Kapitel 4

 

Da Elena nåede sit garderobeskab, var lammelsen ved at forsvinde, og klumpen i hendes hals truede med at løsne sig i gråd. Men hun ville ikke græde så længe hun var her på skolen. Hun ville ikke. Hun lukkede garderobeskabet og skyndte sig mod udgangen.

Det ville være anden dag i træk hun kom alene hjem direkte fra skole. Hun så allerede tante Judiths undrende ansigt for sig. Men da hun kom hjem, stod hendes tantes bil ikke i indkørslen. Hun og Margaret måtte være gået på indkøb. Huset var stille og fredeligt da Elena lukkede sig ind.

Hun var taknemmelig for stilheden. Hun ønskede at være alene lige nu. På den anden side vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle stille op med sig selv. Nu hvor hun endelig havde ro og fred til at græde, ville tårerne ikke komme. Hun lod sin rygsæk dumpe ned på gulvet og gik langsomt ind i dagligstuen. Det var en smuk og imponerende stue, det eneste værelse som ud over Elenas eget hørte til den oprindelige konstruktion. Det første hus var blevet bygget før 1861 og brændte næsten helt ned til grunden under Borgerkrigen. Kun denne stue med den overdådige kamin og værelset oven over var blevet reddet. Elenas fars oldefar havde bygget et nyt hus, og slægten Gilbert havde boet i det lige siden.

Elena vendte sig for at kigge ud ad et af de store gulv-til-loft-vinduer. Glasset var tykt og ældgammelt og fik alt udenfor til at virke let sløret.

Hun huskede den første gang hendes far havde vist hende vinduet med det gamle glas. På det tidspunkt havde hun været yngre end Margaret var nu.

Klumpen i hendes hals var vendt tilbage, men gråden ville stadig ikke komme. Hun var bytte for modstridende følelser. Hun ønskede alle andre langt væk, men følte sig samtidig hjerteskærende ensom. Hun ville gerne tænke, men nu hvor hun prøvede på det, kørte alting rundt i hendes hoved. Pilede af sted i alle retninger som mus på flugt for en ugle.

Ugle ... rovfugl ... kødæder ... krage. »Den største krage jeg nogen sinde har set,« havde Matt sagt.

Det sved igen i hendes øjne. Stakkels Matt. Hun havde såret ham, og han havde taget det så pænt. Han havde endda været venlig over for Stefan.

Stefan. Endelig kom tårerne. De blev presset frem af en blanding af vrede, ydmygelse og frustration og ... hvad mere?

Hvad var det hun havde mistet i dag? Hvad følte hun egentlig for denne fremmede, denne Stefan Salvatore? Han var en udfordring, ja, og det gjorde ham anderledes, interessant. Stefan var eksotisk ... spændende.

Ironisk nok var det netop det samme som mange drenge havde fortalt Elena at hun var. Og senere, når hun havde lært dem bedre at kende, hørte hun fra dem selv eller deres venner eller søstre hvor nervøse de havde været første gang de skulle ud sammen med hende – hvordan de havde svedt i håndfladerne og haft sommerfugle i maven. Elena havde altid syntes det var vældig morsomt. Hun havde aldrig mødt en dreng som kunne gøre hende nervøs.

Ikke før i dag, hvor hun havde snublet over ordene og følt sig svag i knæene da hun henvendte sig til Stefan. Hendes håndflader havde været våde af sved. Men hun havde ikke haft sommerfugle i maven. Det havde været flagermus.

Var hun så interesseret i ham fordi han gjorde hende nervøs? Ikke det bedste grundlag for et nærmere bekendtskab, tænkte hun. Faktisk noget nær det dårligste.

Men så var der hans mund. Den mund hvis linjer fik hendes knæ til at dirre af noget helt andet end nervøsitet. Og det mørke, kraftige hår, den muskuløse krop og stemmen som havde lydt så kølig og nøgtern da han talte til mr. Tanner. Hun spekulerede på hvordan den ville lyde i andre situationer ... når den sagde hendes navn ... hviskede hendes navn ...

„Elena!“

Det gav et sæt i hende og hun blev brat nærværende. Men det var ikke Stefan Salvatore som kaldte på hende. Det var tante Judith, som netop åbnede hoveddøren.

„Elena! Elena!“ lød Margarets lyse skingren. „Er du hjemme?“

Nedtryktheden vældede op i Elena igen. Hun så sig om i køkkenet. Lige nu kunne hun hverken tage sin tantes bekymrede spørgsmål eller lillesøsterens åbne glæde. Ikke med rødrandede øjne og nye tårer på vej. Hun tog en hurtig beslutning og listede sig ud ad bagdøren i samme øjeblik hoveddøren blev lukket.

Nede i baghaven tøvede hun et øjeblik. Det sidste hun ønskede var at løbe ind i nogen hun kendte. Men hvor kunne hun være sikker på at være alene?

Svaret gav sig selv. Selvfølgelig. Hun ville gå op og se til mor og far.

Der var langt. Hun skulle næsten helt ud til udkanten af byen, men gennem de sidste tre år havde hun vænnet sig til turen. Hun krydsede Wickery Bridge og gik op ad bakken, forbi kirkeruinen på toppen og ned i den lille dalsænkning på den anden side.

Denne del af kirkegården var velholdt. Det var kun den gamle som havde fået lov at vokse sig en smule vild. Her var græsplænerne omhyggeligt trimmet, og blomsterbedene brød det grønne med små eksplosioner af farver. Elena satte sig ved den store marmorsten med navnet »Gilbert« indhugget nær toppen.

„Hej, mor og far,“ hviskede hun og lænede sig frem for at anbringe den lille buket blomster hun havde plukket langs en grøftekant på vejen. Derefter trak hun benene op under sig og bare sad.

Hun var tit gået herop i tiden efter bilulykken. Margaret havde kun været et år gammel da det skete og huskede ikke rigtigt sine forældre. Men Elena huskede stadig dem begge to tydeligt. De tre år havde ikke sløret erindringen om dem. Nu tænkte hun tilbage, og klumpen i hendes hals voksede og tårerne flød frit. Hun savnede stadig sine forældre. Sin mor, der havde været så ung og køn, og faderen med smilerynkerne i øjenkrogene.

Hun var heldig at have tante Judith. Kun få havde en tante som var villig til at opgive sit job og flytte tilbage til sin lille hjemby for at tage sig af to forældreløse niecer. Og Robert, tante Judiths forlovede, var mere som en stedfar end en kommende onkel for Margaret.

Men Elena huskede stadig sine forældre. I tiden lige efter begravelsen var hun flere gange gået herud for at rase imod dem, kogende af bebrejdelser fordi de havde gjort noget så utilgiveligt som at slå sig selv ihjel. Det var før hun lærte tante Judith rigtigt at kende, en overgang hvor hun gik rundt med en fornemmelse af at hun ikke hørte til nogen steder.

Hvor hørte hun til nu? Det letteste svar var her, i Fell's Church, hvor hun havde boet hele sit liv. Men i den sidste tid havde det svar ikke virket så indlysende. Hun havde haft en fornemmelse af at der måtte være noget andet, et sted hun ville genkende straks hun så det og kalde sit hjem.

En skygge faldt over hende, og hun løftede forbløffet hovedet. Et øjeblik virkede de to skikkelser foran hende fuldstændig fremmede. Hun sad som stivnet og stirrede.

„Hør nu, Elena,“ sagde den mindste af de to og satte hænderne i siden. „Af og til bekymrer du mig virkelig.“

Elena glippede med øjnene. Så lo hun. Det var Bonnie og Meredith.

„Det lader til at være helt umuligt at få lidt fred her i byen,“ sagde hun idet de to satte sig ned.

„Du kan da bare bede os om at forsvinde,“ erklærede Meredith.

Elena nøjedes med at trække på skuldrene. Meredith og Bonnie havde tit opsøgt hende herude i månederne efter ulykken.

Pludselig følte hun sig glad og taknemmelig. Det måtte være her hun hørte til, her hvor hun havde venner som bekymrede sig om hende. Det generede hende ikke at de kunne se hun havde grædt, og hun tog uden et ord mod Bonnies krøllede kleenex og tørrede sine øjne. Et stykke tid sad de i tavshed og fulgte vindens puslen i den lille egetræslund i kirkegårdens udkant.

„Jeg er ked af det der skete,“ sagde Bonnie til sidst dæmpet. „Det var rædselsfuldt.“

„Og du taler om at være taktfuld,“ sagde Meredith. „Men nu hvor du har sneget dig forsigtigt ind på emnet, så kan det vel ikke have været så slemt, Elena.“

„Du var der ikke,“ sagde Elena, og varmen skød op i hendes kinder ved tanken om episoden. „Det var rædselsfuldt. Men nu er jeg ligeglad,“ fortsatte hun tonløst og trodsigt. „Jeg er færdig med ham. Jeg vil ikke have noget med ham at gøre, ikke om så han kommer krybende.“

„Elena!“

„Jeg mener det virkelig, Bonnie. Han føler sig åbenbart for god til ... til amerikanere. Så han kan tage sine fine designersolbriller og ...“

De to andre gav sig til at le. Elena pudsede næsen og rystede på hovedet.

Bonnie skiftede emne. „Tanner lod i det mindste til at være i bedre humør i dag,“ sagde hun og tog en martyragtig mine på. „Men ved du hvad han gjorde? Han pressede mig til at melde mig som den første med den mundtlige rapport. Men jeg er altså ligeglad. Jeg har tænkt mig at give et foredrag om druiderne, og ...“

„Om hvad?“

„Druiderne. De der underlige gamle fyre som rejste Stonehenge og puslede med magi i gamle dages England. Jeg nedstammer fra dem. Det er derfra jeg har mine psykiske evner.“

Meredith sukkede opgivende, men Elena rynkede panden og så tankefuldt på det græsstrå hun havde plukket og sad og viklede om sin finger.

„Bonnie, så du virkelig noget i min hånd i går?“ spurgte hun.

Bonnie tøvede. „Jeg ved det ikke,“ sagde hun til sidst. „Et øjeblik troede jeg virkelig at jeg så noget. Men somme tider løber fantasien af med mig.“

„Hun vidste at du var her,“ sagde Meredith pludselig. „Jeg foreslog at vi gik ned i kaffebaren, men Bonnie sagde: „Hun er på kirkegården.“

„Gjorde jeg?“ spurgte Bonnie overrasket og en smule imponeret. „Nå, der kan I bare se. Min bedstemor i Edinburgh er clairvoyant, og det samme er jeg. Evnerne springer altid en generation over, siger de der har forstand på det.“

„Og så nedstammer du fra druiderne,“ sagde Meredith med påtaget alvor.

„Jamen, det er rigtigt! I Skotland holder de fast ved de gamle traditioner. Du ville simpelt hen nægte at tro det, hvis jeg begyndte at fortælle dig om alt det min bedstemor kan. Hun kan både fortælle folk hvem de bliver gift med og hvor længe de kommer til at leve. Hun har sagt til mig at jeg vil dø ung.“

„Bonnie!“

„Jamen, det sagde hun. Jeg bliver et ungt og smukt lig. Er det ikke romantisk?“

„Nej, jeg synes det lyder modbydeligt,“ sagde Elena og gøs.

Skyggerne var ved at blive lange, og vinden føltes koldere.

„Hvem skal du så giftes med, Bonnie?“ spurgte Meredith nysgerrigt.

„Det ved jeg ikke. Min bedstemor har lært mig den besværgelse man bruger for at finde ud af det, men jeg har aldrig forsøgt mig med den.“ Bonnie slog med hovedet. „Men selvfølgelig skal han være utroligt rig og ung og afsindig lækker. Som vores mystiske udlænding, for eksempel. Især hvis ingen andre vil have ham.“

Hun skottede drillende til Elena.

Elena nægtede at tage maddingen.

„Hvad med Tyler Smallwood?“ spurgte hun uskyldigt. „Han arver jo en forfærdelig masse penge efter sin far.“

„Og han ser slet ikke så dårligt ud,“ tilføjede Meredith. „Ikke hvis man tilfældigvis er dyreelsker. Alle de store, hvide tænder.“

Pigerne så på hinanden og brast i latter. Bonnie rev en håndfuld græs op og kastede det efter Meredith, som børstede det af sig og kastede det tilbage. Elena følte sig pludselig meget bedre tilpas. Det skulle nok gå alt sammen. Hun var sig selv igen.

„Jeg har også besluttet mig til hvad mit foredrag skal handle om,“ sagde hun og kneb øjnene sammen mod Bonnie, som sad og børstede græsstrå ud af krøllerne.

„Hvad?“ spurgte Meredith.

Elena så op mod himlen og gav sig god tid med svaret. Hun tog en dyb indånding for at trække spændingen lidt længere ud.

„Renæssancen i Italien,“ sagde hun omsider.

Bonnie og Meredith stirrede først på hende, derefter på hinanden og eksploderede i et nyt latterudbrud.

„Aha,“ sagde Meredith lidt efter. „Tigerinden har kløerne fremme igen.“

Elena smilede rovdyragtigt til hende. Hun havde fået sin selvsikkerhed igen. Hvis Stefan Salvatore troede han kunne slippe fra hende, måtte han hellere tro om igen.

„Nemlig,“ sagde hun. „Og hør nu godt efter. Ingen andre må få noget at vide, for så bliver jeg til grin på hele skolen, og Caroline er parat til at benytte enhver lejlighed til at udstille mig som en idiot. Men jeg er stadig ude efter ham, og jeg skal nok få fat i ham. Jeg ved ikke rigtigt hvordan, men det finder jeg ud af. Indtil jeg har fundet på noget, giver vi ham den kolde skulder.“

„Gør vi?“

„Ja, det gør vi! Fingrene væk, Bonnie, han er min. Og jeg må være sikker på at jeg kan stole på dig.“

„Vent et øjeblik,“ sagde Meredith. Det glimtede i hendes øjne. Hun åbnede den broche hun havde siddende i sin bluse og stak sig i tommelfingeren med nålen. „Bonnie, kom her med hånden.“

„Hvorfor?“ spurgte Bonnie og skævede nervøst til nålen.

„Ja, hvorfor tror du, din klovn? Tror du måske jeg vil anholde om den?“

„Men ... men ... jaja da. Av!“

„Så er det din tur, Elena.“ Meredith prikkede Elena i tommelfingeren og trykkede omkring det lille hul for at få blodet frem. „Og så presser vi tommelfingrene mod hinanden og sværger,“ fortsatte hun med spillende øjne. „Især dig, Bonnie. Sværg på at du vil holde det her hemmeligt og gøre alt hvad Elena beder dig om med hensyn til Stefan.“

„Hør nu, en blodsed er ikke noget man skal spøge med!“ protesterede Bonnie. „Det kan være farligt. Det betyder at man skal holde sin ed, lige meget hvad der sker, Meredith. Lige meget hvad. Det er du vel klar over?“

„Nemlig,“ svarede Meredith. „Det er derfor jeg vil have dig til at sværge. Jeg kan godt huske hvad der skete med Michael Martin.“

Bonnie skar ansigt. „Det er jo en evighed siden, og vi slog op med det samme igen og ... jaja. Jeg sværger.“ Hun lukkede øjnene: „Jeg sværger at jeg vil holde dette hemmeligt og gøre alt hvad Elena beder mig om med hensyn til Stefan.“

Meredith gentog eden. Elena stirrede på deres sammenpressede tommelfingre, trak vejret dybt og sagde: „Og jeg sværger at jeg ikke vil hvile før han er min.“

Tusmørket var begyndt at brede sig. Et koldt vindpust gik gennem kirkegården, løftede pigernes hår og fejede de tørre blade hen over jorden med en højlydt hvislen. Bonnie gispede og trak hånden til sig med et ryk.

De så sig om og lo nervøst.

„Det er jo næsten mørkt!“ udbrød Elena forbavset.

„Vi må hellere se at komme hjemad.“ Meredith rejste sig og satte brochen på plads. Også Bonnie rejste sig. Hun stak tommelfingeren i munden og sugede på den.

„Farvel,“ hviskede Elena til gravstenen. Hendes buket af markblomster var nu kun en utydelig klump på jorden. Hun nikkede til Bonnie og Meredith. „Lad os gå.“

Tavse gik de op ad bakken mod kirkeruinen. Den ed de havde svoret gav dem alle en fornemmelse af alvor, og Bonnie gøs mærkbart idet de passerede ruinen. Efter solnedgangen var temperaturen faldet brat, og vinden tog til. Hvert nyt vindstød fik græsset til at svaje og gik raslende gennem de gamle egetræers løv.

„Jeg fryser,“ sagde Elena, standsede et øjeblik ud for det sorte hul, der engang havde været indgangen til kirken, og så ned over skråningen foran dem.

Månen var endnu ikke stået op, og hun kunne lige skelne den gamle del af kirkegården og Wickery Bridge bagved. Den gamle del stammede fra Borgerkrigen, og mange af gravstenene bar navne på faldne soldater. Den del af kirkegården havde et skær af vildnis over sig. Græs og ukrudt stod højt omkring gravstenene, og slyngplanter havde bredt sig hen over den smuldrende granit. Elena havde aldrig brudt sig om synet.

„Den virker anderledes – her i mørket, mener jeg,“ sagde hun usikkert. Hun vidste ikke hvordan hun skulle få sagt det hun virkelig tænkte – at det var et sted levende mennesker burde holde sig fra.

„Vi kan selvfølgelig gå udenom,“ sagde Meredith. „Men det betyder en omvej på tyve minutter.“

„Jeg er ikke bange for at gå igennem,“ sagde Bonnie og rystede så kraftigt på hovedet at det virkede som om hun først og fremmest forsøgte at overbevise sig selv. „Jeg har altid ønsket at blive begravet i den gamle del.“

„Vil du så holde op med at tale om at blive begravet!“ vrissede Elena og begyndte at gå ned ad bakken. Men jo længere hun kom frem ad den smalle sti, jo mere utilpas blev hun. Hun satte farten ned og ventede indtil Bonnie og Meredith indhentede hende. Da de nærmede sig den første af de gamle gravsten, begyndte hendes hjerte at hamre. Hun prøvede at ignorere det, men det krøb i hendes hud, og hun mærkede hvordan de små hår på armene rejste sig. I opholdene mellem vindstødene virkede alle lyde mange gange forstærket. Grusets knasen under deres fødder forekom øredøvende.

Kirkeruinen lå som en sort silhuet bag dem nu. Den smalle sti førte ind mellem overgroede gravsten hvoraf mange var højere end Meredith. Store nok til at nogen kunne gemme sig bag dem, tænkte Elena gysende. Og nogle af gravstenene var i sig selv uhyggelige – som den med keruben der lignede et rigtigt spædbarn, et spædbarn hvis hoved var faldet af og som en eller anden omhyggeligt havde anbragt ved dets fødder. Hovedets granitøjne stirrede tomt ud i mørket. Elena kunne ikke vriste blikket fra det, og hun fik en knugende fornemmelse i maven.

„Hvorfor standser vi?“ spurgte Meredith.

„Jeg ... det er bare ... undskyld,“ mumlede Elena, men da hun med en kraftanstrengelse vendte sig fra synet af granithovedet, fik hun en ny forskrækkelse. „Bonnie! Hvad er der i vejen?“

Bonnie stirrede ind mellem de gamle gravsten. Munden stod halvt åben, og hendes øjne var lige så tomme som kerubhovedets. Angsten ramte Elena som et stød i mellemgulvet. „Bonnie, hold op med det pjat! Det er ikke spor morsomt!“

Bonnie svarede ikke.

„Bonnie!“ udbrød Meredith.

Stadig intet svar. Elena og Meredith så på hinanden, og pludselig vidste Elena at det gjaldt om at komme væk så hurtigt som muligt. Hun vendte sig for at løbe ned ad stien, men lyden af en mærkelig stemme bag hende fik hende til at standse og snurre rundt med et ryk.

„Elena.“ Bonnies læber bevægede sig, men det var ikke hendes stemme. Hun stod stadig og stirrede tomt ind mod gravstenene, og hendes ansigt var fuldkommen udtryksløst.

„Elena,“ lød stemmen igen fra hendes mund, og hun vendte ansigtet mod Elena. „Nogen venter dig derinde.“

Elena fandt aldrig rigtigt ud af nøjagtigt hvad der skete i løbet af de næste minutter. Noget bevægede sig inde mellem de høje gravsten. Elena skreg. Meredith gav et udråb fra sig, og så løb de begge to med den skrigende Bonnie tæt efter sig.

Elena styrtede ned ad den smalle sti og var flere gange ved at snuble over løse sten og græstotter som havde bredt sig ind over gruset. Bag hende gispede Bonnie vildt efter vejret, og Meredith, den ellers så rolige og kyniske Meredith, småhulkede mens hun løb. De hørte en baskende lyd, blades raslen og et hæst skrig i et af egetræerne i nærheden. Elena forsøgte at sætte farten yderligere op, men opdagede at hun ikke havde kræfter til det.

„Der er noget bag os!“ skingrede Bonnie. „Hvad sker der dog?“

„Broen, vi må ned til broen,“ stønnede Elena og forsøgte at ignorere den ild der brændte i hendes lunger. Hun havde ingen anelse om hvor hun vidste det fra, men hun var sikker på at de ville være uden for fare, hvis bare de nåede broen. „Ikke standse, Bonnie! Lad være at se dig tilbage!“

Hun rakte bagud, greb fat i Bonnies ærme og trak hende op på siden af sig.

„Jeg kan ikke mere!“ Bonnie pressede gispende den ene hånd mod siden og tabte et par skridt.

„Jo, du kan!“ snerrede Elena, knugede hårdt om Bonnies arm og tvang hende til at følge med. „Kom nu! Af sted! Hurtigt!“

Hun så vandløbets glimtende sølvstribe foran sig. Og dér var lysningen med egetræerne. Hendes lår føltes som om de var svulmet op til dobbelt størrelse, men hun tvang sig selv til at holde farten. Nu kunne hun se trinene op til broen, og et øjeblik efter brasede de ud på den.

„Vi klarede det!“ gispede Meredith.

„Ikke standse! Videre! Over på den anden side!“

Plankerne knagede under dem da de tumlede over broen, og deres trin gav genlyd i hulrummet under den. Elena slap først Bonnie da hun sprang ned på stien på den anden side. Hun standsede på dirrende ben.

Meredith bøjede sig dybt med hænderne hvilende på lårene og trak vejret i lange, dybe drag. Bonnie græd.

„Hvad var det dog for noget?“ gispede hun. „Er det væk nu?“

„Jeg troede ellers at du var eksperten,“ gispede Meredith. „Elena, lad os for himlens skyld komme væk!“

„Nej, der er ikke noget at være bange for nu,“ hviskede Elena. Hun havde tårer i øjnene og rystede over hele kroppen, men fornemmelsen af at nogen åndede varmt i nakken på hende var forsvundet. Floden spærrede vejen for forfølgeren, hvad og hvem han så end havde været. „Det kan ikke følge os herover,“ sagde hun.

Meredith stirrede på hende og kiggede derefter over mod egelunden på den anden bred. Hun vædede læberne med tungen og lo kort og glædesløst. „Nej, nej, selvfølgelig kan det ikke følge efter os herover. Det er da klart som dagen. Men lad os alligevel komme hjem i en fart, ikke? Medmindre du tænker på at tilbringe natten herude.“

Elena gøs. „Ellers tak.“ Hun lagde armen om Bonnie, som endnu ikke var faldet til ro. „Rolig, Bonnie, vi er i sikkerhed nu. Kom.“

Meredith kiggede igen over mod den anden bred. „Jeg kan altså ikke se noget som helst derovre,“ sagde hun. Hun lød betydeligt roligere nu. „Måske var det indbildning alt sammen. Der gik panik i os, og vi så syner ... delvis takket være vores kære druidepræstinde her.“

Elena svarede ikke. De begyndte at gå og holdt sig tæt sammen på stien. Indbildning? Det kunne tænkes. Men hun havde svært ved at tro det. Meget svært.