Kapitel 10

 

7. oktober, omkring kl. 8:00.

Kære dagbog!

Jeg sidder og skriver det her i geometritimen og håber inderligt at miss Halpern ikke opdager det.

Jeg havde ikke tid til at skrive i går aftes, selv om jeg hellere end gerne ville. I går var en rigtig vanvittig nat, næsten lige så slem som den dag med efterårsballet. Nu hvor jeg sidder her i skolen, virker alt det der er sket i denne weekend næsten som en drøm. Det dårlige var så slemt som det overhovedet kunne være, og det gode var så vidunderligt.

Jeg indgiver ikke politianmeldelse mod Tyler. Han har fået straf nok. Han er midlertidigt bortvist fra skolen og fodboldholdet. Det samme er Dick, fordi han var fuld til efterårsballet. Ingen siger det højt, men mange mener at det er ham der har mishandlet Vickie. Bonnies søster fortalte at hun havde set Tyler blive bragt ind på skadestuen. Han havde to blå øjne, og hele hans ansigt var ophovnet. Jeg kan ikke lade være at spekulere på hvad der vil ske den dag han og Dick kommer i skole igen. Nu har de mere grund end nogen sinde til at hade Stefan.

Hvilket bringer mig til Stefan. Da jeg vågnede i morges, var der ved at gå panik i mig. »Hvad nu hvis det hele bare er en drøm? Eller hvis han har skiftet mening?« Tante Judith var igen bekymret fordi jeg næsten ikke kunne få en bid af morgenmaden ned. Men da jeg kom i skole, mødte jeg Stefan i korridoren, og da han så på mig, vidste jeg at alt var som det skulle være. Han sendte mig et lille, skævt smil og vendte sig og gik videre uden at sige noget. Og jeg forstod godt hvad han mente med det smil, og han havde ret i at det var bedst ikke at kaste sig over hinanden lige foran skolens kontor, ikke medmindre vi havde lyst til at give sekretæren og hendes hjælpere noget at tale om.

Nu kommer vi sammen. Ingen tvivl om det. Tilbage er så det store problem med at få det forklaret for den stakkels Jean-Claude. Ha-ha.

Jeg forstår bare ikke hvorfor Stefan ikke virker lige så glad som jeg. Når vi er i nærheden af hinanden, kan jeg tydeligt mærke hvor meget han holder af mig. Der er næsten noget desperat over ham når han kysser mig – som om han vil suge sjælen ud af min krop. Som et sort hul der ...

 

Stadig 7. oktober, men nu er klokken 2 om eftermiddagen.

Ja, jeg måtte tage en lille pause i skriveriet, fordi miss Halpern overraskede mig. Hun begyndte endda at læse højt, men så fik emnet vist hendes briller til at dugge så meget at hun holdt op igen. Hun morede sig ikke. Ikke det mindste. Tværtimod blev hun sur. Men jeg er alt for lykkelig til at bekymre mig over en anmærkning.

Stefan og jeg spiste frokost sammen. I hvert fald fandt vi et hjørne af græsplænen i pausen. Han havde overhovedet ingen mad med ud, og det viste sig selvfølgelig at jeg heller ikke kunne få en bid ned. Vi rørte ikke ved hinanden – det er virkelig rigtigt – men vi talte meget og så på hinanden. Jeg vil så gerne røre ved ham, mærke ham. Sådan har jeg aldrig haft det med nogen af de drenge jeg har kendt indtil nu. Og jeg kan se at han også gerne vil røre mig, men han holder sig tilbage.

Det er noget af det jeg ikke forstår. Denne holden igen. I går fandt jeg et tydeligt bevis på at han har holdt øje med mig lige fra den første skoledag. Kan du huske da jeg fortalte om den anden skoledag, da Bonnie, Meredith og jeg mødtes på kirkegården? Jeg tabte mit hårbånd derude da vi blev bange og løb vores vej, og i går fandt jeg det skjult i Stefans skrin. Jeg har ikke sagt noget om det, for det skal åbenbart være en hemmelighed at han har hårbåndet, men det viser da hvor meget han holder af mig, ikke sandt?

Jeg kan for resten fortælle dig at miss Halpern ikke er den eneste som ikke morer sig. Der er også en anden. Nemlig Caroline. Det lader til at hun har halet ham med sig ind i fotoklassen hver dag i frokostpausen, og da han ikke viste sig i dag, gav hun sig til at lede efter ham og fandt os ude på græsset. Stakkels Stefan. Han havde fuldkommen glemt hende og blev helt chokeret. Da hun var gået – med et ansigt der var næsten lige så grønt som hendes øjne – fortalte han mig hvordan hun havde hægtet sig på ham i den første uges tid. Hun havde bemærket at han ikke gik i kantinen, og da hun ikke selv skulle have frokost – fordi hun var på slankekur – havde hun foreslået ham at de kunne sætte sig op i fotoklassen, hvor de kunne være sikre på at få fred og ro. Han ville ikke sige noget rigtigt dårligt om hende (det er vist hans ideer om god opførsel igen – sådan gør en gentleman ikke), men han sagde i det mindste at der aldrig har været noget imellem dem, og det tror jeg på. Og hvad Caroline angår, så tror jeg at hans glemsomhed har ramt hende hårdere end hvis han havde smidt sten efter hende.

Samtidig kan jeg ikke lade være at undre mig over at han ikke spiser frokost. Alle skolens andre fodboldspillere æder som tærskere.

Uha! Mr. Tanner er lige gået forbi mit bord, og jeg fik lagt notesblokken hen over dagbogen i sidste sekund. Bonnie sidder og fniser bag sin historiebog. Jeg kan se hendes skuldre ryste. Og Stefan sidder lige foran og virker så anspændt at det ser ud som om han kan finde på at springe op fra stolen hvert øjeblik. Matt sender mig du-er-ikke-rigtig-klog-blikke, og Caroline myrder mig med øjnene. Jeg sidder meget, meget uskyldigt med øjnene pænt rettet mod mr. Tanner samtidig med at jeg skriver, så det er forklaringen på at linjerne slingrer lidt.

I hele den sidste måned har jeg ikke rigtig været mig selv. Har ikke kunnet tænke klart eller koncentrere mig om andet end Stefan. Jeg har forsømt så mange forskellige ting at det nærmest er skræmmende. Jeg har for eksempel ansvaret for dekorationerne til Spøgelseshuset, skolens årlige gyserfest på allehelgensdag, og jeg har ikke skænket dem en tanke endnu. Nu har jeg nøjagtig tre en halv uge til at få det hele stablet på benene – men det eneste jeg har lyst til er at være sammen med Stefan.

Jeg kunne selvfølgelig trække mig tilbage fra festkomiteen, men det betyder at jeg lader Bonnie og Meredith stå tilbage med sorteper, og det kan jeg ikke være bekendt. Desuden husker jeg tydeligt hvad Matt sagde dengang jeg ville have ham til at overtale Stefan til at komme til efterårsballet: »Det eneste du ønsker er at alt skal dreje sig om Elena Gilbert.«

Det passer ikke. Og hvis der har været noget om det, så er jeg i hvert fald færdig med det. Jeg vil ... ja, jeg ved godt at det lyder fuldstændig tåbeligt, men jeg vil altså være Stefan værdig. Det kunne aldrig falde ham ind at svigte fodboldholdet af hensyn til sin egen behagelighed. Jeg vil have at han skal være stolt af mig.

Jeg ønsker at han skal elske mig lige så højt som jeg elsker ham.

 

„Skynd dig nu lidt!“ råbte Bonnie fra døren til gymnastiksalen. Ved siden af hende stod skolepedellen, mr. Shelby.

Elena kiggede en sidste gang ud mod de fjerne skikkelser på fodboldbanen, vendte sig tøvende og gik hen til Bonnie.

„Jeg ville bare lige fortælle Stefan at jeg gik,“ sagde hun. Selv efter en uge sammen med ham var det stadig spændende bare at sige hans navn. Hver aften var han dukket op hjemme ved hendes hus omkring solnedgang og havde stået og ventet med hænderne i lommerne og jakkekraven slået op. Enten gik de tur i tusmørket, eller satte sig på verandaen og talte sammen. Selv om der ikke blev sagt noget om det, vidste Elena at det var Stefans måde at sikre sig at der hele tiden var andre i nærheden. For at beskytte min ære, som det hedder, tænkte Elena med et skævt smil, men samtidig foruroligede det hende en smule, for inderst inde vidste hun at der stak mere under.

„Han overlever nok en enkelt aften uden dig,“ sagde Bonnie i et tonefald som en af Askepots onde stedsøstre. „Og hvis du først begynder at tale med ham, kan du ikke rive dig løs, og jeg vil altså gerne hjem sådan nogenlunde til spisetid.“

„Hej, mr. Shelby,“ sagde Elena til pedellen, som stadig stod tålmodigt og ventede. Til hendes forbløffelse kneb han det ene øje i og blinkede muntert til hende. Hun så sig om. „Hvor er Meredith?“

„Her!“ Meredith dukkede op bag hende med en papæske der bugnede af plasticfoldere og notesblokke. „Jeg har hentet alt det her i dit garderobeskab.“

„Er I her så alle sammen?“ spurgte mr. Shelby. „Godt, husk nu at låse døren efter jer, så uvedkommende ikke føler sig fristet til at liste ind på skolen fordi de ser der er lys.“

Bonnie standsede på vej ind ad døren. „Er De sikker på at der ikke allerede er nogen derinde?“ spurgte hun ængsteligt.

Elena gav hende et skub mellem skulderbladene. „Skynd dig nu lidt,“ sagde hun. „Som du selv sagde, vi skulle gerne være hjemme til aftensmaden.“

„Der er ingen derinde,“ sagde mr. Shelby og smilede skævt under overskægget. „Men bare råb op hvis der er et eller andet. Jeg er i nærheden.“

Døren faldt i bag dem med et tungt brag.

„Arbejde,“ sagde Meredith resigneret og stillede papæsken fra sig på gulvet.

Elena nikkede og så sig om i den store, tomme sal. Hvert år holdt elevrådet en gyserfest, hvis formål var at rejse penge til dets aktiviteter. Elena havde været menigt medlem af udsmykningskomiteen i de sidste to år sammen med Bonnie og Meredith, men i år var hun formand, og det gjorde det hele lidt anderledes. Det var pludselig hende som skulle tage beslutninger på alles vegne, og festen skulle gerne blive vellykket. Hun kunne ikke tillade sig at gentage det der var blevet gjort de andre år.

Spøgelseshuset blev normalt indrettet i lagerbygningen på byens store tømmerplads, men på grund af den sidste tids overfald var man blevet enige om at skolens gymnastiksal var sikrere. For Elena betød det at hun skulle udtænke dekorationer der skjulte alle salens vægge, og nu var der ikke mere end tre uger til allehelgensaften.

„Her er faktisk temmelig uhyggeligt,“ sagde Meredith stille.

Hun havde ret. Der var noget dystert ved det store, tomme rum, tænkte Elena. Uvilkårligt sænkede hun stemmen.

„Lad os måle op først,“ sagde hun.

Deres fodtrin rungede hult da de gik ned gennem salen.

„Godt,“ sagde Elena da de var færdige. „Og så i gang med resten.“

Hun følte en besynderlig uro og prøvede at ryste den af sig. Det var fjollet. Hvad kunne der ske her i skolens gymnastiksal, hvor hun havde Bonnie og Meredith ved siden af sig, mens fodboldholdet trænede et par hundrede meter fra bygningen?

De satte sig på en af tilskuerrækkerne med notesblokke og kuglepenne. Elena og Meredith studerede skitserne af dekorationerne fra de foregående år, mens Bonnie bed i sin kuglepen og så sig tankefuldt om.

„Her har vi gymnastiksalen,“ sagde Meredith og tegnede et rektangel på sin blok. „Og herovre skal folk komme ind. Hvis vi nu anbringer Det Blodige Lig hernede for enden ... hør, hvem skal for resten være Det Blodige Lig i år?“

„Træner Lyman, tror jeg. Han klarede det fint sidste år, og så får hans tilstedeværelse fodboldfyrene til at opføre sig nogenlunde ordentligt.“ Elena pegede på tegningen. „Vi afskærmer en plads her til Det Middelalderlige Torturkammer. Så går de lige fra det og ind i Værelset Med De Levende Døde ...“

„Jeg synes at vi også skal have noget med druider,“ brød Bonnie pludselig ind.

„Have hvad?“ spurgte Elena og vinkede afværgende da Bonnie gjorde mine til at råbe det højt. „Jaja, nu husker jeg hvad det var. Men hvorfor?“

„Fordi det var dem der opfandt allehelgensaften. Det er rigtigt. Oprindelig var den en af deres helligdage, hvor de tændte bål og anbragte udhulede frugter med lys inden i rundt omkring for at skræmme de onde ånder væk. De troede at det var på den dag at grænsen mellem døde og levende var lettest at overskride. Og deres ceremonier var temmelig uhyggelige, kan jeg forsikre jer. De udførte menneskeofringer. Vi kunne jo ofre træner Lyman.“

„Det er faktisk en god idé,“ sagde Meredith. „Vi kan fremstille Det Blodige Lig som et menneskeoffer – med stenalter, lang kniv og fordybninger med blod rundt om. Og når man så kommer helt hen til ham, sætter han sig pludselig op.“

„Og giver folk et hjerteslag,“ sagde Elena, men hun måtte indrømme at det var et udmærket forslag. Afgjort skræmmende. Hun blev en smule utilpas ved tanken. Alt det blod ... men det ville selvfølgelig ikke være andet end ketchup.

De to andre var også blevet eftertænksomme. Fra drengenes omklædningsrum inde ved siden af hørte de lyden af brusere, skramlen med garderobedøre og utydelige stemmer.

„Træningen er forbi,“ mumlede Bonnie. „Det må være mørkt udenfor nu.“

„Og vores store helt står under bruseren,“ sagde Meredith, kiggede på Elena og skød det ene øjenbryn i vejret. „Har du lyst til et kig?“

„Ja, selvfølgelig,“ lo Elena, og det var kun halvt ment i spøg. Hun så sig om. Atmosfæren i gymnastiksalen havde ændret sig på en eller anden måde, og hun ønskede at Stefan var her. „Har I hørt mere om Vickie?“ spurgte hun pludselig.

„Jeg har hørt at hun er blevet sendt til psykiater,“ sagde Bonnie.

„Psykiater? Hvorfor det?“

„Tjah ... jeg går ud fra at de tror hun lider af hallucinationer. Og jeg har hørt at hun har nogle modbydelige drømme om natten.“

„Jaså,“ sagde Elena. Støjen fra drengenes omklædningsrum fortog sig, og hun hørte yderdøren smække. Hallucinationer, tænkte hun. Hallucinationer og mareridt. Hun kom pludselig til at tænke på den aften på kirkegården, hvor Bonnie havde skræmt dem alle sammen og fået dem til at flygte for noget de ikke kunne se.

„Vi må hellere komme tilbage til arbejdet,“ sagde Meredith, og Elena blev nærværende og nikkede.

„Vi kunne jo også indrette en ... kirkegård,“ sagde Bonnie som om hun lige havde læst Elenas tanker. „Her i Spøgelseshuset, mener jeg.“

„Nej!“ sagde Elena skarpt. „Vi holder os til det vi allerede har,“ tilføjede hun i et roligere tonefald og bøjede sig over sin notesblok igen.

Endnu en gang hørtes der ikke andet end kuglepennenes svage kradsen og papirets raslen.

„Godt,“ sagde Elena til sidst. „Nu mangler vi bare at måle de forskellige sektioner op. Vi må have én om bag tilskuerrækkerne ... Hvad nu?“

Lyset flimrede og svandt ind til halv styrke.

„Åh nej! Ikke nu!“ udbrød Meredith.

Lyset flimrede igen, gik helt ud og kom lidt efter tilbage, igen for halv kraft.

„Jeg kan overhovedet ikke se hvad jeg har siddet og lavet,“ sagde Elena og viftede utålmodigt med sin blok. Da hun vendte sig mod Bonnie og Meredith, var deres ansigter kun et par hvide, udflydende ovaler.

„Der må være noget galt med nødgeneratoren,“ sagde Meredith. „Jeg henter mr. Shelby.“

„Kan vi ikke bare slutte nu og gøre det færdigt i morgen?“ spurgte Bonnie ængsteligt.

„Det er lørdag i morgen,“ sagde Elena. „Og vi skulle have været færdige med det her allerede i sidste uge.“

„Jeg henter Shelby,“ gentog Meredith. „Kom, Bonnie, du går med.“

„Kan vi ikke gå alle sammen ...“ begyndte Elena, men Meredith afbrød hende.

„Hvis vi alle sammen går ud og ikke finder ham, kan vi ikke komme ind igen. Kom nu, Bonnie, vi skal jo ikke udenfor.“

„Jamen, der er så mørkt herinde.“

„Der er mørkt overalt. Det er aften, ikke? Kom nu, når vi er to sammen, kan der ikke ske noget.“ Hun halede den modvillige Bonnie med sig hen til døren. „Elena, lad nu være at lukke nogen ind.“

„Som om det skulle være nødvendigt at sige det,“ sagde Elena. „Det kunne aldrig falde mig ind.“

Hun åbnede døren og blev stående og så efter dem. Da de var et par utydelige skygger i korridoren, gik hun ind i gymnastiksalen igen og smækkede døren i lås efter sig.

Nå, det her var et kønt roderi, som hendes mor altid havde sagt. Hun gik hen til papæsken og gav sig til at lægge foldere og notesblokke ned i den. I denne belysning så hun dem kun som utydelige skygger. Der hørtes ingen lyde, bortset fra dem hun selv fremkaldte, og hendes åndedræt. Hun var alene i den store, tomme sal ...

Nogen iagttog hende.

Hun kunne ikke forklare hvordan hun vidste det, men hun var helt sikker i sin sag. Et eller andet sted i mørket stod der nogen og holdt øje med hende. Øjne i mørket, havde den gamle mand sagt. Vickie havde sagt det samme. Og nu mærkede hun dem også.

Hun vendte sig med et ryk, holdt vejret og stirrede ind i skyggerne. Angsten borede i hende. Hun var sikker på at hvis hun gav den mindste lyd fra sig, ville det der lurede i mørket kaste sig over hende.

Langsomt lod hun blikket glide rundt, men hun hverken så eller hørte noget som helst.

Tilskuerbænkene var brede, udflydende streger som fortabte sig i mørket, og den fjerneste ende af salen var bare en uformelig, grå tåge. Mørk tåge, tænkte hun, og mærkede hvordan alle hendes muskler spændtes. Hun lyttede desperat. Hvad var det? Den svage, hvislende lyd? Det er indbildning. Lad det være min indbildning. Lad det være ...

Pludselig blev hun helt klar i hovedet. Hun måtte ud herfra, og det skulle være med det samme. Hendes fantasi spillede hende ikke et puds. Hun var i alvorlig fare herinde. Noget lurede i mørket, noget ondt som ønskede at slå kløerne i hende. Og nu var hverken Bonnie eller Meredith hos hende.

Et eller andet bevægede sig i skyggerne.

Skriget frøs fast i hendes hals. Hendes muskler var også frosne, lammet af rædslen – og af en ukendt kraft. Hun så hjælpeløst til mens en del af mørket tog form og bevægede sig langsomt frem mod hende. Det så virkelig ud som om det var selve mørket der trak sig sammen og blev til en skikkelse, en menneskelig skikkelse – en ung mand.

„Du må meget undskylde at jeg skræmte dig.“

Han havde en behagelig stemme og talte med en svag accent som hun ikke kunne placere. Men hun hørte tydeligt at han ikke lød spor beklagende.

Hendes lettelse var så voldsom at den næsten gjorde ondt. Hun sank sammen i kroppen og hørte hvordan luften hvislede ud af hendes lunger i et langt, pibende pust.

Det var bare en ung mand, en tidligere elev eller en af mr. Shelbys hjælpere. En ganske almindelig ung mand der smilede svagt, som om det morede ham at han havde været ved at skræmme livet af hende.

Ganske almindelig ... og dog. Han så forbløffende godt ud. Ansigtet virkede meget blegt i det svage lys, men hun så at han havde fine og regelmæssige, næsten perfekte træk under det kraftige, mørke hår. De kindben var som en billedhuggers idealbillede. Og han havde været næsten usynlig fordi han var helt klædt i sort: sorte, bløde støvler, sorte cowboybukser, en sort sweater og sort, kort læderjakke.

Det svage smil lå stadig om hans mund. Elenas lettelse afløstes af vrede.

„Hvordan er du kommet ind?“ spurgte hun skarpt. „Og hvad bestiller du her? Ingen må komme ind i gymnastiksalen!“

„Jeg kom ind ad døren,“ sagde han. Stemmen var dæmpet og kultiveret, men hun anede stadig hans munterhed, og den irriterede hende.

„Alle døre er låst!“ sagde hun anklagende.

Han løftede øjenbrynene og smilede åbenlyst. „Er de?“

Elena mærkede et stik af angst. De små hår i hendes nakke rejste sig. „Det skulle de i hvert fald være,“ sagde hun med den koldeste stemme hun kunne mønstre.

„Du er vred på mig,“ sagde han. „Jeg har jo bedt om undskyldning fordi jeg forskrækkede dig.“

„Jeg blev ikke forskrækket!“ vrissede hun. Han var nedladende, som om hun var et barn der skulle trøstes af én som var langt ældre og mere erfaren. Det gjorde hende endnu mere vred. „Jeg blev bare overrasket,“ fortsatte hun. „Hvilket ikke er så mærkeligt, når nogen lusker rundt i mørket på den måde.“

„Der sker interessante ting i mørket ... i hvert fald af og til.“ Han morede sig stadig over hende. Hun så det tydeligt i hans øjne. Også de var usædvanlige, næsten sorte, men med et mærkeligt lys der fik dem til at virke som en bundløs afgrund man kunne falde ned i uden chance for at komme op igen.

Det gik op for hende at hun stirrede på ham. Hvorfor blev lyset ikke tændt igen? Hun ville ud herfra. Hun flyttede sig om bag enden af tilskuerbænken og lagde de sidste foldere ned i papæsken. Ikke mere arbejde i aften. Nu gjaldt det bare om at komme ud i en fart.

Den fortsatte tavshed gjorde hende nervøs. Han stod bare uden at røre sig og så på hende. Hvorfor sagde han ikke noget?

„Ledte du efter nogen?“ Det irriterede hende at hun ikke kunne lade være at spørge.

Han stirrede stadig på hende, og hans mærkelige øjne gjorde hende mere og mere utilpas. Hun sank noget.

Hans øjne fæstnede sig ved hendes mund. „Ledte efter nogen? Ja, det gjorde jeg.“

„Hvad?“ Hun kunne ikke huske hvad hun havde spurgt om. Varmen skød op i hendes kinder. De brændte som om hun havde feber. Hun følte sig underligt svimmel. Hvis han bare ville holde op med at se sådan på hende ...

„Ja, jeg ledte efter nogen,“ gentog han lidt højere. Pludselig tog han et skridt frem, så kun den bageste kant af tilskuerbænken adskilte dem.

Elena kunne ikke få vejret. Han stod så tæt på. Tæt nok til at række ud og røre ved hende. Hun mærkede et svagt pust af aftershave og duften af hans læderjakke. Og hans øjne fastholdt stadig hendes – hun kunne ikke vende sig fra dem. Hun havde aldrig set øjne som dem, midnatsmørke, med pupiller som en kats. De fyldte hele hendes synsfelt da han bøjede sig frem mod hende. Hun lukkede øjnene halvt, ude af stand til at se tydeligt længere. Hendes hoved sank bagover. Hendes læber åbnede sig halvt.

Nej! I næste sekund vred hun hovedet til siden og følte det som om hun lige var trådt tilbage fra kanten af en dyb afgrund. Hvad er det jeg gør? tænkte hun chokeret. Jeg var lige ved at lade ham kysse mig! En fuldstændig fremmed som jeg har mødt for nogle få minutter siden!

Men det var ikke det værste. Noget helt utroligt var sket. I de få minutter havde hun glemt alt om Stefan.

Men nu fyldte tanken om ham hendes bevidsthed, og længslen efter ham var som en fysisk smerte.

Hun sank noget, bed sig i læben og trak vejret dybt.

„Jeg går nu,“ sagde hun så roligt og værdigt hun kunne. „Der er ingen andre end mig her, så du må hellere give dig til at lede et andet sted.“

Han stirrede på hende med et mærkeligt udtryk hun ikke kunne tyde. En blanding af ærgrelse og modvillig respekt – og noget hedt og indædt som skræmte hende på en helt anden måde.

Han sagde ikke noget før hun stod med hånden på dørhåndtaget. Hans stemme var dæmpet og alvorlig, helt uden den tidligere munterhed. „Måske har jeg allerede fundet vedkommende ... Elena.“

Hun vendte sig, overrasket over at høre sit navn, men hun så ikke andet end det tomme mørke.