Kapitel 16

 

Elena hastede af sted mod skolen med en fornemmelse af at hun havde været væk fra den i årevis. Den foregående aften virkede som noget fra hendes tidlige barndom, noget hun kun havde en vag erindring om. Men hun vidste at hun i dag ville komme til at stå ansigt til ansigt med dens konsekvenser.

Hun havde allerede fået en forsmag på hvad der ventede – med tante Judith. Hendes tante var blevet frygteligt forskrækket da naboerne fortalte hende om mordet på skolen, og det blev endnu værre da ingen kunne fortælle hende hvor Elena befandt sig. Da Elena kom hjem ved totiden om morgenen, var tante Judith ude af sig selv af bekymring.

Og Elena havde ikke været i stand til at komme med forklaringer. Alt hvad hun kunne sige var at hun havde været sammen med Stefan og at hun vidste han var uskyldig, selv om alle troede det modsatte. Resten – alt hvad der ellers var sket – måtte hun beholde for sig selv. Tante Judith ville aldrig have troet hende. Eller forstået hende.

Elena havde sovet over sig og vidste at hun ville komme for sent. Alle andre var i skole. Himlen over hende var grå og overskyet. Det blæste, og vinden tog til. Hun var desperat efter at se Stefan. Hun havde haft mareridt om ham det meste af natten.

Især en af drømmene havde forekommet uhyggeligt livagtig. Han stirrede på hende med vrede, anklagende øjne og holdt en bog op foran hende. »Hvordan kunne du gøre det, Elena?« spurgte han. »Hvordan kunne du?« Han smed bogen for hendes fødder, vendte sig og gik sin vej. Hun råbte efter ham, tiggede ham om at standse, men han fortsatte uden at vende sig og forsvandt i mørket. Da hun kiggede ned, så hun at bogen for hendes fødder var indbundet i blåt bind. Det var hendes dagbog.

Et dirrende stød af vrede gik igennem hende ved tanken om hvordan dagbogen var forsvundet. Men hvad kunne drømmen betyde? Havde hun skrevet noget som kunne gøre Stefan så rasende?

Hun vidste det ikke. Alt hvad hun vidste var at hun måtte se ham, tale med ham. Høre hans stemme.

Hun løb op ad trappen, og da hun var kommet indenfor, gik hun gennem de næsten mennesketomme korridorer mod det klasseværelse hvor Stefan sad. Han havde latin i første time. Hvis bare hun fik et glimt af ham, ville hun føle sig meget bedre tilpas.

Men han var ikke i klassen. Gennem dørens lille vindue så hun at hans plads stod tom. Matt var der, og synet af ham skræmte hende. Han vendte gang på gang hovedet og stirrede mod Stefans plads med et ansigt der lyste af bekymring.

Elena vendte sig, fortsatte gennem korridoren og gik op ad trappen til sit eget klasseværelse. Alle drejede hovederne og stirrede da hun åbnede døren, og hun skyndte sig indenfor og satte sig på den ledige plads ved siden af Meredith.

Miss Halpern tav et øjeblik, kiggede på hende og fortsatte derefter undervisningen. Elena bøjede sig hen mod Meredith så snart læreren vendte ryggen til for at skrive på tavlen.

Meredith tog hendes hånd. „Hvordan går det?“

Elena trak på skuldrene. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Luften omkring hende virkede tung og trykkende. Merediths fingre føltes hede og tørre. „Ved du hvad der er sket med Stefan?“

„Har du ikke hørt det?“ Meredith stirrede på hende, og luften forekom pludselig Elena kvælende. Hun snappede efter vejret.

„De har da ikke ... arresteret ham, vel?“ Hun tvang ordene frem.

„Det er værre endnu. Han er forsvundet. Politiet tog ud til pensionatet tidligt i morges, men han var der ikke. De kom også her og ventede på at han skulle dukke op, men han viste sig ikke. De sagde at de havde fundet hans bil for enden af den gamle vej ud til skoven. Og de tror selvfølgelig at han er flygtet fordi han er skyldig.“

„Det passer ikke!“ sagde Elena sammenbidt. Flere vendte hovederne og så på hende, men hun var ligeglad. „Det var ikke ham der gjorde det!“

„Jeg forstår godt at du ikke vil tro det,“ sagde Meredith. „Men hvorfor skulle han ellers flygte?“

„Han er ikke løbet nogen steder. Der er sket ham et eller andet.“ Elenas angst veg for en vrede der overskyggede alt andet. Hun trak vejret stødvist. „Han ville aldrig forlade Fell's Church frivilligt.“

„Skulle nogen have tvunget ham til det? Men hvem? Tyler ville aldrig turde ...“

„Tvunget ham ... eller noget værre ...“ afbrød Elena.

Hele klassen stirrede på dem nu. Miss Halpern åbnede munden for at sige noget. Elena rejste sig med et sæt.

„Hvis han har gjort Stefan fortræd ... Hvis han ...“ Hun vendte sig og styrtede hen mod døren.

„Elena! Kom tilbage!“

Det var både Meredith og miss Halpern som kaldte. Elena skyndte sig videre, og halvvejs nede gennem korridoren begyndte hun at løbe.

De troede at hun ville have fat i Tyler. Godt, det betød at de spildte tiden med at lede i den forkerte retning. Hun vidste hvad hun måtte gøre.

Hun forlod skolen, fandt den gamle skovvej og løb så hurtigt hun kunne. Et stykke ude ad den drejede hun af mod Wickery Bridge og kirkegården.

Et iskoldt vindstød ramte hendes ansigt. Visne blade rejste sig i hvirvler omkring hende, men intet af det gjorde det mindste indtryk på hende. Nu vidste hun hvad altopslugende raseri var. Hun løb forbi birkene og piletræerne og ind på den gamle del af kirkegården, standsede og så sig om til alle sider.

Grå skyer jog hen over himlen. Ege- og birketræer svajede voldsomt for den voksende vind. Hvirvlende blade ramte hendes ansigt. Det var som om en kraft forsøgte at drive hende ud fra den gamle kirkegård, demonstrerede sin magt og samlede sig for at gøre noget frygteligt ved hende.

Elena ignorerede det alt sammen. Hun vendte sig med et sæt og stirrede ind mellem de gamle, ludende gravsten. Hun åbnede munden og skreg mod vinden. Kun et enkelt ord, men hun vidste at det nok skulle få ham frem.

„Damon!“