"Jeg går ikke i seng med Dem," sagde Tiffany Case nøgternt og lidenskabsløst, "så lad for Guds skyld være med at ofre en formue på at drikke mig under bordet. Men jeg vil gerne have en drink til og formodentlig også en til bagefter. Jeg vil bare ikke drikke Deres Vodka Martinis under falske forudsætninger."
Bond lo. Han gav tjeneren besked og vendte sig igen imod hende. "Vi har ikke bestilt middagen endnu," sagde han. "Jeg ville have foreslået krabber med en flaske Hock til. Så var De måske kommet på andre tanker ... den kombination skal efter sigende have en slående virkning."
"Ved De hvad, Bond," sagde Tiffany Case, "der skal mere end en portion krabbe Ravigotte til at få mig i seng med en mand.. Men for resten, siden det er Dem, der giver - så tror jeg, jeg vil have kaviar og det, I kalder koteletter i England, og så vil jeg have champagne til. Det er ikke ret tit, jeg bliver inviteret ud af sådan en flot englænder, så middagen må være på højde med anledningen." Pludselig bøjede hun sig frem imod ham, rakte hånden ud og lagde den oven på hans. "Undskyld," sagde hun kort. "Jeg mente ikke det der med regningen. Middagen betaler jeg. Men jeg mente virkelig det med anledningen."
Bond så smilende ind i hendes øjne. "Hold op med det vrøvl, Tiffany," sagde han og brugte for første gang hendes fornavn. "Jeg har glædet mig til i aften. Og jeg vil have akkurat det samme som De. Og jeg bar masser af penge til at betale regningen med. Mr. Tree og jeg spillede kvit eller dobbelt om fem hundrede dollars i morges, og jeg vandt."
Da han nævnede Shady Tree's navn, slog hun igen om. "Ja, det skal nok slå til," sagde hun i en hård tone. "Lige akkurat. Ved De, hvad man siger om restauranten her? "De kan få alt, hvad De kan spise, for bare tre hundrede dollars"."
Tjeneren kom med deres drinks, som Bond udtrykkeligt havde forlangt, skulle rystes og ikke bare blandes, og med nogle snitter citronskal i et vinglas. Bond vred to af dem over glassene og lod dem synke til bunds. Han tog sit glas og så på pigebarnet over randen. "Vi har endnu ikke skålet for det heldige udfald af turen," sagde han.
Pigens mund fortrak sig i en lille sarkastisk grimasse. Hun drak halvdelen af sin Martini i en slurk og satte glasset fast ned på bordet.
"Eller for den hjertekvababbelse, som jeg lige akkurat overlevede," sagde hun tørt. "De med Deres fordømte golf. Jeg troede såmænd, De skulle til at fortælle den tolder alt om det mægtige skud, De lavede engang i tidernes morgen. Hvis han havde rakt Dem en lillefinger, så havde De fisket en kølle op og en af Deres kugler for at vise ham Deres sving."
"De gjorde mig nervøs ... sådan som De stod og klikkede med den forbandede tænder og prøvede at få ild på cigaretten. Gud ved, om De ikke også stak den forkerte ende af cigaretten ind i munden og tændte filteret."
Hun lo kort. "De må have øjne i nakken," indrømmede hun. "Det var nemlig lige det, jeg var ved at gøre. Men all right, så er vi kvit." Hun tømte sit cocktailglas. "Vågn nu op. De er vist ikke meget for at give ud på mig ... men jeg vil nu have en drink til. Nu begynder jeg at more mig. Og middagen ... skal De ikke bestille middagen? Men De sidder måske og håber på, at jeg går under bordet, før De når så vidt."
Bond gjorde tegn til overtjeneren. Han bestilte middagen, og vinkyperen, som stammede fra Brooklyn, men optrådte i stribet jakke og grønt forklæde og med en smagekop dinglende fra en sølvkæde om halsen, sejlede af sted for at hente en flaske Cliquot Rose.
"Hvis jeg engang får en søn," sagde Bond, "så vil jeg give ham et eneste godt råd, når han kommer til skels år og alder. Jeg vil sige: "Brug dine penge, hvordan pokker du vil, men ikke til noget, der æder dig ud af huset"."
"Vorherre bevares," sagde pigen. "Dette her tegner til at blive muntert, må jeg sige. Kan De ikke engang tage Dem sammen til at sige noget pænt om min kjole eller sådan noget i stedet for at sidde og klynke over, hvor dyr jeg er? Kender De ikke det gamle ord: "Hvis du ikke vil have mine ferskener, hvorfor ryster du så mit træ?
"Jeg er jo ikke begyndt at ryste det endnu. Jeg må jo ikke engang få lov til at lægge armene om stammen."
Hun lo og så bifaldende på Bond. "Men mr. Bond dog," sagde hun. "Sikke yndige ting, De siger."
"Og hvad kjolen angår," fortsatte Bond, "så er den en drøm - og det ved ingen bedre end De selv. Jeg elsker sort fløjl, navnlig på solbrændt hud, og jeg er glad for, at De ikke er overhængt med juveler, og jeg er glad for, at De ikke har rødlakerede negle. Alt i alt er jeg faktisk overbevist om, at De er den kønneste smugler her i New York i aften. Hvem skal De ud at smugle med i morgen?"
Hun løftede glasset med den tredje Martini og så på det. Så løftede hun det langsomt til sine læber og tømte det i tre drag. Hun stillede glasset fra sig og tog en cigaret fra æsken ved siden af sin kuvert og bøjede sig frem mod flammen fra Bonds tænder. Kløften mellem hendes bryster åbnede sig for ham. Hun så op på ham gennem røgsløret fra cigaretten; pludselig blev hendes øjne store og derpå langsomt igen smalle. "Jeg kan li' Dem," sagde hun. "Imellem os er alting muligt. Men De må ikke være utålmodig. Og De skal være venlig imod mig ... og ikke gøre mig fortræd. Jeg kan ikke tage mere af den slags."
Og så kom tjeneren med kaviaren, og pludselig eksploderede larmen i restauranten ind i den stille, lune, lille verden, de havde skabt omkring sig, og fortryllelsen var brudt.
"Hvad jeg har for i morgen?" gentog Tiffany Case i det tonefald, man bruger, mens tjeneren er i nærheden. "Jo, jeg tager til Las Vegas. Jeg tager med "20. Century" til Chicago og derpå videre med "Superchief" til Los Angeles. Det er unægtelig en omvej, men jeg har fløjet tilstrækkeligt foreløbig. Og hvad har De på programmet?"
Tjeneren var borte. De sad lidt i tavshed og spiste deres kaviar. Det var ikke nødvendigt at besvare det spørgsmål lige med det samme. Bond følte pludselig, at de havde god tid, masser af tid. De kendte begge to svaret på det store spørgsmål ... så det havde ingen hast med at svare på alle de små.
Bond lænede sig tilbage. Vinkyperen kom med champagnen, og Bond smagte på den. Den var iskold og havde en svag aroma af jordbær. Den var udsøgt.
"Jeg skal til Saratoga," sagde han. "Jeg skal op og sætte mine penge på en hest, så jeg kan tjene flere endnu."
"Det er vel en af de sædvanlige fiduser," sagde Tiffany Case tvært. Hun nippede til champagnen. Hendes stemning var igen slået om. Hun trak på skuldrene. "De har åbenbart gjort indtryk på Shady i morges," sagde hun i en ligegyldig tone. "Han er opsat på at give Dem mere at lave for banden."
Bond så ned i den lyserøde champagne. Han kunne ligefrem føle, hvordan forræderiet steg op som en tåge mellem ham og den pige, han så godt kunne lide. Han skubbede tanken fra sig. Han var nødt til at føre hende bag lyset ... var nødt til at fortsætte på den måde.
"Glimrende," sagde han roligt. "Det vil jeg skam også gerne have. Men denne bande - hvad er det egentligt for et foretagende?" Han tog en cigaret og gav sig god tid til at tænde den, mens han tvang sig til at tænke som en hemmelig agent og ikke som en mand.
Hun så skarpt på ham. Han mærkede det og var straks mere på vagt. Og så var han igen den hemmelige agent, og hans hjerne begyndte at arbejde nøgternt og beregnende, hele tiden lyttende efter et tøvende tonefald, en løgn, et eller andet, der kunne lede ham på. sporet.
Han så op, og hans øjne lyste af oprigtighed.
Hun lod til at være ganske umistænksom. "Den kaldes for "Spang-Banden". Det er to brødre ved navn Spang, der leder den. Jeg arbejder for den ene af dem i Las Vegas. Der er ingen, der er helt klar over, hvor den anden er henne. Nogle påstår, han er i. Europa. Og så er der en, der kalder sig A B C. Når jeg arbejder med diamantfidusen her, så kommer alle ordrer fra ham. Den anden, Seraffimo, er den broder, jeg arbejder for. Han er mere interesseret i hasardspil og hestevæddeløb. Han driver også en "telegram-service" og "Tiara' i. Las Vegas."
"Hvad bestiller De der?"
"Jeg arbejder der bare," sagde hun og lod emnet falde. "Kan De li' det arbejde?"
Hun overhørte spørgsmålet, som om det var for tåbeligt til at kræve noget svar.
"Så er der Shady," fortsatte hun. "Han er i virkeligheden ikke så slem, men han er så stor en svindler, at man er nødt til at tælle sine fingre, hvis man har givet ham hånden. Han ordner bordellerne og narkotikafordelingen og alt det andet. Der er en masse andre - forbrydere og svindlere af alle afskygninger. Rene satan'er!" Hun så på ham, og hendes øjne blev hårde. "Men dens lærer De tidsnok at kende," sagde hun med en hånlig grimasse,. "Dem vil De sikkert synes godt om. De er lige efter Deres smag."
"Ja, hva' fanden,' sagde Bond fortrydeligt. "Det er jo bare et arbejde. Jeg er nødt til at tjene penge."
"Det kan man gøre på mange andre måder."
"Det er de mennesker, De har valgt at arbejde for."
"Det kan der være noget om.' Hun lo lidt ærgerligt, og nu var isen igen brudt. "Men husk, at De er kommet i med de allerværste,, hvis De slutter Dem til "Spang-Banden". Hvis jeg var Dem, ville jeg tænke mig helvedes godt om, før jeg meldte mig ind i den hyggelige lille forening. Og pas for Guds skyld på ikke at komme dem på tværs. Hvis De har tænkt Dem noget i den retning, kan De lige så godt først som sidst begynde at tage timer på en harpe."
De blev afbrudt af tjeneren, som kom med koteletterne med deres tilbehør af asparges og sauce mousseline. Bagefter ham, kom en af de berømte Kriendler-brødre, som har ejet "21" helt fra den tid, da den var den bedste smugkro i New York under forbudet.
"Godaften, miss Tiffany," sagde han. "Det er snart længe siden. Hvordan står det til i Las Vegas?"
"Godaften, Mac." Pigebarnet så smilende op på ham. "Jo tak, "Tiara" går første klasses." Hun så sig om i det stuvende fulde lokale. "Deres lille pølsevogn her går åbenbart heller ikke så dårligt."
"Jeg klager ikke ... jeg klager ikke," sagde den høje unge mand. "Men her er for mange kunder af den slags, der lever højt på repræsentationskonto. Og her er aldrig kønne piger nok. De burde komme her noget oftere." Han smilede til Bond. "Er De tilfreds?"
"Det kunne ikke være bedre."
"Jeg håber, vi igen får fornøjelsen ..." Han knipsede med fingeren ad vinkyperen. "Sam, spørg mine gode venner, hvad de vil have at drikke til kaffen." Med et sidste smil, som omfattede dem begge, slentrede han videre til et andet bord.
Tiffany bestilte en "Stinger" med hvid creme de menthe, og Bond bestilte det samme.
Da likøren og kaffen stod på bordet, genoptog Bond tråden, hvor de sidst havde ladet den falde. "Men Tiffany," sagde han, "der kan nu ikke være mange ben i den diamantfidus. Hvorfor kan vi ikke blive ved med at ordne den i fællesskab? Vi kan jo leve højt bare på to-tre ture om året, og det er ikke tit nok til, at hverken immigrationskontoret eller tolderne begynder at stille ubehagelige spørgsmål."
Men Tiffany Case lod sig ikke rive med. "Det skulle De tage og foreslå A B C," sagde hun. "Har jeg ikke fortalt Dem om og om igen, at disse mennesker ikke er idioter. De gør et stort nummer ud af hele det foretagende. Jeg har aldrig haft den samme kurér• to gange, og jeg er ikke den eneste "kontrol" på de ture. Og hvad mere er, jeg er næsten overbevist om, at vi ikke var de eneste i maskinen. Jeg tror ganske bestemt, at der var en anden med for at holde øje med os begge to. Hvad pokker de så foretager sig, så glemmer de aldrig at kontrollere og tage stikprøver." Hun var irriteret over hans respektløshed. "Jeg har for eksempel aldrig så meget som set A B C," sagde hun. "Jeg ringer blot et nummer op i London og får mine ordrer via båndoptager. Og alt, hvad jeg har at sige, indtaler jeg til A B C på samme måde. Jeg kan garantere Dem for, at alt dette her ligger langt over, hvad De er vant til. De og Deres latterlige små bræk! " Hendes foragt var tilintetgørende. "Ja, kammerat, De skal nok få øjnene op en skønne dag, og så får piben en anden lyd."
"Jaså," sagde Bond med ærefrygt i stemmen og grundede over, hvordan pokker han skulle bære sig ad med at lokke A B C's telefonnummer ud af hende. "Ja, de lader unægteligt til at være meget forudseende."
"Det kan De være rolig for, de er," sagde pigebarnet ligeud. Nu kedede emnet hende. Hun stirrede dystert ned i sit glas og tømte det så. Bond havde på fornemmelsen, at hun var ved at komme i det melankolske hjørne. "Har De lyst til at tage et andet sted hen?" sagde han, vel vidende, at det var ham selv, der havde ødelagt stemningen.
"Nej," sagde hun tonløst. "De kan følge mig hjem nu. Jeg er ved at blive fuld. Hvorfor fanden kunne De ikke finde på noget morsommere at snakke om end de forbandede slyngler!"
Bond betalte regningen, og de gik tavse ned igennem den kølige restaurant og ud i den lummerhede aften, der lugtede af benzin og ophedet asfalt.
"Jeg bor også på "Astor"," sagde hun, da de stod ind i en taxa. Hun trykkede sig ind i det ene hjørne og krøb sammen med hagen støttet i hånden og så ud i nattens giftigt grelle neonskær.
Bond sagde ingenting. Han så ud ad det andet vindue og bandede det arbejde, han havde påtaget sig. Det eneste, han havde lyst til, var at sige til denne pige: "Hør nu her, lad os gå ind til mig. Du skal ikke være bange. Det kan i hvert fald ikke blive værre end at være alene." Men hvis hun nu sagde ja - så havde han været gemen nok til at udnytte situationen. Og han havde ikke lyst til at være gemen over for hende. Hans opgave tvang ham ganske vist til at udnytte hende, men lige meget, hvad han blev nødt til at gøre, så var der én fremgangsmåde, han aldrig ville bruge overfor netop denne pige. At appellere til hendes hjerte.
Da de holdt foran "Astor", hjalp han hende ud på fortovet, og hun blev stående med ryggen til, mens han betalte chaufføren. De spadserede op ad trappen, så tavse og stive over for hinanden som et ægtepar, der har afsluttet en skrækkelig aften med et forrygende skænderi.
De fik deres nøgler udleveret hos portieren, og hun sagde "5. etage" til elevatordrengen. Hun blev stående med ansigtet mod døren på vejen op. Bond så, at knoerne på den hånd, som krammede aftentasken, var helt hvide. På femte sal gik hun hurtigt ud af elevatoren og protesterede ikke, da Bond fulgte efter. De gik rundt om adskillige hjørner, til de nåede hendes dør. Hun bøjede sig ned og stak nøglen i låsen og skubbede døren op. Så vendte hun sig om imod ham i den åbne dør.
"Nu skal jeg sige Dem en ting, De ... Bond ..."
Indledningen lød som begyndelsen til en gardinprædiken, men så holdt hun inde og så ham lige ind i øjnene, og Bond så, at hendes øjenvipper var våde. Og pludselig lå hendes arme om hans hals, og hun pressede sit ansigt ind mod hans kind, og hun sagde: "Pas godt på dig selv, James. Jeg vil så nødigt miste dig." Så trak hun hans ansigt ned til sig og kyssede ham en gang længe og heftigt på læberne med en mærkelig grum ømhed, som var næsten kønsløs.
Men da Bond listede armen om hende og begyndte at gengælde hendes kys, stivnede hun pludselig og sprællede for at gøre sig fri, og øjeblikket var forbi.
Med hånden på dørhåndtaget vendte hun sig om og så på ham, og nu havde hendes øjne igen det tvære, mørke skær.
"Forsvind så," sagde hun vildt og knaldede døren i og låsede den.