Kapitel 9

 

Hun var ikke en reinkarnation af Katherine, sagde Stefan til sig selv da han kørte tilbage mod pensionatet i mørket lige før daggry.

Han havde sagt det til hende, og det var sandheden, men først nu gik det for alvor op for ham hvor længe det havde taget ham at nå frem til den konklusion. Han havde været opmærksom på hvert af hendes åndedræt og bevægelser i flere uger og noteret sig alle forskellene.

Hendes hår var en nuance lysere end Katherines, og hendes øjenbryn og -vipper var mørkere. Katherines havde været næsten sølvhvide. Elena var også højere – mindst en håndsbredde. Hun bevægede sig også med meget større frigjorthed. Pigerne i denne tidsalder havde et langt mere afslappet forhold til deres egen krop.

Selv øjnene, der havde givet ham et sådant genkendelsens chok den første dag, var ikke de samme. Katherines øjne havde enten været store og fyldt med barnlig undren eller undseeligt nedslagne som det passede sig for en ung kvinde i det femtende århundrede. Elena så åbent og direkte på én uden at blinke, og af og til lyste hendes øjne af en beslutsomhed eller en udfordring som Katherines aldrig havde haft.

Deres skønhed var den samme. På det punkt lignede de hinanden som et par tvillingesøstre, dog med den forskel at hvor Katherine havde været en killing, var Elena som en snehvid tigerinde.

Da Stefan kørte forbi morbærtræernes mørke silhuetter, måtte han kæmpe mod de minder der pludselig trængte sig på. Han forsøgte desperat at skubbe dem fra sig, men det var for sent ... billederne dansede allerede for hans indre blik. Det var som om en bog havde åbnet sig, og han kunne ikke andet end stirre hjælpeløst på den side der lyste op imod ham.

Hvidt. Katherine havde været i hvidt den dag. En ny kjole af venetiansk silke. Om halsen havde hun en guldkæde med indlagte perler.

Hun havde været henrykt for den nye kjole hendes far havde sendt hjem til hende. Hun havde drejet sig rundt foran Stefan og løftet let op i det lange skørt for at vise ham det gule underskørt af fornem brokade ...

 

„Se, selv underkjolen er broderet med mine initialer. Min far har sørget for det alt sammen. Mein lieber Papa ...“ Hendes stemme døde bort, og hun standsede og satte hånden i siden. „Hvad er der i vejen, Stefan? Du er så alvorlig. Hvorfor smiler du ikke?“

Han ville gerne, men kunne ikke. Synet af hende gjorde næsten fysisk ondt. Hvis han mistede hende, vidste han ikke hvad han skulle gøre.

„Hvordan skal jeg kunne smile og være glad, når ...“

„Når hvad?“

„Når jeg ser hvordan du betragter Damon.“ Sådan. Nu var det sagt. Han fortsatte forpint: „Før han kom hjem, var vi to sammen hver eneste dag. Vores fædre glædede sig og talte om giftermål. Men nu er sommeren næsten forbi, og du tilbringer lige så meget tid sammen med Damon som med mig. Han har kun fået lov til at blive her fordi du bad min far om det. Hvorfor gjorde du det, Katherine? Jeg troede det var mig du holdt af.“

Hun så bebrejdende på ham. „Jamen, det gør jeg da også, Stefan. Det ved du da!“

„Hvorfor gik du så i forbøn for Damon hos min far? Hvis det ikke havde været for dig, ville han have smidt ham på gaden ...“

„Hvilket sikkert ville have glædet dig overmåde, min kære bror.“ Stemmen fra døren var munter og overlegen, men da Stefan vendte sig, så han raseriet gløde i Damons øjne.

„Nej, sådan noget må du ikke sige, Damon,“ sagde Katherine. „Stefan ville aldrig ønske dig noget ondt.“

Damon smilede spottende og løftede det ene øjenbryn mod Stefan idet han gik hen til Katherine. „Måske ikke,“ sagde han, og nu var hans stemme en smule blidere. „Men min kære bror har ret på et punkt: sommeren er ved at være forbi, og inden længe forlader din far Firenze og tager dig med sig – medmindre du har en grund til at blive.“

Medmindre du har en ægtemand at blive hos. Han kunne lige så godt have sagt det højt. Baronen holdt for meget af sin datter til at han kunne finde på at tvinge hende ind i et ægteskab. Det skulle være hendes egen beslutning. Hendes eget valg.

Nu da emnet var bragt frem i lyset, kunne Stefan ikke tie stille. „Katherine ved at hun snart må forlade sin far ...“ begyndte han, stolt over sin hemmelige viden, men Damon afbrød.

„Ah, ja, før den gamle mand får mistanke,“ sagde han henkastet. „Selv de mest hengivne fædre vil før eller senere begynde at undre sig over at deres døtre kun viser sig efter mørkets frembrud.“

Vreden og skuffelsen strømmede gennem Stefan. Så var det altså rigtigt. Damon vidste også besked. Katherine havde også betroet ham sin hemmelighed.

„Hvorfor har du fortalt ham det, Katherine? Hvorfor? Hvad ser du i ham, som ikke tænker på andet end sin egen fornøjelse? Hvordan skal han kunne gøre dig lykkelig, når han ikke har tanke for andre end sig selv?“

„Og hvordan skulle denne knægt gøre dig lykkelig, et barn som ikke kender noget som helst til livet?“ brød Damon ind med dyb foragt i stemmen. „Hvordan skal han kunne beskytte dig mod noget han ikke kender det mindste til? Han har tilbragt hele sit liv mellem bøger og malerier. Lad ham hellere blive der.“

Katherine rystede fortvivlet på hovedet. Hendes øjne var slørede af tårer.

„I forstår ingenting,“ sagde hun. „I tror jeg bare kan gifte mig og slå mig ned her og blive som enhver anden af Firenzes fornemme fruer. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre? Jeg kan ikke styre en husholdning med tjenestefolk som vogter på alt hvad jeg foretager mig. Også her i Firenze vil det kun være et spørgsmål om tid før man lægger mærke til at jeg ikke ældes. Jeg kan aldrig leve en normal tilværelse.“ Hun trak vejret dybt og så fra den ene til den anden. „Den som vil ægte mig, må opgive at leve i lyset,“ hviskede hun. „Han må vælge månen og mørkets timer.“

„Hvilket betyder at du må vælge en mand som ikke frygter skyggerne,“ sagde Damon, og intensiteten i hans stemme overraskede Stefan. Han havde aldrig hørt Damon tale med så stor oprigtighed, så fjernt fra hans sædvanlige, overlegne tone. „Se på min bror, Katherine. Tror du han er i stand til at give afkald på sollyset? Han er alt for fast knyttet til sine venner og sin familie, og sine pligter over for Firenze. Mørket vil ødelægge ham.“

„Løgner!“ råbte Stefan rasende. „Jeg er lige så stærk som dig, min bror, og jeg er ikke bange for noget som helst. Og Katherine betyder mere for mig end både familie og venner ...“

„Også mere end dine pligter? Er du parat til også at opgive dem for hendes skyld?“

„Ja,“ svarede Stefan trodsigt. „Jeg er parat til at opgive alt.“

Damon smilede koldt og vendte sig mod Katherine.

„Det kunne se ud til at valget er dit og dit alene,“ sagde han. „Du har to bejlere som er lige ivrige efter din hånd. Hvem vælger du?“

Katherine stod længe med bøjet hoved. Hun løftede det langsomt og så fra den ene til den anden.

„Giv mig frist til søndag med at svare. Og indtil da må ingen af jer plage mig med spørgsmål.“

Stefan nikkede tøvende.

„Og på søndag?“ spurgte Damon.

„Når tusmørket kommer på søndag, vil jeg træffe mit valg.“

 

Tusmørket ... Stefan blev langsomt nærværende. Det var ikke tusmørke, men daggryet der farvede himlen omkring ham. Han havde været så langt væk i sine minder at han uden at være klar over det var kørt op til udkanten af skoven.

Mod nordvest kunne han se Wickery Bridge og kirkegården. Han lukkede øjnene og åbnede dem langsomt igen i et forsøg på at ryste minderne af sig.

Han havde sagt til Damon at han var parat til at opgive alt for Katherines skyld. Og det var netop hvad han havde gjort. Han havde givet afkald på sollyset og var blevet en mørkets skabning. En jæger, dømt til selv at være et evigt jagtbytte, en tyv der måtte stjæle liv for at stille sin sult.

Og måske en morder.

Nej, de havde sagt at pigen Vickie ikke ville dø. Men det skete måske med hans næste offer. Det værste var at han intet huskede om pigen. Han kunne huske den pludselige svaghed der havde fået ham til at vakle hen til kirkedøren, men derefter fortabte alt sig i mørke. Da han kom til sig selv, lå han udenfor. Han havde hørt Elenas skrig og var stormet hende til hjælp uden tanke for hvad der kunne være sket i kirkeruinen.

Elena ... et øjeblik glemte han alt andet for sin glæde. Hun var varm som sollyset, blød som morgenen, men havde en kerne af stål som ikke kunne brydes. Hun var som ild, indkapslet i is.

Men hvilken ret havde han til at elske hende? Hans kærlighed var farlig for hende. Hvad hvis hun var den eneste i hans nærhed næste gang den uimodståelige hunger kom over ham, den eneste hos hvem han kunne hente det varme, pulserende blod?

Jeg vil dræbe mig selv før jeg rører hende, svor han ved sig selv. Hellere dø af tørst end drikke hendes blod. Og jeg sværger at hun aldrig skal få min hemmelighed at vide. Hun skal ikke tvinges til at opgive sollyset på grund af mig.

Bag ham var himlen begyndt at lysne, men inden han vendte om, lod han sin bevidsthed søge ud med al sin kraft i et forsøg på at finde den anden kraftkilde som måske befandt sig i nærheden, og som kunne være årsagen til det der var sket i kirkeruinen.

Men han fandt intet. Kirkegården spottede ham med sin tavshed.

 

Elena vågnede ved at solen skinnede ind ad vinduet. Hun følte det som om det var julemorgen og hun lige var kommet sig over en lang omgang influenza. Tankerne myldrede i hendes hoved. Hun satte sig op.

Og ømmede sig højlydt. Det gjorde ondt i hele kroppen. Den modbydelige, drukne Tyler ... men Tyler betød intet nu. Intet betød noget som helst. For hun vidste at Stefan elskede hende.

Hun gik nedenunder i sin natkjole, og solstrålernes vinkel ind gennem vinduet fortalte hende at hun måtte have sovet meget længere end hun plejede. Tante Judith og Margaret sad i dagligstuen.

„Godmorgen, tante Judith. Og godmorgen, stump.“ Hun gav dem begge et langt og hengivent knus, tog Margaret op og dansede rundt på gulvet med hende. „Og ... åh ... godmorgen, Robert.“ Ham havde hun helt glemt, og hun var kun i natkjole.

I en fart satte hun Margaret fra sig og hastede ud i køkkenet.

Tante Judith kom ud til hende. Hun havde mørke rande under øjnene, men hun smilede. „Du lader til at være i strålende humør.“

„Det er jeg også.“ Elena gav hende endnu et knus, en slags undskyldning fordi hun var skyld i de mørke rande under tantens øjne.

„Du er vel klar over at vi er nødt til at gå ned på sheriffens kontor og indgive anmeldelse mod Tyler?“

„Ja.“ Elena tog orangejuicen ud af køleskabet og skænkede sig et glas. „Men kan vi ikke tage over til Vickie Bennett først? Hun må være helt ude af det, især da det lyder som om ingen rigtig vil tro på noget af det hun siger.“

„Tror du da på det?“

„Ja.“ Elena nikkede. „Det gør jeg. For der skete også noget underligt da jeg var inde i kirken, og jeg tror ...“

„Elena! Bonnie og Meredith er her!“ lød Roberts stemme fra entreen.

Det brød den fortrolige stemning mellem Elena og tante Judith.

„Send dem endelig ind!“ råbte Elena. „Vi kan tale om det senere,“ sagde hun til tante Judith da hun hørte dem nærme sig køkkenet.

Bonnie og Meredith standsede i døråbningen. De virkede begge forlegne. Elena havde det på samme måde og ventede indtil tante Judith var gået.

Hun rømmede sig med øjnene rettet mod linoleummets slidte mønster. Hun skævede op, så at de andre stod og stirrede ned på samme måde og brast i latter.

De to andre så op.

„Jeg er så glad at jeg ikke har tid til at være sur,“ sagde hun. „Og I må meget undskylde hvad jeg sagde til jer. Det var utilgiveligt, og jeg indrømmer det, og kan vi så ikke bare lade som om det aldrig blev sagt?“

„Ja, du har noget at undskylde. Rende sin vej fra os på den måde,“ sagde Bonnie idet de alle tre omfavnede hinanden.

„Og så med Tyler!“ Meredith rystede på hovedet.

„Jaja, jeg fik mig en lærestreg,“ sagde Elena og var ved at miste humøret ved tanken om ham.

Så lo Bonnie højt.

„Men intet er så galt at det ikke er godt for noget. Du scorede den store fangst – Stefan Salvatore! Det kalder jeg en dramatisk entre. Da du kom ind ad døren sammen med ham, troede jeg det var en hallucination. Hvordan fik du ham i garnet?“

„Det gjorde jeg ikke. Han dukkede bare op lige i rette øjeblik, ligesom kavaleriet i de gamle westerns.“

„Og forsvarede din ære,“ sagde Bonnie. „Hvad kan være mere spændende?“

„Jeg kan godt foreslå et par tilføjelser,“ sagde Meredith. „Men dem har Elena måske fået med i købet?“

„Jeg skal nok fortælle jer om det alt sammen,“ lovede Elena. „Men kan vi ikke først tage over til Vickie? Jeg vil gerne tale med hende.“

„Du kan tale til os mens du klæder dig på, mens du børster tænder og alt det andet og mens vi er på vej derover,“ sagde Bonnie. „Ikke noget med at holde os hen i spænding et minut længere. Og du skal ikke bryde dig om at udelade den mindste detalje, hvis du vil undgå at opleve hvordan det er at blive forhørt af den spanske inkvisition.“

„Der kan du se,“ bemærkede Meredith. „Alt mr. Tanners slid har alligevel ikke været forgæves. Bonnie har opdaget at den spanske inkvisition ikke er en rockgruppe.“

 

Vickies mor virkede bleg og træt, men inviterede dem indenfor.

„Vickie ligger på sit værelse og hviler sig. Lægen sagde at vi skulle lade hende blive i sengen,“ forklarede hun med et usikkert smil.

Elena, Bonnie og Meredith fulgte hende gennem korridoren til Vickies dør.

Moderen bankede stilfærdigt på.

„Vickie, her er nogle af dine venner fra skolen.“ Hun nikkede til Elena. „Nu må I ikke blive for længe.“

„Det skal vi nok lade være med,“ lovede Elena. Hun gik ind med de andre tæt i hælene.

Værelset var pænt, holdt helt i hvidt og blåt. Vickie sad halvt op i sengen med flere puder bag ryggen og et blåt sjal om skuldrene. Hun havde trukket det tæt sammen om halsen. Hendes ansigt var kridhvidt, og hun stirrede lige frem for sig under halvt sænkede øjenlåg.

„Sådan så hun også ud da vi fandt hende i går aftes!“ hviskede Bonnie.

Elena gik hen på siden af sengen. „Vickie,“ sagde hun dæmpet. Vickie stirrede stadig lige frem for sig, men Elena mente at ane en ændring i hendes vejrtrækning. „Vickie, kan du høre mig? Det er Elena Gilbert.“

Hun så usikkert hen på Bonnie og Meredith.

„Det kunne se ud som om de har fyldt hende med noget beroligende,“ sagde Meredith.

Men det kunne ikke passe. Mrs. Bennett havde sagt at hun ikke havde fået piller af nogen slags. Elena vendte sig igen mod hende.

„Vickie, det er mig, Elena. Jeg vil bare fortælle dig at jeg tror på det du siger om i går aftes.“ Hun ignorerede det skarpe blik Meredith sendte hende. „Og jeg vil spørge dig om ...“

„Nej!“ Det kom som et skrig. Vickie begyndte at kaste sig frem og tilbage og fægtede voldsomt med armene i luften. „Nej, nej!“

„Gør noget!“ gispede Bonnie. „Mrs. Bennett! Mrs. Bennett!“

Elena og Meredith prøvede at holde Vickie nede i sengen. Hun kæmpede vildt, og hendes skrig blev højere og højere. Så kom hendes mor ind, skubbede Elena og Meredith til side og lagde armene om hende.

„Hvad har I dog gjort ved hende?“ råbte hun.

Vickie klyngede sig til sin mor og faldt langsomt til ro, men så fik hun øje på Elena hen over moderens skulder.

„Du er med i det!“ skreg hun. „Du er ond! Få hende væk! Hun må ikke komme i nærheden af mig!“

Elena var målløs. „Jamen, Vickie, jeg ville jo bare spørge ...“

„Jeg tror det er bedst at du går nu,“ sagde mrs. Bennett. „Hun er jo bange for dig, kan du ikke se det?“

Elena forlod værelset i forbløffet tavshed, fulgt af Meredith og Bonnie.

„Det må være pillerne,“ sagde Bonnie da de var kommet udenfor. „De må have givet hende et eller andet. Hun var jo helt fra den.“

„Lagde du mærke til hendes hænder?“ spurgte Meredith. „Jeg fik fat i en af dem da vi prøvede at holde hende nede. Den var kold som is.“

Elena rystede forvirret på hovedet. Hun forstod ingenting, men det skulle i hvert fald ikke få lov til at ødelægge hendes humør. Ikke tale om. Desperat søgte hun efter et eller andet der kunne få hende til at glemme den ubehagelige oplevelse så hurtigt som muligt.

„Pensionatet,“ sagde hun. „Vi tager ud til pensionatet.“

„Hvad?“

„Jeg bad Stefan om at ringe til mig, men pensionatet ligger lige i nærheden. Hvorfor ikke gå derhen?“

„Kun tyve minutters gang,“ sagde Bonnie og lyste op. „Og jeg er så nysgerrig efter at se hans mystiske værelse.“

„Faktisk havde jeg regnet med at I to ville vente nedenunder,“ sagde Elena.

De stirrede på hende.

„Jeg skal bare tale med ham et minut eller to,“ fortsatte hun forsvarsberedt. Det var måske lidt mærkeligt, men hun havde ikke lyst til at fortælle sine veninder ret meget om Stefan, i hvert fald ikke lige nu. Han var så ny for hende at han endnu føltes som en hemmelighed.

Deres banken på den blankpolerede egetræsdør blev besvaret af mrs. Flowers. Hun smilede og stirrede på Elena med sine levende sorte øjne.

„Du må være Elena,“ sagde hun. „Jeg så dig gå sammen med Stefan i går aftes, og han fortalte mig dit navn da han kom hjem.“

„Så De os?“ spurgte Elena forbavset. „Jeg lagde ikke mærke til Dem.“

„Nej, det gjorde du ikke, min ven,“ kluklo mrs. Flowers. „Hvor er du dog et yndigt barn, min ven. Yndig.“

Hun klappede Elena på kinden.

„Øh ... tak,“ sagde Elena usikkert. Hun brød sig ikke om den gamle kvindes mærkelige stirren. „Er Stefan hjemme?“

„Det må han være, ellers er han fløjet ned fra taget,“ sagde mrs. Flowers med en ny kluklatter.

Elena lo høfligt.

„Jamen, så smut du op til ham,“ sagde Meredith. „Vi bliver hernede hos mrs. Flowers.“

Bonnie fik et martyragtigt udtryk i ansigtet og rullede opgivende med øjnene. Elena skjulte et smil og skyndte sig op ad trappen.

Hun undrede sig igen over husets indretning da hun lukkede sig ind til den anden trappe i soveværelset på første sal. Stemmerne nedefra lød meget svagt heroppe, og på vejen op ad trappen forsvandt de fuldstændig. Hun var omgivet af total stilhed, da hun nåede døren for enden af den indre trappe, og hun havde på fornemmelsen at hun var på vej ind i en helt anden verden.

Hendes banken lød meget spagfærdig. „Stefan?“

Hun hørte ikke en lyd indefra, men pludselig blev døren åbnet. Alle ser åbenbart trætte og blege ud i dag, tænkte hun.

Så lukkede han armene omkring hende.

„Elena! Elena ...“

Han trådte tilbage, og nu mærkede hun det samme svælg som havde åbnet sig mellem dem aftenen før. Hun så det kolde, beherskede udtryk på vej frem i hans øjne.

„Nej, det får du ikke lov til,“ sagde hun, slog armene om hans hals og kyssede ham.

Et øjeblik reagerede han ikke. Så gik der en dirren igennem ham, og han besvarede kysset. Det varede længe, og da de slap hinanden, snappede de begge efter vejret. Hun opdagede at hans pupiller var alt for udvidede, selv til dette halvmørke – kun en smal ring af grønt omkring det mørke. Han så ud som om det svimlede for ham, og hans læber var svulmet op.

„Jeg tror ... at vi hellere må være lidt forsigtige for fremtiden,“ sagde han med tilkæmpet ro.

Elena var selv rystet. I hvert fald når der er andre i nærheden, og som nu, når Meredith og Bonnie står og venter nedenunder, tænkte hun. Og også selv om de var helt alene, medmindre ...

„Men der kan vel ikke ske noget ved at du holder om mig,“ sagde hun.

Det undrede hende at hun kunne føle sig så tryg og rolig efter det der lige var passeret imellem dem.

„Jeg elsker dig,“ hviskede hun.

Der gik en dirren igennem ham.

„Elena ...“ Han lød næsten fortvivlet.

Hun løftede hovedet. „Hvad er der så galt ved det? Elsker du ikke mig?“

„Jeg ...“ Han så hjælpeløst på hende ... og så hørte de mrs. Flowers kalde.

„Stefan! Unge mand! Stefan!“ Det lød som om hun sparkede til trappegelænderet.

Stefan sukkede. „Jeg må hellere gå ned og se hvad hun vil.“

Han slap hende og gik. Elena foldede armene over brystet og gøs. Der var så koldt herinde. Han burde åbne for varmen, tænkte hun og så sig om. Hendes blik faldt på den mahognikommode hun havde studeret aftenen før.

Skrinet.

Hun så hen mod den lukkede dør. Hvis han kom tilbage og overraskede hende ... Hun burde ikke gøre det, kunne ikke være det bekendt ... men hun var allerede på vej hen mod kommoden og skrinet.

Husk Blåskægs kone, sagde hun til sig selv. Nysgerrigheden dræbte hende. Men hendes fingre havde fat i skrinets låg, og med bankende hjerte listede hun det en smule op.

Ved første blik så skrinet ud til at være tomt, og hun gav en lille, nervøs latter fra sig. Hvad havde hun egentlig ventet? Kærlighedsbreve fra Caroline, måske? En blodig dolk?

Så fik hun øje på det tynde silkebånd som lå rullet pænt og ordentligt sammen i skrinets ene hjørne. Hun tog det op og lod det løbe gennem sine fingre. Det var det hårbånd hun havde tabt den første dag på kirkegården.

Åh, Stefan. Hun fik tårer i øjnene. Allerede dengang holdt du af mig.

Og det gør ikke noget at du ikke kan få dig selv til at fortælle mig det, tænkte hun. Hun hørte en svag lyd fra den anden side af døren, foldede hurtigt hårbåndet sammen, lagde det tilbage på plads og lukkede forsigtigt skrinet. Så vendte hun sig mod døren.