Kapitel 13

 

Elena stod omgivet af voksne og politifolk og ventede på en mulighed for at smutte af sted. Hun vidste at Matt havde fået advaret Stefan i tide – det fortalte hans ansigt – men han havde endnu ikke haft mulighed for at komme så tæt hen til hende at de kunne tale sammen.

Da alles opmærksomhed endelig samledes om den dræbte, kantede hun sig langsomt hen til Matt.

„Stefan slap ud i tide,“ sagde Matt dæmpet, med øjnene rettet mod de voksne. „Men jeg lovede ham at tage mig af dig, og jeg synes du skal blive her.“

„Tage dig af mig?“ spurgte Elena mistænksomt. Så nikkede hun. „Jeg forstår, men Matt, jeg må altså ud at vaske hænder. Bonnie fik smurt blod på dem. Jeg kommer om et øjeblik.“

Han skulle til at protestere, men hun var allerede på vej væk.

Hun løftede de rødplettede hænder som forklaring da hun nåede døren til pigernes omklædningsrum, og den lærer som stod på vagt foran den lod hende slippe forbi. Elena ikke så meget som så i retning af håndvaskene. Hun gik tværs gennem omklædningsrummet og lukkede sig stilfærdigt ud i mørket.

 

Fjols! Tåbe! Idiot! Stefan væltede en bogreol, så indholdet spredtes over gulvet. Blinde tåbe! Hvordan kunne du være så dum?

Finde dig en plads her? Blive accepteret som en af dem? Han burde have sin hjerne undersøgt. Kun en galning kunne tro at det var muligt.

Han løftede en af de store kufferter og kylede den tværs igennem værelset. Den bragede mod væggen og knuste et vindue. Tåbe. Idiot.

Hvem var efter ham? Alle, havde Matt sagt. Hele banden. Der er sket et nyt overfald ... De tror du har gjort det.

Desværre tydede det på at de denne gang havde ret, disse almindelige dødelige svæklinge med deres angst for alt ukendt og fremmed. Hvilken anden forklaring fandtes der på det som var sket? Han havde mærket svagheden, de hvirvlende, grå tåger, og derefter var mørket skyllet ind over ham. Da han vågnede, lå Matt på knæ ved siden af ham og fortalte ham at endnu et menneske var blevet overfaldet, og denne gang havde det ikke kun kostet vedkommende blod, men livet. Hvem andre end han, Stefan, kunne have gjort det?

For han var en dræber. Gennemsyret af ondskab. En mørkets skabning, dømt til at leve i skjul for evigt. Hvorfor så ikke dræbe? Hvorfor ikke følge sin natur? Når han ikke kunne lave om på den, hvorfor så ikke give efter for den? Han følte en vild trang til at slippe mørkets kræfter løs på denne by som hadede ham, på de mennesker som jagede ham i dette øjeblik.

Men først ... han var tørstig. Hans årer brændte som et netværk af udtørrede, hede tråde. Han havde brug for næring ... snart ... nu.

 

Alt lys var slukket i pensionatet. Ingen reagerede på Elenas banken. Der lød en dæmpet rumlen højt over hendes hoved. Det tordnede stadig, men der var endnu ikke faldet regn.

Da hun havde hamret løs for tredje gang, tog hun i døren. Den gled op. Indenfor var alting stille og bælgmørkt. Hun famlede sig frem til trappen og gik op ad den.

Der var lige så mørkt på afsatsen til første sal, men det lykkedes hende at finde værelset med døren til den indre trappe. Hun så et svagt lys oppe for enden af trappen og gik op mod det med en kvælende fornemmelse af at væggene trak sig sammen om hende.

Lyset skinnede ud under den lukkede dør til Stefans værelse. Hun bankede forsigtigt på.

„Stefan!“ hviskede hun. Intet svar. Hun hævede stemmen: „Stefan, det er mig, Elena!“

Stadig intet svar. Hun åbnede døren og stak hovedet ind.

„Stefan ...“

Han var der ikke.

Alting i værelset lå hulter til bulter. Det så ud som om en orkan var gået igennem det og havde revet alt med sig. De store rejsekufferter lå rundt omkring, væltet og halvt åbne, så indholdet flød ud på gulvet. Et af vinduerne var knust. Alle Stefans ejendele, alt det han havde passet så omhyggeligt på, lå spredt som affald i hele værelset.

Rædslen greb Elena. Hun var ikke i tvivl om at han selv havde gjort det. Og voldsomheden var ikke til at tage fejl af. En der kan lide voldsomheder, havde Tyler sagt.

Jeg er ligeglad, sagde hun indædt til sig selv. Jeg er ligeglad med alt. Jeg tror ikke på at du er morder, Stefan. Men hvor er du?

Lugen i loftet stod åben, og det blæste koldt fra den. Elena blev grebet af en uhyggelig tanke. Taget. Der var så langt ned fra tagterrassen ... Havde Stefan ...

Stigen var smal og stejl, og den lange kjole gjorde det ikke lettere at komme op ad den. Hun kantede sig langsomt op gennem lugen, klatrede ud på taget på hænder og knæ og rejste sig langsomt. Hun så en mørk skikkelse henne i det ene hjørne og gik hurtigt hen mod den.

„Stefan, jeg måtte komme ...“ begyndte hun og blev afbrudt af et knitrende lyn, netop som skikkelsen vendte sig mod hende med et sæt. Og pludselig så hun alle sine forudanelser og mareridt blive til virkelighed. Den rædsel der greb hende var så stor at hun ikke engang kunne skrige.

Nej ... nej ... Hun nægtede at tro sine egne øjne. Hun ville ikke se det. Ikke tro det. Det kunne ikke være rigtigt.

Men hun var ude af stand til at tvinge blikket væk. Og selv om hun kunne have lukket øjnene, ville billedet have stået tydeligt og klart på hendes nethinde – som om det flakkende lyn havde ætset det fast.

Stefan. Han var i den sorte læderjakke og havde slået kraven op. Vinden fik det mørke hår til at flagre om hans hoved. Han krøb sammen i en rovdyragtig stilling, og hans ansigt var fortrukket i en grotesk maske af raseri.

Og blodet. Hans mund var oversmurt med blod. Det trådte skarpt frem mod hans hvide hud og de blottede tænder. I hænderne holdt han en due, hvis hoved dinglede slapt. En anden lå for hans fødder som et sammenkrøllet lommetørklæde han havde smidt fra sig.

„Nej ... nej ...“ hviskede Elena og rykkede langsomt baglæns.

Hendes hjerne nægtede simpelt hen at anerkende det hun så. Det kunne ikke være rigtigt. Hun følte det som om hun var ved at sprænges. Det svimlede for hende.

„Nej ... nej ...“

„Elena!“ Stefans stemme. Stefans ansigt der dukkede frem af rovdyrmasken, et ansigt som lyste af chok og desperation. „Elena, du må ikke ...“

Hun gispede og fortsatte baglæns. Skriget arbejdede i hendes strube, men hun kunne ikke få en lyd frem. Væk. Hun ville bare væk.

„Elena, pas dog på!“ Stefans ansigt nærmede sig. De grønne øjne glødede. Hun kastede sig bagud da han tog endnu et skridt og rakte ud efter hende. Hans fingre strejfede hendes hår, de fingre som havde kærtegnet hende så blidt ...

„Rør mig ikke!“ gispede hun. Og så skreg hun da hun stødte mod tagterrassens jerngelænder. Det var over hundrede år gammelt og næsten rustet igennem flere steder. Det gav efter for hendes vægt. Hun hørte den skærende lyd af bristet metal og en tør knagen af træværk. I næste sekund faldt hun baglæns ud i tomheden.

Hun så skyerne hvirvle over sit hoved, og hun susede nedad og spændte kroppen mod stødet når hun ramte jorden.

Men stødet kom aldrig. Pludselig lå hans arme om hende i et fast greb. Et blødt bump, fornemmelsen af hans krop, og så faldt omgivelserne til ro.

Meget langsomt løftede hun hovedet og kiggede sig omkring. Endnu en gang havde hun svært ved at tro på det hun så. Hun var faldet ned fra tagterrassen på et treetagers hus, og alligevel var hun i live og havde ikke fået en skramme. Hun stod i haven midt mellem nedfaldne blade som dækkede græsplænen der hvor hendes kvæstede krop skulle have ligget.

Hun løftede hovedet og så på den der holdt hende oppe. Stefan.

Der var sket for meget denne aften. Hun var ikke i stand til at reagere på mere. Hun stirrede bare på ham fuld af dyb undren.

Hans øjne lyste af sørgmodighed. De øjne som lige havde glødet så intenst var nu mørke og tomme, blottet for ethvert håb. Hun havde set det samme blik hos ham den første aften i hans værelse, men nu var håbløsheden dybere, for den var blandet med sorg og selvhad og bitter fordømmelse.

Hun kunne ikke holde det ud.

„Stefan,“ hviskede hun og mærkede hvordan sørgmodigheden forplantede sig til hendes egen bevidsthed.

Hun kunne stadig se blodpletter omkring hans mund, men nu kaldte de på hendes medlidenhed. At være så ensom, så fremmedartet og ensom ...

„Stefan,“ gentog hun.

„Kom,“ sagde han stille og førte hende tilbage til huset.

 

Stefan blev skamfuld da de kom op på hans værelse og han genså ødelæggelserne. Det værste var at Elena havde set det. Men måske var det bedst at hun fik set hvem han virkelig var, hvad han kunne gøre.

Hun gik som en søvngænger hen til sengen og satte sig på den.

„Fortæl mig det,“ sagde hun, løftede hovedet og så ham i øjnene.

Han lo kort og bittert. Hun for sammen ved lyden, og det gjorde hans selvforagt større. „Hvad vil du vide?“ spurgte han, satte foden på en væltet kuffert og stirrede næsten trodsigt på hende. „Hvem der har gjort det her? Det har jeg.“

„Du er stærk,“ sagde hun og så på den store, tunge kuffert. Hun vendte blikket mod loftet og huskede hvad der var sket på taget. „Og hurtig.“

„Stærkere end noget almindeligt menneske,“ sagde han og lagde med vilje eftertryk på det sidste ord. Hvorfor veg hun ikke tilbage for ham nu? Hvor var den afsky han havde set i hendes ansigt for et øjeblik siden? Han var ligeglad med hvad hun tænkte nu. „Mine reflekser er hurtigere, og min modstandskraft er større. Det er en nødvendighed. Jeg er en jæger,“ tilføjede han hæst.

Noget i hendes øjne huskede ham på hvad han havde foretaget sig da hun afbrød ham. Han tørrede sig om munden med bagsiden af hånden og gik derefter hurtigt hen og tog det glas vand som stod på bordet ved siden af sengen. Han kunne mærke hendes øjne mens han tømte glasset og derefter tørrede sig om munden igen. Nej, han var ikke ligeglad med hvad hun tænkte. Det betød stadig alverden for ham.

„Du kan spise og drikke ... andre ting,“ sagde hun.

„Ja, men jeg behøver det ikke,“ sagde han stille og træt. „Jeg har ikke brug for noget andet. Jeg er ...“

Han afbrød sig selv. Han så at hun rystede over hele kroppen, men hendes øjne veg ikke fra hans, og blikket var fast. „Fortæl mig hvad du er, Stefan. Jeg har ret til at vide det.“

Han nikkede. Hun havde ret. „Ja,“ sagde han. Han stirrede på den knuste rude et øjeblik før han vendte sig mod hende. Hans stemme var tonløs. „Jeg er født i sidste halvdel af det femtende århundrede. Tror du mig?“

Hun så rundt på de genstande han havde fejet ned fra kommoden med en hidsig bevægelse – guldflorinerne, bægeret med de indlagte agater, den lange, slanke dolk.

„Ja,“ svarede hun dæmpet. „Jeg tror dig.“

„Og vil du vide mere? Skal jeg fortælle dig hvordan jeg er blevet den jeg er?“ Hun nikkede, og han vendte sig igen mod vinduet. Hvordan kunne han fortælle hende det? Han havde undgået alle spørgsmål og forklaringer så længe at det var blevet en indgroet vane. Der var kun én måde at undgå udflugter på: at sige sandheden direkte, uden forsøg på at lægge skjul på noget som helst. Lægge alt det frem for hende som han aldrig havde vovet at betro nogen anden.

Med øjnene rettet mod mørket udenfor begyndte han at fortælle. Hans stemme var tonløs, helt uden følelser, og han valgte sine ord omhyggeligt. Han fortalte hende om sin far, den stovte renæssanceskikkelse, og om Firenze og deres store gods på landet. Han berettede om sine studier og ambitioner, og om sin bror, der var så forskellig fra ham, og den uvilje der herskede mellem dem.

„Jeg ved ikke om Damon og jeg på noget tidspunkt har været venner, eller i det mindste som almindelige brødre,“ sagde han. „Jeg husker i hvert fald ikke andet end hans had. Det skyldtes måske at min mor aldrig kom sig rigtigt efter min fødsel. Hun døde nogle få år senere. Damon elskede hende meget højt, og jeg har altid haft på fornemmelsen at han gav mig skylden for hendes død.“ Han tav og sank noget. „Og senere kom pigen.“

„Den pige som jeg minder dig om?“ spurgte Elena. Han nikkede. „Hende som gav dig ringen?“

Han kiggede på sin hånd med sølvringen, løftede hovedet og mødte hendes øjne. Langsomt stak han hånden ind under skjorten og tog den ring frem han havde hængende i kæden om halsen.

„Ja, det var hendes ring,“ sagde han. „Uden en sådan talisman omkommer vi i sollyset. Det svider os til døde som flammer.“

„Så var hun ... ligesom dig?“

„Hun gjorde mig til det jeg er.“ Langsomt og haltende fortalte han hende om Katherine. Om hendes skønhed og sødme og om sin kærlighed til hende. Og om Damons. „Hun var alt for blid og troskyldig. Hendes hengivenhed omfattede alle, selv min bror. Men til sidst sagde vi til hende at hun måtte vælge mellem os, og så ... kom hun til mig.“

Erindringen om den nat vendte tilbage og stod lyslevende for ham. Hun var kommet til ham, og han havde været så lykkelig, så fuld af glæde og betagelse. Han forsøgte at beskrive sin sindstilstand for Elena, finde de rigtige ord. Den nat havde været den lykkeligste i hans liv, og glæden holdt sig da han vågnede næste morgen og så at hun havde forladt hans seng ...

 

Det hele forekom ham som en drøm, men de to små mærker i hans hals var virkelige nok. Det overraskede ham at de ikke smertede det mindste, og at de næsten allerede var helet. De sad så langt nede på halsen at hans skjortekrave skjulte dem.

Jeg har hendes blod i mine årer nu, tænkte han, og hans glæde voksede. Hun havde givet ham sin styrke. Hun havde valgt ham.

Hans glæde var så stor at han endog kunne smile til Damon da de mødtes på det aftalte sted i haven samme aften. Damon havde været ude hele dagen, men han kom præcis på det aftalte tidspunkt, lænede sig skødesløst mod et træ og rettede på sit ene ærmeopslag. Katherine var ikke kommet endnu.

„Hun er nok lidt træt,“ sagde Stefan med blikket rettet mod den mørknende himmel. Han gjorde hvad han kunne for at holde selvtilfredsheden ude af sin stemme. „Måske trænger hun til mere hvile end normalt.“

Damon sendte ham et skarpt blik. „Det kan tænkes.“ Det så ud som om han ville tilføje noget mere, men han tog sig i det og tav.

Så hørte de lette trin i gruset, og Katherine dukkede frem mellem de velplejede hække. Hun var i sin hvide kjole og smuk som en engel.

Hun smilede til dem begge. Stefan gengældte høfligt smilet og lod kun øjnene tale. Han forholdt sig afventende.

„I bad mig vælge,“ sagde Katherine og så fra den ene til den anden. „Og nu er timen kommet til at afsløre mit valg.“

Hun løftede hånden, den med ringen, og Stefan så at dens sten havde samme blå farve som aftenhimlen. Det var som om Katherine altid bar en del af natten med sig.

„I har begge set denne ring,“ fortsatte hun stille. „Og I ved at uden den ville jeg dø i sollyset. Det er ikke let at få fremstillet en sådan talisman, men heldigvis ved min kammerpige Gudrun hvordan det skal gøres, og der findes mange dygtige guldsmede i Firenze.“

Stefan forstod ikke rigtigt hvor hun ville hen med denne lange indledning. Hans undren voksede, men så vendte hun sig og smilede til ham.

„Og derfor har jeg en gave til dig.“ Hun så ham ind i øjnene, tog hans hånd og lagde en lille genstand i den. Det var en ring magen til hendes egen, men den var større og kraftigere og af sølv i stedet for guld. „Du behøver den for at kunne gå ud i solen,“ sagde hun. „Ikke endnu, men det varer ikke længe.“

Stoltheden gjorde ham stum. Han ville tage hendes hånd for at kysse den og derefter omfavne hende for øjnene af Damon. Men Katherine vendte sig fra ham.

„Og til dig har jeg også en gave,“ fortsatte hun, og Stefan nægtede at tro sine egne ører. Den varme og hengivenhed i hendes stemme kunne umuligt gælde hans bror. „Du vil også snart behøve dens beskyttelse.“

Stefan stirrede. Katherine rakte Damon en ring nøjagtig magen til hans egen. Et øjeblik var han fuldstændig lammet.

„Katherine ...“ Han kunne næsten ikke få ordene frem. „Hvordan kan du få dig selv til at give ham den? Du kom til mig ...“

„Tænk, gjorde hun?“ snerrede Damon. „Hun kom også til mig!“

Han krængede sin skjortekrave ned og fremviste to små sår nederst på halsen. Stefan stirrede på dem og blev grebet af en kvalmende fornemmelse. De var identiske med de mærker der sad på hans egen hals.

Han rystede vantro på hovedet. „Men Katherine ... det var ingen drøm. Du kom til mig ...“

„Jeg kom til jer begge,“ sagde Katherine med et smil der lyste af stilfærdig og oprigtig glæde. „Det har svækket mig, men jeg er glad for at jeg gjorde det. Forstår I det ikke?“ Hun så fra den ene til den anden. De stirrede tavse på hende, alt for lammede til at få et ord frem. „Dette er mit valg! Jeg elsker jer begge, og jeg vil ikke give afkald på nogen af jer. Nu kan vi alle tre være sammen og leve lykkeligt ...“

„Lykkeligt ...!“ gispede Stefan.

„Ja, nu hører vi sammen for altid.“ Glæden gjorde hendes øjne blanke. „Vi skal altid være sammen, vi bliver aldrig syge og aldrig gamle. Det er det valg jeg har truffet.“

„Leve lykkeligt ... med ham i min nærhed?“ Damons stemme dirrede, og hans ansigt lyste hvidt af raseri. „Med denne knægt, denne dydsdragon? Jeg kan dårligt udholde synet af ham nu, og mit højeste ønske er at jeg fra dette øjeblik aldrig skal hverken se ham eller høre hans stemme igen!“

„Og jeg havde næret det samme håb med hensyn til dig, min kære bror,“ snerrede Stefan. Raseriet og hadet truede med at sprænge ham. Dette var Damons fejl. Han havde forgiftet Katherines sind så hun ikke vidste hvad hun gjorde. „Og jeg har den største lyst til at sikre mig at det bliver sådan.“

Damon blottede tænderne i et spottende grin. „Så hent din kårde, hvis du ellers kan huske hvor du har lagt den fra dig,“ hvæsede han og tog et skridt frem.

„Damon, Stefan, hold op!“ Katherine sprang ind imellem dem og greb Stefan i armen. Hun stirrede fortvivlet fra den ene til den anden. „Hvordan kan I tale sådan til hinanden? I er jo brødre!“

„Ikke med min gode vilje,“ erklærede Damon hadefuldt.

„Jamen, kan I da ikke slutte fred med hinanden? For min skyld? Damon ... Stefan? Vil I ikke nok?“

Noget i Stefan var parat til at give efter ved synet af det desperate udtryk i Katherines ansigt, men jalousien og den sårede stolthed var for stærk, og hans ansigtsudtryk var lige så ubøjeligt som Damons.

„Nej, det kan vi ikke,“ sagde han. „Du må vælge, Katherine. Jeg vil aldrig dele dig med ham!“

Katherine slap hans arm. Tårerne strømmede ned over hendes kinder og plettede den hvide kjole. Hun snappede efter vejret, samlede skørtet om sig og løb sin vej så hurtigt hun kunne.

 

„Og så tog Damon den ring hun havde givet ham og satte den på sin finger,“ sagde Stefan hæst. „»Hun bliver min,« sagde han til mig, vendte sig og gik.“

Hans ansigt var fortrukket. Elena sad på sengen og iagttog ham med øjne der lignede Katherines så meget. Især nu, hvor de var fyldt med sorg og fortvivlelse. Men Elena løb ikke sin vej.

„Hvad skete der så?“

Stefan knyttede hænderne og vendte sig fra vinduet med et ryk. Hvad der skete ... Det var den erindring han frem for nogen anden ikke ønskede at vække til live. Han kunne ikke holde ud at tænke på den, og endnu mindre at tale om den.

„Nej,“ sagde han. „Nej, jeg kan ikke.“

„Du skal fortælle mig det,“ sagde hun dæmpet. „Det er enden på historien, ikke sandt, Stefan? Det er det du går og gemmer på og er bange for at lade nogen se. Men du må ikke standse nu, Stefan.“

Han veg tilbage. Det mørke hul gabte foran ham. Det dyb hvor han omhyggeligt havde anbragt mindet om den dag for så længe siden. Den dag hvor det hele havde fundet sin afslutning – hvor det hele var begyndt.

Elena tog hans hånd og knugede den. Hendes øjne fastholdt hans. „Fortæl mig det,“ sagde hun.

„Du vil vide hvad der skete? Hvad der blev af Katherine?“ hviskede han. Hun nikkede, bange, men uden tøven. „Godt, så skal jeg fortælle dig det. Hun døde dagen efter. Damon og jeg dræbte hende.“