At Bogø har været tæt befolket i stenalderen, vidner ældre udgaver af landets autoritative topografiske beskrivelse Trap: Danmark om. Tilbage i 1800-tallet kunne man opregne ikke færre end fire jættestuer, ti langdysser, fem dyssekamre og 20 gravhøje. Men bogøerne - som lokalbefolkningen kaldes - skulle bruge skærver til øens mange veje, så de fleste af oldtidens stenminder cykler og biler vi nu ganske usentimentalt rundt på.
Blandt undtagelserne er den smukke Hulehøj Jættestue, der til gengæld ligger nærmest usømmelig tæt ved sportsklubbens dansebarak ved indgangen til Østerskoven. Her står tillige mindestenen fra dengang i 1769, da øens bønder købte den 1300 ha store ø fri af kronen og blev selvejere. Ingen rigmand stod i vejen ved auktionen som på andre danske øer, så de 29 bønder fik hver en gård eller et mindre sted samt i fællig mølle, skole og kirke. Gårdmærkerne indhugget i stenen vidner om det.
Efter et dyk ind i jættestuen og et kig på stenen kan man i pavillonen forvisse sig om, hvordan bondeballer forløb i gamle dage, men også samtidig få historien om, hvordan idrætsklubbens revy stadig opføres på de skrå brædder, og hvordan bordplader og stole stuves sammen inden dansen.
Da bogøerne købte deres ø, var træ og tømmer i høj kurs til flådens skibsbyggeri. Derfor fældede de uden skrupler Vesterskoven og blev altså en skov fattigere, men en landbrugsø uden strenge kongelige restriktioner rigere.
Billedetekst: De højstammede bøgebevoksninger i Østerskov, der stadig er fællesskov for øens gårde, drives forstmæssigt. Men under den svigtende afsætning på danske bøgekævler ender de fleste i fællesejets brændeovne. Johannes Larsen, 1922.
Østerskoven bliver stadig efter skovloven af 1805 ved dispensation drevet som fællesskov med fællesjagt og med faglig forstlig bistand.
Skoven består fortrinsvis af højstammet hugstmoden bøg og ask og er en prægtig skov. Ud mod Klinten falder bøgebevoksningen ned mod lavvandet Letten og går successivt over i pile- og ellekrat for til sidst at forsvinde i rørskov. Her ligger to smukke træbevoksede gravhøje, som man skal lede lidt efter.
Og så ligger i skovens nordligste del ved feriekolonien det gamle udaterede Nyhave Voldsted. Den ovale borgplads på 44 × 38 meter er omgivet af en halvanden meter høj jordvold med en udvendig grøft.
Billedetekst: Indgangsportalen til dansepavillonen i Bogø Østerskov prydes af jagttrofæer fra den fællesejede skov og jagt. Indenfor danses der, spilles revy og drikkes øl.
Om bebyggelse og anvendelse gives der ingen oplysninger, men man kunne gætte på, at anlægget med palisader på volden har tjent som tilflugtssted for øens beboere i ufredstider.
Og ufred har der været nok af på øen, om end den skulle have undgået svenskernes hærgen. En for bogøerne mindre flatterende historie fortæller om deres forræderi over for mønboerne under Svenskekrigene. Da et svensk angreb på Møn var blevet slået tilbage, vendte svenskehæren sig med planer om plyndring og hærgen naturligt nok mod Bogø.
Bogøerne skulle herefter, mens mønboerne fra Damsholt og Fanefjord var indkaldt til hoveriarbejde, have ledt fjenden over Letten. Plyndringerne tog fart på Møn, mens Bogø gik fri. Men efter Svenskekrigen faldt mønboernes hævn kontant, da øen i 1689 blev lagt under Møns Amt med livgardens frygtede oberst von Plessen som kommandant.
Hermed begynder samtidig det kapitel af historien, der gjorde Bogø til udpræget sømandsø.
De kaserner, som svenskerne havde banket op omkring det, der nu er færgested ved overfarten til Stubbekøbing, blev indrettet som en slags Bogøs Nyboder. Og heromkring opstod i 1696 byen Nyby syd for Gammelby med friboliger for søfolk fra den danske marine og handelsskibsfart. Helt naturligt gled bogøerne således fra deres begrænsede færden på søen som landmandssømænd ind i den mere omfattende danske koffardifart og orlogstjeneste.
Så omfattende blev øens tilknytning til sømandserhvervet, at gårdmænd med mere end den søn, der skulle overtage gården, blev forpligtet til at lade en anden af sønnerne uddanne som sømand. Til gengæld blev Bogøs bønder privilegerede ved ikke længere at være underlagt vornedskab, en bopælspligt som gjaldt for kvinder såvel som mænd.
Billedetekst: Over for dansepavillonen i Østerskov ligger en velbevaret jættestue. Naboskabet faldt i den grad Achton Friis for brystet, da han besøgte stedet i 1922: "Oprørende er det at se, at en hæslig danseestrade er opført kun halvtreds alen fra graven, og at der lige ved højens fod ligger en kagebod, hvor man under skovballer og andre festligheder på stedet kan købe iskager og vafler ... I intet andet land har jeg mødt en sådan despekt for folkeminder som i Danmark."
En søn til havet for bondens frihed var vel fair nok?
De sidste rester af svenskernes kaserner og bådsmandslængerne i Nyby brændte ned i 1921. Og i dag er Bogø lige så lidt sømandsø, som den er chokoladeø, siden de søde sager er solgt til BonBon Land og den sidste søulk gået i land.
En farverig personalhistorie af mytologiske dimensioner blæste en overgang i anden halvdel af 1800-tallet liv i Bogøs historie om godt sømandskab. Oppe i Bogø By ligger en statelig bygning med en buste i bronze foran facaden. Der var ikke metal til mere, for Chresten Berg var i alle måder en omfangsrig mand.
Den senere rigsdagsmand og første viceformand i Folketinget Chresten Poulsen Berg kom i 1861 til øen for at tiltræde embedet som førstelærer.
Og allerede i 1863 oprettede han sømandsskolen, den senere navigationsskole. I 1884 rykkede skolen ind i den nyopførte statelige bygning med klokketårn, vindfløj og gesimser, der stadig står midt i byen med busten af Berg foran facaden.
Og Berg selv kom i sognerådet og blev formand, udvidede stadig navigationsskolen, oprettede sparekasse og telegrafstation, så sømændene kunne ringe hjem. Og han stiftede i 1870'erne De Bergske Blade. I 1865 blev han valgt ind i Folketinget for de nationalliberale og hed herefter ikke andet end Kongen af Bogø. Og så blev han i 1886 helt urimeligt sat i fængsel et halvt år, fordi han ikke kunne holde sin kæft, men tordnede mod Estrups provisoriske love. Hans helbred blev nedbrudt, og i 1891 døde han af en blodprop.
Selv efter at Berg var flyttet til København, gæstede han ofte sin ø. Det var inden havnen ved Lindebro blev anlagt og renden hertil uddybet. Skonnerten måtte kaste anker ud for øen, og ofte var vandet så smult, at passagerer måtte vade i land. Det tillod Bergs værdighed og vældige korpus imidlertid ikke. Så økongen blev båret i land på sin ø af fem granvoksne øboer - hvoraf den femte dog blot skulle bære den store mands hat.
Efter 1921 skulle man hverken vade eller bæres i land på Bogø. Havnen ved Lindebro kom til for at sikre dampskibssejladsen til Stubbekøbing. Færgestedet er stadig i brug. På nordkysten blev Skåningebroen sat i vandet for at lette sukkertransporten og adgangen til Vordingborg og herfra videre til København. Stedet er nu indrettet som marina med badebro og frokostborde for lette anretninger og termoflaske.
Herfra kan man nyde udsigten mod Stensby Skov på Sjællandskysten og over til Lilleø og Tærø. Og så kan man se tilbage på de to Farøbroers spænd ud i det sammenhængende landskab.