Kapitel 3

 

Solopgangens første lysstråler farvede nattehimlen med blegrøde og lysegrønne striber. Stefan så dem skyde sig frem gennem mørket fra sit vindue i pensionatet. Han havde bestemt sig for dette værelse fordi det havde en loftsluge som førte op til udsigtsplatformen på taget. Lugen stod åben nu, og en kold, fugtig vind blæste ind over stigen under den. Stefan var fuldt påklædt, men det skyldtes ikke at han var stået tidligt op. Han havde overhovedet ikke været i seng.

Han var lige kommet tilbage fra skoven, og et par fugtige blade klæbede stadig til hans støvler. Han fjernede dem omhyggeligt. De andre elevers bemærkninger den foregående dag var ikke undgået hans opmærksomhed, og han vidste at hans tøj havde interesseret dem. Han havde altid gået klædt i det bedste der fandtes, ikke af forfængelighed, men fordi det var det rigtige at gøre. Hans huslærer havde gentaget det gang på gang: En aristokrat bør gå klædt som det passer sig for hans position. Gør han ikke det, udviser han foragt for andre. Enhver havde sin plads her i verden, og hans havde engang været blandt de fornemste. Engang.

Det irriterede ham at han tænkte på det nu, men han burde selvfølgelig have været forberedt på at rollen som skoleelev ville bringe erindringen om hans egen studentertid tilbage. Minderne vældede ind over ham. De kom i hurtig rækkefølge, som om han hastigt bladede sig gennem en dagbog, og hans øjne standsede ved et afsnit her og der. Et minde stod klart og tydeligt for ham: synet af hans fars ansigt den gang Damon meddelte at han ville forlade universitetet. Det ville han aldrig glemme. Stefan havde aldrig set sin far så rasende ...

 

„Hvad mener du med at du ikke tager tilbage?“ Giuseppe di Salvatore var normalt rolig og besindig, men han havde et heftigt temperament, og hans ældste søn ejede en uforlignelig evne til at bringe det værste frem i ham i en sådan grad at han greb til korporligheder.

Som lige nu, hvor Damon stod og duppede sine blodige læber med et silkelommetørklæde. „Jeg havde ellers troet at selv du kunne forstå så simpel en sætning, far. Men du foretrækker måske at jeg gentager den på latin?“

„Damon ...“ begyndte Stefan, lamslået over broderens mangel på respekt, men faderen brød ind.

„Du fortæller mig at jeg, grev Giuseppe di Salvatore, over for mine venner må indrømme at min søn er en fiasko? En håbløs drivert som overhovedet ikke vil være til nogen nytte for Firenze?“

Ængstelige tjenestefolk kantede sig forsigtigt væk ved synet af deres herres voksende raseri.

Damon ikke så meget som blinkede. „Åbenbart, hvis du virkelig kalder alle de spytslikkere, som kun er ude efter at låne penge, for dine venner.“

„Og det kommer fra dig, din parasit!“ råbte Giuseppe di Salvatore og sprang op. „Du for hvem universitetet er en undskyldning for at spilde din tid og mine penge? Ah ja, min ven, jeg ved alt om hasardspillet, drikkeriet og de uanstændige kvindfolk. Ligesom jeg ved at du var blevet bortvist for længst på grund af uduelighed, hvis det ikke havde været for din sekretær og dine privatlærere. Men nu har du altså besluttet dig til at vanære mig fuldstændig. Og hvorfor? Hvorfor?“ Hans store hånd for frem og greb Damon i kravetøjet. „Så du kan bruge al din tid på at ødelægge dig selv?“

Stefan kunne ikke lade være at beundre sin brors mod. Han så nærmest ud som om han var parat til at slå igen, aristokrat i hver tomme af sin krop, fra den elegante hue, over den hermelinskantede kappe og ned til de bløde lædersko. Han trak læberne op i en hånlig grimasse.

Denne gang er du gået for langt, Damon, tænkte Stefan. Dette kan ikke engang du charmere dig ud af.

Men i samme øjeblik lød der lette trin uden for døren til studereværelset. Stefan vendte sig og følte sig som altid nærmest blændet af de dybblå øjne, kantet af lange, lyse vipper. Det var Katherine. Hendes far, baron von Schwarzschild, havde taget hende med sig fra det kolde Tyskland i håb om at Italiens varme ville hjælpe hende med at komme hurtigere til kræfter efter lang tids sygdom. Lige siden den dag hun ankom, havde alt været forandret for Stefan.

„Undskyld, det var ikke min mening at afbryde.“ Hendes stemme var blød og klar. Hun gjorde en bevægelse som for at trække sig tilbage.

„Nej, bliv her,“ sagde Stefan hurtigt. Han ville gerne sige mere, gerne tage hendes hånd, men han turde ikke. Ikke så længe hans far var i nærheden. Han måtte indskrænke sig til at stirre ind i de blå øjne.

„Ja, bliv endelig,“ sagde Giuseppe di Salvatore. Hans raseri var dæmpet, og han slap Damon. Han trådte frem og rettede på sine ærmer. „Din far kommer tilbage fra byen i dag, og det vil glæde ham at se dig. Men du virker noget bleg, min ven. Du er vel ikke syg igen?“

„De ved jo godt at jeg altid er bleg, signore. Jeg bruger ikke rouge, sådan som jeres dristige, italienske piger.“

„Du behøver det heller ikke,“ fløj det ud af munden på Stefan. Hun smilede til ham. Smilet jagede ærgrelsen over den manglende selvbeherskelse på flugt.

„Vi ser alt for lidt til dig om dagen,“ fortsatte grev di Salvatore. „Du glæder os sjældent med dit selskab før ved tusmørketid.“

„Jeg har mine studier og mine pligter i mine egne værelser, signore,“ sagde Katherine stille og slog øjnene ned. Stefan vidste at hun løj, men han sagde ingenting. Det kunne aldrig falde ham ind at afsløre Katherines hemmelighed. Hun løftede hovedet mod faderen igen. „Men nu er jeg her, signore.“

„Ja, og det glæder mig. Jeg skal give køkkenet besked om at servere et festmåltid i aften i anledning af din fars tilbagekomst. Damon ... vi to taler sammen senere.“

Giuseppe di Salvatore vinkede til en tjener og forlod værelset. Stefan vendte sig glad mod Katherine. Det var sjældent de havde lejlighed til at tale sammen alene, uden at hans far eller Katherines dystre tyske tjenestepige var i nærheden.

Men det syn der mødte ham var som et slag i mellemgulvet.

Katherine stod med det lille, hemmelighedsfulde smil han kendte så godt, men det var ikke rettet mod ham. Hun så på Damon.

Et voldsomt had til broderen vældede op i Stefan i det øjeblik, et had mod hans mørke elegance og den sensuelle udstråling der drog kvinder til ham som møl til lyset. Han knyttede næverne i sin lyst til at knuse Damons ansigt, ødelægge hans træk for altid. Men han blev stående og forsøgte at fastholde smilet mens Katherine langsomt gik hen mod hans bror.

Damon rakte hånden frem, og erobringens triumf lyste i hans øjne da Katherine tog den ...

 

Stefan vendte sig fra vinduet med et ryk.

Hvorfor skulle han hele tiden kradse i gamle sår? Inden tanken var tænkt til ende, søgte hans hånd af sig selv ind til den tynde guldkæde han bar om halsen under skjorten. Med tommel- og pegefinger kærtegnede han den ring som var fastgjort i den, tog den frem og holdt den op mod lyset.

Ringen var et udsøgt stykke guldsmedearbejde, og fem århundreder havde ikke fået dens skønhed til at falme. Ringen var besat med en enkelt sten, en lapis på størrelse med hans lillefingernegl. Stefan betragtede den undersøgende og så derefter på den ring som sad på hans egen hånd. Også den havde en sten af lapis. Han trak vejret dybt.

Han kunne ikke glemme fortiden, og i virkeligheden ønskede han det heller ikke. Trods alt hvad der var sket, tilbad han Katherines minde. Men der var et minde han ikke for alt i verden ønskede at kalde frem, en side af sit livs dagbog han ikke måtte vende. At genopleve den rædsel ville drive ham fra forstanden. Som den havde gjort den dag, da han gik sin egen fordømmelse i møde ...

Stefan bøjede sig frem og pressede panden mod den kolde rude. Hans huslærer havde haft et andet rammende mundheld: Ondskab vil aldrig finde fred. Den kan triumfere, men fred finder den aldrig.

Hvorfor havde han dog valgt Fell's Church?

Han var kommet hertil i håb om at finde fred, men det var umuligt. Han ville aldrig blive accepteret, ville altid være en udstødt.

For han havde ondskaben i sig. Det kunne han ikke lave om på. Aldrig nogen sinde.

 

 

Elena var tidligere oppe end normalt denne morgen. Hun kunne høre tante Judith pusle rundt i sit værelse, i færd med at gøre sig klar til at gå under bruseren. Margaret sov stadig fast, rullet sammen som en lille mus i sin seng. Elena listede sig lydløst forbi den halvt åbne dør til hendes værelse, fortsatte ned ad korridoren og lukkede sig ud af huset.

Luften var frisk og klar denne morgen, og i kvædetræet sad kun de sædvanlige skader og spurve. Aftenen før var Elena gået i seng med en dunkende hovedpine. Den var forsvundet nu. Hun følte sig frisk og udhvilet. Hun løftede hovedet, så op mod den klare himmel og trak vejret dybt.

Hun følte sig meget bedre tilpas end hun havde gjort dagen før. Hun havde aftalt at mødes med Matt før skoletid, og selv om hun ikke så frem til det, var hun ikke nervøs.

Matt boede kun et par gader fra skolen. Huset lignede alle de andre i gaden. Kun skallede malingen lidt mere, og hængesofaen på verandaen virkede medtaget. Matt stod og ventede på hende udenfor, og hun mærkede et kort stik af den gamle glæde ved synet af ham.

Han så virkelig godt ud. Ingen tvivl om det. Ikke på nogen blændende, men en sund og naturlig måde. Hans hår var klippet kort af hensyn til fodboldsæsonen, og hans hud var solbrændt efter meget udendørs arbejde på hans bedsteforældres gård. Blikket i de blå øjne var åbent og ærligt. Men i dag så hun en anelse sørgmodighed i dem da han rakte ud og omfavnede hende.

„Vil du med indenfor?“

„Nej, lad os gå en tur.“

De gik side om side uden at røre ved hinanden. Morbær- og valnøddetræer kantede gaden, og morgenstilheden lå endnu ubrudt. Elena stirrede ned i det våde fortov. Pludselig følte hun sig usikker og vidste ikke hvordan hun skulle få begyndt.

„Du har stadig ikke fortalt mig noget om din Frankrigstur,“ sagde han.

„Åh, den var dejlig,“ svarede hun og skævede til ham. Han gik også og kiggede ned i fortovet. „Det hele var noget så ... folk, maden ... alt var simpelt hen ...“ Hendes stemme døde ud. Hun lo nervøst.

„Ja, jeg forstår hvad du mener. Storartet,“ afsluttede han for hende. Han standsede uden at løfte blikket fra sine medtagne tennissko.

Elena så at det var de samme han havde gået med sidste år. Matts forældre sad ikke så godt i det. Måske havde han ikke haft råd til nye sko. Hun så op og mødte hans øjne.

„Det samme kan man sige om dit udseende lige nu,“ sagde han.

Elena skulle til at sige noget, men han fortsatte inden hun nåede det:

„Og jeg går ud fra at du vil fortælle mig noget.“

Hun stirrede på ham. Han smilede skævt og beklagende og slog ud med armene.

Hun gav ham et knus. „Åh, Matt,“ sagde hun. „Du er den sødeste jeg nogen sinde har mødt. Jeg fortjener dig ikke.“

„Nå, så det er derfor du giver mig løbepas,“ sagde han da de begyndte at gå igen. „Du synes jeg er for god til dig. Det burde jeg selvfølgelig have indset noget før.“

Hun daskede ham over armen. „Nej, det er aldeles ikke derfor, jeg giver dig ikke løbepas, som du kalder det. Vi bliver ved at være venner, ikke?“

„Ja, selvfølgelig.“

„Det er nemlig det jeg har indset at vi er.“ Hun standsede. „Gode venner. Hvis du skal være ærlig, er det så ikke rigtigt?“

Han kiggede på hende og vendte det hvide ud af øjnene. „Må jeg forbeholde mig retten til at lade være at svare på det?“ spurgte han og fortsatte: „Det har ikke noget at gøre med ham den nye fyr, vel?“

„Nej,“ svarede Elena efter et sekunds tøven. „Hvordan skulle det kunne det? Jeg har ikke vekslet et ord med ham endnu. Jeg kender ham slet ikke.“

„Men du vil gerne lære ham at kende. Nej ... sig det ikke.“ Han lagde armen om hende og drejede hende omkring. „Vi må hellere gå tilbage. Hvis vi har tid, giver jeg en kop kaffe på vejen.“ Da de begyndte at gå tilbage, flagrede et eller andet op fra en af trækronerne i nærheden. Matt udstødte en dæmpet fløjten og pegede. „Har du set dér? Det er den største krage jeg nogen sinde har set!“ Elena kiggede, men fuglen var allerede forsvundet.

 

De nåede skolen og skiltes, og Elena gik i gang med at udføre sin plan.

I samme øjeblik hun vågnede om morgenen, havde hun vidst hvad hun skulle gøre. Nu samlede hun så mange oplysninger som muligt om Stefan Salvatore. Det kostede hende ikke større besvær, for hele skolen talte om ham.

Det var allerede rygtedes at der havde været en eller anden misforståelse med skolesekretæren dagen før. Og her til morgen var han blevet kaldt ned på inspektørens kontor. Der var tilsyneladende noget i vejen med hans papirer, men han var da kommet tilbage igen – ifølge rygterne efter at inspektøren havde ført en længere samtale med Rom ... eller var det Washington? Og nu lod alt til at være i orden. I hvert fald officielt.

Da Elena mødte op til historietimen om eftermiddagen, blev hun hilst med en dæmpet fløjten i korridoren. Dick og Tyler Smallwood stod og hang op ad væggen. To af skolens største tåber efter Elenas mening. Hun ignorerede deres fløjten og stirren. De led af den vildfarelse at deres pladser på skolens fodboldhold gjorde dem uimodståelige. Hun holdt øje med dem mens hun tog sin pudderdåse frem, friskede sin læbestift op og ordnede sit hår. Hun havde givet Bonnie helt specielle instrukser, og hendes plan var klar til at blive sat i værk så snart Stefan Salvatore viste sig. Hun lod som om hun var optaget af at studere sit ansigt i pudderdåsens lille spejl, men i virkeligheden holdt hun øje med korridoren bag sig.

Alligevel lykkedes det hende på en eller anden måde at overse ham. Pludselig var han ved siden af hende, og hun lukkede hurtigt pudderdåsen og puttede den i tasken. Hun ville standse ham, men der skete noget inden hun nåede det. Stefan stivnede – ikke synligt, men hun mærkede det tydeligt. Hun så hen mod klasseværelset og opdagede at Dick og Tyler var trådt hen foran døren og spærrede vejen for Stefan.

Idioter, tænkte hun og stirrede rasende på dem hen over hans skulder.

De to nød deres lille skuespil med at lade som om de overhovedet ikke anede Stefans tilstedeværelse.

„Undskyld, må jeg komme forbi?“ Det var det samme tonefald han havde brugt over for historielæreren. Stilfærdigt, køligt og nøgternt.

Dick og Tyler stirrede på hinanden og kiggede rundt som om de havde hørt overnaturlige stemmer.

„Var der ikke et eller andet som peb?“ spurgte Tyler. „Inspektøren må vist have fat i kommunens rottemand igen.“

Elena så musklerne spændes under T-shirten foran sig. Det her var direkte fejt. De to var begge højere end Stefan, og Tyler var næsten dobbelt så bred.

„Problemer?“

Elena blev lige så overrasket som de tre andre. Hun vendte sig og fik øje på Matt. Han stirrede koldt fra Tyler til Dick.

Elena undertrykte et smil da de to langsomt og modvilligt trak sig væk fra døren. Gode, gamle Matt, tænkte hun. Men nu var gode, gamle Matt på vej ind i klasseværelset side om side med Stefan, og tidspunktet var forpasset. Hun måtte vente med sin plan til efter timen. Hun fulgte efter dem ind og satte sig bag Stefan, så hun kunne holde øje med ham uden at han så det.

Matt raslede med småmønterne i sin lomme, en vane han havde når han ville sige noget.

„Hør ...“ sagde han efter en smule tøven. „De to fyre ... dem skal du ikke tage dig af. De kan bare lide at føre sig frem ...“

Stefan lo. Det var en bitter lyd. „Jeg bebrejder dem ikke noget.“ Han trak på skuldrene. „Hvorfor skulle man byde mig velkommen her?“

Det sidste kom dæmpet, henvendt til ham selv, men Matt hørte det.

„Hvorfor ikke?“ spurgte han. „Hør, du talte for resten om amerikansk fodbold i går. Hvad med selv at spille? Vores stjernegriber er blevet skadet under træningen, og vi skal finde en afløser. Der er udtagelse til pladsen på holdet i eftermiddag. Hvad med at møde op?“

„Mig?“ Stefan lød som om det kom bag på ham. „Åh ... det egner jeg mig vist ikke til.“

„Kan du løbe?“

„Om jeg kan ...“ Stefan vendte sig halvt mod Matt, og Elena så skyggen af et smil glide over hans ansigt. Han nikkede. „Ja.“

„Og gribe?“

„Ja.“

„Det er alt hvad griberen skal kunne. Jeg er quarterback. Hvis du kan gribe hvad jeg kaster og løbe med det, kan du spille.“

„Javel.“ Stefan næsten smilede, og Matts øjne spillede.

Elena opdagede til sin store overraskelse at hun var jaloux. Der var en varme mellem de to drenge som fuldstændig udelukkede hende.

Men i næste øjeblik forsvandt Stefans smil. Han rystede på hovedet. „Tak, men jeg har ikke tid.“

I det samme kom Bonnie og Caroline, og timen begyndte.

Elena hørte intet af hvad der blev sagt. Under hele forelæsningen om Europas historie sad hun og gentog for sig selv: Hej, mit navn er Elena Gilbert. Jeg er medlem af ældste klasses velkomstkomite, og jeg er blevet sat til at vise dig rundt på skolen. Det kan godt være at det ikke interesserer dig, men gå nu med, så ingen kan beskylde mig for at snyde fra mit arbejde. Og så de store, bedende øjne, men kun hvis han så ud som om han ville forsøge at sno sig fra det. Det burde ikke kunne slå fejl. Han havde jo allerede bevist at han var parat til at rykke en nødstedt jomfru til undsætning.

Da halvdelen af timen var gået, listede pigen ved siden af en sammenfoldet seddel ind i Elenas hånd. Elena åbnede den og genkendte Bonnies runde, lidt barnlige håndskrift. Der stod: Jeg forsinkede Caroline så længe jeg kunne. Lykkedes det?

Elena løftede hovedet og så at Bonnie havde vendt sig halvt på sin plads oppe foran. Elena pegede på sedlen, rystede på hovedet og mimede: Efter timen!

Der gik en evighed før Tanner endelig gav dem de sidste instrukser om mundtlige rapporter og sagde at de kunne gå. Alle sprang øjeblikkelig op. Så, nu sker det, tænkte Elena og trådte hurtigt et skridt frem så hun stod i vejen for Stefan.

Fuldstændig som Dick og Tyler havde gjort, tænkte hun og måtte beherske en hysterisk trang til at fnise. Hun så op og opdagede at hendes øjne befandt sig lige ud for hans mund.

Hun blev helt tom i hovedet. Hvad var det nu hun skulle sige? Hun åbnede munden, og det hun havde øvet sig så grundigt på, kom ud på den helt forkerte måde, snublende og usikkert: „Hej, mit navn er Elena Gilbert. Jeg er medlem af ældste klasses velkomstkomite, og jeg er blevet sat til at ...“

„Beklager meget, jeg har desværre ikke tid.“

Et øjeblik nægtede hun at tro sine egne ører. Det kunne ikke passe at han ikke engang ville lade hende tale ud. Hun fortsatte febrilsk:

„... at vise dig rundt på skolen ...“

„Beklager. Jeg kan ikke. Jeg skal ... ned og prøve at komme på fodboldholdet.“ Han vendte sig mod Matt, som stod og så forbløffet til. „Du sagde at det var lige efter skoletid, ikke sandt?“

„Jo,“ svarede Matt langsomt. „Men ...“

„Så må vi hellere komme af sted. Vil du vise mig vej?“

Matt så hjælpeløst på Elena og trak på skuldrene. „Jah ... ja, selvfølgelig. Kom med.“

Han så tilbage mod Elena idet de gik. Stefan vendte sig ikke.

Elena opdagede at hun stod foran en halvkreds af interesserede tilskuere, deriblandt Caroline, hvis ansigt lyste af skadefryd. Det svimlede for Elena. Hun vendte sig og forlod klasseværelset så hurtigt hun kunne.