger igen. "Barndom!" Og pludselig er den der: et billede af noget plasticlegetøj; den her tingest som kan forvandle sig fra en robot til en bil og tilbage igen. Og jeg har følelser for det her stykke plastic: et begær; et håb; en slags sejrsfornemmelse ... "Projekt Starlight!" tænker jeg. Og så sker det: En kvælende fornemmelse sænker sig, da mit "jeg" næsten ophører med at eksistere, og jeg er Martin, engang i fortiden ... I ...

... et hvidt rum med elektroder på hovedet og brystet. Det her et godt nok underligt. Det her er helt anderledes end de tidligere dele af undersøgelsen, hvor jeg skulle sidde med billeder af trekanter, cirkler og firkanter og forsøge at overføre dem til Ed inde i et andet rum. Det her føles mere som remote-viewing-eksperimentet - ikke at jeg var frygtelig god til det. Nogle af de andre rejste til Irak inde i deres hoveder og kunne tegne kort over våbendepoter og fabrikker, der fremstillede biologiske våben gemt af vejen langt nede i jorden. Jeg kunne ikke finde en skid af den slags, da jeg tog til Irak i min bevidsthed. Et par kameler, det var det hele. Og som de sagde, var indbildte. Men det her føles fuldkommen anderledes.

De har givet mig noget serum fra et gennemsigtigt reagensglas, og nu har de så sluttet mig til den her maskine. Jeg sidder i noget, der ligner en mellemting mellem en elektrisk stol og en tandlægestol. Men ... pludselig er jeg så i en anden verden.

Da jeg kommer ud og er færdig med at udfylde spørgeskemaet, fortæller de mig, at jeg har været inde i et sted, der hedder MindSpace. Jeg har det sådan lidt, "Hvad fanden er Mind-Space?" Ingen vil rigtig fortælle mig noget om det. Men inden længe er jeg i fuld gang med at rende ærinder for dem; tage svipture til Irak, men ikke for at lede efter våben denne gang. Ikke fordi der overhovedet er nogen at finde - ikke ifølge Ash, som er ham, der står for den del af programmet. Jeg kan huske, at han engang fortalte mig, at problemet med remote-viewing er, at det giver dobbelte tilbagemeldinger: 1) folk finder det, der er at finde og 2) de finder det, de er blevet bedt om at finde. Så jeg leder altså ikke efter våben i Irak. Jeg læser folks tanker. De lader mig nu ikke komme bare i nærheden af Saddam. Det er jeg ikke dygtig nok til. Plus at mit clearingsniveau i forhold til sikkerhed er lidt tvivlsomt. Det var jo trods alt efter at tingene løb lidt af sporet for os i New Orleans, at Ed og jeg blev anbefalet til det her og røg op øverst på listen over forestående overflytninger. Og en overflytning til et paranormalt projekt? Den perfekte måde at slippe af med et par tvivlsomme agenter. Nå, men da først projektet var i fuld gang, omfattede mine missioner i hvert fald folk, som lå meget længere nede i kortbunken end Saddam. Ruder to; spar tre. Jeg tog derud, kom tilbage igen, og bagefter kom der så en eller anden fra militæret for at afhøre mig. Det blev så mit faste job. Ed og jeg jokede med, at vi burde få en ny titel: Tankeagenter, eller noget i den stil.

Den vigtigste færdighed for at kunne operere frit i Mind-Space, er at man skal kunne finde ud af at planlægge sine rejser.

Det føltes enormt tilfredsstillende at vide, at jeg var i stand til at finde den mest effektive måde at komme til Irak og tilbage igen uden at behøve at drøne igennem hele Mind-Space for at gøre det. Projektet var selvfølgelig hemmelighedsstemplet, så der var ikke nogen, der fortalte mig noget om, hvad det var jeg egentlig gjorde eller hvordan det virkede. Men det føles virkelig bare ekstremt fedt at surfe på folks bevidsthed: at ride på deres erindringer helt ud til den evige glemsel og tilbage igen. Jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt om det til mine venner - men er man først med i et af den slags projekter, kan man godt glemme alt om at snakke selv med ens egen mor længere. At Ed er mere interesseret i den filosofiske side af det end jeg er, kan man vist roligt sige. Også selvom jeg da har haft mine spørgsmål angående virkelighed, drømme, fortiden, fremtiden. Men det meste af tiden var det ikke noget, vi gik op i. Vi snakkede mest bare om fisse. Jep - ligesom dengang jeg var inde i en eller anden kvindes hoved ombord på en flyver på vej til Bagdad (det er ret underligt, at man har fået evnen til at rejse verden rundt inde i folks bevidsthed, og man så opdager, at den mest effektive måde at komme frem på stadig er med fly), og hvor hun så lige pludselig gik ud på toilettet for at tilfredsstille sig selv. Til at begynde med valgte jeg altid at være kvinde, hvis jeg overhovedet havde muligheden, men efter nogen tid holdt tanken ligesom op med at være helt så tiltrækkende. En gang havde jeg brystkræft og vidste, at jeg snart skulle dø. Det er virkelig noget, der kan fucke en op at vide. En anden gang var jeg inde i den her kvindelige journalists hoved i et forsøg på at skaffe informationer om de folk, der havde bortført hende. Jeg endte med at blive voldtaget af tre af mændene. De fleste gange når jeg kom ud af trancen, fortalte jeg Ed om mine seneste patter-og-røv-oplevelser.

Men efterhånden blev det ret ensformigt, og til sidst brugte jeg udelukkende mænd til at surfe igennem og lod bare, som om jeg havde leget med min fisse eller kneppet mig selv med en dildo eller sådan noget over for Ed. Måske han gjorde det samme over for mig. Hvem ved?

Faktisk synes jeg projektet fungerede ganske godt, da de pludselig hev de her KIDS på banen. Det kunne have kørt videre og hvem ved, hvor vi langt vi kunne være nået? Selvom, hvis skal jeg være ærlig, så tror jeg stadig, det kører videre et sted inde i en eller andens bevidsthed. Der må have været tilstrækkelig mange, der har kendt til serummet, dengang de sagde, at vi var blevet taget ud af tjenesten. Men det med KIDS-agenterne var en dårlig idé (forkortelsen står for Karmic Interface Delineation System, men de fleste opfatter mest navnet som en gang tomt ordgejl, som bare er en undskyldning for en cool forkortelse, der skal læses kids). Det hele begyndte, da lederen af undersøgelsen proppede sin halv-autistiske unge ind i MindSpace. Knægten var syv år gammel, og han kom meget hurtigere derind end de fleste af os andre. Derefter fandt de så ud af, at knægten kunne afholde en chimpanse fra at æde en is bare ved hjælp af tankens kraft. Hvorefter de lavede flere undersøgelser med flere autistiske unger. De lånte nogle stykker af Efterretningstjenesten - fik dem overført fra en eller anden undersøgelse af primtal. Det viser sig så, at de her unger kan påvirke folks tanker. At de rent faktisk kan ændre dem. Derefter fik de fat på en hel masse af den slags børn og fik koblet os op på hinanden, sådan at en voksen agent og en KID arbejdede sammen.

Måden det fungerede på var ret enkel. Først gled knægten ind i ens bevidsthed. Derefter tog man ind i Mind-Space. Hvor man end gik, gik knægten med. Man kunne for eksempel vade rundt i den fysiske verden med en lille stemme inde i sit hoved, der mindede en om pin-koden til ens kreditkort eller ens mors fødselsdag eller den præcise ordlyd af en tekst, man havde læst for fem år siden.

De kunne læse ens tanker højt for en, som om de stod på en teleprompter. Men tingene var straks lidt mere tricky, når man tog sin KID med sig ind i Mind-Space. Jeg mener, på nogle måder var det ret fedt at have en lille kammerat med sig, når man vadede rundt inde i den her sindssyge verden ... Men når først man så var kommet ind i en eller andens bevidsthed, følte man sig lidt som midterdelen af en babuskadukke. KID'en, den mindste dukke, ville nu være en stemme i begge ens hoveder, og man måtte så lære at slå sig selv fra, mens KID'en bad vedkommende om at gøre, hvad det nu engang var, man ville have ham til. For disse her KIDS, de kunne rent faktisk manipulere med virkeligheden: ændre folks bevidsthed, eller i det mindste få dem til at skifte mening.

Vi tog vores KIDS med os, da vi stoppede. Ingen vidste, at de blev hængende sammen med os. De er selvfølgelig også døde. Alle KIDS'ene er døde. Det var derfor, at projektet blev lagt ned. Intet projekt, der slår hundrede børn ihjel, kan få lov til at fortsætte, hverken med eller uden statsmidler. KIDS'ene blev simpelthen for længe inde i Mind-Space. Ingen vidste, at man kunne dø af det, hvis man for vild derinde. Ingen vidste, hvordan man skulle vække de små stakler igen.

Og nu har vi så kun en flaske serum tilbage af de tyve, vi tog med inde fra lageret, da vi stoppede. Og hvad kan jeg sige? At surfe i Mind-Space er noget, man ikke sådan bare kan lægge fra sig igen. Så vi har brug for opskriften, og opskriften befinder sig i bogen. Det er selvfølgelig ikke bare os selv, vi vil have den til. Hvor mange penge ville der ikke være at tjene på det her? Hvis vi havde opskriften, kunne vi sælge den for tusindvis af gange mere end det beløb, de regner med at tjene på at flyve rige forretningsfolk en tur til månen.

Det her er den eneste gang i mit liv, jeg har været tæt på at eje noget som helst af værdi. Jeg er nødt til at få fat i den bog. Jeg er nødt til at få fat i den bog ...

Jeg ... faktisk er jeg nødt til snart at skide. Trangen er påtrængende som en indre stemme.

"Ed?"

"Ja."

"Jeg er nødt til at finde et sted at skide."

"Åh, for helvede. Kan du ikke bare holde dig?"

"Jeg har allerede holdt mig i flere timer, og jeg er faktisk lige ved at skide i bukserne. Og hvor længe havde du i grunden tænkt dig, at vi skulle blive hængende her? Klokken er næsten tre om natten."

"Kors i røven." Eds hænder hviler mod rattet, selvom vi ikke har kørt i flere timer. Nu drejer han det til højre og venstre, som om der var ved at ske et eller andet; som om vi slet ikke bare sad her. Rattet låser og han bander. "Fuck. Kors i røven."

"Undskyld, men du ved jo ... vi kunne blive siddende for evigt, uden at hun måske nogensinde ville komme ud."

Ed krummer sig sammen med skuldrene forrest. "Hvis hun overhovedet er derinde."

"Ja. Hvis hun overhovedet er derinde. Jeg tror stadig på Leeds."

"Vi må ikke miste den bog."

"Jeg ved det. Jeg er lige så opsat på at få den som dig." Ed gnider ansigtet med sine hænder. "Okay. Ny plan." Min ånde er helt underlig og stødvis. "Fortsæt."

"Hvad med om vi stoppede for i dag? Kørte hen og fik noget søvn. Men vi giver sagen videre til KIDS'ene som en mission. Vi sender dem ind for at prøve at skygge hende."

Jeg skal lige til at spørge ham, hvordan han forestillede sig, at det skulle fungere, men jeg har brug for, at han skal gå med til at stoppe nu, så i stedet siger jeg bare, "Okay."

Jeg tænker på det lyse langluvede tæppe i min fantasi og den virkelige, slidte linoleum på motellet. Uanset hvad, må vi skynde os. Jeg må skynde mig. Der er noget inden i mig, der insisterer på, at vi skynder os videre, lige nu.