Kapitel 14

 

Elena fik gåsehud over hele kroppen.

„Det passer ikke,“ sagde hun med dirrende stemme. Hun huskede synet af blodet om hans mund oppe på tagterrassen og måtte beherske sig for ikke at vige tilbage i afsky. „Det kan ikke være rigtigt. Du ...“

Han så ud som om han ikke hørte hende. Hans øjne var fjerne, stirrede mod et punkt langt væk.

„Den nat lå jeg i min seng og håbede hele tiden på at hun ville komme. De første forandringer var allerede begyndt. Jeg så bedre i mørke, og det virkede også som om min hørelse var blevet skarpere. Jeg følte mig langt stærkere end før. Og jeg var sulten.

Det var en sultfornemmelse jeg aldrig havde forestillet mig. Det jeg havde spist og drukket ved aftensbordet var langtfra nok til at tilfredsstille den. Først undrede det mig, men pludselig blev mit blik hængende ved en af tjenestepigernes hvide hals, og så forstod jeg hvad der var sket.“ Han trak vejret dybt. „Jeg modstod trangen til at drikke blod den nat, men det krævede hele min viljestyrke. Jeg tænkte på Katherine og bad til at hun ville komme. Bad!“ Han udstødte en bitter latter. „Som om nogen gud vil lytte til en skabning som mig.“

Elena knugede hans hånd. „Fortsæt, Stefan.“

Nu voldte det ham ikke vanskeligheder at tale. Det virkede som om han havde glemt hendes tilstedeværelse og fortalte historien til sig selv.

„Næste morgen var lysten til blod endnu stærkere. Det føltes som om mine årer var tørre og sprukne og skreg efter væde. Jeg vidste at jeg ikke kunne stå imod ret meget længere.

Jeg gik til Katherines kammer. Jeg ville bede hende hjælpe mig, tigge hende om det ... men Damon stod allerede uden for hendes dør, og jeg kunne se at han ikke havde forsøgt at modstå trangen til blod. Glansen i hans hud og hans lette, ubesværede bevægelser fortalte alt. Han lignede en kat der lige havde tømt en skål med fløde.

Men han havde ikke været hos Katherine. »Du kan banke lige så tosset du vil,« sagde han til mig. »Den kvindelige drage inden for døren slipper dig ikke forbi. Jeg har prøvet. Skal vi forene vores kræfter og tilintetgøre hende?«

Jeg ville ikke svare ham. Det selvtilfredse, smiskende udtryk i hans ansigt vakte min afsky. Jeg hamrede på døren som for at vække ...“ Han tav og gav en kort, glædesløs latter fra sig. „Jeg var lige ved at sige »som for at vække de døde«. Men de er slet ikke så vanskelige at vække, vel?“ Han rystede på hovedet og fortsatte:

„Katherines kammerpige, Gudrun, åbnede døren. Hendes ansigt var hvidt og fladt som en tallerken, og hendes øjne lignede sorte glaskugler. Jeg spurgte om jeg måtte tale med hendes herskerinde og ventede at høre hende sige at Katherine stadig sov, men i stedet så hun først på mig og derefter på Damon.

»Jeg ville ikke sige noget til ham,« sagde hun. »Men du må gerne få det at vide. Katherine er her ikke. Hun gik ned i haven tidligt i morges. Hun sagde at hun havde så meget at tænke over.«

Det overraskede mig. »Tidligt i morges?« spurgte jeg.

»Ja,« svarede hun. Hun stirrede fra Damon til mig, og man kunne tydeligt se at hun helst ville være fri for os begge to. »Katherine har haft en urolig nat. Hun har grædt næsten hele tiden.«

Jeg blev mærkelig til mode da hun sagde det. Det var ikke alene skam og dårlig samvittighed fordi jeg havde været med til at gøre Katherine så fortvivlet. Det var også frygt. Jeg glemte både min sult og min svaghed. Ja, selv mit had til Damon. Noget sagde mig at det gjaldt om at finde Katherine så hurtigt som muligt. Jeg sagde det til Damon, og til min forbløffelse nikkede han uden videre.

Vi gav os til at gennemsøge haven og kaldte på Katherine. Jeg husker med smertelig tydelighed hvordan alting så ud den dag. Solen skinnede klart ned over havens cypresser og pinjetræer. Damon og jeg blev mere og mere febrilske mens vi søgte. Vi kaldte og kaldte ...“

Stefan tav. Elena mærkede hvordan hans hånd dirrede i hendes greb. Han trak vejret i korte stød.

„Vi havde næsten været igennem haven fra ende til anden, da jeg kom i tanke om et bestemt sted som Katherine altid havde holdt meget af. Det lå lidt afsides, en lav mur ved siden af et citrontræ. Jeg begyndte at gå ned mod det og kaldte på hende. Men da jeg kom nærmere, svigtede stemmen mig. En forfærdelig forudanelse gjorde mig stum. Og jeg vidste at jeg ikke ... ikke skulle gå ...“

„Stefan!“ gispede Elena. Han knugede hendes fingre som om han ville knuse dem. Hans skælven blev voldsommere. „Stefan! Det gør ondt!“

Han viste ingen tegn på at han havde hørt hende. „Det var som et mareridt ... alting foregik pludselig så langsomt. Alt i mig skreg at jeg skulle blive hvor jeg var. Men jeg måtte gå frem, og med hvert skridt voksede min angst. Og jeg mærkede lugten. Lugten af brændt kød. Jeg ville ikke gå derhen, ville ikke se det ... men mine fødder ... mine fødder fortsatte ... de nægtede at adlyde min vilje ... de gik frem ... frem ...“

Hans stemme skingrede. Øjnene var store og opspilede som et forskrækket barns. Elena lagde sin fri hånd over hans og knugede den.

„Stefan, Stefan. Rolig. Du er der ikke. Du er her, hos mig.“

„Jeg vil ikke se det ... men jeg kan ikke lade være at kigge. Der ligger noget hvidt under træet. Tving mig ikke til at kigge på det!“

„Stefan! Stefan, se på mig!“

Han hørte hende ikke. Hans ord kom i raspende stød, som om de trængte sig frem uden hans kontrol.

„Jeg vil ikke gå nærmere ... men jeg gør det alligevel. Jeg ser træet, muren. Og det hvide. Stof, kantet med guld. Det ligger under træet, halvt skjult bag det. Det er Katherines kjole. Jeg går om bag træet og ser den. Katherines kjole ... men Katherine er der ikke. Måske har hun bare spillet os et puds. Men ... så ser jeg at kjolen er fuld af aske. Det ligner almindelig aske, som den jeg har set i kaminen, men i luften hænger lugten af brændt kød. Lugten giver mig kvalme. Jeg er ved at besvime. Ved kjolens højre ærme ligger et stykke papir, og på en sten et lille stykke derfra ser jeg en ring. En ring med en blå sten. Katherines ring.“ Han tav og lagde hovedet tilbage. Så råbte han pludselig: „Katherine, hvad har du gjort?“

Han slap Elenas fingre, faldt på knæ og skjulte ansigtet i hænderne.

Elena slog armene om ham og knugede ham ind til sig. „Katherine havde taget ringen af,“ sagde hun. Det var ikke et spørgsmål. „Hun gik ud i solen.“

Han lå længe ind mod hende uden at røre sig. Langsomt faldt han til ro. Da han omsider løftede hovedet og gav sig til at tale, lød hans stemme grødet, men han lod til at være vendt tilbage til nuet.

„Det lille stykke papir var et brev til Damon og mig. Hun skrev at hun havde været egoistisk i sit ønske om at beholde os begge to. Hun kunne ikke udholde tanken om at være den der skilte os, og hun håbede at vi ville finde hinanden når hun var forsvundet. Hun havde gjort det for at Damon og jeg skulle blive venner igen. Smukt ... og rørende naivt, ikke sandt? Vi havde aldrig været venner. Det var bare ikke gået op for hende.“

Elena strøg ham over håret. „Jeg forstår hvor frygteligt det må have været for dig,“ sagde hun. „Men kan du ikke se at det hun gjorde var forkert? Det var tilmed egoistisk, og det var hende selv der valgte den frygtelige udvej. På en måde havde det intet med dig og Damon at gøre.“

Stefan rystede på hovedet. Han nægtede at se sandheden i hendes ord. „Hun ofrede sit liv for vores skyld. Vi dræbte hende.“ Han rettede sig op. „Damon kom hen bag mig. Han tog brevet og læste det ... og så gik han vist fra forstanden. Det gjorde vi begge. Jeg havde samlet Katherines ring op, og han prøvede at tage den fra mig. Det skulle han aldrig have gjort. Vi sloges. Vi sagde frygtelige ting til hinanden, gav hinanden skylden for det der var sket. Jeg husker ikke hvordan vi kom tilbage til huset, men pludselig stod jeg med min kårde i hånden. Vi sloges som vilde. Jeg ville vansire hans arrogante, spottende ansigt, dræbe ham. Jeg kan huske at vi hørte min fars råben, og det fik os til at slås endnu mere vildt for at få afgjort kampen inden han nåede frem og standsede os.

Vi var begge dygtige fægtere, oplært af de bedste fægtemestre min far kunne finde, men Damon havde altid været stærkere end mig, og den dag virkede han også hurtigere ... som om han havde forandret sig mere end jeg i løbet af natten. Og netop som min far kom brasende ind for at skille os, gled Damons klinge uden om min parade og gik ind i mit hjerte.“

Elena gispede, men han fortsatte uden ophold:

„Jeg mærkede tydeligt hvordan stålet borede sig tværs igennem mig. Det var et hårdt, direkte stød. Jeg blev slap som en kludedukke og faldt til jorden. Og sådan ... døde jeg.“

Han så på Elena og gjorde en lille, hjælpeløs bevægelse. Elena sad som stivnet. Den kolde knude fra tidligere på aftenen havde bredt sig til hele hendes krop.

„Damon bøjede sig over mig. Jeg kunne høre min fars råben og skrig fra tjenestefolkene, men alt hvad jeg så var Damons ansigt. De mørke øjne var som to pletter måneløs nat. Jeg ville slukke livet i dem for det han havde gjort mod mig, og mod Katherine.“ Han sad stille og så frem for sig et øjeblik. Så fortsatte han næsten drømmende: „Hvordan jeg stadig kunne sanse med et gennemboret hjerte ved jeg ikke. Det skyldtes vel forandringen efter at have blandet blod med Katherine. Og med mine sidste kræfter løftede jeg kården og jog den i hjertet på min bror.“

 

Uvejret var trukket over, og gennem det knuste vindue hørte Elena fårekyllingernes piben og vindens sagte hvislen i træerne. I Stefans værelse var alting stille.

„Da jeg vågnede, lå jeg i min grav,“ sagde Stefan. Han lænede sig væk fra hende og lukkede øjnene. Hans ansigt var fortrukket, men det barnligt drømmende udtryk var forsvundet. „Både Damon og jeg havde fået tilstrækkeligt af Katherines blod til at vi ikke kunne dø rigtigt. I stedet forandrede vi os. Vi vågnede side om side i vores grav, klædt i vores bedste tøj. Vi var for svage til at gøre hinanden mere fortræd. Og vi var omtågede og havde ingen klar erindring om hvad der var sket. Jeg råbte til Damon, men han sprang op og løb ud i natten.

Heldigvis havde vi fået de ringe Katherine havde givet os med i graven. Jeg fandt hendes egen ring i min lomme.“ Han løftede fraværende hånden og strøg over ringen under skjorten. „De må have troet hun havde foræret mig den.

Som sagt var jeg omtåget og svag, og jeg gjorde noget dumt. Jeg forsøgte at gå hjem. Tjenestefolkene skreg ved synet af mig og styrtede af sted for at hente en præst. Jeg flygtede. Til det eneste sted hvor jeg var i sikkerhed ... til mørket.

Og der har jeg levet lige siden. Det er dér jeg hører til, Elena. Jeg dræbte Katherine med min stolthed og jalousi, og jeg dræbte Damon med mit had. Men jeg gjorde noget værre end at dræbe min bror. Jeg dømte ham til fortabelse.

Hvis han havde fået lov at leve, ville han have haft en chance. Med tiden ville Katherines blod i hans årer svækkes, og han kunne være blevet normal igen. Ved at dræbe ham dømte jeg ham til at leve i mørket. Jeg berøvede ham den eneste chance for redning.“ Stefan lo bittert. „Ved du hvad »Salvatore« betyder på italiensk, Elena? Det betyder »Frelseren«. Det var mit efternavn, og mit fornavn har jeg fra den første kristne martyr, Sankt Stefan. Og jeg dømte min bror til fortabelsen.“

„Nej,“ sagde Elena. „Han dømte sig selv. Sagde du ikke at du tydeligt kunne se han ikke havde modstået fristelsen til at drikke blod? Han ville være blevet ved. Katherines blod havde aldrig fået lejlighed til at svækkes. Og du ville have haft den samme chance hvis han ikke havde dræbt dig. Men hvad skete der med ham bagefter?“

„Et stykke tid strejfede han rundt med en flok landsknægte, brutale og hensynsløse lejesoldater som levede af at røve og plyndre. Han drog tværs gennem landet sammen med dem, plyndrede og myrdede og drak sine ofres blod.

Jeg levede skjult i byen på det tidspunkt, strejfede rundt som en udmagret køter og levede af blodet fra de dyr jeg kunne fange. I lang tid hørte jeg intet til Damon, men så en dag lød hans stemme i min bevidsthed.

Han var langt stærkere end jeg, fordi han drak menneskeblod og dræbte. Mennesker har den stærkeste livsessens af alle skabninger, og deres blod giver kraft. Og da Damon dræbte mennesker og sugede deres livskraft til sig, var han langt bedre udrustet til at udnytte kraften end jeg.“

„Kraften? Hvilken kraft?“ spurgte Elena. En tanke var ved at tage form i hendes hjerne.

„Styrke, og hurtighed, for eksempel. En skærpelse af alle sanser, især om natten. Det er de grundlæggende egenskaber. Vi kan også ... sanse andres bevidsthed. Mærke når nogen er i nærheden af os, og somme tider læse deres tanker. Vi kan skabe forvirring i svagere sind, bøje dem efter vores vilje. I dag vil man vel kalde det en slags hypnose. Men der er mere. Hvis vi får tilstrækkeligt med menneskeblod, kan vi nå så langt som til at skifte skikkelse, forvandle os til dyr. Og jo flere man dræber, jo større kraft suger man til sig.

Damons stemme lød meget klar og stærk. Han fortalte at han nu var kaptajn for sit eget kompagni landsknægte, og at han havde ladet sig hverve til Firenzes byvagt. Hvis han fandt mig i byen, ville han dræbe mig. Jeg troede ham og skyndte mig at forlade Firenze. Jeg har kun mødt ham et par gange siden dengang, og hver gang har truslen været den samme – forsvind eller bliv dræbt. Damon har hele tiden været den stærkeste. Han har ladet sig helt opsluge af sin natur, og han nyder dens mørkeste sider.

Men jeg har den samme natur. Det samme mørke findes i mig. Jeg troede jeg kunne overvinde det, men det mislykkedes igen og igen. Det var derfor jeg kom her til Fell's Church. Jeg håbede at jeg kunne undslippe mørket hvis jeg slog mig ned i en lille by, fjernt fra alle gamle minder. Og resultatet har du set her i aften. Jeg har dræbt en mand.“

„Nej,“ sagde Elena bestemt. „Det tror jeg ikke på.“ Hans historie havde fyldt hende med rædsel og medlidenhed ... og angst. Det kunne hun ikke nægte. Men hendes afsky var forsvundet, og hun var i hvert fald sikker på én ting: Stefan var ingen morder. „Hvad skete der her i aften? Skændtes du med Tanner?“

„Jeg ... husker det ikke,“ indrømmede han tonløst. „Jeg brugte min kraft for at overtale ham til at spille rollen som menneskeoffer i Druideværelset. Derefter gik jeg. Men pludselig blev jeg grebet af svaghed, og alting forsvandt i tåger.“ Han så hende direkte i øjnene. „Som det er sket før. Sidste gang på kirkegården, lige ved siden af kirken, den aften Vickie Bennett blev overfaldet.“

„Men det var ikke dig. Det kunne du ikke finde på ... Stefan?“

„Jeg ved det ikke,“ svarede han hæst. „Jeg husker intet. Hvordan kan der være nogen anden forklaring? Og jeg drak blod fra den gamle mand under broen den nat du og de andre flygtede fra kirkegården. Jeg ville have svoret på at jeg ikke tog så meget at det kunne skade ham, men han var lige ved at dø. Og jeg var i nærheden da både Vickie og Tanner blev overfaldet.“

„Men du husker ikke noget om at du har angrebet dem,“ sagde Elena lettet. Den mistanke som var begyndt at vokse i hendes sind var nu næsten blevet til vished.

„Hvilken forskel skulle det gøre? Hvem kan ellers have gjort det?“

„Damon,“ sagde Elena.

Det gav et sæt i ham, og hun så hvordan hans skuldre spændtes. „Det er en tiltalende tanke. I begyndelsen håbede jeg selv på at det kunne være forklaringen. At der var en anden som jeg, måske endda min bror. Men jeg har søgt med hele min kraft uden at finde noget. Den simpleste forklaring er at det må være mig.“

„Nej, du misforstår mig,“ sagde Elena. „Jeg tænker ikke på at det kan være én der er som Damon. Det er Damon. Han er her, i Fell's Church. Jeg har selv set ham.“

Stefan stirrede lamslået på hende.

„Det kan ikke være andre end ham.“ Hun trak vejret dybt. „Jeg har set ham to gange, måske tre. Du har lige fortalt mig en lang historie, Stefan. Nu er det min tur til at fortælle.“

Så hurtigt og enkelt som muligt fortalte hun hvad der var sket i gymnastiksalen og den aften i Bonnies hus. Hun så ham bide munden sammen da hun beskrev hvordan Damon havde forsøgt at kysse hende. Hun blev varm i kinderne ved tanken om hvordan hun nær havde givet efter for ham, men hun udelod intet.

Også kragen beskrev hun, og alle de andre mærkelige ting der var sket efter at hun kom hjem fra Frankrig.

„Og jeg er næsten sikker på at Damon var i Spøgelseshuset her i aften,“ sluttede hun. „Lige efter at du var blevet utilpas og gik ind i drengenes omklædningsrum, passerede en skikkelse tæt forbi mig. Han var klædt ud som Døden med sort kutte og en stor hætte der faldt frem så jeg ikke kunne se hans ansigt, men der var noget bekendt ved hans bevægelser. Det var ham, Stefan. Jeg er helt sikker nu. Damon var i gymnastiksalen.“

„Men det forklarer ikke de andre gange. Vickie og den gamle mand. Jeg drak jo af den gamle mands blod.“ Stefan rystede på hovedet, som om han var bange for at håbe.

„Men du sagde selv at du ikke tog så meget at det kunne skade ham. Hvem ved hvad der skete med ham efter at du var gået? Ville det ikke være den letteste sag af verden for Damon at overfalde ham? Især hvis han har holdt øje med dig hele tiden, måske i en anden skikkelse ...“

„Som for eksempel en krage,“ mumlede Stefan.

„Netop, som en krage. Og hvad Vickie angår ... Du sagde at du kan skabe forvirring i andres sind, tvinge dem til at gøre som du ønsker. Kan Damon ikke have gjort det mod dig? Forvirret dig som du kan forvirre et almindeligt menneske?“

„Jo, og skjule sin tilstedeværelse for mig.“ Der var et voksende håb i Stefans stemme. „Det er derfor han ikke har besvaret mine kontaktforsøg. Han ville ...“

„Han ville have at alting skulle gå netop som det er gået. Få dig til at tro at du er en dræber. Men det passer ikke, Stefan. Kan du ikke se det? Du behøver ikke være bange mere.“ Hun rejste sig, fuld af glæde og lettelse. Der var trods alt kommet noget godt ud af denne frygtelige aften. „Det er derfor du har været så fjern over for mig, er det ikke?“ Hun rakte hænderne ud mod ham. „Fordi du er bange for hvad du kan finde på. Men nu er der ingen grund til frygt længere.“

„Ikke?“ Han trak vejret stødvist igen, og han stirrede på hendes hænder som om det var et par giftslanger. „Der er ingen grund til at være bange? Det er måske Damon der står bag overfaldene og mordet på Tanner, og han er stærk nok til at forvirre mig i kortere perioder, men han har ingen kontrol over mine tanker. Og du har ingen anelse om hvad jeg tænker om dig.“

„Du ønsker ikke at gøre mig fortræd,“ sagde Elena roligt.

„Ikke? Der har været tidspunkter, selv når vi sad midt i klassen, hvor synet af din hvide hals har fristet mig så stærkt at jeg har været lige ved at kaste mig over dig for øjnene af dem alle sammen.“ Han stirrede på hendes hals med et blik der mindede om Damons, og hendes hjerte begyndte at dunke.

„Du behøver ikke at tvinge mig,“ sagde hun. Hun kunne føle sin puls overalt nu. I håndleddene, i albuerne og i halsen. „Jeg har truffet min beslutning, Stefan. Jeg ønsker det selv.“

Han holdt vejret et øjeblik. „Du ved ikke hvad du taler om,“ sagde han grødet.

„Jo, det tror jeg. Du har fortalt mig hvordan det var med Katherine. Sådan ønsker jeg at det skal være mellem os. Jeg mener ikke at jeg vil have dig til at forvandle mig. Men det kan også gøres uden at det sker, ikke sandt? Jeg ved hvor højt du elskede Katherine, men hun er væk nu, og jeg er her. Og jeg elsker dig, Stefan. Jeg vil være hos dig.“

„Du ved ikke hvad du taler om!“ gentog han med et plaget udtryk i øjnene. „Hvis jeg først giver efter, hvad skulle så forhindre mig i at forvandle dig, måske dræbe dig? Det er en besættelse hvis styrke du ikke kan forestille dig. Har du endnu ikke forstået hvad jeg er, hvad jeg kan gøre?“

Hun så på ham uden at blinke. Hendes ro syntes at tirre ham ud over alle grænser.

„Har du ikke set nok? Skal jeg vise dig mere? Kan du slet ikke forestille dig hvad der kan ske hvis jeg mister selvbeherskelsen?“ Han gik hen til den kolde kamin og tog et stykke brænde som var tykkere end Elenas håndled. Med en hurtig bevægelse brækkede han det i to stykker som om det var en tændstik. „Dine skrøbelige knogler,“ sagde han.

I nærheden af kaminen lå en af puderne fra sengen. Han greb den og flåede lange rifter i dens silkebetræk med neglene. De skar sig igennem som barberblade. „Din bløde hud.“ Derefter bevægede han sig frem mod Elena med utrolig hurtighed. Hans hænder lukkede sig om hendes skuldre før hun opfattede hvad der skete. Han stirrede hende ind i ansigtet, og med en rovdyragtig hvæsen fejede han håret væk fra hendes hals og trak læberne tilbage.

Det var den samme snerren hun havde set på taget, med de utroligt spidse og skarpe tænder der gled frem som ved et tryk på en knap. Det var rovdyrtænder. „Din hvide hals.“ Hans stemme lød grødet.

Elena stod som lammet et øjeblik. Så rakte hun op og lagde hænderne om hans ansigt. Hans kinder føltes kølige mod hendes håndflader. Hun holdt ham sådan, blidt som for at irettesætte ham for det hårde greb om hendes nøgne skuldre. Og hun så forvirringen brede sig langsomt over hans ansigt, da det gik op for ham at hun ikke gjorde modstand eller prøvede på at skubbe ham fra sig.

Elena ventede indtil forvirringen havde nået hans øjne og udtrykket i dem næsten var tryglende. Så trak hun hans ansigt ned mod sit. Begge trak vejret hurtigt nu, i samme hastige rytme. Elena mærkede hvordan han begyndte at skælve da tanken om Katherine blev for uudholdelig. Derefter pressede hun langsomt og blidt hans hoved med den snerrende mund ned mod sin egen.

Han prøvede at gøre modstand, men hendes blidhed var stærkere end hans overmenneskelige styrke. Hun lukkede øjnene og kyssede rovdyrmunden der havde truet hende for et øjeblik siden.

Hun mærkede forandringen i hans munds hårde linjer da han gav efter for hendes blidhed. Det hårde greb om hendes skuldre slappedes og blev til en omfavnelse. Og hun vidste at hun havde vundet.

„Du vil aldrig gøre mig fortræd,“ hviskede hun.

Hun kyssede ham igen, og derefter skubbede hun langsomt hans mund ned mod sin hals. Hans læber kærtegnede hendes hud, og så mærkede hun hans tænders skarpe bid.

Smerten forsvandt næsten øjeblikkelig og afløstes af en fryd der fik hende til at dirre over hele kroppen.

Omsider så hun op i hans ansigt, et ansigt der nu var helt åbent.

„Stoler du på mig?“ hviskede han.

Hun nikkede, og han rakte ud efter noget ved siden af sengen. Det var dolken. Hun betragtede den uden angst og så igen på hans ansigt.

Uden at tage sine øjne fra hendes trak han dolken ud af skeden og skar en lille rift i overgangen mellem sin hals og skulder. Elena spærrede øjnene op ved synet af blodet der piblede frem, men hun gjorde ikke modstand da han pressede hendes ansigt frem mod det. Hendes mund lukkede sig over såret.

Bagefter sad de tavse i lang tid og lyttede til fårekyllingerne og vinden udenfor. Omsider rørte han på sig.

„Jeg ville ønske at du kunne blive her,“ hviskede han. „Blive her for altid. Men det er umuligt.“

„Jeg ved det,“ svarede hun stille. „I morgen, Stefan. I morgen.“ Hun lagde hovedet mod hans skulder. „Og hvad der end sker, så hører vi sammen. Sig at du tror på det.“

„Jeg tror på det, Elena,“ mumlede han med ansigtet skjult i hendes hår. „Hvad der end sker.“