At enhver kan blive øejer og således få sin inderste drøm opfyldt, det vidner Agersøs historie om. At rigets (og tillige Universitetets) kansler og en amtmand kunne eje øen i det 16. og 17. århundrede kan næppe undre. Men at en kromand og en præst var ejer af den for ikke så længe siden tredelte ø på 680 ha i bekvem afstand fra Sjælland, kan nok virke overraskende.
Interessen for Agersø gjaldt tidligere fortrinsvis de gode jagtmuligheder. I Valdemar Sejrs Jordebog omtales Agersø ikke blot for sit kongelige jagthus, men også for sin bestand af kronhjort og dåvildt. På den tid, da kongeligt hjortevildt var forbeholdt majestæt og herremænd.
Og herremanden på Agersø var en tid den gerrige godssamler Johan Friis til de pragtfulde herregårde Borreby i øens nabolag på Sjælland og Hesselager på Fyn. Foruden Agersø ejede han i sin kanslertid, der begyndte 1536, også Omø. Og han skulle i særlig grad have foretrukket sit lystslot Agersøgård som udgangspunkt for jagtudflugter og øvrig festivitas på øen. Friis' pragtgård blev nedrevet ved begyndelsen af 1800-tallet og erstattet af en ny gård, der senere endnu er udskiftet med den nuværende, der i dag fungerer som kro og pensionat.
I 1600-tallet ejede amtmand Hugo Lützow øen. Men så i 1770 erhvervede møller og kromand Lars Nielsen øen for en kort bemærkning. Og det gik rivegalt. Kromanden trakterede bønderne, der arbejdede for ham, med pryglestraf. En mørk augustnat i 1774 gik agersøboerne mod den statelige Agersøgård for at give Lars Nielsen en lærestreg. Sagen var nær endt med mord, men resulterede blot i tørre tæsk til øejeren, der fortrak fra øen efter bataljen. Rigelige bøder blev uddelt til bønderne og fem blev sendt på strafarbejde i København.
Præsten i Skælskør købte øen og solgte den igen. Op igennem 1800-tallet var dens jorder ved arv fordelt på flere hænder efter ejeren Assessor Møllers børn og børnebørn, og hvert brug blev på den måde og ganske udramatisk efterhånden selveje.
Billedetekst: Markvejen ud mod fyret ved Helleholm på Agersø fører igennem et ganske øde landskab rigt befolket med vade- og strandfugle. Det to kilometer lange drej kaldtes engang for "Skagen", hvilket oprindelig betyder odde. For enden af vejen står en to meter høj bautasten, som forbipasserende vikinger fra Norge eller Sverige formodes at have rejst.
Agersø består af to tidligere selvstændige øer. Egholm mod nord, der nu hænger fast til hovedøen ved en dæmning over Egholm Vejle, og mod syd Helleholm forbundet med hovedøen ved et på alle måder landskabsmæssigt interessant drej bestående af strandenge med ferskvandssøer og lynghede. Går man turen ad den private markvej ud til Helleholm, har man især ved ebbe en klar fornemmelse af at gå på vandet og alligevel tørskoet. Så lavt ligger vejføringen i landskabet med den pragtfulde udsigt ud over vandet til begge sider.
Til gengæld aner man ikke under den to kilometer lange vandring, at Agersø skyder sig op af det 60 meter dybe Agersø Sund mod færgeoverfarten ved Stigsnæs, Stigsnæsværket og olieraffinaderiet og det 50 meter dybe Omø Sund ud til den østlige ende af Storebælt.
Ud over strandengene opleves lyden fra de mange måge- og ternekolonier. Stormmågen har haft en af landets største kolonier her, den lille storøjede mågeart, der bliver siddende vagtsomt, men alligevel så tillidsfuldt og iagttager de tobenede væsner, der nærmer sig, indtil man er ganske få skridt fra den. Og sølvmåge og den store sortvingede svartbag ruger her foruden havternen. Ellers er det strandskaden med sit røde lange næb, der flygter over engen, rødben, der piler rundt og ude i strandkanten præstekraven og rylen. Skarven gæster øen fra den store koloni på Omø.
På holmen ligger en enkelt avlsgård med marker omkring. Og her står det 12 meter høje firkantede hvide fyrtårn fast og markant i landskabet.
Det blev først bygget år 1900 og afløste da et primitivt jerntårn beregnet til at hejse en fyrlampe med spejl op og ned.
Turen afsluttes ved den to meter høje bautasten, der anses for at være rejst af forbipasserende vikinger til minde om, vi ved ikke hvad. Men magtfuldt står disse sten om end i ringe mængde rundt om i det danske landskab og på de danskes øer.
På tilbagevejen ligger just, hvor vejen slår en bugt, og den linealtrukne vestkyst begynder, en skanse eller et batteri, som det kaldes. Det har ligget her siden begyndelsen af 1800-tallet, da jægere fra Første Jyske Infanteriregiment blev indkvarteret her for at tage kampen op mod englænderne.
Den fredede skanse på Agersø indgik i et større system af kanonbatterier, der omfattede anlæg på Omø og ved Stigsnæs, og som sammen med kanonbådene fra Nakskov havde til opgave at afspærre fjenden fra Smålandsfarvandet. Hertil kom den vigtige opgave at sikre postforbindelsen over Storebælt, der i krigsårene var lagt sydover via Langeland.
De danske styrker høstede stor fortjeneste den 2. august 1808 allerede året efter, englænderne havde stjålet den danske flåde, da en håndfuld danske kanonbåde gik til angreb på det engelske orlogsskib "The Tigress". Det skete netop her ved øens sydvestpynt, hvor det græsgroede batteri stadig ligger markant i landskabet. Danskerne erobrede orlogsskibet.
Mere end et halvt tusinde danske soldater var interneret på øen i perioden 1807-14, og i 1812 kom det til Englandskrigens eneste slag mod dansken med fast grund under fødderne. Det stod på Egholm Fælled.
At soldaterne jagede andet end fjenden under opholdet på Agersø, vidner en række jyske slægtsnavne om, og de går stadig i arv på øen. Er det genetiske materiale blandt øens omkring 250 indbyggere altså ikke længere rent, men grundigt opblandet med fastlandets, så viser en genrapport udarbejdet af Biologisk Institut under Københavns Universitet, at det bevaringsværdige Agersø-kvæg er ægte og ubesmittet økvæg. Og samtidig, at der over generationerne ikke er tale om indavl. Godt at vide!
Øen har bevaret to af formentlig mange flere langdysser. Den ene ligger ved indgangen til Snede Skov - den ene af øens bevarede skove. Den anden er Storskoven på Egholm, og begge skove er nu naturskove præget af stor artsrigdom blandt løvtræer. I Snede Skov er besynderligt nok bevaret flere store ege, der nu er fredede.
Den sjældne klokkefrø findes på øen, hvor man også møder mange harer og fasaner samt en lille bestand af råvildt.
Øens vestkyst er den absolut mest skarptrukne vestkyst på nogen dansk ø. Skulle et enkelt fremspring opstå, gnaves det straks bort af den stærke havstrøm for at blive læsset af ved øens nord- eller sydspids.
I havet tæt ved Skarpenklint, der er en af de forholdsvis lave klinter langs vestkysten, ligger den store Skarpensten.
Billedetekst: Den spåntækkede hollandske mølle, der ligger på bakkedraget vest for Agersø By, er bygget i 1892 og var i drift frem til 1959. Tidligere stod en stubmølle af træ helt ude ved fyret.
Efter sigende ligger her hvert år en mågerede. Vi kan ikke skelne den, men Achton Friis traf for over firs år siden en øbo, der påstod, at det var hans måge, der lå derude! Jo, for hvert år lagde han ny tang derud til en ny rede, og det havde således været hans måge i fyrretyve år. Den samme måge. Mandens pointe var, at han fredede fuglen, mens de på Helleholm samlede mågeæg. Det havde han ret i, for dengang fragtedes 22.000 mågeæg om året fra Agersø.
Stenen regnes i øvrigt blandt en af landets navnkundige brødsten, hvorom det hedder, at den vender sig, når den lugter friskbagt brød. Tror man på den - eller den om mågereden? Begge historier kan jo ikke være sande.
Mere troværdig forekommer historien om jættepigen på øen, der forelsker sig i kæmpen på fastlandet og bærer trædesten i sit vældige forklæde for at komme over til den udkårne. Ustandselig brister forklædebåndet imidlertid, og stenene skramler formålsløst i vandet. Båndet skulle jo først have været løst under mødet med kæmpen på fastlandet. I harme og afmagt griber hun så den største sten og kaster den mod land. Og der ligger den endnu ved Skarpenklint i havet ud mod Storebælt. Havet, der bestandig skiller ø fra fastland.