Kapitel 2

 

Elena blev omringet i samme øjeblik hun trådte ind på skolens parkeringsplads. De var der alle sammen, alle dem hun ikke havde set siden sidst i juni, plus fire eller fem som håbede på at vinde popularitet ved at holde sig til. Hun modtog smilende sin klikes omfavnelser.

Caroline var vokset mindst fire centimeter og lignede en fotomodel mere end nogensinde. Hendes velkomst var kølig, og hun trådte tilbage og betragtede Elena vurderende med øjne der trak sig sammen som en kats.

Bonnie var overhovedet ikke vokset, og hendes røde krøller strejfede knap nok Elenas hage da hun slog armene om hende. Vent nu lidt – krøller?

Elena holdt hende ud fra sig.

„Bonnie! Hvad har du gjort ved dit hår?“

„Kan du lide det? Jeg synes det får mig til at virke højere.“ Bonnie purrede endnu mere op i håret og smilede. Hendes lille, hjerteformede ansigt lyste.

Elena gik videre til den næste.

„Meredith, du har overhovedet ikke forandret dig.“

Varmen i det knus var lige stor fra begge sider. Elena havde savnet Meredith mere end nogen af de andre. Hun så på den høje pige. Meredith gik aldrig med makeup, men med den olivenbrune hud og de lange, tætte øjenvipper var det heller ikke nødvendigt. Lige nu studerede hun Elena med det ene øjenbryn løftet.

„Dit hår er blevet lysere af solen ... men hvor er solbrændtheden blevet af? Boede du ikke ved den franske riviera?“

„Du ved jo godt at jeg aldrig bliver solbrændt.“ Elena holdt sine hænder op og kiggede på dem. Huden var hvid som porcelæn, men lige så blød og gennemsigtig som Bonnies.

„Lige et øjeblik. Hvad tror du min kusine har lært mig her i ferien?“ udbrød Bonnie ivrigt. Inden nogen kunne svare, erklærede hun selv triumferende: „At læse i hånden!“

Der lød stønnen, blandet med latter.

„Ja, le I bare,“ sagde Bonnie uforstyrret. „Min kusine sagde at jeg havde udprægede psykiske evner. Lad mig nu se ...“ Hun så ned i Elenas håndflade.

„Skynd dig nu lidt, ellers kommer vi for sent,“ sagde Elena en anelse utålmodigt.

„Jaja, bare rolig. Her har vi din livslinje ... eller er det din kærlighedslinje?“ En eller anden fniste. „Vær nu stille. Jeg skal koncentrere mig. Jeg ser ... jeg ser ...“ Pludselig blev Bonnies ansigt tomt, som om noget havde overrasket hende. Hendes øjne blev store, men hun så ikke længere ned i Elenas hånd. Det virkede som om hun stirrede tværs igennem den – og havde fået øje på noget skræmmende.

„Du vil møde en høj, mørk fremmed,“ mumlede Meredith bag Bonnies ryg. En dæmpet fnisen fulgte.

„Mørk, ja, og fremmed, det passer også ... men ikke høj.“ Bonnies stemme lød fjern. „Men han har været høj engang.“ Hun løftede hovedet og så undrende på Elena. „Men ... det er jo helt umuligt, ikke?“ Hun slap Elenas hånd, slyngede den næsten fra sig. „Jeg vil ikke se mere.“

„Godt, forestillingen er forbi,“ sagde Elena let irriteret. Hun havde altid opfattet folk der påstod at de havde psykiske evner som fupmagere. Hun troede overhovedet ikke på den slags, men hvorfra stammede så irritationen? Nå, det var vel bare fordi hun endnu ikke var kommet helt over den underlige stemning fra tidligt i morges ...

Pigerne begyndte at gå op mod skolebygningen, men den dybe brummen fra en fint tunet motor fik dem alle sammen til at standse.

„Der kan man bare se,“ sagde Caroline. „Det kalder jeg en bil.“

„En Porsche af de helt rigtige,“ kommenterede Meredith tørt.

Den slanke, mørke Turbo 911 spandt sig langsomt frem mens føreren holdt udkig efter en ledig parkeringsbås. Den mindede om en panter som dovent og selvsikkert sniger sig ind på sit bytte.

Vognen rullede ind på en ledig plads, og de fik et glimt af føreren da døren blev åbnet.

„Du store!“ hviskede Caroline.

„Det kan du roligt sige igen!“ sagde Bonnie betaget.

Elena så en slank, muskuløs krop. Han var iført et par falmede cowboybukser der sad så stramt at han sikkert måtte skrælle dem af om aftenen, den helt rigtige T-shirt og en læderjakke af usædvanligt snit. Hans hår var kraftigt, tæt – og mørkt.

Men han var ikke høj. Kun middelhøj.

Elena trak vejret dybt.

„Hvem gemmer sig mon bag masken?“ spurgte Meredith. Det var ikke kun en talemåde. De mørke solbriller skjulte fuldkommen den unge mands øjne og virkede som en maske.

„Manden med masken,“ hviskede en af de andre, og en mumlen løb gennem gruppen.

„Har du set den jakke? Det er en italiensk model. Fra Rom.“

„Og hvor ved du så det fra? Du har aldrig sat dine ben i Europa!“

„Uha, uha, se Elena. Hun har fået jægerblikket frem.“

„Den lille, mørke fremmede må nok hellere passe på.“

„Han er ikke lille! Han er perfekt!“

Carolines stemme skar sig gennem de andres mumlen. „Hold nu op, Elena! Du har jo allerede Matt! Kan du ønske dig mere? Hvad kan du foretage dig med to som du ikke kan gøre med én?“

„Det samme – bare meget længere,“ drævede Meredith.

Den unge mand låste sin bildør og gik op mod skolen. Elena slentrede efter ham, og de andre piger fulgte hende tæt i hælene. Hendes irritation rørte igen på sig. Kunne hun da overhovedet ikke bevæge sig et skridt uden at have en hel forsamling efter sig? Så fangede hun Merediths blik og kunne ikke lade være at smile.

„Adel forpligter,“ sagde Meredith dæmpet.

„Hvad?“

„Hvis du vil beholde titlen som skolens dronning, må du finde dig i konsekvenserne.“

Elena rynkede panden. De gik ind i skolebygningen. En lang korridor strakte sig foran dem, og skikkelsen i læderjakken var på vej ind ad en dør oppe i den anden ende af den. Skolens kontor. Elena satte farten ned, standsede og gav sig tankefuldt til at studere opslagstavlen på væggen ved siden af døren. Lige op ad den var der et stort vindue som gav udsyn til hele kontoret.

De andre var standset ved vinduet, stirrede ind og fniste.

„Nydelig nakke. Og bagdel.“

„Det er helt sikkert en Armani-jakke. Det tør jeg sværge på.“

„Tror du han er udlænding?“

Elena anstrengte sig for at høre hvad der blev sagt inde i kontoret. Der lod til at være et eller andet i vejen. Mrs. Clarke, skolesekretæren, sad med en liste. Hun bladede i den og rystede på hovedet. Den unge mand sagde noget, og hun løftede hænderne i en opgivende gestus. Hun gennemså listen endnu en gang og rystede igen på hovedet. Drengen vendte sig, men gjorde omkring igen. Og da mrs. Clarke så på ham, skiftede hendes ansigtsudtryk.

Han havde taget solbrillerne af. Mrs. Clarke lod til at blive overrasket. Elena så hende glippe med øjnene flere gange. Hendes læber bevægede sig som om hun ville sige noget, men ikke kunne få ordene frem.

Elena ønskede brændende at hun kunne se mere end drengens nakke. Mrs. Clarke famlede sig igennem papirerne på skrivebordet med et svimmelt udtryk i ansigtet. Til sidst fandt hun en formular af en eller anden slags frem, skrev noget på den og skubbede den over skrivebordet til drengen.

Han bøjede sig over den, underskrev den og skød den tilbage. Mrs. Clarke stirrede et øjeblik på den som om hun aldrig havde set den før, bladede sig gennem en ny stak papirer og udleverede et skoleskema. Hun så hele tiden stift på drengen. Han tog skemaet, nikkede og vendte sig mod døren.

Elena var ude af sig selv af nysgerrighed. Hvad var der foregået derinde? Og hvordan så denne fremmedes ansigt ud? Hun stirrede på døren, men da han kom ud, var han ved at sætte solbrillerne på plads. Skuffelsen strømmede igennem hende.

Men hun fik i det mindste set resten af hans ansigt tydeligt. Det mørke, krøllede hår indrammede et ansigt med træk der så ud som om de var hentet fra en gammel romersk mønt eller medaljon. Høje kindben, klassisk lige næse ... og en mund der kunne holde én vågen om natten, tænkte Elena. Overlæben var fint formet og afgjort sensuel. De andres mumlen var blevet afbrudt som om nogen havde trykket på en knap.

De fleste af dem vendte sig og så alle andre steder hen end på den fremmede. Elena blev stående ved kontorvinduet. Hun løsnede sit hårbånd og gav et lille kast med hovedet, så håret faldt ned omkring hendes skuldre.

Drengen gik ned gennem korridoren uden at se til siderne. En brusen af suk og hvisken rejste sig i samme øjeblik han var uden for hørevidde.

Elena hørte ikke noget af det.

Hun var målløs. Han var gået lige forbi hende. Uden at værdige hende så meget som et blik.

Langt væk hørte hun klokken ringe. Meredith trak hende i armen.

„Hvad?“

„Jeg sagde at her er dit skema. Vi skal have geometri i første time. Oppe på anden sal. Lad os nu komme af sted! Det haster hvis vi skal nå det!“

Elena fulgte med hende op ad trappen, hen ad korridoren og ind i undervisningslokalet. Hun sank automatisk ned på sin stol og stirrede på læreren uden rigtigt at se hende. Chokket holdt sig endnu.

Han var gået lige forbi hende. Uden at vise nogen som helst interesse. Som om hun var luft. Hun kunne ikke huske hvornår en dreng sidst havde gjort det. Ingen gik forbi hende uden i det mindste at kigge. Nogle fløjtede. Nogle standsede for at snakke. Andre stirrede, men turde ikke nærme sig.

Og det havde altid passet hende udmærket.

Fandtes der måske noget vigtigere end drenge? Deres opmærksomhed var målestok for éns popularitet og gode udseende. Og så var de praktiske at have ved hånden. Nogle af dem var ligefrem spændende, men det varede som regel ikke så længe. Andre viste sig at være nogle kryb lige fra begyndelsen.

Men de fleste var som hundehvalpe. Charmerende, men ikke noget man kunne bruge al sin tid på. Selvfølgelig fandtes der nogle få undtagelser. Som for eksempel Matt.

Ja, Matt. Sidste år havde hun håbet at han var den hun ledte efter, drengen som kunne få hende til at føle ... ja, noget mere end triumfen ved en erobring og stoltheden ved at vise den frem over for veninderne. Og hun var kommet til at føle noget andet og mere for Matt. Men det var ikke det rigtige. I sommerens løb havde hun indset at det var en hengivenhed som hos en søster eller en kusine.

Læreren delte bøger ud. Elena tog automatisk mod sin og skrev sit navn inderst på første side. Hun gjorde det mekanisk, stadig langt væk i sine egne tanker.

Hun holdt mere af Matt end af nogen anden dreng hun havde kendt. Og derfor måtte hun fortælle ham at det var forbi imellem dem.

Hun havde ikke kunnet få sig selv til at skrive det til ham, og hun vidste heller ikke hvordan hun skulle få det sagt nu. Ikke fordi hun frygtede en scene. Det kunne Matt aldrig finde på. Men han ville ikke kunne forstå det. Og hvordan skulle hun forklare noget hun heller ikke rigtigt selv forstod?

Det var som om hun hele tiden ledte efter ... noget. Men hver gang hun troede at hun havde fundet det, var det forsvundet. Hun havde hverken fundet det hos Matt eller nogen af de andre hun havde kendt.

Hver gang havde hun måttet begynde forfra. Heldigvis havde der aldrig manglet materiale. Ingen dreng havde nogen sinde afvist hende eller ignoreret hende. Ikke før nu.

Hun knugede kuglepennen ved tanken om det hun havde oplevet i korridoren uden for skolekontoret. Hun kunne stadig ikke få sig selv til at tro at han bare var strøget forbi hende uden at vise nogen som helst interesse.

Klokken ringede, og alle strømmede ud af klasseværelset. Elena standsede i døren. Hun bed sig i læben og så undersøgende på mylderet i korridoren. Endelig fik hun øje på en af dem der altid hang i udkanten af hendes gruppe.

„Frances, har du tid et øjeblik?“

Frances nærmede sig ivrigt.

„Kan du huske den nye elev fra i morges?“

„Ham med Porschen? Hvordan skulle jeg kunne glemme ham?“

„Jeg vil have fat i hans skema. Snup en kopi fra kontoret eller fra ham. Hvordan du bærer dig ad må du selv om, men skaf mig den.“

Frances kiggede forbavset på hende et øjeblik. Så smilede hun og nikkede. „Jaja, jeg skal nok prøve. Du har det i frokostpausen, hvis jeg får fat i det.“

„Tak,“ sagde Elena og fulgte Frances med øjnene da hun gik.

„Du er ikke rigtig klog,“ lød Merediths stemme tæt ved hendes øre.

„Hvad er der ved at være skolens dronning, hvis man ikke kan benytte sig af sin rang af og til?“ spurgte Elena roligt. „Hvad skal vi have nu?“

„Du skal have orientering. For mig står den på kemi. Vi ses!“

Orientering og resten af formiddagens undervisning flød sammen i en tåge. Elena havde håbet at få et glimt af den nye elev, men han fulgte ikke nogen af hendes fag. Det gjorde Matt derimod, og hun mærkede en knude i maven da hun så hans smilende ansigt.

Da det ringede til frokost, hilste hun til højre og venstre og skyndte sig til kantinen. Caroline stod skødesløst lænet til dørkarmen med skuldrene tilbage og hofterne skudt frem. De to drenge hun talte med blev tavse og skubbede til hinanden da Elena nærmede sig.

Elena nikkede til dem. „Klar til frokost?“ spurgte hun Caroline.

Caroline strejfede hende knap nok med øjnene. „Hvad, ved dronningens bord?“ sagde hun.

Elena stirrede forbløffet på hende. Hun og Caroline havde været veninder siden børnehaveklassen og konkurreret med hinanden i al venskabelighed lige fra dengang. Men Caroline havde forandret sig i løbet af den sidste tid. Hun var begyndt at tage deres rivalisering mere alvorligt. Elena forstod ikke den bitterhed hun anede i hendes stemme.

„Ja, hvorfor ikke? Du har jo aldrig hørt til den menige befolkning,“ sagde Elena henkastet.

„Det har du så evig ret i,“ svarede Caroline og vendte sig helt om mod Elena. Hendes grønne katteøjne var slørede, men den åbenlyse fjendskab i dem chokerede Elena. De to drenge smilede usikkert og kantede sig væk.

Caroline lod ikke til at bemærke det. „Her er sket en hel del mens du har været i Europa,“ fortsatte hun. „Og måske er din tid på tronen ved at være forbi.“

Til sin irritation mærkede Elena at hun blev rød i kinderne. Hun anstrengte sig for at holde stemmen rolig. „Det er muligt, men hvis jeg var dig, ville jeg ikke gå i byen efter scepter og rigsæble lige med det samme.“

Hun vendte sig og gik ind i kantinen.

Det var en lettelse at se Meredith og Bonnie. Frances sad sammen med dem. Elena hentede sin mad ved disken og gik hen til bordet. Hun var faldet til ro igen. Hun havde ikke i sinde at lade sig påvirke af Carolines pludselige fjendtlighed.

„Jeg fik det,“ sagde Frances triumferende og viftede med et stykke papir idet Elena satte sig ved bordet.

„Og jeg har også en del at fortælle,“ sagde Bonnie selvsikkert. „Han går i min biologiklasse, og jeg sidder lige ud for ham. Han hedder Stefan, Stefan Salvatore, og han kommer fra Italien og bor til leje hos gamle mrs. Flowers i udkanten af byen.“ Hun sukkede. „Han er noget så romantisk. Caroline kom til at tabe sine bøger, og han samlede dem straks op for hende.“

Elena skar ansigt. „Hvor klodset af Caroline,“ sagde hun tørt. „Hvad skete der ellers?“

„Jah, det er altså det hele. Han gav sig ikke til at tale med hende eller noget. Han er noget så mystisk, skal jeg sige dig. Vores lærer forsøgte at få ham til at tage brillerne af, men det ville han ikke. Han siger at de mørke glas er lægeordinerede.“

„Hvad fejler han da?“

„Det ved jeg ikke. Men det kan jo være noget dødeligt, så hans dage er talte. Ville det ikke være romantisk?“

„I helt utrolig grad,“ sagde Meredith.

Elena kiggede på den skemakopi Frances sad med, og bed sig i læben. „Jeg har fag sammen med ham i sidste time. Historie. Hvad med jer andre? Er I også med der?“

„Jeg er,“ sagde Bonnie. „Og Caroline, så vidt jeg ved. Og så Matt. I hvert fald sagde han noget i går om at han ellers havde håbet på at undgå mr. Tanner.“

Glimrende, tænkte Elena, tog sin gaffel og begyndte at spise. Det så ud som om syvende time kunne blive overordentlig interessant.

 

Stefan var glad for at skoledagen snart var forbi. Han ønskede at slippe væk fra disse overfyldte lokaler og korridorer, om det så bare var nogle få minutter.

Der var så mange sind omkring ham. Så mange mentale stemmer der pressede mod hans bevidsthed og gjorde ham svimmel. Det var mange år siden han havde befundet sig mellem så mange mennesker.

En bestemt bevidsthed skilte sig tydeligt ud fra de andre. En piges. Hun havde været mellem dem der iagttog ham i korridoren da han kom ud fra kontoret. Han havde ikke lagt mærke til hvordan hun så ud, men hendes personlighed trængte sig på. Han følte sig sikker på at han ville genkende den så snart han kom i nærheden af hende igen.

Indtil videre var han sluppet godt igennem denne første dags komediespil. Han havde ikke benyttet sin kraft mere end to gange, og sparsomt i begge tilfælde. Men nu var han træt, og – indrømmede han modvilligt – sulten. Kaninen havde ikke været tilstrækkelig.

Men sulten måtte gemmes til senere. Han fandt dagens sidste klasseværelse og satte sig, og i samme øjeblik mærkede han presset fra pigens sind.

Det sitrede i udkanten af hans bevidsthed, et gyldent lys, blødt og alligevel gennemtrængende. Og for første gang kunne han med bestemthed afgøre hvor det kom fra. Hun sad lige foran ham.

I samme øjeblik vendte hun sig og så på ham. Han måtte beherske sig for ikke at udstøde et overrasket gisp.

Katherine! Men det kunne naturligvis ikke være hende. Katherine var død. Ingen vidste det bedre end han.

Alligevel var ligheden ligefrem uhyggelig. Det blege, gyldne hår der syntes at lyse med sin egen glans. Den hvide, bløde hud der altid havde fået ham til at tænke på svaner, på alabast. Den lette rødmen ved kindbenene. Og øjnene ... Katherines øjne havde haft en farve han aldrig havde set før – en dyb nuance af blåt, samme farve som juvelen i hendes hårsmykke. Denne pige havde de samme øjne.

Og de stirrede direkte ind i hans idet hun smilede.

Han sænkede hurtigt hovedet. Katherine var den sidste han ønskede at tænke på nu. Han ville ikke se på denne pige som lignede hende så utroligt. Han ønskede ikke at mærke hendes tilstedeværelse. Han holdt blikket rettet mod bordpladen og koncentrerede sig om at lukke hende ude fra sin bevidsthed. Endelig vendte hun sig langsomt igen.

Hun var såret. Det kunne han tydeligt mærke, selv gennem de spærringer han havde rejst. Men han var ligeglad. Nej, faktisk glædede det ham, og han håbede det ville få hende til at holde sig fra ham. Ud over det følte han ikke noget som helst.

Ikke noget som helst. Det blev han ved at gentage for sig selv mens han sad og lyttede til lærerens monotone stemme uden at opfatte ordene. Men han kunne tydeligt mærke en svag anelse af parfume – violer, tænkte han. Og hun sad med hovedet bøjet over bogen, så håret faldt ned på begge sider af det og den slanke, hvide hals trådte tydeligt frem.

Rasende forsøgte han at bekæmpe den velkendte fornemmelse i sine tænder – en let, snurrende prikken. Det var begær. En ganske bestemt slags begær, og et begær som han absolut ikke havde i sinde at give efter for.

Læreren begyndte at gå frem og tilbage i lokalet og stille spørgsmål. Der var noget lurende over ham, som hos en væsel der søger bytte. Stefan koncentrerede hele sin bevidsthed om manden. Først forvirrede han ham en smule, for hvis en elev svarede korrekt, blev læreren ved at stille tillægsspørgsmål, og de kom hurtigt efter hinanden. Det han stræbte efter var at kue sine elever med deres manglende viden.

Netop nu havde han fundet sig et godt offer, et lille pigebarn med en manke af røde krøller og et hjerteformet ansigt. Stefan fulgte med afsky hvordan læreren hamrede løs på hende med sine spørgsmål. Hun så helt ødelagt ud da han omsider vendte sig fra hende og så ud over klassen.

„Kan I se hvad jeg mener? I tror I har styr på det hele, fordi I har nået ældste klasse og skal op til den afsluttende eksamen. Men en del af jer kan ikke klare årsprøven i femte klasse! Som den unge frøken her, for eksempel.“ Han gjorde en bevægelse mod den rødhårede pige. „Hun aner intet om den franske revolution. Tror at Marie Antoinette var en filmstjerne!“

Eleverne omkring Stefan rørte uroligt på sig. Han mærkede tydeligt deres afsky og ydmygelse. Og frygten. De var alle sammen bange for denne lille, væselagtige mand, selv de knægte der var næsten dobbelt så høje og brede som han.

„Godt, lad os så prøve et andet emne.“ Læreren vendte sig igen mod den rødhårede pige. „Renæssancen, for eksempel.“ Han afbrød sig selv. „Jeg går ud fra at du ved hvad jeg taler om? Renæssancen var den periode mellem det trettende og syttende århundrede hvor europæerne blev optaget af de store ideer fra Grækenland og Rom. Den periode der frembragte så mange af Europas største kunstnere og tænkere?“ Pigen nikkede forskræmt. „Godt, lad mig så høre? Hvad foretog skoleelever som du selv sig under Renæssancen? Nå, ved du det? Lad mig høre? Nogen gode forslag?“ Pigen sank noget.

„Spillede fodbold?“ spurgte hun med et nervøst smil.

Klassen lo. Læreren stirrede på hende.

„Mon?“ snerrede han, og der blev stille i klassen. „Sig mig, tror du det her er for morskabs skyld? Så kan jeg fortælle dig at dengang var elever på din alder godt hjemme i adskillige fremmedsprog. De beskæftigede sig med og beherskede logik, matematik, astronomi, filosofi og grammatik. De var parat til at blive optaget på et universitet. Fodbold ville så afgjort være det sidste de kunne finde på at ...“

„Undskyld, men De tager fejl.“

Den stilfærdige stemme standsede læreren midt i sætningen. Alle vendte sig og stirrede på Stefan.

„Hvad? Hvad sagde du?“

„Jeg sagde at De tog fejl.“ Stefan tog brillerne af og rejste sig langsomt. „Renæssancens skoleelever blev tværtimod på alle måder opfordret til at beskæftige sig med sport. Man gjorde meget ud af at lære dem at en sund krop førte til en sund sjæl. Og de dyrkede holdsport i vid udstrækning, som for eksempel kricket, tennis – og en slags fodbold.“ Stefan vendte sig mod den rødhårede pige og smilede til hende. Hun smilede taknemmeligt tilbage. „Men noget af det vigtigste man lærte dem var høflighed og god opførsel. Jeg er sikker på at De vil kunne finde noget om det i Deres lærebog.“

Eleverne grinede åbenlyst. Lærerens ansigt var blodrødt, og hans læber bevægede sig hidsigt, men der kom ikke andet end en hvæsen over dem. Stefan blev ved at stirre ham ind i øjnene, og lidt efter slog læreren blikket ned.

Klokken ringede.

Stefan tog hurtigt solbrillerne på og samlede sine bøger sammen. Han havde allerede vakt for megen opmærksomhed, og han ville helst undgå at se på den lyshårede pige igen. Desuden kunne han mærke at det gjaldt om at komme ud og væk fra skolen i en fart. En velkendt længsel brændte i hans årer.

„Hov, du der!“ råbte en eller anden idet Stefan nåede døren. „Er det virkelig rigtigt at de også spillede fodbold dengang?“

Stefan kunne ikke lade være at sende et grin over skulderen. „Åh ja, det gjorde de skam. Og ikke så sjældent brugte de krigsfangers hoveder som bolde.“

Elena fulgte ham med øjnene da han hastede ud. Han undgik hende. Han havde fuldt bevidst affærdiget hende, tilmed lige for øjnene af Caroline, der havde vogtet på dem begge som en høg. Tårerne sved i hendes øjne, men det ændrede ikke den beslutning hun havde taget.

Hun ville have ham, om det så skulle koste hende livet. Om det skulle koste dem begge livet.