Det er umuligt at sige, hvor længe det tager os at nå ud til kanten. Tiden findes ikke længere. Vi har slået lejr her i nogle dage ved et sted, som ligner bevidsthedens yderste grænse, mens vi spekulerer på, hvad vi skal stille op. Det er ligesom at stå ude ved kanten af en stejl klippeskrænt, men kanten er skarpere tegnet end på nogen skrænt, jeg nogensinde har set.
Det føles ikke som udkanten af noget: det føles som centrum.
Men alligevel er der altså en kant. Man kan gå hen til den, og det føles som om man kan se ud over den, men det kan man ikke. Og der er også noget derhenne, som ligner et elektrisk hegn: en bølgende linje, der hele tiden står og knitrer som elektricitet.
Vi har elsket her i udkanten af bevidstheden; vi har elsket tusindvis af gange. Og vi har fortalt hinanden alt, hvad vi overhovedet ved. Og nogle gange føles det, som om vi rent faktisk befinder os på toppen af en klippeskrænt og at der måske endda er vand et sted længere nede under os og at jorden er sandet og at vilde blomster gror i spredte klynger rundt omkring. Men andre gange føles det, som om vi befinder os oven på et knappenålshoved, og at det tomme rum ikke kun ligger nede under os, men hele vejen rundt, og det er umuligt at vende om, fordi der ingenting er bag os.
Der er ikke noget frem eller tilbage, intet op eller ned.
I dag har vi besluttet (selvom det her sted er én lang dag), at vi rent faktisk vil træffe et valg, fordi problemet, når man kommer helt ud til kanten, er at konsollen tilsyneladende bryder sammen og der kommer en atmosfærisk støj og skrat og stemmen siger: Du har nu uendelige valgmuligheder. Og når vi hører den besked, trækker vi os tilbage, fordi vi ikke kan finde ud af at foretage det valg.
Det er, som om vi står og ser på noget, som ingen nogensinde har set på før.
Du har nu uendelige valgmuligheder.
Vi har allerede været overalt i Troposfæren: det var vi nødt til for at komme hertil.
Så vi ser på hinanden og begynder hånd i hånd at gå derover.
Og i dag, i går, hvornår dette øjeblik end finder sted: vi træder ud i det.
Og nu ville jeg have troet, at vi ville falde (og jeg havde længtes efter tomheden).
Du har nu uendelige valgmuligheder.
Men vi fortsætter bare med at gå. Vi behøver ikke at sige noget mere.
Og alle valgene ligger udbredt foran mig. Hvert eneste af dem.
Men det vi fortsætter ind i, er en have. Den mest fuldkomne have jeg nogensinde har set, med flere træer end jeg nogensinde har set og en flod, der glimter som et spejl, bugtende sig langs havens udkant. Jeg tænker, at det giver mening, at bevidstheden er begyndt i en have, fordi bevidsthed, når det kommer til
stykket, har udviklet sig fra planterne. Og jeg ser hen på Adam, men jeg kan ikke længere tale. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan tænke. Og der står et træ alene nede ved floden, og vi begynder at gå hen mod det.
Og så forstår jeg.