Tilstedeværelsen er i sin respektive faktiske væren, sådan som og "hvad" den allerede var. Eksplicit eller ej er den sin egen forgangenhed. Og det ikke kun på den måde, at forgangenheden så at sige slæber sig af sted "bag" den som en forgangen og endnu forhåndenværende egenskab, der af og til har sine følgevirkninger. Tilstedeværen "er" sin forgangenhed gennem sin egen måde at være på, der groft sagt til enhver tid "hænder" ud af dens fremtid.
Heidegger, Væren og tid
En helhed er det der har både begyndelse, midte og afslutning. Begyndelsen er det der ikke selv med nødvendighed følger efter noget andet, men efter hvilket kommer noget andet der naturligt må finde sted eller indtræffe. Men slutningen er derimod det der selv naturligt følger efter noget andet, enten nødvendigvis eller i reglen, medens intet andet følger efter dette. Midten er så det der både selv følger efter noget andet og har noget andet til følge.
Aristoteles, Poetik
Så hvor lang tid har jeg? Ikke lang tid nok. Jeg klæder mig på og lægger klosterets natkjole sammen og efterlader den på sengen med let rystende hænder. De ved, at jeg er her. Det første de vil gøre, er helt sikkert at sende de der KIDS herind efter mig. Kan de betræde et religiøst sted? Men hvis først de to mænd blev desperate nok, så ... Jeg forstår ikke systemet godt nok endnu til at vide, hvad de ville eller ikke ville kunne gøre. Jeg er bare nødt til at tage et sted hen, hvor de ikke ville finde på at lede efter mig. Jeg er nødt til at tage hen samme sted som Burlem. Hvor det end er, har han holdt sig gemt derude i over et år nu.
Med mindre han er død, ligesom de der stakkels børn.
Da jeg er parat til at tage af sted, tager jeg Mr. Y's forbandelse op af tasken og rører ved den, måske for sidste gang. Jeg kan ikke have den med mig: risikoen for, at de skal indhente mig er alt for stor. Nej. Men her; det her er et sted, hvor de ikke kan lede. Og måske jeg en dag kan komme tilbage efter den.
Kan jeg rent faktisk få mig selv til det?
Jeg lader min hånd glide hen over det cremefarvede stofbind. Jeg kan ikke tage den med.
Men hvad nu hvis der er nogen, der finder den?
Jeg kigger igen over mod bogskabet. Selv sølvnøglen er støvet. Der er ingen, som læser bøgerne. De er kun til pynt. Jeg kommer i tanke om en joke en eller anden fra litteraturstudiet fortalte mig om, hvorfor det er så nemt at være teologistuderende med speciale i en hvilken som helst trosretning baseret på det Gamle Testamente eller det Ny Testamente. Jeg kan ikke huske hele joken, men jeg kan godt huske pointen: "Fordi de kun behøver at læse én bog." Jeg ved ikke helt om det passer, men det fik i hvert fald alle i baren til at grine. Så skal jeg tage chancen og efterlade Mr. Y's forbandelse sammen med pavens digte? Jeg kan ikke få øje på, hvad jeg ellers skulle gøre, så jeg låser skabet op og stiller bogen ind. Man lægger slet ikke mærke til den derinde. Jeg lukker glaslågen. Derefter låser jeg den. Skal jeg tage nøglen med mig? Nej, de finder den bare, når de kropsvisiterer mig, efter jeg er død. Jeg efterlader nøglen her. Men hvor? Der er ingen andre steder i værelset at gemme noget som helst. Velvidende at jeg må se at komme af sted, skubber jeg til sidst bare nøglen godt ind under skabet.
Da jeg kommer udenfor, er den sorte bil væk. Den iskolde luft skærer i mit ansigt som tusind knive, og først forstår jeg ikke de tårer, der begynder at løbe. Det er næsten daggry og det eneste jeg har lyst til, er at ligge i en seng inde i varmen sammen med Adam. Men i stedet er jeg så her: Jeg er på flugt. Jeg skal ud og finde Burlem og samtidig forsøge at regne ud, hvordan jeg undgår at disse her KIDS begynder at muntre sig med min hjerne. Og ... mine tanker er så præcise og metodiske, at det næsten skræmmer mig; jeg ser hen på klosteret og i et kort øjeblik forestiller jeg mig det som et ikke-religiøst sted: et sted som jeg ikke er bange for, og hvor jeg kunne være gået i seng med Adam i går aftes.
Men hvis det ikke var et religiøst sted ... Har jeg pludselig forvildet mig så langt ud i en fantasi, at jeg ikke længere forstår, hvad der foregår omkring mig, eller kan det virkelig være rigtigt, at de lyshårede mænd ikke kunne gå derind og at jeg fik dem til at køre deres vej? Det var det, jeg forsøgte på. Jeg fokuserede og fokuserede på Martin og den ubehagelige, pressende fornemmelse og jeg sagde til ham, at han var nødt til at finde et toilet. Er det virkelig så enkelt? Men hvorfor kan de så ikke gøre det samme? Var det ikke kun de der KIDS, som skulle kunne gøre det? Men hvorfor kan jeg så også?
Apollo Smintheus. Hvorfor forlod du mig?
Der er et sted på A2, lige i nærheden af Medway, hvor det ser ud, som om man kører direkte ind i himlen. De fleste veje i England er tilsyneladende anlagt efter et princip om, at de skal være omgærdet af et eller andet: hegn, marker, huse. Men denne vej slanger sig igennem landskabet som et bredt strøg med viskelæderet i computerens tegneprogram, som om pixelstørrelsen er blevet sat for højt, så der er blevet visket alt for meget ud. Vejen er lysegrå og har fire baner. Himlen er stadig sort, og alt, der ikke er vej eller himmel, er dækket af sneen, som glimter i det kunstige, hvide lys. For anden gang i denne uge har jeg det, som om jeg bor inde i en sort-hvid fotokopi. Klokken er seks om morgenen, og bortset fra to grusspredere er jeg alene herude, på vej mod Burlems datters skole, uden at vide, hvad jeg vil gøre, når jeg kommer frem. Jeg er også nødt til at forsøge at finde Apollo Smintheus. Jeg har så mange spørgsmål at stille ham.
Varmeblæseren i bilen kører på fuldt drøn og jeg er omsider begyndt at tø op indvendig. Men det er iskoldt udenfor og jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at sove i nat.
Jeg ved ikke engang hvordan, eller bare om, det jeg har tænkt mig, vil kunne lade sig gøre. Hvordan skal jeg overhovedet komme tilbage til Troposfæren? Jeg har ikke nogen sofa eller seng. Martin og Ed har et hotelværelse og to KIDS til at hjælpe sig. Og jeg ved, at de er parat til at gøre mig fortræd: at de ønsker at gøre mig fortræd. Det eneste jeg har tilbage i hele verden, er min bil og 9.50 £. Jeg kan ikke tage tilbage til universitetet. Jeg kan ikke tage tilbage til min lejlighed. Jeg tænker på min lejlighed, det ynkelige lille sted, der i det mindste var mit, og igen mærker jeg tårerne begynde at stige op inde bag øjnene. Jeg ser Adams ansigt for mig, dengang han forlod lejligheden, og igen da han forlod mig i går aftes. Jeg var så sikker på, at det jeg gjorde, var det rigtige. Nu er jeg alene, hvilket jeg sikkert vil blive ved med at være til min dødsdag.
Tag en dyb indånding. Lad være med at græde. Hold øjnene på vejen.
En fornemmelse af kulde, langt mere intens end varmeblæseren ... Og så er det, som om jeg falder ud, bare et kort sekund - eller måske er det lidt længere end et sekund. Da jeg kommer til mig selv igen, kan jeg se et skilt, som ikke var der tidligere. "Jeg hader, når den slags sker midt på motorvejen," siger jeg til mig selv, helt med vilje, som om det der lige er sket, er helt normalt.
Og jeg græder stadig ikke.
Skiltet fortæller mig, at jeg vil ende i London, hvis jeg fortsætter længe nok. Det er også meningen. Der er et andet skilt, som viser af til de forskellige frakørsler, man kan tage, hvis man skal til en af byerne i Medway. Jeg har ikke boet i området længe nok til at nogen af navnene siger mig noget særligt. Bortset fra ... en af dem siger mig faktisk noget. Det er den by, Patrick bor i.
Ville han måske låne mig nogle penge? Ville han måske endda være oppe så tidligt om morgenen? Min hjerne foretager en af den slags kvanteberegninger, der går alt for hurtigt til, at min almindelige bevidsthed kan holde trit. Hvorefter jeg, lige i sidste sekund, gør tegn og drejer af.
Fem minutter senere holder jeg parkeret ude foran en kæderestaurant ved navn Little Chef ved siden af en trøstesløs rundkørsel. Der står halvt udgåede træer over det hele og buskene er fulde af øldåser og gammel fastfoodemballage. Stedet har den samme grundstemning som noget, der er blevet designet forkert fra starten af i et af de der byplanlægningsstrategispil a la Sim City: et hjørne man har glemt at slette igen, eller endda bare sørge for at få ryddet op. Klokken er halv syv. Er Patrick oppe så tidligt? Jeg har ikke råd til gøre ham sur eller gøre hans kone mistænksom, så jeg sender en sms. Vil gøre hvad som helst for kolde kontanter. Jeg tilføjer navnet på byen og tre kokette prikker. Det her er nødt til at ligne en opfordring, ellers køber han den ikke.
Den isnende luft prikker mig i øjnene, da jeg stiger ud af bilen og går over til døren ind til Little Chef. De åbner ikke før klokken syv. Jeg går tilbage til bilen, tænder for motoren og skruer varmeblæseren op på max. Kan man dø af at sidde inde i en bil med varmen kørende? Eller er man rent faktisk nødt til at trække et rør ind ad vinduet omme fra udstødningsrøret? Det føles som om jeg slet ikke kan blive varm længere, heller ikke med varmen slået til jeg lukker øjnene. "Apollo Smintheus ..." tænker jeg. Og derefter spekulerer jeg over, hvordan man mon beder til et væsen, man rent faktisk har mødt. Kan man det? "Apollo Smintheus. Jeg håber virkelig, du er okay. Og du må frygtelig gerne prøve at hjælpe mig, hvis du kan. Jeg skal til at gøre noget meget forkert, noget jeg aldrig nogensinde vil fortælle til nogen. Men jeg er nødt til at tage tilbage til Troposfæren for at tale med dig, og derfor har jeg brug for et varmt sted at være."
Virker det her overhovedet? Er det sådan, man beder? Jeg kender ikke nogen af de almindelige bønner. Før i tiden var jeg god til at meditere. Måske det er mere passende. I de næste ti minutter sidder jeg med en summen af varmeblæseren i baggrunden og med lukkede øjne og gentager ordene "Apollo Smintheus ... Apollo Smintheus ..." som en slags mantra. Jeg ved ikke, om det har virket, men da jeg åbner øjnene igen, ser sneen under parkeringspladsens gadebelysning mindst tusind toner lysere ud end før. Så bliver verden grå igen. Restauranten er åben. Jeg har brug for kaffe.
Jeg er halvvejs igennem min anden espresso, da min telefon vibrerer.
Det er Patrick. oppe med fuglene, hva'?
Jeg begynder at skrive: Jeg ved det. Men så tøver jeg og prøver at finde på noget morsomt om at forsøge at fange en orm, som ikke lyder fornærmende. Der er helt tomt. Til sidst skriver jeg bare Og ... ?
hvor er du?
Little Chef. Ved afkørslen fra A2.
ok. ses om 10 min.
Kan jeg gennemføre det her? Det bliver jeg nødt til. Jeg har ikke noget valg. Jeg nipper til kaffen og venter.
Da han træder ind, er han klædt på til arbejde i et par sorte jeans og en mørkerød skjorte.
"Jamen, godmorgen," siger han og sætter sig. "Det havde jeg ikke lige ventet."
"Vil du have kaffe?" spørger jeg.
"Der er noget andet, jeg hellere vil have," siger han og løfter det ene øjenbryn.
"Åh, det skal du nok også få."
"Hvor?"
"Har du nogensinde gjort det på et snusket toilet?"
Han smiler og ryster på hovedet. "Wow. Det lyder frækt." Jeg smiler. "Jeg ved det."
"Jeg har aldrig ..."
"Aldrig hvad?"
Servitricen kommer over til os. Patrick bider sig i læben. "To kaffe til," siger han.
"Aldrig hvad?" gentager jeg, da servitricen er gået hen til disken, hvor hun tager to hvide kopper fra en stabel og stiller dem, en ad gangen, under hanen til kaffemaskinen.
"Altså ...
Han behøver ikke at sige det. For ham at se følger det her forhold sin egen logiske, nedadgående spiral - som faktisk er logisk. Vi begynder på hoteller og ender på et cafeteria ved en tank, hvor vi drikker dårlig kaffe og aftaler at dyrke sex ude på toilettet. For ham er det som en fortælling: Første akt - glamourøs sex. Anden akt - voldelig sex. Tredje akt - vi gør det på et lurvet toilet, og han betaler mig for det. Jeg håber, han forstår, at det er sidste gang. Tredje akt. Game over. Med klimaks og katarsis, naturligvis. Og derefter slut på historien. I min verden eksisterer der selvfølgelig ikke den samme logik. For mig har forholdet bare været rent episodisk og tilfældigt, og det der sker lige nu, er fuldkommen blottet for betydning. Det er ikke en leg. Jeg har bare brug for nogle penge. Men hvis noget gerne vil være en historie, så lad det bare blive det.
Ti minutter senere står vi ude på handicaptoilettet og der lugter af lyserød, flydende sæbe og fugtige papirhåndklæder. Patrick har taget fat om en af mine brystvorter og klemmer den hårdt mellem sine fingre gennem stoffet på min trøje. Han skubber mig op mod væggen.
"Åh Gud," siger han. "Jeg fatter ikke, at det her er virkeligt. Tag din bluse af."
"Vent," siger jeg. "Vi er nødt til at gøre det rigtigt."
"Hvordan rigtigt?"
"Skal du ikke vide, hvor meget det koster?"
Han presser hovedet ned mod mit ansigt og bider mig i øreflippen. "Din beskidte, lille luder. Okay, hvor meget?"
"Hundrede pund."
"Du har sat priserne op. Hvad får jeg for det?"
"Du får lov til at kneppe mig. Lige så hårdt, du vil."
"Det fik jeg også for en tyver sidste gang."
"Okay. Så hvad vil du give hundrede for?"
"Du ved godt, hvad jeg vil."
Jo. Og sidst fik han det gratis. "Pengene først," siger jeg.
Han tager fem tyvere frem, friske fra pengeautomaten, og rækker dem videre til mig.
"Tag blusen af og træk bukserne ned," siger han.
Jeg gør det.
"Armene om på ryggen."
Han tager noget op af lommen og binder mine hænder sammen. Og jeg tænker, at uanset hvad han gør om lidt, er det uden betydning. Det er bare min krop. Jeg er ligeglad med, hvor fucked up min krop er, når bare mit hoved er okay. Og min krop er under alle omstændigheder helt med på den. Uanset hvor bange jeg er; uanset hvor meget jeg bare gerne vil væk fra de to lyshårede mænd og deres KIDS: min krop genkender den her fornemmelse og vil have mere af den. Af den velkendte smerte, som snart vil komme.
"Bøj dig forover," siger Patrick. Han tager en klat af den lyserøde sæbe fra automaten og smører sin pik ind i den.
Det tager ham omkring halvandet minut at komme.
Jeg er i Hertfordshire ved ellevetiden. Jeg har udtænkt en slags plan. Jeg er overbevist om, at den eneste mulighed jeg har for at finde frem til Burlem, er via hans datter. Han er hendes nærmeste slægt, og ifølge Apollo Smintheus' vejledning skulle det jo være muligt at nå frem til folks slægtninge igennem Pedesis. Jeg har derfor tænkt mig at tjekke ind på et Bed & Breakfast i nærheden af hendes skole og tage tilbage til Troposfæren for at se, om jeg kan finde Apollo Smintheus og spørge ham ud om de nærmere omstændigheder i forhold til, hvordan jeg skal bære mig ad. Hvis jeg er i nærheden af hendes skole, er jeg også i nærheden af hende. Og hvis jeg er i nærheden af hende, burde hun også være nem nok at finde i Troposfæren. Det er i hvert fald mit gæt.
Skolen ligger i en lille landsby nogle få kilometer uden for Hitchin. Jeg kører rundt derude i et kvarters tid efter jeg har lokaliseret den. Der ser ikke ud til at være hverken hoteller eller pensionater nogen steder. Jeg kører en tur mere rundt. Der er en stor pub. Jeg parkerer udenfor og går derind. Der er ingen gæster, men bare en tynd, lidt ulækkert udseende mand, der står og polerer glas bag baren.
"Hej," siger jeg.
"Dav," siger han. "Du er ikke stukket af, vel?"
"Undskyld?"
"Stukket af fra skolen?"
Så ung kan jeg da vel ikke se ud? "Nej," svarer jeg. "Måske for tyve år siden ... Har I nogen værelser her?"
"Bed & Breakfast?"
"Ja."
"Vent her. Jeg henter bogen"
Jeg har ikke set et eneste andet levende menneske, siden jeg drejede ind i landsbyen.
Jeg kan umuligt forestille mig, at her skal være alt optaget, men jeg venter pænt, mens han bladrer op på den rigtige side og kører ned over den med en negl.
"Jo. Vi har et ledigt værelse," siger han. "Er du bare dig selv?"
"Ja."
"Det bliver så femoghalvfjerds pund."
Kors. For et værelse på en pub? "Har du noget, der er lidt billigere?"
"Desværre. Jeg har et værelse til, men det koster femogfirs. Det er helt op til dig selv."
Jeg sukker. "Ved du, om der er andre steder heromkring, der er billigere?"
"Du kan køre tilbage til Hitchin," svarer han. "Måske du kan finde noget der."
Hitchins ligger omtrent femten kilometer herfra. Jeg er nødt til at være i nærheden af skolen.
"Tak. Jeg tager det," siger jeg. "Åh jo - må man ryge derinde?"
"Du kan gøre lige, hvad du vil," siger han. "Skulle vi måske få afregningen overstået med det samme?"
Han stoler ikke på mig.
"Fint," svarer jeg. Jeg rækker ham pengene.
Værelset er bedre, end jeg havde forventet. Sengen er blød og hyggelig, med en rød dundyne. Der er to sengeborde med hver sin gammeldags lampe på. Der er et badeværelse med bløde, men slidte, hvide håndklæder. Jeg trænger til et bad, men jeg har ikke meget tid at give af. Kan jeg rejse til Troposfæren fra badet? Ville jeg drukne? Jeg er nødt til at få så meget som muligt ud af den tid, jeg har her. Hvordan lyder den prioriterede rækkefølge? Først mad, derefter Troposfæren.
Måske jeg skulle ringe ned efter noget og så tage et bad, mens jeg venter på den? Et hurtigt bad, bare for at få varmen. Kan man overhovedet bestille mad op her? Jo, der er et menukort ved siden af telefonen. Roomservice ser ud til primært at bestå af døde dyr med pomfritter. Til sidst bestemmer jeg mig for en skål ærtesuppe og to portioner pomfritter. Så går jeg i bad. Efter badet tager jeg et par rene trusser, et par rene cowboybukser, en tyk termoundertrøje og en bluse på. Der er varmt i værelset, varmere end i klosteret. Jeg dypper pomfritterne i suppen og genlæser det dokument, jeg nedfældede i går aftes. Jeg har stadig bare så mange spørgsmål til Apollo Smintheus.
Jeg savner at have bogen hos mig. Jeg savner Mr. Y's forbandelse.
Da jeg roder min taske igennem efter glasflasken med væsken, er den væk. Selv da jeg hælder hele indholdet ud på sengen, er resultatet det samme. Det eneste jeg har tilbage, er den sorte prik på et stykke pap. Hvordan skal jeg så komme ind i Troposfæren? Er det nu, jeg skal begynde at græde? Eller skal jeg måske bare lægge mig på ryggen på sengen og stirre på prikken og fokusere på fornemmelsen af et gopleagtigt lys og tunnelen ... Har jeg overhovedet brug for miksturen? Måske jeg har noget af den tilbage i systemet, for pludselig er tunnelen der, og ...
Troposfæren ser i store træk ud ligesom første gang, jeg kom derind. Jeg står midt på en anden smal gade i en by og det er stadig nat. Er her aldrig nogen sol? Jeg kigger rundt på neonskiltene og de forfaldne butiksfacader. Er det sådan, der ser ud inde i mit hoved? Hvordan kan det mon være? Jeg kommer forbi en sexshop med store, lilla dildoer i vinduet. En til sexshop? Pludselig går det op for mig, at det er sådan, jeg ser småklamme mænd.
Stedet må repræsentere manden nedenunder, ham som gav mig værelset. Så det er altså min egen bevidsthed, der danner billederne? Det kunne se sådan ud. Ved siden af sexshoppen ligger der en skønhedsklinik for kæledyr med en blå indgangsdør. Hvor kan min hjerne have opsnappet det? Ved siden af igen en grønthandel med plasticlignende frugter i kurve udenfor.
Konsol?
Den kommer til syne. Du har nu tredive valgmuligheder; meddeler den mig.
Okay. Det er ikke stort nok til at være en kostskole. Jeg er tydeligvis ikke tæt nok på.
Kan jeg trække Apollo Smintheus-kortet?
Apollo Smintheus-kortet er udløbet.
Apollo Smintheus?
Ingenting.
Jeg fortsætter videre frem. Det er tydeligt, at jeg bliver nødt til at forsøge at klare det herpå egen hånd. Så hvordan kommer jeg nemmest hen til skolen? I den fysiske verden befinder den sig små hundrede meter længere nede ad vejen. Men her i denne tankeverden? Jeg fortsætter videre frem. Jeg spekulerer et kort sekund på, hvordan retninger fungerer her. Skal jeg mon gå "samme vej" for at finde noget herinde, som jeg ville have gjort i den fysiske verden? Det er ekstremt forvirrende. Et øjeblik kommer jeg igen til at tænke på Lumas' historie "Det blå værelse". Ville det være muligt at gå et sted hen i min bevidsthed, som ikke findes i den firedimensionale rum-tid? Kunne jeg blive fanget herinde?
Den her gade giver overhovedet ingen mening. Mylderet af småbutikker har nu forvandlet sig til en boulevard med eksklusivt udseende stormagasiner og juvelerer. Vinduesudstillingerne virker dybt frastødende på mig. I et hvidt rum oplyst af lysstofrør står mannequiner i glitrende aftenkjoler og ignorerer hinanden.
I det næste vindue går en mannequin tur med en metallisk skinnende hund. I et tredje er to mandlige mannequiner i fuld gang med at kneppe en tynd, skrøbeligt udseende kvindelig mannequin. Jeg foretrækker den sidste scene: den er i det mindste overraskende. Jeg går videre forbi en spejlblank bygning på min højre hånd og en kontorbygning på venstre. Gaden bliver igen smallere og der er nu huse over det hele. Men det her er ikke almindelige huse; det er dukkehuse i fuld størrelse, alle sammen med fronten taget af og anbragt op ad muren ved siden af. De er alle sammen malet i pastelfarver: syren, dueblå, citron, rosa. Stedet repræsenterer pigeskolen. Det må det gøre.
Konsol?
Du har nu firehundrede og halvtreds valgmuligheder.
Okay. Jeg er ikke helt sikker på, om det her kommer til at fungere, men jeg går hen til et af de nærmeste dukkehuse og træder direkte fra gaden og ind i stuen.
Du har nu én valgmulighed,
Du ... Jeg er femten år og har røget i to måneder og jeg tror allerede, jeg er blevet afhængig. Jeg er også afhængig af Coca-cola og de der boller fra butikken nede i byen. Allerhelst ville jeg gerne være så afhængig af alting, at folk begynder at gå og hviske om det. Jeg ville ønske, at mit åndssvage pandehår snart ville vokse ud og at jeg kunne sidde nede på Hampstead Heath sammen med Heather og Jo og dem ovre fra Highgate og snakke om, hvor totalt langt ude vi er, men jeg ved ikke rigtig med det, fordi de alle sammen ryger pot og det har jeg ikke lyst til. Jeg bliver nødt at være sammen med en fyr til den næste fest. Jeg er nødt til prøve det nu, ellers vil min status bare ryge totalt på gulvet. Jeg har løjet om det indtil nu, men folk begynder at ville høre detaljer. Jules bad mig om at tegne en tissemand i matematik forleden!
Jeg tager et nyt sug af cigaretten.
"Er du begyndt at føle dig afhængig?" spørger jeg Nikki. "Ja," svarer hun. "Totalt. Og det har fuldkommen smadret min stemme."
Nikki synger i koret. Men i virkeligheden vil hun gerne være forsanger i et indieband. Man er nødt til at smadre sin stemme for at kunne det. Det er derfor, hun er begyndt at ryge heroppe sammen med mig og de andre. Hvor er de andre? Soph er til drama, men hvad med Hannah og Jules? Jeg har ikke set Jules, siden hun gav mig et underligt blik hen over morgenmaden. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert. Åh, søde Jules, vil du ikke nok blive ved med at kunne lide mig?
Tænk på noget andet.
"Tror du, Jim kan finde ud af at lade være med ligesom at fortælle alle i byen, at vi har trukket cigaretter i automaten?" spørger jeg.
"Soph er i gang med at køre på Jim. Stress nu bare ned, smukke. Hun har ham i sin hule hånd."
"Men hun har ikke ...? Altså, sådan rigtig ...?"
"Det må du selv spørge hende om. Men ..." hun fniser. "Åh, fuck. Jeg burde ikke sige det her."
"Men altså stort set har hun, ikke?"
"Jo. Stort set."
"Åh, bvadr."
Soph er virkelig bare langt ude.
Navnet Molly dukker pludselig op inde i mit hoved ud af den blå luft. Ydrk. Hvorfor begynder jeg pludselig at tænke på Molly Davies? Okay. Den pige er virkelig totalt langt ude. Det kan godt være, at Soph har rodet lidt rundt med Jim for nogle smøger, men Mollys ry er ligesom nærmest legendarisk. Jeg kan ikke klare at være i nærheden af hende, bare tanken giver mig kriller.
Det er ikke bare fordi, hun ikke er jomfru. Jeg mener, altså det er jo ikke fordi, der er nogen her, der er jomfru (altså bortset fra mig - men det holder vi lige lidt for os selv), men Molly er stort set den mindst jomfruagtige person i hele verden. Sidste år, hvor det var de andre, der havde vores fællesrum og vi havde det klamme nede i kælderen, suttede hun den af på en DL henne på sofaen. DL = Dreng fra Landsbyen. De er alle sammen sådan nogle bøvede hip-hop-typer. Historien går så, at der er kommet DL-sperm på sofaen ... hvilket der altså ikke er nogen af os, der kan klare tanken om.
"Hey, du er godt nok stille. Er du okay, smukke?"
"Jaja. Jeg kom bare til at tænke på Molly og alle dem."
"Lad være med at bruge kræfter på at hidse dig op over dem fra ottende. De er det ikke værd."
"Du har ret."
"Har du en deo?"
"Ja."
Vi sprayer os med deo og går tilbage mod skolen, mens vi gnasker sukkerfri mintpastiller. Soph vil ikke spise dem; hun siger, at de er kræftfremkaldende. En dag sagde Jules så bare, "De giver rottekræft, dit fjols." Jules er altid bare vildt sjov at være sammen med.
Der er Helene, hende den totalt billige franske pige, på vej til deres gang. Lad være med at kigge på hende, lad være med at kigge på hende. Åh, pis. Hvorfor kom jeg nu alligevel til at kigge ...? Hun tror garanteret bare, at jeg er lesbisk, hvilket ikke er så godt, fordi alle folk siger, at hun i virkeligheden er lesbisk, når hun ikke lige opfører sig som en billig luder.
En stor dukkehusfacade står og blafrer oppe over Helene. Men jeg forsøger ikke at springe. Jeg kan godt huske, hvad der er sket tidligere, hvor jeg er endt direkte tilbage i Troposfæren. Jeg bliver nødt til at gøre det på en anden måde.
Konsol!
Den kommer til syne. Skærmen er ved at drukne i billeder. Jeg kan ikke holde styr på dem alle sammen. Jeg kan se et lille billede af et skrivebord og et andet af noget, der ser ud til at være en gymnastiksal. Jeg kan se et krakeleret, hvidt loft på et tredje ... Men der er over ti billeder i alt, og jeg kan ikke finde ud af at vælge det ene frem for det andet. Så er den franske pige væk. Jeg fortsætter ned ad gangen sammen med Tabitha, alias Tabs, den pige, der gerne vil være afhængig af alting. Mens hun går af sted ved siden af Nikki, holder hendes hjerne ikke på noget tidspunkt op med at kommentere de piger, der passerer forbi, deres strømper (der er for korte), deres nederdele (der er for lange), deres ånde (som lugter eller måske netop ikke lugter af cigaretter) og hele tiden med en konstant underliggende strøm af angst for at sige eller gøre noget forkert. Samtidig med det er hun stand til at sige "Mnn" og "Jeg er bare så enig," hver gang Nikki siger noget til hende.
Jeg lader konsollen blive fremme. Gad vide om billederne har noget at gøre med, hvad Tabs' slægtninge ser? Igen lægger jeg mærke til, at der ikke er meget slægt på færde her. Der er ikke noget på skærmen, som jeg ikke genkender. Ingen hulemænd, ingen romersk graffiti. Men jeg troede ellers, at Mr. Y brugte Pedesis til at rejse tilbage i tiden? Eller måske er det bare mig, der har misforstået den del af bogen. Jeg ville ønske, at jeg forstod det her. Jeg opfangede en del bare ved at være inde i Martins bevidsthed, men slet ikke nok.
Endnu en pige passerer forbi, og Tabs genkender hende som en pige fra ottende ved navn Maxine og forsøger at komme i tanke om noget cool og kvikt at sige i tilfælde af, at pigen skulle sige noget til hende.
Da døråbningen viser sig oven over pigens hoved denne gang, dukker der også et nyt vindue op på konsollen. Jeg er begyndt at genkende denne type vindue: det er et billede af mig/Tabs, og det betyder - eller jeg går ud fra, at det betyder - at jeg kan springe herfra og dertil, ligesom jeg gjorde dengang med musen og katten. Okay. Nu prøver jeg. Jeg krydser fingre: nu, nu. Kom så. Og - ja - jeg begynder at glide, forhåbentlig ikke tilbage i Troposfæren denne gang ...
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg lugter. Jeg lugter bare så grimt. De der piger fra niende må have kunnet lugte mig, bare da de gik forbi. Jeg kan mærke fugten under armene og mellem lårene - mine megastore, enorme, slaskede lår. Når jeg har strømpebukser på, gnider mine ben ikke så meget mod hinanden, så huden ikke bliver rød, men jeg bliver bare så varm, og når jeg er varm, sveder jeg som et dyr. Men det er i det mindste meningen, at dyr skal lugte. Der er ingen, der har noget imod, hvis dyr lugter. Der er aldrig nogensinde nogen, der vil kunne forstå det her. Jeg ved ikke, om jeg kan klare at leve med det her hele mit liv. Ville nogen overhovedet lægge mærke til det, hvis jeg døde? Og hvem skulle også nogensinde få lyst til at gå i seng med mig? Selv jeg synes, at jeg er ulækker at se på, når jeg tager tøjet af, og jeg ved at Claire, Molly og Esther også bemærker det, men bare ikke siger noget. Eller, de siger ikke noget om det til mig, men jeg er sikker på, at de snakker om det, når jeg ikke er der. Jeg håber bare så meget, at de ikke har tænkt sig at lave en af de der åndssvage "interventioner". De lavede en sidste år på Nicky Martin, hvor de belejrede hende en aften, efter hun var gået i seng og fortalte hende, at hun havde dårlig ånde. Alle var totalt overvenlige over for hende. Alle er overvenlige mod hinanden i forhold til alt her.
"Vi tænkte bare, at du sikkert gerne selv ville vide, at ..." Smil, smil, med pæne hvide tænder. "Vi håber, at du også ville sige det, altså hvis det var os, der havde et problem." Hvis de prøver at lave en intervention på mig, tager jeg livet af mig. Hvordan har jeg ikke lige fundet ud af. Jeg kan ikke lide blod og jeg kan ikke engang finde ud af at binde en løkke. Årh, for helvede. Der er Esther. Jeg er nødt til at skifte tøj, men det kan jeg ikke, hvis Esther er på vej op på sovegangen. Fedest.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg er bare så meget tyndere end Maxine nu. Den kur er fantastisk.
"Hey, Maxine."
Jeg kan bedre lide at sige "Hey" i stedet for "Hej". Det lyder mere cool og amerikansk.
"Åh, hej Esther."
Men hun stopper ikke op for at snakke; hun nærmest spurter af sted i den modsatte retning. Hvad fanden har jeg nogensinde gjort hende? Højrøvede ko. Nå, men hvad skal jeg gøre, hvis hende Miss Goodbody ("bare kald mig Isobel") skulle finde på at lægge op til mig? Jeg har haft et crush på hende så længe, at det aldrig er faldet mig ind, at hun kunne have det på samme måde med mig. Men det var faktisk hende, der foreslog det med de ekstra dramatimer, og det var hende, der kom vadende ind, da jeg stod og klædte om til generalprøven forleden, og det var hende, der sagde noget om mine bryster. Helt seriøst. Jeg er sikker på, at det ikke bare var noget, jeg forestillede mig. Der var det der "Ups!" hun sagde, efter at have trukket det forkerte forhæng til side. Og så den alt for lange pause. Så et lille smil. Og så til sidst - og jeg er i hvert fald nioghalvfems procent sikker på, at det virkelig skete - så sagde hun "pæne bryster", før hun vendte rundt og gik.
Et eller andet må det altså betyde. Hun prøver ikke bare at være cool og ung og alt det. Der må være noget, hun forsøger at fortælle mig. Men hun sagde det så lavt, at jeg ikke kan være sikker på, at det virkelig var det, hun sagde.
Bare fordi jeg har lyst til at være sammen med hende, betyder det ikke, at jeg er lesbisk. Gør det vel?
Jeg er ikke lesbisk.
Jeg er ikke lesbisk.
Men jeg vil altså gerne have, at hun skal kysse mig.
Jeg drejer om et hjørne og begynder at gå op ad trappen til ottende. Normalt tager jeg trinene to ad gangen, men min vejrtrækning føles besværet i dag. Hvor har jeg nu lagt min inhalator? Shit. Jeg tror, den ligger i min gymnastikpose nede i omklædningsrummet. Jeg orker ikke at gå ned efter den. Det skal nok gå. Jeg har ikke haft et rigtigt anfald i over et år. Hvis bare jeg vidste, hvad jeg skulle stille op med den følelse, jeg får indeni, når jeg tænker på Isobel Goodbody. Det er som om ... Det er som om min mave er et akvarium med tusindvis og atter tusindvis af fisk, men hvor vandet er blevet hældt ud og de nu ligger og flaprer rundt som i den der frygtelige dokumentarfilm, vi så i biologi. Hvordan får jeg den følelse til at forsvinde? Jeg tror måske, det ville hjælpe, hvis jeg kyssede hende, men hvordan skulle jeg nogensinde få chancen for det? Og er det værd at blive bortvist for? Hvad nu hvis alle hører om det og tror, at jeg er lesbisk? Jeg håber ikke, der er nogen oppe på værelset. Oh, shit. Der er nogen derinde. Det er Molly og hun ser helt underlig ud. Hvad fanden har hun gang i med al den eyeliner? Har hun overhovedet fritime nu? Jeg troede ellers, hun havde filosofi.
Konsollen forbliver uændret, da omridset af dukkehuset toner frem oppe over Molly. Kom nu, kom nu.
Jeg befinder mig potentielt set to skridt fra Burlem. Eller rettere sagt, hvis det her virker, gør jeg. Hvorfor sker der ingenting? Hvorfor kommer der ikke det billede frem på konsollen, der viser, at jeg kan skifte over til Molly?
Jeg kommer i tanke om Apollo Smintheus' dokument, den stump af det, jeg først havde svært ved at huske:
Du kan springe fra person til person i den. fysiske verden (men kun hvis personen i øjeblikket er modtagelig over for bevidsthedernes verden).
På hvilken måde modtagelig? Jeg forstår det ikke. Jeg bliver inde i Esther, men med konsollen fremme. Hvis der er bare så meget som et glimt af en chance, springer jeg over i Molly.
"Hey," siger jeg til Molly.
"Hey," svarer hun.
"Ingen filosofi i dag?"
"Orkede ikke."
Jeg går over til min seng og sætter mig. Jeg kan vist lige så godt glemme alt om at tænke på Isobel i fred. I stedet har jeg så den ko til Molly siddende der og fylde det hele foran mig. Hun er ved at sminke sig. Jeg ser til, mens hun lægger en lyserød blusher og smører sort mascara på. Nu er hun i gang med eyelineren igen, som om hun har tænkt sig at gå ind i en mimetrup, der tilbeder djævlen i deres fritid.
"Skal du nogen steder?" spørger jeg.
"Mmm."
"Hvorhen?"
"Molly."
"Hvad? Det er fredag aften og jeg har fandeme ikke tænkt mig at sidde glo i det her hul."
"Dæk nu bare ind for mig, Esther, okay?"
"Jo." Jeg trækker på skuldrene. "Jo, selvfølgelig."
Jo hurtigere hun går, jo kortere tid er der, til at jeg kan være alene. Med mindre Maxine også kommer herop. Hvor hun var på vej hen, ved jeg ikke. Hun så ud til at være på vej mod omklædningsrummet - men hun dyrker jo aldrig sport. Jeg skulle have bedt hende om at tage min inhalator med. Jeg sukker. Undervisningen her er faktisk god nok, men der er ikke en skid privatliv. I det mindste får jeg mit eget værelse til næste år. Det var meningen, at jeg skulle have haft det i år, eller i hvert fald kun have delt rum med én anden. Men så var der pludselig pladsmangel og mus i ottendeklassernes gamle fløj. Så nu er vi her og det er som at være tilbage i en af de små klasser.
"Hey, Moll?" siger jeg til hende.
Ja? ".
"Hvem skal du ud med?"
Måske skal hun ud sammen med Maxine. Selvom Maxine har opført sig ret underligt over for alle her på det sidste. Men jeg kan da altid håbe på, at alle fra vores værelse skal i byen uden mig i aften. Tænk hvis jeg var her helt alene og Miss Goodbody så kom ind og ... jeg kunne ikke kalde hende Miss Goodbody, hvis vi skulle lige til at kysse hinanden. Åh, Isobel ... Det lyder til gengæld direkte latterligt.
"Ingen. Jeg skal mødes med Hugh nede i byen."
Og det er så der, det sker: Konsollen flimrer let. Jeg springer. Jeg er inde ...
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg er ved at gå til efter at se Hugh. Her forleden var der nogen, der sagde, at han var den mest langt ude, ukontrollable fyr i hele Hitchin. Fint. Måske er jeg den mest ukontrollable pige.
Ikke fordi det er noget, han lægger mærke til. Han ser, hvad? En lille dum tøs fra en privatskole, som har haft alle de privilegier, han aldrig nogensinde har haft? En teenager; en umoden unge? Men han må da se et eller andet i mig. Ellers ville han vel ikke have gidet være sammen med mig hele aftenen i lørdags?
Men han har ikke taget sin telefon siden. Han har ikke sendt mig en eneste sms. Så jeg må altså endnu en gang bruge aftenen på at vade rundt mellem pubben og baren og klubben helt alene, mens jeg lader, som om jeg har gang i alt muligt andet end at lede efter ham. Men hvad? Jeg ser hen på Esther. Hun er blevet helt skeletagtig tynd her på det sidste. Det er i hvert fald én god grund til ikke at spørge, om hun vil med i aften. Måske er hun mere hans type med sit naturligt lyse hår og så de der megastore bryster på sådan en lillebitte krop. Møgko. Nej, jeg tager hende ikke med. Jeg vil bare så gerne være sammen med Hugh igen. Jeg er ligeglad med de der latterlige venner, han bor sammen med og med madrassen på gulvet og at han drikker vodka direkte af flasken, mens han knepper med mig. Jeg er ligeglad med, at han, da jeg hviskede "Hugh, Hugh" ind i øret på ham, gryntede et eller andet tilbage, der bestemt ikke lød som mit navn, og at han, da jeg sagde "Tag mig hårdt" (ligesom i den der pornonovelle, som Claire printede ud fra nettet i sidste semester), bare grinede og kaldte mig en lille luder. Jeg har ikke engang lyst til at lave om på ham. Måske er det bare mig, der skal laves om.
Eller måske har jeg allerede forandret mig for meget? Hvad er det nu, man kalder det, når en sommerfugl kommer ud af sin puppe? Uanset hvad, er det ikke lige det, der sker for mig. Jeg kommer til at blive en rædselsfuld sommerfugl. Uanset hvad jeg var, før jeg blev udklækket, er det sådan, det er: jeg har forvandlet mig til noget andet i dag.
Og det er jo ikke fordi, jeg er sådan en typisk, overforkælet overklassetøs. Alle kender historien om dengang med fyren på sofaen - selv lærerne; ikke fordi de kan bevise det. Men faktisk skete der ikke en skid. Okay, jeg så fyrens pik, men jeg slikkede den altså ikke. Jeg mener - ydrk! Men jeg kan godt lide det ry, det har givet mig, selvom det meste af min årgang stadig ikke vil snakke med mig på grund af det. Jeg kunne fortælle Hugh, at jeg måske snart bliver bortvist fra skolen, fordi jeg dyrker for meget sex. Det skal nok gøre indtryk på ham. Sidst vi var sammen, antydede han faktisk, at vi ikke skulle ses mere, fordi han er så meget mere erfaren end mig. "Jeg har set og gjort ting, som ville chokere dig, babe." Sådan sagde han. Og hvad så, Hugh? Jeg har også dyrket masser af sex. Vi har begge to haft det hårdt. Vi er begge to triste, ensomme mennesker, hvilket også er grunden til, at vi burde være sammen. Ligesom i det nummer af Tom Waits, som du spillede for mig.
Jeg ved også godt alt det der med hans tragiske fortid og så videre, men hvad så med mig? Hvad så med den kendsgerning, at min far døde, da jeg var ni og jeg så bagefter fandt ud af, at min rigtige far var en helt anden - en af min mors kolleger? Eller lyder det bare for håbløst middelklasseagtigt? Det er i hvert fald ikke ligefrem en opgave for de sociale myndigheder, vel? Jeg har ikke set min far - min "rigtige" far - i over et år nu. Ingen har set ham i over et år. Mere eyeliner. Men mine skolepenge bliver på mystisk vis stadig betalt. Så jeg kan ikke engang sige, at han er død. Men måske siger jeg bare sådan alligevel. Jeg kunne sige, at jeg har haft to fædre, som begge er døde, og at jeg tror, at der må hvile en forbandelse over mig. Men det er stadig ikke lige så spændende en historie som med alkoholisme eller hvis han var narkopusher.
Jeg kunne sige, at min mor banker mig, men det er løgn. Hun har kun slået mig én gang, dengang jeg sagde, at jeg var glad for, at far døde.
Konsollen har været fremme hele tiden og jeg har holdt øje med de forskellige billeder, der flyder rundt. Der er fem forskellige, men jeg ved ikke, hvilket af dem, jeg skal vælge. Jeg har kigget på dem hele tiden, mens Molly har tænkt på Hugh. Det her er formentlig første gang, jeg har været inde i et andet menneskes bevidsthed, hvor jeg har følt en stærkere forbindelse end slet og ret, at jeg var til stede og derfor forstod vedkommende. Jeg forstår Molly på et meget mere fundamentalt niveau. Men jeg kan ikke blive hængende hos Molly; jeg er nødt til at finde ud af, hvor jeg nu skal springe hen.
Her er mine muligheder:
- Udsigten ud over et skrivebord i et kontor;
- Oplevelsen af at køre bil og sidde og se ud på en smal vej;
- Synet af en ældre dame som tygger på et eller andet;
- En ældre mand, der læser avis;
- En anden ældre dame, men hende her med lyserøde striber i håret.
Jeg ved, at jeg kunne ende hvor som helst, hvis jeg lod mig glide ind i en af dem. Jeg er nødt til at ende hos Saul Burlem, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme tilbage, hvis først jeg vår faret vild. Jeg betragter billederne igen. Der står et nuttet tøjdyr på skrivebordet. Hænderne på rettet i bilen tilhører en kvinde, kan man se på den selvlysende, lyserøde neglelak. Ingen af de to er altså mænd. Der er nu de tre ældre mennesker tilbage. Er de måske alle tre set fra bedsteforældrenes synsvinkel? Er det billeder af andre af hendes bedsteforældre eller bedsteforældrenes bekendte?
Hvor er Saul Burlem? Hvilken af dem er hans synsvinkel? Jeg kigger på billederne igen. Jeg kan ikke vælge. Ingen af dem virker rigtige. Måske er han død. Men det er som om min bevidsthed hele tiden søger tilbage til kvinden med det lyserøde hår. Eller faktisk kigger jeg bare på håret og tænker, at det er et usædvanligt valg af frisure, da min hjerne, som tydeligvis sætter lighedstegn mellem det og så "interessant" begynder at føre mig over i denne bevidsthed under alle omstændigheder. Åh, for helvede. Jeg glider ... jeg forlader Molly. Mens jeg forsvinder, forsøger jeg at efterlade mig en tanke hos hende: Glem Hugh. Bare glem Hugh...
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg er på vej ned ad bakken i mørket og ser lysene fra byen under mig glitre som solreflekser på vandet. Hunden, Planck, nægter pludselig at gå længere frem: det er, som om den fornemmer en tilstedeværelse foran os, jeg ikke bemærker. Tilsyneladende bryder den sig ikke om stedet af præcis samme årsag, som gør, at jeg godt kan lide det. Der er noget derinde, som gør den utilpas, stedets ... stedets hvad? Dets historie? Spøgelserne derinde? Der er ikke længere noget, der kan overraske mig. Så vi drejer af. Væk fra den gamle søjleport med alle skyggerne, væk fra den smuldrende, grå stenmur. Når jeg er heroppe, forestiller jeg mig folk passere forbi til fods eller på hesteryg tilbage fra før bilerne, og jeg fornemmer, at der ikke ville være den samme summen, man mærker overalt i dag: den særlige summen af elektricitet, som bliver genereret og forbrugt, af bilmotorer og popmusik. Men jeg lader mig føre derhen, hvor hunden vil; det er nemmere på den måde.
Og jeg føler endog en vis tilfredshed med mig selv; en tilfredshed over at jeg kan finde ud af at give slip og opgive kontrollen på denne måde. Men at være selvtilfreds nytter mig ikke noget. Jeg burde ikke være noget som helst. Jeg ønsker tomheden. Dit store fjols: Jeg kan ikke bare ønske tomheden. Jeg er nødt til at lade den komme til mig. Jeg er nødt til at lade den omslutte mig lige så langsomt, når jeg ikke tænker på noget.
Nu hvor jeg ved, hvordan tanker ser ud, er det under alle omstændigheder svært at tænke.
Hunden vil vitterlig gerne hurtigt væk herfra. Vi næsten løber henover det isede, størknede mudder. Frost. Skidt for planterne; sådan sagde min mor altid. Og julen er naturligvis lige om hjørnet. Da vi kommer ned for foden af bakken, kan jeg se lysene tæt på: i hundredvis af hvide, smagfulde stjerner, som hænger hen over vejen, alle lige til at række ud efter. Også træet henne i rundkørslen stråler af lys. Hvad betyder julen overhovedet i dag? I virkeligheden hverken mere eller mindre end den gjorde tidligere. Lura er vegetar, men hun vil alligevel tvinge os begge to til at fejre den. Hun elsker ritualer. Vores juletræ er kommet ind i stuen, men vi har ikke pyntet det endnu. Lura er ikke til stjerner og flitterstads: hun vil dekorere træet med sorte huller, ormehuller og kvarker. Hun vil pynte det med det stof rum-tid er gjort af. Jeg grinede, da hun sagde det. Jeg sagde, jeg skal se, hvad jeg kan finde nede i butikkerne. I det mindste går jeg da i butikker nu. Jeg går i butikker og jeg går tur med hunden. Og der er ikke sket noget slemt endnu. Det er bedre end at sidde lukket inde i huset hele tiden.
Konsol?
Den kommer frem. Der er kun et uigennemsigtigt billede midt på skærmen: et sløret kig ud over en masse grønne blade. Jeg beder konsollen om at fjerne billedet og den adlyder.
Hvem er jeg?
Jeg er Saul Burlem.
Gudskelov. Hvor er jeg?
På vej ned ad Fore Street. Jeg er på vej ned ad Fore Street, men Planck vil gerne til venstre, ned forbi ostehandleren, og derefter til højre i retning af huset. Den kan da ikke ville hjem allerede. Nej, det vil den heller ikke. Den trasker direkte forbi hoveddøren og videre frem, med snuden pegende ned mod jorden som en pil, og over i retning af det sted, hvor mur og fortov møder hinanden. Ah, det her er mit eget yndlingssted nummer to her i byen.
Hvor er jeg?
Jeg bliver stående her, mens hunden snuser til noget ukrudt, som er vokset op igennem asfalten. Jo, det er det sted, jeg så godt kan lide. Eller rum, skulle man måske snarere kalde det, en slags fravær, omgivet af fire vægge. Igennem den senere tid er der blevet sat diverse skilte op som viser, at denne byggegrund tilhører bla-bla-bla og at der vil ske diverse grimme ting med én, hvis man trodser adgangsforbudet. Det tager lidt af fornøjelsen. Her var bedre før skiltene kom op. Et tomt rum, omsluttet af vægge; et hus uden værelser og tag og med et tæppe af rosatonet Devon jord. Det kan jeg godt lide. Det minder mig om mit yndlingssted i byen: slottet. Slottet er i virkeligheden samme historie - vægge som omgiver et tomrum. Jeg har et postkort af slottet hængende over mit skrivebord. Billedet er taget oppefra, formentlig fra en af de helikoptere, som altid synes at piske rundt i luften i klart vejr. Man ser ned på den og den er som en grå ring af sten, efterladt på en bakketop, muligvis efter at være blevet revet af en kæmpes finger. Og man kan også besøge slottet: man kan betale for at få lov til at træde ind i denne cirkel af tomt rum med mure omkring. Jeg elsker den slags.
Man ser på dette tomrum, som er indhegnet, fremhævet som noget særligt og man tænker: "Hvad er det egentlig meningen, at jeg skal kigge på her? Er murene der til at holde tomrummet inde eller byen ude?"
Og i dag ved jeg så, underligt nok, præcis hvordan stenene er lagt. Men jeg ved stadig ikke, hvem som har lavet mellemrummene imellem dem. Hvem opfandt tomrummet? Hvem har valgt, at man skulle fejre det her? Folk ved selvfølgelig ikke, at de fejrer tomrummet, fraværet (selvom det burde de; det burde de virkelig). De tror, de er kommet for at se noget, noget håndgribeligt - men det er der bare ikke længere. De tror, at hvis de besøger et tomt rum omgivet af mure, så kan de rejse ned igennem tiden. En ting jeg udmærket kender til.
Hvorfor vil Burlem ikke tænke på navnet på den by, han befinder sig i?
Hvor er jeg?
Jeg er nu skrået over vejen og står foran kirken, den kirke vi besøger hver aften, bare for en sikkerheds skyld. Vi beder ikke, men måske er det vi gør alligevel en slags bøn. Vi går derind og bagefter går vi ud igen. Jeg har aldrig vidst præcis hvilken slags kirke det er, selvom jeg er derinde hver eneste aften. Jeg går ud fra, at den enten tilhører den angelsaksiske kirke eller er katolsk, men den har vist ikke noget navn: ikke noget med Sankt Et-eller-andet eller den slags. Men hver torsdag aften mødes en flok glade mennesker i hjemmesyet tøj og foretager sig et eller andet opløftende derinde. Eller i hvert fald forekommer de altid fantastisk opløftede, når de kommer ud. Jeg tror, de går rundt og stemmer dørklokker de aftener, hvor de ikke mødes, går rundt og sælger et eller andet usynligt, såsom håb eller frelse. Lura har fået et sæt nøgler, og der er ikke nogen, der har noget imod, at vi er derovre hver aften.
Tror jeg på de ting, de foretager sig derinde? Ja. Det er jeg nødt til i dag. Men jeg gad vide, om de stadig ville tro, hvis de vidste det samme som mig.
Hvor bor jeg?
St. Augustines Road.
Men jeg ved godt, hvor det er: det er hans gamle hus. Hvorfor tænker han ikke på sin nuværende adresse her i byen?
Hvor bor jeg nu?
Jeg går op ad bakken, hvor vejen drejer og slår. et sving af facon som et spørgsmålstegn, og hvor man kan blive kørt ned, hvis man ikke passer på. Der står et skilt oppe på toppen - Torquay - med en enkelt pil, som peger mod højre.
Så han er altså i nærheden af Torquay; men jeg ved ikke engang, hvor det er. Det er ikke nok at gå efter.
Hvad var det, der skete, som fik mig til at forlade mit hus?
Åh. Hvor skal jeg begynde med den historie? Hvorfor kommer jeg overhovedet til at tænke på det nu? Hunden snuser videre, hen over bytorvet, men jeg ser ikke mine omgivelser længere. Jeg ser ... hvad? Hvor langt tilbage i tiden har min bevidsthed tænkt sig at gå? Jeg ser forskellige scener udspille sig i fast-forward: den første er, forudsigeligt nok, den forelæsning jeg holdt i Greenwich om den forbandelse, der hviler over Mr. Y. Lura var til stede. Det samme var mændene fra projekt Starlight. Bortset fra at jeg dengang selvfølgelig ingen anelse havde om, hvem nogen af dem var. Det eneste fuldkommen uskyldige tilhører blandt publikum var Ariel Manto, og det var hende jeg blev ved med at vende tilbage til med øjnene: pigen i den tætsiddende grå trøje med det røde hår. Jeg kan huske, at Lura gik med det samme bagefter uden at sige noget for at slutte sig til Lahiri-selskabet igen. Derefter ser jeg mig selv sidde og drikke vin sammen med Ariel, mens jeg fantaserer om at gå i seng med hende og derefter - rædsel, oh, rædsel - bevidstheden om, at hun sikkert ville gøre det, hvis jeg spurgte.
Jeg gik naturligvis, før jeg fik chancen for rent faktisk at føre det ud i livet.
Derefter et par uger senere, eller måske lidt mere: en mail fra Lura. Hun er/var forsker. Hun var ved det samme universitet som Lahiri. Men hun havde set titlen på min forelæsning og var blevet interesseret. Hun havde syntes godt om den. Hun ville gerne mødes med mig.
Og jeg tænkte: to muligheder for sex inden for den samme måned.
Hvorefter det gik op for mig, at den ene (potentielt set) er en studerende og den anden er for gammel.
Eller: jeg er for gammel. Det er det, der er hovedsagen. Og jeg ved, at de ikke for alvor kan være interesserede i mig; ikke nu. Selvom Dani faktisk var det. Kedelige Dani, den fagligt svageste af mine studerende, og som sagde "jeg vil gerne se dig" med sit sløve blik rettet tungt mod mine bukser. Når hun sagde "dig", mente hun selvfølgelig min pik. Hvordan kan det være, at kvinder siger sådan. "Jeg vil mærke dig inde i mig." Nej. Du vil bare have min pik og du kunne lige så godt ignorere den store klump kød, som er forbundet med den; manden som har en hjerne, der aldrig nogensinde vil være "inde i dig", og som du aldrig vil komme til at forstå. Det var meningen, at jeg skulle være hendes vejleder. Jeg foreslog, at hun skulle have bind for øjnene, ikke fordi det gjorde mig liderlig, men fordi jeg ikke havde lyst til, at hun skulle se på mig imens. Det endte naturligvis dårligt. Hvad er der galt med ikke at kunne se? Så alting foregår oppe i hovedet og måske oven i købet ikke er imod universitets reglementer? Men alligevel truede hun med at melde mig, da jeg (bogstavelig talt) holdt op med at ville se hende. Jeg havde ikke engang lyst til hende: hun lignede udskidt æblegrød.
Jeg aftalte at mødes med Lura på en café i et galleri i London. Det hun fortalte, fik mig næsten til at gå bagover. Hun ejede et eksemplar af Mr. Y's forbandelse; det måske eneste kendte eksemplar: det i Tyskland. Det var faktisk derfor, hun var kommet for at høre forelæsningen. Bogen havde tilhørt hendes far. Han havde været en af de første videnskabsmænd, som havde arbejdet med udbygningen af teorien omkring kvantemekanikken, forklarede hun. Hun havde tydeligvis ikke særlig meget lyst til at tale om ham, men opridsede historien i grove træk: at han havde været en af Erwin Schrödinger og Niels Bohrs samtidige, men havde nægtet at følge de mange europæisk jødiske fysikere og rejse til USA for at arbejde på atombomben og andre lignende djævelske projekter. I stedet blev han ved sit universitet, hvor han fortsatte arbejdet med at udvikle sine egne banebrydende teorier - hvoraf intet har overlevet til i dag. Ugen inden han blev sendt i koncentrationslejr, havde han skrevet et notat i sin dagbog vedrørende Mr Y's forbandelse. Han var meget begejstret over netop at have bestilt den fra London, og var overbevist om, at der var tale om et af de eneste eksisterende eksemplarer. En af hans sidste dagbogsoptegnelser omhandlede den påståede "Mr. Y's forbandelse". Lura var blevet chokeret, fortalte hun - men også nysgerrig - dengang hun så titlen på min forelæsning. Hun sagde, at hun aldrig før var stødt på den formulering, bortset fra i sin fars dagbog.
Hun forklarede mig alle disse ting uden på noget tidspunkt at fortrække en mine. Men hun blev ved at lade fingrene glide igennem håret, og der var lange pauser mellem de forskellige dele af historien. Da vores kaffe omsider kom, lod hun håret være i fred og begyndte i stedet at side og pille ved hanken på koppen, skiftevis flytte den frem og tilbage og stikke sine smalle pegefinger ind igennem hullet.
"Det var vist det hele," sagde hun så. "Jeg tænkte, at du gerne ville høre lidt om bogens historie; eller i det mindste om dette særlige eksemplars historie."
"Jeg er meget taknemmelig," sagde jeg. "Tusind tak for at have taget dig tid til at komme herhen og fortælle mig det"
Hendes blik fik hende til at se ud, som om hun skulle til at smile, men hun gjorde det ikke.
"Bogen betød meget for min far," sagde hun.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg spurgte bare, "Har du læst den?"
"Nej." Hun rystede på hovedet. "Men jeg ved, den er vigtig - folk forsøger jo at komme til at købe den af mig hele tiden."
"Men du vil ikke sælge den?"
"Nej."
"Hvorfor ikke?"
Hun sukkede. "Uanset hvor meget jeg hader den bog, kan jeg ikke sælge den. Jeg har ikke solgt en eneste af min fars bøger. Plus at jeg ikke bryder mig synderligt om de mennesker, der forsøger at købe den af mig. De er begyndt at opføre sig noget truende på det seneste. Men der er ikke meget, de kan stille op, når bogen ligger i en bankboks. Måske de planlægger at forsøge sig med et bankkup?" Nu smilede hun omsider. "Nå, men jeg vil ikke tro, at de vil have synderligt held til det."
"Hvem er de?"
Hun trak på skuldrene og nippede til sin café crème. "Amerikanere." En lang pause fulgte. "Nå," sagde hun. "Men jeg tænkte, at du måske gerne ville se den?"
"Ja?" Jeg må have lydt som en lille dreng, der stod og hoppede op og ned ved tanken om en samling sjældne tegneserie-hæfter. Men jeg kunne ikke lade være. "Jeg mener ..."
"Selvfølgelig. Den må have en vis intellektuel værdi for dig. Det kan jeg godt se. Min far ville have billiget det, og det synes jeg er en glimrende begrundelse."
"Er der andre, der har set den?"
"Nej, jeg har selv set kort på den, men jeg kunne ikke få mig selv til at røre ved den."
"Hvorfor ikke?"
Hun kiggede ned i bordet. Der lå et lillebitte korn demararasukker på hendes underkop, som hun maste ud med fingeren. - Derefter så hun op på mig igen og lo undskyldende.
"Familieovertro?" Latteren gik over i et suk. "Jeg er forsker og jeg ved godt, at det var Hitler, der slog min far ihjel, ikke en eller anden forbandelse. Men alligevel, ... Det var dagen efter, at han modtog bogen, at de hentede ham. Det sidste han foretog sig som en fri mand, var at anbringe bogen i en bankboks."
Vi talte lidt videre. Hun forklarede, at hun skulle en tur til Tyskland en gang i den kommende måned og inviterede mig med på en lang weekend. Selvfølgelig ville jeg gerne med: ville gerne se bogen, røre ved den. Alligevel fremsatte jeg en række høflige indvendinger - var hun sikker på, at hun havde lyst til at vække alle de gamle minder til live igen? Til at indblande en fuldkommen fremmed i sine private familieanliggender, osv. osv. - indvendinger hun alle afviste, præcis som jeg havde vidst, at hun ville. Jeg tog altså af sted. Det var den første uge i semestret og jeg greb med kyshånd chancen for at slippe væk fra alle de administrative pligter og mails og møder i et par dage. Jeg har det med at arbejde, når jeg er hjemme og jeg er frygtelig dårlig til at holde ferie. Vi var i teatret torsdag aften, hvor vi så et absurd teaterstykke, og om fredagen tog vi så hen til banken. Det hed sig, at det var sommer, men luften var grå og fugtig, og alt omkring mig så ud, som om det langsomt var begyndt at blive kvalt, udvisket, af omgivelserne.
Da jeg stod med bogen i hænderne, så hun ned i gulvet og sagde næsten øjeblikkelig: "Jeg vil gerne, at du skal have den. Tag den med langt væk herfra."
"Vil du sælge den?" spurgte jeg.
"Nej," svarede hun. "Bare tag den væk herfra."
Den sidste aften jeg tilbragte sammen med hende, gik vi i seng sammen og dyrkede en slags trist sex, der havde noget lige så jordbundet og uafvendeligt over sig som influenza om vinteren. Jeg troede ikke, jeg nogensinde skulle se hende igen. Hun hadede den bog, og hun havde foræret den til mig. Jeg var ikke engang sikker på, om hun ville have den tilbage på et tidspunkt eller ej. Jeg forstod ikke rigtig noget af det, der skete, men jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Jeg havde brug for den bog: jeg ønskede den mere, end jeg nogensinde havde ønsket mig noget før.
Siden fulgte de sære begivenheder, jeg på daværende tidspunkt affærdigede som en art selvundergravende, freudianske forglemmelser. Først glemte jeg at pakke bogen; derefter glemte jeg min taske på bagagebåndet i lufthavnen. På en eller anden måde lykkedes det mig at få den med mig hjem uden at forlægge den. Samme eftermiddag var jeg nødt til at være til stede til et arrangement universitetet stod for, som blev afholdt i katedralen - og hvor det føltes, som om tiden fløj af sted. Jeg sad ved siden af min ph.d.-studerende, Ariel Manto, og jeg tror endda det lykkedes mig at flirte en smule med hende (i al uskyldighed). Bagefter bad jeg hende have mig undskyldt og skyndte mig hjem. Der sad jeg så i min gamle vinterhave og læste, mens solen gik ned og siden igen stod op, bogen fra ende til anden.
Da jeg var færdig, kunne jeg ikke sove, så jeg drak en flaske god vin og græd adskillige gange, udelukkende på grund af den rene og skære skønhed forbundet med oplevelsen: oplevelsen af omsider at holde bogen i mine hænder og have mulighed for at læse den. Ingen forstyrrede mig og det eneste jeg kunne høre, var fuglenes sang.
Og straks efter besluttede jeg at lave miksturen fra bogen og selv forsøge at rejse ind i Troposfæren. Jeg foretog en smule hektisk, lettere omtumlet research og fandt på den måde frem til, at jeg kunne købe Carbo-veg. i den rigtige potens i en butik i Brighton. Jeg kørte frem og tilbage til butikken samme eftermiddag og gjorde så, efter at have hentet vievand i St. Thomas, mine første erfaringer med Troposfæren samme aften. Det meste af det jeg husker fra mine første besøg, fremstår temmelig udflydende i erindringen. Jeg husker, at jeg rejste igennem den tunnel, der i dag forekommer mig så velkendt, og at jeg ankom til det, der for mig at se fremstod som en nostalgisk postkortversion af attenhundredtallets London, fuld af mørke slumkvarterer og tåge og forladte hestedroscher. Og jeg gik på opdagelse, naturligvis, og begyndte at udvikle en forståelse for nogle af stedets grundlæggende regler. Jeg forsøgte mig med Pedesis på mælkemanden. Jeg forsøgte - uden held - at komme ind i bevidstheden på universitetets rektor.
Jeg modtog den første mail lørdag aften. Ved første øjekast så den tilsyneladende ud til at være fra en studerende ved Yale, på trods af Yahoo-mailadressen, som spurgte om jeg ville være interesseret i at indlede en mailkorrespondence med ham vedrørende Mr. Y's forbandelse. Jeg takkede høfligt nej. Mailen var ubehjælpsomt formuleret og mine egne studerende optager rigelig af min tid i forvejen. Jeg syntes, det var et mærkeligt sammentræf, at vedkommende havde sat sig i kontakt med mig, akkurat samtidig med at jeg havde erhvervet mig bogen, men dengang troede jeg, henvendelsen var ægte nok. Mail nummer to kom så om søndagen på stort set samme tid på døgnet.
Undskyld jeg trænger mig på. Jeg er leder af projekt Starlight, et fremtrædende tværfagligt studium af den menneskelige bevidstheds aktiviteter og potentiale. Vi har for nylig studeret en skitse til en metode i bogen Mr. Y's forbandelse, eller, skulle jeg måske snarere sige, min forgænger har. Da jeg nu har overtaget forskningen er jeg meget interesseret i at forfølge denne vinkel i forskningen, men desværre er alle vores systemer gået ned og jeg har mistet alt ... og altså også anvisningen på, hvordan man laver serummet. Det er samtidig forklaringen på, at jeg skriver fra en Hotmail-adresse! Vores systemer vil ikke være oppe at køre igen før om en uge, men jeg har virkelig brug for opskriften ASAP. Eftersom De har et eksemplar af bogen, håber jeg De vil gide gøre Dem den ulejlighed at bruge et par minutter på at skrive opskriften af til os.
Om mandagen ringede jeg til Lura.
"Projekt Starlight?" gentog hun, efter jeg havde forklaret situationen.
"Ja."
"Det er de samme mennesker, som tilbød at købe bogen af mig."
"Ved du noget som helst om dem?"
Hun tøvede et øjeblik. "Jeg undersøgte faktisk deres baggrund."
"Og" "Projekt Starlight blev lukket ned for næsten et år siden. Det findes slet ikke længere."
"Men hvad er - eller var - det?"
Hun sukkede. "Et strengt fortroligt amerikansk projekt. Jeg fandt frem til det gennem en vens ven - en fysiker ansat ved Massachusetts Institute of Technology. Han havde hørt rygter om projektet - at det var begyndt som en simpel undersøgelse af telepati, hvorefter det var muteret over i en anden retning.
Han nævnte noget om et yderst hemmeligt forsøgsanlæg i ørkenen, om remote viewing, om at stirre intenst på geder og om jagten på 'det ultimative våben'. Han fortalte, at han havde hørt, at en eller anden katastrofal hændelse havde gjort, at man lukkede hele undersøgelsen ned og advarede mig imod at blive involveret ved at gå rundt og spørge til det. Det lød ærlig talt temmelig ildevarslende."
"Men hvis projektet er lukket ned, hvordan kan det så være, at der går folk rundt, som påstår, de er en del af det?"
"Jeg ved det ikke. Jeg tror allerede, jeg har nævnt, at de hurtigt begyndte at opføre sig temmelig truende."
"Hvordan kan de vide, at jeg har bogen?" Jeg spurgte ikke, om det var hende, der havde fortalt dem det.
"Det ved jeg ikke."
Jeg tøvede. "Tror du, de rent faktisk er farlige?"
"Jeg aner det virkelig ikke. Ved du, hvorfor de er ude efter bogen? Jeg går ud fra, at du må have læst den nu?"
"Ja. Jeg har læst den."
"Og ...?"
"Jeg har ingen anelse om, hvorfor de er ude efter den."
Hvorfor løj jeg? Selvfølgelig vidste jeg, at de var ude efter opskriften, og jeg vidste også hvorfor: fordi den virkede. Så vidt jeg overhovedet kunne regne mig frem til, måtte disse mennesker tilhøre en slags udbrydergruppe, som man havde givet miksturen, men som aldrig havde fået at vide, hvad den indeholdt. Og jeg var allerede ganske bekendt med følelsen af at være draget mod Troposfæren. Hvis man så forestiller sig trangen uden mulighed for at indfri den? Jeg forestillede mig, det måtte være noget i retning af, hvad en narkoman måske føler.
"Jamen så ...," sagde hun.
"Lura, jeg synes virkelig ..."
"Hvad?"
"Jeg synes, jeg skal aflevere bogen tilbage til dig nu. Jeg synes, du skal lægge den tilbage i bankboksen, hvor de ikke kan få fingre i den."
"Men hvis der ikke står noget i den, som de vil kunne bruge ...?"
"Jeg synes, den skal lægges tilbage," svarede jeg.
Efter samtalen var slut, gik jeg ud i vinterhaven og stirrede på mit eget spejlbillede i ruden. Det var mørkt udenfor og det eneste jeg kunne se, var et par stjerner, der hang oppe på himlen som i en slags halvhjertet forsøg på at pynte lidt. En hemmelig amerikansk undersøgelse. Folk der stirrer på geder. Det ultimative våben. Det lød alt sammen temmelig militært i mine ører. Jeg gik tilbage ind i huset og hentede bogen. Selvfølgelig ville jeg sende den tilbage til Lura; jeg ville gøre det straks i morgen. Men jeg vidste også, at mændene fra projekt Starlight - eller andre som dem - ville få fat i den før eller siden. Og hvad ville der så ske? Min hjerne begyndte at flyde over af ubehagelige tanker om verdensherredømme og tankekontrol. Hvis et undertrykkende regime - eller et hvilket som helst regime - fik fat i miksturen, så ... så hvad? Jeg opdagede, at jeg sagtens kunne forestille mig, hvordan et sådant "ultimativt våben" ville kunne se ud. Jeg sendte et svar til den Hotmail-adresse, der tilhørte den sidste af brevskriverne, hvor jeg sagde, at selvom jeg ganske rigtigt havde set bogen, var den allerede på vej tilbage til sin ejer i Tyskland. Jeg undskyldte og forsikrede ham om, at han måtte tage fejl: der var ingen opskrift i bogen. Derefter lagde jeg bogen på bordet, klar til videreekspedition.
Men jeg havde ikke megen lyst til at poste den. Hvad nu hvis den forsvandt? Blev ødelagt? På den anden side havde jeg ikke tid til at tage til London og mødes med Lura for at overdrage den personligt før i weekenden.
Og ville hun overhovedet være interesseret i at se den? Måske ville hun foreslå mig at sende den direkte til banken og bede dem om at lægge den tilbage i boksen. Der var alt for mange muligheder, og desuden modtog jeg ikke flere mails. Jeg foretog mig kort sagt ingenting. Jeg tilbragte tirsdag og onsdag begravet i møder, inklusiv Max Trumans årlige foredrag om stedlig sikkerhed og førstehjælp - obligatorisk, naturligvis; om end Ariel Manto simpelthen undlod at møde op. Jeg har altid moret mig ganske fint over Max' excentriske, årlige foredrag. Netop dette havde han givet titlen "Når alting går galt". Det var en underfundig gennemgang af historien bag den gamle jernbanetunnel under universitetets område, som sluttede af med en dramatisk beskrivelse af dengang i 1974, hvor den styrtede sammen. Max havde til lejligheden fremskaffet en masse PowerPoint-lysbilleder af de frygteligste scenarier, hvor man ser Newton-bygningen styrte sammen, mens folk farer hid og did med et forvildet udtryk i øjnene. Han trak derefter diverse paralleller imellem universitetets sammenbrud og sammenbruddet i forholdet mellem studerende og ansatte i midten af halvfjerdserne. Bogstavelig talt samtidig med at tunnelen var ved at kollapse, fortalte han, havde en flok demonstrerende studerende besat administrationen og var i fuld sving med at drikke rektors portvin. Vi blev derudover oplyst om, at vores egen bygning var blevet rejst i 1975 - direkte oven på den nu afstivede tunnel. Max fortalte desuden, at der stadig var en vedligeholdelsesvej, der førte ned til tunnelen fra vores bygning. Dette var vigtigt for os at vide, fortalte han, så vi hver især kunne tage de nødvendige forholdsregler. Hvorefter Mary spurgte, hvori de bestod.
"Bare lad være med at falde ned i den," sagde Max. "Hvordan falder man ned i den?" spurgte hun.
"Det kan du heller ikke," svarede han. "Men de nye sikkerhedsregulativer foreskriver, at jeg ikke desto mindre skal advare jer imod det."
"Men den har været der i omkring tredive år," var der en anden, der sagde. "Og der er ikke nogen, der er faldet derned endnu."
"Hvor er den henne?" spurgte Mary.
"I fotokopirummet," sagde Max. "Ved siden af kopimaskinen."
"Mener du den der lem, som vi alle sammen står oven på, hver gang vi skal kopiere?" sagde Lisa Hobbes.
"Jep."
"Så vi kunne rent faktisk falde derned?"
"Nej, lad nu være med at være fjollet. Det er sgu ikke Alice i eventyrland, det her. Den er forsvarligt sikret."
"Hvordan er der nede i tunnelen?" spurgte Laura, underviseren fra creative writing.
"Det kan du godt glemme alt om, Laura," sagde Mary. "Hvad?" svarede hun. "Jeg synes da vi alle sammen skulle gå derned og se nærmere på den."
Alle stønnede.
"Okay, okay. Det var bare for sjov."
Laura havde haft visse forklaringsproblemer det foregående år efter som et led i et eller andet psykogeografisk projekt at have sendt sine studerende en tur ud i byens gader med et kort over Berlin til at gå efter. Tre af dem var endt traskende langs rabatten af motorvejen, hvor de var blevet anholdt.
Mens spørgsmålene og svarene fortsatte med at flyve frem og tilbage, gav jeg mig i stedet til at sidde og tænke på Troposfæren. Jeg mente allerede at have et nogenlunde fornuftigt billede af, hvordan den fungerede.
Faktisk havde jeg ikke fået meget søvn de foregående par dage på grund af dette, og mens de andre fortsatte med at tale om jernbanetunnelen, og om hvorvidt Laura skulle føre en undersøgelsesekspedition ned igennem lemmen i gulvet eller ej, begyndte mine øjne lige så langsomt at glide i. Jeg drømte om en verden, hvor alle havde adgang til alle andres bevidsthed, indtil en eller anden regering begyndte at rekruttere mænd i mørkeblå uniformer til at gå rundt og hjernevaske folk, så der til sidst ikke længere var nogen tilbage, som vidste, hvordan man kom derind. Da jeg vågnede igen, var alle de andre forsvundet, hvilket var heldigt: jeg havde svedt så meget, mens jeg sov, at min skjorte var næsten gennemblødt. Selvom jeg var alene, havde jeg en udtalt fornemmelse af at blive iagttaget. Jeg vidste, jeg var nødt til at give Lura bogen tilbage, så jeg tog direkte hjem for at ringe og aftale at mødes med hende i weekenden. På vej hjem gennem myldretidstrafikken, spekulerede jeg over, om det ville være bedre at gøre kort proces og brænde bogen eller i det mindste ødelægge siden med opskriften.
Men jeg er professor i engelsk litteratur. Jeg ville ikke kunne ødelægge en bog om det så gjaldt livet. Eller det troede jeg i det mindste dengang.
Jeg fik den sidste ledige parkeringsplads på villavejen og spadserede de sidste tyve meter hen til huset. Så låste jeg mig ind og gennemgik med mig selv, hvad jeg skulle foretage mig. Alting var allerede klappet og klart inde i mit hoved. Planen gik ud på, at jeg ville fjerne siden med instrukserne - men jeg havde bestemt ikke tænkt mig at destruere den. Jeg havde derimod tænkt mig at beholde den eller gemme den ... jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg ville stille op med den. Måske var jeg godt klar over, at jeg ville blive nødt til at destruere den før eller siden, men på daværende tidspunkt mente jeg, at det ville være nok at fjerne den.
Jeg ville altså fjerne siden, give bogen tilbage til Lura og spille uvidende, hvis hun skulle spørge til den.
Det var præcis i samme øjeblik, jeg havde slået op på den rigtige side, at jeg så et sæt billygter svinge ind til siden udenfor. Derefter hørte jeg den vedholdende snurren af en dieselmotor, hvilket fik mig til at konkludere, at der måtte være nogen, som havde ringet efter en taxa. Men jeg var i forvejen noget nervøs og derfor også overopmærksom, så jeg gik hen til vinduet for at kigge ud, stadig med bogen i hånden. Og så så jeg dem: de to lyshårede mænd, jeg sidst havde set til min forelæsning i Greenwich. De var i gang med at prøve at finde et sted at parkere.
De var ude efter bogen. Det var dem.
Og hvad der var værre endnu: den ene kørte bilen - på udkig efter en holdeplads - men den anden? Tja, han så ud, som om han sov.
Jeg kunne ikke tænke hurtigt nok. Hvis den ene af mændene var i Troposfæren, befandt han sig kun et eller to spring fra min bevidsthed og dermed alt, hvad jeg vidste om Mr. Y's forbandelse. Jeg så ned på bogen og rev hurtigt siden ud. Min bevidsthed gik et øjeblik næsten i sort, men mine næste handlinger var præget af en klarhed og et fokus, som fulgte jeg en punktopdelt liste. Jeg var nødt til at efterlade bogen, men siden ville jeg tage med mig. Næsten før jeg overhovedet havde truffet beslutningen, havde jeg allerede foldet siden sammen og stukket den ned i min ene sko. Hvorefter det straks gik op for mig, at jeg var nødt til at se at komme væk, før mændene enten kom herind og tævede mig sønder og sammen, eller - værre endnu - sprang ind i min bevidsthed og på den måde under alle omstændigheder fik fat i oplysningerne. De var stadig i gang med at parkere. Jeg gemte bogen omme bag klaveret; derefter snuppede jeg min frakke samt tegnebog og nøgler og smuttede ud af bagdøren.
Videre over naboens stakit, igennem deres have, ned gennem deres indkørsel og ud til min bil. Jeg havde det, som om jeg var ved at få et hjerteanfald. Den vågne af mændene ikke så meget som drejede hovedet, da min bildør smækkede. Jeg forestillede mig noget med en biljagt, men ingen kiggede efter mig, da jeg passerede forbi. Jeg kørte straks - hurtigere end jeg nogensinde før har kørt - direkte ud til universitetet. Og også mine tanker for af sted hurtigere end nogensinde. Og midt i virvaret af mulige strategier, angst og gisninger, voksede en klar tanke frem. Det gik op for mig, at jeg ville være mål for de mænd, lige så længe som jeg havde min hukommelse i behold. Det ville ingen forskel gøre, om jeg destruerede Mr. Y's forbandelse. Det ville ingen forskel gøre, om. jeg rev den side i småstykker, jeg havde anbragt i min sko. Hvis de kunne komme ind i min bevidsthed, kunne de få fat på opskriften på miksturen, præcis sådan som Mr. Y også havde opdaget hemmeligheden bag Will Hardys åndeforestilling. Så enkelt var det. De kunne ikke få den fra Lura, som ikke havde læst bogen. Men så længe jeg var i live og ved mine fulde fem, kunne de få den fra mig.
Da jeg parkerede omme bag Russell-bygningen, havde jeg det i høj grad, som om jeg havde modtaget en livstidsdom. Som teenager havde jeg fantaseret om en tilværelse som tragisk helteskikkelse. Jeg havde tænkt, at der på en måde måtte være noget glamourøst over at leve som Hamlet eller Lear. Men nu kunne jeg se døden for enden af sporet; jeg kunne se den med større vished, end jeg kunne se dagen i morgen. Jeg kom i tanke om et speciale, jeg havde været censor på et par år forinden. Den studerende plæderede heri for, at firsernes og halvfemsernes amerikanske gangsterfilm var postmoderne tragedier. Han brugte en masse kræfter på en enkelt detalje: at det aldrig lykkes bare en eneste person i disse film at flygte.
I vores samfund - kædet sammen og forbundet som det er af bits og bytes - kan ingen længere være hundrede procent anonym. I det øjeblik gik det op for mig, at mændene fra projekt Starlight ville opspore mig uanset, hvor jeg tog hen og tage min viden fra mig. De ville voldtage min hjerne, og der ville intet være jeg kunne gøre for at stoppe det. Det gik også op for mig, at jeg havde én minimal chance for at forhindre det. Jeg kunne forsvinde med det samme. Men jeg havde ikke megen tid at løbe på. Det næste sted de ville lede, ville være her: så meget vidste jeg.
Det var for farligt at sætte sig ned og afvente de empiriske beviser for, hvad de havde tænkt sig at gøre ved mig. Jeg var nødt til at arbejde ud fra en apriorisk antagelse, nemlig:
- Mændene var ude efter min viden omkring hvilke ingredienser, der indgik i miksturen.
- De kunne erhverve denne viden på tre forskellige måder:
- Tortur
- Pedesis
- Ved at tage bogsiden fra mig med tvang.
Jeg ræsonnerede mig frem til, at nok kunne jeg æde papiret og lade være med at give efter for tortur, men Pedesis kunne jeg ikke stille noget op imod. Det jeg kendte til Troposfærens indbyggede logik kunne tyde på, at for at komme ind i min bevidsthed, ville manden i Troposfæren blot skulle springe ind i bevidstheden hos en, der stod mig nær eller som med en vis sandsynlighed snart ville se mig, og så, i det øjeblik dette andet menneske rent faktisk så mig, tage det afgørende spring ind i min bevidsthed og dermed skaffe sig adgang til al min viden og erindringer. I teorien kunne den sovende mand ganske enkelt springe ind i bevidstheden hos sin kollega og så sende ham efter mig.
Så jeg måtte sørge for, at der ikke var nogen, der så mig. Da jeg var kommet ind på kontoret, lukkede jeg persiennerne og låste døren. Jeg havde ikke røget i tyve år, men da jeg så, at Ariel havde efterladt en pakke cigaretter på sit skrivebord, tog jeg en op og tændte den. Jeg prøvede som en rasende at udtænke en vej ud af denne situation. Hvor kunne jeg tage hen, hvor der ikke ville være nogen, der ville se mig? Mit hoved fyldtes med billeder afveje og indkøbscentre og supermarkeder. Hvor mange mennesker passerede ikke forbi mig på en almindelig dag? Hundreder? Tusinder? Uanset hvor jeg rettede opmærksomheden hen, så jeg alle disse omvandrende klumper af kød-og-bevidsthed. Selv hvis jeg tog min bil og kørte min vej, ville jeg passere masser af mennesker undervejs. Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg overhovedet var taget ud til universitetet; hvorfor havde jeg som gemmested udvalgt et lokale med mit navn på døren, et lokale hvis eksistens enhver ville kunne finde frem til på universitets hjemmeside, som også indeholder nogle smarte oversigtskort over, hvordan man kommer frem til Instituttet for Engelske og Amerikanske Studier fra et hvilket som helst givent sted på campus, samt hvordan man i øvrigt kommer ud til universitetet ad henholdsvis land-, skinne-, luft- eller søvejen. Jeg gik frem og tilbage og røg. Jeg følte mig tryg på universitetet. Det var det, der var grunden: det var derfor, jeg var taget derud. Men kun fordi der altid var så mange mennesker. Man føler sig aldrig alene på universitet, og når man befinder sig i en farlig situation, vil man som regel gerne være sammen med andre. Altså bortset fra denne gang.
Tre eller fire minutter gik. Jeg hørte latter fra nogen, der passerede forbi ude på gangen, uden tvivl Max og de andre på vej tilbage fra baren. Det gjorde ingen forskel, at jeg havde låst yderdørene; de ville helt sikker blive låst op igen nu.
Jeg så ned på den store brevpresser på mit skrivebord. Måske kunne jeg stoppe dem med magt? Nej. Man kan ikke anvende magt mod fjerntelepati. Jeg tvang mig selv til at tænke hurtigere. Skulle jeg destruere den side, jeg havde liggende i skoen? Jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke. Hvorfor var jeg ikke kørt et eller andet tilfældigt sted hen, mens jeg endnu havde chancen? Mine tanker masede og skubbede rundt imellem hinanden som folk ude på de sidste desperate juleindkøb, og jeg måtte gentagne gange minde mig selv om, at jeg kun havde to beslutninger, der skulle træffes: hvad jeg skulle stille op med bogsiden, og hvad jeg bagefter skulle stille op med mig selv. Før jeg overhovedet anede, hvad det var, jeg foretog mig, havde jeg stukket hånden op på hylden efter fjerde bind af Zoonomia. Jeg plejede at gemme penge i bøger engang for længe siden, dengang jeg var ph.d.-studerende og min hoveddør var næsten lige så tynd som et forhæng og hvor alle som ville, kunne have åbnet den med et kreditkort. Jeg tænkte, at tyve nok ikke var interesserede i bøger, og desuden er bøger uhåndterlige størrelser. Hvis man er en gemen indbrudstyv, vil man slet ikke kunne transportere over tusind bøger. Man vil derfor bare ignorere dem: man ville ikke udvælge sig, for eksempel, ti stykker og så stjæle dem. Man ville ignorere dem alle og i stedet koncentrere sig om videoen og mikrobølgeovnen. Af samme grund har jeg altid gemt ting i tilfældige bøger. Jeg har gemt kærestebreve, porno, kreditkort ... Mon det også ville virke denne gang? Disse her projekt Starlight-folk kendte om nogen den værdi, der kunne ligge i en bog. Ah, tænkte jeg, men det er så her, at universitetet kan hjælpe mig. Jeg kan gemme siden og låse døren, og ingen fremmed vil nogensinde være i stand til at komme herind og gennemrode mine ting. Og selv hvis det skulle lykkes, ville den bog de var ude efter slet ikke se ud til at være her.
Og derefter tænkte jeg, "Hvor længe skal jeg mon være væk?"
Jeg anede det ikke.
Men i det mindste ville jeg nu kun være i besiddelse af ét eksemplar af den viden, jeg havde erhvervet: det inde i mit hoved. Og derfor kunne jeg også, selvom jeg udmærket godt vidste, at jeg ville være alt for fej til det, bare tage livet af mig selv, hvis mændene kom for tæt på. Det var min sidste, teoretiske udvej. Jeg hentede en stol til at stå på, så jeg kunne befri mig for den anden kopi af den viden, jeg bar på: bogsiden i min sko.
Måske var det dumt af mig; måske havde jeg bare ikke gennemtænkt det nok - men jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at nogen ville begynde systematisk at tage alle bøgerne ned fra mine hylder og ryste dem, indtil der faldt en mystisk side ud. Jeg tænkte, at jeg, ved at gøre det, bevarede en vigtig side af en vigtig bog. Hvorfor netop Zoonomia? Jeg vidste ikke selv præcis hvorfor, men noget sagde mig, at det var den rigtige bog. Ariel Manto ville ikke komme til at bruge den. Jeg havde selv frarådet hende det. Og hvem skulle ellers interessere sig for Zoonomia? Jeg stak siden ind et sted i midten af fjerde bind og satte bogen tilbage på hylden.
Jeg vidste udmærket, at jeg ikke burde have gjort det, men jeg gjorde det alligevel frem for at ødelægge siden. Var dette en fatal brøler? Og måske tænkte jeg også, at folk som kendte Zoonomia - en akademiker, uden tvivl - og som havde åndsevner til at forstå sammenhængen mellem siden og bogen ... Tja, held og lykke til dem. Måske det var sådan, jeg retfærdiggjorde det over for mig selv. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, ville jeg aldrig have efterladt den side. Men jeg kan intet gøre for at få fat på den. Det eneste jeg kan håbe på, er at den er blevet tilintetgjort.
Det næste der nu skulle ske, var at jeg blev nødt til at forsvinde. Men hvordan forsvinder man i en bygning fuld af mennesker på et universitetsområde fyldt med mennesker i en verden fuld af mennesker? Hvor kunne jeg tage hen? Hvor kunne jeg tage hen, hvor ingen andre ville finde på at tage hen? Hvor kunne jeg undgå at blive set?
Jernbanetunnelen.
To minutter efter var jeg ude af mit kontor og inde i fotokopirummet og havde låst døren bag mig. Det var overraskende nemt at åbne lemmen, nu hvor jeg vidste, at den var der. Jeg havde ikke nogen lommelygte; bare en lille lysstråle fra en nøglering med indbygget lys. Men sagen var afgjort, straks jeg så den smalle metalstige. Var jeg måske blevet sindssyg? Jeg vidste det virkelig ikke. Men samtidig med at jeg begyndte at sænke mig ned i mørket og forsigtigt lukkede lemmen i oppe over mit hoved, hørte jeg en arrig banken og en amerikansk mande-stemme, som brølede "Professor Burlem!" De stod henne ved mit kontor ovre på den anden side af gangen. Men jeg var forsvundet. Ingen havde set mig gå ind i kopirummet. Jeg havde det, som om jeg havde fået brudt kæden; en kæde bestående af at blive set og af årsag og virkning. Hvis jeg ikke dukkede frem igen, ville ingen nogensinde kunne vide, hvor jeg befandt mig. Og hvis ingen kunne se mig, fandtes jeg så overhovedet?
Tunnelen var mørk og kold og med en vedvarende, dryppende lyd overalt. Den var meget større, end jeg havde forestillet mig - men så på den anden side er en jernbanetunnel vel altid stor; stor nok til at to tog kan passere hinanden derinde. Det var for mørkt til, at jeg kunne danne mig et nærmere indtryk, men jeg fik en vis fornemmelse af størrelsen baseret på den måde lyden bevægede sig i rummet. Jeg gik i den retning, jeg regnede med måtte være syd, hen mod jorden under Newton-bygningen.
Mine fødder knasede hen over noget, der føltes som grus, men jeg kunne ikke se så langt ned som til mine fødder. Jeg brugte væggen til føle mig frem, og håbede at jeg bevægede mig langt nok væk fra projekt Starlight-mændene til at den sovende af dem ikke tilfældigt ville støde på mig i Troposfæren. Jeg forestillede mig noget i retning af en skatterazzia tidligt om morgenen: hvis mændene vidste, at jeg opholdt mig på universitetet, kunne den sovende af dem vel bare brase ind i alle bygningerne i Troposfæren, indtil han fandt den, der tilhørte mig? Det var den tanke, der bekymrede mig mest, mens jeg fortsatte videre frem igennem tunnelen. Jeg forstod allerede så meget, som at teleportation og Pedesis i høj grad var baseret på et nærhedsprincip. Men så på den anden side ville der være så mange bevidstheder her på universitet og mændene kunne ikke engang være sikre på, at jeg overhovedet opholdt mig et sted i nærheden. Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle gøre. Og som om en eller anden hævnende Gud havde besluttet at lege en lille leg med mig, var det næste der skete, at jeg måtte stoppe brat, fordi jeg stødte ind i noget, der føltes som en enorm bunke mursten og løse brokker. Jeg vidste, jeg var nødt til at rydde en vej for at komme frem til udgangen. Ønskede jeg at nå frem til udgangen? Jeg sank ned på gulvet og gav mig til at tænke over, hvad jeg nu skulle gøre.
Ah. Det må være minder nok for i dag. Der er kirken. Jeg binder lige Planck udenfor.
Jeg...
Oh, fuck. Og det er så det. Pludselig er jeg ude af Troposfæren. Kastet ud, fordi Burlem er gået ind i kirken. Så Adam havde altså ret.
Jeg står på en lang bro af metal, der fører over en vældig flod, som bruser af sted under mig. Det er stadig nat herinde, men alt henligger som kysset af døden i et sølvagtigt skær, der må være måneskin (selvom jeg ikke kan få øje på månen), og alle bygninger, også denne bro, synes at være behængt med lamper, der reflekteres i og kastes tilbage af det rasende sorte vand. I den virkelige verden ville jeg være blevet svimmel lige med det samme, en fornemmelse som her i Troposfæren er afløst af en udflydende, sirupsagtig ligegyldighed. Der skal være langt større følelser på spil, før noget trænger igennem til Troposfæren (eller, som stedet tilsyneladende hedder i projekt Starlight - MindSpace). Alligevel kan jeg stadig føle nogle ting. Jeg er skuffet over at være blevet kastet ud, lige som jeg skulle til at finde ud af, hvor Burlem tog hen efter han kom ud af tunnelen. Men det er også det hele: en mild skuffelse. Udenfor ville følelsen fylde meget mere.
Udenfor. Præcis hvordan er det lige, jeg kommer ud? Formentlig bliver jeg nødt til at finde tilbage til det sted, hvor jeg kom ind: for enden af gaden med alle dukkehusene og de ubehagelige mannequiner: den troposfæriske (findes det ord? det gør det nu) repræsentation af den lille landsby i Hertfordshire, hvor min fysiske krop nu ligger og stener totalt ud oppe på førstesalen af pubben.
Hvor længe har jeg været herinde?
Konsol?
Den kommer til syne. Hvor er jeg?
Dine primære koordinater er 14, 12, 5, -2, 9 og 400,340
Åh, rend mig i røven. Hvad betyder det? Hvad er primære koordinater?
Koordinaterne fortæller, hvor i Troposfæren du befinder dig.
Ja, men ... hvad repræsenterer de?
Alle punkter i Troposfæren beregnes relativt i forhold til den position din levende bevidsthed indtager i den fysiske verden. Jeg kan oplyse dig koordinaternes binære notation, hvis du ønsker det.
Nej tak. Okay. Så jeg er ikke så langt fra der, hvor jeg burde være? Eller er jeg?
Afstand er tid, som du ved.
Jeg har en fornemmelse af, at stemmen kun fortæller mig ting, jeg udmærket godt ved i forvejen. Fortsæt, siger jeg ikke desto mindre.
Du har tilbagelagt en stor afstand, relativt set i forhold til dine tidligere rejser.
Men hvordan kommer man tilbage igen?
Du vender tilbage til koordinaterne 0, 0, 0, 0, 0 og 1.
Men hvordan gør man det?
Du rejser igennem Troposfæren.
Er der andre oplysninger du kan give mig?
Du har nu trehundrede valgmuligheder.
Skønt. Kan du måske også helt konkret vise mig vej?
Skærmen flimrer. Jeg kan se noget, der ligner en doughnut med hul i midten, der er blevet vredet til en enorm spiral og med snore og kuber hængende ud af den. Men på under et sekund er billedet forsvundet igen, og jeg står i stedet over for noget, der minder om et detaljeret landkort med en blå prik og det klassiske udsagn du er her. Jeg beder konsollen vise mig, hvor mit endemål befinder sig og en rød prik dukker op kilometer efter kilometer derfra.
Men jeg er ikke engang sikker på, at man måler afstande i kilometer herinde.
Og så er der også en anden ting. Da jeg forlod Hertfordshire var det januar. Men inde i Burlems bevidsthed var det ikke engang jul endnu. Rejste jeg rent faktisk tilbage i tiden for at komme igennem til Burlem? Men hvorfor? Hvordan i alverden kan det hænge sammen? Jeg begynder at krydse broen og en fugtig, grå vind blæser mit hår ind i ansigtet. Åh nej; ikke mere vejr. Det kan jeg vist godt undvære lige nu. Jeg tror bestemt, at vejr er et dårligt tegn herinde.
Apollo Smintheus?
Ingenting.
Det tager mig cirka ti minutter (eller hvad det nu svarer til herinde) at komme over for enden af broen. Jeg vender mig om og ser noget, der ligner en udbredt vifte af broer, som glimter svagt i det sølvagtige lys. Mens jeg ser på dem, samler de sig hurtigt igen til en bro. Ti minutter, tænker jeg. Ti minutter ganget med 1.6 er seksten minutter. Stemmer det? Så ved at krydse broen har jeg lige tilbragt seksten minutter yderligere i Troposfæren? Jeg må se at komme ud herfra. Min krop bare ligger og ligger tilbage på sengen i værelset over pubben. Kom nu, Ariel. Skynd dig.
Men noget siger mig, at det måske ikke engang vil hjælpe at skynde sig.
Jeg står nu på en bred gade, som minder mig om promenaderne langs Themsen i London, bortset fra at den ser ud til at fortsætte uendeligt i begge retninger. Det andet mærkelige er, at husene ikke består af store, fine huse og hoteller. I stedet er der småhytter overalt, anbragt på en skødesløs måde: nogle oven på hinanden, andre med tredimensionale kanter. Hvad? Hold nu op, Ariel: tredimensionale kanter findes ikke. Bortset fra i firedimensionale rum, minder min hjerne mig om. Jeg opdager, at der kommer røg ud af nogle af skorstenene, men røgen stiger ikke til vejrs, sådan som den burde. Udover at brede sig i det tredimensionale rum, ser røgen også ud til at krumme sig omkring sig selv, krænge sig udad og bevæge sig i andre retninger, jeg ikke har ord for. Efterhånden som jeg bevæger mig frem, forvandler esplanaden sig på usandsynlig vis til en grusvej med klynger af husvogne spredt rundt omkring og kyllinger af pap over det hele. Vent lidt. Papkyllinger? Hvad sker der for mig? Himlen oplyses i et glimt, som var det begyndt at lyne, og derefter begynder det at blive lyst, men meget hurtigere end normalt. Jeg er så træt. Måske jeg lige kunne lægge mig lidt i en af de der husvogne og tage mig en lur. Nej. Hold nu op med det pjat, Ariel: hvis du går ind i en af de tingester, kommer du bare ind i en anden bevidsthed med flere tanker og flere erindringer. For første gang gør denne oplysning mig helt udmattet ved tanken. Solen står nu højt på himlen og jeg bevæger mig igennem en lysende gul ørken, hvor enorme sandslotte popper op overalt omkring mig for derefter straks at forsvinde igen. Hvad fanden er det her sted modstykket til? Godt så. Alt det her er en metafor, ikke? Nå, men hvad fanden - eller hvor - er den virkelighed, der svarer til det her?
Ørkenen synes at blive ved og ved, men jeg har ikke nogen ægte fornemmelse af tid herinde. De ti minutter jeg oplevede turen over broen som, kunne lige så vel have været tre eller et eller tyve. Det eneste jeg med sikkerhed ved, er at hvert skridt lige så godt kunne have været den tikkende viser på en slags kosmisk ur, og jo nærmere jeg kommer på mig selv, desto længere befinder jeg mig fra at have nogen som helst chance for at overleve. Jeg træder ud af ørkenen og kommer ind på endnu en grusvej, hvor der ligger adskillige diners med blå og pink neonskilte. Er neonskiltene et godt tegn? Skal jeg glæde mig over at se dem igen? Solen er allerede ved at gå ned, hurtigt, som på den sidste aften før Jordens undergang. Der ligger en støvet benzintank på den ene side af vejen. Hvis bare jeg kunne tanke mig selv op derinde. Luften er stadig fugtig og lynet tidligere har ikke ført andre ting med sig: hverken regn eller torden. Og jeg går og går i det, der må være mine egne tanker, fuldkommen fortabt, faret vild i mine antagelser og teorier om hvad og hvem alle andre er. Jeg ved ikke hvor "jeg" er. Og den røde prik på konsollen synes ikke at være kommet nævneværdigt tættere på.
Apollo Smintheus?
Ingenting.
Apollo Smintheus? Jeg vil gøre hvad som helst ... Vil du ikke nok hjælpe mig?
Endnu en lydløs flænge skyder hen over himlen. Nu tror jeg, at jeg ved, hvad det vil sige at bede. Jeg tager et par skridt videre frem, men det er, som om jeg begynder at forsvinde. Jeg tror ikke, jeg kan gå længere. Der lyder en buldren i det fjerne. Torden? Jeg synker ned på knæ.
Apollo Smintheus?
Og så ser jeg ham, som et fata morgana. Et fata morgana på ... en rød scooter?
"Se så," siger han, da han svinger ind ved siden af mig,
Der står en sky af lysebrunt støv op omkring ham, som falder til hvile lidt efter lidt.
"Jeg troede aldrig, du ville komme tilbage," siger jeg. "Det ville jeg heller ikke."
"Men du kom alligevel. Du er lige her. Det er ikke bare noget, jeg forestiller mig?"
Apollo Smintheus smiler. "Selvfølgelig er det bare noget, du forestiller dig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er her." Han ser ned på sit ur. "Du har et problem. Lad os tage en kop kaffe."
Han lader scooteren stå midt på grusvejen og begynder at gå over mod en diner med et stort neonskilt. Jeg følger efter ham, men hvert skridt føles underligt trægt, som om jeg bevæger mig under vandet med alt tøjet på. Da vi kommer tættere på ser jeg, at diner'en hedder Mus Musculus, og at den i stedet for en dør har den samme buede indgang som Apollo Smintheus' hus. Indenfor er stedet som en stor sammensmeltning af hver eneste amerikanske road movie, jeg nogensinde har set: båsene med imiteret rødt læderbetræk, de laminerede menukort, de store sukkerbøsser med sølvskinnende hældetud, der doserer en skefuld sukker, når man vender bunden i vejret på dem. Bordene er af hvidt laminat. Henne i et hjørne får jeg øje på den samme slags rede, som jeg så i huset ved siden af poolhallen, et sted, forestiller jeg mig, på den anden side af Troposfæren.
"Se så," gentager Apollo Smintheus.
Jeg kigger over mod disken. Der er ingen ansatte herinde. Oppe over det venstre hjørne af disken hænger et fjernsyn i et ophæng. Det er slukket. Der er et stort, hvidt digitalur på væggen lige til højre bag fjernsynet, men den tid det viser, siger mig ikke noget. Først er klokken 82.5; derefter 90.1; derefter 85.5; derefter 89.7.
Det pulserer uregelmæssigt, hvilket får mig til at tænke, at det nok alligevel ikke er et ur. Da jeg ser ned på bordet igen, står der en hvid kop fyldt med brun væske. Nå, hvad fanden, hvis jeg alligevel skal dø, kan jeg vel lige så godt drikke en kop troposfærekaffe først. Og jeg har alligevel ikke kræfter til at foretage mig stort andet end at drikke kaffe. Jeg vil gerne udskyde rejsen igennem Troposfæren så længe som muligt. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kan have været så dum. Jeg fatter ikke, at jeg er faret vild i min egen bevidsthed. Er det mon sådan det føles at være sindssyg? Det er nok bedst ikke at tænke alt for meget over det. '
"Tak," siger jeg til Apollo Smintheus. "Jeg mener, for ..." Hvad er det, jeg takker ham for? For kaffe? For at være her? For muligvis at redde mig?
"Hmm," siger Apollo Smintheus.
"Er du her, fordi jeg bad til dig?"
Han nipper til kaffen. Hans pote ligner en nøglering, jeg engang har set, der var lavet af en harefod: hård, grå og død. Men resten af ham virker så levende, at det er til at blive skør af. To en halv meter høje museguder findes trods alt ikke i virkeligheden. Men han trækker vejret som et levende menneske, og hans lange, grå snude ser ud, som om den ville føles fast og varm, hvis man rørte ved den. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på det. En anden mærkelig ting ved Apollo Smintheus er, at jeg har det, som om jeg er sammen med en yderst distingveret professor, når jeg er sammen med ham.
"Ikke rigtig," siger han.
"Hvorfor er du så kommet?"
"Fordi der er en ting, du skal gøre for mig. Eller - måske er det nemmere at sige, at du allerede har gjort noget for mig. Du ved bare ikke, hvad det er endnu."
"Jeg er forvirret."
"Det ved jeg godt."
"Prøv og hør. Kan jeg godt lige få lov til hurtigt at spørge dig om et par ting? Jeg tror, jeg har et problem, og jeg er nødt til at skynde mig igennem Troposfæren, før jeg - "
"Du har et problem."
Jeg sukker opgivende. "Jeg er klar over det. Jeg er bange for, at jeg måske ikke kan nå at komme tilbage til mig selv i tide. Eller faktisk tror jeg allerede, jeg ved, at jeg ikke kan nå tilbage."
"Enig."
"Og jeg tror måske, der er en reel risiko for, at jeg vil dø."
"Tja, altså ..."
"Altså hvad?"
"I og med at du befinder dig i Troposfæren, som du kalder den ... I og med at du er her, er du allerede død."
Et eller andet i min krop forsøger at frigive adrenalin, men det virker ikke rigtig herinde. Omgivelserne flyder i stedet ud et øjeblik og toner så frem igen.
"Oh, fuck. Oh, fuck." Jeg griber fat i kanten af bordet foran mig. "Så det er altså for sent?"
"For sent til hvad?"
"Til at komme tilbage. Til at finde Burlem."
"Du kan godt komme tilbage."
"Men ... du sagde ... herinde." Jeg lukker øjnene og åbner dem igen. "Er jeg død?"
"Denne verden. Denne verden af bevidstheder. Den fører frem til døden. Det ved du da."
"Gør jeg?"
"Hvis du tænkte lidt over det, ville du." Han ler, og det er som at se en computeranimeret film, bortset fra at jeg kan mærke den varme, fugtige luftstrøm, når han trækker vejret.
"Undskyld, du har ikke tilkaldt mig for at sidde og gætte gåder. Stil du nu bare dine spørgsmål."
"Okay."
"Men du må hellere skynde dig, for vi skal stadig nå at drøfte den lille ting, jeg vil bede dig om at gøre - og vi er også nødt til at finde ud af, hvordan vi får dig ud herfra igen, hvilket faktisk godt kan blive temmelig vanskeligt."
"Okay. Jamen, jeg skal forsøge at skynde mig. Er jeg ... Er jeg i sikkerhed lige nu?"
Apollo Smintheus slår ud med poten i retning af fjernsynet. Det flimrer og begynder at lyse. På det kornede sort-hvid-billede kan jeg se noget, der ligner en hospitalsstue. Kameraet er rettet mod en seng, hvor der ligger en bevidstløs ung kvinde med et drop i armen.
"Er det mig?" spørger jeg. Men jeg ved allerede, at det er tilfældet.
"Pubejeren begyndte at undre sig, da du ikke kom ned til morgenmaden og siden undlod at tjekke ud. Han gik op på værelset, hvor han fandt dig i bevidstløs tilstand. Da han ikke kunne vække dig, ringede han efter en ambulance. Officielt er du i koma."
"Ah nej."
"Du har tilbagelagt nogle kolossale afstande herinde. Den slags tager tid."
"Apollo Smintheus?" Jeg sidder stadig og stirrer op mod skærmen.
"Ja."
"Er jeg blevet sindssyg?"
"Nej. Ikke i den forstand som du forbinder med ordet."
"Det her er ikke en art komafantasi ... en drøm?"
"Tja, det er selvfølgelig lidt som at drømme, bare omvendt, naturligvis. Hvad var det mere, du ville spørge om?"
Jeg holder op med at se op mod tv-skærmen og ser i stedet over på ham.
"Hver gang du fortæller noget, skaber det bare flere spørgsmål," siger jeg.
"Såsom?"
"Hvordan er det her det omvendte af at drømme, for eksempel?"
"At drømme fører dig ind i din underbevidsthed. Det her er ikke din underbevidsthed."
Pludselig begynder tingene at falde i hak inde i mit hoved. Jeg har ikke for alvor haft tid til at tænke over Apollo Smintheus' dokument, men jeg har tydeligvis indoptaget det i mig, for nu begynder jeg uden problemer at forstå de rette sammenhænge.
"Det er ... selve bevidstheden," siger jeg.
"Netop."
"Alle menneskers tanker, alle menneskers bevidstheder. Men omsat til en vidtforgrenet metafor, man kan navigere indenfor. Men rummet vi er i, ser faktisk slet ikke sådan her ud - sådan som du også sagde tidligere. Der er ingen kaffe, ikke noget bord, ikke noget fjernsyn. Men formentlig ville jeg ikke være i stand til at se, hvad det end er, det er lavet af ... og ... og jeg kan glide ind i andre menneskers bevidsthed, fordi de alle sammen er forbundne. De består alle sammen af den samme ting."
"Glimrende. Og hvad er det så, de består af?"
"Er det noget jeg ved?"
"Ja. Det burde du."
Jeg tænker på alt det, jeg ved om bevidsthed. Jeg begynder med Samuel Butler og hans teori om, at bevidsthed er noget, der udvikler sig og at der ikke er nogen grund til at antage, at maskiner - eller små stumper plastic, hvad som helst - ikke skulle kunne udvikle en bevidsthed, så længe de bare arver denne bevidsthed fra os.
Vi har udviklet os fra planteriget, husker jeg ham argumentere, og planter er ikke bevidste. Så bevidsthed kan udvikle sig fra ingen verdens ting, ligesom selve livet engang må have gjort det. Vi kan smelte sammen med maskiner og dermed blive til cyborger, og med tiden vil den maskinelle del af os måske udvikle bevidsthed. Men hvordan skulle det ske? Og hvordan skete det for de dyr, der først blev bevidste, som udviklede bevidsthed før os? Der må have været et bestemt øjeblik, hvor det første glimt af bevidsthed fandt sted. Hvad var årsagen til dette pludselige spring fra ubevidst til bevidst? Jeg har altid syntes bedst om netop disse spørgsmål ud af alle Butlers tanker, men de vil næppe være den store hjælp her, må jeg indrømme. Hvad ved jeg mere om bevidsthed? Jeg ved, at jeg ikke bryder mig om tanken om det kollektivt ubevidste. Jeg bryder mig ikke om tanken om ursymboler, der skulle eksistere uden for det mere vilkårlige system af signifianter og signifiéer. Jeg foretrækker Derridas tanke om, at det er den enorme afgrund af fravær, som skaber virkelighed og tilstedeværelse - ikke en eller anden underlig b-filmlignende flade fuld af slanger og hekse og underlige klovne.
Jeg kommer igen til at tænke på Heidegger og forstår, hvor meget det i grunden er, jeg ikke ved. Så vidt jeg er i stand til at huske, er Heideggers særlige ord for bevidsthed (eller i det mindste den type bevidsthed, som de fleste mennesker synes at være i besiddelse af) ordet Dasein: Bogstaveligt karakteriseret ved et væsen, der er i stand til at stille spørgsmål angående sin egen eksistens. For Heidegger kan væren slet ikke anskues uden at inddrage en tidslig dimension. Man kan kun være til stede i nuet, og man kan derfor kun eksistere i den forstand, at man eksisterer i tiden. Dasein kan genkende og teoretisere over sin egen væren.
Det kan spekulere, "Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg til? Og hvad vil det i øvrigt sige at være til?" Og Dasein er dermed bygget op af sprog: logos; det som betegner, altså signifianter.
Lacan fremsatte det psykoanalytiske argument, at bevidstheden hænger sammen med sproget - at vores spring fra at være ikke-selvbevidste, uartikulerede spædbørn og til vores indtræden i den symbolske orden (og dermed opleve verden bevidst), foregår på præcis samme tidspunkt, som vi tilegner os sproget. Det er så igen samme tidspunkt, hvor vi oplever os selv som selvstændige individer. Vi er ikke vores mor. (Gud ske tak og lov for det). Vi tilegner os det, man kan kalde et selv, og som kun kan eksistere i kraft af andres selv.
Men verden er bygget op af sprog (eller min verden er i det mindste bygget op af sprog), og vi ved godt, hvor upålideligt sproget er. Det er et simulacrum: et lukket system på samme måde som matematik, hvor alting kun giver mening, fordi det ikke er noget andet. Tallet 2 betyder kun noget, fordi det ikke betyder 1 eller 3. Et hus kun noget, fordi det ikke er en båd eller en vej. Jeg er kun mig, fordi jeg ikke er en anden. Dette er et system af eksistens uden signifiéer; der er kun signifianter. Hele oplevelsen af eksistens er et lukket system, der flyder på det rene ingenting, som en fortøjet luftpudebåd.
Kom så, tænk, Ariel. Det her er ikke nogen afhandling.
Nej. Jeg er fanget inde i bevidstheden og forsøger at gennemskue, hvad fanden det egentlig er.
Hvilket sådan set minder mig om noget ...
"Vi har ikke megen tid tilbage," advarer Apollo Smintheus. Jeg ser på op skærmen. Jeg ligger der stadig, lige så bevidstløs som før.
"Hele stedet her består af sprog," siger jeg. "Det er derfor, man ankommer hertil gennem en tunnel bestående af sprog - alle sprog lige fra tidernes morgen. Folks tanker bliver på en eller anden måde akkumuleret herinde."
"Glimrende."
"Og du består af en ganske særlig form for sprog. Bøn."
"Ja."
"Men jeg forstår ikke. Hvorfor kan jeg ikke se den sande Troposfære? Den må jo i grunden bare bestå af tal og bogstaver? Jeg mener, hvis det er sprog, er det jo konstrueret til at kunne forstås."
"Sprog skrevet på hvad?"
Jeg trækker på skuldrene. "Det ved jeg ikke." Af en eller anden grund forestiller jeg mig en enorm stentavle hænge og svæve oppe på himlen, som en kosmisk version af rosettestenen. Hver gang nogen tænker eller siger eller gør noget, bliver det noteret der. Men hvis det bare var sådan, det hang sammen, ville jeg jo kunne se den. Jeg mener - vi ville alle være i stand til at se en enorm stentavle, som hang og svævede oppe i luften. Måske alt det her i virkeligheden bare er indbildning.
"Du bliver nødt til at tænke det hele noget mere igennem," siger Apollo Smintheus.
"Ja ..." begynder jeg at sige.
"Men ikke nu. Lige nu er vi nødt til at få dig ud herfra."
"Jeg ..." begynder jeg igen.
Apollo Smintheus ser ned på uret. "Hvad?"
"Hvorfor hjælper du mig?"
"Åh, fordi du skal gøre en ting for mig."
"Og hvad er det?"
"Jeg fortæller om det på vejen."
Vi bevæger os ud af ørkenen til fods og ind i et forstadsområde med små hvide huse med blå døre. Det er igen blevet nat, men det sølvagtige lys er tilbage.
Alle husene har plantekasser uden for vinduerne med blå blomster i og en nydelig, velholdt forhave. Haverne er våde af dug og oversået med skinnende små edderkoppespind. Apollo Smintheus har forklaret mig, hvad det er, han vil have mig til at gøre, og det er fuldkommen gak.
"Du vil have mig til at gå tilbage i tiden til år 1900?"
"Ja. Og det nytter ikke noget at protestere, for på en måde har du allerede gjort det. Det er derfor jeg overhovedet er her og hjælper dig nu."
Jeg forsøger at ignorere indholdet i det, han lige sagde, så godt jeg kan. "Du vil have mig til at gå tilbage til år 1900 og røre lidt rundt oppe i hovedet på en pensioneret skolelærer, som avlede mus?"
"Ja, netop. Miss Abbie Lathrop. Som jeg lige har forklaret dig, var det hende, der praktisk talt opfandt forsøgsmus. Tag hen i et hvilket som helst laboratorium og du vil finde mus, hvis aner kan spores tilbage til hendes oprindelige museslægt. C56/BL6/ Bkl. Det er den stamme af mus, man kan købe fra en hvilken som helst distributør. De er alle sammen sorte, alle sammen indavlede og går alle sammen tilbage til Miss Abbie Lathrops slægt - nærmere betegnet afkommet af han nr. 52 og hun nr. 57."
"Hvorfor?" spørger jeg, mens min hjerne uden held forsøger at bearbejde disse oplysninger. "Hvorfor vil du have mig til det?"
"Drengene i Illinois har det med at bede til, at jeg skal gøre noget for at mindske forsøgsmusenes lidelser. Tja, hvad kunne vel være bedre end helt at sætte den kvinde, som opfandt dem ud af spillet?"
"Men jeg kan da ikke sætte nogen ud af spillet!"
"Nå, så det mener du? Du har måske slet ikke pillet ved folks bevidstheder, efter du er kommet herind?
Fået folk til at gøre ting, de ikke normalt ville have gjort? Var det ikke sådan, du slap væk fra mændene i bilen?"
"Men ..." Jeg begynder at blive frustreret. "Hvad sker der så med tiden i den virkelige verden? Man kan da ikke bare forandre fortiden. Hvad med paradokser?"
"Alting som sker i Troposfæren, sker i fortiden, i din betydning af ordet."
"Og paradokser?"
"Åh, som det er nu, er alting alligevel lidt af et paradoks. Det vil ikke kunne gøre nogen forskel."
Jeg ser billeder for mig af mænd i hvide kitler som står bøjet over kasser med mus. Det ene øjeblik står de og studerer et eller andet lille væsen med et øre eller en svulst voksende ud oven på ryggen; det næste øjeblik er kassen tom. Men hvis den kvinde, som fremavlede mus var blevet afholdt fra at gøre det helt tilbage i år 1900, ville musene aldrig have været der. Mændene ville derfor heller aldrig have været der. Hele verden ville forandre sig. Jeg forsøger at forklare denne pointe for Apollo Smintheus.
"Næ, nej," siger han mildt. "Det skulle slet ikke kunne blive noget problem. Musene ville alle sammen bare opløse sig i luften, tror jeg. Verden ville ikke forandre sig. Ingen ville bemærke noget."
"Men ..."
"Du har allerede gjort det, så der er ikke noget at diskutere."
"Hvis jeg allerede har gjort det, hvordan kan det så være, a t der stadig er mus i burene ude i laboratorierne?" spørger jeg. "Er der?" siger han. "Jeg kan ikke se nogen."
"Og hvad med dig? Hvis der ikke fandtes forsøgsmus, ville kulten i Illinois måske aldrig være blevet dannet, og så ville du heller aldrig have eksisteret ..."
"Nå, jeg har nu været med siden de gamle grækere. Og i øvrigt indebærer det at være en Gud også, at man gør ting, som kan ødelægge en. Det er ligesom at være menneske. Vi er alle sammen forbundne inden for den samme økonomi."
Der er så mange paradokser i spil her, at jeg får helt ondt i hovedet ved tanken. I det mindste har jeg lidt flere kræfter nu. Det må være fra det drop, som er fæstnet til min fysiske krop på hospitalet.
"Hun hedder Miss Abbie Lathrop," gentager han, "og hun bor på en gård i Massachusetts. Du bliver nødt til at fange hende et sted i slutningen af 1899. Jeg skal nok sende dig en besked med alle nødvendige detaljer, når du kommer tilbage hertil."
I det mindste er det ikke noget, han vil have mig til at gøre lige med det samme.
"Men ..."
"Hvad?"
"Jeg har altså endnu et temmelig vigtigt spørgsmål," siger jeg.
"Som er?"
"Vil det ikke slå mig ihjel? Jeg mener, turen bare lidt under en måned tilbage i tiden ville have taget livet af mig, hvis ikke du var kommet forbi. Desuden - ikke for at fornærme dig, men jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at komme ud med livet i behold."
"Jeg forstår ikke, hvorfor du er så optaget af det såkaldte 'liv'." Apollo Smintheus sukker. "Men bare rolig. Jeg skal vise dig noget, jeg tror, du vil synes, er ganske nyttigt."
"Hvad er det?"
"Undergrundsnettet. Jeg tror, det er en udmærket oversættelse."
"Undergrundsnettet? Altså som i tog?"
"Ja. Det er nok sådan, din bevidsthed vil se det. Jo, jeg tror, det vil være tog."
Forstæderne begynder at blive mere tæt bebygget. Vi er på vej ned ad en stejl bakke og jeg kan se hovedvejen lyse i mørket nede for enden. Der er selvfølgelig stadig ingen trafik. Ingen trafik, ingen affald på gaden, ingen mennesker. Vi drejer til højre, da vi kommer ned til vejen og fortsætter langs strålende oplyste varehuse, som ind i mellem brydes af store blokke af grå kontorbygninger. Vi fortsætter lidt videre frem og jeg begynder at få en sær fornemmelse af, at der er flere kanter på alle tingene omkring mig, end der burde være. Jeg kan se store boligkomplekser i off-white med multidimensionale vaskerier og jazzbarer på deres udvendige side. Der er alt for mange ting her, og jeg kan næsten mærke selve landskabets tæthed som et fysisk pres mod kroppen. Lige da jeg tænker, at jeg ikke kan holde det ud længere, peger Apollo Smintheus på nogle betontrapper længere fremme, som ser ud til at føre ned under gaden. Da vi kommer tættere på, går det op for mig, at det fuldkommen ligner nedgangen til undergrundsbanen i London.
"Så er vi her," siger han. "Det er bestemt ikke den nemmeste måde at komme rundt i Troposfæren på, men det er den nemmeste måde at komme tilbage til dig selv."
Jeg begynder at gå ned ad trinene; så går det op for mig, at han ikke følger efter mig og jeg stopper op.
"Skal du ikke med?" spørger jeg.
"Åh, jeg kan ikke gå derned."
"Men hvad gør jeg så?"
"Du burde allerede have en køreplan med dig, på den der tingest ... den der brugerflade ..."
"Hvilken? Konsollen?"
"Hvis det er det, du kalder den, ja."
"Men hvor skal jeg forsøge at stå af?"
"I dig selv. Jeg vil foreslå, at du lander tilbage i dig selv, før du gled ind i Troposfæren denne gang. På den måde kan du undgå de ubehageligheder, der er forbundet med en tur på hospitalet, at det lykkes de to mænd at indhente dig og så videre."
"Altså, mener du det sådan, at der helt konkret vil være en station mærket, 'Ariel Manto, pub i Hertfordshire, fem minutter før hun begiver sig ud på den rejse, hvor hun opdager, hvordan man overhovedet kommer tilbage til sig selv'? Jeg mener, de paradokser, der er forbundet ..."
"Hvornår holder du op med at hele tiden at tale om paradokser? Hele din verden er et paradoks. Officielt har den hverken en begyndelse eller en slutning. Der er intet ved den, der giver særlig meget mening, men det er tilsyneladende sådan, I har skabt den."
Men jeg hører ikke rigtig efter. Jeg tænker, "Så mændene indhenter mig rent faktisk i hospitalsscenariet." Jeg er nødt til at skynde mig ud. Mon det her vil virke? Jeg ved det ikke. Men jeg er fuldkommen fortabt her på dette alt-for-fortættede, mørke sted: en natteby jeg selv har skabt, og som på en eller anden måde er forbundet med bevidstheden hos alle menneskene "udenfor". Hvor længe har vi gået for at komme herhen? Omkring ti troposfæreminutter? Det er svært helt at vide.
Så hører jeg det: lyden af rullende hjul. Apollo Smintheus hører det også. Hans grå ansigt trækker sig sammen i en grimasse og det spjætter i hans ører.
"Du må hellere skynde dig," siger han.
"Hvem er det?" spørger jeg.
Men så fremgår det af sig selv, hvem det er. De to lyshårede KIDS er på vej ned ad bakken: den ene på et skateboard og den anden på en rusten cykel. De er stadig et pænt stykke herfra og mangler stadig måske trefjerdedele af bakken.
"Skynd dig," siger Apollo Smintheus. "Jeg skal nok tage mig af dem."
"Men hvad nu, hvis de følger efter mig?"
"De kan ikke gå ned i undergrunden. Kom, skynd dig. Du må ikke lade dem opdage dig."
"Men formentlig ved de allerede, at jeg er her. Jeg mener ..."
"Det er ikke dig, de er på sporet af. De har ikke fundet dig endnu. Det er mig, de følger efter. Men jeg kan godt klare dem. Skynd dig nu, inden de opdager dig."
Han begynder at gå frem mod de to drenge. Gad vide, hvad han har tænkt sig at gør ved dem.
"Apollo Smintheus?"
"Vi ses, når du kommer tilbage," råber han over skulderen.
Himlen er stadig sort og jeg ser endnu et kort lysglimt, som om det lynede, da jeg løber ned ad trapperne. Er jeg i sikkerhed nu? Det må jeg næsten være. Men det var godt nok tæt på. Jeg kan ikke høre mine egne skridt; det eneste jeg kan høre er en rungende dryppen. Sigtbarheden hernede er ikke særlig god; med ujævne mellemrum sidder gule lamper fastgjort til betonloftet og lyser svagt, men ellers er her mørkt. Da mine ben slår over fra løb til gang, forsøger jeg at kigge mig tilbage, men jeg kan ingenting se. Der er flere skygger end lys hernede. Men det er mig selv, der har skabt dette rum, tror jeg. Kunne jeg dog ikke bare have udstyret det med lidt mere lys? Jeg forsøger at tænke noget mere lys med ind i omgivelserne, men ingenting sker. Det er, som om at det her nu engang er sådan, som jeg opfatter en undergrundsstation og at der ikke er noget, jeg kan gøre for at ændre på det. Jeg fortsætter, halvt gående, halvt løbende, gennem tunnelen og dybere og dybere ned i undergrunden. Men jeg kan ikke høre noget fra omme bag mig, og efter adskillige minutter på denne måde, konkluderer jeg, at jeg er i sikkerhed - i hvert fald for nu.
I stedet begynder jeg at frygte, at den lange betontunnel aldrig vil få en ende, eller bare forandre sig. Så, pludselig, er der skilte overalt og nogle svagt lysende sort-hvide computerskærme, som jeg går ud fra viser ankomster og afgange. Jeg opdager, at der nu er trapper, som fører længere ned i hver side af tunnelen. På skiltet til venstre står der perron 365; på det til højre perron 17. Hvad i alverden er meningen? Og hvordan skal jeg kunne gennemskue, hvordan jeg kommer tilbage til mig selv inden for det her system?
Konsol?
Den toner frem.
Hvad gør jeg nu? spørger jeg.
Læs afgangstiderne på skærmen, svarer den.
Så meget for, at der skulle ligge en køreplan et sted på konsollen.
Alle skærme ser ud til at vise afgangstider. Er her slet ingen ankomster? Jeg stiller mig hen foran en af dem og læser det, der står. Hvorefter jeg ikke aner, hvad jeg overhovedet skal tænke. Der er tilsyneladende ingen tidsangivelser på skærmen, men i stedet bare et mylder af perronnumre. Og de forskellige tog har navne som Angst, Kærlighed, Vrede, Frustration, Afsky, Smerte, Ekstase, Håb, Trøst ... enhver abstrakt følelse, man overhovedet kan forestille sig, er med. Og besynderligt nok er der plads til dem alle sammen på en skærm på størrelse med et mindre tv.
Hvordan bruger man det her system? spørger jeg konsollen. Du finder en perron og hopper på et tog.
Men hvilken perron?
Hvor vil du gerne rejse hen?
Tilbage til mig selv. Åh - skal jeg bruge koordinaterne?
Nej. Koordinaterne udtrykker kun, hvor du befinder dig i Troposfæren. Jeg antager, at du forsøger at komme ud af Troposfæren.
Men ... hvordan gør man så?
Du stiger på det tog, der hører til det spor af tanker, som er forbundet med den person, du gerne vil tilbage til: i dette tilfælde, dig selv. Og når du ankommer dertil, stiger du af
Konsollen irriterer mig lidt, så jeg lukker den ned. Tog. Spor af tanker. Det virker på en gang simpelt og dybt frustrerende. Hvem har dog opfundet sådan et underligt system? Hvorefter jeg tænker, det har jeg selv. Jeg har opfundet alting herinde. Bortset fra ... jeg har ikke opfundet Apollo Smintheus, og jeg har ikke opfundet de der KIDS. Jeg sukker og ser op på skærmen igen. Hvis jeg skal tilbage til mig selv, ser det ud til, at jeg er nødt til at forsøge at identificere en følelse, jeg ved, jeg var opfyldt af på det tidspunkt, jeg gerne vil tilbage til.
Og jeg tænker: "Tidsrejse, tilbage i tiden, ved hjælp af følelser?" Einstein ville næppe have brudt sig om tanken. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om tanken. Og desuden forstår jeg ikke for alvor, hvordan man skelner imellem forskellige følelser. Jeg har rigeligt at gøre med bare (rent intellektuelt) at skelne mellem forskellige ting. Men følelser er ikke engang ting. De eksisterer ikke uden for bevidstheden. Men jeg er nødt til at forsøge under alle omstændigheder. Okay. Hvad følte jeg dengang på værelset over pubben? Håb? På en måde. Jeg håbede, at jeg ville finde Burlem gennem Molly. Men det var ikke nogen påtrængende følelse. Er det nødt til at være en påtrængende følelse?
Konsollen toner frem inde i mit hoved, uden at jeg overhovedet har bedt den om det.
Du har nu en ny besked, fortæller den, hvorefter den lukker ned. Jeg åbner den igen.
Hvad er beskeden? spørger jeg.
Konsollen begynder at lyse svagt, og jeg følger lyset over til en lille kiosk ved siden af skærmen med afgange. Der står en avis i en holder uden for kiosken, som jeg tager op. Det er ikke. en avis.
En guide til undergrunden, står der på forsiden. Af Apollo Smintheus.
Jeg åbner den.
Du har nu ingen nye beskeder, siger konsollen.
I mit tidligere værk hentydede jeg til en særlig følsomhed, en bevidsthed kan have over for den samlede verden af bevidstheder. Jeg mener nu, tiden er kommet til en nærmere uddybning af emnet. Som du ved, er bevidstheden i sig selv et vidtstrakt landskab, hvor mange døre står åbne fra den ene bevidsthed til den næste. Selve landskabet og dørene er metaforer. Åbningerne kan lige så vel være tunneler igennem et koralrev eller ormehuller i det ydre rum. I de fleste tilfælde lagres informationer i Troposfæren samme sted, hvor de er blevet skabt: i det enkelte individs "bevidsthedsrum". Ikke desto mindre findes der adskillige former for information, som er af en mere dynamisk og - kunne man sige - "global" karakter (naturligvis ikke sådan forstået, at Troposfæren er en globus). Det, som du kalder "følelser", er informationer, som deles af de forskellige bevidstheder i Troposfæren. Den menneskelige oplevelse af følelser er som en vind, der blæser hen over en uendelig ørken, eller som en planet, der drejer omkring sin sol. (Og det er altid netop kun "som", der findes ikke noget "er". Følelser er i sig selv en verden fuld af metaforer, en form for væren, der kun viser sig, netop ved ikke at vise sig - et symptom, aldrig selve genstanden.)
Du vælger at "se" det som et undergrundstog, der kører i sløjfe ad et uendeligt spor. Bevidsthederne er ikke passagerer på dette tog: de er stationerne - undertiden er de åbne; undertiden er de lukkede. Når stationen er åben, kan toget, som indeholder følelsen, drøne lige igennem. Når stationen er åben, er den også åben i forhold til andre ting: andre åbne bevidstheder eller, måske, folk som forsøger at foretage Pedesis.
Følelse kunne i denne sammenhæng lige så vel kaldes "bevægelse". Faktisk rummer dette ord netop den rette dobbeltbetydning, i og med det både kan betegne en fysisk og en emotionel bevægelse, som når man omtaler noget som "bevægende". En bevægelse kan desuden betyde at overføre noget fra en ting til en anden. I denne verden-af-sprog bliver de forskellige betydninger af et ord aldrig for alvor forældede. Bevægelsen er en tilstand uden masse (selve den fysiske/emotionelle bevægelse), hvor den betydning den bærer i sig, kan rejse med en helt ufattelig hastighed: en hastighed der er så høj, at det kan føre dig tilbage i tiden. Det eneste du skal gøre, er at stige på et tog og finde den rigtige station at stå af på.
Jeg ser endnu en gang på skærmen med afgange. Jeg tænker mig tilbage til værelset på pubben. Jeg havde lige været i bad, kan jeg huske: jeg forsøgte at vaske Patricks afskyelige begær af mig. Jeg forsøgte at glemme, at jeg lige havde leveret sex for penge. Jeg var ... hvad var jeg? Jeg var bange, selvfølgelig - selvom jeg tror nok, at jeg godt vidste, at jeg havde rystet mændene fra projekt Starlight af mig for en tid. Hvad mere? Jeg var trist, fordi jeg vidste, at jeg aldrig skulle se Adam igen.
Men jeg er så vant til skuffelser og til at være trist, at jeg ikke rigtig bemærker den slags længere.
Hvilket tog skal jeg tage?
Perronen for "Trist" er nummer 1225. Perronen for "Afsky" er nummer 69. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til at stige ombord på et tog fuldt af tristhed eller afsky. Hvad med smerte? Men jeg følte jo rent faktisk ingen smerte på det tidspunkt.
Jeg tænker tilbage på de øjeblikke, hvor det er lykkedes mig at glide over i andres bevidsthed. Med Molly var det netop i det øjeblik - det stik i hjertet hun følte - da hun tænkte på Hugh, og den smerte der var forbundet med at skulle gå rundt i byen for at lede efter ham. Med Maxine var det nemt nok; hun var hele tiden optaget af hvor fed og ildelugtende, hun følte sig. Og nu tror jeg så endelig, jeg forstår denne "følsomhed over for den samlede verden af bevidstheder". Man har en påtrængende følelse og et eller andet i ens bevidsthed åbner sig - en smule - på klem, og netop da er ens bevidsthed i et øjeblik i kontakt med alle andre, som føler det samme som en selv. Eller måske forstår jeg det slet ikke. Faktisk lyder det noget gak, formuleret på den måde. Som teori betragtet har det ikke den samme kant som Derrida eller Heidegger. Nå, men sådan er det jo. Jeg tænker mere grundigt efter, men jeg er ikke sikker på, at jeg tilbage på værelset følte noget særligt specifikt. Men ... Vent lidt. I virkeligheden kan det vel ikke have nogen betydning, hvor langt tilbage i tiden jeg rejser, når bare det ligger før det tidspunkt, hvor jeg sidst trådte ind i Troposfæren. Så hvornår havde jeg sidst en påtrængende følelse? Hvad med den rædsel jeg følte, da jeg flygtede fra klosteret i min bil? Den kvalmende fornemmelse i maven mens jeg ventede på, at den sorte bil skulle dreje ud fra en eller anden sidevej og begynde at følge efter mig? Jeg ser igen på skærmen med afgange. Angst: Perron 7.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det fungerer, men jeg er villig til at gøre forsøget.
Jeg begynder at gå ned igennem den endeløse betontunnel og forbi Perron 31, Perron 57 og Perron 99. Der er ikke nogen logisk rækkefølge. Til sidst finder jeg den: Perron 7. Jeg går ned ad en jerntrappe og ser, at toget allerede holder der; et gammelt, rustent skrummel, som minder mig om de ældste og mest uhumske tog, der kørte på Northern Line, og som altid syntes at bremse skrigende op og holde og vente en evighed uden for Camden. Er det ikke lige heldigt nok, at toget allerede er her? Men hernedefra kan jeg se ud over alle de andre perroner, hvor de andre tog også holder og venter. Det er altså præcis, sådan som skærmen ovenpå med afgange antydede: der er ingen ankomster her, kun afgange. Og det går så op for mig, at toget "i virkeligheden" slet ikke holder her. Det er bare en metafor - ligesom alt andet herinde. Jeg trykker det anløbne sølvskinnende håndtag ned og åbner døren. Uanset hvori det metaforiske består - og hvordan den her oplevelse "i virkeligheden" ser ud - er jeg på ingen måde i tvivl: det er angsten selv, jeg stiger ombord i.
Men indtil videre ligner angsten bare det indvendige af et gammelt undergrundstog i London. Sæderne er betrukket med laset, grønt fløjlsstof med et ubestemmeligt, orange mønster. Gulvet er dækket af så tykt et lag skidt, at det rigtige gulv nedenunder kunne forsvinde helt uden at nogen ville bemærke det. Vognene er koblet sammen af noget knagende mekanik, som man kan se (eller det forestiller jeg mig i hvert fald), når man kigger ud gennem vinduet i døren ved siden af. Jeg sætter mig og fløjten lyder. Toget begynder at bevæge sig. Det lister sig knirkende ned for enden af perronen og så, lige pludselig, farer vi af sted med noget, der føles som firehundredoghalvtreds kilometer i timen gennem en lang tunnel og ud i et åbent landskab, jeg ikke genkender. Helt fornuftsstridigt kommer jeg til at tænke, "Det må være Circle Line-toget, siden vi allerede er oppe over jorden"; så går det op for mig, hvad der er galt med den måde at tænke på og jeg holder op.
Jeg bryder mig ikke om det her landskab. Jeg bryder mig bestemt ikke om det. Den udflydende, sirupsagtige fornemmelse, jeg ellers har her i Troposfæren, er væk og jeg føler mig ikke alene kold og træt, men fuldkommen hul inden i, som om jeg kun er en tom skal af hud. Toget sætter farten yderligere op, og jeg kan ikke lade være med at kigge ud ad vinduet. At se ud ad vinduet føles lidt, som når man slår op på internettet for at se, om ens symptomer er tegn på en dødelig sygdom: man ved godt, hvad resultatet vil være, man ved godt, at man burde lade være, men man gør det alligevel. Uden for dette vindue er der ikke andet end en stor mark. Men det er ikke en fortrøstningsfuld grøn mark: det hele er stort set et mudderbad. Og midt i står der huse og brænder. Det burde føles præcis som det plejer at gøre, når jeg ser nyhederne i fjernsynet - den der særlige form for hyperrealisme, hvor man har det, som om intet af det man ser, kunne foregå i virkeligheden, fordi man ser tingene i to dimensioner på en skærm - men det føles bare overhovedet ikke som at se fjernsyn. De huse som brænder udenfor, er ikke bare hvilke som helst brændende huse, man kan se i nyhederne: det er alle de huse, jeg nogensinde har boet i. Og jeg er inde i dem, og jeg kan ikke komme ud; mine forældre er derinde, og de kan ikke komme ud. Jeg ved, at min søster allerede er død. Men det er ikke bare det. Det her er rædsel uden håb: det her er billedet af mig, sovende i mit kolde soveværelse tilbage i Kent, iført en varm pyjamas jeg havde fået af min mor, dengang vi stadig holdt jul sammen. I dette billede sover jeg ikke bare tungt; røgen fra ilden har allerede slået mig bevidstløs og nu, mens jeg ser på, er der gået ild i det nederste af pyjamasbukserne og huden omkring mine ankler er begyndt at smelte. Jeg kommer aldrig til at vågne igen. Jeg kommer bare til at smelte og jeg vil ikke engang vide det selv.
Efter alle brandene er det eneste jeg ser, så langt øjet rækker, oversvømmelser: vandet stiger og stiger uden for de samme huse - mine huse - indtil de er fuldstændig opslugt af vandet; indtil selv folkene oppe på tagene og de folk, som gemmer sig på lofterne, for længst er døde. Hele min familie; alle de mennesker jeg nogensinde har kendt. På den ene side ved jeg godt, at jeg ikke bryder mig så meget om min familie - hvornår var det for eksempel lige, at jeg så dem sidst? Men jeg er til stede sammen med dem nu, mens vi venter på den hjælp, som aldrig kommer; mens vi ser det øjeblik i øjnene, hvor vandstanden bliver for høj og vi alle sammen vil falde i. Der er intet andet end vandet: det er sort og koldt, og det stinker af død. Og jeg er den første til at falde i, den første til at lade være med at forsøge at holde vejret og rent faktisk indånde det sorte vand. Så er det sket. Alt er sort. Min ledeløse krop synker ned, hvor gaden engang befandt sig. Og jeg sidder her i dette angstens tog og sveder og mit hjerte banker så hurtigt, at det føles som én lang banken, eller måske som om det helt er holdt op med at banke.
Det værste ved billederne udenfor, er at der ikke er andet end dem. Og det er ikke bare, fordi jeg ikke kan se længere end husene og mudderet: jeg ved med hundrede procents sikkerhed, at der ikke er noget derude, ud over det jeg kan se. Der er ikke nogen mig her; der er ikke noget tog. Jeg vil dø i alle de huse, og der er ingen steder at flygte hen. Der er ikke nogen fornemmelse af, at det her nogensinde vil være noget, der foregår "rundt om hjørnet", eller i fjernsynet eller som sker for en anden end mig. Det her må være sådan, som det føles at åbne sin dør og stå over for en øksemorder med døde øjne. Det her må være sådan, som det føles når man ikke har fået gjort det af ham (hvordan skulle man også kunne det?) og man sidder bagbundet og ved, man skal dø.
Det er ikke noget, man ser gå ud over en eller anden fiktiv person; man oplever det i virkeligheden: det her er mig; det er mit eget endeligt. Eller værre endnu: man er ligesom en fiktiv person, men ikke en af hovedpersonerne. Man er bare et af mange ofre undervejs.
Toget slingrer videre. Alle de smøger jeg normalt aldrig ville sætte mine ben i efter mørkets frembrud omgiver mig nu: en verden af blindgyder med voldtægtsmænd, der afpatruljerer de smalle mørke passager som spøgelserne i et Pac-Man-spil. Jeg bliver stukket ned tusind gange af folk, som ikke engang ved, hvad jeg hedder eller hvilke bøger jeg kan lide at læse, eller at hvis mit liv ikke var sådan noget frygtelig rod, kunne jeg faktisk godt tænke mig at få en kat. Jeg ser mig selv forbløde som et stykke kvæg i et slagtehus, mens dele af min krop ligger spredt omkring mig, afhuggede og kasserede. Jeg beder til, at bevidstløsheden vil indfinde sig, men den kommer ikke. Åh, Gud. Jeg kan ikke klare mere. Jeg mærker alt, hvad man kan mærke på én gang: jeg er ved at blive opereret, men lægerne ved ikke, at jeg er vågen. Jeg er med i et harmonikasammenstød på motorvejen. Jeg ser Adam dø på en million forskellige måder. Derefter er det mig selv, der dræber Adam: jeg dræber ham på enhver tænkelig måde, og derefter dræber jeg også alle andre. Jeg er i fængsel og jeg kommer aldrig ud igen. Jeg har ingen andre muligheder.
Jeg har ingen valgmuligheder.
Jeg har ingen valgmuligheder.
Hvert et splitsekund af denne rædselsfulde rejse er som en art åbenbaring, hvor det hele tiden går op for mig, at nu er det sket. Dette er det sidste øjeblik i mit liv og enhver tanke om den fri vilje er for længst sat ud af drift. Og hver eneste åbenbaring er, i det øjeblik den finder sted, fuldkommen uafvendelig. Det er ikke et af den slags øjeblikke, hvor man tænker "Shit! Det var tæt på."
Det er øjeblikket efter det, i en verden, hvor man er klodens uheldigste menneske og der er ikke nogen til at hjælpe en og ingen der overhovedet gider tage sig af det, også fordi alle man nogensinde har kendt, allerede er døde ...
Jeg kan ikke klare mere.
Konsol? hvisker jeg, selvom jeg knapt nok kan tro, at noget sådant stadig kan eksistere.
Den toner frem.
Hvor skal jeg stå af? spørger jeg.
Du står af på din station.
Hvor er min station.
Du er nødt til at kunne se den først.
Hvad?
Du har nu ingen valgmuligheder.
Tja, så meget har jeg forstået.
Jeg vil gerne rejse mig og gå op og bede togføreren om at stoppe toget, men jeg ved godt, at der ikke er nogen togfører og heller ikke noget rigtigt tog. Jeg rider på en bølge af angst, der bevæger sig hurtigere end ... Hvad var det nu Apollo Smintheus sagde? Med ubegribelige hastigheder. Tænk, tænk. Lad være med at kigge ud ad vinduet. Lad være ... jeg kigger.
Og så går det op for mig, at jeg slet ikke er alene. At der faktisk er noget, der er værre end at være alene med sin angst, og at jeg netop skal til at opleve, hvad det er. Ganske langsomt - ikke over, ikke under, ikke foran eller bag mine egne, private rædselsscenarier, men på en eller anden måde relateret til dem - begynder jeg at fornemme det hylende kor af noget andet: lag på lag af andre menneskers angst.
Der er tågede billeder af penge som brænder, af en som bliver voldkneppet i røven med en knytnæve af sin egen far, af legetøjsfigurer som siger "fuck af med dig", hvorefter de river struben ud på en, af tanken om at der i virkeligheden slet ikke findes nogen virkelighed, af en som bliver bortført af aliens og spændt fast til et bord i et hvidt laboratorium, af atomkrig, af et druknende barn, af hundredvis af druknende børn, af at alting er DINSKYLD, af at blive kvalt i et fiskeben, af lungekræft, af tarmkræft, af hjernesvulster, af edderkopper - tusindvis og atter tusindvis af edderkopper, af en nedsunken livmoder, af søvnapnø, af at spise, af alle former for sex, af rotter, af kakerlakker, af plasticposer, af højder, af flyvemaskiner, af Bermudatrekanten, af strømførende skinner, af spøgelser, af terrorisme, af cocktailparties, af folkemængder, af tandlægen, af at blive kvalt i sin egen tunge, af ens egne fødder, af drømme, af voksne, af isterninger, af gebisser, af julemanden, af at blive gammel, af ens forældres død, af hvad man kunne komme til at gøre ved sig selv, af kister, af alkohol, af selvmord, af blod, af ikke længere at kunne tage heroin, af den der ting bag gardinet, af sod, af rumskibe, af blodpropper, af heste, af hurtige biler, af mennesker, af papir, af knive, af hunde, af gentagelser, af at komme for sent, af at blive set nøgen, af sårskorper, af skudår, af ufoer, af drager, af gift, af harmonikamusik, af tortur, af alle former for autoriter, af at blive sparket mens man ligger ned og bare forsøger at beskytte hovedet indtil man mister bevidstheden og ikke kan beskytte sig selv mere.
Og hvad med dig selv - hvad om du lige tog og så ud ad vinduet et øjeblik?
Mine øjne er lukkede nu. Ubegribelige hastigheder. Hvad betyder det?
Jeg kan ikke trække vejret. Ham manden med pistolen ... Der er ingen mand med en pistol, Ariel.
Men det er der. Hele verden består udelukkende af mænd med pistoler. Der findes ikke nogen andre i hele verden, kun mig og milliarder af mænd med pistoler. Jeg har det, som om jeg skal kaste op.
Ubegribelige hastigheder. Jeg kan forstå lysets hastighed. Jeg kan forstå ti gange lysets hastighed. Det eneste jeg ikke kan forstå, er uendelig høj hastighed ... det var det Apollo Smintheus talte om, var det ikke? Eller sagde han bare, at togsporene var uendelige? Men bortset fra det: hvad nu hvis vi bevægede os med en uendelig høj hastighed? Selvom jeg ikke helt kan begribe det (fordi det, tror jeg, er selve pointen med "ubegribelig"), vil noget som bevægede sig med en uendelig høj hastighed rent faktisk se fuldkommen ubevægeligt ud på et hvilket som helst givent punkt, det passerede forbi. Altså er det måske sådan at noget med en uendelig høj hastighed, der bevæger sig i en sløjfe også burde være i stand til at være alle steder på en gang? Måske mere end på en gang: hvem ved? Måske behøver jeg slet ikke vente på min station. Måske er min station der bare udenfor, og det er mig selv, der skal finde den.
Jeg har ikke lyst til at se ud gennem vinduet, men jeg gør det alligevel. Nu er det igen min egen angst, der er i centrum. Alt hvad jeg nogensinde har skrevet, står i lys lue. Nogen er ved at viske mit navn ud af hvert eneste dokument, det har optrådt i. Jeg ved ikke, hvor disse billeder kommer fra. De forekommer tilfældige, men måske ... jeg forsøger at tænke på Adam igen, og straks efter - som havde jeg bestilt denne erindring i bevidsthedens pendant til verdens mest effektive fastfoodrestaurant - står han uden for vinduet og knepper min mor. Han knepper min mor, mens han siger: "Hvem er Ariel? Jeg har aldrig hørt om nogen Ariel?" Han vender sig lidt rundt og får tilsyneladende øje på mig, som ser på dem. Så griner han. "Jeg har ikke tid til den slags nu, Ariel," siger min mor. "Du er altså ikke verdens navle, at du ved det."
Biler, tænker jeg. Jeg kører. Jeg kører fra Faversham i retning af London. Kom nu. Jeg flygter fra klosteret; fra de to mænd fra projekt Starlight.
Og så ser/mærker jeg det. Jeg sidder i bilen og glider ud i angsten. Ud igennem togets vindue ser jeg billedet af de to mænd, der kommer susende i deres sorte bil på vej ned ad den næsten tomme motorvej med den grå himmel og med sneen på marker og tage og langs den vidtstrakte yderrabat. Jeg kan se dem omme bag mig og jeg ved, at spillet er ude. I en film ville jeg ryste dem af mig. Men de vil skubbe mig af vejen, og hverken dristig kørsel eller kløgtige tanker vil kunne redde mig nu. Mit liv kommer til at slutte i et skrig af forrevet metal med mit blod splattet op på forruden. Jeg har ikke lyst til at tage derhen, til at være der, men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til at komme herfra og dertil. Mit hoved er åbent og modtageligt i det øjeblik, fornemmer jeg instinktivt. Og mændene er der slet ikke i virkeligheden: det er bare angsten, der taler.
Eller i det mindste håber jeg bare, det er angsten.
Hvordan stiger man af? Jeg begynder i mangel af bedre at gå over mod dørene.
Billedet er stadig det samme uden for vinduet. Jeg fokuserer på billedet, hvorefter jeg trykker på den knap, der åbner dørene. Toget kører stadig, men dørene åbner sig og ...
Klokken er seks om morgenen - eller et par minutter over - her på A2 og skiltet fortæller mig, at jeg vil ende i London, hvis jeg fortsætter længe nok. Det er ikke der, jeg vil hen. Eller er det måske? Nej. Jeg skal over på M25 og derfra videre mod Torquay, hvor det så end ligger. Jeg kigger kort i bakspejlet: stadig ingen sort bil. Der er et andet skilt lidt længere fremme, som viser af til de forskellige frakørsler, man kan tage, hvis man skal til en af byerne i Medway. Jeg har ikke boet i området længe nok til at nogen af navnene siger mig noget særligt. Bortset fra ... en af dem siger mig faktisk noget. Det er den by, Patrick bor i.
Men - oh, shit. Jeg får et deja-vu. Jeg kan huske, at jeg har været her før og valgt den frakørsel og derefter fået Patrick til at komme og kneppe mig ude på et toilet for hundrede pund.
Bortset fra, at det ikke var noget deja-vu. Det skete rigtigt. Det skete rigtigt, og derefter tog jeg hen til Mollys skole og så for jeg vild i Troposfæren og rejste igennem tiden og tilbage hertil på et tog af angst og ... paradokserne står simpelthen i kø. Jeg holder ind i yderrabatten og hiver en cigaret op. Samtidig tjekker jeg min pung for at se, om jeg stadig har resten af pengene fra Patrick. Nej. Jeg har de 9.50 £, jeg havde med mig i forvejen og meget lidt benzin. Jeg tænder cigaretten og svinger ud på vejen igen. Jeg er på vej til Torquay. Og jeg kan ikke lade være med smile. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg rent faktisk har været, men - mærkeligt nok - føler jeg mig for første gang efter at have været inde i Troposfæren ikke den mindste smule skør. Jeg har det fint med alt det, der lige er sket. Så når det kommer til stykket, er jeg slet ikke nogen luder, tænker jeg, mens jeg kører videre. Jeg fik fat i det, jeg skulle bruge uden rent faktisk at måtte gøre noget for det. Eller gjorde jeg det i virkeligheden for så bagefter at overskrive det med noget andet? Nå, lige meget. Jeg slår alle tanker om Abbie Lathrop - og de to KIDS - ud af hovedet og forsøger, mens jeg kører videre mod M25, at love mig selv aldrig mere at anvende Pedesis.
Klokken er lige over middag, da jeg parkerer bilen på en stor, anonym parkeringsplads ved siden af biblioteket i Torquay, omkring 400 kilometer fra St. Judes helgengrav i Faversham. Der er ingen sne hernede i det sydvestlige, men himlen er lige så grå og flad som den derhjemme, som om januar er blevet konverteret til to dimensioner og transmitteret på et billigt, transportabelt sort-hvid-fjernsyn.
Troposfæren virker altid flad på mig, men det her er værre endnu; jeg er ikke sikker på at den virkelige verden, med al dens snavs og alle dens mennesker, er det sted, jeg har mest lyst til at opholde mig lige nu. Men så på den anden side er jeg heller ikke sikker på, at Troposfæren er noget godt sted for mig. Jeg har stadig tanken halvt fyldt med benzin, som jeg "glemte" at betale for, men jeg har efterhånden brug for noget mad, og kaffe. Der ligger en café lige over for biblioteket ved siden af en stor lav, moderne kirke tilhørende en retning inden for kristendommen, jeg ikke genkender. Jeg beslutter at starte med cafeen, før jeg går videre til de offentligt tilgængelige internetforbindelser, som jeg håber at finde på biblioteket. Jeg har tænkt mig at søge på lokale slotte og se, hvad jeg kan finde. Jeg husker tydeligt Burlems erindringer om slottet i den by, han boede i: den borg, som han syntes lignede noget, der var blevet revet af en kæmpes finger og efterladt p å en bakketop. Hvis det ikke hjælper mig til at finde byen, må jeg bare finde på noget andet, men hvad aner jeg ikke.
Selvom jeg har lagt en slagplan, bliver jeg siddende i bilen i fem minutter mere, før jeg gør noget. Sikke en rejse. Jeg må have kørt over trehundrede kilometer, før jeg holdt op med at kigge efter politiet (som jeg gik ud fra ville begynde at stille en række spørgsmål om min måde at tanke benzin) og mændene fra projekt Starlight i bakspejlet. På et tidspunkt lidt senere endnu mistede jeg fornemmelsen af, hvor jeg befandt mig. Jeg kørte ind i en by, jeg troede var Torquay, men der var absolut intet der gjorde, at man kunne adskille den fra alle andre engelske byer, jeg nogensinde har set og jeg kunne derfor heller ikke vide med sikkerhed, om jeg havde nået bestemmelsesstedet. Der var en stor rundkørsel med skilte, der pegede i retning af diverse industriforetagender samt et Sainsbury-supermarked et sted ude til højre.
Jeg drejede ind på parkeringspladsen og steg ud af bilen for første gang siden benzintanken ved M25. Mine ben rystede. Jeg gik ind og fortsatte direkte hen til kioskskranken, hvor jeg købte en pakke billig rulletobak.
"Kan du sige mig, hvor jeg er?" spurgte jeg kvinden efter hun havde rakt mig mine byttepenge.
Måden jeg sagde det på, fik det til at lyde som et fuldkommen naturligt spørgsmål. Men kvinden så bare på mig, som om jeg var åndssvag.
"Du er i Sainsbury's, min ven," svarede hun.
Efter et par uddybende bemærkninger gik det til sidst op for. mig, at jeg ikke var i Torquay endnu og jeg fik nogle udmærkede anvisninger, som førte mig direkte her til biblioteket.
Så nu holder jeg altså på en parkeringsplads, der ikke er til at skelne fra en hvilken som helst parkeringsplads i enhver anden by og ser på folk, mens de hiver bagage og småbørn ud af deres firehjulstrækkere eller propper dem med plasticposer med ordet "udsalg" på siden. To kvinder kommer forbi på hver deres nye handicapscooter af den type, der ligner en radiobil, mens de ser ud til at skændes om et eller andet. Den grå betonbelægning er oversået med gamle cigaretskod, let genkendelig fastfoodemballage og kaffekopper i skumplast. Jeg ser videre forbi det alt sammen og hen mod den smalle linje af nøgne træer på toppen af en lille skråning, som adskiller parkeringspladsen fra vejen. Træerne er det eneste, som træder frem i denne udtværede, grå-hvide grød af offentlige bygninger og himmel. Og pludselig får jeg øje på noget i træerne: seks eller syv egern som farer omkring; et i hvert træ, eller sådan forekommer det i hvert fald, som hopper og springer og hele tiden flytter på sig, som pixels på en skærm. Deres kroppe står som silhuetter op mod den blege, svagt lysende himmel bag dem. Det er vinter, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvad de vil kunne finde at spise sådan et sted som her.
Plejer egern ikke at gå i hi? Har de en Gud, som tager hånd om dem, eller er der ingen til at bede for egernene? Jeg skutter mig. Hvad nu hvis Burlem slet ikke er her mere, eller hvad hvis jeg alligevel ikke kan finde stedet? Jeg forestiller mig, hvordan det må være at være egern - eller et hvilket som helst dyr - på en betonbelagt plads i en by, hvor alt koster penge. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan finde Burlem? Jeg kan ikke tage hjem; jeg tror roligt, man kan konkludere, at jeg ikke har noget hjem mere.
Gad vide, om bogen stadig er i sikkerhed.
Gad vide, om de to mænd har slået kløerne i Adam.
Og jeg mærker min puls banke igennem kroppen som en knytnæve, først mellem benene; derefter et eller andet sted i maven. Vil jeg mon nogensinde få ham at se igen?
Jeg holder op med at spekulere og stiger ud af bilen. Der er et plankeværk med regnvåde, halvvejs iturevne plakater, hvoraf de fleste er reklamer for en julekomedie med en eller anden australsk tv-skuespiller i hovedrollen, som jeg aldrig har hørt om. Over plakaterne hænger et skilt med ordene Overnatning i bilerne forbudt. Shit. Jeg har aldrig vidst, at man kunne blive anholdt bare for at holde ind et eller andet sted og sove i sin bil. Jeg går over til parkeringsautomaten med vinden bidende i kinderne, som om jeg har gjort den noget. Som jeg havde frygtet, er det himmelråbende dyrt at parkere her: et pund i timen koster det. Jeg betaler for en halv time og kradser så på billetten med fingerneglen på vej tilbage til bilen for at tvære tidspunktet ud. Jeg anbringer billetten på et lidt svært tilgængeligt sted i midten af forruden, så kun datoen er fuldt synlig, hvorefter jeg låser bildøren, skrår over gaden og træder ind gennem en dør med en ringlende klokke og ind på cafeen.
Der lugter af suppe plus noget surt, som jeg ikke kan identificere.
Der er næsten proppet, men det lykkes mig at få en plads i et hjørne ved siden af en opstilling af fødselsdagskort, bijouteri og fairtrade mysli. Der hænger diverse fotos på væggen af slanke, hvide kvinder i Afrika foran grupper af småbørn i farvestrålende tøj eller i færd med at hjælpe kvinder i tilsvarende farvestrålende tøj med at trække vand op af en brønd. Det går op for mig, at det må være en kristen café, netop som en kvinde i starten af tresserne i et gult cardigansæt kommer hen for at tage imod min bestilling. Mens jeg beder om en portion gulerods-pastinaksuppe og en kop sort kaffe, vandrer mine øjne hen over de mange pjecer, som ligger spredt rundt om i lokalet og plakaten på væggen, der annoncerer hvornår der er gudstjeneste i kirken - formentlig den kirke, cafeen ligger dør om dør med. Og jeg kommer til at tænke: gad vide hvad det er for en slags Gud, som er skabt og bliver båret oppe af de hundredvis af mennesker, som må bede her? Apollo Smintheus er resultatet af seks personers bøn, og han fremtræder bestemt virkelig nok. Hvilken betydning har det, hvis der er flere, som beder? Hvilken slags Gud kommer der ud af det? Og er denne Gud - den Gud som er skabt af folkene her i byen - den samme Gud, som er skabt af folkene i kirken ved siden af Burlems hus? Er det den samme Gud, som igen er skabt af folkene i klosteret i Faversham? Hvordan ville en sådan Gud se ud? Hvis jeg mødte ham i Troposfæren, er jeg sikker på, at han ville se ud, præcis som jeg ville have det - sikkert som en gammel mand med hvidt skæg: Ateistens forestilling om den kristnes forestilling om Gud. Og hvad gør han overhovedet for alle disse mennesker? Hvordan mon det er at have millioner af mennesker, der beder en om alt muligt? Og hvad mon han forlanger til gengæld, spørger jeg mig selv.
Mens jeg venter på suppen, sidder jeg og kigger lidt i en af pjecerne. Der står en masse om glæden i nogle forblommede vendinger.
Men jeg har ikke set meget til glæden her på stedet. Jeg har ikke set meget til glæden siden ... jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det var sidst. Og det er derfor, jeg godt kan lide at læse Heidegger og Derrida og Baudrillard. I deres verden er livet ikke en slags støbeform for godt og ondt, lykke og tristhed, glæde og mangel på glæde. Tristhed og manglende glæde er lige så vel som andre følelser til for at blive undersøgt og forstået, som en gåde, og denne gåde er frit tilgængelig for alle. Det er lige meget, hvor mange mennesker man har været i seng med, om man ryger eller ej, om man får et kick ud af at påføre sig selv smerte eller ej. Alle kan kaste sig over en gåde, som tager det ufuldkomne for givet og aldrig forlanger noget til gengæld af en.
Jeg ser ned på mine håndled - på de lyserøde, sølvskinnende ar - og kaster derefter et blik rundt i cafeen. De fleste andre herinde er midaldrende og klædt i pænt, uprangende tøj købt per postordre. De skræmmer mig lidt; ikke på grund af, hvad de kunne finde på at gøre mod mig (den slags folk er altid helt godartede og gør absolut ingenting), men på grund af, hvordan jeg må tage mig ud i deres øjne. Det her er ikke den slags midaldrende kvinder, jeg husker fra det boligbyggeri, hvor jeg voksede op - kvinder som storsnakkede og braldrede løs og røg cigaretter og diskuterede fordelene ved at sutte pik uden gebis. De er heller ikke som de socialarbejdere, der kom ud til os med jævne mellemrum for at tjekke, at vi ikke blev misbrugt af de her kvinders mænd (det var nu mere sønnerne, der var problemet). Nej. Det her er den samme slags kvinder, som jeg husker fra bagerforretningen og købmanden henne på hjørnet: den slags kvinder, der ikke gider spørge til ens skøre mor, når man kommer der, fordi de tror, at man er for dum til at forstå noget som helst.
De er skolesekretærerne som bare kunne have sagt til mig, at jeg burde vaske mit tøj noget oftere i stedet for at snakke om det bag om ryggen på mig for så, til sidst, at indberette det til skoleinspektøren. De er den slags kvinder, som aldrig ville finde på at gå med noget flatterende tøj - eller noget som helst sort - fordi det at se godt ud i deres bog betyder sex. Der er kun en anden yngre person til stede i cafeen: en lyshåret, sjusket klædt fyr, som ligner en af den slags kirkelige ulandsfrivillige, som kan snakke løs om verdensreligionerne i timevis og er lidt mindre optaget af kristendommen. Han ser kort over på mig og jeg opfatter et velkendt begær i hans blik. Det er ikke et romantisk blik: det er rent begær efter sex, rå sex, og skyldes udelukkende, at jeg ser ud, som om jeg kunne tænkes at være med på den. Sammenlignet med alle andre i rummet ligner jeg en luder. Men det er selvfølgelig også intentionen. Ved at se ud som de gør, får de alle andre til at ligne dårlige mennesker, også selvom ens eneste brøde består i, at man har lidt læbestift på. Jeg forsøger at sende ham et blik, der betyder "Ellers tak, ikke i dag", hvorefter jeg igen tager pjecen op og lader, som om jeg læser i den, indtil kvinden i det gule cardigansæt kommer med min suppe.
Da jeg er færdig med suppen, roder jeg min taske igennem efter min notesbog, så jeg kan skrive en liste over ting, jeg har tænkt mig at slå op henne på biblioteket. Jeg tager også pakken med tobak op. Da jeg har rullet en cigaret og lagt den ved siden af mig på bordet, kommer kvinden tilbage for at hente suppeskålen. Jeg tømmer kaffekoppen og rækker den til hende i samme bevægelse.
"Man må ikke ryge herinde," siger hun.
"Åh - det ved jeg godt. Bare rolig, det havde jeg nu heller ikke tænkt mig," svarer jeg smilende.
"Nå, men bare så du ved det."
"Hvordan er din Gud?" spørger jeg kvinden, inden jeg kan nå at bremse mig selv.
"Hvordan Gud er?" spørger hun.
Jeg skulle aldrig have spurgt. "Ja," siger jeg.
"Han passer på de mennesker, som tror på ham," svarer hun.
Hvorefter hun vender rundt og går.
Da jeg kommer ud fra cafeen, tænder jeg min cigaret og sætter mig på en lav mur for at ryge den, mens jeg tænker på de forskellige tidspunkter i mit liv, hvor jeg har forsøgt at forstå religion. Udgangspunktet har ofte været en ganske bestemt, logisk tanke: at siden der er så mange mennesker rundt om i verden, som tror på en Gud, eller på en bestemt måde at leve på, må det også betyde, der er noget at komme efter, i det mindste i en af disse forskellige tilgange. Altså tager jeg hen på det lokale bibliotek, eller universitetsbibliotek, og der er så altid et bestemt øjeblik - måske ikke ulig det øjeblik, hvor man står henne hos bageren og forsøger at bestemme sig for, hvilken slags brød man vil have - hvor alting synes at ligge åbent foran en. Så mange bøger; så mange "sandheder". De kan da vel ikke alle sammen tage fejl? De kan da vel ikke bare være ens? Men alle bøgerne har altid den samme effekt på mig. De indeholder alle sammen de samme hierarkier. De har alle sammen lederskikkelser. Selv buddhismen har regler for, hvem der for alvor "hører til" og hvem der er udenfor, hvem som bestemmer og hvem som ikke gør. Og alle lederskikkelserne er mænd.
Jeg kan huske, at jeg flirtede lidt med den katolske kirke, engang jeg kom sammen med en fyr, der havde været kordreng som barn, og som tilsyneladende fandt en eller anden form for mening i det hele (samtidig med at han havde gennemskuet en måde, hvor man både kunne være katolik og samtidig dyrke rå sex).
Jeg fik fat i et par bøger og blade fra den lokale kirke og begyndte at sætte mig ind i sagerne. Jeg var rimelig meget på med hensyn til hele historien omkring Jomfru Maria og var godt i gang med at overbevise mig selv om, at en religion, som tog en kvinde så alvorligt måtte have gang i nogle okay fornuftige ting. Men så læste jeg en anekdote om pave Johannes Paul II, som var på besøg et eller andet sted og hvor de nonner, der skulle have lavet mad til ham, klumrede så meget i det, at de endte med at måtte servere fiskepinde for ham. Pointen med historien var tydeligvis, at det var morsomt, at paven havde spist fiskepinde, men jeg kunne bare ikke komme mig over den detalje, at paven havde nonner til at lave sin mad. Det er vel ellers meningen at religiøse lederskikkelser på en eller anden måde burde være en smule klogere end os andre? Men det gik altså op for mig, at der ikke var noget som helst særligt ved det religiøse system, intet som gjorde det mere dybsindigt og fantastisk end resten af samfundet. Hvis et menneske, som har viet hele sit liv til studiet af godhed og retfærdighed og sandhed, stadig forventer at have nonner til at stege sine fiskepinde (fordi nonner, når det kommer til stykket, åbenbart ikke har noget bedre at foretage sig, eftersom de jo alligevel aldrig kan blive præster eller paver, fordi kvinder ikke er værdige til den slags), så var der noget helt grundlæggende galt. Hvordan kan han have overset det med at være lige i Guds øjne? Hvis det her var den klogeste af katolikkerne, ville jeg bestemt ikke bryde mig om at møde den dummeste.
Måske det lyder lige lovlig meget som det antropiske princip, men jeg er trods alt kvinde, og efter et helt livs forsøg og erfaring, ved jeg efterhånden, at jeg kan de præcis de samme ting som mænd kan, bortset fra ting som helt specifikt kræver en tissemand (som for eksempel at stå op og tisse).
Jeg mener, det er så indlysende, at det kan lyde lidt dumt overhovedet at gentage det, lidt som at sige: "Alle mennesker har hoveder". Så hvad er det lige religionen ved om mig, som jeg overser? Skulle jeg måske sådan rent a priori være mindre værd som menneske? Men det ville bare overhovedet ikke give mening. Hvordan kan det lade sig gøre, at en religion, som hævder at rumme større dybder end alt andet, ikke desto mindre har et dårligere greb om almindelig medmenneskelighed end en hvilken som helst personaleafdeling overalt i landet?
Og det er ikke bare kristendommen: hvordan kan buddhisterne have overset den del af deres tænkning, som handler om at gøre sig fri af alle former for begær, når de fleste af dem ser ud til netop at begære at blive reinkarneret i en forbedret udgave, helst som en mand og som en man kan kalde "velærværdige mester", og som fortæller andre, hvordan de skal opføre sig? Hvorfor er religion altid så skuffende? Man forventer, at den skal kunne fortælle en noget, man ikke ved i forvejen, men ender altid med at få ting at vide, som man har vidst i årevis og som man for længst har forkastet som forkerte.
Henne til venstre for mig ligger den store grå mur, som udgør fronten til kirken.
Er vi Guds tanker? står der på en plakat.
Nej, går det op for mig. Det er lige omvendt.
Jeg slukker cigaretten og holder op med tænke.
Biblioteket er et stort, kvadratisk rum fordelt på to etager. Der er en stor skranke i midten af stueetagen omgivet af bogreoler til alle sider. Anden etage er i virkeligheden bare en bred svalegang med et stort hul i midten, så man kan stå deroppe og se på, hvad der foregår nedenunder eller sidde ved et af de små skriveborde og forsøge at arbejde, hvis man kan leve med larmen.
Jeg husker tydeligt det bibliotek, jeg kom på som barn. Det var fuldkommen stille og, i hvert fald sådan som jeg husker det, helt orange over det hele, også i det lille, slunkne hjørne af børnebiblioteket, der for mig føltes stort som en afgrund, og som jeg altid plagede min mor om at give mig lov til at sætte mig over i.
Jeg går op til skranken.
"Hej," siger jeg, da en bibliotekar med skæg kommer hen til mig. "Jeg vil gerne have lov til at bruge jeres internet."
"Har du et lånerkort?"
"Her til biblioteket?"
"Ja."
"Øh, nej. Desværre."
"Er du udvekslingsstuderende?"
"Nej."
Han smiler. "Vi kan lave et dagskort til dig. Du skal bare lige udfylde det her skema ..."
Han rækker det videre til mig. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg kan lyve på skemaet eller om de tjekker den slags. Jeg har bestemt ikke lyst til at efterlade mig skriftlige beviser på, at jeg har været her.
"Måske vil jeg prøve, om jeg kan finde de oplysninger, jeg har brug for i en bog først," siger jeg. "Ellers kommer jeg bare tilbage." Jeg havde rent faktisk haft tænkt mig at prøve at gå ind på Apollo Smintheus-kultens hjemmeside ud over at søge oplysninger om slottet, men måske vil jeg lade det ligge. Jeg står trods alt en smule i gæld til de mennesker.
"Fint nok," siger han. "Kan jeg hjælpe dig med at finde en bog?"
Jeg tror det her må være den mest hjælpsomme bibliotekar, jeg nogensinde har mødt.
Alle bibliotekarer på universiteterne opfører sig konsekvent, som om man er til ulejlighed. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner universitetet, for jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ellers nogensinde skulle finde et verdsligt, grønt område, hvor det ikke flyder med fastfoodemballage overalt. For tusinde gang i dag, mærker jeg et stik indvendig: jeg kommer aldrig tilbage; jeg kommer aldrig tilbage.
"Ohm, jeg er interesseret i lokale slotte," siger jeg. "Ah. Noget bestemt?"
Jeg smiler. "Næ, bare sådan generelt. Jeg er interesseret i at se på de forskellige grundrids." Det lyder temmelig gak, det her. Jeg tænker mig hurtigt om. "Det er research til en bog."
Hans ser imponeret ud. "Og det er slotte i Devon, du er ude efter?"
"Ja, det skulle jeg mene."
"Nå, men så er det nok det lokalhistoriske bibliotek, du har brug for."
Oh, shit. "Hvor ligger det?" spørger jeg.
"Åh, det er det lille rum derovre," siger han og peger hen på en dør i hjørnet. "I virkeligheden er der kun adgang for folk med lånerkort, men mon ikke det går. Du kan selvfølgelig ikke låne bøgerne med ud derfra. Og jeg er bange for, at du må efterlade din taske her."
Han tager imod min taske og rækker mig et lamineret kort.
"Gå du bare ind," siger han.
Det lokalhistoriske bibliotek er et støvet, lavloftet rum, som er opdelt i tre tydelige sektioner af reoler og adskillige skriveborde, foruden en mikrofilmlæser. Jeg føler mig øjeblikkeligt godt tilpas herinde omgivet af den jordslåede lugt af gamle bøger. Der er ikke andre herinde end mig og jeg spekulerer kort over, om jeg mon ville blive anholdt, hvis jeg bare lagde mig til at sove, når det blev aften. Det ville jeg sikkert.
Jeg driver lidt rundt og ser på de falmede gamle rygge af gamle kirkebøger og levnedsbeskrivelser, før det slår mig, at jeg nok kommer til at kigge i et computerregister for at finde det, jeg leder efter. Der står en maskine henne i et hjørne under en overvågningsskærm, der viser hvad der foregår i rummet. Jeg sætter mig derover, men det føles mærkeligt at se mig selv på en fjernsynsskærm, og jeg er som en udflydende skygge set ud igennem min egen øjenkrog, mens jeg taster nøgleordene "slotte" og "Devon" ind på computeren.
Der er adskillige bøger om slotte i Devon, og jeg udvælger mig et par stykker med billeder i og tager dem med over til et af skrivebordene. Jeg bladrer den største af bøgerne igennem, som indeholder stregtegninger af alle de større slotte og slotte i området. Eveter Castle og Powderham Castle er for grandiose og rektangulære; det samme er Berry Pomeroy Castle og Bickleigh Castle. Gidley Castle og Lydford Castle er begge for kvadratiske. Der ligger også adskillige slotte ud til havet. Men den borg Burlem havde i tankerne, lå på en lille bakketop. Efter nogen tid finder jeg omsider to slotte, der ligger på en bakketop. Begge er runde. Mit hjerte er som en maskine, hvor tempoet er blevet skruet en tand i vejret. Jeg har nu to forskellige valgmuligheder. Jeg ved næsten, hvor jeg skal hen. Jeg bliver nødt til at kigge i en anden bog - denne gang en med mere nutidige fotografier - før jeg opdager, at den ene af slottene i dag stort set er forvandlet til en ruin, som en sidste brokke af en tand i en kæmpes mund.
Men den anden borg svarer fuldkommen til Burlems beskrivelse: som havde en enorm kæmpe kastet sin ring fra sig på toppen af bakken. Og jeg kan også godt se, hvad det var, han mente med fravær.
Det billede jeg står med her i bogen, dette luftbillede, får det i hvert fald til at se ud, som om selve rummet - altså de ting, der er fraværende - er vigtigere end murene, som står endnu. Hvis man ser på slottet længe nok, begynder murene at flyde ud og det er, som om der slet ikke er nogen idé med dem, bortset fra at holde al tomheden inde.
Klokken fire om eftermiddagen står jeg ude foran huset fra Burlems bevidsthed: det hus han bor i sammen med Lura (eller det han boede i dengang i december, i det mindste); det hus man kommer frem til efter at have passeret forbi osteforretningen, være drejet til højre og fortsat op ad den smalle, brostensbelagte gade. Det er et ret højt, smalt, gråt stenhus med grønne træskodder for vinduerne ud til gaden. Det ser hyggeligt ud, men har samtidig noget lidt fæstningsagtigt over sig. Måske det er på grund af skodderne, eller måske det bare er min paranoia. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg overhovedet burde være her, men jeg er temmelig sikker på, at der ikke er nogen, der har fulgt efter mig hertil. I hvert fald ikke i den virkelige, fysiske verden. Det slår mig pludselig, at jeg burde være gået ind i en kirke i tilfælde af, at de to projekt Starlight-mænd (eller de døde KIDS) skulle være inde i min bevidsthed. Men det er jo for sent nu.
Det var sikkert for sent stort set fra det øjeblik, jeg satte mig i bevægelse her til morgen. Hvis de på noget tidspunkt har været inde i mig, har de jo alligevel ikke brug for at vide, hvor jeg er på vej hen: de vil allerede have fået fat i opskriften.
Men jeg tror vitterlig ikke, de er her. Jeg tror, jeg er alene.
Eller faktisk, jeg ved, jeg er alene. Jeg tror aldrig, jeg før har været så alene i hele mit liv. Jeg tøver et øjeblik, før jeg løfter den tunge messingdørhammer. Jeg har tårer i øjnene, men jeg har ikke lyst til at virke alt for meget ude af balance, når - og hvis - der kommer nogen ud og lukker op. Hvornår har jeg overhovedet sidst grædt? Jeg græd ikke efter Patrick kneppede mig på universitetet eller på tankstationens toilet; jeg græd ikke dengang mine forældre omsider svigtede mig for altid; jeg græd ikke dengang jeg tog af sted fra klosteret uden Adam, som sikkert hader mig nu og som jeg sikkert aldrig får at se igen. Men nu, hvor jeg står her i den kolde luft i det tidlige skumringslys, mens havmågerne skriger over mit hoved og stjernerne allerede begynder at komme frem på himlen som små prikker, har jeg mere lyst til at græde end nogensinde før i hele mit liv. Jeg bekæmper det. Men hvis det her ikke virker, er jeg virkelig, virkelig på røven. Jeg har ikke noget hjem. Jeg ingen penge. Jeg har ingen familie.
Jeg løfter dørhammeren og banker to gange.
Vær nu hjemme, vær nu hjemme, vær nu hjemme.
Jeg kan se røg stige op fra skorstenen: der er helt sikkert nogen hjemme.
Efter to minutter skal jeg lige til at banke igen, da en kvinde åbner døren. Det er Lura. Jeg genkender alt ved hende, lige fra det løsthængende tøj til det grå, skulderlange hår med de lyserøde striber. Det går pludselig op for mig, at jeg slet ikke har tænkt over, hvad jeg skal sige.
Jeg ved, hvordan det føles at gå i seng med denne kvinde; at ligge ved siden af hende; at leve sammen med hende. Men jeg bør nok hellere lade, som om jeg slet ikke kender hende. Så længe jeg bare husker, at jeg er mig, er det jo desuden også fuldkommen sandt.
Hun siger ingenting.
"Goddag," siger jeg. "Jeg tænkte på om ..."
"Undskyld?" siger Lura. "Hvem er De?" Hendes stemme, som jeg udmærket genkender, er dannet og ligger i den dybe ende af registeret med en svag antydning af tysk accent.
"Undskyld jeg forstyrrer, men ..."
"Ja?" Hun forsøger at få mig til at komme til sagen. Måske bryder hun sig ikke om folk, der koster rundt med hende og spilder hendes tid. Men jeg er nu heller ikke alt for sikker på, at hun vil bryde sig om det, jeg skal til at sige. Om end det bliver hun bare nødt til. Det bliver hun simpelthen bare nødt til, for jeg har ikke andre steder at tage hen.
"Jeg leder efter Saul Burlem," siger jeg.
Luras ansigt ser ud, som om det er frosset i en af den slags special effects man kender fra film, hvor resten af verden bare fortsætter uanfægtet rundt om det stivnede objekt. Et kort øjeblik efter ser hun normal ud igen, bortset fra den frygt jeg nu kan se i hendes øjne, som når det begynder at blæse op til storm.
"De leder efter hvem, siger De?"
"Saul Burlem," svarer jeg. "Jeg er nødt til at se ham. Kunne jeg bede Dem om at sige til ham, at Ariel Manto er her? Fortæl ham, at jeg har fundet siden og at jeg må tale med ham."
Mens jeg taler, kan jeg se frygten i Luras øjne vokse til en orkan og hun tager nu en hånd op til ansigtet, som for at få hold på sig selv; få det hele til at stoppe; få bekræftet, at det, måske, bare er noget, hun forestiller sig. Det her må være det sidste i verden, man har brug for, når man er gået under jorden.
Det må simpelthen være ens værste mareridt, der med ét går i opfyldelse.
"Hvem er du?" spørger hun.
"Jeg er Sauls ph.d.-studerende."
"Du er ... Nej. Jeg ved godt, hvor du kommer fra."
"Jeg er ikke en af dem. Jeg er ikke fra projekt Starlight."
"Hvordan kan jeg vide det? Hvis du ikke er en af dem, hvorfor fanden i helvede er du så kommet?" Hun tager en dyb indånding og rører ved sit hår. "Og for øvrigt bor Saul her ikke længere. Han flyttede for et par måneder siden. Han tog..."
"Ariel?"
Det er Burlem. Han står omme bag Lura.
"Saul," siger jeg. "Må jeg ...?"
"Luk hende ind, Lura," siger han med sin knastørre stemme. Og derefter, mens jeg er på vej ind og han læner sig op ad væggen i entreen: "Sikke noget lort."
Underetagen af huset er et åbent rum med plankegulve og fritlagte egetræsbjælker, som man træder ind i gennem en dør med bue ude fra den rummelige entre. Der er tændt op i den fjerne ende af det store rum og overalt ligger tæpper i røde, brune og gyldne nuancer. I den venstre side af rummet står et stort spisebord. Lige nu ligger der en opslået avis på det og der står en halv kop kaffe på en dækkeserviet ved siden af. Omme på den modsatte side af bordet ligger en sort og hvid hund og sover i en flettet kurv ved siden af det, der må være dørene ud til baghaven, som nu er dækket af et tungt stofforhæng. Hunden ser kort op, som om den ved, at jeg kigger på den, hvorefter den falder i søvn igen.
Der er en kaminhylde over ildstedet med en række forskellige genstande: et par rosetter, et indrammet sort-hvid-foto af en mand og en kvinde, en hårbørste, et sæt strikkepinde og en vase med blå blomster. Tættest på kaminen står en lænestol med et strikketøj balancerende på armlænet. Der er to sofaer - store, dybe og gule, som står med front mod hinanden på hver sin side af ilden, men lidt tilbage i forhold til lænestolen. Den ene ser ud, som om den bliver brugt mere end den anden, og der ligger bøger og notater spredt ud over den. Der er et sofabord - en poleret skive af en træstamme - fyldt med bøger og gamle krydsogtværser og kuglepenne. Der ligger i det hele taget høje stabler af bøger på alle plane overflader og hele den højre væg er dækket af solide fyrretræsreoler, lidt ligesom dem i Apollo Smintheus' lejlighed, men proppet med i hundred og atter hundredvis af bøger. Der er ikke noget tv.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med at være her. Jeg havde forventet at føle en vis lettelse, den følelsesmæssige pendant til at komme hjem efter en lang gåtur ude i regnen eller at få noget drikke, når man er tørstig. Men alting i mig skriger stadig efter den der særlige fornemmelse af tryghed og tilfredshed, efter følelsen af at jeg reelt har opnået noget ved at komme her. Lige nu har jeg det mere, som om jeg er smuttet forbi hos en af mine professorer fra universitetet midt i weekenden, hvor konen er hjemme. Og hvad værre er: jeg ved, at Burlem må have en mistanke om, at jeg har læst hans tanker for at kunne være her. Det der føltes som ren og skær nødvendighed, mens det fandt sted, føles nu på en eller anden måde forkert. Det er ikke så meget for hans skyld, jeg er kommet: det er for min egen. Men så på den anden side må han jo forstå, at jeg ikke rigtig havde noget valg. Men jeg ved for mange ting om ham nu, hvilket vi begge to udmærket er klar over.
Køkkendelen ligger i venstre side af rummet ud til entreen.
"Jeg går ud og laver noget te," siger Lura og går over i retning af køkkenet. Jeg hører vandet løbe og derefter klikket fra en el-kedel, der bliver tændt.
Burlem gør tegn til, at jeg skal følge med over til spisebordet. Han folder avisen sammen og lægger den til side. Lura kommer ind, tager kaffekruset og går ud med det. I fulde to eller tre minutter er der ingen, der har sagt noget.
"Jeg er virkelig ked af ..." begynder jeg.
"Hvordan har du fundet mig?" spørger Burlem.
"Gennem Molly," svarer jeg.
"Molly ved ikke, hvor jeg er," siger han. "Ingen i hele min familie ved for helvede, hvor jeg er. Det er den slags, man må give afkald på, når man går under jorden på den her måde. En af mange ting."
"Pedesis," siger jeg. "Jeg brugte Pedesis. Undskyld. Jeg har fundet bogen."
Han lukker øjnene i et par sekunder og åbner dem så igen; derefter kører han en rystende hånd igennem sit mørke hår. "Pis," siger han.
"Jeg er virkelig ked af det ..." gentager jeg. En lang pause følger. "De kom efter mig og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det gik så op for mig, at det samme måtte være sket for dig, og jeg tænkte, at jeg rent logisk måske ville være i sikkerhed, hvis jeg tog hen samme sted som dig."
"Forbandelsen," siger Burlem.
"Ja," svarer jeg.
Og jeg tror, at vi begge tænker på hans forelæsning i Greenwich, hvor vi var enige om, at vi ville læse bogen, hvis vi fik muligheden, uden at bryde os om forbandelsen. Jeg ved, at jeg ville gøre det igen, men jeg ved ikke rigtig med ham.
Hans ansigt ser grovere og mere furet ud, end sidst jeg så ham, og der er adskillige gråhvide striber i hans hår. Eller måske han farvede det før i tiden, og nu gider han ikke længere gøre sig den ulejlighed. Hvordan mon det føles at måtte forlade sit arbejde på den måde? At forlade sin datter?
"Hvordan har Molly det?" spørger han.
"Hun har gang i alle de sædvanlige teenage-ting," svare r jeg.
"Men er hun okay?"
Jeg afvejer spørgsmålet inde i hovedet. Godt så; Molly knepper med en skidt fyr, men hvem gør ikke det? Da jeg var inde i hendes bevidsthed, fornemmede jeg ingen udtalte tegn på anoreksi, selvdestruktivitet eller stofmisbrug. Men på den anden side så har hun helt sikkert anlæg for alle tre ting: det ved jeg fra den nærhed, jeg følte til hende.
"Hun har det fint," svarer jeg.
Burlem sukker. "Ryger du stadig?" spørger han.
"Ja, hvorfor?"
"Må jeg få en?"
"Selvfølgelig." Jeg tager min tobak op af tasken. "Hjemme-rullede," siger jeg. "Jeg er lidt flad for tiden."
"Vil du rulle en til mig?" spørger han. "Jeg tror, jeg har mistet taget på det."
Og i øvrigt ryster hans hænder for meget, bemærker jeg. Jeg ruller to cigaretter og rækker ham den ene. Vi tænder dem.
"Ah, det var bedre," siger han. "Det føles godt nok underligt. Men bedre. Lad os sætte os over ved ilden. Du må hellere fortælle mig, hvad der er sket. Så jeg ved, hvor rædselsslagen jeg bør være."
Vi rejser os og går over til sofaerne. Han sætter sig i den rodede og jeg tager den anden.
Det føles faktisk helt fantastisk at sidde i en hyggelig, lun stue efter alt det, der er sket. Men af en eller anden grund føler jeg mig ikke helt godt tilpas. Jeg læner mig ikke tilbage i sofaen, selvom den er blød og indbydende. Jeg sidder helt ude på kanten, som om jeg er til jobsamtale. Der er ikke noget askebæger, men jeg lægger mærke til, at Burlem asker ind i ilden, så det gør jeg også.
"Du skulle ikke være kommet her," siger han.
Jeg tror snart, jeg begynder at græde igen. "Det ved jeg godt ... Men jeg ... jeg var ..."
"Nå, men det er rart at se dig igen." Han smiler til mig for første gang.
"Åh. Tak, jeg ..."
"Og jeg er ked af det med bogen." Han sukker. "Jeg føler, det er min skyld."
"Det skal du ikke," siger jeg. "Jeg er ked af, at jeg forskrækkede dig ved komme her. Men jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om andre ting, jeg kunne gøre. Jeg mener ... bare det at være i stue med et andet menneske, der har oplevet det samme som mig, er ..."
Burlem afbryder mig. "Hvor sikker er du på, at der ikke er nogen, der har fulgt efter dig?" spørger han.
"Hundrede procent," siger jeg. "Eller, måske nioghalvfems. Men det er jo udelukkende opskriften, de er ude efter, ikke? Den kunne de jo få fra mig. De ville ikke have nogen grund til at bruge mig til at finde dig. De ville bare kunne gå ind i mit hoved. Jeg har allerede alle de oplysninger, de har brug for. Jeg kan love dig for, at efter sidste gang jeg mødte dem i Troposfæren - eller MindSpace, som de vist tilsyneladende kalder det - har jeg ingen intentioner om at lade dem komme bare i nærheden af mig, min bevidsthed eller min krop. Det er derfor, jeg flygtede. Det er derfor, jeg har opsøgt dig.
Jeg har ikke nogen steder at tage hen længere. Jeg kan ikke tage hjem; jeg kan ikke gå på arbejde ..."
"Det lyder alt sammen meget logisk," siger han. "Det med at de bare skal have adgang til din bevidsthed et par minutter for at få fat i opskriften. Men samtidig vil de jo forsøge at slå os alle tre ihjel. Det ved du vel?"
"Nej. Det vidste jeg ikke. Altså, jeg mener, jeg ved godt, at de er voldelige og at de vil anvende magt for at få fingre i opskriften ... Og måske også bare fordi de godt kan lide det. Men jeg troede, at de ville forsvinde igen, når først de havde fået opskriften."
Burlem hoster og tager et sug af den hjemmerullede. "Når de sælger patentet til miksturen - eller fremstiller det illegalt; jeg ved ikke rigtig, hvad de har tænkt sig - vil de ikke risikere, at sådan nogle som os pludselig skal komme og underbyde deres priser. De vil først forsøge at slippe af med mulige konkurrenter. Eller, det her er ikke noget jeg direkte ved, men jeg forestiller mig, at de vil forsøge at sælge det, det forekommer mest logisk."
"Det vil de også," siger jeg.
"Hvor ved du det fra?"
Lura kommer gående igennem det store rum med en gul bakke med en tepotte og krus. Burlem flytter hurtigt nogle magasiner og aviser, og hun stiller den på sofabordet mellem to stabler bøger. Derefter sætter hun sig i lænestolen og ser på mig.
"Er du okay?" spørger hun og ser på mig hen over de sølv-indfattede briller. "Jeg er ked af, jeg var så uhøflig ved døren. Vi har været under jorden i så lang tid, og ..."
"Det gør ikke noget," siger jeg. "Jeg har det fint."
"Ariel kender til projekt Starlight," siger Burlem til Lura. "Hun ved, hvad de er ude efter."
"Ja, jeg hørte godt, at I snakkede om det," siger Lura. "Hvor ved du det fra? Jeg har ikke kunnet finde noget som helst om det, de gange jeg har forsøgt - altså ud over det mest basale."
"Jeg var inde i den enes bevidsthed," siger jeg. "Martin Rose."
Burlem halvt griner, halvt sprutter. "Hvordan i helvede bar du dig ad med det?"
"De sad og ventede på mig i deres bil. Jeg var inde i et kloster, hvor de jo ikke kunne komme ind, så derfor sad de og ventede på, at jeg skulle komme ud. Jeg gled ind i Troposfæren fra inde i klosteret og endte så i en af deres bevidstheder ved et tilfælde. Jeg vidste ikke engang, at de ventede udenfor, før det skete"
"Hvad lavede du inde i et kloster?" spørger Burlem.
"Gemte mig for dem. Det er en lang historie," svarer jeg.
Burlem skænker teen op og spilder mindst en halv kop på bakken.
"Jeg tror, måske tiden er kommet til, at du fortæller os det hele fra begyndelsen, hvis du ikke har noget imod det? Hvordan du fik fat i bogen, hvad der så skete og så videre," siger han.
"Nej, det skal jeg nok," siger jeg. "Men kan jeg måske få lov til at blive her, bare i nat? Jeg vil ikke trænge mig på, men ..."
"Det er i orden, Ariel," siger Lura, men hun ser ikke særlig glad ud ved tanken.
"Ja," siger Burlem. "Du er jo fuldkommen på røven udenfor i den virkelige verden, præcis som jeg."
Lura ryster på hovedet. "Hvor længe skal det hele mon fortsætte sådan her?" spørger hun blidt. Derefter ser hun direkte over på mig. "Du er velkommen til at blive, lige så længe du vil," siger hun. "Vi har et ekstra værelse, hvor du kan være."
Derefter ser hun hen på Burlem. "Men vi bliver nødt til at stoppe det her, før vi en dag pludselig vågner op og opdager, at nu er der ti af os og så tyve, og pludselig kender hele verden til Troposfæren."
"Det skal nok gå," siger Burlem. "Ariel har med garanti ikke fortalt om det til nogen."
"Nej. Det har jeg ikke," svarer jeg. Men jeg siger ikke noget om, at jeg har efterladt bogen - nu igen intakt - i klosteret. Jeg tror, det vil være nemmere at forstå som en del af selve historien.
Jeg læner mig tilbage i sofaen og begynder at fortælle om den dag, universitetet begyndte at kollapse og om antikvariatet og alt det, som derefter er sket. Og mens jeg taler, går det endelig op for mig, at det hele ikke er noget, jeg har forestillet mig: i den udstrækning man overhovedet kan tale om, at noget er virkeligt, er det her virkeligt.
Det tager flere timer at fortælle historien. Til at begynde med afbryder Burlem mig hele tiden med spørgsmål, men efter omkring en halv times intens samtale om universitetet, efterfulgt af langvarige gisninger om, hvordan Burlems bøger mon kan være endt i antikvariatet (hans ekskone, gætter han, må have gjort fordring på huset), bryder Lura ind og forbyder ham at stille flere spørgsmål, før jeg er færdig. På et tidspunkt henter hun et A4-hæfte og begynder at tage noter undervejs. Jeg får det indtryk, at selvom Burlem tydeligvis er den, som har tilbragt mest tid i Troposfæren, er det hende som måske rent faktisk forstår, hvordan det hele fungerer. Hvilket betyder, at jeg helt sikkert vil have tonsvis af spørgsmål til hende også. Hun skriver som en gal (og må igen bede Burlem om at holde mund) da jeg fortæller om Apollo Smintheus, og også da jeg kommer frem til det med undergrundsnettet, og hvordan jeg rejste på et tog af angst for at komme tilbage til mig selv, før jeg begik den fejl, som ellers helt sikkert ville have kostet mig livet.
Da jeg er ved det sted i historien, hvor jeg fortæller, at jeg var i stand til at manipulere med tankerne inde i folks hoved, får det dem tilsyneladende til at stivne og se kort på hinanden, men ingen af dem kommenterer det og Lura skriver heller ikke noget ned.
Ved ellevetiden om aftenen er jeg næsten færdig med at fortælle. Min hals gør ondt efter at have snakket så meget og alle de cigaretter, jeg har røget. Jeg er tør i munden på den der tømmermandsagtige måde, som når man har fået for lidt søvn. Vi har drukket fire kander te, siden jeg kom, men jeg har ikke fået noget at spise siden frokost, og min mave knurrer højlydt, selvom jeg ikke føler mig sulten.
"Vi må se at få noget mad," siger Lura efter min mave har givet lyd fra sig igen.
"Jeg skal nok ringe efter noget curry," siger Burlem.
Men han venter med at gøre det, til jeg er færdig med at fortælle. Min beretning har visse udeladelser. Detaljen med at jeg lod Patrick kneppe mig på tankstationens toilet, har jeg selvfølgelig udeladt. Men jeg har heller ikke i tydelige vendinger fortalt, at jeg bogen stadig befinder sig i klosteret. Derfor overrasker det mig heller ikke, at det første Burlem spørger til, er bogen.
"Hvor er den nu?" spørger han. "Du har den med dig her, går jeg ud fra."
Jeg ryster på hovedet. "Jeg gjorde det samme som dig," svarer jeg.
"Det samme som mig?"
"Ja. Jeg efterlod den et sted, fordi jeg mente, det ville være mere sikkert end at tage den med mig."
"Pis," er det eneste Burlem siger, før han går ud for at hente maden.
Mens han er væk, er jeg alene med Lura og hunden, som nu er vågnet for alvor, har strakt sig, slubret noget vand i sig og er kommet over for at ligge i sofaen ved siden af mig. Lura har ikke sagt et ord siden Burlem er gået, og jeg føler, jeg er nødt til at bryde tavsheden.
"Hvad hedder den?" spørger jeg.
Men jeg kender allerede svaret: Planck; formentlig opkaldt efter kvantefysikeren af samme navn.
"Den hedder Planck," siger hun. Derefter sukker hun og ryster på hovedet. "Du er godt nok sluppet heldigt ud af en del ting undervejs," siger hun. "Jeg fatter næsten ikke ..."
"Hvilket?"
"Ah, ikke noget. Der er endnu mere på spil i Troposfæren, end jeg har troet. Selvom det selvfølgelig giver fuldkommen mening."
"Det giver mening?" jeg griner. "Fortæl mig hvordan det giver mening."
"Åh, det skal vi nok," siger hun. "Men ikke nu. Det er blevet sent."
Der er igen stille i nogle sekunder. Jeg ved ikke rigtig, om Lura bryder sig om mig. Jeg klør hunden bag ørerne og forsøger at komme i tanke om noget ligetil at sige, som ikke simpelthen er: "Fortæl mig alt det, jeg ikke ved - og som ingen ved - om hvordan verden fungerer, lige nu! Fortæl mig, hvordan man på nogen som helst måde kan få de ting, jeg har oplevet til at give mening, for jeg har simpelthen ingen anelse."
"Hvordan gik det til, at I endte her?" spørger jeg til sidst. "Hvordan klarede I at få det arrangeret, så de ikke kan finde jer?" Jeg husker udmærket, at Burlem, da han stødte mig ud ved at gå ind i kirken, stadig befandt sig i den gamle togtunnel.
Jeg har ingen anelse om, hvordan han endte her sammen med Lura, og hvordan de har båret sig ad med at undgå at blive opdaget. "Hvordan lykkedes det overhovedet Saul at komme ud af den tunnel?" spørger jeg.
"Han flyttede murbrokkerne," siger hun. "Sten for sten. Ud fra det du har fortalt, lyder det som om den under alle omstændigheder var noget ustabil, og det overrasker mig næsten, at der gik et helt år, før den faldt sammen, efter han havde forrykket balancen dernede."
"Åh - så du tror altså, det var ham, der fik den til at brase sammen? Hvor underligt," siger jeg og tænker, at tunnelens sammenstyrtning var det, som satte det hele i gang: Hvis tunnelen ikke var styrtet sammen, ville jeg ikke have fået fat i bogen eller fundet den manglende side. Eller måske ville jeg; måske ville jeg have fundet de ting under alle omstændigheder, før eller siden.
Og det går så op for mig, at nogen før eller siden også vil finde bogen inde i klosteret.
"Nå," siger hun, "Men han slap altså ud af tunnelen og hoppede på en bus ud i det blå. Han kørte rundt på må og få, indtil han var tilstrækkeligt langt væk til at kunne samle tankerne. Han tog op til Skotland og boede på et Bed & Breakfast i et stykke tid, mens han udforskede Troposfæren - og var meget heldig ikke at slå sig selv ihjel undervejs. Han sendte derefter en mobiltelefon til mig med et brev, hvor han bad mig om at gå ind i en kirke på en bestemt dato på et bestemt klokkeslæt, hvor han så ville ringe til mig." Hun smiler. "Det var lidt ligesom at være med i en film. Han var fuldkommen paranoid og stolede overhovedet ikke på mig til at begynde med, og hele tiden var vi nødt til at tale i kode med mig stående inde i en eller anden kirke med en mobiltelefon i hånden - hvilket folkene i kirkerne bestemt ikke billigede.
Men på en eller anden måde klarede vi det. Som du sikkert ved, er jeg pensioneret, så jeg var ikke nødt til at bo i London, da alt dette begyndte at ske. Det var egentlig tanken, at vi bare skulle være her midlertidigt, men nu er vi altså endt med at blive. Faktisk er det min brors sted, men vi har fundet en ordning." Hun trækker på skuldrene. "Han havde brug for et sted i London, og vi har ordnet papirerne sådan, at vi officielt lejer huset af en helt tredje og under falske navne. Det er lidt kompliceret, men vi synes det forekommer at være et ret vandtæt arrangement."
"Jeg er altså nødt til at spørge," siger jeg. "Hvad er logikken bag det med kirken: altså det med, at der ikke er nogen, der kan springe ind i ens bevidsthed, når man er inde i en kirke?"
"Ved du virkelig ikke det?"
"Jeg ved næsten ingenting, bortset fra det jeg har kunnet regne ud og de ting Apollo Smintheus har fortalt mig," svarer jeg og trækker på skuldrene. "Jeg har et gæt, men ..."
"Hvad ville du gætte på?"
"At alle de bønner, som bliver bedt inde i en kirke - alle disse særligt ladede tanker og håb - på en eller anden måde ødelægger signalet, hvis det ellers giver mening. Altså som en slags interferens."
Hun smiler. "Godt tænkt. Det præcis det samme jeg forestiller mig." Smilet forsvinder igen. "Jeg går ud fra, at du kender til min bog?"
"Nej." Jeg ryster på hovedet. Men måden hun siger det på - pludselig går det op for mig, hvad det er, hun har imod mig. Hun tror, at jeg kender hende lige så indgående som Burlem gør, fordi jeg har været inde i hans tanker. Hun tror, der er en risiko for, at jeg ved alt om hende. For anden gang her til aften får jeg følelsen af, at hun er konen og jeg er elskerinden, og at hun ved, at hendes mand ikke bare har bollet med mig; han har også fortalt mig om hende.
Jeg husker udmærket, dengang jeg havde affærer med gifte mænd, hvis koner ikke vidste det, og som ikke ville have billiget, og hvis ægteskaber altid var i krise. Før eller siden ville manden begynde at fortælle mig ting om konen, som jeg ikke havde lyst til at vide - og ikke følte, jeg havde ret til at vide. Om den romantiske middag, hun havde lavet i et forsøg på at få deres ægteskab tilbage på rette spor (under hvilken han ringede til mig fra sin mobiltelefon ude på toilettet); om den særlige kjole hun købte i et forsøg på at få ham til at tænde på hende igen (som han fortalte mig fik hende til at se gammel og fed ud). Jeg gyser ved tanken om alle den slags betroelser. Jeg tror aldrig, jeg har haft det så skidt med noget i mit liv, som når jeg lagde ører til den slags og jeg holdt op med at gå i seng med den slags mænd, fordi jeg ikke ville være en del af noget, der var så grundlæggende sørgeligt.
Jeg har lyst til at sige nogle ord, der kan gøre det hele godt igen, men kan ikke komme i tanke om noget.
"Hm," er hendes eneste svar til, at jeg ikke kender hendes bog.
Et øjeblik senere løfter hunden ørerne og opfører sig, som om noget skal til at ske. To-tre minutter efter hører jeg lyden af Burlems nøgle i låsen og mærker et pust af kold luft, da fordøren bliver åbnet og lukket igen.
Hunden vidste det, tænker jeg. Hunden vidste, at Burlem næsten var hjemme.
Hvordan kan den i grunden det?
For første gang siden alt det her startede, kan jeg mærke min forståelse af verdenen begynde at forandre sig, som om det først er nu - nu hvor jeg ved, at det hele er sandt - at jeg kan tillade mig selv at begynde at besvare alle de spørgsmål, der har hobet sig op: at jeg kan begynde at stykke alle de forskellige oplysninger og oplevelser jeg har haft sammen.
Hunden ved det, går det op for mig, fordi vi alle potentielt set ved alt om, hvad andre mennesker tænker og gør. Fordi vi alle potentielt set har adgang til hinandens tanker. Jeg begynder for alvor at gruble over, hvor Troposfæren befinder sig, og hvad den er, nu hvor jeg er overbevist om, at den ikke bare er et fantasifoster. Svæver den et sted i luften mindre end en partikel fra os, måske i en anden dimension, som vi kun har adgang til noget af tiden? Eller fungerer det på en fuldkommen anderledes måde? Pludselig føler jeg mig sikker på, at når man fanger nogens blik eller det øjeblik, hvor man har det, som om der er nogen, der kigger på en, eller hvor man tænker på nogen og de pludselig ringer, eller det øjeblik, hvor man pludselig farer vild i en bygning, man ellers kender ud og ind, fordi de andre i bygningen ikke kan finde rundt - så er det ikke spor tilfældigt. Den slags hændelser forholder sig på en eller anden måde til strukturer i den fysiske verden, til den kendsgerning at vores bevidstheder er lige så forbundne som alt andet.
Jeg gad vide, hvad Luras bog handler om. Det var naturligvis løgn, da jeg sagde, at jeg ikke vidste noget om den. Den var med hele tiden et sted bagest i Burlems bevidsthed, dengang jeg var inde i ham. Luras bog. Luras bog. Den er vigtig, men hun har ikke benyttet sig af denne lejlighed til at fortælle mig om den. Gad vide, hvad der ville kunne få hende til at stole på mig.
Vi sidder ved bordet og spiser grøntsagscurry og ris med en flaske hvidvin. Planck lægger sig tilbage i sin kurv og falder i søvn, da vi begynder at stille hinanden spørgsmål om Troposfæren og hvad mine oplevelser derinde dog kan betyde.
"Jeg er noget mystificeret over denne Gud, Apollo Smintheus," siger Burlem.
"Jo tak," siger jeg. "Jeg troede, jeg var ved at blive gal."
"Det var du måske også," siger han. "Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen guder i Troposfæren. Faktisk har jeg aldrig mødt andre væsener i Troposfæren overhovedet. Jeg troede slet ikke, det kunne lade sig gøre."
Vi taler videre om Apollo Smintheus og om alle de religiøse spørgsmål, jeg har spekuleret over tidligere i dag. Det viser sig, at hverken Burlem eller Lura har tænkt over Troposfæren i en religiøs sammenhæng tidligere, bortset fra detaljen med interferens forårsaget af kirker. Lura virker en anelse - men også kun en anelse - imponeret af min feministiske analyse af de større religioner, mens Burlem ikke virker helt overbevist om det rigtige i, at jeg slår buddhismen i hartkorn med alle de øvrige.
"Zen," siger han noget bryskt. "Det er noget andet med zen. Og med tao."
Og jeg kommer i tanke om hans begær efter det tomme rum, som måske igen er styret af hans trang til helt at frigøre sig fra selve begæret. Og det får mig så til at tænke på Adam, og hvad der kan være sket med ham. Jeg kender dårligt nok Adam, men jeg savner ham mere, end jeg nogensinde havde troet muligt.
"Vi har alle hver vores måde at søge indsigt," siger Lura. "Jeg skriver på min bog, mens han mediterer hele tiden i et forsøg på at se uden om alt det, vi allerede ved. Der er stadig så mange ting ..." Hun gør ikke sin sætning færdig. I stedet gaber hun. "Åh. Sikke en dag."
Vores samtale er kommet vidt og bredt omkring. Vi har diskuteret Pedesis og muligheden af tidsrejser via folks forfædre, og Burlem har bekræftet, at de halvgennemsigtige billeder, man ser på konsollen, når man er inde i en andens bevidsthed, relaterer sig til alle personens levende forfædre: det var derfor musene havde flere hundrede, mens han selv kun havde en (hans mor).
Den mest effektive måde at gå tilbage i tiden på, er ved at bruge forfædre, indtil man løber tør for dem (Burlems mor ville for eksempel ikke have nogen, så når man kom frem til hende, ville man være nødt til at springe videre til en anden person frem for at vælge et andet billede fra konsollen, og så derefter gå så langt tilbage som muligt ved hjælp af den nye persons forfædre). Vi diskuterede spørgsmålet ret indgående, fordi jeg ikke kunne se, hvordan man så nogensinde skulle kunne komme længere tilbage i tiden end til nulevende personer. Men så mindede Lura mig om, at afstande er tid i Troposfæren, og at man ved at springe hen over verden ved hjælp af forfædre også rejste baglæns i tiden, nogle gange endda ikke bare måneder, men år. Dengang jeg sprang fra Molly til Burlem, sprang jeg samtidig fra Hertfordshire til Devon, og det førte mig så tilbage til engang før jul. Hvis Burlem havde været i Skotland, var jeg måske endt tilbage et sted i august eller september; hvis han havde været i Australien, var jeg måske sprunget tre-fire år tilbage i tiden. Hvis man er heldig (eller hvis ens rejser er godt planlagt), vil man før eller siden finde levende forfædre, der var døde, dengang rejsen begyndte, og for hver gang man springer, kommer man så længere tilbage i tiden. Det lød som en ret langsommelig proces, men Burlem mindede mig om, at selve springene foregår meget hurtigt. Han påpegede også, at dette tydeligvis var det Mr. Y var i færd med, da han døde. Mr. Y er en fiktiv person, men det er Lumas ikke. Burlem understregede samtidig, at det også må have været sådan Lumas døde, foruden alle andre som var blevet ramt af bogens "forbandelse". Pedesis er farligt, som jeg selv opdagede, da jeg brugte det for at finde frem til Burlem.
Jeg fandt også ud af, at Burlems Troposfære rent faktisk er den victorianske by, han havde i tankerne, dengang jeg var inde i hans bevidsthed. Lura bliver lidt tilbageholdende, når vi begynder
at sammenligne vores personlige troposfærer. Da jeg spørger hende, hvordan hun oplever den, sætter hun håret om bag øret og svarer, "Åh, som en form for videnskabelig matrix. Ikke noget nogle andre ville kunne forestille sig." Hvorefter hun sender Burlem et sigende blik.
"Vi må også hellere se at komme i seng alle tre," siger han. "Vi kan tage tråden op igen i morgen. Der er stadig så meget, vi mangler at tale om. Og Lura, hvad med om du forsøgte at drage lidt nytte af, at Ariel er her? Måske hun vil kunne hjælpe dig? Hun har et meget bedre greb om videnskab end jeg."
"Ikke nødvendigvis," siger jeg.
Og Lura ser kort op og ned ad mig, som om hun vejer mig med øjnene, hvorefter hun slår blikket ned efter at have fundet mig for let. Uanset hvad Burlem forestiller sig, kommer hun og jeg ikke til at sætte os hyggeligt omkring et bord for at udtænke den store teori om Troposfæren sammen. Ikke med mindre jeg kan få hende til at holde op med ikke at bryde sig om mig.
Hele natten drømmer jeg om Adam. I drømmen siger han, at han elsker mig; at han aldrig vil forlade mig. Drømme kan være så forbandet onde. Jeg kommer aldrig til at leve sådan et liv. Eller faktisk tvivler jeg på, om de stumper af et liv, jeg står tilbage med, overhovedet er noget værd.
Lørdag og søndag går på samme måde med vidtforgrened e samtaler, og jeg får mere og mere en fornemmelse af, at der er en frygtelig masse, jeg ikke ved, og at Burlem og Lura går og pønser på, hvornår det er det rigtige tidspunkt at fortælle mig det. Vi inddeler dagene ved hjælp af te, kaffe og sandwich, som om vores liv var en lang konference. Om aftenen går vi alle tre over i kirken på den anden side af gaden, inden vi tager en sidste kop te før sengetid. Jeg får den fornemmelse, at Burlem og Lura taler om mig, når jeg ikke er til stede, og at Burlem forsøger at overtale hende til at stole på mig. De er tydeligvis stadig noget nervøse over min tilstedeværelse og har mere eller mindre sat mig under husarrest, bortset fra de korte besøg i kirken. Burlem forsøger at forklare mig om sin meditation, mens Lura mest bare undgår mig. Om aftenen sidder jeg længe oppe sammen med Burlem og forsøger at lade være med at flirte med ham.
Jeg ved ikke præcis, hvad det er for et arrangement de to har kørende, men jeg har ikke lyst til at komme imellem dem. Indimellem ringer telefonen, men Lura lader altid svareren tage den. Det er mit indtryk, at de har en ven, som de må være raget uklar med for nylig, men mere end det ved jeg ikke.
Mit værelse er lille, hvidt og hyggeligt, med frilagte bjælker og en kort, bred himmelseng med et lyserødt tæppe og et hvidt vattæppe. Det meste af min tid går med at sidde på sengen og skrive noter om Troposfæren. Jeg gør det mest for at holde tankerne væk fra min næsten desperate trang til at komme tilbage dertil. Men Burlem og Lura har forbudt mig at gå derind igen, i det mindste i den nærmeste fremtid. De er nervøse ved tanken om den mission, som Apollo Smintheus har udset mig til, og det er jeg også selv. Og det er da også hævet over enhver tvivl farligt at fare vild derinde, om end jeg er sikker på, at jeg vil kunne finde tilbage når som helst nu ved hjælp af undergrundsnettet. Men Lura og Burlem virker knapt så overbevidste, selvom nettet helt sikkert må eksistere. Jeg ville ønske, at de bare ville sige tingene direkte til mig i stedet for at stå og hviske ude i køkkenet og blive tavse, når jeg kommer ud for at lave kaffe. Jeg ved, at de gerne vil have bogen tilbage fra Faversham, men hvordan det nogensinde skulle kunne lade sig gøre, ved jeg ikke.
Og jeg ved heller ikke rigtig, hvordan jeg i det hele taget har det. Jeg er varm nok, mæt nok og veltilpas for første gang i umindelige tider, men på en måde er det også, som om mit liv er forbi. Eller måske ikke forbi - det er nok lidt dramatisk - men alt, hvad jeg troede, jeg "havde": mit arbejde, min ph.d., mine få venner, mine ejendele, mine bøger - jeg er temmelig sikker på, at alt det er væk. Og med mindre Lura skifter mening om mig, vil jeg ikke kunne blive her for altid.
Søndag nat drømmer jeg den samme drøm, som jeg har haft, lige siden jeg korn hertil, og hvor Apollo Smintheus står foran mig og siger: "Du skylder mig noget." Jeg bliver vækket af, at regnen hamrer mod tagvinduet som en maskine i en fabrikshal, og jeg ser over på uret som fortæller, at klokken er fire om morgenen. Mandag er himlen en dump metalgrå farve og morgenen gennemskæres af pludselige gule streger af lyn. Ved middagstid lyder der et enkelt tordenbrag, hvorefter det holder op med at regne. Burlem tænder for radioen, hvor de advarer om, at der er en større storm på vej med vindstød på op mod hundrede tyve kilometer i timen. Men stormen udebliver.
Tirsdag morgen er himlen så blå og skarp som et solglimt i et stykke metal. Jeg tænker, "Er det her blikstille? Orkanens øje?" Lura beslutter sig for at gå i haven og jeg sidder bare og ryger ved spisebordet, mens hun finder sine havehandsker frem og går udenfor uden at sige noget til mig. Igennem vinduet kan jeg se en fugl, der ligner en falk, på toppen af en telefonpæl omme bag huset. Jeg gad vide, om Lura har bemærket den. Den er så vidunderligt smuk; som noget taget ud af en bog, frem for fra virkelighedens verden. Den er mere som et billede eller et ord end en ting. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere: skaber sproget så meget distance mellem os og tingene, at vi ikke evner at tro på dem længere? Eller er det bare, fordi jeg har været så meget i Troposfæren, at jeg har fået for vane at se på tingene på den måde, ligesom med falken, og gå ud fra, at jeg selv har skabt dem og at de er en metafor for noget andet? Jeg slukker cigaretten. Måske skulle jeg gå ud og forsøge at forbedre situationen med Lura. Jeg har ikke været ude i den friske luft i dagevis.
Hun sidder på knæ foran et af blomsterbedene og er i gang med at vende jorden.
"Hej," siger jeg på vej hen til hende. "Vil du have en hånd?"
"Nej, det går nok," siger hun uden at se op.
Jeg burde bare gå min vej, men jeg holder fast. "Åh, jo," siger jeg. "Lad mig nu bare gøre mig lidt nyttig."
Hun sukker. "Planteskeerne ligger i skuret."
Jeg henter en planteske og et stykke presenning magen til Luras til at knæle på. Jeg går hen og lægger mit underlag ved siden af hendes og begynder at efterligne hendes bevægelser. Vi sidder sådan i fem minutter, måske lidt mere, før det går op for mig, at jeg selv bliver nødt til at tage hul på den samtale, jeg gerne vil have med hende.
"Jeg er ked af sådan at være kommet brasende på den her måde," siger jeg.
"Hm," svarer hun. Den samme korte, afvisende lyd som altid.
"Og ... Hør her. Der er noget, jeg gerne har villet sige til dig de sidste par dage. Jeg er virkelig frygtelig ked af, at jeg gik ind i hovedet på Burlem for at finde herhen. Jeg ved rent faktisk nogle ting om dig, som du sikkert ville ønske, at jeg ikke vidste, og jeg er ked af, at jeg sådan trænger mig på." Jeg tager en dyb indånding. "Det er det, der er problemet med Troposfæren: man ved det ikke, før det er for sent og man allerede har gjort det. Jeg mener, indtil videre har alt, hvad jeg har oplevet derinde udelukkende været et rent eksperiment fra min side." Det er nu ikke helt sandt, og det ved hun udmærket. Jeg er nødt til at være fuldkommen ærlig, hvis jeg vil have hende til at åbne op over for mig. "Okay, eller faktisk har jeg brugt det bevidst en enkelt gang, dengang jeg skulle finde Saul ..."
"Hvorfor kalder du ham nogle gange for 'Burlem'?" spørger hun, stadig med skeen i jorden.
"Øh, det gør jeg bare," siger jeg. "Det er vel noget, jeg har taget til mig på universitetet. Der er mange derude, som siger 'Burlem' i stedet for Saul."
"Mon ikke de snarere kalder ham 'professor Burlem'," siger hun med et lille fnys.
"Ikke de andre ansatte," siger jeg og trækker på skuldrene. "Generer det dig?"
"Ja. Men jeg ved ikke hvorfor."
"Jeg skal nok lade være med det. Jeg er virkelig frygtelig ked af alt det her."
Vi fortsætter med at vende jorden. Jeg finder én regnorm, som jeg forsigtigt tager op og flytter til et mindre udsat sted. Lura betragter mig gøre det, men jeg har ingen anelse om, hvad hun tænker imens.
"Hvad fandt du ud af om mig, mens du var inde i hovedet på Saul?"
"Næsten ingenting," siger jeg. "Jeg ved, at I var i seng med hinanden dengang i Tyskland - det er den eneste intime detalje, jeg kender til. Der var logisk nok en masse andre oplysninger om jer to sammen, men du må huske på, at jeg jo kun var derinde for at finde ud af, hvor han var nu og ikke hvad han følte, så det var et bestemt spor af erindringer, jeg fulgte frem for et andet,"
"Hm."
"Du må virkelig undskylde. Hør her, du er velkommen til at gå ind i mit hoved når som helst, hvis du vil. Jeg har nogle temmelig slibrige ting stuvet af vejen derinde, inklusive nogle detaljer, jeg lod ude af 'historien frem til nu', som jeg fortalte den forleden."
"Det er okay. Men tak," siger hun og vender videre i den rødbrune jord med sin planteske. De ting jeg har sagt, har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk.
Men så smiler hun.
"Jeg har altid godt kunnet lide at gå og rode i haven, når der er noget, jeg skal tænke over," siger hun. "Det er så afslappende med alle de gentagne bevægelser, synes du ikke?"
Hold da helt op. Har hun rent faktisk frivilligt indledt en samtale med mig?
"Jo," siger jeg. "Det er det."
"Saul er nødt til at gøre alting på en 'zen-agtig' måde for tiden. Så han sætter hele sin eksistens ind på at vende jorden, hvis det er det, han er i gang med. Ikke fordi han nogensinde arbejder i haven. Men nogle gange, når han maler et stakit eller ordner en stikkontakt, kan man se bevægelsen i ham: hvordan han overgiver sig helt til gøremålet uden at bruge det som en undskyldning til at tænke over noget andet."
Jeg spekulerer på, hvad det er, hun har at tænke over. Sikkert hvordan hun bedst kan bede mig om at rejse. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg nu skal sige. Men jeg har heller ikke lyst til at afslutte samtalen. For første gang siden jeg ankom, føles det ikke som om Lura foragter mig.
"Åh, der er i øvrigt blevet lagt en ny besked på telefonsvareren her til morgen," siger jeg.
"Aha. Det må være forfatteren igen."
"Forfatteren?"
"Ja. Det er det problem, jeg går rundt herude og tænker over." Hun sukker, hvorefter en lang pause følger. "Saul siger, at du ved en masse om tankeeksperimenter."
"Ja," siger jeg. "Jeg er - eller jeg skulle måske snarere sige 'var' - ved at lave en ph.d. om tankeeksperimenter."
"Hm. Ville du mene, at en historie kan være et eksperiment?"
"Ja, bestemt," svarer jeg straks. "Jeg ville endda mene, at alle tankeeksperimenter er historier."
"Det lyder interessant. Hvorfor?"
"Jamen, fordi alle tankeeksperimenter har en narrativ struktur. Eller i hvert fald den slags af dem, som jeg forstår."
Det går pludselig op for mig, at jeg taler til et ægte videnskabsmenneske og derfor har brug for et vist mål af forbehold. "Jeg er sikker på, at du kender til tankeeksperimenter, som ikke rummer en historie. Men ..."
Hun rynker panden. "Nej. Jeg kan godt lide teorien om, at tankeeksperimenter er historier. Hvis de ikke er historier, ville de vel snarere være hård videnskab og slet ikke eksperimenter. Einsteins tog ... Schrödingers kat. Hm."
"Ja - de er faktisk to af dem, jeg studerer ret indgående."
"Nå, men så må vi jo nok hellere diskutere dem lidt mere indgående på et tidspunkt. Men i første omgang er du altså enig med mig i, at et tankeeksperiment kan være formuleret som en historie?"
"Ja, bestemt. Hvorfor?"
"Hvad om jeg lavede et lille tankeeksperiment med dig? Det handler om Troposfæren, og selvom det rent faktisk findes formuleret som en historie - med personer og den slags - har jeg ikke selv læst historien, så jeg vil gerne bare fortælle det som en slags historie, men uden personer, hvis ellers det giver nogen mening."
Det gør det ikke rigtig, men jeg nikker. "Fortsæt. Det lyder spændende."
"Hvad ved du allerede om Troposfæren?" siger hun. "Altså på det mest basale plan."
"Øh," siger jeg. "Det er et sted, som består af sprog."
"Mere præcist udtrykt?"
"Af tanker," siger jeg. "Og stedet er bygget op af metaforer og...
"Tanker," gentager hun. "Glimrende. Ja. Det er et sted, som består af tanker. Derfor vil vi gerne stille spørgsmålet: Hvad er tanker? Har jeg ret?"
"Ja."
"Og vores oplevelser med Troposfæren fortæller os, at tanker ikke bare er usynlige, noget vi forestiller os. De bliver indfældet i omgivelserne, lige så snart de har fundet sted, og bliver dermed til en slags entiteter, får en egen eksistens. Er du enig?"
"Ja. Jeg er enig."
Vi er stadig i gang med at vende jorden, selvom bedet egentlig er færdigt.
"Godt. Vi vil nu gerne undersøge den påstand, at tanker har en substans."
Jeg kommer i tanke om noget fra Apollo Smintheus' første dokument.
"Måske er tanke lig stof," siger jeg.
"Ja! Præcis. Men det er svært at se for sig, præcis hvordan tanker kan være stof."
"Ja. Jeg må indrømme, at det ikke rigtig er lykkedes mig."
Selvom himlen stadig er fuldkommen blå, mærker jeg nogle regndråber mod mit ansigt. Jeg kigger op for at se, hvor de kommer fra, men der er ingen skyer.
Lura smiler til mig. "Okay," siger hun. "Her kommer historien. Altså tankeeksperimentet. Hvad mener du om det følgende scenarie? Forestil dig en computer med en enorm harddiskhukommelse. Der kører et program på computeren - måske lidt i retning af et spil, med personer og omgivelser. Nå, men de små personer i spillet er altså skrevet i binær kode. De kan for eksempel være del af et simulationsspil. Du kender sikkert den type, jeg tænker på, hvor man skal skabe en by, hvor de kan bo, og hvor softwaren undervejs genererer effekter som regn og tørke og krige?"
"Jo. Jeg kender godt den slags spil," siger jeg.
"Nå, men det næste skridt kræver et tankespring ud på lidt mere gyngende grund. Hvad ved du om kunstig intelligens?"
"Jeg ved, at Samuel Butler var optaget af, at maskiner kunne udvikle intelligens, lige så vel som mennesket havde gjort det," svarer jeg. "At maskinbevidsthed er lige så uafvendeligt, som menneskelig bevidsthed."
"Interessant. Bare fortsæt."
"Han argumenterede for, at bevidstheden bare er endnu et led i evolutionen. En tilfældig mutation, som kunne være overgået hvad som helst. Og når det kommer til stykket, består maskiner jo af det samme som os ... Og vi fodrer hele tiden maskinerne. Vi giver dem brændstof, og sprog ..."
"Ja!" Hun banker let i jorden med sin planteske. "Fint. Lad nu være med at foregribe tingene."
I og med jeg ikke ved, hvor vi er på vej hen, ved jeg ikke, om jeg kan lade være med at foregribe tingene ved et uheld. Men jeg vender lidt rundt i jorden og siger bare, "Okay, undskyld. Fortsæt."
"Forestil dig, at der finder en eller anden mutation sted i vores computersimulation. De små personer udvikler bevidsthed. Nu kommer det så: hvad ville deres tanker bestå af?"
Jeg forsøger at se min bærbare for mig på et skrivebord med spillet kørende på skærmen. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være at være en af disse digitale, binære personer. Hvor mange dimensioner ville man være vidende om? Hvordan ville man interagere med de andre personer? Jeg tænker på, hvad denne verden består af - dybest set bare af nuller og ettaller - og jeg forstår derefter, at alt i denne lille verden må bestå af nuller og ettaller. De små personer er måske ikke selv i stand til at se dem, men alt, også deres tanker, ville være lavet ud af det samme stof.
"Deres tanker ville bestå af den samme kode, som deres verden består af," siger jeg til Lura. "Nuller og ettaller." Men jeg er allerede begyndt at få kvalme.
"Ja, fuldkommen rigtigt. Fortæl mig nu," siger hun. "Græsset og træerne i vores binære verden. Hvad består de af?"
"Nuller og ettaller," svarer jeg.
- "Og husene, og vandet, og luften?"
"Nuller og ettaller."
"Og hvad sker der med tanker i denne verden, når først de er tænkt? Forsvinder de igen?"
"De bliver gemt på harddisken. "Jeg tøver et øjeblik, mens jeg tænker på midlertidige filer og på forskellen mellem RAM og ROM. "Gør de ikke?"
"Jo. Det er information overført til nuller og ettaller, ligesom alt andet i denne verden. Vil du derfor give mig ret i, at harddisken vokser i takt med, at disse væsener tænker?"
Jeg tænker over det. Jeg er holdt op med at grave, så jeg lægger skeen fra mig og sætter mig på underlaget. Flere dråber falder ned og rammer mig ud af det blå, falder fra den samme usynlige sky på himlen.
"Ja?" siger jeg. "Jeg ved ikke rigtig her. Det lyder lidt, som om det godt kan være et snydespørgsmål."
"Ja. Det er det også. Selve harddisken udvider sig ikke, den forandrer sig ikke, den bliver ikke tungere eller andre ting af samme skuffe. Men informationerne på den forandrer sig. Der bliver skrevet på den hele tiden. Hvis man betragtede harddisken som en slags tomt rum, der bare var til at skrive på, ville man måske tro, at den udvidede sig. Men hvis man forstod, at den bare bestod af informationer, som var kodet sammen på en måde, så det gav mening - men altså hverken flere eller færre informationer alt i alt - så ville man ikke få den tanke, at den udvidede sig.
Man kunne måske argumentere for, at der ikke findes noget tomt rum i dette scenarier'
"Okay."
"Nå. Men hvad synes du indtil nu?"
"Jeg tror måske, jeg føler mig noget svimmel."
"Okay. Men hvorfor?"
"Fordi det du siger, giver fuldstændig mening. Troposfæren er som en slags harddisk, vi normalt ikke har adgang til, selvom vi i teorien godt kunne have det, fordi den ligger på samme maskine ... Og ... Oh, shit. Vi lever i en computersimulation. Er det dét, du siger?"
"Ah," siger hun. "Fint. Interessant synspunkt. Men nej. Jeg tror ikke, at vi lever i en computersimulation. Computeren er en metafor."
"En metafor for ...?"
"Det er det, jeg gerne vil have dig til at tænke over," siger hun. "Du har allerede hjulpet mig med at løse problemet med forfatteren. Men der er også en anden ting, jeg gerne vil have dig til at tænke over. I denne her computersimulation: Hvis tanke og stof består af det samme, hvordan opstår stoffet så?"
Regnen begynder at falde tættere nu, selvom der stadig ikke er nogen skyer. Lura rejser sig.
"Måske det er den berygtede storm," siger hun. "Lad os gå indenfor."
Da vi er kommet ind, fortsætter Lura direkte hen i retning af sit arbejdsværelse.
"Tænk over det," siger hun til mig igen.
Så det gør jeg så. Jeg sætter mig på sengen og tænker tingene igennem. Jeg bruger hele dagen på det: På at tænke tankeeksperimentet til ende, hver gang med lidt flere detaljer end tidligere.
Hvis tanke og stof er det samme, hvordan opstår stoffet så? Jeg tænker på stof, og på hvad det består af - altså kvarker og elektroner - og jeg spekulerer over på hvilken måde kvarker og elektroner i virkeligheden adskiller sig fra nuller og ettaller. I begge disse mulige verdener er de stoffets "byggesten". Universet og computerverdenen indeholder den samme mængde stof. Kvarker og elektroner kan sættes sammen til at danne hvad som helst i den fysiske verden: et frø, et træ, kulstof. Hvorefter tingene rådner og gendannes af det samme stof.
I computerverdenen består alting af nuller og ettaller - et pornobillede, for eksempel - som man kan overskrive med noget fuldkommen anderledes, hvis man har det rigtige software-program, som giver en mulighed for at jonglere rundt med hukommelsen nede på det niveau, hvor nullerne og ettallerne befinder sig. Man ville kunne få det til at se ud, som om pornobilledet aldrig havde været der: at pladsen hele tiden havde været ubeskrevet, eller at der i stedet lå et dokument om et træ. Men måske man alligevel ville efterlade sig et spor; fossiler er for eksempel spor. Kvarker og elektroner stivnet i et øjeblik, og som nægter at lade sig nedbryde og genopstå som noget andet.
Så hvordan opstår stof?
Senere, over en middag bestående af champignoner på ristet brød, fortsætter samtalen.
"Jeg har fortalt Ariel om min bog," siger Lura til Burlem. "Eller i det mindste om tankeeksperimentet om computeren."
"Det er den eneste del, jeg for alvor forstår," siger han. Derefter, henvendt til mig: "Resten er næsten ren matematik."
"Jeg har ikke besvaret dit spørgsmål endnu," siger jeg til Lura. "Hvordan opstår stof?"
Burlem ler. "Skøn gåde at stille folk på en regnvejrseftermiddag."
Himlen er blevet mere og mere mørk, som dagen er gået, og klokken tre om eftermiddagen var jeg ikke længere sikker på, hvad der forgik udenfor: om det var blevet aften eller om det var uvejret. Ved femtiden, da jeg var nede at lave kaffe, så jeg Burlem forsøge at lokke Planck ud af døren. Men hunden blev hele tiden ved med at bakke tilbage ind i huset. Det var den nemmeste måde at slippe væk fra regnen, men så temmelig komisk ud.
"Det havde jeg nu heller ikke forventet," siger Lura med et venligt smil.
"Men jeg har fanget, at kvarker og elektroner er ligesom nuller og ettaller," siger jeg. "Og det forekommer mig efterhånden temmelig indlysende, at tanke er stof ..." Bortset fra at jeg faktisk har et problem med at acceptere idéen. Hvis tanke er stof, så er alt virkeligt. Men jeg troede ellers, at ingenting er virkeligt. Derridas différance; Baudrillards simulacrum. Hvis tanke er stof, er alt pludselig virkeligt. Men hvis man vender ligningen om - så stof rent faktisk er tanke - er intet pludselig virkeligt. Kan begge disse teorier være sande på en gang? Kan denne ligning fungere ligesom "energi er lig masse"?
"Selvom tanken ikke kan skabe mere stof," siger Lura, "kan hverken tanke eller masse opstå ud af det blå."
"Nej. Det kan jeg godt indse, tror jeg nok. Men tanken ... former ..."
"Indkoder," siger Lura, "Tanken indkoder massen."
"Hvilket betyder?" Jeg tager et nip af min rødvin og bemærker, at jeg ryster på hånden.
"Når man tænker, ændrer det potentielt set tingene."
Jeg tænker over det og over alt det andet, hun har sagt. Jeg forestiller mig det lille binære folk i deres verden, hvor alt hvad de ser omkring sig og alle deres tanker, består af en og samme ting.
I denne verden ville man sikkert kunne lave ting bare ved at tænke på dem. Der ville ikke være nogen forskel på tanken om regn og så selve regnen. Men det samme kan da umuligt være gældende i denne verden?
"Er det du siger, at hvis jeg tænker på et træ, så kan jeg skabe et træ?" spørger jeg Lura med en vis skepsis.
"Ikke i denne verden," svarer hun.
"Men i computerverdenen? I tankeeksperimentet?"
"På en måde," siger hun og ser over på Burlem. "Hun har et godt tag på at forenkle tingene," siger hun.
"Ikke en evne man har særlig meget brug for på engelskinstituttet," siger han. "Men ja."
"Hvordan 'på en måde'?" spørger jeg Lura. "Hvorfor kan jeg kun på en måde lave et træ, hvis jeg er en af personerne i computeren?"
"Fordi det kommer an på, hvilken slags kode du tænker i," svarer hun. "Om du tænker i maskinkode eller om du bare tænker inden for et bestemt softwareprogram."
"Det tror jeg ikke helt, jeg forstår," siger jeg og rynker brynene.
Jeg kan næsten ikke smage maden. Jeg er så frygtelig bevidst om, at det er virkeligheden, vi taler om: dette er det rum, jeg befinder mig i og her er den stol jeg sidder på, og her er min bevidsthed og mine drømme og alt andet, der gør, at jeg er til. Jeg har en besynderlig følelse af, at alting omkring mig vil begynde at smelte, hvis jeg svarer forkert: at hele eksistensen afhænger af det.
Og derefter tænker jeg: "Hold nu op: det er jo bare en teori."
Men jeg har set beviset for den. Jeg har været i Troposfæren.
Men Troposfæren kunne betyde hvad som helst, kunne den ikke?
"Problemer?" spørger Burlem og griner. "Velkommen i klubben."
"Jeg mener, det er som om hele verden snurrer rundt. Jeg ved ikke ..."
"Hvad der er op og ned?" spørger Lura.
"Ja. Men i flere dimensioner end bare fire. Jeg kan ikke ..." Hvad er det, jeg forsøger at sige? Jeg er ikke selv sikker. "Så hvad er maskinkode?" spørger jeg. "Og hvorfor kan jeg ikke bare tænke træer?"
Hun tager et nip af vinen. "Hele min bog handler om, hvad 'maskinkode' muligvis er. Jeg er ikke engang selv helt sikker endnu. Jeg har min hypotese om, at den eksisterer, men jeg leder stadig efter en udregning, som fuldt ud kan forklare det ... jeg tror, jeg måske er nået femoghalvfjerds procent af vejen." Hun stiller glasset fra sig. "Du forstår selvfølgelig godt, at man i den virkelige verden ikke kan lave noget bare ved at tænke på det. Man kan ikke bare lave en tipundseddel, når man er flad eller en sandwich, når man er sulten. Bevidstheden kan slet ikke sådan noget."
"Desværre," siger Burlem.
"Men vi ved samtidig - eller vi er blevet enige om - at tanke er stof. Tanke er indkodet; tanke forsvinder aldrig. Alles tanker eksisterer i den anden dimension, vi oplever som Troposfæren."
"Ja," siger jeg og lægger gaflen fra mig.
"Vi ved, at tanke er stof, fordi det hele foregår i et lukket system, inden for hvilket alt består af stof. Ligesom i computer-programmet i vores tankeeksperiment. Der er ingenting derinde, som ikke er skrevet i kode, fordi, ja fordi, der ikke findes noget på en computer, som ikke er skrevet i kode. Alt uden for systemet kunne per definition ikke eksistere inden for det. Men vi ved også, at tanken ikke skaber mere stof ..."
"Det forstår jeg godt," siger jeg. "Computervæsenerne ville ikke bare kunne skabe mere RAM ved tankens kraft, for eksempel."
"Godt," siger Lura. "Men det stof, som allerede er der, kan manipuleres."
Hvor var det, jeg hørte nogen tale om at bøje skeer for nylig? Det er det, jeg kommer til at tænke på nu, men jeg siger ikke noget om det. Jeg er ikke engang sikker på, at ske-bøjning overhovedet er noget, der er sket i virkeligheden og der er vist heller ingen kendte eksempler på, at folk kan få en guldfisk til at komme til syne bare ved at tænke på en. Tryllekunstnere, som forvandler silketørklæder til duer, gør det slet ikke i virkeligheden: det er bare en illusion.
Lura taler videre. Hun beskriver de to forskellige niveauer, koderne befinder sig på i den metaforiske computer: maskinkode og softwarekode. Maskinkode får computeren til at fungere og fortæller softwarekoden, hvad den skal. Måden hun taler på, er fokuseret og inderlig, som om hun forsøger at tale en passager ned, som har måttet overtage rorpinden i cockpittet efter en ulykke. Et kort øjeblik får jeg det indtryk, at hun tror, hun snart skal dø. Så er tanken væk.
"Så hvad vil du sige er skrevet i maskinkode i vores verden?" spørger Lura mig.
"Fysikkens love?" svarer jeg, mens jeg spekulerer på, om jeg er den passager, som skal forsøge at lande flyet og om jeg vil få det til at styrte ned eller ej.
"Ja. Glimrende. Og?"
"Og ...?" Jeg tænker mig om et par minutter. Mens jeg tænker, bliver Burlem færdig med at spise, hvorefter han tager tallerkenerne af bordet og stiller dem i opvaskemaskinen.
"Hvad med filosofi?" tilskynder Lura mig. "Metafysik?"
Jeg nikker langsomt, "Okay. Så ... hvad er din påstand? At der er nogle mennesker, som tænker i denne maskinkode?"
"Det er muligt," siger hun. "Hvem ville du tro tænkte i maskinkode?"
"Du mener i modsætning til den kode, vi forbinder med den 'almindelige verden'?"
"Ja."
"Så den almindelige verdens kode primært er sprog, mens maskinkode er videnskabsfolkets? ... filosoffernes tanker?"
"Ja. Prøv nu at forestille dig en historisk skikkelse. En som ville være i stand til dette."
Jeg tager en slurk vin. "Einstein?"
"Godt svar. Men nu kommer jeg til det sværeste spørgsmål af dem alle. Dengang Einstein udtænkte relativitetsteorien, beskrev han så verden, sådan som den i forvejen var eller ...?" Hun hæver det ene øjenbryn for at give mig plads til at fuldføre sætningen for hende.
"Fik han den selv til at fungere på de præmisser," siger jeg. "Ah, Gud."
"Forstår du, hvad jeg mener?" spørger Lura. "Synes du ikke, det er mærkeligt, at Einstein fandt præcis det, han ledte efter, selvom det slet ikke burde give mening? Det var en blændende teori, selvfølgelig, men frygtelig eksotisk sammenlignet med for eksempel newtonsk fysik. Siden kastede Eddington sig over sine undersøgelser af solformørkelser, og det viste sig så, at Einsteins forudsigelser var rigtige. De bliver til stadighed bevist. I dag kan man ikke lave et GPS-system uden at tage højde for relativitetsteorien. Og selv den kosmologiske konstant, som Einstein selv afviste og udråbte som sin største fejltagelse - selv den mener man i dag, der er et vist belæg for. Og så er der kvantefysikken, som dybest set er et studium af ting, man ikke burde være i stand til se," siger hun.
"Det er studiet af ting, som ingen nogensinde har set eller overhovedet tænkt særlig meget over. Og hvad skete der, da folk rent faktisk begyndte at kigge?"
"De fandt ubestemthedsprincippet," siger jeg.
"Ingen havde nogensinde sagt noget om, hvad alle disse her småbitte ting foretog sig," siger Burlem. "Så da de begyndte at kigge på det, opdagede de, at tingene foretog sig hvad som helst de lystede og endda på én gang."
"Du opsummerer det altså på en tåbelig måde," siger Lura. "Stof foretager sig ikke 'hvad som helst'. Stof på kvanteniveau havde bare ingen love at følge. Ingen havde besluttet, hvorvidt lys var bølger eller partikler endnu. Og folk blev overraskede, da de så opdagede, at det var begge dele på én gang. Set i lyset af min teori er det måske ikke så overraskende at opdage at elektronen, set nede på det niveau, befinder sig alle steder på én gang, indtil man beslutter sig for, hvor den er - og dermed også hvad den er. Det passer ind i teorien. Stof skal kodes, før det kan betyde noget. Og det er tanken, som indkoder stoffet. Det er tanken, som bestemmer, hvor elektronen befinder sig."
Vi rykker over i sofaerne med en stempelkande kaffe. Lura strikker, mens hun taler: den lysegrønne kashmir forvandles fra noget, der ligner snor til noget, der ligner ærmet på en cardigan, mens de grå pinde knitrer i hendes skød. Gad vide, hvem det er hun strikker til. Jeg har en kraftig mistanke om, at det enten er til hende selv eller slet ikke til nogen. Mens hun strikker, forklarer hun mig, hvordan hun mener, at de love der gælder for den fysiske verden er konstrueret. Hun siger, at de aldrig har fandtes a priori: at der ingen fornemmelse har været af, at stof overhovedet var der, eller fulgte bestemte love, før der var en bevidsthed, der var i stand til at opfatte det sådan.
Men fordi bevidstheden jo består af det samme stof, begyndte de to områder, som vi ellers altid opfatter som tydeligt adskilte - den menneskelige bevidsthed og tingenes verden - at arbejde sammen for at skabe, raffinere og forme hinanden. Bevidste væsener begyndte at betragte tingene og beslutte hvad de var og hvordan de fungerede. Derfor svømmede den første fisk heller ikke bare tilfældigt ind i den plante, den skulle bruge for at overleve: den skabte den. Og der var heller ikke nogen, der "fandt" ilden ved et heldigt tilfælde. Det eneste der skulle til, var at nogen tænkte tanken ild, og så længe denne tanke bare var i "maskinkode", var det nok. Og således fungerede tingene, i hvert fald i et stykke tid, præcis sådan som alle tog for givet, at de gjorde. Og der var ingen modstridende love, så alt var såre simpelt. Solen drejede rent faktisk rundt om jorden og magi var en ægte og virkelig kraft. Men så begyndte der at dukke nye mennesker op - folk som også var i stand til at tænke i denne maskinkode - som besluttede, at verden fungerede på en anden måde. Solen blev nu i stedet centrum i noget, de kaldte et "solsystem", og stjernerne holdt op med at være helgenernes tårer. Gradvist forsvandt magien.
Vi taler om kaosteori, og om hvordan sommerfugle pludselig blev i stand til at forårsage orkaner, og derefter taler vi om evolutionen. Lura forklarer sin teori på området - som er en del af hendes overordnede projekt - at når først nogen har tænkt noget frem via denne maskinkode, skal denne ny teori så vise om den kan overleve. Nogle klarer det, andre gør ikke. Newtons teori havde nogle skønhedsfejl, som blev rettet i Einsteins teori. Einsteins teori var en mutation, men stærkere end de foregående. Den overlevede. Men der er nu alligevel noget, der generer mig ved alt det her.
"Hvad med tiden?" spørger jeg.
"Hvad med den?" svarer Lura.
"Der er jo ingen, der tror, at relativiteten først begyndte af eksistere fra 1905, eller hvornår det nu var. Folk tror, at relativiteten altid har fandtes, men at der bare ikke er nogen, der har bemærket den tidligere."
"Hvad tror du?" spørger Lura.
"Jeg ved ikke rigtig," siger jeg.
"Måske fungerer tiden ikke helt på den måde, som du tror," siger Lura. Men mere siger hun ikke i det næste minuts tid og da jeg kigger over på hendes rynkede ansigt, ser hun træt ud.
"Hvem er den forfatter, du snakkede om tidligere?" spørger jeg. "Ham eller hende, der har ringet og lagt alle beskederne?"
"Åh," siger Burlem.
"Åh, hende," siger Lura. "Hun er interesseret i mine teorier og har kogt nogle af dem sammen til en novelle. Hun vil have den trykt i Nature, men jeg var ikke sikker på, at jeg syntes det var nogen god idé. Hun tilbød at sætte mit navn på også, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til at lægge navn til alt det her endnu. Og hvad min bog angår ..."
Luras blik glider væk fra mit og standser andet sted nede på bordet.
"Hvad er din titel til bogen?" spørger jeg.
"Poststrukturalistisk fysik," siger hun. Pindene holder op med at knitre. Hun sukker og lader strikketøjet glide ned i skødet. "Ikke fordi den nogensinde vil blive udgivet," siger hun.
"Hvorfor ikke?" spørger jeg.
"Fordi der ikke er nogen beviser for noget som helst af det, jeg har talt om her til aften. Poststrukturalistisk fysik findes slet ikke. Jeg kan levende forestille mig, hvordan mine gamle kolleger ville reagere. De ville tro, at jeg har mistet forstanden. Det sker ind i mellem, når folk går på pension. De ..." Hun trækker
på skuldrene: en lille, næsten usynlig bevægelse. Både Burlem og jeg venter på, at hun skal fortsætte sætningen, men det eneste hun siger, er "Tja." Burlem bøjer sig frem og samler garnnøglet op, som må være faldet på gulvet og rullet ind under Luras stol, uden at jeg har opdaget det.
"Hvad med Troposfæren?" spørger jeg.
"Troposfæren må væk," siger Burlem.
"Væk? Men ... hvordan?"
"Du skal udslette den," svarer han.
Jeg sidder på sengen med tankerne flagrende rundt inde i hovedet som kaotiske sommerfugle.
Oh, fuck.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor Apollo Smintheus interesserede sig så meget for mig.
Så jeg kan altså ændre folks tanker - ligesom de to KIDS kan. Jeg kan få folk som Martin Rose til at skulle så meget på toilettet, at han vælger at forlade sin udkigspost. Og jeg fik Wolf til at nægte at fortælle Adam, hvor bogen var, mens mændene fra projekt Starlight næsten hundrede procent sikkert var inde i hans bevidsthed og lyttede med. Men jeg troede, det var noget, alle mennesker kunne. Jeg troede ikke, at jeg selv var noget særligt. Men det viser det sig nu, at jeg er. Lura tror, at jeg muligvis er i stand til at tænke i maskinkode; at jeg har potentialet til det. Og det er så derfor, Apollo Smintheus vil have mig til at opsøge Abbie Lathrop og, gennem hende, ændre historiens gang.
Så nu vil Burlem og Lura have mig til at gå endnu længere tilbage i tiden og overbevise Lumas om slet ikke at skrive bogen. De siger, at jeg kan bruge lige så lang tid, jeg vil på at forberede rejsen - når først bogen er væk, er dens viden det jo også. Mændene fra projekt Starlight vil aldrig finde bogen inde i klosteret, fordi bogen ikke er der længere. Der vil slet ikke være noget projekt Starlight. Men paradokserne er igen ved at drive mig til vanvid: de gør det umuligt for mig at komme videre. Hvis jeg allerede havde gjort det, og med succes, ville jeg slet ikke være nødt til at tage derind for at gøre det. Og i virkeligheden har jeg ikke al den tid, det skal være. Martin og Ed kunne for eksempel komme allerede i morgen og skyde knoppen af mig. Den kendsgerning at de overhovedet er her, i denne verden, og at de har planer om at gøre det - det tyder vel på, at mit projekt allerede er mislykkedes?
Bortset fra ... måske fungerer tiden slet ikke, sådan som vi ellers går rundt og tror.
Men måske skulle jeg hellere lade være med at tænke alt for meget over den side af sagen ... Faktisk er jeg lidt bange for at tænke noget som helst, nu hvor jeg ved, hvad mine tanker potentielt set kan udrette.
Så det jeg ønskede var viden, og det fik jeg. Men har jeg nogensinde ønsket mig den her slags viden? Har jeg nogensinde ønsket at vide, at Gud ikke findes: at vi ER Gud? At der ikke nødvendigvis findes en skaber eller en mening med det hele? Vi skaber selv meningen og drømmer om skaberne: det er det eneste, vi kan. Men det vidste jeg jo godt lige fra starten, gjorde jeg ikke? Måske. Men hvor er det alligevel forfærdeligt: hvor er det forfærdeligt at få ret; at nogen kommer og beviser over for én at, ja, der er ikke nogen far i det høje, der smiler anerkendende til én, fordi man kunne finde ud af at gætte gåden.
Intet højerestående væsen som bryder ud i klapsalver og tilbyder én et særligt sted i himlen, fordi man har forstået noget af Heidegger. Det kan godt være, at Gud er deroppe i Troposfæren, men Troposfæren er slet og ret vores tanker. Og der er slet ikke noget uden for tanken. Vores tanker får kvarker til at dreje hid og did og klasker elektroner sammen til hvad som helst vi ønsker, at de skal være.
Den newtonske årsag og virkning tydede på, at en eller anden kunne have trukket det oprindelige ur op og sat det i gang, og at hver eneste handling i universet kunne forudsiges - hvis man havde tilstrækkelig gode oplysninger at beregne forudsigelsen ud fra. Der er ingen fri vilje i den form for verden; en verden, hvor alt potentiel set kan regnes ud. I den form for verden, står jeg op om morgenen og gør de ting, jeg er blevet forprogrammeret til: som om alle mine handlinger bare er dominobrikker i et computerspil, der bliver væltet af andre dominobrikker i et computerspil. Det er det, der sker, når man forsøger at kombinere Gud og videnskab. Det bliver til en fortælling, et narrativt forløb. Der er en begyndelse, en midte og en slutning. Og midten er der kun, fordi begyndelsen er der; slutningen er der kun, fordi midten er der. Og i begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Fjerner man den fortælling, som årsag og virkning udgør, står man tilbage med kvanteverdenen, som er foruroligende nok i sig selv med alle dens muligheder for multiple universer og en uendelighed af sandsynligheder. Men hvis man ikke tager tingene alt for alvorligt, og man medregner faktorer som evolution og økonomi og alt det andet, man tager for givet i vores verden, har man i det mindste illusionen om den frie vilje. Man kan beslutte sig for at blive rig. Man kan blive præsident. Usandsynligt, men muligt.
Men i denne nye verden af poststrukturalistisk fysik, har jeg så meget fri vilje, at der ikke længere er nogen ting, der for alvor betyder noget.
Men det mente du jo også tidligere, Ariel. Du har læst Heidegger, Derrida. Du fik et kick ud af den slags: at der ingen absolutter findes. Det var det, du troede på. At alt afhænger af alt andet.
Men jeg ønskede ikke, at det var sådan, det forholdt sig. Eller jeg ønskede, at det var sådan det forholdt sig inden for det lukkede system, som sproget udgør, og hvor intet for øvrigt nogensinde er uimodsigeligt sandt. Men jeg ønskede ikke, at verden kun skulle være bygget op af sprog og intet andet end sprog.
Måske er det derfor, at Burlem søger tomheden.
Og det ville også være der, jeg ville søge hen, hvis ikke jeg var nødt til at drage ind i Troposfæren igen, velvidende at der er en reel risiko for, at jeg aldrig vil komme tilbage. Men på en måde er Burlems og Luras ræsonnement jo logisk nok. Hvis jeg alligevel skal ind og pille ved Abbie Lathrops bevidsthed for Apollo Smintheus' skyld, hvorfor så ikke også tage endnu længere tilbage og pille ved Lumas' bevidsthed for menneskehedens skyld? Og selvfølgelig gav de ting, de sagde fuld mening. Troposfæren burde slet ikke være der: Hvis tilstrækkelig mange mennesker kendte til Troposfæren, ville vi pludselig befinde os i et rent skrækscenarium: uden Gud - og samtidig uden den frie vilje. Folk ville så let som ingenting kunne kontrollere andre menneskers bevidsthed. Dem med magt ville så let som ingenting kunne manipulere resten af os til at tro, hvad som helst de ønskede. Alle "forkerte" eller "revolutionære" tanker ville blive ryddet af vejen.
Og jo, den er god nok: netop på samme måde som jeg skal ind og rydde visse af Abbie Lathrops og Thomas E. Lumas' tanker af vejen.
Da jeg går i seng, kan jeg næsten ikke falde i søvn. Og da det endelig lykkes, begynder jeg straks at drømme om Apollo Smintheus igen. Det meste af drømmen er magen til den forleden; den hvor han igen og igen bliver ved med sige "Du skylder mig noget". Men den anden halvdel af drømmen handler om alt det, han fortalte mig om tidsrejser og paradokser. Jeg spørger ham: "Men hvordan kan jeg rejse tilbage i tiden og forandre en verden, der ikke allerede er forandret af min handling?"
Og han svarer, "Du har allerede gjort det."
Til sidst lykkes det mig alligevel at få sovet en times tid.
Da jeg står op næste morgen, er det holdt op med at regne og Burlem har lavet havregrød til mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst til havregrød: jeg tror, jeg har lyst til at ryge en masse cigaretter og rode køkkenskufferne igennem efter den skarpeste kniv og trække mig tilbage i mit eget selskab i nogle timer for at overbevise mig selv om, at jeg er virkelig og at jeg er menneskelig og at jeg betyder noget. Men når det kommer til stykket, spiser jeg bare min havregrød, ryger en cigaret og drikker et glas vand. Ved titiden kommer Lura ud fra sit arbejdsværelse.
Jeg sidder i en af de gule sofaer og ryger det sidste af dagens anden cigaret. Der er ikke tændt op, og jeg knipser den nederste stump ind i kaminen. Burlem er ude at lufte Planck. Lura laver sig en kop urtete og sætter sig over i lænestolen.
"Nå," siger hun.
Jeg hoster lidt. "Tja," svarer jeg.
"Sikke en nat," siger hun. "Hvordan har du det?"
Jeg ser forbi hende og ud igennem havedørene. Græsset er stadig fugtigt efter nattens frost. Jeg kan se det stykke bed, som vi gravede sammen i går, og hvor jorden ser rødere og mere let og luftig ud end i resten af haven.
"Jeg føler mig fuldkommen udmattet," siger jeg. "Alle de tanker ... og jeg har heller ikke sovet særlig godt."
"Nej? Fordi du har tænkt for meget?"
"Mest på grund af ubehagelige drømme," forklarer jeg. "Tidsrejseparadokser."
"Ah, dem. Ja, de skal nok holde en vågen. Jeg var engang gift med en verdensautoritet inden for det felt, så jeg burde vide det." Hun smiler tyndt, og jeg spekulerer et øjeblik på, hvad der mon er blevet af ham. Skred han med en eller anden, som han plejede at ringe til ude fra toilettet? Eller måske døde han, hvorefter Lura anskaffede sig hunden til at holde sig med selskab. Men jeg kan ikke tillade mig at spørge.
Jeg trækker på skuldrene. "Jeg kom til at tænke på fødder." Hun smiler og drikker af sin te. "Fødder?"
"Ja," svarer jeg. "Den menneskelige fod. Ingen forstår præcis, hvordan den fungerer - eller i hvert fald ikke godt nok til at være i stand til at genskabe den. Og derudover er der ting som junk-DNA og de kognitive processer og den måde kvantefysikkens teorier ikke stemmer helt overens med tyngdeloven, men alle tror, at de må passe sammen alligevel ... hvordan fungerer det?"
"Du er nok nødt til at forklare lidt tydeligere, hvad du mener," siger hun. "Hvordan fungerer hvad?"
"Altså, der er jo tydeligvis ikke nogen, der har været i stand til at 'tænke' disse ting frem, men ikke desto mindre findes de. Det jeg forsøger at spørge om, er vel i grunden, hvordan den poststrukturalistiske fysik vil redegøre for ting, som bare findes i verden uden en forklaring, hvis det er selve forklaringen, som skaber dem."
Lura nikker. Men hun siger ikke noget endnu.
"Jeg mener," siger jeg. "I det scenarie du har opridset, hvordan kan der så overhovedet være nogen mysterier tilbage?"
"Godt spørgsmål," siger hun. "Meget godt spørgsmål."
"Findes der et svar?"
Hun sukker. "Ja. Det tror jeg. Det er interessant, at du lige skulle tænke over tidsrejseparadokset, fordi ..."
"Hvad?"
"Jamen, fordi alle disse spørgsmål dybest set handler om skabelse. Hvad er en skaber? Hvad foretager en skaber sig? Hvornår finder skabelsen sted? Alle videnskabsfolk hader selvfølgelig begreber som 'skabelsen' eller det nye modeord 'kreationisme'. Videnskaben siger, den er imod kreationisme, eller intelligent design - eller i det mindste, at man er imod, at der bliver undervist i det side om side med videnskaben i de naturvidenskabelige fag. Men det ironiske er jo så, at skaberne faktisk findes og at det er videnskabsfolkene selv." Lura tager en ny slurk af sin te og stiller den fra sig igen. "Og vi er så vant til at tænke på skabelse, som noget der er sket engang i begyndelsen. Først blev verden skabt, så blev vi skabt; så begyndte der endelig at ske noget. Det er sådan det normalt bliver fremstillet. Men hvad nu, hvis det er fremtiden, der skaber os og ikke fortiden?"
"Shit ..." siger jeg. "Men ..."
Lura smiler. "Men hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det heller ikke; ikke ifølge den klassiske fysik."
"Så ... Alt det her hænger sammen med det spørgsmål, jeg stillede i går aftes om, hvorvidt tanker kan have en 'bagudvirkende effekt', ikke?"
"Jo."
"Så det du siger, er at en gang i fremtiden vil der være nogen, som finder på en teori, der skaber overensstemmelse imellem kvantefysikken og tyngdeloven, og at det er denne teori, der vil få verden til at fungere, sådan som den fungerer i dag?
Så det eneste videnskabsfolkene gør, er i virkeligheden at opdage ting, der allerede er sket?"
"Ja til det første, men nej til det sidste. Einstein har stadig skabt relativiteten ved at tænke på den," siger hun og fører koppen op til munden igen. "Men engang i fremtiden vil der være en, som tager det næste skridt, og efter det kommer en og tager det næste igen og det vil alt sammen slå tilbage ned igennem historien."
"Så vi lever altså i en verden, hvor et uendeligt antal mennesker ude i fremtiden allerede har tænkt over den," siger jeg.
"Nej. For fremtiden har jo endnu ikke fundet sted. Og måske er fremtiden slet ikke uendelig."
"Men ...
"Det er ikke længere et årsags-og-virknings-univers, Ariel. Der er ikke noget, som sker før eller efter noget andet. Man kunne måske på en måde sige, at alting sker på en gang."
Jeg tænker på toget af angst og det at jeg var i stand til at vende tilbage til mig selv på et hvilket som helst tidspunkt, jeg ønskede. Men det var fordi, jeg bevægede mig på noget, som ikke havde nogen masse, som var i stand til at bevæge sig med uendelig høj hastighed. Jeg bevægede mig på en følelse, ikke på noget virkeligt.
Men er tanken virkelig? Har tanken masse?
Det må den have. Vi er allerede nået frem til at tanke er lig stof.
Eller er vi? Jeg ved stadig ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alt det her.
"Undskyld," siger Lura. "Det er en ordentlig mundfuld på en gang."
"Nej," siger jeg. "Du behøver ikke at undskylde. Jeg vil gerne vide det, før jeg tager tilbage til Troposfæren. Jeg vil ... Lura?"
"Ja?"
"Når - og hvis - jeg kommer tilbage, vil bogen ikke længere eksistere, vel?"
Hun nikker. "Jeg håber, det er det, som vil ske."
"Så du ved det rent faktisk ikke?"
"Nej. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske."
"Det er muligt, at jeg i så fald slet ikke har mødt dig," siger jeg. "Saul vil jo slet ikke have holdt sin forelæsning og derfor heller ikke have mødt dig, og derfor heller aldrig have fundet bogen, og derfor heller ikke være blevet nødt til at flygte. Og mændene fra projekt Starlight vil alligevel ikke være efter os og ... jeg vil heller ikke engang kende Saul, fordi jeg mødte ham til den der konference. Så jeg vil slet ikke være i gang med nogen ph.d. længere, og ..."
"Det er et årsag-og-virknings-univers, du der beskriver," siger Lura. "Jeg tror ikke, vi lever i et årsag-og-virknings-univers."
"Hvad tror du så, der vil ske?"
"Jeg tænker, at bogen nok vil forsvinde, men at alt andet vil forblive uforandret."
Jeg kommer i tanke om Apollo Smintheus. Musene ville alle sammen bare opløse sig i luften, tror jeg. Verden ville ikke forandre sig. Ingen ville bemærke noget. Jeg forstår det simpelthen bare ikke. Hvordan kan man gå tilbage og redigere i fortiden og så forvente, at det kun vil forandre fremtiden en ganske lille smule?
"Tænker du altså. Men du ved det ikke?"
"Nogle gange er det at tænke noget det samme som at vide," siger hun.
Og jeg kommer så til at spekulere på, hvad alt det her er. Er min sidste rejse ind i Troposfæren et eksperiment, eller noget meget mindre eller større end det?
Men jeg er nødt til at gøre det. Jeg kender alle begrundelserne. Og jeg er glad for, at Lura fortæller mig alt det her, før jeg skal af sted. Formentlig vil mine tanker ikke forandre sig? Det håber jeg i det mindste ikke. Der er stadig så mange ting tilbage at tænke over.
Jeg kan mærke det vender sig inde i mig. Jeg har truffet en beslutning. Jeg vil gøre det her til eftermiddag.
Jeg fortæller det til Lura.
"Ja," siger hun. "Jeg tror, det er det rigtige tidspunkt."
Da Burlem kommer tilbage, drikker vi endnu en kop te sammen og de spørger, om jeg vil have noget frokost, før jeg skal af sted, som om jeg havde været på weekendbesøg og nu skulle med toget tilbage til London. Jeg burde spise noget frokost, men jeg har slet ingen appetit. Jeg har ikke lyst til at sige rigtigt farvel, og det er tydeligt, at de har det på samme måde. At sige farvel ville føles en smule skræmmende og det er ikke engang sikkert, at vi rent faktisk tager afsked med hinanden. Måske vil jeg være i stand til at finde tilbage igen, og måske vil jeg stadig vide, hvem de er, hvis det lykkes.
Den sorte cirkel på kortet. Egentlig tror jeg ikke engang, jeg har brug for den længere. Men jeg tager den alligevel op af tasken.
Og således befinder jeg mig nu liggende på sengen, netop som solen begynder at svinde bort, som en tablet der opløses i vand, mens jeg spekulerer på, om jeg nogensinde vil få noget som helst af denne verden at se igen. Jeg er sikker på, at jeg ikke længere har brug for væsken; det eneste der nu mangler for mig at gøre, er at holde den sorte cirkel op for øjnene. Og så glider jeg væk herfra. "Farvel," tænker jeg. Jeg havde ikke lyst til at sige det tidligere. Men pludselig er jeg bare nødt til det. Jeg er nødt til at afslutte det her på den rigtige måde. "Farvel, Lura. Farvel, Burlem. Farvel ..."
Det er nat i Troposfæren, som sædvanlig. Jeg står på en tætpakket gade, som forekommer ganske velkendt, med alt for mange kanter, ydersider og indersider. Men jeg kan godt få tingene til at give mening. Under mine fødder er der toppede brosten, og til begge sider lukker store, grå bygninger sig over mit hoved fra omme bag rækken af butikker, kasinoer, helsekostbutikker, bordeller, sexshops, pantelånere og legetøjsforretninger. Der ligger et lillebitte antikvariat henne på hjørnet, som får mig til at tænke: "Burlem". Men jeg kan ikke få øje på noget, der relaterer til Lura. Neonskiltene blinker overalt omkring mig. Åben. Åben. Piger, piger, piger. Nogle af skiltene er bare pile, som når jeg kigger på dem, ser ud til at pege i retning af andre pile. Et af skiltene siger Du er her. En anden peger over mod en døråbning, som jeg, da jeg kommer over til det, kan se er indgangen til et musehul. Har jeg lyst til at tale med Apollo Smintheus? Jeg er jo nok nødt til det. Jeg er nødt til at finde ud af, præcis hvor jeg finder Abbie Lathrop. Jeg begynder at gå hen mod musehullet.
Og så bliver himlen pludselig mørkere.
Noget bevæger sig. Hvad sker der? Jeg fanger et glimt af noget brunt og derefter blåt. Den der blå farve: hvor har jeg set den før? Men jeg får ikke meget tid til at spekulere over det, for det næste der sker, er at de to KIDS kommer ud af musehullet.
"Aha," siger den ene af dem, ham i cowboykostumet.
"Det er sgu da næsten for nemt, mand," siger den anden med kappen flagrende bag sig i den ikke-eksisterende blæst.
De fniser.
Åh, Gud.
"Nå, men der er hendes bevidsthed og der er indgangen. Lad os fise ind og gøre jobbet færdig," siger den første.
"Det ligner ikke rigtig nogen anden bevidsthed," siger drengen med kappen. "Der er helt fuldt af ukrudt derinde."
"Nå. Ja. Og hvad så?"
"Vent," siger jeg.
"Vent," siger ham i kappen og efterligner vrængende min stemme.
"Vente-vente," synger den anden.
De fniser igen.
"Vi får da heller aldrig lov til at have det lidt sjovt herinde," siger ham med kappen.
Pis. Pis. Hvad skal jeg nu sige?
"Det her bliver bare det fedeste, vi nogensinde har prøvet," siger ham i cowboydresset. "Juubiii!" Han udstøder en lille, hvinende lyd, som om hans forældre lige har fortalt ham, at han må få det stykke legetøj, han har ønsket sig eller at de skal i zoologisk have, eller at han må få lov til at være længe oppe og se film sammen med de andre.
"Jeg ved godt, hvad der skete med jer dengang," siger jeg. "Det er jeg virkelig ked af."
"Hvorfor? Det var da ikke dig, der slog os ihjel," siger ham med kappen.
"Nej, men ..." Jeg har lyst til at sige noget om, at jeg forstår; at jeg måske er ligesom dem. Men ordene vil ikke frem.
"Hold nu kæft, Benjy," siger cowboyen. Derefter, henvendt til mig: "Du skal ikke prøve at psykoanalysere os, din dumme ko."
Den anden spærrer øjnene op på vid gab og begynder så at grine.
"Okay, ind til siden, gør plads, gør plads," siger den anden dreng. Han trækker et skateboard frem fra et sted under kappen. "Kom så, Michael."
Jeg bliver nødt til at gøre noget. Men hvad skal jeg stille op? Her er ikke engang noget våben.
Intet jernrør eller noget - om end jeg har på fornemmelsen, at den slags alligevel ikke rigtig bider på de to.
Hvor er Apollo Smintheus?
Hjælp mig, vil du ikke nok? tænker jeg.
"Vi har allerede taget os af din loverboy," siger Michael, cowboyen.
Den anden undertrykker endnu et fnis. Jeg ved ikke, hvorfor han forsøger at skjule det: det er jo ikke ligefrem fordi, der er noget jeg kan stille op.
"Han er blevet helt underlig oppe i hovedet," siger Benjy. Han laver en cirkelbevægelse med fingeren oppe ved tindingen. "Kuk-kuk, kuk-kuk," siger han.
Åh, Gud. Hvad betyder det? Har de fået fingre i Adam inde i klosteret? Jeg forestiller mig dem have held til at snige sig derind på trods af, at alting er lukket og låst: at de finder ham og kryber ind i hans bevidsthed som et par sindsforstyrrede, små gnomer. Hvad ville de gøre ved ham? Ville de forsøge at overbevise ham om at komme ud derfra med bogen? Men de vidste jo slet ikke, at bogen var derinde. Så hvad kan deres motiv så have været? Ren ondskab, måske? Eller måske de har troet, at han vidste, hvor jeg var taget hen. Måske var det den oplysning, de var ude efter. Og derefter har de, af den ene eller den anden grund, forvandlet hans hjerne til kogt spaghetti. Ligesom de sagde, at de ville gøre med mig. Ligesom de skal til at gøre med mig, fordi der intet er, jeg kan gøre for at stoppe dem.
Så ser jeg pludselig en skikkelse komme ned ad gaden imod os. Det er en mand, og han er alene. Først tror jeg, det er Apollo Smintheus, men han er ikke helt så høj. Efterhånden som skikkelsen kommer tættere på, går det op for mig, at manden løber.
Det er Adam.
"Er I sikre på, at I gjorde jobbet færdig?" spørger jeg drengene.
Og så begynder jeg at grine underligt. Adam har to raketstyr slynget over skuldrene. Hvad i alverden ...? Og så opdager jeg, at han også bærer på en anden ting. En hvid papirspose med snoede hjørner som på en gammeldags slikpose. Hvad foregår der? Er det noget, jeg drømmer? Nej. Det her er virkeligt nok. Så virkeligt som noget overhovedet kan være.
De to KIDS vender sig rundt for at se, hvad det er jeg kigger på.
"Åh. Det er ham præsten," siger Benjy.
"øv, hvor kedeligt," siger Michael.
"Hej," siger jeg, mens Adam rækker mig et af raketstyrene. "Ariel," siger han og trækker vejret dybt ind med lukkede øjne. "Endelig."
"Hvor i ...? Jeg mener, hvordan har du fået fat i de her?" spørger jeg.
"Åh, jeg mødte Gud," siger han. "Der er helt fantastisk herinde, synes du ikke?"
"Altså bortset fra de to små røvhuller der."
"Åh, nej," piber Benjy og stamper i jorden. "Vi har nakket den forkerte."
"Ups," siger Michael.
Wolf, tænker jeg et kort sekund. De så mig sammen med Wolf.
"Jeg fortalte dem, at du havde noget kørende med Patrick," siger Adam.
"Hvad ved du om Patrick?" spørger jeg.
"Jeg er bange for, at jeg ved det hele," siger Adam. "Jeg skal nok fortælle mere om lidt."
Han løfter raketstyret og sigter på Michael.
"Adam," siger jeg og retter min mod Benjy, men noget mere usikkert.
"Hvad?"
"Det kan vi simpelthen ikke. De er jo kun børn."
"Ja," siger Benjy. "Det er bare så uretfærdigt."
Han begynder at græde. Michael begynder også at græde.
"Du sagde, at du ville komme med slik til os," siger Benjy. "Men i stedet vil du bare gøre os fortræd. Du er ligesom alle de andre voksne. Jeg hader dig."
Jeg bemærker, at de ikke siger dræbe os. Og så kommer jeg i tanke om det, Apollo Smintheus fortalte mig. At man ikke kan dø i Troposfæren. Så hvordan skal vi nogensinde slippe af med de to unger? Og hvorfor er Adam her pludselig? Jeg forstår ikke en brik af, hvad der foregår.
"Vil I hellere have slik?" spørger Adam og sænker våbenet. Michaels underlæbe bæver. "Ja," siger han. "Ja tak."
"Også mig," siger Benjy. "Også mig."
Michael begynder at vride hænderne sammen. Benjy se ud, som om han ikke kan stå stille. Han farer rundt om sig selv som et lille barn, der skal tisse. -
"Okay, da. Men lad nu være med at spise det hele på én gang," siger Adam.
Han går hen og rækker Michael den hvide pose.
"Husk at dele," siger han, men Michael har allerede stukket næven ned i posen.
"Av, lad så være," siger Michael, da Benjy også forsøger at komme til.
"Drenge," siger Adam formanende.
Det lykkes dem begge at hive en håndfuld lyserøde, gule og grønne stykker slik op af posen.
De propper munden, indtil deres kinder er så udspilede, at de næsten er ved at sprække.
"Hvorfor giver du dem slik?" spørger jeg Adam.
"Vent og se," svarer han.
Mens drengene spiser af slikket, er det som om de begynder at forsvinde en lille smule. Først tror jeg, at jeg må have fået noget i øjnene og begynder at gnide dem. Men selvfølgelig kan ens øjne ikke tage fejl herinde. Drengene er vitterlig begyndt at opløse sig i omgivelserne.
"De forsvinder," siger jeg.
"De er på vej til Gud," siger Adam. "Våbnene ville have haft samme virkning. De er bare, øhm ..."
"Metaforer," siger jeg. "Ligesom alt andet herinde."
"Netop."
Drengene er nu næsten fuldkommen forsvundet. Endnu et minut går og de er væk, og det eneste der er tilbage, er den tomme hvide slikpose.
"Og hvad har Gud så tænkt sig at stille op med dem?" spørger jeg.
"Befri dem," siger Adam. "Få dem til at dø helt."
"Kan Gud det?" spørger jeg.
Adam nikker. "Det kan godt være, at Han ikke har skabt alting, men Han er en allerhelvedes dygtig bestyrer."
Jeg griner. "Det lyder næsten som noget, man kan læse på en den slags selvlysende plakater, der hænger ude foran kirkerne.
"Tja, måske," siger Adam og ler også.
Og så går det pludselig op for mig: vi er sammen, alene, i Troposfæren. Adam er her virkelig. Eller det er i det mindste sådan det føles.
"Adam," siger jeg stille.
Han kommer hen til mig. Okay, så meget for teorien om, at man ikke kan føle noget her i Troposfæren. Den sirupsagtige fornemmelse intensiveres helt ind til et punkt, hvor det næsten er ubehageligt, men kun i den forstand en orgasme kan være ubehagelig. Og alt inde i mig synes at begynde at bevæge sig langsommere. Det her føles ikke, som det ville føles i den fysiske verden: der er ingen hamrende puls; ingen svedige hænder. Min krop føles som et tågelandskab, der glider i et med himlen.
"Ariel," siger han.
Vi lægger våbnene fra os og slår armene om hinanden. Det føles, som om en million år passerer forbi, mens vi står sådan.
"Jeg fandt bogen," hvisker han. "Og glasflasken med væsken. Jeg kom for at finde dig."
"Men hvordan fandt du mig?" spørger jeg. "Mændene fra projekt Starlight kunne ikke. Jeg troede selv, jeg havde slettet mine spor ret grundigt. Jeg ..."
"Shhhh," siger han ned i mit hår.
"Nej," siger jeg. "Jeg er nødt til at vide det. Var det Gud, som hjalp dig?"
"Nej. Gud bryder sig ikke om det, vi er i gang med."
"Hvem så ...?"
"Museguden. Apollo Smintheus. Han sagde, at han ville vise vej til, hvor jeg kunne finde dig. Men de to drenge fra før fulgte efter os overalt. Jeg havde håbet, at jeg havde kunnet nå at gøre noget ved dem, inden du korn herind igen og åbnede porten. Det var lige før, at jeg kom for sent."
"Hvad snakker du om?" spørger jeg. "Hvilken port?"
"De kan kun komme ind i din bevidsthed, når du rent faktisk befinder dig herinde. Ellers er de nødt til at følges med Ed og Martin. Det ved du faktisk godt i forvejen, men du har sikkert glemt det igen."
"Så du har altså været inde i min bevidsthed," siger jeg. Det er ikke et spørgsmål. Jeg kender allerede svaret.
"Ja. Men du stødte mig ud, første gang du gik ind i kirken. Men så sprang jeg bare ind, da du kom ud igen. I mellemtiden ventede jeg på dig i Troposfæren."
"Hvordan fandt du bogen?" spørger jeg.
"Jeg drømte det," svarer han. "Jeg drømte det hele."
"Hvad for noget?" spørger jeg. "Hvad mener du?"
"Det jeg siger," svarer han. "Jeg drømte, at du stillede den ind i bogskabet og jeg drømte, at du ved et uheld kom til at skubbe glasflasken ned fra stolen, så den trillede ind under sengen. Senere, mens jeg var inde i din bevidsthed, så jeg det hele igen som i et deja-vu."
"Åh ..." siger jeg. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. "Så ..." Jeg har ikke lyst til at give slip på Adam, men jeg gør det alligevel.
"Har du talt med Apollo Smintheus?" spørger han. "Nej," svarer jeg.
"Jeg ved ikke, hvad der kan være sket med ham. Det var meningen, at han skulle holde udkig efter de to KIDS."
"Hans musehul ligger lige derovre," siger jeg og vi begynder at gå over mod det.
Og imens mærker jeg to ting inde i mig på én gang. Den ene er, at hele min krop føles som et stort smil. Jeg er ikke alene herinde længere. Jeg har rent faktisk nogen at tale med. Og ikke bare det: den jeg har at tale med, er Adam; det menneske som jeg troede, at jeg aldrig mere ville få at se. Det menneske som jeg måske tror, at jeg elsker. Men smilet bliver hele tiden ved med at krumme sig sammen til et spørgsmålstegn. Og jeg kan ikke få mig selv til at stille spørgsmålet eller bare tænke på det. Hvor længe har han egentlig været herinde?
Apollo smintheus sidder bundet til en stol, og han ser godt gnaven ud.
"Ih, tusind tak," siger han, da vi får løsnet rebene. Han rejser sig, svajer lidt, og sætter sig så igen.
"Åh," siger han. "Sikke nogle små lømler."
"De er væk nu," siger jeg. "Eller, det tror jeg i hvert fald."
"Og I to er blevet genforenet," siger han.
Jeg gad vide, om Apollo Smintheus har fortalt Adam om faren ved at blive herinde for længe: om han har vist ham et billede på en skærm af ham selv i den virkelige verden, sådan som han gjorde det med mig. Hvor er Adams krop? Er den stadig tilbage i klosteret? Gad vide, om der er nogen, som har fundet ham og reddet ham? Jeg kommer i tanke om de gange Apollo Smintheus har optrådt i mine drømme: Du skylder mig noget. Du skylder mig noget. Og jeg spekulerer på, om det var Apollo Smintheus, der trådte ind i Adams drømme og hvorfor han også ville have ham til at komme herind.
Det er en frygtelig tanke, men i et kort sekund forestiller jeg mig, at det er en slags straf: en straf for at jeg var så længe om at vende tilbage; fordi jeg ikke har fuldført min mission endnu.
"Hvor finder jeg adressen?" spørger jeg. "Jeg må vide, hvordan jeg finder Abbie Lathrop."
"Vil du ikke have en kop kaffe først?" spørger han.
"Nej. Jeg vil bare gerne i gang. Først må jeg følge Adam tilbage til den fysiske verden, og bagefter kommer jeg direkte tilbage og gør det her. Jeg har ikke meget tid at løbe på."
Apollo Smintheus kniber tilsyneladende øjnene en smule sammen.
Men Adam er først til at tage ordet. "Jeg kommer med dig," siger han.
"Det kan du ikke," siger jeg. "Ved du ikke, at ...?"
"At hvad?"
Jeg ser over på Apollo Smintheus, som ikke rigtig vil se mig i øjnene. Så ser jeg tilbage på Adam. Hans øjne er varme og klare som en midsommermorgen. De er så dybe, tænker jeg. Men herinde ligner de ikke fossiler fra en fjern fortid, men snarere et håb om fremtiden.
Men hvordan mon hans øjne ser ud lige nu i den fysiske verden?
"Det er farligt at være herinde for længe ad gangen," siger jeg.
"Glemte jeg helt at nævne det ...?" siger Apollo Smintheus.
Adam ser på mig. "Jeg har været inde i din bevidsthed, Ariel," siger han. "Og på vej tilbage til din bevidsthed, inde i Saul Burlems og Luras. Jeg ved det hele."
"Men ...
Han fjerner blikket. "Jeg havde ikke tænkt mig, at vi skulle tale om det nu."
"Tale om hvad?"
"Jeg tror allerede, det er for sent. Der var en enorm storm herinde i går. Apollo Smintheus siger, at når vejrfænomener i Troposfæren ..." Men jeg hører ikke efter. Hvorfor har Apollo Smintheus ikke reddet Adam? Hvorfor har han ikke advaret ham om, at han måtte tilbage?
Sorg føles herinde som en varm vaskeklud. Men det er stadig sorg; den ligger kvælende hen over mit ansigt, og jeg kan næsten ikke få vejret.
"Det kan ikke være for sent! Apollo Smintheus må da have fortalt dig om togene?"
"Det gjorde jeg også," siger Apollo Smintheus. "Eller, sådan på en måde, i det mindste."
"Han fortalte, at der var en metode til at komme tilbage til mit udgangspunkt. Men jeg ville ikke tilbage. Jeg ville finde dig."
"Men Adam ..."
"Hvad?"
"Adam, du kan ikke ... du skulle ikke ..."
"Jeg tror, at jeg vil lade jer to være alene om at klare tingene for nu," siger Apollo Smintheus. "Her er adressen på Abbie Lathrop." Han trækker et lille, hvidt visitkort frem, meget i stil med det første han lagde til mig: det jeg fandt på gaden efter den første gang, jeg havde foretaget Pedesis. Jeg tager imod kortet og kigger på det. Da jeg ser op igen, er han væk. Jeg er alene herinde med Adam.
"Jeg bryder mig ikke så meget om det her sted," siger Adam. "Lad os gå udenfor."
Der er ikke noget udenfor, tænker jeg. Ikke mere.
Alligevel følger jeg efter ham ud på den tætpakkede gade. Vi kommer forbi en bilforhandler og en lille butik med syartikler. Jeg har lyst til at græde, men der kommer ingen tårer. Jeg tror ikke, man kan græde herinde. Men regndråber begynder lige så stille at falde fra et sted oppe over mit hoved, og da jeg ser op, er nattehimlen våd og skinnende.
Vi kommer ud på en eng nede ved en flod. Månens skarpe lys synes at berøre hver en krusning på det sorte vand og bevæger sig forsigtigt igennem det høje, gule græs som blide fingre. Der er bænke stillet op med front mod vandet, og Adam sætter sig på en af dem. Jeg sætter mig også. Træet er ikke koldt. Ligesom alt andet herinde, synes det slet ikke at have nogen temperatur. Bittesmå regndråber falder stadig fra himlen, men det føles ikke vådt.
"Ariel," siger Adam og tager min hånd.
"Hvorfor gjorde du det?" spørger jeg ham.
"Jeg ville vide ..." siger han.
"Hvad ville du vide?"
Han trækker på skuldrene. "Bare vide noget. Jeg kunne ikke vende om."
"Men ... hvorfor ville du finde mig?"
"Jeg var bare nødt til det. Og så savnede jeg dig."
Jeg trækker vejret dybt, dybt ind. Så sukker jeg. Jeg savnede også dig, men ..."
"Hvad?"
"For fanden, Adam. Hvorfor?"
Han trækker igen på skuldrene. "Apollo Smintheus sagde, at du havde brug for mig."
"Jeg ville have opsporet dig, når jeg kom ud igen. Jeg ville ..." Adam ser væk fra mig og ud på floden. En ugle tuder. "Fuck," siger jeg. "Så alting er allerede for sent. Der er ingenting, der betyder noget længere. Alt er ..."
"Det skal du ikke sige," siger Adam. "Kom med mig."
Han tager min hånd og vi rejser os. Vi går ned ad stien, forbi tusinde træer, der synes at strække sig helt op til himlen. Månens stråler spiller i bladene og flagermus flakser ud og ind mellem træerne, som skyggedukker mod den sorte himmel: Efter lidt tid kommer vi til en lysning: en cirkel af tæt, blødt græs omgivet af træer. Vi træder ud i lysningen og straks trækker Adam mig tæt ind til sig.
"Ariel," siger han. Og kysser mig.
Men hvad pokker sker der? Dette kys er alle kys. Som en million kys. Vores læber synes at mødes med en kraft som titusinde orkaner, og da hans tunge finder min, føles det som den særeste elektriske strøm: et stød på en million volt, men i slowmotion, en elektron ad gangen, og hvor hver elektron er på størrelse med solen.
Og himlen over os er fuld af lyn.
Regnen begynder at hamre mod jorden, men jeg kan ikke mærke den.
Adam trækker mig med sig ned i græsset.
Da jeg lukker øjnene, ser jeg, at vi er omgivet af tornadoer, men det føles, som om der ikke er en vind, der rører sig. Alt mit tøj er væk. Jeg er så nøgen, at det føles som om selv huden er skrællet af. Adams senede krop bevæger sig ned mod min. Og da han trænger ind, er det som om alt inden i mig krænges ud og hele verden fylder mig; og at det betyder, at jeg indeholder alting.
Bagefter ligger vi skælvende ved siden af hinanden på jorden. Jeg ved alt om Adam nu, og han ved alt om mig.
"Åh ... " siger Adam.
"Ja."
"Åh ... Er det ... ?"
Nej.
"Du ved ikke, hvad det var, jeg ville spørge om."
"Jo, jeg gør. Du ville spørge, om sex altid er sådan." Han tager min hånd. "Ja, noget i den retning:"
"Og svaret er nej."
"Men vi har jo heller aldrig gjort det sammen før," siger han, og jeg kan se ham smile i måneskinnet.
Jeg forstiller mig tornadoer omkring St. Judes helgengrav. Men måske har han ret.
Jeg hviler hovedet mod hans skulder og han lægger en arm omkring mig. Jeg føler mig så lille og varm, som var jeg et agern, han holdt i sin hule hånd. Men samtidig har jeg det, som om det er mig, der klynger mig til ham. Han eksisterer kun herinde nu. Og hvis jeg gør det her og bagefter tager tilbage ... Lad være med at tænke, Ariel. Bare vær til stede her i dette øjeblik. Men hvis der ikke er nogen Troposfære, vil jeg aldrig mere kunne få Adam at se. Måske kommer jeg tilbage og ved ikke længere, hvem Adam er. Måske jeg ikke engang vil savne ham, fordi jeg ikke ved, at jeg nogensinde har kendt ham.
Men hvis bogen nu er det eneste, der forsvinder? Hvis jeg får gjort, sådan så den aldrig er blevet skrevet?
Så måske jeg alligevel kan have kendt Adam. Måske flyttede han stadig ind på mit kontor. Måske faldt jernbanetunnelen stadig sammen. Men ikke på grund af Burlem. Og måske var jeg alligevel i gang med min ph.d. Måske var Burlem stadig til den konference i Greenwich, men talte bare om et andet emne. Måske holdt han foredrag om Samuel Butler. Jeg ville være taget dertil for det. Vi ville stadig have snakket bagefter og drukket os fulde og have undladt at gå i seng med hinanden, og alting ville være foregået på mere eller mindre samme måde.
Jeg kan næsten forestille mig, hvordan det ville have været. Men Adam ville stadig være død.
Måske ville jeg vågne op fra en ubehagelig drøm, hvor jeg blev forfulgt af nogle mænd, og det ville banke på døren og en politimand ville derefter fortælle mig, at han var sovet lige så stille ind. Et tragisk og uforklarligt dødsfald. Men lad nu være med at narre dig selv, Ariel. Der ville ikke komme nogen politimand for at fortælle mig noget. De ville kun kontakte familien og jeg ville ikke engang være blevet inviteret til begravelsen, fordi ingen ville vide, at vi kendte hinanden. Måske ville jeg læse en notits om det i universitetets nyhedsbrev eller i en af den slags gruppemails, som bærer overskriften "triste nyheder".
Jeg sætter mig op.
"Hvor skal du hen?" spørger Adam søvnigt.
"Jeg er nødt til ... Tja, det korte af det lange er, at jeg må tilbage til år 1900," siger jeg.
"Jamen, så kommer jeg med."
"Er du sikker på, at du har lyst til det?"
Adam sætter sig op og ryster på hovedet. "Vi har lige været sammen om den mest utrolige oplevelse i hele mit liv," siger han. "Og jeg har ikke tænkt mig at forlade dig. Aldrig nogensinde." Han tøver. "Ikke før du bliver nødt til at tage tilbage."
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Før jeg bliver nødt til at tage tilbage. Jeg spiste ikke frokost. Hvem ved, hvor meget tid jeg har tilbage at give af? Man kan kun bruge undergrundsnettet, hvis man rent faktisk er i live. Men er det ikke ligegyldigt nu, om jeg er død eller levende? Jeg ved det virkelig ikke.
"Hvad synes du så? Skal vi først sætte kurs mod Amerika og så gå tilbage i tiden?" spørger Adam. "Eller er det mon bedre at gøre det omvendt?"
"Hm?"
Vi er på vej tilbage mod byen hånd i hånd, mens månen løber om kap med os langs vandet og vinder. Det er svært at beskrive, hvad det er, jeg føler for ham nu. Det er, som om vi allerede er blevet gamle sammen. Jeg ved, allerede nu, at vi kommer til at dø sammen.
Men han er allerede død.
"Pedesis," siger han. "Hvordan skal vi gøre det?"
"Jeg tror, vi kommer til at bevæge os frem og tilbage hen over verdenskortet for at kunne rejse i tiden," siger jeg. "Vi kan så forsøge at komme til Massachusetts senere. Eller faktisk tror jeg måske, det vil være klogest at finde en af Abbie Lathrops efterkommere og så lige så forsigtigt bevæge os baglæns ad den vej. Jeg ved ikke rigtig, hvad der vil ske, hvis vi går fejl af hende. Hvis vi for eksempel kom til at springe ti år for langt tilbage eller sådan noget. Man kan ikke på samme måde rejse fremad i tiden - eller det kan man, men det er så nødt til at være i den virkelige tid. Vi ville blive nødt til at blive hængende i Massachusetts i ti år."
Adam sukker. "Jeg tror, du ved mere om, hvordan det fungerer end mig."
"Jeg føler mig ikke sikker på noget. Jeg mener, det lykkedes mig at finde Saul Burlem, men kun fordi jeg opdagede det med hans datter og fandt hende i den fysiske verden. Jeg ved ikke, hvordan vi bedst griber det an. Det er over hundrede år, vi har med at gøre. Det er en kæmpe afstand."
Vi kommer ind igennem en port, hvor floden svinger til venstre, mens vi fortsætter til højre forbi nogle gamle bådebyggerier og videre ind mod byen.
Jeg rynker panden. "Du må da vide præcis lige så meget om den slags som mig?" siger jeg.
"Hvordan det?"
"Du har været inde i min bevidsthed. Du må vide det hele:"
"Jeg er ikke så sikker på, at jeg virkelig ved det hele," siger han. "Din bevidsthed er meget kompleks. Alt hvad jeg ved om dig ... Det er både så virkeligt og uvirkeligt på en gang. Nej ... Det var ikke nogen særlig god forklaring. Det føles spøgelsesagtigt, på en eller anden måde. Som om jeg troede, at jeg var der - jeg troede, at jeg var dig - men nu er det hele bare en drøm. Jeg kan huske alting, men det giver bare ikke rigtig mening endnu. Det er den eneste måde, jeg kan beskrive det på."
Jeg tænker på det øjeblik, hvor han kom ind i mig ude i lysningen, og på hvordan jeg allerede imens det skete vidste, at det vi gjorde, ikke bare var noget rent fysisk. Det var, som om jeg var et tomt rum og han var selve virkeligheden, og fornemmelsen, da han trængte ind i mig, var som det største nærvær, der udfyldte selv det mindste lille tomrum. Det var vores bevidstheder, som smeltede sammen, og da jeg kom, så jeg hele hans liv, som om jeg var ham og var ved at dø.
Jeg mærkede ydmygelsen forbundet med min fars bælte. Jeg vidste, hvad det ville sige at være sulten.
Jeg gik på bare fødder hen over den brune, støvede jord.
Jeg holdt regnorme i forbindelse med en biologiopgave, men i virkeligheden tænkte jeg på dem som mine kæledyr.
Min far ødelagde med vilje mit regnormeterrarium, mens han var fuld.
Min mor sagde aldrig noget.
(De er begge to døde, og jeg savner dem ikke; jeg savner hvordan det kunne have været.)
De tordenlumre, våde aftener, hvor mine fætre overnattede hos os.
Spøgelseshistorierne som var ved at skræmme livet af mig.
Den lille klokke jeg skulle ringe med under messen, dengang som alterdreng.
Den kolde, rungende kirke og den måde den trøstede mig på, fordi volden i biblen var af en størrelsesorden, der fik min fars handlinger imod mig til at virke helt ubetydelige i sammenligning. Jeg vendte op og ned på tingene, så det der var virkeligt, forekom uvirkeligt og alt hvad der blev sagt i kirken, var sandt og alt andet løgn.
Men min far sagde aldrig, at han var stolt af mig, selvom jeg valgte kirken for hans skyld, fordi det var det eneste, jeg kunne se, betød noget for ham, en mand som hverken brød sig om rugby eller cricket og som sagde, at sport var for "tøsedrenge" og "bøsserøve", eller at skolen ikke forberedte én på den virkelige verden, og at mænd skulle arbejde og bede og ikke andet. Det umådeholdne forbrug af alkohol spillede tilsyneladende slet ingen rolle for hans livsfilosofi.
Den aften jeg fortalte mine fætre om Helligånden for at skræmme dem.
Og ved en anden lejlighed fortalte jeg dem, at de ville ende i helvede.
Dengang jeg besluttede mig for præsteseminariet af alle de forkerte grunde.
Den morgen min far tog mig på fersk gerning i sengen sammen med min fætter Marty.
Det tomme blik i hans øjne, når han så på mig efter det. Min kamp for at blive ren og hellig. Tom. Tom. Tom. Voksenliv: Jeg forsøger at være far for alle ...
Men jeg kigger på kvinder. Jeg forsøger at onanere, men jeg hader mig selv.
Jeg forsøger at piske mig selv, men det gør mig bare endnu mere seksuelt opstemt.
Da landsbyens præst voldtager min søster, har jeg det, som om det er mig, der har gjort det.
Min far forlader kirken.
Min far er nu Gud.
Jeg vil udelukke alle former for begær fra mit liv.
(...)
Jeg kender ham, men jeg ved ikke alt: jeg var ikke forbundet med hans bevidsthed længe nok. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig i mellemrummene. Der er stadig en uendelig masse ting, jeg ikke ved. Og som jeg nu ønsker at vide med samme selvfølgelighed, som jeg ønsker at trække vejret.
Vi er inde i byen igen og på vej over mod det sted, hvor Apollo Smintheus' musehul lå før. Det er der ikke længere, men bortset fra det ser gaden ud nøjagtig som tidligere. Det var her, jeg kom ind i Troposfæren fra Burlems og Luras hus. Det eneste jeg skal gøre for at komme tilbage til den fysiske verden, er at fortsætte videre frem. Jeg kunne tage tilbage og sige til Burlem og Lura, at projektet ganske enkelt var mislykkedes. Så kunne Adam blive boende i Troposfæren, og jeg kunne komme og besøge ham.
Men det er ikke en reel mulighed. Det ville være det samme som kun at have ham tilbage som en erindring.
"Hvorfor hader du mig ikke?" spørger jeg, selvom jeg allerede kender svaret.
"Hvad mener du?"
Han knuger min hånd så hårdt, at knoglerne er lige ved at brække. Jeg er ligeglad.
"Jamen, du ved jo alting nu. Al den sex. Al den ... det hele."
"Men jeg forstår det jo samtidig," siger han. "Jeg kender dig."
"Jo. Jeg ved godt, hvad du mener." Vi stopper op uden for en pantelåner. Hvorfor ved jeg ikke rigtig. Så får jeg øje på lysene fra cafeen et sted længere nede af gaden. Det er det samme problem som før med at forstå dimensionerne herinde.
"Skal vi snuppe en kop kaffe, før vi tager af sted?" spørger Adam.
"Troposfærekaffe," siger jeg. "Hvem ville sige nej til det?"
Vi sætter os ved et bord udenfor og efter et par forsøg går det op for os, at det eneste man skal gøre, er at tænke kaffe, hvorefter der er serveret. Eller faktisk kræver det lidt mere end som så. Man er nødt til at tænke kaffe og tro på det samtidig, før der sker noget.
"Hvorfor gav du dig til at lede efter mig?" spørger jeg. "Sidst jeg så dig, gjorde jeg dig temmelig rasende; så meget kunne jeg da se. Jeg skulle ikke have sagt ..."
"Det er lige meget."
"Måske. Men hvorfor?"
"Ville det lyde åndssvagt, hvis jeg sagde, at jeg troede, at jeg var blevet forelsket i dig?"
Jeg ser ned i bordet. "Ohm ..."
"Undskyld. Jeg er ikke så god til det med ord. Eller, jeg er god til ord, men bare ikke den slags ord. Åh, det lyder faktisk fuldkommen åndssvagt. Hvorfor jeg blev forelsket i dig? Set i bakspejlet var det vist heller ikke noget særlig smart træk - altså, sådan objektivt set. Men ..." han sukker. "Jeg kunne ikke lade være." Han kører en hånd igennem håret. "Åh. Jeg kan ikke forklare det."
"Det er okay," siger jeg. "Jeg forstår ikke, hvordan du kan føle sådan, men ..."
"Hvad?"
"Jeg skulle til at sige, at jeg var glad for det. Men jeg er ikke sikker. Du ville være i live, hvis det ikke var for mig - og Mr. Y's forbandelse."
"Jo. Men." Han lukker øjnene og åbner dem igen. "Jeg ville ikke have alt det her." Han åbner hænderne, som om han står og holder hele verden, men de er tomme. Det han mener, er bare, at jeg skal kigge mig omkring og se, hvad han ville stå med, hvis hans hænder kunne fatte omkring idéer og metaforer og multidimensionale bygninger.
"Hvorfor ser du det samme som mig?" spørger jeg. "Hm?"
"Du ser det samme som mig. Den samme Troposfære. Jeg troede, alt det her var inde i min bevidsthed?"
"Det er det også."
"Jamen ..."
"Jeg døde, mens jeg var inde i din bevidsthed."
"Åh." Jeg mærker den samme troposfæresmerte igen, kortvarigt, som om en kniv med et sløvt blad ganske langsomt er ved at skære mig op indvendig. Jeg kan ikke klare at tænke på det her. "Hvordan var din Troposfære?"
"Meget ligesom din. En by. Men det var om dagen. Der var flere parker."
"Engang var det også dag herinde," siger jeg. "Jeg ved ikke lige, hvorfor det skulle forandre sig."
"Nå, pyt. Jeg kan godt lide natten. Det er romantisk."
"Som nede ved engen og floden," siger jeg. "Det var et meget romantisk sted. Men jeg er ikke sikker på, at det sted havde noget med min bevidsthed at gøre. Det er mærkeligt ..."
Han tænker sig om et øjeblik. Jeg tror godt, vi begge to er klar over, hvad det var, der skete, da vi elskede nede ved floden. Hans bevidsthed er inde i mig. "Hm. Jo. Begge vores bevidstheder på en gang. Og alle bevidstheder i hele verden herinde sammen med os ... Vi kunne gøre og se alting sammen."
"Adam ..." jeg rækker ud efter hans hånd hen over bordet. "Jeg vil gerne have ..."
Men det lyder forkert herinde. Det her er ikke det rette sted til at ønske noget.
"Hvad?"
"Dig. Men det lyder forkert. Jeg ville ønske, at vi stadig var ude ved engen ..."
"Mm. Skal vi ikke bare gå derud igen?"
"Nej. Jeg skylder Apollo Smintheus den her tjeneste. Jeg ville være død, hvis ikke det havde været for ham."
"Når vi har overstået hans mission, og derefter Luras mission, så ... "
"Ja." Og derefter. "Okay." Jeg tømmer kruset med kaffe, "Korn."
Adam drikker også ud.
"Mus," siger han pludselig.
"Hvad?"
"Hvorfor bruger vi ikke bare mus?"
"Til hvad? Nå ... på den måde. Rejser tilbage til Abbie Lathrop ved hjælp af mus. Ville det ikke tage oceaner af tid? Jeg mener, for at komme hundrede år tilbage i tiden ved hjælp af Pedesis, bliver vi nødt til at krydse flere kontinenter praktisk talt, hver gang vi springer? Husk at tid er afstand her i Troposfæren. Jo flere kilometer vi kan springe hen over i den fysiske verden, jo større tidsafstande kan vi tilbagelægge på en gang."
Mens jeg siger sætningen, føler jeg en slags deja-vu. Den vending: Afstande er tid i Troposfæren. Jeg bliver ved med at høre den for mig, men jeg ved ikke, hvad det betyder. Troposfæren består af tanker. Afstande i troposfæren er bare et udtryk for den måde, tanker er organiseret på. Hvor meget ved jeg allerede i forvejen?
Afstand = tid.
Stof = tanke.
Men hvad nu, hvis der er endnu en ligning at tilføje: Tanke = tid?
I så fald er tanken virkelig alt, kunne man nok sige. Og det giver faktisk mening: tiden måles jo i forvejen kun i tanken. Det eneste som adskiller i går fra i dag, er tanken.
"Hvad tænker du på?" spørger Adam.
Jeg kommer til at grine. Han kan se, hvad det er, jeg tænker på: det er til stede hele vejen rundt om ham.
"Hvad?"
"Jeg skal forklare det på vejen," siger jeg.
"Vent lidt. Vi ved ikke engang, hvilken vej vi skal endnu."
"Åh, jo. Du har ret. Okay - forstår du det med afstanden og tiden?"
"Joh. Eller det tror jeg nok. Hvis jeg er inde i en eller andens hoved, og jeg kan se alle deres forfædre, kan jeg springe ind i en hvilken som helst af dem. Hvis en af dem bor i Norfolk og jeg selv er i Kent, kommer jeg et par uger tilbage i tiden i forbindelse med springet. Men hvis en af dem bor i Afrika og jeg er i Kent, kan jeg ende med at lande et par år tilbage i tiden."
"Rigtigt," siger jeg. "Så måske skal vi bare finde en berejst familie og springe tilbage i tiden via den."
"Prøv at se op," siger Adam.
Jeg ser op. Jeg kan se den sorte himmel hænge deroppe som et objekt, jeg netop har klikket på med månen som en stor, lysende digital knap. Men lyset fra den er stadig virkeligt nok og ligger ud over bygningerne og gaden. Lige under himlen kan jeg se de store, grå højhuse, som synes at være overalt i Troposfæren, og som rejser sig fra jorden og fortsætter op og op.
"Hvad er det, jeg står og ser på?" spørger jeg.
"Højhusene," siger han. "Derovre hvor dyrene bor."
"Hvorfor bor dyrene i højhuse?"
"Det ved jeg ikke: det er din metafor."
"Åh. Jeg tror måske, det er fordi, jeg ikke ville bryde mig om at tænke på dem som butikker. Mennesker er butikker. Mennesker indgår i en økonomi på en meget mere direkte måde ... " Jeg ryster på hovedet. "Nå, hvad fanden. Jeg ved det ikke."
"Tja, lad os gå over og finde nogle mus."
"Men tiden ...?"
"Vi får se, hvor langt vi bliver nødt til at springe, før vi lander i en forsøgsmus, og derefter burde de enkelte spring tilbage til Abbie Lathrop vel kun vare nogle få millisekunder hver?"
"Jeg tror ikke, at alle forsøgsmus kan spores tilbage til hendes slægt af mus," siger jeg. "Jeg kan ikke huske, hvad det var Apollo Smintheus fortalte. Satans også."
Konsol? Den toner frem.
"Kan du også se den?" spørger jeg Adam.
"Ja," siger han.
"Hm. Jeg gad vide, om man også kan sende beskeder på den her tingest."
Men så langt når vi ikke. Vi hører den hostende lyd af en lille maskine, som bliver sparket i gang, hvorefter en rød scooter kommer susende omkring hjørnet.
"God plan," siger Apollo Smintheus, mens han stiger af. "Mus. Det kan jeg lide."
"Så hvor skal vi begynde?"
"Jeg skal nok føre jer til en slægtning. Men det er også det eneste, jeg kan."
Jeg får helt lyst til at takke ham, selvom det her jo i forvejen er noget, jeg gør for hans skyld.
Og som jeg også skylder ham at gøre.
"Tak," siger jeg.
Vi begynder at gå i retning af en kontorblok. Der er en dørtelefon, men det lykkes Apollo Smintheus at få os ind ved at sige noget, jeg ikke forstår på sit underlige sprog. Mens vi fortsætter op ad en trappe af beton, forsøger jeg at planlægge lidt, men der er ikke meget tid at løbe på. Men det Adam sagde tidligere, er jo sikkert rigtig nok. Apollo Smintheus har tidligere fortalt mig, at alle de her mus er indavlede. Vi burde kunne rejse direkte tilbage til Abbie Lathrop. Vi burde ... Apollo Smintheus er stoppet op foran en dør. Og Adam er ved at åbne den.
Du har nu én valgmulighed ...
Du ... Jeg... Vi løber hurtigt hen over de nøgne gulvbrædder og vores poter siger klik-klik-klik efterhånden som vi bevæger os. Lyden er den samme som fra Luras strikkepinde, men i et meget større, meget mere bart rum.
"Adam?" siger jeg.
"Ja?"
"Jeg tror ikke, at vi er en forsøgsmus."
"Jeg ved det."
Pludselig går det op for mig, at musen registrerer vores stemmer - eller faktisk er det bare min stemme - og jeg forstår straks, at vi ikke bør kommunikere med hinanden sådan her. Musen... jeg kan høre stemmer inde i mit hoved og forsøger at flygte fra dem. Hurtigere, langs med fodpanelet. Jeg har ikke fået noget at spise i flere timer og jeg kan huske, at hvis jeg løber den her vej også følger mine egne duftspor ud gennem det store hul i væggen, vil jeg sikkert kunne finde noget.
Konsol!
Den kommer til syne. Jeg kan se en masse billeder. De fleste af dem bevæger sig, men et af dem står stille.
Jeg vil lade dig være den, der vælger," siger Adam. "Jeg vil ikke så meget som begynde at kigge."
"Okay. Men shhh. Jeg vil ikke have, at vi forstyrrer musen."
"Undskyld."
Stemmer, stemmer. Jeg kan høre en person, men jeg kan ikke se hende. Jeg kan huske en anden gang, hvor jeg hørte stemmer som disse, og hvor det gjorde ondt. Og derefter hænder på min ryg, men hænder som ikke var inde i et par skinnende og glatte handsker, og derefter et rædselsvækkende mørke og derefter frihed: noget jeg aldrig tidligere havde oplevet.
Den nye stemme lyder lidt som stemmen dengang. Men alle stemmer betyder fare.
Jeg koncentrerer opmærksomheden omkring det ubevægelige billede på konsollen. Noget siger mig, at det her kunne være forsøgsdyret. Den mus vi befinder os inden i nu, blev sluppet løs. Jeg kan fornemme det af de ting, den husker. Men ...
Vi springer. Og ...
Du har nu én valgmulighed.
Du ... jeg kan høre en halvkvalt lyd et sted langt borte. "Nej!" Det er Adam som skriger. "Ariel, nej ..."
Men jeg kan ikke høre ham, fordi jeg selv skriger. Men heller ikke det kan jeg høre ordentligt, fordi smerten afholder mig fra at registrere særlig meget i det hele taget. Jeg vil bare dø ... Jeg ved ikke, hvad det vil sige at dø, men der er noget i min bevidsthed, som godt ved det, og som forstår, at jeg burde være i stand til at bevæge mig, og at der ikke burde være boret metalbor ind i mine øjne, og at jeg ville have mindre ondt i hovedet, hvis de ikke var der, og at jeg så måske også ville være i stand til at se. Hvad vil det sige at se? Ordet er som en tom, sort tavle, for jeg har aldrig kendt til, at det kunne være anderledes, end det er. Hver dag er det en anstrengelse overhovedet at trække luft ned i mine lunger, og det er så det, mit liv går med: at forsøge at trække vejret ...
"Spring igen," siger Adam. "Åh, Gud ..."
Smerten overgår alt, hvad jeg nogensinde tidligere har oplevet.
Konsollen er der stadig, men svagt.
Jeg tror ikke, jeg har nogen ben. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har kunnet gå. Alt er sort. Jeg vælger et andet billede fra konsollen: et hvilket som helst billede.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi står foran indgangen til en labyrint. En ny verden! Hvor spændende. Måske det virkelig vil være vejen ud den her gang. Jeg har været nede ad den her korridor tidligere. Og den her. Jeg kan lugte maden ude på den anden side. Det er det samme ædelse, som det plejer, men det holder mig i live, så jeg kan fortsætte med at gøre den her slags ting. Jeg er kun halvvejs nede af en fremmed korridor, da en behandsket hånd tager mig op og den lugt materialet som rører min pels afgiver, er den samme lugt som væggene i min verden, og hele mit liv har disse lugte haft en beroligende virkning på mig. Nu bliver jeg sat ned igen: Mine fødder rører ved glas. Hvor er min belønning? Det her er det forkerte bur. Hvor er savsmuldet? Det her lugter ikke som mit bur. Jeg kan se de samme symboler på underlaget (som jeg nu kan læse, og hvor der står HappiMatTM), men der er noget helt galt. Angsten gennemborer mig, som de nåle mine passere bruger på mig hver dag. Mine brødre og søstre ligger spredt rundt om mig, men de forsøger ikke at slås eller at bestige mig. De lugter anderledes. Jeg går hen for at se på dem. Jeg skubber lidt til en af dem med min snude: han er kold.
De ligger alle sammen bare herinde ligesom den slags fugtige klude vores passere nogle gange efterlader i burene, når de er færdige med at tørre noget af lugten af. Jeg går hen og snuser til dem ... Der er noget galt. De er ... Av! Lad være. Endnu en behandsket hånd tager fat om mig, denne gang mindre forsigtigt.
"Ariel!"
Undskyld.
Vi springer.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi får en ny indsprøjtning. Jeg ved ikke, hvad der er det værste: Følelsen af den kolde, skarpe nål, der glider ind eller følelsen, når den bliver trukket ud igen. Når den er inde, vil jeg gerne have, at den bliver fjernet, men når den så forsvinder, føler jeg mig svimmel og kan ikke finde ud af at lave min rede ordentligt og ... Eller faktisk er jeg ret ligeglad med min rede. Jeg kan mærke noget varmt og vådt løbe ned ad mit ene ben. Jeg vil bare gerne sove. Min rede lugter underligt surt, men jeg er nødt til at sove. Jeg orker ikke engang at slikke mig ren først.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi kan ikke trække vejret på grund af al røgen. Jeg kan ikke bevæge hovedet.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi flyver gennem luften og lander med et akavet bump, hvorefter vi flyver videre. Min ven flyver også og en anden mus, jeg ikke har set før, og hele vejen rundt om os står der folk og griner; selvom jeg ikke forstår sproget, kan jeg et sted i min bevidsthed høre passerne sige, "Hold op med at jonglere med musene, Wesley." Jeg er meget svimmel og vil gerne tilbage i mit bur.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi forstår ikke, hvorfor det her bliver ved med at ske. Jeg bliver ved med at lave min rede, sådan som jeg bedst kan lide den (og sådan som min mor lærte mig det), hvorefter den pludselig er forsvundet. Hånden tager den væk. Hvorefter hånden giver mig nyt redemateriale og jeg begynder at bygge forfra igen. Hver eneste nat sover jeg på det bare glas på trods af alle de reder, jeg har bygget.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi kan ikke sove, når lyset altid er tændt.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi
Du har nu én valgmulighed.
Du...Jeg...
Du har nu én valgmulighed.
Du...
Du har nu en
Du har nu
Du har
Du
Du
Du
Du
Du
Vi springer nu så hurtigt, at det føles som én lang rejse, præcis som Mr. Y beskrev det i bogen. Det kræver en frygtelig masse koncentration, selvom det er svært at koncentrere sig, når man hele tiden rider på en bølge af smerte, angst og ydmygelse - og en konstant længsel efter en lun, rolig rede. Dette er en bølge af død: en bølge af døde, sorte kroppe og døde hvide kroppe og behandskede hænder og benede fingre og smerten fra nålen og smerten fra svulster og blindheden og forsøget på at slikke sit blod op, mens det stadig vælter ud af en, og af at blive efterladt med ryggen og benene brækket i en bunke af andre kroppe med brækkede lemmer og alligevel stadig tro på, at der vil komme mad til sidst og at passerne vil sætte en tilbage i buret, sådan som de altid gør, efter der er sket noget slemt.
Mens jeg surfer, forsøger Adam at indfange detaljerne.
De fleste laboratorier har kalendere hængende på væggene.
Og jeg bemærker at lyset, efterhånden som vi rejser baglæns, bliver svagere og burene mindre. Der er ikke flere HappyMatsTM. Vi hører sirener og eksplosioner, og vi rejser igennem laboratorier, der alle sammen lugter af metal og krudt. Men hvert eneste lille spring rummer en ny form for smerte. Da vi kommer tilbage til 1908 har jeg blødt flere tusind liter blod, jeg har kastet op og pisset ned ad mig selv og er faldet i søvn i mit eget lort, og hver gang - hvert eneste øjeblik - har det eneste, jeg har haft lyst til, været at kravle ind i min rede, fordi noget jeg er født med fortæller mig, at der er rart og beroligende inde i reden, men hele tiden har jeg vidst, at der var noget fundamentalt galt med min tilværelse.
Enten har jeg slet ikke nogen rede, eller der er nogen, der har fjernet den, eller jeg forstår simpelthen, at der ikke burde være glasvægge omkring den.
Vi sætter farten ned, da kalenderne begynder at vise 1907, 1906, 1905 ...
Og pludselig er hun der. Hun er ved at løfte vores ven ud af en kasse med savsmuld i.
På konsollen er den mus, hun står og holder helt udflydende.
Og vi springer. Så er vi inde.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi tager en af de bedste mus - en af de sorte - og jeg skal til at komme den op i en kasse med savsmuld for at tage den med mig hen og præsentere den for forskerne. Jeg smiler ved tanken. De skal undersøge - eller måske snarere vurdere - den. Det er mig, der er indkaldt til mødet. Et forretningsmøde med en mus, det er godt nok ... Men en ganske henrivende tanke. Jeg kan næsten se musen for mig i kjole og hvidt og mig i min ... Åh nej! Hvad skal jeg dog tage på? Du godeste ... min mest præsentable nederdel og mit sorte sjal, måske, selv om jeg nu ikke har lyst til at ligne en sørgende enke. Så måske den grønne i stedet.
Musen er som en lille maskine som piler fra min højre hånd og op på den venstre og tilbage op på den højre igen, når jeg drejer hænderne omkring hinanden som to stempler. Kan man måske endda kalde bevægelsen for stempelagtigt? Jøsses.
Jeg har da virkelig heller aldrig været god til det med ord. På en eller anden måde minder bevægelsen mig mest om en symaskine, men jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om musen er nålen eller tråden. Uanset hvad syr denne maskine ikke en eneste søm. Den syr bare det samme sting igen og igen. Fremmede billeder farer igennem mit hoved i et glimt. Noget der ligner et stamtræ; derefter et hvidt rum med mange glaskasser. Jeg sukker. Jeg plejede at kunne lide at røre ved musene på denne måde: Jeg plejede at finde deres hurtige bevægelser charmerende. Men for tiden føles det, ligesom så meget andet i mit liv, bare trættende og nedslående. Lugten herinde er begyndt at gå mig på: den tunge em af vådt savsmuld, dyreekskrementer og billigt træ. Åh! Og nu begynder det igen at flimre et sted inde bag ribbenene.
Det betyder ikke noget. Doktoren sagde ...
Mor ville have sagt ... Hun ville have sagt, at det er luften herinde.
Mens musen skælvende bevæger sig rundt på det hjul, mine hænder danner, tænker jeg i stedet på ordlyden i brevet fra forskeren. Hvor spændende endelig at have fået svar! Men som alt andet her i livet falmer følelsen med tiden: den ene dag tager den næste, det ene håb afløses af et andet. Jeg var en skolelærer, som drømte om noget andet og mere. Nu avler jeg interessante mus og drømmer stadig om noget andet og mere.
Et slot; en prins.
En hvid silkekjole. Fine pyntebånd.
Men jeg er ikke femten år længere.
Måske hellere ... måske det blå. Ja. Det blå sjal.
Musen hager sig fast i min hånd med den ene af kløerne og jeg ømmer mig lidt. Dumme dyr. Ja, kom her, ned i kassen med dig, dit lille utyske. Før i tiden talte jeg altid til dyrene: med hønsene, som jeg opdrættede engang for længe siden og de dansende mus.
Men efter nogen tid gik det op for mig, at de dansende mus var døve (det var derfor, de dansede), og hvis dyrene rent faktisk ville have os til at tale med dem, ville de vel også tale til os? Hvis Gud havde ønsket, at vi skulle kommunikere med Hans skabninger, ville Han da vel have givet dem evnen til at svare.
Min bekendte, Dr. Duncan MacDougal, er i færd med at planlægge et vigtigt eksperiment. Han har fortalt mig, at han håber at få tilladelse fra Massachusetts General Hospital til at veje patienter før og efter dødens indtræffen, for at kunne bestemme hvilken masse sjælen har. Han har tænkt sig at konstruere en særlig seng, der er udformet som en vægt, og hvor patientens liv bogstavelig talt repræsenterer ligevægten ... Derefter vil han udføre det samme forsøg med hunde (som han afliver - hvad de menneskelige patienter angår, tror jeg nok han har tænkt sig at afvente en naturlig død). Jeg tilbød ham nogle af mine mus, men han har endnu ikke sagt, om han kunne tænke sig en leverance.
Men videnskabsmændene ... alle disse finurlige idéer. Den blå eller den grønne? Abbie, bestem dig nu.
Vejer den menneskelige sjæl altid det samme, eller har nogle mennesker mere sjæl end andre? Jeg stillede spørgsmålet til Dr. MacDougal og han sagde, at han bestemt mente, at alle sjæle vejede det samme, men at hans eksperiment ville afgøre sagen.
Jeg forestiller mig, hvordan det må være at ligge i en hospitalsseng, som er en vægt, og vente på at dø.
Og så hører jeg en stemme inde i mit hoved: Miss Abbie Lathrop.
Derefter en kort pause og så den samme stemme igen: Shh. Hun kan ikke høre dig, husker du nok.
Åh ... hvor jeg dog føler mig underligt tilpas. Jeg lukker kassen. Jeg vil lige sætte mig et øjeblik.
Nej! Jeg vil ikke lade mig styre af stemmerne igen. Mor ville have marcheret direkte over til kirken med mig, men jeg ønsker næppe at udsætte mig selv for den slags igen. Måske jeg bare skal holde mig i gang. Ja: det var Mors løsning på alle problemer: Hold dig i gang. Eller endnu bedre: Hold dig i gang og få masser af frisk luft. Ja. Jeg tror lige, jeg vil komme lidt mere savsmuld ned i musens kasse, få den til at ligne en sød lille fyldt chokolade UDEN at gøre mig selv til et let bytte for deres luner.
Jeg skæver over på Nummer 57. Næste gang er det dens tur, hvis det her virker.
Men ... Ti nu stille. Åh!
Det er en underlig fornemmelse at være mig selv og Abbie Lathrop samtidig. Som Abbie Lathrop kan jeg kun høre min egen stemme. Som mig selv kan jeg også samtidig høre Adam.
"Ariel," gentager han.
Mit jeg og Abbie Lathrops jeg er nu blandet så godt og grundigt sammen, at de forekommer lige så lidt logisk sammenhængende som krimskrams på et stykke papir. Men jeg fortæller hende stadig hele tiden, hvilken fuldkommen uduelig, lille lort hun er og hun løber nu rundt i laden med hænderne for ørerne, mens hun råber ting som "Dæmoner! Ud med jer. Forsvind!"
"Du er ikke særlig diskret, hvad?" siger Adam.
"Jeg ved det godt," svarer jeg. "Det føles ligesom at angribe mig selv."
"Slip musene fri," siger jeg inde i hendes hoved. "Dem alle sammen."
Og hun tænker på sit levebrød, og på den kolde vinter, og alle de fine ord i brevet fra forskerne, og på at hun så ikke længere har nogen undskyldning for at se Dr. MacDougal, og ...
"Slip musene fri," siger jeg. "Og du vil aldrig mere høre stemmer."
Og nu rejser Abbie Lathrop sig og begynder, med rystende hænder, at fjerne alle trækilerne fra burenes låger.
Det kunne nok godt have været gjort mere diskret, men det virkede.
Konsollen er stadig fremme. Jeg ser på knappen mærket Quit, og øjeblikket efter er vi tilbage i Troposfæren. Adam og jeg begynder straks at omfavne hinanden, velvidende at vi ikke behøver at sige noget om det, vi lige har været igennem. Jeg har det, som om der er blevet løftet en vægt fra mine skuldre, fordi jeg ikke skylder Apollo Smintheus noget længere. Men vægten af de ting jeg nu ved om lidelse, får den vægt, som er blevet fjernet til at fremstå som et lille støvfnug, jeg lige har børstet af. Og der er stadig noget, der piner mig: Ikke tanken om Apollo Smintheus, selvfølgelig. Men noget andet har erstattet det og jeg ved ikke rigtig, hvad det er.
Troposfæren ser ud nøjagtig, som den plejer, bortset fra at vi, da jeg åbner kortet på konsollen, ser ud til at befinde os flere tusinde kilometer fra vores udgangspunkt. Kortet ser på en eller anden måde anderledes ud end før, og det går pludselig op for mig, hvori forskellen består: der er små gule prikker spredt rundt om, som jeg nu kan se repræsenterer togstationer. Det er via dem, at jeg ville kunne komme ud igen, hvis det var det, jeg havde tænkt mig.
Vi skal kun tilbage til starten af 1890'erne for at finde Lumas og vi er allerede i år 1900. Vi rejser fra Massachusetts til New York via en omrejsende sælger, hvorefter vi finder en avisredaktør, hvis bedstefar stadig bor i England. Da først vi er inde i hans bevidsthed, behøver vi ikke foretage særlig mange spring, før vi befinder os i London i 1894, året efter Mr. Y's forbandelse udkom.
De næste spring tager vi lige så forsigtigt. Først rejser vi resten af vejen tilbage i tiden og derefter tager vi os af afstanden ved at bevæge os langsomt igennem London, indtil vi står foran Lumas' forlag. Og den person, hvis bevidsthed vi befinder os inden i, er en Mr. Henry Bellington på toogtyve år. Han har et tykt manuskript under armen.
Vi har besluttet ikke at tale sammen, når vi er inde i folks bevidsthed, så jeg er tvunget til at nøjes med mine egne indtryk af omgivelserne. Det første jeg lægger mærke til ved datidens London, er hvor vidunderligt stille, her er. Mr. Bellington opfatter det nu ganske anderledes. Han finder byen forfærdeligt hektisk og trykkende med alle dens tiggere og tyveknægte og al dens tykke, sorte røg. Men på den anden side er han jo heller ikke vant til en verden fuld af flytrafik, bilmotorer, mobiltelefoner og den konstante summen af elektricitet i baggrunden.
Bellington bliver vist ind på forlaget.
Og derfra er der så kun to spring videre, til vi er inde i bevidstheden på Lumas' redaktør.
Det eneste jeg skal bruge, er hans adresse. Kan jeg den i hovedet? Ja, det kan jeg.
Og derefter går det direkte videre ud af bygningen via en due på gesimsen foran vinduet, og derfra ind i en hestedrosche med en ung bogholder og videre ud igen, da vi nærmere os The Strand. Og derefter hopper jeg simpelthen fra menneske til menneske, indtil jeg står foran Lumas' hoveddør. Men de mennesker, hvis bevidstheder jeg er inde i, har ikke lyst til at stoppe op, og efter at jeg har måttet springe et par gange udelukkende med det formål at blive stående, vælger jeg Quit på konsollen og ender igen ude i Troposfæren sammen med Adam.
"Godt gået," siger han.
Jeg ser mig omkring. Min bevidsthed har gjort noget mærkeligt - og temmelig kitschet - ved denne del af Troposfæren. Selvom det hele stadig føles som en futuristisk by, ligner det her kvarter en kulisse fra en Hollywood-film, der skal forsøge at signalere 1890'ernes London. Alt synes at have fået en tand ekstra. Der står efterladte droscher overalt, ligesom i Burlems udgave af Troposfæren, men de her ser ud til at være klasket nærmest skitseagtigt sammen, som om jeg gerne vil have, at de er her, men ikke rigtig ved, hvordan de i virkeligheden ser ud. Der ligger en dickensk tåge ud over det hele, selvom jeg aldrig for alvor har læst Dickens, hvilket får den til at hænge noget halvhjertet i luften som en mellemting mellem rigtig tåge og kulstøv og røg fra alle Londons skorstene. Der er også en væltepeter, som står lænet op ad et smedejernsrækværk.
Gaden er brolagt og alle husene er i røde mursten. Her er masser af butikker, alle med sirligt udsmykkede facader. Butikkerne virker mere velkendte på den ene side af gaden end den anden. Der er blandt andet et sted ved navn The Musical Bank og en vegetarrestaurant. Jeg kender godt bygningerne: de stammer fra noveller og romaner, som jeg har læst. The Musical Bank burde dog ikke ligge her i London: den er fra Erewhon. Men vegetarrestauranten er fra Conan Doyles "De rødhåredes forening". På den anden side af gaden ligger butikker med lige så rigt dekorerede skilte, men som jeg ikke genkender. Der er en isenkræmmer, en juveler, en bank, en tobaksforretning og en boghandel. Længere nede ad den fiktive side af gaden ligger der en pub, som lyser op på konsollen på samme måde som Apollo Smintheus' musehul og de forskellige kaffebarer tidligere. Jeg har aldrig før set en pub her i Troposfæren.
Jeg udpeger den for Adam.
"Skal vi lige tage en lille pause, inden vi ordner Lumas?" spørger jeg.
Han trækker på skuldrene. "Okay."
Men der er en grund til, at jeg trækker tiden, og jeg tror godt, han kender årsagen. Så snart jeg har fået overbevist Lumas om ikke at skrive Mr. Y's forbandelse, vil alting forandre sig for altid. Og jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at pille ved Lumas' bevidsthed.
Pubben adskiller sig ikke stort fra de knejper, hvor jeg plejede at hænge ud, dengang jeg studerede i Oxford, eller fra steder hvor jeg har tilbragt søndag eftermiddag i London, for den sags skyld. Stedet er holdt i flaskegrønt og brunt, med en lang, buet bardisk af træ og med grønne plyssæder. Alle armaturer og installationer virker ganske velkendte, bortset fra at der er petroleumslamper i stedet for elektrisk lys og at bordene virker mere velpolerede. Der er ikke nogen bag baren og heller ingen gæster, selvom der står halvtomme glas på et af bordene, foruden der ligger en æske tændstikker, en pakke spillekort og noget der ligner manuskriptet til en bog. Hvad er nu alt det for noget? ,
Adam og jeg sætter os ved et bord henne i hjørnet.
"Hvis vi tænker 'spiritus', tror du så, der dukker noget op?" spørger Adam.
"Vi kan jo prøve," svarer jeg.
Et par minutter senere har vi en lille glasflaske med vodka og to glas.
"Tænkte du på vodka?" spørger Adam.
"Ja," svarer jeg. "Hvad med dig?"
"Jo. Det er min 'traume-drik'."
Jeg griner. "Også min. Jeg ville have troet, at din var altervin.
"Nej. Jeg har siden opdaget vodkaen. Det var det eneste, min far nægtede at drikke, hvilket giver det en særlig tiltrækningskraft."
"Det forstår sig." Jeg nikker og ser ned i bordet.
"Jamen, så vil jeg da åbne den," siger han. Han tager flasken op. "Uh. Den er iskold."
"Godt," siger jeg.
Han skænker et glas op til os hver. Og da jeg fører mit op til læberne, opdager jeg, at det lugter af bisongræs: min yndlingsvodka. Jeg tømmer glasset i et hug. Jeg drikker for at forsøge at glemme musene, og jeg drikker for at forsøge at glemme de ting, der er sket med Adam, og mest af alt drikker jeg i et forsøg på at glemme ansvaret ved at være her og være i stand til at ændre alting. Men jeg er ikke sikker på, at man kan blive fuld af troposfærealkohol, om end jeg faktisk føler mig lidt mere afslappet. Jeg skænker mig et nyt glas og drikker det langsomt, mens Adam stadig sidder og nipper til det første.
"Jeg kan ikke holde det ud," siger jeg.
"Ariel?" siger han. Han rækker ud efter min hånd hen over bordet. "Hvad er der galt?"
Jeg sukker, som om al luft er ved at sive ud af kroppen. "Kan du ikke se det?"
"Se hvad?"
"Musene ... Det vi lige har gjort for de mus. Vi kunne gøre det for alle andre også. Vi kunne forhindre holocaust. Vi kunne gøre, så atombomben aldrig var blevet opfundet. Vi kunne ..."
"Ariel."
"Hvad?"
"Vi kan ikke redigere verden. Vi kan ikke bare tage tilbage og skrive historien om, som om den var et udkast til en bog, vi ikke rigtig brød os om."
"Hvorfor ikke?"
"Jamen, er du ikke netop kommet for at stoppe muligheden for den slags? Lura og Burlem har sendt dig her tilbage for at fjerne bogen, så folk ikke længere har valget. Det er vigtigt. Det er vigtigt, at folk ikke kan ændre historiens gang."
"Jeg ved det godt. Det er også derfor, jeg ikke bryder mig om at gå ind og pille ved Lumas' bevidsthed," siger jeg og drikker noget mere vodka. Utroligt nok virker det, og den sirupsagtige fornemmelse bliver mere og mere intens, jo mere jeg drikker. "Jeg mener, hvem har udråbt mig til Gud? Jeg burde ikke kunne sidde og beslutte al den slags. Men siden jeg nu allerede befinder mig i den her situation, hvor det er mig, der bestemmer, vil jeg også gerne fjerne Hitler."
"Men det ved du godt, du ikke kan."
"Gør jeg?"
"Ja. Prøv at tænke det igennem. Hvis Hitler befandt sig i din position, ville han fjerne noget andet. Hvis paven befandt sig i din position, ville han omredigere verden endnu en gang. Du er nødt til at lukke det hul, som gør det muligt."
"Hvad nu hvis jeg ved, at jeg har ret?"
"Hold nu op. Jeg kender dig ud og ind. Du vil aldrig kunne vide, om du har ret."
"Hitler troede, at han havde ret," siger jeg. "Men alle er enige om, at han ikke havde det."
"Selvfølgelig havde han ikke ret," siger Adam. "Det jeg siger, er ikke bare noget sludder om, at den ene mening kan være lige så god som enhver anden ..."
"Moralsk relativisme," siger jeg. "Det er en blindgyde."
"Ja, men du må stadig forstå, at du ikke bare kan bestemme. Vi kan ikke bestemme. Det er ikke op til os. Historien er nødt til at skabe sig selv. Og det vil den formentlig også, uanset hvad vi gør.
Ved at fjerne Hitler kunne du risikere bare at åbne op for noget, der var meget værre. Jeg er ikke engang sikker på, at det vi allerede har gjort, rent faktisk har gjort en forskel. Abbie Lathrop kunne beslutte sig for at gå ud og anskaffe nogle nye mus. Og hvis ikke, er der sikkert en anden, der gør det. Du har hjulpet de mus, men ikke alle mus."
Jeg drikker noget mere vodka. "Jeg er glad for, at du er her," siger jeg. Så går det op for mig, hvad det er, jeg lige har sagt. "Jeg mener sammen med mig. Jeg er ikke glad for måden, du er havnet her på." Jeg stiller glasset fra mig. "Adam?"
"Hvad?"
"Hvad tror du, der vil ske med Troposfæren, når først jeg har været inde i Lumas' bevidsthed og fået ham til at lade være med at skrive bogen?"
"Det ved jeg ikke."
"Jeg vil ikke have, at du skal forsvinde."
"Selv hvis det skulle ske, er det det værd."
"Er det?"
"Ja. Hør her, vi må hellere få det overstået. Du må se at komme tilbage."
Jeg svarer ikke.
"Ariel?"
"Ja, jeg ved det godt. Jeg skal bare lige ..." Jeg rejser mig. "Hvor skal du hen?"
"Bare lige herover."
Jeg går hen til det andet bord og ser ned på manuskriptet. Præcis som jeg havde forestillet mig, er titlen på forsiden skrevet i hånden og ordene der står, er Mr. Y's forbandelse. Jeg vender rundt og går ud gennem døren med Adam i hælene.
"Vil du tage med mig?" spørger jeg.
"Selvfølgelig," svarer han.
På den måde bliver risikoen for, at han skulle forsvinde, når jeg har gjort de ting, jeg bliver nødt til at gøre, mindre, tror jeg.
Vi går hen til boghandlen længere nede ad gaden, og jeg kigger i vinduet. Der er et par forskellige romaner af Samuel Butler, foruden Zoonomia. Jeg ved hvem, der befinder sig inde bag døren, det eneste jeg skal gøre, er rent faktisk at åbne den. Jeg kan ikke holde ud at tænke mere over det. Jeg står her nu og jeg ved, at jeg ikke vil beslutte ikke at gøre det, så jeg kan lige så godt få det overstået. Jeg kysser Adam, før vi går hen til døren og jeg åbner og træder ind.
Du har nu én valgmulighed.
Du ... Jeg ... Vi sidder som sædvanlig ved det gamle skrivebord i dagligstuen, hvor det trækker, og skriver. Denne bog ... jeg er nødt til at skrive den; jeg er nødt til at gøre den færdig. Er det muligt for folk, som ikke selv skriver, nogensinde helt at forstå, hvordan det føles? Jeg har set den stakkels Mr. Y snurre af sted som en top, og nu er det op til mig at få ham til at snurre videre frem til vejs ende. Og derefter skal jeg så stoppe ham igen og lægge ham tilbage i skuffen med legetøj, helt slap og livløs. Åh, hvilken grusom Gud ville jeg ikke være! Kan jeg lade ham leve? Nej, tag dig nu sammen, Tom. At lade ham overleve ville være et brud på alle tragediens regler, og mere end det: Det ville heller ikke være sandt. Så Mr. Y må dø, og han skal dø for min hånd. Og derefter ... Og derefter.
Min hånd skælver, mens jeg tænker på det. Og derefter må jeg, naturligvis, også selv dø.
Jeg har højtideligt svoret, med mig selv som vidne, at jeg ikke vil besøge Troposfæren, før denne roman er skrevet færdig.
Men næste gang jeg tager derind, kommer jeg aldrig tilbage igen. Ellers vil min hoste alligevel snart gøre det af med mig, så vidt jeg kan forstå på doktoren. Og desuden - jeg vil frygtelig gerne være fri for mit højre ben og disse her øjne. Dertil kommer, at jeg også er forbandet af frygtelige pekuniære problemer og jeg har i årevis vidst, at jeg aldrig kommer til at kneppe igen. Åh, når denne bog er færdig! Hver gang jeg dypper min pen i flasken med blæk (den sjette i denne måned), spekulerer jeg på, om dette vil være den sidste blæk, jeg nogensinde skal bruge og dette den sidste pen, jeg slider op, og i givet fald om jeg - for begges vedkommende - skal få indrammet skidtet eller bare brænde dem. Jeg er besat af slutninger for tiden: slutningen på min roman og slutningen på mit eget liv. Kan jeg stille mig tilfreds, nu hvor jeg har en titel? Måske. Mr. Y's forbandelse har en vis tvetydighed, selvom jeg er sikker på, at de fleste anmeldere vil være alt for sløve til at få øje på denne betydning og, hvis de overhovedet anmelder bogen, udelukkende beskæftige sig med mit frygtelige sammenstød med Darwin.
Åh, hvor er jeg dog træt. Den her petroleumslampe lugter giftigt.
Måske skulle jeg bare smide hele bogen i kakkelovnen. Hvad er det dog, jeg tænker?
Jeg kan høre den tunge lyd af klaprende hove udenfor, efterhånden som mænd, der er yngre end jeg, søger i retning af klubberne for at tilbringe aftenen med at lade sig underholde og slikke pigernes kusser. Mine hensigter er straks mere ophøjede og noble. Åh, der er så frygtelig koldt herinde og jeg har næsten ikke flere kul tilbage.
Da jeg i sin tid begyndte på denne lange og vanskelige roman, må jeg nok indrømme, at jeg var ude på hævn.
Jeg ønskede, at alle skulle få adgang til den viden, som jeg besad. For jeg er Mr. Y - i ånden, om end ikke i alle detaljer, og også jeg havde betalt alt, hvad jeg ejede og havde for endnu en slurk af den medicin, som siden er blevet min mest krævende elskerinde. Manden som solgte mig den, vil intet have tilbage af værdi, så snart jeg er blevet færdig med min bog. Det er i hvert fald sådan, jeg vil forklare det over for min forlægger. Det vil måske kunne bibringe bogen en smule mere autoritet, selvom jeg er den eneste, som nogensinde vil kende den fulde sandhed.
Og derefter vil jeg gøre en ende på mit liv, når først jeg har gjort en ende på Mr. Y's.
Noget inde i mig står og trækker i min hukommelse, som et barn der trækker én i ærmet. Men jeg vil ikke tænke på det.
Og ... Hvad er det her dog for tanker? Skal jeg nu pludselig til at gennemleve en samvittighedskrise? Skal jeg pludselig, nu hvor romanen er over syvottendedele færdig, til at spekulere over, hvad dens udgivelse kan afstedkomme? Åh, forbandet være disse selvransagelsens nætter. Men nu, hvor jeg ser fortællingen tage form på papiret, kan jeg alligevel ikke lade være med at spekulere: vil andre forsøge sig med opskriften? Og hvor mange skal dø, for at jeg kan nå mit mål? Og ... Nej! Det er en absurd tanke. Ikke desto mindre insisterer den på at hjemsøge mig. Hvad vil der ske, hvis de som læser min bog, ikke alene finder Troposfæren, men også en måde at forandre den på?
Jeg vil brænde bogen.
Nej! Nej ... ikke min bog.
Mine hænder tilhører en anden, da de griber mit dyrebare manuskript og, med mig som uvillig mellemmand, smider siderne ind i ilden.
Varmen er kortvarig og intens, imens alle tohundrede sider knitrer og brænder. Ilden gør ingen forskel på blækket og det hvide papir. Bogen er væk.
Hvad har jeg dog gjort?
Hvad har jeg dog gjort?
Jeg falder på knæ og begynder at græde.
Quit.
Det er begyndt at regne i Troposfæren.
"Jeg ville gerne være blevet sammen med ham i meget længere tid," siger jeg til Adam.
"Nej. Se på vejret. Du er nødt til at skynde dig hen til stationen."
Nattehimlen ser underligt udvisket ud, som en forrude, hvor mørket og regnen finder sted ude på den anden side. Adam kalder konsollen frem.
"Der ligger en undergrundsstation lige rundt om hjørnet herfra," siger han. "Skynd dig."
Men jeg rører mig ikke ud af stedet. Jeg følger ikke efter, da han begynder at gå.
"Adam," siger jeg til hans ryg.
"Kom nu."
"Adam."
Han vender sig om mod mig med regnen løbende ned over ansigtet. "Hvad?"
"Jeg tager ikke tilbage."
"Ariel ...
"Der er ikke noget, du kan sige for at få mig til at skifte mening. Jeg vil ikke tilbage."
"Men du har hele livet foran dig. Du hørte selv, hvad Lura sagde - du har potentialet til at blive en af den slags store tænkere, som kan forandre verden.
Du kunne være den næste Derrida eller ... hvad som helst du gerne vil være."
"Men jeg ved godt, hvad jeg vil."
"Jeg vil altid være der. Jeg vil altid være der i dine drømme," siger han.
Regnen springer tilbage fra brolægningen som tårer fra et bord.
"Det er slet ikke nok," siger jeg. "Det er slet ikke nok på så utrolig mange forskellige måder."
Der lyder et kæmpe tordenskrald oppe over os. Jeg tror måske, det er et signal om min forestående død.
"Ariel!"
Adam er nødt til at råbe nu, fordi regnen larmer så meget. Lynene kløver himlen, åbner den op, så mere regn og mørke kan vælte ned over os. Jeg kan næsten ingenting se, men jeg kan mærke Adams hænder på mine arme. Jeg kan mærke ham presse mig op mod muren og kysse mig.
"Du er nødt til at tage tilbage," siger han.
"Bliv ved," siger jeg. "Jeg vil have, at vi elsker med hinanden, når det sker og alting slutter."
Han tøver. Der sker ikke ingenting, bortset fra at regnen siler ned.
"Adam, hør nu på mig," siger jeg. "Jeg kan ikke få de ting, jeg ønsker allermest udenfor, det ved jeg. Og jeg ved også godt, at det er det, der er forbandelsen. Men jeg ønsker sådan at få al den viden, jeg kan finde herinde. Jeg vil have, at vi gør det her færdigt sammen. Jeg vil have, at vi tager så langt tilbage i tiden, som det overhovedet er muligt for at finde kanten af Troposfæren. Jeg vil vide, hvordan det hele begyndte og hvad bevidsthed er. Jeg bliver her."
Tordenen stamper rungende over den imaginære himmel, da Adam og jeg synker ned på jorden og vores tøj smelter bort fra vores kroppe helt af sig selv.
Men jeg kan mærke regnen piske mod mit ansigt og løbe igennem håret. Denne gang kan jeg mærke regnen.
Og denne gang, da han trænger ind i mig, mister jeg bevidstheden.
Men da jeg vågner igen, skinner solen.