Kapitel 1

 

4. september.

Kære dagbog!

Der vil ske noget forfærdeligt i dag.

Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev det. Det er skørt. Jeg har overhovedet ingen grund til at være bange for noget. Tværtimod burde jeg være henrykt, men ...

Men her sidder jeg altså. Klokken er halv seks om morgenen, og jeg er lysvågen og bange. Jeg siger hele tiden til mig selv at fornemmelsen skyldes tidsforskellen mellem Frankrig og her, men det passer ikke. I hvert fald ikke helt. Det kan måske forklare at jeg er så vågen, men ikke min angst. Og denne underlige følelse af fortabthed.

I forgårs, da vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen, blev jeg underlig til mode. I samme øjeblik vi svingede ind på vores vej, tænkte jeg: Nu sidder mor og far og venter. Enten på terrassen eller inde ved vinduet i stuen. Hvor må de egentlig have savnet mig.

Ja, jeg ved det godt. Skørt. Komplet skørt.

Men synet af huset og den tomme terrasse forandrede ingenting. Jeg løb op ad trappen, greb dørhammeren og bankede på, og da tante Judith låste hoveddøren op, smuttede jeg ind i forhallen og standsede og lyttede i forventning om at høre mor komme ned ad trappen eller far kalde fra sit arbejdsværelse.

I samme øjeblik lod tante Judith en tung kuffert dumpe ned på gulvet bag mig, sukkede og sagde: „Endelig hjemme igen!“ Margaret lo, og jeg var lige ved at begynde at græde. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så elendig og fortabt.

Hjemme. Jeg er hjemme. Hvordan kunne det pludselig lyde som en løgn?

Jeg er født her i Fell's Church. Jeg har aldrig boet andre steder end i huset her. Dette er mit gode, gamle værelse med de sortsvedne pletter på gulvbrædderne fra dengang Caroline og jeg smuglede cigaretter med op på værelset og prøvede at ryge for første gang i vores liv. Vi gik i femte klasse, og vi havde nær kvalt os selv og brændt hele huset af. Når jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg se det store kvædetræ som Matt og hans kammerater klatrede op i da de forsøgte at bryde ind til mit pyjamasparty for tre år siden. Her står min seng, min kommode, mit skrivebord og mit klædeskab.

Men lige nu virker det hele fremmed for mig, som om jeg ikke hører til. For det er mig der er noget galt med, ikke omgivelserne. Og det værste er fornemmelsen af at jeg har hjemme et andet sted, men bare ikke kan finde det.

I går var jeg for træt til at møde op til første skoledags orientering. Meredith lovede at tage mit skema med hjem, men jeg har ikke orket at ringe til hende, lige så lidt som jeg har besvaret de mange telefonopringninger for at ønske mig velkommen hjem. Tante Judith sagde til alle at jeg stadig led af luftsyge og var gået i seng. Hun ved dog at der må være noget andet i vejen. Det kunne jeg se på hendes undersøgende blik ved aftensbordet.

Men i dag er der ingen vej udenom. Jeg er nødt til at se dem alle sammen i øjnene. Vi har aftalt at mødes på skolens parkeringsplads før første time. Er det derfor jeg er så urolig? Er jeg pludselig blevet bange for dem?

 

Elena Gilbert holdt op med at skrive. Hun stirrede på den sidste linje hun havde skrevet, rystede på hovedet og tøvede med kuglepennen løftet over den lille bog med det blå fløjlsbind. Så rettede hun sig med et pludseligt ryk og kastede bogen og kuglepennen hen mod det store vindue. De ramte vindueskarmen og faldt ned i sofaen under den.

Det var alt sammen så fuldstændig tåbeligt.

Siden hvornår havde hun været bange for at møde folk? For noget som helst? Hun rejste sig, greb sin røde silkekimono og trak den på med irriterede bevægelser. Hun så ikke engang i det overdekorerede victorianske spejl over kommoden. Hun vidste hvad hun ville få at se: Elena Gilbert, kølig, blond og slank, skolens modedronning, pigen alle drenge ønskede at gå ud med og alle piger ønskede at være. Og hvis ansigt lige nu var præget af en uklædelig skulen og en sammenknebet mund.

Jeg trænger bare til et varmt bad og en kop kaffe bagefter, tænkte hun. Morgenens vaske- og påklædningsritual virkede beroligende, og hun gav sig god tid med at vælge og vrage mellem det hun havde haft med sig hjem fra Paris. Hun endte med at bestemme sig for en rosa top og et par hvide shorts, tog det på og betragtede sig selv i spejlet med et lille smil. Resultatet var yderst tilfredsstillende. Den frygt hun havde følt for et øjeblik siden var forsvundet.

„Elena! Hvor bliver du af?“ Stemmen lød svagt op til hende fra etagen nedenunder. „Du kommer for sent i skole!“

Elena løb endnu en gang børsten gennem sit lange hår og samlede det i nakken med et mørkerødt bånd, greb sin rygsæk og løb nedenunder.

I køkkenet sad den fireårige Margaret og spiste cornflakes, og tante Judith stod og sved et eller andet ved komfuret. Hun var en af den type kvinder der altid virkede let forfjamskede. Hun havde et smalt, venligt ansigt og tyndt, flagrende hår som aldrig sad rigtigt. Elena gav hende et strejfkys på kinden.

„Godmorgen, alle sammen. Jeg beklager meget, men jeg har altså ikke tid til at spise morgenmad.“

„Jamen, Elena, du kan da ikke bare gå uden at spise noget som helst. Du skal have dit protein ...“

„Jeg køber noget på vejen,“ sagde Elena hurtigt, kyssede Margarets hårtop og vendte sig for at gå.

„Jamen, Elena ...“

„Og jeg går sikkert hjem til Bonnie eller Meredith efter skoletid, så I skal ikke vente med aftensmaden. Farvel så længe!“

„Elena, hør nu ...“

Elena var allerede ude ved hoveddøren. Hun lukkede den og afskar tante Judiths fortsatte protester.

Og standsede brat i samme øjeblik hun nåede ned ad trappen.

Alle morgenens bange anelser vendte tilbage. Anspændtheden. Angsten. Og visheden om at der ville ske et eller andet forfærdeligt.

Maple Street lå øde hen. De høje, victorianske huse virkede dystre og tavse – tomme som bygningerne i en forladt filmkulisse. De så ud som om de var tomme for mennesker, men fyldt med fremmedartede, lurende væsener.

Det var det der var galt. Noget eller nogen iagttog hende. Himlen over hendes hoved var ikke blå, men mælkeagtig og mat som en omvendt skål. Luften virkede kvælende, og Elena følte sig overbevist om at hun blev iagttaget.

Hun fik øje på et mørkt omrids i det gamle kvædetræ foran huset.

Det var en krage, lige så ubevægelig som det gulnede løv omkring den. Og den stirrede på hende.

Hun sagde til sig selv at det var fuldkommen tåbeligt, men på en eller anden måde vidste hun at hun ikke tog fejl. Det var den største krage hun nogen sinde havde set, rund og glat og med regnbuens farvespil i sin sorte fjerdragt. Hun kunne se den ganske tydeligt, hver en detalje – de grådige kløer, det skarpe næb, det ene, glitrende sorte øje.

Den holdt sig så ubevægelig at den kunne have været en voksmodel. Elena mærkede varmen skyde op i sine kinder. For den fugl så virkelig på hende ... stirrede på samme måde som drengene når de så hende i bikini eller en halvt gennemsigtig bluse. Stirrede som om den klædte hende af med øjnene.

Uden rigtig at være klar over hvad hun gjorde, lod hun sin rygsæk falde, bøjede sig og greb en sten fra græskanten langs indkørslen.

„Forsvind med dig!“ hvæsede hun, forbløffet over ophidselsen i sin stemme. „Af sted! Væk!“

Hun slyngede stenen så hårdt hun kunne.

Den brasede gennem løvet, men kragen gik på vingerne uden at være ramt. Dens vingefang var stort, og den støjede som en hel flok krager når den slog med dem. Elena krøb forskrækket sammen da den flaksede direkte hen over hendes hoved, så hun mærkede suset fra dens vingeslag i sit hår.

Den steg til vejrs, cirklede et par gange over hende som en kulsort silhuet mod den mælkehvide himmel og drejede derefter af og fløj i retning af skoven med et hæst skrig.

Elena rettede sig langsomt op og så sig forlegent omkring. Hun havde svært ved at tro hvad hun lige havde gjort. Men nu hvor fuglen var forsvundet, virkede himlen ganske normal igen. Et let vindstød fik kvædetræets blade til at hvisle. Elena trak vejret dybt. Et stykke nede ad vejen blev en dør åbnet, og en flok leende børn tumlede ud.

Hun smilede til dem, trak vejret dybt og følte lettelsen strømme igennem sig. Hvordan i alverden kunne hun finde på at opføre sig så fjollet? Det var jo en strålende dag, fuld af løfter, og der var ingen grund til at være bange for noget som helst.

Måske lige bortset fra at komme for sent i skole. Den modbydelige krage havde forsinket hende endnu mere. Nu stod alle de andre og ventede på parkeringspladsen.

Hvad skulle hun bruge som undskyldning? At hun havde smidt sten efter en lurer, måske? Elena fniste. Det ville i hvert fald give dem noget at tænke over.

Uden så meget som et blik mod kvædetræet hastede hun ned ad vejen.

 

Kragen flaksede ned mellem et stort egetræs grene, og Stefan løftede hovedet med et ryk. Han slappede mærkbart af da han så at støjen bare stammede fra en fugl.

Han vendte igen opmærksomheden mod den lille slappe, hvide skabning i sine hænder og fortrak ansigtet i en beklagende grimasse. Det havde ikke været hans mening at dræbe den. Han ville være gået på jagt efter noget større end en kanin, hvis han havde vidst hvor sulten han var. Men det var netop det skræmmende – at han aldrig vidste hvor stærk hans sult ville vise sig at være, eller hvad han måtte gøre for at tilfredsstille den. Det var hans held at han denne gang kun havde dræbt en kanin.

Solen faldt gennem de gamle egetræers kroner og ned over hans krøllede hår. I sine cowboybukser og T-shirten lignede Stefan Salvatore en ganske almindelig high school-elev.

Men det var han ikke.

Han var søgt dybt ind i skoven her for at stille sin sult. Nu slikkede han omhyggeligt sine læber og tænder for at sikre sig at alt blodet var væk. Han tog ingen chancer. Denne maskerade ville blive vanskelig nok i forvejen.

Et øjeblik tænkte han endnu en gang på om det ikke var bedre at opgive det hele. Måske var det klogest at tage hjem til Italien, til det gamle skjulested. Hvad havde fået ham til at tro at han uden videre kunne vende tilbage til lysets verden?

Men han var træt af at leve i skyggerne, træt af mørket og de skabninger som holdt til i det. Men først og fremmest var han træt af at være alene.

Han vidste ikke hvad der havde fået ham til at vælge dette sted, Fell's Church, Virginia. Det var en ung by – i hvert fald i hans øjne. De ældste bygninger var kun halvandet hundrede år gamle. Men minderne om fortiden og Borgerkrigen var stadig levende her, lige så virkelige som supermarkederne og fast food-restauranterne.

Stefan værdsatte respekt for fortiden. Han regnede med at han ville komme til at synes om Fell's Church's befolkning. Og måske – kun måske – kunne han finde sig en plads iblandt dem.

Naturligvis ville han aldrig blive fuldstændig accepteret. Et bittert smil krusede hans mund. Han vidste bedre end at håbe på det. Han ville aldrig finde et sted hvor han kunne falde til – være helt sig selv.

Medmindre han vendte tilbage til skyggerne ...

Han skubbede tanken fra sig. Han havde afskrevet mørket. Alle de lange år i skyggerne var visket bort, og i dag ville han begynde på et helt nyt liv.

Det gik op for ham at han stadig stod med den dræbte kanin i hænderne. Han lagde den forsigtigt fra sig i skovbunden. Langt borte, længere væk end noget menneskeligt øre kunne opfatte, hørte han en rævs puslen.

Kom du bare, jagtkammerat, tænkte han sørgmodigt. Din morgenmad er parat.

Da han slyngede jakken over sin skulder, fik han øje på den krage som havde forstyrret ham for et øjeblik siden. Den sad på en gren i den gamle eg, og det så ud som om den iagttog ham. Der var et eller andet forkert ved den.

Han skulle til at lade sin bevidsthed søge ud mod fuglen, men tog sig i det. Husk dit løfte, sagde han til sig selv. Du må ikke bruge kraften medmindre det er absolut nødvendigt. Kun når du ikke har nogen anden udvej.

Med næsten lydløse skridt gik han mod udkanten af skoven. Hans bil stod parkeret i nærheden af skovbrynet. Han så sig tilbage en enkelt gang og opdagede at kragen havde forladt trækronen og sad på jorden ved den døde kanin.

Der var noget uhyggeligt ved den måde hvorpå den bredte vingerne ud over den livløse, hvide krop, noget dystert triumferende. Stefan bed tænderne sammen og var lige ved at vende om for at jage kragen væk. Men den havde selvfølgelig lige så meget ret til at spise som ræven, tænkte han og gik videre.

Lige så meget ret som han selv havde.

Han lovede sig selv at prøve at trænge ind i fuglens sind hvis han mødte den igen. Nu rev han sig løs fra det ubehagelige syn og hastede beslutsomt videre. Han ville ikke komme for sent til sin første dag på Robert E. Lee High School.