Kapitel 15

 

Så snart Stefan havde sat Elena af hjemme ved hendes hus, kørte han mod skoven og efterlod vognen det samme sted hvor han havde parkeret den efter den første skoledag.

Derefter prøvede han at finde den rute han havde fulgt til lysningen hvor han havde set kragen.

Hans jagtinstinkt hjalp ham. Han var i stand til at genkalde sig konturerne af bestemte buske og rødder som stak frem fra jorden, og inden længe stod han i lysningen mellem de gamle egetræer.

Her. Et sted under laget af nedfaldne blade lå måske endnu resterne af den kanin han havde dræbt.

Han trak vejret dybt, stod helt stille og samlede al sin kraft, hvorefter han lod sin bevidsthed søge ud mod omgivelserne.

Og for første gang siden ankomsten til Fell's Church fornemmede han en fjern sitren der kunne være et svar. Den befandt sig bare så langt væk og var så usikker at han ikke kunne spore den.

Han sukkede opgivende, vendte sig ... og standsede brat.

Damon stod lænet til det største træ i lysningens udkant. Han havde armene over kors, og det så ud som om han havde stået der i flere timer.

„Så er det altså rigtigt,“ sagde Stefan sammenbidt. „Det er længe siden, Damon.“

„Ikke så længe siden som du tror,“ svarede Damon henkastet. „Jeg har holdt øje med dig i årenes løb.“ Han børstede en stump bark væk fra ærmet på sin læderjakke. „Men det har du selvfølgelig aldrig bemærket. Din kraft er så svag som nogen sinde.“

„Forsigtig, Damon,“ advarede Stefan. „Jeg er ikke i humør til dine små gættelege i aften.“

„Så dydsdragonen har tabt tålmodigheden? Kan det virkelig lade sig gøre? Men jeg kan tænke mig at det skyldes min lille udflugt på dit territorium. Jeg gjorde det kun for at være i nærheden af dig. Som brødre bør vi holde sammen.“

„Du har dræbt i aften. Og du prøvede at få mig til at tro at jeg havde gjort det.“

„Er du helt sikker på at det ikke var dig? Måske var vi fælles om det. Forsigtig!“ udbrød Damon da Stefan tog et skridt frem mod ham. „Jeg er heller ikke i det allerbedste humør. Jeg fik kun en indtørret historielærer. Du fik en køn pige.“

Stefan bed tænderne sammen. „Hold dig fra Elena,“ hviskede han med en sådan indædthed at Damon studsede. „Hold dig langt fra hende, Damon. Jeg ved at du har udspioneret hende, men nu er det nok. Hvis du vover dig i nærheden af hende igen, kommer du til at fortryde det.“

„Du har altid været så selvisk. Det er din store fejl, kære bror.“ Damon sendte ham et strålende smil. „Men heldigvis er den skønne Elena en mere gavmild natur. Har hun fortalt dig om vores små møder? Første gang var hun nær ved at overgive sig til mig på stedet.“

„Du lyver!“

„Nej, nej, min kære bror. Jeg lyver af og til, men aldrig når det gælder noget betydningsfuldt. Eller mener jeg noget ubetydeligt? Under alle omstændigheder var din skønne hjerter dame tæt ved at dåne i mine arme. Jeg tror hun kan lide mænd i sort.“ Han smilede og fortsatte: „Du tager helt fejl af hende, min ven. Du tror hun er en sød og medgørlig størrelse som Katherine. Det er hun ikke. Hun er slet ikke noget for dig, min kære, helgenagtige bror. Hun er fuld af ild og stål som du ikke aner hvad du skal stille op med.“

„Men det gør du, antager jeg.“

Damon slog ud med armene. „Åh ja, det kan du tro.“

Stefan måtte beherske sig for ikke at kaste sig over ham og knuse smilet i hans ansigt. „Du har ret på et punkt,“ sagde han sammenbidt. „Hun er stærk. Stærk nok til at holde dig på afstand. Og det vil hun gøre, nu hvor hun ved hvem du er. Den eneste følelse du kan vække hos hende er inderlig afsky.“

Damons øjenbryn skød i vejret. „Er det? Lad os nu se. Måske vil den ægte nat tiltale hende langt mere end dit skrøbelige tusmørke. Jeg er i det mindste ingen hykler. Jeg er ikke bange for at se min natur i øjnene. Men jeg er bekymret for dig, kære bror. Du ser svag og underernæret ud. Hun giver dig ikke hvad du har brug for, vel?“

Dræb ham, forlangte en indre stemme. Dræb ham, bræk hans hals, flå hans strube til blodige trevler. Men Stefan vidste at Damon havde drukket dybt her i nat. Hans sorte aura pulserede af den kraft han havde suget til sig.

„Ja, jeg drak dybt,“ sagde Damon tilfreds, som om han læste Stefans tanker. Han sukkede og vædede sine læber med tungen. „Han var en lille, mager spirrevip, men der var forbløffende meget blod i ham. Han var ikke køn som Elena og han duftede bestemt ikke nær så godt. Men det er altid opløftende at føle nyt og frisk blod bruse gennem sine årer.“

Damon trak vejret dybt, rettede sig og trådte væk fra træet. Hans bevægelser var bløde og glidende som en stor kats. Stefan huskede de bevægelser, men de var blevet yderligere forfinet gennem årene.

„Det fylder én med energi,“ fortsatte Damon og gik hen til et ungtræ som stod et par skridt væk.

Det var halvanden gang højere end han selv, og da han greb om stammen, kunne hans fingre ikke nå helt rundt om den. Han smilede til Stefan og flåede ungtræet op med rode. Duften af våd muld slog op fra hullet i jorden. Damon slyngede træet i en bue gennem luften med en skødesløs bevægelse af underarmen.

„Her er kedeligt. Jeg bryder mig ikke videre om at være her,“ sagde han. „Og når man keder sig, kan man også finde på dette.“

Et flimmer af hurtig bevægelse, og Damon var forsvundet. Stefan så sig om, men kunne ikke få øje på ham noget sted.

„Heroppe, kære bror.“

Stefan løftede hovedet og så Damon sidde på en af egetræets grene. En ny flimren, fulgt af en hvislen i bladene, og Damon forsvandt igen.

„Bag dig, kære bror.“

Stefan snurrede rundt, men så ikke andet end det tomme mørke.

„Herovre.“

Han snurrede rundt igen. Stadig kun mørke.

„Så prøv da her.“

Rasende hvirvlede Stefan rundt endnu en gang og langede ud, men hans fingre greb i den tomme luft.

Her, Stefan. Denne gang lød stemmen inde i hans hoved, og dens styrke rystede ham. Det krævede en vældig kraft at projicere tanker så klart. Han vendte sig langsomt og så Damon stå skødesløst lænet til det store egetræ i lysningens udkant.

Men denne gang var der ingen munterhed i hans øjne. De var sorte og bundløse, og munden stod som en streg i hans ansigt.

Behøver jeg give dig flere beviser, Stefan? Jeg er mere end dobbelt så stærk som dig. Jeg er hurtigere, og jeg har andre kræfter at trække på, kræfter hvis eksistens du dårligt nok aner. Den Gamle Kraft, Stefan. Og jeg er ikke bange for at bruge den. Hvis du sætter dig op mod min vilje, vil jeg ikke tøve med at bruge den mod dig.

„Er det derfor du er kommet? For at plage mig?“

Plage dig? Jeg har været blid imod dig, kære bror. Jeg kunne have dræbt dig ved utallige lejligheder, men hver gang har jeg valgt at spare dit liv. Men denne gang er det anderledes. Damon trådte væk fra træet og fortsatte med sin normale stemme: „Jeg advarer dig, Stefan. Sæt dig ikke op imod mig. Det kan være lige meget hvad jeg kom her efter. Nu vil jeg have Elena, og hvis du prøver at forhindre mig i at få hende, dræber jeg dig.“

„Du er velkommen til at prøve,“ sagde Stefan. Raseriet brændte i ham stærkere end nogen sinde. Det lyste som en hel galakse af stjerner, og han vidste at det på en eller anden måde truede Damons mørke.

„Så du tror du kan vinde? Du bliver aldrig klogere, vel, min kære bror?“

Stefan nåede lige at opfatte Damons svage hovedrysten. Så var han over ham. Hans hænder lukkede sig om hans skuldre. Stefan kæmpede vildt for at gøre sig fri, men Damons fingre var som stål.

Stefan langede desperat ud i et forsøg på at ramme det følsomme område under Damons kæbe. Det nyttede intet. Hans arme blev tvunget om bag ryggen, og han hang hjælpeløs som en fanget fugl i kattens kløer.

Han gjorde sig helt slap og prøvede derpå med et pludseligt ryk at gøre sig fri og sætte et slag ind, men de grusomme hænder strammede blot deres greb og lammede alle hans anstrengelser. Det var ynkeligt.

Du har altid været stædig. Måske kan dette overbevise dig.

Damons øjne var som de mørke vinduer i pensionatet. Han greb Stefan i håret og tvang hans hoved bagud, blottede hans hals.

Stefan kæmpede som en besat. Opgiv det dog, lød stemmen i hans hoved, og så følte han det glødende jag fra Damons tænder. Han mærkede det hjælpeløse jagtoffers ydmygelse, og derefter smerten da blodet blev suget ud af hans krop mod hans vilje.

Han nægtede at give efter for smerten som voksede og voksede, så det føltes som om hans sjæl var ved at blive flået ud af kroppen. Glødende jag strålede ud fra det sted hvor Damons tænder havde bidt sig fast. Svimmelheden greb ham, og han begyndte at glide over i bevidstløsheden.

Så slap de grusomme hænder ham brat, og han tumlede tungt om på jorden. Gispende efter vejret kæmpede han sig møjsommeligt op på hænder og knæ.

„Der ser du, kære bror. Dine kræfter er ingenting ved siden af mine. Jeg er stærk nok til at tage dit blod og dit liv hvis jeg ønsker det. Overlad Elena til mig, eller du er død.“

Stefan så op. Damon stod med hovedet kastet tilbage og fødderne lidt fra hinanden som en sejrherre der var parat til at sætte foden på nakken af sit nedlagte bytte. De sorte øjne lyste af triumf, og Stefans blod glinsede på hans læber.

Et altædende had vældede op i Stefan. Det fik al hans tidligere raseri og modvilje til at blegne i sammenligning. I mange år havde samvittigheden plaget ham på grund af det han havde gjort mod sin bror, og gang på gang havde han ønsket at han kunne gøre det godt igen. Nu var han parat til at gøre det hele om igen, og han ville gøre det med glæde.

„Elena er ikke din,“ stødte han frem og rejste sig langsomt for at skjule hvor stor anstrengelse det kostede ham. „Og hun bliver det aldrig.“

Han vendte ryggen til Damon og gik sin vej. Det krævede al hans viljestyrke og koncentration ikke at vakle. Det gjorde ondt i hvert eneste led og hver muskel, men skamfølelsen og ydmygelsen var langt værre end den fysiske smerte. Jord og visne blade havde sat sig fast på hans tøj, men han forsøgte ikke at børste sig ren. En forkert bevægelse ville få ham til at miste balancen.

Du bliver aldrig klogere, kære bror.

Stefan fortsatte uden at svare, bed tænderne sammen og koncentrerede sig om at holde benene i bevægelse. Endnu et skridt. Et til. Og endnu et.

Hvis han dog bare kunne hvile et øjeblik ... sætte sig ned ... bare et par minutter ...

Endnu et skridt. Og et til. Han måtte være i nærheden af bilen nu. Tørre blade knitrede under hans fødder, og så hørte han den samme knitren bag sig.

Han forsøgte at vende sig med et ryk, men hans reflekser var sløvede. Og den bratte bevægelse var for meget for ham. Mørket væltede ind over ham. Han tumlede forover og ind i det, og alting forsvandt.